I februar ville TED have haft Ai Weiwei med til en af deres konferencer, hvor den 53-årige kunstner skulle have holdt et foredrag. Det kunne han ikke på grund af “omstændighederne” i Kina. I stedet for lavede Ai Weiwei en lille dokumentarfilm, som blev optaget i hemmelighed i februar, fortæller konferencens arrangør, Chirs Anderson, i oplægget til filmen. Den er på 11 minutter. Og bestemt værd at se.
Ai Weiwei er stadig forsvundet. Der er gået over et døgn, siden han blev anholdt i lufthavnen i Beijing. Politiet vil stadig ikke hverken be- eller afkræfte, om han er officielt anholdt og eventuelt sigtet.
Hans hustru blev løsladt i aftes. Det gjorde de otte assistenter, som havde været på politistationen til afhøring også. Ai Weiwei’s ven, Wen Tao, som du kan finde her på Twitter, blev også taget i går, og han er stadig forsvundet.
Politiet har konfiskeret mindst 30 computere, notesbøger, harddiske og andet fra Ai Weiwei’s hjem og atelier.
Ai Weiwei’s sag er et meget godt eksempel på de metoder, som politiet er begyndt at bruge. Hvor folk blot forsvinder. Det er en del af den kampagne, som begyndte i februar efter Jasminrevolutionerne i Mellemøsten, og som jeg har skrevet om utallige gange her på Kinablog. For eksempel er der en lille opsamling her.
Det er langt fra første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos politi og myndigheder. Hver gang er han kommet ud igen. Hidtil har myndighederne ikke ville røre ham eksempelvis på grund af hans berømmelse, der også går tilbage til hans far, der var en kendt digter. Eller måske på grund af hans forbindelser både i Kina og internationalt.
• Læs også – Det handler om arbejdspladser: Hvor er Danmarks kritik af Kina?
Så lad os vente og se, hvad der kommer til at ske, siger blandt andre Joshua Rosenzweig. Han er senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system. Jeg interviewede ham i går, og her får du lidt mere af interviewet, som der ikke var plads til i avisen.
Når en så højtprofileret person som Ai Weiwei forsvinder, så er det et tydeligt signal om, at berømmelse og forbindelser ikke længere er nogen beskyttelse. Og når de er villige til at gå efter en som Ai Weiwei, så vil de ikke udvise tilbageholdenhed overfor nogen, der er mindre berømte, siger Joshua Rosenzweig.
»Den eventuelle skade på Kinas omdømme, det er tilsyneladende ikke noget, som bekymrer dem. For det har intet med stabilitet at gøre, og stabilitet er den første prioritet,« siger Joshua Rosenzweig.
• Læs også – Interview: Den Lille Havfrue, kattekillinger og solsikkefrø
Det er svært at sammenligne størrelsen og omfanget af den kampagne, som myndighederne fører i øjeblikket. Den mod Falung Gong i 1999 var – indtil videre – større og langt mere heftig, siger Joshua Rosenzweig. Siden 2008 har der også været en fortsat kampagne mod tibetanere og uighurere. En anden sammenlignelig kampagne er den mod China Democracy Party (中国民主党), som du kan læse om for eksempel her på Wikipedia og i denne artikel fra New York Times.
»Men jeg tror, at hvis man beskriver begivenhederne nu som en kampagne mod kritiske ytringer, mod folk, som står frem og taler i håbet om, at holde magthaverne ansvarlige for deres hykleri, embedsmisbrug og lignende, så kan jeg ikke komme i tanke om en tidligere kampagner at sammenligne den med siden 1990erne. Som jeg har sagt før, viljen til at bruge rå magt, der ligger uden for, hvad det juridiske system tillader, er et nyt og skræmmende element,« siger Joshua Rosenzweig.
Søndag morgen blev Ai Weiwei anholdt i lufthavnen her i Beijing. Politiet har afspærret vejen og området omkring hans bolig og atelier. Lidt over et par håndfuld betjente holder vagt, som jeg netop har skrevet om på Berlingske.
Samtidig ransager de huset, der ligger i et støvet distrikt og tidligere industrikvarter i det nordøstlige Beijing. Ifølge en af hans assistenter har politiet beslaglagt computere, og otte ansatte skulle være blevet taget på politistationen.
