Det er også et af blot mange kurrer på tråden, der de seneste måneder er vokset mellem USA og Kina. Beijing er især utilfredse med det amerikanske salg af våben til Taiwan og præsident Barack Obamas møde med Tibets åndelige og politiske leder Dalai Lama.

På søndagens pressemøde afviste Wen Jiabao, at det forværrede forhold er Kinas skyld. Ansvaret findes derimod »ikke på den kinesiske side men på den amerikanske,« siger Wen Jiabao.

På pressemødet forsvarede Wen også den kinesiske valutapolitik. USA og flere andre lande har forsøgt at presse Kina til at ændre den, da de mener den kinesiske valuta er undervurderet. Men Wen fastholder, at politikken vil fortsætte og Kina vil holde kursen »stabil.«

Premierministeren luftede også regeringens bekymring over den enorme amerikanske gæld. Kina har investeret for 900 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer, og i Beijing er man bekymret for, at den dårlige amerikanske økonomi kan føre til inflation, der vil udhule de kinesiske investeringer. Han opfordrede derfor USA til at »berolige« dets investorer.

Wen Jiabao afviste også, at Kina har ambitioner om at blive verdens eneste supermagt. Kina er i dag et »udviklingsland« der først bliver en udviklet og moderne nation om et århundrede. Men ikke en gang der, vil Kina have ambitioner om hegemoni. Ligesom i dag vil Kina være »ansvarlig« nation, der er aktiv i global samarbejde og politik.

Hvad skriver andre om mødet?

• Guardian vinkler på Wens forsvar af Kinas rolle under forhandlingerne i København.

• Washington Post og Wall Street Journal vinkler og skriver om hans forsvar af valutakursen.

• Nyhedsbureauet APs vinkel er, at Wen også forsvarede handelspolitik og Kinas udenrigspolitik.

• Financiel Times skriver, at det ifølge Wen nu er kampen mod inflationen, der har fået topprioritet i kinesisk økonomi.

• New York Times vinkler også på den økonomiske politik, og hvordan Kina manøvrerer rundt i og udnytter reglerne for international handel.

Du kan læse hele udskriften af pressemødet her. Det er på kinesisk.

Og her er et engelsk sammendrag af pressekonferencen.

:: Officielt billede fra China.org

Wen er »forbløffet« over den kritik, der har været af Kinas rolle under klimaforhandlingerne i København.

Kina blev efter mødet i København beskyldt for at stå i vejen for et mere omfattende resultat. Og Wen Jiabao selv blev voldsomt kritiseret for at skippe et møde med Barack Obama og andre statsoverheder.

Men det var der en grund til, forklarede premierministeren i går i Beijing. Det lille uofficielle møde fandt sted sent om aftenen den 17. december efter Dronning Margrethes officielle gallamiddag.

»Det første, jeg hørte om mødet, var fra en en europæisk statsleder, der fortalte, at der samme aften ville være et møde mellem en lille gruppe lande,« sagde Wen Jiabao.

»Jeg var dybt chokeret, for jeg var på ingen måde blevet informeret om det,« sagde Wen Jiabao. Han skyndte sig med det samme at høre sit bagland, om der var kommet en invitation. Men den kinesiske delegation var ikke blevet informeret.

Derfor besluttede han at sende den laverestående diplomat, viceudenrigsminister He Yafei, til mødet. He skulle afgive en formel klage over det, som Wen i går kaldte for et alvorligt brud på protokollen.

»Hvorfor var der ingen, som havde givet besked? Der er stadig ingen, som har givet os en forklaring og det er et mysterium,« sagde Wen Jiabao i går.

Du kan også læse et engelsk sammendrag af Wens kommentarer om København her.

:: Foto fra Xinhua

Ministeriet er netop kommet med sin årlige rapport om menneskerettigheder rundt om i verden. Dermed også Kina. Du kan læse hele rapporten her, hvor der også er alvorlig kritik af Iran.

Her finder du afsnittet om Kina, hvor der blandt andet står, at:

The government’s human rights record remained poor and worsened in some areas. During the year the government increased the severe cultural and religious repression of ethnic minorities in the Xinjiang Uighur Autonomous Region (XUAR).Tibetan areas remained under tight government controls. The detention and harassment of human rights activists increased, and public interest lawyers and law firms that took on cases deemed sensitive by the government faced harassment, disbarment and closure. The government limited freedom of speech and controlled the Internet and Internet access. Abuses peaked around high-profile events, such as the 20th anniversary of the Tiananmen Square uprising, the 50th anniversary of the Tibetan uprising, and the 60th anniversary of the founding of the People’s Republic of China.

