Kategori for Hverdag

Lei Feng står ved et busstoppested i Beijing. Bag ved det og træerne ligger der højhuse, med hoteller og shoppingcentre, og hvor kinesiske og internationale virksomheder og investeringsbanker har kontorer og hovedkvarterer. Stoppestedet ligger ved den sekssporede tredje ringvej, hvor den skærer gennem Beijings enorme forretningsområde, som kalder sig selv for »Central Business District.«

Hvem er han så, Lei Feng? Som der står i en biografi fra en artikel på det officielle nyhedsbureau Xinhua: »Lei blev født i slutningen af 1940erne i den centrale Hunan provins, og han blev forældreløs som syvårig. I 1958 begyndte han at arbejde på et stålvalseværk, og i 1960 blev han som 20-årig rekrut i hæren. Lei er kendt for at vie al sin fritid til uselvisk at hjælpe andre.«

Nu skal han også hjælpe Kinas Kommunistparti, der netop er begyndt en kampagne, der hedder »At praktisere ånden fra Lei Feng.« Med alt fra åbning af nye museer til Tv-reklamer og bogudgivelser. I år det nemlig 50 år siden, at han ifølge legenden blev dræbt, da en af hærens lastbiler bakkede ind i en telefonpæl, der ramte ham i hovedet.

I fem årtier har Lei Feng – der fejres hvert år den 5. marts – været et symbol på beskedenhed og offervilje. Et dydsmønster. Med høj moral, sande værdier og en patriotisk og ægte hengivenhed til folket og Kinas Kommunistparti.

Der var ingen grænser for den unge soldats godhed. Han hjalp landsbyboere med at lære at læse, og han sad om natten og stoppede sine soldaterkammeraters strømper, i al hemmelighed, forstås, for han gjorde det ikke for at få anerkendelse.

Han skrev også digte og en detaljeret dagbog, der blev udgivet året efter hans død. Og siden 1963 har kineserne været igennem utallige »lær fra Lei Feng« kampagner. For Lei Feng er »den revolutionære skrue, der aldrig ruster« og det moralske kompas, man altid kan styre efter.

Eller er han? For når der står et sort-hvidt fotografi af ham på en digital reklamesøjle her i det centrale forretningskvarter, så virker det nærmest komisk og desperat, at partiet igen forsøger at støve en af de gamle propagandahelte af.

Der er da også en kinesisk vittighed om Lei Feng: »Generationen i 1970erne lærte af Lei Feng, generationen i 1980erne gjorde oprør mod Lei Feng, og generationen i 1990erne glemte Lei Feng.«

I dag er mange skeptiske overfor Lei Feng og mytologien omkring ham. For eksempel er dagbogen fantastisk detaljeret, og der er bemærkelsesværdigt mange fotografier af de gode gerninger. Så har han levet eller er det ren propaganda?

Mange kinesere mener, at der ikke er moral og værdier tilbage i Kina i dag. De er gennem de seneste 30 års økonomiske vækst blevet afløst af korruption, griskhed og egoisme. Det er en debat, som man møder ofte i Kina i dag, og de er godt opsummeret her af Mark McDonald på IHT:

The Chinese Communist Party knows it has a problem. A billion Gordon Gekkos are blooming, but moral standards are withering on the vine. Corruption pervades. Villainy abounds.

Everybody seems to be cutting corners. Contractors add too much sand to their concrete, causing bridges and buildings to collapse. Shoddy designs send bullet trains running off their rails. Milk producers add poisonous chemicals to baby formula. Government officials gamble away municipal funds in the casinos of Macao. A third of China’s wealthiest billionaires are senior leaders supposedly living on meager government salaries — while their kids party in exclusive clubs and flout traffic laws in absurdly expensive cars. Everyday citizens are increasingly angry at the excesses of the so-called Red Nobility, and the societal rift between town and country grows ever more bitter.

Lei Feng er svaret på det åndelig hul, som partiet – hvis legitimitet er økonomisk fremgang og myten om det 5.000 år gamle Kina – har brug for at fylde. Kineserne skal have noget at tro på, men mange er kyniske overfor kampagnen.

»Når den sociale virkelighed er blevet blotlagt, så bliver »At Lære Fra Lei Feng« blot brugt til at dække over skammen,« som en bruger skrev på den kinesiske mikroblog Sina Weibo for nyligt.

Lei Feng er da også en rollemodel, der er skabt af partiet, og derfor er han kun på overfladen et symbol på altruisme og uselviskhed, som David Bandurski skrver her på China Media Project:

“Seen in his proper political context, Lei Feng is a symbol not of altruism but of submission to political power. In my view, the image of Lei Feng is completely out of step with a modern China,” wrote David Bandurski, a researcher at the University of Hong Kong’s China Media Project, in an e-mail to the Global Times. “What China needs today is a new model of active and critical citizenship, not of subservience,” he wrote.

For hvis partiet for alvor ville fremme Lei Fengs ånd, så ville man gøre folk som Chen Guangcheng til helte. En mand, der har afsløret de lokale embedsmænds vanvittige magtmisbrug og som andre advokater kæmpet for at gøre Kina til en retsstat.

Men det er også en udfordring for partiet og dets magt. Og derfor er Lei Fengs foto ikke på vej til at blive skiftet ud med Chen Guangchengs på den elektroniske reklamesøjle her i Beijing.

