Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

NPR har interviewet Ken Lieberthal, der er fra det amerikanske Brookings Institute. Han rejser til Kina cirka ti gange om året, og han tager cyber-sikkerheden seriøst:

“I first of all get a loaner laptop. And the USB that I bring, I clean digitally before I bring it, so it’s totally blank,” Lieberthal says.

Lieberthal then disconnects the Wi-Fi and Bluetooth functions, sets email filters and a virtual private network, or VPN. That’s all before the trip. While in China, he never lets his Blackberry leave his side, never uses a wireless Internet connection while he has his USB drive plugged in, and he also physically hides his fingers when typing passwords.

When he gets home, everything gets digitally wiped and cleaned.

Why take all this precaution? Espionage. More specifically, cyber-espionage.

Er han så netop paranoid, eller er der noget om snakken? Som udgangspunkt bør man gå ud fra, at “man” kan få adgang til al information, som der ligger på din computer eller anden elektronisk dims. Også selvom du bruger https eller VPN’s til at sende for eksempel e-mails med. De seneste uger har Kina efter alt at dømme testet noget udstyr, der går målrettet efter VPN’s, der er blevet mere ustabile og ofte bliver helt afbrudt. Så det er en personlig afvejning af, hvor følsomme informationer du har i dine apparater.

Mange kinesere vil nok gerne (igen) smide en sko i hovedet af Fang Binxing, der er far til “Great Firewall of China,” som er øgenavnet for det omfattende system af censur på det kinesiske internet.

Det har en gruppe hackere nu gjort noget ved.

Fang er rektor på Beijing University of Posts and Telecommunications (北京邮电大学), og en af universitetets hjemmesider er nu blevet hacket, så man kan forlyste sig med et spil, der hedder “Vrede Sko”. Fodtøjet kan man så kyle i hovedet af Fang Binxing på den “Angry Bird”-agtige måde.

Det skriver Nanfang Dushi Bao, hvor billedet ovenover også er fra.

• Læs også - Ytringsfrihed i Kina – Seks måder at censurere internettet på

For nyligt holdt Fang Binxing en tale, hvor han argumenterede for Kinas udbredte brug af censor på internettet, og hvorfor Kina burde udvikle et slags kinesiske intranet. Du kan læse hele talen her på kinesisk eller se et engelsk uddrag på Global Voices. Her er hans fire vigtigste argumenter for kinesisk selvstændighed på nettet:

1. Independency – Against foreign intervention of the network. The government can negotiate for unilateral or multinational agreement for network access.
2. Equality – Against monopoly of giant ISPs such as Sprint and the so-called global principle in Internet governance.
3. Self-Defense – In order to self-defense, a sovereignty should have the rights to cut off from illegitimate network connection.
4. Governance – Against unauthenticated connection, access and plugin. Fang used Google’s pulling out of China as an example to imply that when a company pulls out, its service in China should be ceased.

Facebook, Twitter, Youtube og så videre har været blokeret i snart tre år, men der er måder at slippe uden om censuren og blokaderne. Det sker med proxy-servere og VPNs. Altså virtuelle netværk, der groft sagt laver en elektronisk tunnel under “Great Firewall of China” og ud på internettet, som var det i Danmark, England, USA eller hvor man nu forbinder sin computer med.

Men de seneste måneder er kineserne begyndt at teste nyt udstyr, der scanner internetforbindelserne for de elektroniske Ninja-tricks. Ligesom man taler om vejret i Danmark, på samme måde taler man om VPN-forbindelser i Kina. Nå, hvordan kører den så i dag? Jo, den er langsom. Aha, min kører ellers fint.

• Læs også - Censur i Kina – Beijing i krig mod internet og e-mails

De seneste fire, fem dage har jeg – og flere andre – haft store problemer med forbindelserne, så internettet over VPN, der er endnu langsommere, end det plejer at være. Noget nyt i de seneste måneder er også, at for eksempel Twitter og Youtube kan være ubrugelige, på trods af at man er logget på VPN. Noget tyder altså på, at de er ved at teste nyt udstyr, der kan gøre VPNs ubrugelige. Forbes har også talt med bagmændene til Tor, der kommer med hint og forklaringer på den nye udvikling:

In recent months, administrators of services with encrypted connections designed to allow users secure remote access say they’ve seen strange activity coming from China: When a user from within the country attempts to reach a server abroad, a string of seemingly random data hits the destination computer before he or she can connect, sometimes followed by that user’s communication being mysteriously dropped.

The anti-censorship and anonymity service Tor, for instance, has found that many of its “bridge nodes”–privately-placed servers around the world designed to connect users to the rest of Tor’s public network of traffic re-routing computers–have become inaccessible to Chinese users within hours or even minutes of being set up, according to Andrew Lewman, the project’s executive director. Users have told him that other censorship circumvention services like Ultrasurf and Freegate have seen similar problems, he says. “Someone will try to connect, then there’s a weird scan, and the bridge stops working,” says Lewman. “We see weird things all the time, but this is a semi-consistent weird thing, and it’s only coming from China.”

Hvorfor er der så censur og stærk kontrol på nettet? Kort fortalt er det et af de mange redskaber, som Kinas Kommunistparti bruger for at blive ved magten og bevare kontrollen. Det har indlysende konsekvenser for kineserne. For eksempel som i dag hvor en ny lovændring blev lanceret om, at “instant messaging” og DM’s (Direct Messages) på mikroblogs fremover vil kunne bruges som beviser i retssager. Det skriver Sohu (på kinesisk).

Men det kan også få konsekvenser for Kinas økonomi. For blandt andre store store udenlandske virksomheder er afhængige VPN i deres globale arbejde. Og de bliver også ramt af censuren. Samtidig er den efterhånden ved at være så omfattende, at den tæller stadigt mere negativt med i listen over ting, som expats og virksomheder tager med i overvejelserne, om man skal slå sig ned i Kina eller ej. Her er for eksempel Shanghai i konkurrence med Singapore, Hong Kong og Tokyo.