Bedre er det ikke for internettet, hvor sagen om Google og Kina stadig kører i tomgang. Her citat fra Reuters via CDT:

“China increased its efforts to monitor Internet use, control content, restrict information, block access to foreign and domestic Web sites, encourage self-censorship, and punish those who violated regulations,” it said, adding the government employed thousands to monitor electronic communications.

It said the government tightly controlled Internet news, particularly around sensitive events such as the 20th anniversary of the Tiananmen crackdown, and automatically censored email based on a changing list of sensitive words.

Den amerikanske rapport kommer – tilfældigvis? – dagen efter præsidenten for Kinas højesteret fremlagde statistikkerne for det kinesiske retsvæsen i 2009.

Kunstneren hedder Ko Siu Lan. Hun er fra Hong Kong, men hun bor i dag i Paris. Galleriet fortæller, at de er på vej med en ny udstilling med hende her i Beijing. Den begynder til juni, så hold øje med deres hjemmeside.

Skiltene er en skarp lille kommentar til debatten lige nu. Og så må vi jo håbe, at regeringen ikke bliver inspireret til faktisk at producere skiltene og hænge dem op på dørene rundt om i kontorerne i Kina.

Præsident for Kinas højesteret, Wang Shengjun, har lige afleveret sin årlige rapport på NPC.

Du kan læse om NPC på Wikipedia eller på den officielle hjemmeside.

Rapporten giver et overblik og statistik over det kinesiske retsvæsen i 2009.

Der er en længere og mere udførlig version på kinesisk. Men her er nogle enkelte punkter på engelsk, som du kan læse flere på denne side:

• the SPC dealt with 13,318 cases of various types and concluded 11,749 cases, up 26.2 percent and 52.1 percent year on year, respectively. Local courts at various levels handled 11.37 million cases of various types, up by 6.3 percent.

• Chinese courts concluded 267,000 cases of severe crimes, including homicide, kidnapping, robbery, and those undermining national security, up 2.3 percent. A total of 375,000 criminals involved in these cases were sentenced, 0.8 percent more than the previous year.

• Chinese courts sentenced 2,413 criminals for woman and child trafficking and 56,000 for drug trafficking.

• Chinese courts concluded 11,000 cases of money laundering, and 55,000 cases of fund-raising fraud, credit card fraud, making and selling counterfeit banknotes and fake invoices.

• Chinese courts concluded 1,703 cases of spreading pornographic electronic information, 47.5 percent higher than the previous year.

• Chinese courts concluded 3.154 million contract cases, up 8.6 percent; 519,000 financial cases, rising 12.9 percent; 3,573 cases of corporate bankruptcy, down 4.7 percent; 317,000 cases of labor disputes, up 10.8 percent; 36,000 intellectual property right infringement cases, up 29.7 percent.

Det er i øvrigt første gang i ti år, at den voldelige kriminalitet er steget i Kina, skrev den engelske udgave af Folkets Dagblad for et par uger siden.

:: H/T Chinahearsay

:: Foto fra fængsel i Henan fra 中华网

Den 18-årige Zhou Yang (周洋) vandt en guldmedalje i 1500 meter skøjtelub under vinter OL. Hun kommer fra en fattig familie i Jilin provinse, og efter ceremonien stod hun foran kameraerne og takkede sine forældre.

Det var både ærligt og sødt, syntes mange. Men ikke alle.

Hvad er det for en opførsel? Mage til utaknemmlighed, mener den meget alvorlige Yu Zaiqing (于再清), der er vicedirektør i det nationale sportsbureau og medlem af den internationale olympiske komite:

“感谢你爹你妈没问题，首先还是要感谢国家。

Der er ikke nogen problemer ved at takke sine forældre, men man skal takke fædrelandet først, siger Yu Zaiqing. For eksempel her i Nanfang Zhoumo.

Det var i lørdags. Men her flere dage senere er der stadig voldsom diskussion af Yu’s kritik på internettet. Blandt andet her på Tianya. Hvor brugerne ikke ligefrem har stor sympati med Yu Zaiqing.

建议于再*同志每天唱两遍国歌，唱到见马克思！！

Jeg foreslår at kammerat Yu hver dag synger nationalsangen, til han ser Karl Marx foran sig. (Bedre forslag til oversættelse af 见马克思 modtages gerne.)

