Tag arkiv for menneskerettigheder

Her i weekenden forlod Chen Guangcheng Kina, og landede søndag med United Airlines UA88 i New York.

Chen sad i fængsel fra 2006-2010, og kom straks efter i husarrest i sit hjem i landsbyen Dongshigu, der ligger i Shandong provinsen. I slutningen af sidste måned lykkedes det ham så efter en dramatisk flugt at søge i sikkerhed på den amerikanske ambassade i Beijing.

Det skabte en af de største diplomatisk kriser mellem USA og Kina i flere år. Chen Guangcheng er en af Kinas mest berømte aktivister og advokater, og flugten kom få dage før et topmøde mellem de to lande, hvor blandt andre den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton kom til Beijing.

Du kan læse et interview jeg lavede med Chen her, hvor han også beskylder de lokale myndigheder for at være gået på hævntogt mod sin familie hjemme i landsbyen. Samtidig har myndighederne også lagt massivt pres på advokater, som du kan læse om her.

Der er selvfølgelig god grund til at glæde sig over det på Chen Guangchengs vegne, at han nu er i sikkerhed, som en af Chens advokater, Liu Weiguo, siger.

»Han er mentalt og fysisk udmattet nu, og han har været forfulgt i så mange. Jeg tror, at han har brug for at hvile sig i en periode,« siger Liu Weiguo.

Men hvis man ser på Chen som symbol og for de andre advokater og aktivister, der forsøger at presse et-partistaten i retning af en retsstat, da er der ikke grund til at feste over hans afsked med Kina, som Nicholas Bequelin fra Human Rights Watch siger i min artikel på b.dk i lørdags:

»Det viser, at der ikke er plads til folk, der forsvarer menneskerettighederne i Kina. Vi ved ikke, om han bliver midlertidigt eller permanent i eksil i USA, men man må spørge sig selv om, hvorfor en mand som Chen Guangcheng ikke kan operere frit i Kina. Hvad er det, der afholder myndighederne fra at tolerere eller endda tilskynde en mand som Chen,« siger Nicholas Bequelin.

Til søndagsavisen interviewede jeg også Bequelins kollega Phelim Kine, som opfordrer udlandet til at lære af Chens sag:

»Udlandet bør engagere sig og standse den tandløse dialog med Kina om menneskerettigheder, hvor mennesker sjældent bliver nævnt, og hvor rettigheder kun bliver talt om i vage detaljer,« siger Phelim Kine.

»Den hidtige politik har ikke båret frugt, og der er behov for at flytte menneskerettigheder væk fra margenen og ind i centrum af bilaterale samtaler,« siger Phelim Kine.

Den 29. maj er der møde mellem EU og Kina om menneskerettigheder. Her opfordrer Phelim Kine EU til blandt andet at få garanti for, at man vil standse forfølgelsen af Chen Guangchengs familie og advokater. Samt at centralregeringen undersøger de lokale myndigheders behandling af Chen.

Og som Phelim Kine også sagde til Wall Street Journal:

“We are at a new point of interconnectivity in terms of the ways in which people from outside can still have influence inside the Chinese firewall,” he said.

Still, Mr. Kine was adamant that the activist’s leaving China shouldn’t be considered a complete victory. “This isn’t the time for [the U.S. and other governments] to stop and let out a sigh of relief,” he said. “There are relatives, friends and supporters of Chen Guangcheng who are very much vulnerable to reprisals.”

Som Phelim argumenterer for, så har udlandets stille dialog med Kina om menneskerettigheder ikke virket. De senere år er der ingen tvivl om, at det er gået tilbage for menneskerettighederne i Kina, og der er ikke mange ting i retsvæseneet at glæde sig over. Sagen om Chen er et godt eksempel, som Financial Times skriver her:

Ding Qikui and Si Weijiang, two Shanghai-based lawyers whom Chen’s family then entrusted with the case, were barred from taking the mandate by the county government last week. Local officials told the two lawyers that Mr Chen had chosen a public defender.

“That reminds me of how they persecuted me in 2006,” Chen Guangcheng told the FT in an interview shortly before his departure from Beijing. Back then, the local government also refused to allow any external lawyers to represent him – a practice at odds with Chinese law – in a case that accused the blind activist of “causing a disturbance” and “destroying property” and ended with a four year jail term.

“That this naked, shameless abuse can still happen again six years later …,” he said. He added that he believed his nephew was tortured to accept the public defender.

In a video message obtained by the FT, a tearful Liu Fang, Chen Kegui’s wife, begged for help for her husband. She is still on the run, and local officials have tried to force lawyers to turn her in to “prove” that the family had chosen them to represent Chen Kegui.

Chen Guangfu, Chen Kegui’s father, said in a video posted online that security officials had whipped his hands and stomped on his feet while interrogating him for two days and two nights in late April.
Government retribution against other people who helped Chen Guangcheng or are close to him has so far been relatively mild by Chinese standards.

Læs i øvrigt også Washington Post, der har en fin artikel om, hvordan den amerikanske regering forhandlede med den kinesiske om Chen Guangcheng.

New York Times har også denne artikel om diplomatiet, der også er værd at læse.

:: Foto copyright Jordan Pouille

Chen Guangcheng er udmattet. Men først og fremmest frygter han for sin familie hjemme i landsbyen, som han flygtede fra for et par uger siden. For de lokale myndigheder er »gået på hævntogt.«

De vil have hævn. Mændene er kommet til landsbyen for at forfølge alle, der er i familie med ham, og de bryder ind i deres huse og chikanerer dem.

»Jeg har det virkelig dårligt med det,« siger den blinde aktivist Chen Guangcheng, der beskylder de lokale myndigheder for at være gået på hævntogt. I de seneste dage har de anholdt hans nevø og svigerinde, og de har systematisk forfulgt hans familie. De er blevet »vanvittige,« siger han om de lokale myndigheder.

