Under the Jacaranda Tree har en opsamling om massakren på Tiananmen den 4. juni 1989. Advarsel – der er virkeligt stærke billeder. Men de viser tydeligt, hvordan der så ud efter den begivenhed, der på mange måder har formet det politiske Kina i de seneste 21 år.
Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.
Chinfographics har lavet en lavet grafikken, der viser den lange hale af byer i Kina (og Taiwan), der har mere end en million indbyggere. Smut over til deres hjemmeside, for at se den i fuld størrelse.
惠州新闻网 Huizhou Xinwen, 扬子晚报 Yangzi Wanbao, 河北都市报 Hebei Dushibao, 辽宁 Lianing Nanbao, 新快报 Xinkuaibao, 焦作日报 Jiaozuo Ribao, 半岛晨报 Bandao Chenbao, 舟山日报 Zhoushan Ribao, 东方早报 Dongfang Zaobao, 每日经济新闻 Meiri Jingji Xinwen, 新安晚报 Xinan Wanbao, 羊城晚报 Yangcheng Wanbao
Meget apropos. Som jeg skrev i går på Twitter, så har Rebecca MacKinnon lavet en fremragende gennemgang af alle de måder, som de kinesiske myndigheder bruger censuren på.
Du kan også læse den faktaboks til dagens avis, som jeg har lavet på baggrund af hendes svar.
En af måderne er at bruge hackerangreb, der er målrettet til for eksempel journalister. Og jeg har netop fået denne email fra Foreign Correspondents Club of China:
Three Beijing-based journalists have reported receiving emails containing malware from an address that initially appeared to come from the Shanghai Expo’s media affairs office. The email, which was not sent by the Expo office, may be targeting correspondents who registered to cover the event.
Malicious email attachments sent to foreign correspondents in China tend to increase around big news events and sensitive political dates. In addition to the Expo messages, the overall volume of malware messages sent to foreign correspondents appears to have grown this week.
:: Illustration fra Sina, der viser pandavirus fra 2007
Hvordan er det, at være journalist i Kina? Ikke nemt. For det er nærmest umuligt at få bekræftet selv de mest banale oplysninger hos myndighederne.
En journalist fra Hong Kong har optaget sin samtale med Statsrådets Informationskontor. Det er en af de øverst ansvarlige myndigheder for censuren i Kina.
Jeg skrev om hende i går på Twitter. Du kan springe direkte over og lytte til hendes samtale her, men den er på kinesisk. I dag har Chinageeks dog været så gode at oversætte den til engelsk, og du kan læse udskriften her.
Journalisten forsøger såmænd kun at få bekræftet hos myndighederne, at Google flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Ikke ligefrem en hemmelighed.
Men kontoret vil ikke engang bekræfte noget, der er alment kendt. Og det er ikke kun de kinesiske journalister, der møder den mur. Det har jeg og alle andre korrespondenter også oplevet. Helt normalt.
Samtalen ender da også på den helt klassiske måde:
S.C. Worker 2: Yes. Write your question on the fax, OK?
Reporter: Is this news real or not?
S.C. Worker 2: Uh, because I’m just the person who answers the phones, personally, I don’t have any way of responding to your question. We prefer to receive faxes.
Reporter: So do you have any information at all [about the news Google is leaving China]?
S.C. Worker 2: If you want to ask me this in detail, because I only answer the phones, I personally…you probably can understand, there are different jobs within an office. How about this, going by the normal system, you should send a fax to the number I just told you
Reporter: And then?
S.C. Worker 2: And write your question and your name and how to get in touch with you on the fax. Then on this end we will deal with it according to the system. We will get in touch with you.
Og det er virkelig standardsvaret. Skriv dine spørgsmål. Send en fax. Vi vender tilbage. Så vidt jeg husker sendte jeg min første fax til en kinesisk myndighed i marts 2008. Men de vender nok tilbage en dag.
