Tag arkiv for forurening

Det bedste man kan gøre, hvis man bor i Beijing, er at lade være med at trække vejret. Forureningen er massiv. Det var tydeligt for eksempel her i marts 2013, hvor den kinesiske hovedstad blev ramt af den værste luftforurening i 52 år.

Det er ikke svært at mærke forureningen. Huden bliver klam og fedtet, øjnene svier og lungerne hvæser. Luftforurening var da også skyld i 1,2 millioner for tidlige dødsfald i 2010, viser en ny undersøgelse. Dermed står Kina for 40 procent af alle de dødsfald i hele verden, som man kan henføre til luftforurening.

Men Beijing er langt fra den værste by i Kina. Tværtimod går det den rigtige vej for smoggen i den kinesiske hovedstad. Den letter. Nu er hovedstaden ‘kun’ den 17. mest forurenede by i Kina. I januar var Beijing på plads nummer ni, viser nye tal, som er en sammenligning af 74 kinesiske byer. Men Beijing er stadig omgivet af syv af de ti mest forurenede byer i hele landet.

Hvor slemt er det så?

Det har jeg skrevet om utallige gange før, og du kan finde de fleste artikler her, hvor du også kan se billeder, der sammenligner en den samme udsigt med blå himmel og med en oversmogget en af slagsen.

Men for at tage den engang til. Man måler de små PM2,5 partikler i luften. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det sundhedsskadeligt, hvis der over en periode på 24 timer er mere end 25 mikrogram per kubikmeter luft. I januar var gennemsnittet for de 74 byer fuldfede 130 mikrogram.

Luften i Kina er så forurenet, at en forretningsmand er begyndt at sælge frisk luft på dåse. Prisen er cirka fem kroner per styk. 
 
Kineserne er vant til forurening, men selv for Kina var januar en ekstrem måned. Her var hele 26 ud af 31 dage voldsomt forurenede og hele Beijing og flere provinser dækket af smog. Det er der nu nok ikke mange af Kinablogs faste læsere, der er i tvivl om. Og ellers kan du læse om det her – host, host, host og host.
 
Derfor er der gode grunde til at købe en af Chen Guangbiaos dåser med frisk luft, som man endda kan få i flere varianter. For eksempel som et frisk pust fra Tibet eller med duften fra det miljøvenlige og post-industrielle Taiwan. 

Chen Guangbiao, som jeg interviewede for et par uger siden til Politiken, er en kontroversiel forretningsmand, der skønnes at have en formue på over fire milliarder kroner. Han er også god til at få omtale i medierne. For nyligt smadrede han sin Mercedes Benz og donerede 5.000 cykler til folk i storbyen Nanjing, der ligger tæt ved Shanghai. Og i sidste uge gav han også 2.000 cykler til Beijing i et forsøg på at få folk til at parkere deres biler og i stedet stige på cyklen. 

Her er et uddrag af interviewet i Politiken:

Supermarkeder og butikker vil ikke have hans dåseluft på hylderne. Derfor kan man kun finde dem i større byer som for eksempel Beijing, hvor han i sidste uge havde flere el-biler, der kørte rundt og solgte dem til beijingerne, som stod i den gråbrune suppe af smog og købte tusinder af hans dåser med ren luft.

Chen har i de seneste måneder solgt dåseluft for mere end fem millioner kroner over hele Kina, men han regner ikke med, at han kommer til at tjene sin næste milliard på det, forklarer han over telefonen. Det er ikke derfor, at han gør det. 
 
»Jeg gør det for at vække folk og gøre dem opmærksomme på miljøet og forureningen«, siger Chen Guangbiao, der blandt andet har tjent sin formue på genbrug af plastik. 

»Jeg så, hvordan virksomheder og lokalregeringer brugte vores børns fremtid som en pris, de var villige til at betale for økonomisk vækst, og for selv at blive rige og gøre karriere. De bygger brede veje og flotte huse i de byer, som de regerer over, men byerne er omringet af affald«, siger Chen Guangbiao. 

Chen begyndte sit projekt med dåseluft, forklarer han, fordi han kunne se, hvordan luften i Kina blev værre dag for dag. Og det er ikke blevet bedre i de fire måneder, hvor han har solgt dåserne. 

