KINABLOG.dk

Li Xiaokai var en ni-årige pige, som døde af melamin-forgiftning den 10. september.

Men Li Xiaokai tæller ikke med i den officielle statistik, som AP skriver i denne artikel.

Sundhedsministeriet siger, at tre børn er døde af at drikke det forurenede mælkepulver fra Sanlu. Det er Sundhedsministeriets officielle tal. Men virkeligheden er efter alt at dømme en anden, for det officielle tabstal har været det samme i månedsvis.

For eksempel har lokalregeringen i Xinjiang tidligere nævnt et dødsfald, som ikke er med i statistikken.

Og udover Li Xiaokai er der mindst tre andre dødsfald, som heller ikke er talt med i de officielle tal.

Som der står i artiklen fra AP:

No one is suggesting large numbers of deaths are being concealed. But so many months passed before the scandal was exposed that it is likely more babies fell sick or died than official figures reflect. Beijing’s apparent reluctance to admit a higher toll is reinforcing perceptions that the government cares more about quelling criticism than helping families. Lawyers, doctors and reporters have said privately that authorities pressured them not to play up the human cost or efforts to get compensation from the government or Sanlu, maker of the formula.

Hvorfor er kinesisk mad så farlig at spise?

Det skriver jeg om i dagens avis. Hvilket jeg også har skrevet om tidligere, som du kan se her i dette tema.

En af dem jeg interviewede til artiklen var Zhou Qing, der i 2006 vandt Lettre Ulyssees Award for the Art of Reportage for sin artikel om fødevareindustrien i Kina. Den kan du læse et uddrag af her.

Zhou Qing siger selv, at fødevarerne ikke er blevet meget bedre siden han skrev sin artikel. Som han i øvrigt brugte et par år på at researche og som også er udkommet som bog.

For fødevareskandalen fortsætter. Først var det mælk, som var forurenet med melamin. Dernæst var det æg. Så hvad bliver det næste?

Svaret er fisk.

Det skriver Caijing i dag i denne artikel og AP her via International Herald Tribune.

Fødevarekontrollen i Hong Kong har fundet melamin i fiskefoder, som et lokalt dambrug har købt i Kina. Indtil videre er der dog ikke fundet melamin i nogle af de fisk, der er blevet testede.

Men vi venter. Spændte. Det skal nok komme. Med mindre det lykkedes for myndighederne helt at kvæle al omtale af fødevareskandalerne. For sådan ser det faktisk ud lige nu, hvor al omtale af mælk, æg, melamin og retssager er næsten forstummet i de kinesiske medier.

:: Billedet er fra Wikipedia

Her er lige en hurtig wrap-up på ugens kinesiske madforurening.

Mælkeskandalen fortsætter og har bredt sig til æg. Melaminen er højst sandsynligt er kommet ind i æggene via dyrefoderet.

Og nu er mere end 3.600 ton dyrefoder blevet destrueret. Myndigheder havde mistanke om, at det var forurenet med melamin.

Derudover har fødevarekontrollen over hele Kina lukket 238 producenter af dyreforder i en razzia, der i følge de officielle tal involverede 369.000 inspektører.

Premierminister Wen Jiabao har – igen – lovet at genetablere tilliden til de kinesiske fødevarer. Endda inden to år. Selvom landbrugsministeren så siger, at det med æggene kun var et enkeltstående tilfælde.

Mælkeskandalen kan nu også ses på virksomhedernes regnskaber. Eksempelvis Yili, der anslår, at de har tabt 188 millioner kroner i tredje kvartal. Guangming sætter tabet til 232 millioner.

Samtidig giver det forurenede mælk nu også andre problemer. Landmænd og mejerier er de seneste uger blevet nødt til at destruere store mængder mælk, som de ikke kunne komme af med. Uanset om det har været forurenet eller ej. Og det har nu fået en flod i Guangzhou til at begynde at lugte af rådden mælk.

:: Billedet er fra denne artikel.

Her er en opsamling af links om æg-skandalen. (Eller hvad man nu skal kalde den. Æg-gate, måske.)

