Kategori for Medier

Propaganda: Kinesiske soldater spiser nudler med mudder

Yunnan soldater jord mudder

Det var søndag den 3. august, at jordskælvet ramte bjergene i Yunnan, der er en provins i det sydlige Kina. Indtil videre er tabstallet på 615 omkomne. Myndighederne sendte med det samme både soldater og redningsarbejdere til området, og deres indsats blev dækket grundigt i de kinesiske medier.

På et af de mange fotografier kan man se en håndfuld soldater fra Folkets Befrielseshær, der står udenfor omkring et ildsted. Der er en stor wok. Den er fyldt med mudret og brunt vand. Soldaterne holder papbægre med hurtignudler mellem hænderne.

Fotoet blev bragt på to af etpartistatens store medier, den nationalistiske tabloidavis Huanqiu Shibao og Kinas nationale radiostation CNR, med artikler om de modige soldater, der hårdtarbejdende og uselviske kæmper videre trods modgang. Og endda i nødens stund må nøjes med at spise nudler med mudder. »Wei renmin fuwu«, som det berømte og gamle slogan siger. At tjene folket.

Det lignede et stykke klassisk propaganda, som var mejslet ud efter kommunistpartiets trofaste og gamle skabeloner, der har rødder i en tid med vægaviser og massestævner.

Så det var ikke patriotisme og national stolthed, der flød ud i den ophedede debat på de sociale medier, hvor der var hug til hæren, som på trods af enorme budgetter åbenbart stadig ikke kan håndtere kriser, og kommunistpartiets propagandamyndigheder, der lever i fortiden.

»Efter så mange år bruger i stadig de samme tricks til at forherlige jer selv. Jeg er ikke i tvivl om, at soldaterne har ofret sig for folket, og at redningsarbejdet er hårdt. Men jeg er forarget over, hvordan de poserer for fotografen«, lød det i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

Kritikken fik de to medier til at reagere. Avisen Huanqiu Shibao, der har en engelsk udgave, som hedder Global Times, offentliggjorde først en artikel om, at soldaterne i Yunnan faktisk havde haft filtre og tabletter, der kunne give dem rent drikkevand. Det var en falsk historie, sagde avisen.

Radiostationen CNR fastholdt historien. Deres journalist havde endda set dem spise det, oplyste CNR i interviews. Kort efter skyndte avisen sig ud med en ny udtalelse om, at begge historier er rigtige. Jo, soldaterne havde adgang til rent vand, men de spiste muddernudlerne, som de lokale havde lavet til dem.

Historien er lige så forvirrende og mudret som nudlerne selv, som jeg skrev om forleden i Politiken. Her er et uddrag:

Men det vigtige ved historien og debatten er ikke længere, om hvorvidt soldaterne havde filtre til at få rent vand eller ej. Det er, at nyheder i Kina også løber gennem et filter, før de når ud til kineserne.

Kommunistpartiet kom til magten i 1949, og i årtier fik kineserne kun propaganda. Den kom i aviser, radio og gennem de skrattende højttalere, der stod udenfor i landsbyer, på pladser og andre offentlige steder. Rigtige informationer var svære at få, og rygter kunne brede sig vildt.

Men siden da kom det vildt voksende internet. Og ikke mindst tillod partiet en massiv kommercialisering af medierne. Det har betydet langt flere saftige historier når netmedier, TV- og radiostationer, aviser og magasiner skal kæmpe om lyttere, seere og læsere.

Kommercialiseringen har gjort, at for eksempel en avis som Huanqiu Shibao skal tjene penge som andre virksomheder. Selvom de hører under Folkets Dagblad og kommunistpartiets Centralkomite. Men indholdet her og i alle medier er stadig censureret og kontrolleret mere eller mindre direkte af kommunistpartiet.

Markedsvilkår og internet har betydet, at partiet har mistet monopolet over kinesernes meninger og holdninger. Og det er en udfordring. For de kinesiske partimedlemmer handler det nemlig ikke blot om at vinde det næste valg, for dem er der ingen af i etpartistaten. Det handler derimod om at bevare kommunistpartiet ved magten. Derfor har Kinas nye ledere i det seneste år arbejdet systematisk på at genvinde kontrollen og har igen styrket censur og propaganda.

Derfor er mange kinesere skeptiske over alle informationer, der kommer fra medier og myndigheder. Også i sagen om de to medier og muddernudlerne.

»De er begge to statskontrollerede medier, og de er motiveret af propaganda og ikke nyheder. Så jeg tror ikke på nogen af dem«, som der står i en kommentar på Weibo.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Baby Guo Meimei: Kinesisk kendis tilstår for åben skærm

Guo meimei kina berømt

Hun har været dronning af det kinesiske natteliv og kendt for sit luksusliv. Men nu er det slut med at rejse på første klasse for ‘Baby Guo Meimei’, som jeg skrev i Politiken søndag.

Guo Meimei er mest kendt for at være kendt. Hun er på mange måder Kinas svar på den amerikanske realitystjerne, Kim Kardashian.

Og så alligevel. Der er forskelle. Den 23-årige kineser, der også kalder sig selv for »Baby Guo Meimei«, er meget andet end blot et yndigt ansigt, for hun er tilsyneladende både flittig og entreprenant.

