» Internettet

Her i weekenden har de kinesiske myndigheder løsladt de sidste tre personer, der har tilknytning til Ai Weiwei. De forsvandt samtidig med den 54-årige kunstner, der blev bortført af politiet i lufthavnen i Beijing for næsten tre måneder siden.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

Ai Weiwei’s mor er glad. Sent i onsdags fik hun sin søn tilbage, som hun ikke har set siden politiet tog ham for næsten tre måneder siden. Og i går torsdag løslod de også hendes 43-årige nevø, Zhang Jinsong, der forsvandt samme dag.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.

Ai Weiwei har det ikke godt. Han har røde øjne. Han er anspændt. Og han har ændret sig, mens han har siddet fanget, siger hans hustru Lu Qing.

I går skrev jeg om Ai Weiwei, som for første gang i over en måned havde kontakt med omverdenen. Hans hustru, Lu Qing, besøgte ham på det hemmelige sted i Beijing, hvor han bliver holdt fanget.

Jeg kunne ikke få fat på Lu Qing, men det lykkedes for AP at få et interview med hende. Her er et par udklip:

“He has changed. His mood and demeanor are so different from the simple and spontaneous Ai Weiwei I know,” Lu said Monday. “It was obvious that without freedom to express himself he was not behaving naturally even with me.”

Lu said that during the brief meeting Ai was not handcuffed and was wearing his own clothes instead of a detention center uniform. His trademark beard had not been shaven. Still, he “seemed conflicted, contained, his face was tense.”

“We could not talk about the economic charges or other stuff, mainly about the family and health,” she said. “We were careful, we knew that the deal could be broken at any moment, so we were careful.”

Ai Weiweis hustru fik sent søndag aften lov til at besøge sin mand. Det er første gang i 43 dage, at den berømte kunstner og aktivist har været i kontakt med omverdenen.

Familien ved dog stadig ikke, hvad der kommer til at ske med den 53-årige Ai Weiwei, som endnu ikke er officielt sigtet eller anholdt af politiet. Myndighederne nægter at komme med oplysninger, men det lader til, at de anser Ai Weiwei for at være i husarrest.

»Loven er uklar, om politiet her er forpligtet til at informere familien, for det sker normalt i hjemmet,« siger Joshua Rosenzweig fra den amerikanske organisation Dui Hua Foundation, der overvåger det kinesiske retsvæsen.

• Læs også – Ai Weiwei: Kort Q&A om sagen lige nu

I Kina skal politiet, med mindre det kan skade efterforskningen, give pårørende besked indenfor 24 timer, hvis en person bliver anholdt. Normalt skal sagen gå videre til anklagemyndigheden inden for 30 dage, men politiet kan gennemføre en form for husarrest i op til seks måneder.

Det er ment som en mildere straf. Men i Ai Weiweis tilfælde er betydningen af loven virkelig vendt på hovedet, siger Joshua Rosenzweig. Og det er klart til politiets fordel, siger han.

»Der er meget få begrænsninger for, hvordan de kan afhøre dig,« siger Joshua Rosenzweig.
Søndag den 3. april, da Ai Weiwei blev bortført i lufthavnen, tog politiet også en af hans assistenter og venner, den 38-årige Wen Tao. Tre andre af Ai Weiweis ansatte er også forsvundet.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Det var Ai Weiweis hustru, Lu Qing, der søndag aften fik lov til at mødes med Ai. Politiet kørte hende til et hemmeligt sted i Beijing, hvor de fik lov til at være sammen i cirka 15 minutter.

Familien har tidligere udtrykt bekymring for Ai Weiwei, der blandt andet har sukkersyge og forhøjet blodtryk. Men han lader til at have det godt, og har adgang til den medicin, som han har brug for, oplyser familien.

»Jeg er så lettet, nu hvor Lu Qing har fået lov til at se ham,« siger Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying over telefonen.

Besøget varede 15 minutter, fortæller vennen og forsvarsadvokaten Liu Xiaoyuan, der talte med Ais hustru efter besøget.

Ægteparret brugte det meste af deres korte tid sammen til at tale om familien og hverdagen. Ai Weiwei fortalte, at der er læger, som holder øje med hans blodtryk, og at han får de piller, som han har brug for.

Ai Weiwei fortalte også, at han er bekymret sin mor og det pres, som hans forsvinden har lagt på hende.

Hverken Ai eller Lu ved, hvor han opholder sig. Det er dog ikke et fængsel eller detentionscenter, siger advokaten Liu Xiaoyuan og tilføjer, at Ai også har fået lov at beholde sit lange skæg.

:: Ai Weiweis selvportræt som han tog, da han fik tæsk af politiet i september 2009

Den 53-årige Ai Weiwei er ikke alene Kinas mest berømte kunstner, han er også kendt i Kina for at være en skarp kritiker af regering, parti og myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som Beijing begyndte i februar.

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Her er opsamling og links:

• Ai Weiwei var en god ambassadør for Kina. Han var beviset for, at kunst og kreativitet også kunne trives i Kina. Men desværre for partiet begyndte han også at blive stadig mere kritisk. For eksempel da han efter jordskælvet i 2008 lavede sit projekt, der viste, hvor mange børn, som egentlig omkom i de sammenstyrtede skoler. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Læs Jerome Cohens – som altid – glimrende analyse på Council on Foreign Relations, hvor han også spår om, hvad der måske kommer til at ske med Ai, hvis han bliver formelt arresteret:

Arrest virtually assures indictment, conviction and prison time.

