Hackere, der efter alt at dømme kommer fra Kina, brød ind i en række Gmail-konti, der alle tilhører personer, som på en eller anden måde arbejder for menneskerettigheder og ytringsfrihed i Kina.

• Her kan du læse mine tidligere artikler om Google og Kina.

Altså hos folk som Zeng Jinyan, der er gift med den fængslede Hu Jia. Du kan læse, hvad jeg tidligere har skrevet om Hu og Zeng her. Blandt andet om, hvordan Zeng sad i husarrest med sin baby.

Du kan i øvrigt læse mit interview med Liu Xia, der er gift med Liu Xiaobo, som er en anden af de store forkæmpere for menneskerettigheder, der lige nu sidder i fængsel.

Zeng har en mailkonto hos Yahoo.cn. Og nogen læser hendes mail, som hun skrev i dette tweet forleden:

evil：我早就不用YAHOO信箱，但担心个别老朋友只知道这个信箱，所以依旧保留，几个月查一次。今天查信箱，发现最近几个月的信几乎都被看了，连推销邮件都被打开看过，不知道谁干的，也不知道他们怎么做到的（有猜想，有推论，没有证据）。

Hun ved ikke, hvem det er. Men hun har en ide om det. Underforstået, det er myndighederne, som er brudt ind i kontoen.

Spørgsmålet er så, hvordan de har fået hendes password. Er Yahoo på vej ind i en ny uheldig sag?

De fleste gange står politiet udenfor opgangen og venter på hende, når hun går ud af sin lejlighed. Men ikke altid. Nogle gange ser hun dem først, når hun opdager en bil, der følger efter hende.

»Det er jo latterligt. Det er værre, end da Liu Xiaobo boede hjemme. Dengang var de her kun nogle gange, men nu kommer de hver dag,« siger Liu Xia.

Liu Xia er 49 år gammel. Hun siger selv, at hun interesserer sig for bøger og mad. Politik? Det interesserer hende ikke. Alligevel har det styret det meste af hendes liv.

Liu Xia er gift med den 54-årige Liu Xiaobo, der blev fængslet i december 2008. Præsidenter, statsledere og diplomater fra især USA og EU har alle forsøgt at presse Kina til at løslade ham. Det samme har et utal af organisationer. Uden held.

Liu Xiaobo er en af de største politiske skikkelser i Kina i de seneste tyve år. Han havde en hovedrolle under demonstrationerne på Tiananmen i 1989. Han har været nævnt som kandidat til Nobels Fredspris. Og i februar fik han stadfæstet en dom på 11 års fængsel for at opfordre til politiske reformer i Kina.

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand. Som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min madlavning. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i kosten i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig og lys stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Det var samme år, som de begge blev skilt fra deres ægtefæller. De havde kendt hinanden siden begyndelsen af 1980erne, men det var her, at de begyndte deres forhold. Hun siger, at de blev forelskede i hinanden gennem litteraturen. Hun er selv forfatter, og ud over hendes madlavning, så blev Liu Xiaobo også forelsket i hende gennem hendes tekster.

1989 var også første gang, at Liu Xiaobo kom i fængsel.

Han er professor, og han rejste fra sin stilling på Columbia University og tilbage til Beijing, hvor han var med i demonstrationerne på Tiananmen. Bagefter blev han idømt to års fængsel. Samme år besluttede hun sig for aldrig at få børn.

»Da Liu blev skudt under urolighederne, fortalte jeg mine forældre, at jeg aldrig ville have børn. For en dag kunne det være mit eget barn, der blev skudt der på gaden,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo flytter sine ting ind i hendes lejlighed i 1994. Men i 1996 bliver han idømt tre års tvangsarbejde, fordi han kritiserede et-partistyret og Kinas Kommunistparti. I de første 18 måneder måtte hun ikke besøge ham i lejren, for de var ikke gift, og myndighederne ville ikke give dem lov. Det eneste hun kunne gøre var at aflevere penge til ham i receptionen og håbe på, at han fik dem. Hun afleverede også bøger. For eksempel Kafka, som hun også har afleveret til ham i fængslet denne gang.

»Nogle gange skriver han, som om det var om os,« siger Liu Xia om den tjekkiske forfatter.

De blev gift efter 18 måneder. En kendt advokat brugte sine forbindelser og fik fat i de rigtige papirer. Det foregik i arbejdslejren. Hans bror og begge deres forældre var der, og de fik et måltid og noget slik, før de skulle hjem.

