Tag arkiv for økonomisk krise

Kina kom godt igennem finanskrisen. Det gjorde de kinesiske virksomheder også, og de er nu for alvor begyndt at investere i udlandet. Blandt andet i Europa. Men hvad er det, at kineserne køber? Og er der grund til bekymring?

Det skrev jeg en artikel om i sidste uge, der blev bragt i Berlingske for nogle dage siden. Her får du en opdateret version af artiklen med links. (Dog ikke links til artklen i Berlingske, som du selvfølgelig bør abonnere på, for den udkommer stadig på det der “papir.”)

Kinas premierminister Wen Jiabao købte 290 ton olivenolie, da han besøgte Grækenland i sidste måned. Men det var nok en af de mindste aftaler, som han indgik i de to dage, hvor han var på officielt besøg hos de kriseramte grækere. Kina lovede at hælde milliarder af euro i den græske tele-industri, byggesektor, turisme og jernbaner. Ikke mindst har Kina også lejet Grækenlands største havn i de næste 35 år. Alene det kostede næsten 30 milliarder kroner.

Kina er kort sagt gået på indkøb i Grækenland, der sidste år var tæt på økonomisk sammenbrud. Det er dog ikke det eneste europæiske land, hvor finanskrisen har givet Kina nye muligheder.
Der er ingen pålidelige, officielle tal for, hvor meget Kina har investeret i Europa og de europæiske virksomheder. De seneste tal er fra 2007, og her havde Kina udenlandske investeringer for sammenlagt cirka 700 milliarder kroner. Men siden da er Kina blevet mere aktive, viser en ny rapport som det kinesiske handelsministerium kom med i denne uge. Den asiatiske stormagt kigger i stigende grad mod Europa.

Men ofte er det svært at se, hvornår Kinas Kommunistparti og landets virksomheder begynder og slutter. For eksempel er det den statsejede shippingvirksomhed COSCO, der skal drive den græske havn i de næste mere end tre årtier. Direktørerne for de 50 største virksomheder har også rang af viceminister, og de skal, som i andre større virksomheder, også være medlemmer af partiet.

Beijings store pengepung giver også politisk magt. Frankrig har tidligere været en af de hårdeste kritikere af Kina når det kommer til for eksempel menneskerettigheder. Nu har den franske regering sadlet om, og da præsident Hu Jintao i sidste uge var i Frankrig på statsbesøg hos sin kollega, Nicolas Sarkozy, var der ingen snak om eksempelvis Nobels Fredspris og Liu Xiaobo.
Her solgte Frankrig og de franske virksomheder for næsten 120 milliarder kroner til kineserne. For eksempel 120 fly fra Airbus og 20.000 ton uran fra Areva. Men Kina var ikke interesseret i investeringer i Frankrig på samme måde som i Grækenland. Det var Hu Jintao derimod, da han og det kinesiske følge et par dage senere rejste videre til Portugal, der er endnu et af de kriseramte pletter på Europa-kortet.

Så hvad er det, at kineserne køber i Europa? Det er blandt andet gæld. Som i Spanien, hvor Beijing har købt for 3,3 milliarder kroner. Beijing har også købt statsobligationer i andre af de kriseramte lande som Grækenland, Italien og Irland. Det er også i de lande og i yderkanten af EU, at Kina har mange af sine investeringer. På samme måde, siger nogle analytikere, som kineserne køber sig ind i afrikanske lande.

En af del af Hus portugisiske besøg gik ud på at undersøge mulige investeringer og blandt andet fortsætte forhandlinger om havnen Sines, der ligger syd for hovedstaden Lisboa. Som havnen i Grækenland og i Napoli i Italien. Kina har også investeret i projekter med infrastruktur, der strækker sig fra Østeuropa og Tyrkiet og til Tyskland.

