Kategori for Kultur

Lei Feng står ved et busstoppested i Beijing. Bag ved det og træerne ligger der højhuse, med hoteller og shoppingcentre, og hvor kinesiske og internationale virksomheder og investeringsbanker har kontorer og hovedkvarterer. Stoppestedet ligger ved den sekssporede tredje ringvej, hvor den skærer gennem Beijings enorme forretningsområde, som kalder sig selv for »Central Business District.«

Hvem er han så, Lei Feng? Som der står i en biografi fra en artikel på det officielle nyhedsbureau Xinhua: »Lei blev født i slutningen af 1940erne i den centrale Hunan provins, og han blev forældreløs som syvårig. I 1958 begyndte han at arbejde på et stålvalseværk, og i 1960 blev han som 20-årig rekrut i hæren. Lei er kendt for at vie al sin fritid til uselvisk at hjælpe andre.«

Nu skal han også hjælpe Kinas Kommunistparti, der netop er begyndt en kampagne, der hedder »At praktisere ånden fra Lei Feng.« Med alt fra åbning af nye museer til Tv-reklamer og bogudgivelser. I år det nemlig 50 år siden, at han ifølge legenden blev dræbt, da en af hærens lastbiler bakkede ind i en telefonpæl, der ramte ham i hovedet.

I fem årtier har Lei Feng – der fejres hvert år den 5. marts – været et symbol på beskedenhed og offervilje. Et dydsmønster. Med høj moral, sande værdier og en patriotisk og ægte hengivenhed til folket og Kinas Kommunistparti.

Der var ingen grænser for den unge soldats godhed. Han hjalp landsbyboere med at lære at læse, og han sad om natten og stoppede sine soldaterkammeraters strømper, i al hemmelighed, forstås, for han gjorde det ikke for at få anerkendelse.

Han skrev også digte og en detaljeret dagbog, der blev udgivet året efter hans død. Og siden 1963 har kineserne været igennem utallige »lær fra Lei Feng« kampagner. For Lei Feng er »den revolutionære skrue, der aldrig ruster« og det moralske kompas, man altid kan styre efter.

Eller er han? For når der står et sort-hvidt fotografi af ham på en digital reklamesøjle her i det centrale forretningskvarter, så virker det nærmest komisk og desperat, at partiet igen forsøger at støve en af de gamle propagandahelte af.

Der er da også en kinesisk vittighed om Lei Feng: »Generationen i 1970erne lærte af Lei Feng, generationen i 1980erne gjorde oprør mod Lei Feng, og generationen i 1990erne glemte Lei Feng.«

I dag er mange skeptiske overfor Lei Feng og mytologien omkring ham. For eksempel er dagbogen fantastisk detaljeret, og der er bemærkelsesværdigt mange fotografier af de gode gerninger. Så har han levet eller er det ren propaganda?

Mange kinesere mener, at der ikke er moral og værdier tilbage i Kina i dag. De er gennem de seneste 30 års økonomiske vækst blevet afløst af korruption, griskhed og egoisme. Det er en debat, som man møder ofte i Kina i dag, og de er godt opsummeret her af Mark McDonald på IHT:

The Chinese Communist Party knows it has a problem. A billion Gordon Gekkos are blooming, but moral standards are withering on the vine. Corruption pervades. Villainy abounds.

Everybody seems to be cutting corners. Contractors add too much sand to their concrete, causing bridges and buildings to collapse. Shoddy designs send bullet trains running off their rails. Milk producers add poisonous chemicals to baby formula. Government officials gamble away municipal funds in the casinos of Macao. A third of China’s wealthiest billionaires are senior leaders supposedly living on meager government salaries — while their kids party in exclusive clubs and flout traffic laws in absurdly expensive cars. Everyday citizens are increasingly angry at the excesses of the so-called Red Nobility, and the societal rift between town and country grows ever more bitter.

Lei Feng er svaret på det åndelig hul, som partiet – hvis legitimitet er økonomisk fremgang og myten om det 5.000 år gamle Kina – har brug for at fylde. Kineserne skal have noget at tro på, men mange er kyniske overfor kampagnen.

»Når den sociale virkelighed er blevet blotlagt, så bliver »At Lære Fra Lei Feng« blot brugt til at dække over skammen,« som en bruger skrev på den kinesiske mikroblog Sina Weibo for nyligt.

Lei Feng er da også en rollemodel, der er skabt af partiet, og derfor er han kun på overfladen et symbol på altruisme og uselviskhed, som David Bandurski skrver her på China Media Project:

“Seen in his proper political context, Lei Feng is a symbol not of altruism but of submission to political power. In my view, the image of Lei Feng is completely out of step with a modern China,” wrote David Bandurski, a researcher at the University of Hong Kong’s China Media Project, in an e-mail to the Global Times. “What China needs today is a new model of active and critical citizenship, not of subservience,” he wrote.

For hvis partiet for alvor ville fremme Lei Fengs ånd, så ville man gøre folk som Chen Guangcheng til helte. En mand, der har afsløret de lokale embedsmænds vanvittige magtmisbrug og som andre advokater kæmpet for at gøre Kina til en retsstat.

Men det er også en udfordring for partiet og dets magt. Og derfor er Lei Fengs foto ikke på vej til at blive skiftet ud med Chen Guangchengs på den elektroniske reklamesøjle her i Beijing.

Find tændstikkerne frem og sig farvel til din iPad eller iPhone. Du skal nemlig sætte ild til dem i dag. I hvert fald hvis du er kineser.

Den 4. april er det »Qingming« helligdag i Kina. Det er en højtid, som går 2.500 år tilbage, hvor man blandt andet fejrer foråret med dans og sang og hvor bønderne begynder på pløjningen.

