Det er også et af blot mange kurrer på tråden, der de seneste måneder er vokset mellem USA og Kina. Beijing er især utilfredse med det amerikanske salg af våben til Taiwan og præsident Barack Obamas møde med Tibets åndelige og politiske leder Dalai Lama.

På søndagens pressemøde afviste Wen Jiabao, at det forværrede forhold er Kinas skyld. Ansvaret findes derimod »ikke på den kinesiske side men på den amerikanske,« siger Wen Jiabao.

På pressemødet forsvarede Wen også den kinesiske valutapolitik. USA og flere andre lande har forsøgt at presse Kina til at ændre den, da de mener den kinesiske valuta er undervurderet. Men Wen fastholder, at politikken vil fortsætte og Kina vil holde kursen »stabil.«

Premierministeren luftede også regeringens bekymring over den enorme amerikanske gæld. Kina har investeret for 900 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer, og i Beijing er man bekymret for, at den dårlige amerikanske økonomi kan føre til inflation, der vil udhule de kinesiske investeringer. Han opfordrede derfor USA til at »berolige« dets investorer.

Wen Jiabao afviste også, at Kina har ambitioner om at blive verdens eneste supermagt. Kina er i dag et »udviklingsland« der først bliver en udviklet og moderne nation om et århundrede. Men ikke en gang der, vil Kina have ambitioner om hegemoni. Ligesom i dag vil Kina være »ansvarlig« nation, der er aktiv i global samarbejde og politik.

Hvad skriver andre om mødet?

• Guardian vinkler på Wens forsvar af Kinas rolle under forhandlingerne i København.

• Washington Post og Wall Street Journal skriver om hans forsvar af valutakursen.

• Nyhedsbureauet APs vinkel er, at Wen også forsvarede handelspolitik og Kinas udenrigspolitik.

• Financiel Times skriver, at det ifølge Wen nu er kampen mod inflationen, der har fået topprioritet i kinesisk økonomi.

• New York Times vinkler også på den økonomiske politik, og hvordan Kina manøvrerer rundt i og udnytter reglerne for international handel.

Du kan læse hele udskriften af pressemødet her. Det er på kinesisk.

Og her er et engelsk sammendrag af pressekonferencen.

:: Officielt billede fra China.org

Wen er »forbløffet« over den kritik, der har været af Kinas rolle under klimaforhandlingerne i København.

Kina blev efter mødet i København beskyldt for at stå i vejen for et mere omfattende resultat. Og Wen Jiabao selv blev voldsomt kritiseret for at skippe et møde med Barack Obama og andre statsoverheder.

Men det var der en grund til, forklarede premierministeren i går i Beijing. Det lille uofficielle møde fandt sted sent om aftenen den 17. december efter Dronning Margrethes officielle gallamiddag.

»Det første, jeg hørte om mødet, var fra en en europæisk statsleder, der fortalte, at der samme aften ville være et møde mellem en lille gruppe lande,« sagde Wen Jiabao.

»Jeg var dybt chokeret, for jeg var på ingen måde blevet informeret om det,« sagde Wen Jiabao. Han skyndte sig med det samme at høre sit bagland, om der var kommet en invitation. Men den kinesiske delegation var ikke blevet informeret.

Derfor besluttede han at sende den laverestående diplomat, viceudenrigsminister He Yafei, til mødet. He skulle afgive en formel klage over det, som Wen i går kaldte for et alvorligt brud på protokollen.

»Hvorfor var der ingen, som havde givet besked? Der er stadig ingen, som har givet os en forklaring og det er et mysterium,« sagde Wen Jiabao i går.

Du kan også læse et engelsk sammendrag af Wens kommentarer om København her.

:: Foto fra Xinhua

Hvorfor ville kineserne ikke gå med til det? Og hvorfor endte det med så tynd en aftale? Fordi, som skriver jeg i en analyse i dagens avis, Beijing er notorisk mistænksomme over for åbenhed og for at afgive selv den mindste flig af magt og kontrol. Og især fordi Beijing ikke vil risikere at forpligte sig til noget, der på nogen måde kunne tænkes at bringe den økonomiske udvikling i fare.

Men hvad synes kineserne om klima-aftalen? Hvis du ikke har læst aftalen, så kan du få et kort overblik her. Og nedenunder er der en hurtig opsamling af links om Kina og Cop15.

• Det er en udmærket aftale, lyder den første bedømmelse fra kinesisk professor i klimapolitik.

• De kinesiske medier har ikke skrevet meget om forhandlingerne i de seneste par uger, og det gjorde de heller ikke i weekenden, da aftalen blev offentliggjort.

• Selvom den kinesiske regering var tilfreds med resultatet, så var det ikke alle kinesere, der var enige med dem.

• De kinesiske forhandlere var glade for den tandløse aftale. Jonathan Watts kigger nærmere på kinesernes taktik under topmødet.

• Det har nærmest været en farce, som Kina har opført sig under mødet, siger den britiske miljøminister.

Kina gør ikke nok for miljøet. Målet om at skære 40-45 procent af landets “carbon intensity” inden 2020 vil alligevel bare få landets samlede forurening til at stige. Og det er ikke nok. Kina skal gøre mere, mener USA. Og for den sags skyld også EU.

Vrøvl, skriver William Chandler, der er leder af Energy and Climate Program hos Carnegie Endowment for International Peace. (Via WSJ)

De seneste år har Kina for alvor arbejdet hårdt på at sænke sin “carbon intensity”.