»De opfører sig som gangstere. En lokal embedsmand har endda fortalt mig, at de følger deres egne love, og at de er ligeglade med centralregeringen,« siger Chen Guangcheng over telefonen fra det hospital i Beijing, hvor han opholder sig.

Læs også interviews med familiens advokater her på Kinablog, der fortæller hvordan myndighederne lægger pres på dem.

I sidste måned lykkedes det for Chen at flygte fra sit stenhus i landsbyen Dongshigu, der ligger i Shandong provinsen, hvor han havde været i husarrest i over 18 måneder.
I al hemmelighed hjalp venner og aktivister ham til Beijing, hvor han søgte om hjælp hos USA. Han opholdt sig på den amerikanske ambassade i seks dage.

Flugten var en ydmygelse for de lokale myndigheder i Shandong, og den var en af de mest alvorlige diplomatiske kriser mellem USA og Kina i flere år.

De to lande fik dog efter alt at dømme forhandlet sig frem til en løsning, så hverken Beijing eller Washington taber ansigt. Chen Guangcheng får lov til at rejse til USA med sin hustru og to børn, hvor han skal studere på et universitet i enten New York eller Washington.

Lige nu er han dog på et hospital i Chaoyang, som er et distrikt i hovedstaden Beijing. Han brækkede et ben under flugten, og han bliver også behandlet for alvorlige maveproblemer. De kom under den lange husarrest, hvor han ikke fik lov til at blive indlagt og undersøgt.

Efter alt at dømme vil aftalen mellem Beijing og Washington beskytte Chen Guangcheng mod mere brutalitet og chikane fra myndighederne. Men Chen er bekymret for sin familie hjemme i landsbyen.

Chen Guangchengss nevø, Chen Kegui, blev anholdt i sidste uge, fordi han var kommet op at slås med lokalregeringens mænd, der var brudt ind i hans hjem.

Chens svigerinde har også været anholdt og er løsladt mod kaution. Hans storebror må ikke forlade landsbyen og hele familien er blevet advaret af myndighederne i den storby, som landsbyen Dongshigu hører under.

Men Chen Guangcheng håber, at det snart er forbi, og at han kan komme til USA. Han er udmattet.

»Efter alle de år, jeg føler, at jeg har brug for en pause og at komme til kræfter igen,« siger Chen Guangcheng, der også glæder sig til at kunne studere og »indhente noget viden.« Han insisterer dog på, at han vender tilbage til Kina igen.

Men først skal han passe sin behandling. Han venter også på, at de kinesiske myndigheder giver ham et pas. Når han får det, så har amerikanerne lovet med det samme at give ham et visum.

Indtil da må han vente på hospitalet. Myndighederne har ikke som sådan sagt, at han igen er i husarrest, men en dag forsøgte han at gå ud for at nyde solen og få frisk luft, og det fik han ikke lov til. Han må heller ikke få besøg udefra.

»Så jeg må blive på afdelingen,« siger Chen Guangcheng. Han har ingen radio. Der er dog et TV, men det gider han ikke. Men hans kone og børn er hos ham, og hver dag læser de bøger og taler sammen.

»Jeg forsøger at være rolig og at se, hvordan tingene går. Jeg håber dog, at familien derhjemme er i sikkerhed. Jeg har fået at vide, at centralregeringen vil begynde en efterforskning af, hvad der er sket i Shandong. Jeg håber bare, at alt kommer til at gå i den rigtige retning,« siger Cheng Guangcheng.

Sagen om Chen

Hvem er Chen Guangcheng?
Den blinde og 40-årige Chen er aktivist og selvlært advokat, der kommer fra byområdet Linyi i Shandong provinsen. Han blev kendt i 2005, da han anklagede lokalregeringen for at gennemføre tvangsaborter og –steriliseringer på tusinder af kvinder.

Hvad skete der med ham?
Chen blev først sat et år i husarrest og fik senere fire års fængsel for blandt andet at »forstyrre trafik og skade offentlig ejendom.« Han blev løsladt i 2010, men straks sat i husarrest igen. Både Chen og hans hustru blev banket flere gange og myndighederne tog for eksempel deres seks-årige datters legetøj.

Hvorfor flygtede han til den amerikanske ambassade?
For få uger siden lykkedes det for Chen at flygte forbi de cirka 100 mænd, der bevogtede hans hus og landsby. Han fik hjælp fra venner og aktivister, der kørte ham de mere end 600 kilometer til Beijing. I hemmelighed blev Chen ført ind på USAs ambassade, hvor han var under amerikanernes beskyttelse.

Hvad har Kina og USA aftalt om Chen?
Chens flugt kom få dage før et topmøde mellem USA og Kina, hvor blandt andre udenrigsminister Hillary Clinton kom til Beijing. Efter intense forhandlinger blev der lavet en aftale om, at Chen ville blive i Kina for at studere. Men Chen ændrede mening, da han kom ud fra ambassaden og blev kørt på hospitalet, hvor han ikke længere var under amerikanernes beskyttelse og igen blev omringet af kinesisk politi og sikkerhedspoliti.

Hvad kommer der nu til at ske?
Chen er stadig på hospitalet, hvor han er sammen med sin hustru og to børn. Det er uklart, hvornår de får lov til at forlade Kina. Men ifølge en ny aftale mellem Kina og USA venter han blot på at blive færdig med sin behandling og på at få et pas. Derefter vil han sammen med familien straks flyve til USA, hvor Chen skal studere på et universitet.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Chen Guangcheng er måske beskyttet af aftalen mellem USA og Kina. Men det er hans familie og dens advokater ikke.

Chens nevø er blevet anklaget for uagtsomt manddrab, der kan give mellem ti års fængsel og dødsstraf. Samtidig har myndighederne også lagt pres på de advokater, der er tilknyttet familien.

»Advokater bliver presset til ikke at være advokater. Sådan noget som det her sker kun i Kina,« siger en af advokaterne, Jiang Tianyong over telefonen.

