De kinesiske myndigheder er begyndt på en massiv kampagne, der er et forsøg på at amputere og få kontrol over den vildtvoksende debat på Kinas populære mikroblogs. Samtidig er 16 hjemmesider blevet lukket og mindst seks personer anholdt for at »sprede rygter på nettet.«

Censuren har direkte forbindelse til den politiske magtkamp, der begyndte i februar og som eskalerede for to uger siden, da en af landets mest karismatiske politikere, Bo Xilai, blev fjernet fra sine poster.

Kort efter flød det kinesiske internet over med rygter om blandt andet militærkup i Beijing, og derfor er man nu begyndt på kampagnen mod »skadelige informationer,« skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua lørdag.

• Læs også - – alle tidligere artikler om censur

Der er over 500 millioner kinesere på internettet, og mange har mindst en enkelt mikroblog. De hedder weibo på kinesisk. De to mest populære udbydere er Tencent og Sina, der hver har over 300 millioner brugere. Lørdag morgen skrev de to virksomheder, at det indtil tirsdag ikke vil være muligt at kommentere eller videresende andre brugeres indhold, men at man stadig kan offentliggøre sit eget materiale.

De kinesiske mikroblogs er en mellemting mellem Twitter og Facebook, men de er mere interaktive. De er hurtigt blevet uhyre populære, og er i dag en platform for den offentlige debat, hvor der er åbne diskussioner om politik og politisk følsomme emner.

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Mikroblogs er en udfordring for etpartistatens magt, og derfor er der også blevet strammet op på censuren af dem og internettet i de seneste måneder. David Bandurski mener, at man vil »fortsætte med at finde måder, at forstyrre debatten« på og at forsøge at få mere kontrol.

Som avisen Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er partiets talerør, skriver i en leder, så vil man straffe alle, der er ansvarlige for »løgne og spekulationer.«

»Rygter på internettet underminerer den offentlige moral, og hvis de breder sig ukontrolleret vil de forstyrre den offentlige orden og sociale stabilitet,« skriver avisen.

Kampagnen er samtidig endnu et tegn på de spændinger, der er i toppen af Kinas Kommunistparti.
Kinesisk politik foregår i en sort boks. Partitoppen er dækket af en facade, hvor man ikke udstiller interne uenigheder. Derfor er skandalen om Bo Xilai og magtkampen med de 24 personer i Politibureauet, der er de mest magtfulde mænd i etpartistaten, kommet som et chok for kineserne.

»Jeg tror, at det her er et fænomen, der vil fortsætte resten af året. For Kina er det her et ultrafølsomt år. Det her er en prioritiet før det den politiske rokade, og derudover er det et faktum, at der er mange udfordring lige nu i Kina – udsigt til en lavere økonomisk vækst og spørgsmål om, hvor økonomien er på vej hen, og det tyder på interne spændinger,« siger David Bandurski.

• Læs også – alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

For hvad er det, at der foregår? Magtkampen rejser utallige spørgsmål, og der er få svar. Der er ingen fri presse, som har lov til at tjekke de mange rygter på internettet om for eksempel interne stridigheder, statskup og militære køretøjer samt skyderier i Beijing, som er eksempler fra de seneste par uger, og som de seks personer blev anholdt for at kommentere og videresende.

»Det underliggende problem er, at man ikke kan få sandheden ud af regeringen, og så kan man ligeså godt tro på det, som flyver rundt på internettet,« siger Jeremy Goldkorn, der står bag Danwei.com, som følger kinesiske medier.

Det er brugerne enige i. Som den kendte ejendomsmatador, Zhang Xin, der har tre millioner følgere, skrev:

没有了＂评论＂功能的微博就制止了＂谣言＂吗？什么是制止＂谣言＂最好的办法呢？就是公开透明。越不让说，＂谣言＂就越多。

Uden kommentar funktionen, vil det virkelig stoppe “rygter”? Hvad er den bedste måde at stoppe rygter på? Det er åbenhed. Jo mere ytringsfriheden er begrænset, jo flere rygter vil der være.

Jeremy Goldkorn er ikke i tvivl om budskabet i den seneste kampagne.

