Jeg er for doven har for travlt med andre ting, men jeg skriver stadig på twitter.com/kinablog, som jeg vil kraftigt anbefale.

Du kan få automatisk besked om, hvornår Kinablog er tilbage, hvis du abonnerer på nyhedsbrevet.

Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.

I dag er det 21 år siden, at der ikke skete noget på Tiananmen pladsen. Officielt, i hvert fald, for demonstrationerne er stadig tabu i Kina. Al anden information end den officielle er censureret, og derfor er der mange unge kinesere, som kun har en svag ide om, hvad der foregik dengang i 1989.

Her får du en opsamling over, hvad jeg tidligere har skrevet om Tiananmen og den 4. juni 1989.

• Kort rids af 1980erne i Kina.

• Tidslinje der viser hændelserne fra april og frem til pladsen blev ryddet.

• Interview med soldat, der var med til at rydde pladsen (også på Berlingske).

• Gode links om Tiananmen, der giver baggrund om optøjerne set her 20 år efter.

• Hvad siger de unge kinesere så til optøjerne dengang? Kende de overhovedet til dem, og kunne det ske igen?

• Og sidste års store klassiker – en civilklædt betjent forsøger at blokere CNN fra at rapportere fra Tiananmen ved konstant at gå ind foran kameraet med en paraply.

Palmer og gode strande. Hainan er kinesernes svar på Mallorca. Den sydkinesiske ø er et af de mest populære rejsemål for kinesiske turister.

På det seneste er det også blevet en af de største magneter for investeringer, og det er et af de steder i Kina, hvor økonomien vokser hurtigst. Især er det investiernger i jord og fast ejendom, der er røget i vejret. Endda så meget, at der måske er tale om en boble.

Øen er ikke meget større end Jylland, så der er ikke mange kvadratkilometer at sælge. Derfor er mange begyndt at hamstre. Uden rigtigt at skele til lovgivning, bæredygtig udvikling og hensyn til lokalbefolkning. Vissevasse.

Derfor har mange luksushoteller møvet sig ind på områder, der egentlig er offentlige strande, som man kan læse i denne artikel på QQ.

Det er journalister fra CCTV (中央电视台) og Aftenavisen Yangcheng (羊城晚报), der har lavet en undersøgelse af strandene, og hvordan kystlinjen er ved at blive skåret op og delt mellem investorer; hvordan de offentlige arealer er ved at ende på hænderne af få personer, og hvordan golfbaner skyder op overalt.

For eksempel nævner de et stykke på otte kilometer, hvor der er 17 fem-stjernede hoteller, der har spærret stranden af med mure.

China Media Project har oversat et stykke af artiklen, hvor de citerer kolumnisten Shi Gong (矢弓) fra Xinhua:

“Whose beaches are these? They were not reclaimed from the sea by development companies, but rather were left to us by our ancestors and by mighty nature. They belong to all of us, the people. The rich can set foot on the beaches, and so can the poor.”

Jonathan Watts fra Guardian var også forbi Hainan tidligere i år. Her kan du læse – og se på en udmærket video – hvordan de enorme golfbaner også er en katastrofe for de lokale indbyggere og for den sjældne regnskov.

Nogle kinesiske hjemmesider bruger den 1. juni, der er Børnenes Dag, til at sælge og reklamere for urin fra drenge. Det er sundt og godt for helbreddet, påstår de. Prisen går fra 01-9999 yuan skriver Beijing News i den lille artikel til tegningen herover.

Lee og Yukio vil forsøge at få Wens og Kinas opbakning til sanktioner og fordømmelse af Nordkorea, som Kina hidtil har modsat sig.

BBC har nyhed her, og Reuters har god artikel, der analyserer, hvordan mødet er en test af Kina og Wen over Nordkorea.

Kina er blevet kritiseret for ikke straks at gå med til en afstraffelse af Nordkorea. Men kineserne har det lange lys på i deres politik over for den irriterende nabo, og for Beijing er der faktisk gode grunde til tålmodighed, siger mange af de analytikere, jeg har talt med.

