Hvis du fik strømper i julegave, så er der god chance for, at de kommer fra Datang. Den lille kinesiske by laver en tredjedel af alle strømper i verden. Og det hele begyndte med en enkelt mand, der kom til byen for 30 år siden.

Det skrev jeg om i Berlingske for nogle dage siden, og her får du en anden version af artiklen (for du skal selvfølgelig ned i kiosken og købe avisen på dødt træ eller frem med tavlecomputeren og læse den som app.)

Xu Leile siger selv, at han ved alt om strømper.

»Hør her,« siger den lidt over 60-årige mand og læner sig tilbage i stolen.
»Der er ingen, som ved mere om strømper end jeg. Hvis jeg ser en strømpe, så kan jeg se hvilken maskine, den er lavet på. Jeg er ekspert på strømper,« siger Xu Leile, der er direktør for Hua Zhong Socks.

Xu’s virksomhed ligger i Datang, som har cirka 60.000 indbyggere. Det er en lille by, der normalt ville forsvinde i en provins som Zhejiang, der er dobbelt så stor som Danmark, og hvor der bor 55 millioner mennesker.

I dag er Datang kendt for at lave strømper. Den er et typisk eksempel på, hvordan mange af de kinesiske klyngebyer er opstået. Og på den udvikling, som den kinesiske økonomi og virksomhederne har gennemgået under de seneste tre årtiers .

Datangs succes skyldes især Xu Leile, der kom hertil for første gang i 1978, da der kun boede omkring tusind personer i byen.

Xu sidder inde i byen på sit kontor, som han deler med to af sine sekretærer. Der sidder et par håndfulde andre medarbejdere i et lokale udenfor. Alle går med jakker på, for det er blevet vinter og temperaturen er faldet til lidt over ti grader i Sydkina, hvor der ikke er installeret varme i husene.

Xu Leile har lige bygget en ny fabrik, der ligger ti minutters kørsel herfra. Og der er ingen tvivl om, hvad hans 500 medarbejdere producerer derude. For her inde i hans gamle kontor ligger der strømper overalt. Tykke, tynde, lange og korte. De ligger ovenpå en af papirstakkene i vindueskarmen, på hjørnet af det ene skrivebord, der står en fyldt pose på det slidte flisegulv og faxmaskinen står ovenpå en stak med blå brochurer med billeder af Hua Zhongs strømper.

Egentlig var det the, som Xu Leile solgte, da han tilfældigt mødte en mand på en længere togtur i 1977. Manden fortalte, at han var ansvarlig for produktionen af strømper i en tekstilvirksomhed, der også lavede blandt andet skjorter.

»Jeg tænkte, hvordan kan strømper være vigtige nok til, at man har en mand ansat kun til det,« siger Xu Leile, der skiftede mening, da han så den statsejede fabrik, som han kort efter begyndte at arbejde for. Han skulle udregne kvoter.

»Det var under planøkonomien. Alt blev købt med rationering, så en provins fik for eksempel 50.000 par strømper,« siger Xu.

Sammen med fabrikkens ledere besluttede han sig for, at de skulle have en mere effektiv produktion og satse på strømper. Men det var svært. Dengang kendte Kina ikke til markedsøkonomi. Det var først i 1979, at Deng Xiaoping åbnede Kina og begyndte de reformer, der i dag har gjort landet til verdens andenstørste økonomi. Derfor kunne de ikke blot gå ud og købe noget udstyr, der var umuligt at få folk med den rigtige know-how, og endnu værre var det, at de ikke kunne få råmaterialer.
Men en af lederne havde forbindelser til Strømpefabrik Nummer 2 i Shanghai, der lånte dem nogle maskiner og sendte folk ud, der kunne træne Xu’s arbejdere i at bruge dem.

Xu havde lagt sin nye fabrik i sydkinesiske Datang, men det var stadig en danwei – altså en statsejet arbejdsenhed – som hørte under lokalregeringen i nordkinesiske Tianjin.

»Alt blev købt af lokalregeringen i Tianjin, så vi behøvede ikke at tænke på salg,« siger Xu Leile.

Den lille fabrik vokser fra de første otte maskiner og til snart at have 200. Efter et stykke tid bliver de udskiftet af elektriske maskiner, der er langt mere effektive. De gamle maskiner låner han ud til bønderne omkring Datang, der så kan bruge deres fritid og de stille vintermåneder på at producere strømper, som Xu så købte tilbage.
I 1982 beslutter Xu sig for at købe fabrikken, og den nye private virksomhed er grundlaget for Hua Zhong Socks, som den ser ud i dag. Samtidig sælger han 120 af de gamle maskiner til bønderne. Og det var sådan, at produktionen af strømper for alvor begyndte i Datang.

»Mange af bønderne begyndte for sig selv, så de fleste af virksomhederne i Datang kommer fra familierne dengang,« siger Xu, der ikke fortryder, at han på den måde selv var med til at starte stort set alle sine lokale konkurrenter.

»Nej, slet ikke. De maskiner tilhørte lokalregeringen, og de har også rost os for at fremme de lokales færdigheder,« siger Xu.

På den måde er Datang typisk for de mange klyngebyer, der er sprunget op rundt omkring i Kina, og hvor mange af dem begyndte for 30 år siden. Det er byer, hvor virksomheder og fabrikker er koncentret om produktionen af en enkelt ting. Som Datang og strømperne. Eller Yingkou og magnesium-produkter, Langfang og møbler, Zhili og børnetøj og så videre.

Der er da også fordele ved, at være så mange, der producerer de samme varer, samlet i et enkelt område. Det er for eksempel nemt for virksomhederne at købe materialer og vedligeholde maskiner, så man ikke behøver vente på for eksempel specielle reservedele. Ulempen er, siger Xu, at selv udenlandske købere ved, at der er en skarp konkurrence. Priserne er så lave, at nogle af fabrikkerne sænker prisen så meget, at de også bliver nødt til at sænke kvaliteten og snyde med materialerne.

Den kinesiske økonomi er i dag i en overgangsfase, og det er tydeligt at se i klyngebyerne. Mange af virksomhederne har fortjenester, der ofte ligger på få procent, og som en stærkere kurs på den kinesiske yuan hurtigt vil annullere for de virksomheder, der eksporterer deres varer. Men det er manglen på arbejdere, som er firmaernes største problem.

»Virksomhederne står over for nogle udfordringer i den kommende tid, men det er stigende lønomkostninger, som er den største«, siger Zhang Xiaobo, økonom ved International Food Policy Research Institute i Washington, der har forsket i de kinesiske klyngebyer.

»Enten skal de flytte deres virksomheder eller investere mere i maskiner, der kan erstatte arbejderne,« siger Zhang Xiaobo.

Vil de kinesiske klyngebyer så overleve? Ja, mener Zhang Xiaobo. Men der vil være et skifte fra for eksempel »Made in Datang« til »Designed in Datang«. Mange af lokalregeringerne har sendt delegationer til eksempelvis Italien for at lære om deres erfaringer med klyngebyer og industrialisering.

»Der vil være et skifte fra klyngebyer som et centrum for produktion til et centrum for handel og design, mens produktionen vil være outsourcet,« siger Zhang Xiaobo.

For at overleve er virksomhederne i de senere år flyttet længere og længere ind i Kina til regioner, hvor omkostningerne er lavere. Men forskellene er i dag ved at være udlignet. Derfor forudser Zhang Xiaobo, at der i de kommende år vil være flere investeringer i mindre udviklede lande som Bangladesh eller Etiopien, som har et stort overskud af arbejdere.

Xu Leile har da også overvejet at flytte produktionen til udlandet. Men det vil være for besværligt, mener ha, og der er ikke nogen grund til det lige nu. For det går godt for Hua Zhong Socks, der ifølge Xu havde en omsætning på 80 millioner yuan (cirka 75 millioner kroner) sidste år. De ændrede produktionen i 2004 og specialiserede sig indenfor militær- og sportsstrømper. Det var der ingen, som interesserede sig for dengang, og derfor har de et forspring i dag, mener Xu.

