» Sikkerhedspolitik

Kinesisk spionage er udbredt, og kineserne har en glubende appetit efter informationer. De bruger dog ikke spioner som russerne. Men mest af alt bruger de en hær af studenter, forretningsmænd og ansatte i virksomheder, som giver dem informationer om alt fra militære, politiske, tekniske, videnskabelige og forretningsmæssige emner. De er også gode til at indynde sig hos udlændinge, der er fascinerede af den kinesiske kultur og historie. Blandt andet med smiger, gode middage og rigelige mængder alkohol. Ofte over længere tid. Men kineserne er nu heller ikke blege for at bruge hverken afpresning eller aflytning.

Det er nogle af de konklusioner, som man kan læse i et dokument, der hedder JSP 440. Det er en forkortelse for “Joint Services Protocol 440″.

Det hemmeligtstemplede dokument på 2.389 sider er fra det britiske forsvarsministerium, og det er netop dukket op på Wikileaks. Du kan downloade det hele her som .pdf.

JSP 440 er den manual, som ifølge Wikileaks ligger til grund for al britisk efterretningstjeneste:

The document includes instructions on dealing with leaks, investigative journalists, Parliamentarians, foreign agents, terrorists & criminals, sexual entrapments in Russia and China, diplomatic pouches, allies, classified documents & codewords, compromising radio and audio emissions, computer hackers—and many other related issues.

Det er vanvittigt interessant at se, hvad briterne har at sige om kinesisk spionage og kineserne måde at arbejde på:

Chinese Intelligence Aims

3. Chinese intelligence activity is widespread and has a voracious appetite for all kinds of information; political, military,commercial, scientific and technical. It is on this area that the Chinese place their highest priority and where we assess that the greatest risk lies.

4. The Chinese have realised that it is not productive to simply steal technology and then try to `reverse engineer it’. Through intelligence activity they now attempt to acquire an in-depth understanding of production te chniques and methodologies. There is an obvious economic risk to the UK. Our hard earned processes at very little cost and then reproduce them with cheap labour.

5. It is also, potentially, more serious than the above. In certain key military areas China is at least a generation behind the West. The Chinese may be able to acquire illegally the technology that will enable them to catch up. The real danger is that they will then produce advanced weapons systems which they will sell to unstable regimes. They have a track record of doing so. The consequences for the world’s trouble spots and any UK involvement there could be disastrous.

Characteristics of Chinese Intelligence Activity

6. Chinese intelligence activity is very different to the portrayal of `Moscow Rules’ in the novels of John Le Carre. The Chinese make no distinction between `information’ and `intelligence’. Their appetite for information, particularly in the scientific and technical field, is vast and indiscriminate. They do not `run agents’ they `make friends’. Although there are Chinese `intelligence officers’, both civilian and military, these fade into insignificance behind the mass of ordinary students, businessmen and locally employed staff who are working (at least part-time) on the orders of various parts of the State intelligence gathering apparatus.

Cultivation

7. The process of being cultivated as a `friend of China’ (ie. an `agent’) is subtle and long-term. The Chinese are adept at exploiting a visitor’s interest in, and appreciation of, Chinese history and culture. They are expert flatterers and are well aware of the `softening’ effect of food and alcohol. Under cover of consultation or lecturing, a visitor may be given favours, advantageous economic conditions or commercial opportunities. In return they will be expected to give information or access to material. Or, at the very least, to speak out on China’s behalf (becoming an `agent of influence’).

Locally Engaged Staff

8. Most companies operating in China are obliged to employ a number of locally engaged staff supplied by organisations such as the `Provincial Friendship Labour Services Corporation’. It is probable that the Chinese civilian intelligence service will have briefed such staff to copy all papers to which they are able to gain access. Many Chinese students and some businessmen also work to a brief from the Chinese intelligence services.

Technical Attacks

9. The Chinese intelligence services are known to employ telephone and electronic `bugs’ in hotels and restaurants. They have also been known to search hotel rooms and to use surveillance techniques against visitors of particular interest.

Compromise

10. The Chinese intelligence services have been known to use blackmail to persuade visitors to work for them. Sexual involvement should be avoided, as should any activity which can possible be construed as illegal. This would include dealing in black market currency or Chinese antiques and artefacts, straying into `forbidden’ areas or injudicious use of a camera or video recorder.”

:: Billedet viser ifølge Xinhua en hemmelig kinesisk agent (sådan næsten)

Der har været optræk til det i lang tid, men her i slutningen af december luftede Kina endnu en gang tankerne om at bygge et hangarskib.

En talsmand for regeringen siger, at den seriøst overvejer »relevante spørgsmål« omkring projektet.

(Well, duh, kan man så sige, det ville være åndssvagt at overveje irelevante spørgsmål, ik’ sandt.)

