Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

Nogle rejsende er gode til at klare jetlag. Det er jeg ikke. En tommelfingerregel siger, at man skal bruge en dag, for hver tidszone man krydser, for at kroppen kan finde sin rytme igen. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Kina, og derfor burde det altså ikke tage mere end syv dage, men det kan tage længere tid, hvis man ikke kommer ind i rytmen med det samme.

Og det gjorde jeg ikke, da jeg i sidste uge kom hjem til Beijing efter en tur til Europa. Efter tre timers søvn fandt jeg ud af, at mine overboere i mellemtiden havde beriget deres husstand med en hundehvalp, der begyndte at bjæffe klokken et om natten. Uden at familien dog gjorde noget ved det. Hvilket efter et par minutter fik mig til at smelte sammen og hyle skældsord – det kinesiske sprog kan være uhyre rigt og varieret – der involverede både heste, mudder og forskellige dele af den menneskelige anatomi. Det ville helt sikkert have imponeret Kaptajn Haddock, men den lille hund anerkendte ikke for alvor mit kreative ordvalg, selvom det fik nogen deroppe til at give den noget vand, så den dæmpede sig efter mindre end en halv time.

Mine overboere er ikke de eneste, der er kommet på den fantastiske ide at få hund. Det har begge mine naboer også. Og i det boligkompleks, som jeg bor i, er der kommet stadigt flere hunde gennem de seneste år. For kæledyr – og især små hunde – er i takt med urbaniseringen og den voksende middelklasse kommet på mode i især de kinesiske byer, hvor de rige også flasher de små hunde som statussymboler.

Der er ingen pålidelige statistikker for, hvor mange kæledyr og hunde kineserne køber. Men alene markedet for dyrefoder ligger ifølge nogle skøn på over 40 milliarder kroner. Og det vokser. Det gør industrien omkring dyrene også. For nyligt gik jeg forbi en mand ved indgangsdøren til vores højhus, hvor han stod og var ved at give sin hund sko på. Et møjsommeligt job i – på det tidspunkt – cirka 30 graders varme.

Nu er det blevet køligere i vejret, men jeg har allerede set et par hunde, der også har fået overfrakke og hat på. Selvom det stadig er omkring 15 grader i Beijing. Ganske unødvendigt. Det er det også i selv en koldere provins som den nordlige Heilongjiang, hvor en indehaver af en dyreforretning i sidste uge fortalte en lokal tv-station, hvordan byboerne bruger stadig flere penge på tøj, sko og hatte til hundene. Og hvor en ekspert også forsøgte at forklare, at det netop er unødvendigt for dyrene.

Men det stopper ikke her. På Taobao, der er Kinas svar på eBay, kan man købe et varmetæppe, som hunden eller katten kan ligge på. For eksempel et rødt et af slagsen med hvide prikker og bamser. Hvis det ikke er godt nok, så kan man også købe en lille himmelseng til cirka 250 kroner. Skulle man nu tage dyret udenfor – for eksempel for at tage til den hundefotograf i Wuchang i Hubei-provinsen, der ifølge en artikel på Soho kan lave et fotoalbum for cirka 2.500 kroner – så kan man også give det en lyserød ansigtsmaske til cirka ti kroner. Men det er selvfølgelig synd sådan at slæbe dyret ud i verden, så den gode hundeejer bør overveje at investere de lidt over 2.300 kroner i en Huahang HHC-220, som er et løbebånd for hunde.

Så måske bliver det lyden af en hund på et løbebånd, der vækker mig næste gang.

:: Læs i øvrigt også min artikel om »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« og dyrevelfærd i Kina.

Min kinesiske ven ryster på hovedet og griner.

»Jeg gik ned for at købe salt, fordi jeg skulle lave mad, men der var ingen butikker – overhovedet – som havde mere tilbage,« sagde hun og slog ud med armene.

Det begyndte i ugen efter jordskælvet i Japan. Der hvor problemerne på atomkraftværket Fukushima Daiichi for alvorlig blev tydelige, og hvor man også i Kina var bange for, at radioaktive skyer skulle sive ind over landet.

