Kategori for Sikkerhedspolitik

Yang Haipeng er en kinesisk kvinde og journalist, der bor i Shanghai. Hun vil gerne sige undskyld.

»På vegne af alle kinesere vil jeg gerne undskylde overfor det syriske folk. Det var ikke vores beslutning, og vi var ikke med til at stemme om det,« skrev Yang på Sina Weibo, der med sine 250 millioner brugere er den mest populære af de kinesiske mikroblogs. Her har der i de seneste dage været hed debat om Kina og Syrien, og Yang er en af dem, der ikke er enig med sin regering, som hun fortalte til omverdenen og de 160.000, der følger hendes mikroblog på Sina.

Kina har sammen med Rusland nedlagt veto mod en resolution i FNs Sikkerhedsråd, der ville opfordre Syriens præsident Assad til at træde tilbage.

Hvorfor?

Først og fremmest fordi Kina selv har store problemer inden for landets grænser, der blandt andet involverer etniske sammenstød med tibetanere og uighurere. Beijing vil ikke have omverdenen til at blande sig.

Kina har en dyb modstand mod humanitære interventioner, og regeringen mener, at FNs resolution ville krænke Syriens suverænitet. Det er man overfølsomme for i Zhongnanhai, for Kina kunne hurtigt ende i en lignende situation. Især netop nu.

For få dage siden offentliggjorde det statslige nyhedsbureau Xinhua, at man ville sende 8.000 flere politimænd til den vestlige Xinjiang provins, der ligger på grænsen til blandt andet Pakistan, Afghanistan, Indien og Rusland.

• Læs også - Urolighederne i Xinjiang: Tidslinje

Der har været uro i Xinjiang i årtier, og det fortsætter. I 2009 kostede blodige optøjer mellem han-kineserne og de muslimske uighurere mindst 200 personer livet, og sikkerhedsstyrker har siden sat sig på provinsen, der også i månedsvis blev afskåret fra internet og fra at kunne bruge SMS på mobiltelefoner.

Det samme er netop sket i den Autonome Region Tibet og i de tibetanske områder i Sichuan, Gansu og Qinghai provinserne, hvor der flere steder i weekenden blev lukket for internet og SMS. Det kommer efter flere ugers sammenstød mellem tibetanere og sikkerhedsstyrker, der nu har afskåret områderne fra omverdenen. Flere demonstranter skulle være døde. Så sent som fredag skulle tre tibetanske hyrder ifølge organisationen Free Tibet også have sat ild til sig selv. Det har i alt 19 personer – flest munke og nonner – gjort i det seneste år.

Den officielle forklaring er, at uroen i Xinjiang og i de tibetanske områder skyldes separatister, der vil splitte Kina. Den begrundelse vil ikke ændre sig, og det vil taktikken heller ikke.

Især ikke i 2012, hvor Kina står over for det største magtskifte i ti år, hvor der kommer ny præsident, premierminister og store udskiftninger og omrokeringer blandt de 200 øverste ledere i Kinas Kommunistpart og dermed i et-partistaten Kina. Her er ingen af de nye ledere interesserede i at komme galt af sted med politiske vovestykker som en resolution mod Syrien.

• Læs også - Menneskerettigheder og pressefrihed: to nye rapporter om Kina i 2012

Samtidig er ytringsfriheden og menneskerettighederne i Kina kommet under voksende pres siden 2008. Ikke alene med store sager som for eksempel den fængslede Liu Xiaobo, der modtog Nobels Fredspris i 2010. Eller med kunstneren Ai Weiwei. Eller den blinde advokat Chen Guangcheng, der stadig sidder i husarrest. Men også gennem omfattende kampagner hvor hundreder af advokater, kritikere, akademikere, journalister og almindelige borgere er blevet kidnappet og truet til tavshed af politiet. Uden at der er hjælp at hente fra retsvæsenet, der er kommet under alvorligt pres, og hvor dommene først og fremmest skal tjene Kinas Kommunistparti. I en parentes – i Kina hører domstolene under partiet og er ikke uafhængige som i Danmark.

I 2011 begyndte Kina også at markere sig stærkere i farvandene ud for dets kyster, hvor der er stridigheder med nabolande som Filippinerne, Japan og Vietnam om grænsedragningen. Den officielle holdning er, at Kina fredeligt forsvarer sine interesser, som udlandet ikke skal blande sig.

Derudover er der voksende social uro i Kina, hvor uligheden mellem rig og fattig også vokser, og hvor der kommer flere sammenstød mellem borgere og myndigheder. Ytringsfriheden bliver stadig mere indskrænket gennem for eksempel censur på internettet. Men samtidig vokser borgernes bevidsthed om deres rettigheder, som man så under for eksempel togkatastrofen i Wenzhou.

• Læs også - Kinesisk nytår (II): Kina i 2012

Der er kort sagt lagt op til konflikter i Kina, og det skal udlandet ikke blande sig i. Derfor siger regeringen fra over for værdibaserede resolutioner, der ifølge deres mening overskrider et lands suverænitet.

For Beijing har ikke glemt demonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads i 1989, hvor måske flere tusinder døde i en begivenhed, der har formet kinesiske politik i over to årtier, og som resulterede i politiske sanktioner og en våbenembargo, som stadig gælder i dag.

Hvis de vestlige politikere pludseligt skulle glemme deres økonomiske afhængighed af Beijing og begyndte at overføre de samme værdier til Kina og de 1,4 milliarder indbyggere, så kunne Zhongnanhai en gang i fremtiden blive de næste, der skulle stemmes om i FNs Sikkerhedsråd.

:: Foto fra Sohu

Hvem er den kinesiske milliardær, Huang Nubo, der vil købe jord og investere i blandt andet Island og Danmark? Det er en mand, som for eksempel har en kat på sit kontor, udgiver digte og bestiger bjerge.

Ham skriver jeg om i dagens Berlingske, hvor Huang også taler om udlandets frygt for Kina. Her nedenunder er der et lidt længere interview, end der var plads til i avisen, men smut ned og køb den, for der er flere andre gode Kina-artikler i både Business og første sektion i dag.

Da jeg besøger Huang Nubo sidder der en lysegrå kat på gulvet i mødelokalet. Den har hvide poter.

»Er du allergisk over for katte? Ellers kan jeg lukke ham ud,« siger Huang Nubo. Den 55-årige milliardær står i sit personlige mødelokale, der ligger i hovedkvarteret for den virksomhed, Zhongkun Investment Group, som han stiftede i 1995. Her fra 16. etage er der udsigt over Beijing og bjergene udenfor den kinesiske hovedstad.

Huang Nubo undskylder, at han ikke har jakkesæt på i dag. Det her er meget mere behageligt, siger Huang, der går rundt i trøje, bukser og løbesko fra Nike. Han har ikke noget imod at vise sig som et udendørsmenneske og en eventyrer. I gangen ind til mødelokalet og kontoret går de besøgende forbi iltflasker, gasblus og stave, der ligger i en række på gulvet. Det er souvenirs fra de bjerge, som han har besteget, som for eksempel Mount Everest, hvor han har været tre gange. Der er en flere meter lang opslagstavle på væggen, hvor der hænger et lag af fotos fra hans ture rundt om i verden – Huang der trekker i en ørken, står i en jungle eller hvor han sidder på toppen af en snedækket bjergtop med det kinesiske flag mellem hænderne.

Det er netop det, at de er bange for på Island. At Huang Nubo er ved at plante det kinesiske flag over øen.

