Kategori for Historie

Lei Feng står ved et busstoppested i Beijing. Bag ved det og træerne ligger der højhuse, med hoteller og shoppingcentre, og hvor kinesiske og internationale virksomheder og investeringsbanker har kontorer og hovedkvarterer. Stoppestedet ligger ved den sekssporede tredje ringvej, hvor den skærer gennem Beijings enorme forretningsområde, som kalder sig selv for »Central Business District.«

Hvem er han så, Lei Feng? Som der står i en biografi fra en artikel på det officielle nyhedsbureau Xinhua: »Lei blev født i slutningen af 1940erne i den centrale Hunan provins, og han blev forældreløs som syvårig. I 1958 begyndte han at arbejde på et stålvalseværk, og i 1960 blev han som 20-årig rekrut i hæren. Lei er kendt for at vie al sin fritid til uselvisk at hjælpe andre.«

Nu skal han også hjælpe Kinas Kommunistparti, der netop er begyndt en kampagne, der hedder »At praktisere ånden fra Lei Feng.« Med alt fra åbning af nye museer til Tv-reklamer og bogudgivelser. I år det nemlig 50 år siden, at han ifølge legenden blev dræbt, da en af hærens lastbiler bakkede ind i en telefonpæl, der ramte ham i hovedet.

I fem årtier har Lei Feng – der fejres hvert år den 5. marts – været et symbol på beskedenhed og offervilje. Et dydsmønster. Med høj moral, sande værdier og en patriotisk og ægte hengivenhed til folket og Kinas Kommunistparti.

Der var ingen grænser for den unge soldats godhed. Han hjalp landsbyboere med at lære at læse, og han sad om natten og stoppede sine soldaterkammeraters strømper, i al hemmelighed, forstås, for han gjorde det ikke for at få anerkendelse.

Han skrev også digte og en detaljeret dagbog, der blev udgivet året efter hans død. Og siden 1963 har kineserne været igennem utallige »lær fra Lei Feng« kampagner. For Lei Feng er »den revolutionære skrue, der aldrig ruster« og det moralske kompas, man altid kan styre efter.

Eller er han? For når der står et sort-hvidt fotografi af ham på en digital reklamesøjle her i det centrale forretningskvarter, så virker det nærmest komisk og desperat, at partiet igen forsøger at støve en af de gamle propagandahelte af.

Der er da også en kinesisk vittighed om Lei Feng: »Generationen i 1970erne lærte af Lei Feng, generationen i 1980erne gjorde oprør mod Lei Feng, og generationen i 1990erne glemte Lei Feng.«

I dag er mange skeptiske overfor Lei Feng og mytologien omkring ham. For eksempel er dagbogen fantastisk detaljeret, og der er bemærkelsesværdigt mange fotografier af de gode gerninger. Så har han levet eller er det ren propaganda?

Mange kinesere mener, at der ikke er moral og værdier tilbage i Kina i dag. De er gennem de seneste 30 års økonomiske vækst blevet afløst af korruption, griskhed og egoisme. Det er en debat, som man møder ofte i Kina i dag, og de er godt opsummeret her af Mark McDonald på IHT:

The Chinese Communist Party knows it has a problem. A billion Gordon Gekkos are blooming, but moral standards are withering on the vine. Corruption pervades. Villainy abounds.

Everybody seems to be cutting corners. Contractors add too much sand to their concrete, causing bridges and buildings to collapse. Shoddy designs send bullet trains running off their rails. Milk producers add poisonous chemicals to baby formula. Government officials gamble away municipal funds in the casinos of Macao. A third of China’s wealthiest billionaires are senior leaders supposedly living on meager government salaries — while their kids party in exclusive clubs and flout traffic laws in absurdly expensive cars. Everyday citizens are increasingly angry at the excesses of the so-called Red Nobility, and the societal rift between town and country grows ever more bitter.

Lei Feng er svaret på det åndelig hul, som partiet – hvis legitimitet er økonomisk fremgang og myten om det 5.000 år gamle Kina – har brug for at fylde. Kineserne skal have noget at tro på, men mange er kyniske overfor kampagnen.

»Når den sociale virkelighed er blevet blotlagt, så bliver »At Lære Fra Lei Feng« blot brugt til at dække over skammen,« som en bruger skrev på den kinesiske mikroblog Sina Weibo for nyligt.

Lei Feng er da også en rollemodel, der er skabt af partiet, og derfor er han kun på overfladen et symbol på altruisme og uselviskhed, som David Bandurski skrver her på China Media Project:

“Seen in his proper political context, Lei Feng is a symbol not of altruism but of submission to political power. In my view, the image of Lei Feng is completely out of step with a modern China,” wrote David Bandurski, a researcher at the University of Hong Kong’s China Media Project, in an e-mail to the Global Times. “What China needs today is a new model of active and critical citizenship, not of subservience,” he wrote.

For hvis partiet for alvor ville fremme Lei Fengs ånd, så ville man gøre folk som Chen Guangcheng til helte. En mand, der har afsløret de lokale embedsmænds vanvittige magtmisbrug og som andre advokater kæmpet for at gøre Kina til en retsstat.

Men det er også en udfordring for partiet og dets magt. Og derfor er Lei Fengs foto ikke på vej til at blive skiftet ud med Chen Guangchengs på den elektroniske reklamesøjle her i Beijing.

Find tændstikkerne frem og sig farvel til din iPad eller iPhone. Du skal nemlig sætte ild til dem i dag. I hvert fald hvis du er kineser.

Den 4. april er det »Qingming« helligdag i Kina. Det er en højtid, som går 2.500 år tilbage, hvor man blandt andet fejrer foråret med dans og sang og hvor bønderne begynder på pløjningen.

Først og fremmest er det dog her, at man mindes de døde, og hvor kineserne besøger de afdøde slægtninges grave. Man fejer for gravpladserne og sætter dem pænt i stand, for ellers vil de dødes ånder blive sure, og det kan bringe ulykke.

Der er for det meste ikke kirkegårde i Kina, som man kender fra Danmark. Når man rejser rundt ude i landområderne kan man ofte se grave og gravstene, der står på bakker og bjergsider. Det er de bedste steder. Det kan nemlig være en alvorlig sag at få en god gravplads, som måske endda har krævet en fengshui mester for at finde et godt hvilested for slægten.