The policy imposes hundreds of detailed industrial efficiency standards to a degree unparalleled in any other country in the world. The policy has forced closure of tens of thousands of factories, power plants, and production lines that failed to meet the standards. It is unimaginable that such a policy could ever be enacted in the United States, much less be continued for another decade. It’s a non-trivial error to call it a “reference case,” as the IEA has done.

:: Grafik fra Carnegie

Hvornår ved man, at den kinesiske regering tager noget seriøst? Når de kommer med et af deres alfa-numeriske propagandaslogans.

Og nu er der kommet et for forhandlingerne i København, skriver China Environmental Law.

Det er endnu et af den slags, der lyder aldeles fremragende på kinesisk. Og fuldstændig forfærdeligt, når det skal oversættes til dansk.

一个目标，两个主渠道，三个原则，四个共识, lyder sloganet.

Altså “et mål, to hovedkanaler, tre principper, fire konsensus.”

Hvad går det så ud på? China Environmental Law har oversat artiklen i Oriental Outlook Weekly, hvor klimaforsker Cao Rongxiang forklarer det catchy slogan.

Magasinets hjemmeside ser dog mærkelig ud på min computer, men Xinhua har også offentliggjort interviewet.

:: Foto fra Xinhua

Hvad gør den kinesiske regering egentlig ved miljøet?

Se også Green Leap Forward, som listen her nedenunder er kraftigt inspireret af. Det er den mest grundige og udførlige opsamling, som jeg endnu er stødt på, så der er ikke nogen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Jeg har linket til flere af de samme kilder men også til andre. Af gode grunde kan jeg ikke linke til mine mundtlige kilder. En del af faktaboksen har også været i Berlingske, men den ligger ikke online (jo, en avis udkommer også på det der “papir”. ).

Energi-effektivitet

• Kina vil reducere udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til udledningen i 2005.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005. Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

Hvordan vil man gøre det? Forklaring på Greenlaw og FT Energy.

Og er der grund til at være optimistisk over dem? Nej, mener China Environmental Law. Jo, det er skam meget rimeligt, mener Grean Leap Forward.

• I 2006 begyndte et program, der skal få de 1.000 største virksomheder til at bruge mindre energi. Dengang stod de for cirka 33 procent af det samlede energiforbrug i Kina. Og for 43 procent af Kinas udledning af kuldioxid. Hver virksomhed har fået et bestemt mål, som de skal nå i 2010.

• Regeringen har siden april 2008 givet mellem 30-50 procent rabat på køb af energisparepærer. Og i januar 2009 var det blevet til i alt 62 millioner pærer. Det svarer til en årlig besparelse på 3,2 milliarder kilowatt timer og en besparelse på 3,2 millioner ton kuldioxid. Målet er at nå op på 100 millioner pærer i 2009.

• Færre små, flere større. Fra 2006 og frem til 2008 lukkede Kina en mængde små og ineffektive kulkraftværker, der producerede i alt 31 gigawatt. De næste tre år skal der lukkes flere værker, som sammenlagt også har en kapacitet på 31 gigawatt.

• I 2006 kom der nye byggestandarder, som skal mere end halvere energiforbruget i nye bygninger. Der har dog været store problemer med at håndhæve loven, som heller ikke omfatter ældre bygninger, hvoraf kun fire procent opfylder de nye standarder.

• Siden 2005 har der været standarder og mærkninger på en lang række el-artikler i Kina. For eksempel frysere, air-condition og vandvarmere. I 2020 vil det give en besparelse på 16 procent af kinesernes elforbrug. Samtidig er der indført grønne indkøbspolitikker for lokal- og provinsregeringer samt for statsejede virksomheder. Alt i alt vil det reducere udledningen af kuldioxid med 100 millioner ton om året.

Vedvarende energi

• Ifølge Kinas plan for vedvarende energi skal ti procent af al energi i 2010 komme fra vedvarende energi. I 2020 skal det være 15 procent.

• I maj tredoblede Kina sit mål for, hvor meget vindkraft landet skal have i 2020. Målet gik fra 20 til 100 gigawatt. Allerede i dag er Kina den fjerde største producent af vindkraft.

• Kina har et mål for, at der skal produceres mindst 1,8 gigawatt med solkraft i 2020. Højst sandsynligt vil tallet dog komme til at lægge endnu højere. Et skøn går på helt op mod 10 gigawatt.

• I dag bruger ti procent af alle husholdninger i Kina solvarme til at opvarme vandet med. I 2020 skal det være 30 procent, men det kan blive højere.

• Vandkraft skal producere 300 gigawatt elektricitet i 2020. Det er dobbelt så meget i dag.

• Kina skal i 2020 producere ti millioner ton bioethanol og to millioner ton biodiesel. Det skal erstatte ti millioner ton råolie.

• Fem procent af landets elektricitet skal i 2020 komme fra atomkraft. Det svarer til cirka 60-75 gigawatt. I dag kommer ni gigawatt fra a-kraft.

El-forsyningen

• En gammeldags elforsyning er både ineffektivt og dårligt for miljøet. Derudover er mange af Kinas enorme dæmninger i den vestlige del af landet, og elektriciteten skal transporteres over lange afstande. Det største statslige elselskab har allerede investeret tæt på 220 milliarder kroner, der skal bruges frem til 2012. Derudover investerer de næsten 440 milliarder kroner frem til 2020 i moderne UHV elforsyning.

Bilindustrien

• Produktionen i 2011 skal fordobles i forhold til i dag. Til den tid skal der rulle 500.000 af de grønne biler ud på vejene. Det svarer kun til fem procent af det samlede salg af biler i Kina, men det skal ses i forhold til de lidt over 2.000 styk, der blev solgt i 2008. 13 forskellige byer vil også give tilskud til indkøb af hybrid og eldrevne biler og busser. Samtidig er det statslige elnet på vej til at opsætte de første ladestationer op i Beijing, Tianjin og Shanghai.