Hvad hjælper så mod radioaktivitet, spurgte bekymrede kinesere sig selv om. Svaret? Salt. For der er jod i salt. Ergo hjælper salt mod radioaktivitet.

Rygterne begyndte på internettet. Og de eksploderede. Ugen efter jordskælvet var supermarkeder, lagre og butikker i flere byer tømt for salt. På internettet kunne man se billeder fra butikker, hvor kunder står presset sammen i klumper og med viftende arme kæmper om at få fat i poser med bordsalt. I fjernsynet var der indslag med panikslagne folk, som fortæller, at der ikke er mere salt. Den nationale sammenslutning af saltproducenter forsikrede dog forbrugerne om, at de havde lagre til mindst et par måneder mere, men at distributionen ikke kunne følge med efterspørgslen.

Men vent. Der er jo også salt i sojasauce. Måske kunne det hjælpe mod radioaktivitet? Svaret var ifølge mange kinesere »ja«, og derfor begyndte de også at hamstre sojasauce og andre fødevarer med salt.

En af mine venner har som så mange andre herovre en »ayi.« Det betyder egentlig »tante,« men det bruges også om for eksempel private rengøringsdamer og babysittere, og ofte er det en pensioneret kvinde. Min vens ayi er i 60erne. Sød dame.

Hun havde kun fået fat i 20 – tyve – kilo. Hun ville købe mere. Og hun tiggede ham, om han ikke nok ville sælge de to kilo, han havde i køkkenet. Rationelle formaninger hjalp ikke. Tænk på min familie, sagde hun, mens øjnene blev stadigt mere våde. Hun fik et kilo og var glad.

Hun fik det endda gratis, hvilket hun var lykkelig over. For priserne på salt steg enormt. Nogle steder steg det fra nogle få kroner for et enkelt kilo og helt op til omkring 30 kroner. Folk begyndte at sælge det på auktioner på internettet. For eksempel på det populære taobao.com, hvor man på et tidspunkt fik en gratis pose salt som gave, hvis man købte et par sko.

En anden grund til kinesernes panik var, at de frygtede radioaktivitet i havet omkring Kina. Men det er kun 20 procent af den kinesiske salt, som kommer fra havvand.

Det – og at salt er ubrugeligt over får stråling – forsøgte myndighederne at fortælle til befolkningen. Vær »rationelle, køb kun rimelige mængder« lød budskabet. Men folk har så udbredt skepsis over for myndighederne, at man troede mere på rygterne og ignorerede dem i flere dag.

Efter et stykke tid begyndte budskabet dog at synke ind. Og så gik det den anden vej. Nu var medierne fulde af billeder med arrige folk, der skyllede tilbage til butikkerne og krævede pengene retur. Den gik ikke.

I dag er panikken væk. Der er igen salt på butikshylderne, og alt er ved det gamle. Undtagen en ting. Rundt om i de kinesiske køkkener, står der rigtig, rigtig, rigtig meget salt.

:: Billedet øverst er fra denne artikel. Og tegningerne fra denne side og denne. Der er også fotos her og her.

Det kan man ikke i London. Hverken danske raketter eller kinesisk knaldværk. Men mærkeligt nok har englænderne taget en anden kinesisk tradition til sig. Nytårsaften – altså den vestlige af slagsen – fejrede jeg så nogenlunde på toppen af Primus Hill i det centrale London, hvor folk sendte flyvende lanterner ud over byen. Eller kongming (孔明灯), som de hedder på kinesisk.

De er lavet af rispapir, hvor der sidder et levende lys nedenunder, som varmer luften op og derfor får lanternen til at svæve.

Det er normalt ikke noget, som kinesernes bruger til deres nytår. Det bliver derimod brugt til Månefestivalen eller Lanternefestivalen. Og her giver det hvert år problemer, som jeg har skrevet om tidligere på Kinablog. For eksempel for de kinesiske lufthavne, når lanternerne driver ind og lægger sig på landingsbanerne.