Så er Xu Leile strømpernes konge? Han griner og siger, at der er andre virksomheder, som har større markedsandele og tjener flere penge. Men at han, som sagt, er ekspert på strømper. Han hæver stemmen, og holder en kollektionsprøve på et par tykke, grønne sokker op i luften for at understrege sin pointe:

»Da vi kom her i 1978, det var som at plante et frø. Vi var de første. Og på det tekniske, så er jeg kongen,« siger Xu Leile.

• Nogle af de kinesiske klyngebyer:

Suihua – tekstil og lærreds produkter
Yingkou – magnesium produkter
Tonghua – medicinal-industri
Dandong – måleudstyr
Yantai – vin, trøjer
Linyi – landbrugsudstyr
Wuxi – elartikler og elektriske biler
Zhili – børnetøj
Shaoxing – perler, slips
Changsha – fyrværkeri
Quanzhou – vandrør og blikkenslager produkter
Shantou – legetøj, undertøj
Langfang – møbler
Hengshui – plastic
Taiyuan – rustfrit stål
Baoji – titanium produkter
Yichang – fosfor-kemikalier
Bishan – motorcykler
Zunyi – kinesisk brændevin
Huizhou – sko
Zhongshan – maskiner, elektronik

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs også – Ny demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

• The Nanfang - Day to Day Update

• Shanghaiist - Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

• China Digital Times - Netizens Show Support for Wukan Revolt

• China Digital Times - With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

• China Media Project - Wukan and the “fourth danger”

Nogle rejsende er gode til at klare jetlag. Det er jeg ikke. En tommelfingerregel siger, at man skal bruge en dag, for hver tidszone man krydser, for at kroppen kan finde sin rytme igen. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Kina, og derfor burde det altså ikke tage mere end syv dage, men det kan tage længere tid, hvis man ikke kommer ind i rytmen med det samme.

Og det gjorde jeg ikke, da jeg i sidste uge kom hjem til Beijing efter en tur til Europa. Efter tre timers søvn fandt jeg ud af, at mine overboere i mellemtiden havde beriget deres husstand med en hundehvalp, der begyndte at bjæffe klokken et om natten. Uden at familien dog gjorde noget ved det. Hvilket efter et par minutter fik mig til at smelte sammen og hyle skældsord – det kinesiske sprog kan være uhyre rigt og varieret – der involverede både heste, mudder og forskellige dele af den menneskelige anatomi. Det ville helt sikkert have imponeret Kaptajn Haddock, men den lille hund anerkendte ikke for alvor mit kreative ordvalg, selvom det fik nogen deroppe til at give den noget vand, så den dæmpede sig efter mindre end en halv time.

Mine overboere er ikke de eneste, der er kommet på den fantastiske ide at få hund. Det har begge mine naboer også. Og i det boligkompleks, som jeg bor i, er der kommet stadigt flere hunde gennem de seneste år. For kæledyr – og især små hunde – er i takt med urbaniseringen og den voksende middelklasse kommet på mode i især de kinesiske byer, hvor de rige også flasher de små hunde som statussymboler.

Der er ingen pålidelige statistikker for, hvor mange kæledyr og hunde kineserne køber. Men alene markedet for dyrefoder ligger ifølge nogle skøn på over 40 milliarder kroner. Og det vokser. Det gør industrien omkring dyrene også. For nyligt gik jeg forbi en mand ved indgangsdøren til vores højhus, hvor han stod og var ved at give sin hund sko på. Et møjsommeligt job i – på det tidspunkt – cirka 30 graders varme.

Nu er det blevet køligere i vejret, men jeg har allerede set et par hunde, der også har fået overfrakke og hat på. Selvom det stadig er omkring 15 grader i Beijing. Ganske unødvendigt. Det er det også i selv en koldere provins som den nordlige Heilongjiang, hvor en indehaver af en dyreforretning i sidste uge fortalte en lokal tv-station, hvordan byboerne bruger stadig flere penge på tøj, sko og hatte til hundene. Og hvor en ekspert også forsøgte at forklare, at det netop er unødvendigt for dyrene.

Men det stopper ikke her. På Taobao, der er Kinas svar på eBay, kan man købe et varmetæppe, som hunden eller katten kan ligge på. For eksempel et rødt et af slagsen med hvide prikker og bamser. Hvis det ikke er godt nok, så kan man også købe en lille himmelseng til cirka 250 kroner. Skulle man nu tage dyret udenfor – for eksempel for at tage til den hundefotograf i Wuchang i Hubei-provinsen, der ifølge en artikel på Soho kan lave et fotoalbum for cirka 2.500 kroner – så kan man også give det en lyserød ansigtsmaske til cirka ti kroner. Men det er selvfølgelig synd sådan at slæbe dyret ud i verden, så den gode hundeejer bør overveje at investere de lidt over 2.300 kroner i en Huahang HHC-220, som er et løbebånd for hunde.

Så måske bliver det lyden af en hund på et løbebånd, der vækker mig næste gang.

:: Læs i øvrigt også min artikel om »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« og dyrevelfærd i Kina.

Li Zicheng mistede sin tommeltot i april 2010. Året før var han rejst fra sin hjemby i Sichuan, for som så mange andre migrantarbejdere at søge arbejde i Guangdong. Det lykkedes. I 2009 blev han ansat på en fabrik i Huizhou, der er et mindre bydistrikt med cirka 4,5 millioner indbyggere.

Ulykken skete året efter, hvor Li stod ved en elektrisk sav på fabrikken. Han blev straks sendt til Guangdong Huiyang Hospital for at blive behandlet.

»Lægen forsøgte gentagne gange at overtale mig til en transplantation,« siger Li Zicheng til en journalist fra mediegruppen Nanfang Zhoumo, der har været med til at skrive om Li’s sag på det populære sociale medie QQ.

• Læs også – Skønhedsoperationer populære i Kina: »Jeg ville aldrig gøre det igen«

»Jeg spurgte lægen, om det var muligt at redde min finger. Han sagde, at der var to muligheder. Men det endte med, at han gennemførte transplantationen,« siger Li Zicheng.

Lægen skar en af hans tæer af, og satte den på det sted, hvor det yderste af tommeltotten havde siddet. Men transplantationen gik galt, siger Li Zicheng. Hospitalet? De reagerer ikke på Li Zichengs henvendelser, og vil ikke svare på kritikken. Han kan heller ikke få hjælp fra myndighederne.

Her halvandet år senere har han stadig smerter i både den ubrugelige finger og i foden, som du kan se billeder af her. Han har ifølge artiklen på QQ henvendt sig til flere andre hospitaler.

»Jeg forstår ikke, hvordan så mange andre eksperter fra andre hospitaler kan sige, at det her vil få store konsekvenser for min finger. Men på Huiyang Hospital siger de, at min finger nu er fuldt ud restitueret,« siger Li Zicheng.

Huiyang Hospital vil ikke kommentere sagen.

»Lægerne er umoralske, og hospitalet er et slagtehus,« står der som kommentar til en artikel om Li Zichengs sag på hjemmesiden Sina.

Det kinesiske sundhedsvæsen er notorisk berygtet blandt kinesere. Blandt andet er det de færreste migrantarbejdere som Li, der har råd til de dyre sundhedsforsikringer. Lægerne er også kendt for at udskrive unødvendige recepter, fordi de tjener penge på medicinen.

• Læs også – Sundhedsreform i Kina: Grådige hospitaler og resistente bakterier

Korruption er også udbredt. For eksempel forlanger læger ekstra penge for at gennemføre en operation. Nogle gange endda mens patienten ligger på operationsbordet, som det skete for en 22-årig kvinde i oktober sidste år, som jeg også skrev om her på Kinablog.

Hun skulle have en abort, men lægen nægtede at gennemføre indgrebet, før han havde fået penge. Det var først da det lykkedes for hendes kæreste at tilkalde politiet, efter tre timer på operationsbordet, at hun fik lov til at gå.

