Tag arkiv for Censur i Kina

Udenlandske virksomheder og brands kommer tit under beskydning i Kina. For eksempel Starbucks, Apple og mejeriet Fonterra. Det sker gennem kampagner, der for eksempel begynder med en ‘afsløring’ på det statslige CCTV, hvorefter andre medier – der alle i Kina i en eller anden udstrækning er kontrolleret af etpartistaten – tager over og fortsætter tilsværtningen, der forstærkes ved at bruge sociale medier. Det hele for at hjælpe kinesiske konkurrenter og producenter.

Det paradoksale er, at etpartistaten officielt er begyndt en kampagne, der skal bekæmpe ‘rygter’ på internettet. Med mindre de altså kommer fra etpartistaten selv, som flere kinesere spydigt har gjort opmærksom på.

Kampagnen mod Starbucks i oktober er et godt eksempel. Læs om det for eksempel her på NBC og så på Danwei, der har en en fin og kort opsummering om angrebet på Starbucks, der blev beskyldt for at have urimeligt høje priser i Kina.

De kinesiske forbrugere er kritiske overfor CCTV, der har været ramt af flere journalistiske skandaler, korruption og journalisternes mildt sagt problematiske etik. Derfor virker angrebene og rygtespredningen ikke, skriver Harvard Business Review i denne artikel, som du bør læse det hele af. Her et uddrag:

Even when there is no proof of foul play, CCTV’s attacks on foreign companies don’t have their intended effect. In October 2013, an incident involving Starbucks unfolded, when CCTV aired a segment “exposing” its relatively higher prices in China. Netizens collectively shrugged at the prices and decried the broadcast as biased and unfair. As Rachel Lu of Tea Leaf Nation noted: “What really riled observers is that CCTV grossly underestimated Chinese people’s ability to distinguish real injustice from the manufactured variety.”

Numerous mistakes, lack of transparency, and tone deafness have primed Netizens to be on the lookout for rumors originating from their government rather than from each other. Given CCTV’s lack of credibility, what exactly are state-run broadcasters trying to accomplish? Are they clumsy attempts to sway public opinion, or are they directed at the companies themselves?

The case with Fonterra sheds light on the effectiveness of these attacks as a form of protectionism. When Fonterra’s dairy products were rumored to contain bacteria that could cause botulism, China immediately suspended imports of all whey protein and milk-based powder from the New Zealand-based company. Food safety is highly sensitive, and after the 2008 melamine scandal, Chinese customers overwhelmingly prefer imported milk products. This time, the scandal involved imported products, causing a greater uproar in the country. On August 14, 2013, Fonterra’s milk products business head, Gary Romano, resigned over the scandal.

However, the event proved to be a false alarm (an “own goal,” according to Chinese media). By August 2013, laboratory results revealed that the bacteria found in the whey protein concentrate manufactured by Fonterra was clostridium sporogenes rather than botulism-causing clostridium botulinum. The Chinese could breathe a sigh of relief; those who knew about the test results, that is.

Charles Xue har over 12 millioner følgere på sin mikroblog, og han er en af Kinas mest berømte bloggere. Han blev arresteret for få uger siden. Søndag aften i sidste uge dukkede han uventet op i et interview på det statslige CCTV, hvor han – forpjusket og iført håndjern – tog afstand fra sin blog og fortalte, hvor farligt internettet er, hvis det ikke bliver kontrolleret af myndighederne.

Præsident Xi Jinping og Kinas Kommunistparti har markant optrappet kampen mod internettet og sociale medier. Det sker for at genvinde kontrollen over den offentlige debat, og for at standse kritik af partiet og debatten om politiske reformer.

Som jeg skriver i dag i Politiken:

Etpartistatens kampagne retter sig især mod ‘rygter’ på internettet. Og den er voldsom, siger den kendte blogger og kommentator Wen Yunchao, der fra New York har overvåget antallet af anholdelser på grund af rygter og kritik.

»Det er enestående og uden fortilfælde«, siger Wen, der i øjeblikket er gæstelektor på Columbia University.

Under den tidligere præsident Hu Jintao, der stod i spidsen for Kina fra 2002-2013, var der højst ti af den slags arrestationer om året.

»I de seneste måneder har der været hundreder af anholdelser«, siger Wen Yunchao.

Og nu er turen så kommet til de berømte bloggere. Som for eksempel Charles Xue. Der skal statueres eksempler.

Hvorfor kommer kampagnen nu?

Internettet var blevet en trussel mod partiets monopol på magten. Det var tydeligt, at artikler i de traditionelle medier, som partiet alle kontrollerer i en eller anden udstrækning, ikke længere har den samme indflydelse som debat og informationer i nye medier.

