De kinesiske myndigheder er begyndt på en massiv kampagne, der er et forsøg på at amputere og få kontrol over den vildtvoksende debat på Kinas populære mikroblogs. Samtidig er 16 hjemmesider blevet lukket og mindst seks personer anholdt for at »sprede rygter på nettet.«

Censuren har direkte forbindelse til den politiske magtkamp, der begyndte i februar og som eskalerede for to uger siden, da en af landets mest karismatiske politikere, Bo Xilai, blev fjernet fra sine poster.

Kort efter flød det kinesiske internet over med rygter om blandt andet militærkup i Beijing, og derfor er man nu begyndt på kampagnen mod »skadelige informationer,« skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua lørdag.

• Læs også - – alle tidligere artikler om censur

Der er over 500 millioner kinesere på internettet, og mange har mindst en enkelt mikroblog. De hedder weibo på kinesisk. De to mest populære udbydere er Tencent og Sina, der hver har over 300 millioner brugere. Lørdag morgen skrev de to virksomheder, at det indtil tirsdag ikke vil være muligt at kommentere eller videresende andre brugeres indhold, men at man stadig kan offentliggøre sit eget materiale.

De kinesiske mikroblogs er en mellemting mellem Twitter og Facebook, men de er mere interaktive. De er hurtigt blevet uhyre populære, og er i dag en platform for den offentlige debat, hvor der er åbne diskussioner om politik og politisk følsomme emner.

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Mikroblogs er en udfordring for etpartistatens magt, og derfor er der også blevet strammet op på censuren af dem og internettet i de seneste måneder. David Bandurski mener, at man vil »fortsætte med at finde måder, at forstyrre debatten« på og at forsøge at få mere kontrol.

Som avisen Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er partiets talerør, skriver i en leder, så vil man straffe alle, der er ansvarlige for »løgne og spekulationer.«

»Rygter på internettet underminerer den offentlige moral, og hvis de breder sig ukontrolleret vil de forstyrre den offentlige orden og sociale stabilitet,« skriver avisen.

Kampagnen er samtidig endnu et tegn på de spændinger, der er i toppen af Kinas Kommunistparti.
Kinesisk politik foregår i en sort boks. Partitoppen er dækket af en facade, hvor man ikke udstiller interne uenigheder. Derfor er skandalen om Bo Xilai og magtkampen med de 24 personer i Politibureauet, der er de mest magtfulde mænd i etpartistaten, kommet som et chok for kineserne.

»Jeg tror, at det her er et fænomen, der vil fortsætte resten af året. For Kina er det her et ultrafølsomt år. Det her er en prioritiet før det den politiske rokade, og derudover er det et faktum, at der er mange udfordring lige nu i Kina – udsigt til en lavere økonomisk vækst og spørgsmål om, hvor økonomien er på vej hen, og det tyder på interne spændinger,« siger David Bandurski.

• Læs også – alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

For hvad er det, at der foregår? Magtkampen rejser utallige spørgsmål, og der er få svar. Der er ingen fri presse, som har lov til at tjekke de mange rygter på internettet om for eksempel interne stridigheder, statskup og militære køretøjer samt skyderier i Beijing, som er eksempler fra de seneste par uger, og som de seks personer blev anholdt for at kommentere og videresende.

»Det underliggende problem er, at man ikke kan få sandheden ud af regeringen, og så kan man ligeså godt tro på det, som flyver rundt på internettet,« siger Jeremy Goldkorn, der står bag Danwei.com, som følger kinesiske medier.

Det er brugerne enige i. Som den kendte ejendomsmatador, Zhang Xin, der har tre millioner følgere, skrev:

没有了＂评论＂功能的微博就制止了＂谣言＂吗？什么是制止＂谣言＂最好的办法呢？就是公开透明。越不让说，＂谣言＂就越多。

Uden kommentar funktionen, vil det virkelig stoppe “rygter”? Hvad er den bedste måde at stoppe rygter på? Det er åbenhed. Jo mere ytringsfriheden er begrænset, jo flere rygter vil der være.

Jeremy Goldkorn er ikke i tvivl om budskabet i den seneste kampagne.

»Det her skal minde alle om, hvem der bestemmer. I forhold til Kinas Kommunistparti, så er beskeden – don’t speak shit about us,« siger Jeremy Goldkorn. Han forudser, at Sina og Tencent fra nu af vil meget mere forsigtige, og at de vil optrappe deres censur.

En stor del af censuren i Kina bliver administreret af private virksomheder, der har censorer ansat til at overholde den flydende grænse for, hvor censuren måtte gå. Det kan du læse mere om her.

Kina er gået igang med at censurere sagen om den britiske forretningsmand Neil Heywood. Sådan næsten.

Hele sagen om Wang Lijun og magtkampen omkring Bo Xilai er en af de største politiske skandaler i et par årtiet, og den er brudt ud kort før efterårets store partikongres, hvor der bliver valgt ledere som skal stå i spidsen for Kina i det næste årti.