Derfor er det heller ikke unormalt, at der ofte er voldelige episoder på hospitaler og klinikker i Kina, hvor patienter overfalder læger. Som for eksempel i Beijing i september i år, hvor en 54-årig patient tog en kniv og stak sin læge ti gange, fordi han var utilfreds med en operation.

Tidligere på måneden nedlagde læger og sygeplejersker på Tongren Hospitalet i Beijing deres arbejde i en time i protest med den stigende vold.

Hvad er det første, skolebørn lærer i Kina? At tobak er godt.

Tobaksindustrien har sponsoreret og givet penge til flere skoler i det vestlige Kina og tobaks-lobbyen ligger ikke fingrene imellem:

»Håbet er, at de unge begynder at ryge,« siger Xu Guihua, generalsekretær i Chinese Association on Tobacco Control, til Bloomberg i denne artikel.

Blandt andet derfor vil der foran skolerne skilte med slogans som 天才出于勤奋 烟草助你成才. Det kan oversættes til sådan noget som »talent kræver flid – tobak hjælper dig«. Det er det slogan, som man kan se på fotografiet ovenover. Det viser også, at tobaksindustrien har gjort det i længere tid, for billedet er fra denne artikel fra 2009.

Centralregeringen gør meget lidt for bekæmpe tobakken. Eksempelvis blev det tidligere i år forbudt at ryge på offentlige steder, men loven bliver ikke hverken håndhævet eller overholdt, og bøderne er forsvindende små.

Derfor finder man 1/3 af alle rygere i Kina, hvor 320 millioner kinesere baffer løs på cigaretterne, hvor en pakke kan koste under en krone. Det har enorme omkostninger for sygehusvæsenet, og hvert år dør der også en million kinesere af sygdomme relateret til rygning.

Så hvorfor gør regeringen ikke noget ved det? Fordi det også er staten, som ejer tobaksfabrikkerne og derfor også tjener penge på smøger. Endda mange penge. Cirka 516 milliarder kroner. Det var tallet for sidste år, men væksten fortsætter. Alene fra 2006-2010 er tobaksindustrien vokset med 19 procent.

Derfor har industrien også enorm magt, som Judith Mackay, der er senior policy advisor i Verdenssundhedsorganisationen WHO, siger til Bloomberg:

“An amazing number of things in China come under the jurisdiction of the tobacco industry,” she said. “The health warnings on cigarettes for example. It’s not under the Health Ministry. There’s clearly a set of conflict of interests.”

Regional units of the monopoly fund more than 100 primary schools throughout China, such as the Sichuan Tobacco Hope Primary School, the official Xinhua News Agency reported in May. Some are named after top-selling brands like Hongta, which means red pagoda, or Zhongnanhai, named after the compound next to the Forbidden City where China’s top leaders live and work.

“We’ve been trying to get the Ministry of Education to stop the tobacco companies from sponsoring these schools,” said Xu. “But the ministry wants us to show them proof that this is causing harm.”

Det er svært at være bonde Kina. Der er ikke penge i landbrug. Derfor forlader mange deres landsbyer og rejse ind til byerne for at tjene penge. De efterlader familie – hustru, mand, børn, søskende, svigerforældre og så videre – som de måske kun ser en enkelt gang om året, når de rejser hjem omkring det kinesiske nytår, der er den helt store højtid herovre.

En anden højtid er Månefestivalen, hvor kineserne traditionelt fejrer familien og en – forhåbentlig – veloverstået høst. Men flugten fra fattigdommen på landet betyder, at stolene står tomme hjemme i landsbyerne. Som man kan se på billedet herover, hvor den 67-årige Xue Peizhong og hans hustru Yang Guilan passer deres barnebarn, fordi forældrene er to af de i alt ti familiemedlemmer, der er rejst ud for enten at gå i skole eller tjene penge.

Du kan se flere billeder på Ministry of Tofu, der har oversat og kommenteret teksten fra denne billedserie på Xinhua.

Kunne familien ikke bare flytte med, når for eksempel faren eller moren rejser ud? Nej. Og det skyldes især hukou-systemet, som registrerer en persons bopæl. Forestil dig, at der står København på dit sygesikringsbevis. Det betyder, at du kun må bo, gå i skole og modtage sociale ydelser i København, og at det alt sammen bortfalder hvis du rejser til Odense. For eksempel har børn af migrantarbejdere ikke ret til at gå i skole, hvis ikke deres forældre har hukou i den by, som de arbejder i.

Det er næsten umuligt at ændre sin Hukou. Især derfor er det bedre at lade sin familie blive hjemme.

Kam Wing Chan, der er fra University of Washington, skrev for nyligt denne artikel om urbanisering og hukou på East Asia Forum. Og hvordan hukou-systemet i de næste ti år kommer til at skabe en enorm underklasse på 300-400 millioner personer:

The hukou system has created two classes: on the one hand, an urban class whose members have basic social welfare and full citizenship; on the other, an underclass of peasants with neither of these privileges. In Mao’s era, peasants, forbidden to go into the cities, were confined to tilling the soil to grow food for urban workers. With China’s opening up and participation in the global economy, peasants have been allowed to come to the city where they are compelled to take up low-paid factory and service jobs. Many of these are dirty and dangerous. At the same time, peasants are denied access to urban welfare programs and opportunities because the great majority of them are not allowed to change their hukou from rural to urban.

‘Rural migrants’ work and live in the city but they are not part of the urban class — not now and not in the future, no matter how many years and how hard they have worked in the city. This group now numbers about 160 million and continues to rise. The fact that they are purposely held down as a massive permanent underclass is precisely what supplies China with a huge, almost inexhaustible pool of super-exploitable labour. Little wonder that China is the world’s largest — and the most ‘competitive’ — manufacturing powerhouse!

Den kinesiske folketælling begyndte i november sidste år. Seks millioner kinesere – altså mere end den danske befolkning – blev sendt ud til alle afkroge af de 31 provinser, byområder og selvstyrende regioner. Det var ikke alene verdens største folketælling, men også den største mobilisering i fredstid i Kina, skrev de kinesiske medier dengang.

Det tog ti dage at indsamle alle oplysninger. Siden da har Kinas Nationale Bureau for Statistik brugt tiden på at behandle informationerne, og i går blev de præsenteret på en pressekonference i Beijing. Det skriver jeg om i Berlingske i dag.

Du kan se resultatet fra folketællingen på Kinas Nationale Bureau for Statistik. På kinesisk og på engelsk. Her nederst i artiklen kan du også se et udpluk af tallene.

Undersøgelsen viser blandt andet, at andelen af ældre i befolkningen vokser kraftigt, og at der bliver færre unge mellem 0-14 år. Det stiller endnu en gang spørgsmålstegn ved regeringens etbarns-politik.

Den blev indført i 1980 for at få den enorme befolkningsvækst under kontrol. I sin nuværende form betyder den, at par i byerne må få et enkelt barn, og at etniske minoriteter og par på landet har ret til to børn.

Officielt har den virket, og uden den ville der være 400 millioner flere kinesere. Men den har også medført, at myndighederne i tre årtier har tvangssteriliseret millioner af kvinder. Og at der fødes langt flere drengebørn, som især landbefolkningen favoriserer. I dag fødes der 118 drenge for hver 100 piger, viser den nye folketælling.

Etbarns-politikken var ment som en 30-årig plan, der skulle få befolkningsvæksten under kontrol. Men den er her stadig, og regeringen ser ikke ud til at ville afskaffe. Måske fordi Beijing vil undgå en kontroversiel debat forud for det store magtskifte næste år. Men debatten bølger ofte op i de kinesiske medier, og Wall Street Journal kommer med et godt eksempel på det i denne artikel fra dagens avis:

The Family Planning Commission, meanwhile, actively suppresses dissenting voices, its critics allege. Around 6 p.m. on March 11, two professors from Beijing’s Tsinghua University, Wang Ming and Wang Feng, were on their way to a live television interview in which they planned to call for an end to the one-child policy.

Wang Ming is a members of a consultative body to the National People’s Congress and had filed a petition against the one-child policy for the second successive year. Wang Feng is a demographer and member of the advocacy group who heads the Brookings-Tsinghua Center for Public Policy in Beijing.