»Regeringen er bekymret over, at internettet skulle udvikle sig til et udklækningssted for en politisk opposition, hvis de tabte kontrollen over det«, siger Wu Qiang, der er akademiker og politisk ekspert tilknyttet Tsinghua Universitet i Beijing.

Derfor bliver kontrollen over internet, organisationer og civilsamfund stadigt stærkere. For Xi Jinpings kampagne er også en efterdønning af Jasminrevolutionen i 2011 og uroen i Syrien og Egypten, siger Wu Qiang.

Samtidig står Xi Jinping og de nye ledere også over for et politisk topmøde i november, hvor de cirka 300 øverste i partiet skal samles i Beijing.

»De interne magtkampe stoppede ikke ved magtskiftet. De bruger kampagnen som en rengøring, for de vil ikke have, at der er den mindste opposition til topmødet, som kunne påvirke magtkampen«, siger Wu Qiang.

Kampagnen mod internettet har en tydelig effekt.

»Lige nu er der ingen, som siger noget«, fortæller Wen Yunchao over telefonen fra New York. Men spørgsmålet er, hvor længe det vil vare, tilføjer Wen.

»Selvom regeringen kan kontrollere en platform for information, så kan de ikke kontrollere borgernes stadigt større bevidsthed om demokratiske rettigheder og udviklingen af nye medier og teknologi«, siger Wen Yunchao.

Internettet har altid været en udfordring for Kinas Kommunistparti. Det kan virke som en ventil, hvor kineserne kan lufte deres utilfredshed, så det ikke bobler over i egentlige demonstrationer i gaderne. Men omvendt må der ikke være for megen frihed og åbenhed på nettet, for det kan også true partiet.

Nettets indflydelse er vokset med de sociale medier. I de seneste år er kinesiske mikroblogs blevet brugt til at afsløre korrupte embedsmænd, miljøskandaler og social uretfærdighed.

Det er især sket gennem mikrobloggen Sina Weibo. Og man skal ikke undervurdere de sociale mediers rolle i kinesisk politik og debat. Som jeg skrev sidste år i april:

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Deres indflydelse er ikke blevet mindre siden da. Tværtimod. Derfor er kommunistpartiets nye ledere også gået til kamp mod sociale medier, for partiet skal genvinde kontrollen over det vildtvoksende internet, som jeg skrev i går.

Indtil videre er hundreder blevet arresteret rundt om i de forskellige provinser. Man er også gået efter kendte kommentatorer og store navne på Weibo, der har millioner af følgere. For eksempel Charles Xue, der har 12 millioner abonnenter på hans mikroblog.

I dag er den åbenmundede investor Wang Gongquan også blevet arresteret. Og den kendte kritiker Dong Rubin, der selv forudså, at han ville blive arresteret på grund af sin kritik af kampagnen.

Den nye kampagne og kampen om internettet er deprimerende, skriver Minxin Pei, der blandt andet er tilknyttet Claremont McKenna College, i denne kronik i Forbes.

Kampagnen siger noget om hvilken politisk retning, at de nye ledere er ved at udstikke for Kina. Blandt andet i forhold til indsatsen mod korruption, som generalsekretær Xi Jinping har gjort til en mærkesag:

The crackdown will also doom the new leadership’s much-hyped campaign against official corruption. Experience around the world demonstrates that the most effective weapon against corruption is transparency and free speech. Indeed, China’s social media has played a critical role in exposing many corrupt officials in recent years. The vigilance of China’s online muckrakers has reached such a fearsome level that few Chinese officials now dare to display those expensive watches and other bribes in public. By prosecuting online activists, the party has essentially given corrupt officials a license to persecute whistle-blowers at will.

Apparently, the new leadership’s strategic thinking is “killing chickens to warn monkeys.” By prosecuting a few leading commentators, the government hopes to silence the majority and tame the country’s social media.

To be sure, the harshness of the offensive against social media could intimidate China’s people into submission. But such success is likely to be short-lived. Like all government-sponsored campaigns, the attack on social media will lose momentum at some point because the party will have other fires to put out, thus creating an opportunity for social activists to return to this space.
Fighting a war against social media is like trying to squeeze a balloon: The government may succeed in taming one part, but it simply pushes social activists to other spaces and forces them to be more innovative in fighting Chinese censors.

Eventually, the party will lose this war. But by waging a futile and repressive campaign against transparency, the party will only destroy innocent lives and hopes. That is the real tragedy.

Kinas Kommunistparti vil genvinde kontrollen over kinesernes holdninger. Journalister skal ‘gå i krig for at vinde den offentlige mening’ og propagandamaskinen skal ‘danne en hær på internettet og vinde slaget om de nye medier’, sagde generalsekretær Xi Jinping i en tale for få uger siden.

