» Nationalisme

Krigsgods og Kina: Jackie Chan og det nedbrændte palads

img120821730249_400x313.shkl.jpeg

Her for nylig tog jeg op til det nordvestlige Beijing for at gå rundt i Yuanming Yuan, der på dansk hedder Det Gamle Sommerpalads. Det skrev jeg om i sidste uge i Berlingske, og her får du en opdateret udgave af klummen.

Paladset er en af byens store turistattraktioner, der mest af alt minder om en fredelig park. Det var det nu ikke i 1860, hvor det heller ikke var kinesiske turister og familier, der gik rundt heroppe.

Det gjorde derimod 4.500 britiske soldater, der havde invaderet det store kompleks, hvor den kinesiske kejser boede. De ville have hævn. Det hele skulle brændes. Paladset var så stort, at det tog soldaterne to dage – den 18. og 19. oktober – at brænde de hundreder af pavilloner, biblioteker, gallerier, templer, kontorer og andre bygninger. Derfor er det kun ruinerne fra det mægtige palads, der står tilbage i dag.

Yuanming Yuan var hjemsted for hele fem kejsere, der foretrak de store og åbne haver frem for de høje mure omkring den Forbudte By. Sommerpaladset var også en arkitektonisk mærkværdighed i Kina, for det var designet af to jesuitiske præster, og det lignede et europæisk slot.

Briterne nøjedes ikke blot med at brænde det. De plyndrede det også sammen med franske soldater, der var kommet til Beijing få dage før. De ribbede det for enorme mængder af porcelæn, silker, ure, jader, statuer, guld, pelse og dyre gave fra regeringer i Europa.
Hvorfor? Omverdenen havde uden held forsøgt at få Kina til at åbne sig, så man kunne få adgang til det enorme marked. Kejseren nægtede. Der blev krig.

Derfor er Yuanming Yuan ikke blot en nydelig park med ruiner. Det er også et af nationens største komplekser. Det er en 3,5 kvadratkilometer stor skamplet på Kinas historie. Et symbol på, hvordan Vesten udnyttede og ydmygede Kina.

Derfor vækker Yuanming Yuan stadig stærke følelser. Blandt andet når de stjålne genstande dukker op på auktioner, som det skete i Paris sidste år. Så myndighederne har fået bred opbakning til kravet om, at de 1,5 millioner stjålne stykker krigsgods skal tilbage til Kina. Det krav kom de med for et par uger siden. Det blev bakket op af en underskriftsindsamling med skuespilleren Jackie Chan i spidsen.

Spørgsmålet er, om Kina vil komme over sit nationale kompleks. For Kinas Kommunistparti bruger den 150 år gamle episode som et politisk redskab og et symbol på, hvordan Vesten undertrykte Kina. Derfor hører man sjældent om, hvordan almindelige kinesere også var med til at plyndre paladset bagefter. Historien bliver til propaganda. Og det er en skam. For den rummer utallige eksempler på Vestens dårlige opførsel dengang, men ikke når den bliver fortalt i sort-hvid og uden nuancer.

Kravet om at få leveret genstandene tilbage er da også mest henvendt til et kinesisk publikum, siger to eksperter og historikere nu til nyhedsbureauet AFP. Den ene er John Wong og den anden Bernard Brizay:

“As Western institutions and individuals are unlikely to respond, this call obviously targets domestic consumption, which the Chinese leaders hope will galvanise the nation,” said John Wong, history professor at the University of Sydney.

“Every month in London, Hong Kong, Paris or New York, items from the Yuanmingyuan are sold. And when people know that they come from the Yuanmingyuan, prices increase,” Brizay said.
The expert added that the world’s top museums would never respond to Beijing’s call, noting: “Items that are in museums will never be returned to China.”

Vil læse mere om Beijings historie? Her er to bøger, som jeg kan anbefale.

• Lillian M. Li et. alBeijing – From Imperial Capital to Olympic City

• Jasper BeckerCity of Heavenly Tranquility

:: Foto fra Tieba

Gå til artikel » Skriv kommentar

Massakren i Nanjing: Kina og Japan nærmer sig hinanden

Bundesarchiv_Bild_183-U1002-502,_Japanisch-Chinesischer_Krieg_200x140.shkl.jpg Japan og Kina er stadig langt fra enige om, hvad der egentlig skete i Nanjing i 1937. Især i spørgsmålet om, hvor mange der blev dræbt af de japanske soldater under invasionen af byen.

