Kategori for Miljø

Hvad var de største begivenheder i Kina i 2011? Det kan du læse i min opsamling fra i mandags, der var dagen efter den kinesiske nytårsaften. Her får du et bud på, hvad der så kommer til at ske i 2012.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Flyet var næsten en time forsinket, da vi gik ombord. Og efter endnu en halv time i flysædet fortalte en stewardesse, at vi ikke kunne lette endnu på grund af »tåge.«

Det var nu ikke helt rigtigt. Det var ikke tåge. Det var luftforurening. Den var så tyk, at sigtbarheden var tæt på nul. Hvis man kiggede ud ad vinduet var selv vingespidsen ved at forsvinde i den brune og giftige luft.

Det var sidste søndag. Hundreder af afgange blev aflyst fra Beijing International Airport. Jeg selv sad og ventede tre timer i flyet, før vi kørte tilbage til terminalen. Det lykkedes dog at lette nogle timer senere, og jeg landede klokken to om natten, hvor jeg skulle have været fremme cirka seks timer tidligere.

• Læs også - Forurening i Kina: Find Beijings højeste bygning

Beijing var i forvejen en af de mest forurenede byer i verden, men i år er luftforureningen blevet værre. Jeg kan sidde med min telefon og checke vejrudsigten, der lyder på for eksempel blå himmel og solskin, men hvor bygninger og himmel forsvinder i en grålig grød.

Der er konsekvenserne ved at bo her. Især for beijingerne, der er født og opvokset her i hovedstaden. En af dem er, at antallet af lungekræft er steget i Beijing over de seneste ti år med omkring 60 procent, og det er nu den mest almindelige dødsårsag for de cirka 20 millioner indbyggere. Det viser nye tal, som blev offentliggjort af sundhedsmyndighederne i Beijing tidligere på ugen.

Der er to måder, som luftforureningen bliver målt på i Beijing. Myndighederne måler kun de store partikler, som for eksempel sand og støv fra byens mange byggepladser. De kaldes for PM10. Den amerikanske ambassade har derimod sin egen målestation, der også måler de små partikler, der kommer fra biler og fabrikker. De kaldes for PM 2,5. Og det er dem, som er farlige, og som skaber smog.

• Læs også – Luftforurening i Kina: Kan man løbe i Beijing?

Amerikanerne offentliggør tallene hver time på Twitter på @beijingair. Og forskellen mellem deres målinger og kinesernes officielle tal er enorme. Luftkvaliteten kan ifølge ambassaden være »hazardous« på samme tid som den ifølge Beijings Miljøministerium er »lettere forurenet.«

Ifølge ministeriet var der ingen forurening eller god luft i 80 procent af dagene de seneste to år. Ifølge amerikanerne var luften derimod »skadelig for helbredet« eller værre i 80 procent af dagene i den samme periode. I alt har der kun været 13 dage med blå himmel i det seneste års tid.

Kineserne kommer frem til det gode resultat ved, som nævnt, ikke at måle de mest skadelige partikler. Og ved at have flyttet målestationerne væk fra centrum og de mest forurenede områder i byen, så de dermed kan offentliggøre et bedre gennemsnit.

Beijings Metereologiske Institut fortsætter med at insistere på, at der blot er tale om tåge. Det er ikke smog. Men der bliver stadigt flere beijingere, som bliver opmærksomme på den farlige luft, og at myndighederne ikke vil give informere om den reelle luftforurening.

Som SCMP også skriver i dag mandag, hvor de omtaler Du Shaozhong, der er talsmand for Beijings miljøministerium:

Du has tried to assure the public they shouldn’t panic, just as he has done every time smog has hit. Rather than addressing the discrepancies directly, Du has dug in to defend the much- criticised track record of the government- led pollution control efforts, insisting that the authorities have done a good job in cleaning the capital’s filthy air. But people aren’t buying it.

