Siden begyndelsen af februar har der været protester i den kinesiske landsby Panhe, der ligger i Zhejiang. Hundreder af lokale beboere har protesteret mod myndighederne, der mere eller mindre har stjålet deres landjord.

Men lokalregeringen har på ingen måde lyst til, at Panhe skal blive et nyt Wukan, hvor der var store demonstrationer i december.

Derfor er de gået hårdt til ikke bare beboerne, men også kinesiske journalister og udenlandske korrespondenter, som Foreign Correspondents Club of China skrev i en e-mail forleden:

Remko Tanis, from Netherlands Press Association was beaten up yesterday morning (Feb. 15th) by a group of thugs and men who appeared to be plainclothes policemen in the village of Panhe, Zhejiang province, while covering the recent uprising against local party officials. The group also confiscated his notebook and documents about land disputes that were handed to him by villagers from Panhe and two other neighboring places with similar grievances. Although he did not have the chance to take pictures, the memory card of his camera was also confiscated. “Getting in touch with the people in Panhe is risky”, Tanis says.

He arrived at Panhe around 6h30, while the policemen that are surrounding the village were still sleeping. He managed to meet leaders of the protests and interviewed them for about 90 minutes. Knowing about the presence of a foreign journalist, people from other villages came to give him documents about their own problems. Outside, there was a funeral going on and another one was about to start.

At around 9h45 a group of around 100 policemen and thugs smashed violently into the room where Tanis was conducting interviews and started to beat the villagers and the reporter. During the tumult, the correspondent was grabbed by two people from the local Foreign Affairs Office who pushed him into a car. He asked for his bag, which had been taken by the policemen/thugs, and got it back.

He was driven towards the town of Longang, from where he had left in the morning. On the way, the car encountered a group of about 10 thugs who stopped it. These men pulled everyone, including the officials, out of the car, beat Tanis again and took his bag. The reporter asked who they were and why they were assaulting him, but did not get any answer. Soon another car from the local Foreign Affairs Office showed up; the reporter was forced to get in and taken to a hotel in Longang. There the correspondent got his bag back, but without his notebook and the documents. From there, he was taken by car to Wenzhou, where he checked into a hotel to write and send his story. All afternoon he was harassed by police phone calls. After finishing his work, he left the place.

Hvad betyder det så? Man skal ikke tolke det sådan, at det er en ny strategi fra centralregeringen i Beijing. Slet ikke. Jeg tvivler også meget på, at det her har opbakning fra provinsregeringen. Derimod tror jeg, at vi skal helt ned på landsby niveau, før vi finder dem, der har hyret de lokale bøller og givet dem opbakning.

Kina er stadig et relativt fredeligt land at arbejde i for udenlandske journalister – det er noget helt andet for de kinesiske – men det farlige ved sagen er, hvis der ikke kommer en klar udmelding fra netop regeringerne længere oppe i systemet, så der ikke bliver skabt præcedens.

Læs i øvrigt også Shanghaiist og New York Times om sagen.

Det er de mest alvorlige etniske uroligheder siden oprøret, der begyndte i Lhasa i 2008 og som spredte sig til andre tibetanske dele af Kina. Denne gang begyndte de, da fire munke satte ild til sig selv i januar. I alt har mindst 16 munke eller nonner sat ild til sig selv siden 2011.

Tibetanske grupper udenfor Kina siger, at de kinesiske styrker bruger hårde metoder. Blandt andet siger gruppen Free Tibet, at en blev dræbt og 31 såret, da politiet åbnede ild mod hundreder af demonstranter den 20. januar. Nogle få dage senere blev en 20-årig mand skudt og dræbt ved en stor demonstration. Og i igen i Sichuan skulle myndighederne have slået en munk med stave, som der var søm i, mens han stod i flammer og havde sat ild til sig selv.

De kinesiske myndigheder har blandt andet gennem China Daily skudt skylden på “tibetanske seperatister.” Altså folk der er ude på at splitte Kina og løsrive Tibet. Og seperatisterne har angrebet eksempelvis en politistation i Sichuan, hvor betjentene blot forsvarede sig.

De kinesiske medier har, helt som forventet, været tavse, for journalisterne kan ikke frit rapportere om noget så politisk følsomt som etniske optøjer. Aviser, tv og radio skal derimod bruge artikler og indslag fra det officielle nyhedsbureau Xinhau, som i høj grad vælger slet ikke at omtale det.

Og det er en del af problemet. For hvordan undersøger man oplysningerne fra de tibetanske grupper og de kinesiske myndigheder?

Myndighederne har nemlig slået en ring om de tibetanske områder, hvor udenlandske journalister ikke kan rejse frit, men derimod bliver afvist mere eller mindre hårdhændet af civile eller uniformerede betjente, soldater eller andre sikkerhedsstyrker. Ofte med dårlige undskyldninger om, at det er “på grund af dårligt vejr” eller “dårlige veje.”

Her er en del af en udtalelse som Foreign Correspondents Club har udsendt på email sent i går torsdag:

The Chinese authorities have set up a massive security cordon in an attempt to prevent journalists from entering Tibetan areas in Western Sichuan Province where major unrest – including killings and self-immolations – has been reported.

The FCCC considers this a clear violation of China’s regulations governing foreign reporters, which allow them to travel freely and to interview anyone prepared to be interviewed.

Correspondents attempting to travel to the region in question have faced major obstacles, including detention by the police and roadblocks at which they have been stopped and turned back by officials who have then forcibly escorted them back to Chengdu. “Bad roads” and “weather” are being used as excuses for denying correspondents entry to the area.

One team reported that their car was suspiciously rammed by another vehicle. Reporters have been followed, questioned for hours, asked to write confessions and had their material confiscated.

Police have been asking to inspect not only the documents that foreign reporters are normally required to carry with them – their passports and press cards – but also the small pink and yellow slips of paper entitled “Registration Form of Temporary Residence”. We advise members to carry these documents in their passports to help avoid being detained.

Journalists are merely trying to do their job and independently confirm the truth of reports from the area. We call on the Chinese government to recognize our purely professional motivation and to abide by its own regulations that allow us to enter the areas in question.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

Kina i 2012? Forsiden af China Reform Magazine 中国改革 er en rigtig god analyse af, hvor Kina er på vej hen lige nu.

De kinesiske myndigheder udsteder forskellige slags visa til journalister. For eksempel til kortere reportager. Eller et J-visa, som alle der er fast akkrediterede for en udenlandsk medievirksomhed, skal have.

• Læs også - Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister

FCCC har kendskab til 27 udenlandske journalister, der har ventet i over fire måneder på at få godkendt deres ansøgning om at blive fast akkrediterede journalister i Kina. Heraf har 13 af dem ventet i over et halvt år.

Derudover har myndighederne afvist eller ignoreret 28 ansøgninger om visum siden 2009, hvilket har betydet aflyste reportageture eller udstationeringer.

