De kinesiske myndigheder er begyndt på en massiv kampagne, der er et forsøg på at amputere og få kontrol over den vildtvoksende debat på Kinas populære mikroblogs. Samtidig er 16 hjemmesider blevet lukket og mindst seks personer anholdt for at »sprede rygter på nettet.«

Censuren har direkte forbindelse til den politiske magtkamp, der begyndte i februar og som eskalerede for to uger siden, da en af landets mest karismatiske politikere, Bo Xilai, blev fjernet fra sine poster.

Kort efter flød det kinesiske internet over med rygter om blandt andet militærkup i Beijing, og derfor er man nu begyndt på kampagnen mod »skadelige informationer,« skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua lørdag.

• Læs også - – alle tidligere artikler om censur

Der er over 500 millioner kinesere på internettet, og mange har mindst en enkelt mikroblog. De hedder weibo på kinesisk. De to mest populære udbydere er Tencent og Sina, der hver har over 300 millioner brugere. Lørdag morgen skrev de to virksomheder, at det indtil tirsdag ikke vil være muligt at kommentere eller videresende andre brugeres indhold, men at man stadig kan offentliggøre sit eget materiale.

De kinesiske mikroblogs er en mellemting mellem Twitter og Facebook, men de er mere interaktive. De er hurtigt blevet uhyre populære, og er i dag en platform for den offentlige debat, hvor der er åbne diskussioner om politik og politisk følsomme emner.

»Hvad har været den største torn i siden på de kinesiske ledere i de seneste to år? Det har været weibos,« siger David Bandurski, der er analytiker på China Media Project på Hong Kong University.

Mikroblogs er en udfordring for etpartistatens magt, og derfor er der også blevet strammet op på censuren af dem og internettet i de seneste måneder. David Bandurski mener, at man vil »fortsætte med at finde måder, at forstyrre debatten« på og at forsøge at få mere kontrol.

Som avisen Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er partiets talerør, skriver i en leder, så vil man straffe alle, der er ansvarlige for »løgne og spekulationer.«

»Rygter på internettet underminerer den offentlige moral, og hvis de breder sig ukontrolleret vil de forstyrre den offentlige orden og sociale stabilitet,« skriver avisen.

Kampagnen er samtidig endnu et tegn på de spændinger, der er i toppen af Kinas Kommunistparti.
Kinesisk politik foregår i en sort boks. Partitoppen er dækket af en facade, hvor man ikke udstiller interne uenigheder. Derfor er skandalen om Bo Xilai og magtkampen med de 24 personer i Politibureauet, der er de mest magtfulde mænd i etpartistaten, kommet som et chok for kineserne.

»Jeg tror, at det her er et fænomen, der vil fortsætte resten af året. For Kina er det her et ultrafølsomt år. Det her er en prioritiet før det den politiske rokade, og derudover er det et faktum, at der er mange udfordring lige nu i Kina – udsigt til en lavere økonomisk vækst og spørgsmål om, hvor økonomien er på vej hen, og det tyder på interne spændinger,« siger David Bandurski.

• Læs også – alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

For hvad er det, at der foregår? Magtkampen rejser utallige spørgsmål, og der er få svar. Der er ingen fri presse, som har lov til at tjekke de mange rygter på internettet om for eksempel interne stridigheder, statskup og militære køretøjer samt skyderier i Beijing, som er eksempler fra de seneste par uger, og som de seks personer blev anholdt for at kommentere og videresende.

»Det underliggende problem er, at man ikke kan få sandheden ud af regeringen, og så kan man ligeså godt tro på det, som flyver rundt på internettet,« siger Jeremy Goldkorn, der står bag Danwei.com, som følger kinesiske medier.

Det er brugerne enige i. Som den kendte ejendomsmatador, Zhang Xin, der har tre millioner følgere, skrev:

没有了＂评论＂功能的微博就制止了＂谣言＂吗？什么是制止＂谣言＂最好的办法呢？就是公开透明。越不让说，＂谣言＂就越多。

Uden kommentar funktionen, vil det virkelig stoppe “rygter”? Hvad er den bedste måde at stoppe rygter på? Det er åbenhed. Jo mere ytringsfriheden er begrænset, jo flere rygter vil der være.

Jeremy Goldkorn er ikke i tvivl om budskabet i den seneste kampagne.

»Det her skal minde alle om, hvem der bestemmer. I forhold til Kinas Kommunistparti, så er beskeden – don’t speak shit about us,« siger Jeremy Goldkorn. Han forudser, at Sina og Tencent fra nu af vil meget mere forsigtige, og at de vil optrappe deres censur.

En stor del af censuren i Kina bliver administreret af private virksomheder, der har censorer ansat til at overholde den flydende grænse for, hvor censuren måtte gå. Det kan du læse mere om her.

Kina er gået igang med at censurere sagen om den britiske forretningsmand Neil Heywood. Sådan næsten.

Hele sagen om Wang Lijun og magtkampen omkring Bo Xilai er en af de største politiske skandaler i et par årtiet, og den er brudt ud kort før efterårets store partikongres, hvor der bliver valgt ledere som skal stå i spidsen for Kina i det næste årti.

