Det er de mest alvorlige etniske uroligheder siden oprøret, der begyndte i Lhasa i 2008 og som spredte sig til andre tibetanske dele af Kina. Denne gang begyndte de, da fire munke satte ild til sig selv i januar. I alt har mindst 16 munke eller nonner sat ild til sig selv siden 2011.

Tibetanske grupper udenfor Kina siger, at de kinesiske styrker bruger hårde metoder. Blandt andet siger gruppen Free Tibet, at en blev dræbt og 31 såret, da politiet åbnede ild mod hundreder af demonstranter den 20. januar. Nogle få dage senere blev en 20-årig mand skudt og dræbt ved en stor demonstration. Og i igen i Sichuan skulle myndighederne have slået en munk med stave, som der var søm i, mens han stod i flammer og havde sat ild til sig selv.

De kinesiske myndigheder har blandt andet gennem China Daily skudt skylden på “tibetanske seperatister.” Altså folk der er ude på at splitte Kina og løsrive Tibet. Og seperatisterne har angrebet eksempelvis en politistation i Sichuan, hvor betjentene blot forsvarede sig.

De kinesiske medier har, helt som forventet, været tavse, for journalisterne kan ikke frit rapportere om noget så politisk følsomt som etniske optøjer. Aviser, tv og radio skal derimod bruge artikler og indslag fra det officielle nyhedsbureau Xinhau, som i høj grad vælger slet ikke at omtale det.

Og det er en del af problemet. For hvordan undersøger man oplysningerne fra de tibetanske grupper og de kinesiske myndigheder?

Myndighederne har nemlig slået en ring om de tibetanske områder, hvor udenlandske journalister ikke kan rejse frit, men derimod bliver afvist mere eller mindre hårdhændet af civile eller uniformerede betjente, soldater eller andre sikkerhedsstyrker. Ofte med dårlige undskyldninger om, at det er “på grund af dårligt vejr” eller “dårlige veje.”

Her er en del af en udtalelse som Foreign Correspondents Club har udsendt på email sent i går torsdag:

The Chinese authorities have set up a massive security cordon in an attempt to prevent journalists from entering Tibetan areas in Western Sichuan Province where major unrest – including killings and self-immolations – has been reported.

The FCCC considers this a clear violation of China’s regulations governing foreign reporters, which allow them to travel freely and to interview anyone prepared to be interviewed.

Correspondents attempting to travel to the region in question have faced major obstacles, including detention by the police and roadblocks at which they have been stopped and turned back by officials who have then forcibly escorted them back to Chengdu. “Bad roads” and “weather” are being used as excuses for denying correspondents entry to the area.

One team reported that their car was suspiciously rammed by another vehicle. Reporters have been followed, questioned for hours, asked to write confessions and had their material confiscated.

Police have been asking to inspect not only the documents that foreign reporters are normally required to carry with them – their passports and press cards – but also the small pink and yellow slips of paper entitled “Registration Form of Temporary Residence”. We advise members to carry these documents in their passports to help avoid being detained.

Journalists are merely trying to do their job and independently confirm the truth of reports from the area. We call on the Chinese government to recognize our purely professional motivation and to abide by its own regulations that allow us to enter the areas in question.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Som jeg gryntede om på Twitter og Facebook i sidste uge, så var der grundigt forurenet her i Beijing i sidste uge. Så meget, at det først var fredag, at jeg for første gang i fem dage vovede at åbne vinduerne.

Så hvordan ser der egentlig ud, når der er smog her i Beijing. Se på de to fotos her ovenover, som jeg tog torsdag, hvor forureningen nu ikke var på den legendariske “crazy bad uden for skala,” som den var andre dage, men dog meget tæt på. Og så i dag mandag, hvor der var noget så sjældent som blå himmel over Beijings højeste bygning.

Kina i 2012? Forsiden af China Reform Magazine 中国改革 er en rigtig god analyse af, hvor Kina er på vej hen lige nu.

Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

• Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

• Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事，极其震惊，因为此前没听说消息。立刻给他打电话，他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我，事情发生在2010年12月9日，秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克，送医院，医院说这人救不了了，他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Kim Jong-il er død, og hans yngste søn er nu på vej til at overtage magten. Hvad kommer det til at betyde for Nordkorea?

Der er ingen udenfor Nordkorea, som for alvor ved, hvordan nordkoreanerne reagerede på hans død. De nordkoreanske medier har vist bunker af billeder af grædende nordkoreanere. En del af det er uden tvivl iscenesat, og det vil der komme mere af indtil Kim Jong-ils begravelse. Andre græd fordi de var bange for, at de ville blive straffet hvis de ikke viste sorg. Og for andre var det ægte og stærke følelser for en mand – eller måske rettere en gud – som de har levet med hver dag i årtier. Som altid har været med dem fra de lærte at tale, til de gav deres bryllupsløfter og til de døde.

