Kategori for Nye bøger

Perry Link, der er en af de mest anerkendte vestlige eksperter i kinesisk sprog og litteratur, har lige udgivet bogen An Anatomy of Chinese: Rhythm, Metaphor, Politics.

Den er der en anmeldelse af på Los Angeles Review of Books, hvor den bliver kaldt for ‘en skattekiste af indsigt’. Læs anmeldelsen. Med eksempler fra kapitlerne om rytme, metaforer og her politisk retorik:

Link’s third chapter, on political language, is a far-reaching analysis of the starkly different worlds of political language and ordinary language in China, from the Mao period to the present. Link offers example after example of China-specific cases of Orwellian euphemism, abstraction, and other tactics that strip language of the information-sharing functions for which ordinary language is used. He writes extensively of the “language game” that plays out again and again in the political arena, in which language serves primarily to gain and retain power, rather than to inform or assist.

A particularly insightful example is the use of the phrase “tiny minority” (jíshǎoshù 极少数) to refer to political opponents of the Party. Link sums it up elegantly:

Phrases like “small bunch” and “tiny minority” have the added advantage of leaving plenty of room for the average citizen, at the receiving end of the rhetoric, to choose to join the majority. If troublemakers are a small minority, then the choice for you, the average citizen, is easy: come to the center and join the mainstream. If you do, the safety of knowing that the authorities approve is reinforced by safety of numbers. A person who joins the mainstream does not have to defend the choice.

Hvert år er der stadig mere kinesisk litteratur, som bliver oversat til engelsk. Det er godt at se. Fremragende. Alligevel er det ikke meget, når man tænker på størrelsen af det kinesiske marked.

Det har måske noget at gøre med kvaliteten af litteraturen. At mange kinesiske bøger kræver et kendskab til Kina og er vanskeligt tilgængelige for læsere i Vesten. At der er få oversættere. At de kinesiske forfattere ikke rammer skiven for vestlige læsere. At de udenlandske forlag ikke tør satse på kinesisk litteratur. Og så videre. Samt en blanding af det hele.

Men her er en liste over de bøger, der trods alt blev udgivet på engelsk i 2013. Den er samlet af Nicky Harman og Helen Wang, og du kan læse den på Paper Republic. Det er i det hele taget en glimrende side, hvis du er interesseret i kinesisk litteratur. Følg den. Det eneste jeg har gjort er, at smide links ind. Men klik over til dem, for her er der også links til anmeldelser af flere af bøgerne.

Hvis du kender til kinesiske bøger, der er blevet udgivet på dansk i 2013, så stik mig en mail eller skriv dem i kommentarfeltet nedenunder, og så opdaterer jeg listen.

Ten Loves by Zhang Yueran , translated by Jeremy Tiang , pub. Math Paper Press, Singapore

Island of Silence by Su Wei-chen , translated by Jeremy Tiang , pub. Ethos Books, Singapore

Durians Are Not The Only Fruit by Wong Yoon Wah , translated by Jeremy Tiang , pub. Epigram Books, Singapore

Tongwan City by Gao Jianqun, translated by Eric Mu, pub. CN times Books.

I can almost see the clouds of dust, poems by Yu Xiang, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Canyon in the body, poems by Lan Lan, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Wind says, poems by Bai Hua, translated by Fiona Sze-Lorrain, pub. Zephyr Press and Chinese University Press of Hong Kong (bilingual)

Other Cities, Other Lives by Chew Kok Chang , translated by Shelly Bryant , pub. Epigram Books, Singapore

Mr Ma and Son by Lao She , translated by William Dolby , pub. Penguin Modern Classics

Cat Country by Lao She , translated by William A Lyell , pub. Penguin Modern Classics

Irina’s Hat: New Short Stories From China by Authors and translators various , translated by ed. Josh Stenberg , pub. Merwin Asia

Last Quarter of the Moon by Chi Zijian , translated by Bruce Humes , pub. Harvill Secker

The Song of King Gesar by Alai , translated by Howard Goldblatt , pub. Canongate Books Ltd

Black Flame by Gerelchimeg Blackcrane , translated by Anna Holmwood , pub. Groundwood Books of Toronto, Canada (in association with Anansi Books)

For a Song and a Hundred Songs: A Poet’s Journey Through a Chinese Prison by Liao Yiwu , translated by Wenguang Huang , pub. New Harvest Books

The Matchmaker, The Apprentice and The Football Fan by Zhu Wen , translated by Julia Lovell , pub. Columbia University Press

The Earnest Mask by Xi Ni Er , translated by Howard Goldblatt & Sylvia Li-chun Lin , pub. Epigram Books, Singapore

The Man With The Compound Eyes, by Wu Ming-Yi, tr Darryl Sterk, pub. Harvill Secker

Det er grusomme historier, som Yang Jisheng fortæller i sin bog “Gravsten”. I dag er Yang 72 år og pensioneret. Men den tidligere journalist brugte mere end et årti på at rejse rundt i de kinesiske arkiver, for i al hemmelighed at dokumentere en af de største katastrofer i Kinas historie.

