KINABLOG.dk

Kina har allerede stukket sugerøret i Afrika og Sydamerika, og er grådigt begyndt at slubre begge kontinenters råstoffer i sig. Når man har en fabrik på 9.596.960 kvadratkilometer og med 1,3 milliarder ansatte, kræver det lidt mere end et kontokort til DK Benzin og det lokale byggemarked, for at holde alle hjul kørende.

Sagt på en anden måde – en vigtig del af den kinesiske udenrigspolitik går ud på at sikre landets tilførsel af råstoffer som for eksempel olie.

Kina satser dog ikke kun på Afrika og Sydamerika. Det vil tværtimod gerne have så mange handelspartnere som muligt, da det mindsker risikoen for et stop af vigtige forsyninger i tilfælde af konflikter. Derfor har Kina da også ført sit råstof-diplomati ind i de tidligere sovjetiske stater, der ligger i Centralasien.

Det kan man læse i oktober nummeret af Politics, der bringer analysen “China’s Energy Security and Eurasian Diplomacy: The Case of Turkmenistan“, der er skrevet af Marc Lanteigne fra University of St. Andrews.

Kineserne har en interesse i at sikre forsyningerne af gas og olie fra Centralasien, der jo ligger i Kinas egen baghave. Men helt nemt bliver det ikke, som eksemplet med Turkmenistan viser. Marc Lanteigne peger på tre udfordringer, som Kina står over for.

For det første er der geografien. Turkmenistan og resten af Centralasien er dybt afhængige af alle former for landtransport. I dag er der kun nogle få forbindelser mellem Turkmenistan og Kina, og hvis Kina virkelig skal booste handelen med Turkmenistan, er der brug for eksempelvis rørledninger til transport af olie og gas. Et ganske kostbart projekt.

For det andet er sådan et projekt også risikabelt, for det er ikke helt nemt at beskytte en flere tusind kilometer lang rørledning.

Hvilket hænger sammen med den tredje udfordring, nemlig det politiske klima i Turkmenistan og hele regionen som sådan. Der er en mangel på government accountability, en stigende fattigdom og en voksende politisk ekstremisme, der truer flere af landene i reigonen. Skulle regimet i Turkmenistan falde, vil det være svært at spå om, hvad der kommer i stedet.

Marc Lanteigne kan ikke klart pege på, hvilken diplomatisk retninger Kina er på vej ud af, når det kommer til Turkmenistan og de Centralasiatiske republikker. Kina har, skriver han, gjort store diplomatiske landvindinger i regionen i 1990′erne, og for ikke at tabe det på gulvet, vil det kræve Beijings opmærksomhed.

Vi får se – måske er Centralasien det nye Afrika.