Hvis man altså overhovedet kan finde et sted. For der mangel på jord. Eksempelvis her i Beijing er der lige nu stor debat om »bo i Beijing, bliv begravet i Hebei.« De rige beijingere er begyndt at købe jord i naboprovinsen, og det er de lokale ikke meget for.

Det er ikke kun på begravelser, som foretagsomme folk prøver at tjene en skilling på. Det gør man også på qingming.

Derfor er der i år kommet flere bureauer, hvor travle kinesere kan leje folk for 3.000 yuan (2.800 kroner) i timen, som så sørger for at opfylde ens fædrene pligter. For eksempel her på Taobao.

Nogle af dem tilbyder endda en ekstra service, hvor de står ved graven og græder. Prisen for det er 300 yuan (280 kroner) for hver ti minutter.

»Nu er det ikke kun folk, der kan blive narret her i Kina, men også ånderne,« som en kineser skrev på sin mikroblog på Sina Weibo.

En professor i folkeminder er heller ikke alt for imponeret. Liu Xiaochun, der er fra Zhongshan Universitetet i Guangdong provinsen, siger til netavisen Alibaba Erhverv, at det nok »var mere passende, hvis det var slægtninge, som gjorde det,« men at det var forståeligt, fordi folk har så travlt i dag.

Så endnu en gang er de kinesiske skikke og traditioner kommer under pres. Eller, hvis man skal se positivt på det, er den måske mere blevet tilpasset Kina i 2012. Det samme er de gaver, som man giver til sine afdøde slægtninge.

For man har også gaver med, når man tager ud til graven. Det kan for eksempel være mad, appelsiner eller cigaretter.

Men det er ikke de rigtige ting, som man brænder af. Det er kopier af værdifulde ting, som bliver lavet i papir. Tæt på min lejlighed her i Beijing er der for eksempel en dame, som har bredt et tæppe ud på fortovet, hvor hun sælger stakke af falske pengesedler. Og især i dag onsdag vil man kunne se folk her i Beijing – mange af byboerne kommer fra andre provinser, og der er langt hjem til gravpladserne – stå på gadehjørnerne og brænde de falske sedler af, for på den måde at sende tingene op til forfædrene.

Pengesedler er en klassiker. Men Kina er blevet mere materialiseret, så nu kan man også købe papirudgaver af for eksempel dyre hygiejneprodukter til mænd, guldure, baijiu og mobiltelefoner. De koster for det meste mellem 10-100 kroner.

Nogle af de mest populære gaver i år er dog en iPhone i papir, som koster omkring 20 kroner. Og en af de nye ting er en iPad. Med USB kabel, keyboard og oplader. Det hele i papir. Og til intet mindre end cirka 400 kroner. Så må man bare håbe, at ens forfædre også vil spille Wordfeud og Angry Birds.

Bo Xilai er blevet fjernet som partisekretær for Chongqing, og i dag sidder han efter alt at dømme i husarrest i Beijing. Så hvad er der blevet af Bo Xilai’s røde Chongqing?

Han Lingshu, der står med sit slidte og tykke bambusrør i hånden, synes at det er en skam, at Bo Xilai er blevet fjernet.

»Bo har gjort meget godt for os. De kriminelle er væk, så folk kan godt lide ham,« siger Han Lingshu.

Den 55-årige Han er en af de mange mænd i Chongqing, der lever af at bære ting rundt på sine skuldre og sin bærestang af bambus. Han er en 挑运工 (tiaoyungong) eller 棒棒军 (bang bang jun), som man siger på den lokale dialekt. I andre kinesiske byer bruger man de tunge og trehjulede ladcykler, men det kan man ikke på de stejle bakker og bjerge i Chongqing.

Bo Xilai er upopulær blandt eliten og de liberale i Kina. Men når man taler med almindelige folk i Chongqing er Bo stadig populær, især blandt de fattigere kinesere som Han, på trods af rygter om korruption og stærk kritik af hans røde kampagne.

Chongqing er en gusten by. Der er mennesker overalt, for det er Kinas største byprovins, som er på størrelse med Østrig, og hvor der bor over 30 millioner mennesker. Højhuse, marker, markeder, kraner, træhuse, fortovsrestauranter og motorvejsbroer ligger i lag og snor sig rundt i de forrevne bjergsider. Den enorme by er kendt for sine fede rotter, og for at ligge i en konstant tåge, der får de forskrækkede hunde til at gø ad solen, når den endelig bryder frem.

I dag er tågen dog mest luftforurening, der kommer af de senere års massive økonomiske fremskridt. Men det går tilbage til 1960erne, Mao Zedong, Kinas Kommunistpartis leder, flyttede de vigtigste fabrikker og industrier ud til det uvejsomme Chongqing, fordi han frygtede en sovjetisk invasion.

Det var også en invasion af kapitalisme og moderne værdier, der fik Bo Xilai til at tale om ægte og røde kommunistiske idealer, da han i 2007 gik fra at være erhvervsminister til den magtfulde stilling som partisekretær i byprovinsen. Chongqing blev kendt som Kinas røde hovedstad, der blev en politisk fæstning for maoister og de konservative helt til venstre i parti og befolkning.

Bo begyndte med en hårdtslående kampagne mod byens organiserede kriminalitet, hvor over 1.000 korrupte betjente og mafiabander blev fængslet. Meget populært i befolkningen, der var trætte af den omfattende kriminalitet.

Samtidig begyndte Bo Xilai en massiv og årelang kampagne, der skulle genoplive de kommunistiske idealer. Blandt andet sendte han Mao-digte ud som SMSer til byens mobiltelefoner, og stillede sig op sammen med andre kadrer og sang sange som »Kina, Kina, den skinnende røde sol vil aldrig gå ned.«

I dag er der ikke flere røde sms’er på mobiltelefonerne. Nogle siger også, at det for at distancere sig fra Bo er blevet forbudt at samles for at synge de gamle revolutionære sange. Men da jeg besøgte byen i sidste uge var der små sangstævner flere steder, som man også ser i så mange andre byer.

Men tv-reklamerne er tilbage. Chongqing Satelit TV, der for Bo nok var den største og vigtigste af de lokale TV-stationer, stoppede med at sende kommercielle reklamer for et år siden. Det passede sig ikke for en ægte rød tv-station med den slags kapitalistiske indslag. Nu er Bo væk. Og nu er reklamerne tilbage på skærmen.