I 1958 begyndte Mao Zedong sin politiske kampagne Det Store Spring Fremad, hvor bondesamfundet Kina i et stort ryk skulle skyde foran industrialiserede lande som Storbrittannien. Det mislykkedes.

I stedet blev Kina ramt af en katastrofal hungersnød. Fra 1958-1962 døde der ifølge nogle skøn langt over 45 millioner mennesker.

Folk forsøgte at overleve ved at fylde deres maver med græs, mudder, bark, rotter og fuglelort fra for eksempel hejrer, for det lugter ikke. De spiste rødder, spurve, muslingeskaller og alt andet, der kunne give en følelse af mæthed. Også mennesker. Der er tusinder af eksempler på kannibalisme.

Det var kaos. Og samtidig blev Kina gennemrullet af politisk vold og uroligheder. Familier forsvandt. Landsbyer døde.

Hvad skete der? Her er nogle eksempel fra et byområde, som så mange andre. Det ligger I Henanprovinsen, og dengang i 1958 var der otte millioner indbyggere, men det var før Det Store Spring Fremad. De næste tre år blev en million mennesker dræbt i området. Udslettet af hungersnød og vold.

Tragedierne er mange. Alene i en af kommunerne forsvandt der over 12.000 mennesker – det var en tredjedel af indbyggerne – på blot ni måneder. Heraf var en tiendedel af dem hele familier, der døde. Her var 13 børn, som tiggede de lokale kadrer – embedsmænd under Kinas Kommunistparti – om føde. Børnene blev slæbt op i bjergene, hvor de omkom af sult. Her var en hjemløs teenagepige som dræbte og spiste sin fire-årige bror. I en af landsbyerne døde 44 af de 45 indbyggere. Den sidste var en kvinde i 60erne. Hun blev sindssyg.

Bønder blev torturet, banket eller levende begravet, fordi de enten opgav realistiske statistikker om deres høst til myndighederne. Eller fordi de forsøgte at gemme mad til sig selv. Da en leder af en produktionsbrigade vovede at sige det, som alle vidste, fik han en advarsel af en højtstående embedsmand:

»Det er højre-afvigende tænkning. Du anskuer problemet fra et oversimplificeret udgangspunkt«.

Det er historier som disse, at Yang Jisheng har fundet i de kinesiske arkiver og ved øjenvidneberetninger, som han har brugt næsten et årti på at indsamle.

“Gravsten” udkom i 2008 på kinesisk, men den er forbudt i Kina. Nu er den udkommet på engelsk. Derfor interviewede jeg Yang til Politikens store avis om Kina, og du kan læse hele interviewet her.

Kinas Kommunistparti har i årtier forsøgt at dække over katastrofen. Og ligesom der er benægtere af holocaust i Europa, er der det også i Kina omkring hungersnøden under ’Det Store Spring Fremad’:

»Sidste år sagde en professor fra Nanjing, at det blot var rygter, at der havde være en katastrofe, men at der i virkeligheden havde været fremgang«, siger Yang Jisheng.

Derfor er det vigtigt at fortælle historien. For folks holdninger bliver formet af de informationer, der kommer fra medier og historiebøger. Samtidig har Kina forandret sig enormt. Samfundet i dag er rigt og moderne. Derfor er det sværere for folk at forstå katastrofen, siger Yang.

»Jeg talte med en ældre migrantarbejder, som havde to familiemedlemmer, der døde under hungersnøden. Han talte med sit 19-årige barnebarn, som ikke troede på ham. Hvorfor, spurgte han, kæmpede de ikke imod det og den officielle version af historien«, fortæller Yang.

Kinas Kommunistparti forsøger at censuere historien, som jeg skriver i denne artikel, hvor jeg interviewede Zhou Xun, der er lektor i historie på Hongkong University.

I sommer udgav hun bogen ‘The Great Famine in China‘, der bygger på officielle dokumenter, der er eller har været tilgængelige i de kinesiske arkiver.

I år er det 50 år siden, at det sluttede. Katastrofen under Det Store Spring Fremad er dog stadig tabu i dag, og Kinas Kommunistparti har gennem fem årtier forsøgt systematisk at slette det fra historien.

Derfor eksisterer der ikke en offentlig hukommelse om perioden, selvom der stadig i dag er millioner af kinesere, der levede dengang.

Og der er ikke et opgør på vej, siger Zhou Xun, der er lektor i historie på Hongkong Universitet.