Det giver også problemer for englænderne. For de har nu fundet ud af, at det ikke nødvendigvis er helt enormt smart at sende levende flammer, brandbar olie og rispapir ind over en by med over syv millioner mennesker. Det er nu ikke kun London, der har problemet. Lanternerne er i de senere år blevet stadig mere populære over hele landet og til alle mulige lejligheder. Derfor vil flere organisationer nu have dem forbudt, som Guardian skrev forleden.

Farmers say cows suffer stomach damage from eating the wire of fallen lanterns. Crops are also at risk; last summer in Oxfordshire, a blaze from a lantern destroyed 2.5 hectares of barley. Litter is also a problem, said the NFU: “The people releasing lanterns wouldn’t dream of dumping rubbish, but that’s what is happening.”

The Maritime and Coastguard Agency says coastguards and lifeboats are sent out needlessly. In 2010 the agency recorded 1,500 flare incidents, of which 500 were believed to be false alarms caused by lanterns, while the CAA says they also pose danger to landing aircraft.

The Women’s Food and Farming Union has submitted a report to an EU committee on product safety. Its president, Helen Bower, said: “We hope people see sense and they are banned. We don’t want to be spoilsports, but this is not a British tradition and it’s a safety issue.”

Nigel Deasy, station manager for the Dorset and Somerset Fire and Rescue Service, which has seen a sharp increase in lantern-related fires in the past year, said: “Although they may look very pretty, we are dealing with dangerous materials – fire and hot oil – and they need to be treated with caution.”

:: Foto fra Wikipedia – dog af thailandske lanterner

Dagbladet Æble har gjort det igen. Denne gang har de lavet en journalistisk tegnefilm om Liu Xiaobo, der på fredag får Nobels Fredspris i Oslo.

Pingguo Ribao (蘋果日報) ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver endog meget kulørte og saftige tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan.

Nextmedia fik en del omtale i Danmark, da de lavede en af deres animerede kortfilm om overfaldet på tegnere Kurt Westergaard. Den kan du se på Youtube. Jeg har tidligere skrevet om dem i Berlingske og her på Kinablog.

Nu er det så Liu Xiaobo, som de har lavet en tegnefilm om. Og endnu en gang er der ikke lagt fingre imellem. For eksempel når de viser Liu Xiaobo på Tiananmen i 1989, hvor han var med til demonstrationerne.

Er det journalistik eller fri fantasi? Den mest præcise defintion er nok, at det er “based on a true story.” Men den form for grafisk journalistik er kommet for at blive. Og vi journalister kan bestemt lære af den nye fortælleform. Men spørgsmålet er, hvordan man bruger den form for tegnefilm på en etisk og journalistisk forsvarlig måde.

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.

Nextmedia har gjort det igen. Det er tabloidavisen fra Taiwan, der også lavede en af deres journalistiske tegnefilm om overfaldet på den danske tegner Kurt Westergaard. Det har jeg skrevet om her.

Nu er turen så kommet til den amerikanske præsident Barack Obama og hans kinesiske kollega Hu Jintao. Under G20 mødet i Sydkorea var valutakursen mellem yuan og dollar et af de helt store emner, og det har Nextmedia ladet de to præsidenter rappe om i “US-Sino currency rap battle.”

Det er ikke første gang, at Ai Weiwei har arbejdet med solsikkefrø. Ikke den rigtige slags, som kineserne bruger som en snack. Men sin egen slags lavet i keramik. Jeg tog billedet ovenover i hans atelier for et par år siden, hvor to af hans utallige kattekillinger rendte rundt og legede i bunken af en million håndmalede frø.

Dengang brugte han det som en visualisering af, hvor mange biler der var i Beijing.

Nu har den kinesiske kunstner lige åbnet sin udstilling i Turbinehallen på Tate Modern i London. Det ser imponerende ud. Hele gulvet er fyldt med 100 millioner solsikkefrø, der er lavet i porcelæn og håndmalet af 1.600 keramikere fra byen Jingdezhen.