Forureningen fortsætter med at drive ind over byen fra naboprivnserne, og der er brug for mere og langsigtede løsninger for hele Kina, mener blandt andre Chen Guangbiao.

»Hvis vi ikke gør noget nu, så går der ikke mere end 20 år, før vores børn skal gå med en iltflaske for at komme på arbejde«, siger Chen Guangbiao.

Her er en opsamling om den episke forurening, der lige nu er ved at kvæle Kina. Hvis du ikke har set fotos af den, så se mine billeder for eksempel her og her på Kinablog. The Atlantic har i øvrigt en rigtig god billedserie med 31 fantastisk forurenede fotografier.

New York Times skriver, hvordan Beijing forsøger at komme forureningen til livs med forskellige lappeløsninger og nødplaner, og hvordan lederne – bedre sent end aldrig – er begyndt at anerkende problemerne:

The Beijing government put in place emergency measures on Wednesday to try to combat thick smog that has encased the city, which the Communist Party has hailed as a showcase capital, in brown and gray soot. The measures include temporarily shutting down more than 100 factories and ordering one-third of government vehicles off the streets, according to official news reports.

Officials have also begun acknowledging the severity of the problem. Xinhua, the state news agency, reported that Wang Anshun, the newly appointed mayor of Beijing, said Monday that the government had come up with a preliminary plan to curb the pollution.

“I hope we can have blue skies, clean water, less traffic and a more balanced education system,” Mr. Wang said at a session of the municipal legislature, in a broad reference to quality-of-life issues.

Mr. Wang also told lawmakers that “the current environmental problems are worrisome.” He said the number of vehicles in Beijing should be allowed to increase, but slowly. The Xinhua report said there were about 5.18 million vehicles in Beijing, compared with 3.13 million in early 2008.

ABC News skriver, hvordan det netop er de almindelige kinesere, som lider under luftforureningen, og hvordan salget af anti-forureningsmasker er eksploderet og blevet nyeste mode i Beijing:

Masks have become the new fashion on Beijing’s streets. The number of online searches for the word “mask” has jumped by 5,304.3 percent compared to last month, according to figures released by Taobao, the biggest online shopping site in China. There are more than 100,000 masks being sold every day this month in Beijing alone.

Ordinary medical masks do not provide enough protection. Some Beijing citizens have taken more serious measures by wearing gas masks. In one Beijing city office, as many as 20 workers wore the protective headgear at their desks, according to AFP.

Wall Street Journal fortæller, hvordan centralregeringen forsøger at overbevise borgerne om, at det er alles ansvar at bekæmpe forureningen. Hvilket er nemt sagt. For regeringen forsøger også samtidig at bekæmpe civilsamfundets magt, og partiet slår konsekvent ned på alt, der kan true dets monopol på magten. Og hvor meget bidrager private egentlig til smoggen, spørger WSJ:

First, the contribution of individuals to China’s air pollution problem is small compared to that of companies and power plants. The China Daily story quotes Xiao Yan, a 30-year-old lawyer who takes public transportation in Beijing to the dismay of her colleagues, as saying vehicle emissions are “not much less than those from industry.” That may be true as far as major cities are concerned, but it’s also misleading.

Although vehicle pollution is a large and growing source of urban air pollution, it isn’t clear how much passenger vehicles are contributing to the smog that has engulfed Beijing over the past few weeks. Almost 80% of fine particulate matter, known as PM2.5, emitted from vehicles in China comes from diesel-powered trucks, which represent less than a fifth of the country’s vehicle fleet.

And while Beijing itself is home to relatively few smoke-spewing factories and steel mills, heavy industrial pollution from surrounding areas has a way of blowing over to blanket the city.

Bloomberg har interview med den altid lytteværdige Ma Jun som ikke tror, at Beijing kan gøre meget for at komme af med smoggen:

Further measures to clean up the capital may be difficult because much of Beijing’s smog comes from surrounding regions, Ma Jun, a Beijing-based environmentalist and founder of the Institute of Public and Environmental Affairs, said in a phone interview.
“China is the world’s biggest steel producer, and half of China’s steel is produced in areas around Beijing such as Hebei and Tianjin, mostly by burning coal,” Ma said. “How can the region stand this?”