:: David Bandurski fra University of Hong Kong’s China Media Project har en forrygende gennemgang af æg-skandalen i de kinesiske medier. Eller rettere, hvordan den ikke har været omtalt i medierne.

:: Propagandaministeriet kontrollerer alle nyheder omkring fødevaresikkerhed. Du kan læse mere om statens kontrol over mediernes dækning af fødevarerne her på China Digital Times.

:: Fødevarekontrollen i Shanghai vil nu også begynde at undersøge foder til fisk, skriver Shanghai Daily. Man frygter at fiskefoderet er blevet tilsat melamin på samme måde som foderet til høns.

:: Der er lige så meget økologisk mad i Kina, som der er giraffer med piskesmæld i Malmø. Sådan cirka. Shanghaiist har et interview med lederen af en af de få økologiske markeder i Kina.

:: Det er ikke kun Kina, der har problemer med maden. I 1996 ændrede fødevareindustrien i Storbritannien sig for altid, skriver forfatteren og journalisten Rose Prince på Chinadialogue.

:: Lidt løse nyheder. Wal-Mart har trukket alle æg tilbage af mærket 咯咯哒 fra sine kinesiske butikker. En sex-shop i Storbritannien har trukket et parti chokolade tilbage, som der var for meget melamin i. Chokolade var beregnet til at… ja, gæt selv, det skulle i hvert fald ikke smøres på rugbrød. I Hong Kong er man ikke alene trætte af de giftige fødevarer fra Kina, man er også trætte af, at den passive kinesiske centralregering, der har ignoreret sagen i den seneste uge og blot lukket øjnene i håb om at det hele ville forsvinde af sig selv. Derfor er man gået i gang med selv at teste æggene i Hong Kong, skriver Wall Street Journal. Og endelig – det vidste vi jo egentlig godt. Alt kinesisk kød er proppet med melamin, som AP skriver her.

:: Billedet er fra denne artikel på Nanfang Baoye. Læg mærke til den røde cirkel. Her stod der navnet på en af de tre producenter, hvor der er fundet melamin i ægget. Helt præcist har hun streget 湖 ud og skrevet 河 i stedet for. Det løser jo alle problemer, og gør æggene sikre at spise.

Hvad sker der med mælkeskandalen i Kina?

Kort sagt – ikke noget. Overhovedet.

Der er stort set ingen nyheder om sagen i de kinesiske medier.

Og jeg har svært ved at tro, at alle sten er vendt i den sag.

Sundhedsministeriet siger, at der stadig er næsten 6.000 børn indlagt på hospitalet. Og at i alt 53.000 er blevet syge. At fire er døde.

Og det er det. Thats it. Sådan har det været i ugevis. Ministeriet siger dog også, at de har fået nye og opdaterede tal, men at de ikke ser nogen grund til at offentliggøre dem.

Så hvor mange er faktisk døde af mælkepulveret? Hvor mange er blevet syge?

Og hvem var det helt præcist, der forsøgte at dække over skandalen? Var det kun lokal- og provinsregeringen? Var der virkelig ingen, der vidste noget om det, før i september?

Et andet spørgsmål er, hvordan det går med politiets undersøgelse. Den har der heller ikke været nyheder om i lang tid.

Det vil altså sige, at politiet har fundet samtlige skyldige i hele Kina. Og at myndighederne nu har det fulde overblik over skandalen, at der ikke findes flere syge og ikke har været flere dødsfald.

Måske.

Men det har jeg svært ved at tro på.

Myndighederne – SARFT, Sundhedsministeriet, centralregeringen og hvem man nu ellers kan gætte sig til – har lagt låg på sagen. Medierne må ikke selv efterforske sagen. De må ikke bruge andet end materiale fra Xinhua.

For at komme fødevareskandaler til livs, så kræver det en fri presse, der kan rejse sig fra skrivebordet og gå ud i virkeligheden og efterforske fup og fakta og frit skrive om det.

For kinesernes egen skyld.

