Kategori for OL 2008 Beijing

OL i London 2012: Kinas olympiske maratonløbere opdrætter høns

Auto xinhua 4204080711515939210

Det kinesiske OL-landshold i maratonløb er begyndt at opdrætte høns.

Lige nu er de olympiske maratonløbere i træningslejr i Lijiang, som er en by, der ligger i 2.400 meter i bjergene i den sydlige Yunnan provins. Det kinesiske sportssystem har ikke noget officielt center i byen, så derfor bor landsholdet på hotel. Det betyder også, at de selv skal sørge for maden.

Og så skal man passe på, hvis man er i Kina. Især hvis man er professionel sportsudøver, der måske skal testes for doping. For der er stor sandsynlighed for, at der er så store mængder hormoner og stoffer som clenbuterol i kosten, at det kan måles i en dopingkontrol.

Så hvad gør man, hvis man er kinesisk træner og holdleder for otte maratonløbere?

»Jeg er jo ikke ligefrem professionel hønseavler. Men vi har købt 12 kyllinger, der står i bure omme i baggården,« siger Tian Xiaojun over telefonen fra Lijiang.

Hotellet har – meget forståeligt – ikke noget sted, der er beregnet til at gæster kan opdrætte høns. Men fuglene stå prikker i jorden, og de har det fint, fortæller Tian. Han siger også, at det landsholdet ikke har en officiel hønsefodrer.

»Jeg fodrer dem selv jævnligt. Alle kan gøre det, for det er jo ikke professionelt opdræt,« siger Tian Xiaojun.

Da holdet først kom til byen spiste de kun grøntsager de første par dage. Men de tog på landet og fandt en bonde, der solgte nogle fritgående høns til dem, for atleterne skal også have kød. Holdets ernæringseksperter sørger dog for, at løberne højst får omkring ti procent kød i kosten.

Det har jeg fuld forståelse for. De seneste fire år i Beijing har også gjort mig til vegetar – godt hjulpet på vej af »Eating Animals« og »The China Study« – og jeg får ikke mere end cirka ti-femten procent mælk, ost og andre ting fra dyr i min kost. Og altså på grund af de mange fødevareskandaler, som der stort set er en ny af hver dag.

Et par eksempler. For få dage siden blev der fundet rejer, hvor der var sprøjtet lim ind i hovederne. Det forøgede vægten, så sælgerne kunne få flere penge. Det var også derfor, at en mand forleden kunne stå frem og vise, hvordan han skrabede 500 gram voks af fem nyindkøbte æbler. Og så er der selvfølgelig de falske æg, der kan hoppe 40 centimeter, og så »kloak olien.« Altså olie, der bliver lavet af eksempelvis madrester fra restauranter. To personer blev for nyligt dømt for at sælge 110 ton af slagsen. Du kan læse flere klamme eksempler her på Kinablog.

Et af de større problemer er dog kød med hormoner og så clenbuterol, som Alberto Contador også har været i nærkontakt med. Det har blandt andet fået en judo klub i Tianjin til at selv at opdrætte 20 grise, mens en sportsskole i Sichuan har over 100 grise. Så er det kinesiske landshold i maratonløb på vej til at oprette en mindre svinefarm?

»Nej, vi kommer altså ikke til at opdrætte større dyr,« siger Tian Xiaojun, der håber på »et enkelt stykke metal« til holdet i London.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Gratis artikler: OL på den akademiske måde

CQY197_-1_150x232.shkl.jpg Er du træt af at høre om De Olympiske Lege i Beijing?

Hvis svaret er ja – så beklager jeg.

Men du bør alligevel læse videre.

School of Oriental And African Studies på University of London udgiver det videnskabelige magasin China Quarterly.

Det er her, at noget af den bedste forskning om Kina bliver udgivet. China Quarterly er for sinologer, hvad Top Gear er for bil-entusiaster.

På en måske lidt mere nørdet måde, og så uden brændende bildæk.

Det nyeste nummer er en særudgave om OL i Beijing, og det er nu på gaden, biblioteket og internettet.

Normalt koster et års-abonnement over 330 kroner, men de olympiske artikler kan downloades gratis indtil den 30. april.