Læs også China Hush, Danwei og Wall Street Journal.

:: Foto fra denne artikel på China Daily

Sagen er, at der hvert år er politisk topmøde her i Beijing. Faktisk er der to af dem lige efter hinanden. Derfor har de da også fået det opfindsomme navn Lianghui (两会), der betyder de to møder.

Du kan læse om dem på Wikipedia eller på den officielle hjemmeside.

Møderne bliver selvfølgelig dækket af Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis meget officielle talerør. De er normalt også meget, meget, meget, meget, meget, meget alvorlige og ikke kendte for at lave sprælske forsider, som jeg også har skrevet og vist her.

Sådan er det også normalt under Lianghui, som jeg skrev under mødet sidste år.

Men ikke i år. De har fuldstændig lagt stilen om, som Danwei har været så venlige at gøre os opmærksomme på. For prøv at sammenlign avisen her ude til venstre med, hvordan den så ud fra 2004-2009.

Collagen er fra Danwei, men jeg har links til større billeder her.

Som jeg har skrevet før, så er det tid til at trække vejret i debatten om, hvor stor og mægtig Beijing er på vej til at blive.

Debatten i Vesten minder lidt om den, der var i slutningen af 1980erne om Japan. Og der er bestemt god grund til at holde øje med Kina lige nu. Men der er også brug for at holde hovedet koldt.

For Kinas udvikling er lige nu fyldt med paradokser. Det er et rod. Kina er blevet stærkere. Men det er stadig svagt på utallige områder. It’s complicated, som man siger.

Som Elizabeth Economy fra Council on Foreign Relations siger til Washington Post:

“We have completely lost perspective on what constitutes reality in China today,” said Elizabeth Economy, the director for Asia studies at the Council on Foreign Relations.

“There is a lot that is incredible about China’s economic story, but there is as much that is not working well on both the political and economic fronts. We need to understand the nuances of this story — on China’s innovation, renewables, economic growth, etc. — to ensure that all the hype from Beijing, and from our own media and politicians, doesn’t lead us to skew our own policy.”

James Fallows fra Atlantic har lavet hans egen top tre over fornufitge og nuancerede artikler. Som han skriver:

Is China strong? Yes. Is it weak? Yes. Is it opening up? In most ways Yes. Is it closing down? In some ways Yes. Is it a friend? In many ways. Is it a potential foe? In some ways. If you read these pieces you’ll see what I mean.

Læs også dem som jeg linker til her.

:: Plakat fra 广东工业大学国防生网

Det er et interview med en mand i 20erne, der kalder sig selv for PHO Buddha. Han er en af dem, som man kunne kalde for en kinesisk cowboy hacker.

Dem kan man læse om i denne artikel fra Foreign Policy, der giver et godt overblik over, hvem de kinesiske hackere er. Og hvem de ikke er. For der er ikke meget som tyder på, at Kina råder over en hær af hackere, som magasinet skriver:

In fact, the hacking scene in China probably looks more like a few intelligence officers overseeing a jumble of talented — and sometimes unruly — patriotic hackers. Since the 1990s, China has had an intelligence program targeting foreign technology, says James A. Lewis, senior fellow for cybersecurity and Internet policy at the Center for Strategic and International Studies. Beyond that, however, things get complicated. “The hacking scene can be chaotic,” he says. “There are many actors, some directed by the government and others tolerated by it. These actors can include civilian agencies, companies, and individuals.”

To anyone who speaks Chinese, that chaos is obvious. Google the characters for heike — a transliteration of “hacker” that means, literally, “black guest” — and you’ll come up with pages and pages of results. Sites such as www.chinahacker.com, www.cnhacker.com, and www.hackbase.com contain step-by-step instructions, advertisements for how-to seminars — become a hacker in a few short weeks! — and screen shots of foreign casualties. And yet they are clearly not the work of the central government. Read on (or don’t — the sites are packed with malware and users visit at their own peril) and you’ll find threads roiling with bitter infighting, foul-mouthed forum posts, and photos of scantily clad women.

Den amerikanske forfatter og journalist er steget ind i sin bil og gennem de kinesiske veje og trafikkulturen kommer han med en beskrivelse af Kina.

Som der står i anmeldelsen på Economist:

Foreign correspondents rarely have time as they explore China’s vastness to return to places where there is little going on that seems worthy of a headline. Mr Hessler, however, keeps going back and in so doing fills an important gap in media coverage of the country.

