Det er de mest alvorlige etniske uroligheder siden oprøret, der begyndte i Lhasa i 2008 og som spredte sig til andre tibetanske dele af Kina. Denne gang begyndte de, da fire munke satte ild til sig selv i januar. I alt har mindst 16 munke eller nonner sat ild til sig selv siden 2011.

Tibetanske grupper udenfor Kina siger, at de kinesiske styrker bruger hårde metoder. Blandt andet siger gruppen Free Tibet, at en blev dræbt og 31 såret, da politiet åbnede ild mod hundreder af demonstranter den 20. januar. Nogle få dage senere blev en 20-årig mand skudt og dræbt ved en stor demonstration. Og i igen i Sichuan skulle myndighederne have slået en munk med stave, som der var søm i, mens han stod i flammer og havde sat ild til sig selv.

De kinesiske myndigheder har blandt andet gennem China Daily skudt skylden på “tibetanske seperatister.” Altså folk der er ude på at splitte Kina og løsrive Tibet. Og seperatisterne har angrebet eksempelvis en politistation i Sichuan, hvor betjentene blot forsvarede sig.

De kinesiske medier har, helt som forventet, været tavse, for journalisterne kan ikke frit rapportere om noget så politisk følsomt som etniske optøjer. Aviser, tv og radio skal derimod bruge artikler og indslag fra det officielle nyhedsbureau Xinhau, som i høj grad vælger slet ikke at omtale det.

Og det er en del af problemet. For hvordan undersøger man oplysningerne fra de tibetanske grupper og de kinesiske myndigheder?

Myndighederne har nemlig slået en ring om de tibetanske områder, hvor udenlandske journalister ikke kan rejse frit, men derimod bliver afvist mere eller mindre hårdhændet af civile eller uniformerede betjente, soldater eller andre sikkerhedsstyrker. Ofte med dårlige undskyldninger om, at det er “på grund af dårligt vejr” eller “dårlige veje.”

Her er en del af en udtalelse som Foreign Correspondents Club har udsendt på email sent i går torsdag:

The Chinese authorities have set up a massive security cordon in an attempt to prevent journalists from entering Tibetan areas in Western Sichuan Province where major unrest – including killings and self-immolations – has been reported.

The FCCC considers this a clear violation of China’s regulations governing foreign reporters, which allow them to travel freely and to interview anyone prepared to be interviewed.

Correspondents attempting to travel to the region in question have faced major obstacles, including detention by the police and roadblocks at which they have been stopped and turned back by officials who have then forcibly escorted them back to Chengdu. “Bad roads” and “weather” are being used as excuses for denying correspondents entry to the area.

One team reported that their car was suspiciously rammed by another vehicle. Reporters have been followed, questioned for hours, asked to write confessions and had their material confiscated.

Police have been asking to inspect not only the documents that foreign reporters are normally required to carry with them – their passports and press cards – but also the small pink and yellow slips of paper entitled “Registration Form of Temporary Residence”. We advise members to carry these documents in their passports to help avoid being detained.

Journalists are merely trying to do their job and independently confirm the truth of reports from the area. We call on the Chinese government to recognize our purely professional motivation and to abide by its own regulations that allow us to enter the areas in question.

Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke nogen stor fan af Frank Dikotters bog »Maos Store Hungersnød,« der kom på dansk i november sidste år.

Og så alligevel. Første del af bogen er en virkelig fin gennemgang og opsummering af de sidste 30 års forskning om »Det Store Spring Fremad,« hvor Dikotter også inddrager noget af det nyeste fra de seneste ti års kinesiske debat og folk som Yu Xiguang og Cao Shuji.

Det er der hårdt brug for. For »Det Store Spring Fremad« er i høj grad stadig ukendt i Vesten, som Xujun Eberlein skriver her i Los Angeles Review of Books:

In July 2011, Frank Dikötter’s Mao’s Great Famine won the BBC’s Samuel Johnson Prize, one of Europe’s best known and most lucrative awards for a work of nonfiction. One of the judges, Brenda Maddox, explained to the Guardian why the book impressed her so much: “Why didn’t I know about this? We feel we know who the villains of the 20th century are — Stalin and Hitler. But here, fully 50 years after the event, is something we did not know about.”

That reaction highlights both the main contribution and main limitation of Dikötter’s book. Though there have been many books and articles published on the same subject — in English, Chinese, and I’m sure other languages — apparently Dikötter’s is the one that brought awareness to at least one more Westerner ignorant of the catastrophe. On the other hand, Dikötter’s attempt to draw parallels between the Mao-era famine — that swept over the entirety of mainland China from 1959 to 1961 and killed tens of millions — and the Holocaust and the Soviet Gulag is, at best, an oversimplification that hinders understanding. To borrow what the discerning Asia scholar Ian Buruma once said on a different subject: “To distinguish between atrocities does not diminish the horror, but without clarity on these matters history recedes into myth and becomes a form of propaganda.”

I sin bog bruger Dikotter også Yang Jisheng og hans sensationelle bog »Gravsten«, der udkom i 2008. Det er nok den hidtil grundigste gennemgang af »Det Store Spring Fremad,« og i Xujun Eberleins anmeldelse stilles Yang og Dikotters to bøger op over for hinanden. Læs det hele, men her får du overskriften på, hvorfor Dikotters bog bliver mere problematisk, når han bevæger sig ind på Mao Zedong og partiets top:

“Understanding the complexity of human behavior in times of catastrophe is one of the aims of the book,” Dikötter states, and he does a good job fulfilling that goal in terms of ordinary people. But when it comes to the behavior of Mao and his colleagues, he has a tendency for simplification and caricature. The Mao under his pen is simply one of history’s most sadistic tyrants; consideration is not given to the complexity of his behavior. The reader gets the impression that Mao knew about the famine all along, but either deliberately let people starve, or was indifferent to their fate. Dikötter’s indignation toward Mao is understandable, but this representation is neither factual nor insightful.

:: Som der står på propagandaplakaten, så vil “produktions entusiasmen” stige, hvis spisesalene er velfungerende. Plakaten er fra denne side på den glimrende Chinese Posters’ tema om »Det Store Spring Fremad.«

For at komme frem til byen og de 16.000 indbyggere skal man køre gennem bjergene i den sydkinesiske Guizhou provins. Forbi ristrapper og marker, ud ad hullede cementveje gennem landsbyer, hvor der går flokke af ænder mellem husene.

Maotai ligger i en dal, hvor byen har foldet sig op ad bjergsiderne langs floden Chishui. Det er ikke det mest indlysende sted, at man finder en virksomhed, som er et af Kinas mest berømte varemærker, og som har en omsætning på cirka fem milliarder kroner. Det er den man kan lugte – producenten af den kinesiske brændevin (baijiu) Maotai, der har taget navn efter sin hjemby.

Hele byen og dalen dufter lokkende af den markante og sødligt parfumerede risbrændevin. Hvis man er kineser. Hvis næseborene derimod tilhører en vesterlænding, så er det mere ord som rådne ris, diesel og opvarmet sojasauce med terpentin, der bliver brugt til at beskrive brændevinen.

• Læs også - Investeringer: nu kommer kineserne til Europa

Det viser også en del af Maotais problem. For virksomheden er så småt begyndt at eksportere sine flasker til udlandet, og har ambitioner om at sælge stadigt mere udenfor Kina i de kommende år. Maotai er et eksempel på et stort kinesisk brand, der går efter større eksport og endda med et meget kinesisk produkt.

Maotai er store i Kina, hvor det er brand, som ifølge den seneste Hurun rapport er bedre kendt end for eksempel Mercedes-Benz og Chanel. Maotai står på mange måder med det samme problem som Suning, Yili, Fulinmen, Midea og Renren, der er kinesiske virksomheder, som har to ting til fælles. De er alle med på en liste over de 50 stærkeste og mest velkendte brands i Kina. Og de er, som de fleste andre kinesiske brands, stort set ukendte i udlandet.

Det er ikke fordi de kinesiske virksomheder mangler økonomiske muskler. For eksempel er der 37 kinesiske navne på Fortunes liste over verdens 500 største virksomheder.

Men det er først i de senere år, at kinesiske virksomheder er begyndt at konkurrere på andet end en lav pris, og er ved at opbygge brands, der også handler om værdier, service og kvalitet.

Derfor er der mange, som først nu begynder at overveje, hvordan man eksporterer sine produkter og opbygger en global identitet. For eksempel kører bilfabrikanten Geely i år ind på markedet i Storbritannien med sin fire-dørs sedan EC7. Luksusfabrikanten Shang Xia, der laver alt fra juveler til møbler, har luftet planer om en butik i Paris. Og 2012 bliver også året, hvor Huawei for alvor forsøger at sælge mobiltelefoner til for eksempel danskerne.

• Læs også - USAs handelsunderskud med Kina: myten om »Made in China«

Hvad er så de største problemer, som kinesiske virksomheder vil møde på markederne i Vesten? Det er netop at fortælle omverden, at Kina også kan lave andet end billige produkter af ringe kvalitet, siger Li Fei, der er professor i marketing på School of Economics and Management på det anerkendte Tsinghua University i Beijing.

»Der er stadig ingen kinesiske virksomheder, der har lavet et brand, som verden forbinder med både at være af høj kvalitet og fra Kina,« siger Li Fei.

Samtidig skal kineserne lære de vestlige markeder at kende, siger Li Fei. Nogle af virksomhederne er måske veletablerede hjemme i Kina, men når de går udenfor, skal de lære forbrugernes kulturelle baggrunde at kende, og finde et sprog og symboler, som kan forstås og appellere til de lokale kunder. Det bliver en udfordring.

»Når det kommer til branding, så har kineserne meget at lære endnu,« siger Li Fei.

Måske især for en fabrikant, der laver noget så kinesisk som baijiu, der har dybe rødder i kinesisk kultur, historie og smagsløg. (Læs i øvrigt en fin artikel om, hvordan Kina ved Verdensudstillingen i San Fransisco i 1915 overraskede alle med baijiu.) Så er verden klar til Maotai?

Der er fugtigt inde i Maotais store produktionshal, der stadig minder om det historiske foto her til venstre. Nede i gulvet ligger der rækker af grave, hvor den brune græsart durra, der er en af hovedingredienserne i deres baijiu, ligger i blød i et par dage.