Det er (hvis links’ene ikke virker, så gå selv her ind):

The Beijing Olympics as a Campaign of Mass Distraction
Af Anne-Marie Brady

Media, the Olympics and the search for the “Real China”
Af Kevin Latham

Beijing’s Olympic Education Programme: Re-Thinking Suzhi Education, Re-Imagining an International China
Af Susan Brownell

China’s Flat Earth: History and 8 August 2008
Af Geremie R. Barmé

Gå til artikel » Skriv kommentar

Syng rent: Kinas kulturministerium forbyder playback under koncerter

xinsrc_592080509161790626573_150x140.shkl.jpg Sangere som giver koncert i Kina risikerer nu at få en bøde, hvis de bruger playback under en koncert.

Altså hvor de ikke synger, men blot bevæger læberne til sang, der er optaget på forhånd.

Det oplyser det kinesiske Kulturministerium ifølge blandt andre Dazhongwang.

Den nye lov gælder for alle kommercielle koncerter, som et publikum har købt billet til.

Men ikke til offentlige arrangementer som for eksempel De Olympiske Lege, hvor hele balladen startede.

Under åbningsceremonien var der et indslag, hvor den ni-årige Lin Miaoke (林妙可) opførte en sang.

Sagen var bare, at det i virkeligheden var den syv-årige Yang Peiyi (楊沛宜), der lagde stemme til.

Lin Miaoke skulle selv have stået på scenen. Men sagen var blevet diskuteret helt oppe i den kinesiske regering. Og her syntes man, at Lin Miaoke var langt sødere at se på, og havde derfor valgt at skifte hende ud.

De kinesiske censurtrolde har selvfølgelig forsøgt at harmonisere nyheden, der gav en voldsom debat i Kina.

Hvis du gik glip af det, kan du læse mere her i Herald Tribune og Los Angeles Times.

Men en ting er – som altid – hvad loven siger, og en helt anden ting om den bliver håndhævet. Så lad os vente og se, om der nogensinde bliver udskrevet en eneste bøde.

:: Billedet er fra Xinhuas profil af Lin Miaoke

Gå til artikel » Skriv kommentar

Forurening i Kina: Beijing beholder regler om bilfrie dage

2h8Q788zdM5274_200x255.shkl.jpg Aaah… snus ind. Der er partikler i luften. Igen.

De Olympiske Lege har forladt byen, og dermed er luftforureningen også kommet tilbage. Skønt. Mine asfalterede lunger kunne slet ikke finde ud af den alt for rene luft under OL.

Men nu er vi ved at være tilbage til det normale igen (inklusiv fødevareskandaler). Se her.

På en slem dag er luftforureningen på H. C. Andersens Boulevard, der er en af de mest trafikerede gader i København, oppe på omkring 25 API.

Under OL lå API her i Beijing sådan omkring de 50-70 stykker.

Og nu er den igen oppe på 120-140 API, som man kan se på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.

Men lokalregeringen i Beijing vil fortsætte med at kæmpe mod forureningen, som AFP skriver (i et telegram hvor linket er forsvundet):

From Wednesday, 30 per cent of government vehicles would be taken off the roads, the municipal government announced yesterday on its website.

From October 11, the remaining government vehicles and all private cars would be banned from the city’s roads for one day each week, depending on their number plates.

The measures were intended to “reduce the impact of vehicle emissions on air quality and maintain basic transport order”, the government said.

News.sohu.com skriver, at det er en prøveperiode på seks måneder.

Ja, det skal jo nok hjælpe. Især når hundreder af fabrikker, støberier og kulkraftværker, der var lukkede under OL, igen er begyndt at pumpe røg ud af skorstene.

Der er også andre problemer, som Times skriver:

As some scientists predicted last summer, the car restrictions played a big part in providing blue skies during the Olympics. But what worked then, when the whole nation was preparing for such a pivotal event, is unlikely to work when everyone is going back to life as usual. Previously I mentioned Mexico City’s car restrictions, which were found to have little to no effect on air pollution. The problem was that once the rules became a semi-permanent way of life, people found ways around them, like buying a second-hand car. During the Olympics TIME’s Beijing bureau used our old Jeep, which rarely sees the road in normal times, on days when our usual ride was restricted. Xinhua’s story announcing the new rules even quotes a driver who says he will probably buy a second car to pick up his daughter on Fridays, the day his vehicle will be banned.

:: Billedet er fra denne artikel

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: Bedstemødre undgår at komme i arbejdslejr

img212039960-250x166shkl_150x100.shkl.jpg To bedstemødre søgte om tilladelse til at holde en demonstration under OL. Helt lovligt. Ingen problemer. Selvfølgelig kunne man demonstrere under OL. Det lovede de kinesiske myndigheder det internationale samfund.