• Læs også - alle tidligere artikler om Bo Xilai og magtkampen

Derfor er den også blevet et af de mest debatterede og omdiskuterede emner på internettet, for kineserne ved ikke meget om deres øverste ledere, og det er sjældent at der dukker den slags sprækker op i facaden af Kinas Kommunistparti.

Derfor er der også dukket bunker af rygter op på Weibo. Om militære køretøjer i Beijing. Om skud i gaderne. Om kup. De får lov til at sprede sig vildt, blandt andet fordi der ikke er nogen fri presse i Kina, som hurtigt kan gå ud og checke dem.

Som Isaac Stone Fish skrev forleden på Foreign Policy:

Mainland media sites have begun to strongly censor discussion of Bo Xilai and entirely unsubstantiated rumors of gunfire in downtown Beijing (an extremely rare occurance in Beijing). Chinese websites hosted overseas, free from censorship, offer a host of unsupported, un-provable commentary on what might have happened in the halls of power. Bannedbook.org, which provides free downloads of “illegal” Chinese books, posted a long explanation of tremors in the palace of Zhongnanhai, sourced to a “person with access to high level information in Beijing,” of a power struggle between President Hu Jintao, who controls the military, and Zhou, who controls China’s formidable domestic security apparatus. The Epoch Times, a news site affiliated with the Falun Gong spiritual movement (which banned in China), has published extensively in English and Chinese about the coup.

Så censuren er paradoksalt nok en af grundene til, at det kinesiske internet lige nu er ved at brænde sammen af rygter.

Hvor effektiv er censuren så? Se på sagen om Neil Heywood. Der er 350 millioner kinesere, som bruger mikroblogs, og hvis man går ud på den mest populære af dem, Sina Weibo, så er der huller i censuren.

For eksempel kommer der ingen resultater, hvis man søger på 海伍德, der er Neil Heywoods kinesiske navn. Så får man beskeden om, at der på grund af den “relevante lovgivning” ikke er nogen søgeresultater. Og hvis man søger på “Neil Heywood,” så er resultatet det samme.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Men der er huller. For man kan godt søge på “Heywood.” Og man kan også søge på 英籍保姆, der betyder “engelsk barnepige,” som er en hentydning til, at Heywood ifølge rygter skulle have været barnepige for Bo Xilais søn, Bo Guagua. Så hvis man absolut vil diskutere en sag, så er der for det meste måder, hvor man kan slippe uden om censuren på.

Det er der også to eksempler på fra de seneste dage. I søndags (Guardian og Reuters) beskyldte Google den kinesiske regering for at besværliggøre eller endda helt blokere for adgangen til Gmail i Kina.

Det har jeg selv haft problemer med. Hvis jeg åbner for Gmail i en browser, så er siden langsom, hvis den overhovedet dukker op.

Det andet eksempel er, at myndighederne har blokeret for forskellige VPN’s. Det står for Virtual Private Network, og det er kort fortalt en service, hvor man sidder i Kina og med en lukket forbindelse logger på en server i for eksempel USA. På den måde kravler man uden om den kinesiske censur, og får det samme internet som amerikanerne.

Det har hidtil fungeret fint, så brugere af VPN’s kunne besøge et ucensureret internet og gå på sider som for eksempel Youtube, Facebook og Twitter, der er blokeret i Kina. Ikke længere. Der er nu blevet lukket for flere af de mest populære VPN’s.

• Læs også – tidligere artikler om Google vs. Kina

Det har for det første betydning for de kinesere, der vil slippe uden om The Great Firewall. Men det er mit indtryk, at de fleste kinesere bruger især gratis proxy-servere. Derimod er brugerne af de blokerede VPNs især mindre og mellemstore virksomheder samt udlændinge, der bor og arbejder i Kina. Men det giver også problemer for selv større virksomheder, hvor medarbejderne skal koble sig op på nettet via VPN. Her har jeg hørt om flere i de seneste dage, som i perioder ikke har kunne logge på deres virksomheders netværk. Så det er ikke kun de store og mest populære udbydere af VPNs, der er blevet blokeret for.

Hvorfor gør regeringen det? Kort sagt for at undgå en Jasmin-revolution som i Mellemøsten. Og de er åbenbart parat til at acceptere omkostningerne. For de er store.

Censuren er nu så omfattende, at det er direkte forstyrrende, hvis man bruger internettet professionelt. Det går ikke at bruge nettet uden VPNs, for der er blokeret for alt for mange sider. Det hænger selvfølgelig også sammen med de sider, jeg har brug for at besøge som journalist. Men når der også bliver blokeret for Gmail, og når almindelige, udenlandske virksomheder ikke kan bruge deres netværk, så koster det også direkte penge.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Kina er på vej til at isolere sig fra resten af internettet. Det sker på grund af regeringens og Kinas Kommunistpartis frygt for at miste magten. I længden kan det have enorme omkostninger, som de åbenbart er parate til at løbe. Hvis udviklingen fortsætter, så vil det gå ud over små og mellemstore virksomheder, kinesiske som udenlandske, der er afhængige af VPNs. Det vil kunne mærkes på investeringer, innovation, kultur og i det hele taget bredt i samfundet, hvis kineserne kun har adgang til et harmonisk internet.