Huang Nubo koncentrerer sig om ejendomme og turisme. Lige nu forsøger han at bruge op mod 200 millioner dollars på at købe 300 kvadratkilometer af Island, som han vil lave til et stort resort med golf, hotel og hestestalde. Hvis det går godt, så vil han inden fem år også investere i Danmark og de andre nordiske lande.

Men egentlig havde han ingen planer om at investere i hverken Island eller Norden, fortæller han.

»Når kinesere hører om de nordiske lande, så tænker de på noget, som er koldt og tæt på Arktis. Men sidste år var jeg til en litteraturfestival i Island, og det var et smukt sted,« siger Huang Nubo, der også udgiver digte og bøger.

Han kender også Island fra Peking Universitet, hvor han studerede for over 30 år siden, og hvor han havde en islandsk studerende som værelseskammerat. I dag har Huang stadig tre gode islandske venner fra dengang. En er i dag borgmester, en anden er gift med en politiker og en der arbejder på den islandske ambassade i Beijing.

Under besøget sidste år var der mange, som talte med ham om Islands dårlige økonomi. De gamle klassekammerater spurgte ham, hvorfor han ikke investerede i sådan noget som fiskeolie eller hoteller.

»Da jeg kom hjem fortsatte de med at ringe og komme med forslag. Så i år besluttede jeg mig for at sende et hold researchere til Island,« siger Huang Nubo.

Hans telefon ringer, og han undskylder for, at han bliver nødt til at tage den.

»Hej, hvordan går det så?« siger han og går ud af mødelokalet og ind på kontoret ved siden af. Huang Nubo smiler meget, og han ligner ofte en, der er på kanten til at fortælle en morsom vittighed. Han smiler også, da han et minut senere kommer tilbage.

»Undskyld, det var fra vores amerikanske kontor. Vi har lige købt en bygning i USA, og det her var en besked om, at der allerede er kommet en lejer til halvdelen af lejemålet,« griner han og sætter sig ved sin plads for bordenden.

Det er også et eksempel på, hvorfor han er interesseret i Island.

»Hele verden er under pres fra finanskrisen, så det er et godt tidspunkt at investere på,« siger Huang. Han fortæller, at den amerikanske bygning før krisen kostede 40 millioner dollars, men at han netop har købt den for »kun ti millioner dollars.«

»Det samme sker i Island. I mange år var Island lukket for investeringer, men nu indser regeringen, at de har brug for udenlandske investeringer,« siger Huang Nubo. Men det er langt fra alle islændinge, der er enige med deres regering, og reaktionen kom bag på ham.

»Det var virkeligt overraskende. Jeg havde slet ikke forestillet mig det,« griner Huang.

Han fortæller, at han for nogle år siden havde sendt et hold researchere til Isaac søen i Kirgisistan. Men havde et møde med Ruslands viceforsvarsminister, der fortalte ham, at området var en tidligere missilbase. Og stemningen var i høj grad i mod ham. Den kirgisiske regering sagde, at den kinesiske forretningsmand kom med missiler, og at forretningseventyret blot var en facade. Huang opgav.

»Jeg besøgte ikke stedet igen, for jeg var bange for mit liv. Det er jeg trods alt ikke denne gang, haha…,« siger Huang Nubo.

Men kritikerne siger, at opkøbet kan give Kina et strategisk fodfæste i Nordatlanten. Når isen er smeltet omkring Grønland vil sejltiden mellem Kina og Europa blive forkortet med 6.400 kilometer. Og her vil en havn på Island være perfekt placeret som distributionscenter for containerskibe til og fra Europa.

Han har da også gjort sig tanker om det, siger han, mens katten hopper op på bordet og lister hen for at snuse til en thekop.

»Den islandske præsident og udenrigsminister har fortalt mig, hvordan isen smelter, og at Island ligger godt placeret til havne. Der vil med sikkerhed blive en ny korridor her, som forbinder Europa, og det er ikke en dårlig ide. Kinesiske skibe skal også kunne bruge den, og det er ikke noget, som de lokale skal være bange for,« siger Huang Nubo.

Så er Huang blot en facade for den kinesiske regeringen?

I 1998 købte en kinesisk forretningsmand et ukrainsk hangarskib, som skulle laves til et kasino i Macao. Men det endte – uden om våbenembargoer – i Kina, hvor det blev restaureret og i august i år kunne begynde de første test-sejladser.

Forbindelserne mellem parti og erhvervsliv er veldokumenterede i Kina. For eksempel er Kinas rigeste mand, Liang Wengan, på vej ind i det magtfulde Kinas Kommunistpartis Centralkomite. Den består af de 300 personer, der i høj grad står i spidsen for partiets 80 millioner medlemmer og nationen med de 1,3 milliarder kinesere.

Huang Nubo arbejdede selv indtil begyndelsen af 1990erne i blandt Centralkomiteens propagandaafdeling og for Ejendomsministeriet. Men han afviser kritikken.

»I Skandinavien kan tidligere politikere jo også gå ud og blive forretningsmænd. Det samme i USA. Og jeg er ikke anderledes end de folk,« siger Huang Nubo.

Han er forretningsmand, siger han, og det har han været siden sin midten af 1990erne. Ifølge Forbes har han i dag en formue på 5,5 milliarder kroner, hvilket gør ham til den 129. rigeste mand i Kina. Men den slags lister skal tages med forbehold, for det er notorisk svært at komme med præcise bud på folks formuer her i Folkerepublikken. Han vifter da også afvisende med hånden, da han hører spørgsmålet om, hvor mange penge han egentlig har. Mere end det, siger han.

»Arh.. hehe… Jeg har et indkøbscenter ikke så langt herfra, og alene det er fire milliarder yuan (3,4 milliarder kroner) værd,« siger Huang.

Alt det har han bygget op på cirka 20 år. Huang Nubo begyndte med at sælge brugte computere og kopimaskiner, og sammen med nogle venner havde han også en lejlighed, som han lejede ud som kontorlokale. Det var begyndelsen.

»Det var en hård tid. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive så succesfuld som i dag,« siger Huang Nubo.

Briefing
• Den kinesiske milliardær Huang Nubo står bag Zhongkun Investment Group, der især fokuserer på fast ejendom og turisme.
• Han forsøger i øjeblikket at købe 300 kvadratkilometer jord på Island, som han vil gøre til et ferieparadis med femstjernet hotel, golfbane og en ranch med heste.
• Turisterne skal komme fra en klub, som Huang i øjeblikket er ved at opbygge, og indenfor de næste ti år er målet at have 300.000 medlemmer. Målgruppen er mellemklassen og rigere personer fra USA, Kina, Rusland og Japan.
• Investeringerne vil løbe op i cirka 200 millioner kroner. Hvis projektet lykkes vil Huang inden fem år investere et tilsvarende beløb i Danmark og de andre nordiske lande.

Ai Weiwei er blot en af de mange kinesere, som politiet bortførte i 2011, hvor myndighederne har kidnappet markant flere politiske kritikere, som du kan se på for eksempel denne liste, som jeg lavede tidligere i år.

Men selv i Kina kan politi og sikkerhedspoliti ikke blot gå rundt og bortføre folk og lukke dem inde på hemmelige steder under ofte umenneskelige forhold. Uden at de er anklaget for forbrydelser og uden at give deres familier besked. Det er ulovligt. Indtil nu.