Bo Xilais røde kampagne vakte uro i Beijing, for den mindede om gamle dage. Mange af de nuværende topledere og deres familier var blevet forfulgt under Kulturrevolutionen, som var den ti år lange periode fra 1966-1976, hvor hundredtusinder blev dræbt og millioner forfulgt i et politisk kaos.

Men under det røde lag af populisme lå der også reelle forbedringer, som man kan se fra gaden i Chongqing. Ud over altså luftforuningen. Folk er blevet rigere. Alene i 2011 voksede byprovinsens økonomi med 16,4 procent.

Bo ville også give fem millioner bønder status som byboere, hvilket har enorm betydning i Kina, hvor byboerne har andre og flere privilegier i forhold til for eksempel uddannelse og at få arbejde. Bo byggede også sociale boliger til de fattigste. Hele 800.000 lejligheder i flere projekter, der havde en samlet pris på over 100 milliarder kroner.

»Nej, jeg tror ikke på beskyldningerne. Han har gjort det rigtig godt for os almindelige mennesker. Med bander, sikkerhed, miljø, på masser af områder,« siger den 68-årige pensionist, Han Zhong. Han er en af de over 40.000 beboere i »Minxin Jiayuan,« der er det største af de sociale byggerier, som Bo Xilai opførte.

Og herude – blandt handlende, der sælger sko til 25 kroner, gadekøkkener med the æg og nudler (liangmian) – er der ingen tvivl om Bo’s popularitet blandt beboerne.

Men nu er Bo Xilai blevet fjernet fra Chongqing, og der er sat pause på hans røde kampagne. Kommer det så til at gøre en forskel for folk som Han Zheng?

»Propagandaen mod ham i medierne er ikke særlig fair, men nej, det betyder ikke noget, hvem der sidder ved magten. Og vi almindelige mennesker ved jo alligevel ikke, hvad der sker øverst i partiet,« siger Han Zhong.

Chongqing er en by med over 30 millioner indbyggere. Så det er selvfølgelig umuligt at finde ud af, hvor populær Bo Xilai reelt er, for det er ulovligt at lave meningsmålinger i Kina. Så hvordan får man et repræsentativt udvalg af Chongqingere? Det kan man ikke.

Men som Xujun Eberlin, der selv kommer fra Chongqing, også skriver, så er der en tendens til, at de mere veluddannede er skeptiske eller negative over for Bo, mens de mere fattige er positive overfor ham.

»Bo Xilai’s formål var at få et nyt image, der er anderledes fra de andre kinesiske ledere, og derved positionere ham til Politburoets Stående Komite,« sagde Mao Yushi, der er en kendt kinesisk kritiker og økonom, den seneste gang jeg talte med ham i efteråret sidste år.

En lokal akademiker, som jeg mødte i Chongqing i sidste uge, var enig med Mao Yushi.

»Bo er så populær i dag på grund af hans propagandakampagne i blandt andet aviserne. Hvis Bo virkelig ville gøre livet bedre for folk, hvorfor hævede han så ikke bare de sociale ydelser? Nej, han var kun interesseret i sit politiske liv,« siger den pensionerede akademiker.

Men der er også stadig masser af kritik blandt »laobaixing,« der betyder de »oprindelige hundrede familienavne,« men som i dag beskriver de almindelige kineseere. Hr og fru Jensen.

»Arh, alle politikerne er jo korrupte, og det gør ingen forskel, hvem der kommer,« siger en lokal kvinde, der var ude at lufte sin hund.

:: Foto af propaganda plakater i Chongqing. De er dog ikke direkte relateret til Bo’s røde kampagne men endnu en af de mange “civiliseret” og “harmoni” kampagner

Meddelelsen kom fra Kejserpaladset i Beijing den 12. februar 1912. Den kun seks-årige kejser Puyi havde abdiceret.

»Det står klart, at majoriteten af folk er indstillet på at etablere et republikansk form for styre,« stod der i meddelelsen. Det var dog ikke i Den Forbudte By i Beijing, at man havde skrevet beskeden. Den var blevet leveret fra Nanjing, hvor Dr. Sun Yat-sen havde udråbt Republikken Kina, og samtidig gjort den sydlige storby til den nye republiks hovedstad.

Dermed var der sat punktum for 2.000 års kinesisk kejseredømme. Men det kunne faktisk være sket 50 år tidligere, argumenterer historikeren Stephen Platt i en by bog. For det var tæt på, at det voldelige Taiping oprør i 1860 havde væltet det svage Qing dynasti.

Som Jeffrey Wasserstrom skriver i sin anmeldelse i Wall Street Journal:

Hong Xiuquan (1814-64), the “Heavenly King” who was the movement’s supreme leader, strove to transform China by fulfilling a quasi-Christian millenarian prophecy. A frustrated scholar who had been exposed to a missionary tract while preparing to take the all-important civil-service examination that would secure him a post in the official bureaucracy, Hong went into a trance after failing the grueling test and awoke convinced that he was Christ’s younger brother, selected by God to save China from rule by barbarian “demons,” his term for the Manchu members of the Qing royal family.

Stephen Platt’s “Autumn in the Heavenly Kingdom” is an impressive, gracefully written account of the war that ensued. Like many historians of our War Between the States, Mr. Platt presents stirring accounts of battles and finely etched portraits of military commanders. On the insurgent side, the commanders included figures like Chen Yucheng (aka the “Brave King”), who started his life in poverty and ended it near the top of the Taiping hierarchy. Ranged against Chen were men such as Li Hongzhang, a famous military modernizer, and Li’s mentor, Zeng Guofan. A shrewd strategist torn by competing loyalties—to his family, his home province of Hunan and the dynasty he served—Zeng did more than anyone else to topple Hong’s Taiping Kingdom. Mr. Platt’s richly textured portrait of this complex, conflicted official is one of the strengths of the book.

