» Kultur

Liu Xiaobos far døde for en uge siden. Men han var ikke med til begravelsen, for han fik ikke lov af de kinesiske myndigher. Og måske ved Liu Xiaobo ikke engang, at faren er død, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Kinas mest berømte kritiker, den 55-årige Liu Xiaobo, sidder i et fængsel i den nordkinesiske Liaoning provins. Han afsoner en straf på 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, der er et dokument, som opfordrer til politiske reformer i Kina. Liu vandt Nobels Fredspris i 2010.

• Læs også – Tidligere artikler om Liu Xiaobo

I dag er Liu Xiaobo stadig stort set afskåret fra omverdenen, og hans advokat, Shang Baoujun, ved ikke, om nogen har fortalt ham om farens død.

»Jeg håber, at han har fået det at vide. Men jeg har ikke selv kunne fortælle ham om det, og jeg er ikke sikker på, at han har fået det at vide gennem andre kanaler,« siger Shang Baojun og tilføjer, at der ikke er noget i kinesisk lovgivning som sikrer fanger, at de har ret til at få udgang til for eksempel begravelser.

»Liu Xiaobo har ikke haft lov til at få besøgende siden han blev flyttet til fængslet i Liaoning. Det sidste besøg var i maj 2010,« siger Shang Baojun.

• Læs også – Hurtig baggrund om Liu Xiaobo og Nobelprisen

Den eneste, der har lov til at besøge ham, er hans hustru, Liu Xia, der kan se ham en time om måneden. Inden hvert besøg skal hun dog først søge myndighederne om lov. Men det er usikkert, hvornår hun sidst har været der, og om myndighederne overholder loven.

Shang Baojun bekræfter, at Liu Xiaobos far er død, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra familien. Kilder siger, at myndighederne igen for nyligt har advaret familien mod at tale med pressen.

Den 52-årige Liu Xia er også selv isoleret fra omverdenen. Hun forsvandt sidste efterår før Nobelprisen blev uddelt i Oslo. Hun sidder efter alt at dømme i husarrest i Beijing, hvor hun er konstant overvåget og ikke har adgang til telefon eller internet. Politiet har ikke sigtet hende, og hun er ikke idømt nogen dom.

Liu Xiaobos far, Liu Ling, blev tidligere på året alvorligt syg og indlagt på hospital i den nordkinesiske by Dalian. Han døde i sidste uge under den kinesiske helligdag Månefestivalen, og han blev 79 år.

:: Liu Xia’s privatfoto af Liu Xiaobo

Det skulle have været en venskabelig kamp mellem Georgetown University og Bayi Rockets, der er et professionelt hold, som hører under Folkets Befrielseshær. Men basketballkampen i Beijing endte i kaos, knytnæveslag, spark og stole, der blev kastet rundt på banen.

Aftenen før havde Georgetown spillet en anden kamp i Beijing, der blev overværet af den amerikanske vicepræsident George Biden, som i dag mandag afsluttede sit fire dage lange besøg i Kina for at flyve videre til Mongoliet.

Det er første gang i over ti år, at Biden har været i Kina. Under besøget mødtes han blandt andet med den kinesiske vicepræsident Xi Jinping, der efter alt at dømme overtager posten som præsident efter Hu Jintao, der træder tilbage i 2012.

Under besøget har de to vicepræsidenter lagt vægt på at vise, hvordan der er en forståelse og dialog mellem de to lande. På trods af store knaster i forholdet. USA er Kinas største handelspartner, og det giver amerikanerne underskud på handelsbalancen. Kina har valutareserver på 3.200 milliarder dollars, og de 1.200 milliarder er amerikanske statsobligationer. Samtidig er Kina også på vej til at blive en militær magt i Asien, og det er en udfordring for USA og dets allierede i regionen. Som for eksempel Taiwan, der gerne vil købe nye amerikanske F-16 fly.

Biden besøgte også en restaurant i Beijing. Og det var nok billederne her fra, hvor han sidder og prøver at sludre med en lokal familie, som han havde håbet på skulle blive dagens fotografier fra besøget i Kina. Det blev det ikke.

Sammenstødet mellem de to baskethold vil blive set i lyset af politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen i Kina, som det har gjort siden begyndelsen af det 20.
århundrede, hvor både Nationalistpartiet og Kinas Kommunistparti brugte idræt og sportsstævner til at blive populære. I 1971 var det også en bordtenniskamp mellem USA og Kina, der banede vejen for præsidents Nixons besøg i 1972, der fik de to landes forhold på ret køl igen. Men der var ikke meget »bordtennis-diplomati« over venskabskampen torsdag aften.

Det kinesiske hold var opsat på at vinde, og der havde været flere sammenstød undervejs, hvor stemningen blev stadigt dårligere. Det kulminerede, da en amerikansk spiller plantede en albue i nyrerne på en modstander. Spillerne fra de to hold gik på hinanden, tilskuere kom ind på banen og der fløj stole og knytnæver gennem luften.

Amerikanerne trak sig tilbage, mens tilskuere kastede vandflasker ned over dem. Samtidig skulle flere af tilskuerne også have råbt nedsættende ord som 黑鬼 (hei gui) – sorte djævle – mod amerikanerne.

»Basketball i Kina har en lang historie med lignende hændelser,« siger Maggie Rauch, der er redaktør på bloggen China Sports Today. En teorierne er, at det handler om forskellig spillestil. Kineserne er ikke vant til den mere fysiske spillestil, der er i udlandet blandt især professionelle.

Samtidig siger flere, der overværede kampen, at dommerne var intet mindre end elendig, og at sikkerhedsvagterne ikke greb ind, da slagsmålet udviklede sig. Bayi og deres fans heller ikke det bedste omdømme. Der er et mundheld som siger: 八一队打球打不赢就打架. Altså, hvis Bayi spiller, og de ikke vinder, så kan de i det mindste slås.

Kinesisk fodbold, boksning, hockey og endda volleyball er kendt for lignende sammenstød mellem fans og spillere.

»Der bliver flere og flere af den slags sager i Kina. Men de udvikler sig sjældent til voldelige og dødelige optøjer, så man bør ikke overreagere,« siger Shi Yan, der forsker i sport og tilskuervold på Shanxi University.