»Jeg var så glad og lykkelig, for nu havde jeg lov til at besøge ham,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo fortsætter de næste år med at være åbenmundet og kritisk. Myndighederne følger ham. Men han er fri og de er sammen. I 2008 bliver hun dog bekymret. Han viser Liu Xia et udkast til Charter 08.

»Jeg læste det og vidste, at det ville sende ham tilbage,« siger Liu Xia. Hun forsøgte at overtale ham til at stoppe. Jeg er gammel nu, jeg kan ikke klare at skulle være væk fra dig og besøge dig i fængslet, sagde hun. Men han troede ikke selv på, at der var nogen fare ved det.

Efter et stykke trækker han hende til side. Han kan lave en aftale med myndighederne, så de kan slippe ud af Kina, hvis de lover aldrig at vende tilbage. Men omkostningen er for stor. De kan ikke sige farvel til deres gamle forældre.

Liu Xiaobo fortsætter arbejdet med Charter 08.Det opsluger ham, og bliver det eneste i hans liv. Liu Xia opgiver.

»Jeg tænkte, folk har kun en chance her i livet. Det var det, han skulle i det her liv,« siger hun. Og tilføjer:

»Jeg har altid troet, at når de ville ramme ham, så ville det blive brutalt og hårdt,« siger Liu Xia.

Under retssagen, der netop er afsluttet, kom Liu Xiaobo med en skriftlig udtalelse. Han skrev blandt andet, at den største glæde for ham i de seneste to årtier var at vinde Liu Xias »uselviske kærlighed.«

»Min kærlighed til dig er fuld af skyld og savn, nogle gange så meget, at det får
mig til at vakle,« skrev han videre.

Den 8. december 2008 vågnede hun tidligt om morgenen. Hun skulle ud og købe et tæppe med Liu Xiaobos bror. Bagefter gik hun på cafe med en ven, og da hun kom hjem om eftermiddagen sad han og arbejdede ved computeren. Han gik selv hen og åbnede, da det bankede på døren klokken 23 om aftenen.

Det er en af de hårdeste straffe, der er givet til en kinesisk dissident i mere end ti år. Liu Xiaobo fik sin dom kort før nytår, hvor han blev dømt for at opfordre til »omvæltning« af staten.

Liu var for to år siden med til at udgive et manifest, der opfordrer den kinesiske regering til en politiske reformer.

• Læs hvad jeg tidligere har skrevet om Charter 08 og Liu Xiaobo.

Hans advokat, Shang Baojun, siger, at de havde håbet på et andet resultatet, da de ankede dommen i december.

»Vi er ikke overraskede, men derimod er vi voldsomt skuffede,« siger Shang Baojun.

Dommen kommer heller ikke bag på Liu Xiaobos hustru, Liu Xia, der i går fik lov til at mødes med sin mand i 20 minutter. Hun er tydeligt rystet og begynder at græde, da hun fortæller om deres møde. Hun siger, at de ikke talte om retssagen. Men at han fastholder sin uskyld, og at han har det godt.

»Jeg håber, at alle medier og regeringer over hele verden, der bekymrer sig om menneskerettigheder, vil gøre noget ved sagen,« siger Liu Xia.

Dommen blev i går hurtigt fordømt af diplomater fra USA og EU.

»Vi mener, at han slet ikke skulle have været dømt, og at han straks bør løslades. Vi er skuffede over den kinesiske regering,« lyder det i en meddelelse fra Jon Huntsman, der er USAs ambassadør i Kina. Meddelelsen blev læst op af en amerikansk diplomat uden for retsbygningen i Beijing. Journalister og diplomater fik ikke adgang til retssalen.

EU kræver også Liu Xiaobo løsladt, fortalte en talsmand for EUs delegation i Beijing, Simon Sharpe, ligeledes til journalister uden for retsbygningen.

Både USA og EU udtaler, at det er i strid med anerkendte menneskerettigheder og i modstrid med ytringsfriheden, når den kinesiske stat forfølger personer, som udtrykker deres politiske holdninger.

Liu Xiaobos sag er blot den seneste og en af de mest markante af en lang række sager fra det seneste års tid.

