Tag arkiv for charter08

Liu Xiaobo: Brev fra Nobelprisvinders isolerede hustru

796 200x105 shkl New York Times og Austin Ramzy har fået fat i et brev fra digteren Liu Xia. Hun sidder – ulovligt – i husarrest i Beijing, fordi hun er gift med Liu Xiaobo, der vandt Nobels Fredspris i 2010. Han afsoner en fængselsstraf på 11 års fængsel.

Brevet er blevet smuglet ud og adresseret til en ven, der er blevet anonymiseret. Det er oversat af Perry Link.

• Læs også – Alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu Xia har kun meget lidt kontakt med omverdenen . Sidste år lykkedes det for nyhedsbureauet AP at snige sig forbi vagterne og komme ind i hendes lejlighed. Her fortalte hun om, hvor absurd det er at sidde i husarrest.

Hele hendes liv handler nu om bøger og om at læse. Det er som at trække vejret, skriver hun i brevet, som du kan læse her på New York Times’ kinablog:

Dear XXX,

I’ve read your “epistolary novel.” If I imagine myself an outside reader, I can only wonder how or through what special power you manage to keep on writing when the protagonist for whom you are pleading is absent. It moves me.

I have always loved reading, and do much of it. Most of the books in our home are ones I personally purchased and brought here, and most of the hours in my life are spent in reading them. I describe myself as having grown up “feeding on books.” My reading has no specific goal; for me it’s rather like breathing — I have to do it in order to live. When I find books that I love, I feel the author is writing for me alone, and feel a private joy.

In the 1980s I, too, wrote fiction and film scripts. I have faith that there will come a day when that absent person writes another part of his (her) story.

Please tell XXX that the book I am currently “feeding on” is A History of the Gulag. Living in almost total isolation, I find the road before me populated by countless books. I hide among the books and meander in the world.

You can imagine how terrified I felt to face the world alone after they came to take Xiaobo away. I have had no choice but to accept that reality. I have been extremely tired.

Let me offer you one of my poems. Hah! This will be a challenge for your translator!

“Fragment 8”

The light of death
That often appears, as I gaze at my reading,
Feels warm.
I feel sad that I must leave.
I want to go to a place that has light.

That tenacity, mine for years,
Has turned to dust.
A tree
Can be felled by a bolt of lightning
And think nothing.

The future, for me,
Is a shut window.
The night within has no end
And the horrid dreams do not fade.

I want to go to a place that has light.

(Written in 2011)

“Eleven years” in duplicate now weigh on me, but I do not feel as depressed as when I wrote “Fragment 8.” This is because all of you have helped me to open the window and let the sun rise. I know that all of this is not the end — even if justice is too long in coming.

I chose this life myself, so need to see it through to the end.

In 1996, at the Holocaust museum in Washington, D.C., I bought a postcard that showed a pile of shoes of Jewish people. Since then, innumerable Jewish people have been standing in my memory. I think that some day we, too, will have a memorial building to remember those people who are slipping out of the memories of Chinese today. We will. For sure.

I’ll tell you a funny story. In 1996 when I was in Boston a friend invited me to go out drinking. We went from bar to bar, but they always asked to see my passport for proof that I was of drinking age. I was 35 then, but had left my passport in New York. My hair was long then, so I bundled it up and then let it go, repeatedly, hoping this would make me look old enough to drink. Finally, around midnight, we did get a drink at an outdoor bar. I’ll find a 1996 photo of me — maybe you Americans really can’t tell the age of Oriental people. The memory makes me want to chuckle. (A photo here)

Next time, I’ll write only about happy things.

XXXXXXXXX

Liu Xia

July 26, 2013

Gå til artikel » Skriv kommentar

I husarrest i Kina: Liu Xia – det er så absurd

796 200x105 shkl Hun har ingen telefon. Ikke noget internet. Liu Xia får kun lov til at gå ud nogle gange om ugen for at købe dagligvarer eller for at besøge sine forældre. En enkelt gang om måneden for hun også lov til at se sin mand, Liu Xiaobo, i fængslet.

Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris i 2010, fordi han er medunderskriver af Charter 08. Det er også derfor, at han afsoner en straf på 11 års fængsel. Og derfor, at Liu Xia sidder i husarrest.

• Læs ogsåLiu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

Hun har ikke gjort noget, der er ulovligt. Hun er aldrig blevet dømt for noget. Men alligevel har de kinesiske myndigheder isoleret hende fra omverdenen siden 2010. Hun sidder i parrets lejlighed i Beijing, og som de første i to år fik AP i dag kontakt med hende.

Liu Xia trembled uncontrollably and cried Thursday as she described how her confinement under house arrest has been absurd and emotionally draining in the two years since her jailed activist husband, Liu Xiaobo, was named a Nobel Peace laureate in 2010.

Breathless from disbelief at receiving unexpected visitors into her home and with a shaking voice, Liu spoke in her first interview in 26 months — a brief conversation with journalists from The Associated Press who managed to visit her apartment while the guards who watch it apparently stepped out for lunch.

Liu said her continuing house arrest has been painfully surreal and in stark contrast to Beijing’s celebratory response to this year’s Chinese victory among the Nobels — literature prize winner Mo Yan. Liu said she has been confined to her duplex apartment in downtown Beijing with no Internet or outside phone line and is only allowed weekly trips to buy groceries and visit her parents.

“We live in such an absurd place,” she said. “It is so absurd. I felt I was a person emotionally prepared to respond to the consequences of Liu Xiaobo winning the prize. But after he won the prize, I really never imagined that after he won, I would not be able to leave my home. This is too absurd. I think Kafka could not have written anything more absurd and unbelievable than this.”

• Læs ogsåtidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Jeg har interviewet Liu Xia flere gange. For eksempel her i 2010. Hun siger selv, at hun blot er digter, og hun har heller ikke gjort noget ulovligt, andet end at elske Liu Xiaobo:

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand. Som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min madlavning. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i kosten i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig og lys stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Hustruens forbrydelse: Ny fotoudstilling med Liu Xiaobos dukker

Måske vidste hun, hvad der var på vej til at ske.

Den sidste gang jeg talte med Liu Xia var onsdag den 6. oktober 2010. Det var en bidende kold efterårsdag, som de nu kan være i Beijing, men vi sad inde i varmen på et the-hus, der ligger ved siden af hendes lejlighed.

Jeg har kun mødt og talt med hende måske et par håndfuld gange i de seneste år. Liu Xia er lille, hun virker skrøbelig, og har et kortraget hoved, så hun nærmest ligner en buddhistisk munk. Hun virker altid lidt sky. Men måske er det også fordi hun er så rolig, hun taler ofte langsomt, smager på ordene og tænker.

Men den dag var hun stresset. Eller måske nærmere blot travl, sådan virkelig travl og med meget at se til og tænke på. Med god grund. For dagen efter fik hendes mand, Liu Xiaobo, Nobels Fredspris. Det var også den dag, at Liu Xia forsvandt.

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu Xia er i begyndelsen af 50erne. Hun er poet og digter, og hun og Liu Xiaobo mødte hinanden i 1980erne, men det var først senere, at de blev et par. Hun har to interesser, og det er bøger og mad, for politik interesserer hende ikke.

Men hun er blevet offer for politik, der har taget hendes mand – Liu Xias stemme knækker ofte, når hun taler om ham – som afsoner 11 års fængsel, fordi han gjorde sig tanker om politisk frihed i Kina, og som har gjort hende til fange. Hun forsvandt nu ikke helt den dag i oktober, hun var i kontakt med omverdenen nogle få gange i ugerne efter, men der er ingen, som har hørt fra hende siden februar 2011.

Politiet er ikke i gang med en efterforskning, og hun er ikke tiltalt for noget, men myndighederne har sat hende i husarrest. Hun er gift med Liu Xiaobo, og det er hendes forbrydelse.