I dag er Guo kendt for at stå i spidsen for en bande, der organiserede illegale væddemål under verdensmesterskaberne i foldbold, og for at være en professionel »elskerinde«, der kunne tjene 90.000 kroner per nat, med forbindelser til magtfulde mænd. Og, nå ja, for at have ødelagt omdømmet for Kinas største velgørende organisation, det kinesiske Røde Kors.

I sidste måned blev hun anholdt og sigtet for hasardspil og prostitution. Og søndag aften i sidste uge kunne millioner af kinesere så se hende på TV, hvor hun indrømmede det hele for åben skærm. Der sad hun i orange fangedragt. Ingen makeup. Håret var tjavset. Hun græd. Hun lignede en berømthed, der var meget langt væk fra de utallige selfies af sit luksusliv med Lamboghini, Hermes, Tiffanny og flyveture på første klasse, som hun var berømt for.

Guo Meimei blev fældet af sin egen forfængelighed. Hun har over to millioner følgere på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, og det var her, at hun under verdensmesterskaberne skrev en opdatering om, hvor meget hun havde tjent på at spille på kampene. Problemet? Den slags spil er ulovligt i Kina. Politiet slog til og anholdt Guo og otte andre personer.

Det var i 2011, at den dengang 20-årige kvinde trådte ud på den nationale scene. Hun lagde fotos af sig selv ud på internettet, hvor hun svinger rundt med dyre håndtasker og poserer foran en Maserati. I sin profil på Weibo præsenterede hun sig selv som »manager af den kommercielle del« af det kinesiske Røde Kors.

Det fik de sociale medier til at flamme op. For hvordan kunne en ansat for en velgørende organisation have råd til at føre sådan et liv? Her var endnu et eksempel på korruption.

Men det var løgn. Og Røde Kors nægtede da også at kende til hende. Men skandalen kom på et tidspunkt, hvor kinesernes kritik af de statslige og velgørende organisationer voksede. De var ineffektive og korrupte. Og selvom Guo aldrig havde været ansat, så var skaden sket, og donationerne styrtdykkede.

Her tre år efter har Røde Kors stadig ikke kommet sig over sagen. Men organisationen, der er kontrolleret af etpartistaten, har også være involveret i andre uheldige sager, som ikke har hjulpet. For eksempel for et par uger siden, hvor en tyfon ramte den sydkinesiske ø, Hainan. Her valgte Røde Kors at sende tusinder af tykke tæpper ned til trope-øen, hvor der er 35 grader varmt.

Guo Meimeis tv-tilståelse i søndags, hvor hun undskyldte til Røde Kors og det kinesiske folk, skete samtidig med, at det kraftige jordskælv ramte Yunnan og dræbte op mod 600 mennesker. Mandag i sidste uge gik Røde Kors ud og tiggede kineserne, om de »ikke nok vil glemme Guo Meimei«.

Det vil kineserne ikke. Heller ikke fordi utallige andre af etpartistatens medier, for eksempel Folkets Dagblad, også har skrevet hånende artikler om Guo. Der vel at mærke stadig ikke er dømt ved en domstol.

ChinaFile har en fin artikel om Guo og her om koordinerede kampagne mod hende i partiets aviser:

Xinhua News agency struck first with an article, nearly 4,000 Chinese characters long, carrying the titillating headline, “From Ostentation to Gambling—Why Did She Fall Into the Criminal Abyss?” The article reads as an exposé on Guo’s background, touching on her family, her relationship with her sugar daddy, and, crucially, her alleged affiliation with the Red Cross Society of China (RCSC). The article quotes Guo insisting that none of her friends or loved ones work for the RCSC, “and I don’t know anyone that does.” Guo apologized for making “a huge mistake out of vanity” which has “seriously destroyed the reputation of the RCSC. Saying ‘sorry’ isn’t enough to express my remorse.” While she was at it, Guo also confessed to operating illegal gambling venues from which she gained a profit of thousands of dollars, fabricating news stories about having fallen deep into debt, and having sex with men for money.

Minutes later, People’s Daily, the mouthpiece of the Chinese Communist Party and the government it controls, published 12 consecutive tweets on its official Weibo account about Guo. CCTV then issued 10 of its own, and CNR followed. In no time, #exposéonguomeimei had become one of the top trending topics on Weibo.

Guos optræden på TV er blot den seneste af flere tvungne tilståelser for åben skærm. For eksempel blev Charles Xue, en berømt forretningsmand, millionær og kritiker af partiet, sidste år anholdt og tvunget til at udøve selvkritik for åben, fordi han havde skrevet indlæg om menneskerettigheder og ytringsfrihed på de sociale medier.

Det er ikke kommunistpartiets egne faldne, som for eksempel toppolitikerne Zhou Yongkang og Bo Xilai, der tvinges på skærmen. For med tilståelserne vil man vise, hvordan etpartistaten og kommunistpartiet er moralens vogter og dydens beskytter.

Derfor har der også været skarp kritik af, hvordan Guo, selvom hun er nem at se ned på, blev tvunget på TV. Hun er blevet krænket, skriver økonomen Wang Fuzhong på Weibo.