»Det her skal minde alle om, hvem der bestemmer. I forhold til Kinas Kommunistparti, så er beskeden – don’t speak shit about us,« siger Jeremy Goldkorn. Han forudser, at Sina og Tencent fra nu af vil meget mere forsigtige, og at de vil optrappe deres censur.

En stor del af censuren i Kina bliver administreret af private virksomheder, der har censorer ansat til at overholde den flydende grænse for, hvor censuren måtte gå. Det kan du læse mere om her.

Siden begyndelsen af februar har der været protester i den kinesiske landsby Panhe, der ligger i Zhejiang. Hundreder af lokale beboere har protesteret mod myndighederne, der mere eller mindre har stjålet deres landjord.

Men lokalregeringen har på ingen måde lyst til, at Panhe skal blive et nyt Wukan, hvor der var store demonstrationer i december.

Derfor er de gået hårdt til ikke bare beboerne, men også kinesiske journalister og udenlandske korrespondenter, som Foreign Correspondents Club of China skrev i en e-mail forleden:

Remko Tanis, from Netherlands Press Association was beaten up yesterday morning (Feb. 15th) by a group of thugs and men who appeared to be plainclothes policemen in the village of Panhe, Zhejiang province, while covering the recent uprising against local party officials. The group also confiscated his notebook and documents about land disputes that were handed to him by villagers from Panhe and two other neighboring places with similar grievances. Although he did not have the chance to take pictures, the memory card of his camera was also confiscated. “Getting in touch with the people in Panhe is risky”, Tanis says.

He arrived at Panhe around 6h30, while the policemen that are surrounding the village were still sleeping. He managed to meet leaders of the protests and interviewed them for about 90 minutes. Knowing about the presence of a foreign journalist, people from other villages came to give him documents about their own problems. Outside, there was a funeral going on and another one was about to start.

At around 9h45 a group of around 100 policemen and thugs smashed violently into the room where Tanis was conducting interviews and started to beat the villagers and the reporter. During the tumult, the correspondent was grabbed by two people from the local Foreign Affairs Office who pushed him into a car. He asked for his bag, which had been taken by the policemen/thugs, and got it back.

He was driven towards the town of Longang, from where he had left in the morning. On the way, the car encountered a group of about 10 thugs who stopped it. These men pulled everyone, including the officials, out of the car, beat Tanis again and took his bag. The reporter asked who they were and why they were assaulting him, but did not get any answer. Soon another car from the local Foreign Affairs Office showed up; the reporter was forced to get in and taken to a hotel in Longang. There the correspondent got his bag back, but without his notebook and the documents. From there, he was taken by car to Wenzhou, where he checked into a hotel to write and send his story. All afternoon he was harassed by police phone calls. After finishing his work, he left the place.

Hvad betyder det så? Man skal ikke tolke det sådan, at det er en ny strategi fra centralregeringen i Beijing. Slet ikke. Jeg tvivler også meget på, at det her har opbakning fra provinsregeringen. Derimod tror jeg, at vi skal helt ned på landsby niveau, før vi finder dem, der har hyret de lokale bøller og givet dem opbakning.

Kina er stadig et relativt fredeligt land at arbejde i for udenlandske journalister – det er noget helt andet for de kinesiske – men det farlige ved sagen er, hvis der ikke kommer en klar udmelding fra netop regeringerne længere oppe i systemet, så der ikke bliver skabt præcedens.

Læs i øvrigt også Shanghaiist og New York Times om sagen.

Det er de mest alvorlige etniske uroligheder siden oprøret, der begyndte i Lhasa i 2008 og som spredte sig til andre tibetanske dele af Kina. Denne gang begyndte de, da fire munke satte ild til sig selv i januar. I alt har mindst 16 munke eller nonner sat ild til sig selv siden 2011.

Tibetanske grupper udenfor Kina siger, at de kinesiske styrker bruger hårde metoder. Blandt andet siger gruppen Free Tibet, at en blev dræbt og 31 såret, da politiet åbnede ild mod hundreder af demonstranter den 20. januar. Nogle få dage senere blev en 20-årig mand skudt og dræbt ved en stor demonstration. Og i igen i Sichuan skulle myndighederne have slået en munk med stave, som der var søm i, mens han stod i flammer og havde sat ild til sig selv.