As they approached the studio, Wang Feng’s mobile phone rang. It was a producer of the show, he said, calling to say the interview had been canceled under pressure from the Family Planning Commission. “We shouldn’t have advertised it in advance,” the show’s anchor told the two men later, they say.

“This is a really politically sensitive question,” says Ji Baocheng, president of Renmin University and an NPC member, who filed a petition this year, for the fourth time, calling for a review of the policy. “The problem is there is a difference between how experts see it and how officials see it.”

Hvad skriver de andre? Her er et udpluk:

• Guardian – China census figures reveal ageing and urbanised country

• New York Times – New Census Finds China’s Population Growth Has Slowed

• Reuters – Policy or not, many urban Chinese only want one child

• AP – Census: China’s 1.34 billion are more urban, older

• Christian Science Monitor – Census report: China could grow old before it grows rich

Folketælling i Kina – store tal:
• 1.370.536.875 – Kinas befolkning.
• 40.151.7330 – antallet af husholdninger i Kina.
• 3,10 – antallet af personer i hver husholdning. Det er faldet fra 3,44 i 2000.
• 665.575.306 – befolkning i byerne. Det er 49,68 procent af befolkningen.
• 674.149.546 – befolkning i landområderne. Det er 50,32 procent af alle kinesere.
• 207.137.093 – antallet af personer, som byerne er vokset med i de seneste ti år.
• 51,27 – procent af befolkningen, som er mænd.
• 48,73 – procent som er kvinder.
• 16,6 – procent af befolkningen, der er mellem 0-14 år. I alt 222.459.737 personer.
• 70,14 – procent der er 15-59 år gamle. I alt 939.616.410 personer.
• 13,26 – procent der er over 60 år. Det er 177.648.705.

:: Illustration fra denne side

Der burde være fyldt med vand derude i reservoiret. Det er der ikke. En hvidmalet bro stikker lige ud i luften, og der står en båd dernede på den tørre jordbund.

Fem af de lokale bønder står oppe på den høje vold, der går rundt om reservoiret. En af dem, Liu Baojun, tager en sten og kaster ud i luften.

»Vandet plejede at gå hertil,« siger den 46-årige Liu Baojun, da den rammer cementvæggen cirka halvvejs nede.

Bønderne står og kigger på en gul gravko, der er ved at grave et cirka fem-seks meter dybt hul i reservoirets støvede jordbund. Nede i bunden af det brede hul dukker der mudret vand op, som skal pumpes ud over de nærliggende marker. Men spørgsmålet er, hvor meget det vil hjælpe.

»Jeg har allerede mistet cirka 30 procent af mine afgrøder,« siger Liu Baojun, som jeg skrev om i Berlingske i går. Og her på Kinablog kan du få links og baggrund om tørken.

Bønderne har god grund til at være bekymrede, for lige nu er Kina flere steder ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede. Regeringen har sat milliarder af til krisehjælp, men det nytter ikke meget, siger bønderne. Tørken har også allerede gjort skade på vinterens høst af hvede, og gjort jorden så tør, at forårets såning er i fare.

FN kom i sidste uge med en advarsel om, at tørken kan få alvorlige konsekvenser for årets høst af hvede.

»Denne tørke er meget unormal,« siger Kisan Gunjal fra FNs Organisation for Fødevarer og Landbrug over telefonen fra Rom. Tørken kan også mærkes på de globale priser på hvede, der siden sidste år er steget med 76 procent.

»Det skyldes hovedsageligt forskellige klimatiske begivenheder – oversvømmelserne i Australien, en lang og tør periode i Rusland og begivenhederne i Kina,« siger Kisan Gunjal.

Så der er god grund til, at bønderne i området omkring Baitai reservoiret er bekymrede. For at komme herud kører man ud ad en hovedvej, der går gennem tørre marker, frugtplantager, vinmarker og slidte landsbyer. Her hænger der flere steder røde bannere, hvor der står for eksempel »Arbejd målrettet for sammen at bekæmpe tørken.«

Butikkerne langs vejen er af den slags, som man har brug for på landet. Et lille skur af mursten, hvor en dreng sælger kul, som ligger stablet op under en presenning foran butikken. En slagter, der står i gruset ved vejsiden med et stativ, hvor der hænger klumper af blodigt kød på. Et værksted, hvor en mand ligger under en bil, som holder på den støvede parkeringsplads mellem bunker af rustne reservedele. En lille filial af Agricultural Bank of China. En tømmerhandel, hvor der står grove planker stablet op foran huset.

Man kan også gøre som mange af chaufførerne på de store lastvogne, der kører med kul fra Shandongs kulminer, og dreje ind til siden og holde ved en af restauranterne. Her får man jævn mad. Grillede bønner med spidskommen. Brokoli og hvidløg. Flæsk og hvidkål. Men ingen ris. Bunden bliver lagt med »mantou,« som er hvidt, dampet brød.

For her i Shandong og området omkring Baitai dyrker man hvede. Det kræver mindre vand end for eksempel grøntsager, siger bønderne. Tørken er forværret af, at Kina i forvejen har en kolossal mangel på vand. Det fik i sidste måned regeringen til at sætte 4.000 milliarder yuan – cirka 3.300 milliarder kroner – af til projekter med vandkonservering over de næste ti år. Der er allerede enorme projekter med for eksempel flere hundrede kilometer lange kanaler, der leder vand fra de sydlige floder op til Beijing og det tørre Nordkina.

I sidste uge annoncerede regeringen to nødhjælpspakker på i alt mere end syv milliarder yuan, der skal afhjælpe tørken. Det er blandt andet til bønderne, der får tilskud til vanding af markerne. Men mange af dem trækker blot på skuldrene over tilskuddet, der er på ti yuan – lidt over otte kroner – per mu. En mu er en kinesisk måleenhed, der er på 0,06 hektar.

»Vanding koster mig 30 yuan per mu, og jeg har fire mu. Så tilskuddet er jo ingenting,« siger en af bønderne, der står og kigger på den gule gravemaskine i reservoiret.

Nogle kilometer fra Baitai står den 65-årige Wang Yuling og vander sin mark. Han stod op klokken syv i morges. Steg på sin sølvfarvede, elektriske cykel og kørte den ene kilomet fra hjemmet i landsbyen Lian og her ud til marken på fem mu, som han skal bruge seks-syv timer på at vande.

I baggrunden kan man høre den dieseldrevne pumpe – dangdangdangdang – der står ved brønden på en anden mark og pumper vandet over i en tyk slange, hvor det højlydt plasker ud på Wangs tørre hvedemark. Wang har også fire mu med frugttræer, fortæller han, og i alt tjener hans familie cirka 10.000 yuan – omkring 8.300 kroner – om året. Han regner med, at tørken i år – hvis den ikke bliver værre – kommer til at koste ham mindst 1.500 yuan.

»Det betyder ikke så meget for os i dagligdagen indtil videre. Men vi bliver nødt til at vente med reparationer og med at investere i større ting, for vi kan ikke spare op. Jaja, sådan er det. Hvad kan man gøre?« siger Wang Yuling.

Du kan læse min reportage fra Shandong provinsen her på Kinablog. Og her nedenunder får du baggrund og links om tørken.

Kina – der er verdens største producent af hvede – er lige nu ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede.

FN advarede i sidste uge om, at tørken kan bringe årets kinesiske høst af hvede i fare. Tørken har også givet frygt for, at de globale priser på hvede vil stige, hvis efterspørgslen fra Kina skulle blive markant større. Prisen er allerede steget med over 70 procent siden sidste år.

Premierminister Wen Jiabao forsøgte i sidste uge at berolige de internationale markeder om, at Kina har tilstrækkelig store lagre med hvede.

Wen Jiabao advarede også om, at produktionen af fødevarer er en forudsætning for stabile priser og social ro.