I seks af de tilfælde har udenrigsministeriet fortalt, at det skyldtes deres eller deres mediers tidligere dækning af Kina.

• Læs også - Medier i Kina: Falske nyheder og strammere regler for erhvervs-pressen

Hvad kan man så gøre ved det? Udenlandske journalister har ikke de samme vilkår for at dække Kina, som de kinesiske journalister har for at dække eksempelvis Danmark.

Derfor er der lige nu en lov på vej gennem Repræsentanternes Hus i USA, hvor man foreslår at give Kina det samme antal journalistvisum, som kineserne giver til amerikanske journalister, der arbejder for Broadcasting Board of Governors. Det vil sige Radio Free Asia og Voice of America.

Hver december skal de udenlandske journalister her i Kina have fornyet deres visum og have det godkendt af Udenrigsministeriet og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed.

I år har politiet truet flere journalister med, at de på grund af deres dækning af Kina ikke vil få deres visum fornyet.

Jeg har valgt medierne ud fra, at det er de færreste danskere, som taler kinesisk. Men at de alligevel skal kunne give et billede af Kina og kineserne. Hvis man rejser rundt herovre, så kan jeg kun anbefale at gå hen til en aviskiosk og købe lidt ind. Man kan jo altid kigge billeder. Hvis man vælger de glittede magasiner herovre, for eksempel med mode og kultur, så får man nogle virkeligt flotte og store blade for næsten ingen penge.

Her er så mine links. Du kan også følge serien på Mediawatch. Og check også min kollega i USA, David Trads, der giver sine bud her på hans blog på Berlingske.

• Dominique Strauss-Kahn, den tidligere leder af IMF, som ifølge gallernes bysladder faldt i gryden med Viagra som barn, er et af de seneste ofre, som Next Media har kastet sig over. Virksomheden blev for alvor kendt i Vesten, da de lavede en af deres journalistiske tegnefilm om Tiger Woods, da han i 2009 kørte ind i et træ og totalskadede sin karriere. Next Media har over 3.500 ansatte, og er en af de største medier i Hong Kong, der især er kendt for sine tabloide aviser. Det kan man i høj grad også kalde tegnefilmene. Men – uanset om man kan lide det eller ej – er det fremtiden? Kig forbi deres kanal på Youtube.

• Et af Kinas mest spændende og seriøse magasiner hedder Caixin. Det er startet af Hu Shuli, der er en landets bedste kommentatorer og journalister, og som for alvor har været med til at skubbe grænserne for, hvad medier kan tillade sig at gøre. For eksempel var det i høj grad hende, der for alvor bragte opmærksomhed omkring SARS-epidemien i 2003. Caixin har også en engelsk udgave, som man kan læse her.

• For at kunne læse en kinesisk avis, der så nogenlunde ville svare til sådan noget som Berlingske, bør man kunne i omegnen af 5.000 skrifttegn. Til sammenligning kan en kineser med få års skolegang cirka et par tusinde af slagsen. Men det er nok stadig de færreste danskere, der kan måle sig med en kinesisk landarbejder. Derfor går danskerne også glip af Zhang Wei, der er Kinas rigeste forfatter og en af de mest læste i landet. Han udgiver kun sine bøger elektronisk på computere eller mobiltelefoner, hvor man betaler få ører for at læse et kapitel. Han skriver hver dag, så der kommer et nyt afsnit om dagen. 365 dage om året i en enkelt og lang novelle. Markedet for den slags bøger vokser, og anslås at ende på cirka 14 milliarder kroner i 2014. Derfor er der også millioner af kinesere, der udgiver deres bøger online som Zhang Wei. Du kan bede Google Translate om at hjælpe dig med at snuse til hans seneste sci-fi-pulp novelle her.

• Der er masser af gode og dygtige avistegnere i Kina, der kommer med ofte ganske skarpe og bidende kommentarer. Igen er der et problem for de danske læsere, men her kommer China Media Project på Hong Kong University til undsætning. Flere gange om ugen bringer de en tegning, hvor de har oversat teksten og også forklarer konteksten, så den bliver forståelig for alle. Du finder dem her.

• Der er pressekonference to gange om ugen i Udenrigsministeriet i Beijing. Det er her, at de hundreder af korrespondenter, som der er i Beijing, kan møde op og blive briefet om, at for eksempel den kinesiske præsident har haft et møde med prinsen for Brunei, og at de to lande er fantastisk gode venner og har besluttet at knytte endnu tættere bånd. Det er også her i den store sal i ministeriet, at de udenlandske journalister kan stille spørgsmål, som en talsmand derefter undviger at svare på. Et af de mest brugte svar er, at man skal kontakte »de relevante myndigheder.« Det har fået en af de fastboende korrespondenter – alle går rundt og gætter på, hvem det kan være – til at oprette en konto på twitter, der hedder @relevantorgans, hvor personen lader som om, han er Kinas Kommunistparti officielle talerør. Guf for Kina-nørder.

Samtidig lader det til, at regeringen er ved at ændre på de regler og friheder, som korrespondenter har arbejdet under siden De Olympiske Lege i 2008.

For to uger siden forsøgte ukendte bagmænd at organisere demonstrationer – med de mellemøstlige protester som forbillede – i lidt over en håndfuld kinesiske byer. Folk skulle mødes søndag klokken 14 på bestemte steder i byerne. Det lykkedes ikke. Der var kun få fremmødte, som jeg skrev om dengang.

Forventningerne var nu også lave. Det var de også i søndags, hvor bagmændene opfordrede til “gåture” på et bestemt tidspunkt i Beijing. Altså en slags gående protest.

Politiet havde forberedt sig. Også i de 22 andre byer, hvor der skulle have været protester. Tusinder af uniformerede og civilklædte politifolk var mødt op i især Beijing og Shanghai, og de sørgede effektivt for at kvæle enhver optakt til forsamling og protest. Cirka en håndfuld kinesere blev anholdt i de to byer.

Det var en massiv magtdemonstration, hvor myndighederne for alvor ville vise, at de har nul tolerance over for den slags protester. Og den markante forskel – i forhold til mit eget ydmyge arbejde som korrespondent – var myndighedernes opførsel over for de udenlandske journalister.

Normalt optræder politi, soldater og sikkerhedsfolk sig professionelt, når de tilbageholder korrespondenter. Hvilket er normalt. Det sker jævnligt. Men i søndags blev en håndfuld journalister anholdt. En blev tæsket og sparket i hovedet. Og myndighederne opfandt nye procedurer, der skal forhindre os i at gøre vores arbejde og at dække Kina.

Se dette referat fra Foreign Correspondents Club of China:

The following is a preliminary list of confirmed incidents:

Assault: One journalist severely beaten, two more physically injured.

Manhandling: Reporters from six organizations.

Destruction of reporting material/confiscation of equipment: Five organizations

Detentions: Nine organizations, with detentions ranging from 30 minutes to over four hours.