Dengang for langt over et år siden, hvor vi sad på the-huset i Beijing, tog hun sin taske frem og skubbede nogle fotografier over det massive træbord. Hun ville bare vise dem frem, for hun syntes, at de var sjove og gode.

Det var nogle sort-hvide billeder af dukker, der er taget i deres hjem, og hvor Liu Xiaobo på et af dem står med en dukke på skulderen.

• Læs også – tidligere artikler om menneskerettigheder

En af familiens venner, den franske akademiker og sinolog Guy Sorman, har brugt de seneste mange måneder på at smugle de 25 fotografier ud af Kina. Uden at Liu Xia vidste det, har han fortalt til for eksempel nyhedsbureauet AFP, for det ville give hende endnu flere vanskeligheder. Men hun har givet tilladelse til, at de kan bruges. Og det bliver de.

Indtil den 1. marts er fotografierne udstillet på Columbia University i New York. Derefter kommer de forbi Madrid, og senere i år ender de på en udstilling i Hong Kong, hvor de med garanti vil give debat og politiske slagsmål.

Dukkerne viser det kinesiske folks lidelser, og der er tårer på mange af dem. Serien hedder »Silent Strength of Liu Xia.« Og det må man håbe, at hun har.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Baggrund: Kinesisk forfatter flygter til USA

Yu Jie 200x209 shkl

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事,极其震惊,因为此前没听说消息。立刻给他打电话,他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我,事情发生在2010年12月9日,秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克,送医院,医院说这人救不了了,他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo nægtet adgang til fars begravelse

IMG 4742 400x380

Liu Xiaobos far døde for en uge siden. Men han var ikke med til begravelsen, for han fik ikke lov af de kinesiske myndigher. Og måske ved Liu Xiaobo ikke engang, at faren er død, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Kinas mest berømte kritiker, den 55-årige Liu Xiaobo, sidder i et fængsel i den nordkinesiske Liaoning provins. Han afsoner en straf på 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, der er et dokument, som opfordrer til politiske reformer i Kina. Liu vandt Nobels Fredspris i 2010.

• Læs ogsåTidligere artikler om Liu Xiaobo

I dag er Liu Xiaobo stadig stort set afskåret fra omverdenen, og hans advokat, Shang Baoujun, ved ikke, om nogen har fortalt ham om farens død.

»Jeg håber, at han har fået det at vide. Men jeg har ikke selv kunne fortælle ham om det, og jeg er ikke sikker på, at han har fået det at vide gennem andre kanaler,« siger Shang Baojun og tilføjer, at der ikke er noget i kinesisk lovgivning som sikrer fanger, at de har ret til at få udgang til for eksempel begravelser.

»Liu Xiaobo har ikke haft lov til at få besøgende siden han blev flyttet til fængslet i Liaoning. Det sidste besøg var i maj 2010,« siger Shang Baojun.

• Læs ogsåHurtig baggrund om Liu Xiaobo og Nobelprisen

Den eneste, der har lov til at besøge ham, er hans hustru, Liu Xia, der kan se ham en time om måneden. Inden hvert besøg skal hun dog først søge myndighederne om lov. Men det er usikkert, hvornår hun sidst har været der, og om myndighederne overholder loven.

Shang Baojun bekræfter, at Liu Xiaobos far er død, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra familien. Kilder siger, at myndighederne igen for nyligt har advaret familien mod at tale med pressen.

Den 52-årige Liu Xia er også selv isoleret fra omverdenen. Hun forsvandt sidste efterår før Nobelprisen blev uddelt i Oslo. Hun sidder efter alt at dømme i husarrest i Beijing, hvor hun er konstant overvåget og ikke har adgang til telefon eller internet. Politiet har ikke sigtet hende, og hun er ikke idømt nogen dom.

Liu Xiaobos far, Liu Ling, blev tidligere på året alvorligt syg og indlagt på hospital i den nordkinesiske by Dalian. Han døde i sidste uge under den kinesiske helligdag Månefestivalen, og han blev 79 år.