• Læs også - alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

Derfor er den også blevet et af de mest debatterede og omdiskuterede emner på internettet, for kineserne ved ikke meget om deres øverste ledere, og det er sjældent at der dukker den slags sprækker op i facaden af Kinas Kommunistparti.

Derfor er der også dukket bunker af rygter op på Weibo. Om militære køretøjer i Beijing. Om skud i gaderne. Om kup. De får lov til at sprede sig vildt, blandt andet fordi der ikke er nogen fri presse i Kina, som hurtigt kan gå ud og checke dem.

Som Isaac Stone Fish skrev forleden på Foreign Policy:

Mainland media sites have begun to strongly censor discussion of Bo Xilai and entirely unsubstantiated rumors of gunfire in downtown Beijing (an extremely rare occurance in Beijing). Chinese websites hosted overseas, free from censorship, offer a host of unsupported, un-provable commentary on what might have happened in the halls of power. Bannedbook.org, which provides free downloads of “illegal” Chinese books, posted a long explanation of tremors in the palace of Zhongnanhai, sourced to a “person with access to high level information in Beijing,” of a power struggle between President Hu Jintao, who controls the military, and Zhou, who controls China’s formidable domestic security apparatus. The Epoch Times, a news site affiliated with the Falun Gong spiritual movement (which banned in China), has published extensively in English and Chinese about the coup.

Så censuren er paradoksalt nok en af grundene til, at det kinesiske internet lige nu er ved at brænde sammen af rygter.

Hvor effektiv er censuren så? Se på sagen om Neil Heywood. Der er 350 millioner kinesere, som bruger mikroblogs, og hvis man går ud på den mest populære af dem, Sina Weibo, så er der huller i censuren.

For eksempel kommer der ingen resultater, hvis man søger på 海伍德, der er Neil Heywoods kinesiske navn. Så får man beskeden om, at der på grund af den “relevante lovgivning” ikke er nogen søgeresultater. Og hvis man søger på “Neil Heywood,” så er resultatet det samme.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Men der er huller. For man kan godt søge på “Heywood.” Og man kan også søge på 英籍保姆, der betyder “engelsk barnepige,” som er en hentydning til, at Heywood ifølge rygter skulle have været barnepige for Bo Xilais søn, Bo Guagua. Så hvis man absolut vil diskutere en sag, så er der for det meste måder, hvor man kan slippe uden om censuren på.

Her er den sidste af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den første, den anden artikel og den tredje artikel.

Der er utallige problemer med fødevarer og -sikkerhed her i Kina. Et af de mere ulækre af slagsen er »afløbs-olie.«

Det er gamle madrester, der bliver samlet ind fra restauranter, cafeterier og kantiner, og som derefter bliver sorteret og presset, så man udvinder madolien fra affaldet. Derefter bliver det hældt på nye flasker og bøtter og solgt igen.

Udover at det er ulækkert, at sidde og spise sig igennem andre folks madrester, så er olien også farlig. Når den en gang er blevet brugt, så kan den indeholde kræftfremkaldende stoffer, der kommer efter madlavning med ingredienser, som indeholder stivelse.

Det er et omfattende problem i Kina. En professor lavede sidste år en undersøgelse, som viste at hver tiende måltid i Kina er lavet med genbrugt og beskidt madolie, så der er god grund til, at så mange kinesere bekymrer sig om det. Du og andre fødevareskandaler, som selvysende kød og eksploderende vandmeloner, kan du læse om her på Kinablog.

Alene i Shandong var der sidste år 134 personer, der blev arresteret for at producere og sælge »afløbs-olie,« som Xinhua skrev i onsdags. I en af sagerne blev to mænd idømt ti års fængsel for at sælge mere end 110 ton.

Derfor har myndighederne, der i årevis har lovet forbedringer af fødevaresikkerheden, og som en gang imellem lancerer forskellige kampagner, som aldrig løser de grundlæggende problemer, følt sig presset til at vise handlekraft.

Så nu kan man få dødsstraf, hvis man laver eller sælger »afløbs-olie.« Det offentliggjorde den kinesiske højesteret og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed tidligere på ugen (ZH).

Samtidig vil der også falde straffe til embedsmænd, der svigter deres ansvar. Men som mælkeskandalen i 2008 – læs om den her på Kinablog – har vist, så er det ikke et løfte, man skal tage alt for seriøst.
 
For kineserne er den giftige mad et reelt og stort problem, og der er meget lidt sympati for skurkene i fødevareindustrien, som en person skrev på Weibo:

食品造假的统统判死刑！不然还让他们继续毒害劳动人民？都要拖出去斩了

»Uanset hvem, der er ansvarlig for fødevareskandalerne, så skal de dømmes til døden, ellers vil de bare fortsætte med at forgifte os almindelige folk. Af med hovederne«

Hustruen til en embedsmand i Shanghai blev ikke populær, da hun gik på nettet og pralede af sin mands frynsegoder på Weibo.

Det var omkring det kinesiske nytår for en måned siden, hvor det er normalt, at man giver gaver til hinanden. Det er tit »røde konvolutter« (hongbao 红包), der indeholder penge. Det kan være bedsteforældre, der deler dem ud til familien, eller det være embedsmænd, der får dem af kontaker, hvilket selvfølgelig mere end overskrider grænsen for korruption.