Guardian kommer også med et fingerpeg om en af de store syndere til den massive forurening lige nu: Kul. Avisen skriver som andre medier om nye tal som viser, at Kina bruger næsten lige så meget kul som resten af Verden lagt sammen:

China now burns nearly as much coal as the rest of the world combined.

The country’s appetite for the carbon-intensive fuel rose by 9% in 2011, to 3.8bn tonnes, meaning it now accounts for 47% of worldwide coal consumption.

The growth, revealed by US government figures on Tuesday, was driven by China’s booming economy, which has grown at an average rate of around 10% over the past decade. China overtook the US as the world’s biggest carbon emitter in 2007, and became the world’s biggest consumer of energy in 2010.

Research out last November suggested that 1,000 new coal-fired power plants are planned worldwide, with 363 in China and 455 in India. If all the plants were built, it would put the world on “a really dangerous trajectory” for climate change, experts at the World Resources Institute said.

Forureningen har givet massiv debat på internettet i Kina. For eksempel skriver Shi Yonggang, der er redaktør for Ifeng Weekly, på sin mikroblog @师永刚 at otte af hans venner er flyttet fra Beijing.

Song Dandan, der er en kendt skuespiller, skriver på sin mikrobog @宋丹丹, at Beijing bliver mere og mere ubeboelig. Som hun skriver i en kommentar, der også hentyder til ejendomsprisernes himmelflugt: “Er det ledernes nye metode, at bekæmpe gift med gift? Alle flytter ud af Beijing, så så falder huspriserne”.

Mange bruger også en solid portion galgenhumor, for at komme igennem dagene, hvor solen er væk og luften fyldt af en gråbrun og giftig suppe. Som Didi Kirsten Tatlow skriver på bloggen Rendevouz på Herald Tribune:

Here’s a joke circulating among 10-year-olds at my son’s state elementary school in Beijing:
A Chinese man recently arrived in America visits the doctor.
“Doctor, I feel unwell.”
“Where have you come from?”
“Beijing.”
“Breathe this,” the doctor says, holding out a pipe attached to a car exhaust.
“Thanks, I feel much better!” the man says.

Det er slemt. Bare se på de to fotografier ovenover, hvor Beijings højeste bygning i dag – det er, hvis du skulle være i tvivl, det nederste billede – forsvandt i sod og røg fra biler, fabrikker, kulkraftværker og sværindustri.

I de seneste uger har Beijing og naboprovinserne stort set været forsvundet i en dyne af smog. Men i dag har vinden blæst forureningen væk. Der er blå himmel. Man kan se solen. Der er skygger. Farver. Man kan endda trække vejret uden maske. Det er alt sammen svært usædvanligt og meget mærkeligt.

Her er et foto, som jeg tog i går, hvor forureningen lå på 400-500 API. Virkeligt slemt. Men ikke nær så forfærdeligt som rekorden for nogle dage siden, hvor den var omkring 900. Det andet foto er fra i dag, hvor forureningen lige nu er på 39, hvilket er omtrent på samme niveau som i Danmark.

Lad være med at trække vejret. Det er det bedste råd, som man kan give de 20 millioner indbyggere i Beijing, der er en af verdens mest forurenede hovedstæder.

Her forsvinder solen i flere dage. Himmelen er væk. Det samme er bygninger. Farver og skarpe konturer forsvinder i smoggen. Hvis E. L. James havde siddet i Beijing og skrevet sin trilogi om de 50 nuancer af grå, så ville bøgerne ikke have handlet om sex.

Derfor var det også lidt af en katastrofe, da jeg glemte min Respro Techno Anti Pollution Mask her i weekenden på en bar i en helsekost-butik. Det er en af de bedste masker på markedet, men den er svær at finde i Kina, så jeg plejer altid at købe et lille lager af dem, når jeg er i Europa.