“The city is like a huge canister of toxic gases today and our children, our ageing parents and every taxpayer have to breathe bad air. But the environment bureau still tells us it’s only slightly polluted,” renowned children’s author Zheng Yuanjie

I går søndag forsvarede vicesportsminister Yang Shu’an også arven efter OL i 2008. Blandt andet mener han, at legene har forbedret miljøet i Beijing. Men lederne er udmærket klar over problemerne. I begyndelsen af november var der flere historier i både den kinesiske og udenlandske presse om, hvordan man i Zhongnanhai – det svarer så nogenlunde til Det Hvide Hus i USA, og er det kompleks i Beijing, hvor toppen af Kinas Kommunistparti bor – har installeret luftrensere i deres huse.

Jeg selv checker altid tallene fra den amerikanske ambassade. Skal jeg have ansigtsmasken på – det er denne fine Respro Techno Anti Pollution Cycling Mask – når jeg går udenfor, eller kan jeg blot tage den med i tasken? Og jeg glæder mig inderligt over de få dage, hvor man kan se noget så sjældent som en blå himmel. I Beijing er ren luft blevet en luksus, som også Louisa Lim skriver og taler om her på NPR.

Læs også:

Guardian - Blogging battle over Beijing smog

The Diplomat - Beijing Air Pollution Brouhaha

GlobalPost - Beijing smog moves citizens and media to vent online

GlobalPost - Beijingers battle pollution

NYT - Outrage Grows Over Air Pollution and China’s Response

Bloomberg - China’s Flight-Canceling Smog Lifts as Pollution Levels Drop

:: Privatfoto fra søndag i forrige uge. Taget på vej tilbage til terminalen efter at have siddet tre timer på runway’en i lufthavnen i Beijing. For så at vente i terminalen. For så at komme tilbage til flyet. For så… at lette.

Demonstrationen i Dalian var en af de største protester her på det seneste. Titusinder af vrede borgere gik på gaden for at demonstrere mod en kemisk fabrik. Den skulle lukkes. Nu.

Som det så ofte sker ved den slags lejligheder stillede byens partisekretær og andre ledere sig op og talte direkte til folket De forsøgte at få folk til at gå hjem og lovede, at man nok skulle undersøge, hvordan man kunne lukke fabrikken. En anden velkendt taktik. Men den troede folk ikke på. Det skulle ske med det samme.

Og det lykkedes, som jeg også skrev her på Kinablog. De hårdt pressede myndigheder opgav deres modstand og lovede, at man ville lukke og flytte fabrikken. Altså en klar sejr til folket. Eller var det?

Der er hvert år op mod 180.000 “massehændelser”, protester og demonstrationer Kina. Mange af dem sker på grund af utilfredshed med forurening og miljø, som kineserne bliver stadigt mere bevidste om.

Men protesten viser også, at der ikke er noget civilsamfund i Kina. Det var private borgere, der organiserede protesten gennem de sociale medier og ved at sende tekstbeskeder på telefonen. Men der er ingen vedholdende organisationer, der kan bruge etablerede kanaler til at gå i dialog med de politiske magthavere. Borgernes eneste indflydelse er at protestere.

Lige som ved togulykken i Wenzhou var Dalian et eksempel på, hvordan partiet er villige til at slukke politiske og sociale brande, når de opstår. Men der er ingen større diskussion om, hvordan håndterer en opposition, kritik og andre holdninger. Især ikke med konferencen næste år lige om hjørnet, hvor der skal vælges nye ledere. Partiet vil have ro og orden og er ikke parate til at komme med ideer, der kan vippe båden unødigt. Derfor er der ingen af lederne, der for alvor vil forholde sig til den vrede, som befolkningen udtrykte gennem de sociale medier under krisen i Wenzhou og Dalian.

Der er også en anden teori lige nu. Krisen i Dalian kan også være forbundet til konferencen næste år. Mange af søndagens demonstranter havde endog pænt professionelt lavede t-shirts, masker og bannere. Det så organiseret ud.

Sagen er, at det kemsiske anlæg i sin tid blev godkendt af Xia Deren, der er en protege af Bo Xilai, der i dag er partisekretær i Chongqing. Han har i de seneste mange måneder ført en usædvanlig kampagne for at blive valgt til Politburoets Stående Komite.

