Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke nogen stor fan af Frank Dikotters bog »Maos Store Hungersnød,« der udkom på dansk i november sidste år.

Og så alligevel. Første del af bogen er en virkelig fin gennemgang og opsummering af de sidste 30 års forskning om »Det Store Spring Fremad,« hvor Dikotter også inddrager noget af det nyeste fra de seneste ti års kinesiske debat og folk som Yu Xiguang og Cao Shuji.

Det er der hårdt brug for. For »Det Store Spring Fremad« er i høj grad stadig ukendt i Vesten, som Xujun Eberlein skriver her i Los Angeles Review of Books:

In July 2011, Frank Dikötter’s Mao’s Great Famine won the BBC’s Samuel Johnson Prize, one of Europe’s best known and most lucrative awards for a work of nonfiction. One of the judges, Brenda Maddox, explained to the Guardian why the book impressed her so much: “Why didn’t I know about this? We feel we know who the villains of the 20th century are — Stalin and Hitler. But here, fully 50 years after the event, is something we did not know about.”

That reaction highlights both the main contribution and main limitation of Dikötter’s book. Though there have been many books and articles published on the same subject — in English, Chinese, and I’m sure other languages — apparently Dikötter’s is the one that brought awareness to at least one more Westerner ignorant of the catastrophe. On the other hand, Dikötter’s attempt to draw parallels between the Mao-era famine — that swept over the entirety of mainland China from 1959 to 1961 and killed tens of millions — and the Holocaust and the Soviet Gulag is, at best, an oversimplification that hinders understanding. To borrow what the discerning Asia scholar Ian Buruma once said on a different subject: “To distinguish between atrocities does not diminish the horror, but without clarity on these matters history recedes into myth and becomes a form of propaganda.”

I sin bog bruger Dikotter også Yang Jisheng og hans sensationelle bog »Gravsten«, der udkom i 2008. Det er nok den hidtil grundigste gennemgang af »Det Store Spring Fremad,« og i Xujun Eberleins anmeldelse stilles Yang og Dikotters to bøger op over for hinanden. Læs det hele. Men her får du overskriften på, hvorfor Dikotters bog bliver mere problematisk, når han bevæger sig ind på Mao Zedong og partiets top:

“Understanding the complexity of human behavior in times of catastrophe is one of the aims of the book,” Dikötter states, and he does a good job fulfilling that goal in terms of ordinary people. But when it comes to the behavior of Mao and his colleagues, he has a tendency for simplification and caricature. The Mao under his pen is simply one of history’s most sadistic tyrants; consideration is not given to the complexity of his behavior. The reader gets the impression that Mao knew about the famine all along, but either deliberately let people starve, or was indifferent to their fate. Dikötter’s indignation toward Mao is understandable, but this representation is neither factual nor insightful.

:: Som der står på propagandaplakaten, så vil “produktions entusiasmen” stige, hvis spisesalene er velfungerende. Plakaten er fra denne side på den glimrende Chinese Posters’ tema om »Det Store Spring Fremad.«

Det kinesiske nytår falder på forskellige tidspunkter, og i 2012 er det den 23. januar, som er den første dag i det nye år. Forårsfestivalen, som nytåret også kaldes, er den vigtigste højtid for kineserne, og for mange er det også den eneste gang på året, hvor man rejser hjem til familien, som kan bo hundreder af kilometer borte.

Især for de næsten 230 millioner migrantarbejdere er det her, at man kommer hjem for at slappe af og igen mødes med børn, kone eller mand og bedsteforældre, før man igen rejser ud for at tjene penge.

Derfor går hele Kina i stå. Det begyndte for et par uger siden, og det er først i midten af februar, at folk for alvor vender tilbage til deres arbejde, og at Kina igen kommer op i gear.

Forårsfestivalen er den største rejseperiode, og den strækker sig over cirka 40 dage, hvor kineserne vil foretage i alt cirka tre milliarder rejser. Mange af dem er med tog, og der er rift om billetterne, som man kan se på billedet her, hvor nogle kinesere står i “kø”. Derfor var det måske heller ikke så smart, at det kinesiske Ministerium for Jernbaner valgte at komme med en ny hjemmeside netop nu.

Det er nemlig først her i 2012, at kineserne kan købe togbilletter på internettet. På mange måder er kinesernes brug af nettet – for eksempel med nethandel og sociale medier –mere udviklet end i Vesten, men jernbanerne er et monopol, og de er ikke kendte for logik og service. For eksempel kan man kun købe billetter højst 12 dage i forvejen, og man kan ikke få returbilletter.

Nu kan man altså få dem online. Eller kan man? Magasinet »21. Århundrede« bragte i torsdags en kritisk artikel (på kinesisk) om, hvordan ministeriet havde lavet deres nye hjemmeside og salgssystem. Ministeriet vragede to systemer fra IBM og Easy Way og valgte i stedet for selv at udvikle deres eget. Det var en dårlig ide. De kinesiske togrejsende har i den grad »spist bitterhed«, som man siger på kinesisk, når man virkelig står over for en prøvelse.

Hjemmesiden har fået over 1,4 milliarder besøgende, og er i den grad bukket under. Ministry of Tofu har skærmbilleder af hjemmesiden med fejlmeddelelser. Set i bakspejlet var det måske heller ikke så smart, at ministeriet valgte ikke at teste systemet, da det stod færdigt for et halvt år siden, som avisen »Hangzhou Bulletin« skrev i onsdags (på kinesisk). Ifølge avisen skal brugerne i gennemsnit trykke på browserens genopfrisk knap hele 500 – jep, der står femhundrede – gange før det lykkes at gennemføre et køb.

Det er der nu mange, som har gjort. Og det betyder også, at situationen i år er endnu værre for mange af de 230 millioner migrantarbejdere, der ofte er fattige folk fra landområderne, som ikke har en computer eller endsige ved, hvordan man bruger en. Derfor har medierne været fulde af hjerteskærende historier om folk, der for eksempel har sovet og stået i kø i fem dage på banegårde uden at få billetter og har måtte opgive at komme hjem til familien. Her et eksempel oversat af Chinasmack. En migrantarbejder har også skrevet et åbent brev (på kinesisk), der har cirkuleret bredt på nettet. Så mange kommer til at være alene, når Dragens År begynder den 23. januar.

I Kina er drager forbundet med noget positivt, og de står for held, magt og styrke. Men et Drage-år byder også på turbulens, forandringer og store begivenheder, hvilket jo nok kan lyde som en trussel, når man tænker på den globale økonomi og Euro-krise. Så her fra Beijing skal der blot lyde et »wang zi cheng long« – 望子成龙 – et håb om at »jeres børn bliver til drager,« og at de altså går en lys fremtid i møde.

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Det er ved at være vinter i Beijing. I gamle dage – altså for over ti, tyve år siden – betød det, at vejene ind til Beijing, gadehjørner, veje og markeder ville være fyldte med kinakål, som bønderne var taget ind til byen for at sælge til byboerne. Kålene var en hjørnesten i beijingernes kost gennem vintermånederne, og man stoppede dem i trappeopgange og under tagene i hutongerne og alle andre steder, hvor de kunne opbevares tørt og koldt gennem vinteren. China Daily påstår i en artikel fra 2004, at en familie kunne tilrane sig op til 50 kilo kål til vintermånederne.

