Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke nogen stor fan af Frank Dikotters bog »Maos Store Hungersnød,« der udkom på dansk i november sidste år.

Og så alligevel. Første del af bogen er en virkelig fin gennemgang og opsummering af de sidste 30 års forskning om »Det Store Spring Fremad,« hvor Dikotter også inddrager noget af det nyeste fra de seneste ti års kinesiske debat og folk som Yu Xiguang og Cao Shuji.

Det er der hårdt brug for. For »Det Store Spring Fremad« er i høj grad stadig ukendt i Vesten, som Xujun Eberlein skriver her i Los Angeles Review of Books:

In July 2011, Frank Dikötter’s Mao’s Great Famine won the BBC’s Samuel Johnson Prize, one of Europe’s best known and most lucrative awards for a work of nonfiction. One of the judges, Brenda Maddox, explained to the Guardian why the book impressed her so much: “Why didn’t I know about this? We feel we know who the villains of the 20th century are — Stalin and Hitler. But here, fully 50 years after the event, is something we did not know about.”

That reaction highlights both the main contribution and main limitation of Dikötter’s book. Though there have been many books and articles published on the same subject — in English, Chinese, and I’m sure other languages — apparently Dikötter’s is the one that brought awareness to at least one more Westerner ignorant of the catastrophe. On the other hand, Dikötter’s attempt to draw parallels between the Mao-era famine — that swept over the entirety of mainland China from 1959 to 1961 and killed tens of millions — and the Holocaust and the Soviet Gulag is, at best, an oversimplification that hinders understanding. To borrow what the discerning Asia scholar Ian Buruma once said on a different subject: “To distinguish between atrocities does not diminish the horror, but without clarity on these matters history recedes into myth and becomes a form of propaganda.”

I sin bog bruger Dikotter også Yang Jisheng og hans sensationelle bog »Gravsten«, der udkom i 2008. Det er nok den hidtil grundigste gennemgang af »Det Store Spring Fremad,« og i Xujun Eberleins anmeldelse stilles Yang og Dikotters to bøger op over for hinanden. Læs det hele. Men her får du overskriften på, hvorfor Dikotters bog bliver mere problematisk, når han bevæger sig ind på Mao Zedong og partiets top:

“Understanding the complexity of human behavior in times of catastrophe is one of the aims of the book,” Dikötter states, and he does a good job fulfilling that goal in terms of ordinary people. But when it comes to the behavior of Mao and his colleagues, he has a tendency for simplification and caricature. The Mao under his pen is simply one of history’s most sadistic tyrants; consideration is not given to the complexity of his behavior. The reader gets the impression that Mao knew about the famine all along, but either deliberately let people starve, or was indifferent to their fate. Dikötter’s indignation toward Mao is understandable, but this representation is neither factual nor insightful.

:: Som der står på propagandaplakaten, så vil “produktions entusiasmen” stige, hvis spisesalene er velfungerende. Plakaten er fra denne side på den glimrende Chinese Posters’ tema om »Det Store Spring Fremad.«

For at komme frem til byen og de 16.000 indbyggere skal man køre gennem bjergene i den sydkinesiske Guizhou provins. Forbi ristrapper og marker, ud ad hullede cementveje gennem landsbyer, hvor der går flokke af ænder mellem husene.

Maotai ligger i en dal, hvor byen har foldet sig op ad bjergsiderne langs floden Chishui. Det er ikke det mest indlysende sted, at man finder en virksomhed, som er et af Kinas mest berømte varemærker, og som har en omsætning på cirka fem milliarder kroner. Det er den man kan lugte – producenten af den kinesiske brændevin (baijiu) Maotai, der har taget navn efter sin hjemby.

Hele byen og dalen dufter lokkende af den markante og sødligt parfumerede risbrændevin. Hvis man er kineser. Hvis næseborene derimod tilhører en vesterlænding, så er det mere ord som rådne ris, diesel og opvarmet sojasauce med terpentin, der bliver brugt til at beskrive brændevinen.

• Læs også - Investeringer: nu kommer kineserne til Europa

Det viser også en del af Maotais problem. For virksomheden er så småt begyndt at eksportere sine flasker til udlandet, og har ambitioner om at sælge stadigt mere udenfor Kina i de kommende år. Maotai er et eksempel på et stort kinesisk brand, der går efter større eksport og endda med et meget kinesisk produkt.

Maotai er store i Kina, hvor det er brand, som ifølge den seneste Hurun rapport er bedre kendt end for eksempel Mercedes-Benz og Chanel. Maotai står på mange måder med det samme problem som Suning, Yili, Fulinmen, Midea og Renren, der er kinesiske virksomheder, som har to ting til fælles. De er alle med på en liste over de 50 stærkeste og mest velkendte brands i Kina. Og de er, som de fleste andre kinesiske brands, stort set ukendte i udlandet.

Det er ikke fordi de kinesiske virksomheder mangler økonomiske muskler. For eksempel er der 37 kinesiske navne på Fortunes liste over verdens 500 største virksomheder.

Men det er først i de senere år, at kinesiske virksomheder er begyndt at konkurrere på andet end en lav pris, og er ved at opbygge brands, der også handler om værdier, service og kvalitet.

Derfor er der mange, som først nu begynder at overveje, hvordan man eksporterer sine produkter og opbygger en global identitet. For eksempel kører bilfabrikanten Geely i år ind på markedet i Storbritannien med sin fire-dørs sedan EC7. Luksusfabrikanten Shang Xia, der laver alt fra juveler til møbler, har luftet planer om en butik i Paris. Og 2012 bliver også året, hvor Huawei for alvor forsøger at sælge mobiltelefoner til for eksempel danskerne.

• Læs også - USAs handelsunderskud med Kina: myten om »Made in China«

Hvad er så de største problemer, som kinesiske virksomheder vil møde på markederne i Vesten? Det er netop at fortælle omverden, at Kina også kan lave andet end billige produkter af ringe kvalitet, siger Li Fei, der er professor i marketing på School of Economics and Management på det anerkendte Tsinghua University i Beijing.

»Der er stadig ingen kinesiske virksomheder, der har lavet et brand, som verden forbinder med både at være af høj kvalitet og fra Kina,« siger Li Fei.

Samtidig skal kineserne lære de vestlige markeder at kende, siger Li Fei. Nogle af virksomhederne er måske veletablerede hjemme i Kina, men når de går udenfor, skal de lære forbrugernes kulturelle baggrunde at kende, og finde et sprog og symboler, som kan forstås og appellere til de lokale kunder. Det bliver en udfordring.

»Når det kommer til branding, så har kineserne meget at lære endnu,« siger Li Fei.

Måske især for en fabrikant, der laver noget så kinesisk som baijiu, der har dybe rødder i kinesisk kultur, historie og smagsløg. (Læs i øvrigt en fin artikel om, hvordan Kina ved Verdensudstillingen i San Fransisco i 1915 overraskede alle med baijiu.) Så er verden klar til Maotai?

Der er fugtigt inde i Maotais store produktionshal, der stadig minder om det historiske foto her til venstre. Nede i gulvet ligger der rækker af grave, hvor den brune græsart durra, der er en af hovedingredienserne i deres baijiu, ligger i blød i et par dage.