Det var Kim Jong-ils far, Kim Il-sung, der grundlagde Nordkorea i 1948, og familien Kim står helt centralt placeret i nordkoreansk politik og propaganda.

Kim Jong-il var da også magtfuld. Men han ville ikke have været i stand til at syre Nordkorea uden opbakning fra militæret og de magtfulde generaler. Spørgsmålet er derfor, om der har været tid til at gøre familiens tredje generation, Kim Jong-ils søn Kim Jong-un, klar til at blive leder af Nordkorea, så han også kan få opbakning fra militæret.

Kim Jong-un er politisk uprøvet. Han har højst haft et par år til at skabe sig et politisk netværk og få opbakning fra eliten i Pyongyang. Derfor er der god grund til at tvivle på, hvor stor indflydelse han har i den politisk elite i Nordkorea.

Militæret vil uden tvivl acceptere ham, for med familienavnet Kim er han en vigtig brik i deres legitimitet og som ansigtet udadtil.

»I hvert fald på kort sigt vil vi se, at de bakker op om den næste generation og holder øje med, om han er i stand til at konsolidere sin magt. Men det vil blive en usikker periode, som vi går i møde,« siger Daniel Pinkston, der er analytiker ved International Crisis Group.

Chu Shulong, professor på Tsinghua University i Beijing, siger, at Kim Jong-un heller ikke sidder alene for bordenden.

»Familien Kim har stadig en dominerende rolle i nordkoreansk politik, hvor blandt andet hans svigerbror har en magtfuld stilling i partiet,« siger Chu Shulong.

Men Nordkorea vil måske bruge magtskiftet til genoptage dialogen med omverdenen om emner som fødevarehjælp og de nordkoreanske atomvåben. For med en ny leder kan Pyongyang vaske tavlen ren.

»De vil forsøge at bruge magtskiftet til at genoptage forhandlingerne med USA ved at sige, her er en ny leder, lad os sætte os ned og tale sammen,« siger Leonid Petrov fra University of Sydney.
Kim Jong-un har været afskærmet fra offentligheden i stort set hele sit liv, og det er stadigt svært at sige, hvad han står for politisk.

Men Kim Jong-un har ikke sin egen politiske magtcirkel, og er afhængig af systemet, som det ser ud i dag. Derfor vil der næppe på kort sigt komme store og markante ændringer i Nordkoreas forhold til udlandet eller reformer, som der har været i de seneste måneder i Myanmar (Burma). Analytikere tror heller ikke, at der kommer en ændring i forholdet til Kina, der er Nordkoreas vigtigste allierede.

Andre analytikere:

• Jennifer Lind, professor på Dartmouth College:
»Vi ved intet om, hvordan folk i Nordkorea – den politiske og militære elite – tænker om ham. Der er altid en risiko for, at nogle utilfredse personer vil forsøge at blokere for magtskiftet. Men den samme gruppe mennesker vil også være bange for at begynde et kaos og ustabilitet, der kunne resultere i kollaps og genforening med Sydkorea. Det ville være en dødsdom for dem selv«.

• Xu Wenji, professor på Jilin University:
»Jeg tror ikke, at der vil komme en større rokade i regeringen, fordi Kim Jong-il har forberedt magtskiftet. Men det er svært at sige, hvor stor risikoen for ustabilitet vil være. Alle lande i regionen som USA, Kina og Nordkorea vil følge det tæt, for det er en stor begivenhed.«

• Cheng Xiaohe, lektor på Renmin University of China:
»Det er muligt, at der er mange som ikke vil være tilfredse med at se Kim komme til magten fordi det skete så hurtigt. Men de samme personer har ikke haft tid til at forberede sig, og Kim har derfor en fordel. Jeg tror ikke, at der vil være tegn på splittelse i de næste par måneder, men det kan komme. Derudover, i det næste halve år vil Nordkoreas eksterne forhold ændre sig, for de vil være fuldt optaget af indenrigspolitik«.

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs også – Ny demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

• ChinaGeeks - The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

• The Nanfang - Day to Day Update

• Shanghaiist - Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

• China Digital Times - Netizens Show Support for Wukan Revolt

• China Digital Times - With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

• China Media Project - Wukan and the “fourth danger”

Parret fik dog senere lov til at tale med hinanden over telefonen, men de ved ikke, hvorfor politiet tog Liu til forhør.

Det kan måske være del af en ny og større efterforskning af Ai Weiwei og hans selskab »Fake,« og fordi politiet er ved at opbygge en ny sag mod Ai. Han fortæller, at politiet også for nyligt har taget to af hans assistenter til forhør.

