Hvis svaret er ja – så beklager jeg.

Men du bør alligevel læse videre.

School of Oriental And African Studies på University of London udgiver det videnskabelige magasin China Quarterly.

Det er her, at noget af den bedste forskning om Kina bliver udgivet. China Quarterly er for sinologer, hvad Top Gear er for bil-entusiaster.

På en måske lidt mere nørdet måde, og så uden brændende bildæk.

Det nyeste nummer er en særudgave om OL i Beijing, og det er nu på gaden, biblioteket og internettet.

Normalt koster et års-abonnement over 330 kroner, men de olympiske artikler kan downloades gratis indtil den 30. april.

Det er (hvis links’ene ikke virker, så gå selv her ind):

• The Beijing Olympics as a Campaign of Mass Distraction
Af Anne-Marie Brady

• Media, the Olympics and the search for the “Real China”
Af Kevin Latham

• Beijing’s Olympic Education Programme: Re-Thinking Suzhi Education, Re-Imagining an International China
Af Susan Brownell

• China’s Flat Earth: History and 8 August 2008
Af Geremie R. Barmé

Altså hvor de ikke synger, men blot bevæger læberne til sang, der er optaget på forhånd.

Det oplyser det kinesiske Kulturministerium ifølge blandt andre Dazhongwang.

Den nye lov gælder for alle kommercielle koncerter, som et publikum har købt billet til.

Men ikke til offentlige arrangementer som for eksempel De Olympiske Lege, hvor hele balladen startede.

Under åbningsceremonien var der et indslag, hvor den ni-årige Lin Miaoke (林妙可) opførte en sang.

Sagen var bare, at det i virkeligheden var den syv-årige Yang Peiyi (楊沛宜), der lagde stemme til.

Lin Miaoke skulle selv have stået på scenen. Men sagen var blevet diskuteret helt oppe i den kinesiske regering. Og her syntes man, at Lin Miaoke var langt sødere at se på, og havde derfor valgt at skifte hende ud.

De kinesiske censurtrolde har selvfølgelig forsøgt at harmonisere nyheden, der gav en voldsom debat i Kina.

Hvis du gik glip af det, kan du læse mere her i Herald Tribune og Los Angeles Times.

Men en ting er – som altid – hvad loven siger, og en helt anden ting om den bliver håndhævet. Så lad os vente og se, om der nogensinde bliver udskrevet en eneste bøde.

:: Billedet er fra Xinhuas profil af Lin Miaoke

De Olympiske Lege har forladt byen, og dermed er luftforureningen også kommet tilbage. Skønt. Mine asfalterede lunger kunne slet ikke finde ud af den alt for rene luft under OL.

Men nu er vi ved at være tilbage til det normale igen (inklusiv fødevareskandaler). Se her.

På en slem dag er luftforureningen på H. C. Andersens Boulevard, der er en af de mest trafikerede gader i København, oppe på omkring 25 API.

Under OL lå API her i Beijing sådan omkring de 50-70 stykker.

Og nu er den igen oppe på 120-140 API, som man kan se på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.

Men lokalregeringen i Beijing vil fortsætte med at kæmpe mod forureningen, som AFP skriver (i et telegram hvor linket er forsvundet):

From Wednesday, 30 per cent of government vehicles would be taken off the roads, the municipal government announced yesterday on its website.

From October 11, the remaining government vehicles and all private cars would be banned from the city’s roads for one day each week, depending on their number plates.

The measures were intended to “reduce the impact of vehicle emissions on air quality and maintain basic transport order”, the government said.

News.sohu.com skriver, at det er en prøveperiode på seks måneder.

Ja, det skal jo nok hjælpe. Især når hundreder af fabrikker, støberier og kulkraftværker, der var lukkede under OL, igen er begyndt at pumpe røg ud af skorstene.

Der er også andre problemer, som Times skriver:

As some scientists predicted last summer, the car restrictions played a big part in providing blue skies during the Olympics. But what worked then, when the whole nation was preparing for such a pivotal event, is unlikely to work when everyone is going back to life as usual. Previously I mentioned Mexico City’s car restrictions, which were found to have little to no effect on air pollution. The problem was that once the rules became a semi-permanent way of life, people found ways around them, like buying a second-hand car. During the Olympics TIME’s Beijing bureau used our old Jeep, which rarely sees the road in normal times, on days when our usual ride was restricted. Xinhua’s story announcing the new rules even quotes a driver who says he will probably buy a second car to pick up his daughter on Fridays, the day his vehicle will be banned.