»Det ville åbne for mange sår, og det vil få folk til at sætte spørgsmålstegn ved partiets legitimitet. En offentlig debat om det vil være en trussel mod partistaten Kina«, siger Zhou Xun.

Der er mere om Det Store Spring Fremad og Yang Jisheng og Zhou Xuns bøger her:

Boston Globe – ‘Tombstone’ by Yang Jisheng, translated by Stacy Mosher and Guo Jian

Economist – A shocking Chinese account of Chairman Mao’s great famine

Wall Street Journal – A Most Secret Tragedy

New York Review of Books – China: Worse Than You Ever Imagined

:: Plakat fra China Posters

Mao Zedong var en af verdenshistoriens største tyranner og et monster, der kan sammenlignes med Adolf Hitler. Det er en af de populære klicheer om Mao, som man stadig møder i Vesten i dag. Og nu er der kommet en ny bog, som i nogen grad fortsætter den sort-hvide karikaturtegning af Mao Zedong.

Bogen er skrevet af historikeren Frank Dikötter fra University of Hong Kong, og den er netop oversat til dansk. Den hedder »Maos Store Hungersnød,« og på hjemmesiden for Informations Forlag kan man læse, at den er »det mest omfattende og autoritative studie af den mest dødelige hungersnød i historien.«

Citatet kommer fra Jung Chang, der med Jon Halliday udgav »Mao – den ukendte historie« i 2005. Den blev desværre en bestseller, men den bidrager ikke med meget nyt om Mao Zedong. De to forfattere lancerer blot deres ensidige og politisk korrekte konklusion om, at Mao var en umenneskelig og gennemført ond person, og de to forfattere udelader informationer og oplysninger, der kan tegne et mere nuanceret billede af Mao, som de også fejlciterer.

Der er da heller ikke mange, som beskæftiger sig professionelt med Kina, der tager bogen alvorligt. Som der stod i for eksempel anmeldelsen i China Quarterly (åbner i .pdf) – der er det mest anerkendte akademiske tidsskrift i forskningen om Kina – så var Mao en langt mere kompleks og nuanceret person.

Det er bedre, som for eksempel Jeffrey Wasserstrom, professor på UC Irvine i Californien, siger, at sammenligne Mao med eksempelvis den amerikanske præsident Andrew Jackson eller franske Napoleon. Ledere, der gjorde både ondt og godt.

Dikötters nye bog beskriver hungersnøden i 1958-1962 under Mao Zedong og Kinas Kommunistpartis politiske kampagne Det Store Spring Fremad.

Resultatet blev omfattende hungersnød. Det tætteste man kommer på et officielt tal er 18 millioner, men det er alt for lavt. I bogen »Gravsten« sætter forfatteren Yang Jisheng tallet til mindst 35 millioner dræbte. Yang er journalist, og var ansat ved det officielle nyhedsbureau Xinhua. I to årtier arbejdede han under dække af sit virkelige arbejde på at afdække historien om sultkatastrofen. Blandt andet ved at indsamle hemmeligholdte oplysninger fra lokale arkiver. Den kritiske bog blev en sensation da den udkom i 2008 i Hong Kong, men den er stadig forbudt i Kina. Den udkommer på engelsk i 2012.

Jeg havde et længere interview med ham i sommer, som du kan finde på biblioteket her. Yangs bog har også været omtalt flere steder, og der er gode artikler her i Financial Times, Human Rights in China, Slate og New York Review of Books.

Yang giver et bredt billede af mekanismerne bag katastrofen og samfundet dengang, hvor Dikötter mere fokuserer på Mao Zedong og fortsætter i samme spor som Jung Chang, siger kritikerne. Dikötter er for eksempel upålidelig i sin brug af data, som professor Cormac Ó Gráda skriver i sin anmeldelse i »Population and Development Review.« Kina har haft utallige andre store hungerkatastrofer, men Dikötter afviser faktorer som historie, vejr, geografi og de strukturelle svagheder i det kinesiske landbrug.

Det er umuligt at komme med et præcist tal for, hvor mange der direkte eller indirekte døde på grund af hungersnøden. Spørgsmålet er derimod, hvem i Kinas Kommunistparti der dengang havde et reelt billede af katastrofens omfang, og hvornår de blev klar over det. Og her bidrager Dikötters bog ikke med meget.

Hvis du er interesseret i Mao, Det Store Spring Fremad og kinesisk historie i det hele taget, så er her et par forslag til læsning:

• Mobo Gao – The Battle for China’s Past: Mao and the Cultural Revolution

• Jonathan Spence – The Search for Modern China

• John Gittings – The Changing Face of China: From Mao to Market

• Jonathan Fenby – The Penguin History of Modern China: The Fall and Rise of a Great Power

• Jasper Becker – Hungry Ghosts: Mao’s Secret Famine

Den tidligere amerikanske udenrigsminister, sikkerhedsrådgiver og i det hele taget USAs über statsmands diplomat nummer et, Henry Kissinger, har netop udgivet en bog om Kina, der meget velvalgt hedder “On China,” som du kan finde her på Amazon.