Eventually, Ai’s lawyers will be allowed to visit him, although it may not be until the investigation has concluded, possibly after many months of incommunicado detention. During investigation, such visits are of limited significance, since at this stage lawyers are not yet deemed to be “defenders” but mere “advisers”, who are not permitted to learn about the case and can offer only modest assistance. Moreover, meeting time is restricted, and lawyer-client conversations are monitored by police. Yet such visits offer the suspect his first contact with the outside and a chance to report torture or other abuse.

It is possible, in view of foreign protests and the transparently spurious nature of the charges, that Ai will be released instead of formally arrested. To save official face and confine his activities, he may be released under guarantee, which would allow him to remain relatively free but still monitored within the precincts of Beijing while investigation nominally continues for one year. This was done, for example, in the case of the admired lawyer/activist Xu Zhiyong.

If, on the other hand, Ai is arrested and indicted, his trial will further illustrate the unfairness of the criminal process in a country where “troublemakers” cannot be protected by law.

• Sagen om Ai Weiwei giver i den grad dårlig omtale for Kina. Men hvor bekymret er regeringen egentlig over sit internationale omdømme, udlandets reaktion og Kinas soft-power? I forhold til at bevare den sociale ro og orden i landet, så kommer det langt nede på listen. Men de senere år har Beijing forsøgt at arbejde på sit omdømme. Blandt andet ud fra det gamle argument om, at Verden ikke forstår Kina. Et af initiativerne er den engelsk-sprogede avis Global Times. Og det er måske ikke alt for smart at lade dem føre ordet – de kom som det første kinesiske medie med en reaktion på Ai Weiwei – for det er en nationalistisk avis, der så nogenlunde svarer til en kinesisk udgave af Fox News. Richard Burger har en privat samtale med en af redaktørerne på avisen, som han skriver om i denne artikel, der bestemt er værd at læse:

“Don’t you realize the entire expat community here in Beijing and many others around the world are buzzing about this editorial, shocked at its belligerence, its snide and strident tone, its implied threats and its undercurrent of violence? Maybe, as you keep saying, the West truly doesn’t understand China. Well, you are focusing now on soft power. The Global Times itself is actually an outgrowth of China’s thirst for soft power, for global reputation and respect. And look at how you’re failing. You are driving away foreign talent and making China look worse, not better — in precise contradiction to the paper’s stated goals. If your media and leaders could articulate China’s point of view as clearly and calmly as you just did in this conversation maybe then China could get somewhere in fostering understanding. But railing against Ai Weiwei at the top of your lungs — a man seen as an artist and a celebrity — is exactly what you should not be doing. Why not throw the West a bone and let him go, declare an amnesty and then explain why he was detained in the first place.”

Læs også James Fallows, der har gode kommentarer til Richard Burgers artikel.

• Men overreagerer de udenlandske medier og omverdenen på Ai Weiweis forsvinden? Nej, mener Evan Osnos fra New Yorker:

The “mainstream” problem: In an English editorial last week, the state-backed Global Times declared, “Ai once said China was living in a ‘crazy, black’ era. This is not the mainstream perception among Chinese society.” A version of that argument, circulated among foreigners, holds that “none of my Chinese colleagues in our office have heard of Ai Weiwei,” so treating his detention as front-page news is out of proportion to the overall improvement in Chinese standards of living. But this definition of the Chinese mainstream is thin. The collapse of schools in the Sichuan earthquake was an event that captivated Chinese national attention, but when Ai undertook a campaign to publicize the names of the children who died in those schools—or his myriad other political-art projects in recent years—the Chinese press was largely barred from writing about his work. (I discussed Ai’s activism at length in a Profile in The New Yorker last year.) It should come as no surprise that he is not a household name, even if the issues he addresses resonate broadly.

• Har centralregeringen i Beijing droppet enhver tanke om politiske reformer? Det har de ved første øjekast. Men rundt om i provinserne sidder der flere kadrer, som er utilfredse med, at det konservative Beijing i stigende grad kommer med flere politikker, som de vil have provinserne til at følge uden at stille spørgsmålstegn ved. Og det kan give grobund for reformer, når Xi Jinping kommer til magten næste år, mener Russell Leigh Moses i Wall Street Journals kinablog:

These officials have been content to let the conservative wing of the party push and punish. Now, these same cadres would like to see more reform, instead of more overreaction. They are already the proponents of experiments in transparency, accountability, and public supervision, in provinces as diverse as Jiangxi and Jiangsu. Some would like those tryouts to be extended and expanded. And they have to be looking for Mr. Xi and his allies to emerge as transformational leaders, who want to explore alternatives to the present way of doing political business.

Whether Mr. Xi or any of his comrades wish to explore that route is not clear. But they may have to start to be, for the desire by some in the Party for a return to real reform is not going away. The coming challenge for the Communist Party is not how it handles revolt, but what does it really want to do with reform.

• Hvordan er det egentlig, at blive arresteret af politiet i Beijing? Det fortæller Liu Anjun, der var i politiets varetægt i 45 dage i denne artikel fra Reuters:

Liu, a gravel-voiced, charismatic agitator for petitioners’ rights, was taken from his family on 18 February. Police bundled him into a van and locked him in a hotel room in south Beijing. For six days, police interrogators showed him pictures of dissidents, human rights lawyers and activists, seeking information about their mutual contacts, beliefs and plans, Liu told Reuters at his home in Beijing where he was recovering after his release from 45 days in detention.

The police have been hunting for evidence of a web of conspiracy bringing together domestic and foreign foes that the Chinese government believes are behind Middle East-inspired calls for “jasmine revolution” protests against the party.

“They took out picture after picture, mainly of democracy activists and rights defenders, and asked about each of them,” said Liu who walks on crutches after a leg injury sustained in a protest over the demolition of a former home. “They were trying to build up links among everybody, trying to get me to tell them who was supporting what.”

En plagiator og bedrager. I weekenden startede nyhedsburauet Xinhua en smædekampagne mod den 53-årige kunstner Ai Weiwei.