For eksempel for forskning og civilsamfundet. Her skriver den kendte sexolog, Li Yinhe – som jeg i øvrigt interviewede til denne artikel – om, hvordan hun forleden forsøgte at skrive og sende en mail, der indeholdt ordet “sex.” Det kunne hun ikke. Hun fandt ud af, at ordet nu er blevet censureret, som den normalt afdæmpede og saglige forsker skriver her på Shanghaiist:

My God. Mamma mia. I really don’t know if I should cry or laugh. Our internet censors have gone crazy, but they really shouldn’t be driving us commonfolk crazy too.

Here’s my proposal. Since we’ve banned the English word “sex”, we should also be banning the Chinese character “性”, and let’s see what the results will be. [Editor's note: The character "性" means sex and is also a suffix for -ability, eg., "probability" 可能性]. There is a new disease in China today — internet censorship neurosis. China’s internet censorship has now gone full blown neurotic. Save the internet, save the Chinese language. [Translation by Shanghaiist]

Internettet er også blevet så integreret en del af hverdagen, at det kan få konsekvenser for eksempel virksomheder, der skal overtale medarbejdere til at bo i Kina. En ting er, at man ikke kan bruge Youtube, Twitter og Facebook. Men det bliver alvorligt irriterende, hvis e-mail services som Gmail står næst på listen. En anden service, der også snart kommer i vanskeligheder, er Skype. Og efterhånden er der kun et meget forkrøblet internet tilbage.

Men prøv det selv. Udover dem, som jeg har nævnt ovenover, så lav en liste over de 20 hjemmesider og services, som du bruger mest hver dag. Og prøv så at gå en uge uden dem. Det er måske en smagsprøve på det kinesiske internet om et år.

Hvad skriver de andre?

• New York Times – China Tightens Censorship of Electronic Communications

• Global Post – Google’s China problem

• Wall Street Journal – Google Objects to China’s Acts

• Global Voices – PPTP and L2TP VPN protocols blocked

Chen Guangcheng (陈光诚) er en af de mest kendte aktivister i Kina. I 2006 kom han på det amerikanske Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton tog også hans sag op med præsident Hu Jintao, da han for nogle uger siden var på besøg i Washington.

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

Den blinde Chen Guangcheng er en selvlært advokat, der hjalp bønder i de utallige sager rundt om i Kina, hvor myndigheder konfiskerer landbrugsjord for at gøre plads til for eksempel fabrikker og huse, som er mere lukrative for de lokale regeringer. Især fordi bønderne sjældent for ordentlig kompensation. Han har også hjulpet kvinder i sager om tvangsabort og -sterilisering.

• Læs også – alle artikler på Kinablog om menneskerettigheder

Det arbejde kostede ham i 2006 fire års fængsel. Her for nogle måneder siden blev han så løsladt, men myndighederne satte ham straks i husarrest. Det lykkedes dog at få smuglet en video ud af landsbyen, hvor Chen bor. Her fortæller han om, hvordan han selv, hustruen Yuan Weijing og deres børn er under konstant overvågning.

Nu siger en anonym kilde til gruppen China Human Rights Defenders, at Chen og hustruen fik tæsk, da sikkerhedsfolkene opdagede, at videoen var blevet offentliggjort i sidste uge. Parret fik så mange bank, at de efter sigende ikke kunne stå ud af sengen. De har heller ikke fået lov til at tage på hospitalet.

Her nedenunder er der links til artikler og udtalelser om sagen:

Human Rights in China – HRIC Urges International Attention to Blind Lawyer Chen Guangcheng’s Situation

Guardian – Fears Chinese lawyer beaten over house arrest video

China Digital Times – Breaking the Blockage: Face to Face with Chen Guangcheng

AFP – Video of blind activist surfaces in China

I Kina er der ofte censur af nyheder og informationer, der ses som en trussel eller udfordring til regeringen og Kinas Kommunistparti. For eksempel blev der i flere måneder lukket for internettet til hele Xinjiang provinsen, hvor der var optøjer i juli 2009. Der blev først åbnet helt for det i maj 2010.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Der skal da heller ikke megen fantasi til at se sammenhængen mellem Tiananmen i 1989, og billederne af kampvogne i det centrale Cairo. Beijing er næppe bekymret for, at dominobrikkerne fra Mellemøsten skal ramme den kinesiske grænse, men regeringen er selvsagt opmærksomme hver gang, at et autoritært styre falder. Især med situationen lige nu i Kina – med inflation og utilfredshed over den stigende forskel mellem rig og fattig og dem med og uden privilegier.

Så hvad har Beijing gjort, for at kontrollere nyhederne fra Egypten?

Fredag aften og nat kunne man stadig gå ind på kinesiske mediers hjemmesider og læse nyheder om urolighederne og se billeder med udbrændte militærkøretøjer. Men de seneste dage er flere af artiklerne forsvundet eller brugernes kommentarer er blevet slettet.