På den måde håber regeringerne på, at de kinesiske virksomheder vil skabe arbejdspladser. Det gør de ikke altid. Sidste år vandt et kinesisk konsortium en aftale om at bygge en motorvej fra Lodz til Warszawa i Polen. Med kinesisk arbejdskraft. Hvilket gav stor debat i Polen. I Irland er regeringen derimod anderledes glade for Kina. I september mødtes Li Changchun, der er chef for Kinas Kommunistpartis propagandaafdeling og medlem af Politburoets Stående Komite, med den irske premierminister Brian Cowen. Li fortalte ham, at Kina vil »hjælpe en ven som Irland så meget, som man kan gøre, i disse vanskelige tider.«

Hvad er det så for virksomheder, sektorer og projekter, at Kina vil investere i de næste ti år? Det er alt fra kemi, telekommunikation, maskiner, tekstil, elektronik, finans og serviceindustri.
»Målet for Kina er ret klart og minder om andre udenlandske investorer i Europa – at få adgang til lokale eller regionale markeder og teknologi,« siger professor Francoise Nicolas, der er leder af det franske institut for internationale studier, IFRI.

Det er Marc Lhermitte, der er partner i Ernst & Young, enig i.

»Men Kina lader til især at være interesseret i arbejds-intensive projekter i industrien,« skriver Marc Lhermitte i en e-mail. I den sektor er investeringerne blevet næsten tredoblet i de seneste 12 måneder, og det er specielt autoindustrien, som de kinesiske virksomheder går efter lige nu. Flere kinesiske bilmærker har udviklet små og økonomiske biler, som de investerer i at få ind på det europæiske marked.

»Samtidig, så vil de også internationalisere deres brands,« skriver Marc Lhermitte. Det gælder for de fleste kinesiske virksomheder. Også for eksempel bilmærket Chery Automobile, der har skabt 1.000 arbejdspladser med en ny fabrik i Tyrkiet. Virksomheden, der er ejet af lokalregeringen i Wuhu i Anhui provinsen, håber, at det tyrkiske marked kan være springbræt til resten af Europa.

Og det er naturligt nok, at det især er produktion og industri, som de kinesiske virksomheder først og fremmester er interesserede i, siger professor Ding Chun, der er leder af Center for Europæiske Studier på Fudan Universitet i Shanghai.

»Det er jo her, at Kina især er stærk. Og når virksomheder går til udlandet, så skal de jo gøre det, som de er gode til,« siger Ding Chun.

Derfor er de kinesiske investeringer i Europa i dag kun en begyndelse. De er stadig relativt små, og det er stadig Asien, som er mest interessant for Kina. Men de kinesiske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige og får stadig bedre teknologi. Der bliver stadig klart mere fokus på Europa.

Er der så grund til bekymring? I 2007 viste tal fra det kinesiske handelsministerium, at 10.000 virksomheder havde investeringer uden for Kina. I alle lande. Den nye rapport, som ministeriet kom med i denne uge, viser, at der nu er 12.000 virksomheder. Rapporten siger dog ikke noget om, hvor stort et beløb der i alt er investeret for.

Francoise Nicolas lavede sidste år en rapport om Kinas investeringer i Europa. Hun siger, at der siden da ikke har været ændringer i kursen. Den er lagt fast. Den er langsigtet. Og kineserne kommer. Som den græske statsminister Haris Pamboukis sagde under Wen Jiabaos besøg, så er Kinas strategi i Europa »diskret og velgennemtænkt,« og han er ikke bekymret.

»Jeg tror ikke, at Kina kommer her som en trojansk hest,« sagde Haris Pamboukis.

Hvilke fordele og ulemper er der så for Europa? Her er en faktaboks fra Chatham House, som du kan finde links til nederst i artiklen.

Godt for Europa:

• Europæiske virksomheder kan med kinesiske ejere eller samarbejdspartnere få bedre adgang til Kina.
• Bedre afkast for europæisk teknologi og udvikling, som kinesiske virksomheder er mere end villige til at betale for.
• En kinesisk samarbejdspartner eller opkøb kan være redning for kriseramte virksomheder i Europa.
• Europæiske virksomheder kan komme af med tabsgivende aktiver, som kineserne kan være interesserede i.