Men lad os tage den fra begyndelsen. I sidste uge skrev Xinhua, at Ai Weiwei efterforskes for økonomisk kriminalitet, men hvor sandsynlig er den anklage?

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing om morgenen søndag den 3. april. Han var på vej til Hong Kong og rejste med en assistent. Hans assistent har fortalt, at uniformerede betjente tog ham, da de var på vej gennem paskontrollen. Hun fik at vide, at Ai havde problemer med papirerne, og at han »havde andre gøremål,« så hun selv skulle gå ombord på flyet.

Samtidig besøgte politiet i Beijing også en af Ai Weiweis venner, den 38-årige journalist Wen Tao. Han er stadig forsvundet, og her over en uge senere ved familie og venner stadig ikke, hvad der er sket med ham.

Der gik også fem dage, før omverdenen hørte nyt om Ai Weiwei. Lidt over midnat torsdag morgen offentliggjorde det officielle nyhedsbureau Xinhua en kryptisk artikel på en enkelt linje, hvor der blot stod at »politiet efterforsker Ai Weiwei for formodet økonomisk kriminalitet.« Artiklen blev slettet efter en time.

Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde senere på dagen, at »så vidt jeg forstår« var politiet ved at efterforske Ai Weiwei.

Politi og myndigheder har altså endnu ikke meldt officielt ud, om det nu også er det, at han efterforskes for.

»Uanset hvad, han er forsvundet, og de burde i det mindste fortælle os i familien, hvad der er sket,« sagde Ai Weiweis søster, Gao Ge, i fredags.

Det har politiet faktisk også pligt til, siger Mo Shaoping, der er professor i jura. Han er en af landets mest kendte advokater, og har blandt andet været advokat for Liu Xiaobo, der sidste år modtog Nobels Fredspris.

»Det er en meget vag beskrivelse, når man taler om ”formodet økonomisk kriminalitet”,« siger Mo Shaoping om Ai Weiweis sag. Han siger, at politi og myndigheder ifølge loven har pligt til at informere familien inden 24 timer, og at der i meddelelsen skal stå, hvad personen er anklaget for, og hvor han befinder sig.

Derfor ved man endnu ikke med sikkerhed, om Ai Weiwei bliver tiltalt for økonomisk kriminalitet. En forklaring kan være, at politiet ikke har lagt sig fast på, hvad han skal anklages for.

For hvorfor skulle der ellers gå fem dage, før myndighederne kom med noget, der ligner en udmelding? Først havde Ai Weiwei problemer med papirerne, så han ikke kunne rejse ud af landet. Og nu er det så økonomisk kriminalitet, som han måske anklages for.

Hvis de altså kan finde tilstrækkeligt med beviser. For henover weekenden begyndte nyhedsbureauet Xinhua et smædeangreb på Ais person. En plagiator og bedrager, hed det i artiklen, der også kæder ham sammen med underverdenen:

Ai is not alone in China’s scandal-dogged arts scene, as a string of artists have been jailed for managing mafia-style gangs, gambling, and committing drug-related and economic crimes in recent years.

Og videre:

However, participants in Chinese artistic circles often evaluate Ai’s achievements as third rate. Some people said he was an “amateur artist”, and his works “just look like artistic items.” Many believed that Ai was far from reaching the level of reverence and respect given to his late father, Ai Qing.

Artiklen blev kun bragt på engelsk og ikke på kinesisk.

Jeg er ganske overbevist om, at myndighederne sagtens kan finde materiale til at anklage ham for økonomisk kriminalitet, hvis det er det, som de ender med at anklage ham for.

Myndighederne har tidligere brugt anklager til at fængsle kritikere. Se boksen her nederst i artiklen.

Selvom der ikke skulle være nok beviser, så er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal blive dømt alligevel. Et af kendetegnene ved de seneste ugers kampagne er den stigende politisering af retsvæsenet og det juridiske system.

Men lad os vente og se, hvad der nu kommer til at ske for Ai Weiwei. Det næste skridt bliver, at politi eller sikkerhedspoliti kommer med en officiel udmelding om, hvad han skal anklages for.

• Det er ikke første gang, at myndigheder bruger den og lignende anklager mod sine kritikere. Her er fire eksempler.

• Xu Zhiyong: Var lektor på Beijings Universitet for Telekommunikation og grundlægger af en forening, der arbejdede for blandt andet større retssikkerhed og folkets beskyttelse i forfatningen. Han blev anholdt i juli 2009 for skatteundragelse og er i øjeblikket løsladt på kaution.

• Wan Yanhai: Var leder af Aizhixing Institute, der blandt andet oplyste borgere om HIV/AIDS. Derfor havde den 47-årige flere sammenstød med myndighederne, og i 2008, 2009 og i marts 2010 blev centret undersøgt af skattemyndighederne. Han flygtede til USA i maj 2010, hvor han bor i dag.

• Cheng Yizhong: Grundlægger og tidligere chefredaktør for to kendte og kritiske aviser. Den kendte journalsit blev arresteret i 2004 på grund af mistanke om økonomisk kriminalitet. Det skete efter at have dækket en sag, hvor en ung kineser var død i politiets varetægt. Anklagerne blev droppet på grund af manglende beviser.

• Batzangaa: Den 38-årige Batzangaa er fra Mongoliet, men i 2009 blev han anholdt i den kinesiske provins Indre Mongoliet. Her drev han en mongolsk-tibetansk skole, der uddannede sundhedspersonale, og som også blandt andet gav gratis sundhedspleje. Han blev dømt for at misbruge midler fra en fond.

Min kinesiske ven ryster på hovedet og griner.

