Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

I dag er det 90 år siden, at Kinas Kommunistpartis blev etableret i Shanghai. Morgenen her i Beijing begyndte med et massivt regnskyl og tordenvejr, der indhyllede den kinesiske hovedstad i mørke og over 30 graders fugtig varme. Så kan man selv filosofere videre over sammenhængen mellem fødselsdage og vejret.

Jubilæet fejres over hele Kina, hvor alt omkring partiet og den »røde kultur« er blevet fejret. Men hvor står partiet lige nu? Her er link og udpluk af tre af dagens analyser:

David Shambaugh – Efter Den 17. Centralkomites Fjerde Plenum i efteråret 2009 er partiet blevet stadigt mere både hårdhændet og usikker i sin opførsel. Resultatet er, at de politiske reformer fra 1997-2009 er gået i stå eller kun skrider langsomt fremad, skriver David Shambaugh:

Despite the political stagnation, three sets of reforms have continued: expanding multi-candidate elections to local level party committees; increased transparency in local budgeting and resource allocation; and efforts to improve meritocracy at all levels of the party and government. But efforts to make central policy making more transparent, to prosecute pervasive corruption, to improve “intra-party democracy” and “extra-party supervision,” and to open up the media have all stagnated.

These reforms all grew out of the party’s study of the collapse of the Soviet Union and other one-party regimes. The main lesson the Chinese Communist Party drew from these foreign examples was to be proactive, flexible and adaptive, and to manage political change from above. Stasis and dogmatism were seen as recipes for stagnation and collapse.

What we are witnessing as the party turns 90, however, is the opposite. Instead of being secure and confident, it is seemingly frozen in fear of the future, unsure about its grip over ethnic regions (Tibet, Xinjiang, and Inner Mongolia), afraid of rising social unrest and ad hoc demonstrations, worried about the macro-economy and foreign relations, and on the cusp of a major leadership transition in 2012.

Pei Minxin – Hvad står partiet egentlig for? Det vil de fleste kinesere og partimedlemmer have svært ved at svare på. Hvis der er en ideologi, mener Pei, så handler den om magt. Og at blive ved magten. Partiet har forsøgt at forny sig og integrere sig mere i samfundet, men med 70 procent af medlemmerne fra staten, militæret, universiteter og forretningslivet er det først og fremmest stadig for eliten, skriver Pei:

So for all its apparent power, the party is in fact facing an existential crisis and an uncertain future. Apart from staying in power, it has no public purpose. The crisis is not only ideological, but also political; it explains much of the cynicism, corruption and insecurity of the party and its elites.

As the party has firmly rejected democratization, its only strategy for survival is to maintain the course it has embarked on since the Tiananmen crackdown in June 1989: drawing political legitimacy from economic growth but relying on repression to crush challenges to its monopoly of power. Although this strategy has worked well since Tiananmen, its effectiveness and sustainability are increasingly in doubt.

On the economic front, growth is about to slow down. Demographic aging, resource constraints, stalled economic reforms and environmental degradation are almost certain to depress China’s growth potential. An optimistic World Bank forecast predicts a growth rate from 2016-2020 of about 7 percent annually — a respectable number, but a 30 percent drop from today’s rate.

Jeffrey Wasserstrom – det har været en både lang og mærkværdig march for Kinas Kommunistpartis. Og rejsen har givet argumenter til både negative og sensationsjagende læserbrevsskribenter som Jon Halliday og Jung Chang og til Kina-kan-ikke-gøre-noget-forkert undskyldende på den anden fløj. Virkeligheden ligger nok lige midt i mellem. Gennem historien er et af de mest markante særkender ved partiet nok, hvordan det har fejlet i at gøre Kina til et retssamfund, skriver Jeffrey Wasserstrom:

The CCP has fallen short across the board when it comes to carrying through on legal protections. The country still lacks an independent judiciary that imposes the law consistently and transparently, and which does not suffer from a yawning gap between legal rhetoric and practice. Crusading lawyers such as Xu Zhiyong, who has sought to help petitioners secure rights that are supposedly guaranteed to them, also continue to be persecuted by the government.

It is always tempting to mark such milestones in Chinese history with a reference to distance traveled and distance still to go, invoking the cliché that a “journey of a thousand miles begins with a single step.” But modern China often takes steps backward even as it surges ahead. The party’s biggest accomplishment may simply be its ability to defy so many predictions of its imminent demise. While that may be something for its leaders to celebrate, it has been at best a very mixed blessing for the Chinese people.

:: Foto fra Xinhua

China Media Project har lavet en gennemgang af de kinesiske mediers dækning af 60-års jubilæet i forhold til den sidste parade i 1999.

Siden da er de kinesiske medier blev langt mere kommercialiserede. Og ikke mindst er internettet også kommet til.

Samtidig er kontrollen over medierne også vokset:

Chinese media face strict propaganda controls ahead of the 60th anniversary. They must follow the mandate of Hu Jintao’s “five goods” formula, avoiding historical and institutional negatives and focusing praise on the CCP and the socialist system, etcetera.