Sammenstødet blev ikke omtalt bredt i de kinesiske medier. Det gjorde det derimod på de sociale af slagsen, hvor mange tog afstand fra Bayi’s opførsel. Som en bruger, Daoyuan, skrev på Weibo:

»Hvem i alverden vil nu komme til Kina for at spille venskabskampe?«

• Kina og de hårdtslående spillere og fans:

2010: Kun lidt over et minut inde i kampen går kinesiske basketballspillere amok på deres modstandere fra Brasilien. Den Kinesiske Basketball Association undskylder bagefter.

2009: Spillerne fra Guangdong Tigers og Shandong Gold bliver idømt den rekordstore bøde på 330.000 yuan (cirka 270.000 kroner) på grund af et sammenstød i slutning af kampen.

2008: En »kung-fu kamp« bryder ud mellem tilhængere fra to klubber i Beijing og Tianjin. Samme år angriber tilhængere i Wuhan også de besøgende klubbers busser.

2007: Kinas olympiske fodboldhold bliver sendt hjem fra England, da de støder sammen med spillerne fra Queenspark Rangers før en træningskamp i London.

:: Foto fra China Daily

Ai Weiwei blev forhørt 50 gange, mens han var i politiets varetægt. De fokuserede på hans politiske udtalelser og kommentarer på hans blog og Twitter »linje for linje.«

Ai blev også truet med ti års fængsel for »omvæltning af staten.« Det er en bred paragraf, som myndighederne ofte bruger til at dømme politiske fanger. For betjentene var mest interesserede i hans eventuelle rolle i en kinesisk Jasmin Revolution som i Mellemøsten.

Det fortæller en kilde til nyhedsbureauet Reuters. Ai Weiwei er løsladt mod kaution, og ifølge aftalen må han ikke mødes med udlændinge, bruge Twitter eller give interviews i det næste år.

Ai Weiwei har flere gange talt med udenlandske medier som for eksempel Berlingske, men han har kun givet meget få informationer om de 81 dage, hvor han var forsvundet.

Ai Weiwei blev taget i lufthavnen i Beijing den 3. april, da han var på vej til at flyve til Hong Kong. Ifølge kilden, som Reuters har talt med, fik han en hætte over hovedet og blev kørt til et ukendt sted i Beijing, hvor han var i to uger.

In the second location, where Ai was held for 67 days, the artist famed for his work on the “Bird’s Nest” Olympic Stadium in Beijing, was watched over by two police officers for 24 hours a day, with their faces often inches from his, watching his every movement even while his slept.

Ai had to ask the police officers for permission to drink water and use the toilet. He was not allowed to speak and was watched over by the officers even while he slept. They demanded that he put his hands on top of the blanket, the source said.

Familien har hele tiden benægtet, at der er bund i anklagerne mod Ai Weiwei ombigami, spredning af pornografi og endelig skattesvindel, som myndighederne til sidst besluttede sig for at anklage ham for.

Myndighederne har hele tiden benægtet, at anklagerne mod Ai var politiske.

Den anonyme kilde siger til Reuters:

Police officers told Ai “you criticised the government, so we are going to let all society know that you’re an obscene person, you evaded taxes, you have two wives, we want to shame you. We’ll not use politics to deal with you,” the source said.

The source said Ai told them “no one is going to believe you,” but officers told him “everyone will believe us, tax evasion is a very serious crime in many countries.”

For nogle uger siden fortalte Ai Weiweis søster, Gao Ge, om sin brors ophold til Washington Post, som jeg også skrev om i Berlingske:

Ai Weiwei var forsvundet i 81 dage. Han blev holdt fanget i et rum, hvor der kun stod en seng. Der var ikke noget bord, stole eller andre møbler. Der var et vindue, men det var dækket af. Til gengæld var lyset tændt 24 timer i døgnet.

Ai havde ingen magasiner, aviser eller bøger. Han havde heller ikke et fjernsyn eller en radio. Der var ikke andet at lave, end at gå op og ned ad gulvet. Hver dag. Frem og tilbage.

Han blev konstant overvåget. Når han gik rundt i lokalet var der to civilklædte betjente lige bag ham. De var der altid. To ad gangen. De var der også, når han sad på sengen. Når han sov. Spiste. Var på toilet. Når han tog bad. Altid. De skiftedes hver tredje time, så kom der to nye betjente, og ingen af dem sagde et ord, de var tavse og stirrede kun på ham.

Ai Weiwei har sukkersyge, men han fik den medicin, som han brug for. Han fik også mad. Men han tabte 15 kilo i de næsten tre måneder, hvor politiet holdt ham fanget på det hemmelige sted i Beijing.

Dengang fortalte Ai Weiwei over telefonen:

»Jeg vil bruge tid på min familie nu. Jeg bliver nødt til at tilpasse mig igen, og passe på mit helbred, for det var ekstreme forhold,« siger Ai Weiwei, der igen har fået lov til at fortsætte sit arbejde efter hans fangenskab.

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei er tilbage på Twitter, hvor han nu angriber de kinesiske myndigheder for den brutale behandling, som hans venner fik i fængslet. Det skriver jeg om i dagens Berlingske.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

Så kom den. Nu kan man købe en piratkopi af »Klovn – The Movie« på DVD her i Kina. Det er en »90 minuten ungeschnittene Version,« som der står bagpå, hvor der er et engelsk og kinesisk resume af handlingen med lidt tysk fedtet ind hist og her.

Kvaliteten er som en almindelig DVD, og der er danske, engelske og svenske undertekster. Og kinesiske. At dømme efter et lille smugkig, så ser de endda ikke ud til at virke alt for maskinoversatte.

Det er ikke unormalt, at man finder selv danske film på hylderne i de kinesiske butikker, der sælger piratkopieret musik og film. Det mest imponerende stykke kopi-arbejde, som jeg har set, var for nogle år siden, hvor jeg fandt »Terkel i Knibe« i en butik herovre. Hvor dialogen var godt oversat, og hvor den blev læst op af kinesiske skuespillere, der virkelig gjorde et godt stykke arbejde.

I går sluttede Glastonbury Festivalen i England, og samtidig er den danske Roskilde Festival gået i gang. Kina har ingen festivaler i den størrelse og – uanset om hvad man så måtte mene om programmet på især Roskilde – med kunstnere i den kvalitet. Men der er festivaler i Kina. Der er endda for mange af dem.

