» Nationalisme

For tre uger siden var de kinesiske nationalister sure på USA. Nu er de så sure på Frankrig. Om tre uger er det måske et andet land. Her er en kort opsummering over nogle af de utallige nationalistiske udbrud mod Frankrig.

Udenrigsministeriets talsmand Jiang Yu (姜瑜) sagde på en pressekonference den 15. april:

»Flere kinesere har frit udtrykt deres holdninger og følelser. Alt dette er ikke tilfældigt, og fra fransk side bør man reflektere og tænke over det«.

Den franske supermarkedskæde Carrefour (deres kinesiske hjemmeside) skal boykottes. Der er oprettet en anti-carrefour hjemmeside fordi:

De kinesiske netizens er vrede over det den franske regering og det franske folk gjorde under den olympiske fakkels tur gennem Paris. Blandt andet fordi lokale tv-stationer opfordrede til protester. Fordi faklen blev slukket fire gange af tibetanske seperatister. Fordi franske politimænd ikke gjorde noget for at beskytte faklen. Fordi grupper af franskmænd råbte skældsord mod kinesere. På grund af den franske presses dækning af faklen.

Siden opfordrer også til at boykotte Carrefours ejer, LV, der »har støttet tibetansk uafhængighed«.

Kommentar og underskriftsindsamling fra Tianya:

»Det franske folk og den franske regering ignorerede den olympiske fakkels ånd, og ignorerede det kinesiske folks følelser.«

»Vi opfordrer dig til ikke at tage til Carrefour igen, men tage til andre supermarkeder… Kina skal ikke forhånes.«

Ifølge en artikel fra Beijing Avis (新京报) er internetbutikker og hjemmesider er begyndt at sælge anti-Tibet-uafhængigheds t-shirts.

»De forpulede vestlige medier taler alle som en hunds ildelugtende prutter, og de har slået sig sammen om at splitte Kina.«

(西方媒体喜欢放TM狗臭屁,他们成帮结伙沆瀣一气,要把从我们中国分裂出去)

Sådan lyder to af linjerne i en sangtekst, der hedder »Vær ikke som CNN«, og som er skrevet af en 20-årig pige. Hun er en af de mange frustrerede kinesere, der mener, at Kina bliver uretfærdigt behandlet i de vestlige medier, der ignorerer den sande historie om Tibet og dæmoniserer Kina.

Frustrationen og vreden har ført til anti-vestlige sange, videoer og diskussioner på nettet og i landets medier. Det har ført til dødstrusler mod flere vestlige journalister. Og internetbrugere er ved at organisere en boykot af Frankrig og franske virksomheder.­

Det er især de kinesiske nationalister, der står bag de anti-vestlige protester. Det er svært at sige, hvem nationalisterne egentlig er. Om det er grupper eller individer, og hvor godt organiserede de er. Men de fleste af de vrede kommentarer kommer fra yngre mennesker, siger Johan Lagerkvist, der kommer fra Utrikespolitiska Institutet i Stockholm, hvor han forsker i kinesisk nationalisme.

Lagerkvist mener, at det er svært at finde ud af, om de har forbindelse til staten:

»Vi ved ikke, hvor stor en rolle staten spiller i det her. Mange af protesterne virker ordnede og strømlinede, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan de går i samme retning,« siger Johan Lagerkvist.

For det er regeringen og de statskontrollerede medier, som styrer den offentlige mening, påpeger Johan Lagerkvist:­

»Vi skriver foråret 2008. Vi troede, at internettet og den nye teknologi ville gøre en ende på diktaturers kontrol over nyhedsstrømme. Men kineserne er i en informationsboble, hvor de er enige i det, som regeringen siger.«

Han mener, at staten til enhver tid har ressourcerne til at standse protesterne. Men det sker ikke. Dermed blåstempler staten de mange protester.

Såsom »Vær ikke som CNN«. Der findes en anden version af sangen, der er mindre grov i sproget. Og der er lavet en video til den, som blandt andet ligger på YouTube og på den statslige TV-station CCTVs hjemmeside. Den bliver sunget af en 24-årig og – indtil nu – ukendt popsanger og er hurtigt blevet til en af de mest populære videoer på det kinesiske internet.

I videoen er der fotografier fra urolighederne i Lhasa og skærmbilleder af de vestlige mediers hjemmesider. Billeder som ifølge de kinesiske kritikere dokumenterer, hvordan de vestlige medier har manipuleret historierne og fotografierne fra Tibet.

Et af billederne er et skærmbillede fra CNNs hjemmeside, der viser en artikel om urolighederne og et medfølgende billede. Måden billedet er beskåret på ændrer hele historien, mener de kinesiske kritikere.

CNN mener selv, at der blot er tale om almindelig billedredigering.

Flere gange har der dog også været rene fejl i de vestlige medier, der f.eks. nogle gange har haft svært ved at kende forskel på Tibet og det republikanske land Nepal, der ligger på grænsen mellem Indien og Tibet. Den fejl begik man også på den tyske TV-station RTL, der har undskyldt­ fmiseren.

Spørgsmålet er så, om det alt i alt ændrer på indholdet i artiklerne og historien om urolighederne i Tibet. Det mener kritikerne.

Situationen er blevet så tilspidset, at flere udenlandske journalister har modtaget dødstrusler. For eksempel USA Today, den britiske avis Times og ikke mindst CNN, der måtte flytte ud af deres normale kontorer og i sikkerhed på et af Beijings bedre hoteller.

CNN er i det hele taget blevet udråbt til syndebuk, og en student har lavet en hjemmeside, der hedder www.anti-cnn.com. Den skal afsløre de vestlige mediers »løgne og forvanskninger«.