Bagefter bliver den stablet op på gulvet ved et af de runde metalkar. Her går cirka fem arbejdere rundt i plastiksandaler, hvor de bruger riskurve til at hælde durraen op i de dampende kar, hvor væsken ender med at have en alkoholprocent på 60-70 procent.

»Det kommer ud med forskellige procenter og opbevares i fem år. De fleste af vores produkter ender med at have en alkoholprocent på 53, for det giver den bedste kvalitet,« siger Liu Wei, der er en af de ansvarlige for produktionen.

Han siger, at en af hemmelighederne ved Maotai er, man bruger vandet fra Chishui floden til at dampe durraen med. Og det »helt særlige« vand er med til at give Maotai sit særpræg. Samtidig, siger Liu, bruger Maotai kun lokale råvarer, hvor mange af de andre producenter i området bruger dårligere råmaterialer, som også kommer fra andre provinser som Sichuan.

Liu tager en aluminiumskop og går hen til en af de lidt under to meter høje kar og åbner for en hane. På kinesisk hedder risbrændevin – som der ikke nødvendigvis er ris i – for »baijiu«, der udtales som det engelske »bye Joe«, og som kan oversættes til »hvid vin« eller »klar alkohol.« Væsken er da også, som det endelige produkt, der senere vil blive hældt på en tønde og gemt i fem år, helt klar.

»Der er ingen kemikalier, det er helt rent,« siger Liu Wei.

Den varme væske, der er på 70 procent alkohol, smager melet, den er sødlig og snører munden sammen. Den ufærdige baijiu er langt fra det endelige produkt, men Liu erkender, at det nok ikke er alle udlændinge, der vil synes godt om det.

• Læs også - Kinas virksomheder og økonomi ved skillevej: strømpernes konge bor i Kina

»Nogle vil kunne lide det, andre ikke,« siger Liu, der dog har tiltro til Maotai. I dag er det kinesere, som bor eller rejser i udlandet, der køber langt de fleste af de få flasker, som Maotai eksporterer. Det er kun fem procent af produktionen, som bliver solgt udenfor Kina.

Men i april lavede Maotai en aftale med den franske distributør Camus Cognac, der vil føre Maotai ud i 140 lufthavne og 50 flyselskaber i hele verden.

»Vi vil forøge salget på de udenlandske markeder, og give flere kendskab til Maotais kvalitet og kultur,« sagde Ji Keliang, formand for Kweichow Moutai Distillery, da han underskrev aftalen tidligere i år.

Liu Wei tror også, at det nok skal lykkes.

»Jeg er sikker på, at vesterlændinge vil kunne lide det, når de først prøver det,« siger Liu.

»Vi har jo også vin i Kina, som mange kinesere også kan lide. Det hænger sammen med, at den vestlige kultur er stærkt udbredt, men når folk lærer den kinesiske bedre at kende, så kommer de også til at kende Maotai,« siger Liu Wei.

Der er flere andre producenter af baijiu i området omkring Maotai, og mange af dem har butikker og salgskontorer i den noget større naboby Renhe. Blandt andre Wu Hongmei, der arbejder for et bryggeri, som hedder »Den Gamle Vinkyper«.

Her vil man ikke følge den langt større og mere velkendte Maotai med til udlandet, for virksomheden forsøgte at eksportere til Taiwan i 2002.

»Det virkede ikke, for nabolandene og udlandet har en anden smag. Men om fem, ti år bliver vi nødt til at se på forbrugernes smag, og hvordan den har ændret sig,« siger Wu Hongmei.

En anden grund er, at udbuddet er for lille. Blandt andet fordi de kinesiske embedsmænd har god smag for den dyre alkohol, der ofte bruges til officielle banketter og måltid. Så ofte, at Folkekongressen i Shanghai for nyligt kom med et forslag om, at man skulle forbyde Maotai og straffe de embedsmænd, der bestiller og drikker det.

Der er simpelthen ikke nok baijiu til at dække markedet i Kina, så hvorfor skulle man gå til udlandet. Alene Maotai producerer 25.000 ton om året, men de er lige nu ved at udbygge kapaciteten, så man regner med at nå 50.000 ton i 2020, og de er ved at bygge hele 32 nye destillerier i hovedsædet i Maotai.

»Vi producerer 2.000 ton, og det er ikke nok til at dække markedet i Kina, så vi tænker slet ikke på udlandet,« siger Wu Hongmei.

Maotai har netop hævet prisen på deres bedst sælgende og mest kendte produkt på grund af højere lønomkostninger og stigende råvarepriser. Prisen steg fra 1.300 kroner til 1.500 kroner.

Den dyreste flaske, som Wu Hongmei har i sin butik, er en 80 år gammel baijiu, der koster lidt under 300.000 kroner.

Wu er enig i, at man skal lære baijiu at kende, og at det også er et spørgsmål om at kende til kinesisk kultur.

Så hvordan gør man det? Måske ved at smage på den på samme måde som ved vinsmagninger i Vesten, hvor man spytter det ud bagefter?

»Spytter… man det ud,« siger en forbløffet Wu og træder et skridt tilbage med sin flaske, som hun skulle til at hælde en lille prøve op af i et glas til mig.

»Den her,« siger hun langsomt og lægger tryk på hvert ord, »koster et tusinde yuan. Man smager på det. Men man spytter det ikke ud.«

Man begynder med at se på glasset og om væsken er klar og ren. Dernærst dufter man. Og så smager man på det, uden at spytte det ud, for »man skal føle, hvordan det går gennem halsen,« siger Wu.

Hvad er så en god baijiu? Smagen skal være blød og rund, siger Wu. Det prøver de billigere baijius at efterligne med kemikalier, og det er derfor, at baijiu nogle gange har et dårligt ry.

»Hvis man dagen efter får hovedpine og har tør mund, så er det en dårlig baijiu. Og god baijiu er også mindre skadelig for leveren,« mener Wu Hongmei.

Så hvornår drikker man baijiu? Det gør hun selv med leverandører og kunder, og så ved festlige lejligheder.

»Hvis man ikke drak alkohol, så bliver det jo akavet hvis folk bare sad og spiste ris og kylling. Det ville være mærkeligt,« siger Wu Hongmei.

De mest værdifulde brands i Kina:
China Mobile – teleselskab
ICBC – bank
Construction Bank of China – bank
Bank of China – bank
Agricultural Bank of China – bank
Baidu – søgemaskine
China Life – forsikring
Sinopec – olieselskab
PetroChina – olieselskab
Tencent – internet portal
China Telecom – teleselskab
Ping An – forsikringsselskab
Moutai – baijiu
China Merchants Bank – bank
China Unicom – teleselskab
Air China – flyselskab
Wu Liang Ye – baijiu
Mengniu – mælkeprodukter
CPIC – forsikring
Chang Yu – vin

Kilde: Millward Brown

:: Artiklen ovenover er et sammendrag af artikler, der tidligere er bragt i Berlingske

• USA er verdens største fjende, sagde han, og fik hovedet i klemme i en elevatordør
Øhm… Kinesisk “anti-USA kriger” får hovedet i klemme i elevator i Dulles Airport. Global Voices: http://is.gd/6O5bA8

• Der er en grund til, at sangen hedder 忐忑 (tǎntè) “mentalt forstyrret”
Få din vildeste musikoplevelse i dag. Gong Linna (龚琳娜) synger ved Hunan TVs nytårsgalla sidste år. http://youtu.be/8EBbggJt28s

• Kinas største udfordring er nu landets enorme sociale forskelle
Efter 20 års “fredelig udvikling” er Kina midt i et afgørende historisk øjeblik. God artikel af Damien Ma. Atlantic: http://is.gd/ry9vb0

• Året der gik i Kina i 2011
Fra kaninens til dragens år. Her er de største begivenheder i Kina i året der gik. Kinablog: http://is.gd/fIEIxa

• Kinas (måske) kommende præsident til USA
Så kom der en dato. Vicepræsident Xi Jinping besøger USA fra den 14. februar. Reuters: http://is.gd/s6l4zh

• Filosfi for ledere
Hvad vil det egentlig sige, at være en konfuciansk leder. Fin læsning af Sam Crane på Useless Tree http://is.gd/HaRW9t

• Myte?
2012 er Dragens år i Kina. Men hvor kommer drager egentlig fra? Smithsonian: http://is.gd/zVeNeT

• Plus, i 2013 er det Slangens år, og det er jo noget skidt
Kineserne vil have “drage børn”. Der bliver baby boom i Kina i 2012. HuffPo: http://is.gd/SfBcSy

• Ned ad bakke
To nye – og nedslående – rapporter om Kina. Den ene om menneskerettigheder. Den anden om pressefrihed. Kinablog: http://is.gd/gjSjtH

• D-ordet igen
Derfor vil der komme demokrati i Kina. I hvert fald ifølge Washington Quarterly: http://is.gd/AXD7ne

• Vigtigt år for Kina
Hvad kommer der til at ske i Kina i 2012? Analyse på Kinablog: http://is.gd/vvqN2B

• Baser, strategi og alliancer
USA nye flådestrategi i Asien er en god nyhed, mener Information Dissemination: http://is.gd/PPWFPj

• Udbredt uro fortsætter i flere provinser
Tåregas og kampe. Fortsat urolighed i de tibetanske områder i Sichuan i Kina. Reuters: http://is.gd/redb4C

• På grund af kinesisk nytår eller diplomatisk besked?
Sender laverestående diplomater. Kina bryder med 30 års tradition i Davos. FT: http://is.gd/ZKNj3t

• Norge slår tilbage efter Kinas kritik af Liu Xiaobo og Nobels Fredspris
Aftenposten: Norge vil stenge Kina ute fra Arktisk Råd http://is.gd/LHLpIF af @ronneberg

• Inklusiv Lego
Mao Zedong i den globale popkultur. Fin billedserie samlet af US-China Today fra USC: http://is.gd/IgL0Zm

• Hmmm…
Den stigende sociale uro i Sydkina vil ikke true stabilititen i resten af Kina, mener Ho-fung Hung. http://is.gd/BytA7F

• Fløjkrige i partiet
Marked vs. social lighed. Om fløjkrigene i Kinas Kommunistparti – hvad vil det “Nye Venstre”. Washington Quarterly: http://is.gd/fofCav

• Xi tilbage til Iowa
Hvorfor stopper Xi Jinping i Iowa under sit besøg i USA? Svaret er (til dels) på grund af nudler. Time: http://is.gd/XmOTuE