Bo er – usædvanligt for en kinesisk politiker – god til at begå sig i medierne, og er det tætteste Kina kommer på en politisk charmetrold som Silvio Berlusconi. Bo Xilais metoder er også en kende italienske. Den tidligere handelsminister, der også er en partiets prinser, blev sendt til Chongqing i 2007 for at rydde op i den dybt kriminelle mafiaby. Det gjorde han med tvivlsomme men populære og hårde metoder. Men vil den 62-årige Bos populære image få ham ind i magtens centrum i Politburoets Stående Komite? Kampagnen har gjort ham upopulær flere steder.

Kinesisk politik foregår i en sort boks på samme måde som god, gammeldags kremlinologi. Så – man ved aldrig. Frem med spåkugle, kaffegrums og the-blade.

Men siden protesten er det kommet frem, at myndighederne allerede havde planlagt at lukke fabrikken. Og at for eksempel studenter var blevet advaret mod at deltage i søndagens demonstration. Politi og ledere blev nok overraskede over størrelsen på demonstrationen, men det var ikke et eksempel på, hvordan folket vandt. Men derimod på, hvor svage de er over for det fastlåste, politiske system.

Nogle af demonstranterne gik rundt med gasmasker. Andre bar på skilte med dødningehoveder, og flere gik med bannere, hvor der for eksempel stod »Vi elsker Dalian – sig nej til giften.«

Søndag gik titusinder af demonstranter gennem gaderne i Dalian, hvor de protesterede mod et omstridt kemisk fabrik, der ligger i et tætbefolket område i byen. Den massive protest fik de hårdt pressede myndigheder til at love, at man øjeblikkeligt lukker anlægget.

Den beslutning kom få timer efter, at den lokale partisekretær for Kinas Kommunistparti, Tang Jun, stod på taget af en stor politibil, der var parkeret midt i folkemængden på byens centrale plads. Her stod han, sammen med andre højtstående embedsmænd, og forsøgte forgæves at overtale folk til at gå hjem.

Du kan se flere billeder fra protesten her på Wen Yunchaos Google Plus.

Det er usædvanligt, at kinesiske myndigheder giver efter for offentligt pres og reagerer så hurtigt på en demonstration, da det kunne give næring til flere protester. Der er ingen officielle tal for, hvor mange protester og demonstrationer der er i Kina. Men et skøn går på, at der hvert år er op mod 180.000 af dem i Kina.

Mange af dem har forbindelse til miljø og forurening. I 2009 sagde miljøministeren, at den slags protester var steget med 30 procent. Uden dog at komme med konkrete tal.

Der bliver for det meste slået ned på protesterne. Men det kom kun til mindre sammenstød mellem politiet og det paramilitære politi, der stod med skjolde, hjelme og stave rundt om demonstranterne.
Søndagens demonstration adskilte sig også ved, at den foregik i den Nordøstkinesiske havneby Dalian, der er et byområde med seks millioner indbyggere. De fleste demonstrationer og sammenstød mellem borgere og politi foregår ofte i de fattigere landområder.

Der er ingen officielle tal for, hvor mange der deltog i demonstrationen, men det kan være fra 10.000-100.000. En kinesisk journalist, der af frygt for repressalier ikke vil have sit navn offentliggjort, anslår, at op mod 25.000 personer var samlet på pladsen.

Der var ingen demonstranter på gaden mandag og tirsdag. Men politiet har fået forstærkning af specialstyrker fra andre dele af Liaoning, der i går og i dag er strømmet til byen, hvor de lige nu opholder sig på for eksempel flere stadions og fodboldbaner.

Den privatejede kemikaliefabrik Fujia er kun to år gammel. Den producerer paraxylen, der bruges i fremstillingen af polyester. Paraxylen kan give problemer med vejrtrækning og skader i øjne samt være dødelig i høje doser.

Fujia ligger ved kysten, og fabrikken er beskyttet af en høj mur. Men i sidste uge blev området omkring Dalian ramt af den tropiske storm Muifa, hvor de 20 meter høje bølger brød gennem et dige. Beboere blev evakueret og soldater og arbejdere blev sat ind for at dæmme op for skaderne, så de ikke bredte sig til fabrikkens lagertanke. Ifølge myndighederne skete der ikke noget udslip.

