Tag arkiv for økonomi

USAs handelsunderskud med Kina: Myten om »Made in China«

Us pce geography china

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden er lige nu på besøg i Kina. Et af emnerne, som han skal diskutere med sine kinesiske kolleger, er – som altid – det amerikanske handelsunderskud med Kina.

Sagen er, at de amerikanske forbrugere køber bunker af varer, der er »Made in China,« og det går ud over de amerikanske virksomheder. Dermed sender amerikanerne jo deres penge og arbejdspladser direkte til Kina, lyder argumentationen i USA.

Det lyder også meget rigtigt og logisk. Men passer det?

Nej. Det er en myte, siger Federal Reseve Bank of San Fransisco (FRBSF) i en ny udregning, som jeg skrev om i Berlignske Business, da den blev offentliggjort onsdag i sidste uge.

Hele 88,5 procent af amerikanernes forbrug er faktisk »Made in USA.« Det er kun 2,7 procent af af alle produkter og serviceydelser, som amerikanerne køber, der er lavet i Kina.

Men selv når amerikanerne så køber ting, der er importeret fra Kina, da bliver de fleste af pengene stadig i USA. For hver enkelt dollar går de 45 cent til Kina. Men 55 cent bliver i USA.

Tag for eksempel et par løbesko til 70 dollars, skriver FRBSF. De fleste af pengene går til transport af skoene fra Kina til USA. Til leje af forretningen, der skal sælge dem I USA. Til den amerikanske producent af skoene. Til markedsføring. Og til løn og forsikringer til de amerikanske arbejdere.
Med andre ord så er 55 procent af »Made in China« faktisk amerikansk.

De fleste af tingene, der kommer fra Kina, er billigere produkter som sko og t-shirts eller DVD afspillere og fjernsyn, der alt sammen fylder mere procentvis. Men ikke i reel værdi som varer fra eksempelvis Japan eller Tyskland.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Investeringer: Nu kommer kineserne til Europa

3063033_950_400x267.shkl.jpg

Kina kom godt igennem finanskrisen. Det gjorde de kinesiske virksomheder også, og de er nu for alvor begyndt at investere i udlandet. Blandt andet i Europa. Men hvad er det, at kineserne køber? Og er der grund til bekymring?

Det skrev jeg en artikel om i sidste uge, der blev bragt i Berlingske for nogle dage siden. Her får du en opdateret version af artiklen med links. (Dog ikke links til artklen i Berlingske, som du selvfølgelig bør abonnere på, for den udkommer stadig på det der “papir.”)

Kinas premierminister Wen Jiabao købte 290 ton olivenolie, da han besøgte Grækenland i sidste måned. Men det var nok en af de mindste aftaler, som han indgik i de to dage, hvor han var på officielt besøg hos de kriseramte grækere. Kina lovede at hælde milliarder af euro i den græske tele-industri, byggesektor, turisme og jernbaner. Ikke mindst har Kina også lejet Grækenlands største havn i de næste 35 år. Alene det kostede næsten 30 milliarder kroner.

Kina er kort sagt gået på indkøb i Grækenland, der sidste år var tæt på økonomisk sammenbrud. Det er dog ikke det eneste europæiske land, hvor finanskrisen har givet Kina nye muligheder.
Der er ingen pålidelige, officielle tal for, hvor meget Kina har investeret i Europa og de europæiske virksomheder. De seneste tal er fra 2007, og her havde Kina udenlandske investeringer for sammenlagt cirka 700 milliarder kroner. Men siden da er Kina blevet mere aktive, viser en ny rapport som det kinesiske handelsministerium kom med i denne uge. Den asiatiske stormagt kigger i stigende grad mod Europa.

Men ofte er det svært at se, hvornår Kinas Kommunistparti og landets virksomheder begynder og slutter. For eksempel er det den statsejede shippingvirksomhed COSCO, der skal drive den græske havn i de næste mere end tre årtier. Direktørerne for de 50 største virksomheder har også rang af viceminister, og de skal, som i andre større virksomheder, også være medlemmer af partiet.