Dem kan man gå rundt på eller sidde og lege i, som man kan se på dette billede i Guardians reportage fra åbningen i går, hvor en lille pige har taget skoene af og sidder i det tykke lag af grå frø.

Men hvad hvis man spiser et af frøene? Eller får lyst til at tage et med hjem? Som Ai Weiwei selv siger:

What if the temptation to put one of these lovingly made objects in your pocket becomes too great? Smiling, he said: “They might also want to eat one, and that would be a safety issue for the museum.” He added: “If I was in the audience I would definitely want to take a seed. But for the museum, it is a total work, and taking a seed would affect the work. Institutions have their own policies. But I know I would want to take a seed.”

A spokeswoman for the museum confirmed that they would be “encouraging people not to” depart with a souvenir. After the installation at Tate Modern is closed (it is on show from tomorrow until 2 May) the seeds, which weigh 150 tons, will be shipped back to Ai’s studio in Beijing, where he will think about using them for another project.

Guardian har også anmeldt værket og Adrian Searle er begejstret.

Jeg har i øvrigt skrevet om Ai Weiwei flere gange tidligere.

I sidste uge skrev jeg, at der snart ville falde dom i sagen mod Ma Yaohai. Det er den 53-årige professor, der organiserede konebytteri og gruppesex. Eller på nudansk, swingerfester.

Jeg nåede så ikke at få skrevet her på bloggen om dommen, der faldt i torsdags i sidste uge. Men du kan læse min artikel på Berlingske, hvor hans advokat fortæller, at de vil anke dommen.

Her er en opsamling over, hvad andre skrev:

What happens in Vegas Nanjing, bliver ikke i Nanjing, skriver Wall Street Journals kinablog.

Hvad er kinesernes holdning til sex, spørger Times.

Det er uretfærdigt, siger Li Yinhe, en af Kinas mest berømte sexologer, til nyhedsbureauet AP.

Li skriver også om gruppesex og kulturrevolutionen i denne artikel, som Danwei har oversat.

Og generelt om sex i Kina, så sælger Amazon bogen “Sex and Sexuality in China” af Elaine Jeffreys, der også har skrevet “China, Sex and Prostitution.”

Torsdag falder der dom i sagen om swinger-klubben, der har givet debat om sex og moral i Kina. Det skriver AP. For nogle uger siden skrev jeg om sagen i Berlingske, og du kan læse en version af artiklen her:

Ma Yaohai bor i Nanjing, han er 53 år gammel og professor på et af byens universiteter. I 2007 åbnede han et chatrum på internettet, og i begyndelsen var der blot skriverier om ægteskabelige problemer. Men efter et stykke tid blev forummet brugt til at organisere gruppesex. Inden det blev lukket var der tæt på 200 medlemmer, som koordinerede partnerbytter og swinging-fester.

Ma Yaohai står nu anklaget i retten i Nanjing sammen med 21 andre personer. De risikerer alle op mod fem års fængsel for gruppesex, som der har stået i blandt andet avisen, Jiancha Ribao, der kan oversættes til Prokurator Tidende.

»Jeg har ikke gjort noget forkert. Der var ingen som tvang os til det. Hvorfor skal hele Kina lange ud efter mig,« er han citeret for at sige i avisen.

Kritikerne siger, at det er usundt og kan skade både moral og den sociale stabilitet. Men det er bestemt ikke alle, der er sure på Ma Yaohai. For kan det virkelig passe, at staten skal helt ind og holde øje med, hvad der sker i soveværelset? Nej, mener mange. Også juridiske eksperter, som siger, at loven er aldeles utidssvarende.

Kineserne taler lige nu også om en anden sag. Men der er derimod ikke mange, som har sympati med den liderlige embedsmand fra Anqing, der ligger i Anhui provinsen.

Det hele begyndte, da hans hustru i sidste måned fandt sin 47-årige mands dagbog. Han skrev i den første gang i 2003, og der manglede ikke detaljer.