De kinesiske myndigheder har blandt andet gennem China Daily skudt skylden på “tibetanske seperatister.” Altså folk der er ude på at splitte Kina og løsrive Tibet. Og seperatisterne har angrebet eksempelvis en politistation i Sichuan, hvor betjentene blot forsvarede sig.

De kinesiske medier har, helt som forventet, været tavse, for journalisterne kan ikke frit rapportere om noget så politisk følsomt som etniske optøjer. Aviser, tv og radio skal derimod bruge artikler og indslag fra det officielle nyhedsbureau Xinhau, som i høj grad vælger slet ikke at omtale det.

Og det er en del af problemet. For hvordan undersøger man oplysningerne fra de tibetanske grupper og de kinesiske myndigheder?

Myndighederne har nemlig slået en ring om de tibetanske områder, hvor udenlandske journalister ikke kan rejse frit, men derimod bliver afvist mere eller mindre hårdhændet af civile eller uniformerede betjente, soldater eller andre sikkerhedsstyrker. Ofte med dårlige undskyldninger om, at det er “på grund af dårligt vejr” eller “dårlige veje.”

Her er en del af en udtalelse som Foreign Correspondents Club har udsendt på email sent i går torsdag:

The Chinese authorities have set up a massive security cordon in an attempt to prevent journalists from entering Tibetan areas in Western Sichuan Province where major unrest – including killings and self-immolations – has been reported.

The FCCC considers this a clear violation of China’s regulations governing foreign reporters, which allow them to travel freely and to interview anyone prepared to be interviewed.

Correspondents attempting to travel to the region in question have faced major obstacles, including detention by the police and roadblocks at which they have been stopped and turned back by officials who have then forcibly escorted them back to Chengdu. “Bad roads” and “weather” are being used as excuses for denying correspondents entry to the area.

One team reported that their car was suspiciously rammed by another vehicle. Reporters have been followed, questioned for hours, asked to write confessions and had their material confiscated.

Police have been asking to inspect not only the documents that foreign reporters are normally required to carry with them – their passports and press cards – but also the small pink and yellow slips of paper entitled “Registration Form of Temporary Residence”. We advise members to carry these documents in their passports to help avoid being detained.

Journalists are merely trying to do their job and independently confirm the truth of reports from the area. We call on the Chinese government to recognize our purely professional motivation and to abide by its own regulations that allow us to enter the areas in question.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Kina i 2012? Forsiden af China Reform Magazine 中国改革 er en rigtig god analyse af, hvor Kina er på vej hen lige nu.

Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs også – Ny demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

• The Nanfang - Day to Day Update

• Shanghaiist - Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

• China Digital Times - Netizens Show Support for Wukan Revolt

• China Digital Times - With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

• China Media Project - Wukan and the “fourth danger”

Flyet var næsten en time forsinket, da vi gik ombord. Og efter endnu en halv time i flysædet fortalte en stewardesse, at vi ikke kunne lette endnu på grund af »tåge.«

Det var nu ikke helt rigtigt. Det var ikke tåge. Det var luftforurening. Den var så tyk, at sigtbarheden var tæt på nul. Hvis man kiggede ud ad vinduet var selv vingespidsen ved at forsvinde i den brune og giftige luft.

Det var sidste søndag. Hundreder af afgange blev aflyst fra Beijing International Airport. Jeg selv sad og ventede tre timer i flyet, før vi kørte tilbage til terminalen. Det lykkedes dog at lette nogle timer senere, og jeg landede klokken to om natten, hvor jeg skulle have været fremme cirka seks timer tidligere.

• Læs også - Forurening i Kina: Find Beijings højeste bygning

Beijing var i forvejen en af de mest forurenede byer i verden, men i år er luftforureningen blevet værre. Jeg kan sidde med min telefon og checke vejrudsigten, der lyder på for eksempel blå himmel og solskin, men hvor bygninger og himmel forsvinder i en grålig grød.

Der er konsekvenserne ved at bo her. Især for beijingerne, der er født og opvokset her i hovedstaden. En af dem er, at antallet af lungekræft er steget i Beijing over de seneste ti år med omkring 60 procent, og det er nu den mest almindelige dødsårsag for de cirka 20 millioner indbyggere. Det viser nye tal, som blev offentliggjort af sundhedsmyndighederne i Beijing tidligere på ugen.