En af de helt store slagmarker er internettet, for det er svært at kontrollere informationerne. Der er mange lag i den kinesiske censur, men for eksempel skal alle internetselskaber have censorer ansat.

En af dem er Sina Weibo, der med langt over 500 millioner registrerede brugere er et af de mest populære sociale medier i Kina.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Hvem er censorerne så? Hos Sina sidder de i en kontorbygning, der ligger i udkanten af Tianjin. Her er der hundreder af nyuddannede unge, som tjener under 3.000 kroner om måneden for at gennemlæse og eventuelt slette brugernes kommentarer på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Twitter og Facebook.

De sidder bag lange rækker af computerskærme, og jobbet minder mest af alt om et fabriksarbejde. Det skriver Reuters, som har interviewet fire tidligere censorer. En af dem forklarer:

“People are often torn when they start, but later they go numb and just do the job,” said one former censor, who left because he felt the career prospects were poor. “One thing I can tell you is that we are worked very hard and paid very little.”

…

Most Sina Weibo censors are in their 20s and earn about 3,000 yuan ($490) a month, the former censors said, roughly the same as jobs posted in Tianjin for carpenters or staff in real estate firms. Many took the job after graduating from local universities.

“People leave because it’s a stressful dead-end job for most of us,” said a third former censor.

Sina’s computer system scans each microblog before they are published. Only a fraction are marked as sensitive and need to be read by a censor, who will decide whether to spare or delete it. Over an average 24-hour period, censors process about 3 million posts.

Der er masser af måder, som kineserne kan slippe uden om censuren på. Læs eller lyt for eksempel til det her interview på NPR med Xiao Qiang fra China Digital Times:

For eksempel kan man bruge synonymer eller opfinde ord, som han forklarer her:

QIANG: This is a very fascinating phenomenon that, in a sense, I’ve been following the Chinese Internet politics since 2002. At the beginning, our research was focused on – purely focused on the censorship itself. We noticed how the government trying to control the online political discussion by preventing certain words. For example, you cannot say June 4, which is a date of 1989 Tiananmen massacre. Anybody mention that name, computer program will identify that word and prevent that being published altogether, right?

But people say alternative words. For example, in this case, people don’t say June 4, people say May 35. So then once the May 35 becoming understood what they refer to, then it goes into people’s daily category. Same as, let’s say, another word – Celestial Empire is a ancient word for China. But today, it’s a common word, which often is a sarcastic use refer to criticism of this state is not highly modern, yeah.

Kinesiske hackere begyndte for alvor at blive globale og aktive i 2008, og angrebene er steget markant siden da. Det er politiske aktivister, grupper med tilknytning til Tibet, ambassader, forsvarsindustri, tænketanke, medieorganisationer, korrespondenter og lignende, som er målene. Groft sagt kan de deles ind i to områder – industriel spionage eller politiske aktiviteter.

Nu har kinesiske hackere så forsøgt at bryde ind i New York Times, for at skaffe informationer om de kilder, som avisen brugte til at skrive en kritisk artikel om ministerpræsident Wen Jiabao, hvis familie har opbygget en formue på mindst 16 milliarder kroner, mens han har siddet ved magten. Hvis du ikke har læst artiklen, så gør det nu, det er et eksempel på glimrende, grundig og undersøgende journalistik.

New York Times er ikke de eneste. Bloomberg er også blevet hacket. Det er Wall Street Journal også, fortalte de i går. Det er blot de seneste offentlige eksempler på, hvordan hackere fra den kinesiske etpartistat systematisk forsøger hårdhændet at påvirke de globale informationer om Kina.

Det er derfor, at historien er vigtig. For den handler ikke om en flok teenagere, der snuser ulovligt rundt på harddiskene på en amerikansk avis for at stjæle medarbejdernes passwords til Netflix. Men om velkoordinerede og sofistikerede cyberangreb fra Kina, der kommer fra personer eller institutioner, der ikke deler de samme værdier om for eksempel ytringsfrihed som i Danmark. Hvilke værdier eller politiske mål, som de grupper nu end måtte have, så rækker de i 2013 ud over Kinas grænser og hele vejen til Vesten og selv til Danmark.

Og fra min egen lille verden – det er også helt normalt, at udenlandske korrespondenter i Kina bliver forsøgt angrebet eller hacket. Læs for eksempel om et konkret eksempel her fra 2010, som jeg skrev om på Kinablog. Et andet eksempel er skærmbilledet ovenover fra min Gmail, der advarer om, at statstøttede hackere snuser rundt omkring min mailkonto. Så for alle i Kina er det en påmindelse om, at man skal passe på med emails og kilder.