Beijing er kommet med en nødhjælpspakke på cirka syv milliarder yuan – næsten seks milliarder kroner – der skal afhjælpe tørken.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links:

• Sydney Morning Herald – When China goes hungry, the world shakes

• Reuters – China snows bring limited relief to drought-hit areas

• Wall Street Journal – China Lifts Farm Subsidies

• Bloomberg – China to Spend $2 Billion to Fight Drought, Boost Grain Output

• The Hindu – In China, drought brings focus on water, food security

Godt nytår. Igen. Men denne gang af den kinesiske slags. Hvilket også er en ganske øredøvende en af slagsen, for som man kan se på billedet her ovenover, så skal der i den grad fyrværkeri til. Det foregår over en hel uge, men højdepunktet er i aften og nat.

Her i Beijing bliver krudtet solgt fra midlertidige telte som denne på billedet ovenover. Det meste af det er noget som siger bang, for de høje drøn skræmmer de onde ånder væk.

En anden af de mange traditioner kan jeg se, når jeg åbner døren til min lejlighed her i Beijing. Jeg kigger lige ind i hovederne på to tykke babyer og en fed fisk.

En anden tradition er nemlig, at man hænger papirklip, billeder og skriftruller op ved indgangen til sit hjem. Det har mine kinesiske naboer også gjort.

På døren til den ene lejlighed hænger et sæt nianhua (年画). Nytårsbilleder, som der er billeder af her på Google. Af fisken og de to babyer, der ønsker mig held, lykke og glæde i det nye år. En tradition, som efter sigende kan spores tilbage til før Qin dynastiet i 207 f. kr, hvor man hængte »dørguder« op ved indgangene, så de kunne verfe onde ånder af vejen og hjælpe gode tider inden døre.

Hos den anden nabo hænger der tre chunlian (春联), nyåtårs-skriftruller, som du kan se billeder af på Google, to på hver sin side af døren og en ovenover. De er røde og med gul kalligrafi. Det er beskeder med ønsker og håb om det nye år, og der kan stå alle mulige positive sætninger og små digte. De handler ofte om at blive rige, men hele den kulturelle kontekst er noget besværlig at få med i en oversættelse til dansk. Det kan for eksempel være, at »velfærdens gud følge os i årevis, unge grise kommer til vor dør.« Eller at »10.000 familier griner, familier omkring de fire have fejrer det nye år.« Eller endelig at »Bjergene, vand og vind står klare, folk nyder lang levetid og jorden giver god høst.« Hvis du er mere interesseret i dem, så check Baidu Tieba og Baidu Baike.

Den får altså hele armen til nytåret. Det er årets største og vigtigste højtid, og hele Kina går stort set i stå under det månedlange nytår. Her sker intet. Tempoet begyndte så småt at dale i begyndelsen af januar, det har det gjort siden, for ofte er nytåret den eneste tid på året, hvor kineserne rejser tilbage til deres familier og hjembyer. Det er helt normalt, at man bor, arbejder eller studerer hundreder eller tusinder af kilometer borte.

Det sætter pres på veje, busser, toge og fly. Og tallene er enorme. Ifølge en officiel statistik vil der blive foretaget 2,8 milliarder rejser i den 40 dage lange højsæson.

Det vigtigste transportmiddel over de lange distancer er togene. Jernbaneministeriet opgør ikke tallene på samme måde i rejser men derimod i personer. Og her vil 230 millioner kinesere tage med togene, hvor det ikke er unormalt med rejser på både 20, 30 eller 40 timer.

Hvis man altså kan få billet. Der er et begrænset antal pladser, og derfor er der hvert år problemer med falske billetter og sortbørshajer. Samtidig er billetsystemet tåbeligt. Billetterne bliver nemlig kun sat til salg få dage før afrejsedagen.

Det betyder, at folk for eksempel her i Beijing har stået i kø på banegårdene i helt op til ti timer. Også om natten. Hvor temperaturne har været nede omkring -13 grader.

Endnu værre gik det dog for en mand i Zhejiang provinsen. Chen Weiwei havde stået i kø i 14 timer. Men da salget åbnede skar folk sig ind foran ham og købte de få billetter, der var til rådighed. Chen blev så rasende, at han smed tøjet i protest og overfusede billetsælgeren. Fotos af det hele endte på internettet, hvor han er blevet en helt for at protestere mod jernbanemonopolet og det tåbelige system. Chinasmack har oversat kommentarer om Chen på denne side, hvor der også er… fotos af den halvnøgne Chen Weiwei.

Synes du, at det er en smule trættende at være pendler i myldretiden i Danmark? For eksempel når du skal med toget om morgenen. Og endnu værre, hvis du skal med toget på de store rejsedage.

Problemer er selvfølgelig relative. Men lige nu er 200 millioner kinesere på vej hjem til nytåret, og det sker ofte på overfyldte togrejser, som kan tage flere dage. Og der er rift om pladserne, som du kan se her ovenover og på denne billedserie på Xinhua, hvor de to fotos kommer fra.

Her på Youku kan du også se et par videoer af, hvor vanvittige rejserne kan være.

Ofte er det nærmest umuligt at få billetter, og derfor er der hvert år gode vilkår for billethajer.

Markedet for skønhedsoperationer vokser enormt i Kina. Blandt andet vælger mange unge at få plastisk kirurgi. For smukke mennesker klarer sig bedre til jobsamtaler, mener de nyuddannede studenter. Det er også et af de argumenter, som er mest populært i reklamerne for hospitaler og skønhedsklinikker.

Men for nyligt døde en kendt popsanger under en simpel skønhedsoperation, og det har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved kirurgien. For der kommer stadig flere eksempler på uheldige operationer. Du kan få baggrunden og læse mere om det her, hvor jeg også fortæller om den 28-årige Momo, og hvad der skete efter hendes operation.

Lidt fakta om skønhedsoperationer i Kina. Der er officielt 50.000 hospitaler, klinikker og skønhedssaloner, som beskæftiger op mod 200.000 personer, der laver kosmetiske indgreb og operationer.

Men den vildtvoksende industri har også skabt et gråt marked for indgreb, der bliver lavet i for eksempel hotelværelser og frisørsaloner.

Det er især folk fra 20-40 år, der får operationerne. Ofte fordi presset og konkurrencen på arbejdsmarkedet er så stort. Og hvis man er smuk klarer man sig bedre til for eksempel en jobsamtale, lyder argumentet. Samtidig stiller arbejdsgiverne flere gange direkte krav om udseendet.

Her kan du se tre reklamer for kinesiske hospitaler og skønhedsklinikker:

• Hun er nyuddannet. Men hun kan ikke finde hverken arbejde eller kæreste. Men så får hun en plastisk operation. Se hvad der sker videre i den virale reklame fra Wuxi Tongji Hospital for Plastisk Kirurgi. Video på Youku.

• Reklamen spiller på en gammel myte fra de Tre Kongedømmers tid og viser, hvordan attraktive og smukke kvinder har magt. Video på Tudou.
 
• Her er en meget normal TV-reklame for skøhnedsoperationer. Inklusiv fløjlsblødt lys og vind i håret. Video på Youku.

:: Reklamen ovenover er fra denne klinik.

»Det er ikke forkert at stræbe efter skønhed, men nu betaler jeg prisen,« siger Momo.

Hende interviewede jeg til en artikel, der blev bragt i Berlingske i begyndelsen af januar. Den kan du læse her nedenunder. Og i denne artikel på Kinablog kan du se kinesiske tv-reklamer for plastikkirurgi og få nogle voldsomme statistikker for industrien.

Momo har altid været udmærket tilfreds med sit udseende. Undtagen øjnene. De var ikke smukke, syntes hun, og derfor havde hun i lang tid overvejet at få øjenlågene opereret, så øjnene kom til at se større ud. Det er en af de mest populære kosmetiske operationer i Kina. Et simpelt indgreb, havde hun hørt. Derfor troede hun også på den læge, der overbeviste hende om at gøre det og betale 3.000 yuan – cirka 2.500 kroner – for operationen.

Indgrebet tog en halv time. Og det gik galt. I dag er Momos øjne stadig ømme. Arret er dybt, og det føles, som om der sidder noget tungt på øjenlågene, siger hun.