Kina er ved at tage den globale føretrøje i produktionen af el-biler. I december sidste år kom BYD, der hidtil havde produceret batterier til for eksempel mobiltelefoner, med verdens første masseproducerede elbil. Den hedder F2DM og koster cirka 110.000 kroner.

• Kina har også føretrøjen i elektriske cykler. Hele 80 procent af det globale marked er i Kina. Cyklerne bruger et genopladeligt batteri, som man blot stikker i kontakten i hjemme. De kan køre op mod 60 kilometer på en ladning, og de bruges især i byerne.

• Sidste år fordoblede Kina skatten på biler med motorer over fire liter, så den nu ligger på 40 procent. På biler med motorer mellem tre og fire liter blev skatten forhøjet fra 15 til 20 procent. Samtidig blev skatten reduceret fra tre til en enkelt procent for biler med motorer på under en liter.

• Kina er blevet beskyldt for at holde prisen på olie og benzin for lav og ikke binde den sammen med de globale priser på råolie. I 2007 hævede Kina kun prisen på olie og benzin en enkelt gang. Det samme i 2008. Men i år er prisen blevet reguleret flere gange.

Offentlig transport

• I dag har Kina 78.000 kilometer jernbanenet, men i 2020 skal det være udvidet til 120.000 kilometer. Prisen er cirka 5.000 milliarder kroner. Og hele 13.000 kilometer skal være højhastighedstoge, som på strækningen mellem Beijing og Shanghai, der skal åbnes i 2013..

På 26.000 kilometer af det kinesiske jernbanenet kører togene på elektricitet. Det svarer til 32 procent af det samlede net i Kina, men det er på strækninger, der transporterer 50 procent af al gods og passagerer i landet.

Andet

• Over de næste 20 år flytter mere end 300 millioner kinesere fra landet og ind i byerne. Det svarer så nogenlunde til hele befolkningen i USA. Det giver et pres på udviklingen i byerne. Derfor eksperimenterer man med miljøvenlige øko-byer, som der er i øjeblikket er 40 eksperimenter af over hele Kina.

• I for eksempel Tianjian, Baoding og i Jiangsu provinsen har man lavet industrizoner, hvor ren energi sørger for et lavt udslip af Co2 og som fremmer grøn teknologi.

• Hvert år bruger Kina 45 milliarder kroner på at genetablere skovene, der de seneste årtier hurtigt er forsvundet. Målet er, at skovene i 2010 skal dække 20 procent af Kina.

:: Foto fra Xinhua

Her er en kort faktaboks, der giver et ultrakort rids over, hvad Kina vil på FN-topmødet.

Hvad er situationen i Kina?

Gletcherne smelter, ørkener breder sig, perioder med tørke bliver stadig længere og storme kraftigere. Sådan er situationen allerede i dag i Kina.

Kina er verdens største udleder af drivhusgasser. I 2008 udledte kineserne 6,8 milliarder ton kuldioxid, der kommer fra afbrændingen af for eksempel kul og olie. Det er en stigning på 178 procent i forhold til niveuaet i 1990.

I samme periode steg USAs udledning til 6,4 milliarder ton. En stigning på 17 procent. Men amerikanerne udleder mere per indbygger end kineserne. En amerikaner står for 25 ton kuldioxid om året. En kineser for 5,8 ton.

Hele EU udleder 5,03 milliarder ton. Det er 10,2 ton per indbygger.

Hvad gør Kina?

Kina vil skære i udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til niveauet for 2005. Det er første gang, at Kina kommer med bindende mål for udledningen.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005.

Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

For regeringen i Beijing er det en balancegang mellem mindre forurening, kamp mod klimaændringer og at bevare den økonomiske vækst, der kan fortsætte med at trække millioner af kinesere ud af fattigdommen.

Hvad forlanger Kina?

Kina mener, at industrilandenes reduktion af drivhusgasser er for lav. At især USA og EU er for uambitiøse.

Kina har i længere tid gentaget argumentet om, at industrilandene har det historiske ansvar. Derfor skal de også påtage sig en større rolle end u-landene.

Samtidig vil det også give u-landene plads til at udvikle sig økonomisk, når det især er de rige lande, der skærer i udledningen.

Kina vil også – mere eller mindre officielt på vegne af ulandene – have de industrialiserede lande til at give større økonomiske tilskud til ulandene, så de er bedre rustede i kampen mod forurening og klimaændringer.

Af samme grund vil Kina også have også industrilandene til at overføre langt mere grøn teknologi til de fattigere lande for at hjælpe dem mod klimaændringer.

Kina og andre udviklingslande insisterer på at beholde Kyoto protokollen, der udløber i 2012. Her har kineserne ikke selv et bindende ansvar som industrilandene.

:: Billedet er fra Xinhua og viser forureningen af Songhua floden

Hvad går det ud på, og hvad kommer der til at ske under Cop15 i København? Simpelt. Her er en top fem (cirka) over de eneste hjemmesider, som du skal følge for at være med på, hvad der sker med Kina og klimaet i København.

• Green Leap Forward – en blog der skrives af en akademiker, der har speciale i grøn teknologi og energipolitik. Masser af gæsteskribenter, der både er andre akademikere eller for eksempel fra forretningslivet.

• Green Law – bag siden står Natural Resources Defense Council og China Project and the China Environmental Culture Promotion Association. Gode og relevante nyheder og artikler, der har vægt på miljølovgivning i Kina.