I slutningen af maj var jeg ude i det nedlagte fabriksområde 798, der engang var et støvet boheme-kunstdistrikt, men som i dag mest er en blanding af bryllupsfotografer, tibetanske souvenir sælgere og børn af velhavende partimedlemmer, der har fået lov af forældrene til at bruge alt for megen tid og penge på at lege kunstnere. Der er dog stadig interessante gallerier herude, og der er da også forskellige ting, som er værd at tage til. Som for eksempel i slutningen af maj, hvor jeg var til »Intro 2011 Beijing Electronic Music Festival.«

Her var ingen store navne på programmet, men festivalen er et godt eksempel på det andet problem, som den kinesiske musikscene lider under. Festivalen er nemlig en af de ældste i Kina, men den begyndte først i 2009. Det er de færreste festivaler, som formår at blive så gamle.

»Der er nok 70-80 festivaler i Kina, men de fleste er døde efter et år,« siger Ping Ke. Han er blandt andet journalist og DJ og en af de mere skarpe kritikere og kendere af det kinesiske musikmiljø, som han har beskæftiget sig med i et par årtier.

Jeg interviewede ham til Berlingske i maj, men der var ikke plads til så mange af hans kommentarer, så her får du mere fra interviewet.

Ping Ke mener, at der er for mange festivaler i Kina. Det er på den ene side en god ting. For der kommer flere og flere af dem også udenfor Beijing, og det er godt for musikfans, der i dag kan gå til koncerter med kunstnere fra Japan, USA og resten af verden.

Men på den negative side er, at alt for mange af dem blot er kommercielle foretagender, der er ude på at tjene penge. Sidste år var der måske 70-80 festivaler i Kina, hvilket er enormt højt, men der var kun en tre, fire af dem, som havde økonomi til at gå videre, siger Ping Ke.

»De fleste af arrangørerne er kun interesserede i penge. Det kommericielle er ikke nødvendigvist dårligt, for festivalerne i Europa skal også tjene penge. Men de skal have en ånd. Festivalerne i Kina har intet koncept og ingen ånd, « siger Ping Ke. Hvis man kigger ned over listen af festivaler, så er er måske kun en håndfuld, der er gode. Resten er virkeligt dårlige, siger Ping Ke.

»Arrangørerne ved ikke, hvilken slags festival, de vil lave. Ved den samme festival kan man have en kinesisk popstjerne og så et uafhængigt rockband. Det er svært for mig at forstå,« siger Ping Ke.

Et andet problemer er det politiske. Rock og musikscenen havde det svært i 1980erne og 1990erne, men i de seneste ti år har regeringen åbnet op for festivalerne. I 2007 var der en festival i en landsby i Hebei, hvor modige lokalpolitikere gav lov til at få musikken til byen. Det gav god omtale. Siden da har flere andre byer og landsbyer forsøgt det samme. Men lokalregeringerne forsøger at promovere deres by og tiltrække turister, og det kan give sammenstød mellem de kunstneriske, kommercielle og politiske interesser.

Et af problerme kan være, at arrangørerne skal have en liste med kunstnere, der først skal godkendes af myndighederne. Arrangørerne skal også have informationer fra kunstnerne om, hvilke sange de vil spille, om de er politiske eller ej, og det kan give gnidninger, siger Ping Ke. Men det er også en proces, som begge parter skal lære af. Og det gør de, siger Ping Ke. Situationen bliver klart bedre.

Men der vil gå lang tid, før man ser en festival på størrelse med Roskilde i Kina. For her kommer sjældent store navne til det kinesiske. Et af de sidste store var Bob Dylan, der for nyligt gav koncert i Beijing og Shanghai. Før det skal vi tilbage til maj 2010, hvor Michael Bolton gav koncert i Beijing.

»Jeg vil gerne opfordre regeringen til at tillade flere af de store udenlandske navne at komme til Kina. De behøver ikke at være bekymrede over det, for mange kinesiske fans drejer det sig bare om, at de gerne vil se nogle internationale stjerner,« siger Ping Ke.

Helt enig, skal det lyde her fra Kinablogs hovedkvarter i Beijing. Hvis du er interesseret i kinesisk rock og musik, så besøg i øvrigt www.rockinchina.com.

:: Privatfoto af metal-koncert i Beijing

Her i weekenden har de kinesiske myndigheder løsladt de sidste tre personer, der har tilknytning til Ai Weiwei. De forsvandt samtidig med den 54-årige kunstner, der blev bortført af politiet i lufthavnen i Beijing for næsten tre måneder siden.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Den 53-årige Ai Weiwei er ikke alene Kinas mest berømte kunstner, han er også kendt i Kina for at være en skarp kritiker af regering, parti og myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som Beijing begyndte i februar.

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Her er opsamling og links:

• Ai Weiwei var en god ambassadør for Kina. Han var beviset for, at kunst og kreativitet også kunne trives i Kina. Men desværre for partiet begyndte han også at blive stadig mere kritisk. For eksempel da han efter jordskælvet i 2008 lavede sit projekt, der viste, hvor mange børn, som egentlig omkom i de sammenstyrtede skoler. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Læs Jerome Cohens – som altid – glimrende analyse på Council on Foreign Relations, hvor han også spår om, hvad der måske kommer til at ske med Ai, hvis han bliver formelt arresteret:

Arrest virtually assures indictment, conviction and prison time.

Eventually, Ai’s lawyers will be allowed to visit him, although it may not be until the investigation has concluded, possibly after many months of incommunicado detention. During investigation, such visits are of limited significance, since at this stage lawyers are not yet deemed to be “defenders” but mere “advisers”, who are not permitted to learn about the case and can offer only modest assistance. Moreover, meeting time is restricted, and lawyer-client conversations are monitored by police. Yet such visits offer the suspect his first contact with the outside and a chance to report torture or other abuse.

It is possible, in view of foreign protests and the transparently spurious nature of the charges, that Ai will be released instead of formally arrested. To save official face and confine his activities, he may be released under guarantee, which would allow him to remain relatively free but still monitored within the precincts of Beijing while investigation nominally continues for one year. This was done, for example, in the case of the admired lawyer/activist Xu Zhiyong.

If, on the other hand, Ai is arrested and indicted, his trial will further illustrate the unfairness of the criminal process in a country where “troublemakers” cannot be protected by law.