Hackere fra Kina bliver stadigt mere aktive, og nu har New York Times afsløret, hvordan avisen har været under angreb i fire måneder på grund af en kritisk artikel om ministerpræsident Wen Jiabao. Her er der opsamling og links.

Washington Post fortæller, hvordan Kina og den kinesiske regering måske er ved at eksportere etpartistatens metoder til cyberspace:

What would those rules of engagement be? In many ways, they’re the same rules that apply within China to Chinese citizens. Only now, with the apparent reach and strength of Chinese hacking, they may also apply to some of us who are outside of China, whether we want them to or not.

That first and foremost rule is that the preservation of the Communist Party and of single-party rule trumps everything else, including the inviolability of the Western media and any embarrassment Beijing suffers for appearing to violate it anyway. The party leadership has emphasized for years that top-level corruption is among the greatest threats to its popular legitimacy and thus its rule. The Times’ report on the Wen family’s wealth certainly gave the appearance of corruption in the highest ranks, which presumably explains why Chinese authorities may have thought that blocking the Times’ site and pointedly holding back visas for two of its reporters would be worth the risks.

Foreign Policy og Adam Segal skriver om, hvordan cyberangreb fra Kina har udviklet sig til en epidemi. Men hvad kan man gøre ved det?

What will also be dispiritingly familiar in the aftermath of the attacks is the discussion about what can be done. Over the last several years, U.S. government officials have mounted an increasingly public campaign of naming and shaming China. But this has had little effect, and the Chinese response has been one of denial, calling the accusations “irresponsible,” noting that hacking is illegal under Chinese law, and pointing out that China is also a victim of cyber crime, most of it coming from IP addresses in Japan, South Korea, and the United States.

So what can be done? Private security experts and U.S government officials say they are getting better at attributing attacks to groups and individuals. If that is the case, then the United States may begin to think about targeted financial sanctions or visa restrictions on identified hackers. What might cause the most difficulty for Beijing, however, are private and government efforts to ensure that reporting of the caliber of New York Times and Bloomberg is made widely available within China through translation and efforts to circumvent the Great Firewall of China. U.S. diplomatic cables posted online by WikiLeaks suggested that the hack on Google in January 2010 was ordered by a member of the Politburo who “typed his own name into the global version of the search engine and found articles criticizing him personally.” Wen Jiabao and Xi Jinping might have had the same reaction.

Guardian kommer ind på, hvem de kinesiske hackere er:

Cyber security companies suggest that the Chinese government and military employ a vast army of hackers, carrying out a covert spy campaign against organizations that it feels run counter to their interests. They operate in places like Shanghai and coastal Shandong Province, but usually avoid detection by tunnelling through easily-infiltrated computers at servers and universities in the United States. The New York Times investigation found that they typically begin working at 8am and adhere to a standard office schedule.

Their organizational structure is still unclear – the hackers could be on the People’s Liberation Army’s payroll, or just as easily be loosely-affiliated vigilante organizations operating with tacit government approval, like renegade consulting companies.

“If anything, the fact that these groups aren’t being run by the Chinese government makes the problem worse,” Bruce Schneier, a cybersecurity expert at a telecommunications company in London, wrote on the Discovery Channel’s tech blog last year. “Without central political coordination, they’re likely to take more risks, do more stupid things and generally ignore the political fallout of their actions.”

The New Yorker og Evan Osnos skriver, at angrebet også fortæller noget om, hvorvidt Xi Jinping er indstillet på politiske reformer eller ej:

The timing of all this is significant for anyone interested in the prospect of reform: this attack has unfolded at the very moment that the new Chinese leadership, under Xi Jinping, has pledged to root out corruption before it destroys the Party. Xi has been making so many gestures of reform that he has persuaded some longtime China-watchers to take him seriously.
Since Xi’s government and the Times seem to share a common objective—exposing corruption—how did Xi’s administration respond to news that hackers in China might be trying to thwart efforts to do just that? “Saying that China participates in relevant online attacks is totally irresponsible,” the Foreign Ministry spokesman Hong Lei said at a daily news briefing Thursday.

Wall Street Journal afslørede i går, at de også er blevet angrebet af kinesiske hackere, der forsøgte at indsamle informationer om avisens dækning af Kina:

The U.S. Federal Bureau of Investigation has been probing these media incidents for more than a year and considers the hacking a national-security case against U.S. interests, people familiar with the matter said.

“Evidence shows that infiltration efforts target the monitoring of the Journal’s coverage of China and are not an attempt to gain commercial advantage or to misappropriate customer information,” Paula Keve, chief spokeswoman for the Journal’s parent company, Dow Jones & Co., said in a written statement Thursday. Dow Jones is a unit of News Corp.