Bo Xilai er blevet fjernet som partisekretær for Chongqing, og i dag sidder han efter alt at dømme i husarrest i Beijing. Så hvad er der blevet af Bo Xilai’s røde Chongqing?

Han Lingshu, der står med sit slidte og tykke bambusrør i hånden, synes at det er en skam, at Bo Xilai er blevet fjernet.

»Bo har gjort meget godt for os. De kriminelle er væk, så folk kan godt lide ham,« siger Han Lingshu.

Den 55-årige Han er en af de mange mænd i Chongqing, der lever af at bære ting rundt på sine skuldre og sin bærestang af bambus. Han er en 挑运工 (tiaoyungong) eller 棒棒军 (bang bang jun), som man siger på den lokale dialekt. I andre kinesiske byer bruger man de tunge og trehjulede ladcykler, men det kan man ikke på de stejle bakker og bjerge i Chongqing.

Bo Xilai er upopulær blandt eliten og de liberale i Kina. Men når man taler med almindelige folk i Chongqing er Bo stadig populær, især blandt de fattigere kinesere som Han, på trods af rygter om korruption og stærk kritik af hans røde kampagne.

Chongqing er en gusten by. Der er mennesker overalt, for det er Kinas største byprovins, som er på størrelse med Østrig, og hvor der bor over 30 millioner mennesker. Højhuse, marker, markeder, kraner, træhuse, fortovsrestauranter og motorvejsbroer ligger i lag og snor sig rundt i de forrevne bjergsider. Den enorme by er kendt for sine fede rotter, og for at ligge i en konstant tåge, der får de forskrækkede hunde til at gø ad solen, når den endelig bryder frem.

I dag er tågen dog mest luftforurening, der kommer af de senere års massive økonomiske fremskridt. Men det går tilbage til 1960erne, Mao Zedong, Kinas Kommunistpartis leder, flyttede de vigtigste fabrikker og industrier ud til det uvejsomme Chongqing, fordi han frygtede en sovjetisk invasion.

Det var også en invasion af kapitalisme og moderne værdier, der fik Bo Xilai til at tale om ægte og røde kommunistiske idealer, da han i 2007 gik fra at være erhvervsminister til den magtfulde stilling som partisekretær i byprovinsen. Chongqing blev kendt som Kinas røde hovedstad, der blev en politisk fæstning for maoister og de konservative helt til venstre i parti og befolkning.

Bo begyndte med en hårdtslående kampagne mod byens organiserede kriminalitet, hvor over 1.000 korrupte betjente og mafiabander blev fængslet. Meget populært i befolkningen, der var trætte af den omfattende kriminalitet.

Samtidig begyndte Bo Xilai en massiv og årelang kampagne, der skulle genoplive de kommunistiske idealer. Blandt andet sendte han Mao-digte ud som SMSer til byens mobiltelefoner, og stillede sig op sammen med andre kadrer og sang sange som »Kina, Kina, den skinnende røde sol vil aldrig gå ned.«

I dag er der ikke flere røde sms’er på mobiltelefonerne. Nogle siger også, at det for at distancere sig fra Bo er blevet forbudt at samles for at synge de gamle revolutionære sange. Men da jeg besøgte byen i sidste uge var der små sangstævner flere steder, som man også ser i så mange andre byer.

Men tv-reklamerne er tilbage. Chongqing Satelit TV, der for Bo nok var den største og vigtigste af de lokale TV-stationer, stoppede med at sende kommercielle reklamer for et år siden. Det passede sig ikke for en ægte rød tv-station med den slags kapitalistiske indslag. Nu er Bo væk. Og nu er reklamerne tilbage på skærmen.

Bo Xilais røde kampagne vakte uro i Beijing, for den mindede om gamle dage. Mange af de nuværende topledere og deres familier var blevet forfulgt under Kulturrevolutionen, som var den ti år lange periode fra 1966-1976, hvor hundredtusinder blev dræbt og millioner forfulgt i et politisk kaos.

Men under det røde lag af populisme lå der også reelle forbedringer, som man kan se fra gaden i Chongqing. Ud over altså luftforuningen. Folk er blevet rigere. Alene i 2011 voksede byprovinsens økonomi med 16,4 procent.

Bo ville også give fem millioner bønder status som byboere, hvilket har enorm betydning i Kina, hvor byboerne har andre og flere privilegier i forhold til for eksempel uddannelse og at få arbejde. Bo byggede også sociale boliger til de fattigste. Hele 800.000 lejligheder i flere projekter, der havde en samlet pris på over 100 milliarder kroner.

»Nej, jeg tror ikke på beskyldningerne. Han har gjort det rigtig godt for os almindelige mennesker. Med bander, sikkerhed, miljø, på masser af områder,« siger den 68-årige pensionist, Han Zhong. Han er en af de over 40.000 beboere i »Minxin Jiayuan,« der er det største af de sociale byggerier, som Bo Xilai opførte.

Og herude – blandt handlende, der sælger sko til 25 kroner, gadekøkkener med the æg og nudler (liangmian) – er der ingen tvivl om Bo’s popularitet blandt beboerne.

Men nu er Bo Xilai blevet fjernet fra Chongqing, og der er sat pause på hans røde kampagne. Kommer det så til at gøre en forskel for folk som Han Zheng?