»Jeg gik ned for at købe salt, fordi jeg skulle lave mad, men der var ingen butikker – overhovedet – som havde mere tilbage,« sagde hun og slog ud med armene.

Det begyndte i ugen efter jordskælvet i Japan. Der hvor problemerne på atomkraftværket Fukushima Daiichi for alvorlig blev tydelige, og hvor man også i Kina var bange for, at radioaktive skyer skulle sive ind over landet.

Hvad hjælper så mod radioaktivitet, spurgte bekymrede kinesere sig selv om. Svaret? Salt. For der er jod i salt. Ergo hjælper salt mod radioaktivitet.

Rygterne begyndte på internettet. Og de eksploderede. Ugen efter jordskælvet var supermarkeder, lagre og butikker i flere byer tømt for salt. På internettet kunne man se billeder fra butikker, hvor kunder står presset sammen i klumper og med viftende arme kæmper om at få fat i poser med bordsalt. I fjernsynet var der indslag med panikslagne folk, som fortæller, at der ikke er mere salt. Den nationale sammenslutning af saltproducenter forsikrede dog forbrugerne om, at de havde lagre til mindst et par måneder mere, men at distributionen ikke kunne følge med efterspørgslen.

Men vent. Der er jo også salt i sojasauce. Måske kunne det hjælpe mod radioaktivitet? Svaret var ifølge mange kinesere »ja«, og derfor begyndte de også at hamstre sojasauce og andre fødevarer med salt.

En af mine venner har som så mange andre herovre en »ayi.« Det betyder egentlig »tante,« men det bruges også om for eksempel private rengøringsdamer og babysittere, og ofte er det en pensioneret kvinde. Min vens ayi er i 60erne. Sød dame.

Hun havde kun fået fat i 20 – tyve – kilo. Hun ville købe mere. Og hun tiggede ham, om han ikke nok ville sælge de to kilo, han havde i køkkenet. Rationelle formaninger hjalp ikke. Tænk på min familie, sagde hun, mens øjnene blev stadigt mere våde. Hun fik et kilo og var glad.

Hun fik det endda gratis, hvilket hun var lykkelig over. For priserne på salt steg enormt. Nogle steder steg det fra nogle få kroner for et enkelt kilo og helt op til omkring 30 kroner. Folk begyndte at sælge det på auktioner på internettet. For eksempel på det populære taobao.com, hvor man på et tidspunkt fik en gratis pose salt som gave, hvis man købte et par sko.

En anden grund til kinesernes panik var, at de frygtede radioaktivitet i havet omkring Kina. Men det er kun 20 procent af den kinesiske salt, som kommer fra havvand.

Det – og at salt er ubrugeligt over får stråling – forsøgte myndighederne at fortælle til befolkningen. Vær »rationelle, køb kun rimelige mængder« lød budskabet. Men folk har så udbredt skepsis over for myndighederne, at man troede mere på rygterne og ignorerede dem i flere dag.

Efter et stykke tid begyndte budskabet dog at synke ind. Og så gik det den anden vej. Nu var medierne fulde af billeder med arrige folk, der skyllede tilbage til butikkerne og krævede pengene retur. Den gik ikke.

I dag er panikken væk. Der er igen salt på butikshylderne, og alt er ved det gamle. Undtagen en ting. Rundt om i de kinesiske køkkener, står der rigtig, rigtig, rigtig meget salt.

:: Billedet øverst er fra denne artikel. Og tegningerne fra denne side og denne. Der er også fotos her og her.

Det var først da Ai Weiwei forsvandt, at det gik op for omverdenen, hvor omfattende den kampagne er, som regeringen i Beijing lige nu fører mod sine kritikere. På mange måder den største i over et årti, men denne gang er taktikken anderledes end ved de mange andre kampagner. Det skriver Nicholas Bequelin, der er researcher for Human Rights Watch i Asien, i denne kronik i International Herald Tribune.

Kampagnen er blandt andet anderledes, fordi myndighederne denne gang skyder med spredehagl efter enhver, der argumenterer for »globale værdier.« Altså retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Denne gang er den også anderledes end de tidligere kampagner, fordi regeringen er ved redefinere grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige. Og fordi den indsnævrer civilsamfundet markant, og risikerer at bringe mange af de senere års politiske reformer i fare.

Lige nu står kampagnen, der begyndte i februar, ved en skillevej, skriver Nicholas Bequelin. For myndighederne har set, hvordan det internationale samfund ikke har reageret med andet end tavshed i de første uger. Og måske derfor har de turdet at kaste sig over en så markant og fremtrædende person som Ai Weiwei.

Som Nicholas Bequelin skriver:

In this sense, the current crackdown is more than the routine weeding out of critics; it is an effort to redefine the limits of permissible expression and roll back the advances made by Chinese civil society over the past decade.

The voice of the international community at this juncture is crucial because Beijing will weigh that response before deciding on a course of action. The silence in the early weeks of the crackdown has emboldened the authorities and was probably decisive in the decision to go after someone as prominent as Ai Weiwei.

“Quiet diplomacy” was tried when Liu Xiaobo, the 2010 Nobel Peace Prize laureate, was arrested in December 2008. He is now serving an 11-year sentence in prison; his wife is entering her fourth month of house arrest.

Unambiguous messages to Beijing that its conduct is unacceptable and illegal may not guarantee this new crackdown will stop, but a failure to speak up will ensure it continues.

• Læs også – Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

:: Foto af et foto af Ai Weiwei, som jeg tog i hans atelier og bolig i 2009

Hvad skete der med Ai Weiwei?
Søndag den 3. april blev Ai Weiwei tilbageholdt af politiet i lufthavnen, da han var på vej til Hong Kong. Samtidig gennemførte politiet en aktion, hvor de tog venner og familie til afhøring og ransagede hans bolig og atelier. En ven er anholdt, og er stadig forsvundet.