»Hun er jo kun en pige, og er ikke et partimedlem eller politisk leder. Det er normalt for hende, at omgåes rige mænd. Hun har stået bag hasardspil, men hun har jo ikke lavet et røveri. Det her er blot en banal sag«, mener Wang, der hellere ville se Zhou Yongkang på skærmen.

»Det ville have langt større indflydelse end Guo«, skriver Wang.

Henne på Guardian har Tania Branigan interviewet Glenn Tiffert fra UC Berkeley om kommunistpartiets forhold til tilståelser generelt og på TV:

Confessions have long played a central role in Chinese criminal justice, said Glenn Tiffert, who researches Chinese criminal justice in the 20th century at the University of California, Berkeley.

But human rights groups have warned that coercion is widespread, though China has vowed to crack down on forced confessions.

For the party, confessions are not only about proving the case against the suspect, but also reforming the individual’s thought and setting an example to others.

“These are model performances meant to publicly abase high-profile figures, demonstrate their submission to party and state authority, communicate new standards of behaviour and warn others to conform, and reclaim popular legitimacy,” said Tiffert. He drew a comparison with the pre-trial publication of confessions in newspapers in earlier anti-corruption drives such as the 1951 “three-anti” campaign.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kinesiske medier: Fem gode ting ved luftforurening

90E9CCD6BFF29BFAFE1F9CD332957CD1 Her gik du måske og troede, at luftforurening var dårlig for dig. Men vent nu lidt. Der er mange fordele, som der står i et par kommentarer i to kinesiske medier.

For eksempel er den kinesiske smog så tyk, at den virker som et luftforsvar mod missiler. Samtidig er den jo god for humoren, for kineserne gør grin med forureningen. Den giftige luft er også godt for sammenholdet, og den rammer både rig og fattig, så den er med til at gøre kineserne mere lige.

Det første indlæg er fra CCTV, der fortæller om fem uventede fordele ved smog, og så Global Times, der vrøvler om smog som et hemmeligt militært våben.

Kort sagt – det er spin i høj klasse. Venligst leveret af Kinas Kommunistparti, som man aldrig skal undervurdere, hvor lidt føling kan have med almindelige kinesere og hverdagen derude i Folkerepublikken.

Især ikke når man tænker på, at smoggen vil være der i hvert fald de næste 10-20 år. Og at det østlige Kina netop har været ramt af den værste smog i årevis, der blandt andet lukkede skoler og lufthavne.

Her et uddrag fra Guardian, hvor Jonathan Kaiman har fin opsummering af de to indlæg fra CCTV og Global Times og debatten om dem:

It said the haze had unified Chinese people, as they found solidarity in their complaints; equalised them, as both rich and poor people were vulnerable to its effects; enlightened them, as they realised the cost of rapid growth; and “made Chinese people more humorous”, as smog-related jokes proliferated on the internet.

It had also helped to educate people, it said. “Our knowledge of meteorology, geography, physics, chemistry and history has progressed.”

The Global Times, a nationalist tabloid published by the Communist party’s official People’s Daily, added one more advantage: the smog could bolster China’s military defences by affecting guided missile systems.

“Smog may affect people’s health and daily lives. But on the battlefield it can serve as a defensive advantage in military operations,” it said. The article buttressed its argument with a list of historical precedents, such as Serbian soldiers burning tyres to impede Nato planes.

South China Morning Post har oversat kommentarer fra internettet:

Chinese internet users were unimpressed by the Global Times article, which was seen as an attempt by authorities to put a positive spin on deteriorating air quality and to divert public anger from official inaction.

“Are you saying the smog is not air pollution, but a national defence measure?” a blogger said on Sina Weibo microblog.

Another reader who commented on the article said: “But enemies wouldn’t need to resort to missile attacks if the smog continues to increase – people will simply be poisoned to death.”

Yet some others compared the article to a widely-reposted comment made by a military spokesperson who earlier this year claimed that US nuclear submarines would avoid China’s eastern Yellow Sea because their propeller’s might become entangled by ropes used by farmers to grow seaweed.

“After seaweed, China has added another secret weapon to the country’s national defence arsenal – smog,” one Internet user quipped.

China Smack har oversat flere spydige kommentarer fra nettet. For eksempel:

Being continuously poisoned/bewitched by CCTV is much more severe than smog.

:: Foto fra news.163.com

Gå til artikel » Skriv kommentar

Internettet: Kinesiske medier bruger rygter til angreb på udenlandske virksomheder

2013 12 05 11 04 51 am

Udenlandske virksomheder og brands kommer tit under beskydning i Kina. For eksempel Starbucks, Apple og mejeriet Fonterra. Det sker gennem kampagner, der for eksempel begynder med en ‘afsløring’ på det statslige CCTV, hvorefter andre medier – der alle i Kina i en eller anden udstrækning er kontrolleret af etpartistaten – tager over og fortsætter tilsværtningen, der forstærkes ved at bruge sociale medier. Det hele for at hjælpe kinesiske konkurrenter og producenter.