Beijings store pengepung giver også politisk magt. Frankrig har tidligere været en af de hårdeste kritikere af Kina når det kommer til for eksempel menneskerettigheder. Nu har den franske regering sadlet om, og da præsident Hu Jintao i sidste uge var i Frankrig på statsbesøg hos sin kollega, Nicolas Sarkozy, var der ingen snak om eksempelvis Nobels Fredspris og Liu Xiaobo.
Her solgte Frankrig og de franske virksomheder for næsten 120 milliarder kroner til kineserne. For eksempel 120 fly fra Airbus og 20.000 ton uran fra Areva. Men Kina var ikke interesseret i investeringer i Frankrig på samme måde som i Grækenland. Det var Hu Jintao derimod, da han og det kinesiske følge et par dage senere rejste videre til Portugal, der er endnu et af de kriseramte pletter på Europa-kortet.

Så hvad er det, at kineserne køber i Europa? Det er blandt andet gæld. Som i Spanien, hvor Beijing har købt for 3,3 milliarder kroner. Beijing har også købt statsobligationer i andre af de kriseramte lande som Grækenland, Italien og Irland. Det er også i de lande og i yderkanten af EU, at Kina har mange af sine investeringer. På samme måde, siger nogle analytikere, som kineserne køber sig ind i afrikanske lande.

En af del af Hus portugisiske besøg gik ud på at undersøge mulige investeringer og blandt andet fortsætte forhandlinger om havnen Sines, der ligger syd for hovedstaden Lisboa. Som havnen i Grækenland og i Napoli i Italien. Kina har også investeret i projekter med infrastruktur, der strækker sig fra Østeuropa og Tyrkiet og til Tyskland.

På den måde håber regeringerne på, at de kinesiske virksomheder vil skabe arbejdspladser. Det gør de ikke altid. Sidste år vandt et kinesisk konsortium en aftale om at bygge en motorvej fra Lodz til Warszawa i Polen. Med kinesisk arbejdskraft. Hvilket gav stor debat i Polen. I Irland er regeringen derimod anderledes glade for Kina. I september mødtes Li Changchun, der er chef for Kinas Kommunistpartis propagandaafdeling og medlem af Politburoets Stående Komite, med den irske premierminister Brian Cowen. Li fortalte ham, at Kina vil »hjælpe en ven som Irland så meget, som man kan gøre, i disse vanskelige tider.«

Hvad er det så for virksomheder, sektorer og projekter, at Kina vil investere i de næste ti år? Det er alt fra kemi, telekommunikation, maskiner, tekstil, elektronik, finans og serviceindustri.
»Målet for Kina er ret klart og minder om andre udenlandske investorer i Europa – at få adgang til lokale eller regionale markeder og teknologi,« siger professor Francoise Nicolas, der er leder af det franske institut for internationale studier, IFRI.

Det er Marc Lhermitte, der er partner i Ernst & Young, enig i.

»Men Kina lader til især at være interesseret i arbejds-intensive projekter i industrien,« skriver Marc Lhermitte i en e-mail. I den sektor er investeringerne blevet næsten tredoblet i de seneste 12 måneder, og det er specielt autoindustrien, som de kinesiske virksomheder går efter lige nu. Flere kinesiske bilmærker har udviklet små og økonomiske biler, som de investerer i at få ind på det europæiske marked.

»Samtidig, så vil de også internationalisere deres brands,« skriver Marc Lhermitte. Det gælder for de fleste kinesiske virksomheder. Også for eksempel bilmærket Chery Automobile, der har skabt 1.000 arbejdspladser med en ny fabrik i Tyrkiet. Virksomheden, der er ejet af lokalregeringen i Wuhu i Anhui provinsen, håber, at det tyrkiske marked kan være springbræt til resten af Europa.