»I år vil jeg have sex med 56 kvinder. Mindst to af dem skal ikke være prostituerede,« skrev han på den første side. Samtidig havde han et mål om, at han også skulle have to elskerinder med »respektabel« baggrund.

Han praler senere med, at han har været sammen med 500 kvinder. Det er stadig ikke nok. Han kommer derfor med et nytårsforsæt, hvor han sætter målet til 600-800 kvinder, som der har stået i flere kinesiske medier.

Men det var dyrt. Han tjente kun 1.600 yuan – cirka 1.300 kroner – om måneden. Han regnede ud, at han skulle bruge mindst 8.000 yuan for at kunne betale for sine kvinder.

»Han arbejdede hårdt i otte timer om dagen for at lede efter bestikkelser, og otte timer for at lede efter sex,« som en af efterforskerne har sagt til avisen Xian Wanbao, der kan oversættes til Xian Aftentidende.

Han mødte kvinderne på blandt andet KTV-barer – det er karaokebarer, som er notorisk kendte for prostitution – og han havde endda et privat hotelværelse, hvor han også havde hemmelige kameraer.

Samtidig skrev han også ud for hver af kvinderne, hvad de havde kostet. Det stod i dagbogen, som han førte på sin computer, hvor hans hustru fandt den.

Det usædvanlige er ikke, at han havde elskerinder. Men det enorme antal. Det er helt normalt, at embedsmænd og kontorarbejdere har en elskerinde. Det er der flere ord for på kinesisk. Blandt andet »er nai.« Hustru nummer to. Eller »xiao san.« Den lille nummer tre.

Det er så udbredt, at selv præsident Hu Jintao har advaret mod det.

»Ledende kadrer på alle niveauer skal opretholde høj moral og være forsigtige over for magtens fristelser, penge og kvinder,« sagde han tidligere på ugen. Det var som afslutningen på en 18 måneder lang oplysningskampagne til de 75 millioner medlemmer af Kinas Kommunistparti.

Det bliver nok ikke den sidste kampagne.

:: Grafik fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua

Er det en klat tandpasta? Et dansende kondom? Eller ler-figuren Gumby, der var en amerikansk tv-serie, som begyndte i 1950erne?

Nej. Det er Haibao (海宝). Den er maskot for Verdensudstillingen i Shanghai, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Den officielle forklaring er, at den blå figur er inspireret af det kinesiske tegn »ren«, der betyder folk eller person. Det ser sådan her ud 人 og det kan du også finde her.

Men det er noget af det sidste, som folk her i Kina har gættet på, hvor Haibao er blevet groft latterliggjort, siden afsløringen i 2007.

»Hvad er meningen? Hvorfor skal den ligne et kondom?,« som en bruger skrev på et diskussionsforum på internettet.

»Jeg troede først, at det var en reklame for mundhygiejne,« skrev en anden. De fleste ser det dog nok som en kopi af Gumby. Og det kan man jo godt forstå.

Lostlaowai har en god artikel om Haibao og stereotyper. Shanghaiist har bunker af artikler her.

I øvrigt er Haibao ikke det eneste, som Expo 2010 har kopieret. Den officielle sang er også kommet i vanskeligheder.

Den blev afsløret i slutningen af marts. Det skete med en stor gallaforestilling i det centrale Shanghai med masser af kendte. Og masser af medier, som kunne fortælle om den nye, officielle sang for Verdensudstillingen.

Det vil sige, siden i tirsdags har arrangørerne og regeringen i Shanghai forsøgt at forklare de samme medier, at det alligevel ikke er den officielle sang. Man har godt nok også brugt millioner af kroner på at lave en musikvideo med nogle af de største kinesiske stjerner, men det var alt sammen blot for at markere, at der kun var 30 dage til Verdensudstillingen begyndte.

Sagen er, at de kinesiske internetbrugere har afsløret, at sangen er en kopi af et japansk hit fra 1997. Ikke at de er specielt svære at finde, men hvis du læser kinesisk, så er der debatter for eksempel her på Tianya og QQ.