Blandt andet vil Beijing ikke risikere, at Nordkorea blot svarer igen med for eksempel en ny atomprøvesprængning. Eller værre. Mange analytikere siger også, at Beijing på mange måder har opgivet den nuværende administration i Pyongyang, men at man ikke vil miste indflydelse og støde en ny generation af ledere fra sig, ved nu at reagere for hårdt.

Der er også god grund til at stoppe op og trække vejret, mener analytikeren Bruce Cumings, som Washington Post citerer i en artikel i dag:

Everyone needs to take a deep breath, said Bruce Cumings, a longtime scholar on Korea and Japan who chairs the Department of History at the University of Chicago.

“I think this is being blown way out of proportion,” Cumings said. “In 1999 there was a bigger incident in the same place where 30 North Koreans died and 70 were wounded, and the North Koreans chose not to respond –probably because Kim Dae Jung [who pursued reconciliation with the communists] was president, and they were making plans for the June 2000 summit.”

The sinking of a South Korea frigate on March 26, which is being blamed on a North Korean submarine, “was probably related to their anger over the [current] South Korean president going back on 10 years of reconciliation,” Cumings said, as well as the U.S.-South Korean Foal Eagle naval exercise just off its shores.

“Of course it is reprehensible that they killed 46 sailors, but the boat was in disputed waters,” Cumings said, where clashes have been frequent.

Det er Leon V. Sigal, fra Northeast Asia Cooperative Security Project, Social Science Research Council i New York, enig i.

Han skriver i Boston Globe, at mange i Seoul vil vise, hvem der er boss over Nordkorea. Dermed går de ind i et farligt spil, der foregår på Nordkoreas hjemmebane. Men der er kun en vej frem – forhandlinger.

Yet punishment, even if justifiable, will not prevent another Cheonan any more than it has stopped North Korea from making more nuclear weapons. Worse, blockading North Korean shipping, stepping up naval patrols, and threatening to preempt militarily risks more firefights. Only negotiations might avert dangerous escalation.

I sidste uge skrev jeg, at der snart ville falde dom i sagen mod Ma Yaohai. Det er den 53-årige professor, der organiserede konebytteri og gruppesex. Eller på nudansk, swingerfester.

Jeg nåede så ikke at få skrevet her på bloggen om dommen, der faldt i torsdags i sidste uge. Men du kan læse min artikel på Berlingske, hvor hans advokat fortæller, at de vil anke dommen.

Her er en opsamling over, hvad andre skrev:

What happens in Vegas Nanjing, bliver ikke i Nanjing, skriver Wall Street Journals kinablog.

Hvad er kinesernes holdning til sex, spørger Times.

Det er uretfærdigt, siger Li Yinhe, en af Kinas mest berømte sexologer, til nyhedsbureauet AP.

Li skriver også om gruppesex og kulturrevolutionen i denne artikel, som Danwei har oversat.

Og generelt om sex i Kina, så sælger Amazon bogen “Sex and Sexuality in China” af Elaine Jeffreys, der også har skrevet “China, Sex and Prostitution.”

Chinfographics har lavet en lavet grafikken, der viser den lange hale af byer i Kina (og Taiwan), der har mere end en million indbyggere. Smut over til deres hjemmeside, for at se den i fuld størrelse.

De er nu gået igang med at se på, hvad der egentlig skal til, for at gøre karriere i partiet. Hvordan embedsmænd – eller kadrer, som de også kaldes – bevæger sig op i systemet.

Her er Chinageeks første del af artiklen, som de har oversat til engelsk:

How does an official go from a local government worker to a provincial cadre? What are the crucial reasons for this elevation? What aspects are most important? What kind of officials can most easily be groomed for elevation? What are the strengths and weaknesses of “experienced” officials vs. “specialist” officials? What are the similarities and differences in the paths of elevation for officials who work within government offices vs. members of a local government?

Southern Weekend will attempt to outline the pattern of advancement for Beijing-region officials, and then, using this as a representative sample for local officials in other cities as well, show what this reflects about the standards for the promotion and transfer of officials nationwide.