Regeringen i Beijing har ikke glemt oprøret dengang for 150 år siden, og vi kan også stadig lære af det til at forstå Kina i dag, skriver Stephen Platt i en kronik i New York Times, hvor han trækker trådene op til 2012:

Beijing has learned its lessons from the past. We see this in the swift and ruthless suppression of Falun Gong and other religious sects that resemble the Taiping before they became militarized. We can see it in the numbers of today’s “mass incidents.” One estimate, 180,000 in 2010, sounds ominous indeed, but in fact the sheer number shows that the dissent is not organized and has not (yet) coalesced into something that can threaten the state. The Chinese Communist Party would far rather be faced with tens or even hundreds of thousands of separate small-scale incidents than one unified and momentum-gathering insurgency. The greatest fear of the government is not that violent dissent should exist; the fear is that it should coalesce.

The rebellion holds lessons for the West, too. China’s rulers in the 19th century were, as they are today, generally loathed abroad. The Manchus were seen as arrogant and venal despots who obstructed trade and hated foreigners. All romance was on the side of the Taiping rebels, who at the onset were heralded abroad as the liberators of the Chinese people. As one American missionary in Shanghai put it at the time, “Americans are too firmly attached to the principles on which their government was founded and has flourished to refuse sympathy for a heroic people battling against foreign thralldom.”

Læs hele kronikken, hvor han også spørger, om Kina er på vej mod en revolution i dag, og om Vesten egentlig – hvis man tænker tanken til ende – har lyst til at se en revolution bryde ud i Kina i dag.

Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke nogen stor fan af Frank Dikotters bog »Maos Store Hungersnød,« der udkom på dansk i november sidste år.

Og så alligevel. Første del af bogen er en virkelig fin gennemgang og opsummering af de sidste 30 års forskning om »Det Store Spring Fremad,« hvor Dikotter også inddrager noget af det nyeste fra de seneste ti års kinesiske debat og folk som Yu Xiguang og Cao Shuji.

Det er der hårdt brug for. For »Det Store Spring Fremad« er i høj grad stadig ukendt i Vesten, som Xujun Eberlein skriver her i Los Angeles Review of Books:

In July 2011, Frank Dikötter’s Mao’s Great Famine won the BBC’s Samuel Johnson Prize, one of Europe’s best known and most lucrative awards for a work of nonfiction. One of the judges, Brenda Maddox, explained to the Guardian why the book impressed her so much: “Why didn’t I know about this? We feel we know who the villains of the 20th century are — Stalin and Hitler. But here, fully 50 years after the event, is something we did not know about.”

That reaction highlights both the main contribution and main limitation of Dikötter’s book. Though there have been many books and articles published on the same subject — in English, Chinese, and I’m sure other languages — apparently Dikötter’s is the one that brought awareness to at least one more Westerner ignorant of the catastrophe. On the other hand, Dikötter’s attempt to draw parallels between the Mao-era famine — that swept over the entirety of mainland China from 1959 to 1961 and killed tens of millions — and the Holocaust and the Soviet Gulag is, at best, an oversimplification that hinders understanding. To borrow what the discerning Asia scholar Ian Buruma once said on a different subject: “To distinguish between atrocities does not diminish the horror, but without clarity on these matters history recedes into myth and becomes a form of propaganda.”

I sin bog bruger Dikotter også Yang Jisheng og hans sensationelle bog »Gravsten«, der udkom i 2008. Det er nok den hidtil grundigste gennemgang af »Det Store Spring Fremad,« og i Xujun Eberleins anmeldelse stilles Yang og Dikotters to bøger op over for hinanden. Læs det hele. Men her får du overskriften på, hvorfor Dikotters bog bliver mere problematisk, når han bevæger sig ind på Mao Zedong og partiets top:

“Understanding the complexity of human behavior in times of catastrophe is one of the aims of the book,” Dikötter states, and he does a good job fulfilling that goal in terms of ordinary people. But when it comes to the behavior of Mao and his colleagues, he has a tendency for simplification and caricature. The Mao under his pen is simply one of history’s most sadistic tyrants; consideration is not given to the complexity of his behavior. The reader gets the impression that Mao knew about the famine all along, but either deliberately let people starve, or was indifferent to their fate. Dikötter’s indignation toward Mao is understandable, but this representation is neither factual nor insightful.

:: Som der står på propagandaplakaten, så vil “produktions entusiasmen” stige, hvis spisesalene er velfungerende. Plakaten er fra denne side på den glimrende Chinese Posters’ tema om »Det Store Spring Fremad.«

Godt nytår. Igen. Men nu med drage.

Det kinesiske nytår falder på forskellige tidspunkter, og i 2012 er det den 23. januar, som er den første dag i det nye år. Forårsfestivalen, som nytåret også kaldes, er den vigtigste højtid for kineserne, og for mange er det også den eneste gang på året, hvor man rejser hjem til familien, som kan bo hundreder af kilometer borte.

Især for de næsten 230 millioner migrantarbejdere er det her, at man kommer hjem for at slappe af og igen mødes med børn, kone eller mand og bedsteforældre, før man igen rejser ud for at tjene penge.

Derfor går hele Kina i stå. Det begyndte for et par uger siden, og det er først i midten af februar, at folk for alvor vender tilbage til deres arbejde, og at Kina igen kommer op i gear.

Forårsfestivalen er den største rejseperiode, og den strækker sig over cirka 40 dage, hvor kineserne vil foretage i alt cirka tre milliarder rejser. Mange af dem er med tog, og der er rift om billetterne, som man kan se på billedet her, hvor nogle kinesere står i “kø”. Derfor var det måske heller ikke så smart, at det kinesiske Ministerium for Jernbaner valgte at komme med en ny hjemmeside netop nu.

Det er nemlig først her i 2012, at kineserne kan købe togbilletter på internettet. På mange måder er kinesernes brug af nettet – for eksempel med nethandel og sociale medier –mere udviklet end i Vesten, men jernbanerne er et monopol, og de er ikke kendte for logik og service. For eksempel kan man kun købe billetter højst 12 dage i forvejen, og man kan ikke få returbilletter.

Nu kan man altså få dem online. Eller kan man? Magasinet »21. Århundrede« bragte i torsdags en kritisk artikel (på kinesisk) om, hvordan ministeriet havde lavet deres nye hjemmeside og salgssystem. Ministeriet vragede to systemer fra IBM og Easy Way og valgte i stedet for selv at udvikle deres eget. Det var en dårlig ide. De kinesiske togrejsende har i den grad »spist bitterhed«, som man siger på kinesisk, når man virkelig står over for en prøvelse.