»Det lader til, at de er i gang med en bredere efterforskning. Jeg aner det ikke,« siger Ai Weiwei. Og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi har ikke på nogen måde brudt nogen love. Men vi er nysgerrige efter at se, hvad der nu kommer, for det ved man aldrig,« siger Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Ai Weiwei forsvandt i begyndelsen af april, da betjente bortførte ham i lufthavnen i Beijing. Ai blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno før politiet besluttede sig for at anklage ham for skattesnyd, som efter sigende skulle gå helt tilbage til 2001.

Det er beskyldninger, som Ai Weiwei selv kalder for politiske. Han afviser dem og siger, at myndighederne blot er ude på at lukke munden på ham. Men skattesagen har ikke fået Ai Weiwei, der er kendt for sin kritik af den kinesiske regering og Kinas Kommunistparti, til at lukke munden.
I sidste uge fortalte politiet så den ene af de to assistenter, som de forhørte, at Ai nu blev efterforsket for at »sprede pornografi på internettet.«

Fotografen Zhao Zhao fortalte, at politiet var interesseret i et kunstfotografi fra 2010, hvor en nøgen Ai står sammen med fire ligeledes nøgne kvinder på et foto, som har titlen »En tiger, otte bryster«. Nyheden om den nye efterforskning fik kinesere til at lægge utallige nøgenbilleder ud på internettet i sympati med Ai Weiwei.

• Læs også - Ai Weiwei og Louisiana – »Det her handler ikke om mig«

På samme måde fik Ai også opbakning fra 30.000 personer, som på under et par uger hjalp ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke dommen om skattesnyd. Den 1. november fik han besked på at betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner), som myndighederne siger han har unddraget i skat siden 2001.

Politiet i Beijing oplyser, at de »ikke kender noget til nogen Liu Qing,« der skulle være anholdt. Det fortæller en betjent, der ikke vil oplyse sit navn, fra Nangao politistation.

Ai tror ikke, at Liu Qings forhør har noget at gøre med skattesagen.

»Vi har fulgt deres instruktioner og betalt kautionen, så de kan kun være tilfredse. Det var en sejr for dem,« siger Ai Weiwei, der ikke tror, at hans hustru er i fare.

»Jeg er bekymret, men der er ikke nogen måde at hjælpe på. Da jeg forsvandt gav de ingen forklaring. Det her er ikke noget, som der er en løsning på,« siger Ai Weiwei.

Omkring 4.000-6.000 personer gik forleden på gaden i Lufeng, Guangdong, for at protestere mod det lokale bystyre. Landsbyboerne demonstrerede især mod lokalstyret, der “stjæler” deres landjord.

Det er en almindelig og udbredt konflikt i Kina, hvor bønder får deres landbrugsjord konfiskeret af lokale embedsmænd, der vil bygge for eksempel industri på jorden. Enten i samarbejde med virksomheder, som de selv har interesser i, eller hvor virksomhederne giver forskellige former for bestikkelse til politikerne.

• Læs også - Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Mange af beboerne gik med bannere, hvor der stod “gør modstand mod diktaturet” og “bekæmp korruption.” Billeder og kommentarer blev sendt rundt på de kinesiske mikroblogs, hvor de også hurtigt blev slettet.

Bønderne får sjældent en anstændig pris for jorden, der også er deres eneste indkomst, som de dermed også mister. Hvis de nægter at flytte bliver der tit taget hårdhændede metoder i brug for at få dem til at flytte. Det er ikke unormalt, at politi eller embedsmænd ansætter en bande halv- eller helkriminelle mænd til at uddele tæsk og trusler til dem, der ikke vil flytte.

Man ser det samme i byerne – også her i Beijing – hvis der skal bygges for eksempel et nyt shopping center.

Læs også - Protester og optøjer i Kina: Tusinder på gaden i Lufeng

De nye optøjer kommer kun et par måneder efter, at tusinder af beboere gik på gaden i Wukan, hvor de satte ild til politibiler og angreb lokale regeringsbygninger, som jeg skrev om her på Kinablog.

I sidste uge var der også strejke på en fabrik i Guangdong – der laver New Balance, Nike og Adidas – hvor 7.000 arbejdere protesterede mod lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.

Du kan se billeder af demonstrationen i Lufeng her og her.

Mange kinesere vil nok gerne (igen) smide en sko i hovedet af Fang Binxing, der er far til “Great Firewall of China,” som er øgenavnet for det omfattende system af censur på det kinesiske internet.

Det har en gruppe hackere nu gjort noget ved.

Fang er rektor på Beijing University of Posts and Telecommunications (北京邮电大学), og en af universitetets hjemmesider er nu blevet hacket, så man kan forlyste sig med et spil, der hedder “Vrede Sko”. Fodtøjet kan man så kyle i hovedet af Fang Binxing på den “Angry Bird”-agtige måde.

Det skriver Nanfang Dushi Bao, hvor billedet ovenover også er fra.