Skidt for Europa:

• Kinesiske virksomheder får en stadig bedre forståelse af det europæiske marked og bliver i stigende grad konkurrenter til europæiske virksomheder.
• De kinesiske virksomheders ejerskab og ledelse kan være i strid med europæiske værdier på grund af for eksempel manglende åbenhed og tilknytning til den kinesiske stat.
• Den kinesiske virksomhedskultur kan give problemer for ansatte og uro på arbejdsmarkedet.
• Det kan være unfair konkurrence, hvis kinesiske, statsejede virksomheder får tilskud fra Beijing.
• Overførsel af teknologi kan være bekymring for europæiske virksomheders sikkerhedspolitik.

Vil du læse mere?

• Economist – Chinese acquisitions: China buys up the world

• Economist – Chinese takeovers: Being eaten by the dragon

• New York Times – Looking for Investments, China Turns to Europe

• Chatham House – Chinese Direct Investment in Europe

• Chatham House – Project: Chinese investments in Europe

:: Foto fra Geely, der ejer den ikoniske London taxi

En mand som tante?

Finanskrisen har gjort cirka 20 millioner migrantarbejdere arbejdsløse. Og der er ikke meget hjælp at hente fra det offentlige. Hverken i form af understøttelse eller arbejdsformidling. Som jeg har skrevet om tidligere i Berlingske.

Derfor er mange af de arbejdsløse mænd blevet tvunget til at være kreative.

Så flere har nu taget arbejde som ayi’s (阿姨), skriver Takungpao.com.

Det betyder egentlig “tante”. Men det bruges også om babysittere, og det der i Danmark hedder hjemmeservice. Altså folk der kommer hjem til dig og gør rent og rydder op og laver huslige gerninger.

Det er normalt et arbejde for kvinder. Og gerne de lidt ældre og pensionerede af slagsen.

Derfor er man da heller ikke specielt begejstrede for mændene i branchen.

Og samtidig er mange af dem også flove over deres arbejde.

:: Billedet viser et privat bureau i Dongguan, der formidler kontakt mellem arbejdere og fabrikker, På grund af finanskrisen er der meget lidt arbejde at få

Snyd og bedrag. Kina manipulerer sin valuta, og det er imod principperne for en fair og fri verdenshandel.

Sådan sagde Timothy F. Geithner før han tiltrådte som USA’s finansminister.

Men har han ret i det? Skader den kinesiske valutapolitik USA, spørger Greg Mankiw, der er professor i økonomi på Harvard. Spørgsmålet stiller han i denne op-ed i New York Times.

Critics of China say it is keeping the yuan undervalued to gain an advantage in the international marketplace. A cheaper yuan makes Chinese goods less expensive in the United States and American goods more expensive in China. As a result, American producers find it harder to compete with Chinese imports in the United States and to sell their own exports in China.

There is, however, another side to the story. The loss to American producers comes with a gain to the many millions of American consumers who prefer to pay less for the goods they buy.

Mr. Geithner and other China critics might also want to ponder how the Chinese keep the yuan undervalued. The essence of the policy is supplying yuan and demanding dollars on foreign-exchange markets. The dollars that China accumulates in these transactions are then invested in United States Treasury securities.

So when the Treasury secretary complains about the undervalued yuan, his message to the Chinese boils down to this: Stop lending us money.

:: Billedet er fra Wikipedia

Kineserne kalder finanskrisen for »den finansielle tsunami« (金融海啸). Det er der god grund til. Især i Guangdong provinsen, der er ved at miste titlen som hele verdens fabrik.

Her går det nemlig ikke specielt godt, som du kan læse i min reportage i Berlingske fra i mandags.