Det kan også være gaver. For eksempel en kontorarbejder, der giver sin chef en dyr pakke cigaretter. Eller altså en lokal embedsmand fra Shanghai, der scorer forskellige ting, som hans hustru så praler med.

»Lokalregering rykker!!,« skrev hun begejstret. Hendes mand havde for eksempel fået gavekort på tusinder af yuan til fisk og skaldyr, et gavekort til en nytårsbanket, og bunker af gaveindpakkede frugter.

De kinesiske internetbrugere gik igang med en »human flesh search.« Det er et begreb, hvor folk går sammen om at lede efter informationer på nettet om personen, for så at finde frem til dem i virkeligheden.

De fandt også hendes rigtige navn og telefonnummer. Og at hendes far er ansat som vicedirektør i et distrikts afdeling for industri og handel.

En journalist opsøgte kvinden og hun forklarede, at hun bare havde opdigtet det hele og skrevet det, fordi hun kedede sig. Hun har slettet mere end 2.000 kommentarer, og har offentligt undskyld for sin »selviske, kedsomheds-opførsel.«

En af kommentarerne til artiklen lyder: »Hvis det er alt, som din mand har fået, så er han relativt ukorrupt.«

Sagen minder lidt om Guo Meimei, der også flashede sin Maserati og luksusvilla på internettet, hvilket ikke faldt i god jord hos almindelige kinesere. Især fordi hun påstod, at hun havde fået det gennem sit arbejde or kinesisk Røde Kors, hvilket viste sig ikke at være sandt. Læs om det på Chinasmack og The Diplomat.

Her er den anden af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den første og den tredje og den fjerde artikel.

Det er helt normalt i Kina, at man skifter navn flere gange i sit liv. Men tre gange på tre dage er alligevel for meget.

»Tanten har jo et nyt navn hver dag,« som der stod i en af mange kommentar på Weibo, der handlede om nyhedsoplæseren Ren Xiujuan. Eller hvad man nu skal kalde hende.

Hun arbejder for Gansu Kabel TV i løbet af tre dage gik hun på skærmen med tre forskellige navne, og det fik naturligt nok mange til at spørge, hvad i alverden der foregik.

Det første navn kom søndag, hvor hun tonede frem med sit oprindelige navn Ren Xiujuan (任秀娟).

Men hun havde netop fået nyt navn og ændret sitidentitetskort, så hun nu hed Ren Xiiyue (任玺悦). Det ville hun bruge mandag. Det så dog ikke godt ud på skærmen, så det blev ændret til Xiyue (玺悦).

Det var nu også noget skidt, som TV-stationen blev nødt til at forklare i en meddelsele. For det må man ikke for SARFT. Det er en forkortelse for Statens Admnistration for Radio, Film og TV, og de er en del af den kinesiske censur. De laver også regler for medierne, som for eksempel at studieværter skal bruge deres rigtige navne på TV.

Derfor gik hun tirsdag på skærmen med sit tredje navn, Ren Xiyue (任玺悦). Det lyder som det forrige navn, men er skrevet med et anden kinesisk tegn, som de snedige læsere på Kinablog vil kunne se. Og det navn har hun så beholdt siden.

:: Foto fra Weibo

Her er den første af fire historier fra Kina. De er hverken store eller små. Men de er på mange måder typiske for Kina og er af den slags, som sjældent når frem til Danmark og ud i medierne. Her kan du læse den anden og den tredje og den fjerde artikel.

Kineserne har givet den 72-årige Li Xianmei øgenavnet »Sanitets Bedstemoren.« Og det er kærligt ment. Hun blev berømt da en lokal TV-station lavede et indslag med hende, der har bredt sig på nettet.

Det gav omtale i medierne og på internettet, og fik blandet andet denne journalist til at finde hende og skrive om sagen. Der er også en foto-serie med bedstemoren og pigen her.

I artiklen står der, hvordan enken, hvis mand døde i 2001, vågner klokken tre om morgenen for at køre ud og feje og samle skrald i gaderne i Woyang, der ligger i Anhui. Imens passer hun sit seks-årige barnebarn, der sidder pakket ind i tykt tøj på den trehjulede skralde-ladcykel og sover. Faren kom i fængsel efter et skænderi med en nabo i 2010, og moren er forsvundet.

Men gamle Li Xianmei blev fyret på grund af al omtalen. Hendes chef siger, at de var bekymrede for hendes helbred, og at de nu forsøger at hjælpe hende med at få en social ydelse for fattige. Derfor var hun ikke meget for at tale med avisens journalist, som opsøgte hende efter videoen, fordi hun var bange for, at det kunne skade hendes ansøgning.

I virkeligheden er hun nok blevet fyret, fordi hun netop fik så meget omtale og blandt andet viser, hvordan lokalregeringen bruger en 72-årig kvinde. Og grunden til at hun er varsom over for journalister er, at hun har brug for sin arbejdsgivers hjælp til at søge om den sociale ydelse.