• Læs også - Ytringsfrihed i Kina – Seks måder at censurere internettet på

For nyligt holdt Fang Binxing en tale, hvor han argumenterede for Kinas udbredte brug af censor på internettet, og hvorfor Kina burde udvikle et slags kinesiske intranet. Du kan læse hele talen her på kinesisk eller se et engelsk uddrag på Global Voices. Her er hans fire vigtigste argumenter for kinesisk selvstændighed på nettet:

1. Independency – Against foreign intervention of the network. The government can negotiate for unilateral or multinational agreement for network access.
2. Equality – Against monopoly of giant ISPs such as Sprint and the so-called global principle in Internet governance.
3. Self-Defense – In order to self-defense, a sovereignty should have the rights to cut off from illegitimate network connection.
4. Governance – Against unauthenticated connection, access and plugin. Fang used Google’s pulling out of China as an example to imply that when a company pulls out, its service in China should be ceased.

Facebook, Twitter, Youtube og så videre har været blokeret i snart tre år, men der er måder at slippe uden om censuren og blokaderne. Det sker med proxy-servere og VPNs. Altså virtuelle netværk, der groft sagt laver en elektronisk tunnel under “Great Firewall of China” og ud på internettet, som var det i Danmark, England, USA eller hvor man nu forbinder sin computer med.

Men de seneste måneder er kineserne begyndt at teste nyt udstyr, der scanner internetforbindelserne for de elektroniske Ninja-tricks. Ligesom man taler om vejret i Danmark, på samme måde taler man om VPN-forbindelser i Kina. Nå, hvordan kører den så i dag? Jo, den er langsom. Aha, min kører ellers fint.

• Læs også - Censur i Kina – Beijing i krig mod internet og e-mails

De seneste fire, fem dage har jeg – og flere andre – haft store problemer med forbindelserne, så internettet over VPN, der er endnu langsommere, end det plejer at være. Noget nyt i de seneste måneder er også, at for eksempel Twitter og Youtube kan være ubrugelige, på trods af at man er logget på VPN. Noget tyder altså på, at de er ved at teste nyt udstyr, der kan gøre VPNs ubrugelige. Forbes har også talt med bagmændene til Tor, der kommer med hint og forklaringer på den nye udvikling:

In recent months, administrators of services with encrypted connections designed to allow users secure remote access say they’ve seen strange activity coming from China: When a user from within the country attempts to reach a server abroad, a string of seemingly random data hits the destination computer before he or she can connect, sometimes followed by that user’s communication being mysteriously dropped.

The anti-censorship and anonymity service Tor, for instance, has found that many of its “bridge nodes”–privately-placed servers around the world designed to connect users to the rest of Tor’s public network of traffic re-routing computers–have become inaccessible to Chinese users within hours or even minutes of being set up, according to Andrew Lewman, the project’s executive director. Users have told him that other censorship circumvention services like Ultrasurf and Freegate have seen similar problems, he says. “Someone will try to connect, then there’s a weird scan, and the bridge stops working,” says Lewman. “We see weird things all the time, but this is a semi-consistent weird thing, and it’s only coming from China.”

Hvorfor er der så censur og stærk kontrol på nettet? Kort fortalt er det et af de mange redskaber, som Kinas Kommunistparti bruger for at blive ved magten og bevare kontrollen. Det har indlysende konsekvenser for kineserne. For eksempel som i dag hvor en ny lovændring blev lanceret om, at “instant messaging” og DM’s (Direct Messages) på mikroblogs fremover vil kunne bruges som beviser i retssager. Det skriver Sohu (på kinesisk).

Men det kan også få konsekvenser for Kinas økonomi. For blandt andre store store udenlandske virksomheder er afhængige VPN i deres globale arbejde. Og de bliver også ramt af censuren. Samtidig er den efterhånden ved at være så omfattende, at den tæller stadigt mere negativt med i listen over ting, som expats og virksomheder tager med i overvejelserne, om man skal slå sig ned i Kina eller ej. Her er for eksempel Shanghai i konkurrence med Singapore, Hong Kong og Tokyo.

Den kinesiske udenrigsminister Yang Jiechi er på besøg i Danmark, som jeg skrev om i Berlingske i går. Her mødtes han med Villy Søvndal og i dag torsdag med Helle Thorning Schmidt. Det er den nye regerings første møde med Kina, og det er også første gang i over ti år, at en kinesisk udenrigsminister besøger Danmark.

Hvem er så den 61-årige Yang Jiechi, der kommer til at sidde over for den nyvalgte danske udenrigsminister og statsminister?

I for eksempel USA og Danmark er udenrigsministrene nogle af de mest magtfulde personer i det politiske system. Sådan er det ikke i Kina. Sammenlign ham med for eksempel den kinesiske vice-energiminister, Liu Qi, der i begyndelsen af oktober var med en delegation i Aarhus for især at høre mere om kommunens klimaplan.

• Læs også – Yang og Søvndal: Dansk kritik af Kina?