Jeg var på besøg i Guangdong i sommer, hvor jeg lavede denne reportage fra provinsen. Det var slemt allerede den gang.

Nu er det langt værre. På grund af finanskrisen. Og fordi amerikanerne, europæerne og dermed danskerne sparer på pengene og køber færre julegaver. For der er en direkte linje mellem dit Dankort og arbejdsløsheden her i Guangdong.

Her er et kort rids over de problemer, som Guangdong er stødt ind i de seneste måneder:

• Fald i eksporten. Flere udenlandske firmaer har allerede tidligere på året lukket deres virksomheder og flyttet dem til billigere lande. Devalueringen af den kinesiske valuta, yuan, og den finansielle krise vil få eksporten til at falde yderligere i de kommende måneder.

• Stigende energi- og råvarepriser. Det er især gået ud over mindre og mellemstore virksomheder, der har mindre profitmargener.

• Skatter. Siden midten af 2007 er der blevet ændret i de tidligere fordelagtige skatteregler for især legetøj, sko og tøj, som har været kerneprodukter for Guangdong.

• Omkostninger til arbejdere. Mangel på arbejdere har skruet lønningerne i vejret. En ny arbejderlov giver bedre beskyttelse af arbejderne, men koster flere penge for virksomhederne.

Når fabrikkerne lukker, så går det først og fremmest ud over migrantarbejderne. Blandt andet har der været utallige sager, hvor de ikke har fået udbetalt deres resterende løn.

De lukkede fabrikker trækker også andre virksomheder med i faldet. Butikker, taxier, restauranter, hoteller, vikarbureauer og alle andre erhverv.

Se på billedet herover af den mennesketomme Ming Xin Skobutik (名鑫鞋业城), der ligger i Dongguan, som er et af de hårdest ramte steder.

Her står der »金融危机，本店倒闭，银行逼债，亏本清仓.«

Det betyder »Finanskrise, butikken er gået konkurs, banken rykker os, ophørsudsalg«.

Eller hvordan man nu lige oversætter 亏本清仓. Ophørsudsalg som vi taber penge på, står der vel egentlig.

Fabrikkerne lukker. Arbejderne forsvinder. Gaderne er tomme. Billedet er taget omkring middagstid, hvor arbejderne normalt ville være strømmet ud på gaden for at spise.

Det var en god forretning. Dengang. I dag er telefonboksene stort set tomme, for der er ingen arbejdere som skal ringe longdistance hjem til familien.

En af de utallige virksomheder, som kan mærke krisen, er her på Jinshi Arbejdsbureau i Chang’an. De lever af at skaffe arbejdere til fabrikkerne. Uden for bureauet reklamerer de med, at de rekrutterer arbejdere til Foxconn, som er den virksomhed, der samler Apple’s iPhone og iPod. Så den næste iPod du køber, er måske samlet af drengen af på billedet, der sidder til jobinterview.

I årtier var Guangdong hele verdens fabrikshal. Hvis du har sko eller tøj fra for eksempel Reebok eller Adidas, legetøj fra Mattel eller en iPod fra Apple, så kommer det højst sandsynligt fra Guangdong fra fabrikker som her på billedet.

Men nu er der stille i de enorme fabriksområder. Ingen lastbiler. Ingen arbejdere på gaden. Her er stille. Fabrikkerne er lukkede.

Migrantarbejderne bor for det meste i sovesale inde på fabrikkerne. Hvor de bor i køjesenge. Hvor det eneste privatliv måske er et gardin, som de kan trække for deres køje. Væggen ved deres senge er tit klistret til med billeder hjemmefra, plakater af popstjerner fra Hong Kong, Taiwan og Sydkorea. Kalendere. You name it. De få kvadratmeter væg er det eneste sted, som de kan sætte deres eget personlige præg på.

