For at komme frem til byen og de 16.000 indbyggere skal man køre gennem bjergene i den sydkinesiske Guizhou provins. Forbi ristrapper og marker, ud ad hullede cementveje gennem landsbyer, hvor der går flokke af ænder mellem husene.

Maotai ligger i en dal, hvor byen har foldet sig op ad bjergsiderne langs floden Chishui. Det er ikke det mest indlysende sted, at man finder en virksomhed, som er et af Kinas mest berømte varemærker, og som har en omsætning på cirka fem milliarder kroner. Det er den man kan lugte – producenten af den kinesiske brændevin (baijiu) Maotai, der har taget navn efter sin hjemby.

Hele byen og dalen dufter lokkende af den markante og sødligt parfumerede risbrændevin. Hvis man er kineser. Hvis næseborene derimod tilhører en vesterlænding, så er det mere ord som rådne ris, diesel og opvarmet sojasauce med terpentin, der bliver brugt til at beskrive brændevinen.

• Læs også - Investeringer: nu kommer kineserne til Europa

Det viser også en del af Maotais problem. For virksomheden er så småt begyndt at eksportere sine flasker til udlandet, og har ambitioner om at sælge stadigt mere udenfor Kina i de kommende år. Maotai er et eksempel på et stort kinesisk brand, der går efter større eksport og endda med et meget kinesisk produkt.

Maotai er store i Kina, hvor det er brand, som ifølge den seneste Hurun rapport er bedre kendt end for eksempel Mercedes-Benz og Chanel. Maotai står på mange måder med det samme problem som Suning, Yili, Fulinmen, Midea og Renren, der er kinesiske virksomheder, som har to ting til fælles. De er alle med på en liste over de 50 stærkeste og mest velkendte brands i Kina. Og de er, som de fleste andre kinesiske brands, stort set ukendte i udlandet.

Det er ikke fordi de kinesiske virksomheder mangler økonomiske muskler. For eksempel er der 37 kinesiske navne på Fortunes liste over verdens 500 største virksomheder.

Men det er først i de senere år, at kinesiske virksomheder er begyndt at konkurrere på andet end en lav pris, og er ved at opbygge brands, der også handler om værdier, service og kvalitet.

Derfor er der mange, som først nu begynder at overveje, hvordan man eksporterer sine produkter og opbygger en global identitet. For eksempel kører bilfabrikanten Geely i år ind på markedet i Storbritannien med sin fire-dørs sedan EC7. Luksusfabrikanten Shang Xia, der laver alt fra juveler til møbler, har luftet planer om en butik i Paris. Og 2012 bliver også året, hvor Huawei for alvor forsøger at sælge mobiltelefoner til for eksempel danskerne.

• Læs også - USAs handelsunderskud med Kina: myten om »Made in China«

Hvad er så de største problemer, som kinesiske virksomheder vil møde på markederne i Vesten? Det er netop at fortælle omverden, at Kina også kan lave andet end billige produkter af ringe kvalitet, siger Li Fei, der er professor i marketing på School of Economics and Management på det anerkendte Tsinghua University i Beijing.

»Der er stadig ingen kinesiske virksomheder, der har lavet et brand, som verden forbinder med både at være af høj kvalitet og fra Kina,« siger Li Fei.

Samtidig skal kineserne lære de vestlige markeder at kende, siger Li Fei. Nogle af virksomhederne er måske veletablerede hjemme i Kina, men når de går udenfor, skal de lære forbrugernes kulturelle baggrunde at kende, og finde et sprog og symboler, som kan forstås og appellere til de lokale kunder. Det bliver en udfordring.

»Når det kommer til branding, så har kineserne meget at lære endnu,« siger Li Fei.

Måske især for en fabrikant, der laver noget så kinesisk som baijiu, der har dybe rødder i kinesisk kultur, historie og smagsløg. (Læs i øvrigt en fin artikel om, hvordan Kina ved Verdensudstillingen i San Fransisco i 1915 overraskede alle med baijiu.) Så er verden klar til Maotai?

Der er fugtigt inde i Maotais store produktionshal, der stadig minder om det historiske foto her til venstre. Nede i gulvet ligger der rækker af grave, hvor den brune græsart durra, der er en af hovedingredienserne i deres baijiu, ligger i blød i et par dage.

Bagefter bliver den stablet op på gulvet ved et af de runde metalkar. Her går cirka fem arbejdere rundt i plastiksandaler, hvor de bruger riskurve til at hælde durraen op i de dampende kar, hvor væsken ender med at have en alkoholprocent på 60-70 procent.

»Det kommer ud med forskellige procenter og opbevares i fem år. De fleste af vores produkter ender med at have en alkoholprocent på 53, for det giver den bedste kvalitet,« siger Liu Wei, der er en af de ansvarlige for produktionen.

Han siger, at en af hemmelighederne ved Maotai er, man bruger vandet fra Chishui floden til at dampe durraen med. Og det »helt særlige« vand er med til at give Maotai sit særpræg. Samtidig, siger Liu, bruger Maotai kun lokale råvarer, hvor mange af de andre producenter i området bruger dårligere råmaterialer, som også kommer fra andre provinser som Sichuan.

Liu tager en aluminiumskop og går hen til en af de lidt under to meter høje kar og åbner for en hane. På kinesisk hedder risbrændevin – som der ikke nødvendigvis er ris i – for »baijiu«, der udtales som det engelske »bye Joe«, og som kan oversættes til »hvid vin« eller »klar alkohol.« Væsken er da også, som det endelige produkt, der senere vil blive hældt på en tønde og gemt i fem år, helt klar.

»Der er ingen kemikalier, det er helt rent,« siger Liu Wei.

Den varme væske, der er på 70 procent alkohol, smager melet, den er sødlig og snører munden sammen. Den ufærdige baijiu er langt fra det endelige produkt, men Liu erkender, at det nok ikke er alle udlændinge, der vil synes godt om det.

• Læs også - Kinas virksomheder og økonomi ved skillevej: strømpernes konge bor i Kina

»Nogle vil kunne lide det, andre ikke,« siger Liu, der dog har tiltro til Maotai. I dag er det kinesere, som bor eller rejser i udlandet, der køber langt de fleste af de få flasker, som Maotai eksporterer. Det er kun fem procent af produktionen, som bliver solgt udenfor Kina.

Men i april lavede Maotai en aftale med den franske distributør Camus Cognac, der vil føre Maotai ud i 140 lufthavne og 50 flyselskaber i hele verden.