Du kan læse om det her på Chinasmack, der har oversat nogle af kommentarerne fra internettet. Du kan også se musikvideoen til den sødmefyldte sang og høre den japanske original.

I øvrigt vil jeg anbefale en artikel af min gode kollega fra Guardian, der netop har været i Shanghai og lavet denne reportage om “den største og dyreste” fest som du nogensinde er blevet inviteret til, men som du aldrig har hørt om.

Det kan man se her på ESWN, der har oversat teksten til denne billedserie, som er fra Nanfang Dushibao. Her er to eksempler på de typer, som kvinden nedenunder har at vælge imellem.

En vulgær lille mand med tyk vom, som holder en ølflaske og BBQ sticks.

En lærd bogorm.

Det er første gang, at jeg møder ham i virkeligheden. Han ligner en tegneseriefigur. Det er han egentlig også.

I onsdags skrev jeg i Berlingske en kort klumme om Guy Delisle, der holdt foredrag under Bookworms litteraturfestival her i byen. Her får du en lidt længere udgave af artiklen.

Guy Delisle er 44 år og tegner. Han er er fra Canada og en Québécois, men bor i dag i Montpellier i Frankrig. Han har skrevet og tegnet tre grafiske noveller – det var det, som i gamle dage også blev kaldt for tegneserier – om Kina, Nordkorea og Myanmar.

Det er lang tid siden, at jeg første gang sugede bøgerne i mig. Men de selvbiografiske noveller er stadig glimrende læsning. Uanset om man er interesseret i de tre lande eller ej. De bliver måske bedre, hvis man har prøvet at føle sig udenfor og været lost in translation et sted i Asien. Med selvironi, stor humor og nysgerrighed går han rundt i de anderledes kulturer, som han undrende viser frem for læseren med sine markante sort-hvide tegninger.

Det er netop hans styrke, for »jeg er ikke journalist, så jeg behøver ikke at komme med et svar eller en forklaring på det, jeg ser, jeg kan bare vise det,« siger Guy Delisle. Så man slipper for de dårlige forklaringer, men får istedet en god betragter.

Den første af bøgerne hedder »Shenzhen« og er fra 2000. Her boede Guy Delisle i tre måneder i 1997, hvor han holdt øje med produktionen på en kinesisk tegnestue. Det belgiske produktionsselskab Dupuis – det er dem med blandt andet makkerparret Splint og Kvik – havde udliciteret en del af deres opgaver til kinesiske tegnere. Guy Delisle skulle holde øje med produktionen.

Han er en god betragter. God til at undre sig. Han viser sin ensomhed, de kedsommelige hotelværelser, uhumske toiletbesøg, skræmmende tandlæger og uforståelige middage. »Shenzhen« er morsom. Det er dog den svageste af de tre bøger, synes jeg. Men det var her, at han fandt formen.

Den kan man se i den mere helstøbte »Pyongyang« fra 2003. Han boede i den nordkoreanske hovedstad i to måneder, hvor han også arbejdede for et fransk tegneseriestudie, der havde udliciteret opgaver til et nordkoreansk studie.

Da han ankommer til lufthavnen i Pyongyang får han en buket blomster. Velkommen. Men de er alligevel ikke til ham, viser det sig. Inden han bliver kørt til hotellet stopper bilen ved et mindesmærke for lederen Kim Il-Sung. Hvor han skal lægge buketten for at vise sin respekt for Nordkoreas grundlægger.

Igen er han blot en mand, der går rundt og undrer sig. Og det er ofte både gribende og enormt morsomt. Og desværre umuligt at forklare, for humoren lever i tegningerne.

Det gør de også i »Burma Chronicles,« der er fra 2007. Igen med et minimum af dialog og få, godt udvalgte historiske fakta. Han er i Burma (Myanmar) med sin hustru, der arbejder for Médecins Sans Frontières (MSF), og opgaven er denne gang at være hjemmegående illustrator, der først og fremmest skal passe den nyfødte Albert.