En ny lov er på vej, som lovliggør de tvivlsomme metoder. Eksperter siger, at det er et af de mest alvorlige tilbageslag i flere år, og at det nye lovforslag underminerer beskyttelsen af personer og borgere, der kritiserer eller kommer på kant med myndighederne.

Loven frarøver folk deres rettigheder, men giver mere magt til politiet. Domstole og politi hører under Kinas Kommunistparti og ikke staten som i for eksempel Danmark. Derfor er deres første prioritetet at sikre partiets magt. Lovforslaget – som endnu ikke er blevet offentliggjort i sin fulde tekst – kommer efter urolighederne i Mellemøsten, som siden februar har resulteret i hundreder af “forsvindinger” og arrestationer.

Her er to korte interviews med eksperter, der kommenterer lovforslaget.

• Jerome A. Cohen – er en af verdens mest fremtrædende sinologer og eksperter i kinesisk lovgivning. Professor i jura og medlem af Council on Foreign Relations. Har beskæftiget sig med Kina siden 1960erne.

»Det er et godt billede på, hvor farligt det er at revidere lovgivning i perioder med undertrykkelse. Ministeriet for Offentlig Sikkerhed og partiets politisk-juridiske kommission er formidable lobbyister, der ved hvordan de skal bekæmpe enhver reform, der kunne begrænse deres i den kriminalretslige proces.«

»Ligesom de har formået at bevare (lejrene med) “genopdragelse gennem arbejde” som et alternativ til formelle straffe, så vil de nu have autoriseret husarrest og – overvågning som et alternativ til de indledende stadier til en retssag. På den måde kan de i op til seks måneder undgå enhver form for regler omkring arrestationer, detention, anklagernes rolle, advokater, etc, og andet, der skulle have beskyttet de mistænkte.«

»Denne »reform« vil formelt gøre folk hjælpeløse og helt være i politiets magt.«

• Joshua Rosenzweig – tidligere senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system.

»Man kan gætte på, at det pres som kom omkring Ai Weiweis forsvinden – og Liu Xiaobo før ham – har givet en grund til at styrke en juridisk retfærdiggørelse af denne praksis. Med andre ord, hvis Kina kan besvare international kritik med at referere til utvetydige paragraffer kan de argumentere for, at forsvindelserne sker i »henhold til loven.« Uanset om de så overtræder menneskerettighederne.«

»Jeg tror ikke, at der vil komme en stor offentlig opmærksomhed omkring forslaget. De fleste kinesere forstår ikke, hvordan »stats-sikkerhed« bliver manipuleret af myndighederne, og de har ikke megen sympati med folk, der bryder »statens sikkerhed« – og de har endnu mindre sympati med folk, der er anklaget for terrorisme og korruption, der er to andre overtrædelser, som det nye lovforslag kunne bruges mod.«

»Man kunne forvente, at aktivister og advokater i Kina ville lave lidt larm omkring forslaget, men kampagnen over de seneste seks måneder har intimideret de folk, så det er forståeligt, hvis de er forsigtige med enhver form for kritik.«

:: Foto, der måske forestiller en af centralregeringens juridiske konsulenter, fra denne side

Egypten er stort set forsvundet fra de kinesiske medier, hvor nyheder, indlæg og diskussioner på internettet om de arabiske optøjer bliver censureret, som jeg skriver om i dagens Berlingske. Her får du en længere udgave af artiklen.

I Kina er der ofte censur af nyheder og informationer, der ses som en trussel eller udfordring til regeringen og Kinas Kommunistparti. For eksempel blev der i flere måneder lukket for internettet til hele Xinjiang provinsen, hvor der var optøjer i juli 2009. Der blev først åbnet helt for det i maj 2010.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Der skal da heller ikke megen fantasi til at se sammenhængen mellem Tiananmen i 1989, og billederne af kampvogne i det centrale Cairo. Beijing er næppe bekymret for, at dominobrikkerne fra Mellemøsten skal ramme den kinesiske grænse, men regeringen er selvsagt opmærksomme hver gang, at et autoritært styre falder. Især med situationen lige nu i Kina – med inflation og utilfredshed over den stigende forskel mellem rig og fattig og dem med og uden privilegier.

Så hvad har Beijing gjort, for at kontrollere nyhederne fra Egypten?

Fredag aften og nat kunne man stadig gå ind på kinesiske mediers hjemmesider og læse nyheder om urolighederne og se billeder med udbrændte militærkøretøjer. Men de seneste dage er flere af artiklerne forsvundet eller brugernes kommentarer er blevet slettet.

De fleste aviser og medierne på internettet har kun brag artikler fra det statslige nyhedsbureau Xinhua. De fleste af dem har dog været gemt inde i for eksempel aviserne eller sent i nyhedsudsendelserne på TV. Indholdet handler mest om antallet af døde eller har kommentarer fra den egyptiske regering. Mandag var topnyheden om Egypten, at Kina havde chartret to fly til at hente 550 strandede kinesere i lufthavnen i Cairo. Der var ingen diskussioner om Egyptiske reformer, demokrati eller forklaringer på årsagen til urolighederne.

Hvis du vil have et godt billede af, hvordan de kinesiske medier dækker Egypten, så kan du se en samling af links her på China Elections. Det er på kinesisk. Global Voices har også lavet en god gennemgang af dækningen i medier og på internet.

Censuren kan også ses på de mange kinesiske mikroblogs, der er hjemmesider som Twitter, hvor man kan skrive kommentarer på 140 tegn. For eksempel hvis man søger på 埃及 (Aiji), som Egypten hedder på kinesisk.

»I henhold til relevante politikker og lovgivning kan søgeresulatet kan ikke vises,« står der på Sina Weibo, der er en af de mest populære mikroblogs, som bliver stadigt vigtigere i Kina.

• Læs også – Twitter på kinesisk: 140 tegn der gør en forskel

Det er dog kun, når man søger efter 埃及, at der er censur. Man kan stadig skrive om det. Det dukker altså bare ikke op i søgeresultaterne.

Der er dog også måder at komme uden om censuren på. I weekenden kunne man bare erstatte 埃及 med Egypt, og det blev ikke fanget af filtrene. Det gør det dog nu.

I dag er der op mod 120 millioner kinesere, som bruger mikroblogs. Det viser en undersøgelse fra januar, der er lavet af Shanghai Kommunikations Universitet. Det tal er vokset fra otte millioner i 2009.

• Læs også – Hvorfor er internettet så vigtigt i Kina?

På det seneste – især efter Liu Xiaobo blev tildelt Nobels Fredspris sidste år – har myndighederne strammet censuren og slået hårdere ned på medierne. Det siger flere analytikere. Senest International Federation of Journalists, der udkom med deres årlige rapport i går. På det seneste har myndighederne også slået ned på medierne.

Der blev lukket for adgangen til Twitter i juni 2009. Der er også blokeret for eksempelvis Facebook, Youtube og andre hjemmesider, som regeringen mener har politisk følsomt materiale eller kan bruges til at sprede det.

I alt er der 457 millioner kinesere på internettet, viser en to uger gammel rapport (.pdf) fra regeringens center for internet, CINIC.

Men er det overhovedet rimeligt, at sammenligne Egypten og Kina?

Ja, til en vis grad. De politiske systemer i de to lande ligner hinanden, hvor begge landes regeringer har monopol på magten. Med de samme problemer med social stabilitet og korruption til følge. En vigtig del af Kinas Kommunistpartis legitimitet er, at de er garant for økonomisk udvikling og fremgang, og det lykkedes med de seneste tre årtiers vækst. En af forskellene er, at det ikke er lykkedes for Egypten.