• Konkrete og målbare krav
Menneskerettigheder i Kina. Fem ting som Obama bør gøre, for at lægge pres på Xi. Human Rights Watch: http://is.gd/DeBpWj

• Sanktioner, Kina og Iran
Stigning på 55 procent ifht. året før. Samhandlen mellem Iran og Kina nu på $45 bn. AFP: http://is.gd/fZhc5t

• Mere du ikke vil vide om Apple og produktionen af deres lækre produkter
Dagens must read er fra New York Times. De menneskelige omkostninger ved at samle en iPad http://is.gd/z3oL7j

• Ord vs. handling
Tidl chef hos Apple: “Vi har vidst i fire år, at nogle fabrikker mishandlede deres arbejdere, og at det stadig foregår” http://is.gd/z3oL7j

• Apples problemer går flere år tilbage, her er min min opsamling
Selvmord, børnearbejde og forurening. Opsamling om Apple og fabrikkerne i Kina. Kinablog: http://is.gd/mrhAwS

• Lokal tv-station, ja, men trods alt cirka 12 millioner indbyggere
Vil du være studievært i Kina? Så kan du komme på Guangzhou TV http://is.gd/N1xZ3D

• Euro-krise større trussel end Nordkorea
Interessant/skræmmende læsning. Eurasia Group: De ti største trusler i 2012 http://is.gd/xdtjG2

• Mere debat om, hvilken vej Kina skal udvikle sig
Virkelig interessant artikel om Kinas reformer. Af Qin Xiao og oversat af China Media Project: http://is.gd/txVu6f

• Forbrug
Meget. Kinesiske turister på besøg i USA bruger i gennemsnit 6.200 dollars. 中国经济网 http://is.gd/uvWwbg

• Valgår i USA
Kina er blevet en fast del af den amerikanske “State of the Union” tale. Evan Osnos fra New Yorker. http://is.gd/UkAEBn

• Gode pointer
Fem grunde til at Kina vil fortsætte med at være verdens største fabrik. FT: http://is.gd/OVbDFO

• Nævner ingen konkrete fejl i rapport
Copy-paste. Det sædvanlige svar fra Kina på den årlige rapport fra Human Rights Watch. ChinaDaily: http://is.gd/Ehaxax

• Reformer?
De tre største udfordringer for Nordkoreas Kim Jong-un. EastAsiaForum: http://is.gd/SL5wQm

• Host
Så kom de. Endelig er Beijing begyndt at offentliggøre mere præcise tal for forureningen her i byen. MyHealthBeijing: http://is.gd/Pp5dvT

• Xi og business
Et fint lille portræt af Xi Jinping og hans forhold til erhvervslivet. BusinessWeek: http://is.gd/SFJ6mV

• Endnu et bevis på Kinas voksende indflydelse
Nu kommer The Economist hver uge med en fast sektion om Kina. Eneste land efter USA i 1942, der får sin egen sektion. http://is.gd/CujbvL

Der er store menneskelige omkostninger for de kinesiske arbejdere, der står ved samlebåndene for lave iPads og iPhones og de andre populære produkter fra Apple. Det skriver New York Times om i dag, hvor avisen har en længere artikel om vilkårene på de fabrikker i Kina, der er leverandører til Apple.

Mens arbejderne står ved samlebåndene i 72 timer om ugen, har Apple netop offentliggjort en rekordstort omsætning på $46.3 milliarder. Det kommer efter flere år med utallige problemer på de kinesiske fabrikker, som Apple har haft kendskab til, men som de har været længe om at reagere på.

Kort sagt får Apple lavet de fleste af sine produkter hos en enkelt virksomhed, der hedder Foxconn Technologies, som er Apples største leverandør. Forxconn er registreret i Taiwan, men det meste af produktionen kommer fra de utallige fabrikker i Kina, hvor virksomheden har 1,2 millioner ansatte.

De største af fabrikkerne er som byer. For eksempel den i Shenzhen, hvor der bor og arbejder over 400.000 personer, og hvor eksempelvis hver af de 20 kantiner har plads til 10.000 spisende ad gangen.

Byerne er delt op i mindre enheder, hvor en enkelt bydel laver produkter for eksempelvis Apple. Eller andre. For Foxconn producerer 40 procent af al forbrugerelektronik i verden, og har også store navne som Amazon, Dell, Hewlett-Packard, Nintendo, Nokia og Samsung som kunder.

Apples problemer har været kendt længe. En af de første til at se på Apples og Foxconns overtrædelser af arbejdernes rettigheder var Global Post i november 2009, hvor de lavede en serie om “Silicon Sweatshops” i Kina.

En af artiklerne handler om, hvad prisen er for en kinesisk arbejders helbred:

The value of a Chinese factory worker’s life can be neatly calculated with a simple mathematical formula.

The actual number varies by city and a few other particulars, but the total amount is never very much. In Suzhou, where dozens of workers have fallen seriously ill with nerve damage in the past year from chemical poisoning, a factory worker’s health is worth about 130,000 yuan ($19,046) by the government’s calculation.

The number is derived in part by subtracting the worker’s age (usually 21) from the average life expectancy (79), then multiplying by a series of precise percentages, including one to designate the severity of illness, carefully prescribed in the government’s labor regulations. It is cold, calculated business.

Suzhou lawyer Wang Luyuan knows the formulas inside and out. In a cabinet near his desk, he stores a stack of slim brown folders containing the mathematical worth and medical details of 32 factory workers sickened by exposure to n-hexane — the toxic solvent Wintek illegally used in making electronic touch screens. The company has admitted that more than 60 workers were sickened by hexane exposure. Wang now represents about half of them.

For der har længe været problemer for arbejderne, hvor flere blandt andet er blevet syge på grund af giftige kemikalier, som blev brugt til at rense skærmen på iDevices.

ifølge en artikel fra Bloomberg i sidste uge har Apple 320 direkte leverandører, hvor Foxconn og Hon Hai Precision Industry Co får 22 procent af sin omsætning fra Apple.

Efter længere tids kritik gik Foxconn i 2010 med til at fordoble lønningerne. Mindst 12 arbejdere har begået selvmord på Foxconns fabrikker i Kina, og sidste år blev over 70 personer såret ved en eksplosion på en fabrik, der laver iPads.

Men selvom lønnen er blevet fordoblet har det ikke løst de store problemer på fabrikkerne, der stikker dybere end blot arbejdernes lønninger. For få dage siden var der igen en gruppe arbejdere, der truede med selvmord:

Several reports from inside Foxconn factories have suggested that while the company is more advanced than many of its competitors, it is run in a “military” fashion that many workers cannot cope with. At Foxconn’s flagship plant in Longhua, five per cent of its workers, or 24,000 people, quit every month.

“Because we could not cope, we went on strike,” said the worker. “It was not about the money but because we felt we had no options. At first, the managers said anyone who wanted to quit could have one month’s pay as compensation, but then they withdrew that offer. So we went to the roof and threatened a mass suicide”.

The worker said that Foxconn initially refused to negotiate, but that the workers were treated reasonably by the local police and fire service.
A spokesman for Foxconn confirmed the protest, and said that the incident was “successfully and peacefully resolved after discussions between the workers, local Foxconn officials and representatives from the local government”.

Omtrent på samme tid gik Apple med til, at den eksterne organisation Fair Labor Association kunne inspicere fabrikkerne, som Bloomberg skrev:

Apple will now subject itself and its suppliers to the FLA’s membership criteria, including submitting to audits and enforcing a code of conduct based on standards approved by the United Nations’ International Labor Organization.

Growing scrutiny of global companies by investors and consumers means they are more likely to insist suppliers introduce best practices in countries where governments are unable or unwilling to do so, Van Heerden said.

Her offentliggjorde Apple også sin seneste “Supplier Responsibility report” (.pdf), hvor man blandt andet kan læse, at mængden af børnearbejdere er faldet med 80 procent:

We have a zero-tolerance policy for underage labor, and we believe our system is the toughest in the electronics industry. In 2011, we broadened our age verification program and saw dramatic improvements in hiring practices by our suppliers. Cases of underage labor were down significantly, and our audits found no underage workers at our final assembly suppliers.

Kort før, i begyndelsen af januar, kom amerikanske NPRs “This American Life” med en udsendelse, hvor Mike Daisy blandt andet kom frem med følgende:

One Foxconn worker Mike Daisey interviewed, outside factory gates manned by guards with guns, was a 13-year old girl. She polished the glass of thousands of new iPhones a day.

The 13-year old said Foxconn doesn’t really check ages. There are on-site inspections, from time to time, but Foxconn always knows when they’re happening. And before the inspectors arrive, Foxconn just replaces the young-looking workers with older ones.

In the first two hours outside the factory gates, Daisey meets workers who say they are 14, 13, and 12 years old (along with plenty of older ones). Daisey estimates that about 5% of the workers he talked to were underage.

Det er nu ikke kun arbejderne, som Apple har problemer med i Kina. Det er også miljøet. Sidste år kom en række organisationer med beskyldninger om, at Apple ignorerede miljøpproblemerne i Kina. Først i november sidste år lykkedes det for organisationerne at få et møde med Apple i Kina, som China Diaologue skriver her i en artikel, der er skrevet af en journalist fra det ansete kinesiske magasin 21st Century Business Herald.

The green groups said that they used the meeting to flag up pollution cases at more than a dozen suppliers as evidence of major failings in supply-chain management, while Apple admitted that oversights such as out of date water-quality standards may have created problems. The NGOs remained unimpressed by Apple’s reluctance to publicise supplier information and allow public supervision, they said, while Apple continued to stress that it can deal with the problems internally.

Apple told the NGOs that, contrary to some reports, it is closely involved with all aspects of its supply chain: Apple makes no distinction between first and second tier suppliers, purchases almost all materials itself and applies identical labour and environmental standards to all suppliers, the representatives said. If any supplier breaches Apple’s rules, they added, it will be ordered to make changes to its operations and, if those changes are not made, suppliers will be subject to further measures and orders may be cancelled.

Before this meeting, Apple had shown itself consistently unwilling to engage in talks with environmental groups. “Apple is a company that does things in a very low-key way,” one representative reportedly stressed at the meeting.

But the publication of the Chinese campaigners’ report in August this year put huge pressure on the Californian firm. The report documented “shocking” pollution in Apple’s supply chain, attracting attention from around the world.

The NGO coalition named 27 polluting companies they suspected to be affiliated with Apple in its report. To date, Apple has admitted that 15 of these are suppliers.