»Vi vil forøge salget på de udenlandske markeder, og give flere kendskab til Maotais kvalitet og kultur,« sagde Ji Keliang, formand for Kweichow Moutai Distillery, da han underskrev aftalen tidligere i år.

Liu Wei tror også, at det nok skal lykkes.

»Jeg er sikker på, at vesterlændinge vil kunne lide det, når de først prøver det,« siger Liu.

»Vi har jo også vin i Kina, som mange kinesere også kan lide. Det hænger sammen med, at den vestlige kultur er stærkt udbredt, men når folk lærer den kinesiske bedre at kende, så kommer de også til at kende Maotai,« siger Liu Wei.

Der er flere andre producenter af baijiu i området omkring Maotai, og mange af dem har butikker og salgskontorer i den noget større naboby Renhe. Blandt andre Wu Hongmei, der arbejder for et bryggeri, som hedder »Den Gamle Vinkyper«.

Her vil man ikke følge den langt større og mere velkendte Maotai med til udlandet, for virksomheden forsøgte at eksportere til Taiwan i 2002.

»Det virkede ikke, for nabolandene og udlandet har en anden smag. Men om fem, ti år bliver vi nødt til at se på forbrugernes smag, og hvordan den har ændret sig,« siger Wu Hongmei.

En anden grund er, at udbuddet er for lille. Blandt andet fordi de kinesiske embedsmænd har god smag for den dyre alkohol, der ofte bruges til officielle banketter og måltid. Så ofte, at Folkekongressen i Shanghai for nyligt kom med et forslag om, at man skulle forbyde Maotai og straffe de embedsmænd, der bestiller og drikker det.

Der er simpelthen ikke nok baijiu til at dække markedet i Kina, så hvorfor skulle man gå til udlandet. Alene Maotai producerer 25.000 ton om året, men de er lige nu ved at udbygge kapaciteten, så man regner med at nå 50.000 ton i 2020, og de er ved at bygge hele 32 nye destillerier i hovedsædet i Maotai.

»Vi producerer 2.000 ton, og det er ikke nok til at dække markedet i Kina, så vi tænker slet ikke på udlandet,« siger Wu Hongmei.

Maotai har netop hævet prisen på deres bedst sælgende og mest kendte produkt på grund af højere lønomkostninger og stigende råvarepriser. Prisen steg fra 1.300 kroner til 1.500 kroner.

Den dyreste flaske, som Wu Hongmei har i sin butik, er en 80 år gammel baijiu, der koster lidt under 300.000 kroner.

Wu er enig i, at man skal lære baijiu at kende, og at det også er et spørgsmål om at kende til kinesisk kultur.

Så hvordan gør man det? Måske ved at smage på den på samme måde som ved vinsmagninger i Vesten, hvor man spytter det ud bagefter?

»Spytter… man det ud,« siger en forbløffet Wu og træder et skridt tilbage med sin flaske, som hun skulle til at hælde en lille prøve op af i et glas til mig.

»Den her,« siger hun langsomt og lægger tryk på hvert ord, »koster et tusinde yuan. Man smager på det. Men man spytter det ikke ud.«

Man begynder med at se på glasset og om væsken er klar og ren. Dernærst dufter man. Og så smager man på det, uden at spytte det ud, for »man skal føle, hvordan det går gennem halsen,« siger Wu.

Hvad er så en god baijiu? Smagen skal være blød og rund, siger Wu. Det prøver de billigere baijius at efterligne med kemikalier, og det er derfor, at baijiu nogle gange har et dårligt ry.

»Hvis man dagen efter får hovedpine og har tør mund, så er det en dårlig baijiu. Og god baijiu er også mindre skadelig for leveren,« mener Wu Hongmei.

Så hvornår drikker man baijiu? Det gør hun selv med leverandører og kunder, og så ved festlige lejligheder.

»Hvis man ikke drak alkohol, så bliver det jo akavet hvis folk bare sad og spiste ris og kylling. Det ville være mærkeligt,« siger Wu Hongmei.

De mest værdifulde brands i Kina:
China Mobile – teleselskab
ICBC – bank
Construction Bank of China – bank
Bank of China – bank
Agricultural Bank of China – bank
Baidu – søgemaskine
China Life – forsikring
Sinopec – olieselskab
PetroChina – olieselskab
Tencent – internet portal
China Telecom – teleselskab
Ping An – forsikringsselskab
Moutai – baijiu
China Merchants Bank – bank
China Unicom – teleselskab
Air China – flyselskab
Wu Liang Ye – baijiu
Mengniu – mælkeprodukter
CPIC – forsikring
Chang Yu – vin

Kilde: Millward Brown

:: Artiklen ovenover er et sammendrag af artikler, der tidligere er bragt i Berlingske

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Det er ved at være vinter i Beijing. I gamle dage – altså for over ti, tyve år siden – betød det, at vejene ind til Beijing, gadehjørner, veje og markeder ville være fyldte med kinakål, som bønderne var taget ind til byen for at sælge til byboerne. Kålene var en hjørnesten i beijingernes kost gennem vintermånederne, og man stoppede dem i trappeopgange og under tagene i hutongerne og alle andre steder, hvor de kunne opbevares tørt og koldt gennem vinteren. China Daily påstår i en artikel fra 2004, at en familie kunne tilrane sig op til 50 kilo kål til vintermånederne.

Siden har beijingernes kostvaner ændret sig, og samtidig er der kommet supermarkeder og andre og nemmere måder at opbevare fødevarerne på, der som kinakålene nu ofte bliver dyrket udenfor Beijings landområder og transporteret over lange afstande fra andre provinser.

Men man ser dem stadig her om efteråret. Porrer og kinakål, der bliver stakket op og solgt på gader og veje. Som på billedet jeg tog her i weekenden. Og det er egentlig både meget Kina-agtigt og hyggeligt.

Et hurtigt billede som jeg tog i morges i Beijing ved en hutong. Manden har stået her på hjørnet i de seneste par dage. Han kommer cyklende med sit brænde og nogle sække majskolber, som han ryger i ovnen, der står på ladet af cyklen.

Kineserne har fået endnu en fødevareskandale. Denne gang er det dog ikke giftige bønnespirer, selvlysende kød eller genbrugt madolie fra afløb, som det handler om. Men derimod vandmeloner. Som eksploderer. Simpelthen fordi bønderne har proppet dem med så mange kemikalier, at de nærmest sprænger i luften. Den 51-årige melonbonde Liu kalder ligefrem sin mark for et “minefelt”.

