Tag arkiv for hospitaler

Li Zicheng mistede sin tommeltot i april 2010. Året før var han rejst fra sin hjemby i Sichuan, for som så mange andre migrantarbejdere at søge arbejde i Guangdong. Det lykkedes. I 2009 blev han ansat på en fabrik i Huizhou, der er et mindre bydistrikt med cirka 4,5 millioner indbyggere.

Ulykken skete året efter, hvor Li stod ved en elektrisk sav på fabrikken. Han blev straks sendt til Guangdong Huiyang Hospital for at blive behandlet.

»Lægen forsøgte gentagne gange at overtale mig til en transplantation,« siger Li Zicheng til en journalist fra mediegruppen Nanfang Zhoumo, der har været med til at skrive om Li’s sag på det populære sociale medie QQ.

• Læs også – Skønhedsoperationer populære i Kina: »Jeg ville aldrig gøre det igen«

»Jeg spurgte lægen, om det var muligt at redde min finger. Han sagde, at der var to muligheder. Men det endte med, at han gennemførte transplantationen,« siger Li Zicheng.

Lægen skar en af hans tæer af, og satte den på det sted, hvor det yderste af tommeltotten havde siddet. Men transplantationen gik galt, siger Li Zicheng. Hospitalet? De reagerer ikke på Li Zichengs henvendelser, og vil ikke svare på kritikken. Han kan heller ikke få hjælp fra myndighederne.

Her halvandet år senere har han stadig smerter i både den ubrugelige finger og i foden, som du kan se billeder af her. Han har ifølge artiklen på QQ henvendt sig til flere andre hospitaler.

»Jeg forstår ikke, hvordan så mange andre eksperter fra andre hospitaler kan sige, at det her vil få store konsekvenser for min finger. Men på Huiyang Hospital siger de, at min finger nu er fuldt ud restitueret,« siger Li Zicheng.

Huiyang Hospital vil ikke kommentere sagen.

»Lægerne er umoralske, og hospitalet er et slagtehus,« står der som kommentar til en artikel om Li Zichengs sag på hjemmesiden Sina.

Det kinesiske sundhedsvæsen er notorisk berygtet blandt kinesere. Blandt andet er det de færreste migrantarbejdere som Li, der har råd til de dyre sundhedsforsikringer. Lægerne er også kendt for at udskrive unødvendige recepter, fordi de tjener penge på medicinen.

• Læs også – Sundhedsreform i Kina: Grådige hospitaler og resistente bakterier

Korruption er også udbredt. For eksempel forlanger læger ekstra penge for at gennemføre en operation. Nogle gange endda mens patienten ligger på operationsbordet, som det skete for en 22-årig kvinde i oktober sidste år, som jeg også skrev om her på Kinablog.

Hun skulle have en abort, men lægen nægtede at gennemføre indgrebet, før han havde fået penge. Det var først da det lykkedes for hendes kæreste at tilkalde politiet, efter tre timer på operationsbordet, at hun fik lov til at gå.

Derfor er det heller ikke unormalt, at der ofte er voldelige episoder på hospitaler og klinikker i Kina, hvor patienter overfalder læger. Som for eksempel i Beijing i september i år, hvor en 54-årig patient tog en kniv og stak sin læge ti gange, fordi han var utilfreds med en operation.

Tidligere på måneden nedlagde læger og sygeplejersker på Tongren Hospitalet i Beijing deres arbejde i en time i protest med den stigende vold.

»Lægerne« (医者仁心) er blevet en succes og en af de mere omdiskuterede tv-serier i Kina lige nu. Men hvem står bag den populære serie?

Den kinesiske »Lægerne« ligner mange andre sæbeoperaer, der foregår på et hospital. Ved første øjekast er der ikke meget usædvanligt ved den. Det er der derimod ved folkene bag. Det er nemlig det kinesiske Sundhedsministerium.