Det blev ikke bedre, da en af TV-stationens kommentatorer, Jack Cafferty, kaldte kinesiske produkter for noget »skrammel« og kineserne for »slyngler og banditter«. Det fik det kinesiske udenrigsministerium til at forlange en undskyldning. Den kom i går. Det var de kinesiske ledere, han kritiserede, ikke det kinesiske folk, lød det fra CNN.

Det har nu ikke dæmpet tonen i landets medier og på internettet. For eksempel ændrer kinesere i massevis deres ikoner på Microsofts chat, MSN, til »I Love China«. På Facebook er der en gruppe, som hedder »Tibet WAS, IS and ALWAYS WILL BE a part of China«. Den 5. april havde den 37 medlemmer. I dag har den over 22.000 medlemmer.

Men det er ikke kun CNN, det går ud over. Internet-brugere forsøger også at få gang i en boykot mod Frankrig. Som en kommentar på et af Kinas største fora lyder: »Det franske folk og den franske regering ignorerede den olympiske fakkels sjæl og ignorerede det kinesiske folks følelser.«

Det går især ud over den franske supermarkedskæde Carrefour. Den hedder Jialefu på kinesisk, og nu er der også en www.anti-jialefu.cn hjemmeside.

En af kommentarerne på et af Kinas største fora lyder: »Vi hader ikke supermarkedet, men den franske regering og det franske folk.«

:: Du kan læse papirudgaven af artiklen her på Berlingske

:: Billedet er et skærmdump fra CNN, der de seneste uger har cirkuleret på det kinesiske internet. De kinesiske kritikere mener, at beskæringen ændrer og forvrænger hele historien og kalder det for manipulation.

Nationalismen er ved at blive banket op i højeste gear i Kina. Den her video er et godt billede på det verdenssyn nationalisterne har.

Der er ikke mange fakta. Det er følelser. Med Kina i offerrollen og Vesten som udbytter.

Imperialismen er ude på at ødelægge Kina. Den vestlige kapital satte sig på kontrollen over den kinesiske økonomi, og der blev spekuleret i det kinesiske aktiemarked. De udenlandske “varme penge” (热钱) væltede ind i markedet, og det fik almindelige folk til også at investere. Men så trak den udenlandske kapital sig ud af markedet, og aktiekurserne gik skarpt nedad. Og så videre.

Der tales om ond-sindede konspirationsteorier, om at gøre kineserne til slaver og om at Vesten hælder deres økonomiske problemer ned i Kina.

Svaret er selvfølgelig et stærkt Kina, der går til modangreb. Som der står til sidst: “Vi elsker vort moderland, vi elsker frihed”.

Hvad er det egentlig krisen i Tibet handler om? Her er artikler om Tibet, der er gode, velskrevne og læsværdige. De er værd at bruge ti minutter af din dag på.

Far Eastern Economic Review har fundet tre artikler frem fra arkiverne, hvor de rapporterer fra urolighederne for 49 år siden. Det var de uroligheder, der drev Dalai Lama og hans regering i eksil i Indien i 1959.

Foreign Policy har interviewet Robert Barnett, der er ekspert i Tibet og professor på Columbia University. Han er forfatter til bogen “Lhasa: Streets with Memories”. Interviewet hedder “Seven Questions: What Tibetans Want”.

Det første spørgsmål lyder:

Foreign Policy: What does the average Tibetan want? Is it independence, or a greater share of Tibet’s modernization and economic growth, which has been dominated by Han Chinese?

Robert Barnett: Not really either of those things. We have to be very careful not to confuse exile politics, which is a demand for anti-China this and anti-China that, with internal politics, which is much more pragmatic, complex, and sophisticated.

A very important sector of Tibetans have become very wealthy because China has poured money into creating a middle class in Tibetan towns, though there hasn’t really been a dividend for the countryside and the underclass. So, we can’t explain this as just economic modernization. We could explain the violence against the [Han] Chinese in that way. It could have to do with that. But the violence is present in just one demonstration out of 50 in the past two weeks.

These protests are really about two things: A huge sector of the rural population has said, “Tibet was independent in the past. We reassert that belief. That doesn’t mean we demand that it be independent again, but we are reinserting that into the discussion.” And, “The Dalai Lama represents our interests.” I suppose a possible third thing is, “We are certainly not happy with Chinese President Hu Jintao.” This is a huge political statement that nobody anticipated.

Robert Barnett har også skrevet en god artikel om krisen på OpenDemocracy.

En anden læsværdig artikel er fra det amerikanske magasin The Atlantic. Den er fra 1999 og hedder “Tibet Through Chinese Eyes”:

Political views on Tibet tend to be as unambiguous as the hard blue dome of sky that stretches above its mountains. In Western opinion, the “Tibet question” is settled: Tibet should not be part of China; before being forcibly annexed, in 1951, it was an independent country. The Chinese are cruel occupiers who are seeking to destroy the traditional culture of Tibet. The Dalai Lama, the traditional spiritual leader of Tibet, who fled to India in 1959, should be allowed to return and resume his rule over either an independent or at least a culturally autonomous Tibet. In short, in Western eyes there is only one answer to the Tibet question: Free Tibet.

For Han — ethnic Chinese — who live in Tibet, the one answer is exactly the same and yet completely different. They serve what the Chinese call “Liberated Tibet.” Mei Zhiyuan is Han, and in 1997 he was sent by the Chinese government to act as a “Volunteer Aiding Tibet” at a Tibetan middle school, where he works as a teacher. His roommate, Tashi, is a Tibetan who as a college student was sent in the opposite direction, to Sichuan province, where he received his teacher training. Both men are twenty-four years old. They are good friends who live near Heroes Road, which is named after the Chinese and Tibetans who contributed to the “peaceful liberation” of Tibet in the 1950s. This is how Mei Zhiyuan sees Tibet — as a harmonious region that benefits from Chinese support. When I asked him why he had volunteered to work there, he said, “Because all of us know that Tibet is a less developed place that needs skilled people.”