• Cleaner Greener China – titlen siger det hele. Her er både små og store artikler om et grønnere Kina.

• China Environmental Law – skrives af en advokat, der bor i Shanghai og har speciale i miljø og energi.

• Og de andre:

Human Rights in China har i deres Daily News Brief ofte links til artikler om miljø i de kinesiske medier.

China Digital Times har et tag om klimatopmødet, der har daglige links om Kina og mødet.

Asia is Green handler om, well, gæt selv, og bag den står en miljøvirksomhed fra Singapore. Der i øvrigt var sponsor for en uafhængigt organiseret TED konference om grønne ideer, hvor du blandt andet kan se video med Al Gore, der fortæller om sine nye tanker om klimaændringer.

Responsible China er ikke længere helt oppe i gear, men der er et godt arkiv og gode links.

Og samling af bonuslinks – hvordan får man så det store overblik?

Financiel Times har bloggen Energysource, der blandt andet har et dagligt udpluk af links.

New York Times har Green Inc om energi, miljø og bundlinjen.

Guardian har deres miljøblog med det geniale navn Environmental Blog. Især er det en god ide at følge Jonathan Watts, der er miljøkorrespondent for Kina. Guardian er en af de få medier, der har sat ressourcer af til sådan en størrelse.

Yale School of Forestry & Environmental Studies har e360 med nyheder, analyser, rapporter og debat.

For de ultimativt nørdede/interesserede er der rå tal og data på Realclimate.

:: Privatfoto fra et smadret fabriksområde, som jeg besøgte sidste år

Forleden skrev jeg kort om den kinesiske fotograf Lu Guang, der som den første kineser har vundet fotoprisen fra fonden W. Eugene Smith.

Her er et nyt link til China Hush, hvor du kan se flere billeder i hans serie om forurening i Kina. Der er et par flere fotografier her på iciba.com.

Responsible China skriver om Lu Guangs arbejde:

Ronald Sandler and Peter S. Wenz say that acting virtuously for the environment would mean manifesting a combination of both human-centered values and non-human centered values. An environmental virtue would allow both human life and nature to flourish, whereas acting non-virtuously would be harmful to both. For example, they argue that uncontrolled consumerism is harmful to both humans and the environment; any short-term gain is outweighed by long-term harms. To put this into visual perspective, Lu Guang’s documentary “Pollution in China” does a heart-wrenching job.

Prisen har også givet genlyd i Kina, som Global Voices skriver, hvor man blandt andet har oversat kommentarer fra dette forum på 163.com.

我是学环境工程的，看到这些，心里就不舒服。我们天天喊着奔小康，奔小康，都不知道人们的贫富差距越来越大了。那些只为赚钱，不管他人生命的人，不是畜生而是禽兽。。。

I am majoring in environmental engineering. Whenever I see things like this I feel really guilty. Every day we shout the slogan of Going For Xiaokang, Going For Xiaokang, to the point that we fail to realize that our society’s schism has become ever wider and wider. Those who only care about money at the expense of other’s lives are worse than cattle, they are monsters!

Men det er ikke alle, der er glade for Lu Guangs fotografier:

为什么不拍中国美的地方！一群垃圾！崇洋媚外！

Hvorfor viser han ikke de smukke steder i Kina!

(Kom endelig med forslag til en meningsfuld dansk oversættelse af de to sidste sætninger.)

:: Billedet herover er fra en landsby i Shanxi, hvor vandet er så forurenet, at 50 beboere i byen har fået kræft. Den 64-årige mand har været syg siden 2003, og hans krop er dækket af sår, så han ikke kan ligge ned og sove.

Et par hurtige klik over reaktionerne efter Hu Jintaos tale:

• Læs hele Hu Jintaos tale, som han holdt under mødet i FN i New York.

• Forventningerne var høje til Hu Jintaos tale. Og han skuffede bravt, skriver Geoffrey Lean fra Telegraph.

• Er Kina overhovedet villig til at gå på kompromis med sin hastige og kraftigt forurenende økonomiske vækst, spørger Jonathan Watts fra Guardian.

• Selvom det skulle lykkes for Europa at skære i udledningen af drivhusgasser, så kan Kinas økonomi vokse så meget, at det sætter en streg over gevinsten, skriver Wall Street Journal.

:: Foto fra Xinhua

Den kinesiske præsident Hu Jintao sagde i går under mødet i FN i New York, at Kina vil sætte et mål for udledningen af drivhusgasser.

Det er et gennembrud. Det er første gang, at drivhusgasserne siver ind i planlægningen af den kinesiske økonomi, der ligger på den globale andenplads med USA i førertrøjen.

Men det er stadig Kinas økonomiske vækst, der har førsteprioritet. Det var derfor mest af alt et retorisk gennembrud, og der var få konkrete detaljer i Hu Jintaos tale.

I alt var der fire punkter.

Den første var som nævnt, at der skal skæres i den samlede udledning af drivhusgasser i 2020. Men niveauet vil dog ikke falde i forhold til i dag. Derimod vil Hu Jintao reducere mængden af Co2 i forhold til bruttonationalproduktet. Det såkaldte “carbon intensity“.

Bruttonationalproduktet og den samlede udledning af Co2 vil altså stige. Men for hver enkelt krone som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal der udledes mindre Co2 og bruges færre fossile brændstoffer end i dag.

Hu Jintao ville dog ikke sætte et præcist tal på. Blot at reduktionen skal være “betydelig”. At udledningen i 2020 skal reduceres med en “betydelig margin” i forhold til niveauet i 2005.

