» Medier

De kinesiske myndigheder forhindrer udenlandske journalister i at arbejde i Kina. Blandt andet forhaler de behandlingen af visa og akrediteringer som de også i nogle tilfælde endda også nægter at udstede. Det skriver Foreign Correspondents Club of China (FCCC) i en e-mail til sine medlemmer.

De kinesiske myndigheder udsteder forskellige slags visa til journalister. For eksempel til kortere reportager. Eller et J-visa, som alle der er fast akkrediterede for en udenlandsk medievirksomhed, skal have.

• Læs også - Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister

FCCC har kendskab til 27 udenlandske journalister, der har ventet i over fire måneder på at få godkendt deres ansøgning om at blive fast akkrediterede journalister i Kina. Heraf har 13 af dem ventet i over et halvt år.

Derudover har myndighederne afvist eller ignoreret 28 ansøgninger om visum siden 2009, hvilket har betydet aflyste reportageture eller udstationeringer.

I seks af de tilfælde har udenrigsministeriet fortalt, at det skyldtes deres eller deres mediers tidligere dækning af Kina.

• Læs også - Medier i Kina: Falske nyheder og strammere regler for erhvervs-pressen

Hvad kan man så gøre ved det? Udenlandske journalister har ikke de samme vilkår for at dække Kina, som de kinesiske journalister har for at dække eksempelvis Danmark.

Derfor er der lige nu en lov på vej gennem Repræsentanternes Hus i USA, hvor man foreslår at give Kina det samme antal journalistvisum, som kineserne giver til amerikanske journalister, der arbejder for Broadcasting Board of Governors. Det vil sige Radio Free Asia og Voice of America.

Hver december skal de udenlandske journalister her i Kina have fornyet deres visum og have det godkendt af Udenrigsministeriet og Ministeriet for Offentlig Sikkerhed.

I år har politiet truet flere journalister med, at de på grund af deres dækning af Kina ikke vil få deres visum fornyet.

Den kinesiske journalist Li Xiang, der arbejdede for en lokal TV-station i Luoyang, blev i går dræbt med mindst ti knivstik. Ifølge organisationen Reporters Without Borders på grund af hans arbejde med at afdække den illegale industri, der laver “afløbs-olie” (digouyou: 地沟油).

Den både klamme og sundhedsskadelige olie er det seneste indslag i en lang række af fødevareskandaler, der har rullet over Kina i de seneste år. Olien bliver opsamlet i eksempelvis afløb bag for eksempel restauranter, hældt på nye dunke og solgt igen. Jeg har skrevet om olien for eksempel her.

Det er ikke første gang, at en kinesisk journalist bliver dræbt fordi han arbejder på en historie. For eksempel blev den 37-årige Fang Xuancheng fra det berømte magasin Caijing overfaldet sidste år af to gangstere, mens han arbejdede på at afdække læger, der promoverede deres egne mirakelkure. Links og opsummering på CDT og god artikel om Fang på LA Times.

Men ofte er især vestlige kritikere også hurtigt ude, når der sker noget med journalister i Kina. For eksempel når de bliver dømt for korruption. Det kan sagtens være en politisk dom, der skal få en kritisk journalist til at tie stille, men netop korruption og journalistik hænger sammen i Kina. Ofte er de lavtlønnede reportere herovre afhængige af de “røde konvolutter,” som virksomheder for eksempel uddeler til pressemøder, så de er sikre på at få omtale.

Det kan sagtens være, at Li Xiang blev myrdet fordi han kom for tæt på nogen, der på ingen måde var interesseret i omtale. Men – indtil videre, i hvert fald – er det for tyndt entydigt at konkludere, at det var på grund af hans arbejde med afløbs-olien. Det argument bunder stort set kun i, at hans sidste besked på hans personlige Weibo, der er det kinesiske ord mikroblogs som Twitter, handlede om netop afløbs-olien. Og det var enda en kommentar, som han blot havde re-tweetet, altså gen-postet, fra en anden bruger.

Her til morgen holdt politiet så en pressekonference, hvor de fortalte, at man havde arresteret to mænd på henholdsvis 24 og 28 år, og at man havde fundet Lis pung og telefon. De to mistænkte skulle ifølge poliet have indrømmet mordet, som de planlagde aftenen før.

Så hvad skete der? Blev Li dræbt på grund af sit arbejde eller på grund af simpelt tyveri; og forsøger et korrupt politi at dække over de egentlige bagmænd?