»Propagandaen mod ham i medierne er ikke særlig fair, men nej, det betyder ikke noget, hvem der sidder ved magten. Og vi almindelige mennesker ved jo alligevel ikke, hvad der sker øverst i partiet,« siger Han Zhong.

Chongqing er en by med over 30 millioner indbyggere. Så det er selvfølgelig umuligt at finde ud af, hvor populær Bo Xilai reelt er, for det er ulovligt at lave meningsmålinger i Kina. Så hvordan får man et repræsentativt udvalg af Chongqingere? Det kan man ikke.

Men som Xujun Eberlin, der selv kommer fra Chongqing, også skriver, så er der en tendens til, at de mere veluddannede er skeptiske eller negative over for Bo, mens de mere fattige er positive overfor ham.

»Bo Xilai’s formål var at få et nyt image, der er anderledes fra de andre kinesiske ledere, og derved positionere ham til Politburoets Stående Komite,« sagde Mao Yushi, der er en kendt kinesisk kritiker og økonom, den seneste gang jeg talte med ham i efteråret sidste år.

En lokal akademiker, som jeg mødte i Chongqing i sidste uge, var enig med Mao Yushi.

»Bo er så populær i dag på grund af hans propagandakampagne i blandt andet aviserne. Hvis Bo virkelig ville gøre livet bedre for folk, hvorfor hævede han så ikke bare de sociale ydelser? Nej, han var kun interesseret i sit politiske liv,« siger den pensionerede akademiker.

Men der er også stadig masser af kritik blandt »laobaixing,« der betyder de »oprindelige hundrede familienavne,« men som i dag beskriver de almindelige kineseere. Hr og fru Jensen.

»Arh, alle politikerne er jo korrupte, og det gør ingen forskel, hvem der kommer,« siger en lokal kvinde, der var ude at lufte sin hund.

:: Foto af propaganda plakater i Chongqing. De er dog ikke direkte relateret til Bo’s røde kampagne men endnu en af de mange “civiliseret” og “harmoni” kampagner

Det er ret normalt i Kina, at hundene bliver klippet, får farvet pelsen eller går rundt med sko, trøjer eller hatte.

I det hele taget er det kinesiske marked for ting til kæledyr enormt, og man kan for eksempel også købe himmelsenge til hunde og gå til hundefotograf, som jeg har skrevet om her.

Men forleden gik jeg forbi den hvide hund på billederne her ovenover. Og det er nok en af de mere, lad os kalde den, særprægede frisurer, som jeg har set herovre.

Her er den sidste af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den første, den anden artikel og den tredje artikel.

Der er utallige problemer med fødevarer og -sikkerhed her i Kina. Et af de mere ulækre af slagsen er »afløbs-olie.«

Det er gamle madrester, der bliver samlet ind fra restauranter, cafeterier og kantiner, og som derefter bliver sorteret og presset, så man udvinder madolien fra affaldet. Derefter bliver det hældt på nye flasker og bøtter og solgt igen.

Udover at det er ulækkert, at sidde og spise sig igennem andre folks madrester, så er olien også farlig. Når den en gang er blevet brugt, så kan den indeholde kræftfremkaldende stoffer, der kommer efter madlavning med ingredienser, som indeholder stivelse.

Det er et omfattende problem i Kina. En professor lavede sidste år en undersøgelse, som viste at hver tiende måltid i Kina er lavet med genbrugt og beskidt madolie, så der er god grund til, at så mange kinesere bekymrer sig om det. Du og andre fødevareskandaler, som selvysende kød og eksploderende vandmeloner, kan du læse om her på Kinablog.

Alene i Shandong var der sidste år 134 personer, der blev arresteret for at producere og sælge »afløbs-olie,« som Xinhua skrev i onsdags. I en af sagerne blev to mænd idømt ti års fængsel for at sælge mere end 110 ton.

Derfor har myndighederne, der i årevis har lovet forbedringer af fødevaresikkerheden, og som en gang imellem lancerer forskellige kampagner, som aldrig løser de grundlæggende problemer, følt sig presset til at vise handlekraft.

Så nu kan man få dødsstraf, hvis man laver eller sælger »afløbs-olie.« Det offentliggjorde den kinesiske højesteret og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed tidligere på ugen (ZH).

Samtidig vil der også falde straffe til embedsmænd, der svigter deres ansvar. Men som mælkeskandalen i 2008 – læs om den her på Kinablog – har vist, så er det ikke et løfte, man skal tage alt for seriøst.
 
For kineserne er den giftige mad et reelt og stort problem, og der er meget lidt sympati for skurkene i fødevareindustrien, som en person skrev på Weibo:

食品造假的统统判死刑！不然还让他们继续毒害劳动人民？都要拖出去斩了

»Uanset hvem, der er ansvarlig for fødevareskandalerne, så skal de dømmes til døden, ellers vil de bare fortsætte med at forgifte os almindelige folk. Af med hovederne«

Her er den tredje af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den første og den anden og den fjerde artikel.

Hustruen til en embedsmand i Shanghai blev ikke populær, da hun gik på nettet og pralede af sin mands frynsegoder på Weibo.

Det var omkring det kinesiske nytår for en måned siden, hvor det er normalt, at man giver gaver til hinanden. Det er tit »røde konvolutter« (hongbao 红包), der indeholder penge. Det kan være bedsteforældre, der deler dem ud til familien, eller det være embedsmænd, der får dem af kontaker, hvilket selvfølgelig mere end overskrider grænsen for korruption.

