For Kina er så nogenlunde det samme sted som Japan i 1950erne. Den japanske regering og landets virksomheder reagerer i den grad også på en anden måde end kineserne, der forsøger at mørkelægge den slags sager. Kineserne kan i det hele taget lære af japanerne, der i dag er kendt for deres besættelse af god kvalitet.

Det skriver Paul Midler, der er forfatter til den læsværdige Poorly Made in China, i Wall Street Journal:

In China, workers are too afraid to report even the most obvious production errors or the most egregious cases of unethical misconduct. Working with many factories, I have seen line operators reluctant to report anything at all. Managers ignore issues that might cause embarrassment. Everyone involved is making a risk calculation, determining that staying silent reduces the likelihood of trouble, at least in the short run. Where workers ought to speak up, the inclination is to look the other way instead.

One of China’s problems is that efforts to improve quality are focused on the finished product only. Every time a scandal erupts, the answer has been to test more of the finished product. This after-the-fact approach is no match for an emphasis on continual, systemic improvement. As Deming suggested, “we should work on our process, not the outcome of our processes.”

(Jeg har ikke fået skrevet om melaminen endnu, for det skete mens jeg var på ferie. Coming up.)

Men Li Xiaokai tæller ikke med i den officielle statistik, som AP skriver i denne artikel.

Sundhedsministeriet siger, at tre børn er døde af at drikke det forurenede mælkepulver fra Sanlu. Det er Sundhedsministeriets officielle tal. Men virkeligheden er efter alt at dømme en anden, for det officielle tabstal har været det samme i månedsvis.

For eksempel har lokalregeringen i Xinjiang tidligere nævnt et dødsfald, som ikke er med i statistikken.

Og udover Li Xiaokai er der mindst tre andre dødsfald, som heller ikke er talt med i de officielle tal.

Som der står i artiklen fra AP:

No one is suggesting large numbers of deaths are being concealed. But so many months passed before the scandal was exposed that it is likely more babies fell sick or died than official figures reflect. Beijing’s apparent reluctance to admit a higher toll is reinforcing perceptions that the government cares more about quelling criticism than helping families. Lawyers, doctors and reporters have said privately that authorities pressured them not to play up the human cost or efforts to get compensation from the government or Sanlu, maker of the formula.

Det skriver jeg om i dagens avis. Hvilket jeg også har skrevet om tidligere, som du kan se her i dette tema.

En af dem jeg interviewede til artiklen var Zhou Qing, der i 2006 vandt Lettre Ulyssees Award for the Art of Reportage for sin artikel om fødevareindustrien i Kina. Den kan du læse et uddrag af her.

Zhou Qing siger selv, at fødevarerne ikke er blevet meget bedre siden han skrev sin artikel. Som han i øvrigt brugte et par år på at researche og som også er udkommet som bog.

For fødevareskandalen fortsætter. Først var det mælk, som var forurenet med melamin. Dernæst var det æg. Så hvad bliver det næste?

Svaret er fisk.

Det skriver Caijing i dag i denne artikel og AP her via International Herald Tribune.

Fødevarekontrollen i Hong Kong har fundet melamin i fiskefoder, som et lokalt dambrug har købt i Kina. Indtil videre er der dog ikke fundet melamin i nogle af de fisk, der er blevet testede.

Men vi venter. Spændte. Det skal nok komme. Med mindre det lykkedes for myndighederne helt at kvæle al omtale af fødevareskandalerne. For sådan ser det faktisk ud lige nu, hvor al omtale af mælk, æg, melamin og retssager er næsten forstummet i de kinesiske medier.

:: Billedet er fra Wikipedia

Her er lige en hurtig wrap-up på ugens kinesiske madforurening.

Mælkeskandalen fortsætter og har bredt sig til æg. Melaminen er højst sandsynligt er kommet ind i æggene via dyrefoderet.

Og nu er mere end 3.600 ton dyrefoder blevet destrueret. Myndigheder havde mistanke om, at det var forurenet med melamin.

Derudover har fødevarekontrollen over hele Kina lukket 238 producenter af dyreforder i en razzia, der i følge de officielle tal involverede 369.000 inspektører.

Premierminister Wen Jiabao har – igen – lovet at genetablere tilliden til de kinesiske fødevarer. Endda inden to år. Selvom landbrugsministeren så siger, at det med æggene kun var et enkeltstående tilfælde.

Mælkeskandalen kan nu også ses på virksomhedernes regnskaber. Eksempelvis Yili, der anslår, at de har tabt 188 millioner kroner i tredje kvartal. Guangming sætter tabet til 232 millioner.

Samtidig giver det forurenede mælk nu også andre problemer. Landmænd og mejerier er de seneste uger blevet nødt til at destruere store mængder mælk, som de ikke kunne komme af med. Uanset om det har været forurenet eller ej. Og det har nu fået en flod i Guangzhou til at begynde at lugte af rådden mælk.

:: Billedet er fra denne artikel.

Hvad er der sikkert at spise? Det spørger kineserne sig selv om, mens de venter på den næste fødevareskandale, som man kan se på tegningen fra denne artikel.

Tegningen her nedenfor er fra denne artikel.

Hvem har lavet det her, spørger den kinesiske forbruger. Det har han, siger fabrikanten og peger på hønen. Der igen peger på sækken med melamin og siger, det har den.

Tegningen er fra denne artikel.

Her er en opsamling af links om æg-skandalen. (Eller hvad man nu skal kalde den. Æg-gate, måske.)

:: David Bandurski fra University of Hong Kong’s China Media Project har en forrygende gennemgang af æg-skandalen i de kinesiske medier. Eller rettere, hvordan den ikke har været omtalt i medierne.