Liu Qi har blandt andet været formand for den komite, der organiserede De Olympiske Lege i Beijing. I dag er han partisekretær for Kinas Kommunistparti (KKP) i Beijing, og står altså over borgmesteren i den kinesiske hovedstad, der har 20 millioner indbyggere. Men endnu vigtigere er det, at han også er medlem af Kinas Kommunistpartis Politbureau. Det er den gruppe på 24 mænd, der står i spidsen for partiet, dets 80 millioner medlemmer og ikke mindst for Folkerepublikken Kina og de 1,3 milliarder indbyggere. Men det var nok de færreste danskere, der dengang lagde mærke til, at en af Kinas mest magtfulde mænd var på besøg i Aarhus.

For titlerne i KKP er langt vigtigere end dem i regeringen. Det ville på mange måder være mere præcist at præsentere Hu Jintao som generalsekretær for KKP end som præsident for Folkerepublikken Kina. Her står partiet over alt. Eksempelvis tilhører domstole og militær ikke nationen – som det gør i Danmark – men derimod partiet.

Her er Hu Jintao den mest magtfulde mand i Kina. Derefter kommer partisekretær Wu Bangguo. Og endelig premierminister Wen Jiabao og de sidste seks mand i Politbureauets Stående Komite. Det er den mest magtfulde gruppe. De er også alle medlemmer af det 24 mand store Politbureau, der er den næstmest magtfulde organisation i Kina.

• Læs også – Hvem bestemmer Kinas udenrigspolitik?

Det er rangen i partiet, der bestemmer ens indflydelse, og her står eksempelvis mænd som Wang Jiarui – han er leder af partiets internationale afdeling – over Yang Jiechi, der selvom han er Kinas topdiplomat står langt fra magten. Han er en af flere ministre og ledere i Statsrådet, der så nogenlunde svarer til Kinas regering, og blandt andet derfor mener analytikere, at udenrigsministeriet står svagt i kampen med de mange andre grupper, der i de senere år er begyndt at forme Kinas udenrigspolitik. Som eksempelvis olie- og energiselskaber, banker, lokalregeringer og militæret.

Yang Jiechi kommer til Danmark efter mødet i partiets Centralkomite, der sluttede tirsdag i Beijing. Her besluttede de cirka 370 medlemmer formelt at indkalde til den længe ventede partikongres i 2012, hvor flere af de nuværende ledere træder tilbage, og hvor vicepræsident Xi Jinping ventes at blive ny præsident og generalsekretær.

Blå bog: Yang Jiechi

• Blev født i Shanghai i 1950. Har en ph.d. i historie, og har blandt andet læst på London School of Economics.

• Var ambassadør i USA under den alvorlige diplomatiske krise, der begyndte i april 2001 hvor et kinesisk jagerfly kolliderede med et amerikansk spionfly ved den sydlige ø Hainan.

• Har været fuldt medlem af Kinas Kommunistpartis Centralkomite siden 2007, hvor han blev udnævnt som udenrigsminister.

• Er kommet med flere aggressive udtalelser. Blandt andet under ASEAN topmøde i juli 2010, hvor asiatiske lande kritiserede Kina for sin fremfærd i Det Sydkinesiske Hav. Under et lukket møde så han direkte ind i øjnene på Singapores udenrigsminister og svarede: »Kina er et stort land, andre er små lande, og det bare et faktum«

Hvem er den kinesiske milliardær, Huang Nubo, der vil købe jord og investere i blandt andet Island og Danmark? Det er en mand, som for eksempel har en kat på sit kontor, udgiver digte og bestiger bjerge.

Ham skriver jeg om i dagens Berlingske, hvor Huang også taler om udlandets frygt for Kina. Her nedenunder er der et lidt længere interview, end der var plads til i avisen, men smut ned og køb den, for der er flere andre gode Kina-artikler i både Business og første sektion i dag.

Da jeg besøger Huang Nubo sidder der en lysegrå kat på gulvet i mødelokalet. Den har hvide poter.

»Er du allergisk over for katte? Ellers kan jeg lukke ham ud,« siger Huang Nubo. Den 55-årige milliardær står i sit personlige mødelokale, der ligger i hovedkvarteret for den virksomhed, Zhongkun Investment Group, som han stiftede i 1995. Her fra 16. etage er der udsigt over Beijing og bjergene udenfor den kinesiske hovedstad.

Huang Nubo undskylder, at han ikke har jakkesæt på i dag. Det her er meget mere behageligt, siger Huang, der går rundt i trøje, bukser og løbesko fra Nike. Han har ikke noget imod at vise sig som et udendørsmenneske og en eventyrer. I gangen ind til mødelokalet og kontoret går de besøgende forbi iltflasker, gasblus og stave, der ligger i en række på gulvet. Det er souvenirs fra de bjerge, som han har besteget, som for eksempel Mount Everest, hvor han har været tre gange. Der er en flere meter lang opslagstavle på væggen, hvor der hænger et lag af fotos fra hans ture rundt om i verden – Huang der trekker i en ørken, står i en jungle eller hvor han sidder på toppen af en snedækket bjergtop med det kinesiske flag mellem hænderne.