“Landminerne,” som melonerne også kaldes, eksploderer fordi bønderne bruger for meget kunstgødning samt nogle kemikalier som “sødgørere” – en metode, de har brugt i årevis. Men i år modnes melonerne naturligt hurtigere, og derfor har overforbruget af kemikaler fået dem til at flække. Liu siger, at han mister omkring 1.000 kilo meloner om dagen. Bønderne sprøjter melonerne, så de modnes hurtigere, og derfor kan komme tidligere på markedet, hvor man kan sælge dem til en højere pris.

Det er en alvorlig situation for Liu og de andre bønder i landsbyen, der næppe har forsikring på afgrøderne, og dermed mister store dele af deres investering i både penge og arbejdskraft.

Men det er også endnu et eksempel på, hvordan fødevareindustriens vigtigste mål er, at få den største mængder madvarer hurtigst muligt på markedet. Uden skelen til naturlige produktionsmetoder og forbrugernes sikkerhed, som ved de andre fødevareskandaler. Se også en liste over madskandaler i Kina i de seneste par måneder.

Her er udpluk fra de kinesiske medier, hvor der også er flere billeder – ifeng, QQ, 163, Sina og et indslag fra nyhederne på CCTV4, der bragte historien tirsdag.

:: Foto fra msxh

Der har været usædvanligt mange fødevareskandaler her i Kina i de seneste måneder. Du kan læse om baggrunden for de mange skandaler i denne artikel. Her er en liste med nogle af de værste eksempler:

April
• Selvlysende »Avatar-kød«
En forbruger i Shanghai køber svinekød, der viser sig at være selvlysende i mørke. Det afgiver en klar og blå farve, som får kineserne på internettet til at døbe det »Avatar-kød.« Sundhedsmyndighederne i Shanghai siger, at kødet er blevet forurenet med en selvlysende bakterie, og at det er ufarligt at spise.

• Giftige bønnespirer
Politiet i den nordøstlige by Shenyang konfiskerer 40 ton bønnespirer. De er blandt andet blevet behandlet med antibiotika, natriumnitrit og urinstof, der skulle få dem til at vokse hurtigere og give dem et mere frisk udseende. 12 personer er arresteret.

• Blegemiddel i popcorn-bægre
Syv millioner engangs-madbeholdere bliver konfiskeret i Jiangxi provinsen. Æskerne er lavet af en skum, der blev forbudt i 1999, fordi det afgiver giftige stoffer, når det kommer i kontakt med varm mad. Der er også fundet store mængder blegemiddel i popcorn-bægre i biografer i Beijing.

• Blæk-pasta
I to måneder producerer og sælger en fabrik i Guangdong 45 ton pasta, der siges at være lavet af søde kartofler. Men i virkeligheden er det lavet af blandt andet majsstivelse og farvet med blæk og andre farvestoffer. Forholdene på fabrikken er også uhygiejniske, og der er fluer overalt.

• Boller med stoffer
Flere hundredtusinder »baozi« – der er dampede boller med fyld, og en populær spise i Kina – kaldes tilbage fra supermarkeder i Shanghai, da der bliver fundet flere ulovlige stoffer i dem. Samtidig har virksomheden genbrugt gamle »baozi«, og solgt dem som nye.

Marts
• Blegemiddel og afføring i servietter
Servietter, som især bruges på restauranter, er ofte uhygiejniske, fastslår myndighederne. De er lavet af genbrugspapir, der er uegnet til hygiejniske formål. På en enkelt fabrik i Hebei bliver der konfiskeret 100 ton genbrugspapir, som indeholder medicinrester og afføring.

• Steroider i svinekød
Den kinesiske Tv-station CCTV – der svarer til Danmarks Radio – afslører, at 158 grise i Henan provinsen har fået svinefoder med det forbudte stof clenbuterol. Det gør kødet magert. I alt bliver mindst 2.000 ton svinekød og svineprodukter destrueret. Flere producenter, der hører under Shuanghui Group, som er en af Kinas største fødevarevirksomheder, er involveret i skandalen.

• Genbrugt madolie fra afløb
En professor laver en undersøgelse, som afslører, at hver tiende måltid i Kina er lavet med genbrugt og beskidt madolie, som ofte er indsamlet fra afløbene i restauranter, cafeterier og kantiner, hvorefter det er hældt på nye bøtter og flasker. Kineserne døber det »afløbs-olie,« og fødevarekontrollen begynder en national kampagne. Olien indeholder kræftfremkaldende stoffer, der opstår efter madlavning med fødevarer, der indeholder stivelse.

• Pesticider i bønner
Næsten fire ton af de lange Sydamerikanske bønner – vigna unguiculata – bliver trukket tilbage fra markederne i millionbyen Wuhan, der ligger i det centrale Kina. De er sprøjtet med det forbudte pesticid isocarbophos. Bønnerne var dyrket i byen Sanya, der kritiserede Wuhan for at offentliggøre sagen. Siden er der flere steder i Kina fundet iscorbophos i både meloner, røde bønner og andre grøntsager.

Februar:
• »Læder-mælk«
Kineserne døber det »læder-mælk,« da fødevarekontrollen finder to kemikalier – potassium dichromate og sodium dichromate – i frisk mælk. Stofferne bruges normalt til at blødgøre læder, og kan give knogleskørhed. Når kemikalierne kommer i fortyndet mælk, ser det ud som om mælken har et højt niveau af protein. I en aktion i april lukkede myndighederne halvdelen af landets 1.176 mejerier, og de fleste får ikke fornyet licensen på grund af problemer med kvaliteten.

• »Cadmium-ris«
Et universitet i Nanjing offentliggør en undersøgelse, som viser, at op mod ti procent af kinesisk ris er forurenet med tungmetaller som cadmium, der normalt bruges i for eksempel batterier og farvestoffer. Ifølge undersøgelsen er der i flere sydlige provinser endda fundet problemer i op til 60 procent af al ris.

:: Foto fra denne side, der viser, hvordan billigt kyllingekød bliver til dyrt oksekød

De seneste måneder er Kina blevet ramt af flere groteske fødevareskandaler, som jeg skriver om i dagens Berlingske. Og de har igen har skabt frygt blandt de kinesiske forbrugere, som for eksempel Li, der er i midten af fyrrerne.

Hun ryster på hovedet og slår ud med armene.