Det kan også være gaver. For eksempel en kontorarbejder, der giver sin chef en dyr pakke cigaretter. Eller altså en lokal embedsmand fra Shanghai, der scorer forskellige ting, som hans hustru så praler med.

»Lokalregering rykker!!,« skrev hun begejstret. Hendes mand havde for eksempel fået gavekort på tusinder af yuan til fisk og skaldyr, et gavekort til en nytårsbanket, og bunker af gaveindpakkede frugter.

De kinesiske internetbrugere gik igang med en »human flesh search.« Det er et begreb, hvor folk går sammen om at lede efter informationer på nettet om personen, for så at finde frem til dem i virkeligheden.

De fandt også hendes rigtige navn og telefonnummer. Og at hendes far er ansat som vicedirektør i et distrikts afdeling for industri og handel.

En journalist opsøgte kvinden og hun forklarede, at hun bare havde opdigtet det hele og skrevet det, fordi hun kedede sig. Hun har slettet mere end 2.000 kommentarer, og har offentligt undskyld for sin »selviske, kedsomheds-opførsel.«

En af kommentarerne til artiklen lyder: »Hvis det er alt, som din mand har fået, så er han relativt ukorrupt.«

Sagen minder lidt om Guo Meimei, der også flashede sin Maserati og luksusvilla på internettet, hvilket ikke faldt i god jord hos almindelige kinesere. Især fordi hun påstod, at hun havde fået det gennem sit arbejde or kinesisk Røde Kors, hvilket viste sig ikke at være sandt. Læs om det på Chinasmack og The Diplomat.

Her er den anden af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den første og den tredje og den fjerde artikel.

Det er helt normalt i Kina, at man skifter navn flere gange i sit liv. Men tre gange på tre dage er alligevel for meget.

»Tanten har jo et nyt navn hver dag,« som der stod i en af mange kommentar på Weibo, der handlede om nyhedsoplæseren Ren Xiujuan. Eller hvad man nu skal kalde hende.

Hun arbejder for Gansu Kabel TV i løbet af tre dage gik hun på skærmen med tre forskellige navne, og det fik naturligt nok mange til at spørge, hvad i alverden der foregik.

Det første navn kom søndag, hvor hun tonede frem med sit oprindelige navn Ren Xiujuan (任秀娟).

Men hun havde netop fået nyt navn og ændret sitidentitetskort, så hun nu hed Ren Xiiyue (任玺悦). Det ville hun bruge mandag. Det så dog ikke godt ud på skærmen, så det blev ændret til Xiyue (玺悦).

Det var nu også noget skidt, som TV-stationen blev nødt til at forklare i en meddelsele. For det må man ikke for SARFT. Det er en forkortelse for Statens Admnistration for Radio, Film og TV, og de er en del af den kinesiske censur. De laver også regler for medierne, som for eksempel at studieværter skal bruge deres rigtige navne på TV.

Derfor gik hun tirsdag på skærmen med sit tredje navn, Ren Xiyue (任玺悦). Det lyder som det forrige navn, men er skrevet med et anden kinesisk tegn, som de snedige læsere på Kinablog vil kunne se. Og det navn har hun så beholdt siden.

:: Foto fra Weibo

Her er den første af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den anden og den tredje og den fjerde artikel.

Kineserne har givet den 72-årige Li Xianmei øgenavnet »Sanitets Bedstemoren.« Og det er kærligt ment. Hun blev berømt da en lokal TV-station lavede et indslag med hende, der har bredt sig på nettet.

Det gav omtale i medierne og på internettet, og fik blandet andet denne journalist til at finde hende og skrive om sagen. Der er også en foto-serie med bedstemoren og pigen her.

I artiklen står der, hvordan enken, hvis mand døde i 2001, vågner klokken tre om morgenen for at køre ud og feje og samle skrald i gaderne i Woyang, der ligger i Anhui. Imens passer hun sit seks-årige barnebarn, der sidder pakket ind i tykt tøj på den trehjulede skralde-ladcykel og sover. Faren kom i fængsel efter et skænderi med en nabo i 2010, og moren er forsvundet.

Men gamle Li Xianmei blev fyret på grund af al omtalen. Hendes chef siger, at de var bekymrede for hendes helbred, og at de nu forsøger at hjælpe hende med at få en social ydelse for fattige. Derfor var hun ikke meget for at tale med avisens journalist, som opsøgte hende efter videoen, fordi hun var bange for, at det kunne skade hendes ansøgning.

I virkeligheden er hun nok blevet fyret, fordi hun netop fik så meget omtale og blandt andet viser, hvordan lokalregeringen bruger en 72-årig kvinde. Og grunden til at hun er varsom over for journalister er, at hun har brug for sin arbejdsgivers hjælp til at søge om den sociale ydelse.

Hvis du fik strømper i julegave, så er der god chance for, at de kommer fra Datang. Den lille kinesiske by laver en tredjedel af alle strømper i verden. Og det hele begyndte med en enkelt mand, der kom til byen for 30 år siden.

Det skrev jeg om i Berlingske for nogle dage siden, og her får du en anden version af artiklen (for du skal selvfølgelig ned i kiosken og købe avisen på dødt træ eller frem med tavlecomputeren og læse den som app.)

Xu Leile siger selv, at han ved alt om strømper.