Hvorfor er ministeriet så gået ind i filmbranchen? Jo, det er for at give hospitaler og læger et bedre ry og for at promovere regeringens sundhedsreformer over for borgerne.

Og det virker. »Lægerne« er på kort tid blevet en af de mere populære serier på TV og på internettet, hvor man kan se alle afsnit gratis, og serien har skabt en »hvid storm«, der er en hentydning til lægernes kitler.

Seriens hovedperson er kirurgen Zhong Lixing, men den handler dog ikke om ham som person. Eller om de andre læger og sygeplejersker. Derimod handler den om de problemer, som de står med i hverdagen. Om etiske valg, stridigheder med andre læger, om fattige patienter og grådige medicinalvirksomheder.

• Læs også – Sundhedsreform i Kina: Grådige hospitaler og resistente bakterier

Det kinesiske sundhedsvæsen har et uhyre dårligt rygte blandt kineserne. Hospitalerne har selv ansvaret for deres budgetter, og lægerne er kendte for at udskrive regninger på dyr og unødvendig medicin til raske folk, som de også sender gennem undersøgelser og tests, som de ikke behøver.

Et af de mest groteske eksempler er fra oktober sidste år, som jeg også skrev om her på bloggen. En 22-årig kvinde skal have en abort, og hun ligger på operationsbordet, da lægen siger, at han vil foretage yderlige tre operationer. Der selvfølgelig koster penge. Hun nægter. Lægen vil dog ikke fortsætte, før hun accepterer. Først efter tre timer, da hendes kæreste ringer til politiet, får hun lov til at forlade operationsstuen.

Mange hospitaler, klinikker og læger har også indgået aftaler med medicinalvirksomheder og andre firmer. For eksempel producenter af mælkepulver. Det er helt normalt, at sygeplejerskerne straks efter fødslen begynder at promovere det ene eller andet mærke af mælkepulver over forældrene, og fortæller dem, at det er skadeligt at give børn modermælk.

• Læs også – Skønhedsoperationer populære i Kina: »Jeg ville aldrig gøre det igen«

Det offentlige giver tilskud til basale behandlinger og medicin, men det meste er brugerbetalt og baseret på forsikringer. De er dyre. Derfor står nu omkring 300 millioner af de fattigste kinesere uden en sygeforsikring, viser tal fra Verdensbanken.

Derfor er der hårdt brug for sundhedsreformen. Som sæbeoperaen skal være med til at sælge. Den handler dog ikke kun om image. Serien skal fremme borgernes forståelse for lægernes arbejde. Og ikke mindst skal den også motivere de ansatte i sundhedssektoren, som sundhedsminister Chen Zhu er citeret for at sige på ministeriets hjemmeside.

»Serien skal skabe opbakning i sundhedssektoren omkring reformerne. Og vi skal fremme og udvikle den professionelle moral og medfølelse.«

Ministeriet er så tilfreds med debatten og populariteten, at Xu Meng, der er seriens manuskriptforfatter, for et par uger siden kunne fortælle på Sina, at hun er gået i gang med at skrive på en ny sæson.

Kort om sygehusvæsnet, læger og sundhedsreformerne:

• Det kinesiske sygehusvæsen var relativt velfungerende indtil reformerne i især 1990erne. Men her fik hospitalerne selv ansvaret for budgetterne, og samtidig lukkede mange af de små klinikker i landområderne.

• I 2009 offentliggjorde den kinesiske regering en tre-årig sundhedsreform, som der blev sat 850 milliarder yuan af til. Det er lidt over 700 milliarder kroner.

• En del af sundhedsreformen går ud på, at der skal være en læge i
hver af de næsten 700.000 landsbyer. Og at der skal bygges tusinder af nye hospitaler og klinikker, samt at medicin skal være billigere.

Det er fire måneder siden, at Momo gik ind på Nancheng Hospital, der ligger i den sydkinesiske by Dongguan. Det var begyndelsen på et mareridt, siger den 28-årige kvinde.

»Det er ikke forkert at stræbe efter skønhed, men nu betaler jeg prisen,« siger Momo.