Og det er naturligt nok, at det især er produktion og industri, som de kinesiske virksomheder først og fremmester er interesserede i, siger professor Ding Chun, der er leder af Center for Europæiske Studier på Fudan Universitet i Shanghai.

»Det er jo her, at Kina især er stærk. Og når virksomheder går til udlandet, så skal de jo gøre det, som de er gode til,« siger Ding Chun.

Derfor er de kinesiske investeringer i Europa i dag kun en begyndelse. De er stadig relativt små, og det er stadig Asien, som er mest interessant for Kina. Men de kinesiske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige og får stadig bedre teknologi. Der bliver stadig klart mere fokus på Europa.

Er der så grund til bekymring? I 2007 viste tal fra det kinesiske handelsministerium, at 10.000 virksomheder havde investeringer uden for Kina. I alle lande. Den nye rapport, som ministeriet kom med i denne uge, viser, at der nu er 12.000 virksomheder. Rapporten siger dog ikke noget om, hvor stort et beløb der i alt er investeret for.

Francoise Nicolas lavede sidste år en rapport om Kinas investeringer i Europa. Hun siger, at der siden da ikke har været ændringer i kursen. Den er lagt fast. Den er langsigtet. Og kineserne kommer. Som den græske statsminister Haris Pamboukis sagde under Wen Jiabaos besøg, så er Kinas strategi i Europa »diskret og velgennemtænkt,« og han er ikke bekymret.

»Jeg tror ikke, at Kina kommer her som en trojansk hest,« sagde Haris Pamboukis.

Hvilke fordele og ulemper er der så for Europa? Her er en faktaboks fra Chatham House, som du kan finde links til nederst i artiklen.

Godt for Europa:

• Europæiske virksomheder kan med kinesiske ejere eller samarbejdspartnere få bedre adgang til Kina.
• Bedre afkast for europæisk teknologi og udvikling, som kinesiske virksomheder er mere end villige til at betale for.
• En kinesisk samarbejdspartner eller opkøb kan være redning for kriseramte virksomheder i Europa.
• Europæiske virksomheder kan komme af med tabsgivende aktiver, som kineserne kan være interesserede i.

Skidt for Europa:

• Kinesiske virksomheder får en stadig bedre forståelse af det europæiske marked og bliver i stigende grad konkurrenter til europæiske virksomheder.
• De kinesiske virksomheders ejerskab og ledelse kan være i strid med europæiske værdier på grund af for eksempel manglende åbenhed og tilknytning til den kinesiske stat.
• Den kinesiske virksomhedskultur kan give problemer for ansatte og uro på arbejdsmarkedet.
• Det kan være unfair konkurrence, hvis kinesiske, statsejede virksomheder får tilskud fra Beijing.
• Overførsel af teknologi kan være bekymring for europæiske virksomheders sikkerhedspolitik.

Vil du læse mere?

• EconomistChinese acquisitions: China buys up the world

• EconomistChinese takeovers: Being eaten by the dragon

• New York TimesLooking for Investments, China Turns to Europe

• Chatham HouseChinese Direct Investment in Europe

• Chatham HouseProject: Chinese investments in Europe

:: Foto fra Geely, der ejer den ikoniske London taxi

Gå til artikel » Skriv kommentar

Stakke af yuan: Sådan trykker man pengesedler i Kina

Img277451057_400x266.shkl.jpg

Img277451055_400x266.shkl.jpg

Interessant lille fotoserie her på Sina og Newssc, der viser arbejdere fra Nationalbanken, som arbejder med trykning af penge. Ret mange penge, faktisk. En pæn slat “Mao yuan” på sådan en palle.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Priserne stiger: Kinas regering kæmper mod inflation

Yu Ping er 54 år og pensionist. Han har lige været på et marked og købe grøntsager og en pose med 500 gram hakket svinekød. Han kan helt klart mærke, at priserne er steget kraftigt i de seneste år.

»For hvis man kan finde noget her, som har samme priser som sidste år, så er kvaliteten også derefter,« siger Yu Ping, der håber, at regeringen kan holde inflationen under kontrol.