»Hør her,« siger den lidt over 60-årige mand og læner sig tilbage i stolen.
»Der er ingen, som ved mere om strømper end jeg. Hvis jeg ser en strømpe, så kan jeg se hvilken maskine, den er lavet på. Jeg er ekspert på strømper,« siger Xu Leile, der er direktør for Hua Zhong Socks.

Xu’s virksomhed ligger i Datang, som har cirka 60.000 indbyggere. Det er en lille by, der normalt ville forsvinde i en provins som Zhejiang, der er dobbelt så stor som Danmark, og hvor der bor 55 millioner mennesker.

I dag er Datang kendt for at lave strømper. Den er et typisk eksempel på, hvordan mange af de kinesiske klyngebyer er opstået. Og på den udvikling, som den kinesiske økonomi og virksomhederne har gennemgået under de seneste tre årtiers .

Datangs succes skyldes især Xu Leile, der kom hertil for første gang i 1978, da der kun boede omkring tusind personer i byen.

Xu sidder inde i byen på sit kontor, som han deler med to af sine sekretærer. Der sidder et par håndfulde andre medarbejdere i et lokale udenfor. Alle går med jakker på, for det er blevet vinter og temperaturen er faldet til lidt over ti grader i Sydkina, hvor der ikke er installeret varme i husene.

Xu Leile har lige bygget en ny fabrik, der ligger ti minutters kørsel herfra. Og der er ingen tvivl om, hvad hans 500 medarbejdere producerer derude. For her inde i hans gamle kontor ligger der strømper overalt. Tykke, tynde, lange og korte. De ligger ovenpå en af papirstakkene i vindueskarmen, på hjørnet af det ene skrivebord, der står en fyldt pose på det slidte flisegulv og faxmaskinen står ovenpå en stak med blå brochurer med billeder af Hua Zhongs strømper.

Egentlig var det the, som Xu Leile solgte, da han tilfældigt mødte en mand på en længere togtur i 1977. Manden fortalte, at han var ansvarlig for produktionen af strømper i en tekstilvirksomhed, der også lavede blandt andet skjorter.

»Jeg tænkte, hvordan kan strømper være vigtige nok til, at man har en mand ansat kun til det,« siger Xu Leile, der skiftede mening, da han så den statsejede fabrik, som han kort efter begyndte at arbejde for. Han skulle udregne kvoter.

»Det var under planøkonomien. Alt blev købt med rationering, så en provins fik for eksempel 50.000 par strømper,« siger Xu.

Sammen med fabrikkens ledere besluttede han sig for, at de skulle have en mere effektiv produktion og satse på strømper. Men det var svært. Dengang kendte Kina ikke til markedsøkonomi. Det var først i 1979, at Deng Xiaoping åbnede Kina og begyndte de reformer, der i dag har gjort landet til verdens andenstørste økonomi. Derfor kunne de ikke blot gå ud og købe noget udstyr, der var umuligt at få folk med den rigtige know-how, og endnu værre var det, at de ikke kunne få råmaterialer.
Men en af lederne havde forbindelser til Strømpefabrik Nummer 2 i Shanghai, der lånte dem nogle maskiner og sendte folk ud, der kunne træne Xu’s arbejdere i at bruge dem.

Xu havde lagt sin nye fabrik i sydkinesiske Datang, men det var stadig en danwei – altså en statsejet arbejdsenhed – som hørte under lokalregeringen i nordkinesiske Tianjin.

»Alt blev købt af lokalregeringen i Tianjin, så vi behøvede ikke at tænke på salg,« siger Xu Leile.

Den lille fabrik vokser fra de første otte maskiner og til snart at have 200. Efter et stykke tid bliver de udskiftet af elektriske maskiner, der er langt mere effektive. De gamle maskiner låner han ud til bønderne omkring Datang, der så kan bruge deres fritid og de stille vintermåneder på at producere strømper, som Xu så købte tilbage.
I 1982 beslutter Xu sig for at købe fabrikken, og den nye private virksomhed er grundlaget for Hua Zhong Socks, som den ser ud i dag. Samtidig sælger han 120 af de gamle maskiner til bønderne. Og det var sådan, at produktionen af strømper for alvor begyndte i Datang.

»Mange af bønderne begyndte for sig selv, så de fleste af virksomhederne i Datang kommer fra familierne dengang,« siger Xu, der ikke fortryder, at han på den måde selv var med til at starte stort set alle sine lokale konkurrenter.

»Nej, slet ikke. De maskiner tilhørte lokalregeringen, og de har også rost os for at fremme de lokales færdigheder,« siger Xu.

På den måde er Datang typisk for de mange klyngebyer, der er sprunget op rundt omkring i Kina, og hvor mange af dem begyndte for 30 år siden. Det er byer, hvor virksomheder og fabrikker er koncentret om produktionen af en enkelt ting. Som Datang og strømperne. Eller Yingkou og magnesium-produkter, Langfang og møbler, Zhili og børnetøj og så videre.

Der er da også fordele ved, at være så mange, der producerer de samme varer, samlet i et enkelt område. Det er for eksempel nemt for virksomhederne at købe materialer og vedligeholde maskiner, så man ikke behøver vente på for eksempel specielle reservedele. Ulempen er, siger Xu, at selv udenlandske købere ved, at der er en skarp konkurrence. Priserne er så lave, at nogle af fabrikkerne sænker prisen så meget, at de også bliver nødt til at sænke kvaliteten og snyde med materialerne.

