Under the Jacaranda Tree har en opsamling om massakren på Tiananmen den 4. juni 1989. Advarsel – der er virkeligt stærke billeder. Men de viser tydeligt, hvordan der så ud efter den begivenhed, der på mange måder har formet det politiske Kina i de seneste 21 år.
Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.
I dag er det 21 år siden, at der ikke skete noget på Tiananmen pladsen. Officielt, i hvert fald, for demonstrationerne er stadig tabu i Kina. Al anden information end den officielle er censureret, og derfor er der mange unge kinesere, som kun har en svag ide om, hvad der foregik dengang i 1989.
Her får du en opsamling over, hvad jeg tidligere har skrevet om Tiananmen og den 4. juni 1989.
• Kort rids af 1980erne i Kina.
• Tidslinje der viser hændelserne fra april og frem til pladsen blev ryddet.
• Interview med soldat, der var med til at rydde pladsen (også på Berlingske).
• Gode links om Tiananmen, der giver baggrund om optøjerne set her 20 år efter.
• Hvad siger de unge kinesere så til optøjerne dengang? Kende de overhovedet til dem, og kunne det ske igen?
• Og sidste års store klassiker – en civilklædt betjent forsøger at blokere CNN fra at rapportere fra Tiananmen ved konstant at gå ind foran kameraet med en paraply.
Palmer og gode strande. Hainan er kinesernes svar på Mallorca. Den sydkinesiske ø er et af de mest populære rejsemål for kinesiske turister.
På det seneste er det også blevet en af de største magneter for investeringer, og det er et af de steder i Kina, hvor økonomien vokser hurtigst. Især er det investiernger i jord og fast ejendom, der er røget i vejret. Endda så meget, at der måske er tale om en boble.
Øen er ikke meget større end Jylland, så der er ikke mange kvadratkilometer at sælge. Derfor er mange begyndt at hamstre. Uden rigtigt at skele til lovgivning, bæredygtig udvikling og hensyn til lokalbefolkning. Vissevasse.
Derfor har mange luksushoteller møvet sig ind på områder, der egentlig er offentlige strande, som man kan læse i denne artikel på QQ.
Det er journalister fra CCTV (中央电视台) og Aftenavisen Yangcheng (羊城晚报), der har lavet en undersøgelse af strandene, og hvordan kystlinjen er ved at blive skåret op og delt mellem investorer; hvordan de offentlige arealer er ved at ende på hænderne af få personer, og hvordan golfbaner skyder op overalt.
For eksempel nævner de et stykke på otte kilometer, hvor der er 17 fem-stjernede hoteller, der har spærret stranden af med mure.
China Media Project har oversat et stykke af artiklen, hvor de citerer kolumnisten Shi Gong (矢弓) fra Xinhua:
“Whose beaches are these? They were not reclaimed from the sea by development companies, but rather were left to us by our ancestors and by mighty nature. They belong to all of us, the people. The rich can set foot on the beaches, and so can the poor.”
Jonathan Watts fra Guardian var også forbi Hainan tidligere i år. Her kan du læse – og se på en udmærket video – hvordan de enorme golfbaner også er en katastrofe for de lokale indbyggere og for den sjældne regnskov.
Premierminister Wen Jiabao er i Sydkorea i dag, hvor han skal mødes med sin sydkoreanske kollega Lee Myung-bak og japanske Yukio Hatoyama.
Lee og Yukio vil forsøge at få Wens og Kinas opbakning til sanktioner og fordømmelse af Nordkorea, som Kina hidtil har modsat sig.
BBC har nyhed her, og Reuters har god artikel, der analyserer, hvordan mødet er en test af Kina og Wen over Nordkorea.
Kina er blevet kritiseret for ikke straks at gå med til en afstraffelse af Nordkorea. Men kineserne har det lange lys på i deres politik over for den irriterende nabo, og for Beijing er der faktisk gode grunde til tålmodighed, siger mange af de analytikere, jeg har talt med.
Blandt andet vil Beijing ikke risikere, at Nordkorea blot svarer igen med for eksempel en ny atomprøvesprængning. Eller værre. Mange analytikere siger også, at Beijing på mange måder har opgivet den nuværende administration i Pyongyang, men at man ikke vil miste indflydelse og støde en ny generation af ledere fra sig, ved nu at reagere for hårdt.