Inflationen stiger i Kina, og det er i høj grad noget, som bekymrer regeringen, som jeg skrev om i Berlingske i går.

Men aller først – kan man overhovedet stole på de kinesiske statistikker? Jeg interviewede blandt andre Xu Qiyuan. Han er fra tænketanken Chinese Academy of Social Sciences (CASS) og forfatter til en rapport, der kom i sidste uge. Den bekræfter i høj grad den indgroede mistillid, som mange almindelige kinesere, økonomer og fagfolk har til det Nationale Bureau for Statistik.

Rapporten viste, at de officielle statistikker for inflationen har været forkert beregnede siden 2006 og frem til maj i år. Tallene er mindst syv procent for lave, siger Xu Qiyuan, der i høj grad er kommet under politisk pres for at have offentliggjort rapporten.

I dag har Caixin, der er Kinas svar på The Economist, en artikel, der følger op på Xu’s rapport og beregningen af forbrugerprisindekset. Som der står i artiklen fra Caixin:

A major flaw in the current indexing system, experts say, revolves around the fact that the proportions given each component fail to adequately paint an overall picture of consumer price fluctuations. Some also argue that spending on housing should be more accurately rendered, and consumption by the wealthy more closely tracked.
CPI component weights are based on what NBS considers a proper proportion of household consumption rates for various types of goods and services relative to total household consumption.
Data is derived through a regular CPI survey conducted by the bureau’s provincial offices that encompasses nearly 120,000 households nationwide. Consumers are asked questions about their spending experiences in eight main categories and 263 basic areas. These numbers are then factored into the index.
Main categories are food; tobacco and alcohol; clothing; household appliances and repairs; medicine, healthcare and personal items; transportation and communications; entertainment and education; and housing.
Zeng Wuyi, a professor at Xiamen University and deputy chairman of the National Statistics Society of China, thinks the survey method may be hobbled by sampling errors. Overall, he says, survey results tend to favor a CPI that may be lower than real inflation.

Xu Qiyuan har brugt de seneste ti år på at studere det kinesiske forbrugerprisindeks, så hvad mener han, at regeringen bør gøre for at bekæmpe inflationen?

»Jeg tror ikke på priskontrol. Det vil kun forstyrre markedets naturlige prisfastsætning,« siger Xu Qiayuan.

Det er flere andre økonomer heller ikke begejstrede for, som Wall Street Journal skriver i dag:

Price caps can become counterproductive for consumers, if, for example, producers respond by limiting their output or increasing exports, leading to domestic shortages of key goods.

Even if price controls do have a temporarily beneficial effect, Chinese policy makers will continue to face problems if they don’t tackle the causes of inflation rather than its symptoms. Back in 2008, high food inflation was mostly a result of supply bottlenecks.

This time, as analysts at GaveKal Dragonomics argue, inflation is arising from China’s previously expansionary monetary policy and rising wages. “Rising food prices are an expression of inflationary pressure rather than its cause,” they said.

Steps are under way to tighten policy, with the People’s Bank of China raising interest rates and forcing banks to hold more reserves. Tighter control of new bank lending, and faster yuan appreciation—to help keep import prices down—would also help in the inflation battle. But they’d also hit at key drivers of China’s economic growth – loan-fueled investment and exports.

Xu Qiayuan tror heller ikke, at det vil hjælpe at hæve renten. Men det vil måske være et signal fra regeringen om, at de forsøger at kontrollere situationen. Derimod tror han mere, at det hjælper når centralbanken i sidste uge bad bankerne om at hæve deres reserver. Men det er mere omfattende, før fødevarepriserne kommer under kontrol.

»Omkostninger er steget, fordi produktionen er blevet dyrere på grund af stigende priser på vand, elektricitet, transport, arbejdskraft og så videre også er steget. Samtidig, ledig kapital blev sat ind i markedet, og de spekulationer ændrede efterspørgslen,« siger Xu Qiayuan. Blandt andet har store investeringsselskaber spekuleret i ingefær og hvidløg, hvor priserne i nogle byer er steget med op mod 90 procent.