Martin Breum har i øvrigt skrevet en artikel på Journalisten, hvor han spørger, om man kan stole på korrespondenterne. Især når de arbejder i en etparti-stat, hvor det er umuligt at dobbelt-tjekke oplysninger. Kort sagt – selvfølgelig kan man det. Men kan man stole på den kinesiske stat?
Peter Hessler er kommet med en ny bog om Kina, der hedder “Country Driving: A Chinese Road Trip.”
Den amerikanske forfatter og journalist er steget ind i sin bil og gennem de kinesiske veje og trafikkulturen kommer han med en beskrivelse af Kina.
Som der står i anmeldelsen på Economist:
Foreign correspondents rarely have time as they explore China’s vastness to return to places where there is little going on that seems worthy of a headline. Mr Hessler, however, keeps going back and in so doing fills an important gap in media coverage of the country.
Det er så samtidig det, man kan kritisere ham for – at han gentager sig, og kun beskæftiger sig med de samme kilder og den samme historie.
Generelt er der gode anmeldelser af hans nye bog hele vejen rundt. Her fra Wall Street Journal, der har fundet en passage, som ret præcist opsummerer min egen og så mange andres oplevelse af Kina:
Mr. Hessler’s genius has always been in his wry commentary and ability to transcribe the rhythms of his environment onto the page. As his various rented cars receive beatings from unpaved roads, the pace of change remains the only constant. Revisiting a town means learning new landmarks: “It occurred to me that only in China could you visit a mountain and then, two years later, find it replaced by something called the Renli Environmental Protection Co., Ltd.”
Der er flere anmeldelser på Bloomberg, New York Times, Washington Post og Christian Science Monitor. Der er også et interview med Peter Hessler på Worldhum.
• Google truer med at trække sig ud af Kina. Læs alle artiklerne om Google og Kina
Lille Zhang (小张) er student. Han har lige vundet 10.000 yuan. Cirka 7.500 kroner. Dem fik han overrakt for et par dage siden, som man kan se på billedet herover.
Zhang deltog i den nationale konkurrence “Slå ned på pornografi” (扫黄打非), hvor han angav 32 hjemmesider med vulgært indhold.
Den slags offentlige kampagner er blot et af mange værktøjer, som myndighederne bruger for at kontrollere internettet. For censuren i Kina foregår på mange måder og niveauer. Men hvordan?
Der er internetpolitiet. Et ukendt antal betjente, der surfer rundt på nettet og holder øje med indholdet.
Der er selvcensur. Så for eksempel journalister ikke skriver om bestemte emner. Medierne får også beskeder om, hvis de en dag ikke må skrive om et bestemt emne.
Alle hjemmesider, som for eksempel udbydere af blogs og fora, har personer ansat, som går al indhold i gennem, som brugerne skriver. Og som de sletter, hvis det er politisk følsomt.
Her i 2009 er censuren af det kinesiske internet blevet strammere end nogensinde før.
Men hvad er det, at man må og ikke må?
Det er lige blevet ulovligt for almindelige kinesere at købe og eje et .cn domæne, oplyser CNNIC. Ingen hjemmesider til private.
I 2008 var der flere kampagner mod pornografi på internettet, og Kina er nu gået igang med en kampagne mod pornografi på mobiltelefoner
I juni bad Kina også Google om at fjerne links til indhold, som skulle være pornografisk. Det var også her, at der blev blokeret for adgangen til udenlandske hjemmesider som Youtube, Facebook, Hotmail og Twitter. I denne uge blev der også slukket for adgangen til IMDB.
SARFT har også lukket for en bunke hjemmesider og services, der blev brugt til fildeling. Blandt andre BTChina og VeryCD.
Der er også utallige kinesiske Twitter-kloner, der er blevet lukket. For eksempel Digu og Zuosa. Ikke på grund af censur. Men med en undskyldning om rod i regnskaberne.