Der er også god grund til at stoppe op og trække vejret, mener analytikeren Bruce Cumings, som Washington Post citerer i en artikel i dag:
Everyone needs to take a deep breath, said Bruce Cumings, a longtime scholar on Korea and Japan who chairs the Department of History at the University of Chicago.
“I think this is being blown way out of proportion,” Cumings said. “In 1999 there was a bigger incident in the same place where 30 North Koreans died and 70 were wounded, and the North Koreans chose not to respond –probably because Kim Dae Jung [who pursued reconciliation with the communists] was president, and they were making plans for the June 2000 summit.”
The sinking of a South Korea frigate on March 26, which is being blamed on a North Korean submarine, “was probably related to their anger over the [current] South Korean president going back on 10 years of reconciliation,” Cumings said, as well as the U.S.-South Korean Foal Eagle naval exercise just off its shores.
“Of course it is reprehensible that they killed 46 sailors, but the boat was in disputed waters,” Cumings said, where clashes have been frequent.
Det er Leon V. Sigal, fra Northeast Asia Cooperative Security Project, Social Science Research Council i New York, enig i.
Han skriver i Boston Globe, at mange i Seoul vil vise, hvem der er boss over Nordkorea. Dermed går de ind i et farligt spil, der foregår på Nordkoreas hjemmebane. Men der er kun en vej frem – forhandlinger.
Yet punishment, even if justifiable, will not prevent another Cheonan any more than it has stopped North Korea from making more nuclear weapons. Worse, blockading North Korean shipping, stepping up naval patrols, and threatening to preempt militarily risks more firefights. Only negotiations might avert dangerous escalation.
Skal den kinesiske stat blande sig i, hvad der foregår i soveværelset? Ja, mener en domstol i Nanjing. Nej, mener mange kinesere.
I sidste uge skrev jeg, at der snart ville falde dom i sagen mod Ma Yaohai. Det er den 53-årige professor, der organiserede konebytteri og gruppesex. Eller på nudansk, swingerfester.
Jeg nåede så ikke at få skrevet her på bloggen om dommen, der faldt i torsdags i sidste uge. Men du kan læse min artikel på Berlingske, hvor hans advokat fortæller, at de vil anke dommen.
Her er en opsamling over, hvad andre skrev:
What happens in Vegas Nanjing, bliver ikke i Nanjing, skriver Wall Street Journals kinablog.
Hvad er kinesernes holdning til sex, spørger Times.
Det er uretfærdigt, siger Li Yinhe, en af Kinas mest berømte sexologer, til nyhedsbureauet AP.
Li skriver også om gruppesex og kulturrevolutionen i denne artikel, som Danwei har oversat.
Og generelt om sex i Kina, så sælger Amazon bogen “Sex and Sexuality in China” af Elaine Jeffreys, der også har skrevet “China, Sex and Prostitution.”
Avisen Nanfang Zhoumo (南方周末) er et af de medier, der laver den bedste journalistik i Kina.
De er nu gået igang med at se på, hvad der egentlig skal til, for at gøre karriere i partiet. Hvordan embedsmænd – eller kadrer, som de også kaldes – bevæger sig op i systemet.
Her er Chinageeks første del af artiklen, som de har oversat til engelsk:
How does an official go from a local government worker to a provincial cadre? What are the crucial reasons for this elevation? What aspects are most important? What kind of officials can most easily be groomed for elevation? What are the strengths and weaknesses of “experienced” officials vs. “specialist” officials? What are the similarities and differences in the paths of elevation for officials who work within government offices vs. members of a local government?
Southern Weekend will attempt to outline the pattern of advancement for Beijing-region officials, and then, using this as a representative sample for local officials in other cities as well, show what this reflects about the standards for the promotion and transfer of officials nationwide.
Han droppede ud af skolen, men han endte som Kinas rigeste mand. Med 42 milliarder kroner på bankbogen og en kæde af elektronik-forretninger.
Men i 2008 blev han anholdt og anklaget for økonomisk kriminalitet. I går faldt den længe ventede dom i sagen, og Huang Guangyu blev idømt 14 års fængsel og en rekordstor bøde på næsten 520 millioner kroner.
Han blev blandt andet dømt for korruption. De senere år har der været flere store profiler, der er blevet med lignende anklager. Korruption er et af de største problemer for Kinas Kommunistparti og legitimiteten i befolkningen.