:: Liu Xia’s privatfoto af Liu Xiaobo

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

noble-peace-prize_200x200.shkl.jpg Kina, menneskerettigheder og Liu Xiaobo. Her er et cheat sheet med alt det, du skal vide, for at kunne føre en samtale ved middagsbordet (du kan jo printe ud og smugkigge, når din borddame/-herre ikke ser det).

Hvem er Liu Xiaobo?
Den 54-årige Liu Xiaobo er forfatter, litterær kritiker og tidligere professor i litteratur. I 20 år været en af Kinas mest fremtrædende samfundskritikere. Han blev født i den nordlige Jilin provins i 1955, og efter mellemskolen arbejdede han på gårde på landet og som vægmaler i byen Changchun. I 1977 begyndte han at læse litteratur på et universitet Jilin, hvor han blev interesseret i vestlig filosoi. Liu Xiaobo flyttede til Beijing og begyndte sin akademiske karriere i 1980erne. Han udgav sin første bog i 1987, der gjorde ham populær blandt intellektuelle. Kort efter tog han til Oslo og USA for at undervise, men vendte i 1989 hjem for at deltage i demonstrationerne i Beijing. Det kostede ham 21 måneder i arbejdslejr. I 1996 blev han igen fængslet. Denne gang for at opfordre til løslade fanger, der stadig var fængslede efter urolighederne. Liu Xiaobo blev fængslet i december 2008, da han var med til offentliggøre Charter 08. I 2009 blev han idømt 11 års fængsel for at opfordre til »omvæltning« af staten. Han nægter sig skyldig og siger, at han blot har ytret sig, som enhver borger har ret til at gøre.

Hvad er baggrunden for Charter 08?
Charter 08 er inspireret af Charter 77, der blev skrevet af tjekkiske dissidenter som Vaclav Havel. De krævede et stop for den sovjetiske undertrykkelse. Charter 08 er et dokument på lidt over 3.000 tegn, som Liu Xiaobo er medforfatter af. Det blev offentliggjort den 10. december 2008, og der var 302 medunderskrivere. Liu Xiaobo er dog den eneste, der sidder fængslet. I dag er der over 10.000 medunderskrivere.

Hvad går Charter 08 ud på?
Charter 08 har i alt 19 punkter. Chartret kræver politiske og demokratiske reformer i Kina, og at et-partistaten ophører. Grundlæggende skal demokratiet institutionalisere og menneskerettigheder sikres i ny forfatning. Charteret kræver også, at for eksempel domstolene skal være uafhængige. Som de er i for eksempel Danmark. I Kina står de under Kinas Kommunistparti. Samtidig kræver Charter 08 også ytringsfrihed, at politiske fanger løslades og et ophør for politisk propaganda i undervisningen i skoler. Politisk følsomme perioder i historien – som for eksempel demonstrationerne i 1989 – skal kulegraves.

Hvorfor har Kina reageret så vredt?
De senere år er antallet af politiske optøjer og social uro steget i Kina. Regeringen i Beijing anser Liu Xiaobo for at være en “kriminel”, der forsøger at “omvælte staten,” som han er blevet dømt for. Regeringen anser ham for at være en trussel mod deres magt og den sociale stabilitet i Kina. Beijing har også kaldt Nobels Fredspris for et “vestligt komplot” og et politisk redskab, der er ude på at ydmyge og holde Kina nede.

Hvilken slags pres har Kina så brugt?
De kinesiske ambassader rundt om i verden har aktivt forsøgt at presse landene til ikke at støtte Nobelprisen og at møde op til ceremonien i Oslo. 19 af de indbudte lande, der har diplomatiske repræsentationer i Norge, vil ikke møde op. Samtidig har forholdet mellem Kina og Norge lidt alvorlig skade. De kinesiske medier, der er på engelsk og henvender sig til et udenlandsk publikum, har udgivet en strøm af vrede kommentarer, der tilsviner både Nobelprisen og Liu Xiaobo. Det er dog gået værst ud over kineserne, hvor myndighederne har slået hårdt ned på en enhver form for sociale protester. Og hvor hundreder i dag er blevet sat i husarrest, fængslet eller chikaneret.

