Kategori for Medier

Biltyven, som dræbte den to måneder gamle baby Xu Haobo, er blevet dømt til døden.

Det var en stor sag herovre i marts på samme tid som Folkekongressen begyndte. For mange kinesere overskyggede dramaet om Xu helt det politiske teater i Beijing, som jeg skrev dengang i Politiken. Her er en hurtig opfølger.

Changchun er et byområde med cirka 7,5 millioner indbyggere, og det er hovedstaden i Jilin, som er en forfrossen provins i Nordkina. Byen er kendt for at være »Kinas Detroit«, for den er hjemsted for en stor del af den kinesiske automobilindustri.

Det var her, at det skete, som jeg skrev i Politiken:

Faren til til Xu Haobo, den lille dreng på to måneder, ejer et supermarked, og tidligt mandag morgen parkerede han sin bil foran butikken for at gå ind og tænde for varmen. Xu lå på bagsædet og sov. Derfor lod faren nøglerne sidder i tændingen, så han ikke behøvede at slukke for varmen i bilen.

Faren er væk i nogle få minutter. Da han kommer tilbage er bilen væk.

Han kontakter politiet og allerede klokken 7.30 beder en af provinsens radiostationer folk om at holde øje med den grå Toyota RAV4 og den lille baby.

Nyheden spredte sig hurtigt. Også til resten af Kina. I Changchun begyndte en massiv eftersøgning, hvor de lokale borgere hjalp tusinder af betjente med at køre rundt i byen for at lede efter den stjålne firehjulstrækker. Men de kunne ikke finde den. Ifølge de lokale medier fortsatte taxachaufførerne med at køre rundt i natten og lede efter den.

Politiet fandt bilen tirsdag morgen. Den holdt på en parkeringsplads cirka 30 kilometer udenfor centrum. Drengens tøj og et tæppe lå i sneen ikke langt derfra.

Senere om tirsdagen aflyste politiet deres eftersøgning efter biltyven, da en 48-årig mand meldte sig frivilligt. Zhou Xijun er tidligere soldat og har siddet i arbejdslejr på grund af et overgreb mod en kvinde.

Ifølge politiet indrømmede Zhou Xijun, at han havde stjålet bilen, og Zhou opdagede først drengen på bagsædet, da han sad bag rattet og kørte ud ad en motorvej. Zhou kvalte drengen og begravede ham i sneen.

Tirsdag aften gik tusinder af folk på gaden Changchun, hvor de tændte stearinlys for Xu Haobao.
Sympatien strømmede ind fra hele Kina, og der har været hundredtusinder af kommentarer om den på blogs og sociale medier.

Sagen fik – endnu engang – kineserne til at debattere moral og værdier. For hvorfor lod han dog ikke bare babyen ligge? Der var ingen grund til at dræbe Xu, sagde kineserne.

Flere trak trådene tilbage til 2011, hvor den den to-årige Yueyue blev dræbt, fordi hun blev kørt over af en varebil. Adskillige folk gik forbi pigen, der lå på vejen og blødte, uden at nogen stoppede for at hjælpe hende. En anden bil ramte hende igen og hun døde på hospitalet. Læs for eksempel her på Guardian og Wikipedia.

Nu er den 48-årige Zhou Xijun så blevet dømt til døden. Det skriver Global Times i den engelske udgave.

The Changchun Intermediate People’s Court announced in its verdict that Zhou Xijun, 48, was sentenced to death and deprived of his political rights for life for the murder he committed.

Zhou was also sentenced to five years in jail and fined 50,000 yuan (8,065 US dollars) for the crime of stealing, according to the verdict.

He is required to give the family of the baby 17,098.50 yuan to compensate for economic losses.

:: Foto fra det officielle nyhedsburea Xinhua

Hun har ingen telefon. Ikke noget internet. Liu Xia får kun lov til at gå ud nogle gange om ugen for at købe dagligvarer eller for at besøge sine forældre. En enkelt gang om måneden for hun også lov til at se sin mand, Liu Xiaobo, i fængslet.

Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris i 2010, fordi han er medunderskriver af Charter 08. Det er også derfor, at han afsoner en straf på 11 års fængsel. Og derfor, at Liu Xia sidder i husarrest.