»Bagefter sagde lægen, at det da »så smukt ud,« men hun kiggede ikke engang på mig, da hun sagde det,« siger Momo.

Først benægtede hospitalet, at der var noget i vejen, og at operationen skulle være gået galt, fortæller Momo. Såret skulle bare hele først. Men hun insisterede. Til sidst kom de med en lille indrømmelse og tilbød, at de kunne lave en ny operation.

»Men det er jo øjnene, det er ikke bare nogle ting. Så når de ikke kunne gøre det ordentlig første gang, hvorfor skulle det blive bedre anden gang,« siger Momo og tilføjer:

»Jeg troede, at læger var anderledes end forretningsmænd, men de er jo ikke andet end avancerede købmænd,« siger Momo.

Nancheng Hospital – der ikke ville medvirke til denne artikel – er et offentligt hospital. Men de seneste to årtier er det kinesiske sygehusvæsen i høj grad blevet privatiseret.

Sygeforsikringer, indlæggelser, undersøgelser og medicin er blevet så dyre, at op mod 40 procent af de kinesiske husstande ikke har en forsikring, viser en nyere undersøgelse i det britiske lægetidsskrift Lancet. For hospitalerne skal selv dække en stor del af deres udgifter. Helt op mod 50 procent af budgettet. Derfor er de kinesiske læger notorisk kendte for at lave unødvendige undersøgelser og udskrive meningsløse recepter. Og derfor er hospitalerne voldsomt interesserede i den kosmetiske industri.

Kina står for mere end 14 procent af alle kosmetiske operationer i Verden. Der bliver lavet flest i USA. Dernæst kommer Brasilien. Og endelig Kina på tredjepladsen. Det viser den seneste undersøgelse fra International Society Of Aesthetic Plastic Surgery.

Tallene for Kina er enorme. I 2009 omsatte industrien for 15 milliarder yuan. Over 12 milliarder kroner. Og det vokser. Analytikere regner med, at væksten i den kommende fremtid bliver på 20 procent om året.

Der er altså penge i plastikkirurgi. Derfor tiltrækker den stigende efterspørgsel mange, der hverken er læger eller på nogen måde kvalificeret til at lave operationer eller indgreb. Det er ikke usædvanligt, at skønhedssaloner eller selv frisører eller massageklinikker laver nogle af de mere simple operationer i baglokalerne. Eller at folk får indsprøjtninger med for eksempel botox på hotelværelser.

»Der er heller ingen regler for, hvornår læger er kvalificerede til at lave plastiske operationer, så selv mange læger har ingen erfaring,« siger professor Liu Dalie, der er medlem af Chinese Academy of Aesthetic Medicine og en af Kinas førende eksperter.

»Samtidig lever mange klinikker og hospitaler slet op til selv de laveste standarder. For eksempel er der mange, som ikke en gang har et beredskab til nødsituationer,« siger Liu Dalie.

Det er der kommet to eksempler på indenfor de seneste måneder, hvor mange kinesere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved skønhedsoperationerne.

Den 12. november blev en 48-årig kvinde indlagt på et hospital i Beijing. Hun havde tidligere fået flere indgreb omkring sine kindben, men denne gang gik det galt. Hun blev kvalt under operationen. Klinikken havde ikke udstyret til at redde hende, og hun blev kørt på et hospital, hvor hun var bevidstløs ved ankomsten.

Den mest omdiskuterede sag handler dog om den 24-årige Wang Bei, der døde få dage senere på et hospital i Wuhan, der er hovedstaden i Hubei provinsen.

Hun var smuk. En skønhed der var på vej til at blive popstjerne. I 2005 havde hun deltaget i den populære konkurrence »Super Pigen,« der minder om »X-faktor.«

Wang Bei var under fuld bedøvelse, men selve operationen, der skulle rette hendes kæbe, var relativt simpelt. Ifølge kirurgen gik operationen godt, men Wang Bei døde to timer senere efter et hjerteslag.

Men kort før jul kom det lokale sundhedsministerium i Hubei med deres undersøgelse, som er offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Her beskriver de, hvordan Wang Beis kæbe begyndte at bløde kraftigt under operationen, og hvordan det blokerede hendes luftveje og kvalte hende. Hospitalet har været lukket siden slutningen af november, og en efterforskning er ved at fastslå, om lægen overhovedet er kvalificeret.

De to dødsfald har presset myndighederne til flere gange at love strammere regler. For eksempel i midten af december, hvor vicesundhedsminister Zhang Mao lovede at komme med standarder for industrien og »promovere« en bæredygtig udvikling.

Men hvorfor er det så, at kvinder som Wang Bei eller Momo vælger at blive opereret?
Efter sigende skulle Wang Beis mor have presset hende til at få operationen. Hun var i øvrigt med på hospitalet den samme dag, for selv at få en skønhedsoperation.

Der er tusinder af kommentarer om Wang Bei på internettet, hvor den offentlige debat foregår i Kina.

»Hun var jo smuk, så hvorfor ville hun overhovedet have den operation. Der burde virkelig være en grænse for, hvor langt man vil gå for at forfølge skønhed,« skriver en bruger, Kukuaiqiu, på det populære forum Tieba.

Svaret er, at det for Wang Bei handlede om, at hendes karriere var i vanskeligheder. Det handlede om hendes arbejde. Det gjorde det også for Momo, der før operationen arbejdede i en skønhedssalon, hvor hun arbejdede med hudpleje. Det gør hun ikke længere.

»Hvordan kunne jeg fortsætte med at arbejde der? Sådan et sted er udseendet virkeligt vigtigt,« siger Momo.

Det er det for mange unge. Ifølge en statistik fra en kinesisk brancheorganisation, så er sommerferien højsæson for kosmetiske operationer. I sommeren 2010 var hele 80 procent af kunderne i Beijing fra gymnasier og universiteter. For arbejdsløsheden blandt de unge og nyuddannede er stor. Den fortsætter med at vokse og konkurrencen er benhård.

Det kan man også se i reklamer for hospitalerne og klinikkerne. For eksempel i TV-reklamen for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi.

Den fortæller historien om en pige, der får succes efter en plastisk operation. Hun er nyuddannet fra universitetet, og kan ikke finde et arbejde. Hun er til en jobsamtale, men hun får ikke arbejdet, fordi hun er grim.

Så ser hun en reklame for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi. Hun besøger en læge og får en operation. Med det samme får hun en smuk kæreste. Han arbejder tilfældigvis ved den samme virksomhed, som kort tid før havde afvist hende. Lige så tilfældigt besøger hun ham en dag på arbejdet – og fordi hun nu er smuk giver selskabet hende et arbejde.

Den slags reklamer er grov vildledning af forbrugerne og et andet af industriens store problemer, siger professor Liu Dalie.

»Myndighedernes kontrol med dem er mangelfuld, og virksomhederne ændrer blot indholdet i dem, efter reklamerne er blevet godkendt,« siger Liu Dalie.

For virkeligheden er en anden. Der er ingen pålidelige statistikker, men et skøn går på, at op mod ti procent af operationerne slår fejl. Som det gjorde for Momo.

»Jeg er 28 år. Jeg har ikke noget arbejde, og jeg har mistet min selvtillid,« siger Momo.

Der er stort set ingen beskyttelse af forbrugerne i Kina, og det eneste hun kan gøre, er selv at betale for en ny operation, der måske kan gøre bod på skaden. Den kan koste 20-50.000 yuan, siger hun. Og det har almindelige mennesker jo ikke råd til, siger Momo.

»Hvis jeg kunne gøre det om – jeg ville aldrig gøre det igen,« siger Momo.

Faktaboks: Top Fem – De mest populære skønhedsoperationer i Folkerepublikken Kina

1. Brystimplantater 222.530
2. Fedtsugning 212.670
3. Øjenlåg (blepharoplastik) 175.228
4. Næse (rhinoplastik) 97.453
5. Mave (abdominoplastik) 92.565
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

Faktaboks: Top Ti – Lande med flest plastiske operationer og indgreb

1. USA 3.031.146
2. Brasilien 2.475.237
3. Kina 2.193.935
4. Indien 894.700
5. Mexico 835.280
6. Japan 742.324
7. Sydkorea 659.213
8. Tyskland 524.842
9. Italien 350.250
10. Rusland 345.920
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

:: Foto af popsangeren Wang Bei her fra Baidu Yule.