Der kommer flere og flere domme i korruptionssager, der også får stadig mere offentlig omtale. Men når det kommer til de helt store sager er der ikke endnu for alvor ryddet ud i toppen. Det virker tilfældigt, hvem der bliver plukket ud, og sagerne handler lige så tit om, at man er faldet i unåde hos sine forbindelser, der ellers har beskyttet en.
Her er en opsamling med fem artikler om Huang Guangyu.
• Længere og detaljeret artikel fra Asia Times, der følger pengestrømmen.
• Guardian skriver om Huang, der nu er blevet Kinas rigeste straffefange.
• CSM skriver om sagen som et eksempel på, hvordan Kina er begyndt at slå ned på den korrupte forretningskultur.
• Independent har et portræt af “Kongen over køleskabene,” der også var kendt som pris-slagteren.
• Endelig er der det officielle nyhedsbureaus Xinhuas beskrivelse af sagen.
:: Foto fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua
Torsdag falder der dom i sagen om swinger-klubben, der har givet debat om sex og moral i Kina. Det skriver AP. For nogle uger siden skrev jeg om sagen i Berlingske, og du kan læse en version af artiklen her:
Ma Yaohai bor i Nanjing, han er 53 år gammel og professor på et af byens universiteter. I 2007 åbnede han et chatrum på internettet, og i begyndelsen var der blot skriverier om ægteskabelige problemer. Men efter et stykke tid blev forummet brugt til at organisere gruppesex. Inden det blev lukket var der tæt på 200 medlemmer, som koordinerede partnerbytter og swinging-fester.
Ma Yaohai står nu anklaget i retten i Nanjing sammen med 21 andre personer. De risikerer alle op mod fem års fængsel for gruppesex, som der har stået i blandt andet avisen, Jiancha Ribao, der kan oversættes til Prokurator Tidende.
»Jeg har ikke gjort noget forkert. Der var ingen som tvang os til det. Hvorfor skal hele Kina lange ud efter mig,« er han citeret for at sige i avisen.
Kritikerne siger, at det er usundt og kan skade både moral og den sociale stabilitet. Men det er bestemt ikke alle, der er sure på Ma Yaohai. For kan det virkelig passe, at staten skal helt ind og holde øje med, hvad der sker i soveværelset? Nej, mener mange. Også juridiske eksperter, som siger, at loven er aldeles utidssvarende.
Kineserne taler lige nu også om en anden sag. Men der er derimod ikke mange, som har sympati med den liderlige embedsmand fra Anqing, der ligger i Anhui provinsen.
Det hele begyndte, da hans hustru i sidste måned fandt sin 47-årige mands dagbog. Han skrev i den første gang i 2003, og der manglede ikke detaljer.
»I år vil jeg have sex med 56 kvinder. Mindst to af dem skal ikke være prostituerede,« skrev han på den første side. Samtidig havde han et mål om, at han også skulle have to elskerinder med »respektabel« baggrund.
Han praler senere med, at han har været sammen med 500 kvinder. Det er stadig ikke nok. Han kommer derfor med et nytårsforsæt, hvor han sætter målet til 600-800 kvinder, som der har stået i flere kinesiske medier.
Men det var dyrt. Han tjente kun 1.600 yuan – cirka 1.300 kroner – om måneden. Han regnede ud, at han skulle bruge mindst 8.000 yuan for at kunne betale for sine kvinder.
»Han arbejdede hårdt i otte timer om dagen for at lede efter bestikkelser, og otte timer for at lede efter sex,« som en af efterforskerne har sagt til avisen Xian Wanbao, der kan oversættes til Xian Aftentidende.
Han mødte kvinderne på blandt andet KTV-barer – det er karaokebarer, som er notorisk kendte for prostitution – og han havde endda et privat hotelværelse, hvor han også havde hemmelige kameraer.
Samtidig skrev han også ud for hver af kvinderne, hvad de havde kostet. Det stod i dagbogen, som han førte på sin computer, hvor hans hustru fandt den.
Det usædvanlige er ikke, at han havde elskerinder. Men det enorme antal. Det er helt normalt, at embedsmænd og kontorarbejdere har en elskerinde. Det er der flere ord for på kinesisk. Blandt andet »er nai.« Hustru nummer to. Eller »xiao san.« Den lille nummer tre.
Det er så udbredt, at selv præsident Hu Jintao har advaret mod det.
»Ledende kadrer på alle niveauer skal opretholde høj moral og være forsigtige over for magtens fristelser, penge og kvinder,« sagde han tidligere på ugen. Det var som afslutningen på en 18 måneder lang oplysningskampagne til de 75 millioner medlemmer af Kinas Kommunistparti.
