Ok. Tillykke. Det må jeg give dem. SARFT, som de hedder. Eller mere præcist Statens Administration for Radio, Film og Tv. Det er dem, der har kontrollen over internettet i Kina, og som står for det meste af censuren her i landet.
For lige nu har de en ret effektiv kontrol over internettet, her hvor optøjerne i Tibet, Sichuan og Gansu er ved at folde sig ud.
På trods af censuren, er det stadig muligt at få et overblik over, hvad der bliver skrevet om optøjerne. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvad jeg går glip af, men man kan stadig få en god dækning fra de udenlandske nyhedssites her i Beijing, der ikke er blokeret.
Men det er en lidt mere selektiv censur denne gang. For eksempel kan man godt gå ind på Times, men der er blokeret for adgangen til flere af deres artikler.
Det vil sige, normalt plejer man blot at få en browserfejl frem på skærmen. Men SARFT har introduceret en eller anden form for ny feature nede under motorhjælmen i censurmaskinen. Man kan se, at siden loader i browseren, men pludselig bliver forbindelsen afbrudt. Det har jeg ikke set før.
En anden side som man godt kan gå ind på, er det engelske magasin The Economist’s. Helt tilfældigt havde de en journalist i Lhasa, da uroligheder brød ud. Det er så vidt jeg ved, den eneste udenlandske reporter i Tibet. Men man kan ikke læse hans artikel. Forbindelsen bliver afbrudt. På samme måde med CNN.
I det hele taget virker det lidt tilfældigt, hvilke udenlandske sider, der er problemer med. Jeg har overhovedet ikke oplevet problemer med New York Times, der har en udmærket dækning af optøjerne. Men Google News for eksempel bliver afbrudt en gang imellem.
Normalt plejer jeg at bruge forskellige proxy servere, og de virker fint. Men selv med dem har der været problemer denne gang. China Herald foreslår, at man får en VPN service.
Lørdag aften blev Youtube blokeret. Såvidt jeg ved, har der cirkuleret videoer af optøjerne i Gansu på nettet. De var blevet optaget med et telefonkamera, og viser munke demonstrere i gaderne. Der har også været forskellige videoer af optøjerne i Tibet.
Men nu er det de færreste kinesere, der går på udenlandske sider for at få nyheder. Så hvordan ser det ud med de kinesiske hjemmesider. Jo, her er nyheder og debat om optøjerne aldeles fraværende. Kritisk kommentarer bliver slettet lige så hurtigt de bliver lagt på, så kineserne har ikke mange chancer for at få en ordentlig dækning af krisen.
Men denne gang er der ingen måde, som også Imagethief skriver, at censuren kan holde billederne skjult. Der er simpelthen for mange mobiltelefoner og digitalkameraer derude.
Hvis du vil have baggrunden og dækningen af krisen, kan du se hvad jeg har skrevet om optøjerne her og her i Berlingske Tidende i lørdags, og her og her i dag søndag.
Et meget groft rids af situationen ser sådan ud:
Kina fik kontrol over Tibet i det 18. århundrede. Det kinesiske kejserrige faldt fra hinanden i 1912, og fra da af var Tibet kun løseligt tilknyttet Kina.
Efter 2. verdenskrig og flere års borgerkrig i Kina, besatte Kinas Befrielseshær Tibet i 1950. Tibet gjorde oprør i 1959. Det mislykkedes og den åndelige leder Dalai Lama flygtede til Indien, hvor eksilregeringen stadig har hjemme.
I 1989 var der nye optøjer. Man anslår, at hundreder blev dræbt og flere tusinder arresteret. Kinas nuværende præsident Hu Jintao var dengang guvernør for Tibet.
De seneste optøjer begyndte mandag i sidste uge, og kulminerede i weekenden med uroligheder i Lhasa, Xiahe og Sichuan-provinsen. Demonstranterne kastede sten mod politiet, og satte ild til bygninger, politibiler og militære køretøjer.
:: Zonaeuropa har oversat en kommentar fra en Han kineser.
:: Globalvoices har indsamlet kommentarer fra bloggere.
:: Mutant Palm oversætter kinesiske tweets.
Kina fylder 60 år. Og holder en militærparade. So what? Hvorfor er det vigtigt? 
Det amerikanske efterretningsvæsen 