Se også Top 30 over de bedste hjemmesider om Kina. Og husk at du kan følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk på @kinablog eller dansk på @kimrjensen.

Og en lille forklaring – ZH betyder, at de skriver på kinesisk (zhongwen) og EN, at de skriver på engelsk.

• @CDT – fra China Digital Times (ZH og EN)

• @ChinaGeeks – bloggeren Charles Custer fra chinageeks.org (EN)

• @cmphku – David Bandurski fra China Media Project på Hong Kong University (EN)

• @ChinaRealTime – Wall Street Journals Kina-blog (EN)

• @christinelu – iværksætter og CEO Christine Lu om især det kinesiske luksusmarked (EN)

• @ellachou – Ella Chou fra Harvard om især kinesisk miljø og cyber sikkerhed (ZH og EN)

• @eobserver – ugeavisen Economic Observer (Jingji Guancha Bao) fra Beijing (ZH og EN)

• @GraniteStudio – Jeremiah Jenne, der også har bloggen GraniteStudio (ZH og EN)

• @greenlawchina – Alex Wang følger miljøet i Kina (ZH og EN)

• @isaac – Isaac Mao fra blandt andet Global Voices (ZH og EN)

• @jonathanwatts – Jonathan Watts er miljøkorrespondent for Guardian i Asien (EN)

• @jwassers – professor Jeffrey Wasserstrom fra UC Irvine (EN)

• @larsonchristina – Christina Larsson skriver for Foreign Policy Magazine (EN)

• @MeetChina – solid strøm af nyheder, links og re-tweets om Kina (ZH og EN)

• @melissakchan – Al Jazeeras Kina korrespondent Melissa Chan (EN)

• @mranti – Michael Anti er blogger, journalist og aktivist (ZH)

• @nanfangzhoumo – dagens historier fra den kendte avis i Guangdong (ZH)

• @NiuB – mest en strøm af links til nyheder fra William Albano (EN)

• @niubi – den altid aktive kommentator Bill Bishop fra Beijing (ZH og EN)

• @panphil – forfatter og journalist Philip Pan

• @perrylink – professor emeritus fra Princeton University, Perry Link (ZH)

• @pjmooney – senior korrespondent for South China Morning Post. (ZH og EN)

• @quelquefois – research fellow Amy Chang om Kina (EN)

• @raykwong – Ray Kwong er en livlig kommentator, entreprenør og tilknyttet US-China Institute (EN)

• @triciawang – etnograf Tricia Wang om teknologi i Kina og Mexico (EN

• @ska_kongshan – Stephanie Kleine-Ahlbrandt fra International Crisis Group (EN)

• @taniabranigan – den britiske avis Guardians korrespondent i Kina (EN)

• @tengbiao – Aktivist, menneskerets-advokat og underskriver af Charter 08 (ZH)

• @TomLasseter – Tom Lasseter er korrespondent for McClatchy Newspaper (EN)

• @WLYeung – C. A. Yeung om Kina (ZH og EN)

Hurtig guide – sådan virker Twitter.
Det der står efter @ er ens navn på Twitter. Et eksempel. Kinablog hedder (smart tænkt) @kinablog og adressen er altså www.twitter.com/kinablog.

Husk også at se Top 30 på Twitter, hvor du kan se personer, institutioner og medier som du bør følge for at få det bedste fra Kina.

• Appetite for China – Inspiration og opskrifter som selv din kinesiske ayi kunne have skrevet

• Beijing Boyce – Cocktails, restauranter og chuan’r – de bedste tips om (natte)livet i Beijing

• BeijingDaze – Rundt om musikscenen og koncerter i Beijing

• China Digital Times – UC Berkeley leverer links, nyheder og kommentarer om Kina

• China Car Times – Fra design til salgstal og miljø. Nyheder og kommentarer om bilindustrien i Kina

• China Geeks – Kommentator og blogger Charles Custer skriver om det moderne Kina

• China Law Blog – Amerikanske advokater kommenterer og analyserer kinesisk jura og erhvervsliv

• China Media Project – Få pulsen på de kinesiske medier og internettet. Af University of Hong Kong

• China Dialogue – Debat om miljøet i Kina. Blogs, podcast, nyheder og artikler på kinesisk og engelsk

• China Herald – Fons Tuinstra blogger om Kina

• China Hush – Din guide til hjørnerne af den livlige debat på det kinesiske internet

• China Smack – Lidt som China Hush men et skridt længere ud i kuriøsiteten

• China Youthology – Brands og trendspotting i Kina

• China Labour Bulletin – Om de kinesiske arbejderes vilkår og rettigheder

• ChinaRealTime fra Wall Street Journal – Wall Street Journals egen Kinablog

• Danwei – Web-magasin om Kina, der er ved at blive relanceret

• Digicha – Bill Bishop om internet og digitale medier i Kina

• EastAsia Forum – Økonomi, politik og sociale forhold i Asien

• Neocha Edge – Indgang til det kreative Kina – illustratorer, designere og musikere

• Frog In A Wall – Løst opdateret blog om især kinesisk historie

• Global Voices – Borgerjournalistik fra Kina

• Granite Studio – Historikeren Jeremiah Jenne blogger fra Beijing

• Grape Wall of China – Nyheder fra de kinesiske vinmarker og -industri

• Hanzismatter – Vesterlændinges uheldige og tvivlsomme oversættelser af kinesiske tegn

• Imagethief – Will Moss blogger fra Beijing om især PR og kommunikation

• IP Dragon – Blog om business, handel og IP

• Peking Duck – En anden af de gamle og klassiske Kina-blogs

• Pinyin News – Lidt i den nørdede genre – nyheder om pinyin

• Shanghaiist – Overblik over dagens store og små nyheder og ikke-nyheder fra Kina

• ZonaEuropa – Store, gode og grundige oversættelser om aktuelle sager fra Kina

Ai blev også truet med ti års fængsel for »omvæltning af staten.« Det er en bred paragraf, som myndighederne ofte bruger til at dømme politiske fanger. For betjentene var mest interesserede i hans eventuelle rolle i en kinesisk Jasmin Revolution som i Mellemøsten.