Det er netop det, at de er bange for på Island. At Huang Nubo er ved at plante det kinesiske flag over øen.

Huang Nubo koncentrerer sig om ejendomme og turisme. Lige nu forsøger han at bruge op mod 200 millioner dollars på at købe 300 kvadratkilometer af Island, som han vil lave til et stort resort med golf, hotel og hestestalde. Hvis det går godt, så vil han inden fem år også investere i Danmark og de andre nordiske lande.

Men egentlig havde han ingen planer om at investere i hverken Island eller Norden, fortæller han.

»Når kinesere hører om de nordiske lande, så tænker de på noget, som er koldt og tæt på Arktis. Men sidste år var jeg til en litteraturfestival i Island, og det var et smukt sted,« siger Huang Nubo, der også udgiver digte og bøger.

Han kender også Island fra Peking Universitet, hvor han studerede for over 30 år siden, og hvor han havde en islandsk studerende som værelseskammerat. I dag har Huang stadig tre gode islandske venner fra dengang. En er i dag borgmester, en anden er gift med en politiker og en der arbejder på den islandske ambassade i Beijing.

Under besøget sidste år var der mange, som talte med ham om Islands dårlige økonomi. De gamle klassekammerater spurgte ham, hvorfor han ikke investerede i sådan noget som fiskeolie eller hoteller.

»Da jeg kom hjem fortsatte de med at ringe og komme med forslag. Så i år besluttede jeg mig for at sende et hold researchere til Island,« siger Huang Nubo.

Hans telefon ringer, og han undskylder for, at han bliver nødt til at tage den.

»Hej, hvordan går det så?« siger han og går ud af mødelokalet og ind på kontoret ved siden af. Huang Nubo smiler meget, og han ligner ofte en, der er på kanten til at fortælle en morsom vittighed. Han smiler også, da han et minut senere kommer tilbage.

»Undskyld, det var fra vores amerikanske kontor. Vi har lige købt en bygning i USA, og det her var en besked om, at der allerede er kommet en lejer til halvdelen af lejemålet,« griner han og sætter sig ved sin plads for bordenden.

Det er også et eksempel på, hvorfor han er interesseret i Island.

»Hele verden er under pres fra finanskrisen, så det er et godt tidspunkt at investere på,« siger Huang. Han fortæller, at den amerikanske bygning før krisen kostede 40 millioner dollars, men at han netop har købt den for »kun ti millioner dollars.«

»Det samme sker i Island. I mange år var Island lukket for investeringer, men nu indser regeringen, at de har brug for udenlandske investeringer,« siger Huang Nubo. Men det er langt fra alle islændinge, der er enige med deres regering, og reaktionen kom bag på ham.

»Det var virkeligt overraskende. Jeg havde slet ikke forestillet mig det,« griner Huang.

Han fortæller, at han for nogle år siden havde sendt et hold researchere til Isaac søen i Kirgisistan. Men havde et møde med Ruslands viceforsvarsminister, der fortalte ham, at området var en tidligere missilbase. Og stemningen var i høj grad i mod ham. Den kirgisiske regering sagde, at den kinesiske forretningsmand kom med missiler, og at forretningseventyret blot var en facade. Huang opgav.

»Jeg besøgte ikke stedet igen, for jeg var bange for mit liv. Det er jeg trods alt ikke denne gang, haha…,« siger Huang Nubo.

Men kritikerne siger, at opkøbet kan give Kina et strategisk fodfæste i Nordatlanten. Når isen er smeltet omkring Grønland vil sejltiden mellem Kina og Europa blive forkortet med 6.400 kilometer. Og her vil en havn på Island være perfekt placeret som distributionscenter for containerskibe til og fra Europa.

Han har da også gjort sig tanker om det, siger han, mens katten hopper op på bordet og lister hen for at snuse til en thekop.

»Den islandske præsident og udenrigsminister har fortalt mig, hvordan isen smelter, og at Island ligger godt placeret til havne. Der vil med sikkerhed blive en ny korridor her, som forbinder Europa, og det er ikke en dårlig ide. Kinesiske skibe skal også kunne bruge den, og det er ikke noget, som de lokale skal være bange for,« siger Huang Nubo.

Så er Huang blot en facade for den kinesiske regeringen?

I 1998 købte en kinesisk forretningsmand et ukrainsk hangarskib, som skulle laves til et kasino i Macao. Men det endte – uden om våbenembargoer – i Kina, hvor det blev restaureret og i august i år kunne begynde de første test-sejladser.