:: Billedet er fra Wikipedia og forestiller den nuværende Dalai Lama som dreng

Jeg fik ikke linket til Nicholas D. Kristof’s klumme i New York Times den 3. april. Bedre sent end aldrig.

Han mener ikke, at en total boykot af OL er vejen frem. En boykot af åbningsceremonien kan derimod være en løsning, skriver han:

The best answer is: Postpone the decision until the last minute so as to extort every last ounce of good behavior possible out of the Chinese government — on Darfur as well as Tibet. But at the end of the day, if there have been no further abuses, President Bush should attend — for staying away would only inflame Chinese nationalism and make Beijing more obdurate.

Læs hele klummen her og se også diskussionen og kommentarerne på hans blog.

Gamle Wang står på et stille gadehjørne i Beijing og nyder solen og varmen. Kigger på cyklerne og bilerne. Står og sludrer med damen, der sidder på en kasse ved siden af sin lille frugtbod. Han vil ikke fortælle hele sit navn, men siger, at vi bare kan kalde ham »Gamle Wang«. Og jo, han har da læst om protesterne i London og Paris.

»Det er ikke godt. Det er de tibetanske separatister, som står bag demonstrationerne. De forsøger at løsrive Tibet fra Kina, og gøre det til et selvstændigt land. Men politiet arresterede dem, og resten af fakkeloptoget gik godt,« siger den pensionerede officer, Gamle Wang, og ryster opgivende på hovedet. Han er sikker på, at det amerikanske politi vil have styr på demonstrationerne på dens rute gennem San Francisco, og han tror ikke, at demonstrationerne vil få nogen større betydning for OL.

Dermed ligger han sig helt på linje med den historie, der bliver fortalt i stort set alle de kinesiske medier om faklens turbulente tur gennem London, Paris og San Francisco. For eksempel som der står i en leder fra det officielle nyhedsbureau Xinhua:

”Selvom de tibetanske separatister havde valgt flere forskellige skadelige metoder til at forstyrre fakkeloptoget, endte de med at blive slået ned af politiet, sendt i fængsel og fordømt af de lokale”.

I lederen står der også, at faklen er et vigtigt symbol på den olympiske ånd, og at ethvert forsøg på at forbinde den eller OL med politik vil mislykkes:

”Med stærk opbakning fra moderlandet Kina, med den enorme støtte fra kinesere i udlandet og med hele verdens forståelse vil de tibetanske separatisters plot mod Kina og de Olympiske Lege være dømt til at mislykkes”.

Det er umuligt at vide præcist, hvad de 1,3 milliarder kinesere synes om de vestlige demonstrationer. Men Gamle Wang er måske en af de mere moderate kinesere. I hvert fald hvis man kigger på internettet. Her er der gennem de seneste dage blevet skrevet utallige anti-vestlige kommentarer på fora og blogs, der fordømmer Vesten og demonstranterne i langt højere grad end man kan se i de statslige medier.

For eksempel på Tianya, der er et de største og mest populære fora i Kina. I går tirsdag var det ved at boble over af harme og vrede kommentarer. På forsiden af hjemmesiden var der i alt 45 poster. De 37 af dem handlede om demonstrationerne. Som det også gjorde i mange andre fora, som for eksempel på China.com:

”De fleste af demonstranterne i London og Paris var vesterlændinge, der aldrig har været i Kina. Men alligevel er de imod Kina og at Kina udvikler sig. (…) Kineserne har store forhåbninger til OL. Men anti-Kina er deres eneste mål. Det tibetanske spørgsmål er blot deres undskyldning og Dalai Lama er en brik i deres skakspil”.

Den seneste tid er de vestlige medier også blevet stærkt kritiserede i Kina, for at være dobbeltmoralske og have en ensidig dækning af OL og konflikten i Tibet.

Såsom denne kommentar. Den er skrevet af en kineser, der studerer i Frankrig og som var taget af sted for at se faklen i Paris. Studenten kommer med en ordentlig fanfare:

“Jeg forstår ikke, hvorfor så mange franskmænd har sluttet op om de anti-kinesiske protester. (…) En gammel fransk dame pegede på mig og fordømte kineserne som mordere. Jeg spurgte hende, om hun var klar over, at det denne gang var tibetanerne, der startede ildspåsættelserne og at det var rettet mod Han-kineserne. Hun svarede, at det alt sammen var propaganda fra Kinas Kommunistparti. Da gik det op for mig, hvor forfærdelig mediernes magt kan være. De vestlige medier siger altid, at kommunistpartiet har hjernevasket kineserne. Men ud fra det jeg har set, har de franske medier og den franske regering ikke også hjernevasket det franske folk? Når de råber ad os og kalder os for mordere, er det så ikke en anden sag? I dag går de på gaden for at demonstrere for fred og frihed. Men når jeg ser på deres ansigter, viser de os, at det kun gælder for franskmændene. Hvis kineserne er uenige med dem eller ikke følger deres regler, kan de bare tage tilbage til Kina!”

”Der var ingen vestlige medier, som ville interviewe os. Vi skreg alt hvad vi kunne, men der var ingen vestlige tv-stationer, der spurgte os om vores følelser. De ville kun interviewe vesterlændingene ved siden af os. Hvis de kom med svar, der var pro-kinesiske, stoppede de med at interviewe dem. Hvis de kom med svar, der var anti-kinesiske blev de ved med at spørge dem, indtil de fik et tilfredsstillende svar”.

“De fortalte os om, at medierne var retfærdige og objektive, og de fortalte os om ideerne om frihed og retfærdighed. I dag gik det op for mig, at de smukke ideer kun gælder for dem selv og deres egne regler. Jeg føler mig så fremmed fra det, selvom jeg er midt i det. Franskmændene råbte ad os og bad os tage tilbage til Kina. Ja, det er på tide at tage tilbage til Kina. Kun når Kina bliver virkeligt stærkt, kan vi for alvor vinde deres respekt. Jeg vil ikke blive her for at betale skat til franskmændene der overhovedet ikke arbejder”.