Bagefter bliver den stablet op på gulvet ved et af de runde metalkar. Her går cirka fem arbejdere rundt i plastiksandaler, hvor de bruger riskurve til at hælde durraen op i de dampende kar, hvor væsken ender med at have en alkoholprocent på 60-70 procent.

»Det kommer ud med forskellige procenter og opbevares i fem år. De fleste af vores produkter ender med at have en alkoholprocent på 53, for det giver den bedste kvalitet,« siger Liu Wei, der er en af de ansvarlige for produktionen.

Han siger, at en af hemmelighederne ved Maotai er, man bruger vandet fra Chishui floden til at dampe durraen med. Og det »helt særlige« vand er med til at give Maotai sit særpræg. Samtidig, siger Liu, bruger Maotai kun lokale råvarer, hvor mange af de andre producenter i området bruger dårligere råmaterialer, som også kommer fra andre provinser som Sichuan.

Liu tager en aluminiumskop og går hen til en af de lidt under to meter høje kar og åbner for en hane. På kinesisk hedder risbrændevin – som der ikke nødvendigvis er ris i – for »baijiu«, der udtales som det engelske »bye Joe«, og som kan oversættes til »hvid vin« eller »klar alkohol.« Væsken er da også, som det endelige produkt, der senere vil blive hældt på en tønde og gemt i fem år, helt klar.

»Der er ingen kemikalier, det er helt rent,« siger Liu Wei.

Den varme væske, der er på 70 procent alkohol, smager melet, den er sødlig og snører munden sammen. Den ufærdige baijiu er langt fra det endelige produkt, men Liu erkender, at det nok ikke er alle udlændinge, der vil synes godt om det.

• Læs også - Kinas virksomheder og økonomi ved skillevej: strømpernes konge bor i Kina

»Nogle vil kunne lide det, andre ikke,« siger Liu, der dog har tiltro til Maotai. I dag er det kinesere, som bor eller rejser i udlandet, der køber langt de fleste af de få flasker, som Maotai eksporterer. Det er kun fem procent af produktionen, som bliver solgt udenfor Kina.

Men i april lavede Maotai en aftale med den franske distributør Camus Cognac, der vil føre Maotai ud i 140 lufthavne og 50 flyselskaber i hele verden.

»Vi vil forøge salget på de udenlandske markeder, og give flere kendskab til Maotais kvalitet og kultur,« sagde Ji Keliang, formand for Kweichow Moutai Distillery, da han underskrev aftalen tidligere i år.

Liu Wei tror også, at det nok skal lykkes.

»Jeg er sikker på, at vesterlændinge vil kunne lide det, når de først prøver det,« siger Liu.

»Vi har jo også vin i Kina, som mange kinesere også kan lide. Det hænger sammen med, at den vestlige kultur er stærkt udbredt, men når folk lærer den kinesiske bedre at kende, så kommer de også til at kende Maotai,« siger Liu Wei.

Der er flere andre producenter af baijiu i området omkring Maotai, og mange af dem har butikker og salgskontorer i den noget større naboby Renhe. Blandt andre Wu Hongmei, der arbejder for et bryggeri, som hedder »Den Gamle Vinkyper«.

Her vil man ikke følge den langt større og mere velkendte Maotai med til udlandet, for virksomheden forsøgte at eksportere til Taiwan i 2002.

»Det virkede ikke, for nabolandene og udlandet har en anden smag. Men om fem, ti år bliver vi nødt til at se på forbrugernes smag, og hvordan den har ændret sig,« siger Wu Hongmei.

En anden grund er, at udbuddet er for lille. Blandt andet fordi de kinesiske embedsmænd har god smag for den dyre alkohol, der ofte bruges til officielle banketter og måltid. Så ofte, at Folkekongressen i Shanghai for nyligt kom med et forslag om, at man skulle forbyde Maotai og straffe de embedsmænd, der bestiller og drikker det.

Der er simpelthen ikke nok baijiu til at dække markedet i Kina, så hvorfor skulle man gå til udlandet. Alene Maotai producerer 25.000 ton om året, men de er lige nu ved at udbygge kapaciteten, så man regner med at nå 50.000 ton i 2020, og de er ved at bygge hele 32 nye destillerier i hovedsædet i Maotai.

»Vi producerer 2.000 ton, og det er ikke nok til at dække markedet i Kina, så vi tænker slet ikke på udlandet,« siger Wu Hongmei.

Maotai har netop hævet prisen på deres bedst sælgende og mest kendte produkt på grund af højere lønomkostninger og stigende råvarepriser. Prisen steg fra 1.300 kroner til 1.500 kroner.

Den dyreste flaske, som Wu Hongmei har i sin butik, er en 80 år gammel baijiu, der koster lidt under 300.000 kroner.

Wu er enig i, at man skal lære baijiu at kende, og at det også er et spørgsmål om at kende til kinesisk kultur.

Så hvordan gør man det? Måske ved at smage på den på samme måde som ved vinsmagninger i Vesten, hvor man spytter det ud bagefter?

»Spytter… man det ud,« siger en forbløffet Wu og træder et skridt tilbage med sin flaske, som hun skulle til at hælde en lille prøve op af i et glas til mig.

»Den her,« siger hun langsomt og lægger tryk på hvert ord, »koster et tusinde yuan. Man smager på det. Men man spytter det ikke ud.«

Man begynder med at se på glasset og om væsken er klar og ren. Dernærst dufter man. Og så smager man på det, uden at spytte det ud, for »man skal føle, hvordan det går gennem halsen,« siger Wu.

Hvad er så en god baijiu? Smagen skal være blød og rund, siger Wu. Det prøver de billigere baijius at efterligne med kemikalier, og det er derfor, at baijiu nogle gange har et dårligt ry.

»Hvis man dagen efter får hovedpine og har tør mund, så er det en dårlig baijiu. Og god baijiu er også mindre skadelig for leveren,« mener Wu Hongmei.

Så hvornår drikker man baijiu? Det gør hun selv med leverandører og kunder, og så ved festlige lejligheder.

»Hvis man ikke drak alkohol, så bliver det jo akavet hvis folk bare sad og spiste ris og kylling. Det ville være mærkeligt,« siger Wu Hongmei.

De mest værdifulde brands i Kina:
China Mobile – teleselskab
ICBC – bank
Construction Bank of China – bank
Bank of China – bank
Agricultural Bank of China – bank
Baidu – søgemaskine
China Life – forsikring
Sinopec – olieselskab
PetroChina – olieselskab
Tencent – internet portal
China Telecom – teleselskab
Ping An – forsikringsselskab
Moutai – baijiu
China Merchants Bank – bank
China Unicom – teleselskab
Air China – flyselskab
Wu Liang Ye – baijiu
Mengniu – mælkeprodukter
CPIC – forsikring
Chang Yu – vin

Kilde: Millward Brown

:: Artiklen ovenover er et sammendrag af artikler, der tidligere er bragt i Berlingske

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

• Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

• Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事，极其震惊，因为此前没听说消息。立刻给他打电话，他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我，事情发生在2010年12月9日，秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克，送医院，医院说这人救不了了，他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

Det kinesiske nytår falder på forskellige tidspunkter, og i 2012 er det den 23. januar, som er den første dag i det nye år. Forårsfestivalen, som nytåret også kaldes, er den vigtigste højtid for kineserne, og for mange er det også den eneste gang på året, hvor man rejser hjem til familien, som kan bo hundreder af kilometer borte.