Forbindelserne mellem parti og erhvervsliv er veldokumenterede i Kina. For eksempel er Kinas rigeste mand, Liang Wengan, på vej ind i det magtfulde Kinas Kommunistpartis Centralkomite. Den består af de 300 personer, der i høj grad står i spidsen for partiets 80 millioner medlemmer og nationen med de 1,3 milliarder kinesere.

Huang Nubo arbejdede selv indtil begyndelsen af 1990erne i blandt Centralkomiteens propagandaafdeling og for Ejendomsministeriet. Men han afviser kritikken.

»I Skandinavien kan tidligere politikere jo også gå ud og blive forretningsmænd. Det samme i USA. Og jeg er ikke anderledes end de folk,« siger Huang Nubo.

Han er forretningsmand, siger han, og det har han været siden sin midten af 1990erne. Ifølge Forbes har han i dag en formue på 5,5 milliarder kroner, hvilket gør ham til den 129. rigeste mand i Kina. Men den slags lister skal tages med forbehold, for det er notorisk svært at komme med præcise bud på folks formuer her i Folkerepublikken. Han vifter da også afvisende med hånden, da han hører spørgsmålet om, hvor mange penge han egentlig har. Mere end det, siger han.

»Arh.. hehe… Jeg har et indkøbscenter ikke så langt herfra, og alene det er fire milliarder yuan (3,4 milliarder kroner) værd,« siger Huang.

Alt det har han bygget op på cirka 20 år. Huang Nubo begyndte med at sælge brugte computere og kopimaskiner, og sammen med nogle venner havde han også en lejlighed, som han lejede ud som kontorlokale. Det var begyndelsen.

»Det var en hård tid. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive så succesfuld som i dag,« siger Huang Nubo.

Briefing
• Den kinesiske milliardær Huang Nubo står bag Zhongkun Investment Group, der især fokuserer på fast ejendom og turisme.
• Han forsøger i øjeblikket at købe 300 kvadratkilometer jord på Island, som han vil gøre til et ferieparadis med femstjernet hotel, golfbane og en ranch med heste.
• Turisterne skal komme fra en klub, som Huang i øjeblikket er ved at opbygge, og indenfor de næste ti år er målet at have 300.000 medlemmer. Målgruppen er mellemklassen og rigere personer fra USA, Kina, Rusland og Japan.
• Investeringerne vil løbe op i cirka 200 millioner kroner. Hvis projektet lykkes vil Huang inden fem år investere et tilsvarende beløb i Danmark og de andre nordiske lande.

Tusinder af demonstranter angreb i onsdags en politistation og andre offentlige bygninger i den sydkinesiske by Lufeng. Demonstranterne brugte blandt andet sten og køller i sammenstødet med politiet, hvor også flere politibiler blev ødelagt og væltet omkuld. Cirka 20 personer blev såret.

Lufeng er en by med cirka 1,5 millioner indbyggere, der ligger i den sydlige Guangdong provins.

Her er der en billedserie på imgur og fotos på Google+. Der er også en video på Youtube og et indslag fra ATV News i Hong Kong.

Den slags optøjer er ikke unormale, men det er sjældent, at de når frem til de vestlige medier. Se i øvrigt China Digital Times’ samling af artikler og links.

Ministeriet for Offentlig Sikkerhed offentliggør ikke længere statistikker for, hvor mange demonstrationer og protester der er i Kina. De sidste tal er fra 2005, hvor der var 74.000 større og mindre af slagsen. I dag sætter flere eksperter tallet til 100.000, men en sociolog fra Tsinghua University anslår dog, at der er op mod 180.000.

Optøjerne i Lufeng begyndte – som de så ofte gør – på grund af konfiskation af landjord. Det er staten, der ejer al jord i Kina, men for eksempel bønderne har brugsretten over det. Kinas voksende økonomi og fremskridt betyder dog, at de lokale embedsmænd og -regeringer kan tjene flere penge på at sælge (brugsretten til) landjorden videre til halv- eller helprivate firmaer, der så lejer jorden i for eksempel 90 år for at bygge boliger, parkeringspladser, supermarkeder eller golfbaner.

Ofte har embedsmændene selv økonomiske interesser i firmaerne. Der er også ofte korruption involveret. Og ofte får bønderne ingen eller meget lidt kompensation, når de mister jorden og dermed deres indkomst og livsgrundlag.

Det er en af de største og mest almindelige konflikter i Kina. Og det foregår over hele Kina. Se for eksempel også Melissa Chans – der er korrespondent for Al Jazeera – gode indslag fra Liuxiazhuang, der har stort set alle af de bedrøveligt normale ingredienser. Inklusiv landsbyens stive partiformand.

Miljøprotester er en af de andre helt store grunde til optøjer i Kina. Se for eksempel her på Kinablog om de titusinder af demonstranter, der gik på gaden i august i Dalian.