Det fortæller en kilde til nyhedsbureauet Reuters. Ai Weiwei er løsladt mod kaution, og ifølge aftalen må han ikke mødes med udlændinge, bruge Twitter eller give interviews i det næste år.

Ai Weiwei har flere gange talt med udenlandske medier som for eksempel Berlingske, men han har kun givet meget få informationer om de 81 dage, hvor han var forsvundet.

Ai Weiwei blev taget i lufthavnen i Beijing den 3. april, da han var på vej til at flyve til Hong Kong. Ifølge kilden, som Reuters har talt med, fik han en hætte over hovedet og blev kørt til et ukendt sted i Beijing, hvor han var i to uger.

In the second location, where Ai was held for 67 days, the artist famed for his work on the “Bird’s Nest” Olympic Stadium in Beijing, was watched over by two police officers for 24 hours a day, with their faces often inches from his, watching his every movement even while his slept.

Ai had to ask the police officers for permission to drink water and use the toilet. He was not allowed to speak and was watched over by the officers even while he slept. They demanded that he put his hands on top of the blanket, the source said.

Familien har hele tiden benægtet, at der er bund i anklagerne mod Ai Weiwei ombigami, spredning af pornografi og endelig skattesvindel, som myndighederne til sidst besluttede sig for at anklage ham for.

Myndighederne har hele tiden benægtet, at anklagerne mod Ai var politiske.

Den anonyme kilde siger til Reuters:

Police officers told Ai “you criticised the government, so we are going to let all society know that you’re an obscene person, you evaded taxes, you have two wives, we want to shame you. We’ll not use politics to deal with you,” the source said.

The source said Ai told them “no one is going to believe you,” but officers told him “everyone will believe us, tax evasion is a very serious crime in many countries.”

For nogle uger siden fortalte Ai Weiweis søster, Gao Ge, om sin brors ophold til Washington Post, som jeg også skrev om i Berlingske:

Ai Weiwei var forsvundet i 81 dage. Han blev holdt fanget i et rum, hvor der kun stod en seng. Der var ikke noget bord, stole eller andre møbler. Der var et vindue, men det var dækket af. Til gengæld var lyset tændt 24 timer i døgnet.

Ai havde ingen magasiner, aviser eller bøger. Han havde heller ikke et fjernsyn eller en radio. Der var ikke andet at lave, end at gå op og ned ad gulvet. Hver dag. Frem og tilbage.

Han blev konstant overvåget. Når han gik rundt i lokalet var der to civilklædte betjente lige bag ham. De var der altid. To ad gangen. De var der også, når han sad på sengen. Når han sov. Spiste. Var på toilet. Når han tog bad. Altid. De skiftedes hver tredje time, så kom der to nye betjente, og ingen af dem sagde et ord, de var tavse og stirrede kun på ham.

Ai Weiwei har sukkersyge, men han fik den medicin, som han brug for. Han fik også mad. Men han tabte 15 kilo i de næsten tre måneder, hvor politiet holdt ham fanget på det hemmelige sted i Beijing.

Dengang fortalte Ai Weiwei over telefonen:

»Jeg vil bruge tid på min familie nu. Jeg bliver nødt til at tilpasse mig igen, og passe på mit helbred, for det var ekstreme forhold,« siger Ai Weiwei, der igen har fået lov til at fortsætte sit arbejde efter hans fangenskab.

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.

I går skrev jeg om Ai Weiwei, som for første gang i over en måned havde kontakt med omverdenen. Hans hustru, Lu Qing, besøgte ham på det hemmelige sted i Beijing, hvor han bliver holdt fanget.

Jeg kunne ikke få fat på Lu Qing, men det lykkedes for AP at få et interview med hende. Her er et par udklip:

“He has changed. His mood and demeanor are so different from the simple and spontaneous Ai Weiwei I know,” Lu said Monday. “It was obvious that without freedom to express himself he was not behaving naturally even with me.”

Lu said that during the brief meeting Ai was not handcuffed and was wearing his own clothes instead of a detention center uniform. His trademark beard had not been shaven. Still, he “seemed conflicted, contained, his face was tense.”

“We could not talk about the economic charges or other stuff, mainly about the family and health,” she said. “We were careful, we knew that the deal could be broken at any moment, so we were careful.”

Familien ved dog stadig ikke, hvad der kommer til at ske med den 53-årige Ai Weiwei, som endnu ikke er officielt sigtet eller anholdt af politiet. Myndighederne nægter at komme med oplysninger, men det lader til, at de anser Ai Weiwei for at være i husarrest.

»Loven er uklar, om politiet her er forpligtet til at informere familien, for det sker normalt i hjemmet,« siger Joshua Rosenzweig fra den amerikanske organisation Dui Hua Foundation, der overvåger det kinesiske retsvæsen.

• Læs også – Ai Weiwei: Kort Q&A om sagen lige nu

I Kina skal politiet, med mindre det kan skade efterforskningen, give pårørende besked indenfor 24 timer, hvis en person bliver anholdt. Normalt skal sagen gå videre til anklagemyndigheden inden for 30 dage, men politiet kan gennemføre en form for husarrest i op til seks måneder.