Først og fremmest er det dog her, at man mindes de døde, og hvor kineserne besøger de afdøde slægtninges grave. Man fejer for gravpladserne og sætter dem pænt i stand, for ellers vil de dødes ånder blive sure, og det kan bringe ulykke.

Der er for det meste ikke kirkegårde i Kina, som man kender fra Danmark. Når man rejser rundt ude i landområderne kan man ofte se grave og gravstene, der står på bakker og bjergsider. Det er de bedste steder. Det kan nemlig være en alvorlig sag at få en god gravplads, som måske endda har krævet en fengshui mester for at finde et godt hvilested for slægten.

Hvis man altså overhovedet kan finde et sted. For der mangel på jord. Eksempelvis her i Beijing er der lige nu stor debat om »bo i Beijing, bliv begravet i Hebei.« De rige beijingere er begyndt at købe jord i naboprovinsen, og det er de lokale ikke meget for.

Det er ikke kun på begravelser, som foretagsomme folk prøver at tjene en skilling på. Det gør man også på qingming.

Derfor er der i år kommet flere bureauer, hvor travle kinesere kan leje folk for 3.000 yuan (2.800 kroner) i timen, som så sørger for at opfylde ens fædrene pligter. For eksempel her på Taobao.

Nogle af dem tilbyder endda en ekstra service, hvor de står ved graven og græder. Prisen for det er 300 yuan (280 kroner) for hver ti minutter.

»Nu er det ikke kun folk, der kan blive narret her i Kina, men også ånderne,« som en kineser skrev på sin mikroblog på Sina Weibo.

En professor i folkeminder er heller ikke alt for imponeret. Liu Xiaochun, der er fra Zhongshan Universitetet i Guangdong provinsen, siger til netavisen Alibaba Erhverv, at det nok »var mere passende, hvis det var slægtninge, som gjorde det,« men at det var forståeligt, fordi folk har så travlt i dag.

Så endnu en gang er de kinesiske skikke og traditioner kommer under pres. Eller, hvis man skal se positivt på det, er den måske mere blevet tilpasset Kina i 2012. Det samme er de gaver, som man giver til sine afdøde slægtninge.

For man har også gaver med, når man tager ud til graven. Det kan for eksempel være mad, appelsiner eller cigaretter.

Men det er ikke de rigtige ting, som man brænder af. Det er kopier af værdifulde ting, som bliver lavet i papir. Tæt på min lejlighed her i Beijing er der for eksempel en dame, som har bredt et tæppe ud på fortovet, hvor hun sælger stakke af falske pengesedler. Og især i dag onsdag vil man kunne se folk her i Beijing – mange af byboerne kommer fra andre provinser, og der er langt hjem til gravpladserne – stå på gadehjørnerne og brænde de falske sedler af, for på den måde at sende tingene op til forfædrene.

Pengesedler er en klassiker. Men Kina er blevet mere materialiseret, så nu kan man også købe papirudgaver af for eksempel dyre hygiejneprodukter til mænd, guldure, baijiu og mobiltelefoner. De koster for det meste mellem 10-100 kroner.

Nogle af de mest populære gaver i år er dog en iPhone i papir, som koster omkring 20 kroner. Og en af de nye ting er en iPad. Med USB kabel, keyboard og oplader. Det hele i papir. Og til intet mindre end cirka 400 kroner. Så må man bare håbe, at ens forfædre også vil spille Wordfeud og Angry Birds.

Det er ret normalt i Kina, at hundene bliver klippet, får farvet pelsen eller går rundt med sko, trøjer eller hatte.

I det hele taget er det kinesiske marked for ting til kæledyr enormt, og man kan for eksempel også købe himmelsenge til hunde og gå til hundefotograf, som jeg har skrevet om her.

Men forleden gik jeg forbi den hvide hund på billederne her ovenover. Og det er nok en af de mere, lad os kalde den, særprægede frisurer, som jeg har set herovre.

Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke nogen stor fan af Frank Dikotters bog »Maos Store Hungersnød,« der udkom på dansk i november sidste år.

Og så alligevel. Første del af bogen er en virkelig fin gennemgang og opsummering af de sidste 30 års forskning om »Det Store Spring Fremad,« hvor Dikotter også inddrager noget af det nyeste fra de seneste ti års kinesiske debat og folk som Yu Xiguang og Cao Shuji.

Det er der hårdt brug for. For »Det Store Spring Fremad« er i høj grad stadig ukendt i Vesten, som Xujun Eberlein skriver her i Los Angeles Review of Books:

In July 2011, Frank Dikötter’s Mao’s Great Famine won the BBC’s Samuel Johnson Prize, one of Europe’s best known and most lucrative awards for a work of nonfiction. One of the judges, Brenda Maddox, explained to the Guardian why the book impressed her so much: “Why didn’t I know about this? We feel we know who the villains of the 20th century are — Stalin and Hitler. But here, fully 50 years after the event, is something we did not know about.”

That reaction highlights both the main contribution and main limitation of Dikötter’s book. Though there have been many books and articles published on the same subject — in English, Chinese, and I’m sure other languages — apparently Dikötter’s is the one that brought awareness to at least one more Westerner ignorant of the catastrophe. On the other hand, Dikötter’s attempt to draw parallels between the Mao-era famine — that swept over the entirety of mainland China from 1959 to 1961 and killed tens of millions — and the Holocaust and the Soviet Gulag is, at best, an oversimplification that hinders understanding. To borrow what the discerning Asia scholar Ian Buruma once said on a different subject: “To distinguish between atrocities does not diminish the horror, but without clarity on these matters history recedes into myth and becomes a form of propaganda.”