»Jamen, der er jo problemer med al slags mad,« siger Li, som jeg talte med forleden i et supermarked i det centrale Beijing. Hun peger ned i sin indkøbsvogn, hvor der blandt andet står en dunk med fem liter madolie. Forleden hørte hun om falsk olie, der var lavet af ris og farvestoffer.

»Men det er især kød, som jeg bekymrer mig over,« siger Li. Og det er der god grund til.

For eksempel blev en hot-pot restaurant i sidste uge afsløret i at dyppe indvolde i formaldehyd. For at holde dem friske. Markeder og restauranter laver falsk oksekød ud af billigt kyllingekød. Det kan gøres med smagspulver og keramisk glasur. Grise, der er døde af sygdom, kommer alligevel på markedet, blandt andet ved at blive lavet til pølser og skinke. Det sker, fordi producenterne bestikker fødevarekontrollen. Og en hønsefarmer har fodret sine kyllinger med mineralsk pulver for at øge vægten og salgsprisen.

• Læs også – Tre måneders madskandaler i Kina

Det er blot få eksempler på de mange skandaler, der har ramt alle dele af den kinesiske fødevareindustri her i foråret, og som igen stiller spørgsmålstegn ved regeringens indsats for bedre fødevaresikkerhed.

For hvor meget er der egentlig sket, siden den store skandale i 2008. Her døde mindst seks børn og 300.000 blev syge, da de drak mælkepulver, der var forurenet med melamin. Det bruges blandt andet til fremstilling af lim eller plastic. Siden da har myndighederne ført utallige kampagner, flere personer er blevet arresteret og endda henrettet. Men for blot et par uger siden fandt politiet i Chongqing 26 ton mælkepulver, der var forurenet med melamin.

• Læs også – alle artikler om mælkeskandalen

Der er ikke sket fundamentale ændringer i fødevareindustrien, der nærmest har institutionaliseret jagten på profit og foragten for forbrugernes helbred. Samtidig har myndighedernes kampagner mest været skræmmekampagner og crack downs, som måske er effektive på kort sigt, men de løser ikke de grundlæggende problemer, som der stod i en leder i denne uge i magasinet Caixin.

For de mange love omkring fødevaresikkerhed og -industri er på mange måder udmærket, siger He Jiguo, der er ekspert i fødevaresikkerhed på Kinas Landbrugsuniversitet i Beijing.

»Men de burde håndhæves langt bedre, end de bliver i dag,« siger He Jiguo.

Og det sker ikke. Et af problemerne er, at der ikke er en enkelt myndighed, som har det fulde ansvar. For eksempel har Sundhedsministeriet været fraværende i flere store sager.

Et andet problem er virksomhedernes moral. Men det er regeringen, som har ansvaret for at løse krisen, siger Li, som står ved sin indkøbsvogn i supermarkedet. Og indtil det sker?

»Hvad kan vi gøre? Vi skal jo spise,« siger Li.

Der burde være fyldt med vand derude i reservoiret. Det er der ikke. En hvidmalet bro stikker lige ud i luften, og der står en båd dernede på den tørre jordbund.

Fem af de lokale bønder står oppe på den høje vold, der går rundt om reservoiret. En af dem, Liu Baojun, tager en sten og kaster ud i luften.

»Vandet plejede at gå hertil,« siger den 46-årige Liu Baojun, da den rammer cementvæggen cirka halvvejs nede.

Bønderne står og kigger på en gul gravko, der er ved at grave et cirka fem-seks meter dybt hul i reservoirets støvede jordbund. Nede i bunden af det brede hul dukker der mudret vand op, som skal pumpes ud over de nærliggende marker. Men spørgsmålet er, hvor meget det vil hjælpe.

»Jeg har allerede mistet cirka 30 procent af mine afgrøder,« siger Liu Baojun, som jeg skrev om i Berlingske i går. Og her på Kinablog kan du få links og baggrund om tørken.

Bønderne har god grund til at være bekymrede, for lige nu er Kina flere steder ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede. Regeringen har sat milliarder af til krisehjælp, men det nytter ikke meget, siger bønderne. Tørken har også allerede gjort skade på vinterens høst af hvede, og gjort jorden så tør, at forårets såning er i fare.

FN kom i sidste uge med en advarsel om, at tørken kan få alvorlige konsekvenser for årets høst af hvede.

»Denne tørke er meget unormal,« siger Kisan Gunjal fra FNs Organisation for Fødevarer og Landbrug over telefonen fra Rom. Tørken kan også mærkes på de globale priser på hvede, der siden sidste år er steget med 76 procent.

»Det skyldes hovedsageligt forskellige klimatiske begivenheder – oversvømmelserne i Australien, en lang og tør periode i Rusland og begivenhederne i Kina,« siger Kisan Gunjal.

Så der er god grund til, at bønderne i området omkring Baitai reservoiret er bekymrede. For at komme herud kører man ud ad en hovedvej, der går gennem tørre marker, frugtplantager, vinmarker og slidte landsbyer. Her hænger der flere steder røde bannere, hvor der står for eksempel »Arbejd målrettet for sammen at bekæmpe tørken.«

Butikkerne langs vejen er af den slags, som man har brug for på landet. Et lille skur af mursten, hvor en dreng sælger kul, som ligger stablet op under en presenning foran butikken. En slagter, der står i gruset ved vejsiden med et stativ, hvor der hænger klumper af blodigt kød på. Et værksted, hvor en mand ligger under en bil, som holder på den støvede parkeringsplads mellem bunker af rustne reservedele. En lille filial af Agricultural Bank of China. En tømmerhandel, hvor der står grove planker stablet op foran huset.

Man kan også gøre som mange af chaufførerne på de store lastvogne, der kører med kul fra Shandongs kulminer, og dreje ind til siden og holde ved en af restauranterne. Her får man jævn mad. Grillede bønner med spidskommen. Brokoli og hvidløg. Flæsk og hvidkål. Men ingen ris. Bunden bliver lagt med »mantou,« som er hvidt, dampet brød.

For her i Shandong og området omkring Baitai dyrker man hvede. Det kræver mindre vand end for eksempel grøntsager, siger bønderne. Tørken er forværret af, at Kina i forvejen har en kolossal mangel på vand. Det fik i sidste måned regeringen til at sætte 4.000 milliarder yuan – cirka 3.300 milliarder kroner – af til projekter med vandkonservering over de næste ti år. Der er allerede enorme projekter med for eksempel flere hundrede kilometer lange kanaler, der leder vand fra de sydlige floder op til Beijing og det tørre Nordkina.

