» luftforurening

Ugens Fem Klik om Kina: Opsamling efter København og Cop15

blue-marble-1-trim_200x200.shkl.jpg Hen over weekenden er det især Kina, der har fået skylden for det magre resultat i København. Især fordi Beijing stejlede over det amerikanske forslag om, at landenes mål skulle kunne måles og verificeres.

Hvorfor ville kineserne ikke gå med til det? Og hvorfor endte det med så tynd en aftale? Fordi, som skriver jeg i en analyse i dagens avis, Beijing er notorisk mistænksomme over for åbenhed og for at afgive selv den mindste flig af magt og kontrol. Og især fordi Beijing ikke vil risikere at forpligte sig til noget, der på nogen måde kunne tænkes at bringe den økonomiske udvikling i fare.

Men hvad synes kineserne om klima-aftalen? Hvis du ikke har læst aftalen, så kan du få et kort overblik her. Og nedenunder er der en hurtig opsamling af links om Kina og Cop15.

• Det er en udmærket aftale, lyder den første bedømmelse fra kinesisk professor i klimapolitik.

• De kinesiske medier har ikke skrevet meget om forhandlingerne i de seneste par uger, og det gjorde de heller ikke i weekenden, da aftalen blev offentliggjort.

• Selvom den kinesiske regering var tilfreds med resultatet, så var det ikke alle kinesere, der var enige med dem.

• De kinesiske forhandlere var glade for den tandløse aftale. Jonathan Watts kigger nærmere på kinesernes taktik under topmødet.

• Det har nærmest været en farce, som Kina har opført sig under mødet, siger den britiske miljøminister.


Gå til artikel » Skriv kommentar

Kina og Cop15: København og klima får kinesisk propaganda slogan

xin_4221206071934453518670_400x258.shkl.jpg

Hvornår ved man, at den kinesiske regering tager noget seriøst? Når de kommer med et af deres alfa-numeriske propagandaslogans.

Og nu er der kommet et for forhandlingerne i København, skriver China Environmental Law.

Det er endnu et af den slags, der lyder aldeles fremragende på kinesisk. Og fuldstændig forfærdeligt, når det skal oversættes til dansk.

一个目标,两个主渠道,三个原则,四个共识, lyder sloganet.

Altså “et mål, to hovedkanaler, tre principper, fire konsensus.”

Hvad går det så ud på? China Environmental Law har oversat artiklen i Oriental Outlook Weekly, hvor klimaforsker Cao Rongxiang forklarer det catchy slogan.

Magasinets hjemmeside ser dog mærkelig ud på min computer, men Xinhua har også offentliggjort interviewet.

:: Foto fra Xinhua


Gå til artikel » Skriv kommentar

Kina og Cop15: Hvad gør Kina for miljøet?

xin_3321006071824375153149_400x266.shkl.jpg

Hvad gør den kinesiske regering egentlig ved miljøet?

Se også Green Leap Forward, som listen her nedenunder er kraftigt inspireret af. Det er den mest grundige og udførlige opsamling, som jeg endnu er stødt på, så der er ikke nogen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Jeg har linket til flere af de samme kilder men også til andre. Af gode grunde kan jeg ikke linke til mine mundtlige kilder. En del af faktaboksen har også været i Berlingske, men den ligger ikke online (jo, en avis udkommer også på det der “papir”. ).

Energi-effektivitet

• Kina vil reducere udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til udledningen i 2005.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005. Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

Hvordan vil man gøre det? Forklaring på Greenlaw og FT Energy.

Og er der grund til at være optimistisk over dem? Nej, mener China Environmental Law. Jo, det er skam meget rimeligt, mener Grean Leap Forward.

• I 2006 begyndte et program, der skal få de 1.000 største virksomheder til at bruge mindre energi. Dengang stod de for cirka 33 procent af det samlede energiforbrug i Kina. Og for 43 procent af Kinas udledning af kuldioxid. Hver virksomhed har fået et bestemt mål, som de skal nå i 2010.