:: Billedet er fra denne artikel

Det var der desværre en masse kinesere som troede på, og de endte selvfølgelig i arbejdslejre og fængsel.

To af dem, der blev dømt til et år i arbejdslejr, var Wu Dianyuan (吴殿元) på 79 år og Wang Xiuying (王秀英) på 77 år.

Mens jeg var på ferie ombestemte politiet sig og slog en streg over dommen, skriver Human Rights in China.

Så mangler vi bare at finde ud af, hvad der skete med de sidste 146 kinesere.

Zeng Jinyan og parrets baby forsvandt fra deres lejlighed den 7. august. Dagen før verdens politiske ledere ankom til åbningsceremonien for det u-politiske OL i Beijing.

Men sammen med parrets baby er hun nu tilbage i sin lejlighed, hvor de to kan fortsætte deres husarrest. Behørigt overvåget af civilkædte betjente.

Politiet tog hende til Dalian, hvor hun blev holdt fanget i 16 dage. Men før de bortførte hende, fik hun lov til at se sin mand i fængslet. Her fandt hun ud af, at Hu Jia ikke havde modtaget de breve, som hun havde sendt til ham. De var konfiskerede.

I følge Zeng Jinayan udfører Hu Jia strafarbejde i fængslet. I syv timer om dagen skal han feje blade sammen. Hvilket er svært for ham, for under sit ophold i fængslet er han blevet syg og har fået skrumpelever.

Globalvoices har oversat hendes seneste blogpost til engelsk her. Og du kan læse hendes blog her, der dog er på kinesisk.

Jeg har før skrevet om Hu Jia. Læs også USA Today og AP.

:: Billedet er Zeng Jinyans privatfoto

Og som jeg ikke lige fik linket til i går. Her er en lidt længere og mere blog-agtig (hvad det så end er) version.

Allerede for et par dage siden var de kinesiske medier klar med konklusionen om, at legene var en succes for Kina. For det første rent sportsligt. Ingen anden nation har suget så mange guldmedaljer til sig som Kina, der nu er sportsverdenens globale supermagt.

Også selvom alt ikke gik som planlagt.

I mandags tog hele nationen sig til hovedet, da Liu Xiang måtte humpe ud af Fuglereden og opgive kampen om at komme først i 110 meter hækkeløb. En katastrofe.

For den 25-årige Liu Xiang er et ikon. Forestil dig EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, kronprins Frederik og Bjarne Riis i en og samme person.

Og se på hans løbsnummer, der var 1356. Et lykketal, sagde kineserne. Han bar nationen på ryggen. For Kina består af 1,3 milliarder kinesere og 56 etniske minoriteter. Bagefter sagde kineserne, at tallet havde været for tungt. Ingen kan bære en hel nation på ryggen.

Men efter et par dage var det – om ikke ligefrem glemt – så i hvert fald accepteret og tilgivet af de fleste kinesere. For selve legene har været en succes. Det er gået glat. Uden nogen større problemer.

I hvert fald hvis man spørger kineserne.

For uden for landets grænser møder man man et lidt andet billede af OL og Kina.

Kineserne har har været effektive under OL og er nogle gange blevet mistænkeliggjort vel meget i vestlige medier.

Blandt andet har der været talt om de frivillige kinesere, der står rundt omkring ved de olympiske stadions og andre faciliteter. Deres venlighed. Det påtagede smil. At der lurede noget derinde bag ved den hjælpsomme facade.

Men helt ærligt. Det samme smil får man i en 7-11 butik i USA. Det er professionelt. Det er deres opgave. Og mon ikke englænderne også vil stikke de udenlandske gæster et smil, når de kommer til OL i London i 2012.

Der har også været talt om sikkerheden under OL. 100.000 soldater og betjente har invaderet Beijing. Der står jord-luft missiler og peger mod himlen over Fuglereden. Rundt om i byen går der hundredtusinder af frivillige rundt og holder øje med al mistænkelig adfærd.