Men den økonomiske udvikling og de politiske reformer har også givet kineserne en voksende bevidsthed om deres rettigheder som borgere. Og det er især her, at internettet bliver brugt til at lufte deres kritik af staten og myndighederne. Det kan man se over de seneste år, hvor Beijing har udvist en stadigt større overfølsomhed overfor enhver form for social uro og sociale problemer. Og netop derfor holder den kinesiske regering godt øje med udviklingen i Egypten.

I april 2009 talte He Yafei med en diplomat fra den amerikanske ambassade i Beijing. Den kinesiske viceudenrigsminister var træt af Nordkorea. På trods af kraftige protester fra blandt andre Kina havde nordkoreanerne testet et missil. For at få USAs opmærksomhed og presse amerikanerne til forhandlinger, der kunne give olie, fødevarer og valuta til det fattige diktatur. Pyongyang opfører sig »som et forkælet barn, der prøver at få opmærksomhed fra de voksne,« sagde He Yafei.

Det kan man læse i dokumenterne fra Wikileaks, der blev offentliggjort i går, og som jeg skriver om i avisen i dag. Der er en online version af artiklen her. Dokumenterne kan du læse for eksempel her og her.

Her er nogle af de vigtigste punkter.

Nordkorea er i dag ikke meget strategisk værdi som en stødpude mod Sydkorea, siger yngre politikere i Beijing. Kina vil ikke være glade for de amerikanske soldater, men nord og syd burde genforenes under Sydkoreansk kontrol. Beijing har forsøgt at presse Pyongyang til at ændre adfærd, men Kina har »langt mindre indflydelse end folk tror,« når det kommer til Nordkorea.

Dokumenterne viser også, hvordan en kinesisk ambassadør omtaler Nordkorea atomprogram som »en trussel mod global sikkerhed.«

De viser også, hvordan Kina har overvejet risikoen for et kollaps i Nordkorea. Blandt ved vurderinger om, at Kina kan håndtere humanitær hjælp til 300.000 nordkoreanske flygtninge uden at skulle have assistance.

Andre dokumenter omtaler en kilde, som vurderer, hvordan Kim Jong-il viser »ubeslutsomhed« og har svært ved at få gennemført sine politikker. Det skyldes blandt andet hans problemer med sit helbred. Samt forskellige fraktioner, der kæmper om magten i det »kaotiske« Nordkorea.

Og man kan læse, hvordan både nordkoreanske og kinesiske børn af magtfulde politikere og embedsmænd bruger deres forbindelser til at skubbe konkurrenter af vejen og lave forretninger i de to lande, viser dokumenterne. Blandt andet inden for elforsyning, byggeri- og minesektoren.

Det kan alt sammen ikke komme bag på nogen. Der er kort sagt ikke mange afsløringer og nyheder i artiklerne. De er endda så blodfattige, at Evan Osnos gør alvorligt grin med dem på sin blog på New Yorker.

Helt værdiløse er de nu ikke, mener jeg.

Dokumenterne fra Wikileaks er diplomatiske meddelelser, som er sendt fra for eksempel ambassaderne i Seoul og Beijing og hjem til Washington. Det er for det meste vurderinger, holdninger, analyser og referater af samtaler med eksempelvis andre diplomater, politikere, eksperter og akademikere.

Det er altså ikke klassificerede dokumenter fra efterretningstjenesten. Og det er ikke politiske anbefalinger. Det er almindelige mere eller mindre løse samtaler, som diplomater hver dag samler sammen og sender til Washington.

Der er ikke store afsløringer i dokumenterne fra Wikileaks. Men alligevel mener jeg, at de har værdi, for de er med til at give et billede af den interne debat i Beijing.

På den anden side – så ændrer det ikke på billedet af den debat. Ja, Beijing er træt af Nordkorea, det har der været enighed om blandt analytikere i mange år. Børn af magtfulde embedsmænd, der er korrupte og misbruger deres kontakter til at lave forretninger og tjene penge? Ikke ligefrem et chok i Kina.

Omvendt er dokumenterne om Kina og Nordkorea også blevet beskyldt for at være farlige. Især nu under krisen. Blandt andet fordi de viser hvor frustrerede Beijing er med Pyongyang, og hvordan de kinesiske ledere taler nedsættende om den iltre nabo. Men Nordkorea ved udmærket godt, hvad kineserne tænker om dem.

Så hvad er værdien af papirerne fra Wikileaks? De er interessante for os Kina-nørder, der gerne vil snage lidt og stikke snudeskaftet et stykke længere ind i det lukkede statsapparat. Det er sinologiens svar på Se & Hør.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links.

• Richard Spencer og Telegraph – Why China hasn’t abandoned North Korea – and why Wikileaks is a work of flawed genius

• New York Times – North Korea Keeps the World Guessing

• Gady Epstein og Forbes – Assange Slams China’s WikiLeaks Copycat: ‘Very Dangerous To Do It Wrong’

Hverken USA eller Sydkorea har interesseret sig for Nordkorea i de seneste to år. Derfor bruger Pyongyang nu både nybyggede atomanlæg og artilleri til at komme med en besked: Vi er her stadig, vi er farlige, og i kan ikke ignorere os; men vi kan opføre os ordentligt, hvis i giver os en belønning.

Det skriver Andrei Lankov, der blandt andet er tilknyttet Australian National University og Kookmin Universitet i Seoul, i en kronik i New York Times.

Siden 1994 har den amerikanske politik været, at Pyongyang kunne presses og bestikkes til at opgive sine atomvåben. Det er for længst slået fejl.

Hvorfor? Blandt andet fordi atomprogrammet er Pyongyangs største forsikring for, at de har udlandets opmærksomhed, og at eliten kan blive ved magten. Hvornår har du for eksempel sidst lagt mærke til nyheder fra Elfenbenskysten? Et land, der har nogenlunde det samme antal indbyggere og en økonomi, der er lige så håbløs som Nordkoreas. Men som ikke har noget atomprogram.

Men sanktionerne virker ikke. Blandt andet på grund af Kina, der ikke lægger voldsomt pres på Nordkorea. Af flere grunde, som jeg har skrevet om her. Kina er kort sagt mere bekymret over stabiliteten langs sin grænse og i regionen end over Nordkoreas atomprogram.

Derfor bør det være tid til at overveje, om ikke det var på tide, at omverdenen igen begyndte at forhandle med Nordkorea, skriver Andrei Lankov:

However, the stubborn refusal of the United States and South Korea to provide aid and concessions makes Pyongyang leaders uneasy — not because they are facing an immediate threat of collapse, but because sanctions make them increasingly dependent on China, their only sponsor.

And this goes against Pyongyang’s basic diplomatic principle: Since the times of the Sino-Soviet quarrel of the 1960s, it has always relied on two or three sponsors, preferably antagonistic and hence easier to manipulate.

Som Clemens Stubbe Østergaard fra Aarhus Universitet også sagde forleden her i Berlingske:

»Måske skal USA slå til, acceptere de a-våben Nordkorea nu engang har og så få en garanti for, at nordkoreanerne ikke anskaffer flere atomvåben og ikke eksporterer den farlige teknologi eller missilsystemer,« siger han.