Næste gang er det nu ikke Asien, som Guy Delisle tegner. Hans hustru arbejder stadig for MSF, og de er netop vendt hjem fra et år i Jerusalem.

Guy Delisle forklarer, hvordan markedet har ændret sig sig »Shenzhen« udkom i 2000. Det første år solgte den kun et par tusind eksemplarer, for der var ikke noget marked for grafiske noveller. Slet ikke i det lille format, som bogen udkom i. Og kun i sort-hvid og uden farver? Det var ren undergrund. Men:

»Det første år som »Burma« udkom solgte den 40.000,« siger Guy Delisle. For i dag er der et marked. Især i Frankrig hvor salget af grafiske noveller ifølge Guy er steget med lidt over seks procent om året.

Klik ind på hans hjemmeside, hvor du også kan se enkelte eksempler på hans tegninger.

Nogle gange virker Youku ikke i Danmark, men så prøv Tudou eller her på QQ.

Fremragende reklame for dansk bacon. Videoen viser først den version, der blev lavet til det engelske marked. Dernæst kommer den kinesiske udgave.

I den kinesiske får man lov til at høre sangeren Xuecun (雪村), der synger “Folk fra Nordøstkina (Manchuriet) lever som Lei Feng” (东北人都是活雷锋).

Sang bliver dog næppe et hit i Danmark. Døm selv.

Men først lidt baggrund. Lei Feng var kort sagt en soldat i Folkets Befrielseshær, der døde i 1962. Men med sin uselviske og beskedne opførsel har han i årtier været et eksempel til efterfølgelse. En rigtig martyr og helt. Opfør dig som Lei Feng, som kineserne har fået at vide i årtier. Læs introduktion på Wikipedia.

Sangen kan også være et godt eksempel på, hvordan det nogle gange kan være hysterisk svært at oversætte kinesisk og de kulturelle og historiske koder i sproget til noget meningsfyldt dansk, der ikke lyder som en dialog i Casper og Mandrilaftalen.

Her er teksten til sangen. Det er en hurtig oversættelse, så beklager fejl og misforståelser, men jeg er ikke nogen Lei Feng til kinesisk.

Hr. Zhang kørte til Manchuriet
var i en trafikulykke
den skyldige bilist opførte sig som en skurk
han undslap
men takket være en indfødt manchur
blev han sendt på hospitalet og fik fem sting
han kom sig

(Og her begynder teksten i videoen)

Hr. Zhang inviterede ham ud at spise
hvis han drak for lidt, ville det være uhøfligt
han sagde
Her er vi alle manchurer
vi har vores specialiteter som Koreansk ginseng
vi spiser 猪肉吨粉条 (svinekød med nudler lavet på mel af søde kartofler)
vi opfører os som Lei Feng
vi har ikke den slags personer
hvordan kunne du ikke hjælpe ham efter biluheldet
vi har sjældne svampe i bjergene
Denne bilist var ikke manchur

Cuihuar, tag de syltede grøntsager!

老张开车去东北 撞了
肇事司机刷流氓 跑了
多亏一个东北人
送到医院缝五针 好了

老张请他吃顿饭
喝了少了他不干 他说
俺们这儿嘎都是东北人
俺们这儿嘎特产高丽参
俺们这儿嘎猪肉吨粉条
俺们这儿嘎都是活雷锋
俺们这儿嘎没有那种人
撞了车了哪能不救人
俺们这儿嘎山上有珍蘑
那个人他不是东北人

翠花上酸菜

Viceborgmesteren i Zhuzhou – der er en mindre sydkinesisk by med kun 3,6 millioner indbyggere – jagtede lørdag morgen en spyttende bilist gennem byens gader, som der står i denne artikel fra 湖南省新闻.

Viceborgmesteren var gået hen til bilisten og havde bedt ham om at stoppe med at spytte betel blade ud af sideruden. Manden nægtede. Hvad rager det dig, lød svaret.

Resultatet blev en biljagt, hvor politiet endte med at stoppe den spyttende bilist. Han blev idømt en bøde på 100 yuan (79 kroner) for på den måde at svine omgivelserne til.