I sin bog bruger Dikotter også Yang Jisheng og hans sensationelle bog »Gravsten«, der udkom i 2008. Det er nok den hidtil grundigste gennemgang af »Det Store Spring Fremad,« og i Xujun Eberleins anmeldelse stilles Yang og Dikotters to bøger op over for hinanden. Læs det hele. Men her får du overskriften på, hvorfor Dikotters bog bliver mere problematisk, når han bevæger sig ind på Mao Zedong og partiets top:

“Understanding the complexity of human behavior in times of catastrophe is one of the aims of the book,” Dikötter states, and he does a good job fulfilling that goal in terms of ordinary people. But when it comes to the behavior of Mao and his colleagues, he has a tendency for simplification and caricature. The Mao under his pen is simply one of history’s most sadistic tyrants; consideration is not given to the complexity of his behavior. The reader gets the impression that Mao knew about the famine all along, but either deliberately let people starve, or was indifferent to their fate. Dikötter’s indignation toward Mao is understandable, but this representation is neither factual nor insightful.

:: Som der står på propagandaplakaten, så vil “produktions entusiasmen” stige, hvis spisesalene er velfungerende. Plakaten er fra denne side på den glimrende Chinese Posters’ tema om »Det Store Spring Fremad.«

Man kan lugte den lille by Maotai, før man ser den.

For at komme frem til byen og de 16.000 indbyggere skal man køre gennem bjergene i den sydkinesiske Guizhou provins. Forbi ristrapper og marker, ud ad hullede cementveje gennem landsbyer, hvor der går flokke af ænder mellem husene.

Maotai ligger i en dal, hvor byen har foldet sig op ad bjergsiderne langs floden Chishui. Det er ikke det mest indlysende sted, at man finder en virksomhed, som er et af Kinas mest berømte varemærker, og som har en omsætning på cirka fem milliarder kroner. Det er den man kan lugte – producenten af den kinesiske brændevin (baijiu) Maotai, der har taget navn efter sin hjemby.

Hele byen og dalen dufter lokkende af den markante og sødligt parfumerede risbrændevin. Hvis man er kineser. Hvis næseborene derimod tilhører en vesterlænding, så er det mere ord som rådne ris, diesel og opvarmet sojasauce med terpentin, der bliver brugt til at beskrive brændevinen.

• Læs også - Investeringer: nu kommer kineserne til Europa

Det viser også en del af Maotais problem. For virksomheden er så småt begyndt at eksportere sine flasker til udlandet, og har ambitioner om at sælge stadigt mere udenfor Kina i de kommende år. Maotai er et eksempel på et stort kinesisk brand, der går efter større eksport og endda med et meget kinesisk produkt.

Maotai er store i Kina, hvor det er brand, som ifølge den seneste Hurun rapport er bedre kendt end for eksempel Mercedes-Benz og Chanel. Maotai står på mange måder med det samme problem som Suning, Yili, Fulinmen, Midea og Renren, der er kinesiske virksomheder, som har to ting til fælles. De er alle med på en liste over de 50 stærkeste og mest velkendte brands i Kina. Og de er, som de fleste andre kinesiske brands, stort set ukendte i udlandet.

Det er ikke fordi de kinesiske virksomheder mangler økonomiske muskler. For eksempel er der 37 kinesiske navne på Fortunes liste over verdens 500 største virksomheder.

Men det er først i de senere år, at kinesiske virksomheder er begyndt at konkurrere på andet end en lav pris, og er ved at opbygge brands, der også handler om værdier, service og kvalitet.

Derfor er der mange, som først nu begynder at overveje, hvordan man eksporterer sine produkter og opbygger en global identitet. For eksempel kører bilfabrikanten Geely i år ind på markedet i Storbritannien med sin fire-dørs sedan EC7. Luksusfabrikanten Shang Xia, der laver alt fra juveler til møbler, har luftet planer om en butik i Paris. Og 2012 bliver også året, hvor Huawei for alvor forsøger at sælge mobiltelefoner til for eksempel danskerne.

• Læs også - USAs handelsunderskud med Kina: myten om »Made in China«

Hvad er så de største problemer, som kinesiske virksomheder vil møde på markederne i Vesten? Det er netop at fortælle omverden, at Kina også kan lave andet end billige produkter af ringe kvalitet, siger Li Fei, der er professor i marketing på School of Economics and Management på det anerkendte Tsinghua University i Beijing.

»Der er stadig ingen kinesiske virksomheder, der har lavet et brand, som verden forbinder med både at være af høj kvalitet og fra Kina,« siger Li Fei.

Samtidig skal kineserne lære de vestlige markeder at kende, siger Li Fei. Nogle af virksomhederne er måske veletablerede hjemme i Kina, men når de går udenfor, skal de lære forbrugernes kulturelle baggrunde at kende, og finde et sprog og symboler, som kan forstås og appellere til de lokale kunder. Det bliver en udfordring.

»Når det kommer til branding, så har kineserne meget at lære endnu,« siger Li Fei.

Måske især for en fabrikant, der laver noget så kinesisk som baijiu, der har dybe rødder i kinesisk kultur, historie og smagsløg. (Læs i øvrigt en fin artikel om, hvordan Kina ved Verdensudstillingen i San Fransisco i 1915 overraskede alle med baijiu.) Så er verden klar til Maotai?

Der er fugtigt inde i Maotais store produktionshal, der stadig minder om det historiske foto her til venstre. Nede i gulvet ligger der rækker af grave, hvor den brune græsart durra, der er en af hovedingredienserne i deres baijiu, ligger i blød i et par dage.