Hvorfor er det så vigtigt, om Kina har et hangarskib eller ej? Det spørgsmål svarer Globalsecurity.org på i denne glimrende artikel:

The question of China’s plans to build aircraft carriers are important for several reasons. Many other countries have aircraft carriers, and little thought is given to Brazil’s aircraft carrier, or Argentina’s aircraft carrier, when it had one. Unlike other major maritime powers, Japan does not have aircraft carriers, and the Japanese government has regarded this class of ships as being an “offensive” weapon precluded by Japan’s peace constitution. Should China acquire aircraft carriers, Japan might reconsider this position, and this might mark the start of a larger reconsideration of Japan’s military posture. The United States has twice as many aircraft carriers as the rest of humanity combined, each of which is larger than other country’s carriers. China’s acquisition of aircraft carriers might be seen as a step towards challenging American preeminence on the high seas. At a minimum, it would mark the acquisition of a power projection capability that would move further afield than the Taiwan scenario, and into the South China Sea and beyond.

China, following the Cold War, continued to have very little in the way of credible power-projection capabilities, though China could project military forces superior to those that Southeast Asian countries could deploy to the South China Sea. The PLA Navy had studied the acquisition of an aircraft carrier beginning in the mid-1980s, followed by persistant reports that China has planned to launch a 40,000 ton class aircraft carrier by 2010, though these reports remained unsubstantiated and appeared to based on woefully inadequate analysis and information.

:: Billedet er her fra Wikipedia og viser skrotbunken Varyag, som Kina ad utallige omveje købte af Rusland.

Kinas præsident Hu Jintao lovede under sit besøg i Japan i maj, at Kina ville udlåne et par pandaer til Japan.

Det der med at “låne” skal nu ikke tages helt bogstaveligt. Japanerne skal nemlig betale seks millioner kroner om året for de to pandaer.

Men endnu er der ikke sket noget i sagen, som der står i Xianggang Shangbao.

Det skyldes måske prisen. Eller noget andet. For der er stadig alvorlige knaster i forholdet mellem de to nabolande Japan og Kina.

Se på chefen for det japanske luftvåben, der netop er blevet fyret. Han skrev i en kommentar i et japansk magasin, at Japan ikke var agressorer under Anden Verdenskrig.

Han mener derimod, at USA lokkede Japan til at bombe Pearl Harbor. Det viser hvordan Japan stadig har problemer med arven efter Anden Verdenskrig, der stadig giver problemer mellem ø-staten og dens asiatiske naboer. Især har krigen givet problemer i forholdet til Kina, der bifalder den japanske regerings beslutning om at afskedige generalen.

Sagen har givet den nyslåede japanske premierminister Taro Aso, der ofte selv kommer med nationalistiske kommentarer, problemer i parlamentet og det er også gået ud over Japans forsvarsminister som også kan læse her.

Og generalen har bestemt ikke tænkt sig at holde mund. Han sammenligner derimod det japanske demokrati med Nordkorea.

:: Billedet er fra Wikipedia

En soldat med ansvar for logistik i artilleri-regimentet i Nanjing (南京军区某炮兵团), er blevet idømt en straf, skriver ifeng.com.

Under en militærøvelse installerede soldaten et computerspil på en computer, der, lidt vagt formuleret, kørte kommandosystemet (指挥系统) for øvelsen.

Det fik computeren til at crashe og øvelsen til at gå i stå i ti minutter.

Den samlede redaktion her på kinablog.dk ville gerne vide, hvad det præcist var for en computer den unge mand sad og syslede med.

Vi synes jo nok ikke, at det er så fedt, hvis de kinesiske soldater sidder og installerer spil på computere, der bruges til at affyre missiler.

Redaktionen havde måske også håbet på, at de kinesiske missiler og lignende blev styret af noget lidt smartere og mere avanceret software end Windows. Virus, crash, genstart, ctrl-alt-delete og missiler er en ret kedelig kombination.

Så næste gang vi hører om noget lignende, bliver sikkert når en soldat har surfet pr0no og slettet Taiwan i en regn af raketter.

:: Billedet er fra denne artikel der viser noget af udstyret som drengene i Nanjing går og leger med.

Torsdag aften vil Kina for tredje gang sende et bemandet fartøj ud i rummet.

Det sker mellem klokken 21.07 og 22.27 lokal tid. Opsendelsen af Shenzhou 7 sker fra Jiuquan Satellite Launch Center, der ligger i Gansu provinsen.

Mandskabet vil bestå af tre kinesiske astronauter, der skal være tre dage i rummet. To af dem skal ud på Kinas første rumvandring, der efter planen vil tage en halv time. De to dragter er produceret i henholdsvis Rusland og Kina.

I følge denne artikel vil CCTV sende direkte fra opsendelsen, undervejs og fra selve rumvandringen. Det sker i samarbejde med Pps.tv.

De tre astronauter skulle være Zhai Zhigang på 43 år, Liu Boming på 42 år og Jing Haipeng, der også er 42 år gammel. Men hvem af dem, der får lov til at blive den første rumvandrende kineser, er stadig en hemmelighed.