Hvad er Ai Weiweis situation lige nu?
Ifølge Xinhua efterforsker politiet nu Ai Weiwei for økonomisk kriminalitet. Det vil politiet ikke officielt bekræfte, og hans familie har stadig ikke fået besked, som det ellers kræves i loven. Familie eller omverden ved heller ikke, hvor han befinder sig.

Hvor sandsynlig er anklagen om økonomisk kriminalitet?
Politiet har tidligere brugt anklager om svindel og økonomisk kriminalitet mod aktivister, foreninger og andre kritikere. Eksempelvis sidste år, hvor Zhou Youngjun, der var med under urolighederne på Tiananmen i 1989, blev anklaget for spionage og politiske forbrydelser. Det blev ændret til økonomisk svindel.

Hvorfor kommer han i vanskeligheder netop nu?
Ai Weiwei har været kritisk i flere år, og mange har undret sig over, at man ikke har slået ned på ham tidligere. Men siden februar har de kinesiske myndigheder begyndt at slå ned på sine modstandere i den mest omfattende aktion i over ti år. Det kan være for, at demonstrationer som dem i Mellemøsten skulle brede sig til Kina.

Hvad kommer der nu til at ske med Ai Weiwei?
Politiet er efter alt at dømme ved at opbygge en sag mod Ai Weiwei. Det er dog umuligt at sige, om eller hvornår de officielt vil anklage ham. Derfor er det umuligt at gætte på, hvor hård straf han eventuelt får. Den berømte Ai Weiwei har også gode forbindelser i både Kina og udlandet, og de kan måske i nogen grad mindske en eventuel straf.

Det kinesiske politi bortførte Ai Weiwei søndag morgen. Det er usikkert, hvad der er sket med ham, og hvor han befinder sig. Politiet vil stadig ikke bekræfte, at han er anholdt.

Den 53-årige Ai er ikke alene Kinas vel nok mest kendte kunstner, han er også berømt i Kina og en skarp kritiker af den kinesiske regering, partiet og landets myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som myndighederne begyndte i februar. Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Og her er en opsamling om sagen fra andre medier.

• Den canadiske Globe and Mail opfordrer i en leder til at befri Ai Weiwei:

But he is an inconvenient patriot, the kind who demands better of his country. And so Mr. Ai denounced the stadium before the Games even began, rightly anticipating that the regime would suppress dissent in spite of the Games. His art celebrates, but it also laments, most notably in a memorial mural, made of thousands of children’s backpacks, to those killed in the 2008 Sichuan earthquake – victims on whose behalf he continues to campaign.

• Beijings kampagne mod kritikerne kan blive lang, advarer Christian Science Monitor, der opfordrer resten af verden til at hjælpe Ai Weiwei og kampen for universelle rettigheder. Avisen skriver også om, hvordan Ai brugte sin kunst til politisk kritik:

The best example of his ability to blend art and politics was when he campaigned against the official reaction to the Sichuan earthquake in 2008 – which was to suppress news about the deaths and the shoddy building codes. He led the effort to gather the names of school children who died in the quake. He then created a giant art work in Munich made up of children’s colorful backpacks. The worked spelled out the words of one mother whose child was killed: “She lived happily for seven years in this world.”

• Den amerikanske regering bør gå markant ind i sagen, og den kinesiske regerings opførsel bør få konsekvenser, skriver Wall Street Journal i en leder:

Perhaps the Obama Administration should listen to Mr. Ai, whose op-ed for us included this statement: “Most discouraging to those of us who are fighting for increased freedom is the tendency for developed nations to lower the bar to please China. They make excuses not to concern themselves with violations of human rights. To espouse universal values and then blind oneself to China’s active hostility to those values is irresponsible and naive.”

The State Department says its top Asia official, Kurt Campbell, is set to visit Beijing Thursday to “prepare for the upcoming Strategic and Economic Dialogue.” Maybe that trip should be postponed until Beijing tells the world in which dungeon it has dumped Ai Weiwei.

USA vil dog næppe for alvor gå ind i sagen, for Obama er alvorligt bange for at konfrontere Kina over landets menneskerettigheder. For det handler også om storpolitik, skriver The Diplomat:

Interestingly in light of our feature today looking at the reasons why China decided to abstain rather than exercise its UN veto over US-backed military action in Libya, some have detected a lack of enthusiasm on the part of the United States to follow up on China’s crackdown. According to Rep. Randy Forbes, co-chairman of the Congressional China Caucus, the Obamaadministration is ‘scared to death to speak out on very sensitive issues’that might offend China and turn them against US policy on Libya, Bloomberg reported Tuesday.

• Ai Weiwei er en kunstner, der også er personificeringen af Kinas samvittighed. Og den rolle går langt tilbage i den kinesiske historie, skriver New York Times i dette portræt:

As China’s official news channels broadcast upbeat videos of earthquake rescue operations, Mr. Ai was in Sichuan making his own films of the destruction, talking with distraught parents of dead or missing children and using his widely read daily blog to accuse the Sichuan officials of financial corruption that resulted in structurally faulty schools. His accusations of a cover-up extended to the highest levels in Beijing.

To anyone familiar with China’s hardball official politics, Mr. Ai’s aggressive words sounded suicidally aggressive and the silence from the government in Beijing was perplexing. But at this juncture, both parties were almost ceremonially enacting ancient roles. In Chinese culture, going back to Confucius, there has been a tradition of individual scholars and intellectuals denouncing rulers for wrongdoing that was bringing disharmony to society, and particularly if that wrongdoing was injurious to innocence.