De fleste aviser og medierne på internettet har kun brag artikler fra det statslige nyhedsbureau Xinhua. De fleste af dem har dog været gemt inde i for eksempel aviserne eller sent i nyhedsudsendelserne på TV. Indholdet handler mest om antallet af døde eller har kommentarer fra den egyptiske regering. Mandag var topnyheden om Egypten, at Kina havde chartret to fly til at hente 550 strandede kinesere i lufthavnen i Cairo. Der var ingen diskussioner om Egyptiske reformer, demokrati eller forklaringer på årsagen til urolighederne.

Hvis du vil have et godt billede af, hvordan de kinesiske medier dækker Egypten, så kan du se en samling af links her på China Elections. Det er på kinesisk. Global Voices har også lavet en god gennemgang af dækningen i medier og på internet.

Censuren kan også ses på de mange kinesiske mikroblogs, der er hjemmesider som Twitter, hvor man kan skrive kommentarer på 140 tegn. For eksempel hvis man søger på 埃及 (Aiji), som Egypten hedder på kinesisk.

»I henhold til relevante politikker og lovgivning kan søgeresulatet kan ikke vises,« står der på Sina Weibo, der er en af de mest populære mikroblogs, som bliver stadigt vigtigere i Kina.

• Læs også – Twitter på kinesisk: 140 tegn der gør en forskel

Det er dog kun, når man søger efter 埃及, at der er censur. Man kan stadig skrive om det. Det dukker altså bare ikke op i søgeresultaterne.

Der er dog også måder at komme uden om censuren på. I weekenden kunne man bare erstatte 埃及 med Egypt, og det blev ikke fanget af filtrene. Det gør det dog nu.

I dag er der op mod 120 millioner kinesere, som bruger mikroblogs. Det viser en undersøgelse fra januar, der er lavet af Shanghai Kommunikations Universitet. Det tal er vokset fra otte millioner i 2009.

• Læs også – Hvorfor er internettet så vigtigt i Kina?

På det seneste – især efter Liu Xiaobo blev tildelt Nobels Fredspris sidste år – har myndighederne strammet censuren og slået hårdere ned på medierne. Det siger flere analytikere. Senest International Federation of Journalists, der udkom med deres årlige rapport i går. På det seneste har myndighederne også slået ned på medierne.

Der blev lukket for adgangen til Twitter i juni 2009. Der er også blokeret for eksempelvis Facebook, Youtube og andre hjemmesider, som regeringen mener har politisk følsomt materiale eller kan bruges til at sprede det.

I alt er der 457 millioner kinesere på internettet, viser en to uger gammel rapport (.pdf) fra regeringens center for internet, CINIC.

Men er det overhovedet rimeligt, at sammenligne Egypten og Kina?

Ja, til en vis grad. De politiske systemer i de to lande ligner hinanden, hvor begge landes regeringer har monopol på magten. Med de samme problemer med social stabilitet og korruption til følge. En vigtig del af Kinas Kommunistpartis legitimitet er, at de er garant for økonomisk udvikling og fremgang, og det lykkedes med de seneste tre årtiers vækst. En af forskellene er, at det ikke er lykkedes for Egypten.

Men den økonomiske udvikling og de politiske reformer har også givet kineserne en voksende bevidsthed om deres rettigheder som borgere. Og det er især her, at internettet bliver brugt til at lufte deres kritik af staten og myndighederne. Det kan man se over de seneste år, hvor Beijing har udvist en stadigt større overfølsomhed overfor enhver form for social uro og sociale problemer. Og netop derfor holder den kinesiske regering godt øje med udviklingen i Egypten.

Der er markant forskel på at skrive 140 enheder på dansk eller på kinesisk. Med de kinesiske skrifttegn kan man udtrykke og skrive langt mere end på dansk, som jeg har været inde på tidligere. For eksempel her.

Se på dette eksempel fra China Media Project, hvor det kræver fire kinesiske tegn for at sige noget, som man skal bruge 56 enheder for at skrive på engelsk:

While a single English word can consume a whole string of characters, a single Chinese character is far more condensed, conveying an entire word or concept in a single computing ‘character.’ Consider, for example, the richness of a typical four-character Chinese idiom such as ba miao zhu zhang (拔苗助长), or “trying to help the shoots grow by yanking them upward,” which means to ruin something through overbearing enthusiasm. That’s a precious four characters in Chinese, but a verbose 53 in English.

Derfor er det ikke overraskende, at kineserne er blevet storforbrugere af mikroblogs. Ifølge en ny undersøgelse, der blev offentliggjort i går i Global Times, skulle der nu være 75 millioner kinesere, som bruger de små blogs.

Den mest populære af dem er Sina Weibo. Og ikke Twitter. Den har været censureret i Kina siden juni 2009. Det er de kinesiske mikroblogs ikke, for de hører under landets lovgivning, og virksomhederne har derfor ansvar for indholdet, som de er med til at censurere.