Siden har beijingernes kostvaner ændret sig, og samtidig er der kommet supermarkeder og andre og nemmere måder at opbevare fødevarerne på, der som kinakålene nu ofte bliver dyrket udenfor Beijings landområder og transporteret over lange afstande fra andre provinser.

Men man ser dem stadig her om efteråret. Porrer og kinakål, der bliver stakket op og solgt på gader og veje. Som på billedet jeg tog her i weekenden. Og det er egentlig både meget Kina-agtigt og hyggeligt.

Bogen er skrevet af historikeren Frank Dikötter fra University of Hong Kong, og den er netop oversat til dansk. Den hedder »Maos Store Hungersnød,« og på hjemmesiden for Informations Forlag kan man læse, at den er »det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien.«

Citatet kommer fra Jung Chang, der med Jon Halliday udgav »Mao – den ukendte historie« i 2005. Den blev desværre en bestseller, men den bidrager ikke med meget nyt om Mao Zedong. De to forfattere lancerer blot deres ensidige og politisk korrekte konklusion om, at Mao var en umenneskelig og gennemført ond person, og de to forfattere udelader informationer og oplysninger, der kan tegne et mere nuanceret billede af Mao, som de også fejlciterer.

Der er da heller ikke mange, som beskæftiger sig professionelt med Kina, der tager bogen alvorligt. Som der stod i for eksempel anmeldelsen i China Quarterly (åbner i .pdf) – der er det mest anerkendte akademiske tidsskrift i forskningen om Kina – så var Mao en langt mere kompleks og nuanceret person.

Det er bedre, som for eksempel Jeffrey Wasserstrom, professor på UC Irvine i Californien, siger, at sammenligne Mao med eksempelvis den amerikanske præsident Andrew Jackson eller franske Napoleon. Ledere, der gjorde både ondt og godt.

Dikötters nye bog beskriver hungersnøden i 1958-1962 under Mao Zedong og Kinas Kommunistpartis politiske kampagne Det Store Spring Fremad.

Resultatet blev omfattende hungersnød. Det tætteste man kommer på et officielt tal er 18 millioner, men det er alt for lavt. I bogen »Gravsten« sætter forfatteren Yang Jisheng tallet til mindst 35 millioner dræbte. Yang er journalist, og var ansat ved det officielle nyhedsbureau Xinhua. I to årtier arbejdede han under dække af sit virkelige arbejde på at afdække historien om sultkatastrofen. Blandt andet ved at indsamle hemmeligholdte oplysninger fra lokale arkiver. Den kritiske bog blev en sensation da den udkom i 2008 i Hong Kong, men den er stadig forbudt i Kina. Den udkommer på engelsk i 2012.

Jeg havde et længere interview med ham i sommer, som du kan finde på biblioteket her. Yangs bog har også været omtalt flere steder, og der er gode artikler her i Financial Times, Human Rights in China, Slate og New York Review of Books.

Yang giver et bredt billede af mekanismerne bag katastrofen og samfundet dengang, hvor Dikötter mere fokuserer på Mao Zedong og fortsætter i samme spor som Jung Chang, siger kritikerne. Dikötter er for eksempel upålidelig i sin brug af data, som professor Cormac Ó Gráda skriver i sin anmeldelse i »Population and Development Review.« Kina har haft utallige andre store hungerkatastrofer, men Dikötter afviser faktorer som historie, vejr, geografi og de strukturelle svagheder i det kinesiske landbrug.

Det er umuligt at komme med et præcist tal for, hvor mange der direkte eller indirekte døde på grund af hungersnøden. Spørgsmålet er derimod, hvem i Kinas Kommunistparti der dengang havde et reelt billede af katastrofens omfang, og hvornår de blev klar over det. Og her bidrager Dikötters bog ikke med meget.

Hvis du er interesseret i Mao, Det Store Spring Fremad og kinesisk historie i det hele taget, så er her et par forslag til læsning:

• Mobo Gao – The Battle for China’s Past: Mao and the Cultural Revolution

• Jonathan Spence – The Search for Modern China

• John Gittings – The Changing Face of China: From Mao to Market

• Jonathan Fenby – The Penguin History of Modern China: The Fall and Rise of a Great Power

• Jasper Becker – Hungry Ghosts: Mao’s Secret Famine

Der var gjort klar til fest. I tre dage skulle byen være fyldt med boder og gadekøkkener, hvor de besøgende kunne spise alt det hundekød, de kunne tænke sig. Dyrene var endda nyslagtede. De flåede hunde hang på kroge ved boderne, for de fleste af stederne havde deres egne bure, hvor de op mod 10.000 hunde lå klemt sammen, inden de skulle flåes og slagtes for øjnene af kunderne.

Men »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« blev aldrig til noget, som jeg skrev om i søndagens Berlingske.

»Jeg blev så vred,« siger Shen Sheng, der er 24 år og bor i Jiangsu provinsen, hvor han arbejder i et trafikselskab. Han skrev et indlæg på Sina Weibo, der er den mest populære mikroblog i Kina. I løbet af en enkelt dag var indlægget blevet videresendt næsten 20.000 gange. Blandt andre af berømtheder som Faye Wong, der er en af de mest populære sangere i Kina og Asien. Indlægget blevet genpostet næsten 100.000 gange.

Den voldsomme kritik og debat fik lokalregeringen i Jinhua – der er et mindre byområde med lidt over fem million indbyggere som ligger i Zhejiang provinsen – til at aflyse festivalen.

Det er det seneste eksempel på, hvordan der er begyndt at komme en offentlig debat om dyrevelfærd i Kina. Det viser, hvordan Kinas økonomi og samfund er ved at udvikle sig med blandt andet en voksende middelklasse, der får overskud til at interessere sig for nye ting som dyrs trivsel. Interessen hænger også sammen med, at antallet af hunde, der bliver holdt som kæledyr, er eksploderet i de seneste år.

Debatten begyndte for alvor med det, som i dag hedder »15. April Affæren.« Her kørte der en lastbil på en af de store motorveje udenfor Beijing, hvor den var på vej mod den Nordøstlige Liaoning provins. Den var lastet med over 500 hunde. De var dehydrerede og sad fastklemt i så små bure, at de havde svært ved trække vejret. En bilist ser det og poster det på internettet.

Op med 200 personer mødes ved en betalings-station, hvor de standser lastbilen. Trafikken står stille, og flere aktivister, dyrlæger og tilskuere kommer til mens politiet forsøger at bevare ro og orden. Efter 15 timer lykkedes det for aktivisterne at købe hundene.

De frivillige aktivister nåede at redde de fleste af hundene, hvor en tredjedel af dem dog stadig er under behandling i dag. De raske hunde bor i dag på kenneler og hos de frivillige, der arbejder på at finde nye hjem til hundene.

Debatten om dyrevelfærd og om dyrenes rettigheder viser også, hvordan gamle skikke og traditioner ændrer sig. Under Mao Zedong og Kulturrevolutionen var det de færreste, der havde råd til at have kæledyr, og samtidig blev det anset for at være en bourgeois aktivitet, som kun arrogante kapitalister kunne finde på.