Wall Street Journal har et uddrag fra bogen, som dette stykke kommer fra:

Neither the more triumphalist Chinese analyses nor the American version—that a successful Chinese “rise” is incompatible with America’s position in the Pacific, and the world—have been endorsed by either government, but they provide a subtext of much current thought. If the assumptions of these views were applied by either side—and it would take only one side to make it unavoidable—China and the U.S. could easily fall into an escalating tension.

China would try to push American power as far away from its borders as it could, circumscribe the scope of American naval power, and reduce America’s weight in international diplomacy. The U.S. would try to organize China’s many neighbors into a counterweight to Chinese dominance. Both sides would emphasize their ideological differences. The interaction would be even more complicated because the notions of deterrence and preemption are not symmetrical between these two sides. The U.S. is more focused on overwhelming military power, China on decisive psychological impact. Sooner or later, one side or the other would miscalculate.

The question ultimately comes down to what the U.S. and China can realistically ask of each other. An explicit American project to organize Asia on the basis of containing China or creating a bloc of democratic states for an ideological crusade is unlikely to succeed—in part because China is an indispensable trading partner for most of its neighbors. By the same token, a Chinese attempt to exclude America from Asian economic and security affairs will similarly meet serious resistance from almost all other Asian states, which fear the consequences of a region dominated by a single power.

Bogen er blevet anmeldt og omtalt flere steder. Her er et udpluk:

• New York Times – An Insider Views China, Past and Future

• Newsweek – Dr. K’s Rx for China

• Guardian – Review of On China by Henry Kissinger

:: Foto fra Wikipedia

Peter Hessler er kommet med en ny bog om Kina, der hedder “Country Driving: A Chinese Road Trip.”

Den amerikanske forfatter og journalist er steget ind i sin bil og gennem de kinesiske veje og trafikkulturen kommer han med en beskrivelse af Kina.

Som der står i anmeldelsen på Economist:

Foreign correspondents rarely have time as they explore China’s vastness to return to places where there is little going on that seems worthy of a headline. Mr Hessler, however, keeps going back and in so doing fills an important gap in media coverage of the country.

Det er så samtidig det, man kan kritisere ham for – at han gentager sig, og kun beskæftiger sig med de samme kilder og den samme historie.

Generelt er der gode anmeldelser af hans nye bog hele vejen rundt. Her fra Wall Street Journal, der har fundet en passage, som ret præcist opsummerer min egen og så mange andres oplevelse af Kina:

Mr. Hessler’s genius has always been in his wry commentary and ability to transcribe the rhythms of his environment onto the page. As his various rented cars receive beatings from unpaved roads, the pace of change remains the only constant. Revisiting a town means learning new landmarks: “It occurred to me that only in China could you visit a mountain and then, two years later, find it replaced by something called the Renli Environmental Protection Co., Ltd.”

Der er flere anmeldelser på Bloomberg, New York Times, Washington Post og Christian Science Monitor. Der er også et interview med Peter Hessler på Worldhum.

De kinesiske ledere var uenige. Siden den 14. april havde Tiananmen pladsen i centrum af Beijing været fyldt med tusinder af demonstranter.

Den hårde og konservative kerne i Kinas Kommunistparti – især Li Peng, Chen Xitong, Yao Yilin og ikke mindste Deng Xiaoping – ville slå ned på dem. Få pladsen ryddet.

De mere bløde og reformvenlige medlemmer af partiet, blandt andre generalsekretær Zhao Ziyang (赵紫阳), var modstandere af den hårde linje. Og de tabte.

Den 4. juni 1989 kørte kampvognene ind på pladsen, og soldaterne skød og dræbte hundreder, måske tusinder, af demonstranter.

Det er 20 år siden. Men konsekvenserne af begivenheden er stadig synlige i dag, og den har i høj grad præget kinesisk politik i de to årtier.

Zhao Ziyang blev et af de største politiske ofre. Han blev beskyldt for at »splitte partiet,« blev frataget sine poster, og sad i de næste 16 år i husarrest. Indtil sin død i 2005. Der blev stort set forbigået af de kinesiske medier og offentligheden, for han var i den grad uønsket og politisk persona non grata.

Men i al hemmelighed lykkedes det for ham at indtale sine erindringer på 30 bånd.

De blev givet til tre personer, som han stolede på, og som smuglede båndene ud af Kina, hvor de blev transkriberet.

Og de er nu udkommet som bogen »Prisoner of the State: The secret Journal of Zhao Ziyang,« som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Det her er intet mindre end guf for politiske Kina-nørder.