I sidste uge annoncerede regeringen to nødhjælpspakker på i alt mere end syv milliarder yuan, der skal afhjælpe tørken. Det er blandt andet til bønderne, der får tilskud til vanding af markerne. Men mange af dem trækker blot på skuldrene over tilskuddet, der er på ti yuan – lidt over otte kroner – per mu. En mu er en kinesisk måleenhed, der er på 0,06 hektar.

»Vanding koster mig 30 yuan per mu, og jeg har fire mu. Så tilskuddet er jo ingenting,« siger en af bønderne, der står og kigger på den gule gravemaskine i reservoiret.

Nogle kilometer fra Baitai står den 65-årige Wang Yuling og vander sin mark. Han stod op klokken syv i morges. Steg på sin sølvfarvede, elektriske cykel og kørte den ene kilomet fra hjemmet i landsbyen Lian og her ud til marken på fem mu, som han skal bruge seks-syv timer på at vande.

I baggrunden kan man høre den dieseldrevne pumpe – dangdangdangdang – der står ved brønden på en anden mark og pumper vandet over i en tyk slange, hvor det højlydt plasker ud på Wangs tørre hvedemark. Wang har også fire mu med frugttræer, fortæller han, og i alt tjener hans familie cirka 10.000 yuan – omkring 8.300 kroner – om året. Han regner med, at tørken i år – hvis den ikke bliver værre – kommer til at koste ham mindst 1.500 yuan.

»Det betyder ikke så meget for os i dagligdagen indtil videre. Men vi bliver nødt til at vente med reparationer og med at investere i større ting, for vi kan ikke spare op. Jaja, sådan er det. Hvad kan man gøre?« siger Wang Yuling.

Du kan læse min reportage fra Shandong provinsen her på Kinablog. Og her nedenunder får du baggrund og links om tørken.

Kina – der er verdens største producent af hvede – er lige nu ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede.

FN advarede i sidste uge om, at tørken kan bringe årets kinesiske høst af hvede i fare. Tørken har også givet frygt for, at de globale priser på hvede vil stige, hvis efterspørgslen fra Kina skulle blive markant større. Prisen er allerede steget med over 70 procent siden sidste år.

Premierminister Wen Jiabao forsøgte i sidste uge at berolige de internationale markeder om, at Kina har tilstrækkelig store lagre med hvede.

Wen Jiabao advarede også om, at produktionen af fødevarer er en forudsætning for stabile priser og social ro.

Beijing er kommet med en nødhjælpspakke på cirka syv milliarder yuan – næsten seks milliarder kroner – der skal afhjælpe tørken.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links:

• Sydney Morning Herald – When China goes hungry, the world shakes

• Reuters – China snows bring limited relief to drought-hit areas

• Wall Street Journal – China Lifts Farm Subsidies

• Bloomberg – China to Spend $2 Billion to Fight Drought, Boost Grain Output

• The Hindu – In China, drought brings focus on water, food security

»For hvis man kan finde noget her, som har samme priser som sidste år, så er kvaliteten også derefter,« siger Yu Ping, der håber, at regeringen kan holde inflationen under kontrol.

Inflationen stiger i Kina, og det er i høj grad noget, som bekymrer regeringen, som jeg skrev om i Berlingske i går.

Men aller først – kan man overhovedet stole på de kinesiske statistikker? Jeg interviewede blandt andre Xu Qiyuan. Han er fra tænketanken Chinese Academy of Social Sciences (CASS) og forfatter til en rapport, der kom i sidste uge. Den bekræfter i høj grad den indgroede mistillid, som mange almindelige kinesere, økonomer og fagfolk har til det Nationale Bureau for Statistik.

Rapporten viste, at de officielle statistikker for inflationen har været forkert beregnede siden 2006 og frem til maj i år. Tallene er mindst syv procent for lave, siger Xu Qiyuan, der i høj grad er kommet under politisk pres for at have offentliggjort rapporten.

I dag har Caixin, der er Kinas svar på The Economist, en artikel, der følger op på Xu’s rapport og beregningen af forbrugerprisindekset. Som der står i artiklen fra Caixin:

A major flaw in the current indexing system, experts say, revolves around the fact that the proportions given each component fail to adequately paint an overall picture of consumer price fluctuations. Some also argue that spending on housing should be more accurately rendered, and consumption by the wealthy more closely tracked.
CPI component weights are based on what NBS considers a proper proportion of household consumption rates for various types of goods and services relative to total household consumption.
Data is derived through a regular CPI survey conducted by the bureau’s provincial offices that encompasses nearly 120,000 households nationwide. Consumers are asked questions about their spending experiences in eight main categories and 263 basic areas. These numbers are then factored into the index.
Main categories are food; tobacco and alcohol; clothing; household appliances and repairs; medicine, healthcare and personal items; transportation and communications; entertainment and education; and housing.
Zeng Wuyi, a professor at Xiamen University and deputy chairman of the National Statistics Society of China, thinks the survey method may be hobbled by sampling errors. Overall, he says, survey results tend to favor a CPI that may be lower than real inflation.

Xu Qiyuan har brugt de seneste ti år på at studere det kinesiske forbrugerprisindeks, så hvad mener han, at regeringen bør gøre for at bekæmpe inflationen?

»Jeg tror ikke på priskontrol. Det vil kun forstyrre markedets naturlige prisfastsætning,« siger Xu Qiayuan.

Det er flere andre økonomer heller ikke begejstrede for, som Wall Street Journal skriver i dag:

Price caps can become counterproductive for consumers, if, for example, producers respond by limiting their output or increasing exports, leading to domestic shortages of key goods.

Even if price controls do have a temporarily beneficial effect, Chinese policy makers will continue to face problems if they don’t tackle the causes of inflation rather than its symptoms. Back in 2008, high food inflation was mostly a result of supply bottlenecks.

This time, as analysts at GaveKal Dragonomics argue, inflation is arising from China’s previously expansionary monetary policy and rising wages. “Rising food prices are an expression of inflationary pressure rather than its cause,” they said.

Steps are under way to tighten policy, with the People’s Bank of China raising interest rates and forcing banks to hold more reserves. Tighter control of new bank lending, and faster yuan appreciation—to help keep import prices down—would also help in the inflation battle. But they’d also hit at key drivers of China’s economic growth – loan-fueled investment and exports.

Xu Qiayuan tror heller ikke, at det vil hjælpe at hæve renten. Men det vil måske være et signal fra regeringen om, at de forsøger at kontrollere situationen. Derimod tror han mere, at det hjælper når centralbanken i sidste uge bad bankerne om at hæve deres reserver. Men det er mere omfattende, før fødevarepriserne kommer under kontrol.