Hvilken betydning får Nobelprisen?
Menneskerettighederne har fået det markant værre i Kina siden 2007. På kort sigt vil situationen blive endnu værre. Men på trods af censuren i medierne, så har nyheden om Nobelprisen alligevel bredt sig på internettet i Kina. Det har gjort mange nysgerrige, og gjort Liu Xiaobo mere kendt end han var i forvejen. Derfor vil prisen højst sandsynligt gøre langt flere kinesere politisk interesserede. Spørgsmålet er, hvordan myndighederne vil reagere. Analytikere siger, at der er ikke er mange i de næste to generationer af ledere – altså frem til begyndelsen af 2020erne – der indtil videre lader til at vise interesse for politiske reformer.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

IMG_4742_400x380.shkl.JPG

Hvordan går det for menneskerettighederne i Kina, og hvad kan der gøres for at forbedre dem? Det kan du læse tre bud på her nedenunder.

I morgen får Liu Xiaobo Nobels Fredspris ved en ceremoni i Oslo. Og Liu er et godt eksempel på, hvor dårligt det går for menneskerettighederne i Kina. Men han er langt fra den eneste, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Mange analytikere troede, at Kina stod over for en åbning og liberalisering, da premierminister Wen Jiabao og præsident Hu Jintao kom til magten i 2003. Det modsatte er sket, lyder vurderingen i dag. Myndighedernes respekt for menneskerettigheder og tolerance over for social uro bliver stadig mindre.

Det hidtige lavpunkt kom, da Liu Xiaobo fik Nobelprisen i oktober. De kinesiske myndigheder også begyndt en massiv kampagne, der skal lukke munden på kritikerne.

Amnesty International skønner, at op mod 200 personer er nægtet udrejse fra Kina, sat i husarrest eller fængslet her i perioden op til ceremonien i morgen i Oslo. En anden organisation, Chinese Human Rights Defenders, har dokumenteret over 100 sager siden oktober.

• Mao Yushien af Kinas mest fremtrædende økonomer og systemkritikere samt stifter af tænketanken Unirule Institute of Economics

»Sammenlignet med tiden under Mao Zedong, så er det markant bedre i dag. I Maos tid var der ingen garanti for folks liv, og 50 millioner døde på grund af politiske fejltagelser. I de 30 år efter hans død blev det bedre, men man der var stadig optøjerne på Tiananmen i 1989 og sager som Falungong. I dag er der mere sikkerhed, og vi har langt mere ytringsfrihed.«
»Men det går i den forkerte retning, og der er problemer og tilbageskridt. For eksempel kan jeg ikke længere få lov at rejse ud af landet. Kina er et samfund med en privilegeret klasse, og sådan har det været siden Qin dynastiet, men det er blevet værre efter Kinas Kommunistparti fik magten.«
»Nobelprisen er en virkelig god ting for menneskerettighederne i Kina. Men udlandet skal også bevare kommunikationen med Kina. Vi lærer af Vesten hele tiden, for eksempel gennem tusinder af kinesere, der hvert år studerer i udlandet.«

• Wan Yanhaikinesisk aktivist og medunderskriver af Charter 08. Flygtede til USA i maj. Står på listen over 140 venner og aktivister, som Liu Xia inviterede til Oslo. Er den eneste af dem, der er i stand til at rejse til Norge.

»Det bliver værre. Regeringen begyndte deres kampagne et års tid før de Olympiske Lege, og den fortsætter. Regeringen angriber såkaldt kriminelle elementer, men det målt er civilsamfundet og folk, der arbejder for menneskerettigheder.«
»Situationen bliver utrolig vanskelig i den kommende tid. Men Nobelprisen kan betyde, at der kommer en opvarmning af det politiske miljø. Regeringens kampagne, siden Liu Xiaobo fik prisen i oktober, er med til at skabe en politisk opposition, og det har også fået det internationale samfund til at overveje deres forhold til Kina.«
»Derfor er det tid til, at udlandet engagerer sig mere med civilsamfundet og kritikere. Ved at hjælpe med organisering og netværk af aktivister i Kina. Ved at være med til at oplyse folk om Charter 08 og menneskerettigheder. Og ved at presse den kinesiske regering og ikke at gøre sig afhængig af den.«