Det er så samtidig det, man kan kritisere ham for – at han gentager sig, og kun beskæftiger sig med de samme kilder og den samme historie.

Generelt er der gode anmeldelser af hans nye bog hele vejen rundt. Her fra Wall Street Journal, der har fundet en passage, som ret præcist opsummerer min egen og så mange andres oplevelse af Kina:

Mr. Hessler’s genius has always been in his wry commentary and ability to transcribe the rhythms of his environment onto the page. As his various rented cars receive beatings from unpaved roads, the pace of change remains the only constant. Revisiting a town means learning new landmarks: “It occurred to me that only in China could you visit a mountain and then, two years later, find it replaced by something called the Renli Environmental Protection Co., Ltd.”

Der er flere anmeldelser på Bloomberg, New York Times, Washington Post og Christian Science Monitor. Der er også et interview med Peter Hessler på Worldhum.

Hvordan censurerer Kina internettet?

Det kan man læse i en 15 sider lang rapport, som Canadian International Council udgav i sidste uge. Du kan læse om den her, hvor den også kan downloades som .pdf.

Rapporten omhandler “… China’s content filtering, surveillance and information warfare policies and practices.”

Professor Ronald Deibert skriver i indledningen:

China is among the world’s most dynamic countries when it comes to information and community technology research, development and consumer use. It is now the world’s largest national Internet population. China is also the world’s most pervasive filterer of Internet content, engages in widespread electronic surveillance and has been suspected of global cyber-espionage against adversaries abroad. This paper draws upon the experiences of several Canadian-based research and development projects that focus directly upon (and confront) China’s cyberspace control strategy to map out its main features and discuss the challenges they present for Canada.

• Læs også Rebecca MacKinnons høringssvar til det amerikanske senat.

Du kan læse hele hendes oplæg på sin blog. Og det er bestemt god læsning.

Et kort rids og en baggrund af situationen i Kina:

The number of Chinese Internet users quadrupled in the past four years. It is true that the Internet has enabled people to expose corruption, bring justice to innocent victims of official malfeasance, and even change some laws and regulations, in ways that were not possible in the past.

But this has not led to the overall strengthening of rule of law, greater independence of the courts from the Communist Party, or greater protection of civil liberties by the system as a whole. According to the Dui Hua Foundation, in 2008 arrests and indictments on charges of “endangering state security” – the most common charge used in cases of political, religious, or ethnic dissent – more than doubled for the second time in three years, and the trend is expected to continue when figures come out for 2009.[2]

China is pioneering new, flexible but effective methods to control and manipulate online speech and suppress citizen dissent – not controlling everybody and everything one hundred percent, but squashing or isolating certain types of Internet speech effectively enough that they can prevent reform movements from succeeding, or in some cases even from emerging.

Derfor er Kina også blevet et forbillede for andre regeringer rundt om i verden. Som for eksempel den i Iran.

MacKinnon kommer også med en gennemgang af, hvad der ligger i værktøjskassen hos Kina og de regeringer, der censurerer internettet.

Hvoraf mange af teknologierne er leveret af virksomheder som Cisco og McAfee.

Eller af Skype. De kinesiske myndigheder har overvåget politisk følsomme chats gennem Skype. Det er sket, fordi Skype er gået i partnerskab med en kinesisk virksomhed, der er underlagt kinesisk lovgivning. Det har jeg skrevet om her.

Endelig kommer hun også med en række anbefalinger. Der tæller virksomheders corporate social responsibilty; forslag til lovgivning i USA; kontrol med eksport af teknologi, der kan bruges til overvågning og censur; og hvordan man teknologisk kan give støtte til ytringsfriheden.

Hendes konklusion er:

There is no “silver bullet” for global, long-term and sustainable Internet freedom. Offline physical freedom here in the United States – or anywhere else for that matter – was not won easily, and cannot be expanded, preserved or protected without constant struggle and vigilance. Internet freedom is no different. A global struggle for freedom and control of cyberspace is now underway. As with our physical freedom, Internet freedom will not be possible without a supportive ecosystem of industry, governments, and concerned citizens working together. Chairman Durbin, Ranking Member Coburn, and all other members of this Subcommittee, I commend you for taking historic first steps in building the global support system for Internet freedom.