Det er ment som en mildere straf. Men i Ai Weiweis tilfælde er betydningen af loven virkelig vendt på hovedet, siger Joshua Rosenzweig. Og det er klart til politiets fordel, siger han.

»Der er meget få begrænsninger for, hvordan de kan afhøre dig,« siger Joshua Rosenzweig.
Søndag den 3. april, da Ai Weiwei blev bortført i lufthavnen, tog politiet også en af hans assistenter og venner, den 38-årige Wen Tao. Tre andre af Ai Weiweis ansatte er også forsvundet.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Det var Ai Weiweis hustru, Lu Qing, der søndag aften fik lov til at mødes med Ai. Politiet kørte hende til et hemmeligt sted i Beijing, hvor de fik lov til at være sammen i cirka 15 minutter.

Familien har tidligere udtrykt bekymring for Ai Weiwei, der blandt andet har sukkersyge og forhøjet blodtryk. Men han lader til at have det godt, og har adgang til den medicin, som han har brug for, oplyser familien.

»Jeg er så lettet, nu hvor Lu Qing har fået lov til at se ham,« siger Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying over telefonen.

Besøget varede 15 minutter, fortæller vennen og forsvarsadvokaten Liu Xiaoyuan, der talte med Ais hustru efter besøget.

Ægteparret brugte det meste af deres korte tid sammen til at tale om familien og hverdagen. Ai Weiwei fortalte, at der er læger, som holder øje med hans blodtryk, og at han får de piller, som han har brug for.

Ai Weiwei fortalte også, at han er bekymret sin mor og det pres, som hans forsvinden har lagt på hende.

Hverken Ai eller Lu ved, hvor han opholder sig. Det er dog ikke et fængsel eller detentionscenter, siger advokaten Liu Xiaoyuan og tilføjer, at Ai også har fået lov at beholde sit lange skæg.

:: Ai Weiweis selvportræt som han tog, da han fik tæsk af politiet i september 2009

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Her er opsamling og links:

• Ai Weiwei var en god ambassadør for Kina. Han var beviset for, at kunst og kreativitet også kunne trives i Kina. Men desværre for partiet begyndte han også at blive stadig mere kritisk. For eksempel da han efter jordskælvet i 2008 lavede sit projekt, der viste, hvor mange børn, som egentlig omkom i de sammenstyrtede skoler. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Læs Jerome Cohens – som altid – glimrende analyse på Council on Foreign Relations, hvor han også spår om, hvad der måske kommer til at ske med Ai, hvis han bliver formelt arresteret:

Arrest virtually assures indictment, conviction and prison time.

Eventually, Ai’s lawyers will be allowed to visit him, although it may not be until the investigation has concluded, possibly after many months of incommunicado detention. During investigation, such visits are of limited significance, since at this stage lawyers are not yet deemed to be “defenders” but mere “advisers”, who are not permitted to learn about the case and can offer only modest assistance. Moreover, meeting time is restricted, and lawyer-client conversations are monitored by police. Yet such visits offer the suspect his first contact with the outside and a chance to report torture or other abuse.

It is possible, in view of foreign protests and the transparently spurious nature of the charges, that Ai will be released instead of formally arrested. To save official face and confine his activities, he may be released under guarantee, which would allow him to remain relatively free but still monitored within the precincts of Beijing while investigation nominally continues for one year. This was done, for example, in the case of the admired lawyer/activist Xu Zhiyong.

If, on the other hand, Ai is arrested and indicted, his trial will further illustrate the unfairness of the criminal process in a country where “troublemakers” cannot be protected by law.

• Sagen om Ai Weiwei giver i den grad dårlig omtale for Kina. Men hvor bekymret er regeringen egentlig over sit internationale omdømme, udlandets reaktion og Kinas soft-power? I forhold til at bevare den sociale ro og orden i landet, så kommer det langt nede på listen. Men de senere år har Beijing forsøgt at arbejde på sit omdømme. Blandt andet ud fra det gamle argument om, at Verden ikke forstår Kina. Et af initiativerne er den engelsk-sprogede avis Global Times. Og det er måske ikke alt for smart at lade dem føre ordet – de kom som det første kinesiske medie med en reaktion på Ai Weiwei – for det er en nationalistisk avis, der så nogenlunde svarer til en kinesisk udgave af Fox News. Richard Burger har en privat samtale med en af redaktørerne på avisen, som han skriver om i denne artikel, der bestemt er værd at læse:

“Don’t you realize the entire expat community here in Beijing and many others around the world are buzzing about this editorial, shocked at its belligerence, its snide and strident tone, its implied threats and its undercurrent of violence? Maybe, as you keep saying, the West truly doesn’t understand China. Well, you are focusing now on soft power. The Global Times itself is actually an outgrowth of China’s thirst for soft power, for global reputation and respect. And look at how you’re failing. You are driving away foreign talent and making China look worse, not better — in precise contradiction to the paper’s stated goals. If your media and leaders could articulate China’s point of view as clearly and calmly as you just did in this conversation maybe then China could get somewhere in fostering understanding. But railing against Ai Weiwei at the top of your lungs — a man seen as an artist and a celebrity — is exactly what you should not be doing. Why not throw the West a bone and let him go, declare an amnesty and then explain why he was detained in the first place.”

Læs også James Fallows, der har gode kommentarer til Richard Burgers artikel.

• Men overreagerer de udenlandske medier og omverdenen på Ai Weiweis forsvinden? Nej, mener Evan Osnos fra New Yorker:

The “mainstream” problem: In an English editorial last week, the state-backed Global Times declared, “Ai once said China was living in a ‘crazy, black’ era. This is not the mainstream perception among Chinese society.” A version of that argument, circulated among foreigners, holds that “none of my Chinese colleagues in our office have heard of Ai Weiwei,” so treating his detention as front-page news is out of proportion to the overall improvement in Chinese standards of living. But this definition of the Chinese mainstream is thin. The collapse of schools in the Sichuan earthquake was an event that captivated Chinese national attention, but when Ai undertook a campaign to publicize the names of the children who died in those schools—or his myriad other political-art projects in recent years—the Chinese press was largely barred from writing about his work. (I discussed Ai’s activism at length in a Profile in The New Yorker last year.) It should come as no surprise that he is not a household name, even if the issues he addresses resonate broadly.