Hende interviewede jeg til en artikel, der blev bragt i Berlingske i begyndelsen af januar. Den kan du læse her nedenunder. Og i denne artikel på Kinablog kan du se kinesiske tv-reklamer for plastikkirurgi og få nogle voldsomme statistikker for industrien.

Momo har altid været udmærket tilfreds med sit udseende. Undtagen øjnene. De var ikke smukke, syntes hun, og derfor havde hun i lang tid overvejet at få øjenlågene opereret, så øjnene kom til at se større ud. Det er en af de mest populære kosmetiske operationer i Kina. Et simpelt indgreb, havde hun hørt. Derfor troede hun også på den læge, der overbeviste hende om at gøre det og betale 3.000 yuan – cirka 2.500 kroner – for operationen.

Indgrebet tog en halv time. Og det gik galt. I dag er Momos øjne stadig ømme. Arret er dybt, og det føles, som om der sidder noget tungt på øjenlågene, siger hun.

»Bagefter sagde lægen, at det da »så smukt ud,« men hun kiggede ikke engang på mig, da hun sagde det,« siger Momo.

Først benægtede hospitalet, at der var noget i vejen, og at operationen skulle være gået galt, fortæller Momo. Såret skulle bare hele først. Men hun insisterede. Til sidst kom de med en lille indrømmelse og tilbød, at de kunne lave en ny operation.

»Men det er jo øjnene, det er ikke bare nogle ting. Så når de ikke kunne gøre det ordentlig første gang, hvorfor skulle det blive bedre anden gang,« siger Momo og tilføjer:

»Jeg troede, at læger var anderledes end forretningsmænd, men de er jo ikke andet end avancerede købmænd,« siger Momo.

Nancheng Hospital – der ikke ville medvirke til denne artikel – er et offentligt hospital. Men de seneste to årtier er det kinesiske sygehusvæsen i høj grad blevet privatiseret.

Sygeforsikringer, indlæggelser, undersøgelser og medicin er blevet så dyre, at op mod 40 procent af de kinesiske husstande ikke har en forsikring, viser en nyere undersøgelse i det britiske lægetidsskrift Lancet. For hospitalerne skal selv dække en stor del af deres udgifter. Helt op mod 50 procent af budgettet. Derfor er de kinesiske læger notorisk kendte for at lave unødvendige undersøgelser og udskrive meningsløse recepter. Og derfor er hospitalerne voldsomt interesserede i den kosmetiske industri.

Kina står for mere end 14 procent af alle kosmetiske operationer i Verden. Der bliver lavet flest i USA. Dernæst kommer Brasilien. Og endelig Kina på tredjepladsen. Det viser den seneste undersøgelse fra International Society Of Aesthetic Plastic Surgery.

Tallene for Kina er enorme. I 2009 omsatte industrien for 15 milliarder yuan. Over 12 milliarder kroner. Og det vokser. Analytikere regner med, at væksten i den kommende fremtid bliver på 20 procent om året.

Der er altså penge i plastikkirurgi. Derfor tiltrækker den stigende efterspørgsel mange, der hverken er læger eller på nogen måde kvalificeret til at lave operationer eller indgreb. Det er ikke usædvanligt, at skønhedssaloner eller selv frisører eller massageklinikker laver nogle af de mere simple operationer i baglokalerne. Eller at folk får indsprøjtninger med for eksempel botox på hotelværelser.

»Der er heller ingen regler for, hvornår læger er kvalificerede til at lave plastiske operationer, så selv mange læger har ingen erfaring,« siger professor Liu Dalie, der er medlem af Chinese Academy of Aesthetic Medicine og en af Kinas førende eksperter.

»Samtidig lever mange klinikker og hospitaler slet op til selv de laveste standarder. For eksempel er der mange, som ikke en gang har et beredskab til nødsituationer,« siger Liu Dalie.

Det er der kommet to eksempler på indenfor de seneste måneder, hvor mange kinesere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved skønhedsoperationerne.