Det fik dog straks kinesiske netizens til at se ligheder mellem Fujia og det japanske atomkraftværk Fukushima Daiichi, der også lå ved kysten, og som blev beskadiget af en tsunami efter jordskælvet den 11. marts.

Det fik protesterne til at vokse indtil det kulminerede med demonstrationen i søndags. Den blev især arrangeret ved, at de lokale beboere i dagene op til modtog og videresendte en SMS om en »gåtur« om søndagen.

Opfordringen blev videresendt på de sociale medier, der i løbet af søndagen og dagene efter også blev brugt til at offentliggøre billeder fra protesten. Den blev også livligt diskuteret på Sina Weibo – der fungerer på samme måde som Twitter – men mange indlæg er dog slettet af censorer, der også har forbudt søgninger, der har med »Dalian« at gøre.

Antallet af protester er steget markant i de seneste år, og mange af dem har forbindelse til miljø og forurening. Og de virker.

»Der er lignende succesfulde demonstrationer hele tiden i alle provinser,« siger Wang Canfa. Han er professor på China University of Political Science and Law og i 1999 stiftede han et center, der giver juridisk assistance til ofre for forurening. Blandt andet derfor har det amerikanske Time Magazine også tidligere kåret ham til en af verdens mest markante miljøforkæmpere.

Spørgsmålet er dog, om borgerne i Dalian egentlig vandt en sejr. For er det godt nok, som flere stillede spørgsmålstegn ved i går på for eksempel Sina Weibo, at fabrikken bliver flyttet 100 kilometer udenfor byen? Det er det, mener Wang Canfa. For den nuværende placering fulgte ikke loven, og den ignorerede miljøhensyn.

»Så længe man vælger stedet gennem en saglig proces, der følger lovgivningen, og samtidig tager hensyn til miljøbeskyttelse, så er det OK. Man kan jo ikke undgå, at have kemiske fabrikker,« siger Wang Canfa.

:: Fotografiet viser det, som netbrugerne kaldte for “en skov af mellemfingre.”

I dag er Hu Jia blevet løsladt efter tre år og seks måneders fængsel. Han er nu hjemme hos sine forældre og sin hustru, den 27-årige Zeng Jinyan, der har ventet på ham efter en søvnløs nat, som hun skrev på Twitter.

Hu Jia blev anholdt kort før De Olympiske Lege i april 2008. Han var kommet med en åben og skarp kritik af Kinas Kommunistparti og arbejdede for borgerrettigheder, mijøbeskyttelse og bedre vilkår for folk med AIDS.

Lige som Ai Weiwei og de mange andre advokater og aktivister, der har været i kontakt med myndighederne i de seneste måneder, kan Zeng Jinyan ikke udtale sig og lade sig interviewe. Hun har tidligere på været i kontakt med myndighederne, og hun har skrevet, at Hu Jia ikke kan tale med pressen. Han får næppe heller lov til at bevæge sig frit, og vil højst sandsynligt blive sat i husarrest.

Zeng Jinyan er i øvrigt også aktivist, og er blevet kåret af Time Magazine som en af de 100 mest indflydelsesrige folk i verden.

Her er et lille udpluk af tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog:

• Med sikkerhedspolitiet i hælene Hu Jias dokumentarfilm om at være i husarrest

• Bortført under OL: Zeng Jinyan og baby er tilbage i husarrest i Beijing

• Menneskerettigheder i Kina: Hu Jia vinder pris

• Ny hackersag i Kina: Hvem læser mine mails, spørger Zeng Jinyan

Og her er tre links om Hu Jia og hans løsladelse fra i dag:

• New York Times/Reuters – Prominent Chinese Dissident Hu Jia Is Freed From Jail

• BBC – Profile: Chinese dissident Hu Jia

• AFP – China releases human rights activist Hu Jia

Kineserne har fået endnu en fødevareskandale. Denne gang er det dog ikke giftige bønnespirer, selvlysende kød eller genbrugt madolie fra afløb, som det handler om. Men derimod vandmeloner. Som eksploderer. Simpelthen fordi bønderne har proppet dem med så mange kemikalier, at de nærmest sprænger i luften. Den 51-årige melonbonde Liu kalder ligefrem sin mark for et “minefelt”.