The infiltration of networks related to coverage of China is an “ongoing issue,” Ms. Keve said. “We continue to work closely with the authorities and outside security specialists, taking extensive measures to protect our customers, employees, journalists and sources.”

AP skriver, at den amerikanske regering nu overvejer, hvordan man skal svare igen på de kinesiske hackere:

Two former U.S. officials said the administration is preparing a new National Intelligence Estimate that, when complete, is expected to detail the cyberthreat, particularly from China, as a growing economic problem. One official said it also will cite more directly a role by the Chinese government in such espionage.

The official said the NIE, an assessment prepared by the National Intelligence Council, will underscore the administration’s concerns about the threat, and will put greater weight on plans for more aggressive action against the Chinese government. The official was not authorized to discuss the classified report and spoke only on condition of anonymity.

Secretary of State Hillary Rodham Clinton, in an interview with reporters as she wound up her tenure, said the U.S. needs to send a strong message that it will respond to such incidents.

Foreign Affairs har samlet en læseliste over bøger, der kan gøre dig klogere på cybersikkerhed. Her er beskrivelsen af Strategic Warfare in Cyberspace, der fortæller, hvordan cyberangreb har politiske mål:

For many, cyberattacks represent a strategic game changer — shadowy, long-range strikes occur at “net speed” and knock an adversary out before the fighting even begins. They are the distillation of Sun Tzu’s axiom that “The supreme art of war is to subdue the enemy without fighting.” Rattray and Libicki are skeptical. They believe that cyberattacks have tactical and operational implications, but do not have strategic ones (at least not yet). Someday, they might lead to widespread damage and destruction but, for now, they are most effective in distorting and manipulating the perceptions of decisionmakers. In short, Rattray and Libicki do not see virtual conflict as being completely distinct from physical conflict and they remind readers that, to be successful, cyberattacks have to serve political goals.

De kinesiske myndigheder er begyndt på en massiv kampagne, der er et forsøg på at amputere og få kontrol over den vildtvoksende debat på Kinas populære mikroblogs. Samtidig er 16 hjemmesider blevet lukket og mindst seks personer anholdt for at »sprede rygter på nettet.«

Censuren har direkte forbindelse til den politiske magtkamp, der begyndte i februar og som eskalerede for to uger siden, da en af landets mest karismatiske politikere, Bo Xilai, blev fjernet fra sine poster.

Kort efter flød det kinesiske internet over med rygter om blandt andet militærkup i Beijing, og derfor er man nu begyndt på kampagnen mod »skadelige informationer,« skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua lørdag.

• Læs også - – alle tidligere artikler om censur

Der er over 500 millioner kinesere på internettet, og mange har mindst en enkelt mikroblog. De hedder weibo på kinesisk. De to mest populære udbydere er Tencent og Sina, der hver har over 300 millioner brugere. Lørdag morgen skrev de to virksomheder, at det indtil tirsdag ikke vil være muligt at kommentere eller videresende andre brugeres indhold, men at man stadig kan offentliggøre sit eget materiale.

De kinesiske mikroblogs er en mellemting mellem Twitter og Facebook, men de er mere interaktive. De er hurtigt blevet uhyre populære, og er i dag en platform for den offentlige debat, hvor der er åbne diskussioner om politik og politisk følsomme emner.

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Mikroblogs er en udfordring for etpartistatens magt, og derfor er der også blevet strammet op på censuren af dem og internettet i de seneste måneder. David Bandurski mener, at man vil »fortsætte med at finde måder, at forstyrre debatten« på og at forsøge at få mere kontrol.

Som avisen Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er partiets talerør, skriver i en leder, så vil man straffe alle, der er ansvarlige for »løgne og spekulationer.«

»Rygter på internettet underminerer den offentlige moral, og hvis de breder sig ukontrolleret vil de forstyrre den offentlige orden og sociale stabilitet,« skriver avisen.

Kampagnen er samtidig endnu et tegn på de spændinger, der er i toppen af Kinas Kommunistparti.
Kinesisk politik foregår i en sort boks. Partitoppen er dækket af en facade, hvor man ikke udstiller interne uenigheder. Derfor er skandalen om Bo Xilai og magtkampen med de 24 personer i Politibureauet, der er de mest magtfulde mænd i etpartistaten, kommet som et chok for kineserne.

»Jeg tror, at det her er et fænomen, der vil fortsætte resten af året. For Kina er det her et ultrafølsomt år. Det her er en prioritiet før det den politiske rokade, og derudover er det et faktum, at der er mange udfordring lige nu i Kina – udsigt til en lavere økonomisk vækst og spørgsmål om, hvor økonomien er på vej hen, og det tyder på interne spændinger,« siger David Bandurski.