Den 12. november blev en 48-årig kvinde indlagt på et hospital i Beijing. Hun havde tidligere fået flere indgreb omkring sine kindben, men denne gang gik det galt. Hun blev kvalt under operationen. Klinikken havde ikke udstyret til at redde hende, og hun blev kørt på et hospital, hvor hun var bevidstløs ved ankomsten.

Den mest omdiskuterede sag handler dog om den 24-årige Wang Bei, der døde få dage senere på et hospital i Wuhan, der er hovedstaden i Hubei provinsen.

Hun var smuk. En skønhed der var på vej til at blive popstjerne. I 2005 havde hun deltaget i den populære konkurrence »Super Pigen,« der minder om »X-faktor.«

Wang Bei var under fuld bedøvelse, men selve operationen, der skulle rette hendes kæbe, var relativt simpelt. Ifølge kirurgen gik operationen godt, men Wang Bei døde to timer senere efter et hjerteslag.

Men kort før jul kom det lokale sundhedsministerium i Hubei med deres undersøgelse, som er offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Her beskriver de, hvordan Wang Beis kæbe begyndte at bløde kraftigt under operationen, og hvordan det blokerede hendes luftveje og kvalte hende. Hospitalet har været lukket siden slutningen af november, og en efterforskning er ved at fastslå, om lægen overhovedet er kvalificeret.

De to dødsfald har presset myndighederne til flere gange at love strammere regler. For eksempel i midten af december, hvor vicesundhedsminister Zhang Mao lovede at komme med standarder for industrien og »promovere« en bæredygtig udvikling.

Men hvorfor er det så, at kvinder som Wang Bei eller Momo vælger at blive opereret?
Efter sigende skulle Wang Beis mor have presset hende til at få operationen. Hun var i øvrigt med på hospitalet den samme dag, for selv at få en skønhedsoperation.

Der er tusinder af kommentarer om Wang Bei på internettet, hvor den offentlige debat foregår i Kina.

»Hun var jo smuk, så hvorfor ville hun overhovedet have den operation. Der burde virkelig være en grænse for, hvor langt man vil gå for at forfølge skønhed,« skriver en bruger, Kukuaiqiu, på det populære forum Tieba.

Svaret er, at det for Wang Bei handlede om, at hendes karriere var i vanskeligheder. Det handlede om hendes arbejde. Det gjorde det også for Momo, der før operationen arbejdede i en skønhedssalon, hvor hun arbejdede med hudpleje. Det gør hun ikke længere.

»Hvordan kunne jeg fortsætte med at arbejde der? Sådan et sted er udseendet virkeligt vigtigt,« siger Momo.

Det er det for mange unge. Ifølge en statistik fra en kinesisk brancheorganisation, så er sommerferien højsæson for kosmetiske operationer. I sommeren 2010 var hele 80 procent af kunderne i Beijing fra gymnasier og universiteter. For arbejdsløsheden blandt de unge og nyuddannede er stor. Den fortsætter med at vokse og konkurrencen er benhård.

Det kan man også se i reklamer for hospitalerne og klinikkerne. For eksempel i TV-reklamen for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi.

Den fortæller historien om en pige, der får succes efter en plastisk operation. Hun er nyuddannet fra universitetet, og kan ikke finde et arbejde. Hun er til en jobsamtale, men hun får ikke arbejdet, fordi hun er grim.

Så ser hun en reklame for Wuxi Tongji Hospital for Kosmetisk Kirurgi. Hun besøger en læge og får en operation. Med det samme får hun en smuk kæreste. Han arbejder tilfældigvis ved den samme virksomhed, som kort tid før havde afvist hende. Lige så tilfældigt besøger hun ham en dag på arbejdet – og fordi hun nu er smuk giver selskabet hende et arbejde.

Den slags reklamer er grov vildledning af forbrugerne og et andet af industriens store problemer, siger professor Liu Dalie.