Det er første gang, at en så højtstående kinesisk leder fortæller om, hvad der skete bag kulisserne i de dage for 20 år siden. Og det er første gang, at man hører Zhao Ziyangs version af historien.

Bogen udkommer den 19. maj, og den kan lige nu købes på den amerikanske Amazon.com. Der sælger den med 40 procents rabat til kun cirka 82 kroner plus fragt. (Og nej, jeg får ikke penge for at henvise til dem.)

Nyhedsbureauet Reuters har blandt andet følgende citater fra bogen, hvor Zhao Ziyang taler om Tiananmen:

»For det første blev det slået fast, at studenterbevægelsen var en sammensværgelse af anti-parti og anti-socialistiske elementer, der var styret af en ledelse. Så nu må vi spørge, hvem var de ledere? Hvad var deres plan? Hvad gik sammensværgelsen ud på? Hvilke beviser er der til at understøtte alt dette?«

»For det andet blev der sagt, at begivenhederne var et forsøg på at omstyrte Folkerepublikken Kina og Kinas Kommunistparti. Hvor er beviserne? Dengang sagde jeg, at de fleste blot ville have os til at rette vore fejl. De var ikke ude på at omstyrte det politiske system.«

Bogen er ikke kun med til at kaste nyt lys over demonstrationerne i 1989 og magtkampen i partiet.

Forbes har et længere interview med professor Roderick MacFarquhar fra Harvard University, der har skrevet forord til bogen. Meget af materialet omkring Tiananmen er velkendt og veldokumenteret, så hvad er det ved bogen, som har overrasket ham:

A lot of stuff in this book was familiar. What was different was that this was Zhao Ziyang himself speaking and relaying the struggle for power at the top in a no way that no one had done first-hand.

The second thing that impressed me, and I’d never thought about it before, was his role in the reform period. I and most people believe that Deng Xiaoping was the originator of the reform program. But on a day-to-day basis, it was Zhao Ziyang and people like him who implemented the reform program and decided what needed to be done.

The third thing, that was fascinating, was that upon many years of house arrest, Zhao Ziyang came to the conclusion that Western democracy was best for China.

Som Roderick MacFarquhar siger til New York Times:

“Deng Xiaoping was the godfather, but on a day-to-day basis Zhao was the actual architect of the reforms,” Mr. MacFarquhar said in an interview.

Og det var Deng Xiaoping, der var ansvarlig for massakren på Tiananmen. I bogen skriver Zhao ifølge South China Morning Post (ikke noget link, for avisen kræver abonnement):

“The crux of the issue was Deng Xiaoping himself … if Deng refused to relax his position, then there was no way for me to change the attitude of the two hardliners, Li Peng and Yao Yilin.”

“Deng Xiaoping had always tended to prefer tough measures when dealing with student demonstrations because he believed that demonstrations undermine stability.”

“Deng had always stood out among the party elders as the one who emphasised the means of dictatorship. He often reminded people about its usefulness. Every time he mentioned stability, he also emphasised dictatorship.”

I dag tirsdag er det 50 år siden, at Dalai Lama flygtede til Indien, som jeg skriver om i dagens avis.

Under researchen brugte jeg en bog, som jeg gerne vil anbefale. Og den er egentlig baseret på en anden bog.

I 1989 udgav den kinesiske regering “100 Questions & Answers about China’s Tibet.”

Den er siden blevet opdateret i en ny udgave, og i dag ligger den også på internettet.

Meningen er, at den kinesiske regering her vil give dig sandheden om Tibet, og forsyne dig med de rigtige svar på 100 spørgsmål om provinsens kultur, religion og historie. For at rette op på den fejlagtige måde, som vi behandler spørgsmålet om Tibet med her i Vesten.

Men det er selvfølgelig propaganda. Dermed er svarene entydige og enøjede. For målet er at udstille en bestemt politisk overbevisning så klart og overbevisende som muligt. Så svarene er forenklede og malet i sort eller hvidt, for der findes kun sande eller falske svar.

I 2002 udkom bogen »Le Tibet est-il chinois?« og sidste år udkom så en opdateret udgave på engelsk, der hedder “Authenticating Tibet – Answers to China’s 100 questions“.

Den tager hver af de 100 spørgsmål seriøst, og 15 akademikere forsøger at svare både sobert og sagligt på dem.

Uden at de går over i den anden grøft, og erklærer sig som fortaler for et frit Tibet.

For fortalerne for den tibetanske sag i Vesten eller eksilregeringen i Dharamsala er selvfølgelig heller ikke objektive. De har også en sag, som de tror på, og som de vil fremme.

De 15 forfattere forsøger derfor at give nuancerede svar på spørgsmålene, og den er et godt sted at starte, hvis man vil introduceres til Tibet.