Hver dag sender myndighederne et hemmeligt notat ud til landets medier. Notatet bliver også sendt til administratorerne for eksempelvis store portaler og andre hjemmesider, hvor man kan skrive artikler, diskutere og offentliggøre kommentarer. Alle den slags hjemmesider og private virksomheder skal nemlig have administratorer ansat, som er med til at censurere deres indhold.

Myndighederne, som står bag censuren og notatet, har festlige og indbydende navne som Statsrådets Kontor for Information (国务院新闻办公室) og Statens Administration for Radio, Film og TV (国家广播电影电视总局). Sidstnævnte er bedre kendt som SARFT. Deres hjemmeside er her, og du kan læse om dem her på Wikipedia.

Notatet er egentlig hemmeligt, men før eller senere dukker det alligevel ofte op flere steder på internettet. Blandt andet på China Digital Times, der hører under det californiske Berkeley Universitet.

Hvad er det så, at kineserne ikke måtte få at vide den 10. december? Det er ikke overraskende alt om Liu Xiaobo:

A general order from the Central Propaganda Bureau: All media outlets are requested to strictly and rigorously examine and check images, videos, and web pages, and prevent acrostics, caricatures, and other forms of reporting that hype the news of Liu Xiaobo receiving the Nobel Peace Prize.

刘晓波获诺贝尔奖

中宣部通知：请各媒体严格对文字、图片、音视频、网页进行严格审查把关，防止以藏头诗、漫画等形式报道、炒作刘晓波获诺贝尔奖的信息。

Og så handler det om Jernbaneministeriets nye regler om, hvornår man kan få refunderet sine togbilletter:

From the Central Propaganda Bureau: Regarding the ticket refund mechanisms and related policies issued by the Railroad Ministry (Tiedao bu), all media outlets are not to criticize or to question. As a principle, publish copy from the Xinhua News Agency.

铁道部退票机制

中宣部：对铁道部出台的退票机制等相关政策，各媒体不评论、不质疑，主要发新华社稿件。

Det er måske ikke helt åbenlyst hvorfor, at det skulle være et følsomt emne. Men i begyndelsen af december kom ministeriet med nye regler for, hvornår man kan få refunderet sine billetter. De har skabt en del vrede, for reglerne rammer først og fremmest – igen – de almindelige kinesere, og favoriserer dem, som har penge til at købe dyrere billetter.

De originale artikler fra de kinesiske medier er forsvundet, men den engelske udgave af Global Times har stadig denne artikel, som forklarer sagen:

China’s Ministry of Railways’ newly-revised regulations stipulating that the tickets of passengers who miss their trains will be invalid have led to criticism from members of the public, the Beijing News reported Wednesday.

The previous regulation stipulated that passengers who arrive late could exchange their tickets for another train. According to the new rule, those with tickets for high-speed trains only will still be able to do so.

Many people reportedly oppose the new rule, arguing that it is unfair because it discriminates between passengers who travel on regular trains and those who travel on high-speed trains.

One online comment said that because passengers who miss regular trains will not be able to take other trains, rail officials should compensate those with tickets for trains that are late by two hours or more.

:: Foto fra denne artikel

»For hvis man kan finde noget her, som har samme priser som sidste år, så er kvaliteten også derefter,« siger Yu Ping, der håber, at regeringen kan holde inflationen under kontrol.

Inflationen stiger i Kina, og det er i høj grad noget, som bekymrer regeringen, som jeg skrev om i Berlingske i går.

Men aller først – kan man overhovedet stole på de kinesiske statistikker? Jeg interviewede blandt andre Xu Qiyuan. Han er fra tænketanken Chinese Academy of Social Sciences (CASS) og forfatter til en rapport, der kom i sidste uge. Den bekræfter i høj grad den indgroede mistillid, som mange almindelige kinesere, økonomer og fagfolk har til det Nationale Bureau for Statistik.

Rapporten viste, at de officielle statistikker for inflationen har været forkert beregnede siden 2006 og frem til maj i år. Tallene er mindst syv procent for lave, siger Xu Qiyuan, der i høj grad er kommet under politisk pres for at have offentliggjort rapporten.

I dag har Caixin, der er Kinas svar på The Economist, en artikel, der følger op på Xu’s rapport og beregningen af forbrugerprisindekset. Som der står i artiklen fra Caixin:

A major flaw in the current indexing system, experts say, revolves around the fact that the proportions given each component fail to adequately paint an overall picture of consumer price fluctuations. Some also argue that spending on housing should be more accurately rendered, and consumption by the wealthy more closely tracked.
CPI component weights are based on what NBS considers a proper proportion of household consumption rates for various types of goods and services relative to total household consumption.
Data is derived through a regular CPI survey conducted by the bureau’s provincial offices that encompasses nearly 120,000 households nationwide. Consumers are asked questions about their spending experiences in eight main categories and 263 basic areas. These numbers are then factored into the index.
Main categories are food; tobacco and alcohol; clothing; household appliances and repairs; medicine, healthcare and personal items; transportation and communications; entertainment and education; and housing.
Zeng Wuyi, a professor at Xiamen University and deputy chairman of the National Statistics Society of China, thinks the survey method may be hobbled by sampling errors. Overall, he says, survey results tend to favor a CPI that may be lower than real inflation.

Xu Qiyuan har brugt de seneste ti år på at studere det kinesiske forbrugerprisindeks, så hvad mener han, at regeringen bør gøre for at bekæmpe inflationen?

»Jeg tror ikke på priskontrol. Det vil kun forstyrre markedets naturlige prisfastsætning,« siger Xu Qiayuan.

Det er flere andre økonomer heller ikke begejstrede for, som Wall Street Journal skriver i dag:

Price caps can become counterproductive for consumers, if, for example, producers respond by limiting their output or increasing exports, leading to domestic shortages of key goods.

Even if price controls do have a temporarily beneficial effect, Chinese policy makers will continue to face problems if they don’t tackle the causes of inflation rather than its symptoms. Back in 2008, high food inflation was mostly a result of supply bottlenecks.

This time, as analysts at GaveKal Dragonomics argue, inflation is arising from China’s previously expansionary monetary policy and rising wages. “Rising food prices are an expression of inflationary pressure rather than its cause,” they said.

Steps are under way to tighten policy, with the People’s Bank of China raising interest rates and forcing banks to hold more reserves. Tighter control of new bank lending, and faster yuan appreciation—to help keep import prices down—would also help in the inflation battle. But they’d also hit at key drivers of China’s economic growth – loan-fueled investment and exports.

Xu Qiayuan tror heller ikke, at det vil hjælpe at hæve renten. Men det vil måske være et signal fra regeringen om, at de forsøger at kontrollere situationen. Derimod tror han mere, at det hjælper når centralbanken i sidste uge bad bankerne om at hæve deres reserver. Men det er mere omfattende, før fødevarepriserne kommer under kontrol.

»Omkostninger er steget, fordi produktionen er blevet dyrere på grund af stigende priser på vand, elektricitet, transport, arbejdskraft og så videre også er steget. Samtidig, ledig kapital blev sat ind i markedet, og de spekulationer ændrede efterspørgslen,« siger Xu Qiayuan. Blandt andet har store investeringsselskaber spekuleret i ingefær og hvidløg, hvor priserne i nogle byer er steget med op mod 90 procent.

Yu Ping, det var pensionisten som jeg talte med på markedet i Beijing, kan også huske dengang, at fødevarepriserne var lave. I gamle dage var Beijing kendt for sin kinakål. Man kan stadig se det her omkring vintertid, hvordan der på nogle gadehjørner ligger enorme stakke af kinakål, som bønderne er taget ind til byen for at sælge.