Det er nu ikke så underligt. Mon USA’s præsident George Bush havde sagt ja til at blive kørt rundt i Beijing på bagsædet af en VW Santana politibil? Næppe. Det havde de andre 80-90 statsoverhoveder og berømtheder nok heller ikke lyst til. Se på OL i Athen i 2004. Her var sikkerheden på mange måder endnu højere.

Men på den anden side. Her er der noget om snakken.

Vi har set det selvsikre Kina. En 5.000 år gammel civilisation. Der inden 2024 vil sætte en mand på månen. Der har en økonomi med tocifrede vækstrater. En kommende supermagt. Og et land som kan bruge syv års energi og milliarder af kroner på at afholde et OL.

Og vi har set det usikre Kina. Den angste partistat. Der er bange for sine borgere og for sit image udadtil.

Under OL er to bedstemødre i slutningen af 70erne blevet dømt til et år i arbejdslejr. De ville ansøge om at holde en protest, fordi de blev tvangsfjernede fra deres hjem i 2001. Det har de ret til. Det står i loven. Som politiet ignorerede. Ligesom de ignorerede de 77 andre ansøgninger.

Det er en partistat, der efter alt at dømme har fusket med alderen på flere gymnastikpiger. For at deltage i OL skulle de være 16 år gamle. Men meget tyder på, at flere af dem er yngre og IOC undersøger stadig sagen.

Og ingen detalje har været for lille under OL. Det er derfor, at Kinas 25 mest magtfulde politikere – medlemmerne af Politburoet – besluttede, at en 7-årig pige ikke var pæn nok til at synge under åbningsceremonien til OL. Hun blev erstattet af en 9-årig og kønnere pige.

Under åbningsceremonien var der også et gigantisk fyrværkeri. Og det meste var ægte. Men en del af det var computergrafik. Virksomheden bag det arbejder også på afslutningsceremonien. I alt har der siddet 50 mand og arbejdet på projektet under OL.

Alt det har man også i mere eller mindre grad hørt om i Kina. Men uanset hvad, så har OL været en succes for kineserne.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

Efter syv års politisk optakt var det også værd at lægge mærke til, hvor lidt politik fyldte under legene. Der var lagt op til det helt store, men der skete absolut intet.

Derfor blev aviser, tv og radio rundt om på kloden fyldt op med historier om, hvor sjovt de der kinesere spiser, og at kineserne nu har åbnet op for (indsæt selv et eller såsom yoga eller undergrundsmusik) ________. Og taxachauffører og de frivillige hjælpere rundt om ved de olympiske stadions blev brugt som eksperter på Kina.

Mange af de frivillige var i øvrigt hele klasser fra universiteterne, hvor de studerende havde fået en høflig henstilling om at melde sig som frivillige. Hvorfor nogle også blev nødt til at ændre rejseplaner og blive i Beijing i stedet for at rejse hjem.

Andre af de frivillige var soldater og betjente, der blot gik rundt i de frivilliges t-shirts. Det ser mindre skræmmende ud.

Næste gang kommer turen så til London og England. Hvis standarden fra Beijing skal holde, så får vi en bølge af historier om, hvordan alle englændere drikker varmt vand klokken fem om eftermiddagen, men at de er begyndt at blive moderne og åbne op for udlandet, for flere og flere drikker nu også kaffe; at de spiser kidney pie mindst en gang om dagen; at alle går på pub og drikker lunken øl; at mændene går med bowler hat og paraply og har en overlæbe der er stiv som en skruetrækker; og så videre.

Tom Humprhies, der arbejder for Irish Times var en af de 20.000 journalister der dumpede ned i Beijing for at dække Kina og legene. Han beskriver det selvransagende på denne måde:

More than at any other Olympic celebration, we were aware of being tranquillised – we lived in a theme park, not China (…).

The main transportation area at the Olympic press centre is a grid several football pitches in area with buses going hither and thither from designated stops. To get to the shuttle that whisks us nightly to our plush seven-star hotel suite, we must go past the stop that whisks other people to the Beijing Foreign Experts Institute. We can’t help but feel a pang of envy.

All of us here, after all, are foreign experts, unblushing about painting an overall picture of China after a couple of weeks spent within the Disney on steroids environment that the Olympics provides.

