KINABLOG.dk

To bedstemødre søgte om tilladelse til at holde en demonstration under OL. Helt lovligt. Ingen problemer. Selvfølgelig kunne man demonstrere under OL. Det lovede de kinesiske myndigheder det internationale samfund.

Det var der desværre en masse kinesere som troede på, og de endte selvfølgelig i arbejdslejre og fængsel.

To af dem, der blev dømt til et år i arbejdslejr, var Wu Dianyuan (吴殿元) på 79 år og Wang Xiuying (王秀英) på 77 år.

Mens jeg var på ferie ombestemte politiet sig og slog en streg over dommen, skriver Human Rights in China.

Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der skete med de sidste 146 kinesere.

Slut. Ikke mere kinesisk OL. Det var paradoksalt nok et par uger, hvor Kina stod stille rent nyhedsmæssigt. Der skete (næsten) ikke noget. Kinesisk kultur, politik og erhvervsliv var lukket ned og medierne fyldte med svedende atleter.

Efter syv års politisk optakt var det også værd at lægge mærke til, hvor lidt politik fyldte under legene. Der var lagt op til det helt store, men der skete absolut intet.

Derfor blev aviser, tv og radio rundt om på kloden fyldt op med historier om, hvor sjovt de der kinesere spiser, og at kineserne nu har åbnet op for (indsæt selv et eller såsom yoga eller undergrundsmusik) ________. Og taxachauffører og de frivillige hjælpere rundt om ved de olympiske stadions blev brugt som eksperter på Kina.

Mange af de frivillige var i øvrigt hele klasser fra universiteterne, hvor de studerende havde fået en høflig henstilling om at melde sig som frivillige. Hvorfor nogle også blev nødt til at ændre rejseplaner og blive i Beijing i stedet for at rejse hjem.

Andre af de frivillige var soldater og betjente, der blot gik rundt i de frivilliges t-shirts. Det ser mindre skræmmende ud.

Næste gang kommer turen så til London og England. Hvis standarden fra Beijing skal holde, så får vi en bølge af historier om, hvordan alle englændere drikker varmt vand klokken fem om eftermiddagen, men at de er begyndt at blive moderne og åbne op for udlandet, for flere og flere drikker nu også kaffe; at de spiser kidney pie mindst en gang om dagen; at alle går på pub og drikker lunken øl; at mændene går med bowler hat og paraply og har en overlæbe der er stiv som en skruetrækker; og så videre.

Tom Humprhies, der arbejder for Irish Times var en af de 20.000 journalister der dumpede ned i Beijing for at dække Kina og legene. Han beskriver det selvransagende på denne måde:

More than at any other Olympic celebration, we were aware of being tranquillised – we lived in a theme park, not China (…).

The main transportation area at the Olympic press centre is a grid several football pitches in area with buses going hither and thither from designated stops. To get to the shuttle that whisks us nightly to our plush seven-star hotel suite, we must go past the stop that whisks other people to the Beijing Foreign Experts Institute. We can’t help but feel a pang of envy.

All of us here, after all, are foreign experts, unblushing about painting an overall picture of China after a couple of weeks spent within the Disney on steroids environment that the Olympics provides.

In truth we are the least-qualified people on earth to comment on China and the games. We can only compare and contrast these Beijing games as seen from within the bubble with the experience of being within other bubbles.

Og endelig:

China has planned and constructed these games to soothe us. It exposes us to the friendliest, most helpful security people in the world, the warmest citizens and their touching innocent pride. They smile hugely when they throw Snickers bars at us! And our reservations and protest plans feel like bad manners.

…

We remember all the promises made in Moscow seven years ago and realise that China has delivered over and over again in terms of the infrastructure of these games and, rather cynically, hasn’t blinked on much else. But we can see nothing and hear nothing, so while we are here, we do nothing and hope those who hope for more understand. We were queuing for M&Ms. Okay?

Og det er helt okay. Efter årelange diskussioner om menneskerrettigheder og storpolitik var det måske på tide at få atleterne på banen og koncentrere sig om sport og få lidt glæde ind i legene, der de seneste måneder var blevet presset ret flade.

Men. For sådan et er der. Alligevel overrasker det mig, at der overhovedet ikke var nogen politikere, atleter eller andre berømtheder, der kom med nogen som helst former for udtalelser eller lignende.

To kvinder er blevet dømt til et år i arbejdslejr, skriver Human Rights in China i en pressemeddelelse.

Den 79-årige Wu Dianyuan (吴殿元) og den 77-årige Wang Xiuying (王秀英) havde søgt om tilladelse til at holde en demonstration i en af de tre olympiske ”protest-parker”, som jeg har skrevet om tidligere.

De er blevet dømt til ”genopdragelse gennem arbejde”, som er system hvor politiet kan dømme folk i op til fire år uden at sætte dem for en domstol.

De er dømt for at forstyrre den offentlige orden, fordi de har søgt om tilladelse til at demonstrere. Som ellers skulle være lovligt. Det løfte havde den kinesiske regering og arrangørerne af OL i Beijing, BOCOG, givet inden legene begyndte.

De to kvinder var naboer, da de i 2001 blev tvangsfjernede fra deres hjem i Beijing Siden har de uden held forsøgt at få erstatning.

Hvor mange har søgt om lov til at protestere under OL? Det har jeg skrevet om før. Blandt andet her og her.