The FCCC has been analyzing the most severe cases of manhandling and assault in Beijing, and some patterns have emerged. The tactics appeared to be well orchestrated. In several cases small groups of thugs suddenly appeared and grabbed journalists holding cameras. Several of those journalists were dragged out of sight and brought into shops or alleys where the thugs tried to take their equipment.

Some journalists were told Wangfujing and several other areas in Beijing, including Xidan, Tiananmen, and Beijing Station, are considered “special zones” and journalists who wish to report in these areas must apply in advance. The Wangfujing Management and Construction Office told one journalist it takes three days to process official application letters, and journalists must promise to submit a copy of the finished story after it is released. The Wangfujing Management and Construction Office senior officer is Xie Qingdong (Tel: 6537 4688, Mb: 1350 112 8067).

In Shanghai the Entry-Exit bureau called in some reporting organizations today and asked them to sign a pledge stating they would not film or photograph in the “no reporting” zone outside of the Peace Cinema, the site of the Shanghai “Jasmine” gatherings. They were told if they persisted in reporting, they would be dealt with according to the law.

Og hvad er Kinas officielle reaktion så? At man fordømmer de grove metoder, og undskylder at enkelte civilklædte betjente overreagerede? Nej. Jiang Yu, der er talsmand for udenrigsministeriet, sagde på en pressekonference, der sluttede for få timer siden, at politiet opførte sig korrekt, og at de gav “fornuftig vejledning” til journalisterne. Hvilket altså er en ny vending for at sparke folk i hovedet.

Samtidig opfordrede Jiang Yu til, at de vestlige medier “samarbejder” med myndighederne. (Opdateret 02-03-2011: Tom Lassater fra McClatchy Newspapers optog pressekonferencen, og du kan lytte til den her på hans blog.)

Men – proportioner – lad mig så samtidig minde om, at det stadig er langt farligere, at være kinesisk journalist. Her risikerer man repressalier fra både myndigheder og mere eller mindre mafia-lignende grupper, hvis man arbejder med følsomme emner. Læs for eksempel David Bandurski’s glimrende bog om undersøgende journalistik i Kina.

Kina er stadig et land, hvor det sammenlignet med andre steder for det meste er sikkert at arbejde for udenlandske reportere. Når det er sagt, så er de seneste hændelser stadig et alvorligt indgreb og en indskrænkning i udenlandske mediers dækning af Kina. Det er det seneste eksempel på, hvordan forfatningen og landets love betyder stadigt mindre for myndighederne og regeringen, som jeg har skrevet om her på Kinablog.

Som Bill Bishop skrev på Twitter om overfaldet på journalisten fra Bloomberg:

not sure beating up journo from world’s largest/most influential financial news service good for investor confidence, soft power

Hvis du vil se mere fra pressekonferencen i det kinesiske udenrigsministerium, så besøg Tom Lasseter på Twitter og klik lidt ned på siden. Her han oversat en lang række spørgsmål og svar fra tirsdagens konference.

Og hvis du vil læse mere om journalistik og Kina, så læs Huffington Post, hvor jeg forleden blev interviewet af Jeffrey Wasserstrom.

Hvad skriver de andre? Her er links:

Guardian - Major show of force: China’s jasmine revolution: police but no protesters line streets of Beijing

Time - Washing Away a Call to Protest in Beijing

VOA – US Ambassador Decries Chinese Abuse of Journalists

New York Times - Well-Oiled Security Apparatus in China Stifles Calls for Change

AFP - US voices concern to China over media crackdown

AP - China rolls back press freedoms amid protest calls

CNN - China rejects U.S. criticism of journalist harassment

Se også dette indslag fra CNN, hvor man kan se civilklædte betjente, der forsøger at forhindre kameraholdet og journalisten i filme i søndags. Det er dog ikke lige så ynkeligt, som da betjente brugte en paraply som censur i 2008.

:: Foto fra den første protest i Beijing for et par uger siden

Den første er fra magasinet Caixin. En af forudsætningerne for Kinas voksende økonomi har i de seneste cirka 15 år været, at erhvervsmedierne har haft så nogenlunde frie hænder i Kina. Det har myndighederne i Beijing forstået. Indtil nu.

Aktieindekset i Shanghai falder, huspriserne er ved at boble over og inflation og fødevarepriser stiger. Ikke godt. For der går en direkte linje mellem det og social uro. Og derfor er der kommet nye retningslinjer for især de trykte medier, som Caixin skriver:

The financial press is instructed to exercise caution in reporting any news that may affect investor expectations and the orderly functioning of the stock and futures markets. Government policies for securities and futures must be handled with utmost care; information on listed companies must be checked by the companies involved before publication. Outside contribution of market commentaries can only be submitted by licensed brokerages. The rules also put restrictions on citing information from foreign media. In addition, publications are responsible for checking whether advertisers are legitimate businesses.

Og de nye retningslinjer får vidtrækkende konsekvenser. Som Caixin skriver, så svarer det så nogenlunde til at bede erhvervs-pressen om at opføre sig som en struds og stikke hovedet i et hul i jorden:

China has over 2,000 securities analysts, churning out more than 600 research reports on any given day when the market is open. They rarely, if ever, disclose conflicts of interest. It is also unheard of that they sound any alarms over possible wrong-doing or suspicious accounting practices of listed companies. Why should they? Muck-raking is not their job. When they dish out advice, they often have a vested interest in the outcome. In a free marketplace of information, they can slug it out with freelancers and bloggers. These new rules reserve the forum in the print press exclusively for them, thus making the financial media their mouthpiece.

The news media are often expected to act as anti-corruption watchdogs and to protect the interest of investors. Journalists are already in uphill battles to do investigative reporting. Companies always want to build a fortress against snooping journalists; their powerful public relations machinery will work non-stop to put pressure on journalists with tactics ranging from slipping them a thick wad of cash to threatening them with lawsuits and personal attacks. Regulators, instead of encouraging the news media to help patrol the corporate world, are making investigative tasks more difficult. Celebrated cases of exposing insider trading in the property firm Qiong Min Yuan (琼民源) and the abuses of investment funds that sent crooks to jails in the past decade will be more difficult to pursue under the current rules, unless these rules are being made to be ignored.

Under this latest directive, imprudent citation of the foreign media could run afoul of the watchdogs. This call for filtering out potentially dissonant voices is like an ostrich burying its head in the sand.

Kina har i høj grad brug for det modsatte. En moderne og voksende økonomi som den kinesiske har brug for en kritisk og uafhængig erhvervspresse. Bare tænk på pressen i eksempelvis USA og England, der under finanskrisen er kommet med vigtige afsløringer og afdækninger af for eksempel bankerne.