Den amerikanske diplomat James Steinberg er kommet til Beijing. Der er dog ingen præcise detaljer om, hvad der står på agendaen. Men der vil helt sikkert blive talt om sanktioner mod Iran, der skal forhindre landet i at gå videre med sit atomprogram.

Flere lande har lagt pres på Beijing for at gå med til sanktionerne. Uden held. Kina fastholder, at man skal fortsætte diplomatiet, og at man stadig ad den vej kan lægge pres på Iran.

International Crisis Group udgivet en briefing, der hedder “The Iran Nuclear Issue: The View from Beijing.” I pressemeddelsen står der blandt andet:

“China lacks the West’s sense of fundamental urgency about the Iran nuclear issue”, explains Stephanie Kleine-Ahlbrandt, Crisis Group’s China Adviser and North East Asia Project Director. “It is yet to be convinced that Tehran is on the cusp of achieving the capabilities to highly enrich and weaponise its uranium, or that there is an imminent threat of military confrontation in the Middle East”.

China is most likely to pursue a delay-and-weaken strategy with regard to the sanctions the West says are needed to bring Iran into serious negotiations on its controversial nuclear program. While China has stated that it supports a “nuclear-free” Middle East, it does not want to sacrifice its deepening economic ties with Tehran, especially in oil. But Beijing’s approach also reflects its consistent historical opposition to sanctions, doubt about their efficacy and a tactical hedge. By using delaying tactics and giving each side part of what its wants, China maximises benefits from both.

Hackere, der efter alt at dømme kommer fra Kina, brød ind i en række Gmail-konti, der alle tilhører personer, som på en eller anden måde arbejder for menneskerettigheder og ytringsfrihed i Kina.

• Her kan du læse mine tidligere artikler om Google og Kina.

Altså hos folk som Zeng Jinyan, der er gift med den fængslede Hu Jia. Du kan læse, hvad jeg tidligere har skrevet om Hu og Zeng her. Blandt andet om, hvordan Zeng sad i husarrest med sin baby.

Du kan i øvrigt læse mit interview med Liu Xia, der er gift med Liu Xiaobo, som er en anden af de store forkæmpere for menneskerettigheder, der lige nu sidder i fængsel.

Zeng har en mailkonto hos Yahoo.cn. Og nogen læser hendes mail, som hun skrev i dette tweet forleden:

evil：我早就不用YAHOO信箱，但担心个别老朋友只知道这个信箱，所以依旧保留，几个月查一次。今天查信箱，发现最近几个月的信几乎都被看了，连推销邮件都被打开看过，不知道谁干的，也不知道他们怎么做到的（有猜想，有推论，没有证据）。

Hun ved ikke, hvem det er. Men hun har en ide om det. Underforstået, det er myndighederne, som er brudt ind i kontoen.

Spørgsmålet er så, hvordan de har fået hendes password. Er Yahoo på vej ind i en ny uheldig sag?

De fleste gange står politiet udenfor opgangen og venter på hende, når hun går ud af sin lejlighed. Men ikke altid. Nogle gange ser hun dem først, når hun opdager en bil, der følger efter hende.

»Det er jo latterligt. Det er værre, end da Liu Xiaobo boede hjemme. Dengang var de her kun nogle gange, men nu kommer de hver dag,« siger Liu Xia.

Liu Xia er 49 år gammel. Hun siger selv, at hun interesserer sig for bøger og mad. Politik? Det interesserer hende ikke. Alligevel har det styret det meste af hendes liv.

Liu Xia er gift med den 54-årige Liu Xiaobo, der blev fængslet i december 2008. Præsidenter, statsledere og diplomater fra især USA og EU har alle forsøgt at presse Kina til at løslade ham. Det samme har et utal af organisationer. Uden held.

Liu Xiaobo er en af de største politiske skikkelser i Kina i de seneste tyve år. Han havde en hovedrolle under demonstrationerne på Tiananmen i 1989. Han har været nævnt som kandidat til Nobels Fredspris. Og i februar fik han stadfæstet en dom på 11 års fængsel for at opfordre til politiske reformer i Kina.

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand. Som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min madlavning. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i kosten i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig og lys stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Det var samme år, som de begge blev skilt fra deres ægtefæller. De havde kendt hinanden siden begyndelsen af 1980erne, men det var her, at de begyndte deres forhold. Hun siger, at de blev forelskede i hinanden gennem litteraturen. Hun er selv forfatter, og ud over hendes madlavning, så blev Liu Xiaobo også forelsket i hende gennem hendes tekster.