Især for de næsten 230 millioner migrantarbejdere er det her, at man kommer hjem for at slappe af og igen mødes med børn, kone eller mand og bedsteforældre, før man igen rejser ud for at tjene penge.

Derfor går hele Kina i stå. Det begyndte for et par uger siden, og det er først i midten af februar, at folk for alvor vender tilbage til deres arbejde, og at Kina igen kommer op i gear.

Forårsfestivalen er den største rejseperiode, og den strækker sig over cirka 40 dage, hvor kineserne vil foretage i alt cirka tre milliarder rejser. Mange af dem er med tog, og der er rift om billetterne, som man kan se på billedet her, hvor nogle kinesere står i “kø”. Derfor var det måske heller ikke så smart, at det kinesiske Ministerium for Jernbaner valgte at komme med en ny hjemmeside netop nu.

Det er nemlig først her i 2012, at kineserne kan købe togbilletter på internettet. På mange måder er kinesernes brug af nettet – for eksempel med nethandel og sociale medier –mere udviklet end i Vesten, men jernbanerne er et monopol, og de er ikke kendte for logik og service. For eksempel kan man kun købe billetter højst 12 dage i forvejen, og man kan ikke få returbilletter.

Nu kan man altså få dem online. Eller kan man? Magasinet »21. Århundrede« bragte i torsdags en kritisk artikel (på kinesisk) om, hvordan ministeriet havde lavet deres nye hjemmeside og salgssystem. Ministeriet vragede to systemer fra IBM og Easy Way og valgte i stedet for selv at udvikle deres eget. Det var en dårlig ide. De kinesiske togrejsende har i den grad »spist bitterhed«, som man siger på kinesisk, når man virkelig står over for en prøvelse.

Hjemmesiden har fået over 1,4 milliarder besøgende, og er i den grad bukket under. Ministry of Tofu har skærmbilleder af hjemmesiden med fejlmeddelelser. Set i bakspejlet var det måske heller ikke så smart, at ministeriet valgte ikke at teste systemet, da det stod færdigt for et halvt år siden, som avisen »Hangzhou Bulletin« skrev i onsdags (på kinesisk). Ifølge avisen skal brugerne i gennemsnit trykke på browserens genopfrisk knap hele 500 – jep, der står femhundrede – gange før det lykkes at gennemføre et køb.

Det er der nu mange, som har gjort. Og det betyder også, at situationen i år er endnu værre for mange af de 230 millioner migrantarbejdere, der ofte er fattige folk fra landområderne, som ikke har en computer eller endsige ved, hvordan man bruger en. Derfor har medierne været fulde af hjerteskærende historier om folk, der for eksempel har sovet og stået i kø i fem dage på banegårde uden at få billetter og har måtte opgive at komme hjem til familien. Her et eksempel oversat af Chinasmack. En migrantarbejder har også skrevet et åbent brev (på kinesisk), der har cirkuleret bredt på nettet. Så mange kommer til at være alene, når Dragens År begynder den 23. januar.

I Kina er drager forbundet med noget positivt, og de står for held, magt og styrke. Men et Drage-år byder også på turbulens, forandringer og store begivenheder, hvilket jo nok kan lyde som en trussel, når man tænker på den globale økonomi og Euro-krise. Så her fra Beijing skal der blot lyde et »wang zi cheng long« – 望子成龙 – et håb om at »jeres børn bliver til drager,« og at de altså går en lys fremtid i møde.

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Parret fik dog senere lov til at tale med hinanden over telefonen, men de ved ikke, hvorfor politiet tog Liu til forhør.

Det kan måske være del af en ny og større efterforskning af Ai Weiwei og hans selskab »Fake,« og fordi politiet er ved at opbygge en ny sag mod Ai. Han fortæller, at politiet også for nyligt har taget to af hans assistenter til forhør.

»Det lader til, at de er i gang med en bredere efterforskning. Jeg aner det ikke,« siger Ai Weiwei. Og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi har ikke på nogen måde brudt nogen love. Men vi er nysgerrige efter at se, hvad der nu kommer, for det ved man aldrig,« siger Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Ai Weiwei forsvandt i begyndelsen af april, da betjente bortførte ham i lufthavnen i Beijing. Ai blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno før politiet besluttede sig for at anklage ham for skattesnyd, som efter sigende skulle gå helt tilbage til 2001.

Det er beskyldninger, som Ai Weiwei selv kalder for politiske. Han afviser dem og siger, at myndighederne blot er ude på at lukke munden på ham. Men skattesagen har ikke fået Ai Weiwei, der er kendt for sin kritik af den kinesiske regering og Kinas Kommunistparti, til at lukke munden.
I sidste uge fortalte politiet så den ene af de to assistenter, som de forhørte, at Ai nu blev efterforsket for at »sprede pornografi på internettet.«

Fotografen Zhao Zhao fortalte, at politiet var interesseret i et kunstfotografi fra 2010, hvor en nøgen Ai står sammen med fire ligeledes nøgne kvinder på et foto, som har titlen »En tiger, otte bryster«. Nyheden om den nye efterforskning fik kinesere til at lægge utallige nøgenbilleder ud på internettet i sympati med Ai Weiwei.

• Læs også - Ai Weiwei og Louisiana – »Det her handler ikke om mig«

På samme måde fik Ai også opbakning fra 30.000 personer, som på under et par uger hjalp ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke dommen om skattesnyd. Den 1. november fik han besked på at betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner), som myndighederne siger han har unddraget i skat siden 2001.

Politiet i Beijing oplyser, at de »ikke kender noget til nogen Liu Qing,« der skulle være anholdt. Det fortæller en betjent, der ikke vil oplyse sit navn, fra Nangao politistation.

Ai tror ikke, at Liu Qings forhør har noget at gøre med skattesagen.

»Vi har fulgt deres instruktioner og betalt kautionen, så de kan kun være tilfredse. Det var en sejr for dem,« siger Ai Weiwei, der ikke tror, at hans hustru er i fare.

»Jeg er bekymret, men der er ikke nogen måde at hjælpe på. Da jeg forsvandt gav de ingen forklaring. Det her er ikke noget, som der er en løsning på,« siger Ai Weiwei.

De seneste år har de kinesiske myndigheder lagt stadigt mere pres på Ai Weiwei, og sagen om skattesnyd kunne nok have fået de fleste til at tie stille. Men ikke Ai Weiwei. Han er gået til nyt modangreb på Kinas Kommunistparti.

For hvordan lukker man munden på Ai Weiwei? Hvis partiet og myndighederne troede, at anklagen om skattesnyd ville presse Ai til tavshed, så tog de fejl.