Historisk set er det især i Korea og Kina, at man har spist hundekød. Festivalen i Jinhua hævder at have rødder tilbage til slutningen af Ming dynastiet i midten af 1600-tallet. En af kejserens generaler skulle have tabt et slag i Jinhua, fordi han og soldaterne kom til at vække byens hunde, der begyndte at gø. Derfor skulle alle hunde i Jinhua udryddes. Han vandt senere slaget, og kejseren holdt en stor festmiddag med hundekød til ære for ham.

Det er især i den Nordøstlige del af Kina, at man spiser hundekød. Det er langt fra normalt, og det bliver for det meste kun spist ved mere festlige lejligheder som bryllupper og begravelser. Derfor er der stadig mange, som ikke har problemer med at spise hundekød.

»Hundekød er lækkert, så hvorfor skulle det være en undtagelse, når vi også kan spise kød fra lam, grise og køer,« lød et af de kritiske indlæg til Shen Sheng på Sina Weibo.

Det er Xiao Feng, der arbejder frivilligt for Ruijia Forening for Dyrevelfærd, enig i.

»I nogle områder er det en tradition, at man spiser hunde, og det skal man respektere,« siger Xiao Feng. Men hun tilføjer:

»Personligt vil jeg ikke gøre det. Katte og hunde er tæt knyttet til mennesket, og de er som venner. Hvordan kan man spise sin ven?,« siger Xiao Feng.

Et af problemerne med hunde som dem fra Jinhua er, at mange er kidnappede kæledyr, stjålet fra eksempelvis landsbyer eller opdrættet under forfærdelige forhold. Der er heller ingen kontrol med slagtning og eventuelle sygdomme og problemer med dyrene og kødet.

Kina har ingen lovgivning, der beskytter dyr mod mishandling. Tidligere på året blev der offentliggjort et udkast til en lov, men den er ikke trådt i kraft.

Udviklingen omkring dyrevelfærd og lovgivningen går dog i den rigtige retning, siger Liu Huili, der er fra organisationen Green Beagle i Beijing.

»Det er en uundgåelig del af udviklingen. Hele debatten, også de kritiske indlæg, viser, at der er en stigende opmærksomhed omkring det. Jeg er optimist,« siger Liu Huili.

Shen Sheng, manden der startede det hele, siger dog, at han »ikke føler noget« selvom han fik lukket festivalen i Jinhua.

»Det er ikke nogen sejr. For hvad kommer der til at ske med de 10.000 hunde?,« spørger Shen Sheng.

Det skulle have været en venskabelig kamp mellem Georgetown University og Bayi Rockets, der er et professionelt hold, som hører under Folkets Befrielseshær. Men basketballkampen i Beijing endte i kaos, knytnæveslag, spark og stole, der blev kastet rundt på banen.

Aftenen før havde Georgetown spillet en anden kamp i Beijing, der blev overværet af den amerikanske vicepræsident George Biden, som i dag mandag afsluttede sit fire dage lange besøg i Kina for at flyve videre til Mongoliet.

Det er første gang i over ti år, at Biden har været i Kina. Under besøget mødtes han blandt andet med den kinesiske vicepræsident Xi Jinping, der efter alt at dømme overtager posten som præsident efter Hu Jintao, der træder tilbage i 2012.

Under besøget har de to vicepræsidenter lagt vægt på at vise, hvordan der er en forståelse og dialog mellem de to lande. På trods af store knaster i forholdet. USA er Kinas største handelspartner, og det giver amerikanerne underskud på handelsbalancen. Kina har valutareserver på 3.200 milliarder dollars, og de 1.200 milliarder er amerikanske statsobligationer. Samtidig er Kina også på vej til at blive en militær magt i Asien, og det er en udfordring for USA og dets allierede i regionen. Som for eksempel Taiwan, der gerne vil købe nye amerikanske F-16 fly.

Biden besøgte også en restaurant i Beijing. Og det var nok billederne her fra, hvor han sidder og prøver at sludre med en lokal familie, som han havde håbet på skulle blive dagens fotografier fra besøget i Kina. Det blev det ikke.

Sammenstødet mellem de to baskethold vil blive set i lyset af politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen i Kina, som det har gjort siden begyndelsen af det 20.
århundrede, hvor både Nationalistpartiet og Kinas Kommunistparti brugte idræt og sportsstævner til at blive populære. I 1971 var det også en bordtenniskamp mellem USA og Kina, der banede vejen for præsidents Nixons besøg i 1972, der fik de to landes forhold på ret køl igen. Men der var ikke meget »bordtennis-diplomati« over venskabskampen torsdag aften.

Det kinesiske hold var opsat på at vinde, og der havde været flere sammenstød undervejs, hvor stemningen blev stadigt dårligere. Det kulminerede, da en amerikansk spiller plantede en albue i nyrerne på en modstander. Spillerne fra de to hold gik på hinanden, tilskuere kom ind på banen og der fløj stole og knytnæver gennem luften.

Amerikanerne trak sig tilbage, mens tilskuere kastede vandflasker ned over dem. Samtidig skulle flere af tilskuerne også have råbt nedsættende ord som 黑鬼 (hei gui) – sorte djævle – mod amerikanerne.

»Basketball i Kina har en lang historie med lignende hændelser,« siger Maggie Rauch, der er redaktør på bloggen China Sports Today. En teorierne er, at det handler om forskellig spillestil. Kineserne er ikke vant til den mere fysiske spillestil, der er i udlandet blandt især professionelle.

Samtidig siger flere, der overværede kampen, at dommerne var intet mindre end elendig, og at sikkerhedsvagterne ikke greb ind, da slagsmålet udviklede sig. Bayi og deres fans heller ikke det bedste omdømme. Der er et mundheld som siger: 八一队打球打不赢就打架. Altså, hvis Bayi spiller, og de ikke vinder, så kan de i det mindste slås.

Kinesisk fodbold, boksning, hockey og endda volleyball er kendt for lignende sammenstød mellem fans og spillere.

»Der bliver flere og flere af den slags sager i Kina. Men de udvikler sig sjældent til voldelige og dødelige optøjer, så man bør ikke overreagere,« siger Shi Yan, der forsker i sport og tilskuervold på Shanxi University.

Sammenstødet blev ikke omtalt bredt i de kinesiske medier. Det gjorde det derimod på de sociale af slagsen, hvor mange tog afstand fra Bayi’s opførsel. Som en bruger, Daoyuan, skrev på Weibo:

»Hvem i alverden vil nu komme til Kina for at spille venskabskampe?«

• Kina og de hårdtslående spillere og fans:

2010: Kun lidt over et minut inde i kampen går kinesiske basketballspillere amok på deres modstandere fra Brasilien. Den Kinesiske Basketball Association undskylder bagefter.

2009: Spillerne fra Guangdong Tigers og Shandong Gold bliver idømt den rekordstore bøde på 330.000 yuan (cirka 270.000 kroner) på grund af et sammenstød i slutning af kampen.