:: Propagandaministeriet kontrollerer alle nyheder omkring fødevaresikkerhed. Du kan læse mere om statens kontrol over mediernes dækning af fødevarerne her på China Digital Times.

:: Fødevarekontrollen i Shanghai vil nu også begynde at undersøge foder til fisk, skriver Shanghai Daily. Man frygter at fiskefoderet er blevet tilsat melamin på samme måde som foderet til høns.

:: Der er lige så meget økologisk mad i Kina, som der er giraffer med piskesmæld i Malmø. Sådan cirka. Shanghaiist har et interview med lederen af en af de få økologiske markeder i Kina.

:: Det er ikke kun Kina, der har problemer med maden. I 1996 ændrede fødevareindustrien i Storbritannien sig for altid, skriver forfatteren og journalisten Rose Prince på Chinadialogue.

:: Lidt løse nyheder. Wal-Mart har trukket alle æg tilbage af mærket 咯咯哒 fra sine kinesiske butikker. En sex-shop i Storbritannien har trukket et parti chokolade tilbage, som der var for meget melamin i. Chokolade var beregnet til at… ja, gæt selv, det skulle i hvert fald ikke smøres på rugbrød. I Hong Kong er man ikke alene trætte af de giftige fødevarer fra Kina, man er også trætte af, at den passive kinesiske centralregering, der har ignoreret sagen i den seneste uge og blot lukket øjnene i håb om at det hele ville forsvinde af sig selv. Derfor er man gået i gang med selv at teste æggene i Hong Kong, skriver Wall Street Journal. Og endelig – det vidste vi jo egentlig godt. Alt kinesisk kød er proppet med melamin, som AP skriver her.

:: Billedet er fra denne artikel på Nanfang Baoye. Læg mærke til den røde cirkel. Her stod der navnet på en af de tre producenter, hvor der er fundet melamin i ægget. Helt præcist har hun streget 湖 ud og skrevet 河 i stedet for. Det løser jo alle problemer, og gør æggene sikre at spise.

Først mælk. Nu æg.

Endnu en fødevareskandale har ramt de kinesiske køkkenborde. Det har jeg skrevet om i dag i Berlingske, og her taler jeg om det på DR2 Udland.

Skandalen viser to ting.

For det første. At centralregeringen og fødevarekontrollen stadig er ude af stand til at kontrollere landets fødevaresektor.

På trods af løfter om det modsatte. Både fra Hu Jintao og Wen Jiabao, der begge har lovet, at der skulle gøres noget. Drastisk. Lige nu. Som der blev sagt for eksempel sidste år. Hvorefter der ikke skete noget.

Blandt andet i september 2007, hvor præsident Hu Jintao sagde følgende:

»I want to say the Chinese government places high value on product quality,« Hu said to senior executives from Asia at a meeting at the Asia Pacific Economic Cooperation conference in Sydney today.

»We have begun enforcing a very strict examination and inspection procedure.«

Eller her i juli 2007, hvor Wen Jiabao sagde dette:

»Our country has many food safety rules and laws, but there are still many transgressions and the main reason is that we have not clamped down hard enough,« Wen said Friday.

»Fines are too low. The money offenders stand to make is much more than the fines,« the premier told a meeting of government members and provincial officials to discuss the growing problem.

»We must therefore toughen the enforcement of the law and punish any food safety infringements according to the law,« he added, in extracts from a speech that were broadcast on national radio.

Wen’s comments came as China faces increasing foreign pressure over the quality of its exports, with US President George W. Bush last week announcing increased efforts to intercept dangerous imports.

For det andet. At centralregeringen stadig ikke har lært noget af de tidligere skandaler.

For hvad kunne være med til at forhindre fødevareskandalerne? Det kunne medierne, hvis de fik lov til at grave frit i sagerne. Det får de ikke.

Mønsteret er det samme som efter for eksempel jordskælvet. De første par uger kan journalisterne stort set rapportere frit. Men så kommer censuren og lukker af for eksempelvis artikler om de sammenstyrtede skoler.

Det samme skete med mælkeskandalen. Men her med æggene er der stort set ikke blevet skrevet noget om det i de kinesiske medier. Ikke i forhold til hvor stor en sag det er.

Så det skal jo nok løse problemet med eksempelvis melaminen, der åbenbart findes i alle led af den kinesiske fødevareproduktion.

Det skal nok genskabe tilliden til de kinesiske fødevarer i udlandet.

Og ikke mindst hos de kinesiske forbrugere:

For hvis en regering ikke en gang kan beskytte almindelige borgeres middagsbord, hvad kan den så overhovedet gøre, spørger denne bruger på tiexue.net.

Taberne er først og fremmest forbrugerne. De almindelige kineserne. Og så er der bønderne.

Mælkeskandalen gik hårdt ud over de kinesiske bønder og hele mejerisektoren. Sådan er det også med æggene.

I Beijing er priserne faldet med ti procent, skriver AP.

På Kinas største engrosmarked for æg sælger man normalt 1.500 ton æg om dagen, skriver avisen Guangzhou Ribao. Det tal er nu nede på 500 ton om dagen.

Et kilo æg koster nu seks yuan her på markedet i byen Guangzhou. Det er lidt under fem kroner.

Men det koster syv yuan at producere et kilo æg.

»Det har aldrig været så slemt som nu,« siger en grossist til avisen.

Derfor er grossisterne stoppet med at købe æg hos bønderne ude på landet. Der igen kommer til at tabe penge. Som de ikke har for mange af i forvejen.

Kommer der så til at rulle hoveder i sagen?

Indtil videre er der blevet arresteret en enkelt person i sagen. Direktøren for en fabrik, der laver foder. Og der er bestemt ikke lagt op til meget mere end det.

:: Billedet er fra denne artikel.

Kort sagt – ikke noget. Overhovedet.