»Myndighedernes kontrol med dem er mangelfuld, og virksomhederne ændrer blot indholdet i dem, efter reklamerne er blevet godkendt,« siger Liu Dalie.

For virkeligheden er en anden. Der er ingen pålidelige statistikker, men et skøn går på, at op mod ti procent af operationerne slår fejl. Som det gjorde for Momo.

»Jeg er 28 år. Jeg har ikke noget arbejde, og jeg har mistet min selvtillid,« siger Momo.

Der er stort set ingen beskyttelse af forbrugerne i Kina, og det eneste hun kan gøre, er selv at betale for en ny operation, der måske kan gøre bod på skaden. Den kan koste 20-50.000 yuan, siger hun. Og det har almindelige mennesker jo ikke råd til, siger Momo.

»Hvis jeg kunne gøre det om – jeg ville aldrig gøre det igen,« siger Momo.

Faktaboks: Top Fem – De mest populære skønhedsoperationer i Folkerepublikken Kina

1. Brystimplantater 222.530
2. Fedtsugning 212.670
3. Øjenlåg (blepharoplastik) 175.228
4. Næse (rhinoplastik) 97.453
5. Mave (abdominoplastik) 92.565
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

Faktaboks: Top Ti – Lande med flest plastiske operationer og indgreb

1. USA 3.031.146
2. Brasilien 2.475.237
3. Kina 2.193.935
4. Indien 894.700
5. Mexico 835.280
6. Japan 742.324
7. Sydkorea 659.213
8. Tyskland 524.842
9. Italien 350.250
10. Rusland 345.920
Kilde: International Society Of Aesthetic Plastic Surgery

:: Foto af popsangeren Wang Bei her fra Baidu Yule.

En 22-årig kvinde skulle have en abort. Hun ligger på operationsbordet, har fået lokalbedøvelse og er klar til indgrebet. Lægen siger så, at han vil lave yderlige to operationer. Som selvfølgelig også vil koste ekstra penge, for sygehusvæsenet er ikke offentligt i Kina, og både læger og hospitaler tjener penge på undersøgelser, operationer og medicin. Derfor er sygehuse og læger også notorisk berygtede for at overmedicinere patienterne og lave aldeles unødvendige undersøgelser.

Men sagen om den 22-årige kvinde, som Guangdong Wang skrev om forleden, var alligevel i en klasse for sig. Kvinden nægter. Hun afviser lægens besked om de ekstra operationer. Han nægter dog at opgive, og lader hende ligge på operationsbordet i tre timer. Det er først da hendes kæreste kontakter politiet, at hun får lov til at gå.

Det kan man alt sammen læse i denne lille artikel fra det fremragende China Media Project, der hører under University of Hong Kong. Her står der om tegningen:

In this cartoon, posted by the Kunming-based studio Yuan Jiao Man’s Space (圆觉漫时空) to QQ.com, a young woman is trapped and immobilized on the operating table as her surgeon turns willfully away, refusing to release her until she has agreed to additional surgeries. On the sheet between the woman’s legs is emblazoned a large red Yuan symbol, signifying the act of gross extortion.

De grådige læger er et af de mest debatterede emner på nettet. Der er også en anden artikel og tegning om den 22-årige pige her:

Som jeg skriver i dagens Berlingske, så vedtog Kina i sidste uge en ny sundhedsreform.

Det er en moppedreng af en reform, der har et budget på fuldfede 660 milliarder kroner.

Og det er på høje tid.

Langt de fleste hospitaler er stadig offentligt ejede. Men de fungerer stort set som private hospitaler, der selv skal tjene penge.

Patienter skal også selv betale for deres undersøgelser og behandlinger, som hospitalerne altså tjener penge på. Lige som de tjener også penge på salget af medicin.

Det er alt i alt en uheldig dobbeltrolle, der har gjort hospitaler og læger berygtede for at lave unødige undersøgelser, udskrive recepter med arme og ben og proppe folk med unødvendig og dyr medicin.