Han droppede ud af skolen, men han endte som Kinas rigeste mand. Med 42 milliarder kroner på bankbogen og en kæde af elektronik-forretninger.

Men i 2008 blev han anholdt og anklaget for økonomisk kriminalitet. I går faldt den længe ventede dom i sagen, og Huang Guangyu blev idømt 14 års fængsel og en rekordstor bøde på næsten 520 millioner kroner.

Han blev blandt andet dømt for korruption. De senere år har der været flere store profiler, der er blevet med lignende anklager. Korruption er et af de største problemer for Kinas Kommunistparti og legitimiteten i befolkningen.

Der kommer flere og flere domme i korruptionssager, der også får stadig mere offentlig omtale. Men når det kommer til de helt store sager er der ikke endnu for alvor ryddet ud i toppen. Det virker tilfældigt, hvem der bliver plukket ud, og sagerne handler lige så tit om, at man er faldet i unåde hos sine forbindelser, der ellers har beskyttet en.

Her er en opsamling med fem artikler om Huang Guangyu.

• Længere og detaljeret artikel fra Asia Times, der følger pengestrømmen.

• Guardian skriver om Huang, der nu er blevet Kinas rigeste straffefange.

• CSM skriver om sagen som et eksempel på, hvordan Kina er begyndt at slå ned på den korrupte forretningskultur.

• Independent har et portræt af “Kongen over køleskabene,” der også var kendt som pris-slagteren.

• Endelig er der det officielle nyhedsbureaus Xinhuas beskrivelse af sagen.

:: Foto fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua

Torsdag falder der dom i sagen om swinger-klubben, der har givet debat om sex og moral i Kina. Det skriver AP. For nogle uger siden skrev jeg om sagen i Berlingske, og du kan læse en version af artiklen her:

Ma Yaohai bor i Nanjing, han er 53 år gammel og professor på et af byens universiteter. I 2007 åbnede han et chatrum på internettet, og i begyndelsen var der blot skriverier om ægteskabelige problemer. Men efter et stykke tid blev forummet brugt til at organisere gruppesex. Inden det blev lukket var der tæt på 200 medlemmer, som koordinerede partnerbytter og swinging-fester.

Ma Yaohai står nu anklaget i retten i Nanjing sammen med 21 andre personer. De risikerer alle op mod fem års fængsel for gruppesex, som der har stået i blandt andet avisen, Jiancha Ribao, der kan oversættes til Prokurator Tidende.

»Jeg har ikke gjort noget forkert. Der var ingen som tvang os til det. Hvorfor skal hele Kina lange ud efter mig,« er han citeret for at sige i avisen.

Kritikerne siger, at det er usundt og kan skade både moral og den sociale stabilitet. Men det er bestemt ikke alle, der er sure på Ma Yaohai. For kan det virkelig passe, at staten skal helt ind og holde øje med, hvad der sker i soveværelset? Nej, mener mange. Også juridiske eksperter, som siger, at loven er aldeles utidssvarende.

Kineserne taler lige nu også om en anden sag. Men der er derimod ikke mange, som har sympati med den liderlige embedsmand fra Anqing, der ligger i Anhui provinsen.

Det hele begyndte, da hans hustru i sidste måned fandt sin 47-årige mands dagbog. Han skrev i den første gang i 2003, og der manglede ikke detaljer.

»I år vil jeg have sex med 56 kvinder. Mindst to af dem skal ikke være prostituerede,« skrev han på den første side. Samtidig havde han et mål om, at han også skulle have to elskerinder med »respektabel« baggrund.

Han praler senere med, at han har været sammen med 500 kvinder. Det er stadig ikke nok. Han kommer derfor med et nytårsforsæt, hvor han sætter målet til 600-800 kvinder, som der har stået i flere kinesiske medier.

Men det var dyrt. Han tjente kun 1.600 yuan – cirka 1.300 kroner – om måneden. Han regnede ud, at han skulle bruge mindst 8.000 yuan for at kunne betale for sine kvinder.