2008: En »kung-fu kamp« bryder ud mellem tilhængere fra to klubber i Beijing og Tianjin. Samme år angriber tilhængere i Wuhan også de besøgende klubbers busser.

2007: Kinas olympiske fodboldhold bliver sendt hjem fra England, da de støder sammen med spillerne fra Queenspark Rangers før en træningskamp i London.

:: Foto fra China Daily

I dag er det 90 år siden, at Kinas Kommunistpartis blev etableret i Shanghai. Morgenen her i Beijing begyndte med et massivt regnskyl og tordenvejr, der indhyllede den kinesiske hovedstad i mørke og over 30 graders fugtig varme. Så kan man selv filosofere videre over sammenhængen mellem fødselsdage og vejret.

Jubilæet fejres over hele Kina, hvor alt omkring partiet og den »røde kultur« er blevet fejret. Men hvor står partiet lige nu? Her er link og udpluk af tre af dagens analyser:

David Shambaugh – Efter Den 17. Centralkomites Fjerde Plenum i efteråret 2009 er partiet blevet stadigt mere både hårdhændet og usikker i sin opførsel. Resultatet er, at de politiske reformer fra 1997-2009 er gået i stå eller kun skrider langsomt fremad, skriver David Shambaugh:

Despite the political stagnation, three sets of reforms have continued: expanding multi-candidate elections to local level party committees; increased transparency in local budgeting and resource allocation; and efforts to improve meritocracy at all levels of the party and government. But efforts to make central policy making more transparent, to prosecute pervasive corruption, to improve “intra-party democracy” and “extra-party supervision,” and to open up the media have all stagnated.

These reforms all grew out of the party’s study of the collapse of the Soviet Union and other one-party regimes. The main lesson the Chinese Communist Party drew from these foreign examples was to be proactive, flexible and adaptive, and to manage political change from above. Stasis and dogmatism were seen as recipes for stagnation and collapse.

What we are witnessing as the party turns 90, however, is the opposite. Instead of being secure and confident, it is seemingly frozen in fear of the future, unsure about its grip over ethnic regions (Tibet, Xinjiang, and Inner Mongolia), afraid of rising social unrest and ad hoc demonstrations, worried about the macro-economy and foreign relations, and on the cusp of a major leadership transition in 2012.

Pei Minxin – Hvad står partiet egentlig for? Det vil de fleste kinesere og partimedlemmer have svært ved at svare på. Hvis der er en ideologi, mener Pei, så handler den om magt. Og at blive ved magten. Partiet har forsøgt at forny sig og integrere sig mere i samfundet, men med 70 procent af medlemmerne fra staten, militæret, universiteter og forretningslivet er det først og fremmest stadig for eliten, skriver Pei:

So for all its apparent power, the party is in fact facing an existential crisis and an uncertain future. Apart from staying in power, it has no public purpose. The crisis is not only ideological, but also political; it explains much of the cynicism, corruption and insecurity of the party and its elites.

As the party has firmly rejected democratization, its only strategy for survival is to maintain the course it has embarked on since the Tiananmen crackdown in June 1989: drawing political legitimacy from economic growth but relying on repression to crush challenges to its monopoly of power. Although this strategy has worked well since Tiananmen, its effectiveness and sustainability are increasingly in doubt.

On the economic front, growth is about to slow down. Demographic aging, resource constraints, stalled economic reforms and environmental degradation are almost certain to depress China’s growth potential. An optimistic World Bank forecast predicts a growth rate from 2016-2020 of about 7 percent annually — a respectable number, but a 30 percent drop from today’s rate.

Jeffrey Wasserstrom – det har været en både lang og mærkværdig march for Kinas Kommunistpartis. Og rejsen har givet argumenter til både negative og sensationsjagende læserbrevsskribenter som Jon Halliday og Jung Chang og til Kina-kan-ikke-gøre-noget-forkert undskyldende på den anden fløj. Virkeligheden ligger nok lige midt i mellem. Gennem historien er et af de mest markante særkender ved partiet nok, hvordan det har fejlet i at gøre Kina til et retssamfund, skriver Jeffrey Wasserstrom:

The CCP has fallen short across the board when it comes to carrying through on legal protections. The country still lacks an independent judiciary that imposes the law consistently and transparently, and which does not suffer from a yawning gap between legal rhetoric and practice. Crusading lawyers such as Xu Zhiyong, who has sought to help petitioners secure rights that are supposedly guaranteed to them, also continue to be persecuted by the government.

It is always tempting to mark such milestones in Chinese history with a reference to distance traveled and distance still to go, invoking the cliché that a “journey of a thousand miles begins with a single step.” But modern China often takes steps backward even as it surges ahead. The party’s biggest accomplishment may simply be its ability to defy so many predictions of its imminent demise. While that may be something for its leaders to celebrate, it has been at best a very mixed blessing for the Chinese people.

:: Foto fra Xinhua

Den tidligere amerikanske udenrigsminister, sikkerhedsrådgiver og i det hele taget USAs über statsmands diplomat nummer et, Henry Kissinger, har netop udgivet en bog om Kina, der meget velvalgt hedder “On China,” som du kan finde her på Amazon.

Wall Street Journal har et uddrag fra bogen, som dette stykke kommer fra:

Neither the more triumphalist Chinese analyses nor the American version—that a successful Chinese “rise” is incompatible with America’s position in the Pacific, and the world—have been endorsed by either government, but they provide a subtext of much current thought. If the assumptions of these views were applied by either side—and it would take only one side to make it unavoidable—China and the U.S. could easily fall into an escalating tension.

China would try to push American power as far away from its borders as it could, circumscribe the scope of American naval power, and reduce America’s weight in international diplomacy. The U.S. would try to organize China’s many neighbors into a counterweight to Chinese dominance. Both sides would emphasize their ideological differences. The interaction would be even more complicated because the notions of deterrence and preemption are not symmetrical between these two sides. The U.S. is more focused on overwhelming military power, China on decisive psychological impact. Sooner or later, one side or the other would miscalculate.

The question ultimately comes down to what the U.S. and China can realistically ask of each other. An explicit American project to organize Asia on the basis of containing China or creating a bloc of democratic states for an ideological crusade is unlikely to succeed—in part because China is an indispensable trading partner for most of its neighbors. By the same token, a Chinese attempt to exclude America from Asian economic and security affairs will similarly meet serious resistance from almost all other Asian states, which fear the consequences of a region dominated by a single power.

Bogen er blevet anmeldt og omtalt flere steder. Her er et udpluk:

• New York Times – An Insider Views China, Past and Future

• Newsweek – Dr. K’s Rx for China

• Guardian – Review of On China by Henry Kissinger

:: Foto fra Wikipedia

Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.

Sidste år var der branden på det store og nye CCTV kompleks. På grund af en ulovlig forestilling med fyrværkeri, som nogle ansatte mente skulle foregå lige nedenunder bygningen, der endnu ikke var bygget færdig. Jeg har blandt andet skrevet om branden her.

Det forkullede skelet står der endnu i dag, hvor CCTV stadig ikke har offentliggjort, hvad der skal ske med den afbrændte skal. Eller hvornår de officielt flytter ind i deres nye hovedsæde.