In truth we are the least-qualified people on earth to comment on China and the games. We can only compare and contrast these Beijing games as seen from within the bubble with the experience of being within other bubbles.

Og endelig:

China has planned and constructed these games to soothe us. It exposes us to the friendliest, most helpful security people in the world, the warmest citizens and their touching innocent pride. They smile hugely when they throw Snickers bars at us! And our reservations and protest plans feel like bad manners.

…

We remember all the promises made in Moscow seven years ago and realise that China has delivered over and over again in terms of the infrastructure of these games and, rather cynically, hasn’t blinked on much else. But we can see nothing and hear nothing, so while we are here, we do nothing and hope those who hope for more understand. We were queuing for M&Ms. Okay?

Og det er helt okay. Efter årelange diskussioner om menneskerrettigheder og storpolitik var det måske på tide at få atleterne på banen og koncentrere sig om sport og få lidt glæde ind i legene, der de seneste måneder var blevet presset ret flade.

Men. For sådan et er der. Alligevel overrasker det mig, at der overhovedet ikke var nogen politikere, atleter eller andre berømtheder, der kom med nogen som helst former for udtalelser eller lignende.

Kina blokerer nu for iTunes, fordi nogle olympiske atleter har fundet og downloaded en politisk sang om Tibet, som man kan læse for eksempel her.

Fis.

De seneste par måneder har jeg haft problemer med at komme ind på iTunes Store. Nogle gange virker den. Andre gange gør den ikke. Lidt ligesom Facebook.

Censorerne kan åbenbart ikke helt finde ud af, om de skal blokere den eller ej. I hvert fald her i Beijing. Det varierer selvfølgelig fra provins til provins.

Eller også har de problemer med deres nye software. I gamle dage blokerede de en hel side. Nul adgang. Ny og bedre software gør nu, at man kan gå ind på for eksempel Wikipedia. Men man kan ikke søge på forskellige ting, der for eksempel skete på en stor plads i slutningen af 1980erne. Med mindre man altså bruger en proxy eller VPN. Så virker alt fint. Som jeg skrevet en lille guide om her.

Så i lang tid har der været problemer med iTunes.

Men hvad gør man, hvis man nu sender et album på gaden og gerne vil have reklame? Jo, man gør det her, som der står i Times:

… the US-based International Campaign for Tibet (ICT) announced that 46 athletes from America, Europe and even Beijing had used the site to download Songs for Tibet, which had been offered to them free.

Det har virkelig givet albummet og kunstnerne opmærksomhed. Godt tænkt. God reklame. God opmærksomhed. God PR.

Især hvis det har fået censorerne til lige at slukke for kontakten til iTunes. Hvilket jeg tvivler på. Den er bare ustabil som den plejer at være. Eller de har langt om længe besluttet helt at slukke for den.

Hvilket set fra kinesernes plads bag tastaturet er ret ligegyldigt.

For hvorfor får sagen så meget presse? I Kina har iTunes en markedsandel på størrelse med en loppe, og de færreste kinesere kender til musikbutikken. Den er ligegyldig. Men den er kendt i vesten. Derfor er det godt stof.

Og derfor er det dårligt stof at skrive om lukninger af alle de kinesiske hjemmesider, som vi ikke kender i Vesten, men som betyder noget for kineserne. Gab.

:: Læs mere på Sydney Morning Herald, Times, Guardian og Telegraph.

Den 79-årige Wu Dianyuan (吴殿元) og den 77-årige Wang Xiuying (王秀英) havde søgt om tilladelse til at holde en demonstration i en af de tre olympiske ”protest-parker”, som jeg har skrevet om tidligere.

De er blevet dømt til ”genopdragelse gennem arbejde”, som er system hvor politiet kan dømme folk i op til fire år uden at sætte dem for en domstol.

De er dømt for at forstyrre den offentlige orden, fordi de har søgt om tilladelse til at demonstrere. Som ellers skulle være lovligt. Det løfte havde den kinesiske regering og arrangørerne af OL i Beijing, BOCOG, givet inden legene begyndte.

De to kvinder var naboer, da de i 2001 blev tvangsfjernede fra deres hjem i Beijing Siden har de uden held forsøgt at få erstatning.