Derudover kom Hu Jintao med endnu tre punkter, der skal gøre Kina grønnere. Det er dog alle punkter, som den kinesiske regering har offentliggjort tidligere.

• Der skal plantes flere træer. Mængden af skove skal forøges med 40 millioner hektarer. Det svarer til 400.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Sverige på cirka 450.000 kvadratkilometer. Og Kina er på cirka 9,5 millioner kvadratkilometer.

• Atomkraft og vedvarende energiskal stå for 15 procent af det samlede energiforbrug i 2020. Kul og olie vil stadig stå for 70-80 procent af landets energiforbrug. Kina har allerede et mål om, at den vedvarende energi skal stå for ti procent i 2010.

• Kina skal arbejde frem mod en grønnere økonomi.

De kinesiske medier havde lagt op til en brag af en tale. Hvor Kina måske ville lancere en ny miljøpolitik og komme i den grønne førertrøje. Det skete ikke.

Hvorfor? Økonomisk vækst er det vigtigste mål for Beijing. Det fastslog de kinesiske politikere også, da de var samlet til det årlige politiske topmøde i Beijing i sidste uge. Miljøet blev overhovedet ikke nævnt, som jeg skrev om i søndags i Berlingske.

Det betyder ikke, at Beijing er ligeglad med klima og miljø. Slet ikke. De seneste fem år har der været massive initiativer, der har gjort Kina grønnere end nogensinde. Og i 2007 kom Kina også med sin første nationale miljøplan. Men den økonomiske udvikling er gået for stærkt, håndhævelsen af love og regler har været for svag, og ord og handling har ikke kunne vokse i samme takt som økonomien. Samtidig vil Kina holde kortene tæt ind til kroppen inden forhandlingerne i København til december.

:: Billedet er fra Baidu

Hvis du gerne vil have ren luft i lungerne, så skal du holde dig fra Beijing.

En ny undersøgelse fra ECA International viser, at Beijing ligger på andenpladsen over verdens mest forurenede byer.

Derudover er der fire andre kinesiske byer med på top 20. Fem hvis man tæller Hong Kong med.

ECA International undersøger 400 byer over hele verden og rangordner dem efter luftforurening, klima, sundhedsvæsen, sociale netværk, infrastruktur, sikkerhed med mere.

Og hvor København er det bedste sted at bosætte sig i Europa, så er Singapore bedst i Asien.

Helt nede på plads nummer 99 kommer Beijing, som der står i undersøgelsen:

Some of the biggest improvements in quality of living this year have been seen in Chinese locations where facilities for visitors have improved. Beijing has moved up 13 places to 99 – a knock on effect of improvements in infrastructure, recreational facilities and security for the Olympics. Nonetheless, pollution remains a continuing problem with Beijing scoring the worst in the survey for air quality. Shanghai (75) tops the list of Chinese locations in the survey followed by Nanjing (96).

Jeg har også boet i Nanjing, og det er en udmærket by at bo i. Men jeg har alligevel lidt svært ved at se, hvordan den kan komme ind foran hovedstaden Beijing.

Men en ting der er klart bedre i Nanjing er forureningen. For den er som sagt styg her i byen. Og det er jo fint nok, at en anden undersøgelse viser, at Beijing formåede at levere ren luft under OL i august sidste år.

Tak for det. Jeg nød det. Men det var dengang.

Luften i dag er en af de værste i år, og Air Pollution Index (API) ligger her tirsdag på kradsbørstige 200-220.

Kort sagt – host.

Du kan følge hvor dårlig den daglige forurening er her på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.

Verdens første bæredygtige by. Det var planen. Her på øen Chongming i Shanghai skulle der bo en halv million mennesker i miljømæssig harmoni med omgivelserne.

Projektet blev kendt under navnet Dongtan, og det blev lanceret i 2005 af den daværende britiske premierminister Tony Blair og Kinas præsident Hu Jintao.

Bannerføreren i projektet var det britiske ingeniørfirma Arup, der utallige gange har brugt det i deres markedsføring.

Og det er sikkert også her, at projektet ender. Som et stykke tom marketing. En luftkastel i en brochure fra Arup.

I 2010 skulle der være flyttet 400.000 personer ind i Dongtan, men projektet er gået i stå, skriver den britiske avis The Telegraph:

The British company has now backed away from its original timetable. “There is no time pressure on when to develop Dongtan,” said Roger Wood, the project manager at Arup.

In fact Dongtan hit the rocks after its main sponsor, Chen Liangyu, the city’s Communist Party boss and a member of the politburo, fell from grace in September 2006. Mr Chen, who was educated at Birmingham University courtesy of the British government-funded Chevening Scholarship scheme, was sentenced in April to 18 years in prison for fraud.

Because Dongtan had been under Mr Chen’s aegis, it became a political hot potato and nobody within the current Shanghai administration is now willing to touch it.

I følge artiklen har Arups kinesiske partner stort set glemt alt om projektet, der heller ikke længere har politisk interesse i Shanghai.

Det er ikke noget, som kommer bag på Matthew Crabbe fra Access Asia. Som han skriver i det ugentlige og som sædvanligt hårdtslående nyhedsbrev:

And one part of the article especially got our goat. Regular readers will be aware of how Arup have been selling themselves and collecting awards for being ‘master planners’, ‘visionary’, and all that – leading from the front and doing what nobody has ever done, the saviours of the Chinese environment, etc. Yet what do we hear now from Arup’s Roger Wood? The familiar dodgy builders’ lament of “it’s not me Gov”:

Wood: “We are simply the engineers of a project and work to the programme given to us by our client,” he said. This is a slight change of tack from the ‘visionary’ claims of yesterday.