Men uanset hvilken strategi, som omverdenen vælger over for Nordkorea, så er der ingen lette løsninger, som der står i en anden kronik i New York Times. Den er skrevet af B. R. Meyers, der er professor i internationale studier ved Dongseo Universitetet i Sydkorea, og forfatter til bogen »The Cleanest Race.«

In fact, as both its adversaries and supporters should realize, the North can never play nice. Just as our own economy-first governments must ensure growth to stay in power, a military-first regime must deliver a steady stream of victories or lose all reason to exist.

There is no easy solution to the North Korea problem, but to begin to solve it, we must realize that its behavior is aggressive, not provocative, and that its aggression is ideologically built in. Pyongyang is thus virtually predestined to push Seoul and Washington too far, thereby bringing about its own ruin.

The Chinese should take note of this, since their rationalization for continuing to support North Korea derives from the vain hope that they can prop it up indefinitely. The military-first state is going to collapse at some stage; let’s do what we can to make that happen sooner rather than later.

:: Illustrationen er fra denne side, og den er lavet i forbindelse med 60-året for Korea-krigen

Nordkoreas angreb er alvorligt, men det bliver ikke begyndelsen på en krig, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Et af de helt centrale spørgsmål om Nordkorea er forholdet til Kina, som jeg også kommer ind på i analysen i avisen (ikke online, for vi udkommer stadig på papir, så smut ned og køb den).

De eneste, der kan presse Nordkorea er netop nabolandet Kina, der er det tætteste, som Nordkorea kommer på en allieret. Hvorfor gør Beijing så ikke noget? Det gør de også. Men selv Kina har kun begrænset indflydelse over Kim Jong-il og eliten i Pyongyang. Og man er bange for at miste den indflydelse ved at presse militærstyret for meget, siger analytikere.

New York Times har også en god artikel, der kommer ind på netop forholdet mellem Kina og Nordkorea:

China’s influence is rising steadily around the world. But the problem of how to manage North Korea, its Communist neighbor and onetime ally, appears to befuddle China’s leaders, who stumble from indulging the North to sending occasional signals of pique, all without persuading the country to adopt a path toward greater openness or stability.

“At the moment China has limited influence,” said Cai Jian, a professor of Korean studies at Fudan University. “On one hand it’s unhappy with North Korean actions and its provocative behavior, but on the other hand it still has to support North Korea.”

Kina har forsøgt at få Nordkorea til at gennemføre de samme økonomiske reformer, som kineserne selv har været igennem de seneste tre årtier. For sådan ville der komme et marked med 24 millioner nordkoreanere lige på grænsen til nogle af de fattigste provinser i Kina. Godt grundlag for udvikling, for samtidig vil det sikre stabilitet i regionen. Kina frygter, at et kollaps vil sende millioner af flygtninge ind over grænsen. Men eliten i Pyongyang »er bange for, at markedskræfterne vil underminere deres magt,« som Andrei Lankov, der er ekspert i Nordkorea og tilknyttet Australian National University, tidligere har sagt til Berlingske.

Især nu. Den syge og aldrende Kim Jong-il er ved at overdrage magten til sin søn, Kim Jong-un, der ikke har meget erfaring eller politisk netværk. Som en del af magtskiftet har der også været omrokeringer i militæret. Resultatet har været magtkampe. Derfor, siger analytikere, er Nordkorea er mere ustabilt end det har været længe.

Og det er det mest skræmmende. Hvis Nordkorea blot vil have opmærksomhed, så vil de køle af igen indtil den næste episode om et halvt år. Som de plejer. Dermed kan omverdenen overveje det næste skridt og eventuelle forhandlinger. Men den helt store joker er magtskiftet. For hvor store er de interne magtkampe? Hvis gårsdagens angreb mod Sydkorea først og fremmest var indenrigspolitik, hvor en fraktion forsøger at sende et politisk signal, så er det mere uklart, hvor Nordkorea er på vej hen.

Men det er altid en god ting, at bevare proportionerne og roen, når det kommer til Nordkorea, som jeg tidligere har skrevet om her på Kinablog.

Hvis du er mere interesseret i kinesisk udenrigspolitik, så har jeg skrevet om her på Kinablog, hvem der bestemmer.

Premierminister Wen Jiabao er i Sydkorea i dag, hvor han skal mødes med sin sydkoreanske kollega Lee Myung-bak og japanske Yukio Hatoyama.

Lee og Yukio vil forsøge at få Wens og Kinas opbakning til sanktioner og fordømmelse af Nordkorea, som Kina hidtil har modsat sig.

BBC har nyhed her, og Reuters har god artikel, der analyserer, hvordan mødet er en test af Kina og Wen over Nordkorea.

Kina er blevet kritiseret for ikke straks at gå med til en afstraffelse af Nordkorea. Men kineserne har det lange lys på i deres politik over for den irriterende nabo, og for Beijing er der faktisk gode grunde til tålmodighed, siger mange af de analytikere, jeg har talt med.

Blandt andet vil Beijing ikke risikere, at Nordkorea blot svarer igen med for eksempel en ny atomprøvesprængning. Eller værre. Mange analytikere siger også, at Beijing på mange måder har opgivet den nuværende administration i Pyongyang, men at man ikke vil miste indflydelse og støde en ny generation af ledere fra sig, ved nu at reagere for hårdt.

Der er også god grund til at stoppe op og trække vejret, mener analytikeren Bruce Cumings, som Washington Post citerer i en artikel i dag:

Everyone needs to take a deep breath, said Bruce Cumings, a longtime scholar on Korea and Japan who chairs the Department of History at the University of Chicago.

“I think this is being blown way out of proportion,” Cumings said. “In 1999 there was a bigger incident in the same place where 30 North Koreans died and 70 were wounded, and the North Koreans chose not to respond –probably because Kim Dae Jung [who pursued reconciliation with the communists] was president, and they were making plans for the June 2000 summit.”

The sinking of a South Korea frigate on March 26, which is being blamed on a North Korean submarine, “was probably related to their anger over the [current] South Korean president going back on 10 years of reconciliation,” Cumings said, as well as the U.S.-South Korean Foal Eagle naval exercise just off its shores.

“Of course it is reprehensible that they killed 46 sailors, but the boat was in disputed waters,” Cumings said, where clashes have been frequent.

Det er Leon V. Sigal, fra Northeast Asia Cooperative Security Project, Social Science Research Council i New York, enig i.

Han skriver i Boston Globe, at mange i Seoul vil vise, hvem der er boss over Nordkorea. Dermed går de ind i et farligt spil, der foregår på Nordkoreas hjemmebane. Men der er kun en vej frem – forhandlinger.

Yet punishment, even if justifiable, will not prevent another Cheonan any more than it has stopped North Korea from making more nuclear weapons. Worse, blockading North Korean shipping, stepping up naval patrols, and threatening to preempt militarily risks more firefights. Only negotiations might avert dangerous escalation.

Kineserne kommer. Jo. Men rolig nu.

Som jeg har skrevet før, så er det tid til at trække vejret i debatten om, hvor stor og mægtig Beijing er på vej til at blive.

Debatten i Vesten minder lidt om den, der var i slutningen af 1980erne om Japan. Og der er bestemt god grund til at holde øje med Kina lige nu. Men der er også brug for at holde hovedet koldt.

For Kinas udvikling er lige nu fyldt med paradokser. Det er et rod. Kina er blevet stærkere. Men det er stadig svagt på utallige områder. It’s complicated, som man siger.