Yu Ping, det var pensionisten som jeg talte med på markedet i Beijing, kan også huske dengang, at fødevarepriserne var lave. I gamle dage var Beijing kendt for sin kinakål. Man kan stadig se det her omkring vintertid, hvordan der på nogle gadehjørner ligger enorme stakke af kinakål, som bønderne er taget ind til byen for at sælge.

Tidligere købte beijingerne dem i enorme mængder, fordi kålene kan holde sig gennem hele den kolde vinter. Man stakkede det under tagryggene, i skabe og i trappeopgange. Der var kål overalt. Sådan er det ikke i dag. Heller ikke med andre grøntsager.

»I dag bor folk jo i byen, for al landbrugsjorden er væk og lavet om til højhuse. Så alting skal køres herind og transporteres fra andre provinser,« siger Yu Ping.

Derfor – og af mange andre grunde, som Xu Qiayuan også var inde på – er det ikke på nogen måde nemt for regeringen at få kontrol over inflationen.

Sent onsdag aften kom der så flere detaljer om den plan, som regeringen er kommet med, og som jeg skrev om for et par dage siden. Du kan læse mere om det her, hvor der er en samling af artikler, der kommer rundt om inflationen:

• Reuters – Q+A – How serious is China’s inflation? What else will Beijing do?

• BloombergChina’s Cabinet May Impose Temporary Price Controls to Counter Inflation

• AFPChinese consumers blame US as prices spiral up

• Wall Street JournalBeijing Escalates Inflation Battle

• New York TimesBeijing’s Focus on Food Prices Ignores Broader Inflation Risk

Gå til artikel » Kommentar (2)

Mindsteløn i Kina: Hvor meget tjener en kinesisk arbejder?

rmb1001_200x92.shkl.jpeg Hvor meget tjener en kinesisk arbejder? Det kommer an på, hvilken provins han eller hun arbejder i.

Magasinet Caing har lavet en grafik, hvor du kan sammenligne mindstelønnen ved at klikke på nogle af de større provinser.

I grafikken kan man se, at en arbejder i Shanghai får 1.120 yuan om måneden. Det svarer til cirka 935 kroner. Hvilket er 7,5 krone i timen.

Nederst – ud af de provinser, som Caing har udvalgt – ligger Ningxia, hvor månedslønnen er på 710 yuan. Altså lidt under 600 kroner.

Her i Beijing er mindstelønnen 960 yuan, og lokalregeringen hævede den i juli fra 800 yuan.

Men en ting er, hvad mindstelønnen er officielt. Betyder det så, at virksomhederne overholdet det? Ikke nødvendigvis. Og 800 yuan rækker ikke langt i veludviklede storbyer som Beijing.

• Læs om mindsteløn i Kinahvad tjener en kinesisk arbejder?

De kinesiske arbejdere er ofte heller ikke tilfredse med deres lønninger. Det så vi tilbage i juni, hvor strejker spredte sig over hele Kina. Især på en række fabrikker, der var ejede af japanske firmaer. For eksempel Honda.

Eller på Foxconn, der blandt andet laver Apples iPhones og har Nokia, Nintendo og Sony som kunder, hvor flere arbejdere i år har begået selvmord på grund af de hårde arbejdsvilkår og lave lønninger. Resultatet blev 30 procent mere i løn.

Derfor er det måske heller ikke overraskende, at centralregeringen netop kommet med en plan om at hæve mindstelønnen med 20 procent over de næste fem år. Over hele Kina.

Det sker også for at give de kinesiske forbrugere flere penge mellem hænderne, så den kinesiske økonomi bliver mindre afhængig af eksport til udlandet, siger en af regerinens rådgivere, Huang Mengfu, til South China Morning Post (de kræver abonnement, så linket går til et citat fra Bloomberg).