1989 var også første gang, at Liu Xiaobo kom i fængsel.

Han er professor, og han rejste fra sin stilling på Columbia University og tilbage til Beijing, hvor han var med i demonstrationerne på Tiananmen. Bagefter blev han idømt to års fængsel. Samme år besluttede hun sig for aldrig at få børn.

»Da Liu blev skudt under urolighederne, fortalte jeg mine forældre, at jeg aldrig ville have børn. For en dag kunne det være mit eget barn, der blev skudt der på gaden,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo flytter sine ting ind i hendes lejlighed i 1994. Men i 1996 bliver han idømt tre års tvangsarbejde, fordi han kritiserede et-partistyret og Kinas Kommunistparti. I de første 18 måneder måtte hun ikke besøge ham i lejren, for de var ikke gift, og myndighederne ville ikke give dem lov. Det eneste hun kunne gøre var at aflevere penge til ham i receptionen og håbe på, at han fik dem. Hun afleverede også bøger. For eksempel Kafka, som hun også har afleveret til ham i fængslet denne gang.

»Nogle gange skriver han, som om det var om os,« siger Liu Xia om den tjekkiske forfatter.

De blev gift efter 18 måneder. En kendt advokat brugte sine forbindelser og fik fat i de rigtige papirer. Det foregik i arbejdslejren. Hans bror og begge deres forældre var der, og de fik et måltid og noget slik, før de skulle hjem.

»Jeg var så glad og lykkelig, for nu havde jeg lov til at besøge ham,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo fortsætter de næste år med at være åbenmundet og kritisk. Myndighederne følger ham. Men han er fri og de er sammen. I 2008 bliver hun dog bekymret. Han viser Liu Xia et udkast til Charter 08.

»Jeg læste det og vidste, at det ville sende ham tilbage,« siger Liu Xia. Hun forsøgte at overtale ham til at stoppe. Jeg er gammel nu, jeg kan ikke klare at skulle være væk fra dig og besøge dig i fængslet, sagde hun. Men han troede ikke selv på, at der var nogen fare ved det.

Efter et stykke trækker han hende til side. Han kan lave en aftale med myndighederne, så de kan slippe ud af Kina, hvis de lover aldrig at vende tilbage. Men omkostningen er for stor. De kan ikke sige farvel til deres gamle forældre.

Liu Xiaobo fortsætter arbejdet med Charter 08.Det opsluger ham, og bliver det eneste i hans liv. Liu Xia opgiver.

»Jeg tænkte, folk har kun en chance her i livet. Det var det, han skulle i det her liv,« siger hun. Og tilføjer:

»Jeg har altid troet, at når de ville ramme ham, så ville det blive brutalt og hårdt,« siger Liu Xia.

Under retssagen, der netop er afsluttet, kom Liu Xiaobo med en skriftlig udtalelse. Han skrev blandt andet, at den største glæde for ham i de seneste to årtier var at vinde Liu Xias »uselviske kærlighed.«

»Min kærlighed til dig er fuld af skyld og savn, nogle gange så meget, at det får
mig til at vakle,« skrev han videre.

Den 8. december 2008 vågnede hun tidligt om morgenen. Hun skulle ud og købe et tæppe med Liu Xiaobos bror. Bagefter gik hun på cafe med en ven, og da hun kom hjem om eftermiddagen sad han og arbejdede ved computeren. Han gik selv hen og åbnede, da det bankede på døren klokken 23 om aftenen.

En rapport fra den amerikanske kongres viser, at Taiwan har brug for nye fly, hvis det skal kunne klare sig i en konflikt med Kina, skriver AP og her Reuters:

Many of Taiwan’s roughly 400 combat aircraft would not work in action due to age and maintenance problems, while protection of the island’s airfields little more than 160 km (100 miles) from China was a major issue, the U.S. government’s Defense Intelligence Agency said in the report, released in Taiwan.

“In recent years, the Chinese People’s Liberation Army has increased the quantity and sophistication of its ballistic and cruise missiles and fighter aircraft opposite Taiwan, which has diminished Taiwan’s ability to deny PRC efforts to attain air superiority in a conflict,” it says.

Hvorfor kommer rapporten lige nu? USA har netop solgt for cirka 35 milliarder kroner militært isenkram som for eksempel Black Hawk helikoptere, missiler og kommandosystemer til Taiwan.