Det paradoksale er, at etpartistaten officielt er begyndt en kampagne, der skal bekæmpe ‘rygter’ på internettet. Med mindre de altså kommer fra etpartistaten selv, som flere kinesere spydigt har gjort opmærksom på.

Kampagnen mod Starbucks i oktober er et godt eksempel. Læs om det for eksempel her på NBC og så på Danwei, der har en en fin og kort opsummering om angrebet på Starbucks, der blev beskyldt for at have urimeligt høje priser i Kina.

De kinesiske forbrugere er kritiske overfor CCTV, der har været ramt af flere journalistiske skandaler, korruption og journalisternes mildt sagt problematiske etik. Derfor virker angrebene og rygtespredningen ikke, skriver Harvard Business Review i denne artikel, som du bør læse det hele af. Her et uddrag:

Even when there is no proof of foul play, CCTV’s attacks on foreign companies don’t have their intended effect. In October 2013, an incident involving Starbucks unfolded, when CCTV aired a segment “exposing” its relatively higher prices in China. Netizens collectively shrugged at the prices and decried the broadcast as biased and unfair. As Rachel Lu of Tea Leaf Nation noted: “What really riled observers is that CCTV grossly underestimated Chinese people’s ability to distinguish real injustice from the manufactured variety.”

Numerous mistakes, lack of transparency, and tone deafness have primed Netizens to be on the lookout for rumors originating from their government rather than from each other. Given CCTV’s lack of credibility, what exactly are state-run broadcasters trying to accomplish? Are they clumsy attempts to sway public opinion, or are they directed at the companies themselves?

The case with Fonterra sheds light on the effectiveness of these attacks as a form of protectionism. When Fonterra’s dairy products were rumored to contain bacteria that could cause botulism, China immediately suspended imports of all whey protein and milk-based powder from the New Zealand-based company. Food safety is highly sensitive, and after the 2008 melamine scandal, Chinese customers overwhelmingly prefer imported milk products. This time, the scandal involved imported products, causing a greater uproar in the country. On August 14, 2013, Fonterra’s milk products business head, Gary Romano, resigned over the scandal.

However, the event proved to be a false alarm (an “own goal,” according to Chinese media). By August 2013, laboratory results revealed that the bacteria found in the whey protein concentrate manufactured by Fonterra was clostridium sporogenes rather than botulism-causing clostridium botulinum. The Chinese could breathe a sigh of relief; those who knew about the test results, that is.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Ai Weiwei: Censur og kontrol ødelægger kinesiske film

Weiwei kina

Kina har indført så megen censur og kontrol med film, at det er ved at ødelægge branchen, siger Ai Weiwei. Og det er især tydeligt med dokumentarfilm.

Det mener Ai Weiwei, som jeg har interview med her på Politiken:

»Det er blevet ekstremt svært at lave dokumentarer i dag«, siger Ai Weiwei, der er en af Kinas mest berømte kunstnere, som også hvert år står bag flere dokumentarfilm.

Den seneste, ’Stay Home!’, om hiv-smitte i Kina, har verdenspremiere på filmfestivalen CPH:DOX, der åbner i dag.

I Kina er censur og kontrol vokset i det seneste år, hvor etpartistaten har fået nye ledere.

»Det bliver værre«, mener Ai Weiwei. Selv om dokumentarfilm i dag stort set kun bliver vist i private og små forsamlinger, bliver der slået ned på det. Også når instruktører forsøger at lave filmene eller underviser i genren, risikerer man at blive taget af politiet, siger han:

»Det begrænser folk, som bliver forhindrede i at dokumentere en del af historien«.

Siden 2007 har Ai Weiwei – du kan se alle tidligere artikler om Ai Weiwei her på Kinablog – stået i spidsen for cirka 20 dokumentarfilm. Dem kan du læse mere om i det længere interview, som der er i tillægget for Cph:dox i dagens Politiken. Her et uddrag:

Ai Weiwei mener, at kunstnere skal have et socialt engagement, og det er tydeligt i hans dokumentarer, der er vidnesbyrd, som dokumenterer sociale begivenheder og hændelser.

»I Kina er der en mangel på offentlig debat, kommunikation og informationer. Hvis man ser nyheder er de for det meste manipulerede, fordrejede eller direkte løgne«, siger Ai Weiwei. Der er brug for andre stemmer, mener han.

Derfor arbejder Ai sammen også sammen med for eksempel unge studerende i en slags uofficiel filmskole, hvor han giver dem en opgave, et emne eller en historie, som han sender dem ud for at lave.

Andre gange er han selv med på holdet, der rejser ud og kan være på alt mellem 10-100 personer og deltager i filmene. Ofte direkte og hvor han aktivt påvirker situationen. Han mener ikke, at der er nogen forskel mellem at være aktivist og lave dokumentarfilm.

»For alle er det vigtigt, hvordan man reagerer i en situation og på ens viden, samvittighed og moral. Med det bruger man kommunikationen til at lade verden vide, hvad der foregår«, siger Ai Weiwei.

Filmene »reflekterer vores liv«, siger Ai og tilføjer, at han »normalt ikke kan lide stil«. Men man kan heller ikke have dyrt udstyr med sig, for det vil blive konfiskeret eller ødelagt, når man bliver anholdt. Som de ofte gør. Derfor er filmene ofte rå og rystede. Det vigtigste er, at man trykker på knappen, siger Ai. At man optager.

