Tag arkiv for Google og Kina

Den kinesiske regering har erklæret krig mod internettet og elektronisk kommunikation. De seneste uger har myndighederne i stigende grad øget kontrollen med e-mails, telefonopkald, sms’er og internettet.

Det er der også to eksempler på fra de seneste dage. I søndags (Guardian og Reuters) beskyldte Google den kinesiske regering for at besværliggøre eller endda helt blokere for adgangen til Gmail i Kina.

Det har jeg selv haft problemer med. Hvis jeg åbner for Gmail i en browser, så er siden langsom, hvis den overhovedet dukker op.

Det andet eksempel er, at myndighederne har blokeret for forskellige VPN’s. Det står for Virtual Private Network, og det er kort fortalt en service, hvor man sidder i Kina og med en lukket forbindelse logger på en server i for eksempel USA. På den måde kravler man uden om den kinesiske censur, og får det samme internet som amerikanerne.

Det har hidtil fungeret fint, så brugere af VPN’s kunne besøge et ucensureret internet og gå på sider som for eksempel Youtube, Facebook og Twitter, der er blokeret i Kina. Ikke længere. Der er nu blevet lukket for flere af de mest populære VPN’s.

• Læs også – tidligere artikler om Google vs. Kina

Det har for det første betydning for de kinesere, der vil slippe uden om The Great Firewall. Men det er mit indtryk, at de fleste kinesere bruger især gratis proxy-servere. Derimod er brugerne af de blokerede VPNs især mindre og mellemstore virksomheder samt udlændinge, der bor og arbejder i Kina. Men det giver også problemer for selv større virksomheder, hvor medarbejderne skal koble sig op på nettet via VPN. Her har jeg hørt om flere i de seneste dage, som i perioder ikke har kunne logge på deres virksomheders netværk. Så det er ikke kun de store og mest populære udbydere af VPNs, der er blevet blokeret for.

Hvorfor gør regeringen det? Kort sagt for at undgå en Jasmin-revolution som i Mellemøsten. Og de er åbenbart parat til at acceptere omkostningerne. For de er store.

Censuren er nu så omfattende, at det er direkte forstyrrende, hvis man bruger internettet professionelt. Det går ikke at bruge nettet uden VPNs, for der er blokeret for alt for mange sider. Det hænger selvfølgelig også sammen med de sider, jeg har brug for at besøge som journalist. Men når der også bliver blokeret for Gmail, og når almindelige, udenlandske virksomheder ikke kan bruge deres netværk, så koster det også direkte penge.

• Læs også – Ytringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Kina er på vej til at isolere sig fra resten af internettet. Det sker på grund af regeringens og Kinas Kommunistpartis frygt for at miste magten. I længden kan det have enorme omkostninger, som de åbenbart er parate til at løbe. Hvis udviklingen fortsætter, så vil det gå ud over små og mellemstore virksomheder, kinesiske som udenlandske, der er afhængige af VPNs. Det vil kunne mærkes på investeringer, innovation, kultur og i det hele taget bredt i samfundet, hvis kineserne kun har adgang til et harmonisk internet.

For eksempel for forskning og civilsamfundet. Her skriver den kendte sexolog, Li Yinhe – som jeg i øvrigt interviewede til denne artikel – om, hvordan hun forleden forsøgte at skrive og sende en mail, der indeholdt ordet “sex.” Det kunne hun ikke. Hun fandt ud af, at ordet nu er blevet censureret, som den normalt afdæmpede og saglige forsker skriver her på Shanghaiist:

My God. Mamma mia. I really don’t know if I should cry or laugh. Our internet censors have gone crazy, but they really shouldn’t be driving us commonfolk crazy too.

Here’s my proposal. Since we’ve banned the English word “sex”, we should also be banning the Chinese character “性”, and let’s see what the results will be. [Editor's note: The character "性" means sex and is also a suffix for -ability, eg., "probability" 可能性]. There is a new disease in China today — internet censorship neurosis. China’s internet censorship has now gone full blown neurotic. Save the internet, save the Chinese language. [Translation by Shanghaiist]

Internettet er også blevet så integreret en del af hverdagen, at det kan få konsekvenser for eksempel virksomheder, der skal overtale medarbejdere til at bo i Kina. En ting er, at man ikke kan bruge Youtube, Twitter og Facebook. Men det bliver alvorligt irriterende, hvis e-mail services som Gmail står næst på listen. En anden service, der også snart kommer i vanskeligheder, er Skype. Og efterhånden er der kun et meget forkrøblet internet tilbage.