Som Elizabeth Economy fra Council on Foreign Relations siger til Washington Post:

“We have completely lost perspective on what constitutes reality in China today,” said Elizabeth Economy, the director for Asia studies at the Council on Foreign Relations.

“There is a lot that is incredible about China’s economic story, but there is as much that is not working well on both the political and economic fronts. We need to understand the nuances of this story — on China’s innovation, renewables, economic growth, etc. — to ensure that all the hype from Beijing, and from our own media and politicians, doesn’t lead us to skew our own policy.”

James Fallows fra Atlantic har lavet hans egen top tre over fornufitge og nuancerede artikler. Som han skriver:

Is China strong? Yes. Is it weak? Yes. Is it opening up? In most ways Yes. Is it closing down? In some ways Yes. Is it a friend? In many ways. Is it a potential foe? In some ways. If you read these pieces you’ll see what I mean.

Læs også dem som jeg linker til her.

:: Plakat fra 广东工业大学国防生网

Vil Beijing gå med til sanktioner mod Iran?

Den amerikanske diplomat James Steinberg er kommet til Beijing. Der er dog ingen præcise detaljer om, hvad der står på agendaen. Men der vil helt sikkert blive talt om sanktioner mod Iran, der skal forhindre landet i at gå videre med sit atomprogram.

Flere lande har lagt pres på Beijing for at gå med til sanktionerne. Uden held. Kina fastholder, at man skal fortsætte diplomatiet, og at man stadig ad den vej kan lægge pres på Iran.

International Crisis Group udgivet en briefing, der hedder “The Iran Nuclear Issue: The View from Beijing.” I pressemeddelsen står der blandt andet:

“China lacks the West’s sense of fundamental urgency about the Iran nuclear issue”, explains Stephanie Kleine-Ahlbrandt, Crisis Group’s China Adviser and North East Asia Project Director. “It is yet to be convinced that Tehran is on the cusp of achieving the capabilities to highly enrich and weaponise its uranium, or that there is an imminent threat of military confrontation in the Middle East”.

China is most likely to pursue a delay-and-weaken strategy with regard to the sanctions the West says are needed to bring Iran into serious negotiations on its controversial nuclear program. While China has stated that it supports a “nuclear-free” Middle East, it does not want to sacrifice its deepening economic ties with Tehran, especially in oil. But Beijing’s approach also reflects its consistent historical opposition to sanctions, doubt about their efficacy and a tactical hedge. By using delaying tactics and giving each side part of what its wants, China maximises benefits from both.

En rapport fra den amerikanske kongres viser, at Taiwan har brug for nye fly, hvis det skal kunne klare sig i en konflikt med Kina, skriver AP og her Reuters:

Many of Taiwan’s roughly 400 combat aircraft would not work in action due to age and maintenance problems, while protection of the island’s airfields little more than 160 km (100 miles) from China was a major issue, the U.S. government’s Defense Intelligence Agency said in the report, released in Taiwan.

“In recent years, the Chinese People’s Liberation Army has increased the quantity and sophistication of its ballistic and cruise missiles and fighter aircraft opposite Taiwan, which has diminished Taiwan’s ability to deny PRC efforts to attain air superiority in a conflict,” it says.

Hvorfor kommer rapporten lige nu? USA har netop solgt for cirka 35 milliarder kroner militært isenkram som for eksempel Black Hawk helikoptere, missiler og kommandosystemer til Taiwan.

Det fik Kina til at komme med et vredt svar og de sædvanlige trusler. Men det var en noget afdæmpet reaktion. Som Wall Street Journal skriver her:

Current and former U.S. officials said part of the reason for the restrained reaction may be due to the administration’s decision to not include weapons that Beijing was most concerned about, including F-16 fighters and funds for diesel-powered submarines.

“They were fairly clear with us in the run-up as to what they considered to be their red lines,” the senior defense official said. The official added, however: “We made our decision based solely upon our assessment of Taiwan’s defense needs, not based upon any consideration of what China was telling us.”

Så er USA ved at skubbe den “røde linje” og er ved at forberede et salg af F-16 til Taiwan?

Det er nok ikke tilfældigt, at rapporten fra den amerikanske kongres bliver offentliggjort netop nu. Spørgsmålet er så, hvordan Kina vil reagere denne gang.

:: Foto fra militaryy.cn (ikke en stavefejl)

Hvor slemt står det egentlig til mellem Kina og USA?

I sidste uge besøgte Dalai Lama USA. Det fik Kina til at tale med store og vrede ord og indkalde den amerikanske ambassadør i Beijing til en diplomatisk røffel.

Især siden den finansielle krise begyndte, Obamas besøg i Kina i november og COP15 i København i december har der været meget snak om den nye verdensorden og Kinas voksende magt.

Alene siden nytår har der været sagen om Google, hackere og ytringsfriheden; det amerikanske våbensalg til Taiwan; valutakursen på den kinesiske yuan; sanktionerne mod Iran, som Kina ikke vil støtte.

Der er en lang liste med uenigheder. Og Dalai Lamas besøg er blot endnu et emne, der er med til yderligere at komplicere forholdet mellem de to nationer.

Der er utallige eksempler på artikler, der beskriver det komplicerede forhold. Bare lav en søgning på Google News. Eller læs denne artikel fra Washington Post.

Men hvor skidt står det egentlig til? Hvor alvorligt er det?

Jo, det er slemt. Men der er bestemt også grund til lige at trække vejret og træde et skridt tilbage.

Se på dette citat:

While China is normalizing its ties with many Western countries, its relations with the United States are severely strained and may deteriorate further in the coming months. Behind the strains are both specific disagreements and a fundamental gulf in the way the two countries see each other.

“I’m not optimistic about relations improving,” said David L. Shambaugh, an American scholar of China who is doing research in Beijing. “I think they’ll get worse before they get better.

David Shambaughs analyse passer stadig i dag. Men citatet stammer fra en artikel i New York Times, der er fra maj 1991.

Det var kort tid efter, at Dalai Lama for første gang besøgte den amerikanske præsident i Det Hvide Hus i Washington. Dengang hed han George H. W. Bush. I dag hedder han Barack Obama. Men problemerne og retorikken er på mange måder den samme som dengang.

I sidste uge skrev han så i Financial Times:

In recent months Beijing has been cracking down at home and lashing out abroad. China watchers are perplexed about the origins and implications of the new assertiveness. Many believe a threshold has been breached and that China is going to become more difficult to deal with. Others see merely the 30-year pattern of fang and shou, opening and closing, in which one step back is followed by two steps forward.

Der er delte meninger om, hvad der foregår i Beijing. Men forholdet mellem USA og Kina har altid været kompliceret. Det går op og ned. Og lige nu er det så altså for nedadgående.

Mødet med Dalai Lama er en del af det normale, diplomatiske skuespil der bliver sat i gang, hver gang den tibetanske leder møder en amerikansk præsident. Og denne gang er det betydeligt mindre dramatisk end i 2007, hvor den nu 74-årige nobelprismodtager mødtes i fuld offentlig med den daværende præsident George Bush. Læs om mødet på for eksempel Guardian og CNN.

Men Kina og USA hænger tæt sammen. I et noget dysfunktionelt forhold. Men der er grænser for, hvor langt de to lande vil gå for at forværre forholdet til hinanden.

Se på sagen om Google. Straks efter offentliggørelsen om angrebet sagde Robert Gibbs, talsmand for det Hvide Hus, at »vi vil have nogle svar« fra Kina og at man ville aflevere en skriftlig klage til kineserne. Den kom aldrig. Og de diplomatiske diskussioner foregår nu i stilhed bag lukkede døre.