Sådan en skandale var der også i år, hvor nytåret begyndte lørdag den 13. februar og sluttede fredag den 19. februar.

I torsdags nedbrændte et flere århundreder gammelt vagttårn, der stod ved bymuren i Zhengding (For eksempel SMH og Global Times).

Den to etager høje bygning var netop blevet restaureret, og skaderne løber op i omkring 800.000 kroner.

De kinesiske medier – for eksempel her, hvor billedet ovenover kommer fra – skriver ikke, om branden endnu en gang begyndte på grund af en illegal forestilling med fyrværkeri, eller om de ansvarlige er blevet afhørt eller anholdt.

Du kan se nyheder og video om branden her på Youku. Og en søgning på Baidu efter 正定南城门失火 viser masser af billeder.

Du kan læse om massakren på Wikipedia.

Men det er egentlig mere interessant at se på, hvor meget de to lande har nærmet sig, og hvor meget man er enige om i dag, som Foreign Policy skriver:

The debate was recently reopened by a joint report issued by the governments of China and Japan. But while most newspaper accounts have focused on the remaining points of disagreement — including the still-disputed death toll — they’ve tended to miss the larger significance of the report: that historians appointed by both countries did, for the first time, agree that the Japanese army committed atrocities during the war and that Japan’s illegal acts of aggression were the main cause of hostilities.

I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her nedenunder. På Kinablog er der også en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.

Chen Guang er 17 år. Han er soldat. Han står med et gevær i hånden, og hans arme ryster. Han har lige fået lov til at åbne ild mod demonstranterne, der står foran ham og de andre soldater.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne,« tænker Chen Guang.

Cheng Guang kommer fra en fattig familie i Hunan provinsen, der ligger i det sydlige Kina. Han gik ind i hæren i 1988. Det var året før massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing, hvor kinesiske soldater natten mellem 3. og 4. juni skød og dræbte flere hundrede civile, og hvor tusinder blev såret.

I dag sidder han i sin lejlighed, der ligger en times kørsel fra den centrale plads i Beijing. Han har grå streger i det sorte hår. Han er lille. Spinkel. Han forsvinder næsten i den store, hvide lædersofa.

Han fortæller, at han dengang var udstationeret nord for Beijing.

»Vi var på et specialkursus i bjergene udenfor Beijing, hvor vi fik intensiv militær træning. Vi løb hver morgen, og jeg blev trænet i kung-fu og i at bruge forskellige skydevåben. Men i begyndelsen af maj blev kurset afbrudt,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne får at vide, at situationen i Beijing er »kompliceret.« De skal tilbage til deres kaserne. De får at vide, at der er studenter som laver optøjer. Hver dag fortæller officererne på stormøder, at det er uromagere blandt studenterne, som er skyld i balladen. De kalder dem for kriminelle. Andet ved soldaterne ikke. De får ikke andre informationer, og de kan ikke høre nyheder.

Den 20. maj om eftermiddagen sætter Chen Guang sig op på ladet af en militær lastbil. Soldaterne skal ind til Tiananmen.

De var blevet samlet om morgenen. Officererne havde fortalt dem, at der var kaos og uro i Beijing. På grund af »skadelige elementer« blandt studenterne, der ville omvælte systemet og angribe landets ledere og regering.

Officererne havde også givet hver af dem et gevær.

»Det var uklart, hvorfor de gav os geværer, og hvorfor vi skulle til Beijing. Vi havde kun fået besked på, at vi skulle stabilisere situationen,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne sætter sig op i lastbilerne, og den tre, fire kilometer lange konvoj begynder den flere timer lange køretur mod centrum af Beijing.

Men de når aldrig at komme ind på pladsen. Civile og demonstranter har blokeret vejen for dem. Sådan var det over hele Beijing. Kolonner med tusinder af soldater var på vej ind fra alle sider mod Tiananmen, men vejene var blokerede. Ofte af helt almindelige borgere, der ellers ikke havde noget med demonstrationerne at gøre. For eksempel buschaufførere, der stillede deres busser på tværs af vejene og smed nøglerne væk.

Chen Guang er chokeret, da han ser de mange helt almindelige mennesker, der står rundt omkring vejspærringen.

»Vi kom jo næsten lige fra vores træning i bjergene, vi vidste ingenting, og de havde slet ikke nævnt alle de demonstranter. Vi fik nyheder fra de militære aviser, og de talte kun om ”skadelige elementer”. Det var heller ikke bare studenter, som vi havde fået at vide, det var almindelige mennesker og folk fra forskellige arbejdsenheder,« siger Chen Guang.

Ligesom så mange andre steder prøver de på at overtale soldaterne til at opgive. Soldater skal beskytte nationen, og ikke være med til at undertrykke befolkningen, siger de til Chen Guang. De fortæller også soldaterne, at de demonstrerer mod korruption, og at de kun vil det bedste for nationen, siger Chen Guang.

»Vi anede ikke, hvad vi skulle tro,« siger Chen Guang.

Men officererne var bange for, at de civile ville have dårlig indflydelse på soldaternes moral.

»Vi måtte ikke tale med dem, men det gjorde vi alligevel. Officererne delte også papirer ud, hvor de skrev om de ”skadelige elementer”, men vi kunne ikke se dem,« siger Chen Guang.

Konvojen holder der i tre dage, før de vender om.

»Det var et stort chok at tage tilbage. Jeg havde ikke forventet at se så mange, der fejrede det med at holde bannere op, og nogle endda med fyrværkeri. Vi var forvirrede, og vi forventede ikke at se de civile reagere på den måde,« fortæller Chen Guang.

De næste dage holder officererne opbyggelige taler for soldater. Og i ventetiden skifter hæren taktik. Den 2. juni får Chen Guang og de andre i hans enhed ordre om, at de dagen efter skal tage ind på Tiananmen pladsen i civilt tøj. Chen Guang får et par sorte bukser og en blå skjorte.

De fleste andre soldater tager derind i busser og med undergrundsbanen.

»Jeg fik besked på at holde øje med alle våbnene, der blev læsset ind i en bus. Der var så mange geværer, at de lå stablet op i bunker helt op til vinduerne, og jeg kunne ikke sidde ned, fordi der var så mange våben. Så jeg sad ovenpå dem,« siger Chen Guang,

Han var nervøs. Han havde fået besked på, at han ikke skulle gå ud af bussen, hvis de blev standset, for der var kun ham og chaufføren i bussen. Men det lykkedes for dem, at køre uden om vejspærringerne.

Klokken 13 ankommer de til Folkets Store Hal, der svarer til det danske Folketing, og som ligger på den vestlige side af Tiananmen pladsen. De kører ind ad bagindgangen. Der er kun dem. De andre soldater er ikke kommet frem.

Chaufføren bliver i bussen, mens Chen Guang begynder at bære alle våbnene op på tredje sal. Han kiggede ud af vinduet. På de hundredtusinder af mennesker, teltene og skraldet, der har hobet sig op gennem de uger, hvor demonstranterne har boet på Tiananmen.