Det var der desværre en masse kinesere som troede på, og de endte selvfølgelig i arbejdslejre og fængsel.

To af dem, der blev dømt til et år i arbejdslejr, var Wu Dianyuan (吴殿元) på 79 år og Wang Xiuying (王秀英) på 77 år.

Mens jeg var på ferie ombestemte politiet sig og slog en streg over dommen, skriver Human Rights in China.

Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der skete med de sidste 146 kinesere.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Bortført under OL: Zeng Jinyan og baby er tilbage i husarrest i Beijing

hqc2-300x225.jpg Jeg havde ikke fået skrevet, at Zeng Jinyan er tilbage i Beijing. Det er hende, der er gift med den fængslede aktivist Hu Jia.

Zeng Jinyan og parrets baby forsvandt fra deres lejlighed den 7. august. Dagen før verdens politiske ledere ankom til åbningsceremonien for det u-politiske OL i Beijing.

Men sammen med parrets baby er hun nu tilbage i sin lejlighed, hvor de to kan fortsætte deres husarrest. Behørigt overvåget af civilkædte betjente.

Politiet tog hende til Dalian, hvor hun blev holdt fanget i 16 dage. Men før de bortførte hende, fik hun lov til at se sin mand i fængslet. Her fandt hun ud af, at Hu Jia ikke havde modtaget de breve, som hun havde sendt til ham. De var konfiskerede.

I følge Zeng Jinayan udfører Hu Jia strafarbejde i fængslet. I syv timer om dagen skal han feje blade sammen. Hvilket er svært for ham, for under sit ophold i fængslet er han blevet syg og har fået skrumpelever.

Globalvoices har oversat hendes seneste blogpost til engelsk her. Og du kan læse hendes blog her, der dog er på kinesisk.

Jeg har før skrevet om Hu Jia. Læs også USA Today og AP.

:: Billedet er Zeng Jinyans privatfoto

Gå til artikel » Kommentar (2)

OL i Beijing: To sider af Kina

bimushi.jpg Sådan. Den er hjemme. OL er en succes, som jeg skriver i denne nyhedsanalyse i søndagens Berlingske.

Og som jeg ikke lige fik linket til i går. Her er en lidt længere og mere blog-agtig (hvad det så end er) version.

Allerede for et par dage siden var de kinesiske medier klar med konklusionen om, at legene var en succes for Kina. For det første rent sportsligt. Ingen anden nation har suget så mange guldmedaljer til sig som Kina, der nu er sportsverdenens globale supermagt.

Også selvom alt ikke gik som planlagt.

I mandags tog hele nationen sig til hovedet, da Liu Xiang måtte humpe ud af Fuglereden og opgive kampen om at komme først i 110 meter hækkeløb. En katastrofe.

For den 25-årige Liu Xiang er et ikon. Forestil dig EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, kronprins Frederik og Bjarne Riis i en og samme person.

Og se på hans løbsnummer, der var 1356. Et lykketal, sagde kineserne. Han bar nationen på ryggen. For Kina består af 1,3 milliarder kinesere og 56 etniske minoriteter. Bagefter sagde kineserne, at tallet havde været for tungt. Ingen kan bære en hel nation på ryggen.

Men efter et par dage var det – om ikke ligefrem glemt – så i hvert fald accepteret og tilgivet af de fleste kinesere. For selve legene har været en succes. Det er gået glat. Uden nogen større problemer.

I hvert fald hvis man spørger kineserne.

For uden for landets grænser møder man man et lidt andet billede af OL og Kina.

Kineserne har har været effektive under OL og er nogle gange blevet mistænkeliggjort vel meget i vestlige medier.

Blandt andet har der været talt om de frivillige kinesere, der står rundt omkring ved de olympiske stadions og andre faciliteter. Deres venlighed. Det påtagede smil. At der lurede noget derinde bag ved den hjælpsomme facade.

Men helt ærligt. Det samme smil får man i en 7-11 butik i USA. Det er professionelt. Det er deres opgave. Og mon ikke englænderne også vil stikke de udenlandske gæster et smil, når de kommer til OL i London i 2012.

Der har også været talt om sikkerheden under OL. 100.000 soldater og betjente har invaderet Beijing. Der står jord-luft missiler og peger mod himlen over Fuglereden. Rundt om i byen går der hundredtusinder af frivillige rundt og holder øje med al mistænkelig adfærd.