Se også på sagen om våbensalget til Taiwan, som Kina anser for at være en provins, der hører under folkerepublikken. Salget af blandt andet helikoptere og missiler er derfor en kraftig indblanding i Kinas interne affærer, mener man i Beijing. Det fik Kina til i vrede at aflyse planlagte og vigtige møder i dialogen mellem det kinesiske og amerikanske militær, der netop er blevet genoptaget. Men tidligere har de helt standset dialogen.

Sagen om Liu Xiaobo, Kinas forhandlinger i København og måden som Barack Obama blev censureret og behandlet på under besøget i Kina, viser et Kina, der opfører sig mere markant og resolut, og hvor diplomater er uvillige til at gå på kompromis og er hårde i tonen. Hvorfor? Groft sagt er der lige nu tre analyser.

Nogle analytikere mener, at det hænger sammen med partikongressen i 2012. De nye ledere er simpelthen ved at køre sig i stilling og bevise, at de har styr på Kina.

Andre mener, at der foregår en fløjkrig i Kinas Kommunistparti. Siden optøjerne i Tibets hovedstad Lhasa i 2008 er det gået markant ned for menneskerettighederne, for de voldelige optøjer viste styrets svagheder, og det gav magten til de mere hårdtslående kræfter i partiet.

Endelig er der dem, som mener, at finanskrisen har givet magten til det som sinologer kalder for »realisterne« i partiet. Kina skal først og fremmest bekymre sig om sig selv. Dernæst udlandet og Kinas internationale rolle.

De tre svar udelukker selvfølgelig ikke hinanden. De udelukker heller ikke, at Kina i højere grad kommer til at vise klør i 2010, der ifølge den traditionelle kalender er tigerens år.

Så hvad står der på bundlinjen?

Frygten for en ny kold krig og en åben rivalisering mellem USA og Kina er overdrevet, for de to lande hænger alt for tæt sammen, som Minxin Pei skriver her i denne kronik:

In many ways, the sudden worsening of ties between Beijing and Washington really means that U.S.-China relations are returning to “normalcy.” Because of the deep and unbridgeable differences between the two countries in terms of their political values, conceptions of international order and geopolitical interests, constant frictions, even minor conflicts, should be the rule. Chumminess and absence of tensions, as displayed during Mr. Obama’s first year in office, are actually the exception.

Resultatet af mødet med Dalai Lama er da indtil videre også blevet, at Kina er kommet med det forventede udbrud.

Længere er den ikke.

Obama har nu fået markeret over for Kina og omverdenen, at han er optaget af Tibets situation.

Og Beijing har markeret over for befolkningen og omverdenen, at ingen skal blande sig i landets politik i Tibet.

Tid til at køre videre. Move on, nothing to see here. Men spænd sikkerhedsselen og gør klar til næste sammenstød.

:: Tegningen er fra denne artikel i Folkets Dagblad fra 2005. Den viser amerikanske astronauter, der i 2020 ankommer til månen og opdager en kinagrill. Selvom Obama nu, modsat Kina, har droppet planerne om at vende tilbage til månen, så er den stadig et godt eksempel på konkurrencen mellem de to lande.

I sidste uge var Dalai Lama på besøg i USA. Det er blot det seneste eksempel på nogle af de uenigheder, der er mellem kineserne og amerikanerne.

Men set fra Beijing, hvad er de største problemer i forholdet?

Her er en faktaboks, som jeg skrev til Berlingske for et par uger siden, og som også blev bragt i en opdateret udgave i sidste uge.

• Tibet: Dalai Lama er ude på at splitte Kina, mener den kinesiske regering. Derfor reagerer Beijing skarpt, når Dalai Lama mødes med statsoverhoveder. Som for eksempel også statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvis møde førte til en mindre handelskrig og diplomatisk strid med Kina. Det vil næppe ske med USA.

• Taiwan: USA solgte våben for 34 milliarder kroner til Taiwan. Beijing protesterede kraftigt og aflyste møder i dialogen mellem det amerikanske og kinesiske militær. Men protesten kunne være skarpere, for Kina gav i går et amerikansk hangarskib lov til at besøge Hong Kong. En diplomatisk imødekommelse.

• Iran: Kina vil ikke bakke op om sanktioner i FNs Sikkerhedsråd. Fordi landet er vigtig for Kinas energiforsyning. Og, siger Beijing, fordi alle diplomatiske muligheder ikke er udtømt. USAs våbensalg til Taiwan kan betyde, at Kina ikke vil samarbejde om sanktioner på noget tidspunkt. For at straffe USA.

• Menneskerettigheder: Ingen skal blande sig i Kinas interne forhold, siger Beijing skarpere end tidligere. Og idømmer blandt andre Liu Xiaobo 11 års fængsel på trods af diplomatisk pres. NGOer og menneskeretsforkæmpere tvivler på, om det vil lykkes at presse Kina i anden retning.

• Ytringsfrihed og Google: Beijing reagerede kraftigt på udenrigsminister Hillary Clintons krav om, at Kina skulle undersøge hackerangrebet på Google. Men reagerede ikke på, at Google ikke længere ville censurere sin søgemaskine i Kina. Google vil gerne blive i Kina, men regeringen kan ikke acceptere en ucensureret søgemaskine.

• Valutakurs: Den kinesiske valuta er vurderet for lav, mener de amerikanske kritikere. Kina beskylder til gengæld USA for protektionisme. Beijing mener også, at den lave kurs er vigtig for at bevare den økonomiske vækst. Striden kan eskalere, men Kina har forsøgt at berolige om, at det ikke vil komme så vidt.

Her er alle tidligere artikler om Google og Kina

Her er en liste over nogle af de større angreb fra kinesiske hackere:

1998 august: Kinesiske hackere angriber hjemmesider i Indonesien. Det sker som et svar til etniske uroligheder i landet, hvor kinesere er blevet overfaldet.

1999 maj: Amerikanske hjemmesider bliver angrebet, da NATO bomber den kinesiske ambassade i det tidligere Yugoslavien.

1999 juli: Hackere angriber hjemmesider på Taiwan. Det kommer efter udtalelser fra Taiwans præsident Lee Teng-hui om, at forhandlinger mellem Kina og Taiwan skal ske på statsniveau. Kina anerkender ikke Taiwans selvstændighed, og anser det for at være en del af Folkerepublikken Kina.

2000 januar: Målet er denne gang hjemmesider i Japan. En ultrakonservativ japansk politiker benægter, at japanske soldater under Andnen Verdenskrig gennemførte en massakre i Nanjing.

2001 februar-marts: Igen er det Japan, der er målet. Denne gang blandt andet fordi den daværende premierminister Junichiro Koizumi besøger Yasukuni Templet for at hædre japanske soldater fra Anden Verdenskrig.

2001 april: Et amerikansk EP3 spionfly støder sammen med et kinesisk fly. Hackere angriber USA som gengæld for, at den kinesiske pilot blev dræbt.

2002 september: Den kinesiske regering beskyldes for at bryde ind i den tibetanske eksilregerings computernetværk.

2003 august: Rapporter om angreb på regering og virksomheder fra Taiwan.

2005 august: USA afslører et angreb med kodenavnet Titan Rain, der har stået på siden 2003. Angrebene kommer fra Kina, og netværk hos blandt andre NASA og Lockheed Martin skulle have været inficeret.