»Hele pladsen var fyldt. Og studenterne anede ikke, at vi var der,« siger Chen Guang. Men rygtet spreder sig hurtigt. Hæren er på vej ind i byen. Og det er ikke dem alle, der er i civilt tøj. Ligesom tidligere forsøger borgerne at blokere vejen for kampvognene og lastbilerne. Men denne gang lykkes det ikke.

Cheng Guang fortsætter med at bære geværer op. Han kan høre larmen. Den vokser. Han kan se ud af vinduet, hvordan de ude på pladsen kravler ud af teltene, begynder at tale med hinanden og løber rundt og udveksler informationer. Ved 15-tiden er han færdig. Nu er Folkets Store Hal ved at være fyldt med soldater, der skifter deres almindelige tøj ud med uniformer.

Chen Guang får at vide, at nogle demonstranter har stoppet en gruppe soldater og taget våbnene fra dem. De får ordre på at få dem tilbage. Der er 3.000 soldater i gruppen, men de når kun ud til vest-porten, før de bliver standset. Demonstranterne begynder at holde taler for dem.

»Jeg var forvirret, og der var noget galt. Vi havde fået at vide, at det var kriminelle, men det her var bare studenter og arbejdere, der talte om at ændre det kinesiske system. Det var ikke uromagere,« siger Chen Guang.

Men stemningen bliver dårligere og dårligere. Soldaterne begynder at gå i panik, da folk begynder at smide sten og flasker efter dem. Nu tænker de kun på at beskytte sig selv, siger Chen Guang. Først efter fire timer får de lov til at gå.

»Jeg følte mig heldig,« siger Chen Guang.

Tilbage i Folkets Store Hal sidder soldaterne og venter på besked om, hvornår de skal rykke ind på pladsen. De får besked på at putte ammunition i våbnene. Atmosfæren er nervøs. Der er stille. Men pludselig hører han skud. Det var nogle soldater på etagen ovenover, som kom til at affyre deres våben.

De venter i flere timer indtil de får besked på at gøre sig klar.

»Klokken 23 åbner de portene og kaos begynder,« siger Chen Guang.

De tusinder af soldater løber ud af Folkets Store Hal, ned ad trapperne, og stiller sig med front ud mod Tiananmen. Chen Guang sveder og hans arme ryster.

»På det tidspunkt vidste jeg, at nogle af studenterne derude var fra den samme hjemby som jeg kom fra,« siger Chen Guang.

»Vi var meget nervøse. Ingen talte med hinanden. Vi var bange for, at studenterne skulle dø, vi havde jo været i kontakt med nogle af dem tidligere, og vi følte, at kendte dem. Vores våben var ladte, og hvis vi kom til at skyde ved et uheld, kunne det dræbe nogle af demonstranterne,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne havde fået lov til at skyde, hvis nogen forsøgte at standse dem. Det ville ikke få retlige konsekvenser bagefter, fik de at vide.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne. Så hvad gør jeg, hvis de forsøger at stoppe mig,« tænker Chen Guang.

Ved midnat bliver lyset på pladsen slukket. Højtalerne hviner. Beijings borgmester, Chen Xitong, begynder at tale. Han siger, at det anti-revolutionære oprør skulle brydes op, og at studenterne skulle forlade pladsen eller selv svare for konsekvenserne.

Efter en halv time kommer lyset tilbage. Chen Guang kan se demonstranterne, der står og taler med hinanden udenfor teltene, eller begynder at gå ned mod monumentet midt på pladsen.

Chen Guang og hans gruppe bliver stående langs siden af pladsen. Pludselig er der skud. Overalt. Der er røg. Fra geværerne. Og fra telte som der ild i. To kampvogne kører ind på pladsen. Han kan se, hvordan specialenheder rykker frem fra den nordlige del af pladsen, og trænger demonstranterne længere ned. Soldaterne går fra telt til telt.

»Jeg tror, at de havde kontakt med nogle studenter. Men jeg kunne ikke se, om de skød, for jeg stod for langt væk, og jeg kunne ikke høre det, for der var skud overalt,« siger Chen Guang, der så andre soldater, som tævede studenter med stave.

Den aften rykkede 200.000 soldater ind i Beijing. Det var første gang siden 1949, at der var soldater i byen. Officielt blev cirka 250 personer dræbt, men uofficielle skøn går på flere tusinder. Langt de færreste af dem blev dræbt på selve pladsen. De fleste omkom i gaderne og på de store avenuer omkring Tiananmen.

Klokken tre om natten står Chen Guang på trapperne til Folkets Store Hal. Bag ham er førstesalen fyldt med sårede soldater. Der var blod overalt. En af dem havde mistet en arm, og lægerne stod rundt om ham.

Chen Guang går rundt langs pladsen, der nu er ryddet. Der går soldater rundt derinde, som er i gang med at hjælpe sårede demonstranter. Længere oppe går han forbi en militærbus, hvor andre soldater står og banker demonstranter. På Changan Avenue, der ligger mellem Den Forbudte By og Tiananmen, holder der afbrændte biler og lastbiler. Selv træerne var brændte.

»Jeg så ingen lig. Men jeg så folk, som var sårede. Og folk som lignede nogen, der var ved at dø,« siger Chen Guang.

»Nogle gange spørger jeg mig selv, om Tiananmen var en krigszone,« siger Chen Guang.

Klokken fire om morgenen har soldaterne samlet teltene sammen. De sætter ild til dem. Og til skraldet, der havde ligget overalt. Ved seks-tiden begynder det at regne. Kraftigt. De enorme bunker aske siver ud på pladsen.

Kort efter blev Chen Guang overført til den kinesiske hærs kunstskole.

»Jeg følte mig forvirret, og jeg ville ikke tale om det i to år. Jeg ville bare væk og et roligt sted hen,« siger Chen Guang.

Efter kunstskolen kom han ind på Chinese Academy of Fine Arts, som han forlod i midten af halvfemserne. Siden har han arbejdet som kunstmaler. Men det var først i 2004, at han lavede det første maleri om Tiananmen. Som han blev nødt til at opgive og lægge fra sig igen.

»Jeg kunne ikke, jeg var stadig forvirret,« siger Chen Guang. Der gik to år, før han kunne gå tilbage og arbejde på en serie. Flere af hans venner har bedt om at stoppe med malerierne. For de har ingen kommerciel værdi. Hvis kinesiske gallerier udstillede hans billeder, ville de bliver lukket med det samme, for episoden er stadig tabu i Kina. Og Chen Guang risikerer at komme i fængsel:

»Jeg er ligeglad. Om de accepterer det eller ej, de kan ikke stoppe det. Det her er en personlig ting, og det handler om min kunst« siger Chen Guang.

I dag har han atelier i sin lejligheden, der er i to etager. I to af rummene står der rækker af malerier langs væggene. Nogle af lærrederne er små. Andre et par meter høje. På nogle af dem er der studenter som råber, der er kampvogne i kolonner, bunker af skrald som ryger. På et af dem soldater, som går rundt på pladsen om morgenen. Med geværet over skulderen. Men hvad med ham selv? Skød han nogen?

»Jeg skød op i luften. Jeg forsikre dig om, at jeg ikke ramte nogen,« siger Chen Guang.