• Læs også – Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

Hun har ikke gjort noget, der er ulovligt. Hun er aldrig blevet dømt for noget. Men alligevel har de kinesiske myndigheder isoleret hende fra omverdenen siden 2010. Hun sidder i parrets lejlighed i Beijing, og som de første i to år fik AP i dag kontakt med hende.

Liu Xia trembled uncontrollably and cried Thursday as she described how her confinement under house arrest has been absurd and emotionally draining in the two years since her jailed activist husband, Liu Xiaobo, was named a Nobel Peace laureate in 2010.

Breathless from disbelief at receiving unexpected visitors into her home and with a shaking voice, Liu spoke in her first interview in 26 months — a brief conversation with journalists from The Associated Press who managed to visit her apartment while the guards who watch it apparently stepped out for lunch.

Liu said her continuing house arrest has been painfully surreal and in stark contrast to Beijing’s celebratory response to this year’s Chinese victory among the Nobels — literature prize winner Mo Yan. Liu said she has been confined to her duplex apartment in downtown Beijing with no Internet or outside phone line and is only allowed weekly trips to buy groceries and visit her parents.

“We live in such an absurd place,” she said. “It is so absurd. I felt I was a person emotionally prepared to respond to the consequences of Liu Xiaobo winning the prize. But after he won the prize, I really never imagined that after he won, I would not be able to leave my home. This is too absurd. I think Kafka could not have written anything more absurd and unbelievable than this.”

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Jeg har interviewet Liu Xia flere gange. For eksempel her i 2010. Hun siger selv, at hun blot er digter, og hun har heller ikke gjort noget ulovligt, andet end at elske Liu Xiaobo:

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand. Som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min madlavning. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i kosten i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig og lys stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Den 25-årige Ren Jianyu blev taget af politiet i august 2011, fordi han havde vidersendt og skrevet ”100 negative indlæg” på sin mikroblog på Sina Weibo.

Mange af de kommentarer og vittigheder, som Ren offentliggjorde, var skrevet af andre. For eksempel af en kendt politisk kommentator og en juraprofessor. Ingen af dem blev anholdt. Nogle af af kommentarerne kritiserede Bo Xilai, der dengang stadig var partisekretær i Chongqing, og det er nok derfor, at politiet fokuserede på Ren.

Men domstolen i Chongqing afviste sagen dengang sidste år. Det fik dog ikke politiet til at opgive den. I stedet gav de Ren en straf på to års ‘genopdragelse’ i arbejdslejr.

Sagen har fået stor omtale i Kina, hvor den har rejst spørgsmål om både ytringsfrihed og systemet med ’genopdragelse’ i arbejdslejre. Ren Jianyus dom blev voldsomt kritiseret på internettet og selv Kinas Kommunistpartis egne medier har langet ud efter politiets og myndighedernes opførsel.

Nu er Ren så blevet løsladt efter mere end et års massivt pres, som jeg skriver om i dagens Politiken.

Ren Jianyu er selvfølgelig lettet over at være løsladt, siger han over telefonen, men han har svært ved at sætte ord på sine følelser.

»Jeg ved ikke, om jeg er vred. Lige nu kan jeg ikke beskrive, hvad jeg føler, og jeg er ikke afklaret«, siger Ren Jianyu.

Ren siger også, at han fik god behandling af fangevogterne.

»Folk derinde vidste godt, hvorfor jeg var der. De havde sympati med mig og gav mig god behandling«, siger Ren Jianyu.

Ren siger dog, at han stadig er mærket af opholdet, og at han har brug for at sunde sig.

»Der er sket så mange ting for mig. Jeg kan ikke se folk i øjnene, når jeg taler med dem. Jeg har en følelse af panik og mangler selvtillid«, siger Ren Jianyu. Derfor er han ikke på vej tilbage på arbejde, men han er stadig ansat som embedsmand i en landsby udenfor Chongqing. Borgmester og partimedlemmer har støttet ham under hele sagen med både vidneudsagn og økonomisk hjælp.

Det er dog ikke helt slut. Ren Jianyu vil have renset sit navn, men i går tirsdag afviste en domstol i Chongqing hans sag mod mod myndighederne. Det appelerer de, fortalte hans advokat, Pu Zhiqiang.