• Læs også – alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

For hvad er det, at der foregår? Magtkampen rejser utallige spørgsmål, og der er få svar. Der er ingen fri presse, som har lov til at tjekke de mange rygter på internettet om for eksempel interne stridigheder, statskup og militære køretøjer samt skyderier i Beijing, som er eksempler fra de seneste par uger, og som de seks personer blev anholdt for at kommentere og videresende.

»Det underliggende problem er, at man ikke kan få sandheden ud af regeringen, og så kan man ligeså godt tro på det, som flyver rundt på internettet,« siger Jeremy Goldkorn, der står bag Danwei.com, som følger kinesiske medier.

Det er brugerne enige i. Som den kendte ejendomsmatador, Zhang Xin, der har tre millioner følgere, skrev:

没有了＂评论＂功能的微博就制止了＂谣言＂吗？什么是制止＂谣言＂最好的办法呢？就是公开透明。越不让说，＂谣言＂就越多。

Uden kommentar funktionen, vil det virkelig stoppe “rygter”? Hvad er den bedste måde at stoppe rygter på? Det er åbenhed. Jo mere ytringsfriheden er begrænset, jo flere rygter vil der være.

Jeremy Goldkorn er ikke i tvivl om budskabet i den seneste kampagne.

»Det her skal minde alle om, hvem der bestemmer. I forhold til Kinas Kommunistparti, så er beskeden – don’t speak shit about us,« siger Jeremy Goldkorn. Han forudser, at Sina og Tencent fra nu af vil meget mere forsigtige, og at de vil optrappe deres censur.

En stor del af censuren i Kina bliver administreret af private virksomheder, der har censorer ansat til at overholde den flydende grænse for, hvor censuren måtte gå. Det kan du læse mere om her.

Kina er gået igang med at censurere sagen om den britiske forretningsmand Neil Heywood. Sådan næsten.

Hele sagen om Wang Lijun og magtkampen omkring Bo Xilai er en af de største politiske skandaler i et par årtiet, og den er brudt ud kort før efterårets store partikongres, hvor der bliver valgt ledere som skal stå i spidsen for Kina i det næste årti.

• Læs også - alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

Derfor er den også blevet et af de mest debatterede og omdiskuterede emner på internettet, for kineserne ved ikke meget om deres øverste ledere, og det er sjældent at der dukker den slags sprækker op i facaden af Kinas Kommunistparti.

Derfor er der også dukket bunker af rygter op på Weibo. Om militære køretøjer i Beijing. Om skud i gaderne. Om kup. De får lov til at sprede sig vildt, blandt andet fordi der ikke er nogen fri presse i Kina, som hurtigt kan gå ud og checke dem.

Som Isaac Stone Fish skrev forleden på Foreign Policy:

Mainland media sites have begun to strongly censor discussion of Bo Xilai and entirely unsubstantiated rumors of gunfire in downtown Beijing (an extremely rare occurance in Beijing). Chinese websites hosted overseas, free from censorship, offer a host of unsupported, un-provable commentary on what might have happened in the halls of power. Bannedbook.org, which provides free downloads of “illegal” Chinese books, posted a long explanation of tremors in the palace of Zhongnanhai, sourced to a “person with access to high level information in Beijing,” of a power struggle between President Hu Jintao, who controls the military, and Zhou, who controls China’s formidable domestic security apparatus. The Epoch Times, a news site affiliated with the Falun Gong spiritual movement (which banned in China), has published extensively in English and Chinese about the coup.

Så censuren er paradoksalt nok en af grundene til, at det kinesiske internet lige nu er ved at brænde sammen af rygter.

Hvor effektiv er censuren så? Se på sagen om Neil Heywood. Der er 350 millioner kinesere, som bruger mikroblogs, og hvis man går ud på den mest populære af dem, Sina Weibo, så er der huller i censuren.

For eksempel kommer der ingen resultater, hvis man søger på 海伍德, der er Neil Heywoods kinesiske navn. Så får man beskeden om, at der på grund af den “relevante lovgivning” ikke er nogen søgeresultater. Og hvis man søger på “Neil Heywood,” så er resultatet det samme.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Men der er huller. For man kan godt søge på “Heywood.” Og man kan også søge på 英籍保姆, der betyder “engelsk barnepige,” som er en hentydning til, at Heywood ifølge rygter skulle have været barnepige for Bo Xilais søn, Bo Guagua. Så hvis man absolut vil diskutere en sag, så er der for det meste måder, hvor man kan slippe uden om censuren på.

Mange kinesere vil nok gerne (igen) smide en sko i hovedet af Fang Binxing, der er far til “Great Firewall of China,” som er øgenavnet for det omfattende system af censur på det kinesiske internet.

Det har en gruppe hackere nu gjort noget ved.