Bogen kan læses i et stræk, men fungerer bedst som opslagsværk.

Du kan læse en længere boganmeldelse her på Far Eastern Economic Review. På China Beat er der forslag til mere læsning om Tibet.

Kinablog.dk præsenterer her en artikel af gæsteskribenten Simon Rom Gjerø.

Du kan læse mere om den på Forlaget Univers eller på bogens egen hjemmeside.

Fanget i det nordlige Manchuriet – i ti år!

Efter 14 års japansk besættelse erklærede Sovjetunionen Japan krig den 8. august 1945 og invaderede Manchukuo – som japanerne kaldte deres lydstat i Manchuriet.

Den selvsamme dag, blev den danske missionær Peter Nørgaard fængslet af det japanske gestapo i byen Fuyu, i den nordlige del af Manchuriet.

Alle hans skriftlige ejendele, såsom breve, kollegiehefter og regnskaber samt alle fotografier m.m., blev taget med hen på politistationen til undersøgelse, selvom ingen dér selvfølgelig kunne et ord dansk. Han blev smidt i fængsel og fik en lussing af en af gestapofolkene.

”Hvorfor? Jo, jeg havde ladet mig føde i Danmark, og Danmark var nu i krig mod Japan,” skrev Nørgaard i sin dagbog.

Han fik desuden at vide, at han skulle skydes ved daggry.

Efter fem dage i uvished blev han pludselig en nat trukket ud af cellen og troede, at hans sidste time var kommet. Men tilfældet ville, at russiske tropper var på vej, og japanerne var flygtet ud af byen. Om morgenen kunne han gå hjem som en fri mand, og Nørgaard kommenterer tørt:

”Japaneren, som slog mig, er siden bleven fanget og skudt”.

Først bagefter gik det for alvor op for Nørgaard, hvor heldig han havde været. Ikke alle missionærer slap med livet i behold. En anden missionær var blevet skudt af japanerne kort forinden.

Glæden blev dog kort, da de fremstormende sovjetiske soldater efter få måneder overlod byen til den ottende armé – de kinesiske kommunister.

Den nye besættelsesmagt tømte banken, hvor Nørgaard havde alle sine sparepenge, som var tilvejebragt ved salg af stort set alle hans ejendele. Pengene skulle have været brugt til rejsen hjem – et forehavende, der nu ikke så for godt ud i forvejen, da vejen igennem Sovjet stadig var spærret.

”Her stod jeg nu, havde ingen Penge, fra Kassereren kom ingen, han var bortrejst, al Postforbindelse standset. Det saa ikke lyst ud,” skriver Nørgaard lettere opgivende i sin dagbog.

Kommunisterne og deres medløbere brød nu ind i velstående hjem, stjal alt af værdi og førte flere rige købmænd ud og ”piskede dem til døde eller druknede dem i floden, idet de beskyldte dem for i tidligere Aar at have begået Uretfærdigheder.”

Få dage efter kom de og besatte en del af missionsstationen. Alle værelser blev forseglet med undtagelse af en stue og køkkenet, som Nørgaard fik lov at beholde. Kommunisterne tog et gammelt ur, som familien havde arvet fra Gl. Estrup Herregård, med sig. Men efter en måned sendte de det tilbage igen, da de ikke kunne få det til at gå.

Også kirken blev indtaget og tømt for inventar og senere brugt til opbevaring af ammunition. Præsten blev fængslet, og kommunisterne pressede penge og værdigenstande af ham såvel som af alle andre.

Også Peter Nørgaard kom i fængsel igen:

”Dagen efter min 73 Aars Fødselsdag blev jeg og flere Kristne fængslet, [...] blot fordi vi vare Kristne.”

Kommunisterne fængslede ledere af alle former for religion, og alle blev forhørt om, hvad de troede på, hvorfor de troede på det, og hvad nytte det var til.

”Vi svarede som det var i Sandhed”, skriver Nørgaard. ”De stod i Klynge og lo foragteligt. Men det var jo ikke andet end, hvad Jesus og saa mangen Martyr har lidt paa værre maader”.

Han blev dog løsladt igen efter et døgns tid – efter sigende, fordi der var kommet ordre ovenfra, at man ikke ville have flere drab på udlændinge.

Efter i to år ikke at have hørt en lyd fra nogen som helst, hverken familien i Danmark eller nogen af de andre missionærer, får Nørgaard pludselig i april 1948 brev fra missionær Axel B. Christensen i, der bor i byen Harbin endnu længere mod nord. Han inviterer Nørgaard til at bo hos sig i ØK’s lokaler.

Det lykkes ham at sælge resten af indboet og få rejsetilladelsen. Med uret fra Gl. Estrup under armen – og stort set uden anden bagage – når han med floddamper til Harbin i slutningen af samme måned, hvor han bliver indlogeret hos Christensen.