• Sagen om Ai Weiwei giver i den grad dårlig omtale for Kina. Men hvor bekymret er regeringen egentlig over sit internationale omdømme, udlandets reaktion og Kinas soft-power? I forhold til at bevare den sociale ro og orden i landet, så kommer det langt nede på listen. Men de senere år har Beijing forsøgt at arbejde på sit omdømme. Blandt andet ud fra det gamle argument om, at Verden ikke forstår Kina. Et af initiativerne er den engelsk-sprogede avis Global Times. Og det er måske ikke alt for smart at lade dem føre ordet – de kom som det første kinesiske medie med en reaktion på Ai Weiwei – for det er en nationalistisk avis, der så nogenlunde svarer til en kinesisk udgave af Fox News. Richard Burger har en privat samtale med en af redaktørerne på avisen, som han skriver om i denne artikel, der bestemt er værd at læse:

“Don’t you realize the entire expat community here in Beijing and many others around the world are buzzing about this editorial, shocked at its belligerence, its snide and strident tone, its implied threats and its undercurrent of violence? Maybe, as you keep saying, the West truly doesn’t understand China. Well, you are focusing now on soft power. The Global Times itself is actually an outgrowth of China’s thirst for soft power, for global reputation and respect. And look at how you’re failing. You are driving away foreign talent and making China look worse, not better — in precise contradiction to the paper’s stated goals. If your media and leaders could articulate China’s point of view as clearly and calmly as you just did in this conversation maybe then China could get somewhere in fostering understanding. But railing against Ai Weiwei at the top of your lungs — a man seen as an artist and a celebrity — is exactly what you should not be doing. Why not throw the West a bone and let him go, declare an amnesty and then explain why he was detained in the first place.”

Læs også James Fallows, der har gode kommentarer til Richard Burgers artikel.

• Men overreagerer de udenlandske medier og omverdenen på Ai Weiweis forsvinden? Nej, mener Evan Osnos fra New Yorker:

The “mainstream” problem: In an English editorial last week, the state-backed Global Times declared, “Ai once said China was living in a ‘crazy, black’ era. This is not the mainstream perception among Chinese society.” A version of that argument, circulated among foreigners, holds that “none of my Chinese colleagues in our office have heard of Ai Weiwei,” so treating his detention as front-page news is out of proportion to the overall improvement in Chinese standards of living. But this definition of the Chinese mainstream is thin. The collapse of schools in the Sichuan earthquake was an event that captivated Chinese national attention, but when Ai undertook a campaign to publicize the names of the children who died in those schools—or his myriad other political-art projects in recent years—the Chinese press was largely barred from writing about his work. (I discussed Ai’s activism at length in a Profile in The New Yorker last year.) It should come as no surprise that he is not a household name, even if the issues he addresses resonate broadly.

• Har centralregeringen i Beijing droppet enhver tanke om politiske reformer? Det har de ved første øjekast. Men rundt om i provinserne sidder der flere kadrer, som er utilfredse med, at det konservative Beijing i stigende grad kommer med flere politikker, som de vil have provinserne til at følge uden at stille spørgsmålstegn ved. Og det kan give grobund for reformer, når Xi Jinping kommer til magten næste år, mener Russell Leigh Moses i Wall Street Journals kinablog:

These officials have been content to let the conservative wing of the party push and punish. Now, these same cadres would like to see more reform, instead of more overreaction. They are already the proponents of experiments in transparency, accountability, and public supervision, in provinces as diverse as Jiangxi and Jiangsu. Some would like those tryouts to be extended and expanded. And they have to be looking for Mr. Xi and his allies to emerge as transformational leaders, who want to explore alternatives to the present way of doing political business.

Whether Mr. Xi or any of his comrades wish to explore that route is not clear. But they may have to start to be, for the desire by some in the Party for a return to real reform is not going away. The coming challenge for the Communist Party is not how it handles revolt, but what does it really want to do with reform.

• Hvordan er det egentlig, at blive arresteret af politiet i Beijing? Det fortæller Liu Anjun, der var i politiets varetægt i 45 dage i denne artikel fra Reuters:

Liu, a gravel-voiced, charismatic agitator for petitioners’ rights, was taken from his family on 18 February. Police bundled him into a van and locked him in a hotel room in south Beijing. For six days, police interrogators showed him pictures of dissidents, human rights lawyers and activists, seeking information about their mutual contacts, beliefs and plans, Liu told Reuters at his home in Beijing where he was recovering after his release from 45 days in detention.

The police have been hunting for evidence of a web of conspiracy bringing together domestic and foreign foes that the Chinese government believes are behind Middle East-inspired calls for “jasmine revolution” protests against the party.

“They took out picture after picture, mainly of democracy activists and rights defenders, and asked about each of them,” said Liu who walks on crutches after a leg injury sustained in a protest over the demolition of a former home. “They were trying to build up links among everybody, trying to get me to tell them who was supporting what.”

En plagiator og bedrager. I weekenden startede nyhedsburauet Xinhua en smædekampagne mod den 53-årige kunstner Ai Weiwei.

Men lad os tage den fra begyndelsen. I sidste uge skrev Xinhua, at Ai Weiwei efterforskes for økonomisk kriminalitet, men hvor sandsynlig er den anklage?

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing om morgenen søndag den 3. april. Han var på vej til Hong Kong og rejste med en assistent. Hans assistent har fortalt, at uniformerede betjente tog ham, da de var på vej gennem paskontrollen. Hun fik at vide, at Ai havde problemer med papirerne, og at han »havde andre gøremål,« så hun selv skulle gå ombord på flyet.

Samtidig besøgte politiet i Beijing også en af Ai Weiweis venner, den 38-årige journalist Wen Tao. Han er stadig forsvundet, og her over en uge senere ved familie og venner stadig ikke, hvad der er sket med ham.

Der gik også fem dage, før omverdenen hørte nyt om Ai Weiwei. Lidt over midnat torsdag morgen offentliggjorde det officielle nyhedsbureau Xinhua en kryptisk artikel på en enkelt linje, hvor der blot stod at »politiet efterforsker Ai Weiwei for formodet økonomisk kriminalitet.« Artiklen blev slettet efter en time.

Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde senere på dagen, at »så vidt jeg forstår« var politiet ved at efterforske Ai Weiwei.

Politi og myndigheder har altså endnu ikke meldt officielt ud, om det nu også er det, at han efterforskes for.

»Uanset hvad, han er forsvundet, og de burde i det mindste fortælle os i familien, hvad der er sket,« sagde Ai Weiweis søster, Gao Ge, i fredags.