Bagefter bliver den stablet op på gulvet ved et af de runde metalkar. Her går cirka fem arbejdere rundt i plastiksandaler, hvor de bruger riskurve til at hælde durraen op i de dampende kar, hvor væsken ender med at have en alkoholprocent på 60-70 procent.

»Det kommer ud med forskellige procenter og opbevares i fem år. De fleste af vores produkter ender med at have en alkoholprocent på 53, for det giver den bedste kvalitet,« siger Liu Wei, der er en af de ansvarlige for produktionen.

Han siger, at en af hemmelighederne ved Maotai er, man bruger vandet fra Chishui floden til at dampe durraen med. Og det »helt særlige« vand er med til at give Maotai sit særpræg. Samtidig, siger Liu, bruger Maotai kun lokale råvarer, hvor mange af de andre producenter i området bruger dårligere råmaterialer, som også kommer fra andre provinser som Sichuan.

Liu tager en aluminiumskop og går hen til en af de lidt under to meter høje kar og åbner for en hane. På kinesisk hedder risbrændevin – som der ikke nødvendigvis er ris i – for »baijiu«, der udtales som det engelske »bye Joe«, og som kan oversættes til »hvid vin« eller »klar alkohol.« Væsken er da også, som det endelige produkt, der senere vil blive hældt på en tønde og gemt i fem år, helt klar.

»Der er ingen kemikalier, det er helt rent,« siger Liu Wei.

Den varme væske, der er på 70 procent alkohol, smager melet, den er sødlig og snører munden sammen. Den ufærdige baijiu er langt fra det endelige produkt, men Liu erkender, at det nok ikke er alle udlændinge, der vil synes godt om det.

• Læs også - Kinas virksomheder og økonomi ved skillevej: strømpernes konge bor i Kina

»Nogle vil kunne lide det, andre ikke,« siger Liu, der dog har tiltro til Maotai. I dag er det kinesere, som bor eller rejser i udlandet, der køber langt de fleste af de få flasker, som Maotai eksporterer. Det er kun fem procent af produktionen, som bliver solgt udenfor Kina.

Men i april lavede Maotai en aftale med den franske distributør Camus Cognac, der vil føre Maotai ud i 140 lufthavne og 50 flyselskaber i hele verden.

»Vi vil forøge salget på de udenlandske markeder, og give flere kendskab til Maotais kvalitet og kultur,« sagde Ji Keliang, formand for Kweichow Moutai Distillery, da han underskrev aftalen tidligere i år.

Liu Wei tror også, at det nok skal lykkes.

»Jeg er sikker på, at vesterlændinge vil kunne lide det, når de først prøver det,« siger Liu.

»Vi har jo også vin i Kina, som mange kinesere også kan lide. Det hænger sammen med, at den vestlige kultur er stærkt udbredt, men når folk lærer den kinesiske bedre at kende, så kommer de også til at kende Maotai,« siger Liu Wei.

Der er flere andre producenter af baijiu i området omkring Maotai, og mange af dem har butikker og salgskontorer i den noget større naboby Renhe. Blandt andre Wu Hongmei, der arbejder for et bryggeri, som hedder »Den Gamle Vinkyper«.

Her vil man ikke følge den langt større og mere velkendte Maotai med til udlandet, for virksomheden forsøgte at eksportere til Taiwan i 2002.

»Det virkede ikke, for nabolandene og udlandet har en anden smag. Men om fem, ti år bliver vi nødt til at se på forbrugernes smag, og hvordan den har ændret sig,« siger Wu Hongmei.

En anden grund er, at udbuddet er for lille. Blandt andet fordi de kinesiske embedsmænd har god smag for den dyre alkohol, der ofte bruges til officielle banketter og måltid. Så ofte, at Folkekongressen i Shanghai for nyligt kom med et forslag om, at man skulle forbyde Maotai og straffe de embedsmænd, der bestiller og drikker det.

Der er simpelthen ikke nok baijiu til at dække markedet i Kina, så hvorfor skulle man gå til udlandet. Alene Maotai producerer 25.000 ton om året, men de er lige nu ved at udbygge kapaciteten, så man regner med at nå 50.000 ton i 2020, og de er ved at bygge hele 32 nye destillerier i hovedsædet i Maotai.

»Vi producerer 2.000 ton, og det er ikke nok til at dække markedet i Kina, så vi tænker slet ikke på udlandet,« siger Wu Hongmei.

Maotai har netop hævet prisen på deres bedst sælgende og mest kendte produkt på grund af højere lønomkostninger og stigende råvarepriser. Prisen steg fra 1.300 kroner til 1.500 kroner.

Den dyreste flaske, som Wu Hongmei har i sin butik, er en 80 år gammel baijiu, der koster lidt under 300.000 kroner.

Wu er enig i, at man skal lære baijiu at kende, og at det også er et spørgsmål om at kende til kinesisk kultur.

Så hvordan gør man det? Måske ved at smage på den på samme måde som ved vinsmagninger i Vesten, hvor man spytter det ud bagefter?

»Spytter… man det ud,« siger en forbløffet Wu og træder et skridt tilbage med sin flaske, som hun skulle til at hælde en lille prøve op af i et glas til mig.

»Den her,« siger hun langsomt og lægger tryk på hvert ord, »koster et tusinde yuan. Man smager på det. Men man spytter det ikke ud.«

Man begynder med at se på glasset og om væsken er klar og ren. Dernærst dufter man. Og så smager man på det, uden at spytte det ud, for »man skal føle, hvordan det går gennem halsen,« siger Wu.