• Jerome A. Cohener en af verdens mest fremtrædende sinologer og eksperter i kinesisk lovgivning. Professor i jura og medlem af Council on Foreign Relations. Har beskæftiget sig med Kina siden 1960erne og er tidligere rådgiver for både amerikanske og kinesiske administrationer.«

»Situationen er deprimerende. De seneste fire år er det blevet stadigt værre. Men der er mange tapre jurister og reformatorer i Kina, som stræber efter at forbedre relevante love, og som til tider også ser de juridiske frugter af deres bestræbelser. For eksempel at man nu ikke længere må bruge ulovligt tilvejebragte beviser i en retssag.«
»På kort sigt har Nobelprisen selvfølgelig gjort den negative situation værre. Men jeg tror, at den på sigt vil være en fordel, for der er mange veluddannede og intelligente mennesker, der er vågnet op.«
»Det er begrænset, hvad udlandet kan gøre. Men man skal fortsætte samarbejdet og støtten til juridiske reformtilhængere. Man skal vise Kinas regering, hvor skadelig deres politik er, hvordan de ødelægger deres internationale respekt og omdømme, og samtidig skaber sociale og politiske spændinger hjemme.«

Gå til artikel » Skriv kommentar

Fremtidens journalistik: Dagbladet Æble laver tegnefilm om Liu Xiaobo

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=-H62GBQ8Y_k&feature=player_embedded]

Dagbladet Æble har gjort det igen. Denne gang har de lavet en journalistisk tegnefilm om Liu Xiaobo, der på fredag får Nobels Fredspris i Oslo.

Pingguo Ribao (蘋果日報) ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver endog meget kulørte og saftige tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan.

Nextmedia fik en del omtale i Danmark, da de lavede en af deres animerede kortfilm om overfaldet på tegnere Kurt Westergaard. Den kan du se på Youtube. Jeg har tidligere skrevet om dem i Berlingske og her på Kinablog.

Nu er det så Liu Xiaobo, som de har lavet en tegnefilm om. Og endnu en gang er der ikke lagt fingre imellem. For eksempel når de viser Liu Xiaobo på Tiananmen i 1989, hvor han var med til demonstrationerne.

Er det journalistik eller fri fantasi? Den mest præcise defintion er nok, at det er “based on a true story.” Men den form for grafisk journalistik er kommet for at blive. Og vi journalister kan bestemt lære af den nye fortælleform. Men spørgsmålet er, hvordan man bruger den form for tegnefilm på en etisk og journalistisk forsvarlig måde.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: Hvad gør Vesten, når Kina fortsætter med at råbe op?

httpleaders-1.people.com.cnmediafile20090923F2009092307431919205314271.jpgliuxiaobo_liuxia305_200x169.shkl1.jpg Der er ingen grænser for, hvor arrogant Kina kan være, skriver New York Times i en leder.

Tidligere på ugen kunne avisen fortælle, hvordan den kinesiske ambassade i Oslo formelt havde krævet at de europæiske lande skulle boykotte ceremonien den 10. december, hvor Liu Xiaobo – in absentia – får overrakt Nobels Fredspris.

• Se hvad jeg tidligere har skrevet om Liu Xiaobo her på Kinablog.

Og i går fredag kom viceudenrigsminister, Cui Tiankai, med endnu en trussel mod Europa, som jeg skriver i dagens Berlingske Tidende.

»Valget, som forskellige europæiske lande skal tage, er klart og simpelt – vil de være del af et politisk spil, der udfordrer Kinas juridiske system, eller vil de på en ansvarlig måde udvikle et venligt forhold med det kinesiske folk og Kinas regering,« sagde Kinas viceudenrigsminister, Cui Tiankai, i går på en pressekonference i Beijing.