Masken er nødvendig, når man går udenfor i Beijing i de dage, hvor det er forurenet, og det er de fleste af dem. Den er lige så uvurderlig som min Air Purifier, der er en maskine, som står i min lejlighed og renser luften. Det er en Blueair 203. Og hvis du bor i Danmark, så ved du måske ikke, hvad jeg snakker om. Men herovre taler vi om luftforurening, masker og luftrensere på samme måde, som danskere taler om vejret. Eller som Evan Osnos fra The New Yorker skriver:

In Beijing, we talk about air purifiers the way that teen-age boys talk about cars. More than once, I’ve gone into a friend’s apartment and put an admiring hand on a top-of-the-line, IQAir HealthPro, and said, “Niiiice.” (The cost? About nine hundred bucks per room.) At our house we have a lesser brand, and the following will sound like a joke, but I’m sorry to say it’s not: the filters for these machines are so expensive that we get ours under the table, through a connection that my wife has involving a stern Russian woman from Vladivostok. How she gets them, I don’t ask and she doesn’t tell.

Det kan være svært at forestille sig forureningen, hvis man ikke selv har oplevet det. Så hvor slemt er det? Her kan du sammenligne to fotos, som jeg har taget på en dag med blå himmel, og en dag hvor forureningen ‘kun’ var over 500. Plus, her en ‘forurenings-udsigt’ fra CCTV nyhederne søndag den 13. januar. Så svaret er – slemt. Især hvis du var her i Mordor Beijing i dagene omkring netop den 13. januar, hvor luftforureningen satte rekord. Som jeg skrev i Politiken i går søndag:

Man kan måle luftforureningen ved at se på de små partikler i luften, der er mindre end 2,5 mikrometer, og som man kalder for PM 2,5. Dem måler man så indholdet af per kubikmeter og sætter ind i en skala, der går fra 0-500.

Normalt ligger den form for luftforurening på 20-40 i Danmark. I lørdags toppede den i Beijing, da den røg langt uden for skalaen og landede på 886.

Noget af det højeste, der er blevet målt i Danmark i de senere år, var i 2010, da røgen fra russiske skovbrande blæste ind over Danmark. Her gik forureningen op omkring 100 PM 2,5, fortæller Jesper Christensen, der er seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser på Aarhus Universitet.

I Beijing regner vi 100 for en god dag. Mens jeg skriver det her, så er forureningen på 248. Tallet kommer fra den amerikanske ambassade, der måler luftkvaliteten og sender målingerne ud på Twitter.

Men selv lørdagens forurening var usædvanlig for Beijing. En PM 2,5 på 886 – i nogle distrikter var den endda tæt på 1.000 – svarer stort set til at trække vejret med hovedet inde over et bål. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de fem år, jeg har boet i Beijing. Og det værste af det – det var hele Nordkina, som blev dækket af en dyne af forurening, og Beijing var ikke engang på en top ti over de mest forurenede byer.

Her får du en opsamling med gode links om de seneste par ugers luftforurening:

Beijing Cream kommer med et godt eksempel på, hvor slem forureningen var i Kina i sidste uge. Smoggen var så tyk, at en møbelfabrik brændte i tre timer, før nogen opdagede det og ringede efter brandvæsenet:

Late Sunday night in Hangzhou, Zhejiang province, a fire broke out at a furniture factory in Anji county that no one noticed for hours because they couldn’t see it through the “fog.” Xinhua has the report (my translation):

Due to a thick fog cover at the time, the initial smoke and open flames actually lasted nearly three hours before local residents discovered it.

About 60 firefighters and officers eventually arrived on the scene, at about 2:50 am, and worked for 10 hours. Large portions of the factory goods were destroyed.

Xinhua says the factory was a fire hazard because workers piled up large numbers of flammable substances.

Newsweek og Melinda Liu peger på en af grundene til den massive forurening i Beijing. Det er bilerne, som hun skriver:

So why can’t Beijing just clamp down on car ownership? Shanghai, for example, has raised the cost of vehicle license plates to restrict the number of cars on the road. But in Beijing, authorities are leery of allowing only the relatively wealthy to have cars. It goes against the Communist Party’s egalitarian roots. On top of that, as China’s capital, Beijing has many levels of government, and its members all need official vehicles. Under party head Xi Jinping, the new leadership team has mandated that officials should avoid profligate use of limousines. “The government should clearly instruct local governments of all levels to restrict buying luxury vehicles,” says Professor Hu.

Most analysts advocate raising the cost of parking in the center of Beijing, and charging a tax on people who drive in the city center during rush hours. But the capital’s transportation headaches won’t be resolved until public transport is improved. Meanwhile, residents may have to live with pollution from vehicle emissions. True, the killer smog itself has become a political issue, with growing complaints about government inaction. But dashing some Chinese residents’ dreams of owning their own cars would likely trigger resentment against the government—as well as tension between the haves and have-nots.