Og for Kinas omdømme i omverdenen.

Men endnu en gang har centralregeringen dummet sig. Som den gjorde ved sidst fødevareskandale, som jeg skrev her.

Eller som James Fallows skriver her i Atlantic:

How can official China possibly do such a clumsy and self-defeating job of presenting itself to the world? China, like any big, complex country, is a mixture of goods and bads. But I have rarely seen a governing and “communications” structure as consistent in hiding the good sides and highlighting the bad.

Et af de eksempler han bruger, er centralregeringens retorik om Tibet:

Whenever a Chinese official or the state-run Xinhua News Agency puts out a release in English calling the Dalai Lama “a jackal clad in Buddhist monk’s robes” or a man “with a human face and the heart of a beast,” it only builds international sympathy for him and members of his “splittist clique.” A special exhibit about Tibet in Beijing’s Cultural Palace of Minorities this year illustrated the blessings of China’s supervision by showing photos of grinning Tibetans opening refrigerators full of beer, and of new factories including a cement plant in Lhasa. Such basic material improvements are huge parts of the success story modern China has to tell. But the exhibit revealed total naïveté in dealing with the complaints about religious freedom made by the “Dalai clique.” It was as if the government had hired The Onion as its image consultant.

Kort sagt. Grow up, goddamnit.

Bønderne er udråbt til skurke i den kinesiske mælkeskandale. Men hvem er de egentlig, de kinesiske bønder.

Ja, det er umuligt at svare på, fordi der er så enorm forskel på dem. Men sidste weekend talte jeg med nogle af dem ude på landet nord for Beijing. En af dem er med i artiklen, som jeg skrev til Berlingeren mandag den 29. september:

Han har fem køer. Han mælker dem to gange om dagen. Og så smider han mælken ud.

»Det er meget svært lige nu,« siger bondemanden Li, og sender et opgivende smil ud over sine rødmossede kinder.

Li er kommet i klemme. Som så mange andre kinesiske mælkebønder. Enten kan de ikke komme af med deres mælk. Eller også ved de ikke, hvor mange penge de får for den. For skandalen om den forurenede mælk har ikke alene kostet fire børn livet og sendt over 50.000 børn på hospitalet. Den har også lagt mejerisektoren i ruiner og kastet titusinder af mælkebønder ud i økonomisk uvished.

Li bor i en landsby, der ligger tre timers kørsel nord for Beijing. Vejen ind til byen er asfalteret. Resten af vejene er smalle og ujævne og ligner størknet ler. De fleste af husene er små og byggede op omkring en gårdsplads, som der står en mur omkring. Væggene er i rå mursten. Eller lerklinede. Nogle steder stikker halmen ud.

Li’s fem køer står bundet fast på et smalt stykke nedtrampet jord, der ligger tæt ved hans hus inde i landsbyen. Ligesom de cirka 500 andre køer i byen, der står spredt langs vejene, går køerne ikke på græs. Ude på markerne har bønderne derimod sået majs, som de er ved at høste. De mørkegyldne majskolber ligger til tørre overalt i byen. I stakke. På byens torv. Langs vejene. Op ad mure. Eller inde på Li’s gårdsplads. Det er nu ikke Li eller hans kone, der skal spise majsen:

»Vi kan ikke fodre køerne med andet, for vi har ikke råd til det,« siger Li. Men det er ikke den bedste føde for en malkeko. Det ved han godt. Han kan bare ikke gøre andet.

Li fortæller, at hver af hans køer giver omkring tre kilo mælk om dagen. Til sammenligning giver en dansk malkeko omkring 20-25 kilo mælk om dagen. Og den mælk har Li ikke kunne sælge siden den 16. september. Før leverede han mælk til Yili, men her blev der fundet melamin i mælkepulveret fra Kinas næststørste mejeri. Som titusinder af andre mælkebønder kunne han ikke gøre andet end at hælde mælken ud. Det har han gjort lige siden. Det vil sige, indtil for et par dage siden. Nu er han igen begyndt hver morgen at trække køerne ned til en af landsbyens malkestationer. Men han ved ikke, hvilket mejeri han leverer til. Han ved heller ikke, om han nogensinde får penge for det.