Men det er langt fra alle, der går op i det med olympiske fakler. Lidt længere nede ad gaden, hvor Gamle Wang står og nyder solen, sidder der en 20-årig mand på en snusket stol. Han passer sin butik, der er et lille skur, hvor der står kasser med æbler, mandariner, tomater, ananas og jordbær på gaden foran skuret med youghurt og store sække med nødder og kerner.

»Jeg læser ikke så meget aviser og ser heller ikke rigtigt fjernsyn. Jeg ved, at der sker noget. Men ellers ikke,« siger han, og ligner ikke en, der har tænkt særligt meget over OL.

Faklens tur gennem San Francisco var en gnidningsfri succes. I hvert fald hvis man læser i de kinesiske medier.

Billedet er en anelse anderledes i de vestlige medier, som man kan læse utallige steder. For eksempel i New York Times og på BBC.

:: Artiklen blev bragt i Berlingske i går, og du kan læse den kortere avis-version her

ESWN har oversat en post fra en kineser, der arbejder i en virksomhed i Tyskland, og som efter sigende har boet der i to år. Kineseren fortæller om diskussionerne med sine kolleger på kontoret. Det er interessant læsning. Det viser hvordan denne kineser, der bor i Vesten og har adgang til al den information, man måtte ønske sig, ser på krisen i Tibet.

Kineseren beskriver også en diskussion om censur på internettet. Kineseren mener ikke, at Tyskland på nogen måde er bedre end Kina:

Then I said, “We live in Germany but we actually don’t have any freedom of speech. Recently, Germany has blocked many of our discussion forums. We cannot communicate directly with the Chinese people over the Internet.”

Et argument man ofte hører blandt kinesere er, at den vestlige presse altid er negative over for Kina. Hvorfor skriver i ikke nogle positive ting om Kina og viser nogle smukke billeder, har jeg hørt flere gange.

Men der er altså forskel på at være negativ og på at være kritisk. Ofte tror kineserne, i hvert fald dem som jeg og mine kolleger og venner har talt med om det her, at den vestlige presse kun er kritisk over for den kinesiske regering og ikke over for mediets egen regering.

Derefter kan man så også diskutere, hvor meningsfyldt det overhovedet er at tale om en samlet, vestlig presse, og dermed hælde Randers Amtsavis, Helsinkin Sanomat og New York Times i den samme kategori.

Et andet argument jeg ofte hører fra kinesere er, at hele verden har rottet sig sammen mod Kina. Noget i stil med det her:

I said: “China is developing rapidly now and the western nations are scared and uneasy. Therefore, everybody is against China. I have been in Germany for two years, and I have not read a single piece of good news about China. China is always wrong in everything that it does. Do you feel that such a grand country can do nothing right?”

Som jeg har skrevet om utallige gange tidligere her på kinablog, er det ikke altid, at den vestlige presse rammer plet i dækningen af Kina. Nogle gange tenderer det en lidt sorth/hvid dækning. Som for eksempel da kineseren så et billede fra det kinesiske nytår i en tysk avis:

Underneath a photo of fireworks going off, the caption was: “Fireworks. Not allowed everywhere in China.”

According to our logic, it was for our safety. According to their logic, it was because there are no human rights in China …

Ligesom man tit i den danske presse hører om Forbuds-Sverige, på samme måde hører man også tit om Forbuds-Kina. Men det er heller ikke lovligt at fyre raketter af til nytåret i for eksempel Paris. Og hvordan er det nu lige de danske regler for fyrværkeri er? Hvordan ville de danske myndigheder reagere, hvis man en onsdag formiddag stillede sig op på Rådhuspladsen i København for at fyre et par hundrede raketter af?

Japaner. Det er ikke nogen kompliment, hvis det kommer fra en kineser.

For nogle år siden boede jeg i Nanjing. En kold vinterdag stoppede tre kinesiske piger mig på gaden. De studerede sociologi på Nanjing Universitet, forklarede de, og var i gang med en undersøgelse om, hvad udlændinge vidste og syntes om japanernes massakre i Nanjing (南京大屠杀: Nanjing Datusha) i 1937, hvor op mod 300.000 kinesere blev dræbt.

Et af spørgsmålene gik på, om massakren var mindre, på samme niveau eller værre end Holocaust.

Egentlig er det jo umuligt spørgsmål at svare på. For hvordan vejer man et menneskes liv? Hvor meget værre er seks dræbte overfor tre dræbte? Endnu værre bliver det, når vi taler om de her uhyrlige summer med hundredetusinder og millioner af ofre.

Men der er kun et eneste rigtigt svar: Massakren i Nanjing var langt værre end Holocaust. I hvert fald ifølge flere kinesere, som jeg har hørt argumentere for det.

Det viser noget om, hvor dybt hadet til Japan stikker. Prøv at sammenlign de to begivenheder.

Holocaust var en industrialiseret udryddelse af jøder, der gennem flere år blev udført af gerningsmændene ved fuld bevidsthed. Mellem 6-11 millioner jøder blev udryddet.

Massakren i Nanjing foregik over cirka seks uger. Det var trætte og udsultede japanske soldater, der troede de skulle få uger i kamp men mødte hårdere modstand end forventet, og de havde nu kæmpet i månedsvis. Her kommer de så til Nanjing. Der ligger næsten totalt blottet. Hvor der ingen er til at beskytte kvinderne og pigerne. Hvor mændene ikke har våben. Og hvor japanerne kan rase ud i en ugelang blodrus. Mellem 50.000-300.000 blev dræbt.