Hverken erhvervsmedier eller andre dele af pressen har frie hænder i Kina. Og med propaganda, censur og den kommercielle presse, så er mængden af “falske nyheder” vokset i de seneste to årtier, som China Media Project (CMP) skriver i dag:

By some accounts, “fake news”, or xujia xinwen (虚假新闻), has plagued news media in China since at least the Cultural Revolution, at which time media fabricated news to suit the political purposes of the Gang of Four. Chinese government officials, however, deny definitions of the term that lump in state propaganda, and the allegation of “fake news” can often signal action against news seen to violate propaganda restrictions — news, in other words, that is too true.

Over the past twenty years, as economic reforms have moved rapidly ahead, the problem of “fake news” has certainly grown more serious. Many officials and academics point to the commercialization of media industry and intensified market competition as the root causes.

Sørg for at læse hele artiklen på CMP, hvor du også får historien om kvinden, der på kun fire dage kørte 2.000 kilometer på en motorcykel, fordi hu bare måtte se sin seks-årige søn. Hvis historien altså passer?

Det gik ikke specielt godt for amerikanerne, da præsident Hu Jintao besøgte sin kollega, George W. Bush, i Washington i 2006. For det første blev velkomstseancen i Det Hvide Hus afbrudt, da en demonstrant fra Falun Gong havde sneget sig med til ceremonien og begyndte at råbe ad de to præsidenter. For det andet blev den kinesiske nationalsang præsenteret som Republikken Kinas. Det er det officielle navn for Taiwan.

Kort sagt – ikke imponerende. Det svarer så nogenlunde til at lade præsident Bush blive overfuset af et medlem af Al Qaeda under et statsbesøg i Beijing, hvor man også præsenterer den amerikanske nationalsang som Canadas. Ikke at den religiøse gruppe Falun Gong er i samme bås som Al Qaeda, men gruppen er forbudt i Kina, hvor regeringen anser den som fjende til staten.

Siden da har amerikanerne læst på lektien. Det blev de nødt til. Godt hjulpet på vej af en global finanskrise, der har været med til at give Kina ny status som Verdens andenstørste økonomi og dermed også større politisk magt.

Derfor har de kinesiske medier gjort meget ud af at fortælle, hvordan Hus besøg var et møde mellem to ligeværdige parter. Det skrev jeg om i søndagens Berlingske i denne analyse. Her er en længere version af den.

De fleste af de kommercielle aviser her i Kina har haft præsidentens amerikanske besøg på forsiden. Og tre af de aviser, for eksempel Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er direkte kontrolleret af Kinas Kommunistparti, fik endda forsinket deres deadline med hele otte timer, så de kunne få onsdagens gallamiddag med Hu og Obama med til dagen efter. Det er med til at vise, hvor stor betydning den kinesiske regering lægger på besøget. De statslige tv-kanaler har selvfølgelig ikke haft problemer med de 13 timers tidsforskel mellem Beijing og Washington, og her har der også været bunker af indslag, der især har svælget i glorværdig pomp, gallamiddag, håndtryk og 21 skuds salutter. Men, ikke overraskende, ingen snak om menneskerettigheder og kritiske kongresmedlemmer.

Den overordnede linje i de kinesiske medier har været, hvordan besøget har løst op for spændingerne mellem de to lande, og hvordan Kina igen er blevet en vigtig supermagt. Det imponerer dog ikke almindelige kinesere. Det er notorisk svært at lodde folkestemningen i et land med 1,3 milliarder indbyggere, hvor forskellene mellem rig og fattig er så enorme. Og hvor udenlandske medier ikke har lov til at foretage eksempelvis telefoniske meningsmålinger. Men hvis man ser bort fra grupper som nationalistiske bloggere og meningsdannere, så er det typisk hvordan folk er skeptiske over for regeringen og påstanden om Kina som supermagt. Realiteterne for den relativt velhavende middelklasse og de især cirka 700 millioner landarbejdere, der mere eller mindre konstant svæver i nærheden af fattigdomsgrænsen, ser da også anderledes ud og ligner ikke hverdagen i en økonomisk supermagt.

Hvad var det så for et topmøde?

Det er blevet udråbt som historisk. Det er nu en selvfølgelighed, for et møde på det niveau er altid en historisk begivenhed. Spørgsmålet er mere, om det går over i historiebøgerne som en fodnote eller et kapitel. Mødet vil dog næppe komme i samme klasse, som da Richard Nixon besøgte Kina i 1972. Det var et jordskælv i global politik. Derimod var det mere et møde, som skulle vedligeholde diplomatiske bånd, og hvor man skulle markere hinandens synspunkter og få talt ud om problemerne.

Lykkedes det så?

Obama skulle vise amerikanerne sin nye og hårdere kurs over for Kina. Det lykkedes. Der kom dog ikke konkrete resultater ud af det. Hu Jintaos snak om demokrati – som har været regeringens linje i årevis – blev misforstået i mange vestlige medier. Når kinesiske politikere taler om demokrati, så handler det om demokrati indenfor Kinas Kommunistparti. Og ikke som i de vestlige demokratier. Hus snak om menneskerettigheder var der heller ikke noget nyt. Kina har gentaget den samme linje i årevis i for eksempel FN.

Beijing og Hu havde to mål med turen til Washington. For det første skulle det vise, hvordan Hu nyder international respekt som leder af en magtfuld nation. Dernæst skulle Hus smuttur til Chicago og den kinesiske virksomhed også vise en anden side af Kina, som en ansvarlig investor, der ikke bare stjæler arbejdspladser fra USA.

Beijing opnåede begge mål. Statsbesøget var en succes for både Obama og Hu, hvor der ikke kom ubehagelige overraskelser undervejs.

Ubehagelighederne kunne være dukket op under den fælles pressekonference med Hu og Obama. Det er uhyre sjældent, at kinesiske topledere som Hu blotter sig og stiller op til åbne spørgsmål. Men den noget bovlamme amerikanske presse fik kun stillet åbne spørgsmål om eksempelvis, hvordan Hu kan forsvare situationen med menneskerettigheder i Kina. Spørgsmål, der var nemme for begge præsidenter at glide af på og snakke udenom. Dermed undgik Hu og Obama skarpere spørgsmål, som kunne have været det meget enkle – hvornår bliver Liu Xiaobo løsladt? Eller om hvor den forsvundne advokat, Gao Zhisheng, befinder sig. Gaos sag er ikke videre kendt i Danmark, men hans hustru er flygtet til USA, og hans navn bør være kendt af enhver, der har beskæftiget sig med kinesisk politik og menneskerettigheder i mere end to minutter.

Der er da også stigende bekymring over amerikanernes fordummede og uvidende debat om Kina, som Herald Tribune skrev forleden. Omtrent på samme tid, hvor den højreradikale radiovært, Rush Limbaugh, sad og gjorde nar ad den kinesiske præsident, med en serie »Ching, chong, ding, dong« udtalelser i radioen. Mere seriøs var den republikanske direktør for GE, Jeff Immelt, der i avisen argumenterede for, at amerikanerne bliver nødt til at acceptere Kinas voksende indflydelse. For amerikanerne skal ikke tro, at kineserne succes blot skyldes billig arbejdskraft og manipulation med valutakursen. De er ikke bange for forandring, og de er klar til at arbejde hårdt og hurtigt, nævnte Jeff Immelt som nogle af grundene.