Hvad er så en god baijiu? Smagen skal være blød og rund, siger Wu. Det prøver de billigere baijius at efterligne med kemikalier, og det er derfor, at baijiu nogle gange har et dårligt ry.

»Hvis man dagen efter får hovedpine og har tør mund, så er det en dårlig baijiu. Og god baijiu er også mindre skadelig for leveren,« mener Wu Hongmei.

Så hvornår drikker man baijiu? Det gør hun selv med leverandører og kunder, og så ved festlige lejligheder.

»Hvis man ikke drak alkohol, så bliver det jo akavet hvis folk bare sad og spiste ris og kylling. Det ville være mærkeligt,« siger Wu Hongmei.

De mest værdifulde brands i Kina:
China Mobile – teleselskab
ICBC – bank
Construction Bank of China – bank
Bank of China – bank
Agricultural Bank of China – bank
Baidu – søgemaskine
China Life – forsikring
Sinopec – olieselskab
PetroChina – olieselskab
Tencent – internet portal
China Telecom – teleselskab
Ping An – forsikringsselskab
Moutai – baijiu
China Merchants Bank – bank
China Unicom – teleselskab
Air China – flyselskab
Wu Liang Ye – baijiu
Mengniu – mælkeprodukter
CPIC – forsikring
Chang Yu – vin

Kilde: Millward Brown

:: Artiklen ovenover er et sammendrag af artikler, der tidligere er bragt i Berlingske

Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

I går søndag var det nytårsaften i Kina. Nu er vi på den første dag i det nye år, som står i dragens tegn.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Kinas militære og økonomiske magt er vokset i de seneste år. Men den kulturelle? Nej. Tværtimod. Den er om noget blevet mindre.

Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

• Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

• Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事，极其震惊，因为此前没听说消息。立刻给他打电话，他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我，事情发生在2010年12月9日，秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克，送医院，医院说这人救不了了，他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

Godt nytår. Igen. Men nu med drage.

Det kinesiske nytår falder på forskellige tidspunkter, og i 2012 er det den 23. januar, som er den første dag i det nye år. Forårsfestivalen, som nytåret også kaldes, er den vigtigste højtid for kineserne, og for mange er det også den eneste gang på året, hvor man rejser hjem til familien, som kan bo hundreder af kilometer borte.

Især for de næsten 230 millioner migrantarbejdere er det her, at man kommer hjem for at slappe af og igen mødes med børn, kone eller mand og bedsteforældre, før man igen rejser ud for at tjene penge.

Derfor går hele Kina i stå. Det begyndte for et par uger siden, og det er først i midten af februar, at folk for alvor vender tilbage til deres arbejde, og at Kina igen kommer op i gear.

Forårsfestivalen er den største rejseperiode, og den strækker sig over cirka 40 dage, hvor kineserne vil foretage i alt cirka tre milliarder rejser. Mange af dem er med tog, og der er rift om billetterne, som man kan se på billedet her, hvor nogle kinesere står i “kø”. Derfor var det måske heller ikke så smart, at det kinesiske Ministerium for Jernbaner valgte at komme med en ny hjemmeside netop nu.

Det er nemlig først her i 2012, at kineserne kan købe togbilletter på internettet. På mange måder er kinesernes brug af nettet – for eksempel med nethandel og sociale medier –mere udviklet end i Vesten, men jernbanerne er et monopol, og de er ikke kendte for logik og service. For eksempel kan man kun købe billetter højst 12 dage i forvejen, og man kan ikke få returbilletter.

Nu kan man altså få dem online. Eller kan man? Magasinet »21. Århundrede« bragte i torsdags en kritisk artikel (på kinesisk) om, hvordan ministeriet havde lavet deres nye hjemmeside og salgssystem. Ministeriet vragede to systemer fra IBM og Easy Way og valgte i stedet for selv at udvikle deres eget. Det var en dårlig ide. De kinesiske togrejsende har i den grad »spist bitterhed«, som man siger på kinesisk, når man virkelig står over for en prøvelse.

Hjemmesiden har fået over 1,4 milliarder besøgende, og er i den grad bukket under. Ministry of Tofu har skærmbilleder af hjemmesiden med fejlmeddelelser. Set i bakspejlet var det måske heller ikke så smart, at ministeriet valgte ikke at teste systemet, da det stod færdigt for et halvt år siden, som avisen »Hangzhou Bulletin« skrev i onsdags (på kinesisk). Ifølge avisen skal brugerne i gennemsnit trykke på browserens genopfrisk knap hele 500 – jep, der står femhundrede – gange før det lykkes at gennemføre et køb.

Det er der nu mange, som har gjort. Og det betyder også, at situationen i år er endnu værre for mange af de 230 millioner migrantarbejdere, der ofte er fattige folk fra landområderne, som ikke har en computer eller endsige ved, hvordan man bruger en. Derfor har medierne været fulde af hjerteskærende historier om folk, der for eksempel har sovet og stået i kø i fem dage på banegårde uden at få billetter og har måtte opgive at komme hjem til familien. Her et eksempel oversat af Chinasmack. En migrantarbejder har også skrevet et åbent brev (på kinesisk), der har cirkuleret bredt på nettet. Så mange kommer til at være alene, når Dragens År begynder den 23. januar.

I Kina er drager forbundet med noget positivt, og de står for held, magt og styrke. Men et Drage-år byder også på turbulens, forandringer og store begivenheder, hvilket jo nok kan lyde som en trussel, når man tænker på den globale økonomi og Euro-krise. Så her fra Beijing skal der blot lyde et »wang zi cheng long« – 望子成龙 – et håb om at »jeres børn bliver til drager,« og at de altså går en lys fremtid i møde.