China Dialogue interviewede i august sidste Ma Jun, der er en af Kinas mest fremtrædende forkæmpere for miljøet.

Liu Jianqiang: You published a report in January pointing out that Apple has broken its own promises on environmental protection, occupational health and workers’ rights. What has changed since then?

Ma Jun: Unlike last time, this report focuses [exclusively] on Apple’s environmental problems. In our previous report, we covered the environment, occupational health and workers’ rights. A month later, Apple published a progress report on supplier responsibility admitting that 137 workers in its supply chain had been poisoned, but said nothing about environmental issues – so we decided to do more work on Apple’s environmental pollution.

LJ: How did you get hold of the information about Apple’s suppliers?

MJ: One source was the map of pollution data that we already have [IPE has developed China’s first public databases of pollution information] – we went through the database checking who the polluters were, what they produce and who they supply. Another method was first finding out who Apple’s suppliers are, and then checking them against our database.

One example from the report is Kaedar Electronics. Pollution from this company has a major impact on the local community and harms children’s health. How did we find out they are an Apple supplier? Interestingly enough, Apple once sued one of its own managers for taking bribes from suppliers – one of which was Kaedar. So that was a rare piece of evidence. We searched for that company, found that it was recorded in our database, along with lots of public complaints about its pollution. We went to talk to the locals to find out what was happening, and then went to carry out an on-site investigation. I myself went twice, as did [environmental NGO and co-author of the report] Nanjing Green Stone.

Artiklen i dag i New York Times samler historien om Apple, og viser de menneskelige omkostninger ved produktionen af de populære produkter. Og den viser, at selvom Apple har gjort fremskridt og er blevet mere åbne, så kendte Apple højst sandsynligt til de mange problemer:

More troubling, the groups say, is some suppliers’ disregard for workers’ health. Two years ago, 137 workers at an Apple supplier in eastern China were injured after they were ordered to use a poisonous chemical to clean iPhone screens. Within seven months last year, two explosions at iPad factories, including in Chengdu, killed four people and injured 77. Before those blasts, Apple had been alerted to hazardous conditions inside the Chengdu plant, according to a Chinese group that published that warning.

…

But significant problems remain. More than half of the suppliers audited by Apple have violated at least one aspect of the code of conduct every year since 2007, according to Apple’s reports, and in some instances have violated the law. While many violations involve working conditions, rather than safety hazards, troubling patterns persist.

“Apple never cared about anything other than increasing product quality and decreasing production cost,” said Li Mingqi, who until April worked in management at Foxconn Technology, one of Apple’s most important manufacturing partners. Mr. Li, who is suing Foxconn over his dismissal, helped manage the Chengdu factory where the explosion occurred.

:: Foto af Jordan Pouille som viser Foxconns fabrik i Sichuan, hvor 60 procent af Apple’s iPads bliver lavet.

Det er notorisk svært at spå om fremtiden i Kina. Det ved for eksempel Gordon Chang, der for 11 år siden forudså, at Kina og Kinas Kommunistpart ville kollapse inden ti år.

Men det kan også være svært at se blot få måneder ud i fremtiden. For der skal kun en enkelt gnist til at starte en hel præriebrand, som Mao Zedong så nogenlunde skulle have skrevet engang. Så hvor mange af de store begivenheder i 2011 kunne man have forudset på forhånd? Ikke mange. Det var gnister som optøjerne i Wukan, togkatastrofen i Wenzhou og Guo Meimei, der var med til at forme året.

Den slags vil der komme mere af i 2012. Det er nemt at forudse. Det interessante bliver, hvordan kineserne og staten vil reagere på dem. Og her er svaret – på stort set samme måde. Hvis ikke voldsommere.

Velhavende piger der keder sig, som Guo Meimei, vil fortsætte med at flashe deres rigdom og tiltrække almindelige kineseres vrede. For skellet mellem rig og fattig vokser i Kina, og den sociale ulighed vil fortsætte med at vokse i 2012.

Der vil også komme katastrofer og begivenheder som togkatastrofen i Wenzhou, hvor lokale, provins- og centralmyndigheder skal reagere og stå til ansvar for offentligheden.

Reaktionen ligger i ryggraden på dem. I Wenzhou forsøgte man for eksempel at begrave den ene togvogn, før den kunne undersøges for tekniske fejl, man betalte klækkelige kompensationer til ofrenes familier, der til gengæld lovede at holde kæft, og der kom modstridende oplysninger og bortforklaringer fra embedsmænd, der tumlede rundt i medierne som klovne. Resultatet blev forståeligt nok en voldsom og vred reaktion fra kineserne. Hvorefter Jernbaneministeriet og de andre myndigheder lovede at komme med en stor og uvildig undersøgelse. Den kom for kort tid siden. Og den svarede ikke på de centrale og vigtigste spørgsmål.

Men løfterne om forbedringer er der stadig, og de bliver gentaget af politikere på TV og i propagandaartikler. Men det bliver ikke fulgt op med reformer og politiske initiativer. Se for eksempel på den store mælkeskandale fra 2008, hvor mindst seks børn blev dræbt, 300.000 blev syge, og hvor kritiske og åbenmundede forældre blev forfulgt og fængslet. En af skandalens hovedpersoner var borgmesteren i Shijiazhuang, som der blev fjernet fra posten, men som i denne uge dukkede op på en højere stilling i Hebei provinsen. Han blev altså forfremmet. Myndighedernes største lære fra Wenzhou er nok, hvordan man bliver bedre til at håndtere en krise i en tid, hvor der nu 250 millioner brugere af mikroblogs i Kina.

Det samme er nok læren fra optøjerne i Wukan. Vil staten endelig gå ind og garantere en fair behandling af de bønder, der får stjålet deres jord af lokale embedsmænd og politikere? Det lovede selveste premierminister Wen Jiabao i sidste uge, men også i Kina er det ikke interessant, hvad politikerne siger, men derimod hvad de gør. Og der er ikke nogen konkrete forslag på bordet.

I det hele taget vil der næppe komme store politiske forslag i 2012. For den altoverskyggende begivenhed er den store partikongres til efteråret. Det er kun fjerde gang siden 1949, at der ved et sådan skifte kommer ny præsident, premierminister og de fleste andre topledere i regering, parti og hær.

Derfor er ro og stabilitet det overordnede tema i det næste år. Så selv enorme spørgsmål om, hvordan Kina får opbygget en bæredygtig og grøn økonomi, der er mindre afhængig af investeringer og eksport, glider i baggrunden. Især fordi, jo, en voksende økonomi i 2012 bliver en svær balancegang, men det lader til, at regeringen har fået styr på væksten på i hvert fald kort sigt.

Mange i Vesten er dog besatte af, hvornår Kina overhaler USA som verdens største økonomi og er nærmest forundrede over udviklingen, som næppe kom bag på de fleste, der har beskæftiget sig med Kina i det seneste årti.

Kina har faktisk allerede fået den økonomiske førsteplads på mange områder, og egentlig er det da også blot et spørgsmål om simpel matematik, hvornår verdens mest folkerige nation og dens 1,4 milliarder indbyggere igen bliver verdens største økonomi, som den var indtil midten af det 19. århundrede.

Og så alligevel. Det er for eksempel sociale gnister, som dem ovenover, der kan få den ellers forudsigelige kurs til at slingre for de ledere, der kommer til at føre Kina ud af 2012.

Hvem er så det? Det vil være en overraskelse, hvis det ikke bliver Xi Jinping, som bliver præsident. Dernæst bliver det nok Li Keqiang, der bliver premierminister, men Wang Qishan bliver også nævnt som kandidat.

Derimod er der mere tvivl om de mange andre pladser, som der har været vild intern kamp om i de seneste år. For eksempel var der megen opmærksomhed på, hvordan Guangdongs partisekretær Wang Yang klarede krisen i Wukan.

Hvorfor? Kort fortalt er der to fløje i partiet, hvor den ene er fra »ungdomsligaen« og er de folk, der gjorde karriere og steg gennem graderne i partiet efter Mao Zedong. De andre er »prinserne,« som er efterkommere af partiets aristokrati.

Her er Wang Yang og Bo Xilai to gode eksempler. Wang står i spidsen for det moderne Guangdong, der med sin enorme eksport er en af Kinas rigeste provinser, men som også plaget af social uro og utallige strejker på de mange fabrikker, hvor arbejderne kræver højere lønninger.

Og så Bo Xilai, der er efterkommer af en af partiets »otte gamle,« der var en hård kerne omkring Mao Zedong, og som i dag er partisekretær for Chongqing i det centrale Kina. Et byområde, der var plaget af organiseret kriminalitet, men som Bo fik renset ud med tvivlsomme men hårdtslående juridiske metoder og revolutionære sange og røde løfter om gamle dage.

Andre navne, der er kandidater til topposter, er for eksempel den tidligere leder af statsejede Sinopec, Su Shulin, og Hebeis midlertidige guvernør Zhang Qingwei. Men der er utallige andre personer og spørgsmål omkring kongressen, som for eksempel om Hu Jintao beholder sin formandspost i militærkommissionen som Jiang Zemin før ham.

Derfor vil 2012 på mange måder blive en gentagelse af 2011. Endnu mere og stadigt bedre censur af medierne og internettet, flere »forsvindinger« af kritikere, et stadig svagere juridisk system, ingen større reformer, og et Kina, der godt hjulpet på vej af en stærk økonomi vil udstråle stadig mere global selvsikkerhed fra Davos til det Sydkinesiske Hav.

Så hvordan ser verden ud fra Zhongnanhai? Her ser man ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker. Det vigtigste er social kontrol og partiets legitimitet, som skal sikre partiets fortsatte magt.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

Så hvad var de største begivenheder i Kina sidste år? Og hvad kommer der til at ske i 2012? Her er første del af svaret, som er en oversigt over, hvad der skete i Kaninens år. Altså i 2011. Du kan læse anden del her, hvor du får et bud på, hvad der kommer til at ske i 2012.

• 2011 blev året, hvor folk »forsvandt.« Det er politiets og myndighedernes nye taktik, som hundreder af kritikere, journalister, kunstnere, forfattere, bloggere og blot almindelige borgere fandt ud af. En af dem var Ai Weiwei, som blev ulovligt kidnappet af politiet i april, og som først dukkede op 81 dage senere. Hans sag er dog langt fra afsluttet.