Det bliver nok ikke den sidste kampagne.
:: Grafik fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua
Er det en klat tandpasta? Et dansende kondom? Eller ler-figuren Gumby, der var en amerikansk tv-serie, som begyndte i 1950erne?
Nej. Det er Haibao (海宝). Den er maskot for Verdensudstillingen i Shanghai, som jeg skriver om i dagens Berlingske.
Den officielle forklaring er, at den blå figur er inspireret af det kinesiske tegn »ren«, der betyder folk eller person. Det ser sådan her ud 人 og det kan du også finde her.
Men det er noget af det sidste, som folk her i Kina har gættet på, hvor Haibao er blevet groft latterliggjort, siden afsløringen i 2007.
»Hvad er meningen? Hvorfor skal den ligne et kondom?,« som en bruger skrev på et diskussionsforum på internettet.
»Jeg troede først, at det var en reklame for mundhygiejne,« skrev en anden. De fleste ser det dog nok som en kopi af Gumby. Og det kan man jo godt forstå.
Lostlaowai har en god artikel om Haibao og stereotyper. Shanghaiist har bunker af artikler her.
I øvrigt er Haibao ikke det eneste, som Expo 2010 har kopieret. Den officielle sang er også kommet i vanskeligheder.
Den blev afsløret i slutningen af marts. Det skete med en stor gallaforestilling i det centrale Shanghai med masser af kendte. Og masser af medier, som kunne fortælle om den nye, officielle sang for Verdensudstillingen.
Det vil sige, siden i tirsdags har arrangørerne og regeringen i Shanghai forsøgt at forklare de samme medier, at det alligevel ikke er den officielle sang. Man har godt nok også brugt millioner af kroner på at lave en musikvideo med nogle af de største kinesiske stjerner, men det var alt sammen blot for at markere, at der kun var 30 dage til Verdensudstillingen begyndte.
Sagen er, at de kinesiske internetbrugere har afsløret, at sangen er en kopi af et japansk hit fra 1997. Ikke at de er specielt svære at finde, men hvis du læser kinesisk, så er der debatter for eksempel her på Tianya og QQ.
Du kan læse om det her på Chinasmack, der har oversat nogle af kommentarerne fra internettet. Du kan også se musikvideoen til den sødmefyldte sang og høre den japanske original.
I øvrigt vil jeg anbefale en artikel af min gode kollega fra Guardian, der netop har været i Shanghai og lavet denne reportage om “den største og dyreste” fest som du nogensinde er blevet inviteret til, men som du aldrig har hørt om.
De seneste ti år er Kina begyndt at opruste sin soft power.
Blandt andet med de mange Konfucius Skoler, som er åbnet over alt i Verden, og som skal hjælpe med at give folk kendskab til den kinesiske kultur, historie, sprog og økonomi. Der er også en i Danmark. Den finder man på Copenhagen Business School.
Som en del af det har Beijing også skruet op for kulturindustrien, og for et par uger siden bedt de kinesiske banker om at give flere lån til blandt andet forlag og filmindustri. Aktieanalytikere og –handlere er blevet opfordret til at holde mere øje med kulturvirksomheder. Og fonde er blevet opfordret til at hjælpe nye kulturelle iværksættere i gang.
Men nytter det noget? Nej, skriver Jerome Cohen fra US Asia Law Institute. Ikke med mindre regeringen begynder at behandle folk som Hu Jia ordentligt.
The Chinese government wants the world to admire a “rising China” not only for its phenomenal economic accomplishments and growing military prowess but also for the quality of its civilization. Yet, no matter how many Confucius Institutes the government establishes abroad to teach Chinese language and culture, the People’s Republic will not win international respect for its political and social progress until it ceases locking up political dissidents and treats those currently detained in a more humane manner.
• Her er alle artikler om Hu Jia på Kinablog.
Jerome Cohens konklusion lyder:
Thus, although Confucius emphasized that excessive harshness breeds grievances, a leadership obsessed with achieving “stability” at all costs might be attracted to the “solution” of physically disabling “obstinate” activists.
Is this too cynical a speculation? I hope so. Surely such cruelty would violate international law and be a long way from the humanitarianism of Confucius and genuine “soft power”.
:: Tegning fra China Daily
Hu Jia, der er en af Kinas mest fremtrædende aktivister har måske fået leverkræft. Hans hustru, Zeng Jinyan, appellerer nu myndighederne om at løslade ham. »Ikke tale om,« lyder svaret.