Meget af den hårde retorik, der er kommet fra Beijing i de seneste uger, har først og fremmest været henvendt til kineserne i Kina. Men Cui Tiankais kommentarer var til den udenlandske presse. Og altså rettet mod udlandet.

»Hvis de tager det forkerte valg, så bliver de nødt til at tage konsekvenserne,« sagde Cui Tiankai, der også er ansvarlig for Kinas forhandlinger under G20 topmødet i næste uge i den sydkoreanske hovedstad Seoul.

Derfor bør alle lande sørge for at sende repræsentanter til Oslo, mener New York Times i lederen.

The Chinese government is hungry for clout and respect. But bullying its own people and other governments (recently halting shipments of rare earth minerals to Japan in a territorial dispute) are unacceptable and won’t produce either. China first tried to bully the Nobel committee, warning that the award could harm relations with Norway, where the committee is based. The committee, rightly, was not intimidated.

De seneste ugers besked fra Beijing er klar – økonomi, forretninger og politik hænger sammen. Hvis andre lande opfører sig på en måde, som ikke er politisk acceptabelt i Beijing, så vil det få konsekvenser for landets interesser og virksomheder i Kina.

Den taktik har virket i årevis med spørgsmål om Dalai Lama, Xinjiang, Tibet og De Olympiske Lege. Og den virker stadig. Med stor succes.

Se for eksempel på Frankrig, der tidligere har været en af Beijings hårdeste kritikere. Men præsident Nicolas Sarkozy har sørget for ikke at kritisere præsident Hu Jintao under hans besøg i Frankrig, der slutter i denne weekend.

Som jeg skrev tidligere på ugen, så nævnte FNs generalsekretær Ban Ki-moon heller ikke hverken Liu Xiaobo eller menneskerettigheder under sit møde med præsident Hu Jintao tidligere på ugen.

Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen, har også netop været i Kina, hvor hun som de fleste andre ministre og statsledere i den grad går på listesko, som jeg også skrev i artiklen på Kinablog og her på Berlingske.

På mange måder er der tegn på, at Beijing er bekymret for sin soft-power og internationale omdømme. Men hvis de er, så kan man undre sig over, hvorfor de fortsætter den hysteriske kampagne mod Liu Xiaobo og Nobels Fredspris, hvor de næsten dagligt – for eksempel med angreb i medierne – gør opmærksom på det frem for eksempelvis blot at tie hele sagen ihjel.

Hvorfor? Måske fordi Beijing kan se, at de kan gøre, hvad de vil. Det vil ikke få konsekvenser, for de udenlandske regeringer er ikke seriøst interesserede i at presse Kina.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: Danmark går på listesko, men Australien banker i bordet

225px-Yang_Jiechi_by_Harald_Dettenborn_200x202.shkl.jpg Lene Espersen var i Shanghai i søndags, hvor hun havde et møde med sin kinesiske kollega Yang Jiechi. De to ministre talte blandt andet om menneskerettigheder i Kina. Uden at den danske udenrigsminister dog ville gå i detaljer med, hvad de konkret talte om og i hvor lang tid.

Det skrev jeg om i mandags her i Berlingske. Til artiklen interviewede jeg også Sharon Hom, der er jurist og leder af Human Rights in China. Hun var ikke videre begejstret for Danmarks indsats for menneskerettigheder i Kina. For den slags bilaterale samtaler nytter ikke, siger hun. Når der ikke er konkrete krav med målbare resultater, så hjælper det ikke.

Et af de konkrete krav kunne være, at Liu Xiaobo skulle løslades. Da Nelson Mandela sad i fængsel var der stort pres på den sydafrikanske regering for at løslade ham, og det blev nævnt direkte under møder med ministre. Men Danmark har lige som andre lande været varsomme med at kræve ham løsladt under møder med kinesiske kolleger.

For eksempel blev generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, kraftigt kritiseret for ikke at nævne hverken menneskerettigheder eller Liu Xiaobo, da han mødtes med præsident Hu Jintao i mandags. Før besøget gav en organisation også en pris til en højtstående kinesisk ansat ved FN, der i 1989 var general i Folkets Befrielshær og den ansvarlige for angrebet på Tiananmen, hvor hundreder eller tusinder blev dræbt.