I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her på Kinablog. Her nedenunder er der en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til uroen på Tiananmen.

Officielt blev 300 personer dræbt. Andre skøn ligger på mellem 2.000-7.000 omkomne. Tusinder af sårede. Og mindst 2.500 anholdte.

15. april: Den tidligere generalsekretær i Kinas Kommunistparti, Hu Yaobang, dør af hjerteslag. Han var fortaler for demokrati, og forbillede for mange studenter. Protesterne begynder.

17. april: 700 studenter samles på Tiananmen pladsen.

22. april: Hu Yaobang begraves, og 30.000 studenter møder op på Tiananmen, og forlanger at tale med premierminister Li Peng.

24. april: Studenter boykotter undervisning på universiteterne.

27. april: Protestmarch fra universitet til Tiananmen.

4. maj: 20.000 studenter, der kom fra 56 universiteter i Beijing og andre dele af landet, mødes på Tiananmen.

5. maj: Partisekretær Zhao Ziyang giver udtryk for, at han vil mødes med studenterne. Den reformvenlige Zhao taber senere kampen til den hårde kerne i Kinas Kommunistparti.

13. maj: Studenter går i sultestrejke på pladsen.

16. maj: Sovjetunionens daværende præsident Mikhail S. Gorbatjovs besøg i Beijing giver stor bevågenhed fra verdenspressen.

17. maj: Cirka en million personer samles på pladsen foran Den Forbudte By.

18. maj: Premierminister Li Peng mødes ledere af forskellige studentergrupper.

19. maj: Zhao Ziyang forsøger forgæves at overtale studenterne til at forlade pladsen. Ved sin side står hans stabschef, Kinas nuværende premierminister Wen Jiabao, der overlever den efterfølgende politiske udrensning. Det er sidste gang, at Zhao ses i offentligheden.

20. maj: Li Peng erklærer undtagelsestilstand i Beijing. Zhao Ziyang fratages samtlige sine titler.

21. maj: Over en million mennesker trodser undtagelsestilstanden. Andre steder i byen forhindrer borgere militæret i at komme frem til pladsen.

23. maj: Millioner af borgere går i protestmarch og forlanger Li Pengs afgang.

25. maj: 100.000 arbejdere forlanger, at Li Peng træder tilbage.

26. maj: Zhao Ziyang sættes i husarrest.

30. maj: Studerende fra Beijings Central Arts Academy rejser en statue, der er modelleret efter den amerikanske Frihedsgudinde. Den lidt over 11 meter høje statue hedder Demokratiets Gudinde.

3. juni: Om aftenen begynder kampvogne og 200.000 soldater fra 12 hærenheder at rydde pladsen.

5. juni: Den ukendte »Tank Man« standser en kolonne på fire T59 kampvogne.

:: Foto fra 64memo

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her. Og en længere udgave her på Kinablog, hvor der også er en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne. Her nedenunder kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.

Grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, Mao Zedong, var død i 1976. To år senere begyndte hans efterfølger, Deng Xiaopeng, på økonomiske reformer, der åbnede Kina op for omverdenen. Hele samfundet var under forandring.

Se på 1987, hvor Kina fik ny regering. Da den skulle præsenteres holdt de noget så usædvanligt som en pressekonference for de internationale journalister. Men ikke nok med det. Lederne havde jakkesæt på. Ligesom i vesten. Det var første gang i årtier, at kinesiske ledere viste sig offentligt, uden at have den traditionelle Mao-jakke på. Da de udenlandske journalister spurgte om det, tog landets mest magtfulde mand, generalsekretæren for Kinas Kommunistparti Zhao Ziyang, og åbnede sin jakke, hvor han grinende viste et mærke, som der stod »Made in China« på.

Kina blev ramt af en kulturel feber i 1980erne, hvor de intellektuelle og unge i byerne ikke kunne få nok af film, kunst, musik og litteratur fra vesten. Her forsøgte de at finde svaret på firsernes to store spørgsmål – hvad vil det sige at være kineser, og hvor er Kina på vej hen. For millioner af kinesere var frustrerede over kommunismen og staten. De begyndte at udtrykke sig med skuespil, digte, rockmusik, malerier, film og tegneserier. Som regeringen slog ned på med censur. Det var ikke spørgsmål, som Kinas Kommunistparti havde lyst til at svare på.

For partiet var i vanskeligheder. Efter Mao’s død var det tydeligt, at den kinesiske stat var svag. Det var ikke en institution, der kunne drive bureaukratiet, centralregeringen og provinserne fremad i samme retning. Det handlede om vennetjenester, skjulte forbindelser, forhandlinger og fløjkrige.

Og ikke mindst korruption. De økonomiske reformer havde fået den til at vokse eksplosivt. I 1986 var frustrationen så voldsom, at unge og intellektuelle trodsede regeringens forbud og utallige demonstrationer brød ud. Kravet var politiske reformer, der kunne bringe åbenhed til de økonomiske reformer.

Regeringen slog ned på demonstranterne, og kaldte dem for illoyale over for partiet. Men det fik også mange af de gamle og mest konservative kommunister til i slutningen af firserne at træde tilbage. Forskellene mellem rig og fattig fortsatte dog med at vokse. Korruptionen var der stadig. Og de nye ledere lyttede ikke til kravet om mere åbenhed.

Frustrationen voksede så meget, at der brød nye demonstrationer ud i 1989, da den reformvenlige Hu Yaobang døde. I midten af maj kulminerede det med en million mennesker på Tiananmen pladsen. Studenter, arbejdere og helt almindelige borgere. Og der var optakten.

Du kan læse flere artikler om demonstrationerne på Tiananmen her på Kinablog.

:: Wham var den første vestlige gruppe, der gav koncert i Kina

De kinesiske tegn skal have færre streger. De skal være nemmere at skrive. Og det har givet debat.

En kommision er gået de 3.500 mest brugte tegn igennem. Og de har været grundige. Efter otte års arbejde og konsultationer hos inden- og udenlandske eksperter har de fundet 44 tegn, som de vil simplificere ved nænsomt at sløjfe en streg hist eller her.

Det er de tegn, som du kan se på billedet herover, der er fra Baidu.

44 tegn er jo ikke mange, men kommissionen har spurgt offentligheden, hvad de synes om reformen, og Folket er ikke glade, som AFP skriver i denne artikel, hvor den første kommentar er oversat fra et forum på Sina:

“We should respect them and protect them, not change them on a whim.”

Liu Jingbo, a calligraphy professional who regularly organises exhibitions in Beijing, said the changes would not go against the nation’s history.

“Chinese characters come from ancient history, but it is possible to reform them, respecting certain rules, if it helps to make life easier for people,” he said.

Du kan læse mere på Sina og på Zhidao Baidu (på kinesisk). På Tianya er der også en tråd.

Der har været meget kritik af Kinas rolle i Afrika. For eksempel her, her, her og her.

Men Afrika har brug for Kina. Det mener Rwandas præsident, Paul Kagame, der i mandags forsvarerde kinesernes investeringer i det fattige kontinent, som AFP skriver her:

“The Chinese bring what Africa needs: investment and money for governments and companies. China is investing in infrastructure and building roads,” said Kagame in an interview with German daily Handelsblatt to appear on Monday.