Hos politiet vil man dog hverken be- eller afkræfte, om Ai Weiwei er blevet anholdt. En politimand, der nægter at fortælle sit navn, siger blot over telefonen, at han »ikke har nogen nyheder om Ai Weiwei’s situation.«
Det er ikke første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos myndighederne. For eksempel har han været i husarrest og han har også fået tæsk af politiet.
Jeg har talt med ham flere gange, og har blandt andet et interview med ham her. Dengang sagde han også, som ved flere andre lejligheder, at han ikke havde nogen fjender. Men at han godt var klar over risikoen, som han løb. At det kunne få konsekvenser. For Ai Weiwei har ofte gået til grænsen for, hvad myndighederne kunne acceptere. For eksempel i hans arbejde med Tan Zuoren og i det hele taget af hans offentlige kritik af Kinas Kommunistparti og regeringen. Derfor har det undret mange, hvorfor han for længst ikke er blevet anholdt, og hvordan han stadig kunne være på fri fod.
Spørgsmålet er, hvad der nu kommer til at ske. Om han snart bliver løsladt igen, eller om han denne gang for alvor er gået for langt.
Forskellen fra nu og for eksempel for to år siden er, at der i dag er mindre ytringsfrihed i Kina og mindre plads til kritik. Især efter Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris. Og i høj grad efter Jasminrevolutionen i Mellemøsten.
Den har ført til, at myndighederne i de seneste uger har ført en massiv kampagne, hvor man slår ned på kritikere, advokater, akademikere, bloggere og andre, der kunne udfordre regeringens og Kinas Kommunistpartis magt.
Den kan du læse om her:
• Dømt på forhånd: Voldsom dom til kinesisk kritiker
• Censur i Kina: Beijing erklærer krig mod internet og e-mails
• Menneskerettigheder i Kina: Sekretæren, advokaten og forretningsmanden
• Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne
• Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister
Du kan også læse alle tidligere artikler om Ai Weiwei her.
:: Opdateret 3. april 2011 kl. 23.00
En kinesisk domstol har dømt en fremtrædende aktivist til ti års fængsel. Liu Xianbin er kendt skyldig i at »opfordre til omvæltning af staten.«
Den 43-årige Liu Xianbin skrev en række artikler i 2009, hvor han opfordrede til demokratiske reformer. Liu Xianbin er også medunderskriver af Charter 08, som vinderen af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, er medforfatter til.
Retssagen tog kun to timer, og var efter alt at dømme bestemt på forhånd. Liu Xianbin har ikke fået lov til at se sine advokater i de seneste måneder. Liu Xianbin fik heller ikke lov af dommeren til at komme med en erklæring efter domsafsigelsen.
Dommen på ti år den hidtil hårdeste, som Kina har afsagt over en politisk fange, siden professor Liu Xiaobo blev idømt 11 års fængsel for at skrive Charter 08.
• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo
De kinesiske myndigheder har i de seneste måneder slået kraftigt ned på aktivister og kritikere, der er blevet chikaneret, anholdt eller sat i husarrest. Kampagnen er en af de største og mest omfattende i flere år.
Samtidig er det juridiske system også kommet under pres, og advokater er blevet chikaneret og myndighederne tilsidesætter i stigende grad landets egne love.
Journalister og medier er også kommet under pres, hvor der er nye og strengere krav til for eksempel erhvervsjournalistik.
• Læs også – Ingen Jasminrevolution i Kina: »Det lykkedes ikke«
Udenlandske journalister er også blevet tæsket, chikaneret og indkaldt til samtaler hos sikkerhedsmyndighederne. Der er også eksempler på, hvordan kinesiske statsborgere og ansatte hos udenlandske medier er blevet chikaneret.
Liu Xia har siddet i husarrest i Beijing siden hendes mand, Liu Xiaobo, vandt Nobels Fredspris. De to har været afskåret fra omverdenen lige siden.