Det er ikke for at forsvare japanernes ugerninger. Og man kan sagtens diskutere, om den japanske regering har undskyldt for ugerningerne. Men kineserne har en blind plet, når det kommer til Japan, hvor ting kan fordrejes, bøjes og vrides ud af proportioner i hadet til Japan og i trangen efter på alle måder at fremstille japanerne som det usleste skum.

På den anden side tror jeg ikke, at danskerne ville have reageret anderledes, hvis tyskerne under Anden Verdenskrig var gået amok på samme måde i for eksempel Fredericia. Der er stadig danskere i dag i alle aldre, der har et anstrengt forhold til tyskere på grund af krigen.

Den 13. december var det så 70 år siden japanernes ugerninger. Derfor blev den kinesiske mediemaskine også sat i højeste. Det skrev jeg en artikel om i Berlingske Tidende, som du kan læse her.

Her skriver jeg om, hvordan massakren i Nanjing i årevis var forsvundet fra den offentlige hukommelse. Men i begyndelsen af 1980erne og især i 1990erne genopfandt partistyret nationalismen i Kina.

Det kræver helte og skurke. Ofre og bødler. Her var massakren i Nanjing perfekt.

:: Billedet viser kinesere, der bliver levende begravet

:: Det er absolut ikke svært at finde artikler om massakren på kinesisk, men du kan jo prøve at læse her, her, her, her. og her.

Det var Kinas Kommunistparti, der efter episoden på Tiananmen i 1989 genopfandt nationalismen i Kina. Der var brug for noget, der kunne lime nationen sammen i en tid, hvor udlandet lagde hårdt pres på Kina, og hvor forskellene i livsstil og levestandard blev stadigt større.

Samtidig har den kommunistiske ideologi fået åndedrætsbesvær. Men hvordan skal Kinas Kommunistparti så legitimere sig over for befolkningen? Jo, afløseren for kommunismen er nationalisme.

Men i dag er der stor forskel på partistatens nationalisme og den folkelige, der ofte er både mere følelsespræget og kontant. De to former for nationalisme er ofte i strid med hinanden.

Det har den svenske sinolog Johan Lagerkvist, der er forsker ved Utrikespolitiska Institutet, skrevet en artikel om i instituttets nye nummer af Internationale Studier.

Den læsværdige artikel, der giver et godt overblik over kinesisk nationalisme i dag, hedder “Kinesisk nationalism – en svår balansgång for regimen”.

Hvad bunder nationalismen i og hvor får den næring fra? Jo, for det første i forholdet til Japan. Det japanske militærs ugerninger under 2. verdenskrig er alt andet end glemt i Kina. Samtidig er der ved at opstå en ny form for rivalisering mellem de to nationer. Kina vokser og dermed er hanekampen om politisk og økonomisk indflydelse i Asien gået igang.

Dernæst finder den næring i forholdet til USA. Mange kinesere mener for eksempel, at amerikanerne er nærmest arrogante i deres belæring om menneskerettigheder. På samme tid som de i øvrigt selv holder Abu Ghraib kørende i deres egen baghave.

Som tredje punkt på listen kommer Taiwan og især Chen Shui-bian, som nationalisterne mener kun er ude på at splitte det stærke Kina.

Hvad er så forskellene på den statslige og folkelige nationalisme?

Partistatens nationalisme er instrumentel. Den er beregnende. Den folkelige nationalisme er derimod impulsiv og båret af følelser. Se for eksempel på studenterdemonstrationerne mod Japan i 2005, hvor staten i den grad havde helt andre interesser end de folkelige nationalister, der var en klar trussel mod styret i Beijing.

:: Internationale Studier koster 80 svenske kroner og det kan anbefales til alle, der interesserer sig for udlandsstof. Denne gang er der eksempelvis artikler om Sarkozy, valget i Kenya og om kvinder i krig.

Forholdet mellem Taiwan og Kina er ikke specielt godt lige for tiden. Politikerne hvæser ad hinanden, og de to landes militær benytter enhver lejlighed til at puste sig op og måle størrelsen på hinandens missiler.

For eksempel i går den 10. oktober hvor Taiwan benyttede ø-styrets nationaldag til at holde den første militærparade siden 1991.

Pudsigt nok var det også i går, at Kina kom med nyheden om, at landet har udviklet et nyt radarsystem, som supplement til dets jord-til-luft missiler. Endelig kom det også frem i går, at Kina har forfremmet fire generaler, der i årevis har stået for landets militærstrategi mod Taiwan.

Men hvor stor er risikoen for krig? Vil Kina ryge i kødet på Taiwan? Og dermed på USA. Der så igen trækker Europa og dermed Danmark med ned i suppedasen.

Det tror jeg ikke, at der er nogen større risiko for. Jo, Beijing vil genforenes med Taiwan, men det står ikke øverst på ønskesedlen.

Det gør økonomien derimod. Det er en klar førsteprioritet. Lederne i Beijing vil gøre alt for at bevare de høje vækstrater, for det er den gode økonomi, der holder Kinas Kommunistparti ved magten. Så længe partiet kan levere varen, vil det også beholde magten.

På andenpladsen står den sociale uro, som Beijing skal have kontrol over. Mere eller mindre organiserede optøjer er blevet hverdag. Antallet af uroligheder på landet og i byerne stiger ifølge de officielle statistikker år for år. For eksempel er Kina plaget af en massiv arbejdsløshed blandt nyuddannede akademikere, der flere gange har ført til optøjer. En god økonomi er en måde at dæmme op for den værste uro.

På tredjepladsen kommer forholdet til nabolandene, der er vigtige markeder for Kina. For eksempel Japan. Der samtidig er en af Kinas værste ærkefjender. Der er nationalister i Kina – som partistaten har svært ved at kontrollere – der gerne så en hårdere kurs mod Japan, og at man helt skar de diplomatiske bånd over. Nationalisterne vil stort set bruge en hvilken som helst undskyldning for at erklære krig mod Japan. Forholdet til naboerne er også vigtigt, fordi de har adgang til ressourcer, som Kina har brug for. For eksempel olie i Centralasien. Og endelig fordi uro i Kinas egen baghave hurtigt kan sprede sig over grænserne. Se for eksempel Burma.