Ban Ki-moon vil gerne genvælges for endnu en periode som generalsekretær for FN. Det kræver Kinas støtte.

Lidt bedre var det i sidste uge, hvor den canadiske udenrigsminister mødtes med Yang Jiechi. Lawrence Cannon.

»Vi har tidligere rejst Liu Xiaobo’s sag over for den kinesiske regering, og det vil vi fortsætte med at gøre – som jeg også gjorde over for min kollega i dag,« sagde Lawrence Cannon ifølge nyhedsbureauet AFP. Altså så nogenlunde den samme besked som fra Lene Espersen.

Anderledes var det i går, da den australske udenrigsminister Kevin Rudd var i Kina. Han har tidligere været diplomat her og taler flydende kinesisk. Han nøjedes ikke med blot at nævne Liu Xiaobo, men forlangte også at få ham løsladt.

Som man kan læse her i artiklen fra The Australian, så er Kevin Rudd ikke som de fleste af sine andre kolleger i Vesten, og han er ikke bange for at tage en hårdere og mere ærlig linje over for Kina. Som i 2008, hvor han som premierminister holdt en tale for studenter i Beijing, hvor et af emnerne var Tibet.

Som Sharon Hom sagde, da jeg interviewede hende, så er det da også kortsigtet, hvis man ikke tager menneskerettighederne seriøst. Det er det samme juridiske system, der har dømt Liu Xiaobo til 11 års fængsel for at skrive seks artikler, som også skal varetage danske virksomheders interesser i Kina. Og retsvæsenet i Kina er hverken uafhængigt eller gennemsigtigt (transparent).

Danmark kunne lære af Australien og Kevin Rudd. Som Sharon Hom siger:

»Kina fortolker det at være venner sådan, at man aldrig taler om følsomme sager. Men det er der stærkt brug for nu,« siger Sharon Hom.

Danmark er et demokratisk land, der har en lang historie som ven af Kina, siger Sharon Hom. Når man er venner, så betyder det, at man er ærlige og rejser vanskelige spørgsmål over for hinanden. Derfor er det vigtigt, at Danmark under den slags bilaterale møder viser Kina, hvor meget Kinas handlinger og ord lige nu underminerer landets internationale omdømme. Det sømmer sig simpelthen ikke for en stor nation, som de opfører sig lige nu, siger Sharon Hom.

Den danske udenrigsminister kunne under besøget have mødtes med for eksempel advokater, der tager følsomme sager og kæmper for menneskerettighederne i Kina. Det kunne have været en af de konkrete måder, som den danske og de andre udenrigsministre kunne have sendt et signal til Beijing om, at man mener det med menneskerettighederne seriøst. Hvis man altså gør det. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv har sagt, så handler det først og fremmest om arbejdspladser, som jeg citerer ham for i denne analyse. Og her.

Jeg interviewede blandt andre Mo Shaoping – som jeg har skrevet om flere gange her og som der er portræt af påher på Time Magazine og på New York Times – der gerne ville have mødtes med den danske udenrigsminister.

Aktivisten Jiang Qisheng, der også er en af medunderskriverne på Charter 08, ville også gerne have talt med udenrigsministeren.

»Hvis vi mødtes med udenlandske ledere, så ville vi kun fortælle sandheden, og ministrene ville få et mere nuanceret og uafhængigt bilede af situationen i Kina,« siger Jiang Qisheng.

Danskerne kunne også have insisteret på at holde et pressemøde, siger Jiang Qisheng.

»Kinesiske journalister tør ikke at stille den slags kritiske spørgsmål. Det betyder ikke, at de ikke vil, for de kender alle til situationen om Liu Xiaobo. Men udenlandske reportere kunne spørge, og den danske minister skulle svare direkte på spørgsmålene,« siger Jiang Qisheng.

:: Foto af Yang Jiechi fra Wikipedia

Gå til artikel » Skriv kommentar