»Uanset hvad du kan få, om det så kun er et sekund, hvis du ikke trykker på knappen, så er du der ikke, og så kan du ikke fortælle mig en historie. Så hvis du er der, tryk«, siger Ai. For på hans måde at lave dokumentarfilm handler det om at være forberedt og opmærksom.

»I en af filmene når jeg lige at tænde for kameraet, før politiet sparker døren ind og optager det, da de banker mig. Jeg vidste ikke, at de ville gøre det, men man skal være forberedt på det«, siger Ai.

Gå til artikel » Comment (1)

Mao version 2.0: Ny udgave af Den Lille Røde

Mao lille roede ny

Chen Yu har stadig ikke besluttet sig for, hvordan bogens forside skal se ud. For eksempel overvejer han, om den nye udgave af ‘Maos Lille Røde’ overhovedet skal være rød.

»Vi har forskellige forslag, som stadig bruger rød, men hele bogomslaget bliver ikke rødt som på forgængeren«, siger Chen Yu.

Chen er oberst og ansat på det kinesiske Akademi for Militærvidenskab, hvor han er ekspert i militær historie og Mao Zedongs tænkning.

Han står i spidsen for et hold på 20 akademikere og ‘amatører’, der arbejder på en helt ny udgave af ‘Maos Lille Røde’, der skal opdateres, så den passer til 2013. Det er Mao version 2.0.

Som jeg skrev i Politiken i fredags (den lange artikel fra skærmbilledet ovenover er ikke online):

»Vi er stort set færdige med at redigere den nye udgave og har allerede haft den til gennemsyn flere gange«, siger Chen Yu.

Langt det meste af indholdet vil være revideret eller nyt. Det er en moderne version af bogen, hvor der ikke vil være mange ligheder med første udgave fra 1964.

Der er ingen som ved, hvor stort et oplag den Lille Røde er blevet trykt i. Siden dengang i 1960erne er den ifølge nogle skøn kommet i op mod fem milliarder eksemplarer. Det ville være flere end biblen.

Det mener Chen Xiankui, der er professor på Skole for Marxistiske Studier på Renmin Universitet, er for mange.

»Jeg tror, at det næst efter biblen er den bog i verden, der er blevet trykt i flest eksemplarer. For dengang havde alle familier i Kina mere end et eksemplar. Men fem milliarder er en overdrivelse. På det tidspunkt var befolkningen på 800-900 millioner personer, så jeg vil tro, at oplaget har været på cirka to milliarder«, siger Chen Yu.

• Læs også – Neo-maoisme: Mao Zedong opdateret til 2013

Daniel Leese, der er forfatter til bogen ‘Mao Cult’, mener, at tallet nok nærmere ligger på omkring en milliard.

Men uanset hvor mange, så var den populær. Den ‘Lille Røde’ er symbol på de kaotiske år under Kulturrevolutionen i 1966-1976, og den var med til at cementere personkulten omkring Mao. Derfor stoppede man også med at trykke den i 1979.

»I 1979 begyndte man at makulere dem, men det stoppede man med i 1983. Siden er der ikke blevet trykt en ny udgave«, siger Daniel Leese.

Nu kommer der så en ny udgave, hvis det står til Chen Yu, som håber, at den kommer på gaden i november. Han siger, at anledningen blot er for at fejre Mao Zedongs 120 års fødselsdag i år.

Men bogen er så politisk følsom, at den ikke kan udgives uden godkendelse fra toppen af partiet, siger Joseph Cheng, der er ekspert i kinesisk politik og professor på City University of Hong Kong.

• Læs også – Censur i Kina: Partiets kamp mod internettet

»Vi ved ikke, hvem der satte det her i værk. Men det kan ikke ske uden godkendelse og opbakning fra Xi Jinping. Det er måske ikke ham, som begyndte det, men han bakker helt sikkert op om det«, siger Daniel Leese.

For bogen er en brik i det puslespil, der handler om Kinas politiske fremtid. Siden Xi Jinping kom til magten sidste år, har han og lederne drejet kraftigt mod den politiske og konservative venstrefløj i partiet.

Daniel Leese mener, at bogen er en politisk prøveballon, som Maoister forsøger at sende op for at se, hvor langt man kan gå.

»Hvis der ikke havde en generel ændring i tonen omkring arven efter Mao, så tror jeg ikke, at de havde turdet. Det her er intern partipolitik, der bryder ud i offentligheden«, siger Daniel Leese.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Sludder: Ingen aftale mellem Ukraine og Kina om landbrugsjord

4283784896687656804

Kina køber et enormt stykke af Ukraine, som skal bruges til landbrugsjord. Hele 30.500 kvadratkilometer. Et område på størrelse med Belgien.

Det er en investering på 2,6 milliarder dollars (14 mia. dkr). Og det er ikke meget, når man tænker på, at området svarer til fem procent af Ukraine. Eller når man sammenligner det med, at det koster kineserne 35 milliarder kroner at leje en havn i Grækenland i 35 år.