De røde plakater hænger over hele Dongguan og området omkring Shenzhen. Der står et antal kvadratmeter, en pris og et mobiltelefonnummer. Og overskriften: Fabrik til leje. Alt fra få hundrede kvadratmeter til op mod 100.000.

Sådan så her ud før. Jeg har taget billedet fra en brochure, der lå på gulvet i den lukkede fabrik.

Og sådan ser her ud i dag.

Guangdong forsøger at omlægge provinsens erhvervsliv. Fra lavteknologiske fabrikker med samlebånd og masser af billig arbejdskraft. Og til højteknologiske og kreative industrier. Men det tager tid. Årtier. Spørgsmålet er, om det lykkes.

Billedet viser en skofabrik i Dongguan. Siden 1990erne har fabrikken lavet sko for blandt andre Reebok. Den er nu revet ned. Den skal ud af byen. Væk. For at gøre plads til en subway og pænere bygninger. Jeg skrev om den i artiklen fra i sommers, som jeg linker til ovenover.

:: Billederne er taget i sommers og på min seneste tur til Guangdong.

Kina er kommet med en massiv hjælpepakke på 3.800 milliarder kroner, der skal holde gang i landets økonomi, som jeg skrev i Berlingske i mandags.

Men der er meget få detaljer i regeringens plan. Og nogle af pengene er måske allerede brugt. For hvad dækker det enorme beløb egentlig over, spørger kritikerne.

Det kommer jeg kort ind på i en artikel i dagens avis, der handler om de finansielle hjælpepakker.

Der er ikke noget link, for jeg kan ikke finde artiklen, der åbenbart ikke er online. Men der blev nu heller ikke plads til alt, hvad jeg ville sige, så det kommer her.

Den kinesiske regering vil de næste to år bruge hele 3.800 milliarder kroner på forskellige projekter, der skal holde gang i landets vækstrater og den stadigt mere forkølede kinesiske økonomi.

Regeringen har udpeget ti områder, som der skal investeret i de næste to år. Blandt andet veje, uddannelse og miljø. Det er en stor plan. Med meget få detaljer.

»Det er et kontroversielt tal,« siger Zhai Peng, der er analytiker for Guotai Junan Securities. Han mener, at det er meget svært at sige noget om, hvad de 3.800 milliarder kroner egentlig dækker over.

»Regeringen har aldrig sagt noget om, at der skulle være tale om nye investeringer. Nogle af pengene kommer måske også fra virksomheder og inkluderer projekter, som der allerede er investeret i,« siger Zhai Peng.

For eksempel står der allerede i femårs planen for 2005-2010, at regeringen vil bruge 4.300 milliarder kroner på infrastruktur.

Og netop infrastruktur er en af hovedpunkterne i den nye plan. Men betyder den nye hjælpepakke så, at der bliver tilført yderligere penge, som der ikke allerede er budgetteret med?

Det står der ikke noget om i regeringens plan.

Planen har i alt ti punkter. For eksempel står der, at der skal bygges flere sociale byggerier. Et andet punkt er, at infrastrukturen på landet skal udbygges hurtigere. For eksempel el-nettet og veje. Et andet punkt er transport. Der skal bygges flere lufthavne. Miljø er også en del af planen. Der skal bygges kloakker og anlæg til vandrensning. Endelig er der industrien. En skattereform skal skære cirka 100 milliarder kroner af virksomhedernes skat.

Zhai Peng ville gerne have, at der var flere detaljer i planen. Alligevel mener han, at den kan være med til at hjælpe Kina gennem krisen. For selvom det er uklart, hvor mange penge som pakken egentlig indeholder, så sender regeringen et vigtigt signal til omverdenen.

Det er Zhang Xiajing enig i. Han er økonom på Instutute of Macro Economy på Chinese Academy of Social Sciences. Ligesom Zhai Peng vil han ikke gætte på, hvor mange af de 3.800 milliarder kroner der ikke var budgetteret med i forvejen. Nogle økonomer regner med, at det kan være helt ned til 1/3 af beløbet.