Slate har fået professor Jeffrey Wasserstrom, der selv er vokset op i den übersmoggede Los Angeles, til at skrive om, hvordan luftforureningen er en trussel mod kommunistpartiets legitimitet. En fin lille tekst, som jeg anbefaler at læse det hele af.

But public-health scares and heavy smog in Beijing and others places—believe it or not, at times other cities have even darker skies than the capital—are leaving some people skeptical about whether things are really getting better simply because they can now buy things at a mall. Is life really improving, they ask each other in private conversations, in online forums, and at protest rallies, if doing ordinary things like drinking milk and playing outside can cause your child to get sick? How can we trust a government, they wonder, that tries to hide the truth about obvious dangers, by censoring reports of doctored food and drink and until very recently used the word fog to describe the noxious substance that made it hard to see even nearby skyscrapers?

Financial Times interviewer en fremtrædende kinesisk forsker, der mener, at rødderne til den massive forurening stikker dybt ind i det politiske system. Og før det ændrer sig, vil smoggen ikke for alvor lette:

Wang Yuesi, an atmospheric physicist who is a member of the government working group for haze reduction in Beijing and neighbouring Tianjin, says the immediate causes of the “frightening” pollution were coal burning, car emissions and a particular weather pattern that trapped the polluted air over the low-lying city.

But the root causes are much bigger, and harder to solve.

“Only if reform of the political system is put on the agenda will the economic system and the [environmental] management system be able to catch up,” said Mr Wang. “China’s system doesn’t work well . . . Leaders only set their eyes on the economy.”

It is extremely unusual for a respected member of China’s scientific establishment to speak out about the politics behind the country’s environmental problems. Despite years of official pronouncements, government attempts to tackle pollution have mostly failed.

…

The key problem, as Chinese officials acknowledge, is enforcement of environmental laws.

One clear example is that the petrol sold in Beijing is high in sulphur, which results in more pollution from vehicle fumes. The sulphur content of Beijing’s petrol is “definitely higher than the national standard”, says Mr Wang. “CNPC and Sinopec bear a large responsibility in this regard,” he adds, referring to China’s two largest energy companies, which refine and sell most of the petrol in Beijing.

China Dialogue har en fin en artikel, der giver et godt overblik over den store folkesport her i Beijing – at hoste. Og hvor udlændinge har lagt mærke til forureningen i flere år – læs eksemplet i begyndelsen af artiklen med den finske pige – så er det først i de seneste år, at beijingerne selv er blevet opmærksomme på det:

People who arrive in Beijing from other Chinese cities often have the same complaint too. Yoga coach Liu Jia spent time in Guangxi province, south China, in 2011, setting up a new studio. It was only when she returned to Beijing that she realised she hadn’t been aware of the problem before. Yoga involves deep breathing and so requires clean air, and Liu spent a month finding the right air purifier and monitor.

Harry thinks Beijing residents are constantly coughing: taxi drivers cough; when they walk through their apartment complex they can hear the sound of coughing from the windows. He can’t understand why they don’t talk about it more. “Are Beijingers used to everyone coughing, or have they just not noticed?”

Sara recalls a magazine survey which asked 225 Chinese and foreigners what “the worst thing about Beijing” was. Of the foreigners, 75% said air quality – but only 28% of Chinese people gave the same answer, with 33% choosing transportation and others opting for high rents and inflation.

Most Beijingers only realised the dangers of particulate pollution in 2011, during the controversy over reporting of PM2.5 levels. Li Tianjian sells Yuanda brand air purifiers – and he saw sales rocket that year. Meanwhile, Wang Jun and Zhang Bin have 800,000 users for their mobile phone software providing nationwide air-quality index information.

That controversy also spurred the Beijing government to make dealing with PM2.5 pollution a priority for 2012. On June 1 the city issued the first standard limiting particulate emissions from diesel fuel. Plans for dealing with air pollution during the 12th Five Year Plan period issued in December aim to see PM2.5 levels drop by 15% in Beijing – as opposed to 5% in other key regions.

