» Liu Xiaobo

Liu Xiaobo og Nobel: Hvad gør Vesten, når Kina fortsætter med at råbe op?

httpleaders-1.people.com.cnmediafile20090923F2009092307431919205314271.jpgliuxiaobo_liuxia305_200x169.shkl1.jpg Der er ingen grænser for, hvor arrogant Kina kan være, skriver New York Times i en leder.

Tidligere på ugen kunne avisen fortælle, hvordan den kinesiske ambassade i Oslo formelt havde krævet at de europæiske lande skulle boykotte ceremonien den 10. december, hvor Liu Xiaobo – in absentia – får overrakt Nobels Fredspris.

• Se hvad jeg tidligere har skrevet om Liu Xiaobo her på Kinablog.

Og i går fredag kom viceudenrigsminister, Cui Tiankai, med endnu en trussel mod Europa, som jeg skriver i dagens Berlingske Tidende.

»Valget, som forskellige europæiske lande skal tage, er klart og simpelt – vil de være del af et politisk spil, der udfordrer Kinas juridiske system, eller vil de på en ansvarlig måde udvikle et venligt forhold med det kinesiske folk og Kinas regering,« sagde Kinas viceudenrigsminister, Cui Tiankai, i går på en pressekonference i Beijing.

Meget af den hårde retorik, der er kommet fra Beijing i de seneste uger, har først og fremmest været henvendt til kineserne i Kina. Men Cui Tiankais kommentarer var til den udenlandske presse. Og altså rettet mod udlandet.

»Hvis de tager det forkerte valg, så bliver de nødt til at tage konsekvenserne,« sagde Cui Tiankai, der også er ansvarlig for Kinas forhandlinger under G20 topmødet i næste uge i den sydkoreanske hovedstad Seoul.

Derfor bør alle lande sørge for at sende repræsentanter til Oslo, mener New York Times i lederen.

The Chinese government is hungry for clout and respect. But bullying its own people and other governments (recently halting shipments of rare earth minerals to Japan in a territorial dispute) are unacceptable and won’t produce either. China first tried to bully the Nobel committee, warning that the award could harm relations with Norway, where the committee is based. The committee, rightly, was not intimidated.

De seneste ugers besked fra Beijing er klar – økonomi, forretninger og politik hænger sammen. Hvis andre lande opfører sig på en måde, som ikke er politisk acceptabelt i Beijing, så vil det få konsekvenser for landets interesser og virksomheder i Kina.

Den taktik har virket i årevis med spørgsmål om Dalai Lama, Xinjiang, Tibet og De Olympiske Lege. Og den virker stadig. Med stor succes.

Se for eksempel på Frankrig, der tidligere har været en af Beijings hårdeste kritikere. Men præsident Nicolas Sarkozy har sørget for ikke at kritisere præsident Hu Jintao under hans besøg i Frankrig, der slutter i denne weekend.

Som jeg skrev tidligere på ugen, så nævnte FNs generalsekretær Ban Ki-moon heller ikke hverken Liu Xiaobo eller menneskerettigheder under sit møde med præsident Hu Jintao tidligere på ugen.

Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen, har også netop været i Kina, hvor hun som de fleste andre ministre og statsledere i den grad går på listesko, som jeg også skrev i artiklen på Kinablog og her på Berlingske.

På mange måder er der tegn på, at Beijing er bekymret for sin soft-power og internationale omdømme. Men hvis de er, så kan man undre sig over, hvorfor de fortsætter den hysteriske kampagne mod Liu Xiaobo og Nobels Fredspris, hvor de næsten dagligt – for eksempel med angreb i medierne – gør opmærksom på det frem for eksempelvis blot at tie hele sagen ihjel.

Hvorfor? Måske fordi Beijing kan se, at de kan gøre, hvad de vil. Det vil ikke få konsekvenser, for de udenlandske regeringer er ikke seriøst interesserede i at presse Kina.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: Danmark går på listesko, men Australien banker i bordet

225px-Yang_Jiechi_by_Harald_Dettenborn_200x202.shkl.jpg Lene Espersen var i Shanghai i søndags, hvor hun havde et møde med sin kinesiske kollega Yang Jiechi. De to ministre talte blandt andet om menneskerettigheder i Kina. Uden at den danske udenrigsminister dog ville gå i detaljer med, hvad de konkret talte om og i hvor lang tid.

Det skrev jeg om i mandags her i Berlingske. Til artiklen interviewede jeg også Sharon Hom, der er jurist og leder af Human Rights in China. Hun var ikke videre begejstret for Danmarks indsats for menneskerettigheder i Kina. For den slags bilaterale samtaler nytter ikke, siger hun. Når der ikke er konkrete krav med målbare resultater, så hjælper det ikke.

Et af de konkrete krav kunne være, at Liu Xiaobo skulle løslades. Da Nelson Mandela sad i fængsel var der stort pres på den sydafrikanske regering for at løslade ham, og det blev nævnt direkte under møder med ministre. Men Danmark har lige som andre lande været varsomme med at kræve ham løsladt under møder med kinesiske kolleger.

For eksempel blev generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, kraftigt kritiseret for ikke at nævne hverken menneskerettigheder eller Liu Xiaobo, da han mødtes med præsident Hu Jintao i mandags. Før besøget gav en organisation også en pris til en højtstående kinesisk ansat ved FN, der i 1989 var general i Folkets Befrielshær og den ansvarlige for angrebet på Tiananmen, hvor hundreder eller tusinder blev dræbt.