• Regeringen har siden april 2008 givet mellem 30-50 procent rabat på køb af energisparepærer. Og i januar 2009 var det blevet til i alt 62 millioner pærer. Det svarer til en årlig besparelse på 3,2 milliarder kilowatt timer og en besparelse på 3,2 millioner ton kuldioxid. Målet er at nå op på 100 millioner pærer i 2009.

• Færre små, flere større. Fra 2006 og frem til 2008 lukkede Kina en mængde små og ineffektive kulkraftværker, der producerede i alt 31 gigawatt. De næste tre år skal der lukkes flere værker, som sammenlagt også har en kapacitet på 31 gigawatt.

• I 2006 kom der nye byggestandarder, som skal mere end halvere energiforbruget i nye bygninger. Der har dog været store problemer med at håndhæve loven, som heller ikke omfatter ældre bygninger, hvoraf kun fire procent opfylder de nye standarder.

• Siden 2005 har der været standarder og mærkninger på en lang række el-artikler i Kina. For eksempel frysere, air-condition og vandvarmere. I 2020 vil det give en besparelse på 16 procent af kinesernes elforbrug. Samtidig er der indført grønne indkøbspolitikker for lokal- og provinsregeringer samt for statsejede virksomheder. Alt i alt vil det reducere udledningen af kuldioxid med 100 millioner ton om året.

Vedvarende energi

• Ifølge Kinas plan for vedvarende energi skal ti procent af al energi i 2010 komme fra vedvarende energi. I 2020 skal det være 15 procent.

• I maj tredoblede Kina sit mål for, hvor meget vindkraft landet skal have i 2020. Målet gik fra 20 til 100 gigawatt. Allerede i dag er Kina den fjerde største producent af vindkraft.

• Kina har et mål for, at der skal produceres mindst 1,8 gigawatt med solkraft i 2020. Højst sandsynligt vil tallet dog komme til at lægge endnu højere. Et skøn går på helt op mod 10 gigawatt.

• I dag bruger ti procent af alle husholdninger i Kina solvarme til at opvarme vandet med. I 2020 skal det være 30 procent, men det kan blive højere.

• Vandkraft skal producere 300 gigawatt elektricitet i 2020. Det er dobbelt så meget i dag.

• Kina skal i 2020 producere ti millioner ton bioethanol og to millioner ton biodiesel. Det skal erstatte ti millioner ton råolie.

• Fem procent af landets elektricitet skal i 2020 komme fra atomkraft. Det svarer til cirka 60-75 gigawatt. I dag kommer ni gigawatt fra a-kraft.

El-forsyningen

• En gammeldags elforsyning er både ineffektivt og dårligt for miljøet. Derudover er mange af Kinas enorme dæmninger i den vestlige del af landet, og elektriciteten skal transporteres over lange afstande. Det største statslige elselskab har allerede investeret tæt på 220 milliarder kroner, der skal bruges frem til 2012. Derudover investerer de næsten 440 milliarder kroner frem til 2020 i moderne UHV elforsyning.

Bilindustrien

• Produktionen i 2011 skal fordobles i forhold til i dag. Til den tid skal der rulle 500.000 af de grønne biler ud på vejene. Det svarer kun til fem procent af det samlede salg af biler i Kina, men det skal ses i forhold til de lidt over 2.000 styk, der blev solgt i 2008. 13 forskellige byer vil også give tilskud til indkøb af hybrid og eldrevne biler og busser. Samtidig er det statslige elnet på vej til at opsætte de første ladestationer op i Beijing, Tianjin og Shanghai.

Kina er ved at tage den globale føretrøje i produktionen af el-biler. I december sidste år kom BYD, der hidtil havde produceret batterier til for eksempel mobiltelefoner, med verdens første masseproducerede elbil. Den hedder F2DM og koster cirka 110.000 kroner.

• Kina har også føretrøjen i elektriske cykler. Hele 80 procent af det globale marked er i Kina. Cyklerne bruger et genopladeligt batteri, som man blot stikker i kontakten i hjemme. De kan køre op mod 60 kilometer på en ladning, og de bruges især i byerne.

• Sidste år fordoblede Kina skatten på biler med motorer over fire liter, så den nu ligger på 40 procent. På biler med motorer mellem tre og fire liter blev skatten forhøjet fra 15 til 20 procent. Samtidig blev skatten reduceret fra tre til en enkelt procent for biler med motorer på under en liter.