Først på fjerdepladsen kommer genforeningen med Taiwan. En fredelig genforening, vel at mærke.

Kina er ikke interesseret i at bruge magt mod Taiwan. Konsekvenserne ville være alt for store. Udlandets investeringer i Kina ville dykke kraftigt, og Kina ville med det samme rammes af sanktioner, der får sanktionerne efter optøjerne på Tiananmen i 1989 til at blegne. Det vil smadre den gode økonomi, og kaste et isoleret Kina ind i en turbulent fremtid, der vil få taburetten til at vakle kraftigt under partistaten. Den risiko er Zhongnanhai ikke parat til at tage.

Kina er faktisk ikke engang i stand til at invadere Taiwan. De har missiler, der kan ramme ø-staten, men de har ikke materiel – ordentlige landgangsbåde, for eksempel – til at invadere Taiwan.

Eller hangarskibe, for den sags skyld. Undtagen et 20 år gammelt halvfærdigt russisk hangarskib, der lige har fået et nyt lag maling, og som måske/måske ikke bliver færdigt om nogle år.

Eller ubåde. Som Kina de seneste år har investeret kraftigt i. Men der er stadig lang vej endnu, før det udgør en seriøs trussel mod USA’s flåde.

Kina har heller ikke nogen elitestyrke, der kan sættes ind over alt i verden i løbet af få timer eller dage. Som for eksempel USA og NATO har. Kina har ikke en gang en elitestyrke, der i løbet af få timer kan sættes ind et hvilket som helst sted i Kina. For nylig holdt Kina en militærøvelse, der blev udråbt som den største og mest realistiske nogensinde. Problemet var bare, at soldaterne kom frem med almindelige tog og rutefly. Ikke videre realistisk når soldaterne er afhængige af mere eller mindre offentlige transportmidler.

Så hvad sker der, når Kina har fyret sine 900 styk CSS-6 missiler af i hovedet på Taiwan? Ikke meget. Med mindre det kinesiske militær har købt tilstrækkeligt med flybiletter, og der stadig er afgange til Taipei.

:: Billedet er fra gårsdagens parade, hvor Taiwan også viste sine frømænd (蛙人: waren) frem. Billedet er fra Tom

Hvis man interesserer sig for kinesisk sikkerhedspolitik, bør man læse det amerikanske forsvarsministeriums årlige rapport om det kinesiske militær (åbner i .pdf).

Men hvorfor i alverden skulle man dog interessere sig for, hvad Kina går og køber af krudt & kugler?

Fordi militæret er en forlængelse af den kinesiske udenrigspolitik. Fordi det viser, hvilke ambitioner de kinesiske ledere har. Fordi det viser, hvem der er venner og fjender.

Blandt andet kan man se, at Kina forbereder sig på en konflikt om enten råstoffer eller territorium. Kina har svært ved at få tilstrækkeligt med råstoffer, og man skal længere og længere væk for at finde olie og kul til at holde fabrikkerne kørende. Kina har også flere territoriale konflikter. For eksempel med Japan.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium går reformerne af det kinesiske militær i høj grad ud på, at være i stand til at udkæmpe en kortvarig, intensiv krig mod en teknologisk højt udviklet modstander. Det lyder som en krig mod USA om Taiwan.

I rapporten står der også, at Kina ikke er i stand til at klare længere militære operationer langt væk fra Kina. Men at de “over tid” har et “potentiale” til at kunne konkurrere med USA på den militære scene. Så har man heller ikke sagt for meget. “Over tid” kan jo være både 2, 15 eller 50 år. At bruge ordet “potentiale” er heller ikke ligefrem laserskærende præcist.

Rapporten er ikke et objektivt stykke arbejde. Det er det amerikanske forsvarsministerium, der afleverer den til den amerikanske kongres, så rapporten er i høj grad et politisk stykke arbejde. Det bør man huske, når man læser rapporten.

Men den giver et meget godt overblik over det kinesiske militær. Der stadig mest af alt består af gammelt skrammel, som det danske militær ville have skrottet i 1970erne.

Kina har det hele. Eksempelvis har flyvåbnet noget af den nyeste teknologi i deres moderne SU-30 jagerfly, der er indkøbt i Rusland. Problemet er bare, at de kun har 100 styk af flyene. Til sammenligning har Danmark 62 F-16 jagerfly.

Grundstammen i det kinesiske luftvåben er det 40 år gamle gamle J-7 jagerfly, der blev designet i tiden med Woodstock festival, oliekrise og brun-orange køkkener.

Der er stadig meget lang vej, før den kinesiske hær bliver moderne, og før den kan måle sig med de vesteuropæiske og den amerikanske.

Hvis du vil have overblikket over det kinesiske militær og de seneste års reformer, kan jeg klart anbefale David L. Shambaugh‘s bog “Modernizing China’s Military“.

I april 2005 var der utallige anti-japanske demonstrationer i Kina. I mere end 40 byer gik tusinder af kinesere på gaden og demonstrerede mod Japan i almindelighed og de japanske krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig i særdeleshed.

I de vestlige medier kunne man læse, at det var den kinesiske regering, der havde arrangeret demonstrationerne og, lod det til, uden besvær opildnet masserne til at drage gennem gaderne.

Nej. Det er der faktisk ikke meget, der tyder på, som artiklen “China’s Popular Nationalism on the Internet” argumenterer for.

I sinologien – studiet om Kina – har man i lang tid talt om, at der er flere slags nationalisme i Kina.