Perhaps now Arup and their ‘master-planners’ will finally fess-up and admit it was all a con to ensure they got the Watercube, and other lucrative contracts, and that they knew all along that the Dongtan Eco-Village would never be anything more than the infamous artists impression. Though we doubt it!

Det er ikke første gang, at der sået tvivl om projektet. For eksempel her:

“‘Zero-emission’ city is pure commercial hype,” said Dai Xingyi, a professor at the department of environmental science and engineering at Fudan University in Shanghai.

“You can’t expect some technology to both offer you a luxurious and comfortable life and save energy at the same time. That’s just a dream,” he said.

Det står der i denne artikel fra Reuters i juni (via International Herald Tribune).

:: Billedet er fra denne artikel.

Kina vil arbejde frem mod en løsning på næste års klimatopmøde i København.

Det kunne præsident Hu Jintaos og premierminister Wen Jiabaos i går fortælle statsminister Anders Fogh Rasmussen, som der står for eksempel her i Berlingske.

Men det er ikke noget som overrasker de kinesiske miljøorganisationer. Og det er heller ikke noget, som fylder meget i de kinesiske medier.

For eksempel i denne artikel fra Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua. Vinklen er, at Kinas præsident og premierminister i går mødte de to statsministre for Vietnam og Danmark.

I artiklen står der blandt andet, at Danmark og Kina begge håber at kunne »udvikle de to landes venlige relationer og samarbejde.«

Derimod står der ikke meget om gårsdagens samtaler mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og de to øverste kinesiske ledere, præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao.

Denne korte artikel nævner, at Wen Jiabao var enig i den danske statsministers forslag. Og her, at Kina lægger stor vægt på det kommende miljøtopmøde i København, og at det er vigtigt at have et videnskabeligt samarbejde mellem de to lande.

I en artikel på radiostationen Guoji Zaixian, der kan oversættes til International Radio, er præsident Hu Jintao citeret for at sige, at Kina har stor opmærksomhed på mødet i København. Og at Kina vil gøre hvad de kan, for at tackle problemerne omkring klimaændringer.

Der står også, at Anders Fogh Rasmussen tilbød at samarbejde med Kina om bæredygtig energi, miljøbeskyttelse og uddannelse samt forskning.

Xinhua har også lavet en kort biografi over Anders Fogh Rasmussen. Der i øvrigt hedder 拉斯穆森 på kinesisk. Det er en fonetisk oversættelse af Rasmussen, og det udtales La-si-mu-sen på kinesisk.

Derimod er mødet ikke nævnt i dagens trykte udgaver af Kinas største af aviser. For eksempel står der blot i Beijing Qingnian Bao, at europæiske ledere i går ankom til ASEM-møde i Beijing, og at Irlands og Danmarks statsministre ankom til Beijing den 20. oktober.

I de store kinesiske erhvervsaviser – som for eksempel 21 Shiji Jingji Bao og Zhongguo Jingying Bao – står der ikke noget om gårsdagens aftale.

Den meget lille omtale hænger måske sammen med, at kineserne ikke er så overraskede over udmeldingen.

For eksempelvis kommer det ikke bag på forskere, miljøorganisationer og NGO’er i Kina.

»Det er et positivt signal, men der er ikke tale om et skifte i Kinas miljøpolitik,« siger Wu Changming fra Climate Group, der er en international NGO, som har kontorer i for eksempel USA, England og Kina.

Wu Changming siger, at det store skifte kom sidste år i forbindelse med klimatopmødet på Bali i 2007, og da Kina sidste år udfærdigede landets første politik omkring klimaændringerne.

Derfor er det ikke noget nyt, at de kinesiske ledere taler om miljøpolitik og klimaændringer. Og det er måske derfor, at gårsdagens udtalelser ikke fylder meget i de kinesiske medier.

»Det er ikke første gang, at præsident Hu Jintao taler om miljø i offentligheden,« siger Li Yan fra Greenpeace i Beijing.

»Når de kinesiske medier ikke omtaler det, så er det sikkert fordi, der allerede har været så meget i medierne om miljø,« siger Li Yan.

Både Wu Changming og Li Yan er dog enige om, at det er en vigtig udmeldning, som Kinas politiske top kom med i går. Den forstærker beskeden om, at Kina er begyndt at tage miljøet alvorligt.

Det er Gao Qingxian også. Han er forsker på Chinese Resarch Academy of Environmental Science.

»Det er jo ikke noget nyt. Men det er vigtigt signal at sende. Og det er vigtigt, at de to regeringer forpligter sig på at samarbejde om forskning på området og dedikerer midler til det,« siger Li Yan.

:: Artiklen er en sammenskrivning af de to artikler jeg har her og her på Berlingske.dk.

De Olympiske Lege har forladt byen, og dermed er luftforureningen også kommet tilbage. Skønt. Mine asfalterede lunger kunne slet ikke finde ud af den alt for rene luft under OL.

Men nu er vi ved at være tilbage til det normale igen (inklusiv fødevareskandaler). Se her.

På en slem dag er luftforureningen på H. C. Andersens Boulevard, der er en af de mest trafikerede gader i København, oppe på omkring 25 API.

Under OL lå API her i Beijing sådan omkring de 50-70 stykker.

Og nu er den igen oppe på 120-140 API, som man kan se på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.

Men lokalregeringen i Beijing vil fortsætte med at kæmpe mod forureningen, som AFP skriver (i et telegram hvor linket er forsvundet):

From Wednesday, 30 per cent of government vehicles would be taken off the roads, the municipal government announced yesterday on its website.