Hjemmesiden har fået over 1,4 milliarder besøgende, og er i den grad bukket under. Ministry of Tofu har skærmbilleder af hjemmesiden med fejlmeddelelser. Set i bakspejlet var det måske heller ikke så smart, at ministeriet valgte ikke at teste systemet, da det stod færdigt for et halvt år siden, som avisen »Hangzhou Bulletin« skrev i onsdags (på kinesisk). Ifølge avisen skal brugerne i gennemsnit trykke på browserens genopfrisk knap hele 500 – jep, der står femhundrede – gange før det lykkes at gennemføre et køb.

Det er der nu mange, som har gjort. Og det betyder også, at situationen i år er endnu værre for mange af de 230 millioner migrantarbejdere, der ofte er fattige folk fra landområderne, som ikke har en computer eller endsige ved, hvordan man bruger en. Derfor har medierne været fulde af hjerteskærende historier om folk, der for eksempel har sovet og stået i kø i fem dage på banegårde uden at få billetter og har måtte opgive at komme hjem til familien. Her et eksempel oversat af Chinasmack. En migrantarbejder har også skrevet et åbent brev (på kinesisk), der har cirkuleret bredt på nettet. Så mange kommer til at være alene, når Dragens År begynder den 23. januar.

I Kina er drager forbundet med noget positivt, og de står for held, magt og styrke. Men et Drage-år byder også på turbulens, forandringer og store begivenheder, hvilket jo nok kan lyde som en trussel, når man tænker på den globale økonomi og Euro-krise. Så her fra Beijing skal der blot lyde et »wang zi cheng long« – 望子成龙 – et håb om at »jeres børn bliver til drager,« og at de altså går en lys fremtid i møde.

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Det er ved at være vinter i Beijing. I gamle dage – altså for over ti, tyve år siden – betød det, at vejene ind til Beijing, gadehjørner, veje og markeder ville være fyldte med kinakål, som bønderne var taget ind til byen for at sælge til byboerne. Kålene var en hjørnesten i beijingernes kost gennem vintermånederne, og man stoppede dem i trappeopgange og under tagene i hutongerne og alle andre steder, hvor de kunne opbevares tørt og koldt gennem vinteren. China Daily påstår i en artikel fra 2004, at en familie kunne tilrane sig op til 50 kilo kål til vintermånederne.

Siden har beijingernes kostvaner ændret sig, og samtidig er der kommet supermarkeder og andre og nemmere måder at opbevare fødevarerne på, der som kinakålene nu ofte bliver dyrket udenfor Beijings landområder og transporteret over lange afstande fra andre provinser.

Men man ser dem stadig her om efteråret. Porrer og kinakål, der bliver stakket op og solgt på gader og veje. Som på billedet jeg tog her i weekenden. Og det er egentlig både meget Kina-agtigt og hyggeligt.

Mao Zedong var en af verdenshistoriens største tyranner og et monster, der kan sammenlignes med Adolf Hitler. Det er en af de populære klicheer om Mao, som man stadig møder i Vesten i dag. Og nu er der kommet en ny bog, som i nogen grad fortsætter den sort-hvide karikaturtegning af Mao Zedong.

Bogen er skrevet af historikeren Frank Dikötter fra University of Hong Kong, og den er netop oversat til dansk. Den hedder »Maos Store Hungersnød,« og på hjemmesiden for Informations Forlag kan man læse, at den er »det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien.«

Citatet kommer fra Jung Chang, der med Jon Halliday udgav »Mao – den ukendte historie« i 2005. Den blev desværre en bestseller, men den bidrager ikke med meget nyt om Mao Zedong. De to forfattere lancerer blot deres ensidige og politisk korrekte konklusion om, at Mao var en umenneskelig og gennemført ond person, og de to forfattere udelader informationer og oplysninger, der kan tegne et mere nuanceret billede af Mao, som de også fejlciterer.

Der er da heller ikke mange, som beskæftiger sig professionelt med Kina, der tager bogen alvorligt. Som der stod i for eksempel anmeldelsen i China Quarterly (åbner i .pdf) – der er det mest anerkendte akademiske tidsskrift i forskningen om Kina – så var Mao en langt mere kompleks og nuanceret person.

Det er bedre, som for eksempel Jeffrey Wasserstrom, professor på UC Irvine i Californien, siger, at sammenligne Mao med eksempelvis den amerikanske præsident Andrew Jackson eller franske Napoleon. Ledere, der gjorde både ondt og godt.

Dikötters nye bog beskriver hungersnøden i 1958-1962 under Mao Zedong og Kinas Kommunistpartis politiske kampagne Det Store Spring Fremad.

Resultatet blev omfattende hungersnød. Det tætteste man kommer på et officielt tal er 18 millioner, men det er alt for lavt. I bogen »Gravsten« sætter forfatteren Yang Jisheng tallet til mindst 35 millioner dræbte. Yang er journalist, og var ansat ved det officielle nyhedsbureau Xinhua. I to årtier arbejdede han under dække af sit virkelige arbejde på at afdække historien om sultkatastrofen. Blandt andet ved at indsamle hemmeligholdte oplysninger fra lokale arkiver. Den kritiske bog blev en sensation da den udkom i 2008 i Hong Kong, men den er stadig forbudt i Kina. Den udkommer på engelsk i 2012.

Jeg havde et længere interview med ham i sommer, som du kan finde på biblioteket her. Yangs bog har også været omtalt flere steder, og der er gode artikler her i Financial Times, Human Rights in China, Slate og New York Review of Books.

Yang giver et bredt billede af mekanismerne bag katastrofen og samfundet dengang, hvor Dikötter mere fokuserer på Mao Zedong og fortsætter i samme spor som Jung Chang, siger kritikerne. Dikötter er for eksempel upålidelig i sin brug af data, som professor Cormac Ó Gráda skriver i sin anmeldelse i »Population and Development Review.« Kina har haft utallige andre store hungerkatastrofer, men Dikötter afviser faktorer som historie, vejr, geografi og de strukturelle svagheder i det kinesiske landbrug.