Fang er rektor på Beijing University of Posts and Telecommunications (北京邮电大学), og en af universitetets hjemmesider er nu blevet hacket, så man kan forlyste sig med et spil, der hedder “Vrede Sko”. Fodtøjet kan man så kyle i hovedet af Fang Binxing på den “Angry Bird”-agtige måde.

Det skriver Nanfang Dushi Bao, hvor billedet ovenover også er fra.

• Læs også - Ytringsfrihed i Kina – Seks måder at censurere internettet på

For nyligt holdt Fang Binxing en tale, hvor han argumenterede for Kinas udbredte brug af censor på internettet, og hvorfor Kina burde udvikle et slags kinesiske intranet. Du kan læse hele talen her på kinesisk eller se et engelsk uddrag på Global Voices. Her er hans fire vigtigste argumenter for kinesisk selvstændighed på nettet:

1. Independency – Against foreign intervention of the network. The government can negotiate for unilateral or multinational agreement for network access.
2. Equality – Against monopoly of giant ISPs such as Sprint and the so-called global principle in Internet governance.
3. Self-Defense – In order to self-defense, a sovereignty should have the rights to cut off from illegitimate network connection.
4. Governance – Against unauthenticated connection, access and plugin. Fang used Google’s pulling out of China as an example to imply that when a company pulls out, its service in China should be ceased.

Facebook, Twitter, Youtube og så videre har været blokeret i snart tre år, men der er måder at slippe uden om censuren og blokaderne. Det sker med proxy-servere og VPNs. Altså virtuelle netværk, der groft sagt laver en elektronisk tunnel under “Great Firewall of China” og ud på internettet, som var det i Danmark, England, USA eller hvor man nu forbinder sin computer med.

Men de seneste måneder er kineserne begyndt at teste nyt udstyr, der scanner internetforbindelserne for de elektroniske Ninja-tricks. Ligesom man taler om vejret i Danmark, på samme måde taler man om VPN-forbindelser i Kina. Nå, hvordan kører den så i dag? Jo, den er langsom. Aha, min kører ellers fint.

• Læs også - Censur i Kina – Beijing i krig mod internet og e-mails

De seneste fire, fem dage har jeg – og flere andre – haft store problemer med forbindelserne, så internettet over VPN, der er endnu langsommere, end det plejer at være. Noget nyt i de seneste måneder er også, at for eksempel Twitter og Youtube kan være ubrugelige, på trods af at man er logget på VPN. Noget tyder altså på, at de er ved at teste nyt udstyr, der kan gøre VPNs ubrugelige. Forbes har også talt med bagmændene til Tor, der kommer med hint og forklaringer på den nye udvikling:

In recent months, administrators of services with encrypted connections designed to allow users secure remote access say they’ve seen strange activity coming from China: When a user from within the country attempts to reach a server abroad, a string of seemingly random data hits the destination computer before he or she can connect, sometimes followed by that user’s communication being mysteriously dropped.

The anti-censorship and anonymity service Tor, for instance, has found that many of its “bridge nodes”–privately-placed servers around the world designed to connect users to the rest of Tor’s public network of traffic re-routing computers–have become inaccessible to Chinese users within hours or even minutes of being set up, according to Andrew Lewman, the project’s executive director. Users have told him that other censorship circumvention services like Ultrasurf and Freegate have seen similar problems, he says. “Someone will try to connect, then there’s a weird scan, and the bridge stops working,” says Lewman. “We see weird things all the time, but this is a semi-consistent weird thing, and it’s only coming from China.”

Hvorfor er der så censur og stærk kontrol på nettet? Kort fortalt er det et af de mange redskaber, som Kinas Kommunistparti bruger for at blive ved magten og bevare kontrollen. Det har indlysende konsekvenser for kineserne. For eksempel som i dag hvor en ny lovændring blev lanceret om, at “instant messaging” og DM’s (Direct Messages) på mikroblogs fremover vil kunne bruges som beviser i retssager. Det skriver Sohu (på kinesisk).

Men det kan også få konsekvenser for Kinas økonomi. For blandt andre store store udenlandske virksomheder er afhængige VPN i deres globale arbejde. Og de bliver også ramt af censuren. Samtidig er den efterhånden ved at være så omfattende, at den tæller stadigt mere negativt med i listen over ting, som expats og virksomheder tager med i overvejelserne, om man skal slå sig ned i Kina eller ej. Her er for eksempel Shanghai i konkurrence med Singapore, Hong Kong og Tokyo.

Den kinesiske regering har erklæret krig mod internettet og elektronisk kommunikation. De seneste uger har myndighederne i stigende grad øget kontrollen med e-mails, telefonopkald, sms’er og internettet.