Den 4. maj kan han så for første gang i tre år sende et brev til den ængstelige familie hjemme i Danmark.

Der skulle dog gå endnu halvandet år, inden Nørgaard atter kunne sætte benene på dansk jord og gense sin familie, som han havde efterladt ti år tidligere.

Han noterer sig i sin dagbog efter hjemkomsten:

”Flyveturen fra Bangkok til Kbh. tog kun 38 Timer. [...] [Vi nåede] til København efter Mørkets Frembrud kl. 5 Aften og dalede ned i et Lyshav i Kastrup Lufthavn.

Det var den 30. november 1949.

:: Billedet viser den danske missionær Peter Nørgaard og biskop Chen.

Det er en af de bedste bøger om Kina, der er udgivet i Danmark de senere år. Hvis du er på udkig efter en bred introduktion til Kina og kineserne, så vil jeg anbefale “Kina – individ og samfund“.

Den er skrevet af professor Stig Thøgersen fra Aarhus Universitet og professor Mette Halskov Hansen fra Oslo Universitet.

Det er egentlig en undervisningsbog til højere læreanstalter. Men det skal ikke afskrække dig.

Der er ingen tvivl om, at den er mere akademisk end journalistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne ville have haft reportager, lyde og lugte. Det er en smagssag.

Men bogen er skrevet, så den kan læses af alle. I hvert fald alle der er nysgerrige og har en interesse i Kina. Den er velskrevet, logisk opbygget og med gode illustrationer.

Udgangspunktet for bogen er ikke, hvordan vi ser på kineserne udefra. Det er derimod kineserne og deres hverdag.

Forfatterne opsummerer det selv således:

Kineserne er individer – ikke en grå masse
I kølvandet på den økonomiske liberalisering har Kina oplevet en markant individualisering. Subkulturerne blomstrer og sætter deres aftryk på tøjstil og musiksmag, og de mere privilegerede kinesere lægger omhyggelige karriereplaner og blogger om deres seksualliv på nettet. Den sociale struktur og det politiske system sætter selvfølgelig nogle rammer for den enkeltes handlemuligheder og råderum, men der er opstået utallige – og stadig mere forskellige – måder at være kineser på.

De unge vil selv bestemme
Kinesiske unge vil selv finde deres partnere og det er blevet almindeligt at have flere kærester før man gifter sig.

”Fri kærlighed” er blevet et almindeligt begreb på kinesisk, men det betyder ikke at den enkelte frit kaster sig ud i kærlighedsforhold. Den frie kærlighed henviser til den måde man indgår aftaler om ægteskab på. De unge har tit meget klare kriterier som bruges til at måle potentielle partnere op mod hinanden. Indtægt, uddannelsesniveau, udseende, familiebaggrund, familiens bosted og personens karakter og psyke trækkes frem som afgørende kriterier når en kæreste skal vurderes som kommende ægtefælle.

Det frie består for de fleste i at de selv vil tage den afgørende beslutning i modsætning til deres forældre, hvis ægteskab ofte var delvist eller helt arrangeret.

Alligevel er det vigtigt for de unge at forældrene bifalder ægteskabet, og for de fleste mænd på landet er det også afgørende at den kommende kone var villig til at flytte sammen med sine svigerforældre.

Kinesernes retsbevidsthed vokser
I politiske retssager ser staten stadig stort på juraen og fængsler sine modstandere uden at bekymre sig ret meget om paragrafferne.

Men i de senere år er kinesiske borgere begyndt at anvende loven til at hævde deres rettigheder i dagligdagen, både individuelt og kollektivt.

Det fik en bank at føle, da den skrev i en jobannonce at mandlige ansatte skulle måle mindst 168 cm og kvindelige mindst 155 cm. En ung jurist på 165 cm lagde sag an mod banken som han anklagede for at krænke hans forfatningsmæssige rettigheder ved at diskriminere pga. højde.

Han tabte sagen af tekniske grunde, men den blev dækket intenst i medierne, og banken endte med at trække højdekravet tilbage af frygt for mere dårlig omtale.

Den kinesiske drøm
Der er flere forskellige veje til social opstigning i Kina, men uddannelse og forretning er de to vigtigste, og de to spiller i høj grad sammen.

Børnenes skolegang er ofte det første en kinesisk familie investerer i, hvis den kommer til penge, og børnenes akademiske grader kan igen give familien hæder og anseelse og dermed også bedre forretningsbetingelser. Hundreder af millioner af kinesere tror på, at de har en chance for at nå til tops, og de kæmper hårdt for at få succes.

Den kinesiske drøm handler om hele familiens samlede opstigning til materiel velstand, god uddannelse og social anerkendelse.