:: Foto af Li Xiang og hans hustru

Her er en Top 30 med personer, institutioner og medier der giver dig det daglige overblik og kommer hele vejen rundt om Kina. For nej, Twitter er ikke blot for teenagere og berømtheder, der sludrer løs om, hvad de har spist til morgenmad.

Se også Top 30 over de bedste hjemmesider om Kina. Og husk at du kan følge Kinablog på Twitter – enten på engelsk på @kinablog eller dansk på @kimrjensen.

Og en lille forklaring – ZH betyder, at de skriver på kinesisk (zhongwen) og EN, at de skriver på engelsk.

• @CDT – fra China Digital Times (ZH og EN)

• @ChinaGeeks – bloggeren Charles Custer fra chinageeks.org (EN)

• @cmphku – David Bandurski fra China Media Project på Hong Kong University (EN)

• @ChinaRealTime – Wall Street Journals Kina-blog (EN)

• @christinelu – iværksætter og CEO Christine Lu om især det kinesiske luksusmarked (EN)

• @ellachou – Ella Chou fra Harvard om især kinesisk miljø og cyber sikkerhed (ZH og EN)

• @eobserver – ugeavisen Economic Observer (Jingji Guancha Bao) fra Beijing (ZH og EN)

• @GraniteStudio – Jeremiah Jenne, der også har bloggen GraniteStudio (ZH og EN)

• @greenlawchina – Alex Wang følger miljøet i Kina (ZH og EN)

• @isaac – Isaac Mao fra blandt andet Global Voices (ZH og EN)

• @jonathanwatts – Jonathan Watts er miljøkorrespondent for Guardian i Asien (EN)

• @jwassers – professor Jeffrey Wasserstrom fra UC Irvine (EN)

• @larsonchristina – Christina Larsson skriver for Foreign Policy Magazine (EN)

• @MeetChina – solid strøm af nyheder, links og re-tweets om Kina (ZH og EN)

• @melissakchan – Al Jazeeras Kina korrespondent Melissa Chan (EN)

• @mranti – Michael Anti er blogger, journalist og aktivist (ZH)

• @nanfangzhoumo – dagens historier fra den kendte avis i Guangdong (ZH)

• @NiuB – mest en strøm af links til nyheder fra William Albano (EN)

• @niubi – den altid aktive kommentator Bill Bishop fra Beijing (ZH og EN)

• @panphil – forfatter og journalist Philip Pan

• @perrylink – professor emeritus fra Princeton University, Perry Link (ZH)

• @pjmooney – senior korrespondent for South China Morning Post. (ZH og EN)

• @quelquefois – research fellow Amy Chang om Kina (EN)

• @raykwong – Ray Kwong er en livlig kommentator, entreprenør og tilknyttet US-China Institute (EN)

• @triciawang – etnograf Tricia Wang om teknologi i Kina og Mexico (EN

• @ska_kongshan – Stephanie Kleine-Ahlbrandt fra International Crisis Group (EN)

• @taniabranigan – den britiske avis Guardians korrespondent i Kina (EN)

• @tengbiao – Aktivist, menneskerets-advokat og underskriver af Charter 08 (ZH)

• @TomLasseter – Tom Lasseter er korrespondent for McClatchy Newspaper (EN)

• @WLYeung – C. A. Yeung om Kina (ZH og EN)

Hurtig guide – sådan virker Twitter.
Det der står efter @ er ens navn på Twitter. Et eksempel. Kinablog hedder (smart tænkt) @kinablog og adressen er altså www.twitter.com/kinablog.

Det tyske magasin Der Spiegel har et interessant interview med den kinesiske viceudenrigsminister Fu Ying. Mange af svarene er klassiske og som forventet fulde af skarpe kløer og afvisninger.

Eksempelvis hvordan den kinesiske regering ikke kan forstå, hvordan omverdenen kan se Kina – der netop er begyndt tests af landets første hangarskib – som en militær trussel. For eksempel i spørgsmålet om det Sydkinesiske Hav, hvor der flere gange har været militære sammenstød og hvor der senest har været alvorlige skærmydsler mellem Vietnam og Kina.