»Beskyldningerne mod mig er politiske. De prøver at bruge en økonomisk hævn til at skræmme mig,« siger Ai Weiwei.

Myndighedernes pres virker ikke. Tværtimod har den 54-årige kunstner, arkitekt, kritiker og aktivist skruet op for kritikken. Beskyldningerne har også givet ham større opbakning og støtte fra flere kinesere. Over 30.000 personer har hjulpet ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke anklagen.

• Læs også - Ai Weiwei anholdt i Beijing

Han forsvandt for cirka syv måneder siden, da politiet tog ham i lufthavnen i Beijing og kørte ham til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med vage beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno for til sidst at ende med en anklage om skattesnyd.

Ai Weiwei blev løsladt i juni. Han har hele tiden nægtet sig skyldig i skattesnyd, som ifølge myndighederne går helt tilbage til 2000. For hvorfor kommer anklagerne først nu, som Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying, sagde til Berlingske i august.

• Læs også - Rasende Ai Weiwei tilbage på Twitter

Den 1. november kom myndighederne så med kravet om, at Ai Weiwei skulle betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner). Og stort set med det samme begyndte der en kampagne på nettet, hvor folk indsamlede, sendte checks og overførte penge til Ai. Der var endda flere, som rejste fra deres hjemprovinser og ud til Caochangdi i Beijing, hvor de rullede pengesedler sammen i klumper og smed over muren til hans atelier og bolig, der hele tiden har været overvåget af uniformeret og civilklædt politi. Det tog ti dage at indsamle halvdelen af pengene, som der skulle til for at han kunne anke afgørelsen.

»Det her handler ikke om mig. Det skal bruges det som en platform til en bredere debat,« siger Ai Weiwei. Som en inspiration for de mange, der ikke selv har en stemme. Han regner ikke med opbakning fra de vestlige lande, der er økonomisk afhængige af Kina, og derfor vender det blinde øje til Kinas problematiske menneskerettigheder.

For Kina er på ingen måde en retsstat, og Ai Weiwei ved ikke, hvad der nu kommer til at ske. Kinas Kommunistparti har en particelle i alle landets domstole, der – uanset om det strider mod de enkelte love eller landets forfatning – udstikker dommene, så de følger partiets interesser. Selv siger Ai, at skattemyndighederne blot følger politiets afgørelser, og er en del af det samme system.

• Læs også - Kina vil lovliggøre politiets kidnapninger

»Den eneste platform, som vi har til at diskutere med myndighederne, er loven. Og vi kan ikke stole på loven,« siger Ai Weiwei.

Det er også et tema, der går igen i hans kunst.

»Meget af mit arbejde handler om det enkelte individ og dets konflikt med magt. Jeg er altid interesseret i at se den samtale eller det udtryk, som bliver resultatet, der kan have både et for eksempel socialt eller politisk islæt,« siger Ai Weiwei.

Og med hans seneste forsvinden og presset fra myndighederne har han i høj grad selv været under pres i de seneste måneder.

»Men det er adskilt fra min kunst. Jo, hvis du taler om en person, der skal have føde i kroppen, så er det det samme liv, som man ikke kan adskille. Det er forskellige udtryk, men de er uadskillelige,« siger Ai Weiwei.

Jeg havde et kort interview med ham i august, hvor han også talte om, hvilken indflydelse hans kidnapning og isolation har haft på hans kunst:

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« sagde Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Selvom han stadig sidder i husarrest i Beijing har han alligevel været »tæt involveret i arbejdet med udstillingen,« der åbner lørdag i Louisiana. Her er Ai Weiwei med over Skype fra Beijing, hvor han har en direkte samtale med Olafur Eliasson.

Udstillingen blev anmeldt fredag i Berlingske, hvor Torben Weirup giver den fem ud af seks stjerner.

Nogle rejsende er gode til at klare jetlag. Det er jeg ikke. En tommelfingerregel siger, at man skal bruge en dag, for hver tidszone man krydser, for at kroppen kan finde sin rytme igen. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Kina, og derfor burde det altså ikke tage mere end syv dage, men det kan tage længere tid, hvis man ikke kommer ind i rytmen med det samme.

Og det gjorde jeg ikke, da jeg i sidste uge kom hjem til Beijing efter en tur til Europa. Efter tre timers søvn fandt jeg ud af, at mine overboere i mellemtiden havde beriget deres husstand med en hundehvalp, der begyndte at bjæffe klokken et om natten. Uden at familien dog gjorde noget ved det. Hvilket efter et par minutter fik mig til at smelte sammen og hyle skældsord – det kinesiske sprog kan være uhyre rigt og varieret – der involverede både heste, mudder og forskellige dele af den menneskelige anatomi. Det ville helt sikkert have imponeret Kaptajn Haddock, men den lille hund anerkendte ikke for alvor mit kreative ordvalg, selvom det fik nogen deroppe til at give den noget vand, så den dæmpede sig efter mindre end en halv time.

Mine overboere er ikke de eneste, der er kommet på den fantastiske ide at få hund. Det har begge mine naboer også. Og i det boligkompleks, som jeg bor i, er der kommet stadigt flere hunde gennem de seneste år. For kæledyr – og især små hunde – er i takt med urbaniseringen og den voksende middelklasse kommet på mode i især de kinesiske byer, hvor de rige også flasher de små hunde som statussymboler.

Der er ingen pålidelige statistikker for, hvor mange kæledyr og hunde kineserne køber. Men alene markedet for dyrefoder ligger ifølge nogle skøn på over 40 milliarder kroner. Og det vokser. Det gør industrien omkring dyrene også. For nyligt gik jeg forbi en mand ved indgangsdøren til vores højhus, hvor han stod og var ved at give sin hund sko på. Et møjsommeligt job i – på det tidspunkt – cirka 30 graders varme.

Nu er det blevet køligere i vejret, men jeg har allerede set et par hunde, der også har fået overfrakke og hat på. Selvom det stadig er omkring 15 grader i Beijing. Ganske unødvendigt. Det er det også i selv en koldere provins som den nordlige Heilongjiang, hvor en indehaver af en dyreforretning i sidste uge fortalte en lokal tv-station, hvordan byboerne bruger stadig flere penge på tøj, sko og hatte til hundene. Og hvor en ekspert også forsøgte at forklare, at det netop er unødvendigt for dyrene.

Men det stopper ikke her. På Taobao, der er Kinas svar på eBay, kan man købe et varmetæppe, som hunden eller katten kan ligge på. For eksempel et rødt et af slagsen med hvide prikker og bamser. Hvis det ikke er godt nok, så kan man også købe en lille himmelseng til cirka 250 kroner. Skulle man nu tage dyret udenfor – for eksempel for at tage til den hundefotograf i Wuchang i Hubei-provinsen, der ifølge en artikel på Soho kan lave et fotoalbum for cirka 2.500 kroner – så kan man også give det en lyserød ansigtsmaske til cirka ti kroner. Men det er selvfølgelig synd sådan at slæbe dyret ud i verden, så den gode hundeejer bør overveje at investere de lidt over 2.300 kroner i en Huahang HHC-220, som er et løbebånd for hunde.