Det har politiet faktisk også pligt til, siger Mo Shaoping, der er professor i jura. Han er en af landets mest kendte advokater, og har blandt andet været advokat for Liu Xiaobo, der sidste år modtog Nobels Fredspris.

»Det er en meget vag beskrivelse, når man taler om ”formodet økonomisk kriminalitet”,« siger Mo Shaoping om Ai Weiweis sag. Han siger, at politi og myndigheder ifølge loven har pligt til at informere familien inden 24 timer, og at der i meddelelsen skal stå, hvad personen er anklaget for, og hvor han befinder sig.

Derfor ved man endnu ikke med sikkerhed, om Ai Weiwei bliver tiltalt for økonomisk kriminalitet. En forklaring kan være, at politiet ikke har lagt sig fast på, hvad han skal anklages for.

For hvorfor skulle der ellers gå fem dage, før myndighederne kom med noget, der ligner en udmelding? Først havde Ai Weiwei problemer med papirerne, så han ikke kunne rejse ud af landet. Og nu er det så økonomisk kriminalitet, som han måske anklages for.

Hvis de altså kan finde tilstrækkeligt med beviser. For henover weekenden begyndte nyhedsbureauet Xinhua et smædeangreb på Ais person. En plagiator og bedrager, hed det i artiklen, der også kæder ham sammen med underverdenen:

Ai is not alone in China’s scandal-dogged arts scene, as a string of artists have been jailed for managing mafia-style gangs, gambling, and committing drug-related and economic crimes in recent years.

Og videre:

However, participants in Chinese artistic circles often evaluate Ai’s achievements as third rate. Some people said he was an “amateur artist”, and his works “just look like artistic items.” Many believed that Ai was far from reaching the level of reverence and respect given to his late father, Ai Qing.

Artiklen blev kun bragt på engelsk og ikke på kinesisk.

Jeg er ganske overbevist om, at myndighederne sagtens kan finde materiale til at anklage ham for økonomisk kriminalitet, hvis det er det, som de ender med at anklage ham for.

Myndighederne har tidligere brugt anklager til at fængsle kritikere. Se boksen her nederst i artiklen.

Selvom der ikke skulle være nok beviser, så er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal blive dømt alligevel. Et af kendetegnene ved de seneste ugers kampagne er den stigende politisering af retsvæsenet og det juridiske system.

Men lad os vente og se, hvad der nu kommer til at ske for Ai Weiwei. Det næste skridt bliver, at politi eller sikkerhedspoliti kommer med en officiel udmelding om, hvad han skal anklages for.

• Det er ikke første gang, at myndigheder bruger den og lignende anklager mod sine kritikere. Her er fire eksempler.

• Xu Zhiyong: Var lektor på Beijings Universitet for Telekommunikation og grundlægger af en forening, der arbejdede for blandt andet større retssikkerhed og folkets beskyttelse i forfatningen. Han blev anholdt i juli 2009 for skatteundragelse og er i øjeblikket løsladt på kaution.

• Wan Yanhai: Var leder af Aizhixing Institute, der blandt andet oplyste borgere om HIV/AIDS. Derfor havde den 47-årige flere sammenstød med myndighederne, og i 2008, 2009 og i marts 2010 blev centret undersøgt af skattemyndighederne. Han flygtede til USA i maj 2010, hvor han bor i dag.

• Cheng Yizhong: Grundlægger og tidligere chefredaktør for to kendte og kritiske aviser. Den kendte journalsit blev arresteret i 2004 på grund af mistanke om økonomisk kriminalitet. Det skete efter at have dækket en sag, hvor en ung kineser var død i politiets varetægt. Anklagerne blev droppet på grund af manglende beviser.

• Batzangaa: Den 38-årige Batzangaa er fra Mongoliet, men i 2009 blev han anholdt i den kinesiske provins Indre Mongoliet. Her drev han en mongolsk-tibetansk skole, der uddannede sundhedspersonale, og som også blandt andet gav gratis sundhedspleje. Han blev dømt for at misbruge midler fra en fond.

Det kinesiske politi bortførte Ai Weiwei søndag morgen. Det er usikkert, hvad der er sket med ham, og hvor han befinder sig. Politiet vil stadig ikke bekræfte, at han er anholdt.

Den 53-årige Ai er ikke alene Kinas vel nok mest kendte kunstner, han er også berømt i Kina og en skarp kritiker af den kinesiske regering, partiet og landets myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som myndighederne begyndte i februar. Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Og her er en opsamling om sagen fra andre medier.

• Den canadiske Globe and Mail opfordrer i en leder til at befri Ai Weiwei:

But he is an inconvenient patriot, the kind who demands better of his country. And so Mr. Ai denounced the stadium before the Games even began, rightly anticipating that the regime would suppress dissent in spite of the Games. His art celebrates, but it also laments, most notably in a memorial mural, made of thousands of children’s backpacks, to those killed in the 2008 Sichuan earthquake – victims on whose behalf he continues to campaign.

• Beijings kampagne mod kritikerne kan blive lang, advarer Christian Science Monitor, der opfordrer resten af verden til at hjælpe Ai Weiwei og kampen for universelle rettigheder. Avisen skriver også om, hvordan Ai brugte sin kunst til politisk kritik:

The best example of his ability to blend art and politics was when he campaigned against the official reaction to the Sichuan earthquake in 2008 – which was to suppress news about the deaths and the shoddy building codes. He led the effort to gather the names of school children who died in the quake. He then created a giant art work in Munich made up of children’s colorful backpacks. The worked spelled out the words of one mother whose child was killed: “She lived happily for seven years in this world.”

• Den amerikanske regering bør gå markant ind i sagen, og den kinesiske regerings opførsel bør få konsekvenser, skriver Wall Street Journal i en leder:

Perhaps the Obama Administration should listen to Mr. Ai, whose op-ed for us included this statement: “Most discouraging to those of us who are fighting for increased freedom is the tendency for developed nations to lower the bar to please China. They make excuses not to concern themselves with violations of human rights. To espouse universal values and then blind oneself to China’s active hostility to those values is irresponsible and naive.”

The State Department says its top Asia official, Kurt Campbell, is set to visit Beijing Thursday to “prepare for the upcoming Strategic and Economic Dialogue.” Maybe that trip should be postponed until Beijing tells the world in which dungeon it has dumped Ai Weiwei.