Tidligere købte beijingerne dem i enorme mængder, fordi kålene kan holde sig gennem hele den kolde vinter. Man stakkede det under tagryggene, i skabe og i trappeopgange. Der var kål overalt. Sådan er det ikke i dag. Heller ikke med andre grøntsager.

»I dag bor folk jo i byen, for al landbrugsjorden er væk og lavet om til højhuse. Så alting skal køres herind og transporteres fra andre provinser,« siger Yu Ping.

Derfor – og af mange andre grunde, som Xu Qiayuan også var inde på – er det ikke på nogen måde nemt for regeringen at få kontrol over inflationen.

Sent onsdag aften kom der så flere detaljer om den plan, som regeringen er kommet med, og som jeg skrev om for et par dage siden. Du kan læse mere om det her, hvor der er en samling af artikler, der kommer rundt om inflationen:

• Reuters – Q+A – How serious is China’s inflation? What else will Beijing do?

• Bloomberg – China’s Cabinet May Impose Temporary Price Controls to Counter Inflation

• AFP – Chinese consumers blame US as prices spiral up

• Wall Street Journal – Beijing Escalates Inflation Battle

• New York Times – Beijing’s Focus on Food Prices Ignores Broader Inflation Risk

»Det er en uventet og voldsom dom,« siger hans advokat Li Fangping, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Han har ikke begået nogen forbrydelse, men blot gjort det som enhver ville gøre for at beskytte sine rettigheder,« siger Li Fangping, som er en af Kinas mest anerkendte advokater, der ofte tager politisk følsomme sager. Blandt andet har han forsvaret den fængslede Hu Jia, som i 2008 var en af favoritterne til Nobels Fredspris.

Zhao Lianhais søn blev syg under mælkeskandalen i 2008. Seks børn døde og 300.000 kom på hospitalet efter at have drukket mælkepulver, der var forgiftet med melamin.

• Du kan læse, hvad jeg tidligere har skrevet om mælkeskandalen her på Kinablog.

Sagen blev hurtigt censureret i de kinesiske medier, og Zhao Lianhai lavede derfor en hjemmeside, der skulle informere andre om sagen. Siden blev hurtigt et samlingssted for forældre fra hele Kina, der var rasende på mejerier og myndigheder.

Zhao ville have større åbenhed om sagen, og han forsøgte også at organisere forældrene til en fælles retssag.

»Jeg vil bare gerne hjælpe ofrene,« sagde Zhao Lianhai i et interview med Berlingske i 2008.

Det mislykkedes. Zhao blev anholdt i november 2009.

I går faldt dommen så. Zhao Lianhais mor, søster og hustru sad i retssalen og begyndte at græde, da den blev afsagt i går i Beijing.

»Dommen viser, hvor fast besluttede myndighederne er på at sætte en stopper for ofrene for mælkeskandalen,« siger Li Fangping.

Der er bred enighed blandt iagttagere om, at myndighederne siden 2008 har været stadig mindre tolerante over for kritikere. Men på grund af Nobels Fredspris, der i begyndelsen af oktober blev tildelt Liu Xiaobo, har myndigheder i stigende grad chikaneret, forfulgt og anholdt kritikere. Liu Xiaobos hustru sidder stadig i husarrest, og Li Fangping er selv en af de personer, der er under konstant overvågning af politiet.

Zhao Lianhai har forlangt at få dommen appelleret, og han er nu gået i sultestrejke.

Kort om mælkeskandalen

• Det er den største fødevareskandale i Kinas historie. I 2008 døde seks børn og 300.000 kom på hospitalet.

• Børnene havde drukket mælkepulver, der var forurenet med melamin. Det er stof, der normalt bruges til fremstilling af for eksempel plastic og gødning.

• Mælkebønder havde puttet melamin i mælken. Dermed kan man fortynde mælk uden at det kan spores ved at måle indholdet af proteiner.

• Lokale myndigheder havde dækket over skandalen i længere tid for ikke at give Kina dårlig reklame under de Olympiske Lege i august 2008.

• Omkring 20 personer fra mejerisektoren har fået fængselsstraffe og tre er blevet henrettet. Men forældrene har aldrig fået lov til at anlægge retssager.

• Myndigheder, politi, retsvæsen og medier forsøger i dag at mørklægge sagen om det forurenede mælkepulver.

• Forbrugerne har stadig meget lidt tillid til myndighedernes fødevarekontrol og de kinesiske mejerier. Så sent som i juli blev der på et mejeri i Qinghai provinsen fundet 64 ton mælkepulver, der var forurenet med melamin.

:: Jeg elsker mælk, står der på billedet ovenover, der er fra denne side

Viceborgmesteren i Zhuzhou – der er en mindre sydkinesisk by med kun 3,6 millioner indbyggere – jagtede lørdag morgen en spyttende bilist gennem byens gader, som der står i denne artikel fra 湖南省新闻.

Viceborgmesteren var gået hen til bilisten og havde bedt ham om at stoppe med at spytte betel blade ud af sideruden. Manden nægtede. Hvad rager det dig, lød svaret.

Resultatet blev en biljagt, hvor politiet endte med at stoppe den spyttende bilist. Han blev idømt en bøde på 100 yuan (79 kroner) for på den måde at svine omgivelserne til.

Ifølge viceborgmesteren var det ikke civiliseret trafikkultur (不文明交通行为), der sømmer sig for en borger i Zhuzhou.

Kineserne er kendte for at spytte. Overalt. I tide og utide. Myndighederne har jævnligt kampagner, der skal forsøge at få folk til at stoppe. Som man for eksempel så under OL i Beijing i 2008.

Og som man kan se på illustrationen her nedenunder. Det er den første af en lile tegneserie, der forklarer, hvordan spytteriet også kan sprede bakterier og tuberkulose.

Hjælper kampagnerne? Mange mere veluddannede kinesere i de større byer ser ned på spytteriet. Som viceborgmesteren i Zhuzhou. Men myndighederne har lavet stop-spytteriet kampagner siden i hvert fald 1950, som man kan se på denne video på Youtube. Men selv her i Beijing skal man ikke gå mange meter på fortovet, før man hører et hark og lyden af et spytmissil.

:: Illustration fra Taizhou og to illustrationer fra myndighederne i Beijing her og her

Præsident for Kinas højesteret, Wang Shengjun, har lige afleveret sin årlige rapport på NPC.

Du kan læse om NPC på Wikipedia eller på den officielle hjemmeside.

Rapporten giver et overblik og statistik over det kinesiske retsvæsen i 2009.

Der er en længere og mere udførlig version på kinesisk. Men her er nogle enkelte punkter på engelsk, som du kan læse flere på denne side:

• the SPC dealt with 13,318 cases of various types and concluded 11,749 cases, up 26.2 percent and 52.1 percent year on year, respectively. Local courts at various levels handled 11.37 million cases of various types, up by 6.3 percent.

• Chinese courts concluded 267,000 cases of severe crimes, including homicide, kidnapping, robbery, and those undermining national security, up 2.3 percent. A total of 375,000 criminals involved in these cases were sentenced, 0.8 percent more than the previous year.

• Chinese courts sentenced 2,413 criminals for woman and child trafficking and 56,000 for drug trafficking.

• Chinese courts concluded 11,000 cases of money laundering, and 55,000 cases of fund-raising fraud, credit card fraud, making and selling counterfeit banknotes and fake invoices.

• Chinese courts concluded 1,703 cases of spreading pornographic electronic information, 47.5 percent higher than the previous year.

• Chinese courts concluded 3.154 million contract cases, up 8.6 percent; 519,000 financial cases, rising 12.9 percent; 3,573 cases of corporate bankruptcy, down 4.7 percent; 317,000 cases of labor disputes, up 10.8 percent; 36,000 intellectual property right infringement cases, up 29.7 percent.

Det er i øvrigt første gang i ti år, at den voldelige kriminalitet er steget i Kina, skrev den engelske udgave af Folkets Dagblad for et par uger siden.

:: H/T Chinahearsay

:: Foto fra fængsel i Henan fra 中华网