Siden den 23. september er astronauterne og reserverne blevet holdt væk fra offentligheden. De kan se deres familier en enkelt gang om ugen, der heller ikke har lov til at gå ud eller få besøg af venner eller familie. Al maden er leveret af rumcentret, og alle familiemedlemmer får dagligt et mindre lægecheck.

Her er en engelsk artikel fra New Scientist, her er Wikipedia om det kinesiske rumprogram, en artikel fra Reuters om kinesernes vej til Mars, og en god artikel fra Wired fra 2004 om det nye rumkapløb.

Taiwan har købt 60 styk missiler fra USA (Reuters og AFP). Prisen er 450 millioner kroner.

Missilerne skal monteres på ø-statens F-16 jagerfly, og der er tale om Harpoon-missiler, som er et anti-skibs missil.

Og det er interessant. Af flere grunde.

Lad os tage den fra bunden. Hvorfor køber Taiwan missilerne? Jo, de er tiltænkt kinesiske krigsskibe, der kunne være en del af en invasion af Taiwan.

Kina har siden 1949 hævdet, at Taiwan er en del af Folkerepublikken Kina. Og at den rebelske ø-stat skal indlemmes i Folkerepublikken. Om muligt med militær magt.

Dengang i 1940erne var det ikke kun 2. Verdenskrig, der rullede ind over Kina. Der var også borgerkrig mellem Kinas Kommunistparti og Nationalisterne, der for alvor brød ud igen da verdenskrigen sluttede. Resultatet blev, at Nationalisterne flygtede til Taiwan og at Kinas Kommunistparti i 1949 udråbte Folkerepublikken Kina.

Derfor kan man ikke tale om Kina uden også at tale om Taiwan. Et af de vigtigste emner i kinesisk udenrigspolitik har i årtier været forholdet til Taiwan.

USA har forsøgt at skræmme Kina fra en invasion ved ligeledes i årtier at sælge krigsskibe, missiler, fly og andre militære gadgets til Taiwan, så den lille ø kunne forsvare sig mod den store nabo.

Det har været ved at gå galt flere gange. For eksempel i 1990erne og omkring årtusindskiftet under den amerikanske præsident Bill Clinton. Men de senere år er forholdet mellem Taiwan og Kina blevet bedre.

Især efter Taiwan for nyligt fik ny præsident. Med Ma Ying-jeou sluttede otte års politiske konfrontationer med Kina, og den nye præsident er opsat på at forbedre forholdet til Kina.

Det er værd at lægge mærke til timingen. Hvorfor kommer nyheden om handlen nu?

For handel med våben foregår på en anden måde, end når man går i Netto. Du mangler et pund smør, går ned og køber det, og fem minutter efter er du tilbage. Sådan foregår det ikke med missiler.

Våbenhandel er politik. Taiwan har en ønskeseddel over forskelligt militært isenkram, som de gerne vil købe fra USA. I alt er der for 60 milliarder kroner.

Men på det seneste har USA ikke været helt så villige til at give Taiwan, hvad de pegede på. Så sent som i sidste måned sagde en højtstående amerikansk embedsmand, at man havde fastfrosset salg af våben til Taiwan. Kina kunne se det som en provokation og en optrapning af konflikten. På et tidspunkt hvor man ellers var ved at nærme sig hinanden.

Men nu bliver handlen altså alligevel underskrevet og missilerne afleveret. Hvorfor?

Det kan have noget at gøre med krigen mellem Rusland og Georgien. For den konflikt følger politikerne i Beijing meget tæt, som kommentatoren Muhammed Cohen skriver i Guardian.

De to konflikter minder om hinanden. Begge steder er der tale om to store lande, der har lige så store problemer med to små naboer.

Derfor sidder man i Beijing og holder øje med, hvordan det internationale samfund reagerer. Det kan give Beijing en ide om, hvordan det samme internationale samfund ville reagere, hvis Kina på et tidspunkt fandt på at invadere Taiwan.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at Kina vil invadere Taiwan. Se for eksempel på den store øvelse, som det kinesiske militær netop er gået i gang med i Indre Mongoliet. Den tager en måned og involverer tusinder af de bedste og mest veltrænede tropper.

Men denne gang er øvelsen ikke – som for eksempel i 2001 – designet til at ligne en besættelse af Taiwan. Der er ingen landgangsbåde her i midten af ørkenen i Indre Mongoliet.

For Kina og Taiwan handler det lige nu om at bevare status quo. Ikke at provokere hinanden. Om langsomt at finde hinanden og åbne økonomierne op, så man kan tjene penge på hinandens markeder. Og så ellers se hvad der sker.

Hvorfor får Taiwan så lov til at købe missilerne? Det skal nok ses som et vink til Beijing om, at de ikke skal lade sig inspirere alt for meget af konflikten mellem Rusland og Georgien. Og for at vise Kina, at, jo, det går fint, og vi er blevet bedre venner, men lad nu være med at prøve på noget dumt.