Det er ikke kun europæiske fodboldtilhængere, der banker konen når deres hold taber.

Hele nationen tog sig til hovedet da nationalhelten Liu Xiang (刘翔) i mandags måtte humpe ud af Fuglereden. Det var en skuffelse af episke dimensioner.

Tag for eksempel Liu Xiangs løbenummer, der er 1356. Et lykketal for talglade kinesere, som der er 1,3 milliarder af og 56 minoriteter.

Liu Xiang er for kineserne, hvad kronprins Frederik, EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, Bjarne Riis, Holger Danske og Steffen Brandt er for danskerne. Hvis altså de var smeltet sammen i én enkelt person.

Derfor gik det også galt i et lille hjem i Fujian i mandags, som 163.com skriver.

Manden i huset er en stor fan af Liu Xiang. Så da konen sagde, at Liu Xiang blot havde bukket under for det enorme pres og simulerede skaden, svarede manden igen med en håndmad midt i konens ansigt. Skænderiet, tumulten og slåskampen fortsatte indtil politet dukkede op.

:: Grafikken er fra 163.com

Cnreviews har lavet en god liste og sammenfatning over de reaktioner som Brooks’ klumme har affødt.

Blandt andet Imagethief, Peking Duck, China Law Blog, Pomfrets China, Blurring Borders og ikke mindst Language Log, der laver en grundig gennemgang af det tåbelige argument om at vesten skulle være et samfund fuld af individer og de asiatiske lande fulde af kollektivister.

Pilen ryger op i det røde felt, når jeg ser nogen vrøvle om Vesten og Asien på den måde. Uanset om det er Brooks eller kinesiske nationalister. Som om en advokat fra Toronto har noget som helst til fælles med en automekaniker fra Gdansk. På samme måde ville der nok også være enkelte huller i samtalen mellem en nomade fra Mongoliet og en atomfysiker fra Tokyo.

Brooks skriver blandt andet:

This is a divide that goes deeper than economics into the way people perceive the world. If you show an American an image of a fish tank, the American will usually describe the biggest fish in the tank and what it is doing. If you ask a Chinese person to describe a fish tank, the Chinese will usually describe the context in which the fish swim.

These sorts of experiments have been done over and over again, and the results reveal the same underlying pattern. Americans usually see individuals; Chinese and other Asians see contexts.

Det er måske lige at stramme den hårdt nok, som Language Log skriver:

But first of all, it wasn’t a representative sample of Americans, it was undergraduates in a psychology course at the University of Michigan; and second, it wasn’t Chinese, it was undergraduates in a psychology course at Kyoto University in Japan; and third, it wasn’t a fish tank, it was 10 20-second animated vignettes of underwater scenes; and fourth, the Americans didn’t mention the “focal fish” more often than the Japanese, they mentioned them less often.

:: Billedet forestiller en typisk mongol, fillipiner, kineser, vietnameser eller whatever fra et sted i Asien.

Den amerikanske fotograf Kevin German har taget en lang række seværdige og levende billeder her fra OL i Beijing.

Smut selv forbi og kig på hans blog Wandering Light.

:: Via Globalvoices

:: Foto fra Wandering Light

20.000 journalister er styrtet ned i Beijing. De fleste er her heldigvis for at dække sport. Og det går glimrende.

Men der er også nogle, der gerne vil dække al det der uden om OL (som der faktisk ikke har været en dyt af, fordi hele samfundet er sat på en total pause indtil OL er slut & forbi).

Det går ikke altid lige godt. Mange af dem har hentet deres viden om Kina fra det in-fligt magasin, der lå i sædelommen foran dem på flyveturen til Beijing. Eller fra flappen på Lonely Planet Beijing. Eller ved at kigge ud af vinduet på hotellet.

Derfor har medier over hele verden været solidt fyldte med oppustede historier om kontrasternes Kina, Mao Zedong på pengesedler, se hvor mærkeligt de spiser i Kina, hvor meget de alle sammen smiler herovre og alle de andre klicheer. Alt sammen gode og solidt researchede historier der er skrevet af folk, som aldrig har været uden for den 3. ringvej i Beijing.

En af de værste er Rob Riggles fra the Daily Show. Den fedladne og Starbucks-drikkende amerikaner er i kategori med Ted Baxter, Morbo og Kent Brockman.