Han blev selv bortført den 3. maj, da han forsøgte at besøge Chen Guangcheng – du kan læse mit interview med ham her – på hospitalet i Beijing. Ti mand tog ham og førte ham ind til et hotel, hvor lederen af Haidian distriktets politi, Du Yuhui, mødte ham.

»Du Yuhui slog mig kun tre gange. Den ene gang på mit venstre øre, en gang på mit højre øre og en gang på brystet. Det var kun tre gange, men det var meget hårdt. Jeg har stadig problemer med hørelsen,« siger Jiang Tianyong.

Det er normalt, at et-partistaten lægger pres på advokater og forhindrer dem i at tage sager, som de anser for politisk følsomme. Kinas Kommunistparti har altid været på vagt over for advokater, som de ser som en trussel mod partiets magt. Også selv om det er i strid med den kinesiske forfatning og landets love.

Chen Guangcheng var også med i en løst sammensat gruppe af advokater, der aktivt arbejdede for at gøre Kina til en retsstat, og at få myndighederne og staten til at overholde lovgivningen og opfordrede til juridiske reformer.

Nevøen Chen Kegui er anklaget, fordi han forsvarede sig med en kødkniv, da en række mænd med tilknytning til myndighederne brød i hans hjem. Advokaterne siger, at han blot sårede dem, og at det skete i selvforsvar. En af dem kalder anklagen for tåbelig.

»Det er jo indlysende, at det er selvforsvar. Hvad andet kan man kalde det, når ti ukendte mænd kravler over en mur, bryder ind i hans hus og tæsker ham? I stedet for at straffe gerningsmændene vender myndighederne op og ned på godt og ondt,« siger advokaten Jiang Tianyong.

En anden af familiens advokater, Chen Wuquan – som ikke er i familie med Chen Guangcheng – har pludseligt fået inddraget sin licens. Han siger, at han skulle have været i Shandong til møder, som han nu er blevet presset til at opgive.

Flere andre advokater er også blevet sat i husarrest eller bliver overvåget. Det er Xu Zhiyong, Li Heping, Li Fangping, og Li Xiongbing.

Endelig er det også Teng Biao, der er forsigtig med at udtale sig. Men han siger om Chen Wuquan, der mistede sin licens:

»Det er meget usædvanligt, og det følger ikke normale procedurer,« siger lektor på Universitet for Politik og Jura i Beijing, Teng Biao, der er kendt for at være kritisk overfor regeringen. Han er også samtidig advokat for Chen Guangcheng. Så er han selv under pres? Der er en lang pause over telefonen.

»Ja. Meget. Myndighederne har fortalt mig, at jeg ikke skal blande mig i Chens sag. Og at jeg ikke skal diskutere den med medier eller andre,« siger Teng Biao.

»Jeg kan ikke tale særligt meget om det. Jeg håber bare, at Chen og hans familie får et normalt liv, og det lader ikke til at være muligt som situationen er i dag i Kina,« siger Teng Biao.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Danmark og danske virksomheder vil nødigt kritisere Kina. Men det er en fejl, og det kan skade interesserne på lang sigt. For politik, jura og forretninger hænger sammen i Kina.

Se for eksempel på den danske direktør Jørgen Stølsgaard, der ikke må forlade Kina. Det er nemlig ikke kun kinesere, der kan komme i klemme i det kinesiske retsvæsen. Stølsgaard er det seneste eksempel på, hvordan udenlandske forretningsmænd heller ikke er immune over for de uberegnelige domstole i Kina.

Jørgen Stølsgaard er direktør for Berrifine, der er en dansk virksomhed, som køber frugt og bær i Kina. Det har de gjort siden 2001. Jørgen Stølsgaard er i Kina cirka 40 dage om året, og han skulle for længst have været tilbage i Danmark. Men i midten af januar, på vej tilbage fra sin seneste tur, blev han standset i lufthavnen i Beijing, hvor han blev nægtet udrejse.

I 2004 var Jørgen Stølsgaard nemlig involveret i en handel med en kinesisk virksomhed, der ifølge Stølsgaard ikke kunne finansiere sin del af aftalen. Berrifines advokater lukkede efter sigende for sagen i 2006.

Men i 2008 blev den genoptaget ved en domstol i Dalian, hvor Berrifine blev dømt til at betale 1,5 millioner kroner i erstatning. Stølsgaard siger, at han ikke havde hørt om hverken retssagen eller dommen, som han derfor heller ikke kunne anke i tide.

Der er ikke noget abstrakt ved at tale om menneskerettigheder, det kinesiske retsvæsen og Kina som et retssamfund. Det er meget konkret, som Jørgen Stølsgaard mærker lige nu, hvor han gerne må rejse frit rundt i Kina, men ikke kan forlade landet før sagen er afsluttet.

Stølsgaard bliver ikke den sidste dansker, der kommer ud for en lignende situation. Siden Deng Xiaoping for alvor skubbede til de økonomiske reformer på sin Sydkinesiske tur i 1992 er de udenlandske investeringer og virksomheder skyllet ind over Kina.

Det har selvfølgelig også betydet, at der i dag er flere udlændinge og udenlandske erhvervsfolk i Kina. Blandt andet derfor bør det også være helt naturligt at interessere sig for lov og ret i Kina. For danskerens uheldige sag er ikke den eneste.

I midten af december blev to indere kidnappet af kinesiske forretningsmænd i byen Yiwu. Inderne blev holdt som gidsler, og kineserne forlangte en løsesum, fordi de efter følte sig snydt af den virksomhed, som inderne arbejdede for. Den ene af dem blev holdt fanget i et rum uden mad og vand, og hvor han var nøgen og blev tæsket dagligt. De to blev først befriet, da indiske diplomater gik ind i sagen.

De to mænd kan ikke forlade Kina, og sagen er blevet en diplomatisk strid mellem Indien og Kina. Den indiske udenrigsminister var i Beijing for få uger siden, hvor han bragte sagen op over for sin kinesiske kollega. Ambassaden i Beijing har også advaret indere om at arbejde i Yiwu, fordi det ifølge inderne er en by, hvor man ikke er garanteret juridiske rettigheder.