:: Billedet er her fra Wikipedia

Folkets Befrielseshær (解放军) er begyndt på en større militærøvelse i Indre Mongoliet. Det skriver Chinanews, Chinamil og Xinhua

Det er en af de større af slagsen, og den kommer til at strække sig over en måned. Med i øvelsen er der enheder fra både hæren og flyvevåbnet samt faldskærmstropper.

Der er ikke alt for mange detaljerede informationer, men der er tale om en brigade med lettere maskineri og infanteri fra militærregionen i Jinan (济南军区) og derudover et regiment med pansrede køretøjer fra militærregionen i Beijing (北京军区), der i øvrigt også er specialiserede i informations-krig.

Begge grupper er en del af de bedst trænede og mest professionelle styrker i Kina.

Hvilket ikke siger så meget. For det første er forsvaret dårligt udrustede og med enorme huller i kapaciteten. Dernæst er størstedelen af materiellet stadig af ældre dato, men det er ved at blive moderniseret.

Samtidig lader det til, at man er ved at ændre strukturen og organisationen af de tungere enheder som Defensetech skriver:

The PLA Corps will be structured around brigades and I believe the Corps itself will contain a heavy artillery group, a ground manoeuvre group, an aviation group and a battlefield support group which would include bridging, electronic warfare and logistics.

Opbygningen er, skriver Defensetech, den samme som de britiske styrker, der var stationerede i Tyskland under den kolde krig.

I artiklen på Defensetech er der en nørdet detaljeret sammenligning mellem de to, hvor konklusionen er:

This comparison quickly shows two glaring deficiencies in the PLA’s current structure and move towards modular combined arms battle groups. The first is the lack of a dedicated scout/close reconnaissance vehicle and the second, which in many ways is far more important, is the shortage of in-house infantry in the armored brigade and the mechanized infantry battalion.

The mechanised infantry lacks a fourth company in the infantry battalion meaning the armored brigades cannot create balanced battalion battle groups. Besides being unsuited to operations on complex terrain (urban and high altitude), armored forces that have neglected proper infantry support and have suffered large casualties include the Russian Army’s 131st Maykop Brigade on New Year’s Day 1995 in Grozny, and the Israeli tank forces during their initial counterattacks along the Bar Lev in the first morning of the 1973 Yom Kippur War.

Den første del af øvelsen skal blandt andet afprøve evnen til at hurtigt at rykke ud og indsætte soldater over længere afstande.

Det er en evne, som det kinesiske militær ikke helt har på samme måde som for eksempel USA. Kina har ikke rigtig nogen form for Rapid Deployment Force.

Sidste år holdt blandt andre Kina og Rusland en fælles øvelse, hvor blandt andet 16 kinesiske helikoptere skulle flyve 2.700 kilometer.

Øvelsen blev udlagt som en succes i de kinesiske medier. Blandt andet i denne artikel fra den engelsksprogede udgave af Xinhua:

“The flight will be a good test for China’s army aviation troops due to its long distance, complicated topographic and climatic conditions on the way as well as possible language barriers with the ground service in Russia,” [Major General] Ma said.

[...]

“The unit has carefully studied the map, made several counterplans and loaded the helicopters with sufficient aviation materials to ensure a successful flight,” he said.

I alt var der 1.600 kinesiske soldater involveret i øvelsen:

After the exercise, the Chinese troops were transported back to China, by train and aircraft. It is the first time that the Chinese Army has accomplished such a long-distance transportation of personnel and equipment in a large scale, according to the sources.

Sagt på en anden måde. Det kinesiske militær kan med nød skrabe 16 helikoptere sammen, og hvis de forbereder sig godt & grundigt i nogle dage, uger eller måneder formår de at tage en flyvetur inden for Kinas grænser.

Derudover – for at få store mængder soldater frem og tilbage, bliver man nødt til at tage toget. Og bruge kommercielle fly, fordi militæret ikke har tilstrækkelige transportfly.

Sagt på en anden måde – hvis det amerikanske militær havde været i samme stand som det kinesiske, ville der aldrig have været en golfkrig. Med mindre der altså var regelmæssige rutefly eller direkte togforbindelse mellem Washington og Baghdad.

Øvelsen hedder ”砺兵−2008” og på dårligt dansk kan det oversættes til noget med at slibe soldater skarpe. Li (砺) betyder vådsten eller at slibe og bing (兵) betyder soldat.

:: En af de bedste og mest velresearchede bøger, jeg har læst om det kinesiske militær, er skrevet af David Shambaugh og hedder Modernizing Chinas Military

I dagens Berlingske er der en grafik over Kina og nogle af de udfordringer, som de enkelte provinser står over for. Den er ikke på nettet, så der er ingen links. Derfor – ned i kiosken. Afsted. Nu.

Jeg interviewede blandt andre Yang Longfa, der er professor på Research Center for Contemporary Chinese Politics (深圳大学当代中国政治研究所).