• Årets nok største udenlandske besøg var Joe Biden, der kiggede forbi Kina i august. Det mest mindeværdige ved det blev dog nok begrebet »nudel diplomati.«

• Kinas Kommunistparti fejrede sit 90 års jubilæum, som var en årets helt store politiske begivenheder. I hvert fald hvis man spurgte partiet, der lavede store kampagner med billboards, printreklamer, Tv-reklamer og på internettet og i det hele taget havde fået vasket og støvet propagandamaskinen af til lejligheden.

• Maskinen kørte også videre til hjælp for valgene til de lokale partikongresser, der indtil videre er Kinas meget begrænsede udgave af et demokrati, hvor man stemme om sine ledere. Ifølge forfatningen kan alle stille op, men – surprise – de uafhængige kandidater for eksempel her i Beijing blev forhindret både mere eller mindre voldeligt.

• Valget og især jubilæet udløste dog mest af alt et kollektivt skuldertræk, hvorimod skandalen om Guo Meimei for alvor fik folk op af stolene. Guo førte sig frem på internettet med Maserati, iPhone og shoppingture, og pengene kom efter sigende fra hendes arbejde med den kinesiske afdeling af Røde Kors.

• Guos hvide Maserati blegnede dog ved årets vel nok største skandale, som skete en våd og regnfuld aften i Wenzhou, hvor et af de helt nye højhastighedstog kørte af sporet og dræbte mindst 40 personer. Historien havde alle de ingredienser, som med god grund gør kineserne rasende – en ligegyldighed over for »laobaixing,« altså almindelige kinesere, korrupte embedsmænd, censur af medier og internettet og undertrykkelse af sandheden.

• I oktober fik kineserne også mulighed for at spørge sig selv om, hvad det dog er for et samfund, som Kina er ved at udvikle sig til. Selvransagelsen kom da den to-årige Yue Yue blev kørt ned, og hvor folk blot gik forbi hende uden at hjælpe den lille baby. Det hele blev fanget af overvågningskamera. Yue Yue døde en uge senere.

• Sagen om Guo og katastrofen i Wenzhou viser også, at 2011 blev mikrobloggens år i Kina. Dens popularitet steg næsten trefoldigt i forhold til 2010, så det nu er cirka 250 millioner kinesere – cirka halvdelen af alle dem, der er på internettet – som har en af de mange »weibo’s,« hvor Sinas er klart den største. Hvilket også har fået myndighederne til at stramme grebet om dem.

• Internettet fortsatte dog med at spille en stor social og politisk rolle i Kina, for eksempel i sagen om den blinde aktivist Chen Guangcheng, som fortsat sidder i ulovlig husarrest med sin kone og datter.

• Internettet var også med i Wukan, der dog foregik mere håndgribeligt på jorden, hvor landsbyboerne smed de korrupte embedsmænd ud af byen og barrikaderede sig i en uge fra omverdenen. Dog godt omringet af politi og sikkerhedsstyrker. Uroen kom efter en af landsbyboerne døde i politiets varetægt, og efter mange beboere havde fået konfiskeret deres ejendom. Men Wukan var blot en af mange protester og demonstrationer i Kina.

• 2011 var også året, hvor Dalai Lama trak sig tilbage fra politik. Og hvor der var flere munke, som satte ild til sig selv i de tibetanske områder i Kina.

• Det var også året, hvor det boblede med spændinger i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne ifølge nabolande som Vietnam og Filippinerne bliver stadigt mere aggressive.

• Og endelig er der rosinen i pølseenden. Som, når det nu er Kina, vi taler om, ville være en falsk rosin lavet af plastik og skubbet ind i en pølse af fordærvet grisekød. Fødevareskandalerne. De fortsætter med at komme i en lind og grødet boblende strøm af alt fra selvlysende og blåt kød til eksploderende vandmeloner og genbrugt madolie fra kloakker. Hver dag er der en skandale.

:: Foto fra Baidu

Som jeg gryntede om på Twitter og Facebook i sidste uge, så var der grundigt forurenet her i Beijing i sidste uge. Så meget, at det først var fredag, at jeg for første gang i fem dage vovede at åbne vinduerne.

Så hvordan ser der egentlig ud, når der er smog her i Beijing. Se på de to fotos her ovenover, som jeg tog torsdag, hvor forureningen nu ikke var på den legendariske “crazy bad uden for skala,” som den var andre dage, men dog meget tæt på. Og så i dag mandag, hvor der var noget så sjældent som blå himmel over Beijings højeste bygning.

• Weibo. Lær det ord. Det betyder “mikroblog” på kinesisk.
250 millioner af slagsen. Brugen af mikroblogs (weibo) tredobles i Kina i 2011. http://is.gd/sQLQ6S

• Virkelig god analyse
Hvad blev der af de vrede unge mænd (fenqing)? Tre trends på internettet i Kina i 2011. China Media Project: http://is.gd/P2Nmxp

• Tjah…
Elendig kronik i Herald Tribune. Naiv, uvidende og med faktuelle fejl. http://is.gd/4rmIL0

• Proportioner
Øh. Hvis de klarede Beijing, så er der altså nul problemer i London. Indepent: Luftforurening til fare for atleter http://is.gd/xtnpgP

• Godt nyt – måske
En af lederne fra oprøret i Wukan bliver nu partiets landsbychef. WSJ: http://is.gd/DNsZYV Guardian: http://is.gd/Ao6HZ6

• Travle rejsedage
Træt af DSB? Så kom til Kina og stå i kø i seks dage for at få en togbillet. Kinablog: http://is.gd/PJIvLE

• Kina og soft power
Investering for milliarder. CCTV, Kinas statsejede TV-station, udvider i USA. WaPo: http://is.gd/MBxGpB

• Fin og sjov grafik
Beijing, Shanghai, og Guangzhou fra Kina. Subways og undergrundsbaner rundt om i verden vist grafisk i samme målestok. http://is.gd/Ks5B34

• Skøn kommer fra Sydkorea
Nordkoreas handel voksede i 2010. Især på grund af samhandel med Kina. Bloomberg: http://is.gd/kwo9is

• Lytte til kunderne?
De tre største problemer for Kinas statsejede bilfabrikanter. ChinaCarTimes: http://is.gd/hIhx0B

• Swoosh med kinesiske karakteristika
Nike har været i Kina i 30 år. Designer Wang Zhijun fejrer det med et sæt specielle “Year of the Dragon” Air Force 1s http://is.gd/nxze9i

• Den uhyrt dyre Rødpad
Ligeglad med Apple. Ny kinesisk Android tavlecomputer er kun for kommunister. Kinablog: http://is.gd/NqlaNx

• I 1949 boede kun ti procent i byerne
For første gang bor der nu flere kinesere i byerne end på landet. WSJ: http://is.gd/0fHF0Y

• Vil i ikke nok købe Storbritannien?
Toge, energi, internet. George Osborne opfordrer Kina til at investere i Storbritannien. FT: http://is.gd/oxkC6U

• Ny bog om internettet og censur
Must read. God læsning. Interview med Rebecca MacKinnon om censur på internettet. http://is.gd/v0KcxZ

• Kinas økonomi
Interview med Liu Mingkang om udfordringerne for Kina i 2012. Caixin: http://is.gd/xvysCR

• Vækker forundring
Dansk diplomati “følger pengene.” Danmark hjælper aktivt Kina med at få fodfæste i Arktis. WSJ: http://is.gd/V2r4ed

• Ny kurs?
Kina afviser blankt Irans udvikling af atomvåben. Bloomberg: http://is.gd/yI3aBq

• Myndighederne prøver igen
Kina udvider krav om, at nye brugere af mikroblogs skal registreres med eget navn og ID. NYT: http://is.gd/qllOUM

• Korruption og magt i toppen af Folkets Befrielseshær
Altid læsværdige John Garnaut om kinesiske general Liu, der bekæmper magtfulde og korrupte generaler i toppen. SMH: http://is.gd/ghkmfX

• Essay er fra 1995 men det holder stadig
Godt essay fra Geremie R. Barmé: “To screw foreigners is patriotic: China’s avantgarde nationalists” http://is.gd/dxyxID

• En ny dag, en ny hård straf
Igen-igen-igen en hård straf. Kinesisk forfatter får 10 års fængsel for at skrive et essay. Reuters: http://is.gd/ZiaRdJ

Kina i 2012? Forsiden af China Reform Magazine 中国改革 er en rigtig god analyse af, hvor Kina er på vej hen lige nu.

Siden begyndelsen af januar har der været megen snak om Kinas soft power, for her offentliggjorde præsident Hu Jintao en kronik i et magasin, der er tilknyttet Kinas Kommunistparti. Den kan du læse om for eksempel her og her. Her skriver han, at Kina befinder sig i en »kulturel krig« med Vesten, og at »internationale og fjendtlige kræfter har intensiveret deres strategiske plot for at vesternisere og splitte Kina.«

Joseph Nye har en god kronik i dagens New York Times, hvor han forklarer, hvorfor Kinas soft power er så svag:

What China seems not to appreciate is that using culture and narrative to create soft power is not easy when they are inconsistent with domestic realities.

The 2008 Olympics were a success, but shortly afterwards, China’s domestic crackdown in Tibet and Xianjiang, and on human rights activists, undercut its soft power gains. The Shanghai Expo was also a great success, but was followed by the jailing of the Nobel peace laureate Liu Xiaobo and the artist Ai Weiwei. And for all the efforts to turn Xinhua and China Central Television into competitors for CNN and the BBC, there is little international audience for brittle propaganda.

Now, in the aftermath of the Middle East revolutions, China is clamping down on the Internet and jailing human rights lawyers, once again torpedoing its soft power campaign.

As Han Han, a novelist and popular blogger, argued in December, “the restriction on cultural activities makes it impossible for China to influence literature and cinema on a global basis or for us culturati to raise our heads up proud.”

The development of soft power need not be a zero sum game. All countries can gain from finding attraction in one anothers’ cultures. But for China to succeed, it will need to unleash the talents of its civil society. Unfortunately, that does not seem about to happen soon.

For et par uger siden skrev David Cohen også i The Diplomat om Kinas soft power og præsident Hu Jintaos kronik.

Paradoxically, the call for strengthening Chinese culture may mean pulling popular (and apolitical) homegrown content off the air and out of the cinemas – there has been a recent spate of bans directed at popular Chinese TV, including dating shows and, most eccentrically, dramas that involve time travel. Of course, this type of cultural censorship has a long history in China, including a previous ineffectual effort to force moviegoers to watch a martial arts epic about Confucius instead of Avatar.