Men de kinesiske mikroblogs har stadig indflydelse på mediebilledet, som man kan læse i den glimrende artikel fra China Media Project. Artiklen kommer også med en god gennemgang af de tekniske forskelle på Twitter og de kinesiske konkurrenter. For eksempel:

Putting a user entry side by side with the original entry also has the effect of centralizing conversation on one original entry. With Sina’s focus on celebrity users, the timelines of these VIP users often resemble a television game show with an added dimension of interactivity. Acquainted celebrities talk with one another directly. The masses, meanwhile, respond in the comments section and repost the conversation to their networks.

Pictures posted on Weibo are also directly hosted by Sina and directly linked as a property of a given entry — rather, that is, than eating up valuable space in the text field.

Hver dag sender myndighederne et hemmeligt notat ud til landets medier. Notatet bliver også sendt til administratorerne for eksempelvis store portaler og andre hjemmesider, hvor man kan skrive artikler, diskutere og offentliggøre kommentarer. Alle den slags hjemmesider og private virksomheder skal nemlig have administratorer ansat, som er med til at censurere deres indhold.

Myndighederne, som står bag censuren og notatet, har festlige og indbydende navne som Statsrådets Kontor for Information (国务院新闻办公室) og Statens Administration for Radio, Film og TV (国家广播电影电视总局). Sidstnævnte er bedre kendt som SARFT. Deres hjemmeside er her, og du kan læse om dem her på Wikipedia.

Notatet er egentlig hemmeligt, men før eller senere dukker det alligevel ofte op flere steder på internettet. Blandt andet på China Digital Times, der hører under det californiske Berkeley Universitet.

Hvad er det så, at kineserne ikke måtte få at vide den 10. december? Det er ikke overraskende alt om Liu Xiaobo:

A general order from the Central Propaganda Bureau: All media outlets are requested to strictly and rigorously examine and check images, videos, and web pages, and prevent acrostics, caricatures, and other forms of reporting that hype the news of Liu Xiaobo receiving the Nobel Peace Prize.

刘晓波获诺贝尔奖

中宣部通知：请各媒体严格对文字、图片、音视频、网页进行严格审查把关，防止以藏头诗、漫画等形式报道、炒作刘晓波获诺贝尔奖的信息。

Og så handler det om Jernbaneministeriets nye regler om, hvornår man kan få refunderet sine togbilletter:

From the Central Propaganda Bureau: Regarding the ticket refund mechanisms and related policies issued by the Railroad Ministry (Tiedao bu), all media outlets are not to criticize or to question. As a principle, publish copy from the Xinhua News Agency.

铁道部退票机制

中宣部：对铁道部出台的退票机制等相关政策，各媒体不评论、不质疑，主要发新华社稿件。

Det er måske ikke helt åbenlyst hvorfor, at det skulle være et følsomt emne. Men i begyndelsen af december kom ministeriet med nye regler for, hvornår man kan få refunderet sine billetter. De har skabt en del vrede, for reglerne rammer først og fremmest – igen – de almindelige kinesere, og favoriserer dem, som har penge til at købe dyrere billetter.

De originale artikler fra de kinesiske medier er forsvundet, men den engelske udgave af Global Times har stadig denne artikel, som forklarer sagen:

China’s Ministry of Railways’ newly-revised regulations stipulating that the tickets of passengers who miss their trains will be invalid have led to criticism from members of the public, the Beijing News reported Wednesday.

The previous regulation stipulated that passengers who arrive late could exchange their tickets for another train. According to the new rule, those with tickets for high-speed trains only will still be able to do so.

Many people reportedly oppose the new rule, arguing that it is unfair because it discriminates between passengers who travel on regular trains and those who travel on high-speed trains.

One online comment said that because passengers who miss regular trains will not be able to take other trains, rail officials should compensate those with tickets for trains that are late by two hours or more.

:: Foto fra denne artikel

Den 46-årige Cheng Jianping (程建萍) – der på Twitter hedder wangyi09 – kopierede i sidste måned en kommentar om, at de kinesiske nationalister skulle angribe den japanske pavillon på Expo 2010 i Shanghai. Kommentaren, der oprindeligt var skrevet af Hua Chunhui (华春辉), var ment som en hånlig kommentar til de anti-japanske demonstrationer, der var flere steder i Kina på det tidspunkt.

Men det er nok mest af alt en dårlig undskyldning, som myndighederne bruge til at skubbe en kritiker af vejen. For man kan sagtens finde langt mere hårdtslående kommentarer om for eksempel Japan, Kina og nationalisme derude på internettet i de aktive kinesiske BBSer.

Hendes forlovede, Hua Chunhui, siger til blandt andre AP, at hendes arrest ikke handler om kommentaren. For hvem er det, at der bruger Twitter i Kina? Det er i høj grad aktivister og andre folk, der ved, hvordan man bruger teknologiske kneb som proxy-servere og VPN for at slippe uden om Den Store Firewall.

Parret er da også aktivister, siger Hua. De skulle i øvrigt giftes samme dag, som politiet anholdt hende på et hostel i Henan provinsen. Nu har hun så fået et år i arbejdslejr. Det kinesiske politi kan idømme straf på op til fire års arbejdslejr uden, at de anholdte skal stilles for en dommer.