Men Zhang Xiajing mener ikke, at det er et problem. For der er stadig tale om et stort beløb:

»Regeringens enorme investeringer vil styrke offentlighedens tillid, og derfor vil pakken resultere i flere investeringer fra private og fra andre dele af staten. Så centralregeringen kommer slet ikke til at betale alle 3.800 milliarder kroner,« siger Zhang Xiajing.

Su Jian er professor og vicedirektør på School of Economics på Peking University. Han mener også, at planen er meget lidt detaljeret, men at regeringen sender et vigtigt signal, og at pakken kan være nok til at redde Kina helskindet gennem krisen.

»Det er tilstrækkeligt til at booste den kinesiske økonomi, men det afhænger selvfølgelig af, hvor lang tid den finansielle krise vil vare,« siger Su Jian.

Han tror, at man snart vil kunne se effekten af planen. I hvert fald på de dele, der er direkte kontrolleret af regeringen. Derimod vil det tage længere tid, før de indirekte virkninger kan ses på økonomien.

Nogle økonomer forventer, at de kinesiske vækstrater næste år vil falde helt ned til omkring fem eller seks procent. Det mener Su Jian ikke. Han tror, at væksten kun vil falde til ni procent.

Zhai Peng, analytikeren fra Guotai Junan Securities, tror heller ikke på, at væksten vil falde til under seks procent. Han tror derimod, at den vil lande på otte procent.

»Situationen for den kinesiske økonomi er god. Jeg tror ikke, at vi vil nå op på ni procents vækst, men den kan ikke komme ned på seks procent«.

:: Billedet er fra denne artikel på Sina.

Deres ydmyge korrespondent var på DR2 Udland i går (og skulle jeg se klatøjet ud, så er det altså midt om natten her i Kina, skulle jeg hilse og sige) for at tale om den finansielle krise, som den er set fra Kina.

Fire minutter er ikke lang tid, og jeg nåede selvfølgelig ikke det hele. Men der var en enkelt ting, som jeg lige hurtigt ville pege på her.

Economist Intelligence har en interessant artikel i deres Business China fra den 13. oktober. Den hedder The Next Domino?

Her skriver de, at Kina måske alligevel er på vej mod en sub-prime krise.

Ejendomsmarkedet og -priserne falder i ellers tidligere så stærke markeder som i Shanghai, Beijing og omkring Yangtze-deltaet.

Se på Beijing. I sidste halvår 2007 blev der på en gennemsnitlig uge solgt 300.000 kvadratmeter i Kinas hovedstad. Det er nu faldet til 136.000 kvadratmeter. Samtidig går kineserne efter mindre lejligheder. Tidligere er de gået efter store luksuslejligheder. For eksempel som investeringer. Men nu efterspørger de lejligheder på 80 kvadratmeter.

Og problemet for bankerne er ikke de dårlige lån som i USA:

In particular, overdue loans are becoming a growing problem. Industrial and Commercial Bank of China, for example, had Rmb110bn in overdue loans at the end of June, Rmb11bn more than in January.

…

Different accounting standards between banks mean these figures are probably hiding considerable amounts of actual overdue or nonperforming loans.

Og på trods af de seneste fem, seks års bankreformer, er der stadig problemer:

Fraudulent practices call for a crackdown. No one knows the true extent of these practices or exactly how leveraged Chinese borrowers are. Yet regulators have not acted, apart from telling banks to tighten credit tandards for both property buyers and developers. Meanwhile, the central bank in September lowered interest rates and banks’ reserve requirement ratio slightly to relieve liquidity conditions for small- and medium-sized enterprises.

To hurtige forslag til læsning om bankreformerne:

:: “Bank ownership and efficiency in China: What will happen in the world’s largest nation?” fra ScienceDirect (kræver abonnement).

:: “Financial Sector Reform in China” fra Harvard (åbner i .pdf)