• Tan Zuoren blev i tirsdags idømt fem års fængsel (se for eksempel CSM og AP) ved en domstol i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Tan har siden jordskælvet i Sichuan i 2008 forsøgt at bevise, at mindst 5.300 børn blev dræbt, fordi de sad i skolebygninger, der var dårligt byggede og ikke kunne modstå skælvet. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Regeringen har kun offentliggjort det omstridte tabstal. Der har ikke været nogen officiel undersøgelse, og den kritiske dækning af jordskælvet hurtigt blevet standset.

• Huang Qi forsøgte også at hjælpe forældre, hvis børn døde under jordskælvet, og han blev idømt tre års fængsel i november sidste år (BBC og Reuters). Dommen lød på “besiddelse af statshemmeligheder.”

• Zhao Lianhai var far til et af de 300.000 børn, der blev syge under mælkeskandalen i 2008, hvor det giftige mælkepulver også kostede seks børn livet. Han havde forsøgt at organisere forældrene. Først tirsdag i denne uge blev den 37-årige mand tiltalt for blandt andet at »fremprovokere uro«. (Se blandt andet Guardian og BBC)

• Gao Zhisheng er en kendt advokat, som har været forsvundet i et år. Gao blev kidnappet af politiet i februar 2009. Hans familie har ikke hørt fra ham siden september sidste år, som var sidste gang omverdenen fik livstegn fra Gao (Berlingske og New York Times)

Flere frygter nu for, hvad der er sket med Gao Zhisheng. Han er forsvundet. Væk. Endda mens han var i politiets varetægt. Og selv i Kina er det en uhørt dårlig undskyldning, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Jeg har aldrig hørt noget lignende. Jeg finder det så ufatteligt,« siger Mo Shaoping, der er en af Kinas mest kendte advokater.

Den 46-årige Gao Zhisheng er også advokat. I 2008 var han en af kandidaterne til Nobels Fredspris, og han er en af Kinas mest fremtrædende forkæmpere for menneskerettigheder. Han er en åbenmundet kritiker af Kinas Kommunistparti, og han har flere gange været anholdt og tortureret.

Han forsvandt fra sin hjemby i Shaanxi provinsen den 4. februar 2009. Gao Zhishengs familie fortalte dengang journalister og menneskeretsorganisationer, at han var blevet bortført af lokale politimænd og sikkerhedsagenter fra Beijing.

Familien har ikke set ham siden. Ingen ved, hvor han har opholdt sig i det seneste år. Men i denne uge fortalte hans bror, Gao Zhiyi, til nyhedsbureauet AP, at han havde dårligt nyt om sin kendte bror.

Tilbage i september rejste Gao Zhiyi til Beijing for at spørge politiet om, hvor broren befandt sig. Han er forsvundet, oplyste en betjent, der også havde været med til at bortføre ham i 2009.

»Han fortalte mig, at Gao Zhisheng var faret vild og var forsvundet. Vi ved stadig ingenting,« siger Gao Zhiyi til AP.

Det er normalt, at politiet i Kina bortfører eller anholder kritikere, dissidenter og advokater i kortere eller længere tid, uden at omverdenen får nogen form for oplysninger om, hvor de befinder sig. Eller hvad der skal ske med dem. Men sagen er enestående selv i Kina. Myndighederne har ikke tidligere brugt en undskyldning om, at nogen er forsvundet i deres varetægt.

»Jeg finder det så ufatteligt,« siger Joshua Rosenzweig, der er seniorresearcher i den amerikanske Dui Hua Foundations afdeling i Hong Kong. Organisationen overvåger retsvæsenet og politiske fanger i Kina.

Mo Shaoping, som myndighederne har forhindret i at repræsentere Gao Zhisheng ved tidligere retssager, er forbløffet og kalder situationen for højst unormal.

»Hvis han løb væk fra et fængsel eller døde der, så kan myndighederne ikke ignorere deres juridiske ansvar. Hvis politiet fortæller Gaos familie, at han er forsvundet, så har de pligt til at finde ham,« siger Mo Shaoping, der i 2003 blev hædret af det amerikanske magasin Time, der kaldte ham for Kinas førende forsvarsadvokat for aktivister.

Myndighederne vil ikke kommentere sagen. Justitsministeriet har, som det er normalt i Kina, bedt om at få faxet spørgsmålene, men har ikke svaret på dem. Politiet i Beijing vil slet ikke modtage spørgsmål.