Der er stort set ingen nyheder om sagen i de kinesiske medier.

Og jeg har svært ved at tro, at alle sten er vendt i den sag.

Sundhedsministeriet siger, at der stadig er næsten 6.000 børn indlagt på hospitalet. Og at i alt 53.000 er blevet syge. At fire er døde.

Og det er det. Thats it. Sådan har det været i ugevis. Ministeriet siger dog også, at de har fået nye og opdaterede tal, men at de ikke ser nogen grund til at offentliggøre dem.

Så hvor mange er faktisk døde af mælkepulveret? Hvor mange er blevet syge?

Og hvem var det helt præcist, der forsøgte at dække over skandalen? Var det kun lokal- og provinsregeringen? Var der virkelig ingen, der vidste noget om det, før i september?

Et andet spørgsmål er, hvordan det går med politiets undersøgelse. Den har der heller ikke været nyheder om i lang tid.

Det vil altså sige, at politiet har fundet samtlige skyldige i hele Kina. Og at myndighederne nu har det fulde overblik over skandalen, at der ikke findes flere syge og ikke har været flere dødsfald.

Måske.

Men det har jeg svært ved at tro på.

Myndighederne – SARFT, Sundhedsministeriet, centralregeringen og hvem man nu ellers kan gætte sig til – har lagt låg på sagen. Medierne må ikke selv efterforske sagen. De må ikke bruge andet end materiale fra Xinhua.

For at komme fødevareskandaler til livs, så kræver det en fri presse, der kan rejse sig fra skrivebordet og gå ud i virkeligheden og efterforske fup og fakta og frit skrive om det.

For kinesernes egen skyld.

Og for Kinas omdømme i omverdenen.

Men endnu en gang har centralregeringen dummet sig. Som den gjorde ved sidst fødevareskandale, som jeg skrev her.

Eller som James Fallows skriver her i Atlantic:

How can official China possibly do such a clumsy and self-defeating job of presenting itself to the world? China, like any big, complex country, is a mixture of goods and bads. But I have rarely seen a governing and “communications” structure as consistent in hiding the good sides and highlighting the bad.

Et af de eksempler han bruger, er centralregeringens retorik om Tibet:

Whenever a Chinese official or the state-run Xinhua News Agency puts out a release in English calling the Dalai Lama “a jackal clad in Buddhist monk’s robes” or a man “with a human face and the heart of a beast,” it only builds international sympathy for him and members of his “splittist clique.” A special exhibit about Tibet in Beijing’s Cultural Palace of Minorities this year illustrated the blessings of China’s supervision by showing photos of grinning Tibetans opening refrigerators full of beer, and of new factories including a cement plant in Lhasa. Such basic material improvements are huge parts of the success story modern China has to tell. But the exhibit revealed total naïveté in dealing with the complaints about religious freedom made by the “Dalai clique.” It was as if the government had hired The Onion as its image consultant.

Kort sagt. Grow up, goddamnit.

Børnene er blevet syge, fordi børnehaven gennem længere tid har brugt madolie af dårlig kvalitet. Det mener forældrene.

De beskylder børnehaven for at have brugt en slags industriel palmeolie, der kun kan bruges til at lave makeup og sæbe. Og altså slet ikke er egnet til madlavning.

Den sag går tilbage til begyndelsen af oktober, som man kan læse her på Mingpaonews og på Tianya.

Det benægter de lokale myndigheder, der satte 14 læger til at undersøge børnene.

Konklusionen lød stort set, at der ikke var noget problem. De fleste af tilfældene var ikke videre alvorlige, mente lægerne.

Forældrene var dog ikke overbeviste. De troede ikke på de lokale læger, og tog deres børn til hospitaler i for eksempel Shanghai.

Onsdag gik Sundhedsministeriet så ind i sagen og begyndte deres egen undersøgelse, hvor de sendte et hold læger af sted til provinsen.

Konklusionen er ikke klar endnu. Men jeg bliver ikke overrasket, hvis den viser, at forældrene har ret i deres beskyldninger.

I så fald er sagen klassisk. Og helt efter bogen som mælkeskandalen og de andre fødevareskandaler er skrevet efter. Vi har nogen der forsøger at tjene penge. Eller i det her tilfælde sikkert at spare penge. Og de er aldeles ligeglade med, at det vil gå ud over andres helbred.

Derefter forsøger de lokale myndigheder at dække over sagen. Der er ikke noget problem. De benægter alt. Det virkede i gamle dage.

Så viser det sig, at de ikke længere kan skjule eller fortie det. Derfor bliver lokal- eller provinsregeringen nød til at fyre en eller anden. Måske endda to eller tre personer.

Og that’s it. Indtil den næste sag dukker op. For loven og kontrolmekanismerne bliver der ikke ændret synderligt meget på. Og den bliver da slet ikke håndhævet.

For selvom centralregeringen i Beijing måtte have de bedste intentioner, så nytter det ikke noget, når man ignorerer loven ude i lokalområderne og provinserne, og når de ikke bliver presset til at overholde loven. For slet ikke at tale om moralen. Og ikke mindst mediernes rolle.

I den slags sager spiller medierne en vigtig rolle. Hvis de frit kan få lov til at efterforske og skrive om sagerne. Og det kan de ikke, som David Bandurski fra China Media Projekt skriver:

On the one hand, party leaders pledge to deal resolutely with these specific incidents and their causes; on the other they fail to address a political culture of information control that fuels the cover-up of truths at the expense of ordinary Chinese.

I sin glimrende blogpost har han oversat en op-ed fra Chang Ping (长平), som han har skrevet om medier, fødevarer og mælkeskandalen i Oriental Daily:

On October 10 the Xi’an Evening Post reported the whole process of how Sun Chunlong revealed the truth about the cover up. As I was poring over the sequence of events with a friend I made a terrible discovery. At least five websites, including Netease and Sina, deleted the report on their sites. When Southern Metropolis Daily reported this news the headline was, “News is deleted and blogs deleted too.” Apparently, this follow-up report should have been headlined, “News deleted, blogs deleted and news deleted again ….”

:: Billedet er her fra Mingpaonews, hvor forældrene forsøger at få lokalregeringen til at gå ind i sagen

Ja, det er umuligt at svare på, fordi der er så enorm forskel på dem. Men sidste weekend talte jeg med nogle af dem ude på landet nord for Beijing. En af dem er med i artiklen, som jeg skrev til Berlingeren mandag den 29. september:

Han har fem køer. Han mælker dem to gange om dagen. Og så smider han mælken ud.

»Det er meget svært lige nu,« siger bondemanden Li, og sender et opgivende smil ud over sine rødmossede kinder.

Li er kommet i klemme. Som så mange andre kinesiske mælkebønder. Enten kan de ikke komme af med deres mælk. Eller også ved de ikke, hvor mange penge de får for den. For skandalen om den forurenede mælk har ikke alene kostet fire børn livet og sendt over 50.000 børn på hospitalet. Den har også lagt mejerisektoren i ruiner og kastet titusinder af mælkebønder ud i økonomisk uvished.

Li bor i en landsby, der ligger tre timers kørsel nord for Beijing. Vejen ind til byen er asfalteret. Resten af vejene er smalle og ujævne og ligner størknet ler. De fleste af husene er små og byggede op omkring en gårdsplads, som der står en mur omkring. Væggene er i rå mursten. Eller lerklinede. Nogle steder stikker halmen ud.

Li’s fem køer står bundet fast på et smalt stykke nedtrampet jord, der ligger tæt ved hans hus inde i landsbyen. Ligesom de cirka 500 andre køer i byen, der står spredt langs vejene, går køerne ikke på græs. Ude på markerne har bønderne derimod sået majs, som de er ved at høste. De mørkegyldne majskolber ligger til tørre overalt i byen. I stakke. På byens torv. Langs vejene. Op ad mure. Eller inde på Li’s gårdsplads. Det er nu ikke Li eller hans kone, der skal spise majsen:

»Vi kan ikke fodre køerne med andet, for vi har ikke råd til det,« siger Li. Men det er ikke den bedste føde for en malkeko. Det ved han godt. Han kan bare ikke gøre andet.

Li fortæller, at hver af hans køer giver omkring tre kilo mælk om dagen. Til sammenligning giver en dansk malkeko omkring 20-25 kilo mælk om dagen. Og den mælk har Li ikke kunne sælge siden den 16. september. Før leverede han mælk til Yili, men her blev der fundet melamin i mælkepulveret fra Kinas næststørste mejeri. Som titusinder af andre mælkebønder kunne han ikke gøre andet end at hælde mælken ud. Det har han gjort lige siden. Det vil sige, indtil for et par dage siden. Nu er han igen begyndt hver morgen at trække køerne ned til en af landsbyens malkestationer. Men han ved ikke, hvilket mejeri han leverer til. Han ved heller ikke, om han nogensinde får penge for det.

»Vi har ikke fået penge i den her måned, så vi ved ikke om prisen er den samme som før,« siger Li. Og her var prisen meget lav, fortæller han.

Li fik 2,6 yuan for et kilo mælk. Det er under to kroner.

»Prisen er nok lavere nu, jeg ved det ikke. Måske ligger den på to yuan,« siger Li. Altså lidt under halvanden krone.

Derudover siger Li, at han har omkostninger for cirka en krone for hvert kilo mælk. Derfor er det en katastrofe for familiens landbrug, at de ikke kan komme af mælken. Sidste år tjente de under 6.000 kroner, og mælken står for 1/3 af deres indkomst. Resten kommer fra marken på cirka 1,2 hektar.

Derfor ved han ikke, hvad han skal gøre. For som så mange andre bønder har han ikke råd til at gå og fodre dyrene.

»Hvis situationen fortsætter, så bliver vi nødt til at sælge køerne. Måske til en der kan slagte dem,« siger Li.

De mejerier, hvor der er fundet melamin i mælken, har standset produktionen indtil de kan garantere, at der ikke er melamin i mælken. Nogle af dem har lovet at fortsætte med at købe bøndernes mælk. Flere af provinsregeringerne har også beordret mejerierne til at fortsætte med at købe mælken. Men Li har endnu ikke set nogen penge.

Flere af de samme lokal- og provinsregeringer har også lovet, at de vil udbetale kompensation til bønderne.

»Kompensation? Ingen har fortalt os om det. Nej, det har vi ikke hørt om,« siger Li.

Indtil videre har politiet over hele Kina anholdt 30 personer i sagen. To af de første, som blev anholdt, var to brødre, der havde en malkestation. De indrømmede, at de i årevis havde puttet melamin i mælken. Dermed kunne de fortynde mælken og tjene flere penge. Nogle af de anholdte er også mælkebønder.

Men Li ved ikke, hvordan melaminen har fundet vej til mælken. Han kender ikke noget til det. Vi er ærlige bønder, siger han. Som de fleste andre bønder, som Berlingske Tidende har talt med. Ingen kender noget til det. Eller har hørt om det, før skandalen begyndte at rulle.

Indtil videre går han og venter på, at statens inspektører skal komme forbi landsbyen og undersøge dens landbrug og malkestationer.

»Jeg ved ikke, hvornår de kommer og om det bliver bedre bagefter. Vi har ikke fået noget at vide. Vi må jo vente og se,« siger Li.

Sådan er det ikke for Sanyuan, der er en af vinderne i mælkeskandalen. Mejeriet har helt undgået at blive hevet ind i sagen om de forgiftede mælkeprodukter.

Mens for eksempel de to store mejerier, Mengniu og Yili, har standset salget af deres pulver, mælk og yoghurt, har produkterne fra Sanyuan været de eneste, man kunne finde i supermarkedernes kølediske.

I nat kom Sanyuan så med en meddelelse om, at de nu har suspenderet deres aktier på børsen, skriver China News Agency (中国新闻网) (via news.163.com). I følge rygterne sker det, fordi de er ved at overtage resterne af Sanlu.

Det bliver så interessant at se, hvad Sanlus new zealandske partner siger til det. Tallene svinger lidt, nogle siger at Fonterra har investeret cirka 500 millioner kroner i Sanlu, andre siger næsten en milliard kroner, men uanset hvad, så afskrev de i går 70 procent af deres investering i Sanlu.

Det er så det seneste eksempel på et joint-venture mellem et udenlandsk og et kinesisk selskab, der er røget ind i et seriøst uvejr. Der er kort sagt gået Danone og Wahaha i den.

:: Billedet er fra Sanyuan

Der er blevet fundet melamin i Store Hvide Kaniner (大白兔奶糖). Det er et af de mest populære stykker slik i Kina, og er en slags halvblød mælkebolche, der blandt andet er lavet af condensed milk og mælkepulver. Og desværre altså også af melamin.

Men nu er hele produktionen af bolcherne blevet stoppet, skriver 21st Century Business Report (21世纪经济报道) (via Caijing).

Øv. For de smagte godt. Selvom jeg dog ikke har spist dem, siden jeg mistede en plombe til et af de mere genstridige af bolcherne. De har det med at blive ret hårde, hvis de ikke er friske.

Skulle du alligevel have lyst til at prøve dem, kan du købe dem online her.

Bolcherne er et stærkt varemærke i Kina, og har været produceret i Shanghai siden 1943, som man kan læse her på Wikipedia.

:: Billedet er fra denne blogpost.

Det var et af de 22 mejerier, hvor der blev fundet melamin i mælkepulveret. Myndighederne standsede produktionen, og mælkepulveret er trukket tilbage fra butikkerne.

Og så må vi håbe, at mejerierne og fødevarekontrollen har bedre styr på sikkerheden denne gang.

For nu er der også fundet en dødelig bakterie i Sanlus mælk, som jeg har skrevet om her på Berlingske. Det er fødevarekontrollen i Gansu, der har fundet enterobacter sakazakii i næsten al mælk fra Sanlu, skriver Lanzhou Chenbao (her via Caijing).

Indtil videre er det kun i Gansu, at den dødelige bakterie er fundet. Og det lyder mærkeligt.

For Sanlu’s pulver er blevet solgt over hele Kina. Men det er kun i Gansu, at der er fundet pulver med bakterierne i? Og har fødevarekontrollen eller virksomhederne overhovedet testet for bakterien?

Det ville jeg gerne have spurgt fødevarekontrollen AQSIQ om. Jeg har både ringet og faxet til dem i dagevis. Uden held. For de har valgt den sædvanlige mediestrategi her i Kina.

De er 1) uforskammede og 2) klapper i som østers.

»Du kan checke de forskellige standarder på nettet. Der er mange ting på internettet,« siger en anonym trold fra AQSIQ.

:: Billedet er fra Yashili

Mælkeskandalen har bredt sig til en zoologisk have i Zhejiang. Her har to orangutanger (红猩猩) fået konstateret nyresten, efter i længere tid at have drukket mælkepulver fra Sanlu.

Det skriver Hangzhouwang.

På det seneste var abernes appetit dalet. Og deres urin var blevet gul. Derfor besluttede dyrepasserne at give de to aber et sundhedscheck, hvor de altså fik konstateret nyresten, og dermed blev de seneste ofre i den kinesiske mælkeskandale.

Arla Foods kinesiske partner er kommet i modvind. Aktiekursen på Kinas største mejeri, Mengniu, styrtdykkede i går tirsdag, hvor den igen blev handlet på børsen i Hong Kong. Da børsen lukkede, var kursen faldet med hele 60 procent.

Handlen har været suspenderet i en uge, siden der blev fundet melamin i mælkepulver fra Arla Mengnius fabrik.

Den kinesiske mælkeskandale har lagt mejerisektoren i ruiner og forbrugerne har mistet tilliden til selskaberne.

Hvad kan man gøre for at rette op på det?

»Hvis regeringen og selskaberne tager hånd om det her, så kan markedet rette sig op i løbet af seks måneder eller et år,« siger Wu Ya, der er aktieanalytiker hos kinesiske Northeast Securities.

Men det afhænger af, hvordan selskaberne griber situationen an:

»De skal leve af kvalitet. Hele deres eksistens afhænger af det, og det er ødelagt nu,« siger Wu Ya, der er specialist i fødevareindustrien.

Han siger, at det er en yderst kritisk situation for virksomhederne, og at det har voldsomme konsekvenser for især de tre store selskaber i skandalen. Altså Mengniu og konkurrenten Yili, der er nummer to på markedet. Og derefter for Sanlu, som de fleste spår er færdige på det kinesiske marked.

Liu Jinhu fra Guohai Securities tilføjer, at især Mengniu og Yilie, der er de to største på markedet, har stærke ledelser og generelt en sund produktion og supply-chain. Derfor har han tiltro til dem. Begge analytikere mener, at de to selskaber har fået alvorlige ridser i lakken og er blevet godt gennembankede af skandalen. Men de overlever. Og at især Mengniu lige nu gør et godt stykke arbejde.

Et af de selskaber, der ikke er blevet berørt af skandalen, er Wandashan (完达山). Hvis de udnytter situationen rigtigt og griber chancen kan de tage Sanlus del af markedet for mælkepulver, mener Liu Jinhu.

Et andet mejeri, der kan komme helskindet ud af krisen, er Sanyuan (三元). Mælk og youghurt fra Yili og Mengniu er forsvundet fra de kinesiske supermarkeder. Det eneste der står tilbage er produkterne fra Sanyu.

Det har Wu Ya også. Han siger, at vurderingen af selskaberne er baseret på forventninger, der ligger tre til fem år ude i fremtiden. Selvom tilliden til mejeri-sektoren er forsvundet lige nu, og aktierne måske vil tabe i år, tror han, at det er et stabilt marked der vil rette sig.

Men først og fremmest gælder det om at genoprette tilliden til forbrugerne, siger Liu Jinhu fra Guohai Securities. Han siger, at kvaliteten af mælkepulver er højere i vesten, fordi det først og fremmest er medicinalindustrien, der står for produktionen.

»Men i Kina er sikkerheden og standarderne i produktionen af både råmælk og mælkepulver meget lav,« siger Liu Jinhu.

Det er der to grunde til. For det første har den kinesiske regering i længere tid ignoreret problemerne med fødevaresikkerheden, mener Wu Ya. Dernæst lader det til, at de største problemer er i selve produktionen af råmælk. Konkurrencen er hård og med lave profitmargener, og det går især ud over leverandørerne af mælk. Altså bønder og malkestationer. Der nogle gange forsøger at snyde ved at tilsætte melamin, som centralregeringens foreløbige undersøgelser peger på

»Det vigtigste for mejerierne lige nu, er at sikre produktionen af råmælk,« siger Liu Jinhu. Det er Hong Ting fra Guotai Jun’an Securities enig i.

»Der skal strammes op på administrationen af kilderne (til råmælk) og på de prøver og tests, der foretages. Der har altid været problemer med indkøb af råmælk, og det er et område som skal forbedres,« siger Hong Ting.

Liu Jinhu mener, at krisen faktisk kan være en fordel for de udenlandske mejerier, der endnu ikke har etableret sig i Kina.

»Det er svært at komme ind i den kinesiske mejerisektor, men det her kan være den eneste chance de får i lang tid,« siger Liu Jinhu.

Hvorfor trådte han så tilbage?

Først og fremmest fordi partistaten er voldsomt presset i denne sag. Og først og fremmest er det Li Changjiang, som der er blevet skældt ud på. En mand der har siddet syv år på posten i et bureau, der stadig ses som korrupt og ineffektivt.

Skandalen og presset er vokset så meget, at han nu må lade sit politiske liv.

Måske.

For han er ikke just blevet fyret på gråt papir. Han trækker sig frivilligt tilbage med regeringen – statsrådets – accept.

Hvilket stort set er det samme som at sige, hey, ved i hvad i drenge, jeg dukker mig lige lidt og træder et skridt tilbage.

For jeg tror ikke, at hans politiske liv er slut. Slet ikke. Han er tilbage om nogle få måneder eller år. Det kommer an på hvordan skandalen udvikler sig, men jeg ser ikke noget som tyder på, at han står over for en retssag eller anden form for afklapsning. Om noget tid er han tilbage i spillet på en lignende højtstående post.

Li Changjiang er blot blevet en midlertidig syndebuk.

De kinesiske medier har fået at vide, at de ikke må skrive noget om mælkeskandalen, der er kritisk over for centralregeringen. Se for eksempel Global Voices.

Jeg har talt med en kinesisk kritiker, der skulle have været interviewet til kinesisk TV i aften. Den aftale blev aflyst. Det fik han at vide i en sms. Han fortalte, at han blev oversvømmet af henvendelser den første uge, fordi de kinesiske journalister vidste, at det kun var et spørgsmål om tid før de ikke længere kunne skrive frit om sagen.

Se også mange af de tråde og blogpost, som jeg nævner i portrættet af Li Changjiang. Mange af dem er i mellemtiden blevet lukkede. Censuren er på arbejde.

Som en berømt TV-vært fra Shanghai spørger i denne kommentar – hvorfor er den kinesiske fødevarekontrol ikke lige så energisk som filmcensuren? Linket er via China Digital Times, der også har oversat kommentaren.

For så længe medierne er tandløse, nytter det ikke noget, at premierminister Wen Jiabao vil reformere mejerisektoren og stramme op på fødevarekontrollen.

Kina er ikke på vej til at få en fri presse. Det vil ikke ske. Men fødevareskandalerne vil først forsvinde, når man frit kan diskutere og skrive om problemerne på nettet. Og når journalisterne frit kan forfølge sagerne.

Et godt eksempel er den kinesiske erhvervsjournalistik, der stort set er effektiv og fri. Sådan burde det også være med journalistik om fødevarer.

Og indtil da er det med at passe på, hvad man putter i munden.

Se for eksempel på internettet, hvor der de seneste dage er dukket utallige annoncer op med folk, der søger ammer eller tilbyder deres service. For eksempel disse to, som er her fra tiebar.baidu.com:

SHENZHEN, AMMEMOR, 7.540 KRONER
Min baby er fem måneder gammel, jeg har mælk af god kvalitet og har ikke lyst til at lade det gå til spilde, og derfor vil jeg gerne arbejde som ammemor. 1354410XXXX Kun seriøse henvendelser

TILBUD OM SERVICE SOM AMMEMOR INDEN FOR SHENZHEN BY
Jeg: 23 år gammel og fra Jiangxi provinsen, gymnasieuddannet, hvid hud og smuk. Den 11. marts fødte jeg en pige (mit første barn). Jeg er sund og rask og har masser af mælk (mit fire måneder gamle barn kan ikke drikke det hele). Hvis jeg kan beholde resten af mælken til mit eget barn, kan vi tale om prisen. Til de engle, der har spist det skadelige pulver, vil jeg hjælpe jeres sårede hjerter og tage den laveste pris. Kontakt mig og læg en besked: QQ 39917XXXX. Venligst respekter min tid, for det meste af tiden bliver jeg nødt til at tage vare om mit eget barn. Tak.

Der er også dukket flere bureauer op. Der fungerer som en slags vikarservice, hvor de formidler kontakten mellem ammemødre og kunder. For eksempel dette bureau i Shenzhen, der også fortæller om, hvordan efterspørgslen er steget dramatisk efter skandalen brød ud. Sidste år fik de 20 telefonopkald, men alene i søndags fik de 60.

Dermed er prisen også steget. Og der er gode penge at tjene. I dag kan en ammemor tjene op mod 15.000 kroner. Men det er ikke alle, der er ude på at tjene penge.

For eksempel Zhang fra Henan.

»Jeg vil bare hjælpe. Min families situation er god, for min mand er forretningsmand og tjener gode penge,« fortalte hun mig i går. Hun har en søn på otte måneder, og han er nu gammel nok til at spise ris. Derfor vil hun ikke amme ham længere, men hun vil ikke lade mælken gå til spilde:

»Før arbejdede jeg, men nu er jeg hjemmegående husmor. Så jeg går derhjemme og har ikke noget at lave. Derfor er det ok, at jeg ikke får penge for det. Det er ikke pengene, jeg er interesseret i. Jeg synes bare, at det er så synd for de børn, der ikke kan få mælk,« siger Zhang.

Men der er et problem med ammerne, som jeg ikke havde plads til at skrive om i artiklen.

Se for eksempel den 30-årige frøken Zhu (朱), der arbejder med HR i Shanghai, som man kan læse om i denne artikel.

Tidligere tog hun på arbejde og overlod sit barn til hjemmehjælperen, der så gav barnet mælkepulver. Det tør hun ikke længere, og derfor er hun på udkig efter en ammemor.

Hun har pengene og er klar til at give en god løn, men hun er bekymret for deres kvalifikationer. Først og fremmest helbredet. Om ammen er sund og rask. Og dernæst om kvaliteten af mælken er god og tilstrækkelig.

Derfor tilbyder flere af bureauerne sundhedsattester. I mange af annoncerne kan man også se, at mødrene gerne vil gå med til at få et check, hvis kunden betaler for det.

:: Billedet er fra denne artikel.

:: Hele mælkeskandalen startede med en enkelt journalist, der valgte at skrive navnet på det mælkepulver, som var forurenet med melamin. Her er en oversættelse af hans artikel om, hvorfor han modsat andre valgte at navngive Sanlu-mejeriet i sin artikel.

:: Fødevareskandaler er for pøblen og de almindelige kinesere (老百姓). Toplederne i den kinesiske stat og Kinas Kommunistparti får nemlig specialfremstillet deres egen mad. Den er produceret specielt til lederne, transporteret og undersøgt efter helt andre og mere strikse regler end den føde, man hælder i folket, skriver China Digital Times.

:: Lige nu er det kinesiske internet ved at svømme over i sarkastiske tegninger, photoshoppede og manipulerede billeder om mælkeskandalen. Se for eksempel artiklen oven over fra China Digital Times. Og ikke mindst denne artikel fra China Smack, hvor billedet her i artiklen også er fra.

:: Man kan ikke have fuld kontrol over hele produktionskæden, siger professor på University of Chicago, Dali Yang, i denne artikel fra Christian Science Monitor. Det handler også om kinesernes sociale normer, etik og værdier. Via The Foreign Expert.

:: Æv-bæv-buh. Spejl og ti gange alt hvad i selv siger. Det lader til at være konklusionen i en artikel fra Life Times (生命时报), som Danwei har kommenteret og oversat noget af. Det er nemlig ikke kun i Kina, at der er problemer med pulvermælken. Det er der også i udlandet, som ikke er meget bedre end Kina, skriver journalisten og nævner fem udenlandske sager, der ikke når den kinesiske skandale til sokkeholderne.

Når det så er sagt, så er det egentlig en meget god husker om, at vi også en gang i mellem i Danmark sælger for eksempel muggen mozzarella eller skummetmælk med brintoverilte. Og i det hele taget har trukket ret mange fødevarer tilbage i 2007. Men – sammenlignet med Kina, så er vi virkelig i afdelingen for småting.

Li Changjiang (李长江)
Det er svært at finde informationer om højtstående embedsmænd og politikere i Kina. Hans officielle CV på AQSIQ’s hjemmeside er kort. Sådan er det altid med biografier om højtstående ledere. De er velplejede og uden overraskelser. Der er den officielle version. Og ikke mere.

Li Changjiang er chef for fødevarekontrollen i Kina, der hedder General Administration of Quality Supervision, Inspection and Quarantine (AQSIQ).

Og han er ved at være voldsomt upopulær i Kina.

Som man for eksempel kan se i denne ret hårdtslående tråd på military.club.china.com.

En bruger skriver, at Li Changjiang har fulgt den samme karrierevej som Hu Jintao, og at mælkesagen derfor ikke vil få nogen betydning for hans karriere. Han bliver ikke syndebuk. Han er beskyttet.

I denne tråd på bbs.tecn.cn skriver en bruger, at »… alt afhænger af, hvad staten siger. Staten er partiets stat og ikke folkets. Man skal aldrig håbe for meget.«

En bruger skriver, at der er »Så mange embedsmænd i AQSIQ, og alligevel fortsætter skandalerne… Jeg ved virkelig ikke, hvad det er de går og laver.«

En anden kalder AQSIQ for »babydræber-bureauet.«

Tråden er blevet slettet af censuren siden i går lørdag.

Det er en blogpost, der skulle have ligget her, også. Dermed er de forskellige links selvfølgelig også forsvundet.

Men i blogposten stod der, at Li Changjiang efter skandalen om hundefoderet lovede, at man nu ville begynde at kontrollere 12 forskellige grupper af fødevarer for blandt andet melamin. Heriblandt mælkepulver og flydende mælk.

Har han allerede dengang haft en mistanke om, at der kunne være melamin i mælken? En af de anholdte i den nye pulverskandale har da også indrømmet, at han har brugt melamin siden april 2005.

Men på trods af sine udtalelser sidste år, sagde Li Changjiang på et pressemøde i onsdags, at man ikke har forventet at finde melamin i mælk og derfor ikke tidligere har testet mælkeprodukter for stoffet.

Hvem er han så?

I denne artikel fra 2002 fra Xinhua, kan man læse, at han er født i 1944 i Shuangcheng, der ligger i den nordlige provins Heilongjiang.

Han har været medlem af Kinas Kommunistparti siden december 1965, og han har en bachelorgrad i design og produktion af optiske instrumenter. Siden da er han støt og roligt kravlet op ad hierarkiet i partistaten og partiet. Blandt andet som formand for de studerende på det universitet, han læste på; som leder af historieforskning i partiets ungdomsafdeling; i august 1992 bliver han vicedirektør for det bureau, der administrerer landjorden i Kina; og i 1995 bliver han assistent for guvernøren i Zhejiang provinsen.

I 1999 bliver han vicedirektør for toldmyndighederne i Kina og i 2001 bliver han direktør for AQSIQ.

Efter skandalen om det kinesiske hundefoder, der dræbte utallige hunde og katte i USA, sagde han i denne artikel fra Xinhua, at den udenlandske presse ikke kender sandheden om de kinesiske virksomheder og produkter, og at “kinesisk mad overholder standarderne”.

Artiklen lå på nettet lørdag den 20. september, men i dag søndag virker den ikke. Noget tyder på at censuren er begyndt at rydde op i Li Changjiangs udtalelser. Men se selv hans udtalelser i Google News arkiv for 2007.

I 2007 tildeler CCTV ham æren som årets økonomiske person, som man kan læse i denne artikel på Xinhua. her står der, at på et tidspunkt hvor de kinesiske produkter “blev mødt med kulde” i udlandet, arbejdede Li hårdt på at styrke de kinesiske produkter. Han stod blandt for udarbejdelsen af den første hvidbog om fødevaresikkerhed i Kina, og arbejdede i et år hårdt på at udbrede og få udlandet til at forstå sandheden om de kinesiske produkter.

Har han en hobby? Børn? Hvor bor han? Alle de spørgsmål, man normalt forsøger at beskrive i et portræt af for eksempel vestlige politikere, er for det meste umulige at besvare ordentligt i Kina. Ledernes biografier er gennemkontrollerede.

Der er også en kort beskrivelse af ham på Wikipedia.

Ud over det er fire børn døde. En i Zhejiang. To i Gansu. En i Xinjiang.

Jeg undrer mig over de tal. Da sagen begyndte at rulle, var der først tale om cirka 1.200 børn. Derefter blev tallet opdateret til de nuværende 6.200. Ikke noget problem der. Det er naturligt, at det vokser i takt med at man får overblik over situationen. Sådan var det også under SARS-epidemien, jordskælvet eller EV-71 virussen, der ramte Kina inden jordskælvet tidligere i år.

Men siden 17. september er tallene ikke blevet opdaterede. Har myndighederne så fuldt overblik over problemet nu? Eller forsøger de – igen – at skjule omfanget?

Personligt er jeg meget skeptisk. Jeg har svært ved at tro, at der ikke er fundet nye tilfælde siden den 17. september, hvor tallene sidste gang blev opjusterede.

Jeg har forsøgt at danne mig et overblik over hvilke områder, der er hårdest ramte. Her er de seneste tal.

Gansu
I følge denne artikel er der 223 tilfælde af forgiftning. 73 indlagte. 14 i kritisk tilstand. Alle er under tre år. De fleste mellem 5-11 måneder.

Shaanxi (陕西)
I følge denne artikel er der 14 sager.

Zhejiang
26 børn

Ningxia
25 børn

Changchun (Jilin provinsen)
I følge denne artikel er der fem sager.

Shanxi (山西)
I følge denne artikel er der 105 tilfælde hvoraf 19 af børnene er kommet på hospitalet.

Henan
I følge denne artikel er der 98 hvoraf seks af børnene er kommet på hospitalet.

Hebei
I følge denne artikel er der 861 tilfælde.

Yunnan
12 tilfælde og to børn indlagt på hospitalet

Hubei
I følge denne artikel er der 159 sager.

Guangdong
I følge denne artikel er der 16 sager

Jiangsu
I følge denne artikel er der 34 sager

Ningxia
52 sager

Beijing
78 sager

Xinjiang
31 sager.

Shanghai
I følge denne artikel er der 22 tilfælde

Guangxi
I følge denne artikel er der 61 sager

Guizhou
I følge denne artikel er der 18 sager

Heilongjiang
I følge denne artikel er der 32 sager

Liaoning
I følge denne artikel er der tre sager

Indre Mongoliet
Ingen tilfælde?

Chongqing
I følge denne artikel er der to sager

Tianjin
I følge denne artikel er der 25 tilfælde

Sichuan
I følge denne artikel er der 81 sager.

Hainan
I følge denne artikel er der fire sager.

Fujian
I følge denne artikel er der 23 sager.

:: Billedet er fra denne artikel på qianlong.com