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Ai Weiweis atelier og bolig ligger i et tidligere fabrikskvarter i det nordøstlige Beijing. Her dukkede der tirsdag eftermiddag fire betjente op, som tog hans hustru, Liu Qing, med til forhør. Den 54-årige Ai var ikke selv hjemme.

Parret fik dog senere lov til at tale med hinanden over telefonen, men de ved ikke, hvorfor politiet tog Liu til forhør.

Det kan måske være del af en ny og større efterforskning af Ai Weiwei og hans selskab »Fake,« og fordi politiet er ved at opbygge en ny sag mod Ai. Han fortæller, at politiet også for nyligt har taget to af hans assistenter til forhør.

»Det lader til, at de er i gang med en bredere efterforskning. Jeg aner det ikke,« siger Ai Weiwei. Og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi har ikke på nogen måde brudt nogen love. Men vi er nysgerrige efter at se, hvad der nu kommer, for det ved man aldrig,« siger Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Ai Weiwei forsvandt i begyndelsen af april, da betjente bortførte ham i lufthavnen i Beijing. Ai blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno før politiet besluttede sig for at anklage ham for skattesnyd, som efter sigende skulle gå helt tilbage til 2001.

Det er beskyldninger, som Ai Weiwei selv kalder for politiske. Han afviser dem og siger, at myndighederne blot er ude på at lukke munden på ham. Men skattesagen har ikke fået Ai Weiwei, der er kendt for sin kritik af den kinesiske regering og Kinas Kommunistparti, til at lukke munden.
I sidste uge fortalte politiet så den ene af de to assistenter, som de forhørte, at Ai nu blev efterforsket for at »sprede pornografi på internettet.«

Fotografen Zhao Zhao fortalte, at politiet var interesseret i et kunstfotografi fra 2010, hvor en nøgen Ai står sammen med fire ligeledes nøgne kvinder på et foto, som har titlen »En tiger, otte bryster«. Nyheden om den nye efterforskning fik kinesere til at lægge utallige nøgenbilleder ud på internettet i sympati med Ai Weiwei.

• Læs også - Ai Weiwei og Louisiana – »Det her handler ikke om mig«

På samme måde fik Ai også opbakning fra 30.000 personer, som på under et par uger hjalp ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke dommen om skattesnyd. Den 1. november fik han besked på at betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner), som myndighederne siger han har unddraget i skat siden 2001.

Politiet i Beijing oplyser, at de »ikke kender noget til nogen Liu Qing,« der skulle være anholdt. Det fortæller en betjent, der ikke vil oplyse sit navn, fra Nangao politistation.

Ai tror ikke, at Liu Qings forhør har noget at gøre med skattesagen.

»Vi har fulgt deres instruktioner og betalt kautionen, så de kan kun være tilfredse. Det var en sejr for dem,« siger Ai Weiwei, der ikke tror, at hans hustru er i fare.

»Jeg er bekymret, men der er ikke nogen måde at hjælpe på. Da jeg forsvandt gav de ingen forklaring. Det her er ikke noget, som der er en løsning på,« siger Ai Weiwei.

Lørdag åbner Louisiana en udstilling med Ai Weiwei, som jeg har et lille interview med i dagens Berlingske. Her på Kinablog får du en anden udgave af artiklen. For du bør selvfølgelig gå ned i kiosken og købe Berlingske på dødt træ eller som elektronisk avis på iTunes.

De seneste år har de kinesiske myndigheder lagt stadigt mere pres på Ai Weiwei, og sagen om skattesnyd kunne nok have fået de fleste til at tie stille. Men ikke Ai Weiwei. Han er gået til nyt modangreb på Kinas Kommunistparti.

For hvordan lukker man munden på Ai Weiwei? Hvis partiet og myndighederne troede, at anklagen om skattesnyd ville presse Ai til tavshed, så tog de fejl.

»Beskyldningerne mod mig er politiske. De prøver at bruge en økonomisk hævn til at skræmme mig,« siger Ai Weiwei.

Myndighedernes pres virker ikke. Tværtimod har den 54-årige kunstner, arkitekt, kritiker og aktivist skruet op for kritikken. Beskyldningerne har også givet ham større opbakning og støtte fra flere kinesere. Over 30.000 personer har hjulpet ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke anklagen.

• Læs også - Ai Weiwei anholdt i Beijing

Han forsvandt for cirka syv måneder siden, da politiet tog ham i lufthavnen i Beijing og kørte ham til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med vage beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno for til sidst at ende med en anklage om skattesnyd.

Ai Weiwei blev løsladt i juni. Han har hele tiden nægtet sig skyldig i skattesnyd, som ifølge myndighederne går helt tilbage til 2000. For hvorfor kommer anklagerne først nu, som Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying, sagde til Berlingske i august.

• Læs også - Rasende Ai Weiwei tilbage på Twitter

Den 1. november kom myndighederne så med kravet om, at Ai Weiwei skulle betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner). Og stort set med det samme begyndte der en kampagne på nettet, hvor folk indsamlede, sendte checks og overførte penge til Ai. Der var endda flere, som rejste fra deres hjemprovinser og ud til Caochangdi i Beijing, hvor de rullede pengesedler sammen i klumper og smed over muren til hans atelier og bolig, der hele tiden har været overvåget af uniformeret og civilklædt politi. Det tog ti dage at indsamle halvdelen af pengene, som der skulle til for at han kunne anke afgørelsen.