Det er umuligt at komme med et præcist tal for, hvor mange der direkte eller indirekte døde på grund af hungersnøden. Spørgsmålet er derimod, hvem i Kinas Kommunistparti der dengang havde et reelt billede af katastrofens omfang, og hvornår de blev klar over det. Og her bidrager Dikötters bog ikke med meget.

Hvis du er interesseret i Mao, Det Store Spring Fremad og kinesisk historie i det hele taget, så er her et par forslag til læsning:

• Mobo Gao – The Battle for China’s Past: Mao and the Cultural Revolution

• Jonathan Spence – The Search for Modern China

• John Gittings – The Changing Face of China: From Mao to Market

• Jonathan Fenby – The Penguin History of Modern China: The Fall and Rise of a Great Power

• Jasper Becker – Hungry Ghosts: Mao’s Secret Famine

Der var gjort klar til fest. I tre dage skulle byen være fyldt med boder og gadekøkkener, hvor de besøgende kunne spise alt det hundekød, de kunne tænke sig. Dyrene var endda nyslagtede. De flåede hunde hang på kroge ved boderne, for de fleste af stederne havde deres egne bure, hvor de op mod 10.000 hunde lå klemt sammen, inden de skulle flåes og slagtes for øjnene af kunderne.

Men »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« blev aldrig til noget, som jeg skrev om i søndagens Berlingske.

»Jeg blev så vred,« siger Shen Sheng, der er 24 år og bor i Jiangsu provinsen, hvor han arbejder i et trafikselskab. Han skrev et indlæg på Sina Weibo, der er den mest populære mikroblog i Kina. I løbet af en enkelt dag var indlægget blevet videresendt næsten 20.000 gange. Blandt andre af berømtheder som Faye Wong, der er en af de mest populære sangere i Kina og Asien. Indlægget blevet genpostet næsten 100.000 gange.

Den voldsomme kritik og debat fik lokalregeringen i Jinhua – der er et mindre byområde med lidt over fem million indbyggere som ligger i Zhejiang provinsen – til at aflyse festivalen.

Det er det seneste eksempel på, hvordan der er begyndt at komme en offentlig debat om dyrevelfærd i Kina. Det viser, hvordan Kinas økonomi og samfund er ved at udvikle sig med blandt andet en voksende middelklasse, der får overskud til at interessere sig for nye ting som dyrs trivsel. Interessen hænger også sammen med, at antallet af hunde, der bliver holdt som kæledyr, er eksploderet i de seneste år.

Debatten begyndte for alvor med det, som i dag hedder »15. April Affæren.« Her kørte der en lastbil på en af de store motorveje udenfor Beijing, hvor den var på vej mod den Nordøstlige Liaoning provins. Den var lastet med over 500 hunde. De var dehydrerede og sad fastklemt i så små bure, at de havde svært ved trække vejret. En bilist ser det og poster det på internettet.

Op med 200 personer mødes ved en betalings-station, hvor de standser lastbilen. Trafikken står stille, og flere aktivister, dyrlæger og tilskuere kommer til mens politiet forsøger at bevare ro og orden. Efter 15 timer lykkedes det for aktivisterne at købe hundene.

De frivillige aktivister nåede at redde de fleste af hundene, hvor en tredjedel af dem dog stadig er under behandling i dag. De raske hunde bor i dag på kenneler og hos de frivillige, der arbejder på at finde nye hjem til hundene.

Debatten om dyrevelfærd og om dyrenes rettigheder viser også, hvordan gamle skikke og traditioner ændrer sig. Under Mao Zedong og Kulturrevolutionen var det de færreste, der havde råd til at have kæledyr, og samtidig blev det anset for at være en bourgeois aktivitet, som kun arrogante kapitalister kunne finde på.

Historisk set er det især i Korea og Kina, at man har spist hundekød. Festivalen i Jinhua hævder at have rødder tilbage til slutningen af Ming dynastiet i midten af 1600-tallet. En af kejserens generaler skulle have tabt et slag i Jinhua, fordi han og soldaterne kom til at vække byens hunde, der begyndte at gø. Derfor skulle alle hunde i Jinhua udryddes. Han vandt senere slaget, og kejseren holdt en stor festmiddag med hundekød til ære for ham.

Det er især i den Nordøstlige del af Kina, at man spiser hundekød. Det er langt fra normalt, og det bliver for det meste kun spist ved mere festlige lejligheder som bryllupper og begravelser. Derfor er der stadig mange, som ikke har problemer med at spise hundekød.

»Hundekød er lækkert, så hvorfor skulle det være en undtagelse, når vi også kan spise kød fra lam, grise og køer,« lød et af de kritiske indlæg til Shen Sheng på Sina Weibo.

Det er Xiao Feng, der arbejder frivilligt for Ruijia Forening for Dyrevelfærd, enig i.

»I nogle områder er det en tradition, at man spiser hunde, og det skal man respektere,« siger Xiao Feng. Men hun tilføjer:

»Personligt vil jeg ikke gøre det. Katte og hunde er tæt knyttet til mennesket, og de er som venner. Hvordan kan man spise sin ven?,« siger Xiao Feng.

Et af problemerne med hunde som dem fra Jinhua er, at mange er kidnappede kæledyr, stjålet fra eksempelvis landsbyer eller opdrættet under forfærdelige forhold. Der er heller ingen kontrol med slagtning og eventuelle sygdomme og problemer med dyrene og kødet.

Kina har ingen lovgivning, der beskytter dyr mod mishandling. Tidligere på året blev der offentliggjort et udkast til en lov, men den er ikke trådt i kraft.

Udviklingen omkring dyrevelfærd og lovgivningen går dog i den rigtige retning, siger Liu Huili, der er fra organisationen Green Beagle i Beijing.

»Det er en uundgåelig del af udviklingen. Hele debatten, også de kritiske indlæg, viser, at der er en stigende opmærksomhed omkring det. Jeg er optimist,« siger Liu Huili.

Shen Sheng, manden der startede det hele, siger dog, at han »ikke føler noget« selvom han fik lukket festivalen i Jinhua.

»Det er ikke nogen sejr. For hvad kommer der til at ske med de 10.000 hunde?,« spørger Shen Sheng.

Det skulle have været en venskabelig kamp mellem Georgetown University og Bayi Rockets, der er et professionelt hold, som hører under Folkets Befrielseshær. Men basketballkampen i Beijing endte i kaos, knytnæveslag, spark og stole, der blev kastet rundt på banen.