»Omkostninger er steget, fordi produktionen er blevet dyrere på grund af stigende priser på vand, elektricitet, transport, arbejdskraft og så videre også er steget. Samtidig, ledig kapital blev sat ind i markedet, og de spekulationer ændrede efterspørgslen,« siger Xu Qiayuan. Blandt andet har store investeringsselskaber spekuleret i ingefær og hvidløg, hvor priserne i nogle byer er steget med op mod 90 procent.

Yu Ping, det var pensionisten som jeg talte med på markedet i Beijing, kan også huske dengang, at fødevarepriserne var lave. I gamle dage var Beijing kendt for sin kinakål. Man kan stadig se det her omkring vintertid, hvordan der på nogle gadehjørner ligger enorme stakke af kinakål, som bønderne er taget ind til byen for at sælge.

Tidligere købte beijingerne dem i enorme mængder, fordi kålene kan holde sig gennem hele den kolde vinter. Man stakkede det under tagryggene, i skabe og i trappeopgange. Der var kål overalt. Sådan er det ikke i dag. Heller ikke med andre grøntsager.

»I dag bor folk jo i byen, for al landbrugsjorden er væk og lavet om til højhuse. Så alting skal køres herind og transporteres fra andre provinser,« siger Yu Ping.

Derfor – og af mange andre grunde, som Xu Qiayuan også var inde på – er det ikke på nogen måde nemt for regeringen at få kontrol over inflationen.

Sent onsdag aften kom der så flere detaljer om den plan, som regeringen er kommet med, og som jeg skrev om for et par dage siden. Du kan læse mere om det her, hvor der er en samling af artikler, der kommer rundt om inflationen:

• Reuters – Q+A – How serious is China’s inflation? What else will Beijing do?

• Bloomberg – China’s Cabinet May Impose Temporary Price Controls to Counter Inflation

• AFP – Chinese consumers blame US as prices spiral up

• Wall Street Journal – Beijing Escalates Inflation Battle

• New York Times – Beijing’s Focus on Food Prices Ignores Broader Inflation Risk

»Det er en uventet og voldsom dom,« siger hans advokat Li Fangping, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Han har ikke begået nogen forbrydelse, men blot gjort det som enhver ville gøre for at beskytte sine rettigheder,« siger Li Fangping, som er en af Kinas mest anerkendte advokater, der ofte tager politisk følsomme sager. Blandt andet har han forsvaret den fængslede Hu Jia, som i 2008 var en af favoritterne til Nobels Fredspris.

Zhao Lianhais søn blev syg under mælkeskandalen i 2008. Seks børn døde og 300.000 kom på hospitalet efter at have drukket mælkepulver, der var forgiftet med melamin.

• Du kan læse, hvad jeg tidligere har skrevet om mælkeskandalen her på Kinablog.

Sagen blev hurtigt censureret i de kinesiske medier, og Zhao Lianhai lavede derfor en hjemmeside, der skulle informere andre om sagen. Siden blev hurtigt et samlingssted for forældre fra hele Kina, der var rasende på mejerier og myndigheder.

Zhao ville have større åbenhed om sagen, og han forsøgte også at organisere forældrene til en fælles retssag.

»Jeg vil bare gerne hjælpe ofrene,« sagde Zhao Lianhai i et interview med Berlingske i 2008.

Det mislykkedes. Zhao blev anholdt i november 2009.

I går faldt dommen så. Zhao Lianhais mor, søster og hustru sad i retssalen og begyndte at græde, da den blev afsagt i går i Beijing.

»Dommen viser, hvor fast besluttede myndighederne er på at sætte en stopper for ofrene for mælkeskandalen,« siger Li Fangping.

Der er bred enighed blandt iagttagere om, at myndighederne siden 2008 har været stadig mindre tolerante over for kritikere. Men på grund af Nobels Fredspris, der i begyndelsen af oktober blev tildelt Liu Xiaobo, har myndigheder i stigende grad chikaneret, forfulgt og anholdt kritikere. Liu Xiaobos hustru sidder stadig i husarrest, og Li Fangping er selv en af de personer, der er under konstant overvågning af politiet.

Zhao Lianhai har forlangt at få dommen appelleret, og han er nu gået i sultestrejke.

Kort om mælkeskandalen

• Det er den største fødevareskandale i Kinas historie. I 2008 døde seks børn og 300.000 kom på hospitalet.

• Børnene havde drukket mælkepulver, der var forurenet med melamin. Det er stof, der normalt bruges til fremstilling af for eksempel plastic og gødning.

• Mælkebønder havde puttet melamin i mælken. Dermed kan man fortynde mælk uden at det kan spores ved at måle indholdet af proteiner.

• Lokale myndigheder havde dækket over skandalen i længere tid for ikke at give Kina dårlig reklame under de Olympiske Lege i august 2008.

• Omkring 20 personer fra mejerisektoren har fået fængselsstraffe og tre er blevet henrettet. Men forældrene har aldrig fået lov til at anlægge retssager.

• Myndigheder, politi, retsvæsen og medier forsøger i dag at mørklægge sagen om det forurenede mælkepulver.

• Forbrugerne har stadig meget lidt tillid til myndighedernes fødevarekontrol og de kinesiske mejerier. Så sent som i juli blev der på et mejeri i Qinghai provinsen fundet 64 ton mælkepulver, der var forurenet med melamin.

:: Jeg elsker mælk, står der på billedet ovenover, der er fra denne side

For Kina er så nogenlunde det samme sted som Japan i 1950erne. Den japanske regering og landets virksomheder reagerer i den grad også på en anden måde end kineserne, der forsøger at mørkelægge den slags sager. Kineserne kan i det hele taget lære af japanerne, der i dag er kendt for deres besættelse af god kvalitet.

Det skriver Paul Midler, der er forfatter til den læsværdige Poorly Made in China, i Wall Street Journal:

In China, workers are too afraid to report even the most obvious production errors or the most egregious cases of unethical misconduct. Working with many factories, I have seen line operators reluctant to report anything at all. Managers ignore issues that might cause embarrassment. Everyone involved is making a risk calculation, determining that staying silent reduces the likelihood of trouble, at least in the short run. Where workers ought to speak up, the inclination is to look the other way instead.