Der er to måder, som luftforureningen bliver målt på i Beijing. Myndighederne måler kun de store partikler, som for eksempel sand og støv fra byens mange byggepladser. De kaldes for PM10. Den amerikanske ambassade har derimod sin egen målestation, der også måler de små partikler, der kommer fra biler og fabrikker. De kaldes for PM 2,5. Og det er dem, som er farlige, og som skaber smog.

• Læs også – Luftforurening i Kina: Kan man løbe i Beijing?

Amerikanerne offentliggør tallene hver time på Twitter på @beijingair. Og forskellen mellem deres målinger og kinesernes officielle tal er enorme. Luftkvaliteten kan ifølge ambassaden være »hazardous« på samme tid som den ifølge Beijings Miljøministerium er »lettere forurenet.«

Ifølge ministeriet var der ingen forurening eller god luft i 80 procent af dagene de seneste to år. Ifølge amerikanerne var luften derimod »skadelig for helbredet« eller værre i 80 procent af dagene i den samme periode. I alt har der kun været 13 dage med blå himmel i det seneste års tid.

Kineserne kommer frem til det gode resultat ved, som nævnt, ikke at måle de mest skadelige partikler. Og ved at have flyttet målestationerne væk fra centrum og de mest forurenede områder i byen, så de dermed kan offentliggøre et bedre gennemsnit.

Beijings Metereologiske Institut fortsætter med at insistere på, at der blot er tale om tåge. Det er ikke smog. Men der bliver stadigt flere beijingere, som bliver opmærksomme på den farlige luft, og at myndighederne ikke vil give informere om den reelle luftforurening.

Som SCMP også skriver i dag mandag, hvor de omtaler Du Shaozhong, der er talsmand for Beijings miljøministerium:

Du has tried to assure the public they shouldn’t panic, just as he has done every time smog has hit. Rather than addressing the discrepancies directly, Du has dug in to defend the much- criticised track record of the government- led pollution control efforts, insisting that the authorities have done a good job in cleaning the capital’s filthy air. But people aren’t buying it.

“The city is like a huge canister of toxic gases today and our children, our ageing parents and every taxpayer have to breathe bad air. But the environment bureau still tells us it’s only slightly polluted,” renowned children’s author Zheng Yuanjie

I går søndag forsvarede vicesportsminister Yang Shu’an også arven efter OL i 2008. Blandt andet mener han, at legene har forbedret miljøet i Beijing. Men lederne er udmærket klar over problemerne. I begyndelsen af november var der flere historier i både den kinesiske og udenlandske presse om, hvordan man i Zhongnanhai – det svarer så nogenlunde til Det Hvide Hus i USA, og er det kompleks i Beijing, hvor toppen af Kinas Kommunistparti bor – har installeret luftrensere i deres huse.

Jeg selv checker altid tallene fra den amerikanske ambassade. Skal jeg have ansigtsmasken på – det er denne fine Respro Techno Anti Pollution Cycling Mask – når jeg går udenfor, eller kan jeg blot tage den med i tasken? Og jeg glæder mig inderligt over de få dage, hvor man kan se noget så sjældent som en blå himmel. I Beijing er ren luft blevet en luksus, som også Louisa Lim skriver og taler om her på NPR.

Læs også:

Guardian - Blogging battle over Beijing smog

The Diplomat - Beijing Air Pollution Brouhaha

GlobalPost - Beijing smog moves citizens and media to vent online

GlobalPost - Beijingers battle pollution

NYT - Outrage Grows Over Air Pollution and China’s Response

Bloomberg - China’s Flight-Canceling Smog Lifts as Pollution Levels Drop

:: Privatfoto fra søndag i forrige uge. Taget på vej tilbage til terminalen efter at have siddet tre timer på runway’en i lufthavnen i Beijing. For så at vente i terminalen. For så at komme tilbage til flyet. For så… at lette.

NPR har interviewet Ken Lieberthal, der er fra det amerikanske Brookings Institute. Han rejser til Kina cirka ti gange om året, og han tager cyber-sikkerheden seriøst:

“I first of all get a loaner laptop. And the USB that I bring, I clean digitally before I bring it, so it’s totally blank,” Lieberthal says.