Udgifterne kan hurtigt ruinere en familie. Men det har også andre uheldige konsekvenser.

Misbruget af antibiotika er så stort, at superbakterien MRSA nu er ved at være problem, skriver Takungpao.

MRSA er en stafylokok, der er immun over for en lang række antibiotika.

Og det er den blandt andet blevet, fordi 50 procent af hospitalernes indkomst kommer fra medicin. Heraf er 25 procent fra antibiotika.

Den nye sundhedsreform vil komme med en liste på de mest populære typer medicin, som hospitalerne fremover ikke må sælge med profit.

Hvordan det skal håndhæves står hen i det uvisse.

Det gør det også med finansieringen af reformen og de 660 milliarder kroner.

Centralregeringen skal betale 40 procent, mens de lokale regeringer står for de sidste 60 procent.

Mange af provinserne er i forvejen spændt hårdt op økonomisk, så kritikerne tvivler på, om det overhovedet er muligt. Provinsregeringerne har måske råd til det, men lokalregeringerne vil få store problemer.

Derfor vil de måske forsøge at sno sig uden om, som Sun Jianfang fra Chinese Academy of Medical Sciences siger til South China Morning Post (ikke noget link, for de kræver abonnement):

“The majority of the 850 billion yuan comes from local governments,” Mr Sun said. “Whoever foots the bill, it’s important to have a legal document or mechanism to ensure that local governments will allocate funds for the medical reforms and the money from the central government will go to hospitals or ordinary residents in a timely way, otherwise there might be a chance that local governments will not be very co-operative.”

Hvad er hovedtrækkene i reformen så ellers?

• Der er 200 millioner kinesere, som ikke er dækket af selv den billigste sundhedsforsikring. Inden 2001 skal samtlige 1,3 milliarder kinesere have en forsikring.

• Der skal bygges i alt 31.000 hospitaler, hvoraf de fleste er på landet.

• Derudover skal der etableres sundhedsklinikker i samtlige af Kinas 700.000 landsbyer. Klinikkerne skal bemandes af et sundhedspersonale på tæt ved 1,4 millioner personer.

:: Billedet er fra denne artikel på Xinhua. På hatten af manden står der »jeg er læge«, og han råber »cash on delivery« og holder et papir i hånden, hvor der står »Dødsrecept«

Cigaretter er vigtige i Kina. Det er en social isbryder. Hvis du falder i snak med nogen, du ikke kender, går der ikke lang tid, før du får tilbudt en cigaret. En lille gave. Puff, puff.

I følge World Health Organization er det hele 67 procent af alle kinesiske mænd, der ryger. Kun fire procent af kvinderne ryger.

Mange steder i Kina er rygning en mandeting. Noget maskulint. Det er ikke noget for kvinder. Især ikke noget, de skal gøre offentligt. Jeg har været sammen med udenlandske kvinder, der har røget på offentlige steder, mens måbende mænd har kigget på dem. Og en enkelt gang kom kommentaren “er det en mand eller kvinde?”. Det var dog på landet, inde i de mere moderne byer, er man nok vant til at se rygende kvinder og laowai’s.

WHO har en lang række af statistikker om Kina og rygning. Blandt andet:

• Kineserne ryger en tredjedel af alle cigaretter i verden
• Rygning kommer til at dræbe en tredjedel af alle nulevende mænd under 30 år.
• Hver dag dør 3.000 personer af rygning i Kina
• Der er mere end 300 millioner rygere, der hver dag tænder cirka 1,7 billioner cigaretter.
• Kina er verdens største tobaksproducent, og står for 1/4 af hele verdens produktion af tobaksblade.
• I 1990 røg 68 procent af lægerne og 65 procent af lærerne.
• WHO regnede sig i 1993 frem til, at den kinesiske stat tjente 5 milliarder dollars på skatter fra tobak, men tabte 7,8 milliarder dollars i produktivitet og udgifter til sundhed.

:: Foto fra Wikipedia