Som Fu Ying siger, så lægger Kina vægt på fred i regionen, der ikke forstyrrer container-trafikken. Rigtigt nok. I hvert fald så længe at freden ikke går imod Kinas interesser. Hun affejer spørgsmålene med at de er baseret på “stereotyper” og “kold-krigs tænkning.” Altså at det er en uretfærdig kritik. Og dermed det klassiske argument om Kina som offer. Hvilket set fra hendes synspunkt er en skam, for hun kommer med en god pointe – hvorfor skulle Kina ikke have lov til eksempelvis at have en flåde med hangarskibe?

Vesten har historisk set ofte haft en belærende tone over for Kina, men Beijings argument om de løftede pegefingre har haft sin sidste salgsdato. Og så alligevel – det har virket. Vestlige regeringer har taget argumentet til sig og bruger det nu, så de undgår at kritisere Kina for eksempelvis menneskerettigheder. Kina er træt af den belærende tone, og derfor skal vi stoppe kritikken, lyder argumentet fra europæiske lande, der har skubbet ansvaret for dialogen over på EU, så man selv undgår at komme i økonomisk klemme i Kina. I forlængelse af ikke-flere-løftede-pegefingre kommer Fu Ying også med de klassiske argumenter om, at vestligt demokrati ikke virker i Kina.

The countries in the West think they have the only system that works and they have narrowed down “democracy” to a multi-party election system, which works well for some countries, most of the time, but as we are now seeing with the latest financial crisis, they sometimes experience difficulties too. The West has become very conceited. At the end of the day, democracy alone cannot put food on the table. That’s the reality.

SPIEGEL: China’s decision-making process appears to be shielded with black box secrecy, and even long-time observers are puzzled over how political decisions are taken. Does it really come as a surprise to you that many are wary of China’s intentions?

Fu Ying : China’s political system is a product of China’s history. It is based on the country’s own culture and is subject to a constant reform process, which includes the building up of democratic decision-making processes in China. In order to make the right decisions, you have to listen to the people and their criticism. No government can survive if it loses touch with the people and reality. And we have a very critical view of ourselves.

Endelig affejer Fu Ying også spørgsmål om kunstneren Ai Weiwei med nogle af de sædvanlig sandheder fra Beijings parallelle univers:

SPIEGEL: The case of recently arrested artist Ai Weiwei, who is well-connected in Berlin, was seen in Germany as a provocation. Was it intentional that he was arrested shortly after German Foreign Minister Guido Westerwelle attended the opening of an exhibition in Beijing with Chinese officials?

Fu Ying: That’s why I say you are conceited. You really take yourself very seriously. Why would a country like China decide on domestic matters and try to make them coincide with a visit by a foreign minister from a European country? I don’t see the linkage. The case you are discussing is a legal matter. I am not really interested in this case.

SPIEGEL: If it is a legal case, then why wasn’t Ai Weiwei publicly charged? Instead he disappeared for 81 days. The allegations of tax evasion don’t appear to be very convincing.

Fu Ying: If you have such great interest in this case and believe there has been a breach of law or rules in his case, you may very well raise it. We can pass it on to the authorities. But how many more Chinese artists, writers, singers and movie stars do Germans know? Your view of China is very narrow and negative, and that’s why we don’t feel comfortable discussing human rights with you. Our understanding of human rights is based on the UN Charter, which guarantees political rights, the right to life and the right to development. But in your view, human rights seem to concern only some individuals who are subverting the state or are breaching laws.

:: Billede fra Fu Yings officielle biografi

Ai Weiwei er tilbage på Twitter, hvor han nu angriber de kinesiske myndigheder for den brutale behandling, som hans venner fik i fængslet. Det skriver jeg om i dagens Berlingske.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

MediaWatch har spurgt en række danske korrespondenter, hvilke medier der er et absolut must under en ferie i “deres” land. Og denne gang er turen kommet til mig og Kina.

Jeg har valgt medierne ud fra, at det er de færreste danskere, som taler kinesisk. Men at de alligevel skal kunne give et billede af Kina og kineserne. Hvis man rejser rundt herovre, så kan jeg kun anbefale at gå hen til en aviskiosk og købe lidt ind. Man kan jo altid kigge billeder. Hvis man vælger de glittede magasiner herovre, for eksempel med mode og kultur, så får man nogle virkeligt flotte og store blade for næsten ingen penge.

Her er så mine links. Du kan også følge serien på Mediawatch. Og check også min kollega i USA, David Trads, der giver sine bud her på hans blog på Berlingske.