Joshua Rosenzweig, der er researcher for den amerikanske organisation Dui Hua, der overvåger det kinesiske retsvæsen, har en glimrende kommentar i dagens Wall Street Journal:
A brave editorial in the influential Southern Weekend responded that “the law should be a shield for all.” It was quickly removed from the paper’s website. When it comes to those who challenge the existing political order in China, the law in China is often more a weapon than a shield, one deployed with great ruthlessness by authorities intent on preserving “stability above all else.”
Rule of law is an ideal that the Chinese government itself repeatedly professes, both to its own citizens and to the international community. But when its security forces resort to harassment, arrest, enforced disappearance and even torture to deal with perceived threats to stability and voices expressing legitimate criticism, it erodes confidence in the sincerity of the government’s commitment.
Lawyers are being targeted precisely because of their efforts to hold the Chinese government accountable for those commitments. What’s happening in China right now looks less like rule of law than a sort of “law of the jungle” in which power is exercised unchecked. As China descends into lawlessness, this jungle could become a very fierce place indeed.
Læs i øvrigt også om Liu Xianbin på Amnesty og Reuters.
:: Foto fra denne artikel
Op til 15 års fængsel for at råbe slagord og protestere mod myndighederne?
Det er et vanvittigt forslag, siger Li Fangping, der er en af Kinas mest kendte advokater. Jeg skrev om ham i en artikel i Berlingske i weekenden. Her får du et lidt længere interview med ham.
Artiklen handler om menneskerettighederne i Kina. For 2009 var et skidt år. Det viser to nye rapporter. Den ene er fra det amerikanske udenrigsministerium, og jeg nævnte den også i fredags her på Kinablog. Den anden rapport er fra den amerikanske Dui Hua Foundation. Du kan læse hele analysen på deres hjemmeside.
Dui Hua analyserer det kinesiske retsvæsens brug af anklagen om “endangering state security” (ESS). Deres rapport bygger på de tal, som præsidenten for Kinas højesteret fremlagde i sidste uge. Dem skrev jeg om her på Kinablog.
Hvad er det så for et forslag, som Li Fangping mener er så vanvittigt?
I søndags sluttede det årlige møde i det kinesiske parlament. Hvor tusinder af politikere og udvalgte kinesere var rejst til Beijing. Under mødet – National Peoples Congress, NPC – kom den ellers ukendte Liu Qingning fra Guangxi provinsen med et forslag, der hurtigt blev mødt af voldsom kritik fra kineserne.
Han foreslog, at kinesere, som laver politisk uorden og forstyrrer lokalregeringerne, skal kunne idømmes op til 15 års fængsel. Blandt andet for at råbe slagord, at blokere indgange til offentlige bygninger og for at bruge bannere.
Kritikken haglede med det samme ned over ham i de evigt populære diskussionsfora og sociale netværk. Blandt andet her:
其里:我们认为上访造成的极端形式是信访部门不有效工作造成的，谁也不会花费自己的钱财和时间无理取闹，没有冤情不能和政府叫板。
Og her:
刘庆宁的提案，不仅在挑战国民的心理底线，而且悍然挑战宪法，实在已经成为国民公敌，公民谢志浩建议，全国人民代表大会，采取紧急行动，审查并剥夺刘庆宁的代表资格；如果全国人民代表大会的各位代表，如若容忍甚至赞同刘庆宁的提案，脆弱的国民共识，将不复存在；原本作为弱势群体的访民，将被推向万丈悬崖；国家将会万劫不复！
Lignende kommentarer fra dette og dette forum. Den nederste kommentar er fra denne blog. Debatterne var censurerede i weekenden, men nu er de oppe igen.
Flere af brugerne skriver, at man protesterer og bruger den slags metoder mod myndigheder og lokalregeringer, fordi man er desperat. Ikke fordi man har lyst, som der stod i kommentarerne. Den slags folk kalder man for petitioners på engelsk. Der er ikke nogen ordentlig dansk oversættelse.
Hvem er manden bag forslaget, som de kinesiske netizens er så vrede på? Liu Qingning er vicedirektør for en juridisk kommision i Guangxi provinsens folkekongres.
»Han repræsenterer de afdelinger, som kan mærke presset fra de mange petitioners. Afdelingerne vil løse problemerne med den slags hårde metoder, og de vil ikke se på, hvad der er årsagen til dem,« siger Li Fangping.