Liu Xiaobos far døde for en uge siden. Men han var ikke med til begravelsen, for han fik ikke lov af de kinesiske myndigher. Og måske ved Liu Xiaobo ikke engang, at faren er død, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Kinas mest berømte kritiker, den 55-årige Liu Xiaobo, sidder i et fængsel i den nordkinesiske Liaoning provins. Han afsoner en straf på 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, der er et dokument, som opfordrer til politiske reformer i Kina. Liu vandt Nobels Fredspris i 2010.

• Læs også – Tidligere artikler om Liu Xiaobo

I dag er Liu Xiaobo stadig stort set afskåret fra omverdenen, og hans advokat, Shang Baoujun, ved ikke, om nogen har fortalt ham om farens død.

»Jeg håber, at han har fået det at vide. Men jeg har ikke selv kunne fortælle ham om det, og jeg er ikke sikker på, at han har fået det at vide gennem andre kanaler,« siger Shang Baojun og tilføjer, at der ikke er noget i kinesisk lovgivning som sikrer fanger, at de har ret til at få udgang til for eksempel begravelser.

»Liu Xiaobo har ikke haft lov til at få besøgende siden han blev flyttet til fængslet i Liaoning. Det sidste besøg var i maj 2010,« siger Shang Baojun.

• Læs også – Hurtig baggrund om Liu Xiaobo og Nobelprisen

Den eneste, der har lov til at besøge ham, er hans hustru, Liu Xia, der kan se ham en time om måneden. Inden hvert besøg skal hun dog først søge myndighederne om lov. Men det er usikkert, hvornår hun sidst har været der, og om myndighederne overholder loven.

Shang Baojun bekræfter, at Liu Xiaobos far er død, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra familien. Kilder siger, at myndighederne igen for nyligt har advaret familien mod at tale med pressen.

Den 52-årige Liu Xia er også selv isoleret fra omverdenen. Hun forsvandt sidste efterår før Nobelprisen blev uddelt i Oslo. Hun sidder efter alt at dømme i husarrest i Beijing, hvor hun er konstant overvåget og ikke har adgang til telefon eller internet. Politiet har ikke sigtet hende, og hun er ikke idømt nogen dom.

Liu Xiaobos far, Liu Ling, blev tidligere på året alvorligt syg og indlagt på hospital i den nordkinesiske by Dalian. Han døde i sidste uge under den kinesiske helligdag Månefestivalen, og han blev 79 år.

:: Liu Xia’s privatfoto af Liu Xiaobo

Hvad er det første, skolebørn lærer i Kina? At tobak er godt.

Tobaksindustrien har sponsoreret og givet penge til flere skoler i det vestlige Kina og tobaks-lobbyen ligger ikke fingrene imellem:

»Håbet er, at de unge begynder at ryge,« siger Xu Guihua, generalsekretær i Chinese Association on Tobacco Control, til Bloomberg i denne artikel.

Blandt andet derfor vil der foran skolerne skilte med slogans som 天才出于勤奋 烟草助你成才. Det kan oversættes til sådan noget som »talent kræver flid – tobak hjælper dig«. Det er det slogan, som man kan se på fotografiet ovenover. Det viser også, at tobaksindustrien har gjort det i længere tid, for billedet er fra denne artikel fra 2009.

Centralregeringen gør meget lidt for bekæmpe tobakken. Eksempelvis blev det tidligere i år forbudt at ryge på offentlige steder, men loven bliver ikke hverken håndhævet eller overholdt, og bøderne er forsvindende små.

Derfor finder man 1/3 af alle rygere i Kina, hvor 320 millioner kinesere baffer løs på cigaretterne, hvor en pakke kan koste under en krone. Det har enorme omkostninger for sygehusvæsenet, og hvert år dør der også en million kinesere af sygdomme relateret til rygning.

Så hvorfor gør regeringen ikke noget ved det? Fordi det også er staten, som ejer tobaksfabrikkerne og derfor også tjener penge på smøger. Endda mange penge. Cirka 516 milliarder kroner. Det var tallet for sidste år, men væksten fortsætter. Alene fra 2006-2010 er tobaksindustrien vokset med 19 procent.

Derfor har industrien også enorm magt, som Judith Mackay, der er senior policy advisor i Verdenssundhedsorganisationen WHO, siger til Bloomberg:

“An amazing number of things in China come under the jurisdiction of the tobacco industry,” she said. “The health warnings on cigarettes for example. It’s not under the Health Ministry. There’s clearly a set of conflict of interests.”

Regional units of the monopoly fund more than 100 primary schools throughout China, such as the Sichuan Tobacco Hope Primary School, the official Xinhua News Agency reported in May. Some are named after top-selling brands like Hongta, which means red pagoda, or Zhongnanhai, named after the compound next to the Forbidden City where China’s top leaders live and work.

“We’ve been trying to get the Ministry of Education to stop the tobacco companies from sponsoring these schools,” said Xu. “But the ministry wants us to show them proof that this is causing harm.”