Arkiv for kategorie ‘Journalistik’

Ny bog: På køretur gennem Kina

Posted 04 mar 2010 — by kinablog
Category Journalistik, Nye bøger

CountryDriving_cover_250x380.shkl.jpg Peter Hessler er kommet med en ny bog om Kina, der hedder “Country Driving: A Chinese Road Trip.”

Den amerikanske forfatter og journalist er steget ind i sin bil og gennem de kinesiske veje og trafikkulturen kommer han med en beskrivelse af Kina.

Som der står i anmeldelsen på Economist:

Foreign correspondents rarely have time as they explore China’s vastness to return to places where there is little going on that seems worthy of a headline. Mr Hessler, however, keeps going back and in so doing fills an important gap in media coverage of the country.

Det er så samtidig det, man kan kritisere ham for – at han gentager sig, og kun beskæftiger sig med de samme kilder og den samme historie.

Generelt er der gode anmeldelser af hans nye bog hele vejen rundt. Her fra Wall Street Journal, der har fundet en passage, som ret præcist opsummerer min egen og så mange andres oplevelse af Kina:

Mr. Hessler’s genius has always been in his wry commentary and ability to transcribe the rhythms of his environment onto the page. As his various rented cars receive beatings from unpaved roads, the pace of change remains the only constant. Revisiting a town means learning new landmarks: “It occurred to me that only in China could you visit a mountain and then, two years later, find it replaced by something called the Renli Environmental Protection Co., Ltd.”

Der er flere anmeldelser på Bloomberg, New York Times, Washington Post og Christian Science Monitor. Der er også et interview med Peter Hessler på Worldhum.

Censur i Kina: Sådan kontrollerer de internettet

Posted 14 jan 2010 — by kinablog
Category Internettet, Journalistik, Medier, Politik

dcga241101_400x260.shkl.jpg

Google truer med at trække sig ud af Kina. Læs alle artiklerne om Google og Kina

Lille Zhang (小张) er student. Han har lige vundet 10.000 yuan. Cirka 7.500 kroner. Dem fik han overrakt for et par dage siden, som man kan se på billedet herover.

Zhang deltog i den nationale konkurrence “Slå ned på pornografi” (扫黄打非), hvor han angav 32 hjemmesider med vulgært indhold.

Den slags offentlige kampagner er blot et af mange værktøjer, som myndighederne bruger for at kontrollere internettet. For censuren i Kina foregår på mange måder og niveauer. Men hvordan?

Der er internetpolitiet. Et ukendt antal betjente, der surfer rundt på nettet og holder øje med indholdet.

Der er selvcensur. Så for eksempel journalister ikke skriver om bestemte emner. Medierne får også beskeder om, hvis de en dag ikke må skrive om et bestemt emne.

Alle hjemmesider, som for eksempel udbydere af blogs og fora, har personer ansat, som går al indhold i gennem, som brugerne skriver. Og som de sletter, hvis det er politisk følsomt.

Her i 2009 er censuren af det kinesiske internet blevet strammere end nogensinde før.

Men hvad er det, at man må og ikke må?

Det er lige blevet ulovligt for almindelige kinesere at købe og eje et .cn domæne, oplyser CNNIC. Ingen hjemmesider til private.

I 2008 var der flere kampagner mod pornografi på internettet, og Kina er nu gået igang med en kampagne mod pornografi på mobiltelefoner

I juni bad Kina også Google om at fjerne links til indhold, som skulle være pornografisk. Det var også her, at der blev blokeret for adgangen til udenlandske hjemmesider som Youtube, Facebook, Hotmail og Twitter. I denne uge blev der også slukket for adgangen til IMDB.

SARFT har også lukket for en bunke hjemmesider og services, der blev brugt til fildeling. Blandt andre BTChina og VeryCD.

Der er også utallige kinesiske Twitter-kloner, der er blevet lukket. For eksempel Digu og Zuosa. Ikke på grund af censur. Men med en undskyldning om rod i regnskaberne.

Regeringen ville have installeret et spionprogram, der hed Grønne Dæmning, på samtlige nye computere i Kina. Det var der massive protester imod. Regeringen opgav. Ventede et par måneder til der faldt ro over sagen, og nu er Blå Skjold måske på vej i stedet.

Samtidig risikerer man, hvis man sidder og chatter på det rasende populære QQ, at de giver alle dine samtaler og informationer videre til politiet.

Myndighederne har også slået ned på uighurerne. Så nu er det ulovligt at diskutere seperatisme på internettet i Xinjiang provinsen, hvor de voldsomme optøjer brød ud i juli. For eksempel da en uighursk fotograf ville på internetbar i Shenyang. Men da de så hans ID-papirer, kunne han ikke få lov at gå på nettet på grund af “lovgivningen”.

Rebecca MacKinnon har i øvrigt lavet en udførlig opsamling, der giver et godt overblik over censurtroldenes nye arbejde.

Hvordan kan man så slippe uden om censuren?

Der er forskellige måder. For eksempel ved at bruge VPN og Proxy.

Selv de metoder må nu stadig oftere give fortabt. For efter alt at dømme har SARFT og censurtroldene sat fokus på dem, for at finde metoder til at blokere dem.

Fremtidens journalistik: Tabloidavis fra Taiwan laver hurtige tegnefilm

Posted 06 jan 2010 — by kinablog
Category Internettet, Journalistik

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=VlQxW6Ai1L0]

En tabloidavis fra Taiwan har set nærmere på overfaldet på den danske tegner Kurt Westergaard i hans hjem i Viby. Som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Dagbladet Æble ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan. Her er de kulørte blade kendte for at give baghjul til selv kollegerne i Storbritannien.

For eksempel har Pingguo Ribao (蘋果日報), der kan oversættes til Dagbladet Æble, længe brugt detaljerede illustrationer i dækningen af kriminalstoffet. Eksempelvis til at vise selve gerningsøjeblikket, hvor en mand bliver dræbt eller en kvinde voldtaget. Meget udførligt. Meget saftigt. Endda voldeligt. Og for mange også langt over den journalistiske og etiske grænse.

I november sidste år begyndte avisen også at lave små og hurtige videoer til kriminalstoffet. De henvender sig især til yngre læsere, der ser på dem deres mobiltelefoner.

For eksempel har Pingguo Ribao lavet en video om den politimand, der for nogle måneder siden drak sig ihjel, og som blev udnævnt til helt af hans overordnrede. Jeg har skrevet om den på Berlingske.

De har rekonstrueret hændelsen, hvor otte elever – der var 11-14 år gamle – døde på en skole, fordi de blev trampet ihjel af deres medstudenter.

De har også lavet video af en ung mand, der tæsker sin bedstefar. Af en pige, der bliver voldtaget af sin lærer. Af en brandmand der dør, da han falder ned fra 20 etagers højde. Og altså også af overfaldet på Kurt Westergaard, som du kan se her på Youtube.

Du kan se flere af deres videoer her på kanalen Apple Action News på Youtube.

Lige siden Pingguo Ribao begyndte at lave videoer har myndighederne på Taiwan haft udkig efter den nye videoservice. Især fordi videoerne, som nævnt, mest af alt henvender sig til skolebørn og unge.

Nogle skoler har opfordret til at boykotte Pingguo Ribao og har forsøgt at ramme dem økonomisk, ved at opfordre folk til at opsige deres abonnementer. Kritikerne er bekymrede for, at børnene måske kan finde på at efterligne de voldelige videoer, der heller ikke holder tilbage på indhold med sex. Avisen har da også trukket nogle af de mere kontroversielle af slagsen tilbage.

Videoerne fra Pingguo Ribao blev for alvor kendt uden for Kina, Hong Kong og Taiwan, da avisen i december lavede en rekonstruktion af golfspilleren Tiger Woods’ bilulykke.

Videon blev også beskyldt for at være alt andet end journalistisk objektiv. Tværtimod, hvordan kan nogle journalister fra et kontor på Taiwan vide, hvad der faktuelt skete mellem Tiger og hans kone. Og endda så præcist, at man kan give en grafisk og journalistisk fremstilling af det.

Journalistik i Kina: Kaos på kritisk magasin

Posted 04 nov 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Medier

caijing magasin kina.jpg Der er kaos på magasinet Caijing (kinesisk og engelsk udgave), der er Kinas svar på Economist. Det er her, at man hidtil har fundet den bedste erhvervsjournalistik i Kina, men Caijing har også været kendt for at skrive kritisk om en lang række andre emner. For eksempel om censur.

Den skarpe profil skyldes især chefredaktøren Hu Shuli. Men hun har sagt op. Og det har 70 procent af de ansatte i magasinets forretningsdel også gjort over de seneste uger.

Det skyldes en intern magtkamp. Efter sigende fordi hun er uenig med ejerne om, hvordan magasinet og forretningen skal udvikle sig.

Men de seneste måneder er Caijing efter sigende også blevet presset af regeringen til at nedtone den kritiske linje, som jeg har skrevet om tidligere.

Her er en opsamling over det, der kan blive dødsstødet for et af Kinas bedste magasiner:

• New York Times har baggrund om krisen.

• Det har Wall Street Journal også, hvor de spørger om, hvad der vil ske med Caijing i fremtiden.

• I et internt memo forsøger ejerne at overtale medarbejderne til at blive og ikke følge med Hu Shuli, der efter sigende er på vej til at starte et nyt medie, skriver Guardian.

• De kaotiske forhold på Caijing er måske et tegn på kommende problemer for ytringsfriheden i Kina, skriver Forbes.

The New Yorker har en profil af Hu Shuli.

• Caijing er begyndt at censurere sig selv. Hvorfor? Det skriver en af magasinets tidligere redigerende om i Foreign Policy.

• I juli, før al balladen begyndte, interviewede Danwei en af de ansatte på magasinet om offentlighedens ret til informationer.

Miliarder, milliarder: Grafik over store tal

Posted 13 okt 2009 — by kinablog
Category Journalistik

billion_dollar_550n_200x111.shkl.gif Stort land. Store tal. Det kan man roligt sige om Kina. Men de enorme summer bliver også hurtigt abstrakte, og de er svære at forholde sig til.

Prøv at se her.

OL i Beijing kostede 41 milliarder USD. Kinas militærbudget er på 60 milliarder. Den kinesiske hjælpepakke fra november 2008 er på 4.000 milliarder. Og så videre.

Som sagt, svært at forholde sig til, men det bliver interessant og overskueligt, når man sætter det i en sammenhæng. Som på grafikken herover.

Du kan finde den på Information is Beutiful, hvor den også er lettere at læse. Her er en artikel om baggrunden for grafikken.

Den sætter en lang række af de store og abstrakte tal, som man ofte møder i medierne, i en kontekst med hinanden. Den er overskuelig, og det er nemt at se proportionerne i de enorme summer.

Og man kan sammenligne alt fra omkostningerne til krigen i Irak, Bill Gates’s formue, hvor meget det ville koste, at redde regnskoven, værdien af Facebook og en lang række andre ting.

Hvis jeg skulle være lidt kritisk, så er den eneste mangel, at det kan være svært at se, hvilke kilder der er brugt. For eksempel med militærbudgettet, som står til at være på 60 milliarder USD. Men det må være fra 2008. I år er budgettet ifølge Globalsecurity.org på 70 milliarder.

Fra løve til kattekilling: Kinesisk magasin standser kritisk journalistik

Posted 09 sep 2009 — by kinablog
Category Journalistik

caijing cover.jpg Caijing er Kinas førende erhvervsmagasin. Du kan se magasinets kinesiske hjemmeside her, og der er også en engelsk udgave her.

Magasinet har været kendt for sin kritiske journalistik, der ikke kun har handlet om erhvervslivet. Caijing skriver også om for eksempel korruption i Chongqing, sociale protester og – hvis vi går flere år tilbage – regeringens elendige behandling af SARS-epidemien.

Redaktøren Hu Shuli (胡舒立) har også været kritisk over for regeringens Grønne Dæmning. Du kan læse et portræt af hende her i The New Yorker.

De politiske og sociale emner har ifølge en journalist på Caijing fyldt cirka 20-30 procent af siderne.

Det er slut. Magasinets ejer har fået kolde fødder. Blandt andet på grund af det kommende jubilæum den 1. oktober, hvor de kinesiske medier skal vise hvordan en samlet og harmonisk nation fejrer 60 årsdagen for Kinas fødsel. Nul kritik.

Men den kritiske journalistik vender ikke tilbage efter oktober, for magasinets ejere er kommet på bedre tanker. Godt hjulpet på vej af All-China Federation of Industry and Commerce, der hører under Kinas Kommunistparti, og som har udgivelseslicensen til Caijing.

Derfor har journalisterne nu fået tid til at slappe af og gå på ferie. Det kan man læse i artiklen fra Foreign Policy, der er skrevet af April Rabkin, som også har arbejdet på Caijing.

April Rabkin har blandet andet interviewet flere kolleger, og han skriver blandt andet:

Already, the two most provocative columns, “Opinion Leader” and “Debate,” have disappeared from the Web site. “An editor said it’s just to adjust the layout, but as far as we know, it’s because we need to be more cautious in what we say and what we write,” a third reporter said. “It’s to protect ourselves. … If officials say [they] don’t like what we say, we have to change topics. Otherwise we may have to close our business. Now we are trying to publish just financial and economic stories; no one knows for how long.”

De seneste mange år har den kinesiske erhvervsjournalistik haft mere frie hænder end deres kolleger i andre dele af branchen. For partiets mål om økonomisk vækst har også krævet en mere fri dækning af erhvervslivet.

Men problemet er, at politik og erhvervsliv er grundigt blandet sammen. Især i Kina. Kan man se en højtstående erhvervsmand, der ikke er medlem af partiet? Sjældent.

Og det er problemet:

But in a state-run economy with no clean division between politics and business, focusing only on economics means that reporters can’t expose financial corruption, the very stories that made the reputation of Caijing in the first place. In the same week as the policy shift was announced to reporters, editors delayed a cover story about how rioting steelworkers in central China beat to death the executive in charge of privatizing the Tonghua steel mill. Originally slated for the cover, it was replaced by one on water prices and moved to the next issue.

:: Billedet er fra den seneste udgave af Caijing

Tyve år efter Tiananmen: Paraply som censur

Posted 04 jun 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Politik

Sikkerheden omkring Tiananmen er massiv, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Utallige udenlandske journalister er de seneste dage blevet nægtet adgang til pladsen, som jeg skriver om her på Kinablog.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi det forhindrer mediernes dækning i det land, der hurtigt er på vej til at blive verdens næststørste økonomi, og en af de mest magtfulde nationer på jorden.

Dernæst viser det, hvor langt myndighederne vil gå for at slette begivenhederne i 1989 fra kinesernes og verdens hukommelse.

I går kom nogle journalister ind på pladsen, hvis de havde “glemt” deres pas derhjemme, og blot sagde, at de var turister.

Men de fleste blev afvist. En fotograf fra et nyhedsbureau blev for eksempel bedt om at slette sine fotos. Jeg ved ikke, om CNN har fået officiel tillladelse til at lave den stand-up, som man kan se på videoen herover.

Den civilklædte kinesiske politimand gør dog hvad han kan, for at forpurre indslaget. Og det er jo morsomt.

Men også pandeklaskende ynkeligt.

20 år efter Tiananmen: Udenlandske journalister chikaneres

Posted 03 jun 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Medier

Kina cyber internet politi.jpeg Her er et godt citat:

»As a country ruled by law, China will not punish anyone for expressing their opinions to the media«

Det kommer fra Qiangba Puncog, der er leder er Den Autonome Region i Tibet, og han er citeret i denne artikel i Xinhua.

Det er helt tilfældigt, at det lige er ham, at jeg trækker op af skuffen. For politikere og talsmænd for Kina bruger tit sætningen om, at Kina er »ruled by law.« I alverdens sammenhænge.

Med en hurtig søgning på Google kan man finde utallige eksempler. For eksempel her i 2002, 2003, 2006 og 2008.

Hvordan er det så, med det der kinesiske retssamfund? Der for eksempel giver udenlandske journalister lov og ret til at dække Kina.

Som det hedder i denne udtalelse fra Foreign Correspondents Club of China:

Contrary to the spirit of state reporting regulations, the police have prevented at least four TV crews from entering the square and harassed a reporter who interviewed the mothers of the victims.

The club has received reports of assistants being called in for lengthy questioning, sources coming under heavy surveillance, university students being interrogated after talking to journalists, and at least one journalist receiving a warning from the Ministry of Foreign Affairs.

We have also heard reports of tighter censoring of websites, publications and TV channels, such as the BBC.

“First Tibet, then Sichuan, now Tiananmen. For the third time this year, the state’s promises of media openness have been compromised by a politically sensitive anniversary,” said club president Jonathan Watts. “The FCCC calls on the authorities to abide to allow journalists to do their jobs and to cease intimidation of Chinese citizens who exercise their constitutional right to express their opinion to reporters.”

Og så lige et eksempel på, hvordan det foregår i virkeligheden:

05/31/09 TV Reporters Detained, Interviewees Questioned.

“In the morning we went to interview students in front Beida University. Seven minutes after we started five police cars arrived and surrounded us. We drove around the block and passed the same spot and saw that all the students we had interviewed were being questioned. Two unofficial cars followed us for half an hour.

In the afternoon when we were leaving the compound where we interviewed three Tiananmen Mothers in their home (they are 24/24 shadowed by policemen in plain clothes) we were intercepted by a group of 10 policemen, uniformed and plainclothes. We were filmed and they asked us to show us documents and passports. As the cameraman could not produce his passport we were taken away to a local office and questioned for two hours before we could leave. The next day police came to my apartment– 23 hours later– to check documents and my and my family’s passports.

Sagen om Deng Yujiao: Links og update om weekendens censur

Posted 30 maj 2009 — by kinablog
Category Internettet, Journalistik, Medier, Politik

20090528_04-1_400x300.shkl.jpg

Hun stak en mand ihjel. Nu er hun blevet helt. En ny sag har givet problemer for de kinesiske myndigheder og politiet.

Det talte jeg om i går aftes på DR2 Udland, og du kan læse artiklen her i dagens Berlingske.

Siden i går er censuren virkelig kommet på arbejde på internettet. Men mere om det senere.

Først et kort rids af sagen – du kan selv klikke over og læse hele artiklen på Berlingske – der handler om den 21-årige Deng Yujiao (邓玉娇). Som du kan se et billede af her.

Hun arbejdede på et hotel i Badong (巴东), der ligger i Hubei.

hotellet var der også spa og ikke mindst KTV. Altså en karaoke-bar, som i Kina også er synonym med prostitution.

Men Deng Yujiao arbejdede i en salon i hotellet, hvor hun lavede pedicure. Hun var ikke en af dem, der arbejdede i baren og gav “speciel service”.
Deng Yujiao kina censur.jpg
Alligevel forsøger en 44-årig embedsmænd at tvinge hende til sex. Men Deng Yujiao kæmper imod, og under kampen stikker hun ham ned med en frugtkniv. Han dør.

Politiet arresterer hende. Sigter hende for mord. Tvangsindlægger hende på psykiatrisk hospital. Ignorerer beviser. Planter beviser. Truer hendes familie til at opgive sagen. Og meget mere.

For hver gang, at der er kommet nyt frem i sagen, er sympatien for hende vokset, og hendes sag har i dag spredt sig, og er blevet en af de seneste års største sociale bevægelser i Kina.

Hun har opbakning fra titusinder af almindelige netizens, bloggere, forkæmpere for kvinders rettigheder, menneskeretsaktivister og -advokater.

Efter det massive pres har politiet nu løsladt hende mod kaution, så hun i dag bor hos hendes bedsteforældre og mor. Godt bevogtet af politiet.

Man kan endda også købe t-shirts og plakater til støtte for den 21-årige pige.

På Tianya, der er et af Kinas mest populære BBS’er eller diskussionsfora, kan man læse en tråd om Deng Yujiao. Skriver jeg her lørdag eftermiddag. Men lige nu, da jeg skulle checke linket, kan jeg se at det siden i går fredag er blevet slettet af censuren. I stedet kommer der en blank side op med “不能查看该信息!”

Diskussionen her på dette fora på 163.com er også blevet slettet siden i går.

Jeg citerer en af kommentarerne i artiklen, og den lyder sådan her:

»Retssystemet er et redskab for den herskende klasse, som de bruger til at kontrollere den fattige befolkning, så tro ikke, at det vil give os nogen retfærdighed.«

Et andet forum på 163.com er også lukket ned i nattens løb.

Her var en af kommentarerne, der handler om, at politiet nu overvåger hendes husarrest:

»Latterligt! Hvem er det, der laver social uro? Det er embedsmændene. Aldrig skyd skylden på folket. Embedsmænd er skamløse ignoranter.«

I artiklen nævner jeg også den kvindelige journalist, der blev banket af myndighederne. Du kan følge hende her på Twitter. Hendes blog er her. Og ESWN har oversat nyheden til engelsk.

Her en opsamling af links:

• Deng Yujiao’s forklaring i Nanfang Dushibao (南方都市报), som ESWN også har oversat til engelsk.

• Danwei har fulgt sagen her og her, der blandt andet fortæller om de modstridende forklaringer i sagen. Hvordan politiet først forsøgte at sige, at hun var mentalt ustabil og uprovokeret havde dræbt den 44-årige embedsmand.

Global Voices har kort gennemgang med oversatte kommentarer fra nettet.

Chinasmack har sin gennemgang her, hvor der også er oversatte kommentarer fra det kinesiske internet.

China Free Press om censuren.

China Elections har god og grundig analyse, med bunker af links, der stiller spørgsmålet, om der overhovedet er en rest af anstændighed tilbage i det kinesiske retssystem, som Dengs sag kommer til at blive en alvorlig test af:

Either way, the real test will be when this case goes to trial. It is obvious that China’s netizens and general populace support Deng Yujiao, but will anyone within the system stand up to defend her, a sense of decency, or the rule of law? Unfortunately, for the time being, that doesn’t seem likely.

:: Billedet øverst i artiklen er her fra, og det viser tusinder, som går i protestmarch for Deng Yujiao.

:: Foto af Deng Yujiao er her fra.

Jordskælv i Kina: Myndighederne fortsætter chikane

Posted 11 maj 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Politik

dujiangyanschool_400x274.shkl.jpg

Kinesisk politi og myndigheder fortsætter med at chikanere de udenlandske journalister, der dækker et-års dagen for jordskælvet i Sichuan.

Og de fortsætter med at benægte, at de gør det. Tværtimod beskylder propagandaministeriet i Sichuan udenlandske reportere for at opildne til uro og optøjer. Uden dog helt at kunne komme med eksempler.

dette videoklip fra Financiel Times har officielt aldrig fundet sted.

Ligesom disse tre episoder, der er indberettet til Foreign Correspondents Club of China, heller ikke har fundet sted:

On April 1, a French journalist was working in Dujiangyuan on a story about a family whose daughter was killed in a school collapse when he and the family were stopped and detained by both uniformed and plainclothes police. The parents were released. The reporter was forced to go the police station and informed he needed to register to report in the area.

On April 2, a German reporter was barred from Yingxiu while attempting to cover the area ahead of the first anniversary of the quake. The reporter was in a public cemetery amid a group of Chinese journalists interviewing relatives of the dead when authorities approached him and told him he had failed to register. They led him away from the cemetery.

On April 6, a German television crew working in Shifang and nearby areas was physically prevented from filming and detained for over five hours. When the crew was waiting to meet the father of a child who died in a school collapse, unidentified men grabbed the man in front of the journalists.

Myndighederne – både de lokale og centrale af slagsen – ser på et-års dagen som følsom. Især fordi de vil undgå kritik af genopbygningsarbejdet og af de embedsmænd, der er ansvarlige for at bygge skoler, som styrtede sammen og knuste op mod 10.000 skolebørn under jordskælvet.

10.000 er et stort og abstrakt tal. Hvis du har brug for at se, hvor beskidt, klamt og sørgeligt et jordskælv kan være, så se dette billede på Flick fra mellemskolen i Beichuan.

:: Billedet er fra denne artikel på Shanghaiist

Folkets Dagblad i Kina: Verdens nemmeste arbejde på verdens kedeligste avis

Posted 10 mar 2009 — by kinablog
Category Humor, Journalistik, Medier, Politik

Folkets dagblad logo.jpg Det må være verdens nemmeste job, at være layouter på Renmin Ribao (人民日报), som fangkc.cn skriver.

På dansk hedder avisen Folkets Dagblad. Det er Kinas Kommunistpartis (KKP) meget officielle talerør, og avisen er ikke ligefrem kendt for sit vovede layout og sexede overskrifter.

Men alligevel. Det kræver en vis grad af fantasiløshed, hvis man fem år i træk formår at lave den samme forside.

Og det har Renmin Ribao gjort.

For lige nu er der politisk topmøde i Beijing. En gang om året kommer de kinesiske parlamentarikere til Beijing, hvor de mødes for at vedtage ting, som de allerede har vedtaget i forvejen. Alle politikker og forslag er blevet forhandlet færdigt på forhånd, og der kommer normalt meget få overraskelser ud af det præcist orkestrerede møde.

I år hedder det officielt ”Second Session of the 11th National Committee”.

Eller 中国人民政治协商会议全国委员会 for nu at sige det præcist.

Du kan læse mere om det på Wikipedia, og mødet har også sin egen lille festlige hjemmeside.

Når Renmin Ribao nu en gang er KKP’s officielle talerør, så har avisen selvfølgelig også en omfattende dækning af mødet. Som de har hvert år. Og de seneste fem år har de stort set kopieret den samme forside.

2009

43F7B8E5-AFEF-4423-9703-25E456BA3207.jpg

2008
12EE5B30-8184-44FF-9AD4-5CA82071C4BB.jpg

2007
F5AE7DE1-7E0B-4E48-9675-3DE3E91DE0BC.jpg

2006
676307F7-6E6B-424B-A07F-4DA2C5BF384A.jpg

2005
86E3FE84-8A43-47B3-B9D9-99C8E0D9A44B.jpg

2004
CA4D16E3-F120-4775-9C0F-C394D95FD66D.jpg

:: Billederne er fra denne artikel. Men du kan selv rode rundt i Renmin Ribaos arkiver, hvor du også kan downloade avisen som .pdf.

Medierne i Kina går til udlandet: Kinesisk Al Jazeera på vej

Posted 29 jan 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Medier, Politik

kinesiske aviser aabning ol i beijing.JPG Kina vil bruge 45 milliarder yuan (37 milliarder kroner) på blandt andet at lave en 24-timers nyhedskanal, der har Al Jazeera som forbillede.

Samtidig skal en række kinesiske medier udvide deres net af korrespondenter og redaktioner rundt om i verden, og flere af dem er allerede begyndt at ansætte engelsk talende medarbejdere.

Det drejer sig om følgende medier. Først og fremmest China Central Television (CCTV), der bedst kan sammenlignes med Danmarks Radio. Stationen sender allerede på engelsk, spansk og fransk.

Dernæst er det Xinhua, der er Kinas officielle nyhedsbureau; Peoples Daily, der er Kinas Kommunistpartis eget talerør; og Shanghai Media Group, der først og fremmest er en TV- og radiostation.

Fremstødet er et led i opbygningen af Kinas internationale indflydelse og landets globale “soft power”.

Planerne blev først omtalt i South China Morning Post (SCMP) den 13. januar (ikke noget link, for artiklen kræver abonnement).

De fire mediegrupper er, som alle kinesiske medier, underlagt censur. Men en anonym kilde siger til avisen, at den nye kinesiske nyhedskanal vil få andre arbejdsvilkår:

‘With Al-Jazeera as the model, the station would enjoy greater freedom of speech from the central authorities than Phoenix TV on political and current events,’ one source said.

Og det citat har David Bandurski fra China Media Project på University of Hong Kong bidt sig fast i:

It is impossible to entirely discount the idea that a CCP-sponsored international network could be given more latitude in international coverage. But I find this quote from the SCMP utterly revealing, and I wonder exactly what this unnamed source said, in Chinese.

The “from” in the phrasing of the SCMP quote suggests that “freedom of speech” is something granted or denied at the will of the party leadership. And that, far from suggesting openness, fits squarely with the notion of “guidance” we have seen recently from senior CCP leaders on the question of the “global influence” of Chinese media.

If you are a lover of freedom, your knees may go weak when you see the words “freedom of speech.” But when someone whose prerogative it is to shut you up tells you they will give you sufficient “freedom of speech,” the subtext is still CONTROL.

David Bandurski mener, at de nye planer et eksempel på den kinesiske regerings nye mediestrategi:

… is a kind of global roll-out of what we have elsewhere called CONTROL 2.0 — that is, a new conception of media control (a “new pattern of public opinion guidance“) whereby the focus shifts from passive and reactive censorship to active influence of the agenda (of which censorship is just one component).

Control 2.0 har man blandt andet set i det seneste halve års omtale af jordskælvet i Sichuan, optøjerne i Tibet og mælkeskandalen.

Og som lederen af Renmin University School of Journalism, Yu Guoming (喻国明), siger til SCMP, så bunder mange af de problemer, som opstod efter for eksempel urolighederne i Tibet og Den Olympiske Fakkels tur rundt om verden, i at mange kinesere, medier og ledere blev overraskede over udlandets stærke reaktion og modreaktion til den officielle kinesiske linje.

China was able to “reform and open” over thirty years, but it’s been far less successful in convincing those abroad of its global views and context.

Som Cam MacMurchy skriver på Zhongnanhaiblog, hvor artiklen slutter med denne kommentar:

The problem isn’t lack of TV channels or media outlets that present China’s case to foreigners, it’s the lack of any media outlets that present China’s case well. If Xinhua’s new TV endeavor is run in the same manner CCTV is, with the same group of life-long communist party members in bad suits calling the shots, it will be doomed to failure. In fact, I’d go one step further: any mainland Chinese run media outlet will be taken less seriously as long as general media controls are in place.

Dernæst mener Zhongnanhaiblog også, at de kinesiske medier har et åbenlyst problem med troværdigheden.

Om Kina så åbnede 100 nye medier, der tæppebombede verden med nyheder, ville udlandet stadig være skeptiske over for dem. For de er og bliver produceret i en autoritær et-parti stat, der har fuld kontrol over medierne.

Hvis projektet skal lykkes for de kinesiske medier, så skal de have absolut frie hænder:

To be successful, in my humble opinion, the new international TV station or newspaper must be given free reign to cover what it wants. It needs to be run on a system of merit and good journalism, not longevity, adherence to party principles, or loyalty to China (that sounds outdated, but that’s how media organizations are still run in mainland China). If it selectively avoids sensitive subjects (for example, not running a story on the June 4 vigil in Hong Kong each year), perhaps people can look past it if the rest of the journalism is quality. But one lead story on Hu Jintao’s win-win visit to Lesotho, which adheres to the One China Policy, and, well…. you get the picture.

:: Billedet er taget dagen efter den olympiske åbningsceremoni i Beijing

Musik i Kina: De unge rap-musikanter laver Hop Hop og elastisk bobo

Posted 28 jan 2009 — by kinablog
Category Journalistik, Kultur

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=wjvyzrMYEYw]

Nu laver de også hip-hop i Kina.

Eller som der stod i en overskrift i New York Times i fredags: “Now Hip-Hop, Too, Is Made in China”.

Hvorefter jeg skyndte mig at ignorere den.

For artiklen tilhører en særlig kategori i vestlige journalisters dækning af Kina. Præmissen er, at det lukkede Kina så småt er ved at åbne sig op for omverdenen og især Vesten. At de underkuede kinesere endelig har fået øjnene op for dette eller hint, eller at styret nu har givet dem lov til whatever.

Reformerne begyndte for 30 år siden. Derfor er det en anelse trættende at høre om, hvordan noget er kommet til Kina, når det måske har været her et par årtier.

Som for eksempel med musik.

Den første vestlige popgruppe, der gav koncert i Kina, var ifølge BBC sukkerdrengene Wham i 1986. Året efter gav rockgruppen SheRock (?) en koncert i Shanghai, som man kan læse i denne artikel om rockens historie i Kina.

Og nu laver kineserne altså også hip-hop. Eller hvad? Som der står i Wikipedia, der refererer denne artikel fra Stanford University.

… the hip-hop scene in China is just beginning to blossom; “hip-hop in Beijing emerged around the year 2000, but its roots stretch back to the late 1980s”

Brendan O’Kane fra Bokane.org er virkelig fløjet op af stolen, og her dissikerer han artiklen fra New York Times, der i øvrigt ikke skelner mellem hip-hop (嘻哈) og rap (说唱) og samtidig staver et af de kinesiske navne i artiklen forkert.

… the song that, according to the article, “took the underground music scene by storm.” Sample lyrics:

出租车有一块二一块六两个价格
交通一般还成但会有点堵车
真不用提饭馆 烤鸭和炸酱面
鬼街吃火锅 太多选择我的天

Cabs come in 1.2 kuai and 1.6 kuai prices.
The traffic’s usually not bad, but sometimes there are traffic jams.
You don’t have to worry about restaurants — roast duck and zhajiang noodles
Or Gui Jie to eat hotpot. There are too many choices, oh my god!

Det er der kort sagt ikke hverken undergrund eller politisk kant over, som artiklen ellers hævder.

Gruppen som står bag sangen 在北京 (zai Beijing) er 隐藏 (Yincang). Dem kan du lytte til her på Baidu’s MP3 side. Siden skulle virke uden for Kinas grænser.

Man kan også finde dem på Googles kinesiske musikbutik, men den virker vist til gengæld ikke uden for Kina.

Eller du kan se videoen øverst i artiklen.

Korruption i Kina: Journalister står i kø for at få bestikkelse

Posted 07 nov 2008 — by kinablog
Category Humor, Journalistik, Medier, Politik

110024452_400x282.shkl.JPG

Journalisterne stod i kø for at få bestikkelse, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Hvis du har læst artiklen i Berlingske, så spring ned til bunden af artiklen. Hvis ikke, hvad handler det her så om?

Jo, den 20. september blev en 41-årig minearbejder dræbt ved en eksplosion i en kulmine i Shanxi provinsen. De lokale journalister hørte om ulykken og de næste par dage vrimlede minen med journalister.

Men de var ikke taget ud til kulminen for at rapportere om ulykken. Tværtimod. De var kommet for at få penge for ikke at skrive om uheldet.

En journalist fortæller om sine korrupte kolleger i en artikel i avisen Qingnian Bao. Da han kom ud til minen stod de i kø ved kontorerne og i gangene udenfor, hvor de stod og småsnakkede. Inde på et af kontorerne blev de skrevet op og fik udleveret et stykke papir. Derefter gik de ind i det næste kontor. Hvor de fik udbetalt pengene.

I alt tog 28 journalister ud til Huozhou Coal and Electric Group for at få fingre i bestikkelsen. De kom fra 23 forskellige medier.

Blandt andre China Education Television (中国教育电视台), Shanxi Daily (山西日报), Journalist Observer (记者观察) og Shanxi Worker Daily (山西工人報).

Tilsammen forlangte de cirka 100.000 kroner.

Derudover var der også mødt en enkelt falsk journalist op. Han fik cirka 28.000 kroner udbetalt, fordi han udgav sig for at komme fra et større medie. Og jo større medie, jo mere i bestikkelse. Kulminen udbetalte fra 1.500 til 16.000 kroner til journalisterne.

Det viser en netop afsluttet undersøgelse fra de myndigheder i Shanxi, der har ansvaret for provinsens medier.
Andre taler dog om, at der var langt flere journalister på besøg i kulminen. Avisen Takungpao nævner helt op mod 200 journalister, mens andre kinesiske medier skriver om, at der skulle have været op mod 50 fremmødte journalister.

Shanxi provinsen er en af Kinas største producenter af kul. De kinesiske miner er nogle af verdens farligste, og officielt dør der hvert år op mod 4.000 minearbejdere i Kina. Men flere organisationer og NGO’er mener, at tallet er langt højere.

Derfor er der tit ulykker i Shanxi. Og det udnytter journalisterne. Ifølge lokale journalister skulle der nærmest være udbrudt guerillakrig mellem medier og kulminer, skriver Takungpao, der har hjemme i Hong Kong.
Det foregår på den måde, at journalisterne får nys om en ulykke. Derefter går de til angreb på kulminen. Og de fortsætter med at angribe indtil ejeren giver dem penge for at stoppe.

Der er også flere eksempler på, at falske reportere har forsøgt at afpresse penge af virksomheder eller personer.

Eller på anden måde forsøgt at udnytte rollen som journalist. Eksempelvis sidste år, hvor en mand, Liu Yonghong, blev idømt livsvarigt fængsel. Han havde ført sig frem som redaktør for Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle avis.

Liu Yonghong havde især arbejdet uden for Beijing, hvor han lovede laverestående embedsmænd, at han kunne hjælpe dem med deres karriere ved at kanalisere bestikkelser videre op i systemet i Beijing.

På den måde indkasserede Liu Yonghong næsten tre millioner kroner.

Sagen fra kulminen i Shanxi er et godt eksempel på, at det langtfra altid er en dårlig undskyldning, når myndighederne dømmer en kinesisk journalist dømt for korruption.

Der er pressemøder, hvor der ligger konvolutter på stolene. Med penge i. Som journalisterne bliver nødt til at tage.

Journalisten som afslørede affæren hedder Dai Xiaojun og ESWN har oversat et interview med ham:

Q. It was not easy trying to call you.
A. There have been many mysterious calls over the past several days. I pick up and the other party yells: “Dai, you better be careful!” Before I speak, the other party disconnects. Theses are threats. Both my mobile phones are overwhelmed. They even found the number for my home fixed-line p hone and called dozens of times a day so that I am a nervous wreck. My son is nine years old and in fourth grade. Now I have to send him off and pick up every day because of the fear that something might happen to me. You can imagine the pressure that I am under. But I am warmed by a call from a media colleague, because it shows concern and mental support. I must stand up straight and face reality.

Q. Where are the threatening calls coming from?
A. I suspect that there are coming from the coal mine as well as the fake reporters who have been exposed but not investigated yet.

Q. Are you sorry? Does your family understand?
A. I am forty-two years old and I have only done this one thing. Now that I made my choice, I cannot worry about the other consequences. My wife is frequently complaining at home. In principle, she supports me. My father passed away early in life. My mother has cancer and she is not feeling well. When she heard about what happened, she touched my face with her hand and let the tears come down: “Child, I understand you. You do as you think, but please be careful.” Actually, I should have known that it could be painful when I exposed the “gag fee” scandal. But if I “gagged” myself, I would be unhappy the rest of my life.

Du kan også finde artikler her på Zhongnanhaiblog, der er blevet oversat fra kinesisk til engelsk.

:: Billedet er fra denne artikel i Caijing, og det viser journalisterne der står i kø.

Aviskrig i Beijing: Aviser hæver prisen

Posted 25 sep 2008 — by kinablog
Category Dagligvarer, Journalistik, Medier

morgenavisen beijing.jpg De fleste mainstream-aviser i Beijing har hævet løssalgsprisen. Set med danske øjne er priserne dog stadig overkommelige.

De er blevet hævet fra 0,5 yuan til 1 yuan. Altså fra 37 øre til cirka 74 øre. Men det er trods alt en fordobling af prisen.

Det er 北京晨报, 北京晚报 og 法制晚报 der først og fremmest har skruet prisen i vejret. Altså Morgenavisen Beijing, Aftenavisen Beijing og Aftenavisen Lovtidende, som de hedder, hvis man skal oversætte det nogenlunde meningsfuldt til dansk.

Beijing Ungdomstidende, 北京青年报, har dog hævet prisen fra en til halvanden yuan.

Dermed følger de, i følge artiklen fra news.sohu.com, udviklingen i andre større kinesiske byer som for eksempel Wuhan, Shanghai og Chengdu.

Aviserne hæver prisen på grund af stigende omkostninger. Men de advarer om lover, at de vil holde det journalistiske niveau.

Skulle man have lyst til at spare de 74 ører, kan man dog stadig blot gå ind på deres hjemmesider og hente aviserne gratis i .pdf.