One of China’s problems is that efforts to improve quality are focused on the finished product only. Every time a scandal erupts, the answer has been to test more of the finished product. This after-the-fact approach is no match for an emphasis on continual, systemic improvement. As Deming suggested, “we should work on our process, not the outcome of our processes.”

(Jeg har ikke fået skrevet om melaminen endnu, for det skete mens jeg var på ferie. Coming up.)

Sidste år blev 300.000 spædbørn syge og mindst seks døde, fordi de drak mælkepulver, der var forurenet med melamin, som normalt bruges i produktion af for eksempel plastic, gødning og lim.

Melamin kan snyde kvalitetskontrollen, så mælken umiddelbart har et højt antal proteiner. Dermed kan bønderne fortynde mælken, og dermed aflevere flere liter mælk.

Du kan læse baggrunden for mælkeskandalen og se alle artiklerne her.

Kort sagt var det en kæmpe skandale, der gjorde utallige kinesere vrede. For det var blot den seneste i en lang række sager om forgiftede fødevarer. Samtidig gik det ud over børn. Og endda i så stort omfang. Endelig tyder alt også på, at myndighederne havde kendt til det forgiftede mælk i længere tid. Men at man dækkede over skandalen, så den ikke skulle bryde ud under De Olympiske Lege sidste sommer.

Myndighederne håber nu, at de snart har sat det sidste punktum i sagen.

Den 24. november henrettede de to personer, der blev anholdt sidste år. En mælkebonde og en sælger. Se for eksempel artikler fra AP og AFP.

Den ene, Zhang, blev i følge Xinhua kendt skyldig i at have produceret mere end 770 ton forgiftet mælkepulver. Geng havde 900 ton.

De to var blandt de i alt 19 personer, som er blevet anholdt og dømt i sagen. Myndighederne har gjort alt for at vise, at de har været resolutte, grundige og handlekraftige. For at dæmpe vreden i offentligheden. Sagen skal begraves.

Men hvordan kan en skandale, der stort set dækkede hele landet, kun resultere i 19 anholdte, spørger man om i Kina.

Der er også utallige eksempler på, at myndighederne har lagt pres på forældrene, så de skulle opgive deres retssager mod især mejeriet Sanlu, der havde hovedrollen i skandalen.

Domstole i flere provinser har nægtet at acceptere forældrenes sager. Advokater har fået at besked om, at det ville være en meget dårlig ide at repræsentere forældrene.

Men her et år senere har en domstol i Beijing endelig accepteret det første civile søgsmål mod Sanlu. Et lille fremskridt, der giver håb om, at retssystemet måske alligevel virker i Kina, som der står i denne artikel fra AP.

Men før den amerikanske præsident Barack Obama landede i Kina, anholdt myndighederne også en af de mest åbenmundede af de forældre, hvis børn blev syge.

For nylig dukkede der også en ny mælkeskandale op i Kina, som jeg skrev om her.

De lokale myndigheder satte en undersøgelse igang, og nu er de to mælkestationer blevet lukket.

Problemet her var dog ikke melamin, eller om stationerne var lovlige eller ej. Men derimod den elendige hygiejne, hvor mælken lå i rustne tønder. Stadig problemer med kontrollen? Ja..

For selvom to personer nu er blevet henrettet, så er der stadig problemer med retfærdigheden, mener de kinesiske internetbrugere i for eksempel dette forum på QQ.

»Så mange børn! Mange af dem vil lide under det resten af deres liv! Så man fanger to aber, for at dæmpe vreden blandt folk? Forbandede fjolser!«

那么多小孩!有不少终生痛苦!就拿两只猴出来能平民愤?哄傻子!

»Bureauet for fødevarekontrol blev ikke dømt? I sådan en stor sag, de nederste i systemet får de hårdeste straffe, mens dem, der fører opsyn, helt slipper for ansvar?«

卫生监督局的不判刑啊？出这么大的事，怎么级别越低刑法越重，监督机制一点责任都不用负？

»Hvorfor er det kun syndebukkene, der bliver dømt for at producere og sælge forgiftet mælk, når direktørerne fra Sanlu kun bliver anklaget for at producere og sælge den forgiftede mælk?? Hvorfor???? Hvorfor????«

为什么后面的替死鬼都是生产、销售有毒食品罪，而那几个三鹿高管仅仅是生产、销售伪劣产品？？？为什么？？？？为什么？？？？

Mælk i rustne og beskidte tønder. Kina er måske på vej til at få en ny mælkeskandale.

Sidste år dræbte forurenet mælkepulver fra mejeriet Sanlu mindst seks børn og gjorde 300.000 syge, som jeg har skrevet om her.

Pulveret var forurenet med stoffet melamin, men det er ikke det, som er problemet denne gang. Det er hygiejnen.

Der er dukket billeder op på det kinesiske forum Tianya, der viser de uhumske forhold, som mælk bliver indsamlet under.

De viser en ulovlig indsamlingsstation i Ningxia, hvor mælken bliver indsamlet udenfor i rustne og beskidte jerntønder.

Se billeder på Tianya her og her. Artikel med flere billeder på Epoch Times, og artiklen på Guangzhou Ribao, der først nævnte billederne og diskussionen på Tianya.

Mælken indsamles på en anden måde end i Danmark. Ude i landsbyerne er der utallige små bønder, der har for eksempel to, ti eller tyve køer. Hver morgen triller de enten køerne eller mælken hen til en opsamlingsstation, hvor en lastbil fragter det videre til mejeriet.

Landbrugsministeriet har sendt to inspektører til området, for at undersøge sagen nærmere.

Det skriver Nick Passmore fra Business Week.

Hvad f… mener han dog med asiatisk mad? Vi spiser altså andet end ris, fisk og kokosmælk herovre.

Der er da en smule forskel på, om man skal have satay fra Indonesien, japansk kakuni eller røget Anders Peking And.

For ikke at tale om de enorme forskelle, der er inden for grænserne i hver af landene.

Det svarer til at sige, at vinen går godt i spænd med europæisk mad. Som for eksempel Kalles Kaviar, georgiske khinkali og callos con manos de cerdo fra Extremadura.

Her er en anelse mere grundig artikel om at kombinere forskelligt kinesisk mad med vin. Der er fire dele.

Og i denne artikel er der flere links om kinesisk og asiatisk mad og forholdet til vin. Blandt andet med link til en artikel om indisk mad og ‘pagne. Nammenam.

:: Billedet er fra denne artikel på Wikipedia om japansk natto.

Kina er ramt af den værste tørke i 50 år. Den dækker syv provinser og har indtil videre ramt 4,4 millioner mennesker. Samtidig kan den spolere op mod halvdelen af hele landets vintersæd.