China Quarterly – det videnskabelige magasin, der vel er sinologiens svar på Louis Roederer champagne – er netop kommet i et særnummer, der har tema om Kinas indflydelse i Afrika.

To af artiklerne kan downloades gratis indtil den 30. oktober.

Det er “Fuelling the Dragon: China’s Rise and Its Energy and Resources Extraction in Africa”, som er skrevet af Wenran Jiang.

Dernæst Daniel Large’s artikel, der hedder “China’s Sudan Engagement: Changing Northern and Southern Political Trajectories in Peace and War.”

Og nu vi taler om Afrika, så vil jeg lige minde om foto-bogen “La Chinafrique,” der helt konkret og nede på jorden viser billeder af kineserne i Afrika.

Du kan læse en anmeldelse af den her på engelsk, her på fransk og her på kinesisk og engelsk, hvor der også er et godt udpluk af billeder fra bogen.

• The New Yorker har et interview med Geremie R. Barmé, der forklarer, hvorfor Kina holder militærparader. Han kommer også ind på paradernes historie helt tilbage til Qing dynastiet, og fortæller om valget af slogans og propaganda i dag.

• I China Heritage Quarterly har Geremie R. Barmé og Sang Ye også skrevet udførligt om hver af paraderne siden 1949.

• The China Beat har ti gode links om jubilæet. Blandt til en artikel som punkterer myten om, at Mao Zedong skulle have sagt de berømte ord “中国人民站起来了!” (“The Chinese people have stood up!”).

• Hvis Kinas voldsomme og hurtige økonomiske vækst fortsætter, kan det give politisk ustabilitet og uro, skriver Daniel Lynch i Far Eastern Economic Review.

• Boston Globe har samlet en bunke seværdige billeder fra prøverne til paraden.

Kineserne er vilde med tal. Og traditionelt set repræsenterer 60 en fuld cirkel. En hel cyklus. Men for Kinas Kommunistparti (KKP) er det mere end blot et jubilæum og en rund fødselsdag.

Det er årets største politiske begivenhed, som partiet har brugt til at fortælle kineserne om de fremskridt, som partiet har stået for i de seneste seks årtier. En begivenhed som skal fortælle befolkningen hvorfor det netop er KKP, der er ved magten.

For KKP er garanten for udvikling og økonomisk fremskridt. Det er deres legitimitet. Det handler ikke længere om kommunistisk ideolog. Den er blevet skubbet i baggrunden.

Som sagt er det mere end blot en 60 års fødselsdag. Jubilæet skal vise befolkningen, at partiet stadig har greb om magten. Derfor militærparaden.

Militærparader skal ifølge kinesisk doktrin virke som en advarsel til Kinas fjender. For det første de udenlandske. Som skal afskrækkes fra at angribe og anfægte kinesisk suverænitet. For det andet de indenlandske. En advarsel til de “Tre Onde” (三股恶势力) som er terrorisme, seperatisme og ekstremisme.

KKP har brugt måneder på at undgå enhver form for politisk modstand og optøjer på årets mest politisk følsomme dag.

Især med de seneste ugers mange miljø-protester. Og de mange andre større protester og demonstrationer, der er blevet hverdag i Kina. Men især på grund af urolighederne i Xinjiang og de tibetanske områder.

KKP har brugt jubilæet til at vise, at Kina og de 55 mindretal står sammen. Derfor talte kommentatorerne på CCTV om mindretallene, der glade og hånd i hånd dansede sammen.

Jubilæet har sat store politiske fodaftryk over hele samfundet i de seneste måneder.

Siden august har politiet i Beijing arresteret 6.500 personer, som de selv kalder for kriminelle.

Censuren er blevet strammet i medierne. Og på internettet. Med Grønne Dæmning og det nye Blue Shield. Blokering af alt fra Youtube til Twitter. (Og ikke mindst Kinablog.dk.)

Der er blevet slået ned på menneskerets-aktivister. Som for eksempel Xie Changfa, der i begyndelsen af september blev dømt til 13 års fængsel for i følge anklagerne at planlægge den første nationale kongres for China Democratic Party.

Kritiske advokater har fået lukket munden. Som for eksempel advokatkontoret Gongmeng, der har været kendt for at tage politisk følsomme sager. Som for eksempel at repræsentere forældrene til de børn, der døde under sidste års mælkeskandale.

Yirenping er også blevet lukket. Et center der oplyste om sygdomme og sundhed og som advokerede mod diskriminering af for eksempel personer med Hepatitis B.

Flere retssager er også blevet forsinkede. For eksempel Tan Zuoren’s. Han har blandt andet forsøgt at hjælpe forældrene til de børn, der omkom under sidste års jordskælv.

Hvad kommer der så til at ske nu? Blandt andet på grund af sidste års OL og det store jubilæum i år har den kinesiske regering taget sin diktatoriske jernhandske på. Spørgsmålet er så, om den kommer af igen.

:: Billedet er fra Xinhua

Præsident Hu Jintao havde smidt jakkesættet og fundet den traditionelle Zhongshan-jakke frem, da han i dag skulle inspicere soldaterne før den store parade, som du kan se på billedet herover.

Jakken (中山装) er i øvrigt opkaldt efter Sun Zhongshan, men det er alt for kompliceret for os vesterlændinge, der stort set ikke kender andre politiske figurer end ham der Mao Zedong. Så i vesten kaldes den for en Mao-jakke.

Et andet af de nationale parade-klenodier, der var blevet pudset af til lejligheden, var limousinen Hongqi (红旗), der blev designet efter sovjetisk forbillede i 1958.

Hongqi betyder Rødt Flag, og den produceres af FAW (中国第一汽车集团), som er en forkortelse for First Automobile Works.

Xinhua har en længere artikel om den på kinesisk, inklusiv friske billeder af Hu Jintaos overkrop, som stikker ud af soltaget, og du kan læse om den på Wikipedia på engelsk.

Du kan se klip fra dagens parade på ku6.com. Her kan du også se video fra de tidligere parader, der begyndte i 1949. Den er der dog ikke levende billeder fra, men det er der fra året efter i 1950. Og det er faktisk lidt morsomt – sådan på den nørdede måde – at se forskellene fra dengang og nu. Og lighederne, for den sags skyld også.

Ved dagens parade begyndte Hu Jintao, den øverstbefalende for tropperne, med at inspicere soldaterne, mens han stod i sin Hongqi og råbte en af to ting.

Enten »同志们好!« Hvortil de hundreder af soldater råber i kor »首长好!«

Det kan oversættes til dansk som en hilsen »Kammerater!« og svaret »Øverstbefalende!«

Eller han råbte »同志们辛苦了!« Hvortil de svarer »为人民服务!«

Altså, »Kammerater, i har arbejdet hårdt!« Og soldaterne råber »At tjene folket!«

Paraden i 1984 begyndte på samme måde, som du kan se i denne video.

Hvis du ikke kan få nok parade-billeder, så har Xinhua flere billedserier fra de andre parader. Og masser af video på Baidu.