Du kan læse om massakren på Wikipedia.

Men det er egentlig mere interessant at se på, hvor meget de to lande har nærmet sig, og hvor meget man er enige om i dag, som Foreign Policy skriver:

The debate was recently reopened by a joint report issued by the governments of China and Japan. But while most newspaper accounts have focused on the remaining points of disagreement — including the still-disputed death toll — they’ve tended to miss the larger significance of the report: that historians appointed by both countries did, for the first time, agree that the Japanese army committed atrocities during the war and that Japan’s illegal acts of aggression were the main cause of hostilities.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Google og Kina: Faktaboks over angreb fra kinesiske hackere

黑客骗局.jpg Her er alle tidligere artikler om Google og Kina

Her er en liste over nogle af de større angreb fra kinesiske hackere:

1998 august: Kinesiske hackere angriber hjemmesider i Indonesien. Det sker som et svar til etniske uroligheder i landet, hvor kinesere er blevet overfaldet.

1999 maj: Amerikanske hjemmesider bliver angrebet, da NATO bomber den kinesiske ambassade i det tidligere Yugoslavien.

1999 juli: Hackere angriber hjemmesider på Taiwan. Det kommer efter udtalelser fra Taiwans præsident Lee Teng-hui om, at forhandlinger mellem Kina og Taiwan skal ske på statsniveau. Kina anerkender ikke Taiwans selvstændighed, og anser det for at være en del af Folkerepublikken Kina.

2000 januar: Målet er denne gang hjemmesider i Japan. En ultrakonservativ japansk politiker benægter, at japanske soldater under Andnen Verdenskrig gennemførte en massakre i Nanjing.

2001 februar-marts: Igen er det Japan, der er målet. Denne gang blandt andet fordi den daværende premierminister Junichiro Koizumi besøger Yasukuni Templet for at hædre japanske soldater fra Anden Verdenskrig.

2001 april: Et amerikansk EP3 spionfly støder sammen med et kinesisk fly. Hackere angriber USA som gengæld for, at den kinesiske pilot blev dræbt.

2002 september: Den kinesiske regering beskyldes for at bryde ind i den tibetanske eksilregerings computernetværk.

2003 august: Rapporter om angreb på regering og virksomheder fra Taiwan.

2005 august: USA afslører et angreb med kodenavnet Titan Rain, der har stået på siden 2003. Angrebene kommer fra Kina, og netværk hos blandt andre NASA og Lockheed Martin skulle have været inficeret.

2006 oktober: Et amerikansk regeringskontor, der blandt andet er ansvarlig for eksportlicenser, bliver udsat for et angreb, der kommer fra kinesiske servere. Der bliver fundet virus og koder på hundreder af maskiner, der bliver udskiftet i løbet af en måned, hvor kontoret er offline.

2007 september: Hackere fra Folkets Befrielseshær beskyldes for at bryde ind i computernetværk i de amerikanske, britiske og tyske regeringer. Hackerne skulle også være brudt ind i Pentagon.

2007 december: Den britiske efterretningstjeneste MI5 advarer britiske firmaer om, at »statslige organisationer« fra Kina aktivt forsøger at gennemtrænge virksomhedernes netværk. Advarslen kommer efter angreb på Shell og Rolls Royce.

2008 maj: Indien anklager kinesiske hackere for systematisk gennem 18 måneder at have gennemgået det indiske internet for svagheder.

2009 marts: Canadiske forskere afslører et spionnetværk, Ghostnet, som består af over tusind computere i 100 lande. Netværket har inficeret medier, virksomheder, ambassader og regeringskonterer. Blandt andre den tibetanske eksilregerings kontorer i London, New York og Indien. Der er ingen entydige beviser for, at den kinesiske regering står bag.

2009 juli og august: Hackere angriber hjemmesiden for en australsk filmfestival, der ville vise en film, der var blevet stærkt kritiseret af den kinesiske regering.

:: Tegning fra internetpolitiet i Hangzhou

Gå til artikel » Skriv kommentar

Google og Kina: Interview med kinesisk hacker

keyboard.thumbnail.jpg Jeg interviewede nogle kinesiske hackere, før jeg gik på ferie for et par uger siden. Artiklen fra Berlingske er ikke på nettet, men du kan se en udgave af den her. Her er alle tidligere artikler om Google og Kina

Han var 15 år gammel, da han første gang hackede sig ind i et netværk. Han brød ind i computerne på hans skole.

»Jeg havde en lærer, der var lidt besværlig,« siger han og griner.

Han vil dog ikke fortælle, hvad han gjorde. Men det var nemt. For det er syv år siden, og dengang brugte mellemskoler på landet i Kina, som den han gik på, ikke mange penge på IT-sikkerhed.

Hvem er han så? Han er 22 år og kalder sig selv for PHO Buddha. Han er det, som kineserne kalder for »hei ke.« Det betyder »sort gæst,« og det er en fonetisk oversættelse af det engelske ord hacker.

PHO Buddha vil ikke have sit rigtige navn offentliggjort. Han vil heller ikke fortælle, hvor han arbejder. Blot at han er ansat i en virksomhed, hvor han er ansvarlig for IT-sikkerhed.

Vi mødes på en restaurant, der ligger i det nordlige Beijing. I et af de halvtomme indkøbscentre, som der er masser af i Kinas hovedstad. Selvom der er varmt, sidder han det meste af tiden med sin sorte dynejakke lynet helt op til halsen. Han er klædt i sort. Fra de markante briller og ned til skoene.

Han er høflig. Flink. Velformuleret. Og tydeligt nervøs. Selvom der er meget offentlighed om hackere i Kina, hvor de nogle gange behandles som rockstjerner, så vil han ikke risikere at sige for meget.

PHO Buddha er en af de fire administratorer China Hacker Union (CHU). Det er en af de største og mest berømte grupper af hackere, og den blev etableret helt tilbage i 1999. Her bombede USA den kinesiske ambassade i det tidligere Jugoslavien, og de kinesiske hackere svarede igen med et angreb på amerikanske hjemmesider. Det var første gang, at kinesiske, nationalistiske hackere for alvor rettede skytset mod udlandet.

PHO Buddha var ikke med dengang. Men det var kort tid derefter, at hans forældre gav ham sin første computer. Og at han skrev alt hvad han lærte om at hacke ned i en lille notesbog. Han siger selv, at han aldrig har hærget eller ødelagt netværk.

»Jeg er gråhat, så det er ikke mit mål at angribe, det er at teste systemer og forbedre dem. Jeg efterlader altid en besked om, hvordan jeg er kommet ind, og giver dem forslag til, hvordan de kan ændre det,« siger PHO Buddha. Han vil dog ikke komme med konkrete eksempler på, hvad han har lavet.

Man kan groft sagt dele hackere ind i tre grupper. Den første kalder man i Kina for »hei mao.« De sorte hatte. Deres mål er at angribe og ødelægge hjemmesider og netværk.

Overfor dem står »bai mao.« De hvide hatte. De vil til gengæld kun beskytte og forsvare netværk og hjemmesider.

Midt imellem finder man de grå hatte. »Hui mao.« Der angriber for at finde svagheder, og som bagefter efterlader beskeder om, hvordan man kan forbedre sikkerheden.

China Hacker Union har ændret sig meget siden angrebene for ti år siden, siger PHO Buddha, hvor de i dag har 900.000 medlemmer og en kerne på cirka 1.000 personer.

Dengang var det nationalistiske hackere, der angreb de udenlandske sider. I dag er man ikke interesseret i politik, siger PHO Buddha. På deres hjemmeside er der mest informationer og nyheder om IT-sikkerhed på deres hjemmeside, og ikke mindste det vigtige diskussionsfora. Unionen har også er et kodeks, som man skal følge.

»Vi har regler, hvor folk bliver smidt ud, hvis de optræder som sorte hatte,« siger PHO Buddha. Dem kender han flere af. Han har ikke mange af dem som venner, men det er måske også, fordi der er færre af dem, siger han.

De sorte hatte lever ofte af det. Men hvordan kan man tjene penge som hacker i Kina? Der er en lang pause, mens han tænker sig om.

»Jeg har hørt, at der er nogle forskellige metoder,« siger han forsigtigt.

Nogle gange får hackerne invitationer om at angribe en bestemt hjemmeside. For eksempel en virksomhed, der vil angribe en konkurrent. Og afhængighed af, hvad der er målet, så vil virksomheden også have hackerne til at bryde ind i deres netværk. Det kan man ifølge PHO Buddha tjene 4.000-80.000 kroner på at gøre.

PHO Buddha er også forsigtig af en anden grund. Kina har for nyligt strammet lovgivningen omkring cyberkriminalitet, og flere af hans venner har været arresteret og er måske kommet i fængsel. Han siger selv, at han »ikke kender detaljerne« for, hvad de har lavet.

Men myndighederne har også brug for hackerne. Ifølge en rapport, der blev fremlagt for den amerikanske kongres i 2008, er der omkring 250 grupper af hackere, som mere eller mindre bliver støttet af den kinesiske regering.

Det amerikanske medie Daily Beast citerede for nylig en hemmelig rapport fra efterretningstjeneste FBI, som mener, at der er 30.000 kinesiske cyberspioner og mere end 150.000 computereksperter, der er beskæftiget med at stjæle amerikanske militære, teknologiske og kommercielle hemmeligheder.

Uvildige eksperter er varsomme med at sætte præcise tal på. Men der er ingen tvivl om, at især Folkets Befrielseshær har sat mange ressourcer ind på krigsførsel i cyberspace.

Et eksempel kunne være angrebet mod Google. PHO Buddha siger, at han ikke kender til noget mod angrebet. Han tænker sig om et par minutter, før han finder en formulering.

»De hackere, der er i Kina, der er meget få, som kan bryde ind i Google. Hvis man kan det, så er man så professionel, at man ikke længere er i hackerverdenen, så er man ansat i efterretningsvæsener,« siger PHO Buddha.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Nationalisme i Kina: Vi skal lede verden

IMG_1679_200x150.shkl.JPG

Kina skal lede Verden. Vesten bør være på andenpladsen. Det mener forfatterne til en bog, der blev en af de helt store bestsellere i Kina i 2009.

»Bogen viser, hvad kineserne egentlig føler,« siger Wang Xiaodong, der er en af forfatterne og en af de mest fremtrædende nationalister i Kina.

For Kina er ikke glad, og det er Vestens skyld. Det er stort set budskabet i bogen, der langer kraftigt ud efter de vestlige lande. De fem forfattere vil se et mere selvsikkert Kina, som siger fra over for USA og Vesten, der undertrykker den kinesiske nation.

Bogen har igen fået kineserne til at tale om nationalisme, og hvilken rolle det nye og stærkere Kina skal spille i verden. Den udkom i marts og blev hurtigt en af årets største bestsellere. Det første oplag blev udsolgt på fire uger, og i dag er den ifølge forlaget solgt i næsten en million eksemplarer. Det er de officielle tal, som ikke inkluderer kopier fra det sorte marked.

Bogen hedder »Zhongguo bu gaoxing« (中国 不 高兴), og det kan oversættes til »Kina er ikke glad.« Du kan læse hele interviewet med Wang Xiadong i min artikel på Berlingske, som jeg ikke fik linket til, da den blev trykt.

Bogen er en opfølger til den nationalistiske bestseller fra 1996, der hedder »Kina kan sige nej« (中国 可以 说 不). Dengang argumenterede forfatterne for, at Vesten havde alt for stor indflydelse over Kina. Bogen startede en årelang nationalistisk bølge, som regeringen til sidst tog afstand fra og forsøgte at dæmpe.

Du kan læse en introduktion til »Kina kan sige nej« på Wikipedia.

Danwei har baggrund og oversat et interview med en af forfatterne, Song Qian, fra 2008.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Mao Zedong og tyske kondomer: Nej til skaldede sædceller

Mao kondom kina.jpg En tysk producent af kondomer er kommet i modvind i Kina.

Producenten har fået lavet en reklamekampagne hos Grey Worldwide, der er et af verdens største reklamebureauer, og den består af tre billeder.

På hver af dem er en sædcelle klædt ud som henholdsvis Osama Bin Laden, Adolf Hitler og Mao Zedong. Budskabet er, at verden ville være et bedre sted, hvis forældrene havde brugt kondom.

Og det har gjort en del kinesere rasende, som man kan læse på blandt andet Huanqiu.com.

Kampagnen har givet bunkevis af mere eller mindre vrede kommentarer på internettet, hvor nogle brugere for eksempel spørger, hvordan man kan kalde Mao Zedong for terrorist.

Der er flere oversatte kommentarer her og her, hvor du også kan se flere billeder fra kampagnen.

Det er ikke første gang, at et vestligt reklamebureau har gjort sig uheldigt bemærket i Kina, som jeg har skrevet om tidligere.

Men denne gang er sagen anderledes, og det er ikke kun arrige små nationalister, der er faret ud som kommentarskrivere, som Shanghaiist skriver:

The more eloquent amongst the netizens have argued that while Mao’s leadership certainly created hardship for many, he also brought the country out of political and social turmoil and set it on the path to become the major power it is today.

The ads have been poorly received internationally as well, receiving an average score of 4.5 out of 10 in preliminary marketing testing. Not only have they scored poorly, but some have said that they don’t even see the resemblance between the Mao sperm and the Chairman.

While we’re all for creativity, but we’re not sure that Grey Worldwide really thought this ad out. It wouldn’t have taken much research to realize that Mao is still widely respected in China… and you’d think it would be logical to assume that its in both Grey’s and Doc Morris’ best interest to not alienate a country of a billion plus potential angry citizens, if not potential customers.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kinesisk bronze og forbandede franskmænd: Kunsthandler fortryder køb

W020090309505996298285_200x154.shkl.jpg Den kinesiske regering forsøgte at standse salget af to bronzestatuer, der i sidste måned blev solgt på auktion i Paris. Det lykkedes ikke. Men statuerne blev uventet købt af en kineser. Der først blev ophøjet til nationalhelt. Men som i dag er udskældt og falleret forretningsmand.

Det skriver jeg om i dagens Berlingske. Her får du en længere artikel med links.

Begge skulpturerer er af bronze. De forestiller to hoveder. Af en rotte og en kanin. Og kineseren Cai Mingchao brugte 235 millioner kroner på at købe dem på auktion. Men han vil ikke betale. Nu er han brudt grædende sammen og har sagt, at han ikke vil have dem, og at han lukker sin forretning.

I sidste måned holdt Christies auktion over modekongen Yves Saint Laurents kunstsamling. Auktionen blev holdt i Paris, og indtægterne røg op i 2,8 milliarder kroner.

Med på auktionen var de to bronzeskulpturer. De blev stjålet i 1860erne, da engelske og franske soldater plyndrede og nedbrændte Det Gamle Sommerpalads i Beijing.

Auktionen gav en voldsom debat i Kina. For det er to kulturskatte, og de skal tilbage til Beijing. Sådan lød argumentet fra de kinesiske myndigheder og regeringen, der forsøgte at standse salget af skulpturerne.

Fem dage efter auktionen trådte den 44-årige kunst- og antikvitetssamler Cai Mingchao (蔡铭超) frem og sagde, at han havde købte skulpturerne. Og at han nægtede at betale for dem.

Det var hans forsøg på at standse salget. En protest mod en privat virksomhed, der tjener penge på stjålne kulturskatte, som hører hjemme i Kina. Han gjorde det kun, fordi han var patriot:

»Jeg tror enhver kineser ville have gjort det samme. Jeg gjorde bare min pligt,« er Cai Mingchao citeret for at sige i flere kinesiske og udenlandske medier.

Det var den første forklaring.

I den kinesiske debat var der stående ovationer til Cai Mingchao. At betale ville svare til at give penge til kidnappere, og det ville kun være en opfordring til flere tyverier, stod der i en kommentar fra det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Der blev også lavet en nationalistisk hyldestsang, der selvfølgelig langede ud efter franskmændene. Du kan se videoen på Youku, og her er første vers:

We have the Frenchmen all unnerved
The auction got what it deserved
The mystery man’s named Cai Mingchao
He pulled a fast one, showed us how

法国的人哪 被气死了啊
活该那拍卖 被搅黄啊
神秘的人呐 叫蔡铭超哇
漫天过海 他出绝招

Så skiftede Cai Mingchao forklaring.

Ifølge Cai Mingchao var det ikke sikkert, at han kunne få de rigtige licenser af den kinesiske Statsadministration for Kulturarv. Han risikerede altså, at han slet ikke kunne importere hovederne til Kina.

»Som kineser bliver jeg nødt til at overholde de relevante love. Og hvis de to genstande ikke kan importeres til Kina, så vil jeg ikke betale for dem,« sagde han i et interview med Beijing TV.

Ingen problemer, lød det officielle svar fra administrationen.

Hvorefter Cai Mingchao sagde, at han alligevel ikke havde tænkt sig at betale. Og ændrede forklaring igen. Blandt andet mener han nu, at der er tvivl om skulpturerne overhovedet kommer fra Det Gamle Sommerpalads.

»Hvordan kan jeg betale, når genstandene nu er blevet så kontroversielle, og ingen aner, hvor de kommer fra,« sagde han i et interview den 14. marts med avisen Dongfang Zaobao. På et tidspunkt hvor debatten var begyndt at handle lige så meget om ham, som det principielle i at sælge stjålne, nationale klenodier.

»Nogle siger, at du er patriotisk og en national helt. Andre siger, at du blot er ubetænksom, og at du er med til at give udlændinge et indtryk af, at man ikke kan stole på kinesiske forretningsfolk. Hvad synes du?« lød spørgsmålet i et interview med avisen Chongqing Shibao.

»Det her har kun noget med mig som person at gøre,« lød det korte svar fra Cai Mingchao.

I mandags trådte han så frem på TV igen. I et interview med Dragon TV fra Shanghai undskyldte han for affæren. Han har tabt tilliden blandt sine kinesiske kolleger i antikvitetsbranchen, og han trækker sig ud af auktionsbranchen.

»Pludseligt følte jeg, at det var umoralsk. Jeg følte mig som en tyv,« sagde Cai Mingchao.

Så er Cai Mingchao patriot eller blot ubetænksom?

Den 10. marts besøgte Bloomberg News ham i sit kontor i Xiamen, der ligger i det sydlige Kina. Han brød grædende sammen under interviewet, hvor han fortalte om selve aftenen, da han bød på skulpturerne over telefonen fra Kina.

»På det tidspunkt tænkte jeg måske ikke så meget over, om jeg kunne betale for dem,« sagde Cai Mingchao.

Cai Mingchao ville ikke medvirke i artiklen.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Nationalisme i Kina: Rui Chenggang udgiver ny bog

4260997_0_200x270.shkl.jpg I aftes på DR2 Udland talte jeg om Rui Chenggang (芮成钢), der er blogger og vært på et populært forretnings-talkshow på CCTV.

Han er ved at blive stadigt mere populær i Kina. Han er cool. Ung. Går i dyrt tøj og har de rigtige meninger, som han gerne udveksler med højtstående ledere og forretningsfolk i ind- og udland. Som han selv kalder for sine venner.

Og lige nu er han på en mindre bogtur rundt i landet for at promovere sin nye bog. Hvor han – som det hedder i titlen – “reflekterer over Kina og verden”.

Men har han noget at komme med, eller er han bare ude på at blive berømt? Meningerne er delte.

Det var ham, der fik smidt Starbucks ud af nationalklenodiet Den Forbudte By. Og hans nationalistiske holdninger tiltaler mange.

Men selv om han er ung og højtråbende, så er han dog ikke den normale fenqing (愤青).

Hvad er så det? Fenqings er nogle af de højestråbende nationalister i Kina. Hvis man skal være lidt grov, så er det unge mænd mellem 18 og 30 år, der bor hjemme og har, lad os sige, haft meget minimal kontakt med det modsatte køn.

Sidste år havde nationalisternes to foretrukne mål.

For det første Frankrig. På grund af urolighederne omkring det olympiske fakkeloptog.

Og dernæst de udenlandske medier i almindelighed og CNN i særdeleshed. Især på grund af deres dækning af konflikten i Tibet og de tibetanske områder i Kina.

En overskrift kunne lyde:

“Angry Chinese youth finds girlfriend, loses virginity, decides ‘CNN not so bad after all.’”

Forslaget kommer fra den bloggende Qing-historiker fra granitstudiet, der lidt mere seriøst omtaler dem sådan her:

The fenqing are to most patriotic Chinese youth what the meth-riddled KKK rednecks on Jerry Springer are to the Republican party. They are wildly overrepresented on the internet, and the web gives this whacked-out fringe a powerful megaphone that amplifies their voices and adds to their self-importance.

Nationalisterne er bestemt ikke hårdt styret af staten og Kinas Kommunistparti, som mange måske tror. Men KKP bruger nationalismen, eller rettere, tolererer den til et vist punkt, som Frogville skriver:

I often refer to the fenqing phenomenon as the Chinese Communist Party’s ‘blowback’ from the years of propagandizing it subjects its children to during their schooling. The government occasionally seeks to exploit their hot-headed and xenophobic impulses by whipping up their indignation against a particular country to make a diplomatic point (in an exceedingly undiplomatic way!)

Indlægget på Frogville fik Qing-historikeren til at komme med dette indlæg. Hvor han blandt andet skriver, at man skal passe på ikke at tillægge dem for stor betydning. Og bestemt ikke sætte dem i samme bås som KKP:

… for me, the defining characteristic of a fenqing is not strong belief in a particular view, but rather an inability to accept that other valid perspectives might exist.

Rui Chenggang er en af de mere nuancerede fenqing’s. Hvis man overhovedet kan kalde ham for en vred ung mand. Han abonnerer på mange af synspunkterne, men han har også blødt op på dem. Måske, som kritikerne siger, fordi han er mere interesseret i at blive berømt.

Eller også er han rent faktisk interesseret i, som han selv siger, at blive en slags kinesiske ambassadør, der kan bygge bro mellem Kina og Vesten.

Som Imagethief skriver i et svar til den profil, der var af Rui Chenggang for nylig i New York Times:

Imagethief has actually worked with Mr. Rui, at a corporate event three years ago. I remember him as articulate, smart and prepared, and not particularly copping an attitude. But, then, I wouldn’t know a Zegna suit if you wrapped twenty pounds of Starbuck’s coffee beans in one and used it to beat me to death.

Zegna suits or not, though, Rui is right: China does have an image problem. In woolgathering by e-mail about the woeful state of China’s international PR to a (foreign) journalist recently, I pointed out that articulate, bilingual pop-culture figures are much better ambassadors for China than any amount of state-backed media ever will be. Think Yao Ming rather than Yang Rui.

• China Digital Times har en god samling artikler om fenqings.

• Her er klip fra Rui’s programmer via Yoku. Og via Youtube.

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: Nationalister og Hackysack på programmet

1933-11_Ancient_Chinese_Field_Games_00000002.jpg God, gammeldags, ægte kinesisk sport.

Her er et amerikansk nyhedslag fra 1933, der er året efter Kina deltog i OL for første gang. Indslaget er i sort/hvid og med en klassisk, amerikansk nyhedsoplæser anno 1932.

Indslaget viser kinesere, der konkurrerer i nogle af de traditionelle kinesiske sportsgrene som bueskydning og hackysack.

Det lille klip må være fra de Nationale Lege i 1933.

Dengang forsøgte den daværende republikanske regering at samle og opbygge en nation. Et af værktøjerne var den fysiske træning. Eller tiyu (体育). Blandt andet laver de et sportsstævne for hele Kina. Det har der været før, men stævnerne har været arrangeret af de udenlandske missionærer, der bragte vestlig sport til Kina.

De tredje Nationale Lege i 1924 er de første, der er organiseret af kinesere uden hjælp fra udlændinge. Legene er store. Effektive og nationalistiske. Moderne. Og det er første gang, at kvinderne også er med til legene. I alt deltager der 527 atleter, og der er mellem 40.000-50.000 tilskuere til legene, der bliver indledt med kanonsalutter og flyshow.

Legene er også de første, der har kinesisk kampsport på programmet. På samme tid som vestlige sportsgrene som tennis, golf, volleyball og basketball bliver promoveret gennem legene og i skolerne, da bliver traditionel kampsport genopdaget. I lang tid har den været kritiseret som et levn fra feudal tid. Men her i 1918 dukker Ny Kampsort (新武术 xin wushu) op. Bagmanden er modstander af vestlig sport. Han mener ikke, at udenlandske træningsmetoder har nogen effekt på kinesiske kroppe. Det virker ikke.

Hvis man ser på den liste, der bliver uddelt til atleterne i de Nationale Lege i 1933, giver det et godt billede af, hvilken slags fysisk kultur der bliver promoveret i 1920erne og 1930erne:

1. Stå ikke sent op og gå sent i seng. Stå tidligt op og gå tidligt i seng på faste tidspunkter.

2. Lad være med at være grådig (tantu koufu). Spis mindre og tyg mere.

3. Lad være med at skifte mellem at være flittig og doven. Giv ikke op.

4. Vær ikke bange for udfordringer. Lad dig ikke skræmme af modgang.

5. Stå ikke tilbage for alt kæmp om sejren, gør en indsats (gongfu), hav en ærlig færdighed.

6. Lad være med pludseligt at haste dig. Afmål din styrke.

7. Drik ikke alkohol og ryg ikke cigaretter. Gå ikke efter rigdom og berømmelse.

8. Begær ikke kvinder og giv ikke efter for seksuelle lyster.

9. Vær ikke grådig efter penge og materielle ting. Vær ærlig.

10. Planlæg ikke at bryde reglerne og vinde ved held. Hav respekt for den sportslige etik og reglerne for konkurrencen.

Der kommer snart mere om sport og Kina her på bloggen.

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: Sydkoreansk TV afslører åbningsceremoni

Img212039960_250x166.shkl.jpg Kineserne har længe spurgt sig selv om, hvad der kommer til at ske under åbningsceremonien. Det var en hemmelighed. Som det altid er ved et OL uanset om det foregår i Athen, Sydney eller Beijing.

Men i sidste uge gik det galt. En sydkoreansk tv-station var inde i Fuglereden for at teste stationens udstyr, og de valgte at filme noget af prøverne, som de også sendte på sydkoreansk tv. Forståeligt nok er BOCOG ikke specielt glade for det indslag.

Det har endnu en gang fået nogle vrede kinesere – mest af alt den yngre af slagsen, der nok bruger lidt for meget tid på deres lokale wangba – til at brøle om, hvordan deres nationale stolthed er blevet sparket på.

»De lorte sydkoreanere, de er klammere end japanerne. Fuck, lort, en dag kommer vi og knalder dem,« som en af de opbyggelige kommentarer lyder.

»Et åndssvagt land med åndssvage folk… Alle mænd er små og har kyllingeøjne og de råber altid,« lyder det her.

For den slags nationalister handler OL ikke om sport, ædel kappestrid og globalt venskab (eller for den sags skyld om sponsorer, markedsføring og kontrakter). Det handler om at vise, hvordan Kina efter et par århundreder i mølposen igen er back in business, og hvordan verdens ældste civilisation version 2.0 igen er i stand til at give et hvilket som helst land en diplomatisk eller militær Olfert, hvis ikke man passer på.

For som altid er det ikke bare, som i det her tilfælde, en sydkoreansk tv-station, der modsat gængs praksis og på trods af alle ned- og uskrevne regler vælger at vise billeder af åbningsceremonien. Nej, det er den samlede sydkoreanske befolkning, der valgte at gøre det for at træde på kinesernes følelser.

Den slags nationalister finder man i alle lande. Og hvad så?

Jeg tror ikke, at man skal blæse det op og gøre det værre end det er. Men på den anden side set har der været mange nationalistiske protester i de seneste måneder. Nogle af dem, for eksempel dem mod Frankrig, har været ret vedholdende og stærke. Kigger man over de seneste år, er det især protesterne mod Japan, der springer i øjnene. Nogle gange bruger partistaten også nationalisterne. Som for eksempel med protesterne mod Frankrig, der indtil et vist punkt fik lov til at folde sig ud, indtil partistaten trak i håndbremsen.

Derfor er der al mulig grund til lige at holde øje med, hvad det er nationalisterne går og pønser med. Uden dog at blæse det alt for meget op.

Gå til artikel » Skriv kommentar