Aftenen før havde Georgetown spillet en anden kamp i Beijing, der blev overværet af den amerikanske vicepræsident George Biden, som i dag mandag afsluttede sit fire dage lange besøg i Kina for at flyve videre til Mongoliet.

Det er første gang i over ti år, at Biden har været i Kina. Under besøget mødtes han blandt andet med den kinesiske vicepræsident Xi Jinping, der efter alt at dømme overtager posten som præsident efter Hu Jintao, der træder tilbage i 2012.

Under besøget har de to vicepræsidenter lagt vægt på at vise, hvordan der er en forståelse og dialog mellem de to lande. På trods af store knaster i forholdet. USA er Kinas største handelspartner, og det giver amerikanerne underskud på handelsbalancen. Kina har valutareserver på 3.200 milliarder dollars, og de 1.200 milliarder er amerikanske statsobligationer. Samtidig er Kina også på vej til at blive en militær magt i Asien, og det er en udfordring for USA og dets allierede i regionen. Som for eksempel Taiwan, der gerne vil købe nye amerikanske F-16 fly.

Biden besøgte også en restaurant i Beijing. Og det var nok billederne her fra, hvor han sidder og prøver at sludre med en lokal familie, som han havde håbet på skulle blive dagens fotografier fra besøget i Kina. Det blev det ikke.

Sammenstødet mellem de to baskethold vil blive set i lyset af politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen i Kina, som det har gjort siden begyndelsen af det 20.
århundrede, hvor både Nationalistpartiet og Kinas Kommunistparti brugte idræt og sportsstævner til at blive populære. I 1971 var det også en bordtenniskamp mellem USA og Kina, der banede vejen for præsidents Nixons besøg i 1972, der fik de to landes forhold på ret køl igen. Men der var ikke meget »bordtennis-diplomati« over venskabskampen torsdag aften.

Det kinesiske hold var opsat på at vinde, og der havde været flere sammenstød undervejs, hvor stemningen blev stadigt dårligere. Det kulminerede, da en amerikansk spiller plantede en albue i nyrerne på en modstander. Spillerne fra de to hold gik på hinanden, tilskuere kom ind på banen og der fløj stole og knytnæver gennem luften.

Amerikanerne trak sig tilbage, mens tilskuere kastede vandflasker ned over dem. Samtidig skulle flere af tilskuerne også have råbt nedsættende ord som 黑鬼 (hei gui) – sorte djævle – mod amerikanerne.

»Basketball i Kina har en lang historie med lignende hændelser,« siger Maggie Rauch, der er redaktør på bloggen China Sports Today. En teorierne er, at det handler om forskellig spillestil. Kineserne er ikke vant til den mere fysiske spillestil, der er i udlandet blandt især professionelle.

Samtidig siger flere, der overværede kampen, at dommerne var intet mindre end elendig, og at sikkerhedsvagterne ikke greb ind, da slagsmålet udviklede sig. Bayi og deres fans heller ikke det bedste omdømme. Der er et mundheld som siger: 八一队打球打不赢就打架. Altså, hvis Bayi spiller, og de ikke vinder, så kan de i det mindste slås.

Kinesisk fodbold, boksning, hockey og endda volleyball er kendt for lignende sammenstød mellem fans og spillere.

»Der bliver flere og flere af den slags sager i Kina. Men de udvikler sig sjældent til voldelige og dødelige optøjer, så man bør ikke overreagere,« siger Shi Yan, der forsker i sport og tilskuervold på Shanxi University.

Sammenstødet blev ikke omtalt bredt i de kinesiske medier. Det gjorde det derimod på de sociale af slagsen, hvor mange tog afstand fra Bayi’s opførsel. Som en bruger, Daoyuan, skrev på Weibo:

»Hvem i alverden vil nu komme til Kina for at spille venskabskampe?«

• Kina og de hårdtslående spillere og fans:

2010: Kun lidt over et minut inde i kampen går kinesiske basketballspillere amok på deres modstandere fra Brasilien. Den Kinesiske Basketball Association undskylder bagefter.

2009: Spillerne fra Guangdong Tigers og Shandong Gold bliver idømt den rekordstore bøde på 330.000 yuan (cirka 270.000 kroner) på grund af et sammenstød i slutning af kampen.

2008: En »kung-fu kamp« bryder ud mellem tilhængere fra to klubber i Beijing og Tianjin. Samme år angriber tilhængere i Wuhan også de besøgende klubbers busser.

2007: Kinas olympiske fodboldhold bliver sendt hjem fra England, da de støder sammen med spillerne fra Queenspark Rangers før en træningskamp i London.

:: Foto fra China Daily

I dag er det 90 år siden, at Kinas Kommunistpartis blev etableret i Shanghai. Morgenen her i Beijing begyndte med et massivt regnskyl og tordenvejr, der indhyllede den kinesiske hovedstad i mørke og over 30 graders fugtig varme. Så kan man selv filosofere videre over sammenhængen mellem fødselsdage og vejret.

Jubilæet fejres over hele Kina, hvor alt omkring partiet og den »røde kultur« er blevet fejret. Men hvor står partiet lige nu? Her er link og udpluk af tre af dagens analyser:

David Shambaugh – Efter Den 17. Centralkomites Fjerde Plenum i efteråret 2009 er partiet blevet stadigt mere både hårdhændet og usikker i sin opførsel. Resultatet er, at de politiske reformer fra 1997-2009 er gået i stå eller kun skrider langsomt fremad, skriver David Shambaugh:

Despite the political stagnation, three sets of reforms have continued: expanding multi-candidate elections to local level party committees; increased transparency in local budgeting and resource allocation; and efforts to improve meritocracy at all levels of the party and government. But efforts to make central policy making more transparent, to prosecute pervasive corruption, to improve “intra-party democracy” and “extra-party supervision,” and to open up the media have all stagnated.

These reforms all grew out of the party’s study of the collapse of the Soviet Union and other one-party regimes. The main lesson the Chinese Communist Party drew from these foreign examples was to be proactive, flexible and adaptive, and to manage political change from above. Stasis and dogmatism were seen as recipes for stagnation and collapse.