Den kinesiske økonomi er i dag i en overgangsfase, og det er tydeligt at se i klyngebyerne. Mange af virksomhederne har fortjenester, der ofte ligger på få procent, og som en stærkere kurs på den kinesiske yuan hurtigt vil annullere for de virksomheder, der eksporterer deres varer. Men det er manglen på arbejdere, som er firmaernes største problem.

»Virksomhederne står over for nogle udfordringer i den kommende tid, men det er stigende lønomkostninger, som er den største«, siger Zhang Xiaobo, økonom ved International Food Policy Research Institute i Washington, der har forsket i de kinesiske klyngebyer.

»Enten skal de flytte deres virksomheder eller investere mere i maskiner, der kan erstatte arbejderne,« siger Zhang Xiaobo.

Vil de kinesiske klyngebyer så overleve? Ja, mener Zhang Xiaobo. Men der vil være et skifte fra for eksempel »Made in Datang« til »Designed in Datang«. Mange af lokalregeringerne har sendt delegationer til eksempelvis Italien for at lære om deres erfaringer med klyngebyer og industrialisering.

»Der vil være et skifte fra klyngebyer som et centrum for produktion til et centrum for handel og design, mens produktionen vil være outsourcet,« siger Zhang Xiaobo.

For at overleve er virksomhederne i de senere år flyttet længere og længere ind i Kina til regioner, hvor omkostningerne er lavere. Men forskellene er i dag ved at være udlignet. Derfor forudser Zhang Xiaobo, at der i de kommende år vil være flere investeringer i mindre udviklede lande som Bangladesh eller Etiopien, som har et stort overskud af arbejdere.

Xu Leile har da også overvejet at flytte produktionen til udlandet. Men det vil være for besværligt, mener ha, og der er ikke nogen grund til det lige nu. For det går godt for Hua Zhong Socks, der ifølge Xu havde en omsætning på 80 millioner yuan (cirka 75 millioner kroner) sidste år. De ændrede produktionen i 2004 og specialiserede sig indenfor militær- og sportsstrømper. Det var der ingen, som interesserede sig for dengang, og derfor har de et forspring i dag, mener Xu.

Så er Xu Leile strømpernes konge? Han griner og siger, at der er andre virksomheder, som har større markedsandele og tjener flere penge. Men at han, som sagt, er ekspert på strømper. Han hæver stemmen, og holder en kollektionsprøve på et par tykke, grønne sokker op i luften for at understrege sin pointe:

»Da vi kom her i 1978, det var som at plante et frø. Vi var de første. Og på det tekniske, så er jeg kongen,« siger Xu Leile.

• Nogle af de kinesiske klyngebyer:

Suihua – tekstil og lærreds produkter
Yingkou – magnesium produkter
Tonghua – medicinal-industri
Dandong – måleudstyr
Yantai – vin, trøjer
Linyi – landbrugsudstyr
Wuxi – elartikler og elektriske biler
Zhili – børnetøj
Shaoxing – perler, slips
Changsha – fyrværkeri
Quanzhou – vandrør og blikkenslager produkter
Shantou – legetøj, undertøj
Langfang – møbler
Hengshui – plastic
Taiyuan – rustfrit stål
Baoji – titanium produkter
Yichang – fosfor-kemikalier
Bishan – motorcykler
Zunyi – kinesisk brændevin
Huizhou – sko
Zhongshan – maskiner, elektronik

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs også – Ny demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

• The Nanfang - Day to Day Update

• Shanghaiist - Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

• China Digital Times - Netizens Show Support for Wukan Revolt

• China Digital Times - With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

• China Media Project - Wukan and the “fourth danger”

Kæledyr er for alvor kommet på mode i Kina. Det fandt jeg ud af onsdag nat i sidste uge klokken 00.58.

Nogle rejsende er gode til at klare jetlag. Det er jeg ikke. En tommelfingerregel siger, at man skal bruge en dag, for hver tidszone man krydser, for at kroppen kan finde sin rytme igen. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Kina, og derfor burde det altså ikke tage mere end syv dage, men det kan tage længere tid, hvis man ikke kommer ind i rytmen med det samme.

Og det gjorde jeg ikke, da jeg i sidste uge kom hjem til Beijing efter en tur til Europa. Efter tre timers søvn fandt jeg ud af, at mine overboere i mellemtiden havde beriget deres husstand med en hundehvalp, der begyndte at bjæffe klokken et om natten. Uden at familien dog gjorde noget ved det. Hvilket efter et par minutter fik mig til at smelte sammen og hyle skældsord – det kinesiske sprog kan være uhyre rigt og varieret – der involverede både heste, mudder og forskellige dele af den menneskelige anatomi. Det ville helt sikkert have imponeret Kaptajn Haddock, men den lille hund anerkendte ikke for alvor mit kreative ordvalg, selvom det fik nogen deroppe til at give den noget vand, så den dæmpede sig efter mindre end en halv time.

Mine overboere er ikke de eneste, der er kommet på den fantastiske ide at få hund. Det har begge mine naboer også. Og i det boligkompleks, som jeg bor i, er der kommet stadigt flere hunde gennem de seneste år. For kæledyr – og især små hunde – er i takt med urbaniseringen og den voksende middelklasse kommet på mode i især de kinesiske byer, hvor de rige også flasher de små hunde som statussymboler.