Qian Gang og David Bandurski har fundet tre tendenser i dækningen. Her blot overskrifterne, men de uddyber dem i artiklen:

1. Sticking close to the directives and “main theme” (主旋律) of the central party, but attempting to make propaganda more attractive and salable

2. Towing the official line and cashing in all at once (既要听话，又要赚钱).

3. Keeping distance from the discourse of power, but seeking to publish “words of conscience” within the bounds delineated by the authorities, evincing the professional character of the media.

Forfatterne definerer i en anden artikel, hvad “main theme” betyder. Det er de temaer, som regering og myndigheder vil have medierne til at dække:

1. The leading position of the Chinese Communist Party
2. The strength of the socialist system
3. The importance of opening and reform
4. Patriotism
5. National unity

:: Billedet er fra Xinhua

:: Opdateret 2. oktober med de to sidste afsnit

• The New Yorker har et interview med Geremie R. Barmé, der forklarer, hvorfor Kina holder militærparader. Han kommer også ind på paradernes historie helt tilbage til Qing dynastiet, og fortæller om valget af slogans og propaganda i dag.

• I China Heritage Quarterly har Geremie R. Barmé og Sang Ye også skrevet udførligt om hver af paraderne siden 1949.

• The China Beat har ti gode links om jubilæet. Blandt til en artikel som punkterer myten om, at Mao Zedong skulle have sagt de berømte ord “中国人民站起来了!” (“The Chinese people have stood up!”).

• Hvis Kinas voldsomme og hurtige økonomiske vækst fortsætter, kan det give politisk ustabilitet og uro, skriver Daniel Lynch i Far Eastern Economic Review.

• Boston Globe har samlet en bunke seværdige billeder fra prøverne til paraden.

Kineserne er vilde med tal. Og traditionelt set repræsenterer 60 en fuld cirkel. En hel cyklus. Men for Kinas Kommunistparti (KKP) er det mere end blot et jubilæum og en rund fødselsdag.

Det er årets største politiske begivenhed, som partiet har brugt til at fortælle kineserne om de fremskridt, som partiet har stået for i de seneste seks årtier. En begivenhed som skal fortælle befolkningen hvorfor det netop er KKP, der er ved magten.

For KKP er garanten for udvikling og økonomisk fremskridt. Det er deres legitimitet. Det handler ikke længere om kommunistisk ideolog. Den er blevet skubbet i baggrunden.

Som sagt er det mere end blot en 60 års fødselsdag. Jubilæet skal vise befolkningen, at partiet stadig har greb om magten. Derfor militærparaden.

Militærparader skal ifølge kinesisk doktrin virke som en advarsel til Kinas fjender. For det første de udenlandske. Som skal afskrækkes fra at angribe og anfægte kinesisk suverænitet. For det andet de indenlandske. En advarsel til de “Tre Onde” (三股恶势力) som er terrorisme, seperatisme og ekstremisme.

KKP har brugt måneder på at undgå enhver form for politisk modstand og optøjer på årets mest politisk følsomme dag.

Især med de seneste ugers mange miljø-protester. Og de mange andre større protester og demonstrationer, der er blevet hverdag i Kina. Men især på grund af urolighederne i Xinjiang og de tibetanske områder.

KKP har brugt jubilæet til at vise, at Kina og de 55 mindretal står sammen. Derfor talte kommentatorerne på CCTV om mindretallene, der glade og hånd i hånd dansede sammen.

Jubilæet har sat store politiske fodaftryk over hele samfundet i de seneste måneder.

Siden august har politiet i Beijing arresteret 6.500 personer, som de selv kalder for kriminelle.

Censuren er blevet strammet i medierne. Og på internettet. Med Grønne Dæmning og det nye Blue Shield. Blokering af alt fra Youtube til Twitter. (Og ikke mindst Kinablog.dk.)

Der er blevet slået ned på menneskerets-aktivister. Som for eksempel Xie Changfa, der i begyndelsen af september blev dømt til 13 års fængsel for i følge anklagerne at planlægge den første nationale kongres for China Democratic Party.

Kritiske advokater har fået lukket munden. Som for eksempel advokatkontoret Gongmeng, der har været kendt for at tage politisk følsomme sager. Som for eksempel at repræsentere forældrene til de børn, der døde under sidste års mælkeskandale.

Yirenping er også blevet lukket. Et center der oplyste om sygdomme og sundhed og som advokerede mod diskriminering af for eksempel personer med Hepatitis B.

Flere retssager er også blevet forsinkede. For eksempel Tan Zuoren’s. Han har blandt andet forsøgt at hjælpe forældrene til de børn, der omkom under sidste års jordskælv.

Hvad kommer der så til at ske nu? Blandt andet på grund af sidste års OL og det store jubilæum i år har den kinesiske regering taget sin diktatoriske jernhandske på. Spørgsmålet er så, om den kommer af igen.

:: Billedet er fra Xinhua

Præsident Hu Jintao havde smidt jakkesættet og fundet den traditionelle Zhongshan-jakke frem, da han i dag skulle inspicere soldaterne før den store parade, som du kan se på billedet herover.

Jakken (中山装) er i øvrigt opkaldt efter Sun Zhongshan, men det er alt for kompliceret for os vesterlændinge, der stort set ikke kender andre politiske figurer end ham der Mao Zedong. Så i vesten kaldes den for en Mao-jakke.

Et andet af de nationale parade-klenodier, der var blevet pudset af til lejligheden, var limousinen Hongqi (红旗), der blev designet efter sovjetisk forbillede i 1958.

Hongqi betyder Rødt Flag, og den produceres af FAW (中国第一汽车集团), som er en forkortelse for First Automobile Works.

Xinhua har en længere artikel om den på kinesisk, inklusiv friske billeder af Hu Jintaos overkrop, som stikker ud af soltaget, og du kan læse om den på Wikipedia på engelsk.

Du kan se klip fra dagens parade på ku6.com. Her kan du også se video fra de tidligere parader, der begyndte i 1949. Den er der dog ikke levende billeder fra, men det er der fra året efter i 1950. Og det er faktisk lidt morsomt – sådan på den nørdede måde – at se forskellene fra dengang og nu. Og lighederne, for den sags skyld også.

Ved dagens parade begyndte Hu Jintao, den øverstbefalende for tropperne, med at inspicere soldaterne, mens han stod i sin Hongqi og råbte en af to ting.

Enten »同志们好!« Hvortil de hundreder af soldater råber i kor »首长好!«

Det kan oversættes til dansk som en hilsen »Kammerater!« og svaret »Øverstbefalende!«

Eller han råbte »同志们辛苦了!« Hvortil de svarer »为人民服务!«

Altså, »Kammerater, i har arbejdet hårdt!« Og soldaterne råber »At tjene folket!«

Paraden i 1984 begyndte på samme måde, som du kan se i denne video.

Hvis du ikke kan få nok parade-billeder, så har Xinhua flere billedserier fra de andre parader. Og masser af video på Baidu.

Guangdong er en af de provinser, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise.

Nye tal fra i går tirsdag viser, at Kinas eksport er faldet med 22,6 procent i forhold til april sidste år.

Og det kan især mærkes i Guangdong, der i årevis har været Kinas og verdens fabrikshal, for nu at udtrykke det med en kliche på krykker.

Der er millioner af migrantarbejdere i provinsen, men nu er mange af fabrikkerne lukkede. Hvad gør man så?

I Guangzhou går man igang med at læse, skriver Dagongbao. Og det er især bøger om aktier, ejendomme og arbejdsmarkedet, som er blevet populære i boghandlerne.

For konkurrencen om arbejdspladserne er blevet hårdere, og folk vil nu gøre mere for at dygtiggøre sig selv og stå bedre i den skærpede konkurrence.

Derfor er de begyndt at læse flere bøger. Sådan er det i Guangzhou. Måske.

For en anden artikel viser, at der bliver stadig færre kinesere, som gider at læse bøger.

I 1999 sad 60,4 procent af kineserne med en bog i hånden. I dag er det under 50 procent, som gider bladre rundt i bøgerne.

Det vil General Administration of Press and Publication (中华人民共和国新闻出版总署) og Central Propaganda Department (中共中央宣传部) gøre noget ved.

Derfor har de sendt en SMS ud til de kinesiske mobiltelefoner:

中央宣传部、新闻出版总署提醒您：４月２３日是“世界读书日”。一本好书，一生财富。今天您读了吗？

Central Propaganda Department og General
Administration of Press and Publication minder dig om, at den 23. april er Verdens Bogdag. God bog, livslang rigdom. Har du læst (en bog) i dag?

:: Billedet er fra denne artikel på Xinhua

De seneste år er tusinder af hutongs forsvundet i Beijing. Tit fandt beboerne først ud af at de skulle flytte, når de vågnede om morgenen og så et 拆 (chai) skrevet på døren eller muren på deres hus. 拆 kan oversættes til “rives ned”.

Der er utallige eksempler på beboere, som kun har fået en dårlig eller nærmest symbolsk erstatning. Hvis de overhovedet fik nogen.

Det er heller ikke alle beboere, der har haft lige meget lyst til at flytte fra deres huse. Og lige så mange eksempler er der på bygherrer, som har sendt mere eller mindre hårdtslående tæskehold ud i gaderne, som kunne hjælpe de tvivlende beboere til at komme frem til en beslutning.

Men denne gang er det 60 års jubilæet for Folkerepublikken Kina. Så man har ikke lyst til alt for megen negativ ballade og postyr. Samtidig er det lokalregeringen i Xicheng, der har bedt beboerne om at flytte, så der er lidt mere ordnede forhold denne gang.

Beboerne blev oplyst om planerne, da lokalregeringen en dag i begyndelsen af marts hængte nogle sedler op i kvarteret, som man kan se på billedet herunder. I skal flytte. Og de af jer, der skriver under og accepterer vores tilbud inden april, får en bonus, som der står på sedlen.

Her står der også, at nedrivningen sker i henhold til loven. Hvilket er en sætning man ofte møder herovre. Spørgsmålet er så, hvem der fortolker loven.

Flytningen er et godt eksempel på, hvordan en lokalregering bruger propagandaplakater eller -bannere i dag. Kineserne har i årtier været vant til dem, så det er mildest talt tvivlsomt, om de overhovedet har nogen effekt.

早拆迁，早选房，早受益, står der på det røde banner. Jo tidligere du flytter ud, jo tidligere kan du vælge et nyt hus, jo tidligere kan du få fordel af det (bonussen)

选签约，早排队，选好房, står der. Jo tidligere du skriver under, jo tidligere kan du komme på venteliste, jo tidligere kan du få en god bolig.

拆迁拓路为国家, 共建和谐靠大家. Nedrivningen og udvidelsen af gaden er til bedste for hele landet, at opbygge harmoni afhænger af alle.

Ok. Tillykke. Det må jeg give dem. SARFT, som de hedder. Eller mere præcist Statens Administration for Radio, Film og Tv. Det er dem, der har kontrollen over internettet i Kina, og som står for det meste af censuren her i landet.

For lige nu har de en ret effektiv kontrol over internettet, her hvor optøjerne i Tibet, Sichuan og Gansu er ved at folde sig ud.

På trods af censuren, er det stadig muligt at få et overblik over, hvad der bliver skrevet om optøjerne. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvad jeg går glip af, men man kan stadig få en god dækning fra de udenlandske nyhedssites her i Beijing, der ikke er blokeret.

Men det er en lidt mere selektiv censur denne gang. For eksempel kan man godt gå ind på Times, men der er blokeret for adgangen til flere af deres artikler.

Det vil sige, normalt plejer man blot at få en browserfejl frem på skærmen. Men SARFT har introduceret en eller anden form for ny feature nede under motorhjælmen i censurmaskinen. Man kan se, at siden loader i browseren, men pludselig bliver forbindelsen afbrudt. Det har jeg ikke set før.

En anden side som man godt kan gå ind på, er det engelske magasin The Economist’s. Helt tilfældigt havde de en journalist i Lhasa, da uroligheder brød ud. Det er så vidt jeg ved, den eneste udenlandske reporter i Tibet. Men man kan ikke læse hans artikel. Forbindelsen bliver afbrudt. På samme måde med CNN.

I det hele taget virker det lidt tilfældigt, hvilke udenlandske sider, der er problemer med. Jeg har overhovedet ikke oplevet problemer med New York Times, der har en udmærket dækning af optøjerne. Men Google News for eksempel bliver afbrudt en gang imellem.

Normalt plejer jeg at bruge forskellige proxy servere, og de virker fint. Men selv med dem har der været problemer denne gang. China Herald foreslår, at man får en VPN service.

Lørdag aften blev Youtube blokeret. Såvidt jeg ved, har der cirkuleret videoer af optøjerne i Gansu på nettet. De var blevet optaget med et telefonkamera, og viser munke demonstrere i gaderne. Der har også været forskellige videoer af optøjerne i Tibet.

Men nu er det de færreste kinesere, der går på udenlandske sider for at få nyheder. Så hvordan ser det ud med de kinesiske hjemmesider. Jo, her er nyheder og debat om optøjerne aldeles fraværende. Kritisk kommentarer bliver slettet lige så hurtigt de bliver lagt på, så kineserne har ikke mange chancer for at få en ordentlig dækning af krisen.

Men denne gang er der ingen måde, som også Imagethief skriver, at censuren kan holde billederne skjult. Der er simpelthen for mange mobiltelefoner og digitalkameraer derude.

Hvis du vil have baggrunden og dækningen af krisen, kan du se hvad jeg har skrevet om optøjerne her og her i Berlingske Tidende i lørdags, og her og her i dag søndag.

Et meget groft rids af situationen ser sådan ud:

Kina fik kontrol over Tibet i det 18. århundrede. Det kinesiske kejserrige faldt fra hinanden i 1912, og fra da af var Tibet kun løseligt tilknyttet Kina.

Efter 2. verdenskrig og flere års borgerkrig i Kina, besatte Kinas Befrielseshær Tibet i 1950. Tibet gjorde oprør i 1959. Det mislykkedes og den åndelige leder Dalai Lama flygtede til Indien, hvor eksilregeringen stadig har hjemme.

I 1989 var der nye optøjer. Man anslår, at hundreder blev dræbt og flere tusinder arresteret. Kinas nuværende præsident Hu Jintao var dengang guvernør for Tibet.

De seneste optøjer begyndte mandag i sidste uge, og kulminerede i weekenden med uroligheder i Lhasa, Xiahe og Sichuan-provinsen. Demonstranterne kastede sten mod politiet, og satte ild til bygninger, politibiler og militære køretøjer.

:: Zonaeuropa har oversat en kommentar fra en Han kineser.

:: Globalvoices har indsamlet kommentarer fra bloggere.

:: Mutant Palm oversætter kinesiske tweets.

Med februar måneds kinesiske propagandaplakat mobiliserer vi masserne, ruller propagandaen op i højeste gear og råber med høj stemme:

全世界人民团结起来，打倒美帝！打倒苏修！打倒各国 反动派！
Quan shijie renmin tuanjie qilai, dadao meidi! Dadao suxiu! Dadao geguo fandongpai!

“Hele verdens befolkning rejse sig i forening og omstyrte det amerikanske emperie! Omstyrte imperialisterne! Omstyrte enhver reaktionær nation!”

På denne måneds kinesiske propagandaplakat står der: 全心全意为人民服务 (quanxin quanyi wei renmin fuwu). Det kan oversættes til: “Helhjertet at tjene folket”.

为人民服务 (wei renmin fuwu) er en af de helt store klassikere, når det kommer til kinesisk retorik og Mao Zedongs slogans. Det kommer fra en tale han holdt den 8. september 1944, som kan læses her på engelsk og her på kinesisk.

Det bruges efter sigende stadig i militæret i dag, når for eksempel en officer inspicerer tropperne:

Officer (der råber med fuld kraft): 你们辛苦了! (nimen xinkule!) (I har arbejdet hårdt/haft det hårdt!)

Soldater (der råber med fuld kraft): 为人民服务! (wei renmin fuwu!)

Japaner. Det er ikke nogen kompliment, hvis det kommer fra en kineser.

For nogle år siden boede jeg i Nanjing. En kold vinterdag stoppede tre kinesiske piger mig på gaden. De studerede sociologi på Nanjing Universitet, forklarede de, og var i gang med en undersøgelse om, hvad udlændinge vidste og syntes om japanernes massakre i Nanjing (南京大屠杀: Nanjing Datusha) i 1937, hvor op mod 300.000 kinesere blev dræbt.

Et af spørgsmålene gik på, om massakren var mindre, på samme niveau eller værre end Holocaust.

Egentlig er det jo umuligt spørgsmål at svare på. For hvordan vejer man et menneskes liv? Hvor meget værre er seks dræbte overfor tre dræbte? Endnu værre bliver det, når vi taler om de her uhyrlige summer med hundredetusinder og millioner af ofre.

Men der er kun et eneste rigtigt svar: Massakren i Nanjing var langt værre end Holocaust. I hvert fald ifølge flere kinesere, som jeg har hørt argumentere for det.

Det viser noget om, hvor dybt hadet til Japan stikker. Prøv at sammenlign de to begivenheder.

Holocaust var en industrialiseret udryddelse af jøder, der gennem flere år blev udført af gerningsmændene ved fuld bevidsthed. Mellem 6-11 millioner jøder blev udryddet.

Massakren i Nanjing foregik over cirka seks uger. Det var trætte og udsultede japanske soldater, der troede de skulle få uger i kamp men mødte hårdere modstand end forventet, og de havde nu kæmpet i månedsvis. Her kommer de så til Nanjing. Der ligger næsten totalt blottet. Hvor der ingen er til at beskytte kvinderne og pigerne. Hvor mændene ikke har våben. Og hvor japanerne kan rase ud i en ugelang blodrus. Mellem 50.000-300.000 blev dræbt.

Det er ikke for at forsvare japanernes ugerninger. Og man kan sagtens diskutere, om den japanske regering har undskyldt for ugerningerne. Men kineserne har en blind plet, når det kommer til Japan, hvor ting kan fordrejes, bøjes og vrides ud af proportioner i hadet til Japan og i trangen efter på alle måder at fremstille japanerne som det usleste skum.

På den anden side tror jeg ikke, at danskerne ville have reageret anderledes, hvis tyskerne under Anden Verdenskrig var gået amok på samme måde i for eksempel Fredericia. Der er stadig danskere i dag i alle aldre, der har et anstrengt forhold til tyskere på grund af krigen.

Den 13. december var det så 70 år siden japanernes ugerninger. Derfor blev den kinesiske mediemaskine også sat i højeste. Det skrev jeg en artikel om i Berlingske Tidende, som du kan læse her.

Her skriver jeg om, hvordan massakren i Nanjing i årevis var forsvundet fra den offentlige hukommelse. Men i begyndelsen af 1980erne og især i 1990erne genopfandt partistyret nationalismen i Kina.

Det kræver helte og skurke. Ofre og bødler. Her var massakren i Nanjing perfekt.

:: Billedet viser kinesere, der bliver levende begravet

:: Det er absolut ikke svært at finde artikler om massakren på kinesisk, men du kan jo prøve at læse her, her, her, her. og her.

Med denne måneds propagandaplakat fra Kina råber vi: “Proletariatets kulturrevolution har sejret overalt!”.

Det er nok noget af det tætteste, man kommer på en dansk oversættelse af 无产阶级文化大革命的全面胜利万岁!。

Som jeg har skrevet før, det er en anelse svært at oversætte kulturrevolutionært retorik til korrekt og meningsfyldt dansk, så hvis du har en bedre oversættelse, hører jeg gerne fra dig.

Fotografiet er ifølge billedteksten taget af en mand i Hengyang. Han kom forbi en offentlig bygning, hvor det røde banner var sat op på. På banneret står der, at “Tyve og røvere der modsætter sig anholdelse bliver skudt på stedet” (“两抢”拒捕，当场击毙).

Det er hård kost. Selv i Kina. Og indtil videre har billedet da også resulteret i blandt andet denne diskussion med intet mindre end 3.522 indlæg, hvor ingen er helt enige i, om budskabet er i orden eller ej.

Nogle af kommentarerne er ret kradse. Man skal ikke have ondt af tyvene, for de er ikke værdige til at modtage medlidenhed. Dermod burde de stikkes ihjel med en kniv eller have skåret armen af, som en af de mere hårdtslående kommentarer lyder.

En anden går på, at man skal glemme alt om at arrestere det menneskelige affald, der bringer ulykke over almindelige mennesker, for skulle man så vente på, at de igen slår til, for blot at kunne arrestere dem igen? Nej, de skal henrettes på stedet, mener skribenten.

Billederne er også blevet diskuteret på Sina, hvor flere forarget spørger, om det overhovedet vil være lovligt for politiet at gøre det. For ikke at tale om, om det overhovedet er menneskeligt.

Sloganet på banneret har i det hele taget fået en del opmærksomhed i det kinesiske hjørne af internettet.

Går man ud på Baidu, der er kinesernes foretrukne søgemaskine, får man hele 22.600 hits, hvis man søger på “两抢”拒捕,当场击 毙”.

En tilsvarende søgning på Google giver 13.500 hits.

:: Via China Digital Times

:: Har du i øvrigt en ide til en bedre oversættelse af 两抢, hører jeg gerne fra dig

Med denne måneds propagandaplakat tager vi stråhatten på og går med Formand Mao ud i folkekommunerne.

Teksten kan så nogenlunde oversættes til: “Det der leder vores revolution er Mao Zedong’s ideologi, der er vores styrmand på det åbne hav” (干革命靠毛泽东思想,大海航行靠舵手)

Nedenunder lyder overskriften “Folkekommunerne er gode”. Derefter kommer teksten med følgende opfordring:

“Det er meget nødvendigt at de unge tager på landet og bliver genopdraget. De skal mobiliseres til at overtale byens kadrer og andre folk til at sende deres børn, såsom folkeskoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende, til landet. Kammeraterne på landet skal hilse dem velkomne”.

Selvom teksten er 33 år gammel, er der flere gode pointer, der stadig gælder i dag, og som kan være nyttige for enhver, der forsøger at blive klogere på Kina. (Der står ikke nogen dato for, hvornår dokumentet er udgivet, men man kan læse i teksten at Formand Mao er 81 år, så det må være omkring 1974.)

For eksempel står der, at de kinesiske ledere er irriterede over omverdenens interesse i landets interne forhold. Det kommer ikke nogen ved, mente de dengang. Og det gør de egentlig stadig. Hver gang omverdenens kritik af emner som menneskerettigheder, forholdet til Taiwan, ytringsfrihed eller hvad det nu kan være, bliver får hård, lyder svaret ofte, at det er Kinas egne problemer.

En anden ting der går igen, dengang som nu, er hemmelighedskræmmeriet i kinesisk politik. Hvem er det egentlig, der bestemmer? Hvem har noget at skulle have sagt?

Det kan være svært at sige, for det er ikke kun befolkningen, man holder informationer tilbage fra. Statens egne embedsmænd får heller ikke alt at vide:

“Udstationerede embedsmænd er ofte lige så forvirrede over, hvad der foregår i Kina, som de vestlige observatører er. Såsom sidste år da pressen i Beijing begyndte at angribe den italienske filminstruktør Antonioni. En udstationeret embedsmand spurgte en anden, hvad angrebene gik ud på, men svaret var, at der ikke var kommet nogen forklaring fra Beijing. Samtidig sidder observatører i Washington og andre steder og bladrer fanatiske gennem artikler, helt sikre på at det er af enorm betydning, men uden overhovedet at være det mindste enige om hvorfor.”

Derfor har analytikere af Kina udviklet et sæt værktøjer, der minder meget om dem, som Kremlinologerne brugte under den kolde krig. En tommelfingerregel er, at kinesiske ledere ikke taler over sig og tilfældigvis kommer til at sige noget, de ikke skulle have sagt. En anden er, at de sjældent siger noget direkte.

Der er altså en grund til, at medierne pludselig begynder at stikke til en italiensk filminstruktør. En teori gik på, at der var en i den kinesiske ledelse, der var fan af instruktøren, og at det derfor var en kritik af ham. En anden teori gik på, at det var en kritik af den kulturelle udveksling med vesten.

Det er også derfor, at enhver politiker der i dag vil have en karriere i Kinas Kommunistparti, stort set ikke kan åbne munden uden at vendinger som “socialisme med kinesiske karakteristika” (中国特色社会主义), “videnskabelig udvikling” (科学发展) og “harmonisk samfund” (和谐) dukker op et eller andet sted i en eller anden sætning. Det er tre af præsident Hu Jintaos faste vendinger. Siden Mao har enhver kinesisk leder haft nogle vendinger, der udtrykker hans visioner for Kina.

I analysen fra CIA kan man også læse om et andet andet nyttigt redskab – ved offentlige begivenheder skal man holde øje med, hvem der står ved siden af hvem.

Det gælder stadig. For nylig var der partikongres i Beijing. Her blev ledelsen af det stående politbureau også fornyet. Det er de mest magtfulde politikere i Kina. Ni mænd. Der ifølge landets love er sikret næsten uanede magtbeføjelser. Men hvem af dem har mest at skulle have sagt? Jo, der skal man kigge på det officielle foto for at finde svaret. Jo tættere man står på premierminister Hu Jintao, jo mere magt har man.

Analysen er også god læsning, hvis man er interesseret i kinesisk politik under Kulturrevolutionen, og hvordan Vesten forsøgte at afkode de politiske signaler.

Der er rift om den moderne kinesiske kunst og priserne bliver skruet stadigt højere op. Det kunne man endnu en gang se i fredags, hvor Sotheby’s i London solgte det hidtil dyreste maleri fra Kina. Hammeren faldt på 31 millioner kroner.

Kunstneren bag værket, som Sotheby’s selv kalder “et af de historisk vigtigste billeder fra den kinesiske avantgarde”, hedder Yue Minjun (岳敏君). Han kommer fra den nordlige provins Heilong Jiang, hvor han blev født i 1962. I dag bor han i Beijing.

Maleriet hedder “Henrettelsen” og er fra 1995. Til højre ser man bødlerne, der med usynlige geværer sigter mod en gruppe halvnøgne og storsmilende mænd, der i øvrigt er et gennemgående tema for Yue Minjun. I baggrunden står en rød mur, der kunne være muren omkring Den Forbudte By, der ligger ved Tiananmen i Beijing.

Det leder straks tankerne hen på demonstrationerne på Tiananmen i 1989, hvilket dog ikke er meningen, som Yue Minjun har forklaret i et interview til CNN:

“Jeg vil ikke have publikum til at tænke på ét konkret sted eller begivenhed”.

“Beskueren bør ikke sætte billedet i forbindelse med Tiananmen, men Tiananmen har været katalysator for skabelsen af billedet”, siger Yue Minjun.

Mon det nu er rigtigt? At være kunstner i Kina er et spørgsmål om at skubbe til grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige.

Myndighederne og Kinas Kommunistparti har sat et hegn op omkring ytringsfriheden, og kunstnerne forsøger konstant at flytte denne indhegnede grænse, som man aldrig er helt sikker på, hvornår man træder over. Pludselig er man gået for vidt, som man så det i Beijing sidste år.

Set over de seneste ti år er kunstnernes ytringsfrihed blevet udvidet. I hvert fald i Beijing, der er den kulturelle hovedstad i Kina. Men jeg tvivler på, at der vil være helt så vide rammer i alle provinserne.

Derfor tror jeg ikke, at der er tvivl om, at billedet er Yue Minjun’s kommentar til urolighederne på Tiananmen. Han vil blot være forsigtig.

Han har da også tidligere brugt Tiananmen som kulisse i flere af hans billeder. For eksempel i oliemaleriet 大团结 (Datuanjie), der kan oversættes til det noget kluntede “det store sammenhold”.

Han har også taget en af Kulturrevolutionens klassiske propagandaplakater under behandling. Plakaten, der i øvrigt var denne måneds propagandaplakat her på kinablog.dk, forestiller Mao, der proklamerer grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina på Tiananmen i 1949.

På sit oliemaleri har Yue Minjun slettet Mao og hans følge. Hvorfor? Måske viser han øjeblikket før de kommer ind på scenen. Eller øjeblikket efter Folkerepublikken Kina er blevet grundlagt, og de er gået ned igen. Måske mener kunstnerens, at Folkerepublikken aldrig skulle have være grundlagt. Under alle omstændigheder er der noget foruroligende over den tomme scene.

Den originale propagandaplakat.

Yue Minjun’s oliemaleri hedder – som der også står på teksten på plakaten – “开国大典” (kaiguo dadian), der i mangel af et dansk ord betyder “den højtidelige ceremoni ved en stats grundlæggelse”. Det hentyder til grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina.

Titlen på oliemaleriet fra 1991 er 发生在X城楼的戏剧 (fasheng zai X chenglou de xiju).

Det kan oversættes til “Dramaet fandt sted på byen X’s bymur”.

Titlen på maleriet fra 1991 er “狂笑” (kuangxiao), der betyder at “grine som en sindssyg”.

:: Yue Minjun på Tom

:: Se galleri med Yue Minjuns malerier og skulpturer

:: Yue Minjun’s CV (på kinesisk)

:: Yue Minjun’s CV på engelsk og kinesisk

Så er der nye slogans til masserne. Alle slogans (标语: biaoyu), der har med familieplanlægning og et-barnspolitik (计划生育: jihua shengyu) at gøre skal skiftes ud.

Den slags slogans – og andre opbyggelige slagord – kan man finde overalt i Kina. For eksempel skrevet med maling på husmure i landsbyerne eller på plakater i byerne.

Efter 30 år med et-barnspolitik var det blevet tid til et eftersyn af de aldrende slogans. Sproget var umoderne, til tider grovt og ude af trit med udviklingen, hvilket også er dårligt for Kinas image, som lederen af den Nationale Befolknings og Familieplanlægnings Kommision (国家人口和计划生育委员会宣教司) Zhang Jian (张建) fortæller i et interview til Nanfang Zhoumo.

Derfor har kommisionen foreslået 190 nye og moderne slogans, der samtidig er blødere i tonen. Kommisionen har brugt et år på arbejdet, og set mere end 5.400 slogans igennem.

Kommisionen har dog ikke diskuteret, om slogans overhovedet nytter i dagens Kina.

Kineserne har gennem årtier været vant til, at der på banegårde og andre offentlige steder stod skrattende højtalere, der for fuld volumen skreg dagens politiske budskab ud i luften. Det har lært flere generationer af kinesere at lukke ørerne af for unødig støj.

På samme måde med de skrevne slogans. De er på arbejdspladserne, i skolerne, på husmure, i radio og fjernsyn og alle andre steder.

I artiklen siger Zhang Jian ikke overraskende, at disse slogans har hjulpet til at dæmpe Kinas befolkningsvækst. Måske. Men jeg tvivler stærkt på, om de vil have nogen som helst effekt i dag.

Uanset om de virker eller ej, så kommer der nu 190 nye af slagsens. For eksempel:

Moder Jord er for træt, hun kan aldrig igen ernære så mange børn
地球妈妈太累了，再也擎不起太多的孩子
(Diqiu mama tai lei le, zaiye qing buqi taiduo de haizi)

Kontroller befolkningens størrelse, elsk Moder Jord
控制人口数量，关爱地球母亲
(Kongzhi renkou shuliang, guanai diqiu muqin)

Vær opmærksom på befolkningens kendetegn, lad Deres barn vinde fra starten
关注出生人口素质，让您的孩子赢在起跑线上
(Guanzhu chusheng renkou suzhi, rang nin de haizi ying zai qipaoxian shang)

Succesfulde drenge (hankøn) vil være sunde, sunde drenge (hankøn) er mere succesfulde
成功的男人要健康，健康的男人更成功
(Chenggong de nanren yao jiankang, jiankang de nanren geng chenggon)

Opbyg harmonisk samfund, glem aldrig national politik
构建和谐社会，时时不忘国策
(Gou jian hexie shehui, shishi buwang guoce)

Tag udbredelsen af familieplanlægningen seriøst, vær opmærksom på folkets levebrød og tilskynd harmoni
重视计生谋发展，关注民生促和谐
(Zhongshi jisheng mou fazhan, guanzhu minsheng cu hexie)

Insister på videnskabelig viden, opbyg harmonisk familieplanlægning
坚持科学发展，构建和谐计生
(Jianchi kexue fazhan, jie jian hexie jisheng)

Du kan læse nogle eksempler på de ældre og til tider ret grove slogans, der ikke længere vil blive brugt, på dette forum. Eksempelvis:

Popularisere den førstefødte, kontrollere den anden, fjerne den tredje
普及一胎、控制二胎、消灭三胎
(Puji yitai, konzhi ertai, xiaomie santai)

En der får børn uden for etbarnspolitikken, kvæler hele landsbyen
一人超生，全村结扎
(Yi ren chaosheng, quancun jieza)

Hellere ødelægge familien, end dræbe landet
宁可家破，不可国亡
(Ningke jia po, buke guo wang)

Som jeg har skrevet før – kinesiske slogans og propaganda er en lidt underlig størrelse at oversætte til ordentligt dansk, så mener du, at du har en bedre oversættelse, hører jeg gerne fra dig.

:: Læs flere artikler her og her (på kinesisk)

:: Og her (på engelsk).

:: Via EastSouthNorthWest (har også gode billeder) og China in Transition.

Der står: “En strålende universel vej, der opbyder mod og energi til at arbejde sig fremad, er at følge formand Mao’s ’57 mål’”.

I den lille boks til venstre: “Udbred revolutionen gennem massernes kritik”.

Som jeg har skrevet før her i serien om kinesiske propagandaplakater, er det nogle gange ikke helt nemt at få kinesisk propagande til at lyde bare nogenlunde fornuftigt på dansk. Så som sædvanlig hører jeg gerne fra dig, hvis du har en bedre oversættelse.