For godt til at være sandt? Højst sandsynligt. Men artiklen fra South China Morning Post blev nævnt i utallige medier over hele verden. Også danske. Uden at checke kilderne. Måske fordi det passer godt ind i frygten for ‘kineserne kommer‘.

Men flere korrespondenter i Kina var skeptiske. Og det ukrainske selskab KSG Agro, der skulle være en del af handlen, var hurtige til at komme med en udtalelse, hvor de benægter, at der eksister en aftale og et samarbejde med Kina.

Plus, at selskabet i øvrigt kun råder over 100.000 hektarer, hvilket er en smule mindre end de tre millioner, som kineserne ifølge South China Morning Post skulle have lejet.

Som Financiel Times skriver:

Contrary to a flurry of Monday news reports, China has not inked a massive agriculture investment giving it ownership of some 5 per cent of land in Ukraine, itself home to some of the world’s richest soil. As reported, it would have handed China a chunk of Ukrainian land the size of Belgium.

Yet it’s only a matter of time before China, with its surging population and consumption, completes a major farming deal in Ukraine. Just not this one.

Reuters reported on Sunday that China, through its Xinjiang Production and Construction Corps, had an agreement with Ukraine’s KSG Agro to purchase an immediate 100,000 hectares of farming land, eventually increasing its presence in Ukraine’s agriculture sector to a whopping 3m ha. The report cited a news story in the South China Morning Post.

Afterwards, reports about the alleged deal spread across the internet like wildfire, claiming that China had sealed its single largest overseas farming operation, and is to become the largest farmer on some of the world’s richest land – the so-called “breadbasket of Europe.”

But by Monday evening it became clear that all the headlines were way off target.

:: Foto fra China.com.cn

Gå til artikel » Skriv kommentar

Hvorfor, hvorfor, hvorfor: Ny udgave af Kinas mest populære leksikon

Kina leksikon

Hvorfor er piger klogere end drenge? Hvad er forskellen på 0,1 og 0,10? Hvorfor er blæksprutter ikke fisk?

Det er tre af de spørgsmål, som man kan læse i “100.000 hvorfor”, som er titlen på et leksikon for børn, der er blevet udgivet i Kina siden 1961. Alle kinesere kender de populære bøger, der er blevet trykt i mere end 100 millioner eksemplarer.

Nu er den sjette udgave af leksikonet så udkommet, som jeg skrev om i Politiken i weekenden. Her får du en anden version med mere af interviewet og andre ting, som der ikke var plads til i avisen.

Selvom der ikke er 100.000 spørgsmål i leksikonet, så er det stadig en moppedreng. Der er 4.500 spørgsmål og svar, som er inddelt i 18 kategorier som for eksempel matematik, kemi, menneskekroppen, IT, våben og national forsvar, miljø, dyr og botanik. Det hele fylder 16 bind, hvor der også er mere end 7.000 fotografier og illustrationer.

Prisen? Bøger er billige i Kina. Det hele kan købes for lidt under 900 kroner.

Det er 14 år siden den seneste revidering af leksikonet, og denne gang er det en massiv opdatering. Hele 90 procent af spørgsmålene er nye, og de er udvalgt fra blandt andet 30.000 spørgsmål, som børn fra hele Kina har bidraget med.

»I den første udgave fra 1961 indsamlede man spørgsmål fra børn. Det syntes vi, var en god ide. Vi vidste ikke, hvad børnene interesserede sig for og ville spørge om i dag, så vi besluttede os for at gå tilbage og bruge den gamle metode igen«, siger Hong Xingfan fra Børn og Unges Bogforlag, der udgiver leksikonet, som han forventer at sælge en million eksemplarer af.

Alle spørgsmålene er blevet opdaterede, og de viser også, hvordan Kina har forandret sig siden 1999.

Et af dem lyder for eksempel sådan her: ‘Hvorfor er der nogen, som kommer melamin i mælken?”. Det er en hentydning til den store fødevareskandale i 2008, hvor seks børn døde og 300.000 blev syge, fordi de drak mælkepulver, som bønder og mejerier havde forurenet med melamin.

Et andet spørgsmål er, ‘hvorfor bliver der brugt clenbuterol i svinefoder?’. I Kina er der utallige fødevareskandaler, og blandt andet steorider som clenbuterol, der opbygger muskler, bliver ulovligt brugt til opdræt af grise og andre dyr.

»Jeg blev overrasket, da jeg så de mange spørgsmål fra børn om sociale problemer. For eksempel med melaminen. Børn er ikke interesserede i at vide, hvad melamin er, men de vil vide, hvorfor folk kan finde på at gøre det«, siger Hong Xingfang.

Derudover er der andre spørgsmål, som mange voksne sikkert også spekulerer på. Hvorfor begynder folk at lyve? Hvorfor er jeg nogle gange ked af det? Hvor mange hår skal forsvinde fra hovedet, før man er skaldet?

Både spørgsmål og svar har forandret sig voldsomt, siden den første udgave for over 50 år siden.
Dengang var der to formål med populærvidenskaben i Kina. Den var primært henvendt til arbejdere, bønder og soldater og skulle især fremme industri- og landbrugsproduktionen. Og for det andet skulle den også fremme kommunistpartiets ideologi.