From October 11, the remaining government vehicles and all private cars would be banned from the city’s roads for one day each week, depending on their number plates.

The measures were intended to “reduce the impact of vehicle emissions on air quality and maintain basic transport order”, the government said.

News.sohu.com skriver, at det er en prøveperiode på seks måneder.

Ja, det skal jo nok hjælpe. Især når hundreder af fabrikker, støberier og kulkraftværker, der var lukkede under OL, igen er begyndt at pumpe røg ud af skorstene.

Der er også andre problemer, som Times skriver:

As some scientists predicted last summer, the car restrictions played a big part in providing blue skies during the Olympics. But what worked then, when the whole nation was preparing for such a pivotal event, is unlikely to work when everyone is going back to life as usual. Previously I mentioned Mexico City’s car restrictions, which were found to have little to no effect on air pollution. The problem was that once the rules became a semi-permanent way of life, people found ways around them, like buying a second-hand car. During the Olympics TIME’s Beijing bureau used our old Jeep, which rarely sees the road in normal times, on days when our usual ride was restricted. Xinhua’s story announcing the new rules even quotes a driver who says he will probably buy a second car to pick up his daughter on Fridays, the day his vehicle will be banned.

:: Billedet er fra denne artikel

Det går den forkerte vej med forureningen her i Beijing, som jeg skriver om i dagens avis. Den store miljøplan virker ikke. Indtil videre, i hvert fald. Luften under OL kan sagtens nå at blive bedre, hvis BOCOG får hjælp fra vejret.

Men miljøplanen, der er sidste del af et årelangt program, som skulle gøre luften blå over Beijing, er ikke det hurtige fix, som BOCOG havde håbet på. Siden søndag den 20. er det gået ned ad bakke.

Det fik en presset Du Shaozhong, der er vicedirektør for Beijings Bureau for Miljøbeskyttelse, til at bruge et af de ældste og mest irriterende tricks i bogen. Enhver vesterlænding der har forhandlet med en kinesisk forretningspartner eller embedsmænd er stødt på det – deny the obvious.

Selvom du kan se forureningen, er det faktisk ikke forurening. Eller som han selv sagde:

»Der er en sammenhæng mellem en blå himmel og luftens kvalitet. Men der er ikke nødvendigvis lighedstegn mellem de to. Vi skal bedømme forureningen ud fra videnskabelig fakta, og ikke hvad vi kan se med det blotte øje,« sagde Du Shaozhong og gentog at luftforureningen er blevet mindre.

Få timer senere kom det kinesiske miljøministerium med nye tal, der viste at Beijing er Kinas tredje mest forurenede by. Og den værst forurenede af de syv byer, hvor der er olympiske konkurrencer.

Resten af søndagens pressemøde brugte Du Shaozhong på at kyle rundt med statistikker, procenter, pile, plusser, minusser, sammenligninger, tidshorisonter og måleenheder, der alt sammen beviste, at der statistisk set ikke er forurenet i Beijing. Super.

Du kan se selv følge med i forureningen ved at gå til Beijings Bureau for Miljøbeskyttelse (北京环保局) og se dagens tal. Det kan du også se her på beijingairquality.cn, der har et aktuelt kort over forureningen og to dage frem.

Er du forureningsnørd kan jeg anbefale beijingairblog.com.

:: Billedet er taget i dag mandag og forestiller den statistisk set rene luft over Beijing

De viser, at API (Air Pollution Index) nu er oppe på mellem 95-115. Inden OL skulle de have været et godt stykke under 50.

Det vil sige, at forureningen er blevet værre efter søndagens store plan blev sat i gang. Hvorfor nu det? Jo, det er simpelt: Vejret.

Det er selvfølgelig en meget uvidenskabelig måling, men vejret i Beijing i dag fredag ligner det på billedet, som jeg tog tidligere på ugen.

Forleden interviewede jeg blandt andre Joshua Fu. Han sagde, at den helt store joker er netop vejret. Om sommeren kommer vinden især fra de naboprovinser, der har en stor og beskidt industri.

Derfor bliver forureningen transporteret hundreder af kilometer ind over Bejing. Bjergene omkring byen er med til at gøre det værre, for de kan indkapsle forureningen, der også nærmest kan blive parkeret i bjergene før vinden sender dem videre over byen. Og derfor hjælper det ikke, at halvdelen af bilerne er fjernet fra vejene. Forureningen kommer alligevel.

Det er rigtigt, at der er lukket nogle få hundrede fabrikker. Men det er kun de største af dem, der ligger tættest på Beijing.

Se for eksempel på Shanxi (山西) provinsen, der er fire gange større end Danmark. Hele provinsen er en ikke andet end en rusten og beskidt fabrik. Forureningen er massiv. Blandt andet fordi det er nationens største producent af kul. Og det er her og de andre naboprovinser, at vinden kommer fra.

Derfor er der kun en ting at gøre. Håbe på at vejret bliver godt. Og det synes jeg er en anelse mærkeligt, at BOCOG lader det være op til vejret, om OL bliver en succes eller ej. For de har vidst det her i årevis. De har også kæmpet mod det i årevis og brugt milliarder af kroner på miljøet. Og det er ikke nogen nem og hurtig kamp. Mange gange er der også stor forskel på, hvad centralregeringen vil i Beijing, og hvad man vil ude i provinserne og kommunerne. “Kejseren er langt væk og bjergene er høje”, som det gamle ordsprog hedder.