• Dominique Strauss-Kahn, den tidligere leder af IMF, som ifølge gallernes bysladder faldt i gryden med Viagra som barn, er et af de seneste ofre, som Next Media har kastet sig over. Virksomheden blev for alvor kendt i Vesten, da de lavede en af deres journalistiske tegnefilm om Tiger Woods, da han i 2009 kørte ind i et træ og totalskadede sin karriere. Next Media har over 3.500 ansatte, og er en af de største medier i Hong Kong, der især er kendt for sine tabloide aviser. Det kan man i høj grad også kalde tegnefilmene. Men – uanset om man kan lide det eller ej – er det fremtiden? Kig forbi deres kanal på Youtube.

• Et af Kinas mest spændende og seriøse magasiner hedder Caixin. Det er startet af Hu Shuli, der er en landets bedste kommentatorer og journalister, og som for alvor har været med til at skubbe grænserne for, hvad medier kan tillade sig at gøre. For eksempel var det i høj grad hende, der for alvor bragte opmærksomhed omkring SARS-epidemien i 2003. Caixin har også en engelsk udgave, som man kan læse her.

• For at kunne læse en kinesisk avis, der så nogenlunde ville svare til sådan noget som Berlingske, bør man kunne i omegnen af 5.000 skrifttegn. Til sammenligning kan en kineser med få års skolegang cirka et par tusinde af slagsen. Men det er nok stadig de færreste danskere, der kan måle sig med en kinesisk landarbejder. Derfor går danskerne også glip af Zhang Wei, der er Kinas rigeste forfatter og en af de mest læste i landet. Han udgiver kun sine bøger elektronisk på computere eller mobiltelefoner, hvor man betaler få ører for at læse et kapitel. Han skriver hver dag, så der kommer et nyt afsnit om dagen. 365 dage om året i en enkelt og lang novelle. Markedet for den slags bøger vokser, og anslås at ende på cirka 14 milliarder kroner i 2014. Derfor er der også millioner af kinesere, der udgiver deres bøger online som Zhang Wei. Du kan bede Google Translate om at hjælpe dig med at snuse til hans seneste sci-fi-pulp novelle her.

• Der er masser af gode og dygtige avistegnere i Kina, der kommer med ofte ganske skarpe og bidende kommentarer. Igen er der et problem for de danske læsere, men her kommer China Media Project på Hong Kong University til undsætning. Flere gange om ugen bringer de en tegning, hvor de har oversat teksten og også forklarer konteksten, så den bliver forståelig for alle. Du finder dem her.

• Der er pressekonference to gange om ugen i Udenrigsministeriet i Beijing. Det er her, at de hundreder af korrespondenter, som der er i Beijing, kan møde op og blive briefet om, at for eksempel den kinesiske præsident har haft et møde med prinsen for Brunei, og at de to lande er fantastisk gode venner og har besluttet at knytte endnu tættere bånd. Det er også her i den store sal i ministeriet, at de udenlandske journalister kan stille spørgsmål, som en talsmand derefter undviger at svare på. Et af de mest brugte svar er, at man skal kontakte »de relevante myndigheder.« Det har fået en af de fastboende korrespondenter – alle går rundt og gætter på, hvem det kan være – til at oprette en konto på twitter, der hedder @relevantorgans, hvor personen lader som om, han er Kinas Kommunistparti officielle talerør. Guf for Kina-nørder.

Så kom den. Nu kan man købe en piratkopi af »Klovn – The Movie« på DVD her i Kina. Det er en »90 minuten ungeschnittene Version,« som der står bagpå, hvor der er et engelsk og kinesisk resume af handlingen med lidt tysk fedtet ind hist og her.

Kvaliteten er som en almindelig DVD, og der er danske, engelske og svenske undertekster. Og kinesiske. At dømme efter et lille smugkig, så ser de endda ikke ud til at virke alt for maskinoversatte.

Det er ikke unormalt, at man finder selv danske film på hylderne i de kinesiske butikker, der sælger piratkopieret musik og film. Det mest imponerende stykke kopi-arbejde, som jeg har set, var for nogle år siden, hvor jeg fandt »Terkel i Knibe« i en butik herovre. Hvor dialogen var godt oversat, og hvor den blev læst op af kinesiske skuespillere, der virkelig gjorde et godt stykke arbejde.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

Ai Weiwei’s mor er glad. Sent i onsdags fik hun sin søn tilbage, som hun ikke har set siden politiet tog ham for næsten tre måneder siden. Og i går torsdag løslod de også hendes 43-årige nevø, Zhang Jinsong, der forsvandt samme dag.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.