Hvilke udfordringer har de enkelte provinser så? Man kan generalisere og groft sagt skære landet over i tre stykker. Kystområderne, det centrale og det vestlige Kina.

I kystområderne fra Dalian i nord til Guangxi ligger de rigeste og tættest befolkede områder i Kina.

»Deres største udfordring er, at udviklingen og økonomien er ved at bremse op,« siger Yang Longfa. Mange af fabrikkerne lukker herude. Enten flytter de længere ind i landet, hvor omkostningerne stadig er lave eller de flytter helt ud af landet.

Dernæst er der energikrise, for ressourcerne er dårligt fordelt og priserne på energi fortsætter med at stige. Det rammer især Zhejiang, Guangdong, Shanghai og ikke mindst Shandong, der lige nu står over for den værste elektricitets krise i årevis, hvor for eksempel fabrikker bliver nødt til at lukke ned.

Inde i midten af Kina – Henan, Hebei, Anhui, Jiangxi – kæmper man i øjeblikket med at udvikle byerne. Især de større af slagsen som for eksempel Changsha og Wuhan. Der har henholdsvis omkring seks og ti millioner indbyggere.

»Der er ikke rigtig nogen byzone, som man ser med Beijing-Tianjin-Tangsha, der er godt forbundede. Byerne herude virker ensomme og uden koordinerede forbindelser til hinanden,« siger Yang Longfa.

Samtidig er by- og landområderne ikke forbundet, og forskellene mellem dem bliver stadig større. Samtidig har lokalregeringerne også problemer med industrien. De er ikke altid velforberedte til at klare de mange fabrikker, der er flyttet herind ude fra kystområderne.

Endelig er der de vestlige områder. Først og fremmest Indre Mongoliet, Xinjiang og Tibet. Det er fattige områder med store mindretal, der ofte giver lige så store problemer. Se på bombningen i Xinjiang. Og på optøjerne i Tibet og de provinser, der har store buddhistiske mindretal. Det var også her, at 30.000 demonstranter satte ild til biler og offentlige bygninger.

Urbaniseringen giver også problemer her i det vestlige Kina:

»Et af spørgsmålene er, hvordan man får folk fra landområderne til at indgå i et urbant samfund,« siger Yang Longfa.

Derudover kommer Hong Kong. Meget af forretningslivet her i byen har været afhængig af fabrikkerne i Guangdong. Der siden januar i år er begyndt at lukke i tusindtal. Hong Kong var britisk koloni indtil den blev givet tilbage til Kina i 1997. Demokratiet i den tidligere koloni kæmper stadig i dag med at finde ud af sin rolle i forholdet til storebroren i Beijing.

»Og endelig er der Shanghai, der er ved at finde ud af, hvordan man fortsætter udviklingen af Pudong, og gør sig klar til verdensudstilingen i 2010,« siger Yang Longfa.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

Bush kritiserer Kina for landets menneskerettigheder, skriver jeg om i dagens avis.

Blandt andet opfordrer han Kina til at opføre sig ansvarligt i for eksempel Afrika. Her har Kina store investeringer og får stadig større indflydelse. Men selvom OL vil give Kina diplomatisk selvtillid, er der stadig lang vej, før landet bliver en supermagt.

Det mener blandt andre David Kerr, der er fra Durham University’s School of Government and International Affairs.

»(Men) ligesom Rusland og EU er Kina mest af alt en regional magt, der er mest interesserede i sine naboer. Det er stadig kun USA, der er en global stormagt,« siger David Kerr, der blandt andet forsker i forholdet mellem EU og Kina.

Han siger, at kinesernes erfaringer ude i verden stadig er meget begrænsede.

»Diplomati er en færdighed og noget man lærer, og det er de først ved at opbygge nu,« siger David Kerr. Derfor er kinesernes diplomatiske magt stadig meget lille. Selvom de er overalt i verden. For man også se på, hvad der er deres agenda:

»Den er meget snæver og handler om adgangen til ressourcer. Og det er ikke kendetegnet for en diplomatisk supermagt,« siger David Kerr.

Det bevæbnede politi (武警) i Jinan, der er hovedstaden i Shandong, har lige holdt en anti-terror øvelse med navnet “泰山2008”. Navnet kommer efter Tai Shan, der et af de fem hellige bjerge i Daoismen.

Under øvelsen kunne man se betjentene bruge deres seneste nye våben – en Segway. De siger selv, at den er god til patruljer, fordi den er hurtig og nem at manøvrere, og at man kan dække et stort areal hurtigt.

Der står ikke noget i artiklen om, hvor mange de har købt, om politiet i andre provinser har fået samme ide eller hvilke erfaringer politiet har med at bruge det højteknologiske løbehjul.

Politiet i Jinan er ikke de første til at bruge Segways. Flere steder i USA ruller ordensmagten allerede rundt på Segways, og firmaet har en hel side dedikeret til “police and governments”. Ifølge Segway har de i alt 750 politi- og sikkerhedsstyrker som kunder over hele verden.