Sagen om den berømte politichef, Wang Lijun, der pludselig forsvandt tidligere på ugen, er et af de varmeste emner på internettet i Kina lige nu.

Det er der god grund til. Wang er blevet en del af en magtkamp, der involverer de 24 mest magtfulde mænd i landet. Sagen kan have indflydelse på, hvem der bliver ledere i de næste fem år, og den kan være med til forme landets politiske og økonomiske kurs i de kommende år.

Det har jeg skrevet om i Berlingske i de seneste dage. Her får du lidt mere af et interview med en af de kilder, Michael Anti, som jeg talte med i sidste uge, og lidt baggrund om hvordan kineserne bruger de sociale medier i sagen.

For blot få år siden ville den slags skandaler næppe være sluppet udenfor de høje og rødmalede mure ved regeringskomplekset Zhongnanhai i Beijing, og de fleste kinesere ville aldrig have hørt om slåskampen. Men dette er den første »kolossalt store« politiske sag, der er dukket op, siden de sociale medier er blevet populære på internettet i Kina, siger analytiker. Og selvom de fleste kinesiske aviser ikke skriver om sagen, så får den lov til at køre på internettet, hvor den er nærmest eksploderet.

»Det er et enormt politisk drama. Det er første gang, at folk kan følge med i en magtkamp på denne måde,« siger den kendte kinesiske blogger og Harvard Niemann Fellow, Michael Anti.

I alt er der over 500 millioner kinesere på internettet. Cirka 300 millioner af dem har en mikroblog, der hedder weibo på kinesisk. De fungerer så nogenlunde som Twitter, og den mest populære af dem er Sina Weibo, der har over 250 millioner brugere. Sagen bliver debatteret i et utal af indlæg, men alene Wang Lijuns navn dukker op i tæt på to millioner indlæg blot på Sina, hvis man søger efter det lige nu.

»Før mikrobloggens æra var det kun eliten indenfor det politiske system, der hørte om den slags rygter og informationer, men nu er der 300 millioner mennesker, som deltager,« siger Michael Anti.

Fredag i sidste uge blev Wang fjernet fra sin post som ansvarlig for politiet i Chongqing. Sent tirsdag kom der fotos af politifolk, der havde afspærret det amerikanske konsulat i Chengdu, ud på weibo, hvor de spredte sig sammen med rygter om, at Wang havde forsøgt at hoppe af til amerikanerne.

Onsdag morgen sendte Chongqing informationskontor så en besked ud på deres mikroblog om, at Wang efter længere tids hårdt arbejde og stress var på »ferie-agtig sygeorlov.«

Det var der ikke mange, som troede på. Især ikke fordi kontoret slettede beskeden for blot få timer senere at offentliggøre den igen med en undskyldning om, at den var blevet fjernet ved en fejl.

Siden da har kineserne gjort grin med »ferie-agtig sygeorlov« (休假式的治疗), der lyder lige så underligt på kinesisk som på dansk. For eksempel som en bruger, der kalder sig for Li Xiaobo, skrev på sin mikroblog i fredags, så kunne han desværre ikke komme på arbejde i dag, fordi han »på grund af længere tids overarbejde tog på ferie-agtig sygeorlov.«

Spekulationerne om, at Wang måske havde forsøgt at hoppe af til USA, voksede også, da det amerikanske udenrigsministerium senere onsdag bekræftede, at Wang havde været på konsulatet mandag den 6. februar. Uden dog at fortælle, hvad besøget havde drejet sig om.

Dagen efter forsøgte den kinesiske viceudenrigsminister, Cui Tiankai, at nedtone og bagatellisere affæren. Det var »en enkeltsag,« som man resolut og »uden problemer« havde taget hånd om.

Først sent torsdag klokken 23.00 bekræftede det officielle nyhedsbureau Xinhua, at Wang faktisk havde været på konsulatet hele mandagen, og at sagen var ved at blive efterforsket.

Wang var tæt knyttet til den karismatiske Bo Xilai, der er en af de mest magtfulde politikere i Kina. Han er partisekretær –i Kina er det en stilling, som er højere end borgmester – for Chongqing. Bo Xilai er også et af de 24 medlemmer i Kinas Kommunistpartis Politbureau, der er den lille og lukkede gruppe, som står i spidsen for parti og nation. Ni af mændene er også med i Politbureauets Stående Komite, der er den absolutte indercirkel, som Bo håber at blive medlem af, når der til efteråret er partikongres i Beijing.

Og det er en magtkamp, som bliver ført fra Beijing. Kritiske kommentarer om så fremtrædende personer som Wang Lijun og Bo Xilai ville normalt hurtigt blive censureret. Der har da også været eksempler på censur af forskellige indlæg i de seneste dage, men generelt har der været frit spil.

»Det er virkelig unormalt, at de ikke bliver slettet. Det handler ikke om ytringsfrihed, men om at centralregeringen vil have det her ud,« siger Michael Anti.

Det er nemlig Beijing, som bestemmer, hvad der bliver censureret og slettet. Derfor er mikrobloggene en katastrofe for provinserne og lokalregeringerne, hvis de forsøger at skjule informationer, siger Michael Anti. For ofte har provinserne ikke de samme politiske interesser som centralregeringen i Beijing.

