Tag arkiv for litteratur

Guangdong er en af de provinser, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise.

Nye tal fra i går tirsdag viser, at Kinas eksport er faldet med 22,6 procent i forhold til april sidste år.

Og det kan især mærkes i Guangdong, der i årevis har været Kinas og verdens fabrikshal, for nu at udtrykke det med en kliche på krykker.

Der er millioner af migrantarbejdere i provinsen, men nu er mange af fabrikkerne lukkede. Hvad gør man så?

I Guangzhou går man igang med at læse, skriver Dagongbao. Og det er især bøger om aktier, ejendomme og arbejdsmarkedet, som er blevet populære i boghandlerne.

For konkurrencen om arbejdspladserne er blevet hårdere, og folk vil nu gøre mere for at dygtiggøre sig selv og stå bedre i den skærpede konkurrence.

Derfor er de begyndt at læse flere bøger. Sådan er det i Guangzhou. Måske.

For en anden artikel viser, at der bliver stadig færre kinesere, som gider at læse bøger.

I 1999 sad 60,4 procent af kineserne med en bog i hånden. I dag er det under 50 procent, som gider bladre rundt i bøgerne.

Det vil General Administration of Press and Publication (中华人民共和国新闻出版总署) og Central Propaganda Department (中共中央宣传部) gøre noget ved.

Derfor har de sendt en SMS ud til de kinesiske mobiltelefoner:

中央宣传部、新闻出版总署提醒您：４月２３日是“世界读书日”。一本好书，一生财富。今天您读了吗？

Central Propaganda Department og General
Administration of Press and Publication minder dig om, at den 23. april er Verdens Bogdag. God bog, livslang rigdom. Har du læst (en bog) i dag?

:: Billedet er fra denne artikel på Xinhua

Lin Miaoke (林妙可) – som jeg skrev om forleden – skal nu være med i filmatiseringen af “Dream of the Red Chamber” (红楼梦), skriver Nanfang Baowang.

Det er et af de største værker i kinesisk litteratur. Der i øvrigt på svensk er oversat til “Drømmen om de røde gemakker”.

Den er ret omfattende. Der er omkring 30 hovedpersoner at holde styr på. Og omkring 600 bifigurer.

Men moren siger til avisen, at Lin Miaoke ikke skal læse hele værket, men derimod kan nøjes med at få den genfortalt.

Skuespillerne er i øvrigt udvalgt ved en konkurrence på internettet, der har skabt en større debat herovre.

Lin Miaoke er blandt andet blevet udvalgt på grund af sine smukke øjenbryn.

I aftes på DR2 Udland talte jeg om Rui Chenggang (芮成钢), der er blogger og vært på et populært forretnings-talkshow på CCTV.

Han er ved at blive stadigt mere populær i Kina. Han er cool. Ung. Går i dyrt tøj og har de rigtige meninger, som han gerne udveksler med højtstående ledere og forretningsfolk i ind- og udland. Som han selv kalder for sine venner.

Og lige nu er han på en mindre bogtur rundt i landet for at promovere sin nye bog. Hvor han – som det hedder i titlen – “reflekterer over Kina og verden”.

Men har han noget at komme med, eller er han bare ude på at blive berømt? Meningerne er delte.

Det var ham, der fik smidt Starbucks ud af nationalklenodiet Den Forbudte By. Og hans nationalistiske holdninger tiltaler mange.

Men selv om han er ung og højtråbende, så er han dog ikke den normale fenqing (愤青).

Hvad er så det? Fenqings er nogle af de højestråbende nationalister i Kina. Hvis man skal være lidt grov, så er det unge mænd mellem 18 og 30 år, der bor hjemme og har, lad os sige, haft meget minimal kontakt med det modsatte køn.

Sidste år havde nationalisternes to foretrukne mål.

For det første Frankrig. På grund af urolighederne omkring det olympiske fakkeloptog.

Og dernæst de udenlandske medier i almindelighed og CNN i særdeleshed. Især på grund af deres dækning af konflikten i Tibet og de tibetanske områder i Kina.

En overskrift kunne lyde:

“Angry Chinese youth finds girlfriend, loses virginity, decides ‘CNN not so bad after all.’”

Forslaget kommer fra den bloggende Qing-historiker fra granitstudiet, der lidt mere seriøst omtaler dem sådan her:

The fenqing are to most patriotic Chinese youth what the meth-riddled KKK rednecks on Jerry Springer are to the Republican party. They are wildly overrepresented on the internet, and the web gives this whacked-out fringe a powerful megaphone that amplifies their voices and adds to their self-importance.

Nationalisterne er bestemt ikke hårdt styret af staten og Kinas Kommunistparti, som mange måske tror. Men KKP bruger nationalismen, eller rettere, tolererer den til et vist punkt, som Frogville skriver:

I often refer to the fenqing phenomenon as the Chinese Communist Party’s ‘blowback’ from the years of propagandizing it subjects its children to during their schooling. The government occasionally seeks to exploit their hot-headed and xenophobic impulses by whipping up their indignation against a particular country to make a diplomatic point (in an exceedingly undiplomatic way!)

Indlægget på Frogville fik Qing-historikeren til at komme med dette indlæg. Hvor han blandt andet skriver, at man skal passe på ikke at tillægge dem for stor betydning. Og bestemt ikke sætte dem i samme bås som KKP:

… for me, the defining characteristic of a fenqing is not strong belief in a particular view, but rather an inability to accept that other valid perspectives might exist.

Rui Chenggang er en af de mere nuancerede fenqing’s. Hvis man overhovedet kan kalde ham for en vred ung mand. Han abonnerer på mange af synspunkterne, men han har også blødt op på dem. Måske, som kritikerne siger, fordi han er mere interesseret i at blive berømt.

Eller også er han rent faktisk interesseret i, som han selv siger, at blive en slags kinesiske ambassadør, der kan bygge bro mellem Kina og Vesten.

Som Imagethief skriver i et svar til den profil, der var af Rui Chenggang for nylig i New York Times:

Imagethief has actually worked with Mr. Rui, at a corporate event three years ago. I remember him as articulate, smart and prepared, and not particularly copping an attitude. But, then, I wouldn’t know a Zegna suit if you wrapped twenty pounds of Starbuck’s coffee beans in one and used it to beat me to death.

Zegna suits or not, though, Rui is right: China does have an image problem. In woolgathering by e-mail about the woeful state of China’s international PR to a (foreign) journalist recently, I pointed out that articulate, bilingual pop-culture figures are much better ambassadors for China than any amount of state-backed media ever will be. Think Yao Ming rather than Yang Rui.

• China Digital Times har en god samling artikler om fenqings.

• Her er klip fra Rui’s programmer via Yoku. Og via Youtube.

Kinablog.dk præsenterer her en artikel af gæsteskribenten Simon Rom Gjerø.

Du kan læse mere om den på Forlaget Univers eller på bogens egen hjemmeside.

Fanget i det nordlige Manchuriet – i ti år!

Efter 14 års japansk besættelse erklærede Sovjetunionen Japan krig den 8. august 1945 og invaderede Manchukuo – som japanerne kaldte deres lydstat i Manchuriet.

Den selvsamme dag, blev den danske missionær Peter Nørgaard fængslet af det japanske gestapo i byen Fuyu, i den nordlige del af Manchuriet.

Alle hans skriftlige ejendele, såsom breve, kollegiehefter og regnskaber samt alle fotografier m.m., blev taget med hen på politistationen til undersøgelse, selvom ingen dér selvfølgelig kunne et ord dansk. Han blev smidt i fængsel og fik en lussing af en af gestapofolkene.

”Hvorfor? Jo, jeg havde ladet mig føde i Danmark, og Danmark var nu i krig mod Japan,” skrev Nørgaard i sin dagbog.

Han fik desuden at vide, at han skulle skydes ved daggry.

Efter fem dage i uvished blev han pludselig en nat trukket ud af cellen og troede, at hans sidste time var kommet. Men tilfældet ville, at russiske tropper var på vej, og japanerne var flygtet ud af byen. Om morgenen kunne han gå hjem som en fri mand, og Nørgaard kommenterer tørt:

”Japaneren, som slog mig, er siden bleven fanget og skudt”.

Først bagefter gik det for alvor op for Nørgaard, hvor heldig han havde været. Ikke alle missionærer slap med livet i behold. En anden missionær var blevet skudt af japanerne kort forinden.

Glæden blev dog kort, da de fremstormende sovjetiske soldater efter få måneder overlod byen til den ottende armé – de kinesiske kommunister.

Den nye besættelsesmagt tømte banken, hvor Nørgaard havde alle sine sparepenge, som var tilvejebragt ved salg af stort set alle hans ejendele. Pengene skulle have været brugt til rejsen hjem – et forehavende, der nu ikke så for godt ud i forvejen, da vejen igennem Sovjet stadig var spærret.

”Her stod jeg nu, havde ingen Penge, fra Kassereren kom ingen, han var bortrejst, al Postforbindelse standset. Det saa ikke lyst ud,” skriver Nørgaard lettere opgivende i sin dagbog.

Kommunisterne og deres medløbere brød nu ind i velstående hjem, stjal alt af værdi og førte flere rige købmænd ud og ”piskede dem til døde eller druknede dem i floden, idet de beskyldte dem for i tidligere Aar at have begået Uretfærdigheder.”

Få dage efter kom de og besatte en del af missionsstationen. Alle værelser blev forseglet med undtagelse af en stue og køkkenet, som Nørgaard fik lov at beholde. Kommunisterne tog et gammelt ur, som familien havde arvet fra Gl. Estrup Herregård, med sig. Men efter en måned sendte de det tilbage igen, da de ikke kunne få det til at gå.

Også kirken blev indtaget og tømt for inventar og senere brugt til opbevaring af ammunition. Præsten blev fængslet, og kommunisterne pressede penge og værdigenstande af ham såvel som af alle andre.

Også Peter Nørgaard kom i fængsel igen:

”Dagen efter min 73 Aars Fødselsdag blev jeg og flere Kristne fængslet, [...] blot fordi vi vare Kristne.”

Kommunisterne fængslede ledere af alle former for religion, og alle blev forhørt om, hvad de troede på, hvorfor de troede på det, og hvad nytte det var til.

”Vi svarede som det var i Sandhed”, skriver Nørgaard. ”De stod i Klynge og lo foragteligt. Men det var jo ikke andet end, hvad Jesus og saa mangen Martyr har lidt paa værre maader”.

Han blev dog løsladt igen efter et døgns tid – efter sigende, fordi der var kommet ordre ovenfra, at man ikke ville have flere drab på udlændinge.

Efter i to år ikke at have hørt en lyd fra nogen som helst, hverken familien i Danmark eller nogen af de andre missionærer, får Nørgaard pludselig i april 1948 brev fra missionær Axel B. Christensen i, der bor i byen Harbin endnu længere mod nord. Han inviterer Nørgaard til at bo hos sig i ØK’s lokaler.

Det lykkes ham at sælge resten af indboet og få rejsetilladelsen. Med uret fra Gl. Estrup under armen – og stort set uden anden bagage – når han med floddamper til Harbin i slutningen af samme måned, hvor han bliver indlogeret hos Christensen.

Den 4. maj kan han så for første gang i tre år sende et brev til den ængstelige familie hjemme i Danmark.

Der skulle dog gå endnu halvandet år, inden Nørgaard atter kunne sætte benene på dansk jord og gense sin familie, som han havde efterladt ti år tidligere.

Han noterer sig i sin dagbog efter hjemkomsten:

”Flyveturen fra Bangkok til Kbh. tog kun 38 Timer. [...] [Vi nåede] til København efter Mørkets Frembrud kl. 5 Aften og dalede ned i et Lyshav i Kastrup Lufthavn.

Det var den 30. november 1949.

:: Billedet viser den danske missionær Peter Nørgaard og biskop Chen.