Det fik Kina til at komme med et vredt svar og de sædvanlige trusler. Men det var en noget afdæmpet reaktion. Som Wall Street Journal skriver her:

Current and former U.S. officials said part of the reason for the restrained reaction may be due to the administration’s decision to not include weapons that Beijing was most concerned about, including F-16 fighters and funds for diesel-powered submarines.

“They were fairly clear with us in the run-up as to what they considered to be their red lines,” the senior defense official said. The official added, however: “We made our decision based solely upon our assessment of Taiwan’s defense needs, not based upon any consideration of what China was telling us.”

Så er USA ved at skubbe den “røde linje” og er ved at forberede et salg af F-16 til Taiwan?

Det er nok ikke tilfældigt, at rapporten fra den amerikanske kongres bliver offentliggjort netop nu. Spørgsmålet er så, hvordan Kina vil reagere denne gang.

:: Foto fra militaryy.cn (ikke en stavefejl)

Hvad sker der med Google i Kina? Ikke meget. Søgemaskinen er stadig censureret. Og der er endnu ikke nogen udmelding, om Google vil trække sig ud af Kina.

Men i dag tirsdag kunne Wall Street Journal fortælle, at Google og de kinesiske myndigheder har genoptaget forhandlingerne.

• Her kan du læse mine tidligere artikler om Google og Kina.

Sagen har ligget stille i flere uger. Men nu sker der altså lidt igen.

I sidste uge kunne New York Times afsløre, at angrebene mod Google og de i alt 33 amerikanske virksomheder kom fra to undervisningsinstitutioner i Kina.

Computer security experts, including investigators from the National Security Agency, have been working since then to pinpoint the source of the attacks. Until recently, the trail had led only to servers in Taiwan.

If supported by further investigation, the findings raise as many questions as they answer, including the possibility that some of the attacks came from China but not necessarily from the Chinese government, or even from Chinese sources.

Begge skoler har benægtet, at de skulle have forbindelse til angrebene.

Mandag kunne Financial Times ifølge Reuters citere anonyme kilder i den amerikanske regering for at sige, at det var et spyware program, som blev brugt til angrebet, og at det blev skrevet af en mand med er ansat af den kinesiske regering:

The man, a security consultant in his 30s, posted sections of the programme to a hacking forum where he described it as something he was “working on,” the paper said, quoting an unidentified researcher working for the U.S. government.

The spyware creator works as a freelancer and did not launch the attack, but Chinese officials had “special access” to his programing, the report said.

Mandag skrev Wall Street Journal ifølge AFP også, at angrebene var sat i forbindelse med en prominent gruppe af hackere, der efter alt at dømme kommer fra Kina.

The Journal said the group investigators are focusing on uses Chinese computer systems to mount its attacks and has a history of primarily attacking corporations — not the US military or other government agencies.

The Journal said it is not clear whether the hackers have connections to the Chinese government or whether they are a “patriotic” hacking group that acts in the government’s interests.

:: Foto fra Google.cn, der i dag har ændret deres logo

Kinas præsident Hu Jintao er begyndt at mikroblogge. Og dog. Først var den der. Nu er den væk.

Hans profil dukkede op søndag morgen på hjemmesiden for Folkets Dagblad (人民网), der er er Kinas Kommunistpartis officielle talerør.

Facebook, Twitter og alle de kinesiske hjemmesider, der kopierede dem, er stort set alle blevet lukket. I hvert fald de private af dem. I stedet er der kun de store tilbage, som censursmølferne har bedre kontrol med. For eksempel Sina’s tjeneste og Kaixin.

Folkets Dagblad har bekræftet, at Hu’s blog var officiel. At det ikke bare var en tilfældig person, som oprettede den.

Det fik den engelsksprogede avis Global Times til at skrive følgende:

The microblog allows people to directly speak to the president at all times and places. It would have been unimaginable in the past, as taking a look at Mao Zedong was not easy, not to mention having a word with him.

Although nobody knows whether or when Hu will post something on his microblog, considering he used to say that he often surfed the Internet and liked to see what netizens were concerned about, netizens believe that they can be heard by Hu.

Hu Jintaos mikroblog nåede i løbet af mandagen at få 14.000 abonnenter. Uden at der dog var skrevet en eneste linje eller var nogen anden form for aktivitet på bloggen, som nyhedsbureauet AFP skriver.

Det var så alligevel for godt til at være sandt. I dag er den forsvundet igen. Læs også Nanfang Ribao (på kinesisk).