• USA, EU, Tyskland, Frankrig, Australien og Storbrittannien har udtrykt bekymring for Ai Weiwei. Det samme gør nu folk i kunstverdenen, skriver Guardian:

The Tate director, Sir Nicholas Serota, said the whereabouts of the artist remained unknown. “We are dismayed by developments that again threaten Ai’s right to speak freely as an artist and hope that he will be released immediately,” he said.

Gregor Muir, director of the ICA which last week auctioned an Ai work for £50,000, said: “The ICA is deeply troubled to learn of recent events concerning Ai Weiwei. Our thoughts are with his family, studio staff and friends. Only last week, Ai donated a brilliant artwork to our fundraising auction and we are indebted to his generosity. To then hear news that Ai had been detained by his own government is deeply shocking.”

• Det ser sort ud for Ai Weiwei. Professor Jerome Cohen, der er en af de mest fremtrædende eksperter på kinesisk lovgivning, skriver på USAsia Law Institute, at han tror, politiet er ved opbygge en sag mod Ai. De andre gange, hvor han har været tilbageholdt, har det været mere spontant. Denne gang var det en velkoordineret og stor aktion:

It’s possible because of Weiwei’s family and personal connections and outside pressures that he may be released soon. What is worrisome is that his detention was not a spontaneous response to Weiwei’s well-known in-your-face lecturing of police for their abuses but a carefully thought out plan to at least keep him in the country and perhaps keep him in criminal detention, not mere house arrest. They may have chosen an intermediate course of taking him, initially, not to a regular detention house but to a “safe house”, where he is just as effectively isolated but kept in better conditions than an ordinary cell.

The formal search and seizure of his home/studio suggests that the police may have in mind a conventional criminal prosecution rather than the informal detention and quick release after some hours or days of intimidation in their custody that they frequently practice in their early days of deterring dissidents. Yet no detention notice has been received by his family and none may be since, again, there is an exception in the CPL that releases police from giving required notice of detention if to do so might interfere with their investigation. Without a detention notice, we do not know what the suspected charge might be, where he is located and who is holding him. We believe, from the search and search warrant, that the National Security Division of the Beijing Public Security Bureau (the regular police) is the authority in charge rather than the Beijing State Security Bureau (the KGB of China, responsible for international-related matters).

• Global Voices er gået på Twitter og har fundet og oversat reaktioner, der er skrevet af fremtrædende kinesiske bloggere, journalister, akademikere og advokater:

Mo Zhixu, prominent writer and critic (@mozhixu):

记得元旦时与艾未未对话，我还明确地认为，像艾未未冉云飞这样不党不群的单干户，当局不太好下手，所以应该比较安全；如今看来，北非事态改变了这一态势，有人要提前动手，以免再出现一个乃至更多个刘晓波。可是，没有刘晓波们就万事大吉了吗？
3:11 PM Apr 4th

I remember talking with Ai Weiwei during New Year’s Eve. I said that the authority will find it difficult to deal with people like Ai Weiwei and Ran Yunfei, who act individually and are not affiliated with any party. They are safe. Now, events in North Africa have changed everything. Someone has to act sooner, so as to prevent the emergence of another Liu Xiaobo. However, can you say everything is alright just by eliminating the likes of Liu Xiaobo?

I februar ville TED have haft Ai Weiwei med til en af deres konferencer, hvor den 53-årige kunstner skulle have holdt et foredrag. Det kunne han ikke på grund af “omstændighederne” i Kina. I stedet for lavede Ai Weiwei en lille dokumentarfilm, som blev optaget i hemmelighed i februar, fortæller konferencens arrangør, Chirs Anderson, i oplægget til filmen. Den er på 11 minutter. Og bestemt værd at se.

Den kinesiske regering har erklæret krig mod internettet og elektronisk kommunikation. De seneste uger har myndighederne i stigende grad øget kontrollen med e-mails, telefonopkald, sms’er og internettet.

Det er der også to eksempler på fra de seneste dage. I søndags (Guardian og Reuters) beskyldte Google den kinesiske regering for at besværliggøre eller endda helt blokere for adgangen til Gmail i Kina.

Det har jeg selv haft problemer med. Hvis jeg åbner for Gmail i en browser, så er siden langsom, hvis den overhovedet dukker op.

Det andet eksempel er, at myndighederne har blokeret for forskellige VPN’s. Det står for Virtual Private Network, og det er kort fortalt en service, hvor man sidder i Kina og med en lukket forbindelse logger på en server i for eksempel USA. På den måde kravler man uden om den kinesiske censur, og får det samme internet som amerikanerne.

Det har hidtil fungeret fint, så brugere af VPN’s kunne besøge et ucensureret internet og gå på sider som for eksempel Youtube, Facebook og Twitter, der er blokeret i Kina. Ikke længere. Der er nu blevet lukket for flere af de mest populære VPN’s.

• Læs også – tidligere artikler om Google vs. Kina

Det har for det første betydning for de kinesere, der vil slippe uden om The Great Firewall. Men det er mit indtryk, at de fleste kinesere bruger især gratis proxy-servere. Derimod er brugerne af de blokerede VPNs især mindre og mellemstore virksomheder samt udlændinge, der bor og arbejder i Kina. Men det giver også problemer for selv større virksomheder, hvor medarbejderne skal koble sig op på nettet via VPN. Her har jeg hørt om flere i de seneste dage, som i perioder ikke har kunne logge på deres virksomheders netværk. Så det er ikke kun de store og mest populære udbydere af VPNs, der er blevet blokeret for.

Hvorfor gør regeringen det? Kort sagt for at undgå en Jasmin-revolution som i Mellemøsten. Og de er åbenbart parat til at acceptere omkostningerne. For de er store.