Lieberthal then disconnects the Wi-Fi and Bluetooth functions, sets email filters and a virtual private network, or VPN. That’s all before the trip. While in China, he never lets his Blackberry leave his side, never uses a wireless Internet connection while he has his USB drive plugged in, and he also physically hides his fingers when typing passwords.

When he gets home, everything gets digitally wiped and cleaned.

Why take all this precaution? Espionage. More specifically, cyber-espionage.

Er han så netop paranoid, eller er der noget om snakken? Som udgangspunkt bør man gå ud fra, at “man” kan få adgang til al information, som der ligger på din computer eller anden elektronisk dims. Også selvom du bruger https eller VPN’s til at sende for eksempel e-mails med. De seneste uger har Kina efter alt at dømme testet noget udstyr, der går målrettet efter VPN’s, der er blevet mere ustabile og ofte bliver helt afbrudt. Så det er en personlig afvejning af, hvor følsomme informationer du har i dine apparater.

Mange kinesere vil nok gerne (igen) smide en sko i hovedet af Fang Binxing, der er far til “Great Firewall of China,” som er øgenavnet for det omfattende system af censur på det kinesiske internet.

Det har en gruppe hackere nu gjort noget ved.

Fang er rektor på Beijing University of Posts and Telecommunications (北京邮电大学), og en af universitetets hjemmesider er nu blevet hacket, så man kan forlyste sig med et spil, der hedder “Vrede Sko”. Fodtøjet kan man så kyle i hovedet af Fang Binxing på den “Angry Bird”-agtige måde.

Det skriver Nanfang Dushi Bao, hvor billedet ovenover også er fra.

• Læs også - Ytringsfrihed i Kina – Seks måder at censurere internettet på

For nyligt holdt Fang Binxing en tale, hvor han argumenterede for Kinas udbredte brug af censor på internettet, og hvorfor Kina burde udvikle et slags kinesiske intranet. Du kan læse hele talen her på kinesisk eller se et engelsk uddrag på Global Voices. Her er hans fire vigtigste argumenter for kinesisk selvstændighed på nettet:

1. Independency – Against foreign intervention of the network. The government can negotiate for unilateral or multinational agreement for network access.
2. Equality – Against monopoly of giant ISPs such as Sprint and the so-called global principle in Internet governance.
3. Self-Defense – In order to self-defense, a sovereignty should have the rights to cut off from illegitimate network connection.
4. Governance – Against unauthenticated connection, access and plugin. Fang used Google’s pulling out of China as an example to imply that when a company pulls out, its service in China should be ceased.

Facebook, Twitter, Youtube og så videre har været blokeret i snart tre år, men der er måder at slippe uden om censuren og blokaderne. Det sker med proxy-servere og VPNs. Altså virtuelle netværk, der groft sagt laver en elektronisk tunnel under “Great Firewall of China” og ud på internettet, som var det i Danmark, England, USA eller hvor man nu forbinder sin computer med.

Men de seneste måneder er kineserne begyndt at teste nyt udstyr, der scanner internetforbindelserne for de elektroniske Ninja-tricks. Ligesom man taler om vejret i Danmark, på samme måde taler man om VPN-forbindelser i Kina. Nå, hvordan kører den så i dag? Jo, den er langsom. Aha, min kører ellers fint.

• Læs også - Censur i Kina – Beijing i krig mod internet og e-mails

De seneste fire, fem dage har jeg – og flere andre – haft store problemer med forbindelserne, så internettet over VPN, der er endnu langsommere, end det plejer at være. Noget nyt i de seneste måneder er også, at for eksempel Twitter og Youtube kan være ubrugelige, på trods af at man er logget på VPN. Noget tyder altså på, at de er ved at teste nyt udstyr, der kan gøre VPNs ubrugelige. Forbes har også talt med bagmændene til Tor, der kommer med hint og forklaringer på den nye udvikling:

In recent months, administrators of services with encrypted connections designed to allow users secure remote access say they’ve seen strange activity coming from China: When a user from within the country attempts to reach a server abroad, a string of seemingly random data hits the destination computer before he or she can connect, sometimes followed by that user’s communication being mysteriously dropped.