Men prøv det selv. Udover dem, som jeg har nævnt ovenover, så lav en liste over de 20 hjemmesider og services, som du bruger mest hver dag. Og prøv så at gå en uge uden dem. Det er måske en smagsprøve på det kinesiske internet om et år.

Hvad skriver de andre?

• New York Times – China Tightens Censorship of Electronic Communications

• Global Post – Google’s China problem

• Wall Street Journal – Google Objects to China’s Acts

• Global Voices – PPTP and L2TP VPN protocols blocked

Xiao Qiang fra China Digital Times har skrevet en kommentar om Google vs. Kina i Guardian:

Google does not create content but makes information more accessible and organised, empowering users for connectivity and collaboration. The Chinese government, on the other hand, operates under a political agenda to control and dominate content and to keep oppositional voices fragmented. Surveillance of users and enforced self-censorship of companies is part of this overall strategy. This runs in direct contradiction to Google’s corporate ethic and business agenda, which includes protecting users’ privacy and gaining their trust.

Google’s decision to leave China rather than abide by intrusive government policies effectively marks the beginning of a cyberworld divided into the internet and the “Chinternet”, with the great firewall marking the boundary. Several top global websites, including Google, YouTube, Twitter, and Facebook, as well as thousands of other websites, are no longer easily accessible.

As a leading technology giant with a strong commitment to internet freedom, Google has the capacity to make its services continually available to Chinese netizens. Other technology companies and governments should join in this struggle to create a single, open and free internet. The final story is written by people like Han Han, who represent the irrepressible desire for truth, dignity and freedom. This spirit is what will ultimately topple the great firewall – with the assistance of innovative and unblockable internet technologies.

Hvad skete der egentlig under forhandlingerne mellem Google og den kinesiske regering?

Flere analytikere har peget på, at Beijing ikke vidste, hvordan de i starten skulle forholde sig til Googles udmelding i januar.

Der har også været bred enighed om, at det reelt har været umuligt for Google at få ændret på regeringens holdning til censur. Selvfølgelig kan en privat virksomhed ikke presse Beijing til at ændre sin politik på et område, som den anser som essentielt for at bevare magten og den sociale stabilitet i Kina.

• Her er alle mine tidligere artikler om Google vs. Kina.

Men på den anden side kunne Google ikke fortsætte med sin censur af den kinesiske søgemaskine. Googles udmelding skubbede dog regeringen op i et hjørne, hvor den kun kunne tabe ansigt. Der var altså hurtigt tale om en situation, hvor begge parter stod som tabere. Hvor de stod langt fra hinanden. Hvordan skulle man løse det?

Løsningen blev, at Google beholder det meste af sin forretning og hundreder af ansatte i Kina. Men flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Og det er ifølge et interview med Sergei Brin, som man kan læse i dagens Wall Street Journal, et forslag som kom fra regeringen:

After the cyberattack a heated debate ensued in the company about whether to cease censoring, say people familiar with the matter. Mr. Brin and other executives prevailed over Chief Executive Eric Schmidt and others who felt Google ought to stay the course in China, say people familiar with the discussions. Mr. Brin said by the end, there was “pretty good consensus.”

…..

Mr. Brin said that after that, his role was “somewhat tangential” as Google began drafting its plan to send Chinese users to its Hong Kong site. He also said the idea to reroute users was “actually relayed to us indirectly from the Chinese government,” although he declined to elaborate.

Meget apropos. Som jeg skrev i går på Twitter, så har Rebecca MacKinnon lavet en fremragende gennemgang af alle de måder, som de kinesiske myndigheder bruger censuren på.

Du kan også læse den faktaboks til dagens avis, som jeg har lavet på baggrund af hendes svar.

En af måderne er at bruge hackerangreb, der er målrettet til for eksempel journalister. Og jeg har netop fået denne email fra Foreign Correspondents Club of China:

Three Beijing-based journalists have reported receiving emails containing malware from an address that initially appeared to come from the Shanghai Expo’s media affairs office. The email, which was not sent by the Expo office, may be targeting correspondents who registered to cover the event.