Der er den officielle nationalisme, som partistaten står bag. Det er en fortælling, hvor Kinas Kommunistparti er i centrum. Partiet er det tyggegummi, der holder nationen samlet, for partiet er simpelthen Kina.

Og der er den populære nationalisme (人民民族主义: renmin minzu zhuyi), der kommer fra folket, og som i takt med internettets udbredelse har gjort det sværere for partistaten at have monopol på de nationale følelser. Det er simpelthen en konkurrent til partistatens nationalisme.

Det var denne konkurrent, der demonstrerede på gaderne i 2005, og som partistaten egentlig helst havde set, var blevet hjemme. Urolighederne passede dårligt ind i statens udenrigspolitiske program, og den forsøgte faktisk at lægge låg på demonstrationerne, som de statslige medier ikke skrev eller talte om. Men:

“Det er ikke længere partiet eller staten, der definerer nationalismen på internettet; cyber-nationalismen er en samling brogede, folkelige forestillinger der støtter, opponerer mod eller er i forhandling med statens krav om legitimitet”, som der står i artiklen.

“Debatten på internettet vil få stadig større indflydelse på Kinas udenrigspolitik, og den vil i en nær fremtid presse statens krav på legitimitet. Det er tænkeligt, at kravene fra cyber-nationalisterne vil føre til en mere sofistikeret udenrigspolitik, når det kommer til nabolande som Japan. Det vil presse partistaten til at tage den offentlige mening mere seriøst, mens den på samme tid arbejder på at fremme ideen om Kinas fredelige udvikling og diplomatiske relationer”.

Læs selv artiklen der er fra Inter-Asia Cultural Studies udgave fra marts 2006.

Det er altså ikke ligefrem nogen nyhed, jeg kommer med her, og jeg har da også skrevet om kinesisk nationalisme før. Men det er en udmærket artikel, der er værd at læse. For igen og igen støder man på fordommen om den altdominerende kinesiske partistat, der uden besvær kan få den underkuede befolkning til at gøre hvad som helst. Helt så enkelt er det ikke. Nogle gange kan den enkelte kineser faktisk godt danne sin egen mening.

De fleste kender nok følelsen. Man står og skal holde en større militærparade, men er blevet træt af at se sine soldater marchere til den sædvanlige gang marchmusik.

Bare rolig. Der er ingen grund til at aflyse paraden. Nu kan du nemlig hente musikalsk inspiration fra Folkets Befrielseshær (Zhongguo Renmin Jiefang Jun: 中国人民解放军), der sælger sin marchmusik gennem iTunes (link åbner i iTunes).

Blandt andet kan man købe og lytte til “March of Solidarity and Friendship” og “March of the Volunteers”.

God fornøjelse.

Det er december, så julefreden har sænket sig over hustruvolden har bredt sig i de danske hjem og sneen ligger tyk og tung vejret er gråt og brølende kedeligt i by og på land. Julen er en del af den gode danske kultur, helt deroppe ved siden af bindingsværk, lunken kaffe, hakket griselever og Jantelov.

Derimod er det et ret nyt fænomen i Kina. Men julen (圣诞节: shengdanjie) er blevet mere og mere populær i løbet af de seneste cirka ti år.

De kinesere, der fejrer julen, og det er for det meste de yngre af slagsen, gør det normalt ikke med familien. Det er mere en anledning til at gå ud sammen med kolleger og venner, for eksempel for at synge karaoke (卡拉OK: kalaok).

Det er heller ikke i alle butikker, at de kinesiske forbrugere kan købe julepynt, men det er ikke noget problem at finde hos for eksempel lokale købmænd som Wal-Mart eller Carrefour.

Flere og flere butikker pynter dog op til jul. Og når der nu er pyntet op, hvorfor så besvære sig med at tage det ned igen. Det er langt fra enestående, at gå rundt et sted i Kina om sommeren i 30 graders varme i klipklappere og t-shirts, og se smilende julemænd klistret op i butiksvinduer, eller blive hilst velkommen af “Merry Christmas” skrevet med fed sneskrift på dørene til en forretning.

Det er altså langt fra alle 1,3 milliarder kinesere, der har taget julen til sig. Men det breder sig.

Og det er noget skidt. Julen er ikke ægte kinesisk. Den viser blot, hvordan den vestlige kultur truer den kinesiske. Hvor den vestlige kultur tidligere blot var en mild vind, der blæste over Kina, har den i dag udviklet sig til en sand orkan, og det stærkeste eksempel på dette er julen, der dag for dag roligt spreder sig, skriver ti ph.studerende på Yuandao.com, der kan oversættes til noget der ligner Den Rette Konfucianske Vej (原道).

Derfor opfordrer de ti ph.d.-studerende og Wang Dashan, der er hovedmanden bag opfordringen, nu deres landsmænd til at boykotte julen, som man også kan læse her på kinesisk og her på engelsk.

Julen er et udtryk for en kulturel imperialisme, der vil udvande den ægte kinesiske kultur, hvis ikke der bliver dæmmet op for den, mener p.d.’erne. Kineserne bør i stedet fremme ægte kinesiske religioner som Buddhisme og Daoisme. Men især er det Konfucianismen, der bør fremmes, da det er rygraden i den traditionelle kinesiske kultur.

Det er ikke nogen ny tankegang. Ph.d.’erne er helt på linje med den “Kinesiske/Konfucianske læringsfeber” (国学: guoxue), der begyndte i midten af 1990erne, hvor hovedbudskabet er, at den Vestlige kultur truer Kinas egen kultur.

Tilhængerne mener, at traditionel kinesisk kultur skal stå som et bolværk mod Vestens store kulturelle indflydelse, hvor kineserne bliver udsat for vestlige værdier og livsstile, for eksempel i form af film, bøger og altså traditioner som julen, hvor kravlenisser og julemænd sniger sig ind i stuerne.