Menneskeretsorganisationer er især bekymrede over, at det netop er Gao Zhisheng, der er forsvundet. Han har været anholdt flere gange, og for nogle år siden offentliggjorde han et brev efter at være blevet løsladt efter en måneds fangenskab. Hvor han, i følge eget udsagn, blev tortureret. Blandt andet med at få stukket tandstikker i kønsdelene.

Organisationer som Human Rights in China og Amnesty International opfordrede i går organisationer og regeringer til at lægge yderligere pres på Kina for at fortælle, hvad der er sket med Gao Zhisheng.

Men spørgsmålet er, hvor mange muligheder især USA har for at presse Kina. Mængden af stridigheder mellem de to lande vokser, og stort set ingen af dem blev løst under præsident Barack Obamas besøg hos Hu Jintao i november.

Tidligere på ugen afslørede Google også, at det ikke længere ville censurere sin søgemaskine i Kina, og at man helt overvejer at trække sig ud af landet. Fordi Google sammen med over 30 andre selskaber var blevet angrebet af hackere, der også havde brudt ind i email-konti hos personer, der er involveret med menneskerettigheder i Kina.

Den 25. december idømte Kina også Liu Xiaobo 11 års fængsel. På trods af massive internationale protester. Liu havde skrevet et dokument, hvor han blandt andet opfordrer til politiske reformer. Straffen var den hårdeste, som en domstol har givet i lignende sager i de seneste ti år.

Sagen om Gao Zhisheng er derfor blot den seneste i en stadig længere liste over uenigheder, hvor USA og omverdenen har været ude af stand til at gøre noget.

Joshua Rosenzweig fra Dui Hua siger, at der det seneste år har været lagt stort pres på Kina i sagen om Gao. Men Beijing har blot ignoreret det. Her kunne man mane al kritik i jorden ved blot at lade Gao Zhisheng vise sig offentligt i to minutter, siger Joshua Rosenzweig.

»Hvad kan det internationale samfund gøre mere, for at få Kina til at svare på, hvad der er sket med Gao Zhisheng? Jeg ved det ikke,« siger Joshua Rosenzweig.

Blå bog: Gao Zhisheng
• Har seks søskende, og han blev født i 1966 i en hule i Shanxi provinsen.

• Han arbejdede kortvarigt som minearbejder, men valgte i stedet at gå ind i Folkets Befrielseshær.

• Han blev udstationeret i Xinjiang provinsen i det vestlige Kina. Her blev han også medlem af Kinas Kommunistparti.

• Han studerede selv til at blive advokat, og han bestod eksamenen i 1995.

• I 2001 blev han af Justitsministeriet tildelt æren af, at være en af de ti bedste advokater i Kina.

• I 2004 vinder han en sag for et medlem af den forbudte Falun Gong bevægelse.

• Siden da er han utallige gange blevet tortureret og bortført af politiet og sikkerhedsmyndigheder i kortere eller længere perioder.

• I 2005 mister han sin licens som advokat.

• I 2008 skrev komiteen, der udvælger Nobels Fredspris, at »det måske var på tide at vælge en kinesisk menneskeretsaktivist.« Gao blev spået til at være spidskandidat.

• I januar 2009 flygter hans hustru og to børn ud af Kina. De bor i dag i USA.

:: (artiklen lagt på 16. februar)

(Jeg skrev artiklen til Berlingske i fredags, men den er ikke lagt på nettet. Jep, nyheder kan også læses på “papir.”)

Den 53-årige forfatter og tidligere professor, der er en af Kinas mest fremtrædende intellektuelle, har været tilbageholdt af politiet siden december 2008. Det var dog først i juni, at han formelt blev arresteret. Og først i torsdags, hvor det var FNs internationale dag for menneskerettigheder, at politiet gjorde deres undersøgelse færdig. Så plejer der at gå 30-45 dage, hvor både forsvar og anklager læser undersøgelsen, og hvor de kan komme med indvendinger. Men allerede i går fredag fik Liu Xiaobos advokat at vide, at Liu bliver anklaget for at »opfordre til omvæltning af staten.«

Det er en vag formulering, der ofte bliver brugt i politiske retssager, som kan give 5-15 års fængsel. Får Liu Xiaobo så en retfærdig retssag, hvor han kan ende med at blive frifundet. Nej, lyder det fra advokaten Mo Shaoping.

»Dommen er allerede afsagt,« siger Mo Shaoping. Han blev i 2003 hædret af det amerikanske Time Magazine i en serie, der hedder »Asiatiske Helte.« Magasinet kaldte ham for den førende forsvarsadvokat for kinesiske aktivister. Han er stadig kendt for at tage politisk følsomme sager, men denne gang kan han ikke være advokat for Liu Xiaobo.