Han siger også, at forslaget strider mod forfatningen, hvor kineserne har ret til den slags protester.
Men der er også en anden grund til, at forslaget kommer fra Liu Qingning.
»Han er ikke medlem af Kinas Kommunistparti, så der er ingen problemer ved, at han kommer med forslaget. Han siger det, som partiet ikke kan sige. Det er også en af grundene til, at regeringen vælger at sende delegerede til NPC, som ikke er medlemmer af partiet,« siger Li Fangping.
Han siger også, at det i dag er blevet sværere for borgerne at protestere mod myndighederne.
»Borgernes retsbevidsthed er vokset, men den politiske struktur har ikke ændret sig fundamentalt, så når de ikke kan klare presset, forsøger de at bekæmpe det med ulovlige metoder,« siger Li Fangping.
Hvis forslaget en dag bliver vedtaget, så vil det have omfattende konsekvenser.
»I dag er det ulovligt at forhindre petitioners og de sorte fængsler er også ulovlige. Men med forslaget ville begge dele blive lovlige, og det vil blive meget lettere at sætte folk i fængsel,« siger Li Fangping.
»Hvis det her forslag bliver vedtaget, så vil mistilliden mellem det offentlige og befolkningen virkelig blive alvorlig,« siger Li Fangping.
:: Bagsiden af et sort fængsel, som jeg besøgte her i Beijing. Tidligere artikler om sorte fængsler på Kinablog
Hun var en fattig pige fra landet, der åbnede en skønhedssalon. Inden der var gået ti år, havde hun både hoteller, butikscentre og utallige andre forretninger. Hun tjente milliarder, og Wu Ying var kun 26 år gammel, da hun blev kåret som Kinas sjetterigeste kvinde. Men i 2006 blev hun arresteret på et af sine hoteller.
Du kan læse om hende i min artikel i Berlingske. For nu er retssagen slut.
Hun har siddet fængslet siden 2006, men før jul faldt der dom i sagen. Hun blev dømt for korruption og svindel. Og straffen? Den er hård. Hun blev dømt til døden.
Hvad er der sket med Wu Ying siden da? Sagen er ikke helt slut endnu, for hendes advokat, Yang Zhaodong, ville forsøge at overtale hende til at anke dommen. Og det lykkedes åbenbart. Den 28. december ankede hun dødsdommen.
Men der er endnu ikke sket noget. Dokumenterne er endnu ikke blevet behandlet og kommet videre i retssystemet, fortæller Yang Zhaodong. Måske fordi der her omkring nytår er mange sager, der skal afsluttes, siger Yang.
»Jeg vil mene, at der stadig er håb. Men tingene kan ændre sig hurtig, og det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske,« siger Yang Zhaodong.
Og så et lille sidespring her til sidst. Modsat i Danmark har medierne i Kina let adgang til retssale. Kriminalstoffet fylder godt herovre. Selv grove videoer fra for eksempel overvågningskameraer dukker også ofte op på både TV og internet. Når der bliver afsagt dom i en sag som Wu Ying’s – eller for den sags skyld også i langt mindre forbrydelser – så er der tit kameraer med helt inde i retslokalet, så man også tydeligt kan se de dømtes reaktioner. Eksempler fra nyhedsudsendelser, der viser retssagen mod Wu Ying, her, her og her.
:: Foto fra denne artikel
Han fik otte års fængsel. Og skal betale 1.700 kroner i kompensation til den 21-årige pige, som han voldtog.
Den 21-årige Li Ruirui (李蕊蕊) tog til Beijing i august. Hun var blevet smidt ud af sit universitet. Hun følte sig uretfærdigt behandlet, men kunne ikke gøre noget. Hun var desperat, så hun rejste til Beijing for at klage over universitet i sin hjemby.
Den slags er dårlig reklame for embedsmændene ude i provinserne. Hver dag ankommer der hundreder af borgere til Beijing, som vil tale med folk fra centralregeringen og klage over for eksempel korrupte embedsmænd i deres hjembyer.
Det vil provinserne undgå. Derfor har de forskellige provinser op mod i alt 10.000 ansatte, der hver dag støvsuger hovedstaden for petitioners. Borgerne bliver fanget. Og sat i et af centrene i det illegale netværk af sorte fængsler. Som jeg også har skrevet om her.
Li bliver også fanget. Og sat i et fængslerne, der er i dette tilfælde var et hotel, som den lokale provins havde lejet i Beijing. Her skulle hun sidde, indtil hun kunne blive eskorteret hjem igen.
Men om morgenen den 4. august kravlede den 26-årige Xu Jian (徐建), der var vagt i fængslet, op i sengen til Li og voldtog hende.
Sagen gav stor debat i Kina. Fordi det var endnu et eksempel på foragt for borgerne. Og endda i et af de forhadte, sorte fængsler. Li anlægger også sag mod Xu Jian. Og nu er der dommen faldet.
Voldtægt kan medføre dødsstraf i Kina. Minimumsstraffen er ti år. Men Xu fik otte års fængsel og skal betale 2.300 yuan (1.700 kroner) i kompensation til Li, der ellers havde søgt om 100.000 (74.500 kroner).
Dommen har gjort flere kinesere rasende. For eksempel over størrelsen på kompensationen. Som der står på denne tråd på avisen Beijing Qingnian Bao:
Kom, kom, se hvor lidt det koster for autoriteter at voldtæge almindelige folk
快来看看权力强奸百姓的成本有多么低廉吧
Eller på Sohu:
Kompensationen havde måske været ok, hvis der var sat tre nuller bag…
这赔偿金额后面加三个零还行…
:: Foto af det sorte fængsel fra denne side
Et kinesisk magasin har offentliggjort en længere artikel om de sorte fængsler, som jeg har skrevet om tidligere.
I Kina rejser tusinder af folk ude fra provinserne og op til Beijing. Det er folk, petitioners, som af den ene eller anden grund føler sig uretfærdigt behandlet af retsvæsen eller embedsmænd i deres hjemprovins. Korruption er ofte en del af forklaringen. Borgerne tager til Beijing, hvor de håber på at få hjælp fra centralregeringen, ministerier eller myndigheder.
Det er provinserne ikke glade for. For den slags sager er dårlig omtale. De lokale embedsmænd er under pres fra centralregeringen for at opretholde social ro og orden, og de bliver straffet, hver gang der er uro.
Derfor har provinserne et netværk af fængsler eller detentioner i Beijing. Nogle gange kan det blot være et lokale i en ejendom. Måske en etage på et hotel. Eller kælderen i et rigtigt fængsel, som provinserne på den ene eller anden måde lejer sig ind i.
Ifølge artiklen har alle provinser folk, der strejfer rundt i Beijing for at fange petitioners. I alt har de op mod 10.000 “fangere” i den kinesiske hovedstad.
De Sorte Fængsler har længe været en offentlig hemmelighed i Kina. Og for et par uger siden kom Human Rights Watch med en rapport, som også dokumenterede netværket af fængsler.
Udenrigsministeriets talsmand, Qin Gang, benægtede, at der skulle være Sorte Fængsler i Kina.
»I don’t know what their motivation was. I can assure you there are no so-called black jails in China. We put people first, and we are an administration for the people. If citizens have complaints and suggestions about government work, they can convey them to the relevant authorities through legitimate and normal channels.«
Det sagde Qin Gang på sin presse konference den 12. november til udenlandske journalister. Citatet er ikke med i referatet fra mødet.
Du kan læse hans kommentarer på for eksempel AP, NYT og AFP.
Det er magasinet Liaowang (瞭望), der har bragt artiklen. Liaowang kan oversættes til Udkig. Det er et magasin, der henvender sig til embedsmænd og beslutningstagere i Kinas Kommunistparti.
(Jeg kan ikke linke til den, for magasinet fortæller, at de endnu ikke har lagt den originale artikel på nettet, men at den skulle komme i næste uge.)
Men det officielle nyhedsbureau Xinhua har også offentliggjort artiklen.
Liaowang og Xinhua ville aldrig offentliggøre en så følsom artikel, med mindre den i forvejen har opbakning langt oppe i Kinas Kommunistparti.
Så som en af brugerne skriver på dette forum:
»Det er et følsomt emne, så hvorfor bliver der givet grønt lys for det lige nu?«
Du kan læse mere om artiklen og de sorte fængsler på Telegraph, AP, SMH,NYT og min egen i Berlingske.