Der er ingen pålidelige statistikker for, hvor mange kæledyr og hunde kineserne køber. Men alene markedet for dyrefoder ligger ifølge nogle skøn på over 40 milliarder kroner. Og det vokser. Det gør industrien omkring dyrene også. For nyligt gik jeg forbi en mand ved indgangsdøren til vores højhus, hvor han stod og var ved at give sin hund sko på. Et møjsommeligt job i – på det tidspunkt – cirka 30 graders varme.

Nu er det blevet køligere i vejret, men jeg har allerede set et par hunde, der også har fået overfrakke og hat på. Selvom det stadig er omkring 15 grader i Beijing. Ganske unødvendigt. Det er det også i selv en koldere provins som den nordlige Heilongjiang, hvor en indehaver af en dyreforretning i sidste uge fortalte en lokal tv-station, hvordan byboerne bruger stadig flere penge på tøj, sko og hatte til hundene. Og hvor en ekspert også forsøgte at forklare, at det netop er unødvendigt for dyrene.

Men det stopper ikke her. På Taobao, der er Kinas svar på eBay, kan man købe et varmetæppe, som hunden eller katten kan ligge på. For eksempel et rødt et af slagsen med hvide prikker og bamser. Hvis det ikke er godt nok, så kan man også købe en lille himmelseng til cirka 250 kroner. Skulle man nu tage dyret udenfor – for eksempel for at tage til den hundefotograf i Wuchang i Hubei-provinsen, der ifølge en artikel på Soho kan lave et fotoalbum for cirka 2.500 kroner – så kan man også give det en lyserød ansigtsmaske til cirka ti kroner. Men det er selvfølgelig synd sådan at slæbe dyret ud i verden, så den gode hundeejer bør overveje at investere de lidt over 2.300 kroner i en Huahang HHC-220, som er et løbebånd for hunde.

Så måske bliver det lyden af en hund på et løbebånd, der vækker mig næste gang.

:: Læs i øvrigt også min artikel om »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« og dyrevelfærd i Kina.

Li Zicheng mistede sin tommeltot i april 2010. Året før var han rejst fra sin hjemby i Sichuan, for som så mange andre migrantarbejdere at søge arbejde i Guangdong. Det lykkedes. I 2009 blev han ansat på en fabrik i Huizhou, der er et mindre bydistrikt med cirka 4,5 millioner indbyggere.

Ulykken skete året efter, hvor Li stod ved en elektrisk sav på fabrikken. Han blev straks sendt til Guangdong Huiyang Hospital for at blive behandlet.

»Lægen forsøgte gentagne gange at overtale mig til en transplantation,« siger Li Zicheng til en journalist fra mediegruppen Nanfang Zhoumo, der har været med til at skrive om Li’s sag på det populære sociale medie QQ.

• Læs også – Skønhedsoperationer populære i Kina: »Jeg ville aldrig gøre det igen«

»Jeg spurgte lægen, om det var muligt at redde min finger. Han sagde, at der var to muligheder. Men det endte med, at han gennemførte transplantationen,« siger Li Zicheng.

Lægen skar en af hans tæer af, og satte den på det sted, hvor det yderste af tommeltotten havde siddet. Men transplantationen gik galt, siger Li Zicheng. Hospitalet? De reagerer ikke på Li Zichengs henvendelser, og vil ikke svare på kritikken. Han kan heller ikke få hjælp fra myndighederne.

Her halvandet år senere har han stadig smerter i både den ubrugelige finger og i foden, som du kan se billeder af her. Han har ifølge artiklen på QQ henvendt sig til flere andre hospitaler.

»Jeg forstår ikke, hvordan så mange andre eksperter fra andre hospitaler kan sige, at det her vil få store konsekvenser for min finger. Men på Huiyang Hospital siger de, at min finger nu er fuldt ud restitueret,« siger Li Zicheng.

Huiyang Hospital vil ikke kommentere sagen.

»Lægerne er umoralske, og hospitalet er et slagtehus,« står der som kommentar til en artikel om Li Zichengs sag på hjemmesiden Sina.

Det kinesiske sundhedsvæsen er notorisk berygtet blandt kinesere. Blandt andet er det de færreste migrantarbejdere som Li, der har råd til de dyre sundhedsforsikringer. Lægerne er også kendt for at udskrive unødvendige recepter, fordi de tjener penge på medicinen.

• Læs også – Sundhedsreform i Kina: Grådige hospitaler og resistente bakterier

Korruption er også udbredt. For eksempel forlanger læger ekstra penge for at gennemføre en operation. Nogle gange endda mens patienten ligger på operationsbordet, som det skete for en 22-årig kvinde i oktober sidste år, som jeg også skrev om her på Kinablog.

Hun skulle have en abort, men lægen nægtede at gennemføre indgrebet, før han havde fået penge. Det var først da det lykkedes for hendes kæreste at tilkalde politiet, efter tre timer på operationsbordet, at hun fik lov til at gå.

Derfor er det heller ikke unormalt, at der ofte er voldelige episoder på hospitaler og klinikker i Kina, hvor patienter overfalder læger. Som for eksempel i Beijing i september i år, hvor en 54-årig patient tog en kniv og stak sin læge ti gange, fordi han var utilfreds med en operation.

Tidligere på måneden nedlagde læger og sygeplejersker på Tongren Hospitalet i Beijing deres arbejde i en time i protest med den stigende vold.