Men jeg synes, at det har været en halvhjertet indsats. Man er gået efter den hurtige løsning. Og hvad med efter OL? Jo, der er forureningen blevet bedre her i byen, men den vil stadig være en af verdens mest forurenede storbyer, fordi man ikke er gået efter de langsigtede løsninger.

Som jeg skrev i går: Bliver luften ren til OL begynder? Hmmm…

Og det på trods af den storstilede plan, der i søndags lukkede hundreder af fabrikker og tog halvdelen af alle biler væk fra vejene i Beijing.

Officielt lå API (Air Pollution Index) målingerne på mellem 50-60. Flere steder var grænsen dog langt højere.

Kort forklaret: En API på 50 er i følge WHO grænsen for, hvad der er godt for helbredet.

Men i går tog det et kraftigt dyk i den forkerte retning. De nyeste tal fra det lokale miljøagentur viser, at API i går lå på mellem 90 og 110.

Bliver luften ren til OL? Hm…

Det er dårligt nyt, som jeg skriver om i dag i Berlingske. For i søndags gik Beijing i gang med sidste del af en omfattende plan, der skulle drive forureningen ud af byen. Hundreder af fabrikker og byggepladser er blevet lukket og halvdelen af de 3,3 millioner biler er fjernet fra vejene.

Ifølge de officielle målinger er luften blevet bedre i Beijing.

Det er også rigtigt. Til dels. Tågen og forureningen hang over Beijing både tirsdag og onsdag morgen. I går klarede det op senere på dagen, så man kunne se den blå himmel. De dage har der været flere af de seneste par uger. Hvilket er uhørt. Normalt ligger der en grå dyne over byen, og man kan aldrig se den blå himmel. Det kan man nu på de gode dage, men til gengæld ligger osen stadig nede mellem bygningerne og ude i horisonten.

Prøv at se de tre billeder her.

Det første er taget den 10. maj på en helt normal dag.

Det andet er taget her lørdag den 12. juli. Det var så ren og klar en dag, at der var artikler i aviserne dagen efter. Det er også første gang siden jeg flyttede ind i min nye lejlighed i marts, at jeg kunne se bjergene i horisonten. Jeg har så heller ikke kunne se dem siden.

Det tredje er taget her onsdag formiddag.

Den storstilede plan vil heller ikke hjælpe med det samme. Det kan tage op mod 20 dage, før man kan se, om den har hjulpet på forureningen, sagde det lokale bureau for miljøbeskyttelse (北京市环保局) i går til avisen Jiefang Ribao. På bureauets hjemmeside kan man i øvrigt også se de daglige målinger ved at klikke på kortet over det enkelte distrikt.

Så samtidig med, at bureauet siger, at effekten af den storstilede plan er klar og tydelig, og at den nu er god nok til at holde OL, er bureauet alligevel begyndt at arbejde på en nødplan.

Det er uklart, hvad den præcist går ud på. Men det er en stramning af planen fra i søndags.

Siden søndag må man kun køre i sin bil hver anden dag (“机动车单双号限行”). Men der skal endnu flere biler væk fra vejene. Måske endda helt op til 90 procent af alle køretøjer. Samtidig skal naboprovinserne også skære ned i antallet af køretøjer.

Naboprovinserne skal også i gang med at lukke endnu flere fabrikker. For eksempel cementfabrikker, støberier og kraftværker, som der allerede lukkede hundreder af i søndags.
Bureauet har ikke sagt, hvornår de vil sætte nødplanen i gang. Det vil ske, »hvis luftkvaliteten ikke møder OL-kravene.«

Kan man så stole på målingerne, som miljøbureauet laver? Det tror jeg ikke. Der er ikke nogen uafhængige målinger af luftkvaliteten. Og Beijing og BOCOG vil gå langt for at undgå aflysninger under OL.

BOCOG siger selv, at man kan stole på målingerne. Men hvis luften er så god, ville der heller ikke have været problemer ved at lade en uafhængig organisation stå for målingerne.

Det har Elizabeth C. Economy skrevet en god artikel om i september/oktober udgaven af Foreign Affairs.

Der er al mulig grund til, at centralregeringen skal få styr på miljøet. Det er på alle måder en ulempe for den kinesiske økonomi, og udgifterne til sundhedsvæsenet vokser i samme takt som Kinas internationale omdømme forværres.

Befolkningens tålmodighed er sluppet op, for det er for længst gået op for kineserne, især i byerne, at forureningen har en direkte effekt på deres helbred. Det er kommet til et punkt, hvor demonstrationer og social uro kan true stabiliteten i samfundet og dermed også true Kinas Kommunistparti.

Der er en løsning på miljøproblemerne, men den er hverken nem eller hurtig:

Real change will arise only from strong central leadership and the development of a system of incentives that make it easier for local officials and the Chinese people to embrace environmental protection. This will sometimes mean making tough economic choices.

Improvements to energy efficiency, of the type promoted by the program in Guangdong, are reforms of the low-hanging-fruit variety: they promise both economic gains and benefits to the environment. It will be more difficult to implement reforms that are economically costly (such as reforms that raise the costs of manufacturing in order to encourage conservation and recycling and those that impose higher fines against polluters), are likely to be unpopular (such as reforms that hike the price of water), or could undermine the Communist Party’s authority (such as reforms that open up the media or give freer rein to civil society). But such measures are also necessary. And their high up-front costs must be weighed against the long-term costs to economic growth, public health, and social stability in which the Chinese government’s continued inaction would result. The government must ensure greater accountability among local officials by promoting greater grass-roots oversight, greater transparency via the media or other outlets, and greater independence in the legal system.

:: Foto fra Wikipedia (kinesisk)