Så måske bliver det lyden af en hund på et løbebånd, der vækker mig næste gang.

:: Læs i øvrigt også min artikel om »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« og dyrevelfærd i Kina.

Der var gjort klar til fest. I tre dage skulle byen være fyldt med boder og gadekøkkener, hvor de besøgende kunne spise alt det hundekød, de kunne tænke sig. Dyrene var endda nyslagtede. De flåede hunde hang på kroge ved boderne, for de fleste af stederne havde deres egne bure, hvor de op mod 10.000 hunde lå klemt sammen, inden de skulle flåes og slagtes for øjnene af kunderne.

Men »Den 8. Jinhua Hundekøds Festival« blev aldrig til noget, som jeg skrev om i søndagens Berlingske.

»Jeg blev så vred,« siger Shen Sheng, der er 24 år og bor i Jiangsu provinsen, hvor han arbejder i et trafikselskab. Han skrev et indlæg på Sina Weibo, der er den mest populære mikroblog i Kina. I løbet af en enkelt dag var indlægget blevet videresendt næsten 20.000 gange. Blandt andre af berømtheder som Faye Wong, der er en af de mest populære sangere i Kina og Asien. Indlægget blevet genpostet næsten 100.000 gange.

Den voldsomme kritik og debat fik lokalregeringen i Jinhua – der er et mindre byområde med lidt over fem million indbyggere som ligger i Zhejiang provinsen – til at aflyse festivalen.

Det er det seneste eksempel på, hvordan der er begyndt at komme en offentlig debat om dyrevelfærd i Kina. Det viser, hvordan Kinas økonomi og samfund er ved at udvikle sig med blandt andet en voksende middelklasse, der får overskud til at interessere sig for nye ting som dyrs trivsel. Interessen hænger også sammen med, at antallet af hunde, der bliver holdt som kæledyr, er eksploderet i de seneste år.

Debatten begyndte for alvor med det, som i dag hedder »15. April Affæren.« Her kørte der en lastbil på en af de store motorveje udenfor Beijing, hvor den var på vej mod den Nordøstlige Liaoning provins. Den var lastet med over 500 hunde. De var dehydrerede og sad fastklemt i så små bure, at de havde svært ved trække vejret. En bilist ser det og poster det på internettet.

Op med 200 personer mødes ved en betalings-station, hvor de standser lastbilen. Trafikken står stille, og flere aktivister, dyrlæger og tilskuere kommer til mens politiet forsøger at bevare ro og orden. Efter 15 timer lykkedes det for aktivisterne at købe hundene.

De frivillige aktivister nåede at redde de fleste af hundene, hvor en tredjedel af dem dog stadig er under behandling i dag. De raske hunde bor i dag på kenneler og hos de frivillige, der arbejder på at finde nye hjem til hundene.

Debatten om dyrevelfærd og om dyrenes rettigheder viser også, hvordan gamle skikke og traditioner ændrer sig. Under Mao Zedong og Kulturrevolutionen var det de færreste, der havde råd til at have kæledyr, og samtidig blev det anset for at være en bourgeois aktivitet, som kun arrogante kapitalister kunne finde på.

Historisk set er det især i Korea og Kina, at man har spist hundekød. Festivalen i Jinhua hævder at have rødder tilbage til slutningen af Ming dynastiet i midten af 1600-tallet. En af kejserens generaler skulle have tabt et slag i Jinhua, fordi han og soldaterne kom til at vække byens hunde, der begyndte at gø. Derfor skulle alle hunde i Jinhua udryddes. Han vandt senere slaget, og kejseren holdt en stor festmiddag med hundekød til ære for ham.

Det er især i den Nordøstlige del af Kina, at man spiser hundekød. Det er langt fra normalt, og det bliver for det meste kun spist ved mere festlige lejligheder som bryllupper og begravelser. Derfor er der stadig mange, som ikke har problemer med at spise hundekød.

»Hundekød er lækkert, så hvorfor skulle det være en undtagelse, når vi også kan spise kød fra lam, grise og køer,« lød et af de kritiske indlæg til Shen Sheng på Sina Weibo.

Det er Xiao Feng, der arbejder frivilligt for Ruijia Forening for Dyrevelfærd, enig i.

»I nogle områder er det en tradition, at man spiser hunde, og det skal man respektere,« siger Xiao Feng. Men hun tilføjer:

»Personligt vil jeg ikke gøre det. Katte og hunde er tæt knyttet til mennesket, og de er som venner. Hvordan kan man spise sin ven?,« siger Xiao Feng.

Et af problemerne med hunde som dem fra Jinhua er, at mange er kidnappede kæledyr, stjålet fra eksempelvis landsbyer eller opdrættet under forfærdelige forhold. Der er heller ingen kontrol med slagtning og eventuelle sygdomme og problemer med dyrene og kødet.

Kina har ingen lovgivning, der beskytter dyr mod mishandling. Tidligere på året blev der offentliggjort et udkast til en lov, men den er ikke trådt i kraft.

Udviklingen omkring dyrevelfærd og lovgivningen går dog i den rigtige retning, siger Liu Huili, der er fra organisationen Green Beagle i Beijing.

»Det er en uundgåelig del af udviklingen. Hele debatten, også de kritiske indlæg, viser, at der er en stigende opmærksomhed omkring det. Jeg er optimist,« siger Liu Huili.

Shen Sheng, manden der startede det hele, siger dog, at han »ikke føler noget« selvom han fik lukket festivalen i Jinhua.

»Det er ikke nogen sejr. For hvad kommer der til at ske med de 10.000 hunde?,« spørger Shen Sheng.

Liu Xiaobos far døde for en uge siden. Men han var ikke med til begravelsen, for han fik ikke lov af de kinesiske myndigher. Og måske ved Liu Xiaobo ikke engang, at faren er død, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Kinas mest berømte kritiker, den 55-årige Liu Xiaobo, sidder i et fængsel i den nordkinesiske Liaoning provins. Han afsoner en straf på 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, der er et dokument, som opfordrer til politiske reformer i Kina. Liu vandt Nobels Fredspris i 2010.

• Læs også – Tidligere artikler om Liu Xiaobo

I dag er Liu Xiaobo stadig stort set afskåret fra omverdenen, og hans advokat, Shang Baoujun, ved ikke, om nogen har fortalt ham om farens død.

»Jeg håber, at han har fået det at vide. Men jeg har ikke selv kunne fortælle ham om det, og jeg er ikke sikker på, at han har fået det at vide gennem andre kanaler,« siger Shang Baojun og tilføjer, at der ikke er noget i kinesisk lovgivning som sikrer fanger, at de har ret til at få udgang til for eksempel begravelser.

»Liu Xiaobo har ikke haft lov til at få besøgende siden han blev flyttet til fængslet i Liaoning. Det sidste besøg var i maj 2010,« siger Shang Baojun.

• Læs også – Hurtig baggrund om Liu Xiaobo og Nobelprisen

Den eneste, der har lov til at besøge ham, er hans hustru, Liu Xia, der kan se ham en time om måneden. Inden hvert besøg skal hun dog først søge myndighederne om lov. Men det er usikkert, hvornår hun sidst har været der, og om myndighederne overholder loven.