»Kina har altid lagt stor vægt på at beskytte udenlandske forretningsmænds rettigheder og interesser i Kina,« lød det i januar fra Hong Lei, talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Den amerikansk statsborger Hu Zhicheng er i nogenlunde samme situation, som New York Times har skrevet om her. Hu er født i Kina, men havde boet i USA i to årtier og fået amerikansk pas, da han i 2006 flyttede til Kina med sin familie, hvor den succesrige ingeniør havde fået nyt arbejde. Men i 2008 endte han i halvandet års fængsel, da han blev beskyldt for industrispionage. Sagen blev droppet af anklageren. I dag kan han officielt rejse ud af Kina. Men hver gang han prøver bliver han standset af de kinesiske grænsevagter. Hu Zhicheng tror, at nogen med gode forbindelser forsøger at få hævn over ham, og den amerikanske ambassade i Beijing har rejst sagen for myndighederne. Uden held.

Langt værre gik det dog for den australske Stern Hu, der arbejdede for Rio Tinto. Han skulle stå for sammenlægningen mellem den australske minegigant og statsejede

Aluminium Corporation of China, men handlen gik i vasken. Stern Hu blev anholdt og i 2010 idømt ti års fængsel for spionage og korruption. En dom, som kritikerne siger er politisk, og som stadig er en diplomatisk krise mellem Kina og Australien.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har sagt i et svar til Folketinget, at man ikke vil gå ind i sagen om Jørgen Stølsgaard »med politiske midler og opfordre de kinesiske myndigheder til at fravige national lovgivning til fordel for danskere med retslige problemer.«

Men domstolene i Kina er politiske. De er ikke uafhængige og hører ikke under nationen, men under Kinas Kommunistparti. De varetager først og fremmest partiets og et-partistatens interesser.

Domstolene har også kvoter, og man arbejder på at alle sager ender med en tilståelse, som man kan læse i en ny bog om kriminalret i Kina, der blandt andet er skrevet af Mike McConville fra Chinese University of Hong Kong.

»Vores arbejde for hele året vil være spildt, og vi ville tabe æren og bonusser, hvis der kom en enkelt kendelse med ikke-skyldig,« som der står i bogen »Chinese Criminal Justice: An Empirical Inquiry.«

Der er en større lovreform på vej i Kina. Den første af det strafferetlige system siden 1996. Men som Stanley Lubman fra University of California skrev for nyligt i Wall Street Journal, så er der ikke noget som tyder på, at partistaten vil gå væk fra sit politiske og værdibaserede retsvæsen.

»Over tiden vil der måske vise sig en gradvis forbedring, men det værdibaserede system vil fortsætte med at skævvride loven efter reformerne,« mener Lubman.

Så bør Danmark gå ind i sagen om Jørgen Stølsgaard? Passivitet og tavshed er også en accept af det kinesiske system, og kan ikke hjælpe Kina på vej mod egentlige reformer.

De danske virksomheder har også selv et ansvar. Som John Wagner Givens fra University of Oxford skrev i en akademisk artikel fra januar (.pdf), så vil udenlandske virksomheder i sager, der involverer kinesiske myndigheder, forsøge at løse den med udenomsretlige midler og med direkte forhandlinger, fordi de er bange for at støde kineserne.

Det er måske den samme berøringsangst, der gør, at Danmark og de danske virksomheder nødigt går offentligt ud og kritiserer Kina. Men vil den strategi sikre Danmarks og de danske virksomhedernes interesser på lang sigt? Og er der andre danskere, som er eller har været i den samme situation?

Jerome Cohen, der er professor ved amerikanske NYU School of Law, har utallige gange argumenteret for, hvordan menneskerettigheder og business hænger sammen i Kina. Som han skrev i South China Morning Post sidste år, så »er det for egen regning,« hvis forretningsfolk ignorer farerne ved det strafferetlige system i Kina.

Måske vidste hun, hvad der var på vej til at ske.

Den sidste gang jeg talte med Liu Xia var onsdag den 6. oktober 2010. Det var en bidende kold efterårsdag, som de nu kan være i Beijing, men vi sad inde i varmen på et the-hus, der ligger ved siden af hendes lejlighed.

Jeg har kun mødt og talt med hende måske et par håndfuld gange i de seneste år. Liu Xia er lille, hun virker skrøbelig, og har et kortraget hoved, så hun nærmest ligner en buddhistisk munk. Hun virker altid lidt sky. Men måske er det også fordi hun er så rolig, hun taler ofte langsomt, smager på ordene og tænker.

Men den dag var hun stresset. Eller måske nærmere blot travl, sådan virkelig travl og med meget at se til og tænke på. Med god grund. For dagen efter fik hendes mand, Liu Xiaobo, Nobels Fredspris. Det var også den dag, at Liu Xia forsvandt.

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu Xia er i begyndelsen af 50erne. Hun er poet og digter, og hun og Liu Xiaobo mødte hinanden i 1980erne, men det var først senere, at de blev et par. Hun har to interesser, og det er bøger og mad, for politik interesserer hende ikke.

Men hun er blevet offer for politik, der har taget hendes mand – Liu Xias stemme knækker ofte, når hun taler om ham – som afsoner 11 års fængsel, fordi han gjorde sig tanker om politisk frihed i Kina, og som har gjort hende til fange. Hun forsvandt nu ikke helt den dag i oktober, hun var i kontakt med omverdenen nogle få gange i ugerne efter, men der er ingen, som har hørt fra hende siden februar 2011.

Politiet er ikke i gang med en efterforskning, og hun er ikke tiltalt for noget, men myndighederne har sat hende i husarrest. Hun er gift med Liu Xiaobo, og det er hendes forbrydelse.

Dengang for langt over et år siden, hvor vi sad på the-huset i Beijing, tog hun sin taske frem og skubbede nogle fotografier over det massive træbord. Hun ville bare vise dem frem, for hun syntes, at de var sjove og gode.