Se for eksempel sagen om togkatastrofen i Wenzhou, hvor de lokale myndigheder i begyndelsen forsøgte på alle måder at skjule den og lægge låg på sagen.

»Mikrobloggene udfordrer lokalregeringerne til at være mere åbne, for ellers vil de blive afsløret,« siger Michael Anti.

Som en bruger, der kalder sig selv for CK Feng, skrev fredag:

»Så Chongqing indrømmer, at den »ferie-agtig sygeorlov« var falsk information. Det passer ikke, at folket ikke stoler på jer, men i behandler os som idioter. Hvordan kan vi stole på jer og have tillid, når sådan noget sker hele tiden.«

Og det kan man nok heller ikke i længden. For Michael Anti og mange andre er enige om, at sagen om Wang lige nu får lov til at løbe afsted uden censur. Lige som katastrofen gjorde i Wenzhou i de første fem dage, hvor der stort set ikke var noget, der blev slettet. Men censuren kom den sjette dag.

»Jeg er sikker på, at det blot er et spørgsmål om tid, før det her også bliver censureret,« siger Michael Anti.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

NPR har interviewet Ken Lieberthal, der er fra det amerikanske Brookings Institute. Han rejser til Kina cirka ti gange om året, og han tager cyber-sikkerheden seriøst:

“I first of all get a loaner laptop. And the USB that I bring, I clean digitally before I bring it, so it’s totally blank,” Lieberthal says.

Lieberthal then disconnects the Wi-Fi and Bluetooth functions, sets email filters and a virtual private network, or VPN. That’s all before the trip. While in China, he never lets his Blackberry leave his side, never uses a wireless Internet connection while he has his USB drive plugged in, and he also physically hides his fingers when typing passwords.

When he gets home, everything gets digitally wiped and cleaned.

Why take all this precaution? Espionage. More specifically, cyber-espionage.

Er han så netop paranoid, eller er der noget om snakken? Som udgangspunkt bør man gå ud fra, at “man” kan få adgang til al information, som der ligger på din computer eller anden elektronisk dims. Også selvom du bruger https eller VPN’s til at sende for eksempel e-mails med. De seneste uger har Kina efter alt at dømme testet noget udstyr, der går målrettet efter VPN’s, der er blevet mere ustabile og ofte bliver helt afbrudt. Så det er en personlig afvejning af, hvor følsomme informationer du har i dine apparater.

Mange kinesere vil nok gerne (igen) smide en sko i hovedet af Fang Binxing, der er far til “Great Firewall of China,” som er øgenavnet for det omfattende system af censur på det kinesiske internet.

Det har en gruppe hackere nu gjort noget ved.

Fang er rektor på Beijing University of Posts and Telecommunications (北京邮电大学), og en af universitetets hjemmesider er nu blevet hacket, så man kan forlyste sig med et spil, der hedder “Vrede Sko”. Fodtøjet kan man så kyle i hovedet af Fang Binxing på den “Angry Bird”-agtige måde.

Det skriver Nanfang Dushi Bao, hvor billedet ovenover også er fra.

• Læs også - Ytringsfrihed i Kina – Seks måder at censurere internettet på

For nyligt holdt Fang Binxing en tale, hvor han argumenterede for Kinas udbredte brug af censor på internettet, og hvorfor Kina burde udvikle et slags kinesiske intranet. Du kan læse hele talen her på kinesisk eller se et engelsk uddrag på Global Voices. Her er hans fire vigtigste argumenter for kinesisk selvstændighed på nettet:

1. Independency – Against foreign intervention of the network. The government can negotiate for unilateral or multinational agreement for network access.
2. Equality – Against monopoly of giant ISPs such as Sprint and the so-called global principle in Internet governance.
3. Self-Defense – In order to self-defense, a sovereignty should have the rights to cut off from illegitimate network connection.
4. Governance – Against unauthenticated connection, access and plugin. Fang used Google’s pulling out of China as an example to imply that when a company pulls out, its service in China should be ceased.

Facebook, Twitter, Youtube og så videre har været blokeret i snart tre år, men der er måder at slippe uden om censuren og blokaderne. Det sker med proxy-servere og VPNs. Altså virtuelle netværk, der groft sagt laver en elektronisk tunnel under “Great Firewall of China” og ud på internettet, som var det i Danmark, England, USA eller hvor man nu forbinder sin computer med.

Men de seneste måneder er kineserne begyndt at teste nyt udstyr, der scanner internetforbindelserne for de elektroniske Ninja-tricks. Ligesom man taler om vejret i Danmark, på samme måde taler man om VPN-forbindelser i Kina. Nå, hvordan kører den så i dag? Jo, den er langsom. Aha, min kører ellers fint.