Ren’s sag er ikke den eneste, der har sat fokus på systemet med arbejdslejre, som jeg skrev i Politikens tema-avis om Kina. I august blev folk rasende på politiet i den sydkinesiske by Yongzhou, der ligger i Hunanprovinsen:

En mor, Tang Hui, havde i 2006 befriet sin 11-årige datter, der var blevet kidnappet og tvunget i prostitution, hvor hun i tre måneder var blevet voldtaget. Mændene blev først dømt i juni i år. To fik dødsstraf, fire blev idømt livsvarigt fængsel og en fik 15 års fængsel.

Tang Hui havde åbent og højlydt kritiseret sagen, og forlangt at alle fik dødsstraf. Det fik politiet til at give moren halvandet års genopdragelse i arbejdslejr. Og det medførte til gengæld en storm af vrede på det kinesiske internet og i selv medier som Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør.

Kritikken har fået myndighederne til at tale om, at der måske er en reform på vej, som Global Times skrev:

After prolonged public complaints and a series of scandals, China’s controversial re-education through labor system will finally be reformed, a move that is inevitable as the country endeavors to improve human rights and its legal and judicial system.

Earlier this week, Jiang Wei, a senior official in charge of China’s judicial system reform, said the country is formulating reforms for the re-education through labor system, adding that the necessity of the reform has been recognized and a plan for the reforms is being developed.

Det er dog ikke første gang, at der er tale om reform, som Dui Hua skrev i september:

This was not the first call for reform. The fiercest critics advocate abolition of RTL, calling it unconstitutional, a violation of the Legislation Law, and incompatible with China’s expressed goal to ratify the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1998. Since 2003, lawmakers have twice placed a new Law on Education and Correction for Illegal Acts (违法行为教育矫治法) on the legislative agenda, but each time police opposition has prevented it from going much farther.

There are, however, signs of new momentum, including the recent announcement of a pilot project in four Chinese cities that promises to reduce the scale of RTL and introduce more reasonable procedural guarantees. Overall, consensus appears to be forming around the idea that the RTL system cannot continue in its present form and some changes will have to be made.

Læs indlægget på Dui Hua, hvor der også er oversættelse af en artikel fra Caixin, der har interviews med folk, som har siddet i arbejdslejr.

Jeg talte med Ren Jianyus far i Chongqing for nogle uger siden, og han fortalte, at Ren og de andre medfanger lavede smykker i arbejdslejren. De sad og filede nogle sten, der lignede jade. Det fik de ni kroner for om måneden.

Tang Hui’s og Ren Jianyus sager kan måske få den samme effekt, som Sun Zhigang havde i 2003. Sun døde i politiets varetægt, som på det tidspunkt kunne tilbageholde folk stort set som de ville. Fra tidligere på Kinablog:

Loven om ”shourong qiansong” (收容遣送), der kan oversættes til ”forvaring og hjemsendelse”, bliver afskaffet. Det var en voldsomt upopulær lov, som politiet ofte havde misbrugt groft. Efter Sun Zhigang’s sag blev kendt, dukkede der et væld af historier op på internettet, hvor folk fortalte om, hvordan de var blevet mishandlet af systemet. Om dødsfald. Om migrantarbejdere der var blevet solgt som slaver. Om kvinder der var blevet solgt til prostitution.

Det førte til, at premierminister Wen Jiabao i juni 2003 gik frem og sagde, at loven var blevet afskaffet. Og til at en sygeplejerske fra arresthuset blev dømt til døden; at en anden fik 15 års fængsel; at 13 andre også blev dømt i sagen.

Men der er langt igen. Og i mellemtiden er politiet i Beijing også ved at gøre sig upopulære, og på vej til at få samme behandling af de kinesiske netizens som deres kolleger i Chongqing.

Den 36-årige beijinger, Zhai Xiabing, skrev i begyndelsen af november en vittig kommentar på sin konto på Twitter, der handlede om partikongressen, der skulle begynde få dage senere. Han skrev:

#剧透推 #慎入 死神来了6即将上映。大会堂突然倒塌，正在开会的2000多人只有7人幸免，事后却又一一离奇死亡。是上帝的游戏，还是死神的怒火，神秘数字18怎样开启地狱之门？11月8日全球院线震撼登场！

Og oversat på China Digital Times:

#SpoilerTweet #Enter-at-your-own-peril “Final Destination 6” has arrived. In which the Great Hall of the People collapses all of a sudden. All 2,000+ people meeting there died except for 7 of them. But afterwards, the seven die one after another in bizarre ways. Is it a game of God, or the wrath of Death? How will 18, the mysterious number, unlock the gate of Hell? Premieres globally on November the 8th to bring you an earthshaking experience! (translated by Yaxue Cao)

Normalt interesserer myndighederne sig kun for, hvad der bliver lagt ud på det kinesiske internet og mikroblogs som Sina Weibo. Det er usædvanligt, at de slår ned på noget, som er skrevet på Twitter.