Censorship is likely to cripple the international prong of cultural security – the effort to build a high-powered cultural industry. China’s efforts, such as the recent “Flowers of War,” which starred Christian Bale in what was an effort to communicate the Chinese perspective on World War II to a foreign audience, are frequently overshadowed by negative stories. In this case, Bale was forcibly prevented from meeting a rights activist under informal house arrest.

Jeffrey Wasserstrom skriver i Asia Society “What Will Hu Jintao Think of ‘Titanic 3D’?“:

What we have seen since then is a series of invocations of the need for increased “vigilance” to ensure stability at a special moment. The lead-up to the Olympics was one such moment; then it was the coming of the 2009 anniversaries (both the dangerous ones, such as that of the Tiananmen struggle, and the allegedly glorious ones, such as the 60th birthday of the country); and after that, it was described as crucial to maintain control so that the 2010 Shanghai Expo went off with a hitch. 2011 brought with it an expected excuse for “vigilance” (the run-up to the Party turning 90), as well as an unexpected one (fear that the revolutionary whiff of Jasmine would waft from the Middle East to the Middle Kingdom).

What is troubling about the latest speeches calling for renewed vigilance is that they suggest that the pattern won’t be ending again this year. There’s yet another excuse being offered, of course: the need to ensure an orderly transition in the fall from Hu and company to Xi and company. At some point, with restiveness spreading to different segments of the population and a boom that can’t continue forever, the Party will need to start thinking more creatively about how to reposition itself. For now, it is just sticking with the increasingly tired Olympic year playbook.

We could call Hu’s speeches part of the dialog from Remain Vigilant in the 21st Century: The Fifth Chapter. The Chinese Communist Party may claim to stand for values antithetical to those of Hollywood, but at the moment it seems to share the big studios’ fondness for churning out sequels of played out franchises that are well past their sell-by date.

:: Filmplakaten er fra “Confucius“, der er en af de mest elendige film nogensinde lavet. Stor, stor film. Alt er stort. Og flot. Meget dramatisk. Hvis man kan holde sig vågen. Jeg opgav. Zzzz…

Endelig er der kommet en ny tavlecomputer på markedet, der ikke forsøger at konkurrere med Apples iPad. Det er nemlig kun højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti, der kan købe den rasende dyre »RødPad.«

Der har længe været reklamer for den på det kinesiske internet. Men folk troede, at det var en vittighed. Nu har en kinesisk avis dog undersøgt sagen, og den er god nok (artiklen er siden blevet censureret, men jeg har et skærmbillede).

Det officielle navn på pladecomputeren er »Rød Fraktion Nummer Et« (红派壹号) som der også står indgraveret med guld i det brune eller grønne læderetui. Målgruppen er kinesiske embedsmænd og kadrer i partiet, som alle de installerede programmer også er rettet efter.

For eksempel bliver den leveret med en nyheds-app fra Folkets Dagblad (Renmin Ribao), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør. Avisen er nok bedst kendt for sine lange artikler og kedsommelige layout, som du kan se et eksempel på her på Kinablog.

Blandt andet derfor er der heller ikke mange, som bruger Folkets Dagblads »weibo«, der betyder mikroblog på kinesisk. Her er Sinas og Tencents langt mere populære. En ny og officiel statistik fra tirsdag viser, at der nu er 500 millioner kinesere på internettet, og at halvdelen af dem bruger mikroblogs. Tallene er fra China Internet Network Information Centre (CNNIC), der på sædvanlig kinesisk vis ikke har opdateret deres hjemmeside siden juni 2010, men du kan se en artikel fra for eksempel Reuters her . Opdateret: Nu har de fået lagt den kinesiske version af rapporten (.pdf) på internettet.

Men de to mest populære mikroblogs er altså ikke kommet på »RødPadden.«

En anden app, som dog ligger på tavlecomputeren, er »Udvikling og Trends i Centralregeringens Lederskab,« hvor interesserede læsere kan følge med i den politiske udvikling i Beijing. Her er for eksempel også en applikation, der hedder »Konsultation for Daglige Politiske Beslutninger« samt »Ledende Kadres Database for Dokumenter og Filer.«

De fleste apps er dog gratis og offentligt tilgængelige, men som navnene antyder er det nok ikke programmer og informationer, som alle vil være interesserede i. Det er dog heller ikke alle, der kan få lov til at købe en »RødPad.«

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua har to opgaver. Den ene er, at formidle nyheder og propaganda til befolkningen. Den anden er, at lave klassificerede nyheder og rapporter, som viser de reelle forhold, og som kun distribueres internt i kommunistpartiet. Og det er ifølge avisen Nanfang Wang kun kadrer, der har en sikkerhedsgodkendelse på »niveau 7-10,« der kan købe en »RødPad.«

Samtidig er »RødPad« heller ikke billig. Den koster formiddable 9.999 yuan (9.625 kroner). Til sammenligning koster en tilsvarende Apple iPad med 16 GB hukommelse 3.688 yuan (3.610 kroner).

Det er der måske en grund til. For eksempel skal alle landets regeringskontorer ude i provinserne abonnere på Folkets Dagblad, hvilket er med til at holde oplaget på op mod fire millioner eksemplarer. På samme måde går der rygter om, at det vil være et krav til de tæt på 3.000 delegerede til den National Folkekongres, som mødes en gang senere i år, at købe en.

Det kinesiske nytår falder på forskellige tidspunkter, og i 2012 er det den 23. januar, som er den første dag i det nye år. Forårsfestivalen, som nytåret også kaldes, er den vigtigste højtid for kineserne, og for mange er det også den eneste gang på året, hvor man rejser hjem til familien, som kan bo hundreder af kilometer borte.

Især for de næsten 230 millioner migrantarbejdere er det her, at man kommer hjem for at slappe af og igen mødes med børn, kone eller mand og bedsteforældre, før man igen rejser ud for at tjene penge.

Derfor går hele Kina i stå. Det begyndte for et par uger siden, og det er først i midten af februar, at folk for alvor vender tilbage til deres arbejde, og at Kina igen kommer op i gear.

Forårsfestivalen er den største rejseperiode, og den strækker sig over cirka 40 dage, hvor kineserne vil foretage i alt cirka tre milliarder rejser. Mange af dem er med tog, og der er rift om billetterne, som man kan se på billedet her, hvor nogle kinesere står i “kø”. Derfor var det måske heller ikke så smart, at det kinesiske Ministerium for Jernbaner valgte at komme med en ny hjemmeside netop nu.

Det er nemlig først her i 2012, at kineserne kan købe togbilletter på internettet. På mange måder er kinesernes brug af nettet – for eksempel med nethandel og sociale medier –mere udviklet end i Vesten, men jernbanerne er et monopol, og de er ikke kendte for logik og service. For eksempel kan man kun købe billetter højst 12 dage i forvejen, og man kan ikke få returbilletter.

Nu kan man altså få dem online. Eller kan man? Magasinet »21. Århundrede« bragte i torsdags en kritisk artikel (på kinesisk) om, hvordan ministeriet havde lavet deres nye hjemmeside og salgssystem. Ministeriet vragede to systemer fra IBM og Easy Way og valgte i stedet for selv at udvikle deres eget. Det var en dårlig ide. De kinesiske togrejsende har i den grad »spist bitterhed«, som man siger på kinesisk, når man virkelig står over for en prøvelse.

Hjemmesiden har fået over 1,4 milliarder besøgende, og er i den grad bukket under. Ministry of Tofu har skærmbilleder af hjemmesiden med fejlmeddelelser. Set i bakspejlet var det måske heller ikke så smart, at ministeriet valgte ikke at teste systemet, da det stod færdigt for et halvt år siden, som avisen »Hangzhou Bulletin« skrev i onsdags (på kinesisk). Ifølge avisen skal brugerne i gennemsnit trykke på browserens genopfrisk knap hele 500 – jep, der står femhundrede – gange før det lykkes at gennemføre et køb.

Det er der nu mange, som har gjort. Og det betyder også, at situationen i år er endnu værre for mange af de 230 millioner migrantarbejdere, der ofte er fattige folk fra landområderne, som ikke har en computer eller endsige ved, hvordan man bruger en. Derfor har medierne været fulde af hjerteskærende historier om folk, der for eksempel har sovet og stået i kø i fem dage på banegårde uden at få billetter og har måtte opgive at komme hjem til familien. Her et eksempel oversat af Chinasmack. En migrantarbejder har også skrevet et åbent brev (på kinesisk), der har cirkuleret bredt på nettet. Så mange kommer til at være alene, når Dragens År begynder den 23. januar.

I Kina er drager forbundet med noget positivt, og de står for held, magt og styrke. Men et Drage-år byder også på turbulens, forandringer og store begivenheder, hvilket jo nok kan lyde som en trussel, når man tænker på den globale økonomi og Euro-krise. Så her fra Beijing skal der blot lyde et »wang zi cheng long« – 望子成龙 – et håb om at »jeres børn bliver til drager,« og at de altså går en lys fremtid i møde.