• Her er alle artikler om Hu Jia på Kinablog
Hu Jia har flere gange været syg, mens han har siddet i fængsel. På grund af fejlernæring, der skyldes den elendige kost. Og på grund af alvorlige problemer med leveren. Blandt andet skrumpelever. Uden at han har fået ordentlig medicinsk behandling.
Og nu har den nu 36-årige Hu måske fået leverkræft. I går skrev Zeng Jinyan på Twitter, at hun havde afleveret et brev til fængselsmyndighederne i Beijing, hvor hun opfordrer dem til at løslade Hu, så han kan få en ordentlig lægebehandling.
Hu Jia havde været til undersøgelse for få kort tid siden. Familien skulle have fået besked om resultatet den 2. april. Det skete ikke. Myndighederne har endnu ikke ville give familien klar besked resultatet, men Hu Jias mor har set en udskrift, hvor der står, at Hu har kræft.
Jeg kunne ikke komme i kontakt med Hu Jias advokat, Li Fangping, i går. Men ifølge nyhedsbureauet AP har Li allerede henvendt sig til fængslet, der udelukker en løsladelse. »Ikke tale om,« skulle en ansat ved fængslet have sagt til advokaten.
Hvad skriver de andre? Her er New York Times, Washington Post og BBC.
Der er faldet dom i sagen om Rio Tinto. Den australske statsborger Stern Hu fik syv års fængsel og de tre kinesiske statsborgere fik op til 14 års fængsel.
Dommen har været ventet med spænding, og den kan få konsekvenser for alle udenlandske virksomheder – også danske – der driver forretning i Kina. Wall Street Journal har god opsummering:
For executives of major multinationals in other industries, the detention of the executives in July raised concern that their employees—particularly those born in China, as all four of the Rio Tinto executives were—could be accused of similar crimes in the course of doing their jobs, such as gathering industry information. The case suggests that in China some industries like commodity trading can be rife with illicit dealing, such as buyers sometimes bribing sellers. It has raised questions about how aggressively companies should pursue profits in the world’s fastest-expanding major economy.
Stanley Lubman fra Berkely Law har analyse på East Asia Forum om de enorme svagheder i det kinesiske retsvæsen, som sagen har sat spotlight på. Blandt andet:
It demonstrates the usual limits on the ability of defense lawyers to fully represent their clients, a disturbing lack of transparency, and the impact of political influences on the proceedings and the outcome. Criminal justice has moved only partially and irregularly toward a level of legality that it lacked under Mao, and is an object of concern to Chinese law reformers as well as to foreign observers. This particular case also raises serious concerns about China’s interpretation of its international obligations given its disregard for the Sino-Australian consular agreement.
Du kan se de tidligere artikler om Rio Tinto her på Kinablog.
Xiao Qiang fra China Digital Times har skrevet en kommentar om Google vs. Kina i Guardian:
Google does not create content but makes information more accessible and organised, empowering users for connectivity and collaboration. The Chinese government, on the other hand, operates under a political agenda to control and dominate content and to keep oppositional voices fragmented. Surveillance of users and enforced self-censorship of companies is part of this overall strategy. This runs in direct contradiction to Google’s corporate ethic and business agenda, which includes protecting users’ privacy and gaining their trust.
Google’s decision to leave China rather than abide by intrusive government policies effectively marks the beginning of a cyberworld divided into the internet and the “Chinternet”, with the great firewall marking the boundary. Several top global websites, including Google, YouTube, Twitter, and Facebook, as well as thousands of other websites, are no longer easily accessible.
As a leading technology giant with a strong commitment to internet freedom, Google has the capacity to make its services continually available to Chinese netizens. Other technology companies and governments should join in this struggle to create a single, open and free internet. The final story is written by people like Han Han, who represent the irrepressible desire for truth, dignity and freedom. This spirit is what will ultimately topple the great firewall – with the assistance of innovative and unblockable internet technologies.
Hvad skete der egentlig under forhandlingerne mellem Google og den kinesiske regering?
Flere analytikere har peget på, at Beijing ikke vidste, hvordan de i starten skulle forholde sig til Googles udmelding i januar.
Der har også været bred enighed om, at det reelt har været umuligt for Google at få ændret på regeringens holdning til censur. Selvfølgelig kan en privat virksomhed ikke presse Beijing til at ændre sin politik på et område, som den anser som essentielt for at bevare magten og den sociale stabilitet i Kina.