Vil du læse mere? Her er nogle links:

• Global Voices – Activist sentenced to 1 year labour re-education for political satire

• New York Times – Chinese Woman Imprisoned for Twitter Message

• AP – Chinese woman sent to labor camp for retweeting

• Amnesty International – Chinese woman sentenced to a year in labour camp over tweet

Kina er et stort land, hvor der er tusinder af aviser, magasiner, tv-kanaler, radiostationer og nyhedsportaler på internettet. Så hvad skriver de om Liu Xiaobo? Intet. Ikke et ord. Stort set, i hvert fald.

Hvis man går ind på news.baidu.com og søger efter Liu Xiaobo (刘晓波), så er det ikke meget mere end denne vrede udtalelse fra udenrigsministeriet, der dukker op. Som kan læses her på engelsk.

Og så et portræt som dette, hvor der i sidste linje står, at det er svært at spå, om Nobelprisen er et tegn på, at Vesten er ved at begynde en Kold Krig mod Kina.

　很难说授予中国持不同政见者和平奖是否意味着西方与中国的冷战开始了。不过，毫无疑问，北京将会把这个决定视为不友好的纯政治举动。

Her ville jeg så gerne have lavet et link. Men siden jeg copy-pastede teksten ind her ovenover og til nu er artiklen blevet censureret. Man skal være hurtig på tasterne.

Som denne bruger hånligt skrev i fredags, så er censuren da også kommet op i omdrejninger:

他的名字现在是敏感词，不但网络上很难搜到，就连发短信都不行，无论中英文。天朝的过滤功能真的是很及时。

Som der også står, så er det ikke kun på internettet, at Liu Xiaobo bliver “harmoniseret.” Man kan heller ikke nævne ham i SMS’er.

Og slet ikke i medierne, som jeg skriver ovenover. China Digital Times har offentliggjort den bulletin fra “Sandhedsministeriet,” der hver dag bliver sendt ud til kinesiske medier.

All websites are to delete special topics on the prize: “Websites are not to create news items or exclusive stories on the Nobel Prize. Exclusive stories that do exist must all be deleted.”

The latest directive from the Central Propaganda Bureau: “Standard copy on Liu Xiaobo winning the Nobel Peace Prize has been approved for distribution, but all media outlets are not allowed to publish it. This includes all print and online media.”

The Office of Information of the State Council has issued a directive regarding Liu Xiaobo winning the Nobel Peace Prize: Set into place the prohibited words on all micro-blogs; on-line forums, blogs and other interactive platforms are all forbidden from transmitting them. The Xinhua News Agency will shortly circulate copy.

真理部博客编辑祝贺刘晓波获诺贝尔和平奖！

各网站删除诺贝尔奖专题 “有关诺贝尔奖事各网站不要制作新闻专题，已有的专题一律撤除。”

中宣部最新指令： （有关刘晓波获得诺贝尔和平奖）通稿照发，但所有媒体不得登载。含一切纸媒、网媒

国新办有关刘晓波获得诺贝尔和平奖最新指示：全国所有微博设置严禁词，论坛博客等互动环节一律禁止传播。稍后新华社会有通稿

Som altid er der dog masser af måder at komme uden om censuren på internettet. Det kræver lidt teknisk snilde, men er på ingen måde svært, så man for eksempel kan gå på Twitter, som CDT også oversat har oversat kommentarer fra.

For eksempel denne fra den kendte advokat @tengbiao:

明天如果一个大报不把刘晓波获奖作为主要新闻，你就可以知道该报的真正老板是真理部。

Tomorrow, if a big paper doesn’t put Liu Xiaobo’s prize win as a top news item, then you’ll know that the paper’s true boss is the Ministry of Truth [i.e., Propaganda Department].

China Media Project på Hong Kong University har også skrevet en glimrende opsamling om, hvordan nyheden om Nobelprisen bredte sig på Twitter og de kinesiske mikroblogs.

Da Thorbjørn Jagland fortalte på en pressekonference i Oslo, at det var Liu Xiaobo, som fik Nobels Fredspris, blev det vist direkte på CNN. Signalet blev stor set med det samme afbrudt i Kina, hvor man slukkede for den amerikanske tv-kanal. Det måtte kineserne ikke få at vide, som man kunne læse i både danske og udenlandske medier.

Sagen er bare, at det er et virkeligt dårligt og misvisende eksempel på, hvordan censuren virker i Kina.

CNN og konkurrenten BBC er kendte i Vesten, og derfor gå vi også ud fra, at det samme gælder Kina. Det gør det ikke. Det betyder meget lidt for kineserne, at der bliver slukket for de to kanaler en gang imellem, når der er breaking news. Som for eksempel under urolighederne i Xinjiang eller Tibet.

Hvem er det så, at der ser CNN og BBC her i Kina? Det er udlændinge. Kanalerne kan kun ses på dyre hoteller eller compounds i byer som Shanghai og Beijing, hvor der bor udlændinge. Almindelige kinesere har ikke adgang til de to kanaler. Som i øvrigt også er på engelsk, som de færreste taler.