Men det skyldes måske den politisk følsomme partikongres. Zhai har været anholdt siden, og hans familie er underrettet, men de ved ikke, hvilke anklager der eventuelt er rejst mod ham.

Nogle af Zhais venner har nu startet en underskriftsindsamling på nettet, som blandt andre kunstnere Ai Weiwei har skrevet under på. Lige nu er der mere end 400 underskrifter på indsamlingen, som Global Voices Advocacy har oversat.

AFP – China frees jailed opponent of Bo Xilai

The Times – ‘Critical’ Chinese official released from labour camp

Reuters – China rejects village official’s lawsuit against labour sentence

:: Foto af Ren Jianyu fra Sina

Xi Jinping og det nye Politbureauets Stående Udvalg blev først offentliggjort i dag efter de kinesiske avisers deadline. Derfor kunne de trykte medier ikke gøre meget andet end at fortælle, hvordan den 18. partikongres sluttede i går som en mægtigt bragende succes.

Og at dømme efter flere af avisernes forsider skete det også med en hjælpende hånd fra de centrale propagandamyndigheder.

周口晚报 长江日报

成都商报 重庆晚报

河北日报 人民日报

电子报 海峡导报

:: Opdateret lørdag – Danwei har lavet en endnu større samling af forsider

De kinesiske myndigheder er begyndt på en massiv kampagne, der er et forsøg på at amputere og få kontrol over den vildtvoksende debat på Kinas populære mikroblogs. Samtidig er 16 hjemmesider blevet lukket og mindst seks personer anholdt for at »sprede rygter på nettet.«

Censuren har direkte forbindelse til den politiske magtkamp, der begyndte i februar og som eskalerede for to uger siden, da en af landets mest karismatiske politikere, Bo Xilai, blev fjernet fra sine poster.

Kort efter flød det kinesiske internet over med rygter om blandt andet militærkup i Beijing, og derfor er man nu begyndt på kampagnen mod »skadelige informationer,« skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua lørdag.

• Læs også - – alle tidligere artikler om censur

Der er over 500 millioner kinesere på internettet, og mange har mindst en enkelt mikroblog. De hedder weibo på kinesisk. De to mest populære udbydere er Tencent og Sina, der hver har over 300 millioner brugere. Lørdag morgen skrev de to virksomheder, at det indtil tirsdag ikke vil være muligt at kommentere eller videresende andre brugeres indhold, men at man stadig kan offentliggøre sit eget materiale.

De kinesiske mikroblogs er en mellemting mellem Twitter og Facebook, men de er mere interaktive. De er hurtigt blevet uhyre populære, og er i dag en platform for den offentlige debat, hvor der er åbne diskussioner om politik og politisk følsomme emner.

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Mikroblogs er en udfordring for etpartistatens magt, og derfor er der også blevet strammet op på censuren af dem og internettet i de seneste måneder. David Bandurski mener, at man vil »fortsætte med at finde måder, at forstyrre debatten« på og at forsøge at få mere kontrol.

Som avisen Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er partiets talerør, skriver i en leder, så vil man straffe alle, der er ansvarlige for »løgne og spekulationer.«

»Rygter på internettet underminerer den offentlige moral, og hvis de breder sig ukontrolleret vil de forstyrre den offentlige orden og sociale stabilitet,« skriver avisen.

Kampagnen er samtidig endnu et tegn på de spændinger, der er i toppen af Kinas Kommunistparti.
Kinesisk politik foregår i en sort boks. Partitoppen er dækket af en facade, hvor man ikke udstiller interne uenigheder. Derfor er skandalen om Bo Xilai og magtkampen med de 24 personer i Politibureauet, der er de mest magtfulde mænd i etpartistaten, kommet som et chok for kineserne.