USA vil dog næppe for alvor gå ind i sagen, for Obama er alvorligt bange for at konfrontere Kina over landets menneskerettigheder. For det handler også om storpolitik, skriver The Diplomat:

Interestingly in light of our feature today looking at the reasons why China decided to abstain rather than exercise its UN veto over US-backed military action in Libya, some have detected a lack of enthusiasm on the part of the United States to follow up on China’s crackdown. According to Rep. Randy Forbes, co-chairman of the Congressional China Caucus, the Obamaadministration is ‘scared to death to speak out on very sensitive issues’that might offend China and turn them against US policy on Libya, Bloomberg reported Tuesday.

• Ai Weiwei er en kunstner, der også er personificeringen af Kinas samvittighed. Og den rolle går langt tilbage i den kinesiske historie, skriver New York Times i dette portræt:

As China’s official news channels broadcast upbeat videos of earthquake rescue operations, Mr. Ai was in Sichuan making his own films of the destruction, talking with distraught parents of dead or missing children and using his widely read daily blog to accuse the Sichuan officials of financial corruption that resulted in structurally faulty schools. His accusations of a cover-up extended to the highest levels in Beijing.

To anyone familiar with China’s hardball official politics, Mr. Ai’s aggressive words sounded suicidally aggressive and the silence from the government in Beijing was perplexing. But at this juncture, both parties were almost ceremonially enacting ancient roles. In Chinese culture, going back to Confucius, there has been a tradition of individual scholars and intellectuals denouncing rulers for wrongdoing that was bringing disharmony to society, and particularly if that wrongdoing was injurious to innocence.

• USA, EU, Tyskland, Frankrig, Australien og Storbrittannien har udtrykt bekymring for Ai Weiwei. Det samme gør nu folk i kunstverdenen, skriver Guardian:

The Tate director, Sir Nicholas Serota, said the whereabouts of the artist remained unknown. “We are dismayed by developments that again threaten Ai’s right to speak freely as an artist and hope that he will be released immediately,” he said.

Gregor Muir, director of the ICA which last week auctioned an Ai work for £50,000, said: “The ICA is deeply troubled to learn of recent events concerning Ai Weiwei. Our thoughts are with his family, studio staff and friends. Only last week, Ai donated a brilliant artwork to our fundraising auction and we are indebted to his generosity. To then hear news that Ai had been detained by his own government is deeply shocking.”

• Det ser sort ud for Ai Weiwei. Professor Jerome Cohen, der er en af de mest fremtrædende eksperter på kinesisk lovgivning, skriver på USAsia Law Institute, at han tror, politiet er ved opbygge en sag mod Ai. De andre gange, hvor han har været tilbageholdt, har det været mere spontant. Denne gang var det en velkoordineret og stor aktion:

It’s possible because of Weiwei’s family and personal connections and outside pressures that he may be released soon. What is worrisome is that his detention was not a spontaneous response to Weiwei’s well-known in-your-face lecturing of police for their abuses but a carefully thought out plan to at least keep him in the country and perhaps keep him in criminal detention, not mere house arrest. They may have chosen an intermediate course of taking him, initially, not to a regular detention house but to a “safe house”, where he is just as effectively isolated but kept in better conditions than an ordinary cell.

The formal search and seizure of his home/studio suggests that the police may have in mind a conventional criminal prosecution rather than the informal detention and quick release after some hours or days of intimidation in their custody that they frequently practice in their early days of deterring dissidents. Yet no detention notice has been received by his family and none may be since, again, there is an exception in the CPL that releases police from giving required notice of detention if to do so might interfere with their investigation. Without a detention notice, we do not know what the suspected charge might be, where he is located and who is holding him. We believe, from the search and search warrant, that the National Security Division of the Beijing Public Security Bureau (the regular police) is the authority in charge rather than the Beijing State Security Bureau (the KGB of China, responsible for international-related matters).

• Global Voices er gået på Twitter og har fundet og oversat reaktioner, der er skrevet af fremtrædende kinesiske bloggere, journalister, akademikere og advokater:

Mo Zhixu, prominent writer and critic (@mozhixu):

记得元旦时与艾未未对话，我还明确地认为，像艾未未冉云飞这样不党不群的单干户，当局不太好下手，所以应该比较安全；如今看来，北非事态改变了这一态势，有人要提前动手，以免再出现一个乃至更多个刘晓波。可是，没有刘晓波们就万事大吉了吗？
3:11 PM Apr 4th

I remember talking with Ai Weiwei during New Year’s Eve. I said that the authority will find it difficult to deal with people like Ai Weiwei and Ran Yunfei, who act individually and are not affiliated with any party. They are safe. Now, events in North Africa have changed everything. Someone has to act sooner, so as to prevent the emergence of another Liu Xiaobo. However, can you say everything is alright just by eliminating the likes of Liu Xiaobo?

I februar ville TED have haft Ai Weiwei med til en af deres konferencer, hvor den 53-årige kunstner skulle have holdt et foredrag. Det kunne han ikke på grund af “omstændighederne” i Kina. I stedet for lavede Ai Weiwei en lille dokumentarfilm, som blev optaget i hemmelighed i februar, fortæller konferencens arrangør, Chirs Anderson, i oplægget til filmen. Den er på 11 minutter. Og bestemt værd at se.

Ai Weiwei er stadig forsvundet. Der er gået over et døgn, siden han blev anholdt i lufthavnen i Beijing. Politiet vil stadig ikke hverken be- eller afkræfte, om han er officielt anholdt og eventuelt sigtet.

Hans hustru blev løsladt i aftes. Det gjorde de otte assistenter, som havde været på politistationen til afhøring også. Ai Weiwei’s ven, Wen Tao, som du kan finde her på Twitter, blev også taget i går, og han er stadig forsvundet.

Politiet har konfiskeret mindst 30 computere, notesbøger, harddiske og andet fra Ai Weiwei’s hjem og atelier.

Ai Weiwei’s sag er et meget godt eksempel på de metoder, som politiet er begyndt at bruge. Hvor folk blot forsvinder. Det er en del af den kampagne, som begyndte i februar efter Jasminrevolutionerne i Mellemøsten, og som jeg har skrevet om utallige gange her på Kinablog. For eksempel er der en lille opsamling her.