Mo er nemlig medunderskriver på det dokument, der hedder Charter 08. Det er de seks artikler, som Liu Xiaobo skrev og lagde ud på internettet i 2008. Her opfordrer Liu den kinesiske regering til politiske og demokratiske reformer.

• Du kan se, hvad jeg tidligere har skrevet om Charter 08 her, hvor der også er opsamling, baggrund og links til en engelsk oversættelse af dokumentet.

Forbilledet var det charter, som Vaclav Havel skrev i 1977. Det banede vejen for Fløjlsrevolutionen og afskaffelsen af det kommunistiske styre i det daværende Tjekkoslovakiet i 1989.

I alt har 302 kinesere skrevet under på Charter 08. Liu Xiaobo blev anholdt to dage før de offentliggjorde på internettet den 10. December 2008. Det var 60-årsdagen for FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Her nåede det at få cirka 10.000 underskrifter, før myndighederne fjernede det fra internettet.

Liu Xiaobao hustru har ikke fået lov til at besøge ham siden slutningen af marts. For en måned siden fik to af Mo Shaoping assistenter lov til at besøge ham i fængslet, og han har det efter omstændighederne godt.

»Liu benægter ikke, at han har skrevet de seks essays, og at han har haft en ledende rolle i Charter 08. Men han insisterer på sin ret til ytringsfrihed,« siger Mo Shaoping.

Ifølge kritikerne, som for eksempel Human Rights Watch, er Lius sag en besked til andre om at være varsomme med offentlig kritik af systemet. Centralregeringen har også ignoreret internationalt pres og flere landes diplomatisk arbejde for at få Liu løsladt.

Hvornår falder dommen så? Om to uger er der juleferie i Vesten. Kina har tidligere brugt helligdage, hvor der er mindre international opmærksomhed, til at afslutte lignende sager.

»Så kan man jo selv regne ud, hvad der kommer til at ske,« siger Mo Shaoping.

I december underskrev 303 forfattere, intellektuelle og aktivister en erklæring – Charter 08 – der kræver politiske reformer i Kina.

Debatten fortsætter og her en opsamling af de bedste links.

Magasinet New York Review of Books har oversat hele erklæringen til engelsk.

China Digital Times har oversat et essay af en medunderskriverne, der forklarer hvorfor hun skrev under.

Erklæringen har fået meget omtale i de vestlige medier. Og ingen i de kinesiske. Eller på internettet. Begge steder er den ikke overraskende blevet censureret. For eksempel af Google. Chinayouren har en gennemgang af censuren her.

Roland Song fra ESWN mener dog ikke, at censuren har den store betydning i udspredelsen af Charter 08. For normalt ved kineserne udmærket, hvordan man slipper uden om den:

I am more interested in why there is no groundswell of popular support flowing from inside China. It is not true that the relative silence is due to official suppression. When people in China really feel strongly about something, they can still be heard. For example, in The Weng’an Mass Incident, netizens kept posting and posting at the largest Chinese forum Tianya.cn even though their posts had an average lifetime of 15 seconds before being deleted.

You may insist that the information is being blanked out in China, but there is no groundswell on the overseas Chinese websites either. Those websites are not subjected to censorship.

Læs også resten af ESWN’s artikel, der analyserer erklæringen ud fra det kinesiske samfunds klasser.

Samtidig er flere af hovedpersonerne blevet enten anholdt eller afhørt, og det kan uden tvivl også have en præventiv virkning.

Hvad kommer erklæringen så til at betyde?

Ikke meget. På kort sigt, i hvert fald. Som jeg kommer ind på her.

Blandt andet fordi de færreste kinesere kender til den. For selvom den nu skulle have 7.000 underskrifter, som man kan læse her, hvor Beijing University opfordrer de studerende til at boykotte erklæringen, er det ikke meget i et land med 1,3 milliarder indbyggere. Hvor sladder om kendte hurtigt kan trække 140.000 kommentarer.

Erklæringen har ikke nogen bred offentlig opbakning, og det er kun er en snæver gruppe af intellektuelle, som interesserer sig for den.