»Han arbejdede hårdt i otte timer om dagen for at lede efter bestikkelser, og otte timer for at lede efter sex,« som en af efterforskerne har sagt til avisen Xian Wanbao, der kan oversættes til Xian Aftentidende.

Han mødte kvinderne på blandt andet KTV-barer – det er karaokebarer, som er notorisk kendte for prostitution – og han havde endda et privat hotelværelse, hvor han også havde hemmelige kameraer.

Samtidig skrev han også ud for hver af kvinderne, hvad de havde kostet. Det stod i dagbogen, som han førte på sin computer, hvor hans hustru fandt den.

Det usædvanlige er ikke, at han havde elskerinder. Men det enorme antal. Det er helt normalt, at embedsmænd og kontorarbejdere har en elskerinde. Det er der flere ord for på kinesisk. Blandt andet »er nai.« Hustru nummer to. Eller »xiao san.« Den lille nummer tre.

Det er så udbredt, at selv præsident Hu Jintao har advaret mod det.

»Ledende kadrer på alle niveauer skal opretholde høj moral og være forsigtige over for magtens fristelser, penge og kvinder,« sagde han tidligere på ugen. Det var som afslutningen på en 18 måneder lang oplysningskampagne til de 75 millioner medlemmer af Kinas Kommunistparti.

Det bliver nok ikke den sidste kampagne.

:: Grafik fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua

Er det en klat tandpasta? Et dansende kondom? Eller ler-figuren Gumby, der var en amerikansk tv-serie, som begyndte i 1950erne?

Nej. Det er Haibao (海宝). Den er maskot for Verdensudstillingen i Shanghai, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Den officielle forklaring er, at den blå figur er inspireret af det kinesiske tegn »ren«, der betyder folk eller person. Det ser sådan her ud 人 og det kan du også finde her.

Men det er noget af det sidste, som folk her i Kina har gættet på, hvor Haibao er blevet groft latterliggjort, siden afsløringen i 2007.

»Hvad er meningen? Hvorfor skal den ligne et kondom?,« som en bruger skrev på et diskussionsforum på internettet.

»Jeg troede først, at det var en reklame for mundhygiejne,« skrev en anden. De fleste ser det dog nok som en kopi af Gumby. Og det kan man jo godt forstå.

Lostlaowai har en god artikel om Haibao og stereotyper. Shanghaiist har bunker af artikler her.

I øvrigt er Haibao ikke det eneste, som Expo 2010 har kopieret. Den officielle sang er også kommet i vanskeligheder.

Den blev afsløret i slutningen af marts. Det skete med en stor gallaforestilling i det centrale Shanghai med masser af kendte. Og masser af medier, som kunne fortælle om den nye, officielle sang for Verdensudstillingen.

Det vil sige, siden i tirsdags har arrangørerne og regeringen i Shanghai forsøgt at forklare de samme medier, at det alligevel ikke er den officielle sang. Man har godt nok også brugt millioner af kroner på at lave en musikvideo med nogle af de største kinesiske stjerner, men det var alt sammen blot for at markere, at der kun var 30 dage til Verdensudstillingen begyndte.

Sagen er, at de kinesiske internetbrugere har afsløret, at sangen er en kopi af et japansk hit fra 1997. Ikke at de er specielt svære at finde, men hvis du læser kinesisk, så er der debatter for eksempel her på Tianya og QQ.

Du kan læse om det her på Chinasmack, der har oversat nogle af kommentarerne fra internettet. Du kan også se musikvideoen til den sødmefyldte sang og høre den japanske original.

I øvrigt vil jeg anbefale en artikel af min gode kollega fra Guardian, der netop har været i Shanghai og lavet denne reportage om “den største og dyreste” fest som du nogensinde er blevet inviteret til, men som du aldrig har hørt om.

I april sidste år skrev jeg en artikel om Songzhuang. Det er en landsby udenfor Beijing, hvor der bor tusinder af kunstnere.