• Kina er blevet beskyldt for at holde prisen på olie og benzin for lav og ikke binde den sammen med de globale priser på råolie. I 2007 hævede Kina kun prisen på olie og benzin en enkelt gang. Det samme i 2008. Men i år er prisen blevet reguleret flere gange.

Offentlig transport

• I dag har Kina 78.000 kilometer jernbanenet, men i 2020 skal det være udvidet til 120.000 kilometer. Prisen er cirka 5.000 milliarder kroner. Og hele 13.000 kilometer skal være højhastighedstoge, som på strækningen mellem Beijing og Shanghai, der skal åbnes i 2013..

På 26.000 kilometer af det kinesiske jernbanenet kører togene på elektricitet. Det svarer til 32 procent af det samlede net i Kina, men det er på strækninger, der transporterer 50 procent af al gods og passagerer i landet.

Andet

• Over de næste 20 år flytter mere end 300 millioner kinesere fra landet og ind i byerne. Det svarer så nogenlunde til hele befolkningen i USA. Det giver et pres på udviklingen i byerne. Derfor eksperimenterer man med miljøvenlige øko-byer, som der er i øjeblikket er 40 eksperimenter af over hele Kina.

• I for eksempel Tianjian, Baoding og i Jiangsu provinsen har man lavet industrizoner, hvor ren energi sørger for et lavt udslip af Co2 og som fremmer grøn teknologi.

• Hvert år bruger Kina 45 milliarder kroner på at genetablere skovene, der de seneste årtier hurtigt er forsvundet. Målet er, at skovene i 2010 skal dække 20 procent af Kina.

:: Foto fra Xinhua


Gå til artikel » Kommentar (2)

Kina og Cop15: Hvad vil Kina i København?

xin_301103241644171261379_400x267.shkl.jpg

Her er en kort faktaboks, der giver et ultrakort rids over, hvad Kina vil på FN-topmødet.

Hvad er situationen i Kina?

Gletcherne smelter, ørkener breder sig, perioder med tørke bliver stadig længere og storme kraftigere. Sådan er situationen allerede i dag i Kina.

Kina er verdens største udleder af drivhusgasser. I 2008 udledte kineserne 6,8 milliarder ton kuldioxid, der kommer fra afbrændingen af for eksempel kul og olie. Det er en stigning på 178 procent i forhold til niveuaet i 1990.

I samme periode steg USAs udledning til 6,4 milliarder ton. En stigning på 17 procent. Men amerikanerne udleder mere per indbygger end kineserne. En amerikaner står for 25 ton kuldioxid om året. En kineser for 5,8 ton.

Hele EU udleder 5,03 milliarder ton. Det er 10,2 ton per indbygger.

Hvad gør Kina?

Kina vil skære i udledningen af Co2 med 40-45 procent i forhold til bruttonationalproduktet. Det skal ske inden 2020, og det er i forhold til niveauet for 2005. Det er første gang, at Kina kommer med bindende mål for udledningen.

Det er det såkaldte »carbon intensity.« Det betyder groft sagt, at der for hver yuan, som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal bruges mindre Co2 og færre fossile brændstoffer end der blev i 2005.

Altså flere fabrikker og mere forurening end i dag. Men for hver enhed af BNP vil Kina forurene mindre.

For regeringen i Beijing er det en balancegang mellem mindre forurening, kamp mod klimaændringer og at bevare den økonomiske vækst, der kan fortsætte med at trække millioner af kinesere ud af fattigdommen.

Hvad forlanger Kina?

Kina mener, at industrilandenes reduktion af drivhusgasser er for lav. At især USA og EU er for uambitiøse.

Kina har i længere tid gentaget argumentet om, at industrilandene har det historiske ansvar. Derfor skal de også påtage sig en større rolle end u-landene.

Samtidig vil det også give u-landene plads til at udvikle sig økonomisk, når det især er de rige lande, der skærer i udledningen.

Kina vil også – mere eller mindre officielt på vegne af ulandene – have de industrialiserede lande til at give større økonomiske tilskud til ulandene, så de er bedre rustede i kampen mod forurening og klimaændringer.