Jeg har – som så mange andre – forsøgt at få en kommentar fra Bureau for Offentlig Sikkerhed. Aldeles uden held. Men nu har de løftet sløret for, hvor mange ansøgninger de har fået under OL.

I alt har de modtaget 74 ansøgninger fra kinesere om at holde demonstrationer i en af de tre parker, hvor det er tilladt at protestere under legene i Beijing.

Når man søger om lov til at holde en demonstration, skal man også skrive antallet af demonstranter på ansøgningen. I alt er 146 kinesere involveret i ansøgningerne.

De fleste af dem er sikkert blevet sendt tilbage til deres hjemprovinser eller arresterede og sendt i fængsel eller arbejdslejr.

De kan kort sagt ikke gøre andet end at vente på at OL slutter og udlandet bliver trætte af historier om Kina, så politiet i fred og ro kan gå i gang med dem.

Der er også tre udlændinge, som har søgt om tilladelse. Dem sker der ikke noget med.

Hvor mange af de 74 ansøgninger, har politiet så godkendt? Ikke en eneste.

Hvor mange demonstrationer, er der så blevet holdt under OL? Ikke en eneste.

Nicholas D. Kristof mener, at det alligevel er et tegn på fremskridt, som han skriver i søndagens klumme, som jeg også linkede til i går.

Yet even though the process is a charade, it still represents progress in China, in that the law implicitly acknowledges the legitimacy of protest. Moreover, a trickle of Chinese have applied to hold protests, even though they know that they are more likely to end up in jail than in a “protest zone.” Fear of the government is ebbing.

My hunch is that in the coming months, perhaps after the Olympics, we will see some approvals granted. China is changing: it is no democracy, but it’s also no longer a totalitarian state.

Jo, det er fremskridt. I forhold til ti eller tyve år siden. Men det har stået i loven i årevis, at kineserne har ret til at demonstrere. Uden at nogen har fået lov til det. Og jeg tror, at der kommer til at gå ret mange år, før vi ser lovligt demonstrerende kinesere i Beijing.

Og ja, 74 personer har været modige og er gået ind på politistationerne og er blevet arresterede. Og det tal er faktisk højere end jeg troede. Jeg har samlet omkring seks navne sammen, der er forsvundede og arresterede. Tænk sig, der er faktisk 74.

Så ja, på den ene side er frygten for det offentlige ved at ebbe ud. Det kan man også se på forårets mange ulovlige og voldelige protester rundt om i Kina, der har involveret titusinder af kinesere.

På den anden side, og sådan en er der altid i Kina, så er frygten der stadig. Man kan roligt sige, at munden er blevet lukket på enhver form for kritik op til OL.

Men jeg tror ikke, at der kommer flere demonstrationer her efter OL. Hvorfor skulle der det? Kineserne har haft ret til det i årevis, men ingen har fået lov til det af politiet. Så hvorfor skulle det ændre sig nu.

Alligevel er der lys forude, mener Kristof:

China today reminds me of Taiwan in the mid-1980s as a rising middle class demanded more freedom. Almost every country around China, from Mongolia to Indonesia, Thailand to South Korea, has become more open and less repressive — not because of the government’s kindness but because of the people’s insistence.

I feel that same process happening here, albeit agonizingly slowly. Someday China’s software will catch up with its hardware.

De olympiske stadions er fyldte. Til randen. Med tomme sæder. Tilskuerne bliver væk.

BOCOG mener selv at det skyldes vejret. Her er enten er for varmt, vådt, tørt eller blæsende.

Hvorfor er de mange stadions kun halvfyldte? Eller endda kvartfyldte.

For det første tror jeg, at det er helt naturligt på det her tidspunkt under et OL. De saftige finaler kommer i næste uge.

For det andet har det kinesiske statsapparat banket smilene væk fra mange kineseres læber, så de ikke tør eller gider at have noget med OL at gøre.

Samtidig er visa-reglerne for udlændinge blevet strammet så meget, at mange har opgivet at rejse til Beijing og Kina.

Se på hotellerne her i Beijing. De hoster rundt med astmatiske belægningsprocenter på omkring de 50. Inden OL havde de haft sprittuscherne fremme og tilføjet uendeligt mange nuller bag de normale priser, men nu er de fleste blevet nødt til hurtigt at strege dem over igen og gå under selv de normale takster. For gæsterne er blevet væk. Det gælder også mange af de hoteller, der sidste år ved samme tid var fyldt op med gæster.

Under OL i Athen lykkedes det kun at sælge cirka to-tredjedele af billetterne. Men her i Beijing har man meldt alt udsolgt. Hvem er det så, der har nappet billetterne?

Det er blandt andet billethajerne, der har ædt enorme mængder af dem. Både de udenlandske og kinesiske af slagsen. For eksempel ville en af dem have 15.000 yuan for en billet til åbningsceremonien. Den fik han ikke solgt.

Samtidig er der voldsomt mange guanxi-billetter i omløb. Sponsorer, organisationer og virksomheder har suget billetterne til sig.

For eksempel har militæret købt en bunke af dem, som de er begyndt at dele ud til pensionerede soldater. Forleden gik de rundt fra dør til dør i et af de komplekser her i Beijing, hvor der bor pensionerede soldater, og bankede på dørene for at uddele billeter, så der kunne komme tilskuere til konkurrencerne.

BOCOG har ligefrem også sendt hundreder af folk ud i stadions, der iklædt orange t-shirts skal fylde sæderne ud og sprede god stemning på stadions.

:: Billedet er fra gårsdagens olympiske uvejr i Shanghai.