Nu har CNN været forbi landsbyen, og de har en god artikel, som du kan læse her. Inklusiv glimrende billeder, i øvrigt. Nederst har de lavet anvisninger til, hvordan du kommer derud, hvis du nu er i Beijing, og gerne vil have en lidt anderledes kulturel oplevelse.

:: Privatfoto fra et af gallerierne i Songzhuang

Det kan man se her på ESWN, der har oversat teksten til denne billedserie, som er fra Nanfang Dushibao. Her er to eksempler på de typer, som kvinden nedenunder har at vælge imellem.

En vulgær lille mand med tyk vom, som holder en ølflaske og BBQ sticks.

En lærd bogorm.

惠州新闻网 Huizhou Xinwen, 扬子晚报 Yangzi Wanbao, 河北都市报 Hebei Dushibao, 辽宁 Lianing Nanbao, 新快报 Xinkuaibao, 焦作日报 Jiaozuo Ribao, 半岛晨报 Bandao Chenbao, 舟山日报 Zhoushan Ribao, 东方早报 Dongfang Zaobao, 每日经济新闻 Meiri Jingji Xinwen, 新安晚报 Xinan Wanbao, 羊城晚报 Yangcheng Wanbao

Det er min gode kollega i Californien, Poul Høi, der stiller spørgsmålet om His Bobness i denne ellers udmærkede artikel.

Og han er ikke den eneste, der har nævnt sagen. Utallige medier i Vesten har skrevet om, hvordan regeringen i Beijing er bange for den kritiske Bob Dylan, og derfor ikke har givet ham lov til at optræde i Kina.

Læs for eksempel New York Daily News, Rolling Stones og Huffington Post.

Vrøvl. Det er efter alt at dømme noget ævl.

Hvorfor? Det er ikke særligt god PR at fortælle, at en koncert er blevet aflyst på grund af griskhed. Så er det meget nemmere at gøre som alle andre – blame it on the Chinese.

Magasinet The Beijinger var en af de første til at skrive om den aflyste koncert. Det var tilbage i februar.

I artiklen nævner de Sun Mengjin, der er en af Kina mest kendte musikritikere. Han skriver dette i en blogpost (først The Beijingers oversættelse til engelsk. Derefter den originale post på kinesisk):

Dylan’s agent asked for USD 250,000 per show in mainland China, and some Taiwanese promoter sold it to a mainland company for USD 400,000 – I mean, how money-driven can you be? Don’t they know about the international standard of maximum 15% for agent fees? 400,000 dollars for the 8,000 seated Shanghai Grand Stage, it’s impossible to make the money back by selling tickets.

演出是商业行为，一点也没错。在我们的大陆，有正正规规做演出的人，甚至还有很多拿不到一手拿二手拿三手的在苦苦做演出的人。拿这次迪伦的演出费，经纪人报出的价格是25万美金，而有某台湾公司转手给大陆某公司40万美金一场。太黑了！即使是国际通行的代理公司，也只是百分之15的代理费！40万美金演出费，8000人的上海大舞台是卖门票都卖不回来的。还不包括国际机票和食宿、音箱器材租用、场租费等等。

Dylan skulle spille i Shanghai og Beijing, hvor der bor store grupper af vestlige udlændinge. Det ville være kernepublikummet. Og det ville være ikke være nemt at sælge hele 8.000 billetter og slet ikke til ågerpriser.

For gider kineserne overhovedet at lytte til Bob Dylan? Næh.

Der er meget få kinesere, som taler engelsk, så der er ingen interesse for hverken Bob eller hans tekster her i Kina. For kineserne – der udgør en femtedel af verdens befolkning – er Bob Dylan aldeles ukendt og ligegyldig.

I april, da historien om Dylan af en eller anden grund igen bryder ud, skriver The Beijinger denne artikel.

Her har de også et link til James Fallows, der har en skrevet en god opsamling om hele sagen om Dylan.

Den viser, at det kinesiske kulturministerium højst sandsynligt ikke havde noget som helst at gøre med aflysningen. Som de i øvrigt også har benægtet. Meget tyder på, at der aldrig har været aftalt en turne i Asien, men derimod blot om et forslag fra en manager.