Af samme grund vil Kina også have også industrilandene til at overføre langt mere grøn teknologi til de fattigere lande for at hjælpe dem mod klimaændringer.

Kina og andre udviklingslande insisterer på at beholde Kyoto protokollen, der udløber i 2012. Her har kineserne ikke selv et bindende ansvar som industrilandene.

:: Billedet er fra Xinhua og viser forureningen af Songhua floden


Gå til artikel » Skriv kommentar

Kina og Cop15: Top fem links du skal følge

Kina forurening cop15.jpg

Hvad går det ud på, og hvad kommer der til at ske under Cop15 i København? Simpelt. Her er en top fem (cirka) over de eneste hjemmesider, som du skal følge for at være med på, hvad der sker med Kina og klimaet i København.

Green Leap Forward – en blog der skrives af en akademiker, der har speciale i grøn teknologi og energipolitik. Masser af gæsteskribenter, der både er andre akademikere eller for eksempel fra forretningslivet.

Green Law – bag siden står Natural Resources Defense Council og China Project and the China Environmental Culture Promotion Association. Gode og relevante nyheder og artikler, der har vægt på miljølovgivning i Kina.

Cleaner Greener China – titlen siger det hele. Her er både små og store artikler om et grønnere Kina.

China Environmental Law – skrives af en advokat, der bor i Shanghai og har speciale i miljø og energi.

• Og de andre:

Human Rights in China har i deres Daily News Brief ofte links til artikler om miljø i de kinesiske medier.

China Digital Times har et tag om klimatopmødet, der har daglige links om Kina og mødet.

Asia is Green handler om, well, gæt selv, og bag den står en miljøvirksomhed fra Singapore. Der i øvrigt var sponsor for en uafhængigt organiseret TED konference om grønne ideer, hvor du blandt andet kan se video med Al Gore, der fortæller om sine nye tanker om klimaændringer.

Responsible China er ikke længere helt oppe i gear, men der er et godt arkiv og gode links.

Og samling af bonuslinks – hvordan får man så det store overblik?

Financiel Times har bloggen Energysource, der blandt andet har et dagligt udpluk af links.

New York Times har Green Inc om energi, miljø og bundlinjen.

Guardian har deres miljøblog med det geniale navn Environmental Blog. Især er det en god ide at følge Jonathan Watts, der er miljøkorrespondent for Kina. Guardian er en af de få medier, der har sat ressourcer af til sådan en størrelse.

Yale School of Forestry & Environmental Studies har e360 med nyheder, analyser, rapporter og debat.

For de ultimativt nørdede/interesserede er der rå tal og data på Realclimate.

:: Privatfoto fra et smadret fabriksområde, som jeg besøgte sidste år


Gå til artikel » Skriv kommentar

Miljø og forurening i Kina: Tag dog billeder af de smukke steder

20091020luguang25_400x264.shkl.jpg

Forleden skrev jeg kort om den kinesiske fotograf Lu Guang, der som den første kineser har vundet fotoprisen fra fonden W. Eugene Smith.

Her er et nyt link til China Hush, hvor du kan se flere billeder i hans serie om forurening i Kina. Der er et par flere fotografier her på iciba.com.

Responsible China skriver om Lu Guangs arbejde:

Ronald Sandler and Peter S. Wenz say that acting virtuously for the environment would mean manifesting a combination of both human-centered values and non-human centered values. An environmental virtue would allow both human life and nature to flourish, whereas acting non-virtuously would be harmful to both. For example, they argue that uncontrolled consumerism is harmful to both humans and the environment; any short-term gain is outweighed by long-term harms. To put this into visual perspective, Lu Guang’s documentary “Pollution in China” does a heart-wrenching job.

Prisen har også givet genlyd i Kina, som Global Voices skriver, hvor man blandt andet har oversat kommentarer fra dette forum på 163.com.