What we are witnessing as the party turns 90, however, is the opposite. Instead of being secure and confident, it is seemingly frozen in fear of the future, unsure about its grip over ethnic regions (Tibet, Xinjiang, and Inner Mongolia), afraid of rising social unrest and ad hoc demonstrations, worried about the macro-economy and foreign relations, and on the cusp of a major leadership transition in 2012.

Pei Minxin – Hvad står partiet egentlig for? Det vil de fleste kinesere og partimedlemmer have svært ved at svare på. Hvis der er en ideologi, mener Pei, så handler den om magt. Og at blive ved magten. Partiet har forsøgt at forny sig og integrere sig mere i samfundet, men med 70 procent af medlemmerne fra staten, militæret, universiteter og forretningslivet er det først og fremmest stadig for eliten, skriver Pei:

So for all its apparent power, the party is in fact facing an existential crisis and an uncertain future. Apart from staying in power, it has no public purpose. The crisis is not only ideological, but also political; it explains much of the cynicism, corruption and insecurity of the party and its elites.

As the party has firmly rejected democratization, its only strategy for survival is to maintain the course it has embarked on since the Tiananmen crackdown in June 1989: drawing political legitimacy from economic growth but relying on repression to crush challenges to its monopoly of power. Although this strategy has worked well since Tiananmen, its effectiveness and sustainability are increasingly in doubt.

On the economic front, growth is about to slow down. Demographic aging, resource constraints, stalled economic reforms and environmental degradation are almost certain to depress China’s growth potential. An optimistic World Bank forecast predicts a growth rate from 2016-2020 of about 7 percent annually — a respectable number, but a 30 percent drop from today’s rate.

Jeffrey Wasserstrom – det har været en både lang og mærkværdig march for Kinas Kommunistpartis. Og rejsen har givet argumenter til både negative og sensationsjagende læserbrevsskribenter som Jon Halliday og Jung Chang og til Kina-kan-ikke-gøre-noget-forkert undskyldende på den anden fløj. Virkeligheden ligger nok lige midt i mellem. Gennem historien er et af de mest markante særkender ved partiet nok, hvordan det har fejlet i at gøre Kina til et retssamfund, skriver Jeffrey Wasserstrom:

The CCP has fallen short across the board when it comes to carrying through on legal protections. The country still lacks an independent judiciary that imposes the law consistently and transparently, and which does not suffer from a yawning gap between legal rhetoric and practice. Crusading lawyers such as Xu Zhiyong, who has sought to help petitioners secure rights that are supposedly guaranteed to them, also continue to be persecuted by the government.

It is always tempting to mark such milestones in Chinese history with a reference to distance traveled and distance still to go, invoking the cliché that a “journey of a thousand miles begins with a single step.” But modern China often takes steps backward even as it surges ahead. The party’s biggest accomplishment may simply be its ability to defy so many predictions of its imminent demise. While that may be something for its leaders to celebrate, it has been at best a very mixed blessing for the Chinese people.

:: Foto fra Xinhua

Den tidligere amerikanske udenrigsminister, sikkerhedsrådgiver og i det hele taget USAs über statsmands diplomat nummer et, Henry Kissinger, har netop udgivet en bog om Kina, der meget velvalgt hedder “On China,” som du kan finde her på Amazon.

Wall Street Journal har et uddrag fra bogen, som dette stykke kommer fra:

Neither the more triumphalist Chinese analyses nor the American version—that a successful Chinese “rise” is incompatible with America’s position in the Pacific, and the world—have been endorsed by either government, but they provide a subtext of much current thought. If the assumptions of these views were applied by either side—and it would take only one side to make it unavoidable—China and the U.S. could easily fall into an escalating tension.

China would try to push American power as far away from its borders as it could, circumscribe the scope of American naval power, and reduce America’s weight in international diplomacy. The U.S. would try to organize China’s many neighbors into a counterweight to Chinese dominance. Both sides would emphasize their ideological differences. The interaction would be even more complicated because the notions of deterrence and preemption are not symmetrical between these two sides. The U.S. is more focused on overwhelming military power, China on decisive psychological impact. Sooner or later, one side or the other would miscalculate.

The question ultimately comes down to what the U.S. and China can realistically ask of each other. An explicit American project to organize Asia on the basis of containing China or creating a bloc of democratic states for an ideological crusade is unlikely to succeed—in part because China is an indispensable trading partner for most of its neighbors. By the same token, a Chinese attempt to exclude America from Asian economic and security affairs will similarly meet serious resistance from almost all other Asian states, which fear the consequences of a region dominated by a single power.

Bogen er blevet anmeldt og omtalt flere steder. Her er et udpluk:

• New York Times – An Insider Views China, Past and Future

• Newsweek – Dr. K’s Rx for China

• Guardian – Review of On China by Henry Kissinger

:: Foto fra Wikipedia

Under the Jacaranda Tree har en opsamling om massakren på Tiananmen den 4. juni 1989. Advarsel – der er virkeligt stærke billeder. Men de viser tydeligt, hvordan der så ud efter den begivenhed, der på mange måder har formet det politiske Kina i de seneste 21 år.

Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.

Sidste år var der branden på det store og nye CCTV kompleks. På grund af en ulovlig forestilling med fyrværkeri, som nogle ansatte mente skulle foregå lige nedenunder bygningen, der endnu ikke var bygget færdig. Jeg har blandt andet skrevet om branden her.

Det forkullede skelet står der endnu i dag, hvor CCTV stadig ikke har offentliggjort, hvad der skal ske med den afbrændte skal. Eller hvornår de officielt flytter ind i deres nye hovedsæde.

Sådan en skandale var der også i år, hvor nytåret begyndte lørdag den 13. februar og sluttede fredag den 19. februar.

I torsdags nedbrændte et flere århundreder gammelt vagttårn, der stod ved bymuren i Zhengding (For eksempel SMH og Global Times).

Den to etager høje bygning var netop blevet restaureret, og skaderne løber op i omkring 800.000 kroner.

De kinesiske medier – for eksempel her, hvor billedet ovenover kommer fra – skriver ikke, om branden endnu en gang begyndte på grund af en illegal forestilling med fyrværkeri, eller om de ansvarlige er blevet afhørt eller anholdt.

Du kan se nyheder og video om branden her på Youku. Og en søgning på Baidu efter 正定南城门失火 viser masser af billeder.