“Landminerne,” som melonerne også kaldes, eksploderer fordi bønderne bruger for meget kunstgødning samt nogle kemikalier som “sødgørere” – en metode, de har brugt i årevis. Men i år modnes melonerne naturligt hurtigere, og derfor har overforbruget af kemikaler fået dem til at flække. Liu siger, at han mister omkring 1.000 kilo meloner om dagen. Bønderne sprøjter melonerne, så de modnes hurtigere, og derfor kan komme tidligere på markedet, hvor man kan sælge dem til en højere pris.

Det er en alvorlig situation for Liu og de andre bønder i landsbyen, der næppe har forsikring på afgrøderne, og dermed mister store dele af deres investering i både penge og arbejdskraft.

Men det er også endnu et eksempel på, hvordan fødevareindustriens vigtigste mål er, at få den største mængder madvarer hurtigst muligt på markedet. Uden skelen til naturlige produktionsmetoder og forbrugernes sikkerhed, som ved de andre fødevareskandaler. Se også en liste over madskandaler i Kina i de seneste par måneder.

Her er udpluk fra de kinesiske medier, hvor der også er flere billeder – ifeng, QQ, 163, Sina og et indslag fra nyhederne på CCTV4, der bragte historien tirsdag.

:: Foto fra msxh

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.

Tid til en quiz. Sådan en blanding af “Find Holger” og Find Fem Fejl.

Ifølge vejrudsigten skulle der lige nu være solskin, skyfrit og 20 grader. Men det er en smule vanskeligt at se Beijing højeste bygning, der er på 74 etager. Så her er en quiz.

Nedenunder er der to billeder. Det ene er taget på en dag uden forurening. Det andet er taget for få minutter siden på en af de hidtil mest forurenede dage i år, hvor målinger viser, at luften er “hazardous.” Gæt hvilket billede, der er det ene eller det andet.

Præmien er, hvis du sidder i for eksempel Danmark, at du forhåbentlig snuser ind og værdsætter den rene luft lidt mere end for et minut siden.

Palmer og gode strande. Hainan er kinesernes svar på Mallorca. Den sydkinesiske ø er et af de mest populære rejsemål for kinesiske turister.

På det seneste er det også blevet en af de største magneter for investeringer, og det er et af de steder i Kina, hvor økonomien vokser hurtigst. Især er det investiernger i jord og fast ejendom, der er røget i vejret. Endda så meget, at der måske er tale om en boble.

Øen er ikke meget større end Jylland, så der er ikke mange kvadratkilometer at sælge. Derfor er mange begyndt at hamstre. Uden rigtigt at skele til lovgivning, bæredygtig udvikling og hensyn til lokalbefolkning. Vissevasse.

Derfor har mange luksushoteller møvet sig ind på områder, der egentlig er offentlige strande, som man kan læse i denne artikel på QQ.

Det er journalister fra CCTV (中央电视台) og Aftenavisen Yangcheng (羊城晚报), der har lavet en undersøgelse af strandene, og hvordan kystlinjen er ved at blive skåret op og delt mellem investorer; hvordan de offentlige arealer er ved at ende på hænderne af få personer, og hvordan golfbaner skyder op overalt.

For eksempel nævner de et stykke på otte kilometer, hvor der er 17 fem-stjernede hoteller, der har spærret stranden af med mure.

China Media Project har oversat et stykke af artiklen, hvor de citerer kolumnisten Shi Gong (矢弓) fra Xinhua:

“Whose beaches are these? They were not reclaimed from the sea by development companies, but rather were left to us by our ancestors and by mighty nature. They belong to all of us, the people. The rich can set foot on the beaches, and so can the poor.”

Jonathan Watts fra Guardian var også forbi Hainan tidligere i år. Her kan du læse – og se på en udmærket video – hvordan de enorme golfbaner også er en katastrofe for de lokale indbyggere og for den sjældne regnskov.

Premierminister Wen Jiabao kom søndag med et skarpt forsvar af Kinas rolle under COP15 i København, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Wen er »forbløffet« over den kritik, der har været af Kinas rolle under klimaforhandlingerne i København.

Kina blev efter mødet i København beskyldt for at stå i vejen for et mere omfattende resultat. Og Wen Jiabao selv blev voldsomt kritiseret for at skippe et møde med Barack Obama og andre statsoverheder.