Ban Ki-moon vil gerne genvælges for endnu en periode som generalsekretær for FN. Det kræver Kinas støtte.

Lidt bedre var det i sidste uge, hvor den canadiske udenrigsminister mødtes med Yang Jiechi. Lawrence Cannon.

»Vi har tidligere rejst Liu Xiaobo’s sag over for den kinesiske regering, og det vil vi fortsætte med at gøre – som jeg også gjorde over for min kollega i dag,« sagde Lawrence Cannon ifølge nyhedsbureauet AFP. Altså så nogenlunde den samme besked som fra Lene Espersen.

Anderledes var det i går, da den australske udenrigsminister Kevin Rudd var i Kina. Han har tidligere været diplomat her og taler flydende kinesisk. Han nøjedes ikke med blot at nævne Liu Xiaobo, men forlangte også at få ham løsladt.

Som man kan læse her i artiklen fra The Australian, så er Kevin Rudd ikke som de fleste af sine andre kolleger i Vesten, og han er ikke bange for at tage en hårdere og mere ærlig linje over for Kina. Som i 2008, hvor han som premierminister holdt en tale for studenter i Beijing, hvor et af emnerne var Tibet.

Som Sharon Hom sagde, da jeg interviewede hende, så er det da også kortsigtet, hvis man ikke tager menneskerettighederne seriøst. Det er det samme juridiske system, der har dømt Liu Xiaobo til 11 års fængsel for at skrive seks artikler, som også skal varetage danske virksomheders interesser i Kina. Og retsvæsenet i Kina er hverken uafhængigt eller gennemsigtigt (transparent).

Danmark kunne lære af Australien og Kevin Rudd. Som Sharon Hom siger:

»Kina fortolker det at være venner sådan, at man aldrig taler om følsomme sager. Men det er der stærkt brug for nu,« siger Sharon Hom.

Danmark er et demokratisk land, der har en lang historie som ven af Kina, siger Sharon Hom. Når man er venner, så betyder det, at man er ærlige og rejser vanskelige spørgsmål over for hinanden. Derfor er det vigtigt, at Danmark under den slags bilaterale møder viser Kina, hvor meget Kinas handlinger og ord lige nu underminerer landets internationale omdømme. Det sømmer sig simpelthen ikke for en stor nation, som de opfører sig lige nu, siger Sharon Hom.

Den danske udenrigsminister kunne under besøget have mødtes med for eksempel advokater, der tager følsomme sager og kæmper for menneskerettighederne i Kina. Det kunne have været en af de konkrete måder, som den danske og de andre udenrigsministre kunne have sendt et signal til Beijing om, at man mener det med menneskerettighederne seriøst. Hvis man altså gør det. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv har sagt, så handler det først og fremmest om arbejdspladser, som jeg citerer ham for i denne analyse. Og her.

Jeg interviewede blandt andre Mo Shaoping – som jeg har skrevet om flere gange her og som der er portræt af påher på Time Magazine og på New York Times – der gerne ville have mødtes med den danske udenrigsminister.

Aktivisten Jiang Qisheng, der også er en af medunderskriverne på Charter 08, ville også gerne have talt med udenrigsministeren.

»Hvis vi mødtes med udenlandske ledere, så ville vi kun fortælle sandheden, og ministrene ville få et mere nuanceret og uafhængigt bilede af situationen i Kina,« siger Jiang Qisheng.

Danskerne kunne også have insisteret på at holde et pressemøde, siger Jiang Qisheng.

»Kinesiske journalister tør ikke at stille den slags kritiske spørgsmål. Det betyder ikke, at de ikke vil, for de kender alle til situationen om Liu Xiaobo. Men udenlandske reportere kunne spørge, og den danske minister skulle svare direkte på spørgsmålene,« siger Jiang Qisheng.

:: Foto af Yang Jiechi fra Wikipedia

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobels Fredspris: Hustru får ikke lov at rejse til Norge

liu xiaobo nobel kina privatfoto.JPG Hverken Liu Xiaobo, der fik Nobels Fredspris, eller hans hustru, Liu Xia, får lov til at rejse til Oslo den 10. december for at modtage prisen. Det skriver Liu Xia i et åbent brev, som hun offentliggjorde tirsdag.

Derimod opfordrer hun 100 af parrets venner og fremtrædende aktivister til at rejse til Norge. Hendes brev kommer, mens hun stadig sidder i husarrest, og mens myndighederne fortsætter med at slå ned på kritikere, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Som situationen er nu, så er der stort set ingen chance for, at Xiaobo eller jeg får lov til at modtage prisen. Men jeg er overbevist om, at han gerne vil have hans venner til at deltage i den historiske ceremoni,« skriver Liu Xia.

Liu Xia har tidligere sagt, at hun gerne ville til Oslo for at modtage prisen. Men at hun ikke regnede med, at myndighederne ville give hende lov. Det har hun nu opgivet, skriver hun i brevet. Derfor opfordrer hun de lidt over 100 kinesiske advokater, intellektuelle og dissidenter til at rejse til Oslo i december.

Jeg har ikke kunne få en kommentar fra Liu Xia i går. Myndighederne har tilsyneladende strammet hendes husarrest, siger advokaten Shang Baojun, der forsvarede Liu Xiaobos under retssagen i december sidste år. Hendes telefoner virker ikke, og hun har heller ikke skrevet på Twitter siden den 18. oktober. I det åbne brev skrev hun, at hun mens hun »stadig kan sende informationer ud« ville opfordre Liu Xiaobos venner til at rejse til Norge.

Advokaten Shang Baojun er en af de 100 personer, der bliver nævnt i brevet. Han siger til Berlingske, at han endnu ikke har taget stilling til, om han vil rejse til Norge.

Liu Xiaobos to brøde siger ifølge organisationen Information Centre for Human Rights and Democracy i Hong Kong, at de gerne vil rejse til Oslo for at modtage prisen på hans vegne. De vil forsøge at diskutere det i næste måned, hvis de får lov til at mødes med broren i fængslet. Men de siger også, at de er bange for, at myndighederne vil begynde at indskrænke deres frihed.

Flere af de 100 personer på listen har været i kontakt med myndighederne siden Liu Xiaobo fik Nobelprisen den 8. oktober. For eksempel aktivisten Feng Zhenghu, som politiet tilbageholdt i mandags. Ifølge organisationen China Human Rights Defenders har Feng været forsvundet lige siden.

Vil du læse mere? Her er et lille udpluk af artiklerne om hendes åbne brev.

• New York TimesWife of Nobel Laureate Invites Scores of Chinese Activists to Oslo

AFPNobel prize winner’s wife asks friends to collect prize

GuardianChinese Twitter user seized after supporting Liu Xiaobo

Voice of AmericaThree Questions: China and Nobel Winning Dissident

Gå til artikel » Skriv kommentar

Den Store Firewall: Internet og debat i Kina

politi port liu xiaobo nobel.JPG

Væk med ytringsfriheden. Afskaf den og gør medierne frie, skriver de 23 højtstående medlemmer af Kinas Kommunistparti i et åbent brev. Det har jeg fortalt om her i et interview med en af medunderskriverne.

Brevet cirkulerede på internettet i Kina. Men censuren gjorde, hvad den kunne for at slette den. Det lykkedes dog ikke, men det er et godt eksempel på, hvordan netop censur og den offentlige mening fungerer i Kina.

Her få du tre links til videre læsning.

Har journalisterne rettigheder i Kina? Ja, formelt. Men ikke i realiteten. Det viser en ny rapport fra Committee to Protect Journalists som Guardian skriver om her:

News stories that cast a critical light on business owners, academics or local police for harassing reporters are sanctioned, even encouraged, by the Chinese government. At the same time, the internet, which is increasingly used by Chinese journalists to spread the word about their own tribulations, provides a vehicle for media activism.

These factors can combine to produce genuinely positive results. In September, police in Beijing arrested a prominent urologist for ordering attacks on two science writers whose reporting he believed had thwarted an academic appointment. According to one of those journalists, Caijing magazine’s Fang Xuanchang, a blog post about the attack sparked the public outcry that prompted the police to investigate.

Men myndighederne får stadig større problemer med censuren på internettet, der er den vigtigste platform for debat i Kina. De vil bruge nettet til at få global indflydelse. Men vil samtidig kun have de statskontrollerede holdninger i cyberspace. Det giver enorme spændinger og dårlig omtale – både indenfor Kina og udenfor – hver gang at der store sager, som bliver censurerede. Som for eksempel brevet fra de 23 partimedlemmer. Derfor tror Johan Lagerkvist fra svenske Utrikespolitiska Institutet ikke, at Den Store Firewall har langt igen:

Every act of censorship attracts negative publicity, reducing international standing. Diligence turns to the absurd: Chinese officials recently censored even the offhand remarks by China’s Premier Wen Jiabao. To be effective, censors in the world’s second largest economy would have to eliminate the essential modern tool. Inquisitive youth test boundaries, and pragmatic leaders may eventually realize that, for promoting stability, allowing the battle of ideas is a better bet than repression.

The normative change and the impacts of two contrasting types of internet use in the end will force the monopolies on information and political power to succumb to the people’s power of civil society, with variegated social forces of every hue and nuance. First, the impact of news-sharing and the mobilizing activities of the vanguard of the micro-blogosphere, and second, the more mundane, everyday use by individuals that constitute Chinese officialdom will continue to grow. The members of these groups are Chinese “netizens” and they share a common goal: They enjoy the internet.

Taken together, the young officials and the young social-media activists are what ultimately in a pincer movement will unravel the current social contract on internet use and its utilitarian function to serve state ends.

Artiklen, som du kan læse på YaleGlobal, er også en god gennemgang af medierne, internettet og censur, så man med rette kan spørge – hvordan er det så, at den offentlige mening bliver dannet i Kina? Det kan man læse i en kinesisk artikel, som David Bandurski og China Media Project netop har oversat.

Artiklen viser, hvordan nye medier og internettet i de seneste ti år har ændret mekanismerne for den offentlige debat. Her er David Bandurskis optakt til artiklen:

Much research on the transformations in China’s media landscape is now available from communications scholars inside China. And while much of this research is overgeneralized (looking expansively at the impact of commercialization, for example), repetitive (the ubiquitous thesis paper looking quantitatively at “negative” coverage of China in the Western press) and ideological (failing to look critically at the role of the government or at its policies), it can often provide us with some good general bearings in looking at media change in China.

The following paper suffers from all of the aforementioned faults. There are thousands of other papers like it, all talking in general terms about the changes new media have brought to China’s traditional media landscape — and to the process of agenda setting, or yicheng shezhi (议程设置). It makes naive assumptions — because it must? — about shows of openness by Party and government leaders. Was the “eluding the cat” affair of 2009, in which a team of “internet users” was cobbled together to “investigate” a case of wrongful death, really a simple demonstration of the power of the internet and a gesture of official openness? Or was it a propaganda sideshow that nevertheless tells us how the internet can shape news stories and how the government deals with them?

Gå til artikel » Skriv kommentar

Politik i Kina: Vrede kommunister vil have reformer

Xiao Mo 2_200x300.shkl.jpeg Xiao Mo er 70 år. Han er et af de mere magtfulde medlemmer af Kinas Kommunistparti. Og så er han vred på sit eget parti og staten.

»Hvis de tror, at de kan få os til at tie stille, så tager de fejl,« siger den 70-årige Xiao Mo.

I sidste uge var han med til at offentliggøre et åbent brev (her i engelsk oversættelse og her på kinesisk), der langer kraftigt ud efter regeringen i Beijing. De 23 medunderskrivere af brevet vil afskaffe censuren i Kina og give medier og borgere fuld ytringsfrihed.

Jeg skrev interviewet her til Berlingske, hvor det blev bragt den 17. oktober. Her får du en opdateret udgave.

Brevet blev lagt på nettet sent tirsdag aften den 12. oktober. Få dage senere kom der en ny udgave af brevet, hvor der nu er 500 flere fremtrædende medunderskrivere. De fleste er akademikere, lærere, journalister og forfattere. På trods af, at censuren hele ugen har forsøgt at skure internettet rent for det kritiske brev, der alligevel er blevet e-mailet og har spredt sig gennem fora og blogs.

»Censuren tror, at det forsvinder, hvis de bliver ved med at slette det. Men vi bliver ved med at lægge det på nettet,« siger Xiao Mo, der ikke er specielt begejstret for Kinas Kommunistpartis Centrale Propaganda Afdeling, der er den øverst ansvarlige for censuren.

»Det er den mest konservative og idiotiske myndighed. Hvis Kina nogensinde en gang i fremtiden kommer tæt på kollaps, så skal de i hvert fald have en del af skylden,« siger Xiao Mo. Ytringsfriheden er fundamentalt for ethvert samfund, mener Xiao Mo. Men det eksisterer ikke i dag i Kina.

Hvorfor har myndighederne så ikke for længst banket på Xiao Mos og de 22 andre medforfatteres døre og bedt dem om at tie stille? Sagen er, at de ikke er helt almindelige kinesere. I dag har de ikke nogen reel magt i hverdagen, men de har alle haft høje poster i Kinas Kommunistparti (KKP på Wikipedia). En af dem var for eksempel Mao Zedongs private sekretær, og Xiao Mo selv har været leder af arkitekturskolen under det kinesiske kunstakademi. Derfor får de lov til at tale. Og derfor er deres kritik endnu mere bidende.

Det er ikke første gang, at de 23 medlemmer af KKP har gjort noget lignende. De seneste i hvert fald ti år har de skrevet flere lignende breve med krav om at afskaffe censuren og sikre ytringsfriheden. Men denne gang er brevet skarpere, og har et direkte angreb på de stadigt mere magtfulde Centrale Propaganda Afdeling. Og så er der tidspunktet.

Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris den 8. oktober. En begivenhed som de kinesiske medier stort set ikke har nævnt. Brevet kom også samtidig med det årlige politiske topmøde i Beijing, som i forvejen er en politisk følsom periode, hvor politi og myndigheder i dagene før og efter er ekstra påpasselige med at sikre ro og orden. Mødet er en velplanlagt og koreograferet begivenhed, der skal vise enhed og samle nationen og de 1,3 milliarder kinesere omkring Kinas Kommunistparti.

Det politiske indhold, som cirka et par hundrede af de øverste medlemmer af Centralkomiteen skal diskutere på mødet, er i høj grad også forhandlet på plads i forvejen. Et af emnerne var en ny femårs plan. Samtidig fik den nuværende vicepræsident Xi Jinping, der er på vej til at blive Kinas næste præsident, når Hu Jintao træder tilbage i 2012, en af de magtfulde pladser i partiets militærkommission.

http://www.berlingske.dk/verden/hvem-er-han-kinas-kommende-praesident Læs mit portræt af Xi Jinping i Berlingske

Medierne har ikke skrevet om den interne debat, der foregår mellem partiets konservative kræfter og de mere moderate fløje. For mødet kom på et tidspunkt, hvor der over de seneste par måneder har været en stadig mere højlydt debat om politiske reformer.

Det begyndte for to måneder siden, da premierminister Wen Jiabao, der anses for at være en af de moderate kræfter i partiet, gav et interview til CNN.

»Ytringsfrihed er uvurderligt for enhver nation. Kinas grundlov sikrer folket retten til at ytre sig. Folkets krav om demokrati kan ikke ignoreres,« sagde Wen Jiabao.

Ifølge analytikere har Nobelprisen fået den interne debat i partiet til at blusse op igen. Reformerne blev diskuteret på mødet, men det er usikkert hvordan. Der er ikke meget som tyder, at premierministeren er på vej til at komme med for eksempel konkrete forslag, for også Wen Jiabao skal gå af i 2012. Der er ikke tid. Men hvor seriøs er han egentlig i sin snak om reformer?

Der er to muligheder, siger analytikere. Enten er Wen ved at sikre sit politiske eftermæle. Eller også mener han det reelt, og vil åbne døren på klem for en debat om Kinas fremtid og politiske reformer.

Det lykkedes ikke i første omgang. Selv Wen Jiabao bliver censureret i de kinesiske medier, der stort set undlod at skrive om hans kommentarer til CNN. Indtil samme dag som topmødet begyndte i Beijing. Her udkom et af Kinas journalistiske flagskibe, magasinet Nanfang Zhoumou – Southern Weekend – med Wen Jiabao på forsiden og med dele af hans interview med CNN inde i bladet.

Censuren af Wen er da også en af de ting, som Xiao Mo og de andre nævner i brevet. Hvad er det dog for et land, der censurer sin egen premierminister?

Hvorfor skrev de så brevet? For at fremme og gøre opmærksom på reformerne. De siger selv, at brevet er skrevet før Liu Xiaobo fik sin Nobelpris. Så brevet er ikke en støtte til ham.

»Jeg tror ikke, at vi kan tingene på den måde, som Liu Xiaobo vil gøre det. Selvom vi har det samme mål, så har vi forskellige måder at nå frem til det,« siger Xiao Mo.

Liu Xiaobo var medforfatter til Charter 08, der kræver omfattende politiske reformer i Kina. Xiao Mo mener, at han går for hurtigt frem. De vil have det hele på en gang. For eksempel retten til at danne politiske partier. Men Xiao Mo og de andre vil først starte med reformer inden for partiet.
Der er mange folk som lige nu fejrer Liu Xiaobo, og ser det som en sejr for kampen for demokrati i Kina, siger Xiao Mo. Han er uenig. Han vil ikke direkte sige, om Liu Xiaobo skulle have haft Nobelprisen eller ej. Men han vil være bekymret, hvis folk som Liu Xiaobo kom til magten, siger han.

»Reformer kan kun komme skridt for skridt. Og lige nu er et af de absolut vigtigste emner manglen på ytringsfrihed,« siger Xiao Mo. Han og de andre vil presse regeringen skridt for skridt. Gradvise reformer. Det skal være en langsom men ustoppelig proces, siger han.

En helt konkret måde, at gøre det på, er, ved at tage to store aviser, og omdanne dem til private selskaber. De skal have fuldstændig frihed. Det skal være et pilotprojekt, hvor man indsamler erfaringer, der kan bruges over resten af Kina.

Hvorfor er det så lige præcis ytringsfriheden, som de først vil tage fat på?

»Ellers skjuler man sandheden,« siger Xiao Mo. Han har selv skrevet en bog om Kulturrevolutionen, der er en følsom periode i kinesisk historie. Bogen blev censureret i Kina, hvor den aldrig er udkommet. Men på den måde lærer man aldrig om de fejl, som Mao Zedong begik. Man er blind for historien.

»Selv mange intellektuelle er ligeglade med historien. I dag er folk og samfundet besat af penge, og det giver gode vilkår for forretningsfolk men også for korruption,« siger Xiao Mo.

Han mener selv, at der lige nu er fire stærke kræfter inden for partiet, som modstrider hinanden »som en vulkan, der er ved at eksplodere«. For det første er der maoisterne på den yderste venstrefløj. De er ikke glade for den måde, som samfundet ser ud i dag, og længes efter tiden under Mao. Der er de socialistiske demokrater, som han selv tilhører. Dem der vil reformere systemet gradvist indefra. For det tredje er der folk som Liu Xiaobo, som han mener går for hurtigt fremad. Og endelig er der kapitalisterne. Det er de velstillede og prinserne i partiet, der vil beholde situationen som den er i dag, fordi det især er dem, som den kommer til gode.

Men er der overhovedet nogen af de nuværende topfolk i partiet rundt om i Kina, der er interesserede i reformer? Jerome A. Cohen, der er professor ved US Asia Law Institute i New York og en af de mest respekterede sinologer i Vesten, fortalte mig for nyligt, at han ikke kunne se nogen i det nuværende eller kommende lederskab, der reelt var interesserede i juridiske, politiske reformer eller menneskerettigheder. Mange af dem længere nede i partiet aner heller ikke, at der overhovedet er en debat, siger Xiao Mo.

Se på Liu Xiaobo. Han er ikke kendt i Kina. Kun i en snæver kreds. Nicholas Bequelin, der er senior researcher for Human Rights Watch i Asien, mener som andre analytikere, at værdien af Nobelprisen er, at millioner af kinesere nu vil blive nysgerrige og forsøge at finde ud af, hvem Liu Xiaobo er, og hvad han står for.

Det er Xiao Mo enig i. Mange af hans veluddannede venner aner ikke, hvem Liu Xiaobo er. De kender heller ikke engang til Wen Jiabaos interview i CNN. Og det skyldes, at de får deres informationer fra de kinesiske medier. Der er censurerede. Nogle gange prøver de at lede efter de ting, som Xiao Mo taler om, men de kan ikke finde dem og opgiver.

»Når intellektuelle opfører sig på den måde, hvad kan man så forvente af bønder og arbejdere? Intellektuelle bør gå i spidsen i kampen for retfærdighed. De bør sige deres mening. Det er derfor, at vi skrev brevet,« siger Xiao Mo.

Hvad er det så, at de kræver i brevet?

• Journalister skal arbejde på folkets vegne og have frihed til at rapportere, hvad de vil.

• Internettet er en vigtig platform for debat, og censuren skal afskaffes.

• Staten har ansat folk, der skriver kommentarer og spreder propaganda på nettet. De skal afskaffes.

• Der skal ikke være tabuer omkring Kinas Kommunistpartis historie. Borgerne har ret til at kende det regerende partis fejltrin.

• To aviser skal som et pilotprojekt omdannes til private virksomheder uden statslige interesser.

• Aviser og magasiner fra Hong Kong og Macau skal frit kunne købes og sælges i Kina.

• Partiet skal opgive kontrol med alle forlag og udgivere, og i stedet gøre redaktørerne ansvarlige.

Gå til artikel » Comment (1)

Liu Xiaobo og Nobel: Hvilken indflydelse får prisen?

Hvad kommer Nobels Fredspris til at betyde? For at besvare det spørgsmål, skal man se på, hvordan nyheden er blevet modtaget blandt de grupper, der har interesse i den – udlandet, partiledere, aktivister og så videre, som Jerome A. Cohen skriver i artiklen på US Asia Law Institute.

Jerome Cohen er en af de mest betydningsfulde sinologer, der begyndte sin karriere i Hong Kong i 1960erne, hvor han interviewede flygtninge fra Kina. Han har været rådgiver for amerikanske præsidenter og været juridisk konsulent for den kinesiske regering, hvor han har været med til at forme de juridiske reformer og landets lovgivning.

Læs hele artiklen. Men her her får du lige hans konklusion:

It is difficult to evaluate the impact of the Prize on the hundreds of millions of Chinese who, because of Party-government controls over the media and internet, never before heard of Liu and Charter ’08. Due to this week’s massive campaign to conceal news of the award from the public, probably most still remain uninformed. Moreover, the regime seems poised to turn a vice into a virtue by gradually releasing the news only after imposing its own interpretation, as much as possible, upon it. The Prize has already been called an “insult” that is the latest imperialist scheme to humiliate the Chinese people by repudiating their values and achievements.

It is easiest, to be sure, to see the impact of the Prize on the outside world. Political leaders and public opinion in all democratic countries overwhelmingly endorse the choice. Even Taiwan’s President Ma Ying-jeou, who has been pursuing an historic reconciliation between Taiwan and the People’s Republic, nevertheless requested Liu’s immediate release. An impressive international consensus supports the principle expressed by the Nobel committee’s chairman: “We have a responsibility to speak when others are unable to speak”.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: Kinesiske reaktioner på Twitter, internettet og i medierne

kina viser forsider nobel liu xiaobo.JPG

Kina er et stort land, hvor der er tusinder af aviser, magasiner, tv-kanaler, radiostationer og nyhedsportaler på internettet. Så hvad skriver de om Liu Xiaobo? Intet. Ikke et ord. Stort set, i hvert fald.

Hvis man går ind på news.baidu.com og søger efter Liu Xiaobo (刘晓波), så er det ikke meget mere end denne vrede udtalelse fra udenrigsministeriet, der dukker op. Som kan læses her på engelsk.

Og så et portræt som dette, hvor der i sidste linje står, at det er svært at spå, om Nobelprisen er et tegn på, at Vesten er ved at begynde en Kold Krig mod Kina.

 很难说授予中国持不同政见者和平奖是否意味着西方与中国的冷战开始了。不过,毫无疑问,北京将会把这个决定视为不友好的纯政治举动。

Her ville jeg så gerne have lavet et link. Men siden jeg copy-pastede teksten ind her ovenover og til nu er artiklen blevet censureret. Man skal være hurtig på tasterne.

Som denne bruger hånligt skrev i fredags, så er censuren da også kommet op i omdrejninger:

他的名字现在是敏感词,不但网络上很难搜到,就连发短信都不行,无论中英文。天朝的过滤功能真的是很及时。

Som der også står, så er det ikke kun på internettet, at Liu Xiaobo bliver “harmoniseret.” Man kan heller ikke nævne ham i SMS’er.

Og slet ikke i medierne, som jeg skriver ovenover. China Digital Times har offentliggjort den bulletin fra “Sandhedsministeriet,” der hver dag bliver sendt ud til kinesiske medier.

All websites are to delete special topics on the prize: “Websites are not to create news items or exclusive stories on the Nobel Prize. Exclusive stories that do exist must all be deleted.”

The latest directive from the Central Propaganda Bureau: “Standard copy on Liu Xiaobo winning the Nobel Peace Prize has been approved for distribution, but all media outlets are not allowed to publish it. This includes all print and online media.”

The Office of Information of the State Council has issued a directive regarding Liu Xiaobo winning the Nobel Peace Prize: Set into place the prohibited words on all micro-blogs; on-line forums, blogs and other interactive platforms are all forbidden from transmitting them. The Xinhua News Agency will shortly circulate copy.

真理部博客编辑祝贺刘晓波获诺贝尔和平奖!

各网站删除诺贝尔奖专题 “有关诺贝尔奖事各网站不要制作新闻专题,已有的专题一律撤除。”

中宣部最新指令: (有关刘晓波获得诺贝尔和平奖)通稿照发,但所有媒体不得登载。含一切纸媒、网媒

国新办有关刘晓波获得诺贝尔和平奖最新指示:全国所有微博设置严禁词,论坛博客等互动环节一律禁止传播。稍后新华社会有通稿

Som altid er der dog masser af måder at komme uden om censuren på internettet. Det kræver lidt teknisk snilde, men er på ingen måde svært, så man for eksempel kan gå på Twitter, som CDT også oversat har oversat kommentarer fra.

For eksempel denne fra den kendte advokat @tengbiao:

明天如果一个大报不把刘晓波获奖作为主要新闻,你就可以知道该报的真正老板是真理部。

Tomorrow, if a big paper doesn’t put Liu Xiaobo’s prize win as a top news item, then you’ll know that the paper’s true boss is the Ministry of Truth [i.e., Propaganda Department].

China Media Project på Hong Kong University har også skrevet en glimrende opsamling om, hvordan nyheden om Nobelprisen bredte sig på Twitter og de kinesiske mikroblogs.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: CNN blokeret – og hvad så?

CNN.gif

Da Thorbjørn Jagland fortalte på en pressekonference i Oslo, at det var Liu Xiaobo, som fik Nobels Fredspris, blev det vist direkte på CNN. Signalet blev stor set med det samme afbrudt i Kina, hvor man slukkede for den amerikanske tv-kanal. Det måtte kineserne ikke få at vide, som man kunne læse i både danske og udenlandske medier.

Sagen er bare, at det er et virkeligt dårligt og misvisende eksempel på, hvordan censuren virker i Kina.

CNN og konkurrenten BBC er kendte i Vesten, og derfor gå vi også ud fra, at det samme gælder Kina. Det gør det ikke. Det betyder meget lidt for kineserne, at der bliver slukket for de to kanaler en gang imellem, når der er breaking news. Som for eksempel under urolighederne i Xinjiang eller Tibet.

Hvem er det så, at der ser CNN og BBC her i Kina? Det er udlændinge. Kanalerne kan kun ses på dyre hoteller eller compounds i byer som Shanghai og Beijing, hvor der bor udlændinge. Almindelige kinesere har ikke adgang til de to kanaler. Som i øvrigt også er på engelsk, som de færreste taler.

Signalerne fra de to tv-stationer kommer ind i Kina ad flere kanaler. Myndighederne har forsinket signalet ud til tv-skærmene med omkring 30 sekunder, så de har tid til at slukke for det, hvis der kommer for eksempel breaking news. Men selvom der bliver slukket for signalet i Beijing betyder det altså ikke, at skærmen også går i sort 1.000 kilometer derfra i for eksempel Shanghai. Kina et stort land.

Jeg har fået meldinger om, at folk så pressekonferencen direkte på BBC, uden at der blev slukket for den. En af grundene kan være, at der er forskellige grader af censur. At de er hurtigere til at slukke for det på hoteller. Men at man i for eksempel dyrere compounds får lov til at beholde det.

Det mest interessante er – hvorfor i alverden slukker de for signalet, når det kun er udlændinge, der ser det? Set ud fra et censur- og propaganda-mæssigt sysnpunkt er det en virkelig dårlig ide. Det eneste resultat er, at det gør folk nysgerrige. Hvad er det, at jeg ikke må se?

Samtidig, de folk, der ser de to kanaler, ved også, hvordan man går udenom firewallen og censuren på internettet. Derfor virker det pandeklaskende dumt, at de forsøger at skjule en mega-nyhed om, at Liu Xiaobo har fået Nobels Fredspris.

Hvorfor gør de det så? Jeg tror, at det meget enkelt er af gammel vane. Hellere gøre for meget end for lidt. Og at der samtidig ikke er nogen i det konservative censur-systemet, der tør foreslå, at det er en dårlig ide, som man burde stoppe med. For hvad hvis det nu gav tilbageslag?

Samtidig, så tror jeg helt banalt, at det samme system har en ualmindelig dårlig ide om, hvordan det bliver opfattet i udlandet, og hvordan udlændinge reagerer på det. Det er først de seneste år, at Kina er blevet interesseret i soft power. Og diplomatiet har i sandhed meget at lære endnu.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Liu Xiaobo og Nobel: Hvem er han?

kina liu xiaobo nobel privatfoto.JPG

Det var i midten af 1980erne, at Liu Xiaobo for alvor blev kendt blandt akademikere og journalister. Han holdt forelæsninger på Beijing Normal University, der sprudlede af både litterær kritik og skarpe skud mod centralregeringen.

I slutningen af 80erne rejste han rundt til Hawaii, Norge og New York. Han tog tilbage til Kina i foråret 1989, da han under sit ophold på Columbia University hørte om studenternes protester hjemme i Beijing. Han deltog i demonstrationerne, og blev bagefter idømt to års fængsel.

I 1996 opfordrede han regeringen til at løslade de fanger, der stadig var fængslede for urolighederne på Tiananmen. Han blev dømt til tre år i arbejdslejr.

Den nu 54-årige professor er en af Kinas mest fremtrædende forfattere og poeter. Derfor håbede hans tilhængere også, at Liu Xiaobo ville være sikret mod repressalier, da han i december 2008 var medforfatter til Charter 08. Det var han ikke.

Han blev anholdt den samme måned. Først et år senere blev han stillet for en dommer og idømt 11 års fængsel for at opfordre til »omvæltning« af staten. Den hårdeste straf som nogen er blevet idømt i næsten to årtier efter denne paragraf.

Han nægter sig skyldig. Liu Xiaobo siger, at han blot har brugt ytret sig, som enhver kinesisk borger har ret til at gøre. Hans appel blev afvist af en domstol i Beijing den 11. februar. I dag sidder han i et fængsel i den nordlige Liaoning provins. Cellen er på 30 kvadratmeter, og han deler den med fem andre fanger.

Mere om Liu Xiaobo? Her er forslag til mere læsning:

Confession, Redemption and Death. Et virkelig godt essay om Liu Xiaobo skrevet af Geremie R. Barmé i 1990.

Udtalelse fra Liu Xiaobo under hans retssag i 2009.

Wikipedia om Liu Xiaobo.

To digte af Liu Xiaobo. Blandt andet om en lille rotte.

• Info om Liu Xiaobo på answers.com.

• Her nederst i artiklen på Berlingske skriver jeg om Liu Xiaobos hverdag i fængslet. Det bygger på interviews med hans hustru, og jeg skriver mere om det her på bloggen senere i denne uge.

:: Privatfoto af Liu Xiaobo taget kort før han blev anholdt. Fra hans hustru Liu Xia

Gå til artikel » Skriv kommentar

Med Kafka i fængsel: Interview med Liu Xiaobos hustru

796_200x105.shkl.jpg Her er en lidt anden udgave af det interview med Liu Xia, som jeg har i dagens Berlingske. Hun er gift med Liu Xiaobo, som jeg har skrevet om flere gange her.

De fleste gange står politiet udenfor opgangen og venter på hende, når hun går ud af sin lejlighed. Men ikke altid. Nogle gange ser hun dem først, når hun opdager en bil, der følger efter hende.

»Det er jo latterligt. Det er værre, end da Liu Xiaobo boede hjemme. Dengang var de her kun nogle gange, men nu kommer de hver dag,« siger Liu Xia.

Liu Xia er 49 år gammel. Hun siger selv, at hun interesserer sig for bøger og mad. Politik? Det interesserer hende ikke. Alligevel har det styret det meste af hendes liv.

Liu Xia er gift med den 54-årige Liu Xiaobo, der blev fængslet i december 2008. Præsidenter, statsledere og diplomater fra især USA og EU har alle forsøgt at presse Kina til at løslade ham. Det samme har et utal af organisationer. Uden held.

Liu Xiaobo er en af de største politiske skikkelser i Kina i de seneste tyve år. Han havde en hovedrolle under demonstrationerne på Tiananmen i 1989. Han har været nævnt som kandidat til Nobels Fredspris. Og i februar fik han stadfæstet en dom på 11 års fængsel for at opfordre til politiske reformer i Kina.

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand, som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min mad. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Det var samme år, som de begge blev skilt fra deres ægtefæller. De havde kendt hinanden siden begyndelsen af 1980erne, men det var her, at de begyndte deres forhold. Hun siger, at de blev forelskede i hinanden gennem litteraturen. Hun er selv forfatter, og ud over hendes madlavning, så blev Liu Xiaobo også forelsket i hende gennem hendes tekster.

1989 var også første gang, at Liu Xiaobo kom i fængsel.

Han er professor, og han rejste fra sin stilling på Columbia University og tilbage til Beijing, hvor han var med i demonstrationerne på Tiananmen. Bagefter blev han idømt to års fængsel. Samme år besluttede hun sig for aldrig at få børn.

»Da Liu blev skudt under urolighederne, fortalte jeg mine forældre, at jeg aldrig ville have børn. For en dag kunne det være mit eget barn, der blev skudt der på gaden,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo flytter sine ting ind i hendes lejlighed i 1994. Men i 1996 bliver han idømt tre års tvangsarbejde, fordi han kritiserede et-partistyret og Kinas Kommunistparti. I de første 18 måneder måtte hun ikke besøge ham i lejren, for de var ikke gift, og myndighederne ville ikke give dem lov. Det eneste hun kunne gøre var at aflevere penge til ham i receptionen og håbe på, at han fik dem. Hun afleverede også bøger. For eksempel Kafka, som hun også har afleveret til ham i fængslet denne gang.

»Nogle gange skriver han, som om det var om os,« siger Liu Xia om den tjekkiske forfatter.

De blev gift efter 18 måneder. En kendt advokat brugte sine forbindelser og fik fat i de rigtige papirer. Det foregik i arbejdslejren. Hans bror og begge deres forældre var der, og de fik et måltid og noget slik, før de skulle hjem.

»Jeg var så glad og lykkelig, for nu havde jeg lov til at besøge ham,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo fortsætter de næste år med at være åbenmundet og kritisk. Myndighederne følger ham. Men han er fri og de er sammen. I 2008 bliver hun dog bekymret. Han viser Liu Xia et udkast til Charter 08.

»Jeg læste det og vidste, at det ville sende ham tilbage,« siger Liu Xia. Hun forsøgte at overtale ham til at stoppe. Jeg er gammel nu, jeg kan ikke klare at skulle være væk fra dig og besøge dig i fængslet, sagde hun. Men han troede ikke selv på, at der var nogen fare ved det.

Efter et stykke trækker han hende til side. Han kan lave en aftale med myndighederne, så de kan slippe ud af Kina, hvis de lover aldrig at vende tilbage. Men omkostningen er for stor. De kan ikke sige farvel til deres gamle forældre.

Liu Xiaobo fortsætter arbejdet med Charter 08.Det opsluger ham, og bliver det eneste i hans liv. Liu Xia opgiver.

»Jeg tænkte, folk har kun en chance her i livet. Det var det, han skulle i det her liv,« siger hun. Og tilføjer:

»Jeg har altid troet, at når de ville ramme ham, så ville det blive brutalt og hårdt,« siger Liu Xia.

Under retssagen, der netop er afsluttet, kom Liu Xiaobo med en skriftlig udtalelse. Han skrev blandt andet, at den største glæde for ham i de seneste to årtier var at vinde Liu Xias »uselviske kærlighed.«

»Min kærlighed til dig er fuld af skyld og savn, nogle gange så meget, at det får
mig til at vakle,« skrev han videre.

Den 8. december 2008 vågnede hun tidligt om morgenen. Hun skulle ud og købe et tæppe med Liu Xiaobos bror. Bagefter gik hun på cafe med en ven, og da hun kom hjem om eftermiddagen sad han og arbejdede ved computeren. Han gik selv hen og åbnede, da det bankede på døren klokken 23 om aftenen.

Gå til artikel » Skriv kommentar