Malicious email attachments sent to foreign correspondents in China tend to increase around big news events and sensitive political dates. In addition to the Expo messages, the overall volume of malware messages sent to foreign correspondents appears to have grown this week.

:: Illustration fra Sina, der viser pandavirus fra 2007

Som jeg skrev i går på Twitter, så har Rebecca MacKinnon lavet en fremragende gennemgang af alle de måder, som de kinesiske myndigheder bruger censuren på.

Jeg har brugt det til at lave en faktaboks til dagens Berlingske. Den kan du læse her nedenunder. Boksen viser, hvordan Beijing bruger især seks forskellige måder til at begrænse ytringsfriheden på internettet.

• Filtre: Præsident Hu Jintaos søn forsvandt fra internettet i juli 2009. Her var han indblandet i en korruptionssag i Afrika. Derfor opdaterede myndighederne de filtre, som al trafik på internettet går igennem i Kina. Filteret kaldes også for »Den Store Firewall,« og det blokerer for bestemte adresser og hjemmesider. Det opdateres konstant med politisk følsomme ord og sætninger. Nøgleord om eksempelvis Falun Gong og demonstrationerne i 1989 er altid en del af filtret.

• Sletning: Op til 15 års fængsel for at protestere mod myndighederne, foreslog en kinesisk politiker her i marts. Det gav voldsom debat på internettet. Men nu er meget af den væk, for man fjerner og sletter indhold fra nettet. Alle sociale netværk, søgemaskiner og internetselskaber er ansvarlige for indholdet. Derfor er det ofte private virksomheder, som for eksempel Google, der står for censuren i Kina.

• Hackerangreb: De har læst og downloaded alle mine emails, fortalte kunstneren Ai Weiwei i januar. Han var en af dem, der havde en mailkonto hos Google, som hackere angreb. Kritikere af Beijing – journalister, dissidenter og menneskeretsaktivister over hele verden – bliver stadig oftere angrebet. Eksempelvis med mails med virus. Hackere angriber også hjemmesider, der drives af kritikerne.

• Spionprogrammer: Alle nye computere i Kina skulle have »Grønne Dæmning« installeret. Det er et computerprogram, som blandt andet holder øje med, hvilke hjemmesider man besøger, og det styres fra en central database. Forslaget fra 2009 var så upopulært, at man opgav det. Men enkelte provinser er nu gået i gang med lignende tiltag. Og »Grønne Dæmning« bruges i dag i skoler og universiteter. Samt i for eksempel etageejendomme, der deler en internetforbindelse.

• Domænenavne: Kineserne kan ikke længere købe et domænenavne med .cn. Det sker i kampen mod pornografi, sagde myndighederne i december og begyndte en kampagne, hvor også 130.000 hjemmesider blev lukket. Senere blødte man lidt op på forslaget. Nu kan private igen få et .cn domæne. Hvis man møder personligt op med ansøgning, ID kort og et foto.

• Sluk: Der blev dræbt 200 personer under optøjerne i Xinjiang, der begyndte i juni sidste år. Siden har provinsen med de cirka 21 millioner indbyggere været mere eller mindre afskåret fra omverdenen. Ingen internet, sms eller telefonopkald til udlandet. Andre steder i Kina har man i byer og mindre områder også lukket for adgangen til udenlandske hjemmesider. Og der kan være loft for, hvor mange sms’er man kan sende om dagen.

Igen i dag skriver jeg i Berlingske her og her om Google, der har flyttet sin kinesiske søgemaskine til Hong Kong.

• Her er alle mine tidligere artikler om Google vs. Kina.

Google har aldrig haft den store succes i Kina. De har altid haltet bagefter den lokale konkurrent Baidu, der nu er på vej til at blive den helt store spiller på det kinesiske marked, der har 384 millioner internetbrugere. Men hvor står Baidu lige nu?

En af dem jeg har interviewet til en af dagens artikler er Kaiser Kuo. Du kan også læse mere med ham på for eksempel CNN og i Wall Street Journal. Der er en Q&A med ham på Reuters og han taler om sociale netværk i Kina på ReadWriteWeb.

Her får han lov til at give lidt længere svar, end der var plads til i avisen.