»Jeg tror, at det her er et fænomen, der vil fortsætte resten af året. For Kina er det her et ultrafølsomt år. Det her er en prioritiet før det den politiske rokade, og derudover er det et faktum, at der er mange udfordring lige nu i Kina – udsigt til en lavere økonomisk vækst og spørgsmål om, hvor økonomien er på vej hen, og det tyder på interne spændinger,« siger David Bandurski.

• Læs også – alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

For hvad er det, at der foregår? Magtkampen rejser utallige spørgsmål, og der er få svar. Der er ingen fri presse, som har lov til at tjekke de mange rygter på internettet om for eksempel interne stridigheder, statskup og militære køretøjer samt skyderier i Beijing, som er eksempler fra de seneste par uger, og som de seks personer blev anholdt for at kommentere og videresende.

»Det underliggende problem er, at man ikke kan få sandheden ud af regeringen, og så kan man ligeså godt tro på det, som flyver rundt på internettet,« siger Jeremy Goldkorn, der står bag Danwei.com, som følger kinesiske medier.

Det er brugerne enige i. Som den kendte ejendomsmatador, Zhang Xin, der har tre millioner følgere, skrev:

没有了＂评论＂功能的微博就制止了＂谣言＂吗？什么是制止＂谣言＂最好的办法呢？就是公开透明。越不让说，＂谣言＂就越多。

Uden kommentar funktionen, vil det virkelig stoppe “rygter”? Hvad er den bedste måde at stoppe rygter på? Det er åbenhed. Jo mere ytringsfriheden er begrænset, jo flere rygter vil der være.

Jeremy Goldkorn er ikke i tvivl om budskabet i den seneste kampagne.

»Det her skal minde alle om, hvem der bestemmer. I forhold til Kinas Kommunistparti, så er beskeden – don’t speak shit about us,« siger Jeremy Goldkorn. Han forudser, at Sina og Tencent fra nu af vil meget mere forsigtige, og at de vil optrappe deres censur.

En stor del af censuren i Kina bliver administreret af private virksomheder, der har censorer ansat til at overholde den flydende grænse for, hvor censuren måtte gå. Det kan du læse mere om her.

Siden begyndelsen af februar har der været protester i den kinesiske landsby Panhe, der ligger i Zhejiang. Hundreder af lokale beboere har protesteret mod myndighederne, der mere eller mindre har stjålet deres landjord.

Men lokalregeringen har på ingen måde lyst til, at Panhe skal blive et nyt Wukan, hvor der var store demonstrationer i december.

Derfor er de gået hårdt til ikke bare beboerne, men også kinesiske journalister og udenlandske korrespondenter, som Foreign Correspondents Club of China skrev i en e-mail forleden:

Remko Tanis, from Netherlands Press Association was beaten up yesterday morning (Feb. 15th) by a group of thugs and men who appeared to be plainclothes policemen in the village of Panhe, Zhejiang province, while covering the recent uprising against local party officials. The group also confiscated his notebook and documents about land disputes that were handed to him by villagers from Panhe and two other neighboring places with similar grievances. Although he did not have the chance to take pictures, the memory card of his camera was also confiscated. “Getting in touch with the people in Panhe is risky”, Tanis says.

He arrived at Panhe around 6h30, while the policemen that are surrounding the village were still sleeping. He managed to meet leaders of the protests and interviewed them for about 90 minutes. Knowing about the presence of a foreign journalist, people from other villages came to give him documents about their own problems. Outside, there was a funeral going on and another one was about to start.

At around 9h45 a group of around 100 policemen and thugs smashed violently into the room where Tanis was conducting interviews and started to beat the villagers and the reporter. During the tumult, the correspondent was grabbed by two people from the local Foreign Affairs Office who pushed him into a car. He asked for his bag, which had been taken by the policemen/thugs, and got it back.

He was driven towards the town of Longang, from where he had left in the morning. On the way, the car encountered a group of about 10 thugs who stopped it. These men pulled everyone, including the officials, out of the car, beat Tanis again and took his bag. The reporter asked who they were and why they were assaulting him, but did not get any answer. Soon another car from the local Foreign Affairs Office showed up; the reporter was forced to get in and taken to a hotel in Longang. There the correspondent got his bag back, but without his notebook and the documents. From there, he was taken by car to Wenzhou, where he checked into a hotel to write and send his story. All afternoon he was harassed by police phone calls. After finishing his work, he left the place.