:: Wikipedia om kristendom i Kina (på engelsk).

:: Wang Dashans holdning til julen (på kinesisk).

:: Via Granitestudio og Danwei.

Den 20. november var der en kronik i Politiken, der hed “Den lydige kineser“. Den er skrevet af tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft og journalisten Mette Holm. Det er en god kronik. Rigtig god. Hvorfor? Fordi den er et godt eksempel på – hvis jeg skal være flink – hvordan Kina ser ud gennem øjnene på to vesterlændinge, der sidder på deres firestjernede hotel og kigger ud af vinduet.

Kronikken tegner et billede af den almindelige kinesere som lydig, underdanig, afmægtig og konfuciansk tænkende. Og det kommunistiske styre som nationalistisk.

Det er altså Kinas Kommunistiske Parti (KKP) der er nationalistisk og ikke den almindelige, lydige kineser. Han eller hun er i følge kronikken blot en marionetdukke styret af staten og KKP. Det vil sige, når kineserne går på gaden og demonstrerer mod for eksempel Vesten, som de gjorde efter bombningen af den kinesiske ambassade i 1989, er det ikke, fordi de faktisk mener det og er ærligt trætte af Vesten, men fordi de er statens lydige marionetter. De er blevet drevet ud på gaden. Det hele er en cirkusforestilling arrangeret af KKP, der uden besvær kan få hundredetusinder af kinesere til at gøre hvad som helst.

Nationalisme i Kina kommer altså kun fra Kommunistpartiet. Forkert.

I de vestlige medier støder man stadig på forestillingen om, at der kun er én kinesisk nationalisme, og at den er sanktioneret, blåstemplet, fremført og koordineret af KKP og staten. For eksempel i kronikken i Politiken. Det kan være, fordi nationalismen nogle gange foregår på kinesisk på print og i cyberspace. Og derfor skal læses, hvorfor den ikke er lige så nem at opdage som tusinder af demonstranter, der bølger rundt i gaderne.

Almindelige kinesere – hvad det så end er for en størrelse – kan også være nationalistiske. Som det i den grad er set siden midten af 1990erne. For eksempel med bestsellere som “China Can Say No” (中國可以說不). Og som man kan se for tiden i bølgen af ulvebøger – for eksempel “Way of the Wolf” af Luo Yu (罗宇, “狼道“) – der argumenter for, at kineseren og nationen skal være stærke, onde og grådige som ulve.

Der er stor forskel på den statslige og populære nationalisme, som tit er i konflikt med hinanden.

I kronikken nævner de to forfattere demonstrationerne over bombningen af den kinesiske ambassade i 1999. Der er ikke meget, der tyder på, at det var sat i scene af staten. Tværtimod. Systemet har travlt med bare at svare igen på nationalisternes vrede og forsøge at kontrollere den. Styret måtte nøjes med indtrængende at bede masserne om at falde til ro. Arbejdere skulle arbejde, og studenter studere, var budskabet i medierne i de dage. Den nationalistiske respons var så kraftig, at det truede både nationens stabilitet og partiets legitimitet (Læs for eksempel bogen “State and Society in 21st-century China“).

I forskningen taler man om, at der er tre former for nationalisme i Kina.

• Statsnationalismen, blåstemplet og fremført af KKP, har til formål at fortælle historien om, hvorfor det netop er KKP, der er ved magten. KKP er garanten for Kinas fremtid og fremskridt. KKP repræsenterer kerneværdierne i det kinesiske samfund, og kun KKP kan føre Kina ind i fremtiden. Samtidig kan den bruges udadtil, til at forklare omverdenen hvordan den kinesiske sjæl, tankegang og mentalitet er.

• Populærnationalismen findes i for eksempel debatforaer i cyberspace, på gadehjørner, og i bogudgivelser og magasiner. Den kommer mere nedefra og er ikke på samme måde organiseret som KKP’s bud på nationalisme. Den stemmer langtfra overens med den offentlige version af nationalismen, og tit er de to fløje i skarp konflikt med hinanden. Hvor den offentlige nationalisme udspringer fra mere kølige og strategiske overvejelser, er samfundsnationalismen følelsesladet og spontan. Dermed er den også sværere at kontrollere for KKP og kan endda true partiets magtposition. Der er en vrede, forsmåethed og paranoia mod især Vesten og Japan, som man ikke i samme grad finder i statsnationalismen.

• Kulturnationalismen er en mere svævende størrelse, der også findes spor af hos de to andre former for nationalisme. Det er fortællingen om Kinas storhed, de 5.000 års ubrudte historie, med en plads i rækkerne af store civilisationer, skulder ved skulder med for eksempel romerne og egypterne. Med den store forskel at Kina stadig er her i dag. Og derfor også retmæssigt bør kræve sin plads som supermagt på den globale scene.

I kronikken står der også, at kineserne er konfucianske. Uden at nogen egentlig ved, hvad det helt præcist vil sige. Men her er det noget med, at kineserne ikke sætter sig op over for styret. Hvilket bestemt ikke er konfucianisme. Tværtimod. I konfucianismen skal herskeren være retfærdig. Er han ikke det, er det folkets pligt at sætte sig op mod ham, vælte ham og vælge en ny hersker. Altså kan man argumentere for, at langt de fleste kinesere ikke er konfucianske, da de ikke forsøger at vælte det uretfærdige styre.

Men nogle af dem er faktisk konfucianske. De seneste ti år er antallet af demonstrationer og slige optøjer steget fra omkring 10.000 om året til 70.000 i 2005. Er det specielt lydigt? Det er de officielle tal, så man kan sagtens forestille sig, at det faktiske tal er langt højere.

Dernæst kan man så begynde at diskutere, hvor nyttigt det overhovedet er, at tale om en “national identitet”. Finner har let til kniven? Hm…