Shang Baojun bekræfter, at Liu Xiaobos far er død, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra familien. Kilder siger, at myndighederne igen for nyligt har advaret familien mod at tale med pressen.

Den 52-årige Liu Xia er også selv isoleret fra omverdenen. Hun forsvandt sidste efterår før Nobelprisen blev uddelt i Oslo. Hun sidder efter alt at dømme i husarrest i Beijing, hvor hun er konstant overvåget og ikke har adgang til telefon eller internet. Politiet har ikke sigtet hende, og hun er ikke idømt nogen dom.

Liu Xiaobos far, Liu Ling, blev tidligere på året alvorligt syg og indlagt på hospital i den nordkinesiske by Dalian. Han døde i sidste uge under den kinesiske helligdag Månefestivalen, og han blev 79 år.

:: Liu Xia’s privatfoto af Liu Xiaobo

Det skulle have været en venskabelig kamp mellem Georgetown University og Bayi Rockets, der er et professionelt hold, som hører under Folkets Befrielseshær. Men basketballkampen i Beijing endte i kaos, knytnæveslag, spark og stole, der blev kastet rundt på banen.

Aftenen før havde Georgetown spillet en anden kamp i Beijing, der blev overværet af den amerikanske vicepræsident George Biden, som i dag mandag afsluttede sit fire dage lange besøg i Kina for at flyve videre til Mongoliet.

Det er første gang i over ti år, at Biden har været i Kina. Under besøget mødtes han blandt andet med den kinesiske vicepræsident Xi Jinping, der efter alt at dømme overtager posten som præsident efter Hu Jintao, der træder tilbage i 2012.

Under besøget har de to vicepræsidenter lagt vægt på at vise, hvordan der er en forståelse og dialog mellem de to lande. På trods af store knaster i forholdet. USA er Kinas største handelspartner, og det giver amerikanerne underskud på handelsbalancen. Kina har valutareserver på 3.200 milliarder dollars, og de 1.200 milliarder er amerikanske statsobligationer. Samtidig er Kina også på vej til at blive en militær magt i Asien, og det er en udfordring for USA og dets allierede i regionen. Som for eksempel Taiwan, der gerne vil købe nye amerikanske F-16 fly.

Biden besøgte også en restaurant i Beijing. Og det var nok billederne her fra, hvor han sidder og prøver at sludre med en lokal familie, som han havde håbet på skulle blive dagens fotografier fra besøget i Kina. Det blev det ikke.

Sammenstødet mellem de to baskethold vil blive set i lyset af politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen i Kina, som det har gjort siden begyndelsen af det 20.
århundrede, hvor både Nationalistpartiet og Kinas Kommunistparti brugte idræt og sportsstævner til at blive populære. I 1971 var det også en bordtenniskamp mellem USA og Kina, der banede vejen for præsidents Nixons besøg i 1972, der fik de to landes forhold på ret køl igen. Men der var ikke meget »bordtennis-diplomati« over venskabskampen torsdag aften.

Det kinesiske hold var opsat på at vinde, og der havde været flere sammenstød undervejs, hvor stemningen blev stadigt dårligere. Det kulminerede, da en amerikansk spiller plantede en albue i nyrerne på en modstander. Spillerne fra de to hold gik på hinanden, tilskuere kom ind på banen og der fløj stole og knytnæver gennem luften.

Amerikanerne trak sig tilbage, mens tilskuere kastede vandflasker ned over dem. Samtidig skulle flere af tilskuerne også have råbt nedsættende ord som 黑鬼 (hei gui) – sorte djævle – mod amerikanerne.

»Basketball i Kina har en lang historie med lignende hændelser,« siger Maggie Rauch, der er redaktør på bloggen China Sports Today. En teorierne er, at det handler om forskellig spillestil. Kineserne er ikke vant til den mere fysiske spillestil, der er i udlandet blandt især professionelle.

Samtidig siger flere, der overværede kampen, at dommerne var intet mindre end elendig, og at sikkerhedsvagterne ikke greb ind, da slagsmålet udviklede sig. Bayi og deres fans heller ikke det bedste omdømme. Der er et mundheld som siger: 八一队打球打不赢就打架. Altså, hvis Bayi spiller, og de ikke vinder, så kan de i det mindste slås.

Kinesisk fodbold, boksning, hockey og endda volleyball er kendt for lignende sammenstød mellem fans og spillere.

»Der bliver flere og flere af den slags sager i Kina. Men de udvikler sig sjældent til voldelige og dødelige optøjer, så man bør ikke overreagere,« siger Shi Yan, der forsker i sport og tilskuervold på Shanxi University.

Sammenstødet blev ikke omtalt bredt i de kinesiske medier. Det gjorde det derimod på de sociale af slagsen, hvor mange tog afstand fra Bayi’s opførsel. Som en bruger, Daoyuan, skrev på Weibo:

»Hvem i alverden vil nu komme til Kina for at spille venskabskampe?«

• Kina og de hårdtslående spillere og fans:

2010: Kun lidt over et minut inde i kampen går kinesiske basketballspillere amok på deres modstandere fra Brasilien. Den Kinesiske Basketball Association undskylder bagefter.

2009: Spillerne fra Guangdong Tigers og Shandong Gold bliver idømt den rekordstore bøde på 330.000 yuan (cirka 270.000 kroner) på grund af et sammenstød i slutning af kampen.

2008: En »kung-fu kamp« bryder ud mellem tilhængere fra to klubber i Beijing og Tianjin. Samme år angriber tilhængere i Wuhan også de besøgende klubbers busser.

2007: Kinas olympiske fodboldhold bliver sendt hjem fra England, da de støder sammen med spillerne fra Queenspark Rangers før en træningskamp i London.

:: Foto fra China Daily

Ai blev også truet med ti års fængsel for »omvæltning af staten.« Det er en bred paragraf, som myndighederne ofte bruger til at dømme politiske fanger. For betjentene var mest interesserede i hans eventuelle rolle i en kinesisk Jasmin Revolution som i Mellemøsten.

Det fortæller en kilde til nyhedsbureauet Reuters. Ai Weiwei er løsladt mod kaution, og ifølge aftalen må han ikke mødes med udlændinge, bruge Twitter eller give interviews i det næste år.

Ai Weiwei har flere gange talt med udenlandske medier som for eksempel Berlingske, men han har kun givet meget få informationer om de 81 dage, hvor han var forsvundet.

Ai Weiwei blev taget i lufthavnen i Beijing den 3. april, da han var på vej til at flyve til Hong Kong. Ifølge kilden, som Reuters har talt med, fik han en hætte over hovedet og blev kørt til et ukendt sted i Beijing, hvor han var i to uger.

In the second location, where Ai was held for 67 days, the artist famed for his work on the “Bird’s Nest” Olympic Stadium in Beijing, was watched over by two police officers for 24 hours a day, with their faces often inches from his, watching his every movement even while his slept.

Ai had to ask the police officers for permission to drink water and use the toilet. He was not allowed to speak and was watched over by the officers even while he slept. They demanded that he put his hands on top of the blanket, the source said.