Er det Baidu, som er den store vinder?
Det vil det være på kort sigt, men ikke i det lange løb. De kommer til at samle en del af indtjeningen ind fra søgninger og reklamekroner. For folk er selvfølgelig ikke interesserede i at pumpe penge ind i en søgemaskine, der måske er på vej til at blive blokeret i Kina. Men Google efterlader et vakum, og det vil blive fyldt op med andre konkurrenter. For regeringen er ikke interesserede i, at der kommer et monopol. De vil have konkurrence.

Hvilke konkurrenter kan true Baidu?
Ikke nogen lige nu. Men der er Sogou og Soso, der vil forsøge at bevæge sig ind på nogle af Googles områder. Højst sandsynligt kommer der nye spillere som Alibaba, der vil lancere et søgeprodukt. For et halvt år siden lukkede Taobao og Alibaba for søgninger til Baidu, og det blev set som forberedelserne til en lancering af deres egne søgemaskiner.

Er Baidus forbindelser til regeringen en fordel?
Der er mange som taler om, at det er ulige konkurrence på grund af forbindelserne til den kinesiske regering. Men det er overvurderet. Baidu bliver nøje overvåget af regeringen og myndighederne, så de får ikke bare lov til at køre på frihjul. De har været under direkte angreb fra de statslige medier som for eksempel CCTV. De viste, at Baidu havde reklamer for falsk medicin. De har også afsløret, at Baidu tog sig betalt for at sælge bedre placeringer på søgemaskinen. Selv efter Googles annoncering har Folkets Dagblad også afsløret, at man kan finde pornografi på Baidu. Så det er altså virkeligt store, statsejede medier, der har langet ud efter dem.

Hvordan er det, at være journalist i Kina? Ikke nemt. For det er nærmest umuligt at få bekræftet selv de mest banale oplysninger hos myndighederne.

En journalist fra Hong Kong har optaget sin samtale med Statsrådets Informationskontor. Det er en af de øverst ansvarlige myndigheder for censuren i Kina.

Jeg skrev om hende i går på Twitter. Du kan springe direkte over og lytte til hendes samtale her, men den er på kinesisk. I dag har Chinageeks dog været så gode at oversætte den til engelsk, og du kan læse udskriften her.

Journalisten forsøger såmænd kun at få bekræftet hos myndighederne, at Google flytter sin søgemaskine til Hong Kong. Ikke ligefrem en hemmelighed.

Men kontoret vil ikke engang bekræfte noget, der er alment kendt. Og det er ikke kun de kinesiske journalister, der møder den mur. Det har jeg og alle andre korrespondenter også oplevet. Helt normalt.

Samtalen ender da også på den helt klassiske måde:

S.C. Worker 2: Yes. Write your question on the fax, OK?
Reporter: Is this news real or not?
S.C. Worker 2: Uh, because I’m just the person who answers the phones, personally, I don’t have any way of responding to your question. We prefer to receive faxes.
Reporter: So do you have any information at all [about the news Google is leaving China]?
S.C. Worker 2: If you want to ask me this in detail, because I only answer the phones, I personally…you probably can understand, there are different jobs within an office. How about this, going by the normal system, you should send a fax to the number I just told you
Reporter: And then?
S.C. Worker 2: And write your question and your name and how to get in touch with you on the fax. Then on this end we will deal with it according to the system. We will get in touch with you.

Og det er virkelig standardsvaret. Skriv dine spørgsmål. Send en fax. Vi vender tilbage. Så vidt jeg husker sendte jeg min første fax til en kinesisk myndighed i marts 2008. Men de vender nok tilbage en dag.

Martin Breum har i øvrigt skrevet en artikel på Journalisten, hvor han spørger, om man kan stole på korrespondenterne. Især når de arbejder i en etparti-stat, hvor det er umuligt at dobbelt-tjekke oplysninger. Kort sagt – selvfølgelig kan man det. Men kan man stole på den kinesiske stat?

Hver dag får de kinesiske journalister en liste over emner, som de ikke må omtale og som skal holdes hemmelige for offentligheden. Listen kommer fra det, som de med god kinesisk sans for humor kalder “Ministeriet for Sandhed”.

Men mange af journalisterne bruger også mikroblogs som Twitter eller Sinaweibo. Derfor ender mange af de hemmelige alligevel på internettet, og derfor siger journalisterne, at virkelige nyheder findes på Twitter.

China Digital Times har oversat listen fra i går den 23. marts 2010.