En læser skriver til Fallows:

This is a pretty big loss of face for the Taiwanese promoter, both to Dylan and his people, who had probably been assured of mainland shows, and to all the journalists, ticket agencies etc who had also been assured there would be a show. The easiest way to cover this? Blame the government. They probably told Dylan the same thing as the press, and hence he hasn’t contradicted it (how would he know any different?). And it’s an easy cover – I, like I think very many others, assumed when we heard about the shows that they’d never happen, because of censorship. It also mitigates the “Dylan doesn’t cancel shows” and “his tickets are usually reasonable” points from your other readers – it’s a badly behaved local promoter and Dylan’s people are probably flying blind on the whole thing.

Så nej – Kina er ikke bange for Bob Dylan.

:: Billede fra den kinesiske Wikipedia om Bob Dylan

De seneste ti år er Kina begyndt at opruste sin soft power.

Blandt andet med de mange Konfucius Skoler, som er åbnet over alt i Verden, og som skal hjælpe med at give folk kendskab til den kinesiske kultur, historie, sprog og økonomi. Der er også en i Danmark. Den finder man på Copenhagen Business School.

Som en del af det har Beijing også skruet op for kulturindustrien, og for et par uger siden bedt de kinesiske banker om at give flere lån til blandt andet forlag og filmindustri. Aktieanalytikere og –handlere er blevet opfordret til at holde mere øje med kulturvirksomheder. Og fonde er blevet opfordret til at hjælpe nye kulturelle iværksættere i gang.

Men nytter det noget? Nej, skriver Jerome Cohen fra US Asia Law Institute. Ikke med mindre regeringen begynder at behandle folk som Hu Jia ordentligt.

The Chinese government wants the world to admire a “rising China” not only for its phenomenal economic accomplishments and growing military prowess but also for the quality of its civilization. Yet, no matter how many Confucius Institutes the government establishes abroad to teach Chinese language and culture, the People’s Republic will not win international respect for its political and social progress until it ceases locking up political dissidents and treats those currently detained in a more humane manner.

• Her er alle artikler om Hu Jia på Kinablog.

Jerome Cohens konklusion lyder:

Thus, although Confucius emphasized that excessive harshness breeds grievances, a leadership obsessed with achieving “stability” at all costs might be attracted to the “solution” of physically disabling “obstinate” activists.

Is this too cynical a speculation? I hope so. Surely such cruelty would violate international law and be a long way from the humanitarianism of Confucius and genuine “soft power”.

:: Tegning fra China Daily

Besøget skule først og fremmest pleje det anstrengte forhold til Kina. Derfor handlede det mest om det økonomiske samarbejde og danske arbejdspladser.

Som Lars Løkke Rasmussen sagde på pressekonference på den danske ambassade, så var menneskerettigheder ikke et tema under mødet med de kinesiske ledere.

Men man skal ikke lade menneskerettighederne glide i baggrunden, skriver New York Times i dag i en leder. Det er en opfordring til præsident Obama, der mandag og tirsdag er vært for den kinesiske præsident Hu Jintao.

Mr. Obama also must squarely acknowledge — and protest — the Chinese leadership’s continuing, ruthless stifling of any serious political dissent. That is bad news for China and the world.

The most recent reminder came when Gao Zhisheng, a crusading human rights lawyer, resurfaced last month. For more than a year, he had disappeared into the clutches of the government security network and many people had feared that he was dead.

:: Privatfoto

Jeg skriver i dag i Berlingske om de elektroniske bøger, der er uhyre populære i Kina. Her får du en lidt anden version af artiklen (som du jo selvfølgelig bør læse i avisen, ned i kiosken, allez, afsted, køb, køb.)

Her kan du også læse min Q&A med en analytiker, der fortæller mere om fremtiden og markedet for de elektroniske bøger i Kina.

Zhang Wei skulle egentlig have været bogholder. Men i februar 2004 satte han sig ned og begyndte at skrive. Det har han gjort lige siden. Hver dag. Derfor har han fået øgenavnet »litteraturens Schumacher.«

»Hastigheden er meget vigtigt,« siger Zhang Wei.