Regeringen ville have installeret et spionprogram, der hed Grønne Dæmning, på samtlige nye computere i Kina. Det var der massive protester imod. Regeringen opgav. Ventede et par måneder til der faldt ro over sagen, og nu er Blå Skjold måske på vej i stedet.
Samtidig risikerer man, hvis man sidder og chatter på det rasende populære QQ, at de giver alle dine samtaler og informationer videre til politiet.
Myndighederne har også slået ned på uighurerne. Så nu er det ulovligt at diskutere seperatisme på internettet i Xinjiang provinsen, hvor de voldsomme optøjer brød ud i juli. For eksempel da en uighursk fotograf ville på internetbar i Shenyang. Men da de så hans ID-papirer, kunne han ikke få lov at gå på nettet på grund af “lovgivningen”.
Rebecca MacKinnon har i øvrigt lavet en udførlig opsamling, der giver et godt overblik over censurtroldenes nye arbejde.
Hvordan kan man så slippe uden om censuren?
Der er forskellige måder. For eksempel ved at bruge VPN og Proxy.
Selv de metoder må nu stadig oftere give fortabt. For efter alt at dømme har SARFT og censurtroldene sat fokus på dem, for at finde metoder til at blokere dem.
[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=VlQxW6Ai1L0]
En tabloidavis fra Taiwan har set nærmere på overfaldet på den danske tegner Kurt Westergaard i hans hjem i Viby. Som jeg skriver om i dag i Berlingske.
Dagbladet Æble ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan. Her er de kulørte blade kendte for at give baghjul til selv kollegerne i Storbritannien.
For eksempel har Pingguo Ribao (蘋果日報), der kan oversættes til Dagbladet Æble, længe brugt detaljerede illustrationer i dækningen af kriminalstoffet. Eksempelvis til at vise selve gerningsøjeblikket, hvor en mand bliver dræbt eller en kvinde voldtaget. Meget udførligt. Meget saftigt. Endda voldeligt. Og for mange også langt over den journalistiske og etiske grænse.
I november sidste år begyndte avisen også at lave små og hurtige videoer til kriminalstoffet. De henvender sig især til yngre læsere, der ser på dem deres mobiltelefoner.
For eksempel har Pingguo Ribao lavet en video om den politimand, der for nogle måneder siden drak sig ihjel, og som blev udnævnt til helt af hans overordnrede. Jeg har skrevet om den på Berlingske.
De har rekonstrueret hændelsen, hvor otte elever – der var 11-14 år gamle – døde på en skole, fordi de blev trampet ihjel af deres medstudenter.
De har også lavet video af en ung mand, der tæsker sin bedstefar. Af en pige, der bliver voldtaget af sin lærer. Af en brandmand der dør, da han falder ned fra 20 etagers højde. Og altså også af overfaldet på Kurt Westergaard, som du kan se her på Youtube.
Du kan se flere af deres videoer her på kanalen Apple Action News på Youtube.
Lige siden Pingguo Ribao begyndte at lave videoer har myndighederne på Taiwan haft udkig efter den nye videoservice. Især fordi videoerne, som nævnt, mest af alt henvender sig til skolebørn og unge.
Nogle skoler har opfordret til at boykotte Pingguo Ribao og har forsøgt at ramme dem økonomisk, ved at opfordre folk til at opsige deres abonnementer. Kritikerne er bekymrede for, at børnene måske kan finde på at efterligne de voldelige videoer, der heller ikke holder tilbage på indhold med sex. Avisen har da også trukket nogle af de mere kontroversielle af slagsen tilbage.
Videoerne fra Pingguo Ribao blev for alvor kendt uden for Kina, Hong Kong og Taiwan, da avisen i december lavede en rekonstruktion af golfspilleren Tiger Woods’ bilulykke.
Videon blev også beskyldt for at være alt andet end journalistisk objektiv. Tværtimod, hvordan kan nogle journalister fra et kontor på Taiwan vide, hvad der faktuelt skete mellem Tiger og hans kone. Og endda så præcist, at man kan give en grafisk og journalistisk fremstilling af det.