Signalerne fra de to tv-stationer kommer ind i Kina ad flere kanaler. Myndighederne har forsinket signalet ud til tv-skærmene med omkring 30 sekunder, så de har tid til at slukke for det, hvis der kommer for eksempel breaking news. Men selvom der bliver slukket for signalet i Beijing betyder det altså ikke, at skærmen også går i sort 1.000 kilometer derfra i for eksempel Shanghai. Kina et stort land.

Jeg har fået meldinger om, at folk så pressekonferencen direkte på BBC, uden at der blev slukket for den. En af grundene kan være, at der er forskellige grader af censur. At de er hurtigere til at slukke for det på hoteller. Men at man i for eksempel dyrere compounds får lov til at beholde det.

Det mest interessante er – hvorfor i alverden slukker de for signalet, når det kun er udlændinge, der ser det? Set ud fra et censur- og propaganda-mæssigt sysnpunkt er det en virkelig dårlig ide. Det eneste resultat er, at det gør folk nysgerrige. Hvad er det, at jeg ikke må se?

Samtidig, de folk, der ser de to kanaler, ved også, hvordan man går udenom firewallen og censuren på internettet. Derfor virker det pandeklaskende dumt, at de forsøger at skjule en mega-nyhed om, at Liu Xiaobo har fået Nobels Fredspris.

Hvorfor gør de det så? Jeg tror, at det meget enkelt er af gammel vane. Hellere gøre for meget end for lidt. Og at der samtidig ikke er nogen i det konservative censur-systemet, der tør foreslå, at det er en dårlig ide, som man burde stoppe med. For hvad hvis det nu gav tilbageslag?

Samtidig, så tror jeg helt banalt, at det samme system har en ualmindelig dårlig ide om, hvordan det bliver opfattet i udlandet, og hvordan udlændinge reagerer på det. Det er først de seneste år, at Kina er blevet interesseret i soft power. Og diplomatiet har i sandhed meget at lære endnu.

Jeg har brugt det til at lave en faktaboks til dagens Berlingske. Den kan du læse her nedenunder. Boksen viser, hvordan Beijing bruger især seks forskellige måder til at begrænse ytringsfriheden på internettet.

• Filtre: Præsident Hu Jintaos søn forsvandt fra internettet i juli 2009. Her var han indblandet i en korruptionssag i Afrika. Derfor opdaterede myndighederne de filtre, som al trafik på internettet går igennem i Kina. Filteret kaldes også for »Den Store Firewall,« og det blokerer for bestemte adresser og hjemmesider. Det opdateres konstant med politisk følsomme ord og sætninger. Nøgleord om eksempelvis Falun Gong og demonstrationerne i 1989 er altid en del af filtret.

• Sletning: Op til 15 års fængsel for at protestere mod myndighederne, foreslog en kinesisk politiker her i marts. Det gav voldsom debat på internettet. Men nu er meget af den væk, for man fjerner og sletter indhold fra nettet. Alle sociale netværk, søgemaskiner og internetselskaber er ansvarlige for indholdet. Derfor er det ofte private virksomheder, som for eksempel Google, der står for censuren i Kina.

• Hackerangreb: De har læst og downloaded alle mine emails, fortalte kunstneren Ai Weiwei i januar. Han var en af dem, der havde en mailkonto hos Google, som hackere angreb. Kritikere af Beijing – journalister, dissidenter og menneskeretsaktivister over hele verden – bliver stadig oftere angrebet. Eksempelvis med mails med virus. Hackere angriber også hjemmesider, der drives af kritikerne.

• Spionprogrammer: Alle nye computere i Kina skulle have »Grønne Dæmning« installeret. Det er et computerprogram, som blandt andet holder øje med, hvilke hjemmesider man besøger, og det styres fra en central database. Forslaget fra 2009 var så upopulært, at man opgav det. Men enkelte provinser er nu gået i gang med lignende tiltag. Og »Grønne Dæmning« bruges i dag i skoler og universiteter. Samt i for eksempel etageejendomme, der deler en internetforbindelse.

• Domænenavne: Kineserne kan ikke længere købe et domænenavne med .cn. Det sker i kampen mod pornografi, sagde myndighederne i december og begyndte en kampagne, hvor også 130.000 hjemmesider blev lukket. Senere blødte man lidt op på forslaget. Nu kan private igen få et .cn domæne. Hvis man møder personligt op med ansøgning, ID kort og et foto.

• Sluk: Der blev dræbt 200 personer under optøjerne i Xinjiang, der begyndte i juni sidste år. Siden har provinsen med de cirka 21 millioner indbyggere været mere eller mindre afskåret fra omverdenen. Ingen internet, sms eller telefonopkald til udlandet. Andre steder i Kina har man i byer og mindre områder også lukket for adgangen til udenlandske hjemmesider. Og der kan være loft for, hvor mange sms’er man kan sende om dagen.

En journalist fra Hong Kong har optaget sin samtale med Statsrådets Informationskontor. Det er en af de øverst ansvarlige myndigheder for censuren i Kina.

Jeg skrev om hende i går på Twitter. Du kan springe direkte over og lytte til hendes samtale her, men den er på kinesisk. I dag har Chinageeks dog været så gode at oversætte den til engelsk, og du kan læse udskriften her.