»Det her handler ikke om mig. Det skal bruges det som en platform til en bredere debat,« siger Ai Weiwei. Som en inspiration for de mange, der ikke selv har en stemme. Han regner ikke med opbakning fra de vestlige lande, der er økonomisk afhængige af Kina, og derfor vender det blinde øje til Kinas problematiske menneskerettigheder.

For Kina er på ingen måde en retsstat, og Ai Weiwei ved ikke, hvad der nu kommer til at ske. Kinas Kommunistparti har en particelle i alle landets domstole, der – uanset om det strider mod de enkelte love eller landets forfatning – udstikker dommene, så de følger partiets interesser. Selv siger Ai, at skattemyndighederne blot følger politiets afgørelser, og er en del af det samme system.

• Læs også - Kina vil lovliggøre politiets kidnapninger

»Den eneste platform, som vi har til at diskutere med myndighederne, er loven. Og vi kan ikke stole på loven,« siger Ai Weiwei.

Det er også et tema, der går igen i hans kunst.

»Meget af mit arbejde handler om det enkelte individ og dets konflikt med magt. Jeg er altid interesseret i at se den samtale eller det udtryk, som bliver resultatet, der kan have både et for eksempel socialt eller politisk islæt,« siger Ai Weiwei.

Og med hans seneste forsvinden og presset fra myndighederne har han i høj grad selv været under pres i de seneste måneder.

»Men det er adskilt fra min kunst. Jo, hvis du taler om en person, der skal have føde i kroppen, så er det det samme liv, som man ikke kan adskille. Det er forskellige udtryk, men de er uadskillelige,« siger Ai Weiwei.

Jeg havde et kort interview med ham i august, hvor han også talte om, hvilken indflydelse hans kidnapning og isolation har haft på hans kunst:

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« sagde Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Selvom han stadig sidder i husarrest i Beijing har han alligevel været »tæt involveret i arbejdet med udstillingen,« der åbner lørdag i Louisiana. Her er Ai Weiwei med over Skype fra Beijing, hvor han har en direkte samtale med Olafur Eliasson.

Udstillingen blev anmeldt fredag i Berlingske, hvor Torben Weirup giver den fem ud af seks stjerner.

Kæledyr er for alvor kommet på mode i Kina. Det fandt jeg ud af onsdag nat i sidste uge klokken 00.58.

Nogle rejsende er gode til at klare jetlag. Det er jeg ikke. En tommelfingerregel siger, at man skal bruge en dag, for hver tidszone man krydser, for at kroppen kan finde sin rytme igen. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Kina, og derfor burde det altså ikke tage mere end syv dage, men det kan tage længere tid, hvis man ikke kommer ind i rytmen med det samme.

Og det gjorde jeg ikke, da jeg i sidste uge kom hjem til Beijing efter en tur til Europa. Efter tre timers søvn fandt jeg ud af, at mine overboere i mellemtiden havde beriget deres husstand med en hundehvalp, der begyndte at bjæffe klokken et om natten. Uden at familien dog gjorde noget ved det. Hvilket efter et par minutter fik mig til at smelte sammen og hyle skældsord – det kinesiske sprog kan være uhyre rigt og varieret – der involverede både heste, mudder og forskellige dele af den menneskelige anatomi. Det ville helt sikkert have imponeret Kaptajn Haddock, men den lille hund anerkendte ikke for alvor mit kreative ordvalg, selvom det fik nogen deroppe til at give den noget vand, så den dæmpede sig efter mindre end en halv time.

Mine overboere er ikke de eneste, der er kommet på den fantastiske ide at få hund. Det har begge mine naboer også. Og i det boligkompleks, som jeg bor i, er der kommet stadigt flere hunde gennem de seneste år. For kæledyr – og især små hunde – er i takt med urbaniseringen og den voksende middelklasse kommet på mode i især de kinesiske byer, hvor de rige også flasher de små hunde som statussymboler.

Der er ingen pålidelige statistikker for, hvor mange kæledyr og hunde kineserne køber. Men alene markedet for dyrefoder ligger ifølge nogle skøn på over 40 milliarder kroner. Og det vokser. Det gør industrien omkring dyrene også. For nyligt gik jeg forbi en mand ved indgangsdøren til vores højhus, hvor han stod og var ved at give sin hund sko på. Et møjsommeligt job i – på det tidspunkt – cirka 30 graders varme.

Nu er det blevet køligere i vejret, men jeg har allerede set et par hunde, der også har fået overfrakke og hat på. Selvom det stadig er omkring 15 grader i Beijing. Ganske unødvendigt. Det er det også i selv en koldere provins som den nordlige Heilongjiang, hvor en indehaver af en dyreforretning i sidste uge fortalte en lokal tv-station, hvordan byboerne bruger stadig flere penge på tøj, sko og hatte til hundene. Og hvor en ekspert også forsøgte at forklare, at det netop er unødvendigt for dyrene.

Men det stopper ikke her. På Taobao, der er Kinas svar på eBay, kan man købe et varmetæppe, som hunden eller katten kan ligge på. For eksempel et rødt et af slagsen med hvide prikker og bamser. Hvis det ikke er godt nok, så kan man også købe en lille himmelseng til cirka 250 kroner. Skulle man nu tage dyret udenfor – for eksempel for at tage til den hundefotograf i Wuchang i Hubei-provinsen, der ifølge en artikel på Soho kan lave et fotoalbum for cirka 2.500 kroner – så kan man også give det en lyserød ansigtsmaske til cirka ti kroner. Men det er selvfølgelig synd sådan at slæbe dyret ud i verden, så den gode hundeejer bør overveje at investere de lidt over 2.300 kroner i en Huahang HHC-220, som er et løbebånd for hunde.