:: Foto her fra Sina’s side om luftforureningen

Det er sjældent, at en kinesisk diplomat bliver kendt i Danmark. Berømt er nok et lidt for stærkt ord, men der er sikkert mange, som stadig husker He Yafei fra klimaforhandlingerne i København.

Internationalt blev han for mange symbolet på et skråsikkert Kina og en af grundene til, at der ikke kom noget større resultat ud af København. Især efter at den kinesiske topdiplomat i et vredesudbrud langede ud efter den amerikanske forhandler Todd Stern, som han kaldte for »totalt uansvarlig« og for at have »mangel på almen fornuft.«

Nogle sagde, at He Yafei gik over stregen i København. Andre mente, at han blot lå på linje med stemningen i den kinesiske lejr, og at han havde taget en kugle for sine overordnede.

Men straks efter mødet, da han var tilbage i Kina, blev han flyttet til Geneve som Kinas FN ambassadør. Mange så det som en klar degradering af He Yafei, der indtil da havde haft en klar og opadgående karriere.

Nu er han så blevet udnævnt til vicedirektør for Statsrådets – det er så nogenlunde det, der svarer til den kinesiske regering – udenrigskontor, skriver nyhedsbureauet Xinhua. Og det er et tegn på, at He Yafei – uanset om han blev udpeget som syndebuk eller degraderet – er tilbage på sporet, som der står i South China Morning Post (paywall):

“There are now two possibilities for He: he could be made chief of the Overseas Chinese Affairs Office, which is a ministerial rank, and then perhaps moved to the more powerful Taiwan Affairs Office,” one professor said. “Or he could be moved back to the Foreign Ministry at some point.”

Here, he would have a better chance of promotion to a ministerial rank at the Overseas Chinese Affairs Office once he was chief, the professors said. The present chief, Li Haifeng, 63, is rumoured to be taking up another role and none of the four deputies has diplomatic experience. Such a rise is more difficult in the Foreign Ministry, where only two posts have ministerial rank.

It is not the first time a diplomat has moved from the Foreign Ministry to another department. Former UN ambassador Wang Guangya, 62, is the head of the Hong Kong and Macau Affairs Office, while former Foreign Ministry general secretary Wang Yi, 59, heads the Taiwan Affairs Office.

“We are seeing a new trend here where Chinese foreign affairs officials are increasingly seen more as politicians than career diplomats, and have to have experience beyond overseas experience,” a professor said. “He’s brief stint in Geneva shows that it was meant to be temporary from the outset. And, now, his exposure from working with the Overseas Chinese Affairs Office may be seen as broadening his portfolio beyond foreign affairs.”

Som jeg gryntede om på Twitter og Facebook i sidste uge, så var der grundigt forurenet her i Beijing i sidste uge. Så meget, at det først var fredag, at jeg for første gang i fem dage vovede at åbne vinduerne.

Så hvordan ser der egentlig ud, når der er smog her i Beijing. Se på de to fotos her ovenover, som jeg tog torsdag, hvor forureningen nu ikke var på den legendariske “crazy bad uden for skala,” som den var andre dage, men dog meget tæt på. Og så i dag mandag, hvor der var noget så sjældent som blå himmel over Beijings højeste bygning.

Flyet var næsten en time forsinket, da vi gik ombord. Og efter endnu en halv time i flysædet fortalte en stewardesse, at vi ikke kunne lette endnu på grund af »tåge.«

Det var nu ikke helt rigtigt. Det var ikke tåge. Det var luftforurening. Den var så tyk, at sigtbarheden var tæt på nul. Hvis man kiggede ud ad vinduet var selv vingespidsen ved at forsvinde i den brune og giftige luft.

Det var sidste søndag. Hundreder af afgange blev aflyst fra Beijing International Airport. Jeg selv sad og ventede tre timer i flyet, før vi kørte tilbage til terminalen. Det lykkedes dog at lette nogle timer senere, og jeg landede klokken to om natten, hvor jeg skulle have været fremme cirka seks timer tidligere.

• Læs også - Forurening i Kina: Find Beijings højeste bygning

Beijing var i forvejen en af de mest forurenede byer i verden, men i år er luftforureningen blevet værre. Jeg kan sidde med min telefon og checke vejrudsigten, der lyder på for eksempel blå himmel og solskin, men hvor bygninger og himmel forsvinder i en grålig grød.