Det kan godt være, at det er en god ide. Men det ser eddermame dumt ud.

武警 skal i øvrigt ikke forveksles med anti-terrorkorpset, der hedder 防暴.

:: Huanqio Shibao har en længere artikel om sagen (på kinesisk), hvor billedet også kommer fra.

Det er tre uger siden cyklonen Nargis ramte Myanmar, og militærjuntaen nægter stadig at tage imod den udenlandske nødhjælp.

Men hvad har Kina og de asiatiske nabolande gjort for at presse generalerne til åbne op og tage imod hjælpen? Ikke meget, lyder den internationale kritik, der på det seneste er blevet hårdere og hårdere. Det skriver jeg om i dag i Berlingske Tidende.

Se på Kina. Det er Myanmars tætteste allierede. Kina har solgt krigsskibe, jetfly, kampvogne, artilleri, ammunition og andet militært isenkram til Myanmar. Hvis du vil se en mere præcis liste, har SIPRI en god database.

Kina gav også Myanmar rentefrie lån under den asiatiske finanskrise i 1997-1998. Kinesiske varer strømmer ind i landet, og det sker gennem havne, jernbaner, veje og lufthavne som er betalt af kineserne. De er kort sagt gode venner.

»Men det er svært at presse Myanmar til noget. Selv for et land som Kina, for generalerne vil gøre hvad som helst for at blive ved magten,« siger Ian Storey, der er fellow på Institute of Southeast Asian Studies i Singapore.

Kina har store interesser i Myanmar, men samtidig ved de også, at de har begrænset indflydelse, og at de ikke kan skubbe generalerne for langt, siger Ian Storey.

»Generalerne er xenofobiske, og de har ikke specielt varme følelser over for Kina. I 1956 var de to lande i krig, og det har man ikke glemt,« siger Ian Storey. Det er David I. Steinberg, der er professor på Georgetown University i Washington, enig i. Han er forfatter til utallige artikler og bøger om Myanmar. Senest Turmoil in Burma fra 2006.

»De føler sig skrøbelige og er bange for omverdenen. De føler, at de er under angreb, både hvad angår deres kultur og regimet, og de vil beskytte sig selv,« siger David I. Steinberg.

Men hvad så med ASEAN-landene? Jo, de har ikke været meget bedre, som du selv kan læse videre i artiklen.

International Herald Tribune har en god artikel om Burma i dagens avis, hvor de også har interviewet David I. Steinberg. New York Times har en blogpost og diskussion med Dr. Steinberg om Kinas rolle.

Wall Street Journal har en artikel om presset på Kina, hvor Ian Storey bliver interviewet, og den giver et meget dækkende billede af kritikken af Kina. Ian Storey har skrevet en meget god artikel om “Burmas relations with China: Neither Puppet nor Pawn” i China Brief fra Jamestown Foundation, hvor han også har skrevet om Kinas charmeoffensiv over for ASEAN.

:: Billede fra Wikipedia

:: Hvis du er træt af Xinhua, og synes parti-propagandaen er blevet for slap, så kan jeg anbefale New Light of Myanmar, der er militærjuntaens parti-organ. Læg i øvrigt mærke til, at der på forsiden af hjemmesiden står “NEW. Thursday November 7, 2002. NEW”. Designet ligner i hvert fald heller ikke noget, der har ændret sig siden

Det er umuligt at komme ind i Tibet. Der er lukket. Det er i det hele taget umuligt at dække urolighederne i de kinesiske provinser, som politi og militær skærmer af for omverdenen.

Det har Jonathan Watts, der er den brititske avis The Guardian’s korrespondent i Kina, lavet en glimrende lille video om. Den viser hans rejse på 9.500 kilometer, hans forsøg på at slippe gennem politiets og militærets afspærringer og hvordan han ikke får en snus ud af rejsen.

Den er måske lidt navlebeskuende og mest interessant for andre journalister. På den anden side viser den også, hvor effektivt et låg der er lagt på Tibet, og hvor umuligt det er at få nyheder ud fra regionen.

De tibetanske optøjer har gjort den kinesiske regering og de mange embedsmænd endnu mere paranoide end de plejer at være.

Amerikanerne forsøger at eksportere baseball til Kina, og forleden spillede de den første kamp mellem to professionelle amerikanske hold i Kina. 12.000 tilskuere så kampen her i Beijing.

Nogle af de allermest spændte og forventningsfulde tilskuere var en spejdergruppe, der består af cirka 50 styk 10-årige amerikanske drenge, som bor her i byen. De var mødt op til kampen i deres blå uniformer og med amerikanske flag i hænderne. Aftenen før havde de nemlig fået at vide, at et af holdene havde inviteret dem ind på plænen efter kampen, så de kunne møde spillerne.