Familien har hele tiden benægtet, at der er bund i anklagerne mod Ai Weiwei ombigami, spredning af pornografi og endelig skattesvindel, som myndighederne til sidst besluttede sig for at anklage ham for.

Myndighederne har hele tiden benægtet, at anklagerne mod Ai var politiske.

Den anonyme kilde siger til Reuters:

Police officers told Ai “you criticised the government, so we are going to let all society know that you’re an obscene person, you evaded taxes, you have two wives, we want to shame you. We’ll not use politics to deal with you,” the source said.

The source said Ai told them “no one is going to believe you,” but officers told him “everyone will believe us, tax evasion is a very serious crime in many countries.”

For nogle uger siden fortalte Ai Weiweis søster, Gao Ge, om sin brors ophold til Washington Post, som jeg også skrev om i Berlingske:

Ai Weiwei var forsvundet i 81 dage. Han blev holdt fanget i et rum, hvor der kun stod en seng. Der var ikke noget bord, stole eller andre møbler. Der var et vindue, men det var dækket af. Til gengæld var lyset tændt 24 timer i døgnet.

Ai havde ingen magasiner, aviser eller bøger. Han havde heller ikke et fjernsyn eller en radio. Der var ikke andet at lave, end at gå op og ned ad gulvet. Hver dag. Frem og tilbage.

Han blev konstant overvåget. Når han gik rundt i lokalet var der to civilklædte betjente lige bag ham. De var der altid. To ad gangen. De var der også, når han sad på sengen. Når han sov. Spiste. Var på toilet. Når han tog bad. Altid. De skiftedes hver tredje time, så kom der to nye betjente, og ingen af dem sagde et ord, de var tavse og stirrede kun på ham.

Ai Weiwei har sukkersyge, men han fik den medicin, som han brug for. Han fik også mad. Men han tabte 15 kilo i de næsten tre måneder, hvor politiet holdt ham fanget på det hemmelige sted i Beijing.

Dengang fortalte Ai Weiwei over telefonen:

»Jeg vil bruge tid på min familie nu. Jeg bliver nødt til at tilpasse mig igen, og passe på mit helbred, for det var ekstreme forhold,« siger Ai Weiwei, der igen har fået lov til at fortsætte sit arbejde efter hans fangenskab.

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

Så kom den. Nu kan man købe en piratkopi af »Klovn – The Movie« på DVD her i Kina. Det er en »90 minuten ungeschnittene Version,« som der står bagpå, hvor der er et engelsk og kinesisk resume af handlingen med lidt tysk fedtet ind hist og her.

Kvaliteten er som en almindelig DVD, og der er danske, engelske og svenske undertekster. Og kinesiske. At dømme efter et lille smugkig, så ser de endda ikke ud til at virke alt for maskinoversatte.

Det er ikke unormalt, at man finder selv danske film på hylderne i de kinesiske butikker, der sælger piratkopieret musik og film. Det mest imponerende stykke kopi-arbejde, som jeg har set, var for nogle år siden, hvor jeg fandt »Terkel i Knibe« i en butik herovre. Hvor dialogen var godt oversat, og hvor den blev læst op af kinesiske skuespillere, der virkelig gjorde et godt stykke arbejde.

I går sluttede Glastonbury Festivalen i England, og samtidig er den danske Roskilde Festival gået i gang. Kina har ingen festivaler i den størrelse og – uanset om hvad man så måtte mene om programmet på især Roskilde – med kunstnere i den kvalitet. Men der er festivaler i Kina. Der er endda for mange af dem.

I slutningen af maj var jeg ude i det nedlagte fabriksområde 798, der engang var et støvet boheme-kunstdistrikt, men som i dag mest er en blanding af bryllupsfotografer, tibetanske souvenir sælgere og børn af velhavende partimedlemmer, der har fået lov af forældrene til at bruge alt for megen tid og penge på at lege kunstnere. Der er dog stadig interessante gallerier herude, og der er da også forskellige ting, som er værd at tage til. Som for eksempel i slutningen af maj, hvor jeg var til »Intro 2011 Beijing Electronic Music Festival.«

Her var ingen store navne på programmet, men festivalen er et godt eksempel på det andet problem, som den kinesiske musikscene lider under. Festivalen er nemlig en af de ældste i Kina, men den begyndte først i 2009. Det er de færreste festivaler, som formår at blive så gamle.

»Der er nok 70-80 festivaler i Kina, men de fleste er døde efter et år,« siger Ping Ke. Han er blandt andet journalist og DJ og en af de mere skarpe kritikere og kendere af det kinesiske musikmiljø, som han har beskæftiget sig med i et par årtier.

Jeg interviewede ham til Berlingske i maj, men der var ikke plads til så mange af hans kommentarer, så her får du mere fra interviewet.

Ping Ke mener, at der er for mange festivaler i Kina. Det er på den ene side en god ting. For der kommer flere og flere af dem også udenfor Beijing, og det er godt for musikfans, der i dag kan gå til koncerter med kunstnere fra Japan, USA og resten af verden.

Men på den negative side er, at alt for mange af dem blot er kommercielle foretagender, der er ude på at tjene penge. Sidste år var der måske 70-80 festivaler i Kina, hvilket er enormt højt, men der var kun en tre, fire af dem, som havde økonomi til at gå videre, siger Ping Ke.

»De fleste af arrangørerne er kun interesserede i penge. Det kommericielle er ikke nødvendigvist dårligt, for festivalerne i Europa skal også tjene penge. Men de skal have en ånd. Festivalerne i Kina har intet koncept og ingen ånd, « siger Ping Ke. Hvis man kigger ned over listen af festivaler, så er er måske kun en håndfuld, der er gode. Resten er virkeligt dårlige, siger Ping Ke.

»Arrangørerne ved ikke, hvilken slags festival, de vil lave. Ved den samme festival kan man have en kinesisk popstjerne og så et uafhængigt rockband. Det er svært for mig at forstå,« siger Ping Ke.

Et andet problemer er det politiske. Rock og musikscenen havde det svært i 1980erne og 1990erne, men i de seneste ti år har regeringen åbnet op for festivalerne. I 2007 var der en festival i en landsby i Hebei, hvor modige lokalpolitikere gav lov til at få musikken til byen. Det gav god omtale. Siden da har flere andre byer og landsbyer forsøgt det samme. Men lokalregeringerne forsøger at promovere deres by og tiltrække turister, og det kan give sammenstød mellem de kunstneriske, kommercielle og politiske interesser.

Et af problerme kan være, at arrangørerne skal have en liste med kunstnere, der først skal godkendes af myndighederne. Arrangørerne skal også have informationer fra kunstnerne om, hvilke sange de vil spille, om de er politiske eller ej, og det kan give gnidninger, siger Ping Ke. Men det er også en proces, som begge parter skal lære af. Og det gør de, siger Ping Ke. Situationen bliver klart bedre.

Men der vil gå lang tid, før man ser en festival på størrelse med Roskilde i Kina. For her kommer sjældent store navne til det kinesiske. Et af de sidste store var Bob Dylan, der for nyligt gav koncert i Beijing og Shanghai. Før det skal vi tilbage til maj 2010, hvor Michael Bolton gav koncert i Beijing.