Det var nogle sort-hvide billeder af dukker, der er taget i deres hjem, og hvor Liu Xiaobo på et af dem står med en dukke på skulderen.

• Læs også – tidligere artikler om menneskerettigheder

En af familiens venner, den franske akademiker og sinolog Guy Sorman, har brugt de seneste mange måneder på at smugle de 25 fotografier ud af Kina. Uden at Liu Xia vidste det, har han fortalt til for eksempel nyhedsbureauet AFP, for det ville give hende endnu flere vanskeligheder. Men hun har givet tilladelse til, at de kan bruges. Og det bliver de.

Indtil den 1. marts er fotografierne udstillet på Columbia University i New York. Derefter kommer de forbi Madrid, og senere i år ender de på en udstilling i Hong Kong, hvor de med garanti vil give debat og politiske slagsmål.

Dukkerne viser det kinesiske folks lidelser, og der er tårer på mange af dem. Serien hedder »Silent Strength of Liu Xia.« Og det må man håbe, at hun har.

Der er kommet to nye – og nedslående – rapporter om Kina. Den ene handler om menneskerettighederne generelt, og den anden om pressefriheden.

Den første kommer fra Human Rights Watch, der netop er kommet med deres årlige rapport, hvor du kan finde kapitlet om Kina her.

Alt i alt er det ikke opløftende læsning. Den autoritære et-partistat Kina fortsætter med aktivt at begrænse ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed og modarbejder pressen. Staten afviser en uafhængig og dømmende magt og bruger ulovlige metoder til at slå ned på forkæmpere for menneskerettigheder og organisationer.

Det er kort sagt business as usual og konklusionen fortsætter med at være, at sikkerhedsapparatet har fået stadigt større magt og indflydelse siden De Olympiske Lege i 2008.

Men kineserne bliver også stadigt mere bevidste om deres rettigheder. Og er parate til at udfordre staten i for eksempel spørgsmål om korrupte kadrer og konfiskering af landjord. Samtidig forsøger internetbrugere og mange medier at skubbe grænserne for censuren.

Du kan selv læse hele rapporten. Men her er nogle udpluk.

Juridiske reformer:

The police dominate the criminal justice system, which relies disproportionately on defendants’ confessions. Weak courts and tight limits on the rights of the defense mean that forced confessions under torture remain prevalent and miscarriages of justice frequent. In August 2011, in an effort to reduce such cases and improve the administration of justice, the government published new rules to eliminate unlawfully obtained evidence and strengthened the procedural rights of the defense in its draft revisions to the Criminal Procedure Law. It is likely it will be adopted in March 2012.

However, the draft revisions also introduced an alarming provision that would effectively legalize enforced disappearances by allowing police to secretly detain suspects for up to six months at a location of their choice in “state security, terrorism and major corruption cases.” The measure would put suspects at great risk of torture while giving the government justification for the “disappearance” of dissidents and activists in the future. Adoption of this measure—which is hotly criticized in Chinese media by human rights lawyers, activists, and part of the legal community—would significantly deviate from China’s previous stance of gradual convergence with international norms on administering justice, such as the International Covenant on Civil and Political Rights, which China signed in 1997 but has yet to ratify.

Ytringsfrihed:

The government continued in 2011 to violate domestic and international legal guarantees of freedom of press and expression by restricting bloggers, journalists, and an estimated more than 500 million internet users. The government requires internet search firms and state media to censor issues deemed officially “sensitive,” and blocks access to foreign websites including Facebook, Twitter, and YouTube. However, the rise of Chinese online social networks—in particularly Sina’s Weibo, which has 200 million users—has created a new platform for citizens to express opinions and to challenge official limitations on freedom of speech despite intense scrutiny by China’s censors.

Kvinders rettigheder:

Women’s reproductive rights remain severely curtailed in 2011 under China’s family planning regulations. Administrative sanctions, fines, and forced abortions continue to be imposed, if somewhat erratically, on rural women, including when they become migrant laborers in urban or manufacturing areas, and are increasingly extended to ethnic minority areas such as Tibet and Xinjiang. These policies contribute to an increasing gender-imbalance (118.08 males for every 100 females according to the 2010 census), which in turn fuels trafficking and prostitution.

Der er også kommet rapport fra en ny organisation, der hedder International Federation of Journalists (IFJ). Den konkluderer kort sagt det, som vi ved i forvejen – det bliver værre.

The report also outlines various cases where news stories were suppressed by Chinese authorities, as investigative journalists and media outlets were targeted for reporting perceived to be “negative” by China’s censors. At least 16 mainland journalists were forced out of their work place, through sackings or organisational restructuring under pressure from Chinese authorities in 2011. Police also used state secrecy laws to harass and threaten a Chinese journalist investigating the arrest of a civil servant in Luoyang, in eastern China.

The IFJ was also buoyed by the response of China’s General Administration of Press and Publication (GAPP) to concerns raised by an IFJ report that the government was allowing the creation of media blacklists by government departments or institutions. The GAPP publicly pledged that it would not allow the development of such blacklists.

However, the IFJ noted authorities in China began to use more sophisticated methods to monitor and control the media in 2011. Authorities are now disseminating censorship directives verbally, rather than in the written form, in order to avoid external scrutiny. A new body, the State Internet Information Office, was also established by the State Council to oversee the online media environment.

Du kan læse en kort beskrivelse af undersøgelsen og du kan også downloade hele rapporten på engelsk og kinesisk.

En af Kinas mest fremtrædende forfattere og kritikere flygtede i sidste uge til USA med sin familie. Han har længe været under pres fra myndighederne og været udsat for tortur, som han vil fortælle mere om under en høring i denne uge i den amerikanske kongres.

Det er for det første endnu et stærkt signal til kritikerne her i Kina om, at de skal tie stille. Så Yu Jie vil ikke blive den sidste. Især ikke i år, hvor den politisk følsomme “Kinas Kommunistpartis 18. Nationale Partikongres” ligger lige om hjørnet, og hvor der skal vælges ny præsident, premierminister og andre topledere.

Siden den 17. partikongres i 2007 og De Olympiske Lege og optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008 har et-parti-staten gjort markant større brug af censur, vold, tortur, kidnapninger og på mange måder svækket det juridiske system og domstole.

Den 38-årige Yu Jie har blandt andet skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller,« der udkom i 2010 i Hong Kong. Bogen er forbudt i Kina. Yu skrev den på trods af trusler om fængselsstraf og efter at være udsat for tortur.

»I størstedelen af det seneste år har jeg været frarøvet min frihed og været under overvågning,« siger Yu Jie i et interview med Radio Free Asia.

Yu Jie fortæller dog til nyhedsbureauet AP, at sikkerhedspolitiet bortførte ham flere gange i løbet af det seneste år, hvor han også blev banket så meget, at han mistede bevidstheden.

Myndighederne forbød ham også at udgive flere bøger udenfor Kina. De truede Yu med, at han kunne fængsles for at udgive statsfjendtlig materialer og for at tilsværte Kinas Kommunistparti og landets ledere.

Samtidig forhindrede de Yu, der er troende kristen, i at udøve sin religion.

»Jeg følte, som forfatter og som kristen, at jeg ikke længere havde friheden til at udtrykke mig og til at følge min religion. Derfor valgte jeg at komme til USA, hvor jeg kan leve frit,« siger Yu Jie til Radio Free Asia.

Yu Jie siger i sit interview med AP, at han fortsætter med sine planer om at skrive en bog om præsident Hu Jintao og den fængslede vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo.

• Læs også - alle tidligere artikler om Liu Xiaobo på Kinablog

Liu aftjener en dom på 11 års fængsel, og han modtog Nobelprisen i 2010. Det var også her, at problemerne for alvor begyndte for Yu Jie, fortæller han til Reuters.

»Få dage før ceremonien blev jeg kidnappet og flere personer fjernede mit tøj og bankede mig i en grad, så jeg kollapsede og blev kørt på hospitalet for at blive reddet,« siger Yu Jie til Reuters.

Liu Xiaobo og Yu Jie er gode venner. Derfor troede myndighederne, ifølge Yu, at han spillede en rolle i Liu Xiaobos arbejde.

Liu Xiaobo, der er forfatter, professor i litteratur og formand for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, er en af initiativtagerne til Charter 08, som Yu Jie også er medunderskriver af. Det er dokument, der opfordrer til politiske reformer i Kina, og som er inspireret af tjekkiske Vaclav Havels Charter 77.

Liu Xiabo blev fængslet og skulle efter sigende have afvist og nægtet at acceptere myndighedernes pres om at løslade ham mod, at han ville gå i eksil i udlandet. Yu Jie har gennem længere tid forhandlet om en lignende aftale, som han nu altså har accepteret. Se også interview i The Australian.

Senere i år holder Kinas Kommunistparti sin fem-årlige kongres. Det er en politisk følsom periode, hvor der denne gang også skal besættes en lang række topposter som præsident og premierminister. Blandt andet derfor, siger analytikere, og på grund af frygten for en kinesisk Jasmin revolution, har myndighederne slået stadigt hårdere ned på kritikere.

Det fik blandt andet også en anden berømt forfatter, Liao Yiwu, til at flygte fra Kina i juli 2010. Han sneg sig over grænsen til Vietnam, og opholder sig i dag i Berlin. Hvis du ikke kender Liao, så anbefaler jeg dig klart at læse hans bog “The Corpse Walker: Real Life Stories: China From the Bottom Up.”

Sent onsdag bortførte politiet også en anden kendt aktivist og forfatter, Hu Jia, der blandt andet har været kandidat til Nobels Fredspris og modtaget EUs prestigiøse Sakharov pris. Politiet afhørte ham i syv timer i torsdags, og har konfiskeret to af hans computere.

• Læs også - alle tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog

I sidste måned skrev Hu Jia et åbent brev, der opfordrede til større opmærksomhed omkring Liu Xiaobo og hans hustru, Liu Xia, der sidder i husarrest i Beijing. Hu Jia blev sidste år frigivet efter en straf på tre et halvt år, og politiet har nu truet med at sætte ham i fængsel igen, hvis han ikke stopper sin kritik.

En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Weimin, siger om Yu Jie, at han »ikke kender denne person, og jeg ved ikke, hvor mange der anser ham for at være en kendt forfatter.«

Nyheden om Yu Jies flugt slap ud på det kinesiske internet sent onsdag. Søgninger på »Yu Jie« er stadig censurerede på det kinesiske internet, men det lykkedes blandt andet forfatteren Qin Liwen at skrive et indlæg på sin side på den populære mikroblog Sina Weibo:

»Vi har kendt hinanden i mere end ti år, og jeg har altid vidst, at denne dag ville komme.«

Her er hele Qin Liwens indlæg, der nu er blevet slettet:

【毒打】直到过了很久我才从别人那里听说余杰被毒打的事，极其震惊，因为此前没听说消息。立刻给他打电话，他说找个地方吃饭面谈。见面后他告诉我，事情发生在2010年12月9日，秘密警察将他脱光衣服套上麻袋拳打脚踢至于休克，送医院，医院说这人救不了了，他夫人刘敏坚持送去第二家医院才救活。

De kinesiske medier har – på ingen måde overraskende – ikke skrevet om Yu Jie. Med undtagelse af et forventeligt karaktermord på ham i den engelske udgave af Global Times.

Blå bog: Yu Jie
• Yu Jie er født i 1973 i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Senest boede han dog med sin hustru og parrets datter i en forstad til Beijing.
• Han er tidligere vicepræsident for den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN, som han også var med til at stifte.
• I Kina er Yu Jie nok mest kendt for sine essays og kritiske holdning til myndighederne og Kinas Kommunistparti.
• Yu’s bøger har været forbudte i Kina i de seneste fem år. Senest har han skrevet den kritiske bog »Wen Jiabo: Kinas bedste skuespiller.«
• Yu Jie er en af Kinas mest kendte samfundskritikere, og har blandt andet mødtes med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

:: Foto fra Wikimedia

Ai Weiweis atelier og bolig ligger i et tidligere fabrikskvarter i det nordøstlige Beijing. Her dukkede der tirsdag eftermiddag fire betjente op, som tog hans hustru, Liu Qing, med til forhør. Den 54-årige Ai var ikke selv hjemme.