All departments:
1, On the Neijiang-Suining (内江—遂宁) Highway construction site, a truck ran over and killed villagers. No reporting.
2, Some editors from Science Fiction World Magazine (《科幻世界》) published a public letter online. No reporting.
3. Google.cn switched its services from inland to Hong Kong, only use Xinhua general text, don’t play it up.

Propaganda direction: Please every platform block the following information. 《Seeing Through China》（《透视中国》）; exposing five industry fields controlled by China’s princelings; Wen Jiabao’s solo “democracy” performance; at the crucial moment of the core power transition, political inner-circle releasing subtle messages; Beijing high officials’ “outrageous behaviors” during the “two sessions” causing many guesses.

OPDATERET. CDT har opdateret artiklen med en liste, der er kommet og som specifikt handler om Google.

All chief editors and managers:

Google has officially announced its withdrawal from the China market. This is a high-impact incident. It has triggered netizens’ discussions which are not limited to a commercial level. Therefore please pay strict attention to the following content requirements during this period:

A. News Section

1. Only use Central Government main media (website) content; do not use content from other sources
2. Reposting must not change title
3. News recommendations should refer to Central government main media websites
4. Do not produce relevant topic pages; do not set discussion sessions; do not conduct related investigative reporting;

Se hele listen på CDT.

Hvem er det egentlig, der kontroller og bestemmer over censuren i Kina? Han hedder kammerat Liu Yunshan (刘云山同志), som der står her, hvor du kan læse hans biografi på kinesisk.

Han er den øverste ansvarlige for Kinas Kommunistpartis Centrale Afdeling for Propaganda (中共中央宣传部). Dem kan du læse om her på Wikipedia. Det er også den afdeling, der har det øverste ansvar for censuren.

Men hurtigt derefter kommer Statsrådets Informationskontor (国务院新闻办公室). Statsrådet svarer til Kinas regering. Du finder kontorets hjemmeside her.

Det er de to afdelinger, der sørger for at medier og kulturindustrien følger partiets linje. Det er dem, som udstikker de store linjer, der går ned gennem det kinesiske bureaukrati.

De har også hver især ansatte rundt om i byerne, som overvåger diskussionsfora, blogs og i det hele taget al indhold på internettet.

Endelig er der så kinesiske internetpoliti (网警: wangjing). De har også deres egen hjemmeside. De går som sådan ikke ud og formulerer politikker, men beskæftiger sig mest med lukning af hjemmesider, cyber-kriminalitet og ditto sikkerhed.

Endelig er der en myriade af andre afdelinger og personer. Hvert ministerie og myndighed har deres egen afdeling, som holder øje med netop deres område.

Når man taler om internettet, enhver – samtlige – virksomheder og services på internettet har også deres eget personale, som holder øje med indholdet på hjemmesiden. Derfor er en stor del af censuren i private hænder.

Pei Minxin har skrevet en analyse af sagen om Google vs. Kina. Hvad har vi lært?

Først og fremmest at der sikkert vil komme mere censur. På kort sigt, i hvert fald. For Beijing vil gøre det helt klart, at sagen om Google ikke skal være et forbillede for andre.

Det kommer den nok heller ikke til. For der er ingen andre vestlige virksomheder, som har bakket op om Google, skriver Pei. De er bange for Beijing og for at komme i unåde.

Endelig er der stadig mange i Vesten som tror, at forretninger kun handler om forretninger i Kina. Vrøvl. Sådan har det ikke været siden reformerne begyndte i 1979:

For Beijing, business is not about business — it is about politics. This is clear from the way Beijing treats both domestic and foreign businesses. China initially welcomed foreign investment because the ruling Chinese Communist Party desperately needed capital, technology and management expertise to revive China’s moribund economy in the wake of the disastrous Cultural Revolution. In their political calculations, private Western capital was preferable to private domestic capital because a strong indigenous business community might have the potential to support social and political forces that would challenge the rule of the party. As a result, Beijing has treated foreign capital much more generously than the domestic private sector. Many important sectors, such as banking, financial services, petrochemicals, energy exploration and automobile production were opened to foreign investors but not to domestic private firms.

Men i dag har Beijing ikke længere lige så hårdt brug for de udenlandske investeringer (FDI). Valutareserverne er på 2.300 milliarder USD, så Beijing kan nu føre en politik, der først og fremmest tilgodeser lokale virksomheder. Som konkurrenten Baidu.