Samtidig er timingen dårlig, mener The Economist:

As long as protests remain small in scale and do not become wider movements, they do not represent a threat to the central government. However, given that Chinese media reporting on such events is becoming freer and access to information is becoming harder to control, the government feels it cannot afford to be complacent. Newspapers, online commentators and websites are expanding the range of subjects they feel free to comment on, testing the government’s barriers. That is why Chinese censors seem eager to hit the delete button on all kinds of troublesome information. An outbreak of major social violence would undoubtedly lead to a rollback of the trend towards more aggressive journalism.

Likewise, Chinese leaders’ instinct will be to force the people agitating for faster political reforms to fall in line until the economic and social climate improves. The government has its own ideas about how political reform should proceed (ie, more intra-party democracy, and a more inclusive and diverse CCP). It will not tolerate anyone trying to open a debate outside the strict channels allowed for discussing the subject (eg, the party school and state think-tanks). The signatories of Charter 08 have made an audacious bid for change. But their timing could not have been worse. Though Charter 08′s ideals could one day gain wider acceptance, for now they will be extinguished by the full might of China’s repressive state apparatus.

Men alligevel skal man ikke afskrive betydningn af Charter 08, mener historikeren bag Jottings from the Granite Studio, der trækker linjerne tilbage til Cai Yuanpei.

Det er Rebecca MacKinnon enig i. Det er for tidligt at se, hvor meget erklæringen kommer til at betyde, som hun skriver i sin lange, grundige og glimrende gennemgang, der absolut er værd at læse.

Men man skal ikke have store forventninger til den nærmeste fremtid, som Wenran Jiang, der er associate professor på University of Alberta, skriver i denne analyse fra Jamestown Foundation:

Given the bunker mentality that seems to be prevalent among the CCP leadership, it seems improbable that the Hu-Wen team will in the near future duplicate the bold, visionary—and risky—reforms unveiled by late patriarch Deng thirty years ago.

:: Billedet viser en søgning på kinesisk efter Charter 08. Men det eneste resultat er 据当地法律法规和政策，部分搜索结果未予显示。Som kan oversættes til, at “søgeresultatet bliver ikke vist, da det eventuelt ikke overholdet gældende love, politikker eller regler”.

Det er nytår i Kina. Et år som står i oksens tegn. Og i tegnet for politisk følsomme jubilæer, som der er usædvanligt mange af i 2009.

Det skrev jeg om i Søndagsanalysen i papirudgaven af Berlingeren i går. Her er en længere (beklager) og mere webificeret udgave af den.

Den handlede om uro og ballade. Som der har været nok af i Kina i 2008.

Her var snestorme, optøjer i Tibet, jordskælv, melamin i både mad og drikke og en økonomisk nedtur, der fortsætter med at gøre stadig flere millioner af kinesere arbejdsløse.

Det hele var rammen om årets største politiske begivenhed. De Olympiske Lege i Beijing. Og det var alle begivenheder, som på mange måder udfordrede den autoritære et-parti stat og Kinas Kommunistparti (KKP).

Men nu er et nyt år kommet til Kina. Oksens år. Der hurtigt kan komme til at overgå 2008 og rottens år. For de næste måneder byder på en lang række politisk følsomme jubilæer.

Den 10. marts er det 50-året for optøjerne i Tibet, der fik Dalai Lama til at flygte til Indien. Der har tidligere været uroligheder og demonstrationer på dagen. Senest i 2008, hvor der udbrød voldsomme optøjer i Tibets hovedstad Lhasa, som hurtigt spredte sig til kinesiske provinser med tibetanske mindretal.

Et par måneder senere kommer 90-års jubilæet for Fjerde Maj Bevægelsen, der udsprang af studenternes protester i Beijing den 4. maj 1919. Første Verdenskrig var forbi og Versailles-traktaten underskrevet, men selvom Kina havde været på de allieredes side, var regeringen i den grad blevet taget ved næsen og udnyttet. For eksempel blev den tidligere tyske koloni Qingdao overdraget til Japan. Protesterne udviklede sig til en politisk, intellektuel og kulturel bevægelse, der udfordrede styret og blev en af det sidste århundredes vigtigste begivenheder i Kina.

Måneden efter kommer 20-året for endnu en omgang studenterprotester. Den 4. juni 1989 rullede militærets kampvogne ind i Beijing og ud over Tiananmen pladsen. Det blev slutningen på næsten to måneders protester, der talte op mod 100.000 demonstranter, som især var studenter og intellektuelle, der blot var løseligt samlet omkring et noget diffust ønske om politiske reformer.