Riggles omtaler landet som “the great China, gateway to Mongolia”. Serien hedder selvfølgelig Chasing the Dragon.

Han har været her en uge. Hvor han blandt andet har mødt og afdækket den lokale kultur. Som man kan se på billedet herover. Og iklædt den obligatoriske, khakifarvede vest har den selvfede journalist også fundet ud af, at “there is a story here, even bigger than me”.

Min helt klare favorit er indslaget, hvor han afdækker det autoritære Kina.

Jeg har – som så mange andre – forsøgt at få en kommentar fra Bureau for Offentlig Sikkerhed. Aldeles uden held. Men nu har de løftet sløret for, hvor mange ansøgninger de har fået under OL.

I alt har de modtaget 74 ansøgninger fra kinesere om at holde demonstrationer i en af de tre parker, hvor det er tilladt at protestere under legene i Beijing.

Når man søger om lov til at holde en demonstration, skal man også skrive antallet af demonstranter på ansøgningen. I alt er 146 kinesere involveret i ansøgningerne.

De fleste af dem er sikkert blevet sendt tilbage til deres hjemprovinser eller arresterede og sendt i fængsel eller arbejdslejr.

De kan kort sagt ikke gøre andet end at vente på at OL slutter og udlandet bliver trætte af historier om Kina, så politiet i fred og ro kan gå i gang med dem.

Der er også tre udlændinge, som har søgt om tilladelse. Dem sker der ikke noget med.

Hvor mange af de 74 ansøgninger, har politiet så godkendt? Ikke en eneste.

Hvor mange demonstrationer, er der så blevet holdt under OL? Ikke en eneste.

Nicholas D. Kristof mener, at det alligevel er et tegn på fremskridt, som han skriver i søndagens klumme, som jeg også linkede til i går.

Yet even though the process is a charade, it still represents progress in China, in that the law implicitly acknowledges the legitimacy of protest. Moreover, a trickle of Chinese have applied to hold protests, even though they know that they are more likely to end up in jail than in a “protest zone.” Fear of the government is ebbing.

My hunch is that in the coming months, perhaps after the Olympics, we will see some approvals granted. China is changing: it is no democracy, but it’s also no longer a totalitarian state.

Jo, det er fremskridt. I forhold til ti eller tyve år siden. Men det har stået i loven i årevis, at kineserne har ret til at demonstrere. Uden at nogen har fået lov til det. Og jeg tror, at der kommer til at gå ret mange år, før vi ser lovligt demonstrerende kinesere i Beijing.

Og ja, 74 personer har været modige og er gået ind på politistationerne og er blevet arresterede. Og det tal er faktisk højere end jeg troede. Jeg har samlet omkring seks navne sammen, der er forsvundede og arresterede. Tænk sig, der er faktisk 74.

Så ja, på den ene side er frygten for det offentlige ved at ebbe ud. Det kan man også se på forårets mange ulovlige og voldelige protester rundt om i Kina, der har involveret titusinder af kinesere.

På den anden side, og sådan en er der altid i Kina, så er frygten der stadig. Man kan roligt sige, at munden er blevet lukket på enhver form for kritik op til OL.

Men jeg tror ikke, at der kommer flere demonstrationer her efter OL. Hvorfor skulle der det? Kineserne har haft ret til det i årevis, men ingen har fået lov til det af politiet. Så hvorfor skulle det ændre sig nu.

Alligevel er der lys forude, mener Kristof:

China today reminds me of Taiwan in the mid-1980s as a rising middle class demanded more freedom. Almost every country around China, from Mongolia to Indonesia, Thailand to South Korea, has become more open and less repressive — not because of the government’s kindness but because of the people’s insistence.

I feel that same process happening here, albeit agonizingly slowly. Someday China’s software will catch up with its hardware.

BOCOG mener selv at det skyldes vejret. Her er enten er for varmt, vådt, tørt eller blæsende.

Hvorfor er de mange stadions kun halvfyldte? Eller endda kvartfyldte.

For det første tror jeg, at det er helt naturligt på det her tidspunkt under et OL. De saftige finaler kommer i næste uge.

For det andet har det kinesiske statsapparat banket smilene væk fra mange kineseres læber, så de ikke tør eller gider at have noget med OL at gøre.