Det er der også to eksempler på fra de seneste dage. I søndags (Guardian og Reuters) beskyldte Google den kinesiske regering for at besværliggøre eller endda helt blokere for adgangen til Gmail i Kina.

Det har jeg selv haft problemer med. Hvis jeg åbner for Gmail i en browser, så er siden langsom, hvis den overhovedet dukker op.

Det andet eksempel er, at myndighederne har blokeret for forskellige VPN’s. Det står for Virtual Private Network, og det er kort fortalt en service, hvor man sidder i Kina og med en lukket forbindelse logger på en server i for eksempel USA. På den måde kravler man uden om den kinesiske censur, og får det samme internet som amerikanerne.

Det har hidtil fungeret fint, så brugere af VPN’s kunne besøge et ucensureret internet og gå på sider som for eksempel Youtube, Facebook og Twitter, der er blokeret i Kina. Ikke længere. Der er nu blevet lukket for flere af de mest populære VPN’s.

• Læs også – tidligere artikler om Google vs. Kina

Det har for det første betydning for de kinesere, der vil slippe uden om The Great Firewall. Men det er mit indtryk, at de fleste kinesere bruger især gratis proxy-servere. Derimod er brugerne af de blokerede VPNs især mindre og mellemstore virksomheder samt udlændinge, der bor og arbejder i Kina. Men det giver også problemer for selv større virksomheder, hvor medarbejderne skal koble sig op på nettet via VPN. Her har jeg hørt om flere i de seneste dage, som i perioder ikke har kunne logge på deres virksomheders netværk. Så det er ikke kun de store og mest populære udbydere af VPNs, der er blevet blokeret for.

Hvorfor gør regeringen det? Kort sagt for at undgå en Jasmin-revolution som i Mellemøsten. Og de er åbenbart parat til at acceptere omkostningerne. For de er store.

Censuren er nu så omfattende, at det er direkte forstyrrende, hvis man bruger internettet professionelt. Det går ikke at bruge nettet uden VPNs, for der er blokeret for alt for mange sider. Det hænger selvfølgelig også sammen med de sider, jeg har brug for at besøge som journalist. Men når der også bliver blokeret for Gmail, og når almindelige, udenlandske virksomheder ikke kan bruge deres netværk, så koster det også direkte penge.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Kina er på vej til at isolere sig fra resten af internettet. Det sker på grund af regeringens og Kinas Kommunistpartis frygt for at miste magten. I længden kan det have enorme omkostninger, som de åbenbart er parate til at løbe. Hvis udviklingen fortsætter, så vil det gå ud over små og mellemstore virksomheder, kinesiske som udenlandske, der er afhængige af VPNs. Det vil kunne mærkes på investeringer, innovation, kultur og i det hele taget bredt i samfundet, hvis kineserne kun har adgang til et harmonisk internet.

For eksempel for forskning og civilsamfundet. Her skriver den kendte sexolog, Li Yinhe – som jeg i øvrigt interviewede til denne artikel – om, hvordan hun forleden forsøgte at skrive og sende en mail, der indeholdt ordet “sex.” Det kunne hun ikke. Hun fandt ud af, at ordet nu er blevet censureret, som den normalt afdæmpede og saglige forsker skriver her på Shanghaiist:

My God. Mamma mia. I really don’t know if I should cry or laugh. Our internet censors have gone crazy, but they really shouldn’t be driving us commonfolk crazy too.

Here’s my proposal. Since we’ve banned the English word “sex”, we should also be banning the Chinese character “性”, and let’s see what the results will be. [Editor's note: The character "性" means sex and is also a suffix for -ability, eg., "probability" 可能性]. There is a new disease in China today — internet censorship neurosis. China’s internet censorship has now gone full blown neurotic. Save the internet, save the Chinese language. [Translation by Shanghaiist]

Internettet er også blevet så integreret en del af hverdagen, at det kan få konsekvenser for eksempel virksomheder, der skal overtale medarbejdere til at bo i Kina. En ting er, at man ikke kan bruge Youtube, Twitter og Facebook. Men det bliver alvorligt irriterende, hvis e-mail services som Gmail står næst på listen. En anden service, der også snart kommer i vanskeligheder, er Skype. Og efterhånden er der kun et meget forkrøblet internet tilbage.

Men prøv det selv. Udover dem, som jeg har nævnt ovenover, så lav en liste over de 20 hjemmesider og services, som du bruger mest hver dag. Og prøv så at gå en uge uden dem. Det er måske en smagsprøve på det kinesiske internet om et år.

Hvad skriver de andre?

• New York Times – China Tightens Censorship of Electronic Communications

• Global Post – Google’s China problem

• Wall Street Journal – Google Objects to China’s Acts

• Global Voices – PPTP and L2TP VPN protocols blocked