Men det var der en grund til, forklarede premierministeren i går i Beijing. Det lille uofficielle møde fandt sted sent om aftenen den 17. december efter Dronning Margrethes officielle gallamiddag.

»Det første, jeg hørte om mødet, var fra en en europæisk statsleder, der fortalte, at der samme aften ville være et møde mellem en lille gruppe lande,« sagde Wen Jiabao.

»Jeg var dybt chokeret, for jeg var på ingen måde blevet informeret om det,« sagde Wen Jiabao. Han skyndte sig med det samme at høre sit bagland, om der var kommet en invitation. Men den kinesiske delegation var ikke blevet informeret.

Derfor besluttede han at sende den laverestående diplomat, viceudenrigsminister He Yafei, til mødet. He skulle afgive en formel klage over det, som Wen i går kaldte for et alvorligt brud på protokollen.

»Hvorfor var der ingen, som havde givet besked? Der er stadig ingen, som har givet os en forklaring og det er et mysterium,« sagde Wen Jiabao i går.

Du kan også læse et engelsk sammendrag af Wens kommentarer om København her.

:: Foto fra Xinhua

Kina gør ikke nok for miljøet. Målet om at skære 40-45 procent af landets “carbon intensity” inden 2020 vil alligevel bare få landets samlede forurening til at stige. Og det er ikke nok. Kina skal gøre mere, mener USA. Og for den sags skyld også EU.

Vrøvl, skriver William Chandler, der er leder af Energy and Climate Program hos Carnegie Endowment for International Peace. (Via WSJ)

De seneste år har Kina for alvor arbejdet hårdt på at sænke sin “carbon intensity”.

The policy imposes hundreds of detailed industrial efficiency standards to a degree unparalleled in any other country in the world. The policy has forced closure of tens of thousands of factories, power plants, and production lines that failed to meet the standards. It is unimaginable that such a policy could ever be enacted in the United States, much less be continued for another decade. It’s a non-trivial error to call it a “reference case,” as the IEA has done.

:: Grafik fra Carnegie

Hvornår ved man, at den kinesiske regering tager noget seriøst? Når de kommer med et af deres alfa-numeriske propagandaslogans.

Og nu er der kommet et for forhandlingerne i København, skriver China Environmental Law.

Det er endnu et af den slags, der lyder aldeles fremragende på kinesisk. Og fuldstændig forfærdeligt, når det skal oversættes til dansk.

一个目标，两个主渠道，三个原则，四个共识, lyder sloganet.

Altså “et mål, to hovedkanaler, tre principper, fire konsensus.”

Hvad går det så ud på? China Environmental Law har oversat artiklen i Oriental Outlook Weekly, hvor klimaforsker Cao Rongxiang forklarer det catchy slogan.

Magasinets hjemmeside ser dog mærkelig ud på min computer, men Xinhua har også offentliggjort interviewet.

:: Foto fra Xinhua

Hvad gør den kinesiske regering egentlig ved miljøet?

Se også Green Leap Forward, som listen her nedenunder er kraftigt inspireret af. Det er den mest grundige og udførlige opsamling, som jeg endnu er stødt på, så der er ikke nogen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Jeg har linket til flere af de samme kilder men også til andre. Af gode grunde kan jeg ikke linke til mine mundtlige kilder. En del af faktaboksen har også været i Berlingske, men den ligger ikke online (jo, en avis udkommer også på det der “papir”. ).

Energi-effektivitet

• Kina vil reducere udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til udledningen i 2005.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005. Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

Hvordan vil man gøre det? Forklaring på Greenlaw og FT Energy.

Og er der grund til at være optimistisk over dem? Nej, mener China Environmental Law. Jo, det er skam meget rimeligt, mener Grean Leap Forward.

• I 2006 begyndte et program, der skal få de 1.000 største virksomheder til at bruge mindre energi. Dengang stod de for cirka 33 procent af det samlede energiforbrug i Kina. Og for 43 procent af Kinas udledning af kuldioxid. Hver virksomhed har fået et bestemt mål, som de skal nå i 2010.

• Regeringen har siden april 2008 givet mellem 30-50 procent rabat på køb af energisparepærer. Og i januar 2009 var det blevet til i alt 62 millioner pærer. Det svarer til en årlig besparelse på 3,2 milliarder kilowatt timer og en besparelse på 3,2 millioner ton kuldioxid. Målet er at nå op på 100 millioner pærer i 2009.

• Færre små, flere større. Fra 2006 og frem til 2008 lukkede Kina en mængde små og ineffektive kulkraftværker, der producerede i alt 31 gigawatt. De næste tre år skal der lukkes flere værker, som sammenlagt også har en kapacitet på 31 gigawatt.

• I 2006 kom der nye byggestandarder, som skal mere end halvere energiforbruget i nye bygninger. Der har dog været store problemer med at håndhæve loven, som heller ikke omfatter ældre bygninger, hvoraf kun fire procent opfylder de nye standarder.

• Siden 2005 har der været standarder og mærkninger på en lang række el-artikler i Kina. For eksempel frysere, air-condition og vandvarmere. I 2020 vil det give en besparelse på 16 procent af kinesernes elforbrug. Samtidig er der indført grønne indkøbspolitikker for lokal- og provinsregeringer samt for statsejede virksomheder. Alt i alt vil det reducere udledningen af kuldioxid med 100 millioner ton om året.

Vedvarende energi

• Ifølge Kinas plan for vedvarende energi skal ti procent af al energi i 2010 komme fra vedvarende energi. I 2020 skal det være 15 procent.

• I maj tredoblede Kina sit mål for, hvor meget vindkraft landet skal have i 2020. Målet gik fra 20 til 100 gigawatt. Allerede i dag er Kina den fjerde største producent af vindkraft.

• Kina har et mål for, at der skal produceres mindst 1,8 gigawatt med solkraft i 2020. Højst sandsynligt vil tallet dog komme til at lægge endnu højere. Et skøn går på helt op mod 10 gigawatt.

• I dag bruger ti procent af alle husholdninger i Kina solvarme til at opvarme vandet med. I 2020 skal det være 30 procent, men det kan blive højere.

• Vandkraft skal producere 300 gigawatt elektricitet i 2020. Det er dobbelt så meget i dag.

• Kina skal i 2020 producere ti millioner ton bioethanol og to millioner ton biodiesel. Det skal erstatte ti millioner ton råolie.

• Fem procent af landets elektricitet skal i 2020 komme fra atomkraft. Det svarer til cirka 60-75 gigawatt. I dag kommer ni gigawatt fra a-kraft.

El-forsyningen

• En gammeldags elforsyning er både ineffektivt og dårligt for miljøet. Derudover er mange af Kinas enorme dæmninger i den vestlige del af landet, og elektriciteten skal transporteres over lange afstande. Det største statslige elselskab har allerede investeret tæt på 220 milliarder kroner, der skal bruges frem til 2012. Derudover investerer de næsten 440 milliarder kroner frem til 2020 i moderne UHV elforsyning.

Bilindustrien

• Produktionen i 2011 skal fordobles i forhold til i dag. Til den tid skal der rulle 500.000 af de grønne biler ud på vejene. Det svarer kun til fem procent af det samlede salg af biler i Kina, men det skal ses i forhold til de lidt over 2.000 styk, der blev solgt i 2008. 13 forskellige byer vil også give tilskud til indkøb af hybrid og eldrevne biler og busser. Samtidig er det statslige elnet på vej til at opsætte de første ladestationer op i Beijing, Tianjin og Shanghai.

Kina er ved at tage den globale føretrøje i produktionen af el-biler. I december sidste år kom BYD, der hidtil havde produceret batterier til for eksempel mobiltelefoner, med verdens første masseproducerede elbil. Den hedder F2DM og koster cirka 110.000 kroner.

• Kina har også føretrøjen i elektriske cykler. Hele 80 procent af det globale marked er i Kina. Cyklerne bruger et genopladeligt batteri, som man blot stikker i kontakten i hjemme. De kan køre op mod 60 kilometer på en ladning, og de bruges især i byerne.

• Sidste år fordoblede Kina skatten på biler med motorer over fire liter, så den nu ligger på 40 procent. På biler med motorer mellem tre og fire liter blev skatten forhøjet fra 15 til 20 procent. Samtidig blev skatten reduceret fra tre til en enkelt procent for biler med motorer på under en liter.

• Kina er blevet beskyldt for at holde prisen på olie og benzin for lav og ikke binde den sammen med de globale priser på råolie. I 2007 hævede Kina kun prisen på olie og benzin en enkelt gang. Det samme i 2008. Men i år er prisen blevet reguleret flere gange.

Offentlig transport

• I dag har Kina 78.000 kilometer jernbanenet, men i 2020 skal det være udvidet til 120.000 kilometer. Prisen er cirka 5.000 milliarder kroner. Og hele 13.000 kilometer skal være højhastighedstoge, som på strækningen mellem Beijing og Shanghai, der skal åbnes i 2013..

På 26.000 kilometer af det kinesiske jernbanenet kører togene på elektricitet. Det svarer til 32 procent af det samlede net i Kina, men det er på strækninger, der transporterer 50 procent af al gods og passagerer i landet.

Andet

• Over de næste 20 år flytter mere end 300 millioner kinesere fra landet og ind i byerne. Det svarer så nogenlunde til hele befolkningen i USA. Det giver et pres på udviklingen i byerne. Derfor eksperimenterer man med miljøvenlige øko-byer, som der er i øjeblikket er 40 eksperimenter af over hele Kina.

• I for eksempel Tianjian, Baoding og i Jiangsu provinsen har man lavet industrizoner, hvor ren energi sørger for et lavt udslip af Co2 og som fremmer grøn teknologi.

• Hvert år bruger Kina 45 milliarder kroner på at genetablere skovene, der de seneste årtier hurtigt er forsvundet. Målet er, at skovene i 2010 skal dække 20 procent af Kina.

:: Foto fra Xinhua

Her er en kort faktaboks, der giver et ultrakort rids over, hvad Kina vil på FN-topmødet.

Hvad er situationen i Kina?

Gletcherne smelter, ørkener breder sig, perioder med tørke bliver stadig længere og storme kraftigere. Sådan er situationen allerede i dag i Kina.

Kina er verdens største udleder af drivhusgasser. I 2008 udledte kineserne 6,8 milliarder ton kuldioxid, der kommer fra afbrændingen af for eksempel kul og olie. Det er en stigning på 178 procent i forhold til niveuaet i 1990.

I samme periode steg USAs udledning til 6,4 milliarder ton. En stigning på 17 procent. Men amerikanerne udleder mere per indbygger end kineserne. En amerikaner står for 25 ton kuldioxid om året. En kineser for 5,8 ton.

Hele EU udleder 5,03 milliarder ton. Det er 10,2 ton per indbygger.

Hvad gør Kina?

Kina vil skære i udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til niveauet for 2005. Det er første gang, at Kina kommer med bindende mål for udledningen.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005.

Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

For regeringen i Beijing er det en balancegang mellem mindre forurening, kamp mod klimaændringer og at bevare den økonomiske vækst, der kan fortsætte med at trække millioner af kinesere ud af fattigdommen.

Hvad forlanger Kina?

Kina mener, at industrilandenes reduktion af drivhusgasser er for lav. At især USA og EU er for uambitiøse.

Kina har i længere tid gentaget argumentet om, at industrilandene har det historiske ansvar. Derfor skal de også påtage sig en større rolle end u-landene.

Samtidig vil det også give u-landene plads til at udvikle sig økonomisk, når det især er de rige lande, der skærer i udledningen.

Kina vil også – mere eller mindre officielt på vegne af ulandene – have de industrialiserede lande til at give større økonomiske tilskud til ulandene, så de er bedre rustede i kampen mod forurening og klimaændringer.

Af samme grund vil Kina også have også industrilandene til at overføre langt mere grøn teknologi til de fattigere lande for at hjælpe dem mod klimaændringer.

Kina og andre udviklingslande insisterer på at beholde Kyoto protokollen, der udløber i 2012. Her har kineserne ikke selv et bindende ansvar som industrilandene.

:: Billedet er fra Xinhua og viser forureningen af Songhua floden