Ai Weiwei har det ikke godt. Han har røde øjne. Han er anspændt. Og han har ændret sig, mens han har siddet fanget, siger hans hustru Lu Qing.

I går skrev jeg om Ai Weiwei, som for første gang i over en måned havde kontakt med omverdenen. Hans hustru, Lu Qing, besøgte ham på det hemmelige sted i Beijing, hvor han bliver holdt fanget.

Jeg kunne ikke få fat på Lu Qing, men det lykkedes for AP at få et interview med hende. Her er et par udklip:

“He has changed. His mood and demeanor are so different from the simple and spontaneous Ai Weiwei I know,” Lu said Monday. “It was obvious that without freedom to express himself he was not behaving naturally even with me.”

Lu said that during the brief meeting Ai was not handcuffed and was wearing his own clothes instead of a detention center uniform. His trademark beard had not been shaven. Still, he “seemed conflicted, contained, his face was tense.”

“We could not talk about the economic charges or other stuff, mainly about the family and health,” she said. “We were careful, we knew that the deal could be broken at any moment, so we were careful.”

Den kinesiske folketælling begyndte i november sidste år. Seks millioner kinesere – altså mere end den danske befolkning – blev sendt ud til alle afkroge af de 31 provinser, byområder og selvstyrende regioner. Det var ikke alene verdens største folketælling, men også den største mobilisering i fredstid i Kina, skrev de kinesiske medier dengang.

Det tog ti dage at indsamle alle oplysninger. Siden da har Kinas Nationale Bureau for Statistik brugt tiden på at behandle informationerne, og i går blev de præsenteret på en pressekonference i Beijing. Det skriver jeg om i Berlingske i dag.

Du kan se resultatet fra folketællingen på Kinas Nationale Bureau for Statistik. På kinesisk og på engelsk. Her nederst i artiklen kan du også se et udpluk af tallene.

Undersøgelsen viser blandt andet, at andelen af ældre i befolkningen vokser kraftigt, og at der bliver færre unge mellem 0-14 år. Det stiller endnu en gang spørgsmålstegn ved regeringens etbarns-politik.

Den blev indført i 1980 for at få den enorme befolkningsvækst under kontrol. I sin nuværende form betyder den, at par i byerne må få et enkelt barn, og at etniske minoriteter og par på landet har ret til to børn.

Officielt har den virket, og uden den ville der være 400 millioner flere kinesere. Men den har også medført, at myndighederne i tre årtier har tvangssteriliseret millioner af kvinder. Og at der fødes langt flere drengebørn, som især landbefolkningen favoriserer. I dag fødes der 118 drenge for hver 100 piger, viser den nye folketælling.

Etbarns-politikken var ment som en 30-årig plan, der skulle få befolkningsvæksten under kontrol. Men den er her stadig, og regeringen ser ikke ud til at ville afskaffe. Måske fordi Beijing vil undgå en kontroversiel debat forud for det store magtskifte næste år. Men debatten bølger ofte op i de kinesiske medier, og Wall Street Journal kommer med et godt eksempel på det i denne artikel fra dagens avis:

The Family Planning Commission, meanwhile, actively suppresses dissenting voices, its critics allege. Around 6 p.m. on March 11, two professors from Beijing’s Tsinghua University, Wang Ming and Wang Feng, were on their way to a live television interview in which they planned to call for an end to the one-child policy.

Wang Ming is a members of a consultative body to the National People’s Congress and had filed a petition against the one-child policy for the second successive year. Wang Feng is a demographer and member of the advocacy group who heads the Brookings-Tsinghua Center for Public Policy in Beijing.

As they approached the studio, Wang Feng’s mobile phone rang. It was a producer of the show, he said, calling to say the interview had been canceled under pressure from the Family Planning Commission. “We shouldn’t have advertised it in advance,” the show’s anchor told the two men later, they say.

“This is a really politically sensitive question,” says Ji Baocheng, president of Renmin University and an NPC member, who filed a petition this year, for the fourth time, calling for a review of the policy. “The problem is there is a difference between how experts see it and how officials see it.”