Skolesystemet i 1950erne og 1960erne var elendigt, men bøgerne gav de dårligt uddannede kinesere en introduktion til helt grundlæggende viden og videnskab. Samtidig var det præsenteret i en genkendelig form, hvor både spørgsmål og svar var forankret i noget, som læseren kunne genkende fra sin hverdag.

Bøgerne blev for alvor populære under Kulterrevolutionen fra 1966-1976. For der var ikke meget andet at læse. Ud over Mao Zedongs ‘Lille Røde’, der officielt hedder ‘Formand Maos ytringer’, blev der ikke trykt mange andre bøger dengang, og slet ikke med et humanistisk og videnskabeligt indhold, som var politisk farligt både at udgive og læse. Derfor blev boghylderne hos familier og biblioteker fyldt med leksikonet.

Men i dag står ‘Shi wan ge weishenme’, altså ‘100.000 hvorfor’, overfor store udfordringer.

Siden især 1990erne har det kinesiske skolesystem i ekstrem grad fokuseret på udenadslære og eksamener. I dag har børn og unge ingen fritid, hvor de har tid til at slappe af og læse bøger.
Det forsøger de 100 akademikere, der har været med til at skrive svarene, også at modarbejde.

»Mange af spørgsmålene har ikke blot et svar. For hvis børn kun ser et enkelt svar eller får standardsvaret, så begrænser det deres evne til selvstændig tænkning«, siger Huang Han, professor på Kinas Videnskabelig og Tekniske Universitet, til avisen Befrielsens Dagblad.

Og som en forælder sagde for nyligt til det statslige CCTV:

»I dag kan børn lide at se tegnefilm på TV. Bøger er bøger, og når det kommer til stykket er de jo lidt kedelige«, sagde moren Diao Hongwen.

I samme indslag siger en elev, at hvis han skal lede efter svaret på spørgsmål, så foretrækker han at gå på internettet frem for at ‘bruge timer på at lede i et leksikon’.

Det ved Hong Xingfan fra forlaget udmærket godt.

»Der er en elektronisk udgave af leksikonet på vej, som kommer til at ligge på internettet, men der er ikke nogen dato for versioner til mobil og tablet«, siger Hong Xingfan. Men når de kommer, da vil der være helt op mod 50.000 spørgsmål og svar med både lyd og video.

Så her vil man måske kunne finde løsningen på et af de nye spørgsmål, der kom med i den seneste bogudgave af ‘100.000 hvorfor’:

»Kan en computer svare på alle spørgsmål?«

Gå til artikel » Skriv kommentar

Den Kinesiske Drøm: Beijing ruller nye propagandaplakater ud over byen

Kina beijing drom propaganda

Der er kommet nye propagandaplakater op i Beijing. De store af dem hænger på billboards langs veje og vejkryds. De mindre af dem hænger på vægge og ved for eksempel indgange til hospitaler og skoler.

Stilladser og de høje plankeværk, der altid omkranser byens mange og store byggepladser, er også blevet pakket ind i de nye budskaber.

Baggrunden er hvid. Og så er der for eksempel et foto af figurer, der forestiller børn. Nogle af dem skriver kalligrafi med pensler. Andre spiller strenginstrumenter. To sidder og spiller kinesisk skak. Motiverne og hele layoutet er moderne men tydeligt kinesisk og traditionelt.

På plakaterne står der også et slogan. Her er nogle eksempler:

»Hvorfor er Kina stærkt? Fordi det har Kinas Kommunistparti«.

»Kinas Kommunistparti er godt, Folket er glade«.

»Fremad Kina!«.

»Kommunisme er godt, og børnene er glade for Kina«.

»Forude venter kun foråret for Kina«.

Og på en af dem står der med store, sorte og røde skrifttegn: ‘Zhongguo meng, wo de meng’.

Kinas drøm, min drøm. Og det er det, som det handler om. Der er flere forskellige slogans, men alle plakaterne handler om det samme, og man finder dem overalt i Kina: ‘Den Kinesiske Drøm.

De er nemmet finde på nettet, og du kan se eksempler her eller på billederne nedenfor.

Hvad går det nye slogan, som generalsekretær Xi Jinping har lanceret, så ud på. Det skrev jeg om i Politiken i går:

Det bliver brugt af eksperter, kommentatorer og politikere, som forsøger at presse det ind i dokumenter og taler. Dermed viser partiembedsmænd på alle dele af etpartistaten og i partiet, at de har hørt og forstået beskeden fra oven, og at de er gode partimedlemmer. Det går tilbage til Maos tid.

Ny leder, nyt slogan. Sådan er det, når der kommer en ny mand i spidsen for etpartistaten. For Mao Zedong var det ‘Tjen Folket’. Jiang Zemin talte om ‘de tre repræsentativer’, der bestod af økonomisk produktion, kulturel udvikling og politisk konsensus. Og for Xi Jinpings forgænger, Hu Jintao, var det ‘videnskabelig udvikling’ og ‘det harmoniske samfund’.