Det er langt fra første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos politi og myndigheder. Hver gang er han kommet ud igen. Hidtil har myndighederne ikke ville røre ham eksempelvis på grund af hans berømmelse, der også går tilbage til hans far, der var en kendt digter. Eller måske på grund af hans forbindelser både i Kina og internationalt.

• Læs også – Det handler om arbejdspladser: Hvor er Danmarks kritik af Kina?

Så lad os vente og se, hvad der kommer til at ske, siger blandt andre Joshua Rosenzweig. Han er senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system. Jeg interviewede ham i går, og her får du lidt mere af interviewet, som der ikke var plads til i avisen.

Når en så højtprofileret person som Ai Weiwei forsvinder, så er det et tydeligt signal om, at berømmelse og forbindelser ikke længere er nogen beskyttelse. Og når de er villige til at gå efter en som Ai Weiwei, så vil de ikke udvise tilbageholdenhed overfor nogen, der er mindre berømte, siger Joshua Rosenzweig.

»Den eventuelle skade på Kinas omdømme, det er tilsyneladende ikke noget, som bekymrer dem. For det har intet med stabilitet at gøre, og stabilitet er den første prioritet,« siger Joshua Rosenzweig.

• Læs også – Interview: Den Lille Havfrue, kattekillinger og solsikkefrø

Det er svært at sammenligne størrelsen og omfanget af den kampagne, som myndighederne fører i øjeblikket. Den mod Falung Gong i 1999 var – indtil videre – større og langt mere heftig, siger Joshua Rosenzweig. Siden 2008 har der også været en fortsat kampagne mod tibetanere og uighurere. En anden sammenlignelig kampagne er den mod China Democracy Party (中国民主党), som du kan læse om for eksempel her på Wikipedia og i denne artikel fra New York Times.

»Men jeg tror, at hvis man beskriver begivenhederne nu som en kampagne mod kritiske ytringer, mod folk, som står frem og taler i håbet om, at holde magthaverne ansvarlige for deres hykleri, embedsmisbrug og lignende, så kan jeg ikke komme i tanke om en tidligere kampagner at sammenligne den med siden 1990erne. Som jeg har sagt før, viljen til at bruge rå magt, der ligger uden for, hvad det juridiske system tillader, er et nyt og skræmmende element,« siger Joshua Rosenzweig.

Søndag morgen blev Ai Weiwei anholdt i lufthavnen her i Beijing. Politiet har afspærret vejen og området omkring hans bolig og atelier. Lidt over et par håndfuld betjente holder vagt, som jeg netop har skrevet om på Berlingske.

Samtidig ransager de huset, der ligger i et støvet distrikt og tidligere industrikvarter i det nordøstlige Beijing. Ifølge en af hans assistenter har politiet beslaglagt computere, og otte ansatte skulle være blevet taget på politistationen.

Hos politiet vil man dog hverken be- eller afkræfte, om Ai Weiwei er blevet anholdt. En politimand, der nægter at fortælle sit navn, siger blot over telefonen, at han »ikke har nogen nyheder om Ai Weiwei’s situation.«

Det er ikke første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos myndighederne. For eksempel har han været i husarrest og han har også fået tæsk af politiet.

Jeg har talt med ham flere gange, og har blandt andet et interview med ham her. Dengang sagde han også, som ved flere andre lejligheder, at han ikke havde nogen fjender. Men at han godt var klar over risikoen, som han løb. At det kunne få konsekvenser. For Ai Weiwei har ofte gået til grænsen for, hvad myndighederne kunne acceptere. For eksempel i hans arbejde med Tan Zuoren og i det hele taget af hans offentlige kritik af Kinas Kommunistparti og regeringen. Derfor har det undret mange, hvorfor han for længst ikke er blevet anholdt, og hvordan han stadig kunne være på fri fod.

Spørgsmålet er, hvad der nu kommer til at ske. Om han snart bliver løsladt igen, eller om han denne gang for alvor er gået for langt.

Forskellen fra nu og for eksempel for to år siden er, at der i dag er mindre ytringsfrihed i Kina og mindre plads til kritik. Især efter Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris. Og i høj grad efter Jasminrevolutionen i Mellemøsten.

Den har ført til, at myndighederne i de seneste uger har ført en massiv kampagne, hvor man slår ned på kritikere, advokater, akademikere, bloggere og andre, der kunne udfordre regeringens og Kinas Kommunistpartis magt.

Den kan du læse om her:

• Dømt på forhånd: Voldsom dom til kinesisk kritiker

• Censur i Kina: Beijing erklærer krig mod internet og e-mails

• Menneskerettigheder i Kina: Sekretæren, advokaten og forretningsmanden

• Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

• Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister

Du kan også læse alle tidligere artikler om Ai Weiwei her.

:: Opdateret 3. april 2011 kl. 23.00

»Lægerne« (医者仁心) er blevet en succes og en af de mere omdiskuterede tv-serier i Kina lige nu. Men hvem står bag den populære serie?

Den kinesiske »Lægerne« ligner mange andre sæbeoperaer, der foregår på et hospital. Ved første øjekast er der ikke meget usædvanligt ved den. Det er der derimod ved folkene bag. Det er nemlig det kinesiske Sundhedsministerium.

Hvorfor er ministeriet så gået ind i filmbranchen? Jo, det er for at give hospitaler og læger et bedre ry og for at promovere regeringens sundhedsreformer over for borgerne.

Og det virker. »Lægerne« er på kort tid blevet en af de mere populære serier på TV og på internettet, hvor man kan se alle afsnit gratis, og serien har skabt en »hvid storm«, der er en hentydning til lægernes kitler.

Seriens hovedperson er kirurgen Zhong Lixing, men den handler dog ikke om ham som person. Eller om de andre læger og sygeplejersker. Derimod handler den om de problemer, som de står med i hverdagen. Om etiske valg, stridigheder med andre læger, om fattige patienter og grådige medicinalvirksomheder.

• Læs også – Sundhedsreform i Kina: Grådige hospitaler og resistente bakterier

Det kinesiske sundhedsvæsen har et uhyre dårligt rygte blandt kineserne. Hospitalerne har selv ansvaret for deres budgetter, og lægerne er kendte for at udskrive regninger på dyr og unødvendig medicin til raske folk, som de også sender gennem undersøgelser og tests, som de ikke behøver.

Et af de mest groteske eksempler er fra oktober sidste år, som jeg også skrev om her på bloggen. En 22-årig kvinde skal have en abort, og hun ligger på operationsbordet, da lægen siger, at han vil foretage yderlige tre operationer. Der selvfølgelig koster penge. Hun nægter. Lægen vil dog ikke fortsætte, før hun accepterer. Først efter tre timer, da hendes kæreste ringer til politiet, får hun lov til at forlade operationsstuen.

Mange hospitaler, klinikker og læger har også indgået aftaler med medicinalvirksomheder og andre firmer. For eksempel producenter af mælkepulver. Det er helt normalt, at sygeplejerskerne straks efter fødslen begynder at promovere det ene eller andet mærke af mælkepulver over forældrene, og fortæller dem, at det er skadeligt at give børn modermælk.

• Læs også – Skønhedsoperationer populære i Kina: »Jeg ville aldrig gøre det igen«

Det offentlige giver tilskud til basale behandlinger og medicin, men det meste er brugerbetalt og baseret på forsikringer. De er dyre. Derfor står nu omkring 300 millioner af de fattigste kinesere uden en sygeforsikring, viser tal fra Verdensbanken.

Derfor er der hårdt brug for sundhedsreformen. Som sæbeoperaen skal være med til at sælge. Den handler dog ikke kun om image. Serien skal fremme borgernes forståelse for lægernes arbejde. Og ikke mindst skal den også motivere de ansatte i sundhedssektoren, som sundhedsminister Chen Zhu er citeret for at sige på ministeriets hjemmeside.

»Serien skal skabe opbakning i sundhedssektoren omkring reformerne. Og vi skal fremme og udvikle den professionelle moral og medfølelse.«

Ministeriet er så tilfreds med debatten og populariteten, at Xu Meng, der er seriens manuskriptforfatter, for et par uger siden kunne fortælle på Sina, at hun er gået i gang med at skrive på en ny sæson.

Kort om sygehusvæsnet, læger og sundhedsreformerne:

• Det kinesiske sygehusvæsen var relativt velfungerende indtil reformerne i især 1990erne. Men her fik hospitalerne selv ansvaret for budgetterne, og samtidig lukkede mange af de små klinikker i landområderne.

• I 2009 offentliggjorde den kinesiske regering en tre-årig sundhedsreform, som der blev sat 850 milliarder yuan af til. Det er lidt over 700 milliarder kroner.

• En del af sundhedsreformen går ud på, at der skal være en læge i
hver af de næsten 700.000 landsbyer. Og at der skal bygges tusinder af nye hospitaler og klinikker, samt at medicin skal være billigere.

Forleden var jeg kort inde på amerikanernes fordummede debat om Kina. Og her under Super Bowl kom der endnu et eksempel.

Tv-reklamen er fra Groupon – dem kan du læse en god artikel om på Wired – og den varer 30 sekunder, som du kan se her ovenover på Youtube. Reklamen tager udgangspunkt i de elendige forhold i Tibet, der er en af de mindst udviklede egne i Kina og den fattigste af alle provinser. Skuespilleren Timothy Hutton læser denne tekst op:

“Mountainous Tibet – one of the most beautiful places in the world. This is Timothy Hutton. The people of Tibet are in trouble, their very culture in jeopardy. But they still whip up an amazing fish curry. And since 200 of us bought on Groupon.com we’re getting $30 worth of Tibetan food for just $15 at Himalayan restaurant in Chicago.”

På den måde lykkes det for Groupon at irritere både kinesiske nationalister og tilhængere af et frit Tibet. Og det må nok være første gang, at de to grupper kan blive enige om noget.

Tilhængerne af et frit Tibet synes, at det er usmageligt, hvordan reklamen nedgør tibetanerne og deres enorme problemer med for eksempel netop kulturen, hvor Han-kineserne beskyldes for systematisk at bekæmpe tibetanernes traditioner, historie og kultur.

Og de kinesiske nationalister er vrede, fordi de selvfølgelig ikke anerkender, at der er problemer i Tibet. Tværtimod har kineserne bragt velstand, udvikling og modernitet til Tibet.

• Læs også – alle artikler i kategorien “nationalisme”

Det er da også ualmindelig dårlig timing for Groupon, der er ved at indgå i et samarbejde med Tencent, som med 600 millioner registrerede brugere på QQ er en af de helt store spillere på det kinesiske internet. Det var i forvejen en svær øvelse for Groupon, for der er allerede utallige konkurrenter på det kinesiske marked som Alibaba og Taobao.

Man kan sagtens diskutere, hvor grov og usmagelig reklamen er, og om hvor langt – eller overhovedet – at den går over grænsen.

• Læs også – Google vs. Kina: De vestlige giganter taber i Kina

Men hvis man skal dømme efter kommentarerne på Weibo, så kan Groupon blive endnu et eksempel på vestlige virksomheder, der snubler ind over dørtrinnet til det kinesiske marked.

Her er nogle kommentarer, der er blevet oversat til engelsk fra Nanfang:

@集成的世界：Groupon，想成为第二个Google吗？在Super Bowl上打出了free tibet的广告，想打入中国市场的Groupon此举让人真是难以理解
Yicheng de Shijie : Groupon, do you want to be the second Google? The free Tibet ad is unbelievable! Now Groupon wants to enter the China market?

我爱小贱：Super Bowl我没心情看了！Groupon什么玩意儿！有本事也在中国播这个广告，不是要进军中国么，还拯救西藏呢！
I have no interest anymore to watch Super bowl! What the fuck is Groupon doing? Dare it broadcast the ad in China? Want to enter China market now? Dreaming!

我爱小贱：Groupon脑子进水了？妈的你做个广告跟拯救西藏有毛联系？！顶这么个噱头，装什么人道！操！
Wo ai xiao jian: Is Groupon people’s mind drained with water? A fucking ad about free Tibet? Is that even relevant? Pretend to care about human rights? Fuck!

Det viser sig også, at reklamen er en del af en kampagne, der skal skaffe penge til tibetanske flygtninge, som FT skriver. I så fald er det nok ikke sket på den smarteste måde. Og så alligevel – kig på for eksempel Twitter (og Kinablog), hvor Groupon nu har fået ualmindeligt meget omtale.

• WSJ har også skrevet om reklamen her.

• NBC har en artikel her.

• Chinageeks har god kommentar her.

• NYT Dealbook skriver om det her.