Journalisten forsøger såmænd kun at få bekræftet hos myndighederne, at Google flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Ikke ligefrem en hemmelighed.

Men kontoret vil ikke engang bekræfte noget, der er alment kendt. Og det er ikke kun de kinesiske journalister, der møder den mur. Det har jeg og alle andre korrespondenter også oplevet. Helt normalt.

Samtalen ender da også på den helt klassiske måde:

S.C. Worker 2: Yes. Write your question on the fax, OK?
Reporter: Is this news real or not?
S.C. Worker 2: Uh, because I’m just the person who answers the phones, personally, I don’t have any way of responding to your question. We prefer to receive faxes.
Reporter: So do you have any information at all [about the news Google is leaving China]?
S.C. Worker 2: If you want to ask me this in detail, because I only answer the phones, I personally…you probably can understand, there are different jobs within an office. How about this, going by the normal system, you should send a fax to the number I just told you
Reporter: And then?
S.C. Worker 2: And write your question and your name and how to get in touch with you on the fax. Then on this end we will deal with it according to the system. We will get in touch with you.

Og det er virkelig standardsvaret. Skriv dine spørgsmål. Send en fax. Vi vender tilbage. Så vidt jeg husker sendte jeg min første fax til en kinesisk myndighed i marts 2008. Men de vender nok tilbage en dag.

Martin Breum har i øvrigt skrevet en artikel på Journalisten, hvor han spørger, om man kan stole på korrespondenterne. Især når de arbejder i en etparti-stat, hvor det er umuligt at dobbelt-tjekke oplysninger. Kort sagt – selvfølgelig kan man det. Men kan man stole på den kinesiske stat?

• Google truer med at trække sig ud af Kina. Læs alle artiklerne om Google og Kina

Lille Zhang (小张) er student. Han har lige vundet 10.000 yuan. Cirka 7.500 kroner. Dem fik han overrakt for et par dage siden, som man kan se på billedet herover.

Zhang deltog i den nationale konkurrence “Slå ned på pornografi” (扫黄打非), hvor han angav 32 hjemmesider med vulgært indhold.

Den slags offentlige kampagner er blot et af mange værktøjer, som myndighederne bruger for at kontrollere internettet. For censuren i Kina foregår på mange måder og niveauer. Men hvordan?

Der er internetpolitiet. Et ukendt antal betjente, der surfer rundt på nettet og holder øje med indholdet.

Der er selvcensur. Så for eksempel journalister ikke skriver om bestemte emner. Medierne får også beskeder om, hvis de en dag ikke må skrive om et bestemt emne.

Alle hjemmesider, som for eksempel udbydere af blogs og fora, har personer ansat, som går al indhold i gennem, som brugerne skriver. Og som de sletter, hvis det er politisk følsomt.

Her i 2009 er censuren af det kinesiske internet blevet strammere end nogensinde før.

Men hvad er det, at man må og ikke må?

Det er lige blevet ulovligt for almindelige kinesere at købe og eje et .cn domæne, oplyser CNNIC. Ingen hjemmesider til private.

I 2008 var der flere kampagner mod pornografi på internettet, og Kina er nu gået igang med en kampagne mod pornografi på mobiltelefoner

I juni bad Kina også Google om at fjerne links til indhold, som skulle være pornografisk. Det var også her, at der blev blokeret for adgangen til udenlandske hjemmesider som Youtube, Facebook, Hotmail og Twitter. I denne uge blev der også slukket for adgangen til IMDB.

SARFT har også lukket for en bunke hjemmesider og services, der blev brugt til fildeling. Blandt andre BTChina og VeryCD.

Der er også utallige kinesiske Twitter-kloner, der er blevet lukket. For eksempel Digu og Zuosa. Ikke på grund af censur. Men med en undskyldning om rod i regnskaberne.

Regeringen ville have installeret et spionprogram, der hed Grønne Dæmning, på samtlige nye computere i Kina. Det var der massive protester imod. Regeringen opgav. Ventede et par måneder til der faldt ro over sagen, og nu er Blå Skjold måske på vej i stedet.

Samtidig risikerer man, hvis man sidder og chatter på det rasende populære QQ, at de giver alle dine samtaler og informationer videre til politiet.

Myndighederne har også slået ned på uighurerne. Så nu er det ulovligt at diskutere seperatisme på internettet i Xinjiang provinsen, hvor de voldsomme optøjer brød ud i juli. For eksempel da en uighursk fotograf ville på internetbar i Shenyang. Men da de så hans ID-papirer, kunne han ikke få lov at gå på nettet på grund af “lovgivningen”.

Rebecca MacKinnon har i øvrigt lavet en udførlig opsamling, der giver et godt overblik over censurtroldenes nye arbejde.

Hvordan kan man så slippe uden om censuren?

Der er forskellige måder. For eksempel ved at bruge VPN og Proxy.

Selv de metoder må nu stadig oftere give fortabt. For efter alt at dømme har SARFT og censurtroldene sat fokus på dem, for at finde metoder til at blokere dem.