Hvad er det første, skolebørn lærer i Kina? At tobak er godt.

Tobaksindustrien har sponsoreret og givet penge til flere skoler i det vestlige Kina og tobaks-lobbyen ligger ikke fingrene imellem:

»Håbet er, at de unge begynder at ryge,« siger Xu Guihua, generalsekretær i Chinese Association on Tobacco Control, til Bloomberg i denne artikel.

Blandt andet derfor vil der foran skolerne skilte med slogans som 天才出于勤奋 烟草助你成才. Det kan oversættes til sådan noget som »talent kræver flid – tobak hjælper dig«. Det er det slogan, som man kan se på fotografiet ovenover. Det viser også, at tobaksindustrien har gjort det i længere tid, for billedet er fra denne artikel fra 2009.

Centralregeringen gør meget lidt for bekæmpe tobakken. Eksempelvis blev det tidligere i år forbudt at ryge på offentlige steder, men loven bliver ikke hverken håndhævet eller overholdt, og bøderne er forsvindende små.

Derfor finder man 1/3 af alle rygere i Kina, hvor 320 millioner kinesere baffer løs på cigaretterne, hvor en pakke kan koste under en krone. Det har enorme omkostninger for sygehusvæsenet, og hvert år dør der også en million kinesere af sygdomme relateret til rygning.

Så hvorfor gør regeringen ikke noget ved det? Fordi det også er staten, som ejer tobaksfabrikkerne og derfor også tjener penge på smøger. Endda mange penge. Cirka 516 milliarder kroner. Det var tallet for sidste år, men væksten fortsætter. Alene fra 2006-2010 er tobaksindustrien vokset med 19 procent.

Derfor har industrien også enorm magt, som Judith Mackay, der er senior policy advisor i Verdenssundhedsorganisationen WHO, siger til Bloomberg:

“An amazing number of things in China come under the jurisdiction of the tobacco industry,” she said. “The health warnings on cigarettes for example. It’s not under the Health Ministry. There’s clearly a set of conflict of interests.”

Regional units of the monopoly fund more than 100 primary schools throughout China, such as the Sichuan Tobacco Hope Primary School, the official Xinhua News Agency reported in May. Some are named after top-selling brands like Hongta, which means red pagoda, or Zhongnanhai, named after the compound next to the Forbidden City where China’s top leaders live and work.

“We’ve been trying to get the Ministry of Education to stop the tobacco companies from sponsoring these schools,” said Xu. “But the ministry wants us to show them proof that this is causing harm.”

Det er svært at være bonde Kina. Der er ikke penge i landbrug. Derfor forlader mange deres landsbyer og rejse ind til byerne for at tjene penge. De efterlader familie – hustru, mand, børn, søskende, svigerforældre og så videre – som de måske kun ser en enkelt gang om året, når de rejser hjem omkring det kinesiske nytår, der er den helt store højtid herovre.

En anden højtid er Månefestivalen, hvor kineserne traditionelt fejrer familien og en – forhåbentlig – veloverstået høst. Men flugten fra fattigdommen på landet betyder, at stolene står tomme hjemme i landsbyerne. Som man kan se på billedet herover, hvor den 67-årige Xue Peizhong og hans hustru Yang Guilan passer deres barnebarn, fordi forældrene er to af de i alt ti familiemedlemmer, der er rejst ud for enten at gå i skole eller tjene penge.

Du kan se flere billeder på Ministry of Tofu, der har oversat og kommenteret teksten fra denne billedserie på Xinhua.

Kunne familien ikke bare flytte med, når for eksempel faren eller moren rejser ud? Nej. Og det skyldes især hukou-systemet, som registrerer en persons bopæl. Forestil dig, at der står København på dit sygesikringsbevis. Det betyder, at du kun må bo, gå i skole og modtage sociale ydelser i København, og at det alt sammen bortfalder hvis du rejser til Odense. For eksempel har børn af migrantarbejdere ikke ret til at gå i skole, hvis ikke deres forældre har hukou i den by, som de arbejder i.

Det er næsten umuligt at ændre sin Hukou. Især derfor er det bedre at lade sin familie blive hjemme.

Kam Wing Chan, der er fra University of Washington, skrev for nyligt denne artikel om urbanisering og hukou på East Asia Forum. Og hvordan hukou-systemet i de næste ti år kommer til at skabe en enorm underklasse på 300-400 millioner personer:

The hukou system has created two classes: on the one hand, an urban class whose members have basic social welfare and full citizenship; on the other, an underclass of peasants with neither of these privileges. In Mao’s era, peasants, forbidden to go into the cities, were confined to tilling the soil to grow food for urban workers. With China’s opening up and participation in the global economy, peasants have been allowed to come to the city where they are compelled to take up low-paid factory and service jobs. Many of these are dirty and dangerous. At the same time, peasants are denied access to urban welfare programs and opportunities because the great majority of them are not allowed to change their hukou from rural to urban.

‘Rural migrants’ work and live in the city but they are not part of the urban class — not now and not in the future, no matter how many years and how hard they have worked in the city. This group now numbers about 160 million and continues to rise. The fact that they are purposely held down as a massive permanent underclass is precisely what supplies China with a huge, almost inexhaustible pool of super-exploitable labour. Little wonder that China is the world’s largest — and the most ‘competitive’ — manufacturing powerhouse!