The anti-censorship and anonymity service Tor, for instance, has found that many of its “bridge nodes”–privately-placed servers around the world designed to connect users to the rest of Tor’s public network of traffic re-routing computers–have become inaccessible to Chinese users within hours or even minutes of being set up, according to Andrew Lewman, the project’s executive director. Users have told him that other censorship circumvention services like Ultrasurf and Freegate have seen similar problems, he says. “Someone will try to connect, then there’s a weird scan, and the bridge stops working,” says Lewman. “We see weird things all the time, but this is a semi-consistent weird thing, and it’s only coming from China.”

Hvorfor er der så censur og stærk kontrol på nettet? Kort fortalt er det et af de mange redskaber, som Kinas Kommunistparti bruger for at blive ved magten og bevare kontrollen. Det har indlysende konsekvenser for kineserne. For eksempel som i dag hvor en ny lovændring blev lanceret om, at “instant messaging” og DM’s (Direct Messages) på mikroblogs fremover vil kunne bruges som beviser i retssager. Det skriver Sohu (på kinesisk).

Men det kan også få konsekvenser for Kinas økonomi. For blandt andre store store udenlandske virksomheder er afhængige VPN i deres globale arbejde. Og de bliver også ramt af censuren. Samtidig er den efterhånden ved at være så omfattende, at den tæller stadigt mere negativt med i listen over ting, som expats og virksomheder tager med i overvejelserne, om man skal slå sig ned i Kina eller ej. Her er for eksempel Shanghai i konkurrence med Singapore, Hong Kong og Tokyo.

De kinesiske myndigheder udsteder forskellige slags visa til journalister. For eksempel til kortere reportager. Eller et J-visa, som alle der er fast akkrediterede for en udenlandsk medievirksomhed, skal have.

• Læs også - Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister

FCCC har kendskab til 27 udenlandske journalister, der har ventet i over fire måneder på at få godkendt deres ansøgning om at blive fast akkrediterede journalister i Kina. Heraf har 13 af dem ventet i over et halvt år.

Derudover har myndighederne afvist eller ignoreret 28 ansøgninger om visum siden 2009, hvilket har betydet aflyste reportageture eller udstationeringer.

I seks af de tilfælde har udenrigsministeriet fortalt, at det skyldtes deres eller deres mediers tidligere dækning af Kina.

• Læs også - Medier i Kina: Falske nyheder og strammere regler for erhvervs-pressen

Hvad kan man så gøre ved det? Udenlandske journalister har ikke de samme vilkår for at dække Kina, som de kinesiske journalister har for at dække eksempelvis Danmark.

Derfor er der lige nu en lov på vej gennem Repræsentanternes Hus i USA, hvor man foreslår at give Kina det samme antal journalistvisum, som kineserne giver til amerikanske journalister, der arbejder for Broadcasting Board of Governors. Det vil sige Radio Free Asia og Voice of America.

Hver december skal de udenlandske journalister her i Kina have fornyet deres visum og have det godkendt af Udenrigsministeriet og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed.

I år har politiet truet flere journalister med, at de på grund af deres dækning af Kina ikke vil få deres visum fornyet.

Den kinesiske journalist Li Xiang, der arbejdede for en lokal TV-station i Luoyang, blev i går dræbt med mindst ti knivstik. Ifølge organisationen Reporters Without Borders på grund af hans arbejde med at afdække den illegale industri, der laver “afløbs-olie” (digouyou: 地沟油).

Den både klamme og sundhedsskadelige olie er det seneste indslag i en lang række af fødevareskandaler, der har rullet over Kina i de seneste år. Olien bliver opsamlet i eksempelvis afløb bag for eksempel restauranter, hældt på nye dunke og solgt igen. Jeg har skrevet om olien for eksempel her.

Det er ikke første gang, at en kinesisk journalist bliver dræbt fordi han arbejder på en historie. For eksempel blev den 37-årige Fang Xuancheng fra det berømte magasin Caijing overfaldet sidste år af to gangstere, mens han arbejdede på at afdække læger, der promoverede deres egne mirakelkure. Links og opsummering på CDT og god artikel om Fang på LA Times.