Omkring de “rigtige” fængsler, så skrev Time for nylig en artikel om en reform af det kinesiske fængselsvæsen.
Chinasmack har en billedserie af kinesiske fængsler og har oversat kommentarer fra fora.
:: Privatfoto. Det viser indkørslen til et fængsel i det sydlige Beijing, hvor der også sidder petitioners.
Li Li var gift i fire år. I den tid blev hun tæsket af sin svoger utallige gange. Uden at hendes mand forsøgte at stoppe volden.
Hun forsøgte at anmelde det til politiet. Uden held. Det var familiens egen sag, lød beskeden fra politiet.
I årevis har hun kæmpet for at få politi og domstole til at acceptere sagen, som jeg skriver om i dag i Berlingske.
Hun var vedholdende. Derfor er hun blevet tæsket af politiet. Af sikkerhedsvagter. Har været fængslet i hundreder af dage. Været ind og ud af hospitaler. Fået en hjerneskade. Og en tvungen abort. Hun er blevet transporteret hundreder af kilometer i en bil, bagbundet og med en beskidt strømpe i munden. Alt sammen i en sag, der begyndte for 15 år siden.
Der var ikke så meget plads i avisen til at fortælle om hendes hundreder af fængselsophold.
For eksempel da hun boede i Taiyuan, der er hovedstaden i Shanxi provinsen. Flere gange opsøger hun guvernøren, og venter på ham foran regeringsbygningen. Og hun er ikke den eneste.
»Nogle dage kunne der stå 60-80 personer. Politiet kom så hver dag og ryddede dem væk for ikke at forstyrre guvernøren,« siger Li Li.
De blev tit kørt til et af flere fængsler, der også havde indsatte, der havde begået mindre forbrydelser som for eksempel lommetyverier.
I et af fængslerne var der for eksempel to sovesale. En for mænd og en for kvinder. Med cirka 70-80 sengepladser i hver.
Der var ingen vand, siger Li Li. Der var ingen tandbørste. Man kunne ikke få bad. Der var ingen håndklæder.
»Du kunne få mad, hvis du var hurtig, men hvis du var langsom – så nej,« siger Li Li. Hun ved ikke præcist, hvor mange gange hun har været i sådan et fængsel. Flere hundrede gange, siger hun. Det korteste har været få dage. Det længste to måneder.
En af gangene fik hun ikke mad i to dage. Eller vand. Hun blev tvunget til at rense toiletter i de ti dage, hun var der.
»Det var om vinteren. Det var ret koldt, og der var ingen varme, men jeg fik ikke noget tæppe,« siger Li Li.
Du kan læse mere om “sorte fængsler” og det kinesiske retsvæsen her på Kinablog eller her på Berlingske.
:: Billedet er Li Li’s private foto
Kina har store problemer med politi og retsvæsen. De seneste måneder er der dukket 15 sager op i medierne, hvor fanger på mystisk vis er døde i fængslerne.
Det har givet en voldsom debat om politiet, fængsler og retsvæsen, som jeg skriver om i Berlingske i denne reportage.
Der er ikke nogen grund til også at lægge den ind her på Kinablog, så smut selv over og læs artiklen (eller køb avisen, det kan man jo også, vi udkommer vist nok stadig på det der “papir”).
Debatten har presset centralregeringen til at komme med løfter om forbedringer og reformer. Men kan man stole på de løfter, spørger jeg om i den tilhørende analyse. Og lige en tilføjelse her nedenunder.
Allerede i midten af 1990’erne begyndte Kinas Kommunistparti en række reformer af love og retsvæsen, der skulle give en bedre balance mellem menneskerettigheder og partiets krav om kontrol og offentlig orden.
En af de kilder jeg talte med under researchen er Ronald C. Keith, der er professor i Kina-studier ved det australske Griffith University, og som lige nu er ved at skrive en bog om den kinesiske højesteret og retsvæsenet i Kina.
Han siger, at de mere end ti års reformer har hjulpet. Til dels. Men at selvom regeringen lige nu lover undersøgelser og reformer, så kommer det til at tage tid.