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

• Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

• Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事，极其震惊，因为此前没听说消息。立刻给他打电话，他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我，事情发生在2010年12月9日，秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克，送医院，医院说这人救不了了，他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

• Fra Marchel Duchamp til Ai Weiwei
En af de kendte brødre Gao, der begge er kunstnere, fortæller om sine personlige favoritkunstnere. WSJ: is.gd/bR7d1o

• Vuf – hygiejne og hundegalskab
Xi’an forbyder hunde i midtbyen. AP: http://is.gd/gjnika

• Har været på over ti procent i gennemsnit, helt op til 50 procent nogle varer
På rette vej. Inflationen i Kina falder til 4,1 procent. FT: http://is.gd/asyxC4

• RR I. Kinas nyrige er kendte for deres gode smag. Eller ikke
Kina er Rolls Royce’s største marked. Og kunderne forlanger “broderier” og mini-barer. BusinessWeek: http://is.gd/Ud3Q3b

• RR II. En Rolls Royce Drage
2012 er i øvrigt Dragens År i Kina. Hvilket Rolls Royce fejrer med en Phantom Dragon model. Kun for kinesere. http://is.gd/Ud3Q3b

• USA som brik i spillet
Sydkorea og Kina forhandler om en frihandelszone – og det kan få globale konsekvenser. ChosunIlbo: http://is.gd/Ceqbxm

• Indenlandsk forbrug og krise i Vesten
Kinas handelsoverskud falder til laveste niveau i seks år. http://is.gd/Kfb38W

• Hot, hot, hot
Lækker model. Sådan sælger de undertøj i Kina. Mit foto fra en butik i Guangxi: http://yfrog.com/hsqc2fyj

• Men stadig kun 20 udenlandske film tilladt i Kina om året
Over 800 nye biografer i Kina sidste år, hvor indtjeningen nåede rekordhøje 11 milliarder kroner. Variety: http://is.gd/BO2TA5

• Smag? Næh. Smart fidus, som Egon ville sige
Lortethe. Kinas – og verdens – dyreste the vokser i panda høm-høm. Shanghaiist: http://is.gd/Qkvnsr

• Leonardo di Caprio bruger OPPO mobil?
De sjoveste og mærkeligste reklamer i Kina i 2011. Opsamling på Chinasmack: http://is.gd/9GrhX6

• Fra Wahaha til Lenovo
De 15 mest indflydelsesrige erhvervsledere i Kina. Fortune China: http://is.gd/k3n2kw

• I Kina er der alt for store mulighed for, at de kloge kan narre de mindre kloge
Endnu et pyramidespil afsløret i Kina. Denne gang 44 arresteret i “BMW’ernes landsby”. People’s Daily http://is.gd/9o7VfP

• Kort sagt – hvorfor?
Konfucius som moderne kunst? Analyse af udstilling i Shanghai http://is.gd/UayICH

• Monstre
Glimrende artikel på Danwei om seriemordere i Kina http://is.gd/ZQPtbK

• Apple Store Sanlitun er kendt for sin talentløse optræden ved store launches
Apple. Nu med æg. Her er Reuters artikel om, hvor galt det gik med lanceringen af iPhone 4s i Beijing. http://is.gd/zZ38q5

• God læsning for alle, der er interesseret i internet og medier
To gratis artikler på Journal of Asian Studies, der har temaet: How is the internet changing life in China? Den første http://is.gd/MJuCRz

• Færre siger, at de vil købe for eksempel falske smykker
Kinesiske forbrugere vil ikke længere have kopivarer. Economist: http://is.gd/FQhcWY

• Også godt eksempel på undersøgende journalistik i Kina
Artiklen i The Economist nævner den groteske sag om møbelkæden Da Vinci. Magasinet Caixin har en glimrende baggrund: http://is.gd/HBJLKm

• Forfærdelig historie. Og desværre helt almindelig
Kinesisk aktivist fortæller om sit fangeskab på psykiatrisk hospital. HRIC: http://www.hrichina.org/content/5769

• Kaos. Og censur. Udviklingen af internettet går hånd i hånd med Kinas udvikling
Interessant analyse af den kinesiske internetindustri – et klik frem, to tilbage. Caixin: http://is.gd/04REP1

• Enden på et utal af skandaler
Den Forbudte By, der officielt hedder Paladsmuseet, får ny chef efter en lang række skandaler. China Daily: http://is.gd/IgiEFu

• Men økonomer er delt 50-50 i spørgsmålet, så det er ikke entydigt
Ned i gear. Analytikere forudser økonomisk afmatning i Kina. VOA: http://is.gd/LR26cX

Hvis du fik strømper i julegave, så er der god chance for, at de kommer fra Datang. Den lille kinesiske by laver en tredjedel af alle strømper i verden. Og det hele begyndte med en enkelt mand, der kom til byen for 30 år siden.

Det skrev jeg om i Berlingske for nogle dage siden, og her får du en anden version af artiklen (for du skal selvfølgelig ned i kiosken og købe avisen på dødt træ eller frem med tavlecomputeren og læse den som app.)

Xu Leile siger selv, at han ved alt om strømper.

»Hør her,« siger den lidt over 60-årige mand og læner sig tilbage i stolen.
»Der er ingen, som ved mere om strømper end jeg. Hvis jeg ser en strømpe, så kan jeg se hvilken maskine, den er lavet på. Jeg er ekspert på strømper,« siger Xu Leile, der er direktør for Hua Zhong Socks.

Xu’s virksomhed ligger i Datang, som har cirka 60.000 indbyggere. Det er en lille by, der normalt ville forsvinde i en provins som Zhejiang, der er dobbelt så stor som Danmark, og hvor der bor 55 millioner mennesker.

I dag er Datang kendt for at lave strømper. Den er et typisk eksempel på, hvordan mange af de kinesiske klyngebyer er opstået. Og på den udvikling, som den kinesiske økonomi og virksomhederne har gennemgået under de seneste tre årtiers .

Datangs succes skyldes især Xu Leile, der kom hertil for første gang i 1978, da der kun boede omkring tusind personer i byen.

Xu sidder inde i byen på sit kontor, som han deler med to af sine sekretærer. Der sidder et par håndfulde andre medarbejdere i et lokale udenfor. Alle går med jakker på, for det er blevet vinter og temperaturen er faldet til lidt over ti grader i Sydkina, hvor der ikke er installeret varme i husene.

Xu Leile har lige bygget en ny fabrik, der ligger ti minutters kørsel herfra. Og der er ingen tvivl om, hvad hans 500 medarbejdere producerer derude. For her inde i hans gamle kontor ligger der strømper overalt. Tykke, tynde, lange og korte. De ligger ovenpå en af papirstakkene i vindueskarmen, på hjørnet af det ene skrivebord, der står en fyldt pose på det slidte flisegulv og faxmaskinen står ovenpå en stak med blå brochurer med billeder af Hua Zhongs strømper.

Egentlig var det the, som Xu Leile solgte, da han tilfældigt mødte en mand på en længere togtur i 1977. Manden fortalte, at han var ansvarlig for produktionen af strømper i en tekstilvirksomhed, der også lavede blandt andet skjorter.

»Jeg tænkte, hvordan kan strømper være vigtige nok til, at man har en mand ansat kun til det,« siger Xu Leile, der skiftede mening, da han så den statsejede fabrik, som han kort efter begyndte at arbejde for. Han skulle udregne kvoter.

»Det var under planøkonomien. Alt blev købt med rationering, så en provins fik for eksempel 50.000 par strømper,« siger Xu.

Sammen med fabrikkens ledere besluttede han sig for, at de skulle have en mere effektiv produktion og satse på strømper. Men det var svært. Dengang kendte Kina ikke til markedsøkonomi. Det var først i 1979, at Deng Xiaoping åbnede Kina og begyndte de reformer, der i dag har gjort landet til verdens andenstørste økonomi. Derfor kunne de ikke blot gå ud og købe noget udstyr, der var umuligt at få folk med den rigtige know-how, og endnu værre var det, at de ikke kunne få råmaterialer.
Men en af lederne havde forbindelser til Strømpefabrik Nummer 2 i Shanghai, der lånte dem nogle maskiner og sendte folk ud, der kunne træne Xu’s arbejdere i at bruge dem.

Xu havde lagt sin nye fabrik i sydkinesiske Datang, men det var stadig en danwei – altså en statsejet arbejdsenhed – som hørte under lokalregeringen i nordkinesiske Tianjin.

»Alt blev købt af lokalregeringen i Tianjin, så vi behøvede ikke at tænke på salg,« siger Xu Leile.

Den lille fabrik vokser fra de første otte maskiner og til snart at have 200. Efter et stykke tid bliver de udskiftet af elektriske maskiner, der er langt mere effektive. De gamle maskiner låner han ud til bønderne omkring Datang, der så kan bruge deres fritid og de stille vintermåneder på at producere strømper, som Xu så købte tilbage.
I 1982 beslutter Xu sig for at købe fabrikken, og den nye private virksomhed er grundlaget for Hua Zhong Socks, som den ser ud i dag. Samtidig sælger han 120 af de gamle maskiner til bønderne. Og det var sådan, at produktionen af strømper for alvor begyndte i Datang.

»Mange af bønderne begyndte for sig selv, så de fleste af virksomhederne i Datang kommer fra familierne dengang,« siger Xu, der ikke fortryder, at han på den måde selv var med til at starte stort set alle sine lokale konkurrenter.

»Nej, slet ikke. De maskiner tilhørte lokalregeringen, og de har også rost os for at fremme de lokales færdigheder,« siger Xu.

På den måde er Datang typisk for de mange klyngebyer, der er sprunget op rundt omkring i Kina, og hvor mange af dem begyndte for 30 år siden. Det er byer, hvor virksomheder og fabrikker er koncentret om produktionen af en enkelt ting. Som Datang og strømperne. Eller Yingkou og magnesium-produkter, Langfang og møbler, Zhili og børnetøj og så videre.

Der er da også fordele ved, at være så mange, der producerer de samme varer, samlet i et enkelt område. Det er for eksempel nemt for virksomhederne at købe materialer og vedligeholde maskiner, så man ikke behøver vente på for eksempel specielle reservedele. Ulempen er, siger Xu, at selv udenlandske købere ved, at der er en skarp konkurrence. Priserne er så lave, at nogle af fabrikkerne sænker prisen så meget, at de også bliver nødt til at sænke kvaliteten og snyde med materialerne.

Den kinesiske økonomi er i dag i en overgangsfase, og det er tydeligt at se i klyngebyerne. Mange af virksomhederne har fortjenester, der ofte ligger på få procent, og som en stærkere kurs på den kinesiske yuan hurtigt vil annullere for de virksomheder, der eksporterer deres varer. Men det er manglen på arbejdere, som er firmaernes største problem.

»Virksomhederne står over for nogle udfordringer i den kommende tid, men det er stigende lønomkostninger, som er den største«, siger Zhang Xiaobo, økonom ved International Food Policy Research Institute i Washington, der har forsket i de kinesiske klyngebyer.

»Enten skal de flytte deres virksomheder eller investere mere i maskiner, der kan erstatte arbejderne,« siger Zhang Xiaobo.

Vil de kinesiske klyngebyer så overleve? Ja, mener Zhang Xiaobo. Men der vil være et skifte fra for eksempel »Made in Datang« til »Designed in Datang«. Mange af lokalregeringerne har sendt delegationer til eksempelvis Italien for at lære om deres erfaringer med klyngebyer og industrialisering.

»Der vil være et skifte fra klyngebyer som et centrum for produktion til et centrum for handel og design, mens produktionen vil være outsourcet,« siger Zhang Xiaobo.