Men i Europa, USA og resten af den industrialiserede verden vil man have billige produkter. Derfor fravælger eller lukker mange virksomheder Kina og flytter til andre steder, hvor omkostningerne er lave. Som for eksempel Cambodia, hvor blandt andet Gap, Adidas, Puma, Nike og Benetton har fabrikker.

• Læs om kinesiske investeringer i EuropaKineserne kommer.

Men her er problemet det samme, og arbejderne er også begyndt at strejke, som blandt andre LA Times og Guardian skriver.

Det har over 10.000 arbejdere – der blandt andet syr for H&M – også netop gjort i Bangladesh, hvor de vil have mere end mindstelønnen på 240 kroner om måneden, som AFP skriver.

Hvis man er bekymret for, om de højere lønninger vil stoppe for de billige varer fra Kina, så kan man dog tage det roligt, som Tom Holland skriver i sin klumme i South China Morning Post:

It will be a long time before rising wages threaten China’s competitiveness at either the country or company level.

As this column has pointed out before, this year’s wage rises might sound generous, but few workers got any increase in 2009. A 25 per cent pay rise now in an economy growing at 10 per cent a year with inflation running at 3 per cent means factory workers’ pay doesn’t even keep pace with the overall increase in national income.

Vil du læse mere? Her er tre links om strejker og løn:

The China Beat: “We are not Machines:” Teen Spirit on China’s Shopfloor

v Project Syndicate, Fan Gang: Is Low-Wage China Disappearing?

Columbia University: Perspectives on topical foreign direct investment issues by the Vale Columbia Center on Sustainable International Investment

Gå til artikel » Comment (1)

Ugens fem klik om Kina: Kedelig PR, fodbinding og fuglerede

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=Q8FoZXraHms&feature=channel]

• Beijing i 1930 og i 2009 – der er forskel. Hvilket ikke er overraskende. Men det er alligevel slående, når man ser det i denne amerikanske dokumentarfilm fra dengang. Æsler som trækker begravelsestog gennem gaderne; rigtige rickshaws uden turister; mænd med hårpisk og runde hatte; et besøg til muren via tog og æselryg og uden souvenirboder; kvinder med bundne fødder; og sporvogne som kører ned ad noget der ligner Zhubaoshi gaden lige syd for byporten til Tiananmen, som man kan se her på Google Maps. Det er en stumfilm, men det hele er fortalt med vanlig halvhøj 1930′er stemmeføring og med corny orgelmusik i baggrunden. Filmen er fra Travel Film Archive, der har en solid samling historiske film fra hele kloden.

• Der er sko-butikker, bog-butikker, the-butikker og så videre. Branding er ikke kommet til de fleste kinesiske butikker, og det kan man se i gadebilledet, der er fyldt med de samme kedsommelige skilte. Men det er måske ved at ændre sig.

• Hvorfor? Bilfabrikken Dongfeng har sikkert holdt et bestyrelsesmøde med lidt for meget risbrændevin i glassene. Det er forhåbentlig den eneste forklaring på, at de nu lancerer deres nye sportscoupe, der må være tegnet af direktørens 12-årige dreng. Slæden er et pragteksempel på vulgært og overlæsset design. Se billeder her.

• For et par uger siden offentliggjorde Kinas svar på Danmarks Statistik, at væksten sidste år var på ni procent. Det er den laveste vækst i syv år. Men i de kinesiske medier er der mange måder at vinkle den historie på.

• Fuglereden – som jeg har skrevet om her og her – var hele nationens stadion, der spillede en hovedrolle under sidste års Olympiske Lege. Men siden da har den stået tom og ubrugt hen. Og som de fleste andre byggerier i Kina er kvaliteten elendig, og den er allerede begyndt så småt at falde fra hinanden, som man kan læse her. Skal den så bare ligge der og dø? Meget tyder på det. Eneste konkrete forslag har indtil videre været, at ejerne vil lave den til et butikscenter.

Gå til artikel » Skriv kommentar