Hvad skriver de andre? Her er et udpluk:

• Guardian – China census figures reveal ageing and urbanised country

• New York Times – New Census Finds China’s Population Growth Has Slowed

• Reuters – Policy or not, many urban Chinese only want one child

• AP – Census: China’s 1.34 billion are more urban, older

• Christian Science Monitor – Census report: China could grow old before it grows rich

Folketælling i Kina – store tal:
• 1.370.536.875 – Kinas befolkning.
• 40.151.7330 – antallet af husholdninger i Kina.
• 3,10 – antallet af personer i hver husholdning. Det er faldet fra 3,44 i 2000.
• 665.575.306 – befolkning i byerne. Det er 49,68 procent af befolkningen.
• 674.149.546 – befolkning i landområderne. Det er 50,32 procent af alle kinesere.
• 207.137.093 – antallet af personer, som byerne er vokset med i de seneste ti år.
• 51,27 – procent af befolkningen, som er mænd.
• 48,73 – procent som er kvinder.
• 16,6 – procent af befolkningen, der er mellem 0-14 år. I alt 222.459.737 personer.
• 70,14 – procent der er 15-59 år gamle. I alt 939.616.410 personer.
• 13,26 – procent der er over 60 år. Det er 177.648.705.

:: Illustration fra denne side

Ezzat Shahrour er korrespondent her i Beijing for den arabiske del af Al Jazeera. Forleden skrev han en artikel på hans (kinesiske) blog om, hvordan de kinesiske medier dækker krisen i Mellemøsten og især i Libyen. Som Ezzat Shahrour skriver, så er han ikke imponeret.

China Media Project har oversat artiklen. Og som CMP skriver i indledningen til den, så er Ezzat Shahrours artiklen værd at lægge mærke til. For denne gang kommer kritikken af Kinas ikke fra de “vestlige medier,” som de kinesiske ledere nærmest rutinemæssigt beskylder for at angribe Kina. Men derimod fra en journalist på al-Jazeera, som er et netværk Beijing har holdt godt øje med som et eksempel på, hvordan ikke-vestlige medier kan få indflydelse på den globale dagsorden. Og Ezzat Shahrours er som nævnt ikke imponeret:

I just don’t see what the point is of media spending so much money to prepare their journalists to go to a dangerous place like Libya when all these reporters do is simultaneous interpretation in China of Ghaddafi’s own television station. Can’t this sort of news coverage be done just as well from Beijing? Isn’t it a complete waste of money? In their live reports, the Chinese reporters constantly emphasize that the majority of Libyans support Ghaddafi, so I suppose those opposition members who are gathering daily on the streets and in public squares must be from some fairy wonderland (or the Chinese media believe, like Ghaddafi, that these demonstrators are just “rats”)? The Chinese media tell us how Ghaddafi’s forces are gaining ground on the opposition forces, but they don’t tell us that there are tens of thousands of foreign mercenaries killing Libyan people at Ghaddafi’s behest. They tell us that the people of Libya all enjoy free medical insurance, but they don’t tell us how many hospitals Ghaddafi has built in Libya during his 42-year rule. They tell us how the people of Tripoli are all so grateful to Colonel Ghaddafi, but they don’t tell us that in this country that exports 1.6 million barrels of oil a day, six million people live on daily rations of porridge. The so-called Great Socialist People’s Libyan Arab Jamahiriya is nothing more than a bad check.

The vast majority of Arabs accept the air campaign in Libya by coalition forces, even though this is a choice made of necessity only, with the hope that the intervention of the multinational coalition will extend a lifeline to the opposition forces that represent the true will of the Libyan people. But China’s media have misrepresented this. After the bombing began, these Chinese media, who originally paid no attention at all to the Arab revolution, sprang into action, assuming the air of stalwart fighters against hegemonism. They took UN Resolution 1973 out of context, applied a double-standard to the breaking of the ceasefire agreement, kept a tacit silence on the issue of [Ghaddafi's] foreign mercenaries, intentionally misread the reasons for the air campaign. For those Chinese viewers who managed to gather the truth from various other sources, this only brought into sharp relief the line and position being promoted in China’s media — emphasize only the humanitarian disasters caused by Western air bombardments, and reporting sparingly if at all on the violent suppression and massacre of the people by Ghaddafi.