Hvad betyder det så? Man skal ikke tolke det sådan, at det er en ny strategi fra centralregeringen i Beijing. Slet ikke. Jeg tvivler også meget på, at det her har opbakning fra provinsregeringen. Derimod tror jeg, at vi skal helt ned på landsby niveau, før vi finder dem, der har hyret de lokale bøller og givet dem opbakning.

Kina er stadig et relativt fredeligt land at arbejde i for udenlandske journalister – det er noget helt andet for de kinesiske – men det farlige ved sagen er, hvis der ikke kommer en klar udmelding fra netop regeringerne længere oppe i systemet, så der ikke bliver skabt præcedens.

Læs i øvrigt også Shanghaiist og New York Times om sagen.

Urolighederne fortsætter i Tibet og i de tibetanske områder i Sichuan, Qinghai og Gansu.

Det er de mest alvorlige etniske uroligheder siden oprøret, der begyndte i Lhasa i 2008 og som spredte sig til andre tibetanske dele af Kina. Denne gang begyndte de, da fire munke satte ild til sig selv i januar. I alt har mindst 16 munke eller nonner sat ild til sig selv siden 2011.

Tibetanske grupper udenfor Kina siger, at de kinesiske styrker bruger hårde metoder. Blandt andet siger gruppen Free Tibet, at en blev dræbt og 31 såret, da politiet åbnede ild mod hundreder af demonstranter den 20. januar. Nogle få dage senere blev en 20-årig mand skudt og dræbt ved en stor demonstration. Og i igen i Sichuan skulle myndighederne have slået en munk med stave, som der var søm i, mens han stod i flammer og havde sat ild til sig selv.

De kinesiske myndigheder har blandt andet gennem China Daily skudt skylden på “tibetanske seperatister.” Altså folk der er ude på at splitte Kina og løsrive Tibet. Og seperatisterne har angrebet eksempelvis en politistation i Sichuan, hvor betjentene blot forsvarede sig.

De kinesiske medier har, helt som forventet, været tavse, for journalisterne kan ikke frit rapportere om noget så politisk følsomt som etniske optøjer. Aviser, tv og radio skal derimod bruge artikler og indslag fra det officielle nyhedsbureau Xinhau, som i høj grad vælger slet ikke at omtale det.

Og det er en del af problemet. For hvordan undersøger man oplysningerne fra de tibetanske grupper og de kinesiske myndigheder?

Myndighederne har nemlig slået en ring om de tibetanske områder, hvor udenlandske journalister ikke kan rejse frit, men derimod bliver afvist mere eller mindre hårdhændet af civile eller uniformerede betjente, soldater eller andre sikkerhedsstyrker. Ofte med dårlige undskyldninger om, at det er “på grund af dårligt vejr” eller “dårlige veje.”

Her er en del af en udtalelse som Foreign Correspondents Club har udsendt på email sent i går torsdag:

The Chinese authorities have set up a massive security cordon in an attempt to prevent journalists from entering Tibetan areas in Western Sichuan Province where major unrest – including killings and self-immolations – has been reported.

The FCCC considers this a clear violation of China’s regulations governing foreign reporters, which allow them to travel freely and to interview anyone prepared to be interviewed.

Correspondents attempting to travel to the region in question have faced major obstacles, including detention by the police and roadblocks at which they have been stopped and turned back by officials who have then forcibly escorted them back to Chengdu. “Bad roads” and “weather” are being used as excuses for denying correspondents entry to the area.

One team reported that their car was suspiciously rammed by another vehicle. Reporters have been followed, questioned for hours, asked to write confessions and had their material confiscated.

Police have been asking to inspect not only the documents that foreign reporters are normally required to carry with them – their passports and press cards – but also the small pink and yellow slips of paper entitled “Registration Form of Temporary Residence”. We advise members to carry these documents in their passports to help avoid being detained.

Journalists are merely trying to do their job and independently confirm the truth of reports from the area. We call on the Chinese government to recognize our purely professional motivation and to abide by its own regulations that allow us to enter the areas in question.

Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Der er kommet to nye – og nedslående – rapporter om Kina. Den ene handler om menneskerettighederne generelt, og den anden om pressefriheden.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

I går søndag var det nytårsaften i Kina. Nu er vi på den første dag i det nye år, som står i dragens tegn.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu