Tag arkiv for kunst

Krigsgods og Kina: Jackie Chan og det nedbrændte palads

img120821730249_400x313.shkl.jpeg

Her for nylig tog jeg op til det nordvestlige Beijing for at gå rundt i Yuanming Yuan, der på dansk hedder Det Gamle Sommerpalads. Det skrev jeg om i sidste uge i Berlingske, og her får du en opdateret udgave af klummen.

Paladset er en af byens store turistattraktioner, der mest af alt minder om en fredelig park. Det var det nu ikke i 1860, hvor det heller ikke var kinesiske turister og familier, der gik rundt heroppe.

Det gjorde derimod 4.500 britiske soldater, der havde invaderet det store kompleks, hvor den kinesiske kejser boede. De ville have hævn. Det hele skulle brændes. Paladset var så stort, at det tog soldaterne to dage – den 18. og 19. oktober – at brænde de hundreder af pavilloner, biblioteker, gallerier, templer, kontorer og andre bygninger. Derfor er det kun ruinerne fra det mægtige palads, der står tilbage i dag.

Yuanming Yuan var hjemsted for hele fem kejsere, der foretrak de store og åbne haver frem for de høje mure omkring den Forbudte By. Sommerpaladset var også en arkitektonisk mærkværdighed i Kina, for det var designet af to jesuitiske præster, og det lignede et europæisk slot.

Briterne nøjedes ikke blot med at brænde det. De plyndrede det også sammen med franske soldater, der var kommet til Beijing få dage før. De ribbede det for enorme mængder af porcelæn, silker, ure, jader, statuer, guld, pelse og dyre gave fra regeringer i Europa.
Hvorfor? Omverdenen havde uden held forsøgt at få Kina til at åbne sig, så man kunne få adgang til det enorme marked. Kejseren nægtede. Der blev krig.

Derfor er Yuanming Yuan ikke blot en nydelig park med ruiner. Det er også et af nationens største komplekser. Det er en 3,5 kvadratkilometer stor skamplet på Kinas historie. Et symbol på, hvordan Vesten udnyttede og ydmygede Kina.

Derfor vækker Yuanming Yuan stadig stærke følelser. Blandt andet når de stjålne genstande dukker op på auktioner, som det skete i Paris sidste år. Så myndighederne har fået bred opbakning til kravet om, at de 1,5 millioner stjålne stykker krigsgods skal tilbage til Kina. Det krav kom de med for et par uger siden. Det blev bakket op af en underskriftsindsamling med skuespilleren Jackie Chan i spidsen.

Spørgsmålet er, om Kina vil komme over sit nationale kompleks. For Kinas Kommunistparti bruger den 150 år gamle episode som et politisk redskab og et symbol på, hvordan Vesten undertrykte Kina. Derfor hører man sjældent om, hvordan almindelige kinesere også var med til at plyndre paladset bagefter. Historien bliver til propaganda. Og det er en skam. For den rummer utallige eksempler på Vestens dårlige opførsel dengang, men ikke når den bliver fortalt i sort-hvid og uden nuancer.

Kravet om at få leveret genstandene tilbage er da også mest henvendt til et kinesisk publikum, siger to eksperter og historikere nu til nyhedsbureauet AFP. Den ene er John Wong og den anden Bernard Brizay:

“As Western institutions and individuals are unlikely to respond, this call obviously targets domestic consumption, which the Chinese leaders hope will galvanise the nation,” said John Wong, history professor at the University of Sydney.

“Every month in London, Hong Kong, Paris or New York, items from the Yuanmingyuan are sold. And when people know that they come from the Yuanmingyuan, prices increase,” Brizay said.
The expert added that the world’s top museums would never respond to Beijing’s call, noting: “Items that are in museums will never be returned to China.”

Vil læse mere om Beijings historie? Her er to bøger, som jeg kan anbefale.

• Lillian M. Li et. alBeijing – From Imperial Capital to Olympic City

• Jasper BeckerCity of Heavenly Tranquility

:: Foto fra Tieba

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kunst i Kina: Ingen chokolade og kaviar i Songzhuang

liu-yonggang-kinesisk-tegn.jpg

I april sidste år skrev jeg en artikel om Songzhuang. Det er en landsby udenfor Beijing, hvor der bor tusinder af kunstnere.

Nu har CNN været forbi landsbyen, og de har en god artikel, som du kan læse her. Inklusiv glimrende billeder, i øvrigt. Nederst har de lavet anvisninger til, hvordan du kommer derud, hvis du nu er i Beijing, og gerne vil have en lidt anderledes kulturel oplevelse.

:: Privatfoto fra et af gallerierne i Songzhuang

Gå til artikel » Skriv kommentar

Bank af politiet: Kinesisk havfrue-kunstner Ai Weiwei har det godt efter operation

ai weiwei faurschou.JPG

I weekenden tulrede jeg forbi det danske Galleri Faurschou i 798, der har en udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiwei (艾未未). Det er ham, der skal lave afløseren for Den Lille Havfrue, når hun næste år skal bo på Verdensudstillingen i Shanghai.

Ai Weiwei udstiller blandt andet sin World Map, som er lavet af et par tusind lag bomuld, der er pertentligt udskåret. Du kan se billede af det på Faurschou og læse en pressemeddelsel på City Weekend. Han har også lige nu en større udstilling på Mori Artmuseum i Tokyo, hvis du skulle være i nærheden.

Jeg har tidligere skrevet om Ai Weiwei, som du kan læse her på Kinablog, hvor der også er link til interviewet i Berlingske.

Lige nu er Ai Weiwei dog i Europa. Forleden skrev han på Twitter, at han var blevet indlagt på et hospital i München, hvor han blev opereret for en blodsamling i hjernen. Det skete efter, at han i sidste måned var blevet banket af politiet i Sichuan.

Ai Weiwei har forsøgt at samle alle navnene på de børn, der blev knust og dræbt under de sammenstyrtede skoler under sidste års store jordskælv i Sichuan.

Myndighederne har ikke været villige til at komme med de rigtige tal, for skolerne var dårligt byggede, fordi korrupte embedsmænd efter alt at dømme har sparet på materialerne.
ai weiwei hospital tyskland.jpg
Derfor begyndte han samme med Tan Zuoren (谭作人) at indsamle børnenes navne. Men Tan blev arresteret og anklaget for omvæltning af staten.

Da retssagen begyndte tog Ai Weiwei til Chengdu, for at skabe opmærksomhed omkring sagen. Og myndighederne var mildest talt ikke begejstrede for omtalen.

Forsvarsadvokaterne blev chikaneret, et tv-hold fra Hong Kong blev banket og Ai Weiwei blev tilbageholdt i flere timer af politiet, der også slog og bankede ham. Siden har han klaget over hovedpine. Indtil han altså blev indlagt i Tyskland. Ai Weiwei skriver på Twitter, at blodansamlingen skyldes de bank, han fik af politiet.

Han har netop lagt nye billeder ud fra sit ophold på hospitalet, og han har det efter sigende godt.

Her er en opsamling af links om Ai Weiweis tur på sygehuset:

Danwei har oversat en post fra den kinesiske advokat Liu Xiaoyuan.

China Geek har oversat et af Ai’s blogindlæg, der er fra ugen før hans inldæggelse. Her beskriver han en samtale med det lokale PSB.

Spiegel stiller spørgsmålstegn ved, om det autoritære Kina overhovedet hører hjemme på den bogmessen i Frankfurt.

Gå til artikel » Comment (1)

Den Lille Havfrue, kattekillinger og solsikkefrø: Ai Weiwei i vanskeligheder

ai weiwei kina kunstner havfrue.jpg

Han har lige adopteret 40 katte, der var på vej til at blive aflivet. I forvejen har han tre killinger, der går rundt inde i det store atelier.

De piler rundt i det, der er Ai Weiweis (艾未未) seneste kunstværk – en enorm bunke af solsikkefrø. Hvor alle frøene er lavet i keramik. Og malet i hånden.

»Det har taget mig et år, at gøre færdigt,« siger Ai Weiwei, der står foran den grå-hvide bunke.

»Jeg ved ikke hvor mange, der er. Men der er flere millioner af dem,« siger han og tilføjer med en hovedrysten:

»Alligevel er der flere biler i Beijing. Kan du forestille dig det?!?«

Ai Weiwei er en af Kinas mest markante kunstnere, der blandt andet har været med til at designe Fuglereden. Det er den olympiske stadion i Beijing, hvor åbnings- og slutceremonien blev holdt i august sidste år.

Han er også kendt for at være en provokatør med markante holdninger. Og for at være en skarp kritiker af den kinesiske regering. Derfor er han nu kommet i vanskeligheder, som jeg skriver om i mit interview med ham i dagens Berlingske.

• Se alle artikler på Kinablog om Ai Weiwei

Før 20-årsdagen for urolighederne på Tiananmen lukkede myndighederne hans blog og hjemmesider. Han er blevet afhørt af sikkerhedspolitiet, der også overvåger hans hus og skygger ham, når han går ud.

Blandt andet har myndighederne lukket hans blog. Det har blot fået ham til at åbne en ny, der ligger på en server i udlandet.

Den nye blog er også på kinesisk. Men alligevel kan man godt nyde en af hans seneste artikler, hvor han driller politiet, ved at sætte en stor gren ind foran et af overvågningskameraerne hjemme på hans vej.

Du kan også følge ham på Twitter eller Fanfou, men de er også begge på kinesisk.

• Læs om protest - Ai Weiwei i husarrest.

I Danmark er Ai Weiwei mest kendt for, at være den kinesiske kunstner, der skal lave afløseren for Den Lille Havfrue, mens hun i seks måneder er på verdensudstilling i Shanghai.

Ai Weiwei vil dog ikke sige, hvad han har tænkt sig at opføre på Langelinie:

»Jeg kan sige, at jeg altid forsøger at relatere mit arbejde til politik og historie; måden vi lever på, hvilke mønstre vi følger og sociale emner. Det vil man også komme til at se i København.«

Her er gode links om Ai Weiwei:

• Du kan læse om ham på Wikipedia, hans egen hjemmeside og på Artnet.

• Danwei har oversat en forklaring fra Ai Weiwei’s advokat på, hvorfor den kendte kunstner skal stå skoleret på politistationen.

• China Geek har oversat flere artikler fra Ai Weiwei’s blog, blandt andet hvor han skriver om Deng Yujiao.

• Ai Weiwei skriver i The Guardian om jordskælvet sidste år, og hvorfor det er vigtigt at presse myndighederne i sagen.

• Hvem er Ai Weiwei? Umuligt at svare på. Han er et ikon, skriver Sinopop.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kunst i Kina: Turister og penge, ja tak

42738708.jpg

Sinopop har en længere artikel om 798′s vej fra fabriksområde til kunstdistrikt. Baggrunden for artiklen er en dokumentar fra CCTV om 798:

In a CCTV documentary titled “798″, photographer Zhu Yan made the comment: “The factory workers displaced the farmers, the artists displaced the workers, and now…” but the director left out what should have followed, “… the tourists displaced the artists.”

Of course, the myth that 798 is a “cultural production zone” is perpetuated by the mainland media, and almost obsolete industrial patches across China look to the success of 798 as a model of “cultural industry”, a revival area preserving the remnants of an industrial past, but where creativity and commerce can meet to copulate and produce healthy economic offspring.

798 er et lækkert område at gå rundt i, og der er masser af gode gallerier. Men det gennem flere år udviklet sig til mere og mere at ligne den kinesiske kunstverdens svar på Disneyland.

Bohemer, dansetrupper og skæve kunstnere og gallerier er på vej ud, og de bliver afløst af for eksempel Nikes skomuseum.

I det hele taget er der masser af store virksomheder, der sponsorerer begivenheder og udstillinger i Beijing. For eksmpel Christian Dior, der sidste år holdt modeshow og udstilling i 798.

Redbox Review har en god diskussion om betydningen af virksomheder som sponsorer for kunsten i Beijing.

Redbox Review har også en god diskussion om museer i Kina. For det er et ord, som bliver brugt i flæng, og som der dukker flere og flere op af.

For det første tror jeg, at mange bruger det som navn i deres virksomhed, for at adskille sig fra andre konkurrenter og for eksempel gallerier. Jeg har set flere eksempler på, at de også kun hedder “museum” i den engelske oversættelse, og ikke i det kinesiske navn. Så måske er det også et spørgsmål om lost in translation.

Men som Redbox Review skriver, så er der også en anden grund til de mange museer:

You hear about museums popping up all over Beijing, but then you realize it’s mostly absurdly porky projects like the Beijing Tap-Water Museum. The Ministry of Culture still retains control of the content of these official institutions, so many cultural organizations choose to remain independent of government support. Yet nonprofit NGO status is also extremely difficult to attain, discouraging potential philanthropists from donating to organizations. Without a state- supported, independent cultural system as in Europe, or a philanthropy-based model as in the States, organizations in China are left floundering for funding.

Without adequate funding, no wonder it’s so hard to find good exhibition programming, research and education components, or even museum-standard conservation facilities. The context is essential for understanding why cultural organizations are the way they are here. Organizations are coming up with creative solutions to get around these problems. Of course, the privately-funded UCCA is one example, but so are profit-seeking models like the Zendai Museum of Modern Art and the Moon River Museum of Contemporary Art (Mr. Mocca), both of which are funded by luxury real estate development companies. Should these organizations be called museums? No. But they do point to the organic development of a new concept of the institution outside the established European and American systems.

CCTV har flere fotos og baggrundsartikler om 798.

Der er flere mere eller mindre officielle hjemmesider om 798 her, her, her og lidt baggrund fra Baidu Baike.

:: PR Foto fra denne side om 798

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kunstmarkedet i Kina: Økonomisk krise er godt for kunsten

Liu Yonggang kinesisk tegn.JPG

Krisen har også ramt den kinesiske kunstverden, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Der var selvfølgelig ikke plads til det hele i artiklen, så du får lidt mere her.

Kort sagt går krisen især ud over de mest populære af kunstnerne, der tidligere kunne indkassere millioner af kroner for deres værker.

De velateblerede kunstnere, der ligger i laget under eliten, sælger derimod stadig godt. Måske lidt mindre og til lidt lavere priser. Men krise?

»Næh, det betyder ikke noget for mig,« siger Guolei Yuan.

»Mine værker er alligevel forbudte i Kina, hvor de ikke må sælges på auktioner, så det er i USA og England, at jeg sælger,« siger Guolei Yuan, der sidder på fotografiet her nedenfor.

Du kan se hans malerier her og her, hvis du ruller lidt ned af siden til de grå malerier.

kinesisk kunstner Guolei Yuan.JPG Han siger, at han har en tre års kontrakt med et galleri i USA. Priserne er måske lidt lavere, men han har en fast gruppe af interesserede købere og fans, så han er ikke bekymret.

Nogle få kilometer fra Guolei Yuans galleri sidder Lu Lin. Begge kunstnere har hjemme i Songzhuang, der er en støvet landsbyen med op mod 3.000 kunstnere, som ligger cirka 20 kilometers kørsel fra Beijing.

Han har ikke meget til overs for krisen:

»Det ville være sket alligevel, og det er på tide, at folk slappede af,« siger han.

»De sande kunstnere er ikke ramt af det faldende marked,« siger Lu Lin, der var en af de første til at komme til landsbye i begyndelsen af 1990erne.

»Sande kunstnere udforsker kunsten, de ser det som en forpligtelse at stå op om morgenen og gøre det,« siger Lu Lin, der sidder i sit atelier, der ligner en stor hal. Udenfor den åbne port hopper der to fastbundne hunde rundt og bjæffer i solskinnet.

Lu Lin ser krisen som en god ting, for det har fået den kinesiske kunstboble til at briste og sende de evigt stigende priser på retur. Derfor er der ved at blive luget ud blandt de kinesiske kunstnere, der kun var tiltrukket af pengene, siger han.

Dong Mengyang, der er direktør for ArtBeijing, som laver kunstmesser, er enig i, at de faldende priser er en godt for kunsten og markedet.

»Det var vanvittigt, som udviklingen gik stærkt inden for den moderne kunst, det var alt for hurtigt. Mange investorer har ikke et professionelt forhold til kunstværkerne, så det er et godt, at de kan køle lidt ned,« siger Dong Mengyang.

»I den her vanvittige perioder er der kommet mange “falske” kunstnere, som har været tiltrukket af markedet og pengene. Nogle værker er kun kopier andre værker. Værdien af kunst er kreativiteten, og disse kunstværker er hverken kreative eller godt håndværk«

Det er Mei Jianping enig i:

»Markedet og industrien omkring den moderne kunst har udviklet sig hurtigt fra 2002 til 2007. Det var vækstrater på over 20 procent, som er svære at nå i dag. Mange dårlige værker kunne sælges til en ekstremt høj pris. Så jeg tror, at det er et meget godt tidspunkt at blive mere rationel på,« siger Mei Jianping, der er professor på Cheung Kong Graduate School of Business og Stern School of Business på New York University.

Markedet for moderne kunst fylder dog stadig ikke meget i Kina siger en anden ekspert i kunstmarkedet, professor Zhao Li, der er fra Central Academy of Fine Arts:

»70 procent af markedet i Kina er særlige kinesiske værker som for eksempel kalligrafi, malerier og antikviteter. Her er situationen udmærket, for kineserne vil gerne købe den type kunst«

:: Billedet med det kinesiske tegn er fra en serie, der hedder “ai yong”. Det kan oversættes til “kærlighed og omfavn”. Tegnet i sig selv betyder ikke noget, men det giver en stemning af sammensmeltede tegn, der omfavner hinanden. Kunsnteren hedder Liu Yonggang, og du kan se flere billeder her og her. Han har atelier i det galleri, der ligger cirka 20 kilometer uden for Beijing, og som har det lidt misvisende navn Beijing Museum for Contemporary Art, som jeg skriver om i artiklen i Berlingske.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kinesisk bronze og forbandede franskmænd: Kunsthandler fortryder køb

W020090309505996298285_200x154.shkl.jpg Den kinesiske regering forsøgte at standse salget af to bronzestatuer, der i sidste måned blev solgt på auktion i Paris. Det lykkedes ikke. Men statuerne blev uventet købt af en kineser. Der først blev ophøjet til nationalhelt. Men som i dag er udskældt og falleret forretningsmand.

Det skriver jeg om i dagens Berlingske. Her får du en længere artikel med links.

Begge skulpturerer er af bronze. De forestiller to hoveder. Af en rotte og en kanin. Og kineseren Cai Mingchao brugte 235 millioner kroner på at købe dem på auktion. Men han vil ikke betale. Nu er han brudt grædende sammen og har sagt, at han ikke vil have dem, og at han lukker sin forretning.

I sidste måned holdt Christies auktion over modekongen Yves Saint Laurents kunstsamling. Auktionen blev holdt i Paris, og indtægterne røg op i 2,8 milliarder kroner.

Med på auktionen var de to bronzeskulpturer. De blev stjålet i 1860erne, da engelske og franske soldater plyndrede og nedbrændte Det Gamle Sommerpalads i Beijing.

Auktionen gav en voldsom debat i Kina. For det er to kulturskatte, og de skal tilbage til Beijing. Sådan lød argumentet fra de kinesiske myndigheder og regeringen, der forsøgte at standse salget af skulpturerne.

Fem dage efter auktionen trådte den 44-årige kunst- og antikvitetssamler Cai Mingchao (蔡铭超) frem og sagde, at han havde købte skulpturerne. Og at han nægtede at betale for dem.

Det var hans forsøg på at standse salget. En protest mod en privat virksomhed, der tjener penge på stjålne kulturskatte, som hører hjemme i Kina. Han gjorde det kun, fordi han var patriot:

»Jeg tror enhver kineser ville have gjort det samme. Jeg gjorde bare min pligt,« er Cai Mingchao citeret for at sige i flere kinesiske og udenlandske medier.

Det var den første forklaring.

I den kinesiske debat var der stående ovationer til Cai Mingchao. At betale ville svare til at give penge til kidnappere, og det ville kun være en opfordring til flere tyverier, stod der i en kommentar fra det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Der blev også lavet en nationalistisk hyldestsang, der selvfølgelig langede ud efter franskmændene. Du kan se videoen på Youku, og her er første vers:

We have the Frenchmen all unnerved
The auction got what it deserved
The mystery man’s named Cai Mingchao
He pulled a fast one, showed us how

法国的人哪 被气死了啊
活该那拍卖 被搅黄啊
神秘的人呐 叫蔡铭超哇
漫天过海 他出绝招

Så skiftede Cai Mingchao forklaring.

Ifølge Cai Mingchao var det ikke sikkert, at han kunne få de rigtige licenser af den kinesiske Statsadministration for Kulturarv. Han risikerede altså, at han slet ikke kunne importere hovederne til Kina.

»Som kineser bliver jeg nødt til at overholde de relevante love. Og hvis de to genstande ikke kan importeres til Kina, så vil jeg ikke betale for dem,« sagde han i et interview med Beijing TV.

Ingen problemer, lød det officielle svar fra administrationen.

Hvorefter Cai Mingchao sagde, at han alligevel ikke havde tænkt sig at betale. Og ændrede forklaring igen. Blandt andet mener han nu, at der er tvivl om skulpturerne overhovedet kommer fra Det Gamle Sommerpalads.

»Hvordan kan jeg betale, når genstandene nu er blevet så kontroversielle, og ingen aner, hvor de kommer fra,« sagde han i et interview den 14. marts med avisen Dongfang Zaobao. På et tidspunkt hvor debatten var begyndt at handle lige så meget om ham, som det principielle i at sælge stjålne, nationale klenodier.

»Nogle siger, at du er patriotisk og en national helt. Andre siger, at du blot er ubetænksom, og at du er med til at give udlændinge et indtryk af, at man ikke kan stole på kinesiske forretningsfolk. Hvad synes du?« lød spørgsmålet i et interview med avisen Chongqing Shibao.

»Det her har kun noget med mig som person at gøre,« lød det korte svar fra Cai Mingchao.

I mandags trådte han så frem på TV igen. I et interview med Dragon TV fra Shanghai undskyldte han for affæren. Han har tabt tilliden blandt sine kinesiske kolleger i antikvitetsbranchen, og han trækker sig ud af auktionsbranchen.

»Pludseligt følte jeg, at det var umoralsk. Jeg følte mig som en tyv,« sagde Cai Mingchao.

Så er Cai Mingchao patriot eller blot ubetænksom?

Den 10. marts besøgte Bloomberg News ham i sit kontor i Xiamen, der ligger i det sydlige Kina. Han brød grædende sammen under interviewet, hvor han fortalte om selve aftenen, da han bød på skulpturerne over telefonen fra Kina.

»På det tidspunkt tænkte jeg måske ikke så meget over, om jeg kunne betale for dem,« sagde Cai Mingchao.

Cai Mingchao ville ikke medvirke i artiklen.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Hed debat i Kina: Kan en datter stå nøgenmodel for sin far?

chinese-artist-li-zhuangping-daughter-nude-model-01-500x349_400x279.shkl.jpg

Li Zhuangping (李壮平) er en af de mest omdiskuterede kunstnere i Kina lige nu. Kvinden på billedet er nemlig hans 23-årige datter Li Qin (李勤).

Og kan en datter være nøgenmodel for sin far?

Kineserne er langt fra enige om svaret, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

»Der er et gammelt ordsprog som siger, ’tag tøjet af for din mand, tag tøjet på for din far’ (脱衣见夫,穿衣见父). Både faren og datteren her er ikke så lidt syge!«, som der står i denne kommentar, der kommer fra en artikel på 163.com, som har trukket tæt på 4.000 kommentarer.

Eksperter i moral har også udtalt sig og kaldt opførslen for upassende.

Men:

»Den såkaldt moralske ekspert er en idiot,« står der i en kommentar til artiklen.

Andre kalder også maleriet for et tydeligt bevis på social fremgang og et opgør med traditionel tænkning. For noget har kun værdi, hvis det munder ud i debat og stridigheder, som der står i en kommentar.

Hvorfor er der kommet så stærk en reaktion på billederne?

Antropologen Arianne Gaetano fra Lund Universitet mener i denne artikel, at det hænger sammen med de seneste 30 års seksuelle revolution i Kina.

Det er Li Yinhe (李银河), som jeg interviewede til artiklen, uenig i. Hun er sociolog og forsker i kinesernes seksualitet. Hun har en ph.d. fra Pittsburgh University og arbejder i dag på Chinese Academy of Social Sciences. Du kan læse hendes portræt her på Wikipedia

»Den seksuelle revolution er mere forbundet med ægteskab, den frie vilje til at have sex og det juridiske system. Debatten her har mere at gøre med hvordan den nøgne krop opfattes forskelligt i Øst og Vest; og så er det også en debat om incest,« siger Li Yinhe.

Debatten viser tydeligt, hvordan den nøgne krop opfattes forskelligt i Vesten og i Kina, siger Li Yinhe.

»For kineserne er det virkelig en stor ting at udstille en nøgen krop offentligt. Kinesernes opfattelse af den nøgne krop er meget konservativ. Alt som har forbindelse og er associeret med en nøgen krop vil skabe debat. På et tidspunkt var der tale om, at Central Academy of Arts ville bruge nøgenmodeller i skolen, og det endte med at blive udsat for en bred og intens debat,« siger Li Yinhe.

Derudover er det også en debat om incest.

»Debatten har også rod i menneskets opfattelse af incest. For debatten har en snert af incest, som er både amoralsk og kriminelt,« siger Li Yinhe.

Det mener den kunstneriske familie nu ikke. Hele familien afviser det hovedrystende.

»Jeg vil gerne fortsætte med at være min fars model, men den næste serie vil ikke være nøgenstudier, så jeg kommer ikke til at være nøgen,« siger Li Qin i et interview til Chengdu Nanbao.

Der er en god engelsk oversættelse af artikler og kommentarer på Chinasmack.

Her kan du læse Li Zhuangpings blog, hvor han også har lagt billeder ud af malerierne.

Du kan også se dem her og her.

Gå til artikel » Skriv kommentar