Samtidig er visa-reglerne for udlændinge blevet strammet så meget, at mange har opgivet at rejse til Beijing og Kina.

Se på hotellerne her i Beijing. De hoster rundt med astmatiske belægningsprocenter på omkring de 50. Inden OL havde de haft sprittuscherne fremme og tilføjet uendeligt mange nuller bag de normale priser, men nu er de fleste blevet nødt til hurtigt at strege dem over igen og gå under selv de normale takster. For gæsterne er blevet væk. Det gælder også mange af de hoteller, der sidste år ved samme tid var fyldt op med gæster.

Under OL i Athen lykkedes det kun at sælge cirka to-tredjedele af billetterne. Men her i Beijing har man meldt alt udsolgt. Hvem er det så, der har nappet billetterne?

Det er blandt andet billethajerne, der har ædt enorme mængder af dem. Både de udenlandske og kinesiske af slagsen. For eksempel ville en af dem have 15.000 yuan for en billet til åbningsceremonien. Den fik han ikke solgt.

Samtidig er der voldsomt mange guanxi-billetter i omløb. Sponsorer, organisationer og virksomheder har suget billetterne til sig.

For eksempel har militæret købt en bunke af dem, som de er begyndt at dele ud til pensionerede soldater. Forleden gik de rundt fra dør til dør i et af de komplekser her i Beijing, hvor der bor pensionerede soldater, og bankede på dørene for at uddele billeter, så der kunne komme tilskuere til konkurrencerne.

BOCOG har ligefrem også sendt hundreder af folk ud i stadions, der iklædt orange t-shirts skal fylde sæderne ud og sprede god stemning på stadions.

:: Billedet er fra gårsdagens olympiske uvejr i Shanghai.

Local officials and plainclothes officers followed journalists attempting to report on migrant workers in Beijing,intimidating sources and later telling the journalists they needed government permission to conduct interviews.

Kristoffer Ronneberg, correspondent for the Norweigan newspaper Aftenposten, and Jes Randrup Nielsen of Jyllands-Posten (Denmark), were covering a story on migrant workers who were forced to leave Beijing because of a pre-Olympic clampdown.

Five minutes after the media arrived at the village, a local official approached the reporters and asked for their identification; she recorded information from their documents. Three unmarked cars and various officials followed the journalists “and made it impossible for us to talk to sources without putting them in danger,” recalled Ronneberg. The journalists confronted the officials following them; one said she had spoken to Propaganda authorities, who said they needed permission to speak with local people.

“This is, ofcourse, a clear violation of the new rules for foreign reporters,” said Ronneberg. The journalists, who decided to leave because of the obstruction, were also videotaped by the officials following them.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

Ude på landet har man også Fuglereder. For eksempel i Hangzhou i Zhejiang, hvor nogle bønder har bygget en kopi af Beijing Nationale Stadion. Der er bedre kendt som Fuglereden. De ti landsbyboere har brugt 15 dage på at strikke modellen sammen, der er bygget i størrelsesforholdet 20:1.

I det hele taget er der gået mode i at bygge kopier af Fuglereden. Her er den for eksempel som kage.

Og det kan måske hjælpe hende med at finde sin far, der forsvandt for ti år siden, som der står i denne artikel fra 163.com. Her blev hendes forældre skilt, og i et stykke tid boede hun sammen med sin far. Men i 1999 afleverede han den 14-årige Guo til hendes træner. Hun har ikke set ham siden.

Det har fået flere netizens til at hjælpe den nyslåede medaljevinder med at finde sin far, og der cirkulerer nu billeder og efterlysninger af ham rundt på nettet.

Det er ikke noget nyt, der er kommet under OL. Kineserne har i årevis haft ret til at demonstrere, som jeg har skrevet om tidligere. Det står i loven. Man skal blot søge om tilladelse hos politiet fem dage inden demonstrationen. For at få en tilladelse med de rigtige stempler skal man møde personligt op hos politiet og fortælle dem om grunden til demonstrationen, hvad der vil kommer til at stå på bannere, hvad talerne vil handle om og hvor mange deltagere der vil være.