Parret fik dog senere lov til at tale med hinanden over telefonen, men de ved ikke, hvorfor politiet tog Liu til forhør.

Det kan måske være del af en ny og større efterforskning af Ai Weiwei og hans selskab »Fake,« og fordi politiet er ved at opbygge en ny sag mod Ai. Han fortæller, at politiet også for nyligt har taget to af hans assistenter til forhør.

»Det lader til, at de er i gang med en bredere efterforskning. Jeg aner det ikke,« siger Ai Weiwei. Og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi har ikke på nogen måde brudt nogen love. Men vi er nysgerrige efter at se, hvad der nu kommer, for det ved man aldrig,« siger Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Ai Weiwei forsvandt i begyndelsen af april, da betjente bortførte ham i lufthavnen i Beijing. Ai blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno før politiet besluttede sig for at anklage ham for skattesnyd, som efter sigende skulle gå helt tilbage til 2001.

Det er beskyldninger, som Ai Weiwei selv kalder for politiske. Han afviser dem og siger, at myndighederne blot er ude på at lukke munden på ham. Men skattesagen har ikke fået Ai Weiwei, der er kendt for sin kritik af den kinesiske regering og Kinas Kommunistparti, til at lukke munden.
I sidste uge fortalte politiet så den ene af de to assistenter, som de forhørte, at Ai nu blev efterforsket for at »sprede pornografi på internettet.«

Fotografen Zhao Zhao fortalte, at politiet var interesseret i et kunstfotografi fra 2010, hvor en nøgen Ai står sammen med fire ligeledes nøgne kvinder på et foto, som har titlen »En tiger, otte bryster«. Nyheden om den nye efterforskning fik kinesere til at lægge utallige nøgenbilleder ud på internettet i sympati med Ai Weiwei.

• Læs også - Ai Weiwei og Louisiana – »Det her handler ikke om mig«

På samme måde fik Ai også opbakning fra 30.000 personer, som på under et par uger hjalp ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke dommen om skattesnyd. Den 1. november fik han besked på at betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner), som myndighederne siger han har unddraget i skat siden 2001.

Politiet i Beijing oplyser, at de »ikke kender noget til nogen Liu Qing,« der skulle være anholdt. Det fortæller en betjent, der ikke vil oplyse sit navn, fra Nangao politistation.

Ai tror ikke, at Liu Qings forhør har noget at gøre med skattesagen.

»Vi har fulgt deres instruktioner og betalt kautionen, så de kan kun være tilfredse. Det var en sejr for dem,« siger Ai Weiwei, der ikke tror, at hans hustru er i fare.

»Jeg er bekymret, men der er ikke nogen måde at hjælpe på. Da jeg forsvandt gav de ingen forklaring. Det her er ikke noget, som der er en løsning på,« siger Ai Weiwei.

Liu Xiaobos far døde for en uge siden. Men han var ikke med til begravelsen, for han fik ikke lov af de kinesiske myndigher. Og måske ved Liu Xiaobo ikke engang, at faren er død, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Kinas mest berømte kritiker, den 55-årige Liu Xiaobo, sidder i et fængsel i den nordkinesiske Liaoning provins. Han afsoner en straf på 11 års fængsel for at være medforfatter til Charter 08, der er et dokument, som opfordrer til politiske reformer i Kina. Liu vandt Nobels Fredspris i 2010.

• Læs også – Tidligere artikler om Liu Xiaobo

I dag er Liu Xiaobo stadig stort set afskåret fra omverdenen, og hans advokat, Shang Baoujun, ved ikke, om nogen har fortalt ham om farens død.

»Jeg håber, at han har fået det at vide. Men jeg har ikke selv kunne fortælle ham om det, og jeg er ikke sikker på, at han har fået det at vide gennem andre kanaler,« siger Shang Baojun og tilføjer, at der ikke er noget i kinesisk lovgivning som sikrer fanger, at de har ret til at få udgang til for eksempel begravelser.

»Liu Xiaobo har ikke haft lov til at få besøgende siden han blev flyttet til fængslet i Liaoning. Det sidste besøg var i maj 2010,« siger Shang Baojun.

• Læs også – Hurtig baggrund om Liu Xiaobo og Nobelprisen

Den eneste, der har lov til at besøge ham, er hans hustru, Liu Xia, der kan se ham en time om måneden. Inden hvert besøg skal hun dog først søge myndighederne om lov. Men det er usikkert, hvornår hun sidst har været der, og om myndighederne overholder loven.

Shang Baojun bekræfter, at Liu Xiaobos far er død, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra familien. Kilder siger, at myndighederne igen for nyligt har advaret familien mod at tale med pressen.

Den 52-årige Liu Xia er også selv isoleret fra omverdenen. Hun forsvandt sidste efterår før Nobelprisen blev uddelt i Oslo. Hun sidder efter alt at dømme i husarrest i Beijing, hvor hun er konstant overvåget og ikke har adgang til telefon eller internet. Politiet har ikke sigtet hende, og hun er ikke idømt nogen dom.

Liu Xiaobos far, Liu Ling, blev tidligere på året alvorligt syg og indlagt på hospital i den nordkinesiske by Dalian. Han døde i sidste uge under den kinesiske helligdag Månefestivalen, og han blev 79 år.

:: Liu Xia’s privatfoto af Liu Xiaobo

Ai Weiwei er blot en af de mange kinesere, som politiet bortførte i 2011, hvor myndighederne har kidnappet markant flere politiske kritikere, som du kan se på for eksempel denne liste, som jeg lavede tidligere i år.