»Jeg vil gerne opfordre regeringen til at tillade flere af de store udenlandske navne at komme til Kina. De behøver ikke at være bekymrede over det, for mange kinesiske fans drejer det sig bare om, at de gerne vil se nogle internationale stjerner,« siger Ping Ke.

Helt enig, skal det lyde her fra Kinablogs hovedkvarter i Beijing. Hvis du er interesseret i kinesisk rock og musik, så besøg i øvrigt www.rockinchina.com.

:: Privatfoto af metal-koncert i Beijing

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Her er opsamling og links:

• Ai Weiwei var en god ambassadør for Kina. Han var beviset for, at kunst og kreativitet også kunne trives i Kina. Men desværre for partiet begyndte han også at blive stadig mere kritisk. For eksempel da han efter jordskælvet i 2008 lavede sit projekt, der viste, hvor mange børn, som egentlig omkom i de sammenstyrtede skoler. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Læs Jerome Cohens – som altid – glimrende analyse på Council on Foreign Relations, hvor han også spår om, hvad der måske kommer til at ske med Ai, hvis han bliver formelt arresteret:

Arrest virtually assures indictment, conviction and prison time.

Eventually, Ai’s lawyers will be allowed to visit him, although it may not be until the investigation has concluded, possibly after many months of incommunicado detention. During investigation, such visits are of limited significance, since at this stage lawyers are not yet deemed to be “defenders” but mere “advisers”, who are not permitted to learn about the case and can offer only modest assistance. Moreover, meeting time is restricted, and lawyer-client conversations are monitored by police. Yet such visits offer the suspect his first contact with the outside and a chance to report torture or other abuse.

It is possible, in view of foreign protests and the transparently spurious nature of the charges, that Ai will be released instead of formally arrested. To save official face and confine his activities, he may be released under guarantee, which would allow him to remain relatively free but still monitored within the precincts of Beijing while investigation nominally continues for one year. This was done, for example, in the case of the admired lawyer/activist Xu Zhiyong.

If, on the other hand, Ai is arrested and indicted, his trial will further illustrate the unfairness of the criminal process in a country where “troublemakers” cannot be protected by law.

• Sagen om Ai Weiwei giver i den grad dårlig omtale for Kina. Men hvor bekymret er regeringen egentlig over sit internationale omdømme, udlandets reaktion og Kinas soft-power? I forhold til at bevare den sociale ro og orden i landet, så kommer det langt nede på listen. Men de senere år har Beijing forsøgt at arbejde på sit omdømme. Blandt andet ud fra det gamle argument om, at Verden ikke forstår Kina. Et af initiativerne er den engelsk-sprogede avis Global Times. Og det er måske ikke alt for smart at lade dem føre ordet – de kom som det første kinesiske medie med en reaktion på Ai Weiwei – for det er en nationalistisk avis, der så nogenlunde svarer til en kinesisk udgave af Fox News. Richard Burger har en privat samtale med en af redaktørerne på avisen, som han skriver om i denne artikel, der bestemt er værd at læse:

“Don’t you realize the entire expat community here in Beijing and many others around the world are buzzing about this editorial, shocked at its belligerence, its snide and strident tone, its implied threats and its undercurrent of violence? Maybe, as you keep saying, the West truly doesn’t understand China. Well, you are focusing now on soft power. The Global Times itself is actually an outgrowth of China’s thirst for soft power, for global reputation and respect. And look at how you’re failing. You are driving away foreign talent and making China look worse, not better — in precise contradiction to the paper’s stated goals. If your media and leaders could articulate China’s point of view as clearly and calmly as you just did in this conversation maybe then China could get somewhere in fostering understanding. But railing against Ai Weiwei at the top of your lungs — a man seen as an artist and a celebrity — is exactly what you should not be doing. Why not throw the West a bone and let him go, declare an amnesty and then explain why he was detained in the first place.”

Læs også James Fallows, der har gode kommentarer til Richard Burgers artikel.

• Men overreagerer de udenlandske medier og omverdenen på Ai Weiweis forsvinden? Nej, mener Evan Osnos fra New Yorker:

The “mainstream” problem: In an English editorial last week, the state-backed Global Times declared, “Ai once said China was living in a ‘crazy, black’ era. This is not the mainstream perception among Chinese society.” A version of that argument, circulated among foreigners, holds that “none of my Chinese colleagues in our office have heard of Ai Weiwei,” so treating his detention as front-page news is out of proportion to the overall improvement in Chinese standards of living. But this definition of the Chinese mainstream is thin. The collapse of schools in the Sichuan earthquake was an event that captivated Chinese national attention, but when Ai undertook a campaign to publicize the names of the children who died in those schools—or his myriad other political-art projects in recent years—the Chinese press was largely barred from writing about his work. (I discussed Ai’s activism at length in a Profile in The New Yorker last year.) It should come as no surprise that he is not a household name, even if the issues he addresses resonate broadly.

• Har centralregeringen i Beijing droppet enhver tanke om politiske reformer? Det har de ved første øjekast. Men rundt om i provinserne sidder der flere kadrer, som er utilfredse med, at det konservative Beijing i stigende grad kommer med flere politikker, som de vil have provinserne til at følge uden at stille spørgsmålstegn ved. Og det kan give grobund for reformer, når Xi Jinping kommer til magten næste år, mener Russell Leigh Moses i Wall Street Journals kinablog:

These officials have been content to let the conservative wing of the party push and punish. Now, these same cadres would like to see more reform, instead of more overreaction. They are already the proponents of experiments in transparency, accountability, and public supervision, in provinces as diverse as Jiangxi and Jiangsu. Some would like those tryouts to be extended and expanded. And they have to be looking for Mr. Xi and his allies to emerge as transformational leaders, who want to explore alternatives to the present way of doing political business.

Whether Mr. Xi or any of his comrades wish to explore that route is not clear. But they may have to start to be, for the desire by some in the Party for a return to real reform is not going away. The coming challenge for the Communist Party is not how it handles revolt, but what does it really want to do with reform.

• Hvordan er det egentlig, at blive arresteret af politiet i Beijing? Det fortæller Liu Anjun, der var i politiets varetægt i 45 dage i denne artikel fra Reuters:

Liu, a gravel-voiced, charismatic agitator for petitioners’ rights, was taken from his family on 18 February. Police bundled him into a van and locked him in a hotel room in south Beijing. For six days, police interrogators showed him pictures of dissidents, human rights lawyers and activists, seeking information about their mutual contacts, beliefs and plans, Liu told Reuters at his home in Beijing where he was recovering after his release from 45 days in detention.

The police have been hunting for evidence of a web of conspiracy bringing together domestic and foreign foes that the Chinese government believes are behind Middle East-inspired calls for “jasmine revolution” protests against the party.

“They took out picture after picture, mainly of democracy activists and rights defenders, and asked about each of them,” said Liu who walks on crutches after a leg injury sustained in a protest over the demolition of a former home. “They were trying to build up links among everybody, trying to get me to tell them who was supporting what.”