Censuren er nu så omfattende, at det er direkte forstyrrende, hvis man bruger internettet professionelt. Det går ikke at bruge nettet uden VPNs, for der er blokeret for alt for mange sider. Det hænger selvfølgelig også sammen med de sider, jeg har brug for at besøge som journalist. Men når der også bliver blokeret for Gmail, og når almindelige, udenlandske virksomheder ikke kan bruge deres netværk, så koster det også direkte penge.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Kina er på vej til at isolere sig fra resten af internettet. Det sker på grund af regeringens og Kinas Kommunistpartis frygt for at miste magten. I længden kan det have enorme omkostninger, som de åbenbart er parate til at løbe. Hvis udviklingen fortsætter, så vil det gå ud over små og mellemstore virksomheder, kinesiske som udenlandske, der er afhængige af VPNs. Det vil kunne mærkes på investeringer, innovation, kultur og i det hele taget bredt i samfundet, hvis kineserne kun har adgang til et harmonisk internet.

For eksempel for forskning og civilsamfundet. Her skriver den kendte sexolog, Li Yinhe – som jeg i øvrigt interviewede til denne artikel – om, hvordan hun forleden forsøgte at skrive og sende en mail, der indeholdt ordet “sex.” Det kunne hun ikke. Hun fandt ud af, at ordet nu er blevet censureret, som den normalt afdæmpede og saglige forsker skriver her på Shanghaiist:

My God. Mamma mia. I really don’t know if I should cry or laugh. Our internet censors have gone crazy, but they really shouldn’t be driving us commonfolk crazy too.

Here’s my proposal. Since we’ve banned the English word “sex”, we should also be banning the Chinese character “性”, and let’s see what the results will be. [Editor's note: The character "性" means sex and is also a suffix for -ability, eg., "probability" 可能性]. There is a new disease in China today — internet censorship neurosis. China’s internet censorship has now gone full blown neurotic. Save the internet, save the Chinese language. [Translation by Shanghaiist]

Internettet er også blevet så integreret en del af hverdagen, at det kan få konsekvenser for eksempel virksomheder, der skal overtale medarbejdere til at bo i Kina. En ting er, at man ikke kan bruge Youtube, Twitter og Facebook. Men det bliver alvorligt irriterende, hvis e-mail services som Gmail står næst på listen. En anden service, der også snart kommer i vanskeligheder, er Skype. Og efterhånden er der kun et meget forkrøblet internet tilbage.

Men prøv det selv. Udover dem, som jeg har nævnt ovenover, så lav en liste over de 20 hjemmesider og services, som du bruger mest hver dag. Og prøv så at gå en uge uden dem. Det er måske en smagsprøve på det kinesiske internet om et år.

Hvad skriver de andre?

• New York Times – China Tightens Censorship of Electronic Communications

• Global Post – Google’s China problem

• Wall Street Journal – Google Objects to China’s Acts

• Global Voices – PPTP and L2TP VPN protocols blocked

Liu Shihui lukker døren til sin lejlighed og går ud på gaden. Han er på vej hen mod et busstoppested, da en mand kommer bagfra og griber fat om ham. Samtidig springer fire mand ud af en varevogn, der er parkeret ved fortovet. De tvinger en hætte ned over hovedet på ham og begynder at slå og sparke ham.

»Det tog fem minutter,« siger Liu Shihui.

Bagefter bløder han kraftigt, og han har et åbent sår på benet. Det lykkes ham at komme til et hospital, men her siger lægerne, at der ikke er noget i vejen med ham.

»De har nok fået at vide af myndighederne, at de ikke måtte behandle mig,« siger advokaten Liu Shihui over telefonen fra Guangzhou. Der går fire timer, før nogle venner får ham til en læge, som vil behandle ham. Han har brækket benet, og har muligvis fået skade på nyrerne.

De kinesiske myndigheder vil undgå, at Jasminrevolutionen breder sig til Kina. De seneste to søndage har ukendte bagmænd brugt sociale netværk og internettet i et forsøg på at organisere folk til demonstrationer i op mod 23 byer, men der har været få fremmødte. Det skyldes blandt andet myndighedernes enorme og omfattende kampagne for at slå ned på kritikere.

• Læs også – Ingen Jasminrevolution i Kina: »Det lykkedes ikke«

Kampagnen er også det nyeste eksempel på, hvordan kinesiske myndigheder i stigende grad ignorer og sætter sig ud over landets love, retsvæsen og domstole. Og hvor politiet bruger metoder som trusler, chikane, tæsk og kidnapninger mod kritikere og forkæmpere for menneskerettigheder.

Et andet værktøj kaldes for »ruanjin.« Blød detention. Det bruges for eksempel mod den blinde advokat Chen Guangcheng, som blandt andet USA har udtrykt bekymring for. Han sidder i en lille landsby i Shandong provinsen, og er ifølge myndighederne en fri mand.

Reelt er han afskåret fra omverdenen og har siddet i husarrest siden september sidste år, hvor han blev løsladt efter fire års fængsel. Chen Guangcheng har blandt andet bistået kvinder i sager om tvangssterilisering.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: Politi tæsker blind advokat og hans hustru

Netværket China Human Rights Defenders har registreret 3.500 tilfælde, hvor folk sidste år blev ulovligt spærret i illegale fængsler, psykiatriske hospitaler eller sad i husarrest.

En af dem er Liu Xia, der har siddet i husarrest siden hendes mand, Liu Xiaobo, blev tildelt Nobels Fredspris sidste år. I denne uge lykkedes det hende at få en lille kommentar ud til omverdenen gennem en ven. Hun bliver holdt som gidsel, sagde hun, og tilføjede: »jeg græder.«

• Læs også – Med Kafka i fængsel: Mit interview med Liu Xiaobos hustru

Eksperter siger, at myndighederne også bruger kollektiv straf, for at afskrække folk. For eksempel er datteren til en fremtrædende kritiker for nyligt blevet nægtet tilladelse til at studere i udlandet.