• Læs også - Censur i Kina – Beijing i krig mod internet og e-mails

De seneste fire, fem dage har jeg – og flere andre – haft store problemer med forbindelserne, så internettet over VPN, der er endnu langsommere, end det plejer at være. Noget nyt i de seneste måneder er også, at for eksempel Twitter og Youtube kan være ubrugelige, på trods af at man er logget på VPN. Noget tyder altså på, at de er ved at teste nyt udstyr, der kan gøre VPNs ubrugelige. Forbes har også talt med bagmændene til Tor, der kommer med hint og forklaringer på den nye udvikling:

In recent months, administrators of services with encrypted connections designed to allow users secure remote access say they’ve seen strange activity coming from China: When a user from within the country attempts to reach a server abroad, a string of seemingly random data hits the destination computer before he or she can connect, sometimes followed by that user’s communication being mysteriously dropped.

The anti-censorship and anonymity service Tor, for instance, has found that many of its “bridge nodes”–privately-placed servers around the world designed to connect users to the rest of Tor’s public network of traffic re-routing computers–have become inaccessible to Chinese users within hours or even minutes of being set up, according to Andrew Lewman, the project’s executive director. Users have told him that other censorship circumvention services like Ultrasurf and Freegate have seen similar problems, he says. “Someone will try to connect, then there’s a weird scan, and the bridge stops working,” says Lewman. “We see weird things all the time, but this is a semi-consistent weird thing, and it’s only coming from China.”

Hvorfor er der så censur og stærk kontrol på nettet? Kort fortalt er det et af de mange redskaber, som Kinas Kommunistparti bruger for at blive ved magten og bevare kontrollen. Det har indlysende konsekvenser for kineserne. For eksempel som i dag hvor en ny lovændring blev lanceret om, at “instant messaging” og DM’s (Direct Messages) på mikroblogs fremover vil kunne bruges som beviser i retssager. Det skriver Sohu (på kinesisk).

Men det kan også få konsekvenser for Kinas økonomi. For blandt andre store store udenlandske virksomheder er afhængige VPN i deres globale arbejde. Og de bliver også ramt af censuren. Samtidig er den efterhånden ved at være så omfattende, at den tæller stadigt mere negativt med i listen over ting, som expats og virksomheder tager med i overvejelserne, om man skal slå sig ned i Kina eller ej. Her er for eksempel Shanghai i konkurrence med Singapore, Hong Kong og Tokyo.

Se også Top 30 over de bedste hjemmesider om Kina. Og husk at du kan følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk på @kinablog eller dansk på @kimrjensen.

Og en lille forklaring – ZH betyder, at de skriver på kinesisk (zhongwen) og EN, at de skriver på engelsk.

• @CDT – fra China Digital Times (ZH og EN)

• @ChinaGeeks – bloggeren Charles Custer fra chinageeks.org (EN)

• @cmphku – David Bandurski fra China Media Project på Hong Kong University (EN)

• @ChinaRealTime – Wall Street Journals Kina-blog (EN)

• @christinelu – iværksætter og CEO Christine Lu om især det kinesiske luksusmarked (EN)

• @ellachou – Ella Chou fra Harvard om især kinesisk miljø og cyber sikkerhed (ZH og EN)

• @eobserver – ugeavisen Economic Observer (Jingji Guancha Bao) fra Beijing (ZH og EN)

• @GraniteStudio – Jeremiah Jenne, der også har bloggen GraniteStudio (ZH og EN)

• @greenlawchina – Alex Wang følger miljøet i Kina (ZH og EN)

• @isaac – Isaac Mao fra blandt andet Global Voices (ZH og EN)

• @jonathanwatts – Jonathan Watts er miljøkorrespondent for Guardian i Asien (EN)

• @jwassers – professor Jeffrey Wasserstrom fra UC Irvine (EN)

• @larsonchristina – Christina Larsson skriver for Foreign Policy Magazine (EN)

• @MeetChina – solid strøm af nyheder, links og re-tweets om Kina (ZH og EN)

• @melissakchan – Al Jazeeras Kina korrespondent Melissa Chan (EN)

• @mranti – Michael Anti er blogger, journalist og aktivist (ZH)

• @nanfangzhoumo – dagens historier fra den kendte avis i Guangdong (ZH)

• @NiuB – mest en strøm af links til nyheder fra William Albano (EN)

• @niubi – den altid aktive kommentator Bill Bishop fra Beijing (ZH og EN)

• @panphil – forfatter og journalist Philip Pan

• @perrylink – professor emeritus fra Princeton University, Perry Link (ZH)

• @pjmooney – senior korrespondent for South China Morning Post. (ZH og EN)

• @quelquefois – research fellow Amy Chang om Kina (EN)

• @raykwong – Ray Kwong er en livlig kommentator, entreprenør og tilknyttet US-China Institute (EN)

• @triciawang – etnograf Tricia Wang om teknologi i Kina og Mexico (EN

• @ska_kongshan – Stephanie Kleine-Ahlbrandt fra International Crisis Group (EN)

• @taniabranigan – den britiske avis Guardians korrespondent i Kina (EN)

• @tengbiao – Aktivist, menneskerets-advokat og underskriver af Charter 08 (ZH)

• @TomLasseter – Tom Lasseter er korrespondent for McClatchy Newspaper (EN)

• @WLYeung – C. A. Yeung om Kina (ZH og EN)

Hurtig guide – sådan virker Twitter.
Det der står efter @ er ens navn på Twitter. Et eksempel. Kinablog hedder (smart tænkt) @kinablog og adressen er altså www.twitter.com/kinablog.