»Vi har ikke fået penge i den her måned, så vi ved ikke om prisen er den samme som før,« siger Li. Og her var prisen meget lav, fortæller han.

Li fik 2,6 yuan for et kilo mælk. Det er under to kroner.

»Prisen er nok lavere nu, jeg ved det ikke. Måske ligger den på to yuan,« siger Li. Altså lidt under halvanden krone.

Derudover siger Li, at han har omkostninger for cirka en krone for hvert kilo mælk. Derfor er det en katastrofe for familiens landbrug, at de ikke kan komme af mælken. Sidste år tjente de under 6.000 kroner, og mælken står for 1/3 af deres indkomst. Resten kommer fra marken på cirka 1,2 hektar.

Derfor ved han ikke, hvad han skal gøre. For som så mange andre bønder har han ikke råd til at gå og fodre dyrene.

»Hvis situationen fortsætter, så bliver vi nødt til at sælge køerne. Måske til en der kan slagte dem,« siger Li.

De mejerier, hvor der er fundet melamin i mælken, har standset produktionen indtil de kan garantere, at der ikke er melamin i mælken. Nogle af dem har lovet at fortsætte med at købe bøndernes mælk. Flere af provinsregeringerne har også beordret mejerierne til at fortsætte med at købe mælken. Men Li har endnu ikke set nogen penge.

Flere af de samme lokal- og provinsregeringer har også lovet, at de vil udbetale kompensation til bønderne.

»Kompensation? Ingen har fortalt os om det. Nej, det har vi ikke hørt om,« siger Li.

Indtil videre har politiet over hele Kina anholdt 30 personer i sagen. To af de første, som blev anholdt, var to brødre, der havde en malkestation. De indrømmede, at de i årevis havde puttet melamin i mælken. Dermed kunne de fortynde mælken og tjene flere penge. Nogle af de anholdte er også mælkebønder.

Men Li ved ikke, hvordan melaminen har fundet vej til mælken. Han kender ikke noget til det. Vi er ærlige bønder, siger han. Som de fleste andre bønder, som Berlingske Tidende har talt med. Ingen kender noget til det. Eller har hørt om det, før skandalen begyndte at rulle.

Indtil videre går han og venter på, at statens inspektører skal komme forbi landsbyen og undersøge dens landbrug og malkestationer.

»Jeg ved ikke, hvornår de kommer og om det bliver bedre bagefter. Vi har ikke fået noget at vide. Vi må jo vente og se,« siger Li.

Som jeg har skrevet tidligere, så er mejeriet Sanlu på vej mod konkurs. Virksomheden og varemærket ligger i ruiner.

Sådan er det ikke for Sanyuan, der er en af vinderne i mælkeskandalen. Mejeriet har helt undgået at blive hevet ind i sagen om de forgiftede mælkeprodukter.

Mens for eksempel de to store mejerier, Mengniu og Yili, har standset salget af deres pulver, mælk og yoghurt, har produkterne fra Sanyuan været de eneste, man kunne finde i supermarkedernes kølediske.

I nat kom Sanyuan så med en meddelelse om, at de nu har suspenderet deres aktier på børsen, skriver China News Agency (中国新闻网) (via news.163.com). I følge rygterne sker det, fordi de er ved at overtage resterne af Sanlu.

Det bliver så interessant at se, hvad Sanlus new zealandske partner siger til det. Tallene svinger lidt, nogle siger at Fonterra har investeret cirka 500 millioner kroner i Sanlu, andre siger næsten en milliard kroner, men uanset hvad, så afskrev de i går 70 procent af deres investering i Sanlu.

Det er så det seneste eksempel på et joint-venture mellem et udenlandsk og et kinesisk selskab, der er røget ind i et seriøst uvejr. Der er kort sagt gået Danone og Wahaha i den.

:: Billedet er fra Sanyuan