2006 oktober: Et amerikansk regeringskontor, der blandt andet er ansvarlig for eksportlicenser, bliver udsat for et angreb, der kommer fra kinesiske servere. Der bliver fundet virus og koder på hundreder af maskiner, der bliver udskiftet i løbet af en måned, hvor kontoret er offline.

2007 september: Hackere fra Folkets Befrielseshær beskyldes for at bryde ind i computernetværk i de amerikanske, britiske og tyske regeringer. Hackerne skulle også være brudt ind i Pentagon.

2007 december: Den britiske efterretningstjeneste MI5 advarer britiske firmaer om, at »statslige organisationer« fra Kina aktivt forsøger at gennemtrænge virksomhedernes netværk. Advarslen kommer efter angreb på Shell og Rolls Royce.

2008 maj: Indien anklager kinesiske hackere for systematisk gennem 18 måneder at have gennemgået det indiske internet for svagheder.

2009 marts: Canadiske forskere afslører et spionnetværk, Ghostnet, som består af over tusind computere i 100 lande. Netværket har inficeret medier, virksomheder, ambassader og regeringskonterer. Blandt andre den tibetanske eksilregerings kontorer i London, New York og Indien. Der er ingen entydige beviser for, at den kinesiske regering står bag.

2009 juli og august: Hackere angriber hjemmesiden for en australsk filmfestival, der ville vise en film, der var blevet stærkt kritiseret af den kinesiske regering.

:: Tegning fra internetpolitiet i Hangzhou

Jeg interviewede nogle kinesiske hackere, før jeg gik på ferie for et par uger siden. Artiklen fra Berlingske er ikke på nettet, men du kan se en udgave af den her. Her er alle tidligere artikler om Google og Kina

Han var 15 år gammel, da han første gang hackede sig ind i et netværk. Han brød ind i computerne på hans skole.

»Jeg havde en lærer, der var lidt besværlig,« siger han og griner.

Han vil dog ikke fortælle, hvad han gjorde. Men det var nemt. For det er syv år siden, og dengang brugte mellemskoler på landet i Kina, som den han gik på, ikke mange penge på IT-sikkerhed.

Hvem er han så? Han er 22 år og kalder sig selv for PHO Buddha. Han er det, som kineserne kalder for »hei ke.« Det betyder »sort gæst,« og det er en fonetisk oversættelse af det engelske ord hacker.

PHO Buddha vil ikke have sit rigtige navn offentliggjort. Han vil heller ikke fortælle, hvor han arbejder. Blot at han er ansat i en virksomhed, hvor han er ansvarlig for IT-sikkerhed.

Vi mødes på en restaurant, der ligger i det nordlige Beijing. I et af de halvtomme indkøbscentre, som der er masser af i Kinas hovedstad. Selvom der er varmt, sidder han det meste af tiden med sin sorte dynejakke lynet helt op til halsen. Han er klædt i sort. Fra de markante briller og ned til skoene.

Han er høflig. Flink. Velformuleret. Og tydeligt nervøs. Selvom der er meget offentlighed om hackere i Kina, hvor de nogle gange behandles som rockstjerner, så vil han ikke risikere at sige for meget.

PHO Buddha er en af de fire administratorer China Hacker Union (CHU). Det er en af de største og mest berømte grupper af hackere, og den blev etableret helt tilbage i 1999. Her bombede USA den kinesiske ambassade i det tidligere Jugoslavien, og de kinesiske hackere svarede igen med et angreb på amerikanske hjemmesider. Det var første gang, at kinesiske, nationalistiske hackere for alvor rettede skytset mod udlandet.

PHO Buddha var ikke med dengang. Men det var kort tid derefter, at hans forældre gav ham sin første computer. Og at han skrev alt hvad han lærte om at hacke ned i en lille notesbog. Han siger selv, at han aldrig har hærget eller ødelagt netværk.

»Jeg er gråhat, så det er ikke mit mål at angribe, det er at teste systemer og forbedre dem. Jeg efterlader altid en besked om, hvordan jeg er kommet ind, og giver dem forslag til, hvordan de kan ændre det,« siger PHO Buddha. Han vil dog ikke komme med konkrete eksempler på, hvad han har lavet.

Man kan groft sagt dele hackere ind i tre grupper. Den første kalder man i Kina for »hei mao.« De sorte hatte. Deres mål er at angribe og ødelægge hjemmesider og netværk.

Overfor dem står »bai mao.« De hvide hatte. De vil til gengæld kun beskytte og forsvare netværk og hjemmesider.

Midt imellem finder man de grå hatte. »Hui mao.« Der angriber for at finde svagheder, og som bagefter efterlader beskeder om, hvordan man kan forbedre sikkerheden.

China Hacker Union har ændret sig meget siden angrebene for ti år siden, siger PHO Buddha, hvor de i dag har 900.000 medlemmer og en kerne på cirka 1.000 personer.

Dengang var det nationalistiske hackere, der angreb de udenlandske sider. I dag er man ikke interesseret i politik, siger PHO Buddha. På deres hjemmeside er der mest informationer og nyheder om IT-sikkerhed på deres hjemmeside, og ikke mindste det vigtige diskussionsfora. Unionen har også er et kodeks, som man skal følge.

»Vi har regler, hvor folk bliver smidt ud, hvis de optræder som sorte hatte,« siger PHO Buddha. Dem kender han flere af. Han har ikke mange af dem som venner, men det er måske også, fordi der er færre af dem, siger han.

De sorte hatte lever ofte af det. Men hvordan kan man tjene penge som hacker i Kina? Der er en lang pause, mens han tænker sig om.

»Jeg har hørt, at der er nogle forskellige metoder,« siger han forsigtigt.

Nogle gange får hackerne invitationer om at angribe en bestemt hjemmeside. For eksempel en virksomhed, der vil angribe en konkurrent. Og afhængighed af, hvad der er målet, så vil virksomheden også have hackerne til at bryde ind i deres netværk. Det kan man ifølge PHO Buddha tjene 4.000-80.000 kroner på at gøre.

PHO Buddha er også forsigtig af en anden grund. Kina har for nyligt strammet lovgivningen omkring cyberkriminalitet, og flere af hans venner har været arresteret og er måske kommet i fængsel. Han siger selv, at han »ikke kender detaljerne« for, hvad de har lavet.

Men myndighederne har også brug for hackerne. Ifølge en rapport, der blev fremlagt for den amerikanske kongres i 2008, er der omkring 250 grupper af hackere, som mere eller mindre bliver støttet af den kinesiske regering.

Det amerikanske medie Daily Beast citerede for nylig en hemmelig rapport fra efterretningstjeneste FBI, som mener, at der er 30.000 kinesiske cyberspioner og mere end 150.000 computereksperter, der er beskæftiget med at stjæle amerikanske militære, teknologiske og kommercielle hemmeligheder.

Uvildige eksperter er varsomme med at sætte præcise tal på. Men der er ingen tvivl om, at især Folkets Befrielseshær har sat mange ressourcer ind på krigsførsel i cyberspace.

Et eksempel kunne være angrebet mod Google. PHO Buddha siger, at han ikke kender til noget mod angrebet. Han tænker sig om et par minutter, før han finder en formulering.

»De hackere, der er i Kina, der er meget få, som kan bryde ind i Google. Hvis man kan det, så er man så professionel, at man ikke længere er i hackerverdenen, så er man ansat i efterretningsvæsener,« siger PHO Buddha.