Husk også at se Top 30 på Twitter, hvor du kan se personer, institutioner og medier som du bør følge for at få det bedste fra Kina.

• Appetite for China – Inspiration og opskrifter som selv din kinesiske ayi kunne have skrevet

• Beijing Boyce – Cocktails, restauranter og chuan’r – de bedste tips om (natte)livet i Beijing

• BeijingDaze – Rundt om musikscenen og koncerter i Beijing

• China Digital Times – UC Berkeley leverer links, nyheder og kommentarer om Kina

• China Car Times – Fra design til salgstal og miljø. Nyheder og kommentarer om bilindustrien i Kina

• China Geeks – Kommentator og blogger Charles Custer skriver om det moderne Kina

• China Law Blog – Amerikanske advokater kommenterer og analyserer kinesisk jura og erhvervsliv

• China Media Project – Få pulsen på de kinesiske medier og internettet. Af University of Hong Kong

• China Dialogue – Debat om miljøet i Kina. Blogs, podcast, nyheder og artikler på kinesisk og engelsk

• China Herald – Fons Tuinstra blogger om Kina

• China Hush – Din guide til hjørnerne af den livlige debat på det kinesiske internet

• China Smack – Lidt som China Hush men et skridt længere ud i kuriøsiteten

• China Youthology – Brands og trendspotting i Kina

• China Labour Bulletin – Om de kinesiske arbejderes vilkår og rettigheder

• ChinaRealTime fra Wall Street Journal – Wall Street Journals egen Kinablog

• Danwei – Web-magasin om Kina, der er ved at blive relanceret

• Digicha – Bill Bishop om internet og digitale medier i Kina

• EastAsia Forum – Økonomi, politik og sociale forhold i Asien

• Neocha Edge – Indgang til det kreative Kina – illustratorer, designere og musikere

• Frog In A Wall – Løst opdateret blog om især kinesisk historie

• Global Voices – Borgerjournalistik fra Kina

• Granite Studio – Historikeren Jeremiah Jenne blogger fra Beijing

• Grape Wall of China – Nyheder fra de kinesiske vinmarker og -industri

• Hanzismatter – Vesterlændinges uheldige og tvivlsomme oversættelser af kinesiske tegn

• Imagethief – Will Moss blogger fra Beijing om især PR og kommunikation

• IP Dragon – Blog om business, handel og IP

• Peking Duck – En anden af de gamle og klassiske Kina-blogs

• Pinyin News – Lidt i den nørdede genre – nyheder om pinyin

• Shanghaiist – Overblik over dagens store og små nyheder og ikke-nyheder fra Kina

• ZonaEuropa – Store, gode og grundige oversættelser om aktuelle sager fra Kina

Ai blev også truet med ti års fængsel for »omvæltning af staten.« Det er en bred paragraf, som myndighederne ofte bruger til at dømme politiske fanger. For betjentene var mest interesserede i hans eventuelle rolle i en kinesisk Jasmin Revolution som i Mellemøsten.

Det fortæller en kilde til nyhedsbureauet Reuters. Ai Weiwei er løsladt mod kaution, og ifølge aftalen må han ikke mødes med udlændinge, bruge Twitter eller give interviews i det næste år.

Ai Weiwei har flere gange talt med udenlandske medier som for eksempel Berlingske, men han har kun givet meget få informationer om de 81 dage, hvor han var forsvundet.

Ai Weiwei blev taget i lufthavnen i Beijing den 3. april, da han var på vej til at flyve til Hong Kong. Ifølge kilden, som Reuters har talt med, fik han en hætte over hovedet og blev kørt til et ukendt sted i Beijing, hvor han var i to uger.

In the second location, where Ai was held for 67 days, the artist famed for his work on the “Bird’s Nest” Olympic Stadium in Beijing, was watched over by two police officers for 24 hours a day, with their faces often inches from his, watching his every movement even while his slept.

Ai had to ask the police officers for permission to drink water and use the toilet. He was not allowed to speak and was watched over by the officers even while he slept. They demanded that he put his hands on top of the blanket, the source said.

Familien har hele tiden benægtet, at der er bund i anklagerne mod Ai Weiwei ombigami, spredning af pornografi og endelig skattesvindel, som myndighederne til sidst besluttede sig for at anklage ham for.

Myndighederne har hele tiden benægtet, at anklagerne mod Ai var politiske.

Den anonyme kilde siger til Reuters:

Police officers told Ai “you criticised the government, so we are going to let all society know that you’re an obscene person, you evaded taxes, you have two wives, we want to shame you. We’ll not use politics to deal with you,” the source said.

The source said Ai told them “no one is going to believe you,” but officers told him “everyone will believe us, tax evasion is a very serious crime in many countries.”

For nogle uger siden fortalte Ai Weiweis søster, Gao Ge, om sin brors ophold til Washington Post, som jeg også skrev om i Berlingske:

Ai Weiwei var forsvundet i 81 dage. Han blev holdt fanget i et rum, hvor der kun stod en seng. Der var ikke noget bord, stole eller andre møbler. Der var et vindue, men det var dækket af. Til gengæld var lyset tændt 24 timer i døgnet.