• Har centralregeringen i Beijing droppet enhver tanke om politiske reformer? Det har de ved første øjekast. Men rundt om i provinserne sidder der flere kadrer, som er utilfredse med, at det konservative Beijing i stigende grad kommer med flere politikker, som de vil have provinserne til at følge uden at stille spørgsmålstegn ved. Og det kan give grobund for reformer, når Xi Jinping kommer til magten næste år, mener Russell Leigh Moses i Wall Street Journals kinablog:

These officials have been content to let the conservative wing of the party push and punish. Now, these same cadres would like to see more reform, instead of more overreaction. They are already the proponents of experiments in transparency, accountability, and public supervision, in provinces as diverse as Jiangxi and Jiangsu. Some would like those tryouts to be extended and expanded. And they have to be looking for Mr. Xi and his allies to emerge as transformational leaders, who want to explore alternatives to the present way of doing political business.

Whether Mr. Xi or any of his comrades wish to explore that route is not clear. But they may have to start to be, for the desire by some in the Party for a return to real reform is not going away. The coming challenge for the Communist Party is not how it handles revolt, but what does it really want to do with reform.

• Hvordan er det egentlig, at blive arresteret af politiet i Beijing? Det fortæller Liu Anjun, der var i politiets varetægt i 45 dage i denne artikel fra Reuters:

Liu, a gravel-voiced, charismatic agitator for petitioners’ rights, was taken from his family on 18 February. Police bundled him into a van and locked him in a hotel room in south Beijing. For six days, police interrogators showed him pictures of dissidents, human rights lawyers and activists, seeking information about their mutual contacts, beliefs and plans, Liu told Reuters at his home in Beijing where he was recovering after his release from 45 days in detention.

The police have been hunting for evidence of a web of conspiracy bringing together domestic and foreign foes that the Chinese government believes are behind Middle East-inspired calls for “jasmine revolution” protests against the party.

“They took out picture after picture, mainly of democracy activists and rights defenders, and asked about each of them,” said Liu who walks on crutches after a leg injury sustained in a protest over the demolition of a former home. “They were trying to build up links among everybody, trying to get me to tell them who was supporting what.”

Men lad os tage den fra begyndelsen. I sidste uge skrev Xinhua, at Ai Weiwei efterforskes for økonomisk kriminalitet, men hvor sandsynlig er den anklage?

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing om morgenen søndag den 3. april. Han var på vej til Hong Kong og rejste med en assistent. Hans assistent har fortalt, at uniformerede betjente tog ham, da de var på vej gennem paskontrollen. Hun fik at vide, at Ai havde problemer med papirerne, og at han »havde andre gøremål,« så hun selv skulle gå ombord på flyet.

Samtidig besøgte politiet i Beijing også en af Ai Weiweis venner, den 38-årige journalist Wen Tao. Han er stadig forsvundet, og her over en uge senere ved familie og venner stadig ikke, hvad der er sket med ham.

Der gik også fem dage, før omverdenen hørte nyt om Ai Weiwei. Lidt over midnat torsdag morgen offentliggjorde det officielle nyhedsbureau Xinhua en kryptisk artikel på en enkelt linje, hvor der blot stod at »politiet efterforsker Ai Weiwei for formodet økonomisk kriminalitet.« Artiklen blev slettet efter en time.

Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde senere på dagen, at »så vidt jeg forstår« var politiet ved at efterforske Ai Weiwei.

Politi og myndigheder har altså endnu ikke meldt officielt ud, om det nu også er det, at han efterforskes for.

»Uanset hvad, han er forsvundet, og de burde i det mindste fortælle os i familien, hvad der er sket,« sagde Ai Weiweis søster, Gao Ge, i fredags.

Det har politiet faktisk også pligt til, siger Mo Shaoping, der er professor i jura. Han er en af landets mest kendte advokater, og har blandt andet været advokat for Liu Xiaobo, der sidste år modtog Nobels Fredspris.

»Det er en meget vag beskrivelse, når man taler om ”formodet økonomisk kriminalitet”,« siger Mo Shaoping om Ai Weiweis sag. Han siger, at politi og myndigheder ifølge loven har pligt til at informere familien inden 24 timer, og at der i meddelelsen skal stå, hvad personen er anklaget for, og hvor han befinder sig.

Derfor ved man endnu ikke med sikkerhed, om Ai Weiwei bliver tiltalt for økonomisk kriminalitet. En forklaring kan være, at politiet ikke har lagt sig fast på, hvad han skal anklages for.

For hvorfor skulle der ellers gå fem dage, før myndighederne kom med noget, der ligner en udmelding? Først havde Ai Weiwei problemer med papirerne, så han ikke kunne rejse ud af landet. Og nu er det så økonomisk kriminalitet, som han måske anklages for.

Hvis de altså kan finde tilstrækkeligt med beviser. For henover weekenden begyndte nyhedsbureauet Xinhua et smædeangreb på Ais person. En plagiator og bedrager, hed det i artiklen, der også kæder ham sammen med underverdenen:

Ai is not alone in China’s scandal-dogged arts scene, as a string of artists have been jailed for managing mafia-style gangs, gambling, and committing drug-related and economic crimes in recent years.