»Man kan vedtage nye love og opsætte nye regler, men der er stadig lang vej, før det bliver virkelighed,« siger Ronald C. Keith.
Blandt andet fordi man i retsvæsenet skal gå fra de gamle og nedarvede procedurer, som man er vant til, og vænne sig til de nye.
»Udfordringerne om at etablere god retspraksis i Kina er enorme, og det kræver tålmodighed. I Beijing kan man have gode intentioner om reformer, men det tager tid, før man får tildelt de rigtige ressourcer, og før det virker efter hensigten,« siger Ronald C. Keith.
Jerome A. Cohen, der er professor på New York University Law School, siger i et interview på Council on Foreign Relations, at der har været enorme fremskridt på økonomiske og sociale rettigheder, men at der er fundamentale problemer med politiske og civile rettigheder.
The administration of repression is uneven because it varies from month to month depending on the circumstances, and it varies from place to place also depending on circumstances. The fact is that state security agencies, together with various police units, including armed police under the military, run a very tight ship, and quietly, they’re very good at regulation. They have an enormous amount of repression skills, even while giving the appearance of not being a police state. If you go to Pakistan, for instance, at every corner even though there’re democratic elections and the restoration of a chief justice, you are in no doubt that it’s essentially a policed country. You see military in police uniforms on every corner. If you go to China, it looks great. You don’t see any of this.
There has been some criminal justice reforms, an attempt to improve the review of death penalty sentences at the Supreme Court level. Formal criminal justice reform efforts still survive in China despite a very conservative climate. But that’s at the top, very visible part of the scale. Underneath, you have all these thugs. You’ve got secret jails, and you’ve got the Communist Party’s Discipline and Inspection Commission. They’re the real police for over 74 million people who are party members. When a party member is suspected of corruption like the deputy president of the Supreme Court of China was last year, he’s not taken in by prosecutors or investigators or the police; he’s taken in by the party’s Discipline and Inspection Commission. There are no set rules. They have certain rules but they just don’t come into play day to day in the commission. If they’re taken in by the police, there are at least some formal rules. You’re supposed to be held only thirty days before the prosecutors have to approve an arrest warrant.
Derfor virker det heller ikke overbevisende, at centralregeringen er kommet med en ny to-års plan for menneskerettighederne i Kina. Der kort sagt skal sikre mange af de rettigheder, som borgerne allerede har i forfatningen, men som ofte bliver overtrådt eller ignoreret af staten. Og hvor planen ikke en gang kommer ind på de mere følsomme emner.
Så hvor meget kan man ændre på to år? Som det ikke er lykkedes at ændre over de seneste ti år. Eller blot siden sagen om Sun Zhigang i 2003. En sag der har mange af de samme elementer, som den nuværende debat, og hvor man også lovede reformer. Som man også gennemførte, men som nu ser ud til at være lettere udvandede.
Der er ikke meget som tyder på, at centralregeringen er specielt optagede af menneskerettigheder. Se blandt andet på Charter 08, hvor en af hovedforfatterne stadig er i fængsel.
I 2008 var den mest af alt optaget af social ro på grund af de Olympiske Lege. I 2009 er det på grund af de mange følsomme jubilæer.
Hvor 90-året for Fjerde Maj Bevægelsen lige er blevet fejret i larmende anonymitet. Hvor 20-året for optøjerne på Tiananmen venter lige om hjørnet, få måneder før 60 års fødselsdagen for Folkerepublikken Kina.
Så jo – kineserne har lagt pres på centralregeringen, der blev nødt til at handle.
Eller i hvert fald lade som om de handler. For det vigtigste er ro og orden. Lige nu. Lad os vende tilbage og kigge på løfterne igen om et år.
:: De to herrer på billedet er civiklædt politi, der fulgte efter mig og en kollega, da vi besøgte fængslet Majialou, som jeg skriver om i artiklen i Berlingske. Og som du kan se på billedet øverst i dette indlæg. Der er ikke noget hverken kuriøst eller heroisk ved, at politiet chikanerer udenlandske journalister. Men jeg tænkte, at det nok er de færreste danskere, der har set sådan et par starutter før, så derfor får i billedet her.