• Her er alle mine tidligere artikler om Google vs. Kina.
Men på den anden side kunne Google ikke fortsætte med sin censur af den kinesiske søgemaskine. Googles udmelding skubbede dog regeringen op i et hjørne, hvor den kun kunne tabe ansigt. Der var altså hurtigt tale om en situation, hvor begge parter stod som tabere. Hvor de stod langt fra hinanden. Hvordan skulle man løse det?
Løsningen blev, at Google beholder det meste af sin forretning og hundreder af ansatte i Kina. Men flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Og det er ifølge et interview med Sergei Brin, som man kan læse i dagens Wall Street Journal, et forslag som kom fra regeringen:
After the cyberattack a heated debate ensued in the company about whether to cease censoring, say people familiar with the matter. Mr. Brin and other executives prevailed over Chief Executive Eric Schmidt and others who felt Google ought to stay the course in China, say people familiar with the discussions. Mr. Brin said by the end, there was “pretty good consensus.”
…..
Mr. Brin said that after that, his role was “somewhat tangential” as Google began drafting its plan to send Chinese users to its Hong Kong site. He also said the idea to reroute users was “actually relayed to us indirectly from the Chinese government,” although he declined to elaborate.
Som jeg skrev i går på Twitter, så har Rebecca MacKinnon lavet en fremragende gennemgang af alle de måder, som de kinesiske myndigheder bruger censuren på.
Jeg har brugt det til at lave en faktaboks til dagens Berlingske. Den kan du læse her nedenunder. Boksen viser, hvordan Beijing bruger især seks forskellige måder til at begrænse ytringsfriheden på internettet.
• Filtre: Præsident Hu Jintaos søn forsvandt fra internettet i juli 2009. Her var han indblandet i en korruptionssag i Afrika. Derfor opdaterede myndighederne de filtre, som al trafik på internettet går igennem i Kina. Filteret kaldes også for »Den Store Firewall,« og det blokerer for bestemte adresser og hjemmesider. Det opdateres konstant med politisk følsomme ord og sætninger. Nøgleord om eksempelvis Falun Gong og demonstrationerne i 1989 er altid en del af filtret.
• Sletning: Op til 15 års fængsel for at protestere mod myndighederne, foreslog en kinesisk politiker her i marts. Det gav voldsom debat på internettet. Men nu er meget af den væk, for man fjerner og sletter indhold fra nettet. Alle sociale netværk, søgemaskiner og internetselskaber er ansvarlige for indholdet. Derfor er det ofte private virksomheder, som for eksempel Google, der står for censuren i Kina.
• Hackerangreb: De har læst og downloaded alle mine emails, fortalte kunstneren Ai Weiwei i januar. Han var en af dem, der havde en mailkonto hos Google, som hackere angreb. Kritikere af Beijing – journalister, dissidenter og menneskeretsaktivister over hele verden – bliver stadig oftere angrebet. Eksempelvis med mails med virus. Hackere angriber også hjemmesider, der drives af kritikerne.
• Spionprogrammer: Alle nye computere i Kina skulle have »Grønne Dæmning« installeret. Det er et computerprogram, som blandt andet holder øje med, hvilke hjemmesider man besøger, og det styres fra en central database. Forslaget fra 2009 var så upopulært, at man opgav det. Men enkelte provinser er nu gået i gang med lignende tiltag. Og »Grønne Dæmning« bruges i dag i skoler og universiteter. Samt i for eksempel etageejendomme, der deler en internetforbindelse.
• Domænenavne: Kineserne kan ikke længere købe et domænenavne med .cn. Det sker i kampen mod pornografi, sagde myndighederne i december og begyndte en kampagne, hvor også 130.000 hjemmesider blev lukket. Senere blødte man lidt op på forslaget. Nu kan private igen få et .cn domæne. Hvis man møder personligt op med ansøgning, ID kort og et foto.
• Sluk: Der blev dræbt 200 personer under optøjerne i Xinjiang, der begyndte i juni sidste år. Siden har provinsen med de cirka 21 millioner indbyggere været mere eller mindre afskåret fra omverdenen. Ingen internet, sms eller telefonopkald til udlandet. Andre steder i Kina har man i byer og mindre områder også lukket for adgangen til udenlandske hjemmesider. Og der kan være loft for, hvor mange sms’er man kan sende om dagen.