Det er nu ikke så underligt. Mon USA’s præsident George Bush havde sagt ja til at blive kørt rundt i Beijing på bagsædet af en VW Santana politibil? Næppe. Det havde de andre 80-90 statsoverhoveder og berømtheder nok heller ikke lyst til. Se på OL i Athen i 2004. Her var sikkerheden på mange måder endnu højere.

Men på den anden side. Her er der noget om snakken.

Vi har set det selvsikre Kina. En 5.000 år gammel civilisation. Der inden 2024 vil sætte en mand på månen. Der har en økonomi med tocifrede vækstrater. En kommende supermagt. Og et land som kan bruge syv års energi og milliarder af kroner på at afholde et OL.

Og vi har set det usikre Kina. Den angste partistat. Der er bange for sine borgere og for sit image udadtil.

Under OL er to bedstemødre i slutningen af 70erne blevet dømt til et år i arbejdslejr. De ville ansøge om at holde en protest, fordi de blev tvangsfjernede fra deres hjem i 2001. Det har de ret til. Det står i loven. Som politiet ignorerede. Ligesom de ignorerede de 77 andre ansøgninger.

Det er en partistat, der efter alt at dømme har fusket med alderen på flere gymnastikpiger. For at deltage i OL skulle de være 16 år gamle. Men meget tyder på, at flere af dem er yngre og IOC undersøger stadig sagen.

Og ingen detalje har været for lille under OL. Det er derfor, at Kinas 25 mest magtfulde politikere – medlemmerne af Politburoet – besluttede, at en 7-årig pige ikke var pæn nok til at synge under åbningsceremonien til OL. Hun blev erstattet af en 9-årig og kønnere pige.

Under åbningsceremonien var der også et gigantisk fyrværkeri. Og det meste var ægte. Men en del af det var computergrafik. Virksomheden bag det arbejder også på afslutningsceremonien. I alt har der siddet 50 mand og arbejdet på projektet under OL.

Alt det har man også i mere eller mindre grad hørt om i Kina. Men uanset hvad, så har OL været en succes for kineserne.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: Sport, sport og sport

img212039960-250x166shkl_150x100.shkl.jpg Slut. Ikke mere kinesisk OL. Det var paradoksalt nok et par uger, hvor Kina stod stille rent nyhedsmæssigt. Der skete (næsten) ikke noget. Kinesisk kultur, politik og erhvervsliv var lukket ned og medierne fyldte med svedende atleter.

Efter syv års politisk optakt var det også værd at lægge mærke til, hvor lidt politik fyldte under legene. Der var lagt op til det helt store, men der skete absolut intet.

Derfor blev aviser, tv og radio rundt om på kloden fyldt op med historier om, hvor sjovt de der kinesere spiser, og at kineserne nu har åbnet op for (indsæt selv et eller såsom yoga eller undergrundsmusik) ________. Og taxachauffører og de frivillige hjælpere rundt om ved de olympiske stadions blev brugt som eksperter på Kina.

Mange af de frivillige var i øvrigt hele klasser fra universiteterne, hvor de studerende havde fået en høflig henstilling om at melde sig som frivillige. Hvorfor nogle også blev nødt til at ændre rejseplaner og blive i Beijing i stedet for at rejse hjem.

Andre af de frivillige var soldater og betjente, der blot gik rundt i de frivilliges t-shirts. Det ser mindre skræmmende ud.

Næste gang kommer turen så til London og England. Hvis standarden fra Beijing skal holde, så får vi en bølge af historier om, hvordan alle englændere drikker varmt vand klokken fem om eftermiddagen, men at de er begyndt at blive moderne og åbne op for udlandet, for flere og flere drikker nu også kaffe; at de spiser kidney pie mindst en gang om dagen; at alle går på pub og drikker lunken øl; at mændene går med bowler hat og paraply og har en overlæbe der er stiv som en skruetrækker; og så videre.

Tom Humprhies, der arbejder for Irish Times var en af de 20.000 journalister der dumpede ned i Beijing for at dække Kina og legene. Han beskriver det selvransagende på denne måde:

More than at any other Olympic celebration, we were aware of being tranquillised – we lived in a theme park, not China (…).

The main transportation area at the Olympic press centre is a grid several football pitches in area with buses going hither and thither from designated stops. To get to the shuttle that whisks us nightly to our plush seven-star hotel suite, we must go past the stop that whisks other people to the Beijing Foreign Experts Institute. We can’t help but feel a pang of envy.

All of us here, after all, are foreign experts, unblushing about painting an overall picture of China after a couple of weeks spent within the Disney on steroids environment that the Olympics provides.