Hver leder har sit vage slogan. Men alligevel er der en forskel denne gang. For hvor de før var stive og kedelige, så taler Xi Jinping denne gang direkte til følelserne. Og han hentyder til det gamle Kina og traditionerne. De samme traditioner og gamle kejserlige Kina, som Mao Zedong forsøgte at udrydde.

Kinas Kommunistparti har i årevis haft en stiltiende kontrakt med de 1,3 milliarder borgere. Partiet sørger for økonomisk vækst, så kineserne bliver – materielt – rigere. Og så er der ingen grund til, at ‘laobaixing’ – det kan oversættes til de ‘100 oprindelige familienavne’, men bruges i dag som et udtryk for hr og fru Jensen og almindelige kinesere – skal spekulere på politik. Det skal partiet nok sørge for.

Men de seneste tre årtiers økonomiske vækst er begyndt at falde. Problemerne er begyndt at komme med for eksempel social ulighed og forurening. Det er ikke tilfældigt, at Xi Jinping nu begynder at tale til følelserne. For den kinesiske drøm er ikke som den amerikanske, der handler om individets succes. Den kinesiske handler om partiets legitimitet. At Kinas Kommunistparti skal op at stå ved siden af de store symboler som Den Kinesiske Mur og Den Forbudte By.

Kina beijing drom propaganda II

Kina beijing drom propaganda III

Kina beijing drom propaganda IIII

Kina beijing drom propaganda V

Gå til artikel » Comment (1)

Dræbte baby: Biltyv dømt til døden

U363P886T1D65614F12DT20130528110045

Biltyven, som dræbte den to måneder gamle baby Xu Haobo, er blevet dømt til døden.

Det var en stor sag herovre i marts på samme tid som Folkekongressen begyndte. For mange kinesere overskyggede dramaet om Xu helt det politiske teater i Beijing, som jeg skrev dengang i Politiken. Her er en hurtig opfølger.

Changchun er et byområde med cirka 7,5 millioner indbyggere, og det er hovedstaden i Jilin, som er en forfrossen provins i Nordkina. Byen er kendt for at være »Kinas Detroit«, for den er hjemsted for en stor del af den kinesiske automobilindustri.

Det var her, at det skete, som jeg skrev i Politiken:

Faren til til Xu Haobo, den lille dreng på to måneder, ejer et supermarked, og tidligt mandag morgen parkerede han sin bil foran butikken for at gå ind og tænde for varmen. Xu lå på bagsædet og sov. Derfor lod faren nøglerne sidder i tændingen, så han ikke behøvede at slukke for varmen i bilen.

Faren er væk i nogle få minutter. Da han kommer tilbage er bilen væk.

Han kontakter politiet og allerede klokken 7.30 beder en af provinsens radiostationer folk om at holde øje med den grå Toyota RAV4 og den lille baby.

Nyheden spredte sig hurtigt. Også til resten af Kina. I Changchun begyndte en massiv eftersøgning, hvor de lokale borgere hjalp tusinder af betjente med at køre rundt i byen for at lede efter den stjålne firehjulstrækker. Men de kunne ikke finde den. Ifølge de lokale medier fortsatte taxachaufførerne med at køre rundt i natten og lede efter den.

Politiet fandt bilen tirsdag morgen. Den holdt på en parkeringsplads cirka 30 kilometer udenfor centrum. Drengens tøj og et tæppe lå i sneen ikke langt derfra.

Senere om tirsdagen aflyste politiet deres eftersøgning efter biltyven, da en 48-årig mand meldte sig frivilligt. Zhou Xijun er tidligere soldat og har siddet i arbejdslejr på grund af et overgreb mod en kvinde.

Ifølge politiet indrømmede Zhou Xijun, at han havde stjålet bilen, og Zhou opdagede først drengen på bagsædet, da han sad bag rattet og kørte ud ad en motorvej. Zhou kvalte drengen og begravede ham i sneen.

Tirsdag aften gik tusinder af folk på gaden Changchun, hvor de tændte stearinlys for Xu Haobao.
Sympatien strømmede ind fra hele Kina, og der har været hundredtusinder af kommentarer om den på blogs og sociale medier.

Sagen fik – endnu engang – kineserne til at debattere moral og værdier. For hvorfor lod han dog ikke bare babyen ligge? Der var ingen grund til at dræbe Xu, sagde kineserne.

Flere trak trådene tilbage til 2011, hvor den den to-årige Yueyue blev dræbt, fordi hun blev kørt over af en varebil. Adskillige folk gik forbi pigen, der lå på vejen og blødte, uden at nogen stoppede for at hjælpe hende. En anden bil ramte hende igen og hun døde på hospitalet. Læs for eksempel her på Guardian og Wikipedia.

Nu er den 48-årige Zhou Xijun så blevet dømt til døden. Det skriver Global Times i den engelske udgave.

The Changchun Intermediate People’s Court announced in its verdict that Zhou Xijun, 48, was sentenced to death and deprived of his political rights for life for the murder he committed.

Zhou was also sentenced to five years in jail and fined 50,000 yuan (8,065 US dollars) for the crime of stealing, according to the verdict.

He is required to give the family of the baby 17,098.50 yuan to compensate for economic losses.

:: Foto fra det officielle nyhedsburea Xinhua

Gå til artikel » Skriv kommentar