我是学环境工程的,看到这些,心里就不舒服。我们天天喊着奔小康,奔小康,都不知道人们的贫富差距越来越大了。那些只为赚钱,不管他人生命的人,不是畜生而是禽兽。。。

I am majoring in environmental engineering. Whenever I see things like this I feel really guilty. Every day we shout the slogan of Going For Xiaokang, Going For Xiaokang, to the point that we fail to realize that our society’s schism has become ever wider and wider. Those who only care about money at the expense of other’s lives are worse than cattle, they are monsters!

Men det er ikke alle, der er glade for Lu Guangs fotografier:

为什么不拍中国美的地方!一群垃圾!崇洋媚外!

Hvorfor viser han ikke de smukke steder i Kina!

(Kom endelig med forslag til en meningsfuld dansk oversættelse af de to sidste sætninger.)

:: Billedet herover er fra en landsby i Shanxi, hvor vandet er så forurenet, at 50 beboere i byen har fået kræft. Den 64-årige mand har været syg siden 2003, og hans krop er dækket af sår, så han ikke kan ligge ned og sove.


Gå til artikel » Kommentar (2)

Miljø i Kina: Hurtige klik om Hu’s tale i FN

xin_592090623034115645165_400x271.shkl.jpg

Et par hurtige klik over reaktionerne efter Hu Jintaos tale:

• Læs hele Hu Jintaos tale, som han holdt under mødet i FN i New York.

• Forventningerne var høje til Hu Jintaos tale. Og han skuffede bravt, skriver Geoffrey Lean fra Telegraph.

• Er Kina overhovedet villig til at gå på kompromis med sin hastige og kraftigt forurenende økonomiske vækst, spørger Jonathan Watts fra Guardian.

• Selvom det skulle lykkes for Europa at skære i udledningen af drivhusgasser, så kan Kinas økonomi vokse så meget, at det sætter en streg over gevinsten, skriver Wall Street Journal.

:: Foto fra Xinhua


Gå til artikel » Skriv kommentar

Miljø i Kina: Få detaljer i Hu Jintaos tale i New York

64aec2616e5388f58cb10da3_400x270.shkl.jpg

Den kinesiske præsident Hu Jintao sagde i går under mødet i FN i New York, at Kina vil sætte et mål for udledningen af drivhusgasser.

Det er et gennembrud. Det er første gang, at drivhusgasserne siver ind i planlægningen af den kinesiske økonomi, der ligger på den globale andenplads med USA i førertrøjen.

Men det er stadig Kinas økonomiske vækst, der har førsteprioritet. Det var derfor mest af alt et retorisk gennembrud, og der var få konkrete detaljer i Hu Jintaos tale.

I alt var der fire punkter.

Den første var som nævnt, at der skal skæres i den samlede udledning af drivhusgasser i 2020. Men niveauet vil dog ikke falde i forhold til i dag. Derimod vil Hu Jintao reducere mængden af Co2 i forhold til bruttonationalproduktet. Det såkaldte “carbon intensity“.

Bruttonationalproduktet og den samlede udledning af Co2 vil altså stige. Men for hver enkelt krone som de kinesiske fabrikker og virksomheder producerer varer for i 2020, skal der udledes mindre Co2 og bruges færre fossile brændstoffer end i dag.

Hu Jintao ville dog ikke sætte et præcist tal på. Blot at reduktionen skal være “betydelig”. At udledningen i 2020 skal reduceres med en “betydelig margin” i forhold til niveauet i 2005.

Derudover kom Hu Jintao med endnu tre punkter, der skal gøre Kina grønnere. Det er dog alle punkter, som den kinesiske regering har offentliggjort tidligere.

• Der skal plantes flere træer. Mængden af skove skal forøges med 40 millioner hektarer. Det svarer til 400.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Sverige på cirka 450.000 kvadratkilometer. Og Kina er på cirka 9,5 millioner kvadratkilometer.

• Atomkraft og vedvarende energiskal stå for 15 procent af det samlede energiforbrug i 2020. Kul og olie vil stadig stå for 70-80 procent af landets energiforbrug. Kina har allerede et mål om, at den vedvarende energi skal stå for ti procent i 2010.

• Kina skal arbejde frem mod en grønnere økonomi.

De kinesiske medier havde lagt op til en brag af en tale. Hvor Kina måske ville lancere en ny miljøpolitik og komme i den grønne førertrøje. Det skete ikke.