2010 var et turbulent i forholdet mellem USA og Folkerepublikken Kina. Især på grund af stridigheder om valutakurs, menneskerettigheder, Nordkorea og Beijings i det hele taget ofte aggressive diplomati i for eksempel det Sydkinesiske Hav.

Historisk set har forholdet mellem de to lande dog altid været problematisk. Af både praktiske, kulturelle og ideologiske grunde. Det vil fortsætte. Men uenighederne kan kontrolleres. Især når Beijing begynder at forstå sin nye globale rolle. Og når USA giver Kina den plads, som en nation med 1,3 milliarder mennesker berettiger. Topmødet i Washington var et lille men vigtigt skridt i den retning.

:: Foto fra Xinhua

Der er markant forskel på at skrive 140 enheder på dansk eller på kinesisk. Med de kinesiske skrifttegn kan man udtrykke og skrive langt mere end på dansk, som jeg har været inde på tidligere. For eksempel her.

Se på dette eksempel fra China Media Project, hvor det kræver fire kinesiske tegn for at sige noget, som man skal bruge 56 enheder for at skrive på engelsk:

While a single English word can consume a whole string of characters, a single Chinese character is far more condensed, conveying an entire word or concept in a single computing ‘character.’ Consider, for example, the richness of a typical four-character Chinese idiom such as ba miao zhu zhang (拔苗助长), or “trying to help the shoots grow by yanking them upward,” which means to ruin something through overbearing enthusiasm. That’s a precious four characters in Chinese, but a verbose 53 in English.

Derfor er det ikke overraskende, at kineserne er blevet storforbrugere af mikroblogs. Ifølge en ny undersøgelse, der blev offentliggjort i går i Global Times, skulle der nu være 75 millioner kinesere, som bruger de små blogs.

Den mest populære af dem er Sina Weibo. Og ikke Twitter. Den har været censureret i Kina siden juni 2009. Det er de kinesiske mikroblogs ikke, for de hører under landets lovgivning, og virksomhederne har derfor ansvar for indholdet, som de er med til at censurere.

Men de kinesiske mikroblogs har stadig indflydelse på mediebilledet, som man kan læse i den glimrende artikel fra China Media Project. Artiklen kommer også med en god gennemgang af de tekniske forskelle på Twitter og de kinesiske konkurrenter. For eksempel:

Putting a user entry side by side with the original entry also has the effect of centralizing conversation on one original entry. With Sina’s focus on celebrity users, the timelines of these VIP users often resemble a television game show with an added dimension of interactivity. Acquainted celebrities talk with one another directly. The masses, meanwhile, respond in the comments section and repost the conversation to their networks.

Pictures posted on Weibo are also directly hosted by Sina and directly linked as a property of a given entry — rather, that is, than eating up valuable space in the text field.

Dagbladet Æble har gjort det igen. Denne gang har de lavet en journalistisk tegnefilm om Liu Xiaobo, der på fredag får Nobels Fredspris i Oslo.

Pingguo Ribao (蘋果日報) ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver endog meget kulørte og saftige tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan.

Nextmedia fik en del omtale i Danmark, da de lavede en af deres animerede kortfilm om overfaldet på tegnere Kurt Westergaard. Den kan du se på Youtube. Jeg har tidligere skrevet om dem i Berlingske og her på Kinablog.

Nu er det så Liu Xiaobo, som de har lavet en tegnefilm om. Og endnu en gang er der ikke lagt fingre imellem. For eksempel når de viser Liu Xiaobo på Tiananmen i 1989, hvor han var med til demonstrationerne.

Er det journalistik eller fri fantasi? Den mest præcise defintion er nok, at det er “based on a true story.” Men den form for grafisk journalistik er kommet for at blive. Og vi journalister kan bestemt lære af den nye fortælleform. Men spørgsmålet er, hvordan man bruger den form for tegnefilm på en etisk og journalistisk forsvarlig måde.

Det kan man læse i dokumenterne fra Wikileaks, der blev offentliggjort i går, og som jeg skriver om i avisen i dag. Der er en online version af artiklen her. Dokumenterne kan du læse for eksempel her og her.

Her er nogle af de vigtigste punkter.

Nordkorea er i dag ikke meget strategisk værdi som en stødpude mod Sydkorea, siger yngre politikere i Beijing. Kina vil ikke være glade for de amerikanske soldater, men nord og syd burde genforenes under Sydkoreansk kontrol. Beijing har forsøgt at presse Pyongyang til at ændre adfærd, men Kina har »langt mindre indflydelse end folk tror,« når det kommer til Nordkorea.

Dokumenterne viser også, hvordan en kinesisk ambassadør omtaler Nordkorea atomprogram som »en trussel mod global sikkerhed.«

De viser også, hvordan Kina har overvejet risikoen for et kollaps i Nordkorea. Blandt ved vurderinger om, at Kina kan håndtere humanitær hjælp til 300.000 nordkoreanske flygtninge uden at skulle have assistance.

Andre dokumenter omtaler en kilde, som vurderer, hvordan Kim Jong-il viser »ubeslutsomhed« og har svært ved at få gennemført sine politikker. Det skyldes blandt andet hans problemer med sit helbred. Samt forskellige fraktioner, der kæmper om magten i det »kaotiske« Nordkorea.

Og man kan læse, hvordan både nordkoreanske og kinesiske børn af magtfulde politikere og embedsmænd bruger deres forbindelser til at skubbe konkurrenter af vejen og lave forretninger i de to lande, viser dokumenterne. Blandt andet inden for elforsyning, byggeri- og minesektoren.

Det kan alt sammen ikke komme bag på nogen. Der er kort sagt ikke mange afsløringer og nyheder i artiklerne. De er endda så blodfattige, at Evan Osnos gør alvorligt grin med dem på sin blog på New Yorker.

Helt værdiløse er de nu ikke, mener jeg.

Dokumenterne fra Wikileaks er diplomatiske meddelelser, som er sendt fra for eksempel ambassaderne i Seoul og Beijing og hjem til Washington. Det er for det meste vurderinger, holdninger, analyser og referater af samtaler med eksempelvis andre diplomater, politikere, eksperter og akademikere.

Det er altså ikke klassificerede dokumenter fra efterretningstjenesten. Og det er ikke politiske anbefalinger. Det er almindelige mere eller mindre løse samtaler, som diplomater hver dag samler sammen og sender til Washington.

Der er ikke store afsløringer i dokumenterne fra Wikileaks. Men alligevel mener jeg, at de har værdi, for de er med til at give et billede af den interne debat i Beijing.