Der er kaos på magasinet Caijing (kinesisk og engelsk udgave), der er Kinas svar på Economist. Det er her, at man hidtil har fundet den bedste erhvervsjournalistik i Kina, men Caijing har også været kendt for at skrive kritisk om en lang række andre emner. For eksempel om censur.
Den skarpe profil skyldes især chefredaktøren Hu Shuli. Men hun har sagt op. Og det har 70 procent af de ansatte i magasinets forretningsdel også gjort over de seneste uger.
Det skyldes en intern magtkamp. Efter sigende fordi hun er uenig med ejerne om, hvordan magasinet og forretningen skal udvikle sig.
Men de seneste måneder er Caijing efter sigende også blevet presset af regeringen til at nedtone den kritiske linje, som jeg har skrevet om tidligere.
Her er en opsamling over det, der kan blive dødsstødet for et af Kinas bedste magasiner:
• New York Times har baggrund om krisen.
• Det har Wall Street Journal også, hvor de spørger om, hvad der vil ske med Caijing i fremtiden.
• I et internt memo forsøger ejerne at overtale medarbejderne til at blive og ikke følge med Hu Shuli, der efter sigende er på vej til at starte et nyt medie, skriver Guardian.
• De kaotiske forhold på Caijing er måske et tegn på kommende problemer for ytringsfriheden i Kina, skriver Forbes.
• The New Yorker har en profil af Hu Shuli.
• Caijing er begyndt at censurere sig selv. Hvorfor? Det skriver en af magasinets tidligere redigerende om i Foreign Policy.
• I juli, før al balladen begyndte, interviewede Danwei en af de ansatte på magasinet om offentlighedens ret til informationer.
Stort land. Store tal. Det kan man roligt sige om Kina. Men de enorme summer bliver også hurtigt abstrakte, og de er svære at forholde sig til.
Prøv at se her.
OL i Beijing kostede 41 milliarder USD. Kinas militærbudget er på 60 milliarder. Den kinesiske hjælpepakke fra november 2008 er på 4.000 milliarder. Og så videre.
Som sagt, svært at forholde sig til, men det bliver interessant og overskueligt, når man sætter det i en sammenhæng. Som på grafikken herover.
Du kan finde den på Information is Beutiful, hvor den også er lettere at læse. Her er en artikel om baggrunden for grafikken.
Den sætter en lang række af de store og abstrakte tal, som man ofte møder i medierne, i en kontekst med hinanden. Den er overskuelig, og det er nemt at se proportionerne i de enorme summer.
Og man kan sammenligne alt fra omkostningerne til krigen i Irak, Bill Gates’s formue, hvor meget det ville koste, at redde regnskoven, værdien af Facebook og en lang række andre ting.
Hvis jeg skulle være lidt kritisk, så er den eneste mangel, at det kan være svært at se, hvilke kilder der er brugt. For eksempel med militærbudgettet, som står til at være på 60 milliarder USD. Men det må være fra 2008. I år er budgettet ifølge Globalsecurity.org på 70 milliarder.
Caijing er Kinas førende erhvervsmagasin. Du kan se magasinets kinesiske hjemmeside her, og der er også en engelsk udgave her.
Magasinet har været kendt for sin kritiske journalistik, der ikke kun har handlet om erhvervslivet. Caijing skriver også om for eksempel korruption i Chongqing, sociale protester og – hvis vi går flere år tilbage – regeringens elendige behandling af SARS-epidemien.
Redaktøren Hu Shuli (胡舒立) har også været kritisk over for regeringens Grønne Dæmning. Du kan læse et portræt af hende her i The New Yorker.
De politiske og sociale emner har ifølge en journalist på Caijing fyldt cirka 20-30 procent af siderne.
Det er slut. Magasinets ejer har fået kolde fødder. Blandt andet på grund af det kommende jubilæum den 1. oktober, hvor de kinesiske medier skal vise hvordan en samlet og harmonisk nation fejrer 60 årsdagen for Kinas fødsel. Nul kritik.
Men den kritiske journalistik vender ikke tilbage efter oktober, for magasinets ejere er kommet på bedre tanker. Godt hjulpet på vej af All-China Federation of Industry and Commerce, der hører under Kinas Kommunistparti, og som har udgivelseslicensen til Caijing.
Derfor har journalisterne nu fået tid til at slappe af og gå på ferie. Det kan man læse i artiklen fra Foreign Policy, der er skrevet af April Rabkin, som også har arbejdet på Caijing.
April Rabkin har blandet andet interviewet flere kolleger, og han skriver blandt andet:
Already, the two most provocative columns, “Opinion Leader” and “Debate,” have disappeared from the Web site. “An editor said it’s just to adjust the layout, but as far as we know, it’s because we need to be more cautious in what we say and what we write,” a third reporter said. “It’s to protect ourselves. … If officials say [they] don’t like what we say, we have to change topics. Otherwise we may have to close our business. Now we are trying to publish just financial and economic stories; no one knows for how long.”
De seneste mange år har den kinesiske erhvervsjournalistik haft mere frie hænder end deres kolleger i andre dele af branchen. For partiets mål om økonomisk vækst har også krævet en mere fri dækning af erhvervslivet.
Men problemet er, at politik og erhvervsliv er grundigt blandet sammen. Især i Kina. Kan man se en højtstående erhvervsmand, der ikke er medlem af partiet? Sjældent.
Og det er problemet:
But in a state-run economy with no clean division between politics and business, focusing only on economics means that reporters can’t expose financial corruption, the very stories that made the reputation of Caijing in the first place. In the same week as the policy shift was announced to reporters, editors delayed a cover story about how rioting steelworkers in central China beat to death the executive in charge of privatizing the Tonghua steel mill. Originally slated for the cover, it was replaced by one on water prices and moved to the next issue.
:: Billedet er fra den seneste udgave af Caijing
Sikkerheden omkring Tiananmen er massiv, som jeg skriver i dagens Berlingske.
Utallige udenlandske journalister er de seneste dage blevet nægtet adgang til pladsen, som jeg skriver om her på Kinablog.
Hvorfor er det vigtigt? Fordi det forhindrer mediernes dækning i det land, der hurtigt er på vej til at blive verdens næststørste økonomi, og en af de mest magtfulde nationer på jorden.
Dernæst viser det, hvor langt myndighederne vil gå for at slette begivenhederne i 1989 fra kinesernes og verdens hukommelse.
I går kom nogle journalister ind på pladsen, hvis de havde “glemt” deres pas derhjemme, og blot sagde, at de var turister.
Men de fleste blev afvist. En fotograf fra et nyhedsbureau blev for eksempel bedt om at slette sine fotos. Jeg ved ikke, om CNN har fået officiel tillladelse til at lave den stand-up, som man kan se på videoen herover.
Den civilklædte kinesiske politimand gør dog hvad han kan, for at forpurre indslaget. Og det er jo morsomt.
Men også pandeklaskende ynkeligt.
Her er et godt citat:
»As a country ruled by law, China will not punish anyone for expressing their opinions to the media«
Det kommer fra Qiangba Puncog, der er leder er Den Autonome Region i Tibet, og han er citeret i denne artikel i Xinhua.
Det er helt tilfældigt, at det lige er ham, at jeg trækker op af skuffen. For politikere og talsmænd for Kina bruger tit sætningen om, at Kina er »ruled by law.« I alverdens sammenhænge.
Med en hurtig søgning på Google kan man finde utallige eksempler. For eksempel her i 2002, 2003, 2006 og 2008.
Hvordan er det så, med det der kinesiske retssamfund? Der for eksempel giver udenlandske journalister lov og ret til at dække Kina.
Som det hedder i denne udtalelse fra Foreign Correspondents Club of China:
Contrary to the spirit of state reporting regulations, the police have prevented at least four TV crews from entering the square and harassed a reporter who interviewed the mothers of the victims.
The club has received reports of assistants being called in for lengthy questioning, sources coming under heavy surveillance, university students being interrogated after talking to journalists, and at least one journalist receiving a warning from the Ministry of Foreign Affairs.
We have also heard reports of tighter censoring of websites, publications and TV channels, such as the BBC.
“First Tibet, then Sichuan, now Tiananmen. For the third time this year, the state’s promises of media openness have been compromised by a politically sensitive anniversary,” said club president Jonathan Watts. “The FCCC calls on the authorities to abide to allow journalists to do their jobs and to cease intimidation of Chinese citizens who exercise their constitutional right to express their opinion to reporters.”
Og så lige et eksempel på, hvordan det foregår i virkeligheden:
05/31/09 TV Reporters Detained, Interviewees Questioned.
“In the morning we went to interview students in front Beida University. Seven minutes after we started five police cars arrived and surrounded us. We drove around the block and passed the same spot and saw that all the students we had interviewed were being questioned. Two unofficial cars followed us for half an hour.
In the afternoon when we were leaving the compound where we interviewed three Tiananmen Mothers in their home (they are 24/24 shadowed by policemen in plain clothes) we were intercepted by a group of 10 policemen, uniformed and plainclothes. We were filmed and they asked us to show us documents and passports. As the cameraman could not produce his passport we were taken away to a local office and questioned for two hours before we could leave. The next day police came to my apartment– 23 hours later– to check documents and my and my family’s passports.
Hun stak en mand ihjel. Nu er hun blevet helt. En ny sag har givet problemer for de kinesiske myndigheder og politiet.
Det talte jeg om i går aftes på DR2 Udland, og du kan læse artiklen her i dagens Berlingske.
Siden i går er censuren virkelig kommet på arbejde på internettet. Men mere om det senere.
Først et kort rids af sagen – du kan selv klikke over og læse hele artiklen på Berlingske – der handler om den 21-årige Deng Yujiao (邓玉娇). Som du kan se et billede af her.
Hun arbejdede på et hotel i Badong (巴东), der ligger i Hubei.
På hotellet var der også spa og ikke mindst KTV. Altså en karaoke-bar, som i Kina også er synonym med prostitution.
Men Deng Yujiao arbejdede i en salon i hotellet, hvor hun lavede pedicure. Hun var ikke en af dem, der arbejdede i baren og gav “speciel service”.
Alligevel forsøger en 44-årig embedsmænd at tvinge hende til sex. Men Deng Yujiao kæmper imod, og under kampen stikker hun ham ned med en frugtkniv. Han dør.
Politiet arresterer hende. Sigter hende for mord. Tvangsindlægger hende på psykiatrisk hospital. Ignorerer beviser. Planter beviser. Truer hendes familie til at opgive sagen. Og meget mere.
For hver gang, at der er kommet nyt frem i sagen, er sympatien for hende vokset, og hendes sag har i dag spredt sig, og er blevet en af de seneste års største sociale bevægelser i Kina.
Hun har opbakning fra titusinder af almindelige netizens, bloggere, forkæmpere for kvinders rettigheder, menneskeretsaktivister og -advokater.
Efter det massive pres har politiet nu løsladt hende mod kaution, så hun i dag bor hos hendes bedsteforældre og mor. Godt bevogtet af politiet.
Man kan endda også købe t-shirts og plakater til støtte for den 21-årige pige.
På Tianya, der er et af Kinas mest populære BBS’er eller diskussionsfora, kan man læse en tråd om Deng Yujiao. Skriver jeg her lørdag eftermiddag. Men lige nu, da jeg skulle checke linket, kan jeg se at det siden i går fredag er blevet slettet af censuren. I stedet kommer der en blank side op med “不能查看该信息!”
Diskussionen her på dette fora på 163.com er også blevet slettet siden i går.
Jeg citerer en af kommentarerne i artiklen, og den lyder sådan her:
»Retssystemet er et redskab for den herskende klasse, som de bruger til at kontrollere den fattige befolkning, så tro ikke, at det vil give os nogen retfærdighed.«
Et andet forum på 163.com er også lukket ned i nattens løb.
Her var en af kommentarerne, der handler om, at politiet nu overvåger hendes husarrest:
»Latterligt! Hvem er det, der laver social uro? Det er embedsmændene. Aldrig skyd skylden på folket. Embedsmænd er skamløse ignoranter.«
I artiklen nævner jeg også den kvindelige journalist, der blev banket af myndighederne. Du kan følge hende her på Twitter. Hendes blog er her. Og ESWN har oversat nyheden til engelsk.
Her en opsamling af links:
• Deng Yujiao’s forklaring i Nanfang Dushibao (南方都市报), som ESWN også har oversat til engelsk.
• Danwei har fulgt sagen her og her, der blandt andet fortæller om de modstridende forklaringer i sagen. Hvordan politiet først forsøgte at sige, at hun var mentalt ustabil og uprovokeret havde dræbt den 44-årige embedsmand.
• Global Voices har kort gennemgang med oversatte kommentarer fra nettet.
• Chinasmack har sin gennemgang her, hvor der også er oversatte kommentarer fra det kinesiske internet.
• China Free Press om censuren.
• China Elections har god og grundig analyse, med bunker af links, der stiller spørgsmålet, om der overhovedet er en rest af anstændighed tilbage i det kinesiske retssystem, som Dengs sag kommer til at blive en alvorlig test af:
Either way, the real test will be when this case goes to trial. It is obvious that China’s netizens and general populace support Deng Yujiao, but will anyone within the system stand up to defend her, a sense of decency, or the rule of law? Unfortunately, for the time being, that doesn’t seem likely.
:: Billedet øverst i artiklen er her fra, og det viser tusinder, som går i protestmarch for Deng Yujiao.
:: Foto af Deng Yujiao er her fra.
Kinesisk politi og myndigheder fortsætter med at chikanere de udenlandske journalister, der dækker et-års dagen for jordskælvet i Sichuan.
Og de fortsætter med at benægte, at de gør det. Tværtimod beskylder propagandaministeriet i Sichuan udenlandske reportere for at opildne til uro og optøjer. Uden dog helt at kunne komme med eksempler.
Så dette videoklip fra Financiel Times har officielt aldrig fundet sted.
Ligesom disse tre episoder, der er indberettet til Foreign Correspondents Club of China, heller ikke har fundet sted:
On April 1, a French journalist was working in Dujiangyuan on a story about a family whose daughter was killed in a school collapse when he and the family were stopped and detained by both uniformed and plainclothes police. The parents were released. The reporter was forced to go the police station and informed he needed to register to report in the area.
On April 2, a German reporter was barred from Yingxiu while attempting to cover the area ahead of the first anniversary of the quake. The reporter was in a public cemetery amid a group of Chinese journalists interviewing relatives of the dead when authorities approached him and told him he had failed to register. They led him away from the cemetery.
On April 6, a German television crew working in Shifang and nearby areas was physically prevented from filming and detained for over five hours. When the crew was waiting to meet the father of a child who died in a school collapse, unidentified men grabbed the man in front of the journalists.
Myndighederne – både de lokale og centrale af slagsen – ser på et-års dagen som følsom. Især fordi de vil undgå kritik af genopbygningsarbejdet og af de embedsmænd, der er ansvarlige for at bygge skoler, som styrtede sammen og knuste op mod 10.000 skolebørn under jordskælvet.
10.000 er et stort og abstrakt tal. Hvis du har brug for at se, hvor beskidt, klamt og sørgeligt et jordskælv kan være, så se dette billede på Flick fra mellemskolen i Beichuan.
:: Billedet er fra denne artikel på Shanghaiist