Det var først da Ai Weiwei forsvandt, at det gik op for omverdenen, hvor omfattende den kampagne er, som regeringen i Beijing lige nu fører mod sine kritikere. På mange måder den største i over et årti, men denne gang er taktikken anderledes end ved de mange andre kampagner. Det skriver Nicholas Bequelin, der er researcher for Human Rights Watch i Asien, i denne kronik i International Herald Tribune.

Kampagnen er blandt andet anderledes, fordi myndighederne denne gang skyder med spredehagl efter enhver, der argumenterer for »globale værdier.« Altså retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Denne gang er den også anderledes end de tidligere kampagner, fordi regeringen er ved redefinere grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige. Og fordi den indsnævrer civilsamfundet markant, og risikerer at bringe mange af de senere års politiske reformer i fare.

Lige nu står kampagnen, der begyndte i februar, ved en skillevej, skriver Nicholas Bequelin. For myndighederne har set, hvordan det internationale samfund ikke har reageret med andet end tavshed i de første uger. Og måske derfor har de turdet at kaste sig over en så markant og fremtrædende person som Ai Weiwei.

Som Nicholas Bequelin skriver:

In this sense, the current crackdown is more than the routine weeding out of critics; it is an effort to redefine the limits of permissible expression and roll back the advances made by Chinese civil society over the past decade.

The voice of the international community at this juncture is crucial because Beijing will weigh that response before deciding on a course of action. The silence in the early weeks of the crackdown has emboldened the authorities and was probably decisive in the decision to go after someone as prominent as Ai Weiwei.

“Quiet diplomacy” was tried when Liu Xiaobo, the 2010 Nobel Peace Prize laureate, was arrested in December 2008. He is now serving an 11-year sentence in prison; his wife is entering her fourth month of house arrest.

Unambiguous messages to Beijing that its conduct is unacceptable and illegal may not guarantee this new crackdown will stop, but a failure to speak up will ensure it continues.

• Læs også – Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

:: Foto af et foto af Ai Weiwei, som jeg tog i hans atelier og bolig i 2009

Den kinesiske regering har erklæret krig mod internettet og elektronisk kommunikation. De seneste uger har myndighederne i stigende grad øget kontrollen med e-mails, telefonopkald, sms’er og internettet.

Det er der også to eksempler på fra de seneste dage. I søndags (Guardian og Reuters) beskyldte Google den kinesiske regering for at besværliggøre eller endda helt blokere for adgangen til Gmail i Kina.

Det har jeg selv haft problemer med. Hvis jeg åbner for Gmail i en browser, så er siden langsom, hvis den overhovedet dukker op.

Det andet eksempel er, at myndighederne har blokeret for forskellige VPN’s. Det står for Virtual Private Network, og det er kort fortalt en service, hvor man sidder i Kina og med en lukket forbindelse logger på en server i for eksempel USA. På den måde kravler man uden om den kinesiske censur, og får det samme internet som amerikanerne.

Det har hidtil fungeret fint, så brugere af VPN’s kunne besøge et ucensureret internet og gå på sider som for eksempel Youtube, Facebook og Twitter, der er blokeret i Kina. Ikke længere. Der er nu blevet lukket for flere af de mest populære VPN’s.

• Læs også – tidligere artikler om Google vs. Kina

Det har for det første betydning for de kinesere, der vil slippe uden om The Great Firewall. Men det er mit indtryk, at de fleste kinesere bruger især gratis proxy-servere. Derimod er brugerne af de blokerede VPNs især mindre og mellemstore virksomheder samt udlændinge, der bor og arbejder i Kina. Men det giver også problemer for selv større virksomheder, hvor medarbejderne skal koble sig op på nettet via VPN. Her har jeg hørt om flere i de seneste dage, som i perioder ikke har kunne logge på deres virksomheders netværk. Så det er ikke kun de store og mest populære udbydere af VPNs, der er blevet blokeret for.

Hvorfor gør regeringen det? Kort sagt for at undgå en Jasmin-revolution som i Mellemøsten. Og de er åbenbart parat til at acceptere omkostningerne. For de er store.