På den anden side – så ændrer det ikke på billedet af den debat. Ja, Beijing er træt af Nordkorea, det har der været enighed om blandt analytikere i mange år. Børn af magtfulde embedsmænd, der er korrupte og misbruger deres kontakter til at lave forretninger og tjene penge? Ikke ligefrem et chok i Kina.

Omvendt er dokumenterne om Kina og Nordkorea også blevet beskyldt for at være farlige. Især nu under krisen. Blandt andet fordi de viser hvor frustrerede Beijing er med Pyongyang, og hvordan de kinesiske ledere taler nedsættende om den iltre nabo. Men Nordkorea ved udmærket godt, hvad kineserne tænker om dem.

Så hvad er værdien af papirerne fra Wikileaks? De er interessante for os Kina-nørder, der gerne vil snage lidt og stikke snudeskaftet et stykke længere ind i det lukkede statsapparat. Det er sinologiens svar på Se & Hør.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links.

• Richard Spencer og Telegraph – Why China hasn’t abandoned North Korea – and why Wikileaks is a work of flawed genius

• New York Times – North Korea Keeps the World Guessing

• Gady Epstein og Forbes – Assange Slams China’s WikiLeaks Copycat: ‘Very Dangerous To Do It Wrong’

Væk med ytringsfriheden. Afskaf den og gør medierne frie, skriver de 23 højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti i et åbent brev. Det har jeg fortalt om her i et interview med en af medunderskriverne.

Brevet cirkulerede på internettet i Kina. Men censuren gjorde, hvad den kunne for at slette den. Det lykkedes dog ikke, men det er et godt eksempel på, hvordan netop censur og den offentlige mening fungerer i Kina.

Her få du tre links til videre læsning.

Har journalisterne rettigheder i Kina? Ja, formelt. Men ikke i realiteten. Det viser en ny rapport fra Committee to Protect Journalists som Guardian skriver om her:

News stories that cast a critical light on business owners, academics or local police for harassing reporters are sanctioned, even encouraged, by the Chinese government. At the same time, the internet, which is increasingly used by Chinese journalists to spread the word about their own tribulations, provides a vehicle for media activism.

These factors can combine to produce genuinely positive results. In September, police in Beijing arrested a prominent urologist for ordering attacks on two science writers whose reporting he believed had thwarted an academic appointment. According to one of those journalists, Caijing magazine’s Fang Xuanchang, a blog post about the attack sparked the public outcry that prompted the police to investigate.

Men myndighederne får stadig større problemer med censuren på internettet, der er den vigtigste platform for debat i Kina. De vil bruge nettet til at få global indflydelse. Men vil samtidig kun have de statskontrollerede holdninger i cyberspace. Det giver enorme spændinger og dårlig omtale – både indenfor Kina og udenfor – hver gang at der store sager, som bliver censurerede. Som for eksempel brevet fra de 23 partimedlemmer. Derfor tror Johan Lagerkvist fra svenske Utrikespolitiska Institutet ikke, at Den Store Firewall har langt igen:

Every act of censorship attracts negative publicity, reducing international standing. Diligence turns to the absurd: Chinese officials recently censored even the offhand remarks by China’s Premier Wen Jiabao. To be effective, censors in the world’s second largest economy would have to eliminate the essential modern tool. Inquisitive youth test boundaries, and pragmatic leaders may eventually realize that, for promoting stability, allowing the battle of ideas is a better bet than repression.

…

The normative change and the impacts of two contrasting types of internet use in the end will force the monopolies on information and political power to succumb to the people’s power of civil society, with variegated social forces of every hue and nuance. First, the impact of news-sharing and the mobilizing activities of the vanguard of the micro-blogosphere, and second, the more mundane, everyday use by individuals that constitute Chinese officialdom will continue to grow. The members of these groups are Chinese “netizens” and they share a common goal: They enjoy the internet.

Taken together, the young officials and the young social-media activists are what ultimately in a pincer movement will unravel the current social contract on internet use and its utilitarian function to serve state ends.

Artiklen, som du kan læse på YaleGlobal, er også en god gennemgang af medierne, internettet og censur, så man med rette kan spørge – hvordan er det så, at den offentlige mening bliver dannet i Kina? Det kan man læse i en kinesisk artikel, som David Bandurski og China Media Project netop har oversat.

Artiklen viser, hvordan nye medier og internettet i de seneste ti år har ændret mekanismerne for den offentlige debat. Her er David Bandurskis optakt til artiklen:

Much research on the transformations in China’s media landscape is now available from communications scholars inside China. And while much of this research is overgeneralized (looking expansively at the impact of commercialization, for example), repetitive (the ubiquitous thesis paper looking quantitatively at “negative” coverage of China in the Western press) and ideological (failing to look critically at the role of the government or at its policies), it can often provide us with some good general bearings in looking at media change in China.

The following paper suffers from all of the aforementioned faults. There are thousands of other papers like it, all talking in general terms about the changes new media have brought to China’s traditional media landscape — and to the process of agenda setting, or yicheng shezhi (议程设置). It makes naive assumptions — because it must? — about shows of openness by Party and government leaders. Was the “eluding the cat” affair of 2009, in which a team of “internet users” was cobbled together to “investigate” a case of wrongful death, really a simple demonstration of the power of the internet and a gesture of official openness? Or was it a propaganda sideshow that nevertheless tells us how the internet can shape news stories and how the government deals with them?

»Hvis de tror, at de kan få os til at tie stille, så tager de fejl,« siger den 70-årige Xiao Mo.

I sidste uge var han med til at offentliggøre et åbent brev (her i engelsk oversættelse og her på kinesisk), der langer kraftigt ud efter regeringen i Beijing. De 23 medunderskrivere af brevet vil afskaffe censuren i Kina og give medier og borgere fuld ytringsfrihed.

Jeg skrev interviewet her til Berlingske, hvor det blev bragt den 17. oktober. Her får du en opdateret udgave.

Brevet blev lagt på nettet sent tirsdag aften den 12. oktober. Få dage senere kom der en ny udgave af brevet, hvor der nu er 500 flere fremtrædende medunderskrivere. De fleste er akademikere, lærere, journalister og forfattere. På trods af, at censuren hele ugen har forsøgt at skure internettet rent for det kritiske brev, der alligevel er blevet e-mailet og har spredt sig gennem fora og blogs.

»Censuren tror, at det forsvinder, hvis de bliver ved med at slette det. Men vi bliver ved med at lægge det på nettet,« siger Xiao Mo, der ikke er specielt begejstret for Kinas Kommunistpartis Centrale Propaganda Afdeling, der er den øverst ansvarlige for censuren.

»Det er den mest konservative og idiotiske myndighed. Hvis Kina nogensinde en gang i fremtiden kommer tæt på kollaps, så skal de i hvert fald have en del af skylden,« siger Xiao Mo. Ytringsfriheden er fundamentalt for ethvert samfund, mener Xiao Mo. Men det eksisterer ikke i dag i Kina.

Hvorfor har myndighederne så ikke for længst banket på Xiao Mos og de 22 andre medforfatteres døre og bedt dem om at tie stille? Sagen er, at de ikke er helt almindelige kinesere. I dag har de ikke nogen reel magt i hverdagen, men de har alle haft høje poster i Kinas Kommunistparti (KKP på Wikipedia). En af dem var for eksempel Mao Zedongs private sekretær, og Xiao Mo selv har været leder af arkitekturskolen under det kinesiske kunstakademi. Derfor får de lov til at tale. Og derfor er deres kritik endnu mere bidende.

Det er ikke første gang, at de 23 medlemmer af KKP har gjort noget lignende. De seneste i hvert fald ti år har de skrevet flere lignende breve med krav om at afskaffe censuren og sikre ytringsfriheden. Men denne gang er brevet skarpere, og har et direkte angreb på de stadigt mere magtfulde Centrale Propaganda Afdeling. Og så er der tidspunktet.

Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris den 8. oktober. En begivenhed som de kinesiske medier stort set ikke har nævnt. Brevet kom også samtidig med det årlige politiske topmøde i Beijing, som i forvejen er en politisk følsom periode, hvor politi og myndigheder i dagene før og efter er ekstra påpasselige med at sikre ro og orden. Mødet er en velplanlagt og koreograferet begivenhed, der skal vise enhed og samle nationen og de 1,3 milliarder kinesere omkring Kinas Kommunistparti.

Det politiske indhold, som cirka et par hundrede af de øverste medlemmer af Centralkomiteen skal diskutere på mødet, er i høj grad også forhandlet på plads i forvejen. Et af emnerne var en ny femårs plan. Samtidig fik den nuværende vicepræsident Xi Jinping, der er på vej til at blive Kinas næste præsident, når Hu Jintao træder tilbage i 2012, en af de magtfulde pladser i partiets militærkommission.

http://www.berlingske.dk/verden/hvem-er-han-kinas-kommende-praesident Læs mit portræt af Xi Jinping i Berlingske

Medierne har ikke skrevet om den interne debat, der foregår mellem partiets konservative kræfter og de mere moderate fløje. For mødet kom på et tidspunkt, hvor der over de seneste par måneder har været en stadig mere højlydt debat om politiske reformer.

Det begyndte for to måneder siden, da premierminister Wen Jiabao, der anses for at være en af de moderate kræfter i partiet, gav et interview til CNN.

»Ytringsfrihed er uvurderligt for enhver nation. Kinas grundlov sikrer folket retten til at ytre sig. Folkets krav om demokrati kan ikke ignoreres,« sagde Wen Jiabao.

Ifølge analytikere har Nobelprisen fået den interne debat i partiet til at blusse op igen. Reformerne blev diskuteret på mødet, men det er usikkert hvordan. Der er ikke meget som tyder, at premierministeren er på vej til at komme med for eksempel konkrete forslag, for også Wen Jiabao skal gå af i 2012. Der er ikke tid. Men hvor seriøs er han egentlig i sin snak om reformer?

Der er to muligheder, siger analytikere. Enten er Wen ved at sikre sit politiske eftermæle. Eller også mener han det reelt, og vil åbne døren på klem for en debat om Kinas fremtid og politiske reformer.

Det lykkedes ikke i første omgang. Selv Wen Jiabao bliver censureret i de kinesiske medier, der stort set undlod at skrive om hans kommentarer til CNN. Indtil samme dag som topmødet begyndte i Beijing. Her udkom et af Kinas journalistiske flagskibe, magasinet Nanfang Zhoumou – Southern Weekend – med Wen Jiabao på forsiden og med dele af hans interview med CNN inde i bladet.

Censuren af Wen er da også en af de ting, som Xiao Mo og de andre nævner i brevet. Hvad er det dog for et land, der censurer sin egen premierminister?

Hvorfor skrev de så brevet? For at fremme og gøre opmærksom på reformerne. De siger selv, at brevet er skrevet før Liu Xiaobo fik sin Nobelpris. Så brevet er ikke en støtte til ham.

»Jeg tror ikke, at vi kan tingene på den måde, som Liu Xiaobo vil gøre det. Selvom vi har det samme mål, så har vi forskellige måder at nå frem til det,« siger Xiao Mo.

Liu Xiaobo var medforfatter til Charter 08, der kræver omfattende politiske reformer i Kina. Xiao Mo mener, at han går for hurtigt frem. De vil have det hele på en gang. For eksempel retten til at danne politiske partier. Men Xiao Mo og de andre vil først starte med reformer inden for partiet.
Der er mange folk som lige nu fejrer Liu Xiaobo, og ser det som en sejr for kampen for demokrati i Kina, siger Xiao Mo. Han er uenig. Han vil ikke direkte sige, om Liu Xiaobo skulle have haft Nobelprisen eller ej. Men han vil være bekymret, hvis folk som Liu Xiaobo kom til magten, siger han.

»Reformer kan kun komme skridt for skridt. Og lige nu er et af de absolut vigtigste emner manglen på ytringsfrihed,« siger Xiao Mo. Han og de andre vil presse regeringen skridt for skridt. Gradvise reformer. Det skal være en langsom men ustoppelig proces, siger han.

En helt konkret måde, at gøre det på, er, ved at tage to store aviser, og omdanne dem til private selskaber. De skal have fuldstændig frihed. Det skal være et pilotprojekt, hvor man indsamler erfaringer, der kan bruges over resten af Kina.

Hvorfor er det så lige præcis ytringsfriheden, som de først vil tage fat på?

»Ellers skjuler man sandheden,« siger Xiao Mo. Han har selv skrevet en bog om Kulturrevolutionen, der er en følsom periode i kinesisk historie. Bogen blev censureret i Kina, hvor den aldrig er udkommet. Men på den måde lærer man aldrig om de fejl, som Mao Zedong begik. Man er blind for historien.

»Selv mange intellektuelle er ligeglade med historien. I dag er folk og samfundet besat af penge, og det giver gode vilkår for forretningsfolk men også for korruption,« siger Xiao Mo.

Han mener selv, at der lige nu er fire stærke kræfter inden for partiet, som modstrider hinanden »som en vulkan, der er ved at eksplodere«. For det første er der maoisterne på den yderste venstrefløj. De er ikke glade for den måde, som samfundet ser ud i dag, og længes efter tiden under Mao. Der er de socialistiske demokrater, som han selv tilhører. Dem der vil reformere systemet gradvist indefra. For det tredje er der folk som Liu Xiaobo, som han mener går for hurtigt fremad. Og endelig er der kapitalisterne. Det er de velstillede og prinserne i partiet, der vil beholde situationen som den er i dag, fordi det især er dem, som den kommer til gode.

Men er der overhovedet nogen af de nuværende topfolk i partiet rundt om i Kina, der er interesserede i reformer? Jerome A. Cohen, der er professor ved US Asia Law Institute i New York og en af de mest respekterede sinologer i Vesten, fortalte mig for nyligt, at han ikke kunne se nogen i det nuværende eller kommende lederskab, der reelt var interesserede i juridiske, politiske reformer eller menneskerettigheder. Mange af dem længere nede i partiet aner heller ikke, at der overhovedet er en debat, siger Xiao Mo.

Se på Liu Xiaobo. Han er ikke kendt i Kina. Kun i en snæver kreds. Nicholas Bequelin, der er senior researcher for Human Rights Watch i Asien, mener som andre analytikere, at værdien af Nobelprisen er, at millioner af kinesere nu vil blive nysgerrige og forsøge at finde ud af, hvem Liu Xiaobo er, og hvad han står for.

Det er Xiao Mo enig i. Mange af hans veluddannede venner aner ikke, hvem Liu Xiaobo er. De kender heller ikke engang til Wen Jiabaos interview i CNN. Og det skyldes, at de får deres informationer fra de kinesiske medier. Der er censurerede. Nogle gange prøver de at lede efter de ting, som Xiao Mo taler om, men de kan ikke finde dem og opgiver.

»Når intellektuelle opfører sig på den måde, hvad kan man så forvente af bønder og arbejdere? Intellektuelle bør gå i spidsen i kampen for retfærdighed. De bør sige deres mening. Det er derfor, at vi skrev brevet,« siger Xiao Mo.

Hvad er det så, at de kræver i brevet?

• Journalister skal arbejde på folkets vegne og have frihed til at rapportere, hvad de vil.

• Internettet er en vigtig platform for debat, og censuren skal afskaffes.

• Staten har ansat folk, der skriver kommentarer og spreder propaganda på nettet. De skal afskaffes.

• Der skal ikke være tabuer omkring Kinas Kommunistpartis historie. Borgerne har ret til at kende det regerende partis fejltrin.

• To aviser skal som et pilotprojekt omdannes til private virksomheder uden statslige interesser.

• Aviser og magasiner fra Hong Kong og Macau skal frit kunne købes og sælges i Kina.

• Partiet skal opgive kontrol med alle forlag og udgivere, og i stedet gøre redaktørerne ansvarlige.

Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.

Chinfographics har lavet en lavet grafikken, der viser den lange hale af byer i Kina (og Taiwan), der har mere end en million indbyggere. Smut over til deres hjemmeside, for at se den i fuld størrelse.

惠州新闻网 Huizhou Xinwen, 扬子晚报 Yangzi Wanbao, 河北都市报 Hebei Dushibao, 辽宁 Lianing Nanbao, 新快报 Xinkuaibao, 焦作日报 Jiaozuo Ribao, 半岛晨报 Bandao Chenbao, 舟山日报 Zhoushan Ribao, 东方早报 Dongfang Zaobao, 每日经济新闻 Meiri Jingji Xinwen, 新安晚报 Xinan Wanbao, 羊城晚报 Yangcheng Wanbao

Du kan også læse den faktaboks til dagens avis, som jeg har lavet på baggrund af hendes svar.

En af måderne er at bruge hackerangreb, der er målrettet til for eksempel journalister. Og jeg har netop fået denne email fra Foreign Correspondents Club of China:

Three Beijing-based journalists have reported receiving emails containing malware from an address that initially appeared to come from the Shanghai Expo’s media affairs office. The email, which was not sent by the Expo office, may be targeting correspondents who registered to cover the event.

Malicious email attachments sent to foreign correspondents in China tend to increase around big news events and sensitive political dates. In addition to the Expo messages, the overall volume of malware messages sent to foreign correspondents appears to have grown this week.

:: Illustration fra Sina, der viser pandavirus fra 2007

En journalist fra Hong Kong har optaget sin samtale med Statsrådets Informationskontor. Det er en af de øverst ansvarlige myndigheder for censuren i Kina.

Jeg skrev om hende i går på Twitter. Du kan springe direkte over og lytte til hendes samtale her, men den er på kinesisk. I dag har Chinageeks dog været så gode at oversætte den til engelsk, og du kan læse udskriften her.

Journalisten forsøger såmænd kun at få bekræftet hos myndighederne, at Google flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Ikke ligefrem en hemmelighed.

Men kontoret vil ikke engang bekræfte noget, der er alment kendt. Og det er ikke kun de kinesiske journalister, der møder den mur. Det har jeg og alle andre korrespondenter også oplevet. Helt normalt.

Samtalen ender da også på den helt klassiske måde:

S.C. Worker 2: Yes. Write your question on the fax, OK?
Reporter: Is this news real or not?
S.C. Worker 2: Uh, because I’m just the person who answers the phones, personally, I don’t have any way of responding to your question. We prefer to receive faxes.
Reporter: So do you have any information at all [about the news Google is leaving China]?
S.C. Worker 2: If you want to ask me this in detail, because I only answer the phones, I personally…you probably can understand, there are different jobs within an office. How about this, going by the normal system, you should send a fax to the number I just told you
Reporter: And then?
S.C. Worker 2: And write your question and your name and how to get in touch with you on the fax. Then on this end we will deal with it according to the system. We will get in touch with you.

Og det er virkelig standardsvaret. Skriv dine spørgsmål. Send en fax. Vi vender tilbage. Så vidt jeg husker sendte jeg min første fax til en kinesisk myndighed i marts 2008. Men de vender nok tilbage en dag.

Martin Breum har i øvrigt skrevet en artikel på Journalisten, hvor han spørger, om man kan stole på korrespondenterne. Især når de arbejder i en etparti-stat, hvor det er umuligt at dobbelt-tjekke oplysninger. Kort sagt – selvfølgelig kan man det. Men kan man stole på den kinesiske stat?

Den amerikanske forfatter og journalist er steget ind i sin bil og gennem de kinesiske veje og trafikkulturen kommer han med en beskrivelse af Kina.

Som der står i anmeldelsen på Economist:

Foreign correspondents rarely have time as they explore China’s vastness to return to places where there is little going on that seems worthy of a headline. Mr Hessler, however, keeps going back and in so doing fills an important gap in media coverage of the country.

Det er så samtidig det, man kan kritisere ham for – at han gentager sig, og kun beskæftiger sig med de samme kilder og den samme historie.

Generelt er der gode anmeldelser af hans nye bog hele vejen rundt. Her fra Wall Street Journal, der har fundet en passage, som ret præcist opsummerer min egen og så mange andres oplevelse af Kina:

Mr. Hessler’s genius has always been in his wry commentary and ability to transcribe the rhythms of his environment onto the page. As his various rented cars receive beatings from unpaved roads, the pace of change remains the only constant. Revisiting a town means learning new landmarks: “It occurred to me that only in China could you visit a mountain and then, two years later, find it replaced by something called the Renli Environmental Protection Co., Ltd.”

Der er flere anmeldelser på Bloomberg, New York Times, Washington Post og Christian Science Monitor. Der er også et interview med Peter Hessler på Worldhum.