Men i weekenden lykkedes det for kinesiske meteorologer at få det til at regne i de tørkelagte provinser, som centralregeringen i sidste uge erklærede for katastrofeområder.

China Meteorological Administration oplyser via Xinhua, at der i alt blev affyret 2.392 granater og 409 raketter i de syv forskellige provinser. Blandt andet med hjælp fra to fly fra det kinesiske flyvevåben.

Resultatet blev fem millimeter regn.

Wen Jiabao besøgte også katastrofe-området i weekenden. Her sagde han, at bønderne ikke skulle være bekymrede, for de kan være sikre på at modtage hjælp, og at problemerne vil blive løst. Hvorefter bønderne oprigtigt takkede den hårdtarbejdende premierminister for hans kærlige omsorg:

温总理：“大家好。”

　　农民群众：“总理好。”

　　温总理：“今年大旱，我们不放心，来看望大家，了解一下抗旱的情况，帮助大家解决问题。”

　　农民群众：“谢谢关怀，感谢感谢。总理辛苦了。”

I dag mandag oplyste Landbrugsministeriet også, at det var lykkedes at lede vand ind i dele af provinsernes landområder ad forskellige kanaler fra Yangtze floden og Den Gule Flod.

Men det er stadig ikke nok og halvdelen af Kinas samlede vintersæd er i fare, da der stort set ikke har været nedbør i områderne siden november.

Tørken dækker et område på 10,2 millioner hektar. Det svarer til et område på 102.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Danmark på lidt over 43.000 kvadratkilometer.

Et af de hårdest ramte områder er Henan provinsen, der produerer ¼ af al hvede i Kina.

Samtidig rammer katastrofen 4,4 millioner mennesker. Mange af dem er fattige bønder, der også er ramt af finanskrisen og den stigende arbejdsløshed.

Og vejrudsigten ser ikke ud til at komme dem til hjælp. Tørken kan strække sig helt ind i marts.

• Se kort over provinserne.

• Beijing giver 75 milliarder kroner i nødhjælp til katastrofeområderne

• Kina erklærer tørke for level one emergency

• Tv-indslag fra Wen Jiabaos besøg i de tørkelagte områder i weekenden

:: Billedet er fra Xinhua viser en soldat med vejrgranater.

Men Li Xiaokai tæller ikke med i den officielle statistik, som AP skriver i denne artikel.

Sundhedsministeriet siger, at tre børn er døde af at drikke det forurenede mælkepulver fra Sanlu. Det er Sundhedsministeriets officielle tal. Men virkeligheden er efter alt at dømme en anden, for det officielle tabstal har været det samme i månedsvis.

For eksempel har lokalregeringen i Xinjiang tidligere nævnt et dødsfald, som ikke er med i statistikken.

Og udover Li Xiaokai er der mindst tre andre dødsfald, som heller ikke er talt med i de officielle tal.

Som der står i artiklen fra AP:

No one is suggesting large numbers of deaths are being concealed. But so many months passed before the scandal was exposed that it is likely more babies fell sick or died than official figures reflect. Beijing’s apparent reluctance to admit a higher toll is reinforcing perceptions that the government cares more about quelling criticism than helping families. Lawyers, doctors and reporters have said privately that authorities pressured them not to play up the human cost or efforts to get compensation from the government or Sanlu, maker of the formula.

Det skriver jeg om i dagens avis. Hvilket jeg også har skrevet om tidligere, som du kan se her i dette tema.

En af dem jeg interviewede til artiklen var Zhou Qing, der i 2006 vandt Lettre Ulyssees Award for the Art of Reportage for sin artikel om fødevareindustrien i Kina. Den kan du læse et uddrag af her.

Zhou Qing siger selv, at fødevarerne ikke er blevet meget bedre siden han skrev sin artikel. Som han i øvrigt brugte et par år på at researche og som også er udkommet som bog.

For fødevareskandalen fortsætter. Først var det mælk, som var forurenet med melamin. Dernæst var det æg. Så hvad bliver det næste?

Svaret er fisk.

Det skriver Caijing i dag i denne artikel og AP her via International Herald Tribune.

Fødevarekontrollen i Hong Kong har fundet melamin i fiskefoder, som et lokalt dambrug har købt i Kina. Indtil videre er der dog ikke fundet melamin i nogle af de fisk, der er blevet testede.

Men vi venter. Spændte. Det skal nok komme. Med mindre det lykkedes for myndighederne helt at kvæle al omtale af fødevareskandalerne. For sådan ser det faktisk ud lige nu, hvor al omtale af mælk, æg, melamin og retssager er næsten forstummet i de kinesiske medier.

:: Billedet er fra Wikipedia

Her er lige en hurtig wrap-up på ugens kinesiske madforurening.

Mælkeskandalen fortsætter og har bredt sig til æg. Melaminen er højst sandsynligt er kommet ind i æggene via dyrefoderet.

Og nu er mere end 3.600 ton dyrefoder blevet destrueret. Myndigheder havde mistanke om, at det var forurenet med melamin.

Derudover har fødevarekontrollen over hele Kina lukket 238 producenter af dyreforder i en razzia, der i følge de officielle tal involverede 369.000 inspektører.

Premierminister Wen Jiabao har – igen – lovet at genetablere tilliden til de kinesiske fødevarer. Endda inden to år. Selvom landbrugsministeren så siger, at det med æggene kun var et enkeltstående tilfælde.

Mælkeskandalen kan nu også ses på virksomhedernes regnskaber. Eksempelvis Yili, der anslår, at de har tabt 188 millioner kroner i tredje kvartal. Guangming sætter tabet til 232 millioner.

Samtidig giver det forurenede mælk nu også andre problemer. Landmænd og mejerier er de seneste uger blevet nødt til at destruere store mængder mælk, som de ikke kunne komme af med. Uanset om det har været forurenet eller ej. Og det har nu fået en flod i Guangzhou til at begynde at lugte af rådden mælk.

:: Billedet er fra denne artikel.

Hvad er der sikkert at spise? Det spørger kineserne sig selv om, mens de venter på den næste fødevareskandale, som man kan se på tegningen fra denne artikel.

Tegningen her nedenfor er fra denne artikel.

Hvem har lavet det her, spørger den kinesiske forbruger. Det har han, siger fabrikanten og peger på hønen. Der igen peger på sækken med melamin og siger, det har den.

Tegningen er fra denne artikel.