Men ofte er især vestlige kritikere også hurtigt ude, når der sker noget med journalister i Kina. For eksempel når de bliver dømt for korruption. Det kan sagtens være en politisk dom, der skal få en kritisk journalist til at tie stille, men netop korruption og journalistik hænger sammen i Kina. Ofte er de lavtlønnede reportere herovre afhængige af de “røde konvolutter,” som virksomheder for eksempel uddeler til pressemøder, så de er sikre på at få omtale.

Det kan sagtens være, at Li Xiang blev myrdet fordi han kom for tæt på nogen, der på ingen måde var interesseret i omtale. Men – indtil videre, i hvert fald – er det for tyndt entydigt at konkludere, at det var på grund af hans arbejde med afløbs-olien. Det argument bunder stort set kun i, at hans sidste besked på hans personlige Weibo, der er det kinesiske ord mikroblogs som Twitter, handlede om netop afløbs-olien. Og det var enda en kommentar, som han blot havde re-tweetet, altså gen-postet, fra en anden bruger.

Her til morgen holdt politiet så en pressekonference, hvor de fortalte, at man havde arresteret to mænd på henholdsvis 24 og 28 år, og at man havde fundet Lis pung og telefon. De to mistænkte skulle ifølge poliet have indrømmet mordet, som de planlagde aftenen før.

Så hvad skete der? Blev Li dræbt på grund af sit arbejde eller på grund af simpelt tyveri; og forsøger et korrupt politi at dække over de egentlige bagmænd?

:: Foto af Li Xiang og hans hustru

Se også Top 30 over de bedste hjemmesider om Kina. Og husk at du kan følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk på @kinablog eller dansk på @kimrjensen.

Og en lille forklaring – ZH betyder, at de skriver på kinesisk (zhongwen) og EN, at de skriver på engelsk.

• @CDT – fra China Digital Times (ZH og EN)

• @ChinaGeeks – bloggeren Charles Custer fra chinageeks.org (EN)

• @cmphku – David Bandurski fra China Media Project på Hong Kong University (EN)

• @ChinaRealTime – Wall Street Journals Kina-blog (EN)

• @christinelu – iværksætter og CEO Christine Lu om især det kinesiske luksusmarked (EN)

• @ellachou – Ella Chou fra Harvard om især kinesisk miljø og cyber sikkerhed (ZH og EN)

• @eobserver – ugeavisen Economic Observer (Jingji Guancha Bao) fra Beijing (ZH og EN)

• @GraniteStudio – Jeremiah Jenne, der også har bloggen GraniteStudio (ZH og EN)

• @greenlawchina – Alex Wang følger miljøet i Kina (ZH og EN)

• @isaac – Isaac Mao fra blandt andet Global Voices (ZH og EN)

• @jonathanwatts – Jonathan Watts er miljøkorrespondent for Guardian i Asien (EN)

• @jwassers – professor Jeffrey Wasserstrom fra UC Irvine (EN)

• @larsonchristina – Christina Larsson skriver for Foreign Policy Magazine (EN)

• @MeetChina – solid strøm af nyheder, links og re-tweets om Kina (ZH og EN)

• @melissakchan – Al Jazeeras Kina korrespondent Melissa Chan (EN)

• @mranti – Michael Anti er blogger, journalist og aktivist (ZH)

• @nanfangzhoumo – dagens historier fra den kendte avis i Guangdong (ZH)

• @NiuB – mest en strøm af links til nyheder fra William Albano (EN)

• @niubi – den altid aktive kommentator Bill Bishop fra Beijing (ZH og EN)

• @panphil – forfatter og journalist Philip Pan

• @perrylink – professor emeritus fra Princeton University, Perry Link (ZH)

• @pjmooney – senior korrespondent for South China Morning Post. (ZH og EN)

• @quelquefois – research fellow Amy Chang om Kina (EN)

• @raykwong – Ray Kwong er en livlig kommentator, entreprenør og tilknyttet US-China Institute (EN)

• @triciawang – etnograf Tricia Wang om teknologi i Kina og Mexico (EN

• @ska_kongshan – Stephanie Kleine-Ahlbrandt fra International Crisis Group (EN)

• @taniabranigan – den britiske avis Guardians korrespondent i Kina (EN)

• @tengbiao – Aktivist, menneskerets-advokat og underskriver af Charter 08 (ZH)

• @TomLasseter – Tom Lasseter er korrespondent for McClatchy Newspaper (EN)

• @WLYeung – C. A. Yeung om Kina (ZH og EN)

Hurtig guide – sådan virker Twitter.
Det der står efter @ er ens navn på Twitter. Et eksempel. Kinablog hedder (smart tænkt) @kinablog og adressen er altså www.twitter.com/kinablog.