Og videre:

However, participants in Chinese artistic circles often evaluate Ai’s achievements as third rate. Some people said he was an “amateur artist”, and his works “just look like artistic items.” Many believed that Ai was far from reaching the level of reverence and respect given to his late father, Ai Qing.

Artiklen blev kun bragt på engelsk og ikke på kinesisk.

Jeg er ganske overbevist om, at myndighederne sagtens kan finde materiale til at anklage ham for økonomisk kriminalitet, hvis det er det, som de ender med at anklage ham for.

Myndighederne har tidligere brugt anklager til at fængsle kritikere. Se boksen her nederst i artiklen.

Selvom der ikke skulle være nok beviser, så er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal blive dømt alligevel. Et af kendetegnene ved de seneste ugers kampagne er den stigende politisering af retsvæsenet og det juridiske system.

Men lad os vente og se, hvad der nu kommer til at ske for Ai Weiwei. Det næste skridt bliver, at politi eller sikkerhedspoliti kommer med en officiel udmelding om, hvad han skal anklages for.

• Det er ikke første gang, at myndigheder bruger den og lignende anklager mod sine kritikere. Her er fire eksempler.

• Xu Zhiyong: Var lektor på Beijings Universitet for Telekommunikation og grundlægger af en forening, der arbejdede for blandt andet større retssikkerhed og folkets beskyttelse i forfatningen. Han blev anholdt i juli 2009 for skatteundragelse og er i øjeblikket løsladt på kaution.

• Wan Yanhai: Var leder af Aizhixing Institute, der blandt andet oplyste borgere om HIV/AIDS. Derfor havde den 47-årige flere sammenstød med myndighederne, og i 2008, 2009 og i marts 2010 blev centret undersøgt af skattemyndighederne. Han flygtede til USA i maj 2010, hvor han bor i dag.

• Cheng Yizhong: Grundlægger og tidligere chefredaktør for to kendte og kritiske aviser. Den kendte journalsit blev arresteret i 2004 på grund af mistanke om økonomisk kriminalitet. Det skete efter at have dækket en sag, hvor en ung kineser var død i politiets varetægt. Anklagerne blev droppet på grund af manglende beviser.

• Batzangaa: Den 38-årige Batzangaa er fra Mongoliet, men i 2009 blev han anholdt i den kinesiske provins Indre Mongoliet. Her drev han en mongolsk-tibetansk skole, der uddannede sundhedspersonale, og som også blandt andet gav gratis sundhedspleje. Han blev dømt for at misbruge midler fra en fond.

Min kinesiske ven ryster på hovedet og griner.

»Jeg gik ned for at købe salt, fordi jeg skulle lave mad, men der var ingen butikker – overhovedet – som havde mere tilbage,« sagde hun og slog ud med armene.

Det begyndte i ugen efter jordskælvet i Japan. Der hvor problemerne på atomkraftværket Fukushima Daiichi for alvorlig blev tydelige, og hvor man også i Kina var bange for, at radioaktive skyer skulle sive ind over landet.

Hvad hjælper så mod radioaktivitet, spurgte bekymrede kinesere sig selv om. Svaret? Salt. For der er jod i salt. Ergo hjælper salt mod radioaktivitet.

Rygterne begyndte på internettet. Og de eksploderede. Ugen efter jordskælvet var supermarkeder, lagre og butikker i flere byer tømt for salt. På internettet kunne man se billeder fra butikker, hvor kunder står presset sammen i klumper og med viftende arme kæmper om at få fat i poser med bordsalt. I fjernsynet var der indslag med panikslagne folk, som fortæller, at der ikke er mere salt. Den nationale sammenslutning af saltproducenter forsikrede dog forbrugerne om, at de havde lagre til mindst et par måneder mere, men at distributionen ikke kunne følge med efterspørgslen.

Men vent. Der er jo også salt i sojasauce. Måske kunne det hjælpe mod radioaktivitet? Svaret var ifølge mange kinesere »ja«, og derfor begyndte de også at hamstre sojasauce og andre fødevarer med salt.

En af mine venner har som så mange andre herovre en »ayi.« Det betyder egentlig »tante,« men det bruges også om for eksempel private rengøringsdamer og babysittere, og ofte er det en pensioneret kvinde. Min vens ayi er i 60erne. Sød dame.

Hun havde kun fået fat i 20 – tyve – kilo. Hun ville købe mere. Og hun tiggede ham, om han ikke nok ville sælge de to kilo, han havde i køkkenet. Rationelle formaninger hjalp ikke. Tænk på min familie, sagde hun, mens øjnene blev stadigt mere våde. Hun fik et kilo og var glad.

Hun fik det endda gratis, hvilket hun var lykkelig over. For priserne på salt steg enormt. Nogle steder steg det fra nogle få kroner for et enkelt kilo og helt op til omkring 30 kroner. Folk begyndte at sælge det på auktioner på internettet. For eksempel på det populære taobao.com, hvor man på et tidspunkt fik en gratis pose salt som gave, hvis man købte et par sko.

En anden grund til kinesernes panik var, at de frygtede radioaktivitet i havet omkring Kina. Men det er kun 20 procent af den kinesiske salt, som kommer fra havvand.

Det – og at salt er ubrugeligt over får stråling – forsøgte myndighederne at fortælle til befolkningen. Vær »rationelle, køb kun rimelige mængder« lød budskabet. Men folk har så udbredt skepsis over for myndighederne, at man troede mere på rygterne og ignorerede dem i flere dag.

Efter et stykke tid begyndte budskabet dog at synke ind. Og så gik det den anden vej. Nu var medierne fulde af billeder med arrige folk, der skyllede tilbage til butikkerne og krævede pengene retur. Den gik ikke.

I dag er panikken væk. Der er igen salt på butikshylderne, og alt er ved det gamle. Undtagen en ting. Rundt om i de kinesiske køkkener, står der rigtig, rigtig, rigtig meget salt.

:: Billedet øverst er fra denne artikel. Og tegningerne fra denne side og denne. Der er også fotos her og her.

Det var først da Ai Weiwei forsvandt, at det gik op for omverdenen, hvor omfattende den kampagne er, som regeringen i Beijing lige nu fører mod sine kritikere. På mange måder den største i over et årti, men denne gang er taktikken anderledes end ved de mange andre kampagner. Det skriver Nicholas Bequelin, der er researcher for Human Rights Watch i Asien, i denne kronik i International Herald Tribune.

Kampagnen er blandt andet anderledes, fordi myndighederne denne gang skyder med spredehagl efter enhver, der argumenterer for »globale værdier.« Altså retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Denne gang er den også anderledes end de tidligere kampagner, fordi regeringen er ved redefinere grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige. Og fordi den indsnævrer civilsamfundet markant, og risikerer at bringe mange af de senere års politiske reformer i fare.

Lige nu står kampagnen, der begyndte i februar, ved en skillevej, skriver Nicholas Bequelin. For myndighederne har set, hvordan det internationale samfund ikke har reageret med andet end tavshed i de første uger. Og måske derfor har de turdet at kaste sig over en så markant og fremtrædende person som Ai Weiwei.

Som Nicholas Bequelin skriver:

In this sense, the current crackdown is more than the routine weeding out of critics; it is an effort to redefine the limits of permissible expression and roll back the advances made by Chinese civil society over the past decade.

The voice of the international community at this juncture is crucial because Beijing will weigh that response before deciding on a course of action. The silence in the early weeks of the crackdown has emboldened the authorities and was probably decisive in the decision to go after someone as prominent as Ai Weiwei.

“Quiet diplomacy” was tried when Liu Xiaobo, the 2010 Nobel Peace Prize laureate, was arrested in December 2008. He is now serving an 11-year sentence in prison; his wife is entering her fourth month of house arrest.

Unambiguous messages to Beijing that its conduct is unacceptable and illegal may not guarantee this new crackdown will stop, but a failure to speak up will ensure it continues.

• Læs også – Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

:: Foto af et foto af Ai Weiwei, som jeg tog i hans atelier og bolig i 2009

Hvad skete der med Ai Weiwei?
Søndag den 3. april blev Ai Weiwei tilbageholdt af politiet i lufthavnen, da han var på vej til Hong Kong. Samtidig gennemførte politiet en aktion, hvor de tog venner og familie til afhøring og ransagede hans bolig og atelier. En ven er anholdt, og er stadig forsvundet.

Hvad er Ai Weiweis situation lige nu?
Ifølge Xinhua efterforsker politiet nu Ai Weiwei for økonomisk kriminalitet. Det vil politiet ikke officielt bekræfte, og hans familie har stadig ikke fået besked, som det ellers kræves i loven. Familie eller omverden ved heller ikke, hvor han befinder sig.

Hvor sandsynlig er anklagen om økonomisk kriminalitet?
Politiet har tidligere brugt anklager om svindel og økonomisk kriminalitet mod aktivister, foreninger og andre kritikere. Eksempelvis sidste år, hvor Zhou Youngjun, der var med under urolighederne på Tiananmen i 1989, blev anklaget for spionage og politiske forbrydelser. Det blev ændret til økonomisk svindel.

Hvorfor kommer han i vanskeligheder netop nu?
Ai Weiwei har været kritisk i flere år, og mange har undret sig over, at man ikke har slået ned på ham tidligere. Men siden februar har de kinesiske myndigheder begyndt at slå ned på sine modstandere i den mest omfattende aktion i over ti år. Det kan være for, at demonstrationer som dem i Mellemøsten skulle brede sig til Kina.

Hvad kommer der nu til at ske med Ai Weiwei?
Politiet er efter alt at dømme ved at opbygge en sag mod Ai Weiwei. Det er dog umuligt at sige, om eller hvornår de officielt vil anklage ham. Derfor er det umuligt at gætte på, hvor hård straf han eventuelt får. Den berømte Ai Weiwei har også gode forbindelser i både Kina og udlandet, og de kan måske i nogen grad mindske en eventuel straf.

Den 53-årige Ai er ikke alene Kinas vel nok mest kendte kunstner, han er også berømt i Kina og en skarp kritiker af den kinesiske regering, partiet og landets myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som myndighederne begyndte i februar. Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Og her er en opsamling om sagen fra andre medier.

• Den canadiske Globe and Mail opfordrer i en leder til at befri Ai Weiwei:

But he is an inconvenient patriot, the kind who demands better of his country. And so Mr. Ai denounced the stadium before the Games even began, rightly anticipating that the regime would suppress dissent in spite of the Games. His art celebrates, but it also laments, most notably in a memorial mural, made of thousands of children’s backpacks, to those killed in the 2008 Sichuan earthquake – victims on whose behalf he continues to campaign.

• Beijings kampagne mod kritikerne kan blive lang, advarer Christian Science Monitor, der opfordrer resten af verden til at hjælpe Ai Weiwei og kampen for universelle rettigheder. Avisen skriver også om, hvordan Ai brugte sin kunst til politisk kritik:

The best example of his ability to blend art and politics was when he campaigned against the official reaction to the Sichuan earthquake in 2008 – which was to suppress news about the deaths and the shoddy building codes. He led the effort to gather the names of school children who died in the quake. He then created a giant art work in Munich made up of children’s colorful backpacks. The worked spelled out the words of one mother whose child was killed: “She lived happily for seven years in this world.”

• Den amerikanske regering bør gå markant ind i sagen, og den kinesiske regerings opførsel bør få konsekvenser, skriver Wall Street Journal i en leder:

Perhaps the Obama Administration should listen to Mr. Ai, whose op-ed for us included this statement: “Most discouraging to those of us who are fighting for increased freedom is the tendency for developed nations to lower the bar to please China. They make excuses not to concern themselves with violations of human rights. To espouse universal values and then blind oneself to China’s active hostility to those values is irresponsible and naive.”

The State Department says its top Asia official, Kurt Campbell, is set to visit Beijing Thursday to “prepare for the upcoming Strategic and Economic Dialogue.” Maybe that trip should be postponed until Beijing tells the world in which dungeon it has dumped Ai Weiwei.

USA vil dog næppe for alvor gå ind i sagen, for Obama er alvorligt bange for at konfrontere Kina over landets menneskerettigheder. For det handler også om storpolitik, skriver The Diplomat:

Interestingly in light of our feature today looking at the reasons why China decided to abstain rather than exercise its UN veto over US-backed military action in Libya, some have detected a lack of enthusiasm on the part of the United States to follow up on China’s crackdown. According to Rep. Randy Forbes, co-chairman of the Congressional China Caucus, the Obamaadministration is ‘scared to death to speak out on very sensitive issues’that might offend China and turn them against US policy on Libya, Bloomberg reported Tuesday.

• Ai Weiwei er en kunstner, der også er personificeringen af Kinas samvittighed. Og den rolle går langt tilbage i den kinesiske historie, skriver New York Times i dette portræt:

As China’s official news channels broadcast upbeat videos of earthquake rescue operations, Mr. Ai was in Sichuan making his own films of the destruction, talking with distraught parents of dead or missing children and using his widely read daily blog to accuse the Sichuan officials of financial corruption that resulted in structurally faulty schools. His accusations of a cover-up extended to the highest levels in Beijing.

To anyone familiar with China’s hardball official politics, Mr. Ai’s aggressive words sounded suicidally aggressive and the silence from the government in Beijing was perplexing. But at this juncture, both parties were almost ceremonially enacting ancient roles. In Chinese culture, going back to Confucius, there has been a tradition of individual scholars and intellectuals denouncing rulers for wrongdoing that was bringing disharmony to society, and particularly if that wrongdoing was injurious to innocence.

• USA, EU, Tyskland, Frankrig, Australien og Storbrittannien har udtrykt bekymring for Ai Weiwei. Det samme gør nu folk i kunstverdenen, skriver Guardian:

The Tate director, Sir Nicholas Serota, said the whereabouts of the artist remained unknown. “We are dismayed by developments that again threaten Ai’s right to speak freely as an artist and hope that he will be released immediately,” he said.

Gregor Muir, director of the ICA which last week auctioned an Ai work for £50,000, said: “The ICA is deeply troubled to learn of recent events concerning Ai Weiwei. Our thoughts are with his family, studio staff and friends. Only last week, Ai donated a brilliant artwork to our fundraising auction and we are indebted to his generosity. To then hear news that Ai had been detained by his own government is deeply shocking.”

• Det ser sort ud for Ai Weiwei. Professor Jerome Cohen, der er en af de mest fremtrædende eksperter på kinesisk lovgivning, skriver på USAsia Law Institute, at han tror, politiet er ved opbygge en sag mod Ai. De andre gange, hvor han har været tilbageholdt, har det været mere spontant. Denne gang var det en velkoordineret og stor aktion:

It’s possible because of Weiwei’s family and personal connections and outside pressures that he may be released soon. What is worrisome is that his detention was not a spontaneous response to Weiwei’s well-known in-your-face lecturing of police for their abuses but a carefully thought out plan to at least keep him in the country and perhaps keep him in criminal detention, not mere house arrest. They may have chosen an intermediate course of taking him, initially, not to a regular detention house but to a “safe house”, where he is just as effectively isolated but kept in better conditions than an ordinary cell.

The formal search and seizure of his home/studio suggests that the police may have in mind a conventional criminal prosecution rather than the informal detention and quick release after some hours or days of intimidation in their custody that they frequently practice in their early days of deterring dissidents. Yet no detention notice has been received by his family and none may be since, again, there is an exception in the CPL that releases police from giving required notice of detention if to do so might interfere with their investigation. Without a detention notice, we do not know what the suspected charge might be, where he is located and who is holding him. We believe, from the search and search warrant, that the National Security Division of the Beijing Public Security Bureau (the regular police) is the authority in charge rather than the Beijing State Security Bureau (the KGB of China, responsible for international-related matters).

• Global Voices er gået på Twitter og har fundet og oversat reaktioner, der er skrevet af fremtrædende kinesiske bloggere, journalister, akademikere og advokater:

Mo Zhixu, prominent writer and critic (@mozhixu):

记得元旦时与艾未未对话，我还明确地认为，像艾未未冉云飞这样不党不群的单干户，当局不太好下手，所以应该比较安全；如今看来，北非事态改变了这一态势，有人要提前动手，以免再出现一个乃至更多个刘晓波。可是，没有刘晓波们就万事大吉了吗？
3:11 PM Apr 4th

I remember talking with Ai Weiwei during New Year’s Eve. I said that the authority will find it difficult to deal with people like Ai Weiwei and Ran Yunfei, who act individually and are not affiliated with any party. They are safe. Now, events in North Africa have changed everything. Someone has to act sooner, so as to prevent the emergence of another Liu Xiaobo. However, can you say everything is alright just by eliminating the likes of Liu Xiaobo?

I februar ville TED have haft Ai Weiwei med til en af deres konferencer, hvor den 53-årige kunstner skulle have holdt et foredrag. Det kunne han ikke på grund af “omstændighederne” i Kina. I stedet for lavede Ai Weiwei en lille dokumentarfilm, som blev optaget i hemmelighed i februar, fortæller konferencens arrangør, Chirs Anderson, i oplægget til filmen. Den er på 11 minutter. Og bestemt værd at se.