Ifølge viceborgmesteren var det ikke civiliseret trafikkultur (不文明交通行为), der sømmer sig for en borger i Zhuzhou.

Kineserne er kendte for at spytte. Overalt. I tide og utide. Myndighederne har jævnligt kampagner, der skal forsøge at få folk til at stoppe. Som man for eksempel så under OL i Beijing i 2008.

Og som man kan se på illustrationen her nedenunder. Det er den første af en lile tegneserie, der forklarer, hvordan spytteriet også kan sprede bakterier og tuberkulose.

Hjælper kampagnerne? Mange mere veluddannede kinesere i de større byer ser ned på spytteriet. Som viceborgmesteren i Zhuzhou. Men myndighederne har lavet stop-spytteriet kampagner siden i hvert fald 1950, som man kan se på denne video på Youtube. Men selv her i Beijing skal man ikke gå mange meter på fortovet, før man hører et hark og lyden af et spytmissil.

:: Illustration fra Taizhou og to illustrationer fra myndighederne i Beijing her og her

Kunstneren hedder Ko Siu Lan. Hun er fra Hong Kong, men hun bor i dag i Paris. Galleriet fortæller, at de er på vej med en ny udstilling med hende her i Beijing. Den begynder til juni, så hold øje med deres hjemmeside.

Skiltene er en skarp lille kommentar til debatten lige nu. Og så må vi jo håbe, at regeringen ikke bliver inspireret til faktisk at producere skiltene og hænge dem op på dørene rundt om i kontorerne i Kina.

Den 18-årige Zhou Yang (周洋) vandt en guldmedalje i 1500 meter skøjtelub under vinter OL. Hun kommer fra en fattig familie i Jilin provinse, og efter ceremonien stod hun foran kameraerne og takkede sine forældre.

Det var både ærligt og sødt, syntes mange. Men ikke alle.

Hvad er det for en opførsel? Mage til utaknemmlighed, mener den meget alvorlige Yu Zaiqing (于再清), der er vicedirektør i det nationale sportsbureau og medlem af den internationale olympiske komite:

“感谢你爹你妈没问题，首先还是要感谢国家。

Der er ikke nogen problemer ved at takke sine forældre, men man skal takke fædrelandet først, siger Yu Zaiqing. For eksempel her i Nanfang Zhoumo.

Det var i lørdags. Men her flere dage senere er der stadig voldsom diskussion af Yu’s kritik på internettet. Blandt andet her på Tianya. Hvor brugerne ikke ligefrem har stor sympati med Yu Zaiqing.

建议于再*同志每天唱两遍国歌，唱到见马克思！！

Jeg foreslår at kammerat Yu hver dag synger nationalsangen, til han ser Karl Marx foran sig. (Bedre forslag til oversættelse af 见马克思 modtages gerne.)

Læs også China Hush, Danwei og Wall Street Journal.

:: Foto fra denne artikel på China Daily

Sagen er, at der hvert år er politisk topmøde her i Beijing. Faktisk er der to af dem lige efter hinanden. Derfor har de da også fået det opfindsomme navn Lianghui (两会), der betyder de to møder.

Du kan læse om dem på Wikipedia eller på den officielle hjemmeside.

Møderne bliver selvfølgelig dækket af Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis meget officielle talerør. De er normalt også meget, meget, meget, meget, meget, meget alvorlige og ikke kendte for at lave sprælske forsider, som jeg også har skrevet og vist her.

Sådan er det normalt også under Lianghui, som Danwei har været så venlige at gøre os opmærksomme på i år og som jeg selv skrev under mødet sidste år.

For nu har avisen fuldstændig lagt stilen om fra de andre år, hvor de ellers har brugt stort set den samme forside, hver gang mødet er begyndt. Prøv at sammenlign avisen her ovenover med, hvordan den så ud i 2009-2008-2007-2006-2005-2004. Der har virkelig været brainstorm på redaktionen. Pyha.

Collagen er fra Danwei, men jeg har links til større billeder her.