Endelig kommer den 1. oktober. Det var her, at Mao Zedong i 1949 stod på tribunen på Tiananmen og udråbte Folkerepublikken Kina. Anden Verdenskrig var slut, og det samme var årtiers borgerkrig. Festlighederne bliver enorme og vil blive fejret gennem hele året.

Kalenderen er fuld. De kinesiske aktivister får nok at se til i 2009. Måske. Hvis de får lov. Og det får de højst sandsynligt ikke.

Et eksempel. Se på menneskeretserklæringen Charter 08, der blev underskrevet af eksempelvis journalister, forfattere, kunstnere og intellektuelle i december. I begyndelsen var der 303 underskrivere. I dag skulle der være over et par tusinde.

Men går man i dag ud på det kinesiske internet og søger efter ”ling ba xianzhang” (som jeg ikke vil skrive her, for jeg vil ikke have kinablog censureret indenfor Kina), er erklæringen stort set umulig at finde. Der er kun få diskussioner på blogs eller i fora. Den er der, men den er svær at finde. På grund af censuren.

Lige nu kører myndighederne en kampagne mod pornografisk og ulødigt materiale på internettet. Som blandt andet har lukket Bullog.cn, der var et hjemsted for ofte intellektuelle, skarpe og kritiske debatter.

Samtidig er en af hovedmændene bag Charter 08, Liu Xiaobo, blevet arresteret og flere andre forhørt.

Spørgsmålet er så også, hvor mange kinesere der egentlig interesserer sig for erklæringen og de mange jubilæer. Kina har stadig en landbefolkning på 700-800 millioner personer, der først og fremmest er interesserede i at få dagligdagen til at hænge sammen. Samtidig er der mange analytikere og observatører som, halvt i spøg, siger, at generationen fra 1980erne var den sidste, der var politisk interesserede. I dag interesserer det kun en lille elite i de store byer.

Se også på mælkeskandalen. I begyndelsen fik medierne lov til at skrive frit om sagen, og der var bunkevis af kommentarer om det i blogs og på fora. Men i dag er der lukket ned for åbenheden. Nettet er blevet støvsuget. Og politiet har endda tilbageholdt nogle af forældrene, hvis børn blev syge af at drikke det forurenede mælkepulver. For eksempel er de kommet i arbejdslejr.

Det er den nye strategi, som myndighederne begyndte på sidste år. Mobiltelefoner og internet har gjort det umuligt at holde slige ubehagelige nyheder tilbage. Så de forsøger ikke at censurere dem, men lader dem lette lidt på trykket i befolkningen. Efter et stykke tid trækker de så i mediernes håndbremse og støvsuger nettet. Som det også var tilfældet med al debatten omkring korruption og jordskælvet.

Hvad vil der så komme til at ske i 2009? Konklusionen er klar: Det er umuligt at sige. Som altid med Kina er der ingen sort-hvide eller entydige svar.

Man skal ikke forvente at se 100.000 demonstranter gå gennem gaderne i Beijing for at kræve politiske reformer. Slet ikke. Men der bliver både protester og uro. Det er der altid i Kina. Titusinder af dem.

Men især i år vil staten strække sig langt for at sikre social ro og orden. Jokeren i det spil bliver finanskrisen, og hvor omfattende den bliver. Og om der oveni kommer en ny mælkeskandale eller naturkatastrofe, der for alvor kan få befolkningen op i det røde felt.

Andre bud?

• Rebecca MacKinnon har startet en wiki med forudsigelser for Kina i 2009.

• Wenran Jiang, der er associate professor på University of Alberta, skriver om “Anniversaries and uncertainties” i pakistanske Daily Times.

• AP har sin analyse her, der tager udgangspunkt i den tvivlsomme økonomi.

• Canadiske Globe and Mail har en analyse her om Kinas udfordringer.

• Jeffrey N. Wasserstrom, der er professor i historie på University of Californa, har en analyse i The Nation.

• Jonathan Fenby skriver i The Guardian, hvor der er også er skarpe indlæg i kommentarerne.

• Phelim Kine fra Human Rights Watch skriver i Herald Tribune om migrantarbejdernes grimme udsigter for 2009.

• Og endelig er det værd at læse analysen her i Asia Times.

:: Billedet er taget nytårsaften fra min lejlighed på 13. etage, hvor raketterne eksploderede lige uden for – og på – vinduerne.