In truth we are the least-qualified people on earth to comment on China and the games. We can only compare and contrast these Beijing games as seen from within the bubble with the experience of being within other bubbles.

Og endelig:

China has planned and constructed these games to soothe us. It exposes us to the friendliest, most helpful security people in the world, the warmest citizens and their touching innocent pride. They smile hugely when they throw Snickers bars at us! And our reservations and protest plans feel like bad manners.

We remember all the promises made in Moscow seven years ago and realise that China has delivered over and over again in terms of the infrastructure of these games and, rather cynically, hasn’t blinked on much else. But we can see nothing and hear nothing, so while we are here, we do nothing and hope those who hope for more understand. We were queuing for M&Ms. Okay?

Og det er helt okay. Efter årelange diskussioner om menneskerrettigheder og storpolitik var det måske på tide at få atleterne på banen og koncentrere sig om sport og få lidt glæde ind i legene, der de seneste måneder var blevet presset ret flade.

Men. For sådan et er der. Alligevel overrasker det mig, at der overhovedet ikke var nogen politikere, atleter eller andre berømtheder, der kom med nogen som helst former for udtalelser eller lignende.

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: iTunes censureret i Kina

Apple itunes store danmark.jpg

Kina blokerer nu for iTunes, fordi nogle olympiske atleter har fundet og downloaded en politisk sang om Tibet, som man kan læse for eksempel her.

Fis.

De seneste par måneder har jeg haft problemer med at komme ind på iTunes Store. Nogle gange virker den. Andre gange gør den ikke. Lidt ligesom Facebook.

Censorerne kan åbenbart ikke helt finde ud af, om de skal blokere den eller ej. I hvert fald her i Beijing. Det varierer selvfølgelig fra provins til provins.

Eller også har de problemer med deres nye software. I gamle dage blokerede de en hel side. Nul adgang. Ny og bedre software gør nu, at man kan gå ind på for eksempel Wikipedia. Men man kan ikke søge på forskellige ting, der for eksempel skete på en stor plads i slutningen af 1980erne. Med mindre man altså bruger en proxy eller VPN. Så virker alt fint. Som jeg skrevet en lille guide om her.

Så i lang tid har der været problemer med iTunes.

Men hvad gør man, hvis man nu sender et album på gaden og gerne vil have reklame? Jo, man gør det her, som der står i Times:

… the US-based International Campaign for Tibet (ICT) announced that 46 athletes from America, Europe and even Beijing had used the site to download Songs for Tibet, which had been offered to them free.

Det har virkelig givet albummet og kunstnerne opmærksomhed. Godt tænkt. God reklame. God opmærksomhed. God PR.

Især hvis det har fået censorerne til lige at slukke for kontakten til iTunes. Hvilket jeg tvivler på. Den er bare ustabil som den plejer at være. Eller de har langt om længe besluttet helt at slukke for den.

Hvilket set fra kinesernes plads bag tastaturet er ret ligegyldigt.

For hvorfor får sagen så meget presse? I Kina har iTunes en markedsandel på størrelse med en loppe, og de færreste kinesere kender til musikbutikken. Den er ligegyldig. Men den er kendt i vesten. Derfor er det godt stof.

Og derfor er det dårligt stof at skrive om lukninger af alle de kinesiske hjemmesider, som vi ikke kender i Vesten, men som betyder noget for kineserne. Gab.

:: Læs mere på Sydney Morning Herald, Times, Guardian og Telegraph.

Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: To pensionister skal et år i arbejdslejr

img212039960-250x166shkl_150x100.shkl.jpg To kvinder er blevet dømt til et år i arbejdslejr, skriver Human Rights in China i en pressemeddelelse.

Den 79-årige Wu Dianyuan (吴殿元) og den 77-årige Wang Xiuying (王秀英) havde søgt om tilladelse til at holde en demonstration i en af de tre olympiske ”protest-parker”, som jeg har skrevet om tidligere.

De er blevet dømt til ”genopdragelse gennem arbejde”, som er system hvor politiet kan dømme folk i op til fire år uden at sætte dem for en domstol.

De er dømt for at forstyrre den offentlige orden, fordi de har søgt om tilladelse til at demonstrere. Som ellers skulle være lovligt. Det løfte havde den kinesiske regering og arrangørerne af OL i Beijing, BOCOG, givet inden legene begyndte.

De to kvinder var naboer, da de i 2001 blev tvangsfjernede fra deres hjem i Beijing Siden har de uden held forsøgt at få erstatning.

Gå til artikel » Comment (1)