For at overleve er virksomhederne i de senere år flyttet længere og længere ind i Kina til regioner, hvor omkostningerne er lavere. Men forskellene er i dag ved at være udlignet. Derfor forudser Zhang Xiaobo, at der i de kommende år vil være flere investeringer i mindre udviklede lande som Bangladesh eller Etiopien, som har et stort overskud af arbejdere.

Xu Leile har da også overvejet at flytte produktionen til udlandet. Men det vil være for besværligt, mener ha, og der er ikke nogen grund til det lige nu. For det går godt for Hua Zhong Socks, der ifølge Xu havde en omsætning på 80 millioner yuan (cirka 75 millioner kroner) sidste år. De ændrede produktionen i 2004 og specialiserede sig indenfor militær- og sportsstrømper. Det var der ingen, som interesserede sig for dengang, og derfor har de et forspring i dag, mener Xu.

Så er Xu Leile strømpernes konge? Han griner og siger, at der er andre virksomheder, som har større markedsandele og tjener flere penge. Men at han, som sagt, er ekspert på strømper. Han hæver stemmen, og holder en kollektionsprøve på et par tykke, grønne sokker op i luften for at understrege sin pointe:

»Da vi kom her i 1978, det var som at plante et frø. Vi var de første. Og på det tekniske, så er jeg kongen,« siger Xu Leile.

• Nogle af de kinesiske klyngebyer:

Suihua – tekstil og lærreds produkter
Yingkou – magnesium produkter
Tonghua – medicinal-industri
Dandong – måleudstyr
Yantai – vin, trøjer
Linyi – landbrugsudstyr
Wuxi – elartikler og elektriske biler
Zhili – børnetøj
Shaoxing – perler, slips
Changsha – fyrværkeri
Quanzhou – vandrør og blikkenslager produkter
Shantou – legetøj, undertøj
Langfang – møbler
Hengshui – plastic
Taiyuan – rustfrit stål
Baoji – titanium produkter
Yichang – fosfor-kemikalier
Bishan – motorcykler
Zunyi – kinesisk brændevin
Huizhou – sko
Zhongshan – maskiner, elektronik

Urolighederne i Wukan endte kort før jul, da højtstående partimedlemmer trådte ind i konflikten og overtog forhandlingerne fra de lokale myndigheder. Som jeg skrev dengang i december i Berlingske:

Det foreløbige punktum for konflikten i Wukan kom fredag, hvor politiet løslod de sidste tre forhandlere, fortæller beboere over telefonen til Berlingske.

Med aftalen har beboerne genåbnet landsbyen, fjernet vejspærringer og taget bannere og skilte med protestslogans ned. Det er stadig uklart, hvad der kommer til at ske med landjorden, men der er dannet en landsbykomite, som vil komme med en løsning.

Torsdag kom avisen Renmin Ribao, Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, med en leder, hvor de kritiserede de lokale embedsmænd for at lade konflikten løbe løbsk. Samtidig roste de provinsens partisekretær, Wang Yang, for hans håndtering af sagen. Wang er en af landets mest fremtrædende politikere, der spås at få en fremtrædende rolle, når lederne i parti og regering næste år skal skiftes ud ved den store partikongres i Beijing.

Hvad er der så sket siden? Ikke meget. Og i hvert fald ikke noget, der er positivt eller kan beskrives som en sejr for beboerne i Wukan.

• Læs også – Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Tværtimod har en af de ansvarlige embedsmænd for byen fået noget, der kan beskrives som en forfremmelse, som South China Morning Post skrev onsdag:

The controversial top party official in Shanwei, which oversees the restive Wukan village in Guangdong, has consolidated his power, if not gained more, by being named chairman of the city’s legislature.

Zheng Yanxiong , Shanwei’s Communist Party secretary, came under heavy criticism last month when he blamed villagers in Wukan for “colluding with foreign media to create trouble”.

In leaked video clips from an internal meeting last month – held while thousands of villagers protested against the government’s illegal requisition of their collectively owned farmland without proper compensation – Zheng said pigs would fly before the foreign media could be trusted.

Det er ikke gået meget bedre for de titusinder af demonstranter i Dalian, der i august gik på gaden for at prostestere mod en lokal kemikaliefabrik.

• Læs også – Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Her lovede myndighederne at lukke fabrikken. Protesten virkede altså. Job well done. Med en enkelt undtagelse – fabrikken er der stadig. Og ikke nok med det, for omkring nytår besluttede lokalregeringen at genstarte produktionen, selvom man dog hårdnakket benægter, at have opgivet planerne og løftet om en flytning.

Kan man så stole på det? Der er kun et svar, og det er, at det vil tiden vise. Det er alt for tidligt, som jeg også har sagt før, at udråbe de to protester som sejre og bevis på, at den slags demonstrationer virker, og at man kan stole på myndighedernes løfter.

Tværtimod er det mere sandsynligt, at de i stedet vil lære af erfaringerne, så de bedre og hurtigere kan styre og lukke den slags demonstrationer i fremtiden.

For, som Fang Ming, der er byen Foshans delegerede til Folkekongressen i Guangdong, sagde tidligere på ugen, så skal befolkningen behandles som børn, som der står i denne artikel i Guangdong Daily (ZH).

»Folk kan blive uregerlige, hvis de bliver forkælede,« sagde hun i en kommentar, der har tiltrukket tusinder af vrede kommentarer på internettet.

Her er der links til tre gode analyser om Wukan:

• Willy Lam i AsiaTimes – Grim future for Wukan model

• Yu Hua i Herald Tribune – In China, the Grievances Keep Coming

• Wu Si i Yanhuang Chunqiu (oversat af CDT) – What Does ‘Wukan‘s Turn’ Mean for Us?

Tiden står stille i det gamle stormagasin, som jeg skrev om forleden i Berlingske.

»Nostalgi. Det er derfor, at jeg kommer her,« indrømmer en af kunderne, en gammel og grinende kvinde, der blot vil kaldes for »Tante« Ma.

»Her er jo alt det, som man ikke kan få andre steder,« siger den lille og energiske Ma.

Det er her, i Stormagasinet Yong’anlu, der blev bygget i 1958, at man stadig kan finde de gamle kinesiske mærker (国货制品) , der var populære under den socialistiske planøkonomi. Og som mange unge kinesere, nu også er begyndt at købe. De er blevet moderne og retro-smarte.

De velstillede kinesiske forbrugere har ellers længe gået efter Gucci, Versace, L’Oreal og Levis, der er kedsommeligt almindelige i Beijing, hvor vestlige brands og luksusmærker er overalt i de mange store og moderne indkøbscentre. Men ikke i stormagasinet på gaden Yong’anlu i det sydlige Beijing.

Her står varerne stadig tæt pakket sammen på hylder, hvor der er stabler med gryder, elektriske riskogere, blomstrede risskåle i aluminium, stakker af papirer, konvolutter, toiletbørster, tasker, kløpinde formet som andehoveder og grønne affaldsspande.

Ekspedienterne står bag glasmontre. På en af montrene ligger der en kugleramme, hvor de sorte kugler og den røde ramme flere steder er slidt ned til træet. Ved siden af står der et stativ med kamme og børster, og der står en lille kasse med korkpropper til de store thermokander, som man ser overalt i Kina. Under det slidte glas ligger der blandt andet forlængerledninger, sakse, skruetrækkere og vandlåse.

Og så er der hylderne med kosmetik.

»Her er alle de gode mærker, og jeg bruger kun dem. Den her creme har jeg brugt i 50 år,« siger Tante Ma, der er kommet i butikken siden hun var barn.

Hun har købt en ansigtscreme af mærket »Youyi,« der betyder venskab på kinesisk. Den koster 6,5 yuan (seks kroner). Youyi er et af de helt gamle varemærker, som kineserne har brugt i generationer, og som ikke har forandret sig i stort set lige så lang tid. Hvilket er en af grundene til, at mange unge nu er begyndt at smøre det på huden igen.

»Der kommer stadigt flere unge, for folk er ved at genopdage de her gamle mærker. De ser dem som mere naturlige end de nye, der er videnskabeligt udviklede. Så mange foretrækker de gamle mærker,« siger ekspedienten Wang, der har arbejdet i butikken på Yong’anlu i 20 år.

Mange af Youyi’s konkurrenter er forsvundet i de seneste par årtier, hvor de er blevet udkonkurreret af langt mere moderne brands. Udviklingen var også ved at koste stormagasinet livet i slutningen af 1990erne, men man overlevede ved fyringer og ved at skære i de ansattes løn. Samtidig er butikken også mindre end tidligere.

De kinesiske forbrugere er langt fra ved at vende ryggen til de moderne produkter, men det er ikke kun på Yong’anlu, at man kan mærke interessen. For eksempel åbnede der for cirka et år siden en butik på den populære Taobao – der er Kinas svar på eBay – som har specialiseret sig i de gamle og klassiske kosmetikmærker.

Ude i det forreste lokale af stormagasinet på Yong’anlu kan man også købe tøj og sko. For eksempel skomærket Huili. Stormagasinet sælger en lille håndfuld af de originale modeller til cirka 60-85 yuan stykket. Huili, der også har det engelske navn Warrior, er ved at blive relanceret efter samme model som Feiyue, der også er nået til Europa og USA og til fødderne af kendisser som for eksempel Orlando Bloom. Herude, ved siden lange og uldne underbukser, hænger der også trøjer af sportsmærket Meihua, der er et brand fra Tianjin. Designet går tilbage til 1970erne.

Men en ting er, hvad kinesiske og andre hipsters går efter lige nu. Stormagasinet Yong’anlu har et stort lager af produkterne, for det er stadig de gamle og trofaste kunder, som man lever af og forsøger at hjælpe. Nogle gange dog forgæves. For eksempel kommer en gammel dame vuggende ind i butikken og hen til ekspedienten Wang for at spørge efter en ansigtslotion, der hedder »Ao Qi.«

»Nej, desværre, den holdt de op med at lave for et år siden,« siger Wang.

:: Foto viser nogle af udstilingsmodellerne af sko

Så er den samlede redaktion her på Kinablog.dk (mig) tilbage fra ferie og online igen. Vi lægger blødt ud med et foto af en kinesisk andedriver – eller andehyrde, tror ikke rigtigt, at der er et dansk navn for det – som jeg stødte på for nogle dage siden i Guangxi provinsen.