Eksempelvis hvordan den kinesiske regering ikke kan forstå, hvordan omverdenen kan se Kina – der netop er begyndt tests af landets første hangarskib – som en militær trussel. For eksempel i spørgsmålet om det Sydkinesiske Hav, hvor der flere gange har været militære sammenstød og hvor der senest har været alvorlige skærmydsler mellem Vietnam og Kina.

Som Fu Ying siger, så lægger Kina vægt på fred i regionen, der ikke forstyrrer container-trafikken. Rigtigt nok. I hvert fald så længe at freden ikke går imod Kinas interesser. Hun affejer spørgsmålene med at de er baseret på “stereotyper” og “kold-krigs tænkning.” Altså at det er en uretfærdig kritik. Og dermed det klassiske argument om Kina som offer. Hvilket set fra hendes synspunkt er en skam, for hun kommer med en god pointe – hvorfor skulle Kina ikke have lov til eksempelvis at have en flåde med hangarskibe?

Vesten har historisk set ofte haft en belærende tone over for Kina, men Beijings argument om de løftede pegefingre har haft sin sidste salgsdato. Og så alligevel – det har virket. Vestlige regeringer har taget argumentet til sig og bruger det nu, så de undgår at kritisere Kina for eksempelvis menneskerettigheder. Kina er træt af den belærende tone, og derfor skal vi stoppe kritikken, lyder argumentet fra europæiske lande, der har skubbet ansvaret for dialogen over på EU, så man selv undgår at komme i økonomisk klemme i Kina. I forlængelse af ikke-flere-løftede-pegefingre kommer Fu Ying også med de klassiske argumenter om, at vestligt demokrati ikke virker i Kina.

The countries in the West think they have the only system that works and they have narrowed down “democracy” to a multi-party election system, which works well for some countries, most of the time, but as we are now seeing with the latest financial crisis, they sometimes experience difficulties too. The West has become very conceited. At the end of the day, democracy alone cannot put food on the table. That’s the reality.

SPIEGEL: China’s decision-making process appears to be shielded with black box secrecy, and even long-time observers are puzzled over how political decisions are taken. Does it really come as a surprise to you that many are wary of China’s intentions?

Fu Ying : China’s political system is a product of China’s history. It is based on the country’s own culture and is subject to a constant reform process, which includes the building up of democratic decision-making processes in China. In order to make the right decisions, you have to listen to the people and their criticism. No government can survive if it loses touch with the people and reality. And we have a very critical view of ourselves.

Endelig affejer Fu Ying også spørgsmål om kunstneren Ai Weiwei med nogle af de sædvanlig sandheder fra Beijings parallelle univers:

SPIEGEL: The case of recently arrested artist Ai Weiwei, who is well-connected in Berlin, was seen in Germany as a provocation. Was it intentional that he was arrested shortly after German Foreign Minister Guido Westerwelle attended the opening of an exhibition in Beijing with Chinese officials?

Fu Ying: That’s why I say you are conceited. You really take yourself very seriously. Why would a country like China decide on domestic matters and try to make them coincide with a visit by a foreign minister from a European country? I don’t see the linkage. The case you are discussing is a legal matter. I am not really interested in this case.

SPIEGEL: If it is a legal case, then why wasn’t Ai Weiwei publicly charged? Instead he disappeared for 81 days. The allegations of tax evasion don’t appear to be very convincing.

Fu Ying: If you have such great interest in this case and believe there has been a breach of law or rules in his case, you may very well raise it. We can pass it on to the authorities. But how many more Chinese artists, writers, singers and movie stars do Germans know? Your view of China is very narrow and negative, and that’s why we don’t feel comfortable discussing human rights with you. Our understanding of human rights is based on the UN Charter, which guarantees political rights, the right to life and the right to development. But in your view, human rights seem to concern only some individuals who are subverting the state or are breaching laws.

:: Billede fra Fu Yings officielle biografi

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden