» Nationalisme

Jeg interviewede nogle kinesiske hackere, før jeg gik på ferie for et par uger siden. Artiklen fra Berlingske er ikke på nettet, men du kan se en udgave af den her. Her er alle tidligere artikler om Google og Kina

Han var 15 år gammel, da han første gang hackede sig ind i et netværk. Han brød ind i computerne på hans skole.

»Jeg havde en lærer, der var lidt besværlig,« siger han og griner.

Han vil dog ikke fortælle, hvad han gjorde. Men det var nemt. For det er syv år siden, og dengang brugte mellemskoler på landet i Kina, som den han gik på, ikke mange penge på IT-sikkerhed.

Hvem er han så? Han er 22 år og kalder sig selv for PHO Buddha. Han er det, som kineserne kalder for »hei ke.« Det betyder »sort gæst,« og det er en fonetisk oversættelse af det engelske ord hacker.

PHO Buddha vil ikke have sit rigtige navn offentliggjort. Han vil heller ikke fortælle, hvor han arbejder. Blot at han er ansat i en virksomhed, hvor han er ansvarlig for IT-sikkerhed.

Vi mødes på en restaurant, der ligger i det nordlige Beijing. I et af de halvtomme indkøbscentre, som der er masser af i Kinas hovedstad. Selvom der er varmt, sidder han det meste af tiden med sin sorte dynejakke lynet helt op til halsen. Han er klædt i sort. Fra de markante briller og ned til skoene.

Han er høflig. Flink. Velformuleret. Og tydeligt nervøs. Selvom der er meget offentlighed om hackere i Kina, hvor de nogle gange behandles som rockstjerner, så vil han ikke risikere at sige for meget.

PHO Buddha er en af de fire administratorer China Hacker Union (CHU). Det er en af de største og mest berømte grupper af hackere, og den blev etableret helt tilbage i 1999. Her bombede USA den kinesiske ambassade i det tidligere Jugoslavien, og de kinesiske hackere svarede igen med et angreb på amerikanske hjemmesider. Det var første gang, at kinesiske, nationalistiske hackere for alvor rettede skytset mod udlandet.

PHO Buddha var ikke med dengang. Men det var kort tid derefter, at hans forældre gav ham sin første computer. Og at han skrev alt hvad han lærte om at hacke ned i en lille notesbog. Han siger selv, at han aldrig har hærget eller ødelagt netværk.

»Jeg er gråhat, så det er ikke mit mål at angribe, det er at teste systemer og forbedre dem. Jeg efterlader altid en besked om, hvordan jeg er kommet ind, og giver dem forslag til, hvordan de kan ændre det,« siger PHO Buddha. Han vil dog ikke komme med konkrete eksempler på, hvad han har lavet.

Man kan groft sagt dele hackere ind i tre grupper. Den første kalder man i Kina for »hei mao.« De sorte hatte. Deres mål er at angribe og ødelægge hjemmesider og netværk.

Overfor dem står »bai mao.« De hvide hatte. De vil til gengæld kun beskytte og forsvare netværk og hjemmesider.

Midt imellem finder man de grå hatte. »Hui mao.« Der angriber for at finde svagheder, og som bagefter efterlader beskeder om, hvordan man kan forbedre sikkerheden.

China Hacker Union har ændret sig meget siden angrebene for ti år siden, siger PHO Buddha, hvor de i dag har 900.000 medlemmer og en kerne på cirka 1.000 personer.

Dengang var det nationalistiske hackere, der angreb de udenlandske sider. I dag er man ikke interesseret i politik, siger PHO Buddha. På deres hjemmeside er der mest informationer og nyheder om IT-sikkerhed på deres hjemmeside, og ikke mindste det vigtige diskussionsfora. Unionen har også er et kodeks, som man skal følge.

»Vi har regler, hvor folk bliver smidt ud, hvis de optræder som sorte hatte,« siger PHO Buddha. Dem kender han flere af. Han har ikke mange af dem som venner, men det er måske også, fordi der er færre af dem, siger han.

De sorte hatte lever ofte af det. Men hvordan kan man tjene penge som hacker i Kina? Der er en lang pause, mens han tænker sig om.

»Jeg har hørt, at der er nogle forskellige metoder,« siger han forsigtigt.

Nogle gange får hackerne invitationer om at angribe en bestemt hjemmeside. For eksempel en virksomhed, der vil angribe en konkurrent. Og afhængighed af, hvad der er målet, så vil virksomheden også have hackerne til at bryde ind i deres netværk. Det kan man ifølge PHO Buddha tjene 4.000-80.000 kroner på at gøre.

PHO Buddha er også forsigtig af en anden grund. Kina har for nyligt strammet lovgivningen omkring cyberkriminalitet, og flere af hans venner har været arresteret og er måske kommet i fængsel. Han siger selv, at han »ikke kender detaljerne« for, hvad de har lavet.

Men myndighederne har også brug for hackerne. Ifølge en rapport, der blev fremlagt for den amerikanske kongres i 2008, er der omkring 250 grupper af hackere, som mere eller mindre bliver støttet af den kinesiske regering.

Det amerikanske medie Daily Beast citerede for nylig en hemmelig rapport fra efterretningstjeneste FBI, som mener, at der er 30.000 kinesiske cyberspioner og mere end 150.000 computereksperter, der er beskæftiget med at stjæle amerikanske militære, teknologiske og kommercielle hemmeligheder.

Uvildige eksperter er varsomme med at sætte præcise tal på. Men der er ingen tvivl om, at især Folkets Befrielseshær har sat mange ressourcer ind på krigsførsel i cyberspace.

Et eksempel kunne være angrebet mod Google. PHO Buddha siger, at han ikke kender til noget mod angrebet. Han tænker sig om et par minutter, før han finder en formulering.

»De hackere, der er i Kina, der er meget få, som kan bryde ind i Google. Hvis man kan det, så er man så professionel, at man ikke længere er i hackerverdenen, så er man ansat i efterretningsvæsener,« siger PHO Buddha.

Kina skal lede Verden. Vesten bør være på andenpladsen. Det mener forfatterne til en bog, der blev en af de helt store bestsellere i Kina i 2009.

»Bogen viser, hvad kineserne egentlig føler,« siger Wang Xiaodong, der er en af forfatterne og en af de mest fremtrædende nationalister i Kina.

For Kina er ikke glad, og det er Vestens skyld. Det er stort set budskabet i bogen, der langer kraftigt ud efter de vestlige lande. De fem forfattere vil se et mere selvsikkert Kina, som siger fra over for USA og Vesten, der undertrykker den kinesiske nation.

Bogen har igen fået kineserne til at tale om nationalisme, og hvilken rolle det nye og stærkere Kina skal spille i verden. Den udkom i marts og blev hurtigt en af årets største bestsellere. Det første oplag blev udsolgt på fire uger, og i dag er den ifølge forlaget solgt i næsten en million eksemplarer. Det er de officielle tal, som ikke inkluderer kopier fra det sorte marked.

Bogen hedder »Zhongguo bu gaoxing« (中国 不 高兴), og det kan oversættes til »Kina er ikke glad.« Du kan læse hele interviewet med Wang Xiadong i min artikel på Berlingske, som jeg ikke fik linket til, da den blev trykt.

Bogen er en opfølger til den nationalistiske bestseller fra 1996, der hedder »Kina kan sige nej« (中国 可以 说 不). Dengang argumenterede forfatterne for, at Vesten havde alt for stor indflydelse over Kina. Bogen startede en årelang nationalistisk bølge, som regeringen til sidst tog afstand fra og forsøgte at dæmpe.

Du kan læse en introduktion til »Kina kan sige nej« på Wikipedia.

Danwei har baggrund og oversat et interview med en af forfatterne, Song Qian, fra 2008.

En tysk producent af kondomer er kommet i modvind i Kina.

Producenten har fået lavet en reklamekampagne hos Grey Worldwide, der er et af verdens største reklamebureauer, og den består af tre billeder.

På hver af dem er en sædcelle klædt ud som henholdsvis Osama Bin Laden, Adolf Hitler og Mao Zedong. Budskabet er, at verden ville være et bedre sted, hvis forældrene havde brugt kondom.

Og det har gjort en del kinesere rasende, som man kan læse på blandt andet Huanqiu.com.

Kampagnen har givet bunkevis af mere eller mindre vrede kommentarer på internettet, hvor nogle brugere for eksempel spørger, hvordan man kan kalde Mao Zedong for terrorist.

Der er flere oversatte kommentarer her og her, hvor du også kan se flere billeder fra kampagnen.

Det er ikke første gang, at et vestligt reklamebureau har gjort sig uheldigt bemærket i Kina, som jeg har skrevet om tidligere.

Men denne gang er sagen anderledes, og det er ikke kun arrige små nationalister, der er faret ud som kommentarskrivere, som Shanghaiist skriver:

The more eloquent amongst the netizens have argued that while Mao’s leadership certainly created hardship for many, he also brought the country out of political and social turmoil and set it on the path to become the major power it is today.

The ads have been poorly received internationally as well, receiving an average score of 4.5 out of 10 in preliminary marketing testing. Not only have they scored poorly, but some have said that they don’t even see the resemblance between the Mao sperm and the Chairman.

While we’re all for creativity, but we’re not sure that Grey Worldwide really thought this ad out. It wouldn’t have taken much research to realize that Mao is still widely respected in China… and you’d think it would be logical to assume that its in both Grey’s and Doc Morris’ best interest to not alienate a country of a billion plus potential angry citizens, if not potential customers.

Den kinesiske regering forsøgte at standse salget af to bronzestatuer, der i sidste måned blev solgt på auktion i Paris. Det lykkedes ikke. Men statuerne blev uventet købt af en kineser. Der først blev ophøjet til nationalhelt. Men som i dag er udskældt og falleret forretningsmand.

Det skriver jeg om i dagens Berlingske. Her får du en længere artikel med links.

Begge skulpturerer er af bronze. De forestiller to hoveder. Af en rotte og en kanin. Og kineseren Cai Mingchao brugte 235 millioner kroner på at købe dem på auktion. Men han vil ikke betale. Nu er han brudt grædende sammen og har sagt, at han ikke vil have dem, og at han lukker sin forretning.

I sidste måned holdt Christies auktion over modekongen Yves Saint Laurents kunstsamling. Auktionen blev holdt i Paris, og indtægterne røg op i 2,8 milliarder kroner.

Med på auktionen var de to bronzeskulpturer. De blev stjålet i 1860erne, da engelske og franske soldater plyndrede og nedbrændte Det Gamle Sommerpalads i Beijing.

Auktionen gav en voldsom debat i Kina. For det er to kulturskatte, og de skal tilbage til Beijing. Sådan lød argumentet fra de kinesiske myndigheder og regeringen, der forsøgte at standse salget af skulpturerne.

Fem dage efter auktionen trådte den 44-årige kunst- og antikvitetssamler Cai Mingchao (蔡铭超) frem og sagde, at han havde købte skulpturerne. Og at han nægtede at betale for dem.

Det var hans forsøg på at standse salget. En protest mod en privat virksomhed, der tjener penge på stjålne kulturskatte, som hører hjemme i Kina. Han gjorde det kun, fordi han var patriot:

»Jeg tror enhver kineser ville have gjort det samme. Jeg gjorde bare min pligt,« er Cai Mingchao citeret for at sige i flere kinesiske og udenlandske medier.

Det var den første forklaring.

I den kinesiske debat var der stående ovationer til Cai Mingchao. At betale ville svare til at give penge til kidnappere, og det ville kun være en opfordring til flere tyverier, stod der i en kommentar fra det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Der blev også lavet en nationalistisk hyldestsang, der selvfølgelig langede ud efter franskmændene. Du kan se videoen på Youku, og her er første vers:

We have the Frenchmen all unnerved
The auction got what it deserved
The mystery man’s named Cai Mingchao
He pulled a fast one, showed us how

法国的人哪 被气死了啊
活该那拍卖 被搅黄啊
神秘的人呐 叫蔡铭超哇
漫天过海 他出绝招

Så skiftede Cai Mingchao forklaring.

Ifølge Cai Mingchao var det ikke sikkert, at han kunne få de rigtige licenser af den kinesiske Statsadministration for Kulturarv. Han risikerede altså, at han slet ikke kunne importere hovederne til Kina.

»Som kineser bliver jeg nødt til at overholde de relevante love. Og hvis de to genstande ikke kan importeres til Kina, så vil jeg ikke betale for dem,« sagde han i et interview med Beijing TV.

Ingen problemer, lød det officielle svar fra administrationen.

Hvorefter Cai Mingchao sagde, at han alligevel ikke havde tænkt sig at betale. Og ændrede forklaring igen. Blandt andet mener han nu, at der er tvivl om skulpturerne overhovedet kommer fra Det Gamle Sommerpalads.

»Hvordan kan jeg betale, når genstandene nu er blevet så kontroversielle, og ingen aner, hvor de kommer fra,« sagde han i et interview den 14. marts med avisen Dongfang Zaobao. På et tidspunkt hvor debatten var begyndt at handle lige så meget om ham, som det principielle i at sælge stjålne, nationale klenodier.

»Nogle siger, at du er patriotisk og en national helt. Andre siger, at du blot er ubetænksom, og at du er med til at give udlændinge et indtryk af, at man ikke kan stole på kinesiske forretningsfolk. Hvad synes du?« lød spørgsmålet i et interview med avisen Chongqing Shibao.

»Det her har kun noget med mig som person at gøre,« lød det korte svar fra Cai Mingchao.

I mandags trådte han så frem på TV igen. I et interview med Dragon TV fra Shanghai undskyldte han for affæren. Han har tabt tilliden blandt sine kinesiske kolleger i antikvitetsbranchen, og han trækker sig ud af auktionsbranchen.

»Pludseligt følte jeg, at det var umoralsk. Jeg følte mig som en tyv,« sagde Cai Mingchao.

Så er Cai Mingchao patriot eller blot ubetænksom?

Den 10. marts besøgte Bloomberg News ham i sit kontor i Xiamen, der ligger i det sydlige Kina. Han brød grædende sammen under interviewet, hvor han fortalte om selve aftenen, da han bød på skulpturerne over telefonen fra Kina.

»På det tidspunkt tænkte jeg måske ikke så meget over, om jeg kunne betale for dem,« sagde Cai Mingchao.

Cai Mingchao ville ikke medvirke i artiklen.

I aftes på DR2 Udland talte jeg om Rui Chenggang (芮成钢), der er blogger og vært på et populært forretnings-talkshow på CCTV.

Han er ved at blive stadigt mere populær i Kina. Han er cool. Ung. Går i dyrt tøj og har de rigtige meninger, som han gerne udveksler med højtstående ledere og forretningsfolk i ind- og udland. Som han selv kalder for sine venner.

Og lige nu er han på en mindre bogtur rundt i landet for at promovere sin nye bog. Hvor han – som det hedder i titlen – “reflekterer over Kina og verden”.

Men har han noget at komme med, eller er han bare ude på at blive berømt? Meningerne er delte.

Det var ham, der fik smidt Starbucks ud af nationalklenodiet Den Forbudte By. Og hans nationalistiske holdninger tiltaler mange.

Men selv om han er ung og højtråbende, så er han dog ikke den normale fenqing (愤青).

Hvad er så det? Fenqings er nogle af de højestråbende nationalister i Kina. Hvis man skal være lidt grov, så er det unge mænd mellem 18 og 30 år, der bor hjemme og har, lad os sige, haft meget minimal kontakt med det modsatte køn.

Sidste år havde nationalisternes to foretrukne mål.

For det første Frankrig. På grund af urolighederne omkring det olympiske fakkeloptog.

Og dernæst de udenlandske medier i almindelighed og CNN i særdeleshed. Især på grund af deres dækning af konflikten i Tibet og de tibetanske områder i Kina.

En overskrift kunne lyde:

“Angry Chinese youth finds girlfriend, loses virginity, decides ‘CNN not so bad after all.’”

Forslaget kommer fra den bloggende Qing-historiker fra granitstudiet, der lidt mere seriøst omtaler dem sådan her:

The fenqing are to most patriotic Chinese youth what the meth-riddled KKK rednecks on Jerry Springer are to the Republican party. They are wildly overrepresented on the internet, and the web gives this whacked-out fringe a powerful megaphone that amplifies their voices and adds to their self-importance.

Nationalisterne er bestemt ikke hårdt styret af staten og Kinas Kommunistparti, som mange måske tror. Men KKP bruger nationalismen, eller rettere, tolererer den til et vist punkt, som Frogville skriver:

I often refer to the fenqing phenomenon as the Chinese Communist Party’s ‘blowback’ from the years of propagandizing it subjects its children to during their schooling. The government occasionally seeks to exploit their hot-headed and xenophobic impulses by whipping up their indignation against a particular country to make a diplomatic point (in an exceedingly undiplomatic way!)

Indlægget på Frogville fik Qing-historikeren til at komme med dette indlæg. Hvor han blandt andet skriver, at man skal passe på ikke at tillægge dem for stor betydning. Og bestemt ikke sætte dem i samme bås som KKP:

… for me, the defining characteristic of a fenqing is not strong belief in a particular view, but rather an inability to accept that other valid perspectives might exist.

Rui Chenggang er en af de mere nuancerede fenqing’s. Hvis man overhovedet kan kalde ham for en vred ung mand. Han abonnerer på mange af synspunkterne, men han har også blødt op på dem. Måske, som kritikerne siger, fordi han er mere interesseret i at blive berømt.

Eller også er han rent faktisk interesseret i, som han selv siger, at blive en slags kinesiske ambassadør, der kan bygge bro mellem Kina og Vesten.

Som Imagethief skriver i et svar til den profil, der var af Rui Chenggang for nylig i New York Times:

Imagethief has actually worked with Mr. Rui, at a corporate event three years ago. I remember him as articulate, smart and prepared, and not particularly copping an attitude. But, then, I wouldn’t know a Zegna suit if you wrapped twenty pounds of Starbuck’s coffee beans in one and used it to beat me to death.

Zegna suits or not, though, Rui is right: China does have an image problem. In woolgathering by e-mail about the woeful state of China’s international PR to a (foreign) journalist recently, I pointed out that articulate, bilingual pop-culture figures are much better ambassadors for China than any amount of state-backed media ever will be. Think Yao Ming rather than Yang Rui.

• China Digital Times har en god samling artikler om fenqings.

• Her er klip fra Rui’s programmer via Yoku. Og via Youtube.

God, gammeldags, ægte kinesisk sport.

Her er et amerikansk nyhedslag fra 1933, der er året efter Kina deltog i OL for første gang. Indslaget er i sort/hvid og med en klassisk, amerikansk nyhedsoplæser anno 1932.

Indslaget viser kinesere, der konkurrerer i nogle af de traditionelle kinesiske sportsgrene som bueskydning og hackysack.

Det lille klip må være fra de Nationale Lege i 1933.

Dengang forsøgte den daværende republikanske regering at samle og opbygge en nation. Et af værktøjerne var den fysiske træning. Eller tiyu (体育). Blandt andet laver de et sportsstævne for hele Kina. Det har der været før, men stævnerne har været arrangeret af de udenlandske missionærer, der bragte vestlig sport til Kina.

De tredje Nationale Lege i 1924 er de første, der er organiseret af kinesere uden hjælp fra udlændinge. Legene er store. Effektive og nationalistiske. Moderne. Og det er første gang, at kvinderne også er med til legene. I alt deltager der 527 atleter, og der er mellem 40.000-50.000 tilskuere til legene, der bliver indledt med kanonsalutter og flyshow.

Legene er også de første, der har kinesisk kampsport på programmet. På samme tid som vestlige sportsgrene som tennis, golf, volleyball og basketball bliver promoveret gennem legene og i skolerne, da bliver traditionel kampsport genopdaget. I lang tid har den været kritiseret som et levn fra feudal tid. Men her i 1918 dukker Ny Kampsort (新武术 xin wushu) op. Bagmanden er modstander af vestlig sport. Han mener ikke, at udenlandske træningsmetoder har nogen effekt på kinesiske kroppe. Det virker ikke.

Hvis man ser på den liste, der bliver uddelt til atleterne i de Nationale Lege i 1933, giver det et godt billede af, hvilken slags fysisk kultur der bliver promoveret i 1920erne og 1930erne:

1. Stå ikke sent op og gå sent i seng. Stå tidligt op og gå tidligt i seng på faste tidspunkter.

2. Lad være med at være grådig (tantu koufu). Spis mindre og tyg mere.

3. Lad være med at skifte mellem at være flittig og doven. Giv ikke op.

4. Vær ikke bange for udfordringer. Lad dig ikke skræmme af modgang.

5. Stå ikke tilbage for alt kæmp om sejren, gør en indsats (gongfu), hav en ærlig færdighed.

6. Lad være med pludseligt at haste dig. Afmål din styrke.

7. Drik ikke alkohol og ryg ikke cigaretter. Gå ikke efter rigdom og berømmelse.

8. Begær ikke kvinder og giv ikke efter for seksuelle lyster.

9. Vær ikke grådig efter penge og materielle ting. Vær ærlig.

10. Planlæg ikke at bryde reglerne og vinde ved held. Hav respekt for den sportslige etik og reglerne for konkurrencen.

Der kommer snart mere om sport og Kina her på bloggen.

Kineserne har længe spurgt sig selv om, hvad der kommer til at ske under åbningsceremonien. Det var en hemmelighed. Som det altid er ved et OL uanset om det foregår i Athen, Sydney eller Beijing.

Men i sidste uge gik det galt. En sydkoreansk tv-station var inde i Fuglereden for at teste stationens udstyr, og de valgte at filme noget af prøverne, som de også sendte på sydkoreansk tv. Forståeligt nok er BOCOG ikke specielt glade for det indslag.

Det har endnu en gang fået nogle vrede kinesere – mest af alt den yngre af slagsen, der nok bruger lidt for meget tid på deres lokale wangba – til at brøle om, hvordan deres nationale stolthed er blevet sparket på.

»De lorte sydkoreanere, de er klammere end japanerne. Fuck, lort, en dag kommer vi og knalder dem,« som en af de opbyggelige kommentarer lyder.

»Et åndssvagt land med åndssvage folk… Alle mænd er små og har kyllingeøjne og de råber altid,« lyder det her.

For den slags nationalister handler OL ikke om sport, ædel kappestrid og globalt venskab (eller for den sags skyld om sponsorer, markedsføring og kontrakter). Det handler om at vise, hvordan Kina efter et par århundreder i mølposen igen er back in business, og hvordan verdens ældste civilisation version 2.0 igen er i stand til at give et hvilket som helst land en diplomatisk eller militær Olfert, hvis ikke man passer på.

For som altid er det ikke bare, som i det her tilfælde, en sydkoreansk tv-station, der modsat gængs praksis og på trods af alle ned- og uskrevne regler vælger at vise billeder af åbningsceremonien. Nej, det er den samlede sydkoreanske befolkning, der valgte at gøre det for at træde på kinesernes følelser.

Den slags nationalister finder man i alle lande. Og hvad så?

Jeg tror ikke, at man skal blæse det op og gøre det værre end det er. Men på den anden side set har der været mange nationalistiske protester i de seneste måneder. Nogle af dem, for eksempel dem mod Frankrig, har været ret vedholdende og stærke. Kigger man over de seneste år, er det især protesterne mod Japan, der springer i øjnene. Nogle gange bruger partistaten også nationalisterne. Som for eksempel med protesterne mod Frankrig, der indtil et vist punkt fik lov til at folde sig ud, indtil partistaten trak i håndbremsen.

Derfor er der al mulig grund til lige at holde øje med, hvad det er nationalisterne går og pønser med. Uden dog at blæse det alt for meget op.

Det amerikanske reklamebureau TBWA Worldwide har fået problemer i Kina. Det viser sig nemlig, at bureauet er godt i gang med at bearbejde Kinas internationale image. På to ret forskellige måder.

På kontoret i Beijing har man lavet en kampagne for Adidas, der fokuserer på kinesisk stolthed, og som har stærke kinesiske atleter, der bakkes op af horder af fans.

På samme tid arbejdede kontoret i Paris på en kampagne for Amnesty International. Som viser sønderbankede kinesiske atleter, der tortureres af myndighederne.

Amnesty International har ellers droppet reklamen, fordi deres OL-kampagne går ud på at sende et budskab om positive forandringer i Kina. Men de gav TBWA lov til at vise reklamen en enkelt gang, så den kunne deltage i konkurrencen 2008 Cannes Lions International Advertising Festival, hvor den vandt en bronzemedalje.

I hovedkvarteret i New York kendte man ikke noget til reklamen.

»Hvis TBWA’s ledelse havde vidst noget om denne kampagne, så ville den ikke have fået lov til at deltage i konkurrencen, for den ville aldrig være blevet lavet,« siger Tom Carrol, der er chief executive fra TBWA Worldwide til Wall Street Journal.

Miseren har fået flere kinesere til at tale om en boykot af TBWA og deres kunder.

»Boykot dem. Ingen kompromis. Fra i dag vil jeg aldrig købe et produkt, som TBWA har lavet reklamer for,« skriver brugeren “sort flodhest” på internetforumet Tianya.cn, der er et af Kinas mest populære fora.

En anden skriver:

»Hvorfor Frankrig? Hvorfor altid Paris?«

For det har især vakt opmærksomhed, at der endnu en gang er franskmænd i hovedrollen. De kinesiske nationalister føler sig nemlig endnu en gang stødt på den patriotiske ære.

Den olympiske fakkel havde en turbulent tur gennem gaderne i Paris i april, og det fik fornærmede kinesiske forbrugere til at boykotte franske produkter og virksomheder. Blandt andet den franske supermarkedskæde Carrefour. Langt de fleste forbrugere ændrede dog ikke deres indkøbsvaner, og gassen gik hurtigt ud af boykotten.

Udenlandske journalister får dødstrusler. Den kinesiske regering fordømmer vestlige medier. Kinesiske kilder tør ikke længere at tale med vestlige journalister.

Sådan ser det journalistiske klima ud i Kina lige nu. Da Beijing fik tildelt OL lovede de, at udenlandske journalister ville have frihed til at dække, hvad de ville. Det løfte har de gentaget flere gange:

“Foreign journalists will not limit their activities to the Games themselves. They will also cover politics, science, technology and the economy … the ‘related matters’ … actually expands the areas on which foreign journalists can report.”

Sådan sagde Liu Jianchao, der er talsmand for udenrigsministeriet, i december 2006.

Og sådan er det ikke gået.

Omverdenen protesterede højlydt over urolighederne i Tibet, og det fik den olympiske fakkels tur rundt i verden til at blive en fiasko. Med protester i London og Paris, en afkortet tur til San Fransisco, hvor faklen måtte gemme sig i et stormagasin og endelig blev den også mødt med protester under rundturen her i Asien.

Protesterne over Kinas brud på menneskerettighederne og situationen i Tibet voksede, og svaret fra den kinesiske regering var en fordømmelse af de udenlandske medier og journalsiter. På samme tid som nationalisterne glemte alt om hadet til de normale arvefjender Japan og USA og i stedet kastede sig over det nye offer Frankrig.

Min kollega her på kontoret, Kathleen E. McLaughlin, der er korrespondent for BNA i Washington, har skrevet en god analyse til American Journalism Review.

Et eksempel på dødstruslerne kommer fra AP’s bureauchef Charles Hutzler:

Early in April, after returning from a government-chaperoned reporting trip to the aftermath of demonstrations in the Tibetan capital, Lhasa, Associated Press Beijing Bureau Chief Charles Hutzler started getting harassing calls on his mobile phone. For five or six days, 20 to 30 calls rolled in every hour (except during lunch and dinner and late at night), with a nearly equal number of text messages. Most passed on petty insults and patriotic curses; some threatened to kill him. Though he stopped answering his cell phone and switched to a backup line, Hutzler says the several callers he did talk to shared one thing: They hadn’t read anything he had written.

At least 10 foreign journalists working in China have been the target of death threats since March, according to Melinda Liu, a Newsweek journalist and president of the Foreign Correspondents Club of China. No arrests have been made.

Som Melinda Liu, der er journalist på Newsweek og formand for Foreign Correspondents Club of China (FCCC) siger, har der været mindst ti tilfælde hvor journalister har modtaget dødstrusler. Melinda Liu håber på, at de kinesiske myndigheder vil tage dødstruslerne alvorligt og efterforske dem:

“I hope authorities will realize it’s in their interest to investigate death threats against foreign media, because such threats violate Chinese laws. It’s appalling that Chinese citizens can get away with threatening to kill foreigners. What kind of message does that send to the world, with the Olympics little more than [weeks] away?” The tidal wave of anti-international-media sentiment is not a huge surprise to foreign journalists who live and work here; they’re well aware that public opinion is fickle and often shaped by government control of information. The international media have always been somewhat scorned for criticizing China, but they were generally seen as fair. Now, journalism professors here say, many residents feel the Western press is as bad as or worse than the Chinese media.

Hvordan vil det så gå, når der kommer 20.000-30.000 udenlandske journalister til Beijing i august? Kinablog.dk’s ydmyge redaktør havde for nylig en længere udveksling af e-mails med Øjvind Hesselager, der har skrevet en artikel “OL eller EJ?” til fagbladet Journalisten. Jeg er kort sagt bekymret for, hvad der vil ske, når så mange journalister kommer til Kina. Hvoraf mange aldrig har været her før.

Et godt råd:

Veteran China correspondents advise visiting reporters to study before they arrive and to be prepared for delays, not to say chaos. Most say it’s important to remember that Chinese people are not all of a single mind.

“China is not a monolith, and things can change quickly,” Liu says. “Be prepared for a reality much different than what you imagined – no matter what it is that you imagined, good or bad.”

Mit kontor her i Beijing ligger i ambassadekvarteret i Sanlitun. Det ligger i et diplomatic compound, som er et område med en mur omkring nogle etageejendomme, hvor der mest bor udlændinge og folk som arbejder på ambassaderne.

Forleden kom der en seddel op nede i opgangen. Alle der bor eller arbejder herinde skal nu have lavet et id-kort. For at få det skal man aflevere pasfoto, erklæring om at man arbejder eller bor herinde, det skal være underskrevet og med virksomhedens officielle røde stempel, der skal være en liste over ansatte, og man skal aflevere en kopi af pas og visum.

Det er en lille ting. Men dem har der været mange af på det seneste. Ovenpå de store ting. Hvor de kinesiske myndigheder strammer grebet om udlændinge her i landet.

Prøv at se artiklen om den nye guidebog fra BOCOG, som jeg har skrevet i dagens Berlingske. (Du kan læse hele artiklen her på Berlingske.)

Arrangørerne bag de Olympiske Lege i Kina, Beijing Organizing Committee (BOCOG), er kommet med det de kalder en guidebog over, hvordan udlændinge skal opføre sig under OL. Det er en liste på 57 punkter, der viser, hvad de udenlandske gæster må og ikke må. Selv om listen i øvrigt er skrevet til udlændinge, findes den kun på kinesisk.

I guiden (奥运期间外国人入境出境及在中国停留期间法律指南) står der, at du skal registrere dig på politistationen inden 24 timer. Du må ikke rejse, hvor du vil. Du må ikke have bøger eller lignende, som er kritiske over for Kina, med i tasken. Hvis du har psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme, kan du i det hele taget godt glemme at komme ind i Kina. Kort sagt – velkommen til OL i Beijing.

De 57 punkter er skrevet som spørgsmål. For eksempel som i punkt 13, hvor spørgsmålet lyder: »Hvilke varer og ting må man ikke tage med ind i Kina?«

Svaret lyder blandt andet, at »film, fotografier, optagelser, bånd, videoer, laserdiske, CDer, memorysticks eller lignende medier med indhold som kan være skadelig for den kinesiske regering, økonomi eller kultur« skal blive hjemme.

Til gengæld må man gerne tage sit kæledyr med. Dog højst ét dyr per person.

Et andet af punkterne er, at udlændinge ikke kan rejse frit rundt i Kina. Og hvis man ikke har de rigtige tilladelser, bør man ikke rejse til de områder, hvor udlændinge ikke har lov til at tage hen.

I et andet punkt står der også, at udlændinge altid skal have de »relevante dokumenter« på sig, og at politiet til enhver tid har ret til at tjekke udlændinges pas og andre papirer. Der står også, at man ved ankomsten skal registrere sig på den lokale politistation inden for 24 timer.

I punkt otte står der, at folk med psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme ikke kan komme ind i landet.

Heller ikke hvis man er ude på at lave »forfærdelige, voldelige og omvæltende aktiviteter«. Eller hvis man er ude på at »skade landets sikkerhed«. Det er højst sandsynligt en direkte hentydning til for eksempel menneskeretsgrupper eller pro-tibetanske grupper, som centralregeringen er bange for vil lave demonstrationer under legene.

Hvis man ikke overholder reglerne, og for eksempel deltager i en demonstration, kan man blive fængslet uden retssag.

De voldelige optøjer i Tibet og i naboprovinserne givet dårlig omtale af Kina. Det bredte sig til internationale protester mod den olympiske fakkel, da den var på rundtur i Europa, USA og flere lande i Asien.

På det seneste har myndighederne også strammet kursen over for udlændinge i landet, som jeg har skrevet om tidligere. Politiet standser udlændinge på gaden eller besøger dem i deres hjem for at undersøge pas og visum. Samtidig er det blevet sværere at komme ind i Kina, og det er gået ud over især studerende og forretningslivet, der har protesteret højlydt over de strammere visumregler.

OL ender med at blive et OL for kinesere. Ingen udlændinge. Med mindre de smiler.

Men er den her guidebog egentlig henvendt til udlændinge? Eller er det ren indenrigspolitik? Den er jo kun skrevet på kinesisk. Der er to muligheder.

Den første. Prøv at se den her blog-post. Grundlæggende siger bloggeren, at der kommer flere og flere udlændinge til Kina, og de begår mere og mere kriminalitet. Kina skal stille sig op overfor de kriminelle udlændinge og ikke lade sig kue, men straffe dem hårdt, så Kina kan bevare sin værdighed.

Rendyrket nationalisme. Som i den grad er dukket op i Kina igen de seneste måneder. Det er fortællingen om udlændinge, der udnytter de stakkels kinesere. Hvor Kina er offeret.

Reglerne for BOCOG passer godt ind her. Vi bøjer os ikke for udlændingene.

Den anden mulighed er, at BOCOG simpelthen ikke har tænkt på, at de færreste udlændinge læser kinesisk, og at det derfor kunne have været smart, at lave den på engelsk.