Men selv i Kina kan politi og sikkerhedspoliti ikke blot gå rundt og bortføre folk og lukke dem inde på hemmelige steder under ofte umenneskelige forhold. Uden at de er anklaget for forbrydelser og uden at give deres familier besked. Det er ulovligt. Indtil nu.

En ny lov er på vej, som lovliggør de tvivlsomme metoder. Eksperter siger, at det er et af de mest alvorlige tilbageslag i flere år, og at det nye lovforslag underminerer beskyttelsen af personer og borgere, der kritiserer eller kommer på kant med myndighederne.

Loven frarøver folk deres rettigheder, men giver mere magt til politiet. Domstole og politi hører under Kinas Kommunistparti og ikke staten som i for eksempel Danmark. Derfor er deres første prioritetet at sikre partiets magt. Lovforslaget – som endnu ikke er blevet offentliggjort i sin fulde tekst – kommer efter urolighederne i Mellemøsten, som siden februar har resulteret i hundreder af “forsvindinger” og arrestationer.

Her er to korte interviews med eksperter, der kommenterer lovforslaget.

• Jerome A. Cohen – er en af verdens mest fremtrædende sinologer og eksperter i kinesisk lovgivning. Professor i jura og medlem af Council on Foreign Relations. Har beskæftiget sig med Kina siden 1960erne.

»Det er et godt billede på, hvor farligt det er at revidere lovgivning i perioder med undertrykkelse. Ministeriet for Offentlig Sikkerhed og partiets politisk-juridiske kommission er formidable lobbyister, der ved hvordan de skal bekæmpe enhver reform, der kunne begrænse deres i den kriminalretslige proces.«

»Ligesom de har formået at bevare (lejrene med) “genopdragelse gennem arbejde” som et alternativ til formelle straffe, så vil de nu have autoriseret husarrest og – overvågning som et alternativ til de indledende stadier til en retssag. På den måde kan de i op til seks måneder undgå enhver form for regler omkring arrestationer, detention, anklagernes rolle, advokater, etc, og andet, der skulle have beskyttet de mistænkte.«

»Denne »reform« vil formelt gøre folk hjælpeløse og helt være i politiets magt.«

• Joshua Rosenzweig – tidligere senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system.

»Man kan gætte på, at det pres som kom omkring Ai Weiweis forsvinden – og Liu Xiaobo før ham – har givet en grund til at styrke en juridisk retfærdiggørelse af denne praksis. Med andre ord, hvis Kina kan besvare international kritik med at referere til utvetydige paragraffer kan de argumentere for, at forsvindelserne sker i »henhold til loven.« Uanset om de så overtræder menneskerettighederne.«

»Jeg tror ikke, at der vil komme en stor offentlig opmærksomhed omkring forslaget. De fleste kinesere forstår ikke, hvordan »stats-sikkerhed« bliver manipuleret af myndighederne, og de har ikke megen sympati med folk, der bryder »statens sikkerhed« – og de har endnu mindre sympati med folk, der er anklaget for terrorisme og korruption, der er to andre overtrædelser, som det nye lovforslag kunne bruges mod.«

»Man kunne forvente, at aktivister og advokater i Kina ville lave lidt larm omkring forslaget, men kampagnen over de seneste seks måneder har intimideret de folk, så det er forståeligt, hvis de er forsigtige med enhver form for kritik.«

:: Foto, der måske forestiller en af centralregeringens juridiske konsulenter, fra denne side

Ai Weiwei er tilbage på Twitter, hvor han nu angriber de kinesiske myndigheder for den brutale behandling, som hans venner fik i fængslet. Det skriver jeg om i dagens Berlingske.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

I dag er Hu Jia blevet løsladt efter tre år og seks måneders fængsel. Han er nu hjemme hos sine forældre og sin hustru, den 27-årige Zeng Jinyan, der har ventet på ham efter en søvnløs nat, som hun skrev på Twitter.

Hu Jia blev anholdt kort før De Olympiske Lege i april 2008. Han var kommet med en åben og skarp kritik af Kinas Kommunistparti og arbejdede for borgerrettigheder, mijøbeskyttelse og bedre vilkår for folk med AIDS.

Lige som Ai Weiwei og de mange andre advokater og aktivister, der har været i kontakt med myndighederne i de seneste måneder, kan Zeng Jinyan ikke udtale sig og lade sig interviewe. Hun har tidligere på været i kontakt med myndighederne, og hun har skrevet, at Hu Jia ikke kan tale med pressen. Han får næppe heller lov til at bevæge sig frit, og vil højst sandsynligt blive sat i husarrest.

Zeng Jinyan er i øvrigt også aktivist, og er blevet kåret af Time Magazine som en af de 100 mest indflydelsesrige folk i verden.

Her er et lille udpluk af tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog:

• Med sikkerhedspolitiet i hælene Hu Jias dokumentarfilm om at være i husarrest

• Bortført under OL: Zeng Jinyan og baby er tilbage i husarrest i Beijing

• Menneskerettigheder i Kina: Hu Jia vinder pris

• Ny hackersag i Kina: Hvem læser mine mails, spørger Zeng Jinyan

Og her er tre links om Hu Jia og hans løsladelse fra i dag:

• New York Times/Reuters – Prominent Chinese Dissident Hu Jia Is Freed From Jail

• BBC – Profile: Chinese dissident Hu Jia

• AFP – China releases human rights activist Hu Jia

Her i weekenden har de kinesiske myndigheder løsladt de sidste tre personer, der har tilknytning til Ai Weiwei. De forsvandt samtidig med den 54-årige kunstner, der blev bortført af politiet i lufthavnen i Beijing for næsten tre måneder siden.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

Ai Weiwei’s mor er glad. Sent i onsdags fik hun sin søn tilbage, som hun ikke har set siden politiet tog ham for næsten tre måneder siden. Og i går torsdag løslod de også hendes 43-årige nevø, Zhang Jinsong, der forsvandt samme dag.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.