Ai havde ingen magasiner, aviser eller bøger. Han havde heller ikke et fjernsyn eller en radio. Der var ikke andet at lave, end at gå op og ned ad gulvet. Hver dag. Frem og tilbage.

Han blev konstant overvåget. Når han gik rundt i lokalet var der to civilklædte betjente lige bag ham. De var der altid. To ad gangen. De var der også, når han sad på sengen. Når han sov. Spiste. Var på toilet. Når han tog bad. Altid. De skiftedes hver tredje time, så kom der to nye betjente, og ingen af dem sagde et ord, de var tavse og stirrede kun på ham.

Ai Weiwei har sukkersyge, men han fik den medicin, som han brug for. Han fik også mad. Men han tabte 15 kilo i de næsten tre måneder, hvor politiet holdt ham fanget på det hemmelige sted i Beijing.

Dengang fortalte Ai Weiwei over telefonen:

»Jeg vil bruge tid på min familie nu. Jeg bliver nødt til at tilpasse mig igen, og passe på mit helbred, for det var ekstreme forhold,« siger Ai Weiwei, der igen har fået lov til at fortsætte sit arbejde efter hans fangenskab.

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.

I går skrev jeg om Ai Weiwei, som for første gang i over en måned havde kontakt med omverdenen. Hans hustru, Lu Qing, besøgte ham på det hemmelige sted i Beijing, hvor han bliver holdt fanget.

Jeg kunne ikke få fat på Lu Qing, men det lykkedes for AP at få et interview med hende. Her er et par udklip:

“He has changed. His mood and demeanor are so different from the simple and spontaneous Ai Weiwei I know,” Lu said Monday. “It was obvious that without freedom to express himself he was not behaving naturally even with me.”

Lu said that during the brief meeting Ai was not handcuffed and was wearing his own clothes instead of a detention center uniform. His trademark beard had not been shaven. Still, he “seemed conflicted, contained, his face was tense.”

“We could not talk about the economic charges or other stuff, mainly about the family and health,” she said. “We were careful, we knew that the deal could be broken at any moment, so we were careful.”

Familien ved dog stadig ikke, hvad der kommer til at ske med den 53-årige Ai Weiwei, som endnu ikke er officielt sigtet eller anholdt af politiet. Myndighederne nægter at komme med oplysninger, men det lader til, at de anser Ai Weiwei for at være i husarrest.

»Loven er uklar, om politiet her er forpligtet til at informere familien, for det sker normalt i hjemmet,« siger Joshua Rosenzweig fra den amerikanske organisation Dui Hua Foundation, der overvåger det kinesiske retsvæsen.

• Læs også – Ai Weiwei: Kort Q&A om sagen lige nu

I Kina skal politiet, med mindre det kan skade efterforskningen, give pårørende besked indenfor 24 timer, hvis en person bliver anholdt. Normalt skal sagen gå videre til anklagemyndigheden inden for 30 dage, men politiet kan gennemføre en form for husarrest i op til seks måneder.

Det er ment som en mildere straf. Men i Ai Weiweis tilfælde er betydningen af loven virkelig vendt på hovedet, siger Joshua Rosenzweig. Og det er klart til politiets fordel, siger han.

»Der er meget få begrænsninger for, hvordan de kan afhøre dig,« siger Joshua Rosenzweig.
Søndag den 3. april, da Ai Weiwei blev bortført i lufthavnen, tog politiet også en af hans assistenter og venner, den 38-årige Wen Tao. Tre andre af Ai Weiweis ansatte er også forsvundet.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Det var Ai Weiweis hustru, Lu Qing, der søndag aften fik lov til at mødes med Ai. Politiet kørte hende til et hemmeligt sted i Beijing, hvor de fik lov til at være sammen i cirka 15 minutter.

Familien har tidligere udtrykt bekymring for Ai Weiwei, der blandt andet har sukkersyge og forhøjet blodtryk. Men han lader til at have det godt, og har adgang til den medicin, som han har brug for, oplyser familien.

»Jeg er så lettet, nu hvor Lu Qing har fået lov til at se ham,« siger Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying over telefonen.

Besøget varede 15 minutter, fortæller vennen og forsvarsadvokaten Liu Xiaoyuan, der talte med Ais hustru efter besøget.

Ægteparret brugte det meste af deres korte tid sammen til at tale om familien og hverdagen. Ai Weiwei fortalte, at der er læger, som holder øje med hans blodtryk, og at han får de piller, som han har brug for.

Ai Weiwei fortalte også, at han er bekymret sin mor og det pres, som hans forsvinden har lagt på hende.

Hverken Ai eller Lu ved, hvor han opholder sig. Det er dog ikke et fængsel eller detentionscenter, siger advokaten Liu Xiaoyuan og tilføjer, at Ai også har fået lov at beholde sit lange skæg.

:: Ai Weiweis selvportræt som han tog, da han fik tæsk af politiet i september 2009