Samtidig skal man overholde de kinesiske love. I lovene står der, at demonstrationer som kan skade den sociale stabilitet eller nationale enhed er ulovlige. Det er brede paragraffer, som myndighederne fortolker som de vil.

Det er kort sagt ikke nemt at lave en lovlig demonstration i Kina.

Heller ikke under OL. Først ville myndighederne slet ikke tillade protester. Men efter internationalt pres gik de med til at lave tre zoner i tre parker Beijing, hvor man kunne demonstrere.

Set i bakspejlet kan man roligt konkludere, at det kun var for at lukke munden på de internationale kritikere.

Alle de kinesere, der lovligt har søgt om at holde en demonstration, er forsvundet. De er blevet fængslede. Eller sendt tilbage til deres hjemprovinser. Pænt eskorteret af politimænd.

Myndighederne vil ikke tale om det.

Jeg ville høre nærmere om en bestemt sag, som den lokale politistation i Qianmen har behandlet (det vil sige fængslet). Her siger en vagthavende, at hun ikke vil udtale sig. Hun henviser til distriktets politistation.

Her henviser man til Bureau for Offentlig Sikkerhed, som politiet i Kina er en del af. Her vil man have spørgsmålene på en fax. Tirsdag aften havde bureauet endnu ikke svaret på faxen. Her onsdag morgen har de stadig ikke svaret.

Hos arrangørerne bag legene, Beijing Organizing Committee (BOCOG), oplyser man, at den sikkerhedsansvarlige for OL, Liu Shaowu, er i møde hele tirsdagen og derfor ikke kan medvirke i et interview. Det var Liu Shaowu, der annoncerede reglerne og protestzonerne på en pressekonference den 23. juli.

Sun Weide, der er talsmand for BOCOG, siger at BOCOG ikke har noget med reglerne og protestzonerne at gøre, men at det hører under Bureau for Offentlig Sikkerhed.

I går talte jeg også med Jiang Tianyong, der er advokat og kendt for at tage politiske sager. Blandt andet har han forsvaret tibetanere. Da han først hørte om reglerne i sidste måned, var han positiv og glædeligt overrasket. Det var dengang:

»Vi troede på, at det ville være en god ting, men vi blev snydt. Det viser, at de ikke har tænkt sig at overholde deres løfte,« siger Jiang Tianyong over telefonen. Normalt bor og arbejder han her i Beijing. Men lige nu er han på »forretningsrejse«.

For et par dage siden kom organisationen Human Rights in China med en liste over advokater, som var blevet forfulgt og chikaneret af politiet. Flere af dem har valgt at rejse ud af Beijing under det olympiske sportsstævne.

Hvis jeg skal analysere sagen – hvad kommer der så til at ske nu?

Ingenting.

Hvis man ser ned over de seneste ti, tyve års historie, er der sket ufatteligt mange forbedringer her i landet. Også når det kommer til menneskerettighederne.

Men hvis man ser på de seneste seks måneder, er det gået voldsomt tilbage menneskerettighederne. Og det har ikke haft hverken politiske eller økonomiske konsekvenser for Kina.

Derfor vil det heller ikke få nogen konsekvenser, at Kina har brudt endnu et løfte. Eller at der sidder kinesere i fængsel på grund af sportsstævnet OL.

Jeg tror, at reaktionen ville have været meget anderledes i Vesten og Danmark, hvis det samme var sket under OL i Atlanta, Sydney eller Athen. Af en eller anden grund er det anderledes med Kina.

Mini Cooper skulle lancere en ny model i Kina. Hvordan skal man nu markedsføre den nye Clubman, tænkte Beijing Mini. For lige nu har de kinesiske medier lukket ned for alt andet end dækningen af OL, og derfor er det svært for et pr-hungrende bilfirma at kapre overskrifter.

Svaret blev Mini Cooper Rickshaw, som blandt andre China Car Times skriver.

Mini’ens bagende er fra Tyskland. Rickshawen (黄包车: Huangbaoche) er fra Kina. Og det hele er samlet i Hong Kong.

Ifølge denne artikel fra Chinacars vejer en Mini Cooper normalt 1.200 kilo. Så tung er mini-ricken dog ikke. Men selvom der er både lædersæder og alufælge vejer den alligevel 400-500 kilo. Godt Beijing er en flad by.

Flere billeder her.