Der er konsekvenserne ved at bo her. Især for beijingerne, der er født og opvokset her i hovedstaden. En af dem er, at antallet af lungekræft er steget i Beijing over de seneste ti år med omkring 60 procent, og det er nu den mest almindelige dødsårsag for de cirka 20 millioner indbyggere. Det viser nye tal, som blev offentliggjort af sundhedsmyndighederne i Beijing tidligere på ugen.

Der er to måder, som luftforureningen bliver målt på i Beijing. Myndighederne måler kun de store partikler, som for eksempel sand og støv fra byens mange byggepladser. De kaldes for PM10. Den amerikanske ambassade har derimod sin egen målestation, der også måler de små partikler, der kommer fra biler og fabrikker. De kaldes for PM 2,5. Og det er dem, som er farlige, og som skaber smog.

• Læs også – Luftforurening i Kina: Kan man løbe i Beijing?

Amerikanerne offentliggør tallene hver time på Twitter på @beijingair. Og forskellen mellem deres målinger og kinesernes officielle tal er enorme. Luftkvaliteten kan ifølge ambassaden være »hazardous« på samme tid som den ifølge Beijings Miljøministerium er »lettere forurenet.«

Ifølge ministeriet var der ingen forurening eller god luft i 80 procent af dagene de seneste to år. Ifølge amerikanerne var luften derimod »skadelig for helbredet« eller værre i 80 procent af dagene i den samme periode. I alt har der kun været 13 dage med blå himmel i det seneste års tid.

Kineserne kommer frem til det gode resultat ved, som nævnt, ikke at måle de mest skadelige partikler. Og ved at have flyttet målestationerne væk fra centrum og de mest forurenede områder i byen, så de dermed kan offentliggøre et bedre gennemsnit.

Beijings Metereologiske Institut fortsætter med at insistere på, at der blot er tale om tåge. Det er ikke smog. Men der bliver stadigt flere beijingere, som bliver opmærksomme på den farlige luft, og at myndighederne ikke vil give informere om den reelle luftforurening.

Som SCMP også skriver i dag mandag, hvor de omtaler Du Shaozhong, der er talsmand for Beijings miljøministerium:

Du has tried to assure the public they shouldn’t panic, just as he has done every time smog has hit. Rather than addressing the discrepancies directly, Du has dug in to defend the much- criticised track record of the government- led pollution control efforts, insisting that the authorities have done a good job in cleaning the capital’s filthy air. But people aren’t buying it.

“The city is like a huge canister of toxic gases today and our children, our ageing parents and every taxpayer have to breathe bad air. But the environment bureau still tells us it’s only slightly polluted,” renowned children’s author Zheng Yuanjie

I går søndag forsvarede vicesportsminister Yang Shu’an også arven efter OL i 2008. Blandt andet mener han, at legene har forbedret miljøet i Beijing. Men lederne er udmærket klar over problemerne. I begyndelsen af november var der flere historier i både den kinesiske og udenlandske presse om, hvordan man i Zhongnanhai – det svarer så nogenlunde til Det Hvide Hus i USA, og er det kompleks i Beijing, hvor toppen af Kinas Kommunistparti bor – har installeret luftrensere i deres huse.

Jeg selv checker altid tallene fra den amerikanske ambassade. Skal jeg have ansigtsmasken på – det er denne fine Respro Techno Anti Pollution Cycling Mask – når jeg går udenfor, eller kan jeg blot tage den med i tasken? Og jeg glæder mig inderligt over de få dage, hvor man kan se noget så sjældent som en blå himmel. I Beijing er ren luft blevet en luksus, som også Louisa Lim skriver og taler om her på NPR.

Læs også:

Guardian - Blogging battle over Beijing smog

The Diplomat - Beijing Air Pollution Brouhaha

GlobalPost - Beijing smog moves citizens and media to vent online

GlobalPost - Beijingers battle pollution

NYT - Outrage Grows Over Air Pollution and China’s Response

Bloomberg - China’s Flight-Canceling Smog Lifts as Pollution Levels Drop

:: Privatfoto fra søndag i forrige uge. Taget på vej tilbage til terminalen efter at have siddet tre timer på runway’en i lufthavnen i Beijing. For så at vente i terminalen. For så at komme tilbage til flyet. For så… at lette.

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.