Spejdertruppen udgør selvfølgelig en klar trussel mod statens sikkerhed, men heldigvis står det kinesiske politi vagt om selvsamme stat. Som Danwei skriver:

But just before the game, the Haidian district police barred the scouts from the field. Why? Because thousands of kilometers away, in the Himalayas, monks and others in Tîbet had launched protests against Chinese rule. The government apparently feared that the young Americans would use their moment on the grassy infield to agitate for Tîbetan independence. This fear that a pack of cub scouts would politicize a baseball game drove the government to politicize the event more effectively than any Tîbetan splittist could hope for, and disappointed a group of bright-eyed kids in the process.

Don’t worry too much about the Cub Scouts – they had a grand time anyway, and the Dodgers dispatched a couple of players into the stands afterward to sign autographs. But it’s worth considering the thoughts that went through the heads of the Haidian district police.

Your correspondent suspects they ran something like this: Tîbet is in turmoil. Foreigners support Tîbet. Foreigners want to embarrass China. If foreigners embarrass China on our watch, we’ll lose our jobs. So we’d better assume the worst of these foreigners, even if that means taking some fun out of the game.

For those of you who thought China could pull off a great Olympics, the exhibition on Saturday was cause for pause.

:: Et lille PS. Jeg forsøgte at linke til en artikel om basebalkampen fra den engelske udgave af Folkets Dagblad, der er kommunistpartiets eget talerør. Censuren er så effektiv lige for tiden, at artiklen er censureret. Suk.

Det lyder spændende: NPC og CPPCC. Bag forkortelserne gemmer der sig to af de vigtigste begivenheder i kinesisk politik. Og en OL-guldmedaljevinder der får tæsk. Men lad os se på det politiske først.

Lige nu er der NPC og CPPCC her i Beijing. NPC står for National Peoples Congress, og det hedder 全国人民代表大会 på kinesisk.

Den anden yndige forkortelse CPPCC står for Chinese Peoples Political Consultative Conference, der på kinesisk hedder 中国人民政治协商会议.

Det er årets to største politiske begivenheder i Kina. På kinesisk kalder man det også for Lianghui (两会), der kan oversættes til De To Møder.

Og hvad betyder det så?

Jo, det betyder først og fremmest at en taxitur gennem centrum af Beijing og området omkring Tiananmen tager tre gange så lang tid som normalt.

Masser af veje er blevet spærret af, og en million frivillige kinesere står og omdirigerer trafikken, så den bliver endnu mere forstoppet end den plejer at være.

Det betyder også, at Tiananmen er fyldt med sorte Audi A6 med tonede ruder og røde blink i kølergrillen. Det er nemlig kinesiske toppolitikeres og -embedsmænds absolut foretrukne køretøj.

Og dem er der de næste to uger samlet hele 2.987 af i Folkets Sal på Tiananmen, hvor de er til NPC.

NPC er den øverste statslige og lovgivende institution i Kina. Den kan ændre forfatningen og udforme love. Medlemmerne kan både vælge og fjerne de vigtigste politikere, såsom præsidenten, vicepræsidenten og præsidenten for Højesteret.

De næste to uger skal politikerne finde løsningen på en lang række af vigtige og meget forskellige spørgsmål.

Denne gang er et af de helt store emner, hvad der skal gøres ved inflationen, der i januar var på rekordhøje 7,1 procent. Endnu værre er det for de madglade kinesere, at inflationen på fødevarer ligger på 18,2 procent.

Et andet af de store emner er forholdet til Taiwan. Her er der præsidentvalg den 22. marts, og i Beijing er man bekymret for, om det kan skubbe til øens ønske om selvstændighed fra Kina.

På NPC skal politikerne også godkende en plan, der får Kinas militære udgifter til at stige med 17,6 procent om året. Det er, ifølge Beijing, ikke fordi landet er ved at opruste markant, men for at imødegå stigende lønninger og især højere priser på olie. Stigningen i militærudgifterne har fået USA til at udtrykke deres bekymring.

Et af de andre store temaer er, at Beijing vil forsøge at strømline bureaukratiet og skære ned i antallet af ministerier. I dag er der 28 af slagsen, og det skal bringes ned til 20 styk.

De fleste iagttagere og analytikere er enige om, at der ikke kommer de store overraskelser ud af kongressen. Ikke her i 2008. Ikke når der er OL til august. Her skal Kina være et harmonisk og roligt samfund. Så en stor del af det to uger lange møde er derfor planlagt på forhånd, og helt igennem orkestreret af Kinas Kommunistparti.

For eksempel skal kongressen vælge en ny præsident for Kina. Eller genvælge den siddende Hu Jintao.

Svaret på det spørgsmål blev allerede givet sidste år på Kinas Kommunistpartis partikongres. Og det er, at Hu Jintao bliver genvalgt.

CPPCC er derimod lidt mere af en kaffe- og diskussionklub, der ikke kan vedtage love eller har direkte indflydelse på lovgivningen og politikken. Men de delegerede kan være med til at præge landets policy-making. Især når det kommer til miljø og sociale spørgsmål.