Reformer uden demokrati
Hvis man måler Kinas politiske udvikling i forhold til om landet kommer nærmere på demokrati i vestlig forstand, så bliver man skuffet.

Alligevel er forholdet mellem statsapparatet og befolkningen under konstant udvikling. Der opstår nye interessebaserede organisationer og fællesskaber på tværs af de båse som tidligere holdt folk på plads, og samtidig ændrer statens magtudøvelse også karakter.

Den kinesiske ledelse forsøger at udvikle forskellige politiske mekanismer der inddrager ”folkets røst” i de politiske processer uden direkte at afholde valg. Vejledende afstemninger, borgerpaneler, fokusgrupper, opinions- og tilfredshedsundersøgelser og indirekte valg er blandt de metoder der bliver eksperimenteret med.

Det politiske system er ikke statisk. Styringsmekanismerne udvikles hele tiden, men det gør befolkningens krav og forventninger også.

Den kinesiske nationalfølelse
Den kinesiske nationalfølelse er stærk, som vi også har set under OL. Staten arbejder hårdt på at samle hele befolkningen om en fælles identitet for at modvirke social uro og skabe enhed mellem de forskellige etniske grupper.

Men KKP balancerer på en knivsæg, fordi nationalismen har en folkelig basis som ingen har kontrol med. Hvis regeringen undertrykker spontane, folkelige protester som er nationalistisk begrundet, vil den let kunne fremstå som anti-national og anti-folkelig, og protesterne vil kunne vende sig mod lederne selv.

Det er baggrunden for at styret i nogle sammenhænge forsøger at bortcensurere spontane folkelige nationalistiske udtryk og i andre tilfælde opmuntrer dem.

Uligheden stiger
Kina har udviklet sig fra at have en meget beskeden forskel mellem rige og fattige i starten af 1980erne til at have en meget markant forskel, sådan at uligheden nu overstiger USA’s og ligger på niveau med de mest ulige lande i Asien som Thailand og Filippinerne.

Ifølge en rapport fra Verdensbanken var der 94 lande som i 2006 havde mindre ulighed end Kina og kun 29 lande, som stort ser alle ligger i Latinamerika og Afrika, hvor uligheden var større.

Den senest offentliggjorte gini-koefficient for Kina lå på 0.47, godt over de 0.4 som internationalt anses for at være en faregrænse som ikke må overstiges, hvis man vil sikre social stabilitet.

Religionsfeber
Hundreder af millioner kinesere praktiserer i dag en form for traditionel kinesisk religion – det vil sige en tro og praksis som omfatter elementer fra buddhisme, daoisme og konfucianisme samt dyrkelse af forfædre og lokale guder. Og der er intet der tyder på, at den økonomiske udvikling svækker interessen for religion, snarere tværtimod.

Der er også stor interesse for religion blandt unge veluddannede byboere, især for buddhisme og kristendom, og man har siden starten af 1980erne talt om at Kina var ramt af ”religionsfeber.”

Men hvis religionen, som det er tilfældet med buddhismen i Tibet og islam i Xinjiang, kobles med et ønske om mere vidtgående selvstyre, eller hvis staten føler at den mister kontrollen med et trossamfund, så er den parat til at gribe hårdhændet ind.

Kinesere finder sig ikke i alt
Det er en sejlivet myte at kineserne lydigt lader sig koste rundt af myndighederne, men det er faktisk helt normalt at brokke sig.

Der afholdes årligt 70-90.000 demonstrationer rundt om i landet, hvor fx afskedigede arbejdere, skatteplagede bønder eller utilfredse pensionister fremfører deres krav.

Endnu flere deltager i diskussioner på Internettet, hvor der er opstået et vist rum for kollektiv organisering, diskussion og kritisk debat.

I en berømt sag fra 2003 anbragte politiet en ung grafisk designer i en form for opsamlingslejr for arbejdere der ikke havde deres identitetspapirer i orden. Få dage efter døde han, og en lokal avis afslørede at han var blevet tævet ihjel af politiet. Der rejste sig derefter en proteststorm på nettet, og det endte med at nogle af de skyldige blev dømt, og at man ændrede nogle af procedurerne for anbringelse af papirløse arbejdere.

Avisens redaktør blev for øvrigt senere dømt for korruption i en sag som i realiteten formodentlig var politisk begrundet. Journalister er nemme at ramme på denne måde, mens stemmer på nettet bedre kan holde sig anonyme.

:: Disclaimer: Og så lidt journalistisk etik. Jeg har selv haft en ualmindeligt lille finger med i bogen, da jeg har givet kritik på nogle få af kapitlerne. Jeg var studerende på kinesisk på Aarhus Universitet, i noget af den tid som Stig Thøgersen skrev på bogen. Derfor er jeg nævnt i forordet sammen med andre studerende.