Så måske bliver det lyden af en hund på et løbebånd, der vækker mig næste gang.

:: Læs i øvrigt også min artikel om »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« og dyrevelfærd i Kina.

Der var gjort klar til fest. I tre dage skulle byen være fyldt med boder og gadekøkkener, hvor de besøgende kunne spise alt det hundekød, de kunne tænke sig. Dyrene var endda nyslagtede. De flåede hunde hang på kroge ved boderne, for de fleste af stederne havde deres egne bure, hvor de op mod 10.000 hunde lå klemt sammen, inden de skulle flåes og slagtes for øjnene af kunderne.

Men »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« blev aldrig til noget, som jeg skrev om i søndagens Berlingske.

»Jeg blev så vred,« siger Shen Sheng, der er 24 år og bor i Jiangsu provinsen, hvor han arbejder i et trafikselskab. Han skrev et indlæg på Sina Weibo, der er den mest populære mikroblog i Kina. I løbet af en enkelt dag var indlægget blevet videresendt næsten 20.000 gange. Blandt andre af berømtheder som Faye Wong, der er en af de mest populære sangere i Kina og Asien. Indlægget blevet genpostet næsten 100.000 gange.

Den voldsomme kritik og debat fik lokalregeringen i Jinhua – der er et mindre byområde med lidt over fem million indbyggere som ligger i Zhejiang provinsen – til at aflyse festivalen.

Det er det seneste eksempel på, hvordan der er begyndt at komme en offentlig debat om dyrevelfærd i Kina. Det viser, hvordan Kinas økonomi og samfund er ved at udvikle sig med blandt andet en voksende middelklasse, der får overskud til at interessere sig for nye ting som dyrs trivsel. Interessen hænger også sammen med, at antallet af hunde, der bliver holdt som kæledyr, er eksploderet i de seneste år.

Debatten begyndte for alvor med det, som i dag hedder »15. April Affæren.« Her kørte der en lastbil på en af de store motorveje udenfor Beijing, hvor den var på vej mod den Nordøstlige Liaoning provins. Den var lastet med over 500 hunde. De var dehydrerede og sad fastklemt i så små bure, at de havde svært ved trække vejret. En bilist ser det og poster det på internettet.

Op med 200 personer mødes ved en betalings-station, hvor de standser lastbilen. Trafikken står stille, og flere aktivister, dyrlæger og tilskuere kommer til mens politiet forsøger at bevare ro og orden. Efter 15 timer lykkedes det for aktivisterne at købe hundene.

De frivillige aktivister nåede at redde de fleste af hundene, hvor en tredjedel af dem dog stadig er under behandling i dag. De raske hunde bor i dag på kenneler og hos de frivillige, der arbejder på at finde nye hjem til hundene.

Debatten om dyrevelfærd og om dyrenes rettigheder viser også, hvordan gamle skikke og traditioner ændrer sig. Under Mao Zedong og Kulturrevolutionen var det de færreste, der havde råd til at have kæledyr, og samtidig blev det anset for at være en bourgeois aktivitet, som kun arrogante kapitalister kunne finde på.

Historisk set er det især i Korea og Kina, at man har spist hundekød. Festivalen i Jinhua hævder at have rødder tilbage til slutningen af Ming dynastiet i midten af 1600-tallet. En af kejserens generaler skulle have tabt et slag i Jinhua, fordi han og soldaterne kom til at vække byens hunde, der begyndte at gø. Derfor skulle alle hunde i Jinhua udryddes. Han vandt senere slaget, og kejseren holdt en stor festmiddag med hundekød til ære for ham.

Det er især i den Nordøstlige del af Kina, at man spiser hundekød. Det er langt fra normalt, og det bliver for det meste kun spist ved mere festlige lejligheder som bryllupper og begravelser. Derfor er der stadig mange, som ikke har problemer med at spise hundekød.

»Hundekød er lækkert, så hvorfor skulle det være en undtagelse, når vi også kan spise kød fra lam, grise og køer,« lød et af de kritiske indlæg til Shen Sheng på Sina Weibo.

Det er Xiao Feng, der arbejder frivilligt for Ruijia Forening for Dyrevelfærd, enig i.

»I nogle områder er det en tradition, at man spiser hunde, og det skal man respektere,« siger Xiao Feng. Men hun tilføjer:

»Personligt vil jeg ikke gøre det. Katte og hunde er tæt knyttet til mennesket, og de er som venner. Hvordan kan man spise sin ven?,« siger Xiao Feng.

Et af problemerne med hunde som dem fra Jinhua er, at mange er kidnappede kæledyr, stjålet fra eksempelvis landsbyer eller opdrættet under forfærdelige forhold. Der er heller ingen kontrol med slagtning og eventuelle sygdomme og problemer med dyrene og kødet.

Kina har ingen lovgivning, der beskytter dyr mod mishandling. Tidligere på året blev der offentliggjort et udkast til en lov, men den er ikke trådt i kraft.

Udviklingen omkring dyrevelfærd og lovgivningen går dog i den rigtige retning, siger Liu Huili, der er fra organisationen Green Beagle i Beijing.

»Det er en uundgåelig del af udviklingen. Hele debatten, også de kritiske indlæg, viser, at der er en stigende opmærksomhed omkring det. Jeg er optimist,« siger Liu Huili.

Shen Sheng, manden der startede det hele, siger dog, at han »ikke føler noget« selvom han fik lukket festivalen i Jinhua.

»Det er ikke nogen sejr. For hvad kommer der til at ske med de 10.000 hunde?,« spørger Shen Sheng.