Men uanset hvad Global Times skriver, så har jeg svært ved at se Hu Jintao sidde med en Blackberry og mikroblogge (@wen88: LOL. Yes, Shanxi er møgforurenet, og jeg gad heller ikke selv have sommerhus dernede). Selvom både han og premierminister Wen Jiabao tidligere har lavet direkte chat på nettet. For eksempel som Wen gjorde her kort før nytår.

Tværtimod er Hu mere kendt for at stå i spidsen for en centralregering, der de seneste halvandet år har censureret internettet stadig mere. Og mest af alt gjort hvad de kunne, for at kvæle ting som mikroblogging.

Hvorfor forsvandt hans profil så? Som Jane Macartney spørger i Times:

Did the famously cautious leader of 1.3 billion people decide he wasn’t ready for such open interaction? Has he joined the ranks of those censored by the Great Firewall of China? Was it a case of identity theft? Had the People’s Daily failed to carry out the proper checks? Or was it a simple computer error?

Svaret er, at det nok skyldes dårlig kommunikation på Folkets Dagblad.

Ifølge nogle kinesiske medier fik alle højtstående ledere automatisk oprettet en profil på Folkets Dagblads mikroblog-service. Den ene afdeling af dagbladet havde blot glemt at fortælle det til den anden, der derfor offentliggjorde det med både trompeter og knaldfyrværkeri. Lidt for tidligt.

For det var bestemt ikke meningen, at Hu Jintao skulle blogge. Så hvad er resultatet blevet? Jo, at der endnu en gang er kommet fokus på censuren i Kina.

• Læs også Wall Street Journals kinablog, der har god opsummering.

• Som sædvanlig god og skeptisk vinkel fra Black and White Cat.

:: Foto fra denne artikel

Nu kan du selv prøve at få afbrudt din forbindelse og få sider blokeret, selvom du sidder bag en computer i for eksempel Danmark og altså ikke er i Kina.

Gå ind på China Channel og download deres plugin til browseren Firefox.

Så kan du også selv sammenligne resultaterne for Google.cn, Microsofts Bing, Baidu og Yahoo.cn.

Fantastisk. Følelserne er tilbage i kinesisk udenrigspolitik.

Her er Kinas officielle kommentar til mødet mellem Dalai Lama og Barack Obama:

“The behaviour of the US… seriously interferes in China’s internal politics and seriously hurts the national feelings of the Chinese people”, the ministry statement said.

Jeg troede ellers, at de havde droppet argumentet om, at nogen lande “hurt the feelings of the Chinese people.” Jeg troede egentlig, at de var gået væk fra det igen, for det er lang tid siden, at jeg sidst har lagt mærke til det.

På et tidspunkt var det nærmest standardsvaret fra det kinesiske udenrigsministerium, hver gang et land opførte sig på en måde, som Beijing var utilfredse med.

For et par år siden lavede denne kinesiske blogger en liste over de lande, der ifølge det kinesiske udenrigsministerium har trådt på kinesernes følelser.

Danwei oversatte listen, der desværre ikke er blevet opdateret siden 2008. Men jeg mindes som nævnt heller ikke at have hørt det så meget her på det seneste.

1. Japan: 47 times, starting in 1985
2. USA: 23 times, starting in 1980, when Los Angeles flew the ROC flag
3. NATO: 10 times, mostly relating to the 1999 Belgrade embassy bombing
4. India: 7 times, starting in 1986 and mostly relating to border issues
5. France: 5 times, starting in 1989
6. Nobel Committee: 4 times
7. Germany: 3 times, starting with a meeting with the Dаlаi Lаmа in 1990
8. Vatican City: 3 times, starting in 2000
9. EU: 2 times, starting in 1996
10. Guatemala: 2 times, both in 1997
11. Indonesia: in 1959, when a newspaper inflamed anti-Chinese sentiment
12. Albania: in 1978, for criticism of Chairman Mao and the Chinese Communist Party
13. Vietnam: in 1979, for a high official’s slander of China
14. UK: in 1994, over the Taiwan issue
15. The Netherlands: in 1980, over the government authorizing a company to provide submarines to Taiwan
16. Iceland: in 1997, for allowing Lien Chan to visit
17. Jordan: in 1998, for allowing Lien Chan to visit
18. Nicaragua: in 1995, for supporting Taiwan’s bid to join the UN
19. South Africa: in 1996, for proposing a two-China policy

:: Kortet viser en liste over de lande, der har “såret det kinesiske folks følelser”