Der er en anden grund til, at han bliver sammenlignet med den tyske racerkører. Zhang Wei er succesfuld. Den 29-årige forfatter er blevet millionær på at skrive elektroniske bøger, der udgives på mobiltelefoner og computere.

I de seneste ti år er der dukket flere litterære hjemmesider op på det kinesiske internet. Der er millioner af læsere, og de bruger gladeligt penge på at købe litteratur, som de kun kan læse elektronisk. Enten ved computeren. Eller på mobiltelefonen.

Mange af de tusinder af forfattere er helt almindelige kinesere, der udgiver deres tekster på hjemmesiderne. De håber på gennembruddet, men det lykkes for de færreste. En af dem er Zhang Wei.

»Der er forskel på at skrive litteratur på internettet og på papir. Hvis man arbejder hårdt og offentliggør noget hver dag, så får man nye læsere, men man beholder også de gamle, og det er en del af succesen,« siger Zhang Wei.

Dengang i 2004 var det blot en hobby, og det er det nu stadig, siger han. Og selvom det er et ganske uhøfligt spørgsmål at stille en kineser, hvor meget tjener han så i dag?

»Hai bu cuo,« siger Zhang Wei med en typisk, kinesisk underdrivelse og griner. Det er ikke så ringe.

Hvorfor er han så populær? Det hjælper selvfølgelig, hvis man er god til at skrive, siger han. Dernæst skal man offentliggøre noget hver dag. 365 dage om året, så læserne altid har noget nyt. For Zhang Wei skriver ikke en bog, som han udgiver, når han er færdig.

Han laver derimod en lang bog, der strækker sig over et år. Det er som en litterær sæbeopera, med et nyt afsnit hver dag. Det er så delt op i utallige kapitler, hvor det hele bliver lukket efter et års tid.

Zhang Wei begyndte at læse, da han var ni år gammel. Han var enebarn og forældrene arbejdede ude. Han havde ingen søskende at lege med, så bøger var en god måde at bruge tiden på.

Generationen fra 1980erne er vokset op med kung-fu historier, så alle har en drøm at være helt, have magt og kæmpe mod det onde, siger Zhang Wei.
»Derfor begyndte jeg at skabe min egen verden, og jeg blev glad, når jeg skrev, for her var alt muligt,« siger Zhang Wei.

Det tager et halvt år at udvikle en bog. Han skriver science-fiction, og han begynder med at udvikle hele universitet. Han forbereder sig med at lave landkort, solsystemer, racer, familier og alt andet, som han nu måtte have brug for, før han går i gang. Samtidig med at han selvfølgelig skriver på sin anden bog.

Derfor går det stærkt. Alle forfattere vil nok gerne gå tilbage og ændre noget, siger Zhang. Men det kan man jo ikke, for så ville det være et nyt værk, tilføjer han. Igen – hastigheden er det vigtigste.

»Mine bøger skal ikke være klassikere. Jeg håber, at læserne er glade for at læse dem, og at de føler sig så underholdt, at de også vil læse næste kapitel. Men de skal ikke kunne huske, hvad de har læst,« siger Zhang Wei.

Det er da også den lettere genre, som sælger bedst, siger analytikerne.

»Det er historier om kærlighed, fantasy, science-fiction, kung-fu, ungdomshistorier og alt, som er lettere at fordøje,« siger Xie Xinzhou, der er vicedirektør på Skolen for Kommunikation og Journalistik på Peking University.

De senere år er stadig flere kinesere gået væk fra bøger på papir. De vil have dem elektronisk. Analyseinstituttet OpenBook anslår, at det kinesiske markedet for trykte bøger var på cirka 24 milliarder kroner i 2008. Det er steget svagt siden.
Til sammenligning anslår Xie Xinzhou, at der i 2010 vil blive solgt elektronisk litteratur til mobiltelefoner for cirka 3,7 milliarder kroner. Det vil være steget til næsten 13 milliarder kroner i 2014. Derudover kommer e-bøger, som for eksempel kan læses på apperater som Amazons Kindle.