De delegerede er for eksempel akademikere, militærfolk, direktører for universiteter, filmfolk og sportsstjerner.

En af dem er OL-guldmedalje vinderen Liu Xiang. Han er blevet stærkt kritiseret, fordi han valgte at tage til atletikstævne i Spanien frem for at deltage i mødet. Og det er nok en af de nyheder fra mødet, der indtil videre er slået mest igennem herovre.

Af de – i hvert fald i Vesten – lidt mere kendte deltagere, er skuespilleren Gong Li og filminstruktøren Zhang Yimou.

Richard Spencer, der er korrespondent for den engelske avis The Telegraph, har et indlæg om politiske reformer på sin blog. Kina har de nødvendige institutioner, men hvad med reformerne, spørger han.

:: NPC’s officielle hjemmeside

:: Se billede af kinesiske politikere der mediterer på sidste års Lianghui

:: Imagethief giver en god beskrivelse af, hvor ekstatiske vi vestlige journalister er over Lianghui

Det amerikanske efterretningsvæsen CIA har deklassificeret et dokument, der hedder “The Art of China Watching“. Det handler om at få informationer om og fra Kina. Om hvordan efterretningsvæsnet kan bruge åbne kilder som for eksempel fotos, radio, tv og fjernsyn til at analysere sig frem til, hvad vej de politiske vinde blæser.

Selvom teksten er 33 år gammel, er der flere gode pointer, der stadig gælder i dag, og som kan være nyttige for enhver, der forsøger at blive klogere på Kina. (Der står ikke nogen dato for, hvornår dokumentet er udgivet, men man kan læse i teksten at Formand Mao er 81 år, så det må være omkring 1974.)

For eksempel står der, at de kinesiske ledere er irriterede over omverdenens interesse i landets interne forhold. Det kommer ikke nogen ved, mente de dengang. Og det gør de egentlig stadig. Hver gang omverdenens kritik af emner som menneskerettigheder, forholdet til Taiwan, ytringsfrihed eller hvad det nu kan være, bliver får hård, lyder svaret ofte, at det er Kinas egne problemer.

En anden ting der går igen, dengang som nu, er hemmelighedskræmmeriet i kinesisk politik. Hvem er det egentlig, der bestemmer? Hvem har noget at skulle have sagt?

Det kan være svært at sige, for det er ikke kun befolkningen, man holder informationer tilbage fra. Statens egne embedsmænd får heller ikke alt at vide:

“Udstationerede embedsmænd er ofte lige så forvirrede over, hvad der foregår i Kina, som de vestlige observatører er. Såsom sidste år da pressen i Beijing begyndte at angribe den italienske filminstruktør Antonioni. En udstationeret embedsmand spurgte en anden, hvad angrebene gik ud på, men svaret var, at der ikke var kommet nogen forklaring fra Beijing. Samtidig sidder observatører i Washington og andre steder og bladrer fanatiske gennem artikler, helt sikre på at det er af enorm betydning, men uden overhovedet at være det mindste enige om hvorfor.”

Derfor har analytikere af Kina udviklet et sæt værktøjer, der minder meget om dem, som Kremlinologerne brugte under den kolde krig. En tommelfingerregel er, at kinesiske ledere ikke taler over sig og tilfældigvis kommer til at sige noget, de ikke skulle have sagt. En anden er, at de sjældent siger noget direkte.

Der er altså en grund til, at medierne pludselig begynder at stikke til en italiensk filminstruktør. En teori gik på, at der var en i den kinesiske ledelse, der var fan af instruktøren, og at det derfor var en kritik af ham. En anden teori gik på, at det var en kritik af den kulturelle udveksling med vesten.

Det er også derfor, at enhver politiker der i dag vil have en karriere i Kinas Kommunistparti, stort set ikke kan åbne munden uden at vendinger som “socialisme med kinesiske karakteristika” (中国特色社会主义), “videnskabelig udvikling” (科学发展) og “harmonisk samfund” (和谐) dukker op et eller andet sted i en eller anden sætning. Det er tre af præsident Hu Jintaos faste vendinger. Siden Mao har enhver kinesisk leder haft nogle vendinger, der udtrykker hans visioner for Kina.

I analysen fra CIA kan man også læse om et andet andet nyttigt redskab – ved offentlige begivenheder skal man holde øje med, hvem der står ved siden af hvem.

Det gælder stadig. For nylig var der partikongres i Beijing. Her blev ledelsen af det stående politbureau også fornyet. Det er de mest magtfulde politikere i Kina. Ni mænd. Der ifølge landets love er sikret næsten uanede magtbeføjelser. Men hvem af dem har mest at skulle have sagt? Jo, der skal man kigge på det officielle foto for at finde svaret. Jo tættere man står på premierminister Hu Jintao, jo mere magt har man.

Analysen er også god læsning, hvis man er interesseret i kinesisk politik under Kulturrevolutionen, og hvordan Vesten forsøgte at afkode de politiske signaler.