Der er også utallige eksempler på det, som for eksempel den fremtrædende professor Jerome A. Cohen, der er tilknyttet amerikanske Council on Foregin Relations, kalder for bøllemetoder. Som det skete for advokaten fra Guangzhou, Liu Shihui, i december sidste år. Civilklædte sikkerhedsfolk kidnappede ham og kørte ham ud på landet. Og satte ham af. Det var koldt, og han blev nødt til at overnatte der, fortæller han, inden det lykkedes ham at komme tilbage et døgn senere.

»Dengang sagde de, at jeg skulle være varsom med, hvad jeg gik og lavede. Ellers ville det blive seriøst. Og nu mener de det,« siger Liu Shihui.

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

Ministeriet for Offentlig Sikkerhed, politi og sikkerhedsvæsen har siden 2008 slået stadigt hårdere ned på kritikere, advokater og andre, som kæmper for menneskerettigheder i Kina.

Men Nicholas Bequelin, der er researcher for Human Rights Watch, siger at situationen i Kina lige nu er alvorlig. Myndighederne bruger stadigt grovere metoder over for dissidenter.

»Samtidig opgiver de det juridiske system, og går i retning af at bruge ulovlige metoder, der ligger uden for retssystemet. Det har vi set i et stykke tid, men det er virkelig omfattende nu, siger Nicholas Bequelin.

Baggrund: Ingen Jasminrevolution i Kina

• De kinesiske myndigheder er begyndt en omfattende kampagne, hvor de slår ned på advokater og aktivister over hele landet. Iagttagere siger, at det sker af frygt for, at Jasminrevolutionen skal brede sig til Kina.

• Over 100 personer er blevet chikaneret, afhørt eller arresteret. Flere fremtrædende advokater er forsvundet uden at deres familier ved, hvor de er.

• Kampagnen begyndte for alvor for et par uger siden, hvor ukendte bagmænd forsøgte at bruge sociale netværk på internettet til at organisere protester i 13 forskellige kinesiske byer.

• Demonstrationer var små, og det var stort set kun i Beijing og Shanghai, at nogle få håndfulde kinesere mødte op. Søndag er der igen opfordret til demonstrationer, og denne gang i over 20 byer.

Tre links om Kinas ulovlige metoder:

Huffington Post – The Rule of Law and China’s Recent Assault on Lawyers

New York Times – China Expands Extrajudicial Methods Against Dissidents

US Asia Law Institute – China’s Leaders: Learning from Egypt – and Chen Guangcheng?

New York Times, Room for Debate – Why China Is Nervous About the Arab Uprisings

For nogle dage siden dukkede der en besked op på kinesiske hjemmesider og på Twitter. Den opfordrede til demonstrationer i Kina, og det var med dem i Mellemøsten som forbillede.

De skulle begynde i går søndag klokken 14.00. Men myndighederne havde forberedt sig. I Beijing mødes demonstranterne foran et indkøbscenter på Wangfujing, der er den største gågade i Kinas hovedstad. Det er svært at sige, hvor mange der egentlig dukker op. De mange journalister og det massive opbud af betjente får hundreder af folk til at stimle sammen, men de fleste tilskuere gisner om, at der nok er berømtheder i området. De få, der er kommet for at være med i den kinesiske »Jasmin Revolution,« er forsigtige og gemmer sig i mængden.

»Det lykkedes ikke,« hvisker en mand, der lister hen og stiller sig ved siden af mig. Der er for få demonstranter. Og der er for meget politi, som ikke tager nogen chancer.

»Men det skal nok lykkes. Måske skal vi se ti år ud i fremtiden, men det kommer,« siger han.
De mange busfulde af betjente begynder at sprede folk.

»Zou, zou, zou!,« råber de. Videre. Gå. Folk spreder sig.

Den lille demonstration i Beijing er forbi. Det er den også i de 12 andre byer. Og dermed er protesterne langt mindre end i Mellemøsten. I omfang. Men måske ikke i betydning.

»Der er virkelig mange protester i Kina, men de drejer sig normalt om enkeltsager. Det her er
virkelig en symbolsk udfordring til myndighederne, som vi skal langt tilbage for at finde tilsvarende af,« siger Nicholas Bequelin, der er senior researcher for Human Rights Watch i Asien.

Demonstrationerne viser ikke, hvorvidt kineserne kan vælte regeringen eller ej. De viser, at Kina ikke er isoleret fra globale begivenheder. De viser også, hvordan kineserne på samme måde som i Mellemøsten kan bruge ny teknologi til at udtrykke deres håb og frustrationer. Samtidig viser myndighedernes reaktion også, at de ser alvorligt på situationen.

»Når regeringen anser det her for betydeligt, så må vi andre også gøre det,« siger Nicholas Bequelin. Men han vil være forsigtig med at opfordre folk til lignende demonstrationer. For myndighederne slår hårdt ned. Også mere end tidligere.

Blot de seneste dage er op mod 40 personer blevet afhørt, forhørt eller taget i forvaring, oplyser Wang Songlian fra netværket Chinese Human Rights Defenders.

Det sker blandt andet, fordi Kinas Kommunistparti om få uger holder to af sine årlige politiske topmøder i Beijing.

»Aktivister bliver forulempet hvert år inden de to møder, men denne gang sker det på grund af situationen i Mellemøsten,« siger Wang Songlian.

For som journalisten og bloggeren 连岳 @lianyue skrev på Twitter:

这次我党是真怕了twitter和facebook了。

Denne gang er mit (Kinas Kommunist-) parti virkelig bange for Twitter og Facebook