Det helt store forlag er Shanda Litterature, som sidder på 90 procent af markedet for online litteratur i Kina. De ejer de fire store litterære hjemmesider Qidian, Hongxiu, jjwxc og Rongshuxi.

For dem handler det også om mere end blot at udgive bøger. Moderselskabet Shanda Entertainment laver computerspil og anden underholdning. De har en fødekæde, hvor litteraturen først kommer på mobil, derefter på bog, tv, film og computerspil, og hvor man også kan sælge copyright videre.

De har ikke problemer med at skaffe forfattere. Dem har de næste 900.000 af. En af dem er Zhang Wei, som er den bedst sælgende. Men vil han også blive ved med at være det?

»Det er svært at sige, om mine bøger bliver ved med at være populære. Planen er lige nu, at jeg skriver til jeg bliver 35 år. Måske fortsætter jeg lidt, for det er jo også en hobby,« siger Zhang Wei.

:: Privatfoto

»Jeg gider ikke gå rundt med en bog i min taske. Den er alt for tung. Hvis jeg står og venter på mine venner et sted, så hiver man jo heller ikke en bog frem,« siger Zhang Yabing.

I dag i Berlingske har jeg et interview med en af Kinas mest berømte og bedst sælgende forfattere. Du kan læse en udgave af artiklen her på Kinablog.

Her får du et interview med Wang Qin, der er fra Kinas Sammenslutning af Forlæggere, hvor han er vicedirektør og analytiker i internet og elektroniske udgivelser.

Hvor populære er elektroniske bøger i Kina?
»Den helt overskyggende tendens er, at bøger udgives på internettet. Der kommer stadig mere indhold, og det går stærkt. Ifølge vores undersøgelser var 2009 den første gang i bogens historie, at der blev udgivet flere elektroniske bøger end på papir.«

Hvorfor bliver de læst på mobiltelefoner?
»De er praktiske, fordi man i dag også kan læse dem offline. I gennemsnit har en person, der bor og arbejder i byen, cirka 4-5 timers fritid om dagen. Derudover bliver der i alt brugt 2-3 timer på transport, og her er telefonen en god måde at bruge tiden på.«

Er mobiltelefoner fremtiden?
»Det er blot en overgangsfase, at bøgerne bliver læst på mobiltelefoner. Skærmen er for lille, brugerfladen for besværlig og der er for høje omkostninger til transmission. Fremtiden bliver elektroniske bøger på skærme, der kan bøjes og foldes sammen.«

Hvad er det mest populære indhold?
»Det er den lettere underholdning, som folk bruger til at slå tiden ihjel med. Men der vil komme langt mere »funktionel« litteratur som sprogbøger og karriereplanlægning, og det vil erstatte de populære noveller.«

Er det professionelle eller amatører som leverer indholdet?
»Det er mest professionelle web-forfattere. Det er ikke alle, der drømmer om at blive udgivet på mobiltelefon, som det lykkes for. Man skal godkendes af China Mobile eller China Unicom, og det er faktisk en flaskehals for udgivelser på mobiltelefoner.«

Hvem er de tre største forlag, og hvad er deres styrker?
»Det er Shanda, Xinlang og Sohu. Ingen af dem er traditionelle forlagsvirksomheder. De har alle fuld forståelse for den moderne informationsteknologi, de er meget opmærksomme på, hvad læserne vil have, og de forstår også at give læserne relateret indhold.«

Hvad er deres svagheder?
»De fleste af deres ansatte er for unge. De er i gennemsnit under 30 år gamle, og de har ikke en udviklet, kulturel forståelse. Det kan give problemer med at vælge og redigere indhold, så selve redaktørens arbejde kunne gøres bedre.«

Hvordan tjener forlagene penge?
»Forlagene samarbejder med de to mobilselskaber China Mobile og China Unicom, der fungerer som en billetbod ved broer og motorveje. De holder øje med, hvor mange gange et værk er blevet downloadet. Forlag og forfatter bliver så betalt efter det.«

:: Privatfoto