Hvorfor? Økonomisk vækst er det vigtigste mål for Beijing. Det fastslog de kinesiske politikere også, da de var samlet til det årlige politiske topmøde i Beijing i sidste uge. Miljøet blev overhovedet ikke nævnt, som jeg skrev om i søndags i Berlingske.

Det betyder ikke, at Beijing er ligeglad med klima og miljø. Slet ikke. De seneste fem år har der været massive initiativer, der har gjort Kina grønnere end nogensinde. Og i 2007 kom Kina også med sin første nationale miljøplan. Men den økonomiske udvikling er gået for stærkt, håndhævelsen af love og regler har været for svag, og ord og handling har ikke kunne vokse i samme takt som økonomien. Samtidig vil Kina holde kortene tæt ind til kroppen inden forhandlingerne i København til december.

:: Billedet er fra Baidu


Gå til artikel » Skriv kommentar

Luftforurening i Kina: Værste dag i Beijing siden 2007

Beijing luft forurening torden.JPG Kinablog.dk lukker ned og går på ferie. Den samlede redaktion (mig) er tilbage 6. juli.

Og det er et udmærket tidspunkt at flygte fra Beijing. Kinas hovedstad lå i dag badet i en gråbrun og fedtet tåge, for luftforureningen skød ud over 500 AQI, skriver Beijing Air på Twitter.

Altså uden for skalaen. Som der står på Live From Beijing:

Note, though, that with the AQI maxed out at 500, the air quality is theoretically worse than “hazardous,” whatever that might be.

Sådan lyder definitionen på 300 API i følge Wikipedia:

Healthy people will experience reduced endurance in activities. There may be strong irritations and symptoms and may trigger other illnesses. Elders and the sick should remain indoors and avoid exercise. Healthy individuals should avoid out door activities.

I det hele taget er der et ret interessant vejr her i byen i disse dage. I tirsdags ved middagstid gled et tordenvejr ind over byen, og godt hjulpet af forureningen, blev der helt mørkt.

Og jeg mener – helt mørkt. Som man kan se på den sorte klat her øverst i artiklen, der er taget klokken 11.22.

Se også billeder fra Times, Guardian, Free Republic og CNN.


Gå til artikel » Skriv kommentar

Miljø i Kina: Stadig massiv luftforurening i Beijing

luft forurening beijing.JPG

Hvis du gerne vil have ren luft i lungerne, så skal du holde dig fra Beijing.

En ny undersøgelse fra ECA International viser, at Beijing ligger på andenpladsen over verdens mest forurenede byer.

Derudover er der fire andre kinesiske byer med på top 20. Fem hvis man tæller Hong Kong med.

ECA International undersøger 400 byer over hele verden og rangordner dem efter luftforurening, klima, sundhedsvæsen, sociale netværk, infrastruktur, sikkerhed med mere.

Og hvor København er det bedste sted at bosætte sig i Europa, så er Singapore bedst i Asien.

Helt nede på plads nummer 99 kommer Beijing, som der står i undersøgelsen:

Some of the biggest improvements in quality of living this year have been seen in Chinese locations where facilities for visitors have improved. Beijing has moved up 13 places to 99 – a knock on effect of improvements in infrastructure, recreational facilities and security for the Olympics. Nonetheless, pollution remains a continuing problem with Beijing scoring the worst in the survey for air quality. Shanghai (75) tops the list of Chinese locations in the survey followed by Nanjing (96).

Jeg har også boet i Nanjing, og det er en udmærket by at bo i. Men jeg har alligevel lidt svært ved at se, hvordan den kan komme ind foran hovedstaden Beijing.

Men en ting der er klart bedre i Nanjing er forureningen. For den er som sagt styg her i byen. Og det er jo fint nok, at en anden undersøgelse viser, at Beijing formåede at levere ren luft under OL i august sidste år.

Tak for det. Jeg nød det. Men det var dengang.

Luften i dag er en af de værste i år, og Air Pollution Index (API) ligger her tirsdag på kradsbørstige 200-220.

Kort sagt – host.

Du kan følge hvor dårlig den daglige forurening er her på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.


Gå til artikel » Skriv kommentar