Censuren er nu så omfattende, at det er direkte forstyrrende, hvis man bruger internettet professionelt. Det går ikke at bruge nettet uden VPNs, for der er blokeret for alt for mange sider. Det hænger selvfølgelig også sammen med de sider, jeg har brug for at besøge som journalist. Men når der også bliver blokeret for Gmail, og når almindelige, udenlandske virksomheder ikke kan bruge deres netværk, så koster det også direkte penge.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Kina er på vej til at isolere sig fra resten af internettet. Det sker på grund af regeringens og Kinas Kommunistpartis frygt for at miste magten. I længden kan det have enorme omkostninger, som de åbenbart er parate til at løbe. Hvis udviklingen fortsætter, så vil det gå ud over små og mellemstore virksomheder, kinesiske som udenlandske, der er afhængige af VPNs. Det vil kunne mærkes på investeringer, innovation, kultur og i det hele taget bredt i samfundet, hvis kineserne kun har adgang til et harmonisk internet.

For eksempel for forskning og civilsamfundet. Her skriver den kendte sexolog, Li Yinhe – som jeg i øvrigt interviewede til denne artikel – om, hvordan hun forleden forsøgte at skrive og sende en mail, der indeholdt ordet “sex.” Det kunne hun ikke. Hun fandt ud af, at ordet nu er blevet censureret, som den normalt afdæmpede og saglige forsker skriver her på Shanghaiist:

My God. Mamma mia. I really don’t know if I should cry or laugh. Our internet censors have gone crazy, but they really shouldn’t be driving us commonfolk crazy too.

Here’s my proposal. Since we’ve banned the English word “sex”, we should also be banning the Chinese character “性”, and let’s see what the results will be. [Editor's note: The character "性" means sex and is also a suffix for -ability, eg., "probability" 可能性]. There is a new disease in China today — internet censorship neurosis. China’s internet censorship has now gone full blown neurotic. Save the internet, save the Chinese language. [Translation by Shanghaiist]

Internettet er også blevet så integreret en del af hverdagen, at det kan få konsekvenser for eksempel virksomheder, der skal overtale medarbejdere til at bo i Kina. En ting er, at man ikke kan bruge Youtube, Twitter og Facebook. Men det bliver alvorligt irriterende, hvis e-mail services som Gmail står næst på listen. En anden service, der også snart kommer i vanskeligheder, er Skype. Og efterhånden er der kun et meget forkrøblet internet tilbage.

Men prøv det selv. Udover dem, som jeg har nævnt ovenover, så lav en liste over de 20 hjemmesider og services, som du bruger mest hver dag. Og prøv så at gå en uge uden dem. Det er måske en smagsprøve på det kinesiske internet om et år.

Hvad skriver de andre?

• New York Times – China Tightens Censorship of Electronic Communications

• Global Post – Google’s China problem

• Wall Street Journal – Google Objects to China’s Acts

• Global Voices – PPTP and L2TP VPN protocols blocked

Chen Guangcheng (陈光诚) er en af de mest kendte aktivister i Kina. I 2006 kom han på det amerikanske Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton tog også hans sag op med præsident Hu Jintao, da han for nogle uger siden var på besøg i Washington.

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

Den blinde Chen Guangcheng er en selvlært advokat, der hjalp bønder i de utallige sager rundt om i Kina, hvor myndigheder konfiskerer landbrugsjord for at gøre plads til for eksempel fabrikker og huse, som er mere lukrative for de lokale regeringer. Især fordi bønderne sjældent for ordentlig kompensation. Han har også hjulpet kvinder i sager om tvangsabort og -sterilisering.

• Læs også – alle artikler på Kinablog om menneskerettigheder

Det arbejde kostede ham i 2006 fire års fængsel. Her for nogle måneder siden blev han så løsladt, men myndighederne satte ham straks i husarrest. Det lykkedes dog at få smuglet en video ud af landsbyen, hvor Chen bor. Her fortæller han om, hvordan han selv, hustruen Yuan Weijing og deres børn er under konstant overvågning.

Nu siger en anonym kilde til gruppen China Human Rights Defenders, at Chen og hustruen fik tæsk, da sikkerhedsfolkene opdagede, at videoen var blevet offentliggjort i sidste uge. Parret fik så mange bank, at de efter sigende ikke kunne stå ud af sengen. De har heller ikke fået lov til at tage på hospitalet.

Her nedenunder er der links til artikler og udtalelser om sagen:

Human Rights in China – HRIC Urges International Attention to Blind Lawyer Chen Guangcheng’s Situation

Guardian – Fears Chinese lawyer beaten over house arrest video

China Digital Times – Breaking the Blockage: Face to Face with Chen Guangcheng

AFP – Video of blind activist surfaces in China