Det amerikanske efterretningsvæsen CIA har deklassificeret et dokument, der hedder “The Art of China Watching“. Det handler om at få informationer om og fra Kina. Om hvordan efterretningsvæsnet kan bruge åbne kilder som for eksempel fotos, radio, tv og fjernsyn til at analysere sig frem til, hvad vej de politiske vinde blæser.
Selvom teksten er 33 år gammel, er der flere gode pointer, der stadig gælder i dag, og som kan være nyttige for enhver, der forsøger at blive klogere på Kina. (Der står ikke nogen dato for, hvornår dokumentet er udgivet, men man kan læse i teksten at Formand Mao er 81 år, så det må være omkring 1974.)
For eksempel står der, at de kinesiske ledere er irriterede over omverdenens interesse i landets interne forhold. Det kommer ikke nogen ved, mente de dengang. Og det gør de egentlig stadig. Hver gang omverdenens kritik af emner som menneskerettigheder, forholdet til Taiwan, ytringsfrihed eller hvad det nu kan være, bliver får hård, lyder svaret ofte, at det er Kinas egne problemer.
En anden ting der går igen, dengang som nu, er hemmelighedskræmmeriet i kinesisk politik. Hvem er det egentlig, der bestemmer? Hvem har noget at skulle have sagt?
Det kan være svært at sige, for det er ikke kun befolkningen, man holder informationer tilbage fra. Statens egne embedsmænd får heller ikke alt at vide:
“Udstationerede embedsmænd er ofte lige så forvirrede over, hvad der foregår i Kina, som de vestlige observatører er. Såsom sidste år da pressen i Beijing begyndte at angribe den italienske filminstruktør Antonioni. En udstationeret embedsmand spurgte en anden, hvad angrebene gik ud på, men svaret var, at der ikke var kommet nogen forklaring fra Beijing. Samtidig sidder observatører i Washington og andre steder og bladrer fanatiske gennem artikler, helt sikre på at det er af enorm betydning, men uden overhovedet at være det mindste enige om hvorfor.”
Derfor har analytikere af Kina udviklet et sæt værktøjer, der minder meget om dem, som Kremlinologerne brugte under den kolde krig. En tommelfingerregel er, at kinesiske ledere ikke taler over sig og tilfældigvis kommer til at sige noget, de ikke skulle have sagt. En anden er, at de sjældent siger noget direkte.
Der er altså en grund til, at medierne pludselig begynder at stikke til en italiensk filminstruktør. En teori gik på, at der var en i den kinesiske ledelse, der var fan af instruktøren, og at det derfor var en kritik af ham. En anden teori gik på, at det var en kritik af den kulturelle udveksling med vesten.
Det er også derfor, at enhver politiker der i dag vil have en karriere i Kinas Kommunistparti, stort set ikke kan åbne munden uden at vendinger som “socialisme med kinesiske karakteristika” (中国特色社会主义), “videnskabelig udvikling” (科学发展) og “harmonisk samfund” (和谐) dukker op et eller andet sted i en eller anden sætning. Det er tre af præsident Hu Jintaos faste vendinger. Siden Mao har enhver kinesisk leder haft nogle vendinger, der udtrykker hans visioner for Kina.
I analysen fra CIA kan man også læse om et andet andet nyttigt redskab – ved offentlige begivenheder skal man holde øje med, hvem der står ved siden af hvem.
Det gælder stadig. For nylig var der partikongres i Beijing. Her blev ledelsen af det stående politbureau også fornyet. Det er de mest magtfulde politikere i Kina. Ni mænd. Der ifølge landets love er sikret næsten uanede magtbeføjelser. Men hvem af dem har mest at skulle have sagt? Jo, der skal man kigge på det officielle foto for at finde svaret. Jo tættere man står på premierminister Hu Jintao, jo mere magt har man.
Analysen er også god læsning, hvis man er interesseret i kinesisk politik under Kulturrevolutionen, og hvordan Vesten forsøgte at afkode de politiske signaler.
