Tag arkiv for migrantarbejdere

Det er svært at være bonde Kina. Der er ikke penge i landbrug. Derfor forlader mange deres landsbyer og rejse ind til byerne for at tjene penge. De efterlader familie – hustru, mand, børn, søskende, svigerforældre og så videre – som de måske kun ser en enkelt gang om året, når de rejser hjem omkring det kinesiske nytår, der er den helt store højtid herovre.

En anden højtid er Månefestivalen, hvor kineserne traditionelt fejrer familien og en – forhåbentlig – veloverstået høst. Men flugten fra fattigdommen på landet betyder, at stolene står tomme hjemme i landsbyerne. Som man kan se på billedet herover, hvor den 67-årige Xue Peizhong og hans hustru Yang Guilan passer deres barnebarn, fordi forældrene er to af de i alt ti familiemedlemmer, der er rejst ud for enten at gå i skole eller tjene penge.

Du kan se flere billeder på Ministry of Tofu, der har oversat og kommenteret teksten fra denne billedserie på Xinhua.

Kunne familien ikke bare flytte med, når for eksempel faren eller moren rejser ud? Nej. Og det skyldes især hukou-systemet, som registrerer en persons bopæl. Forestil dig, at der står København på dit sygesikringsbevis. Det betyder, at du kun må bo, gå i skole og modtage sociale ydelser i København, og at det alt sammen bortfalder hvis du rejser til Odense. For eksempel har børn af migrantarbejdere ikke ret til at gå i skole, hvis ikke deres forældre har hukou i den by, som de arbejder i.

Det er næsten umuligt at ændre sin Hukou. Især derfor er det bedre at lade sin familie blive hjemme.

Kam Wing Chan, der er fra University of Washington, skrev for nyligt denne artikel om urbanisering og hukou på East Asia Forum. Og hvordan hukou-systemet i de næste ti år kommer til at skabe en enorm underklasse på 300-400 millioner personer:

The hukou system has created two classes: on the one hand, an urban class whose members have basic social welfare and full citizenship; on the other, an underclass of peasants with neither of these privileges. In Mao’s era, peasants, forbidden to go into the cities, were confined to tilling the soil to grow food for urban workers. With China’s opening up and participation in the global economy, peasants have been allowed to come to the city where they are compelled to take up low-paid factory and service jobs. Many of these are dirty and dangerous. At the same time, peasants are denied access to urban welfare programs and opportunities because the great majority of them are not allowed to change their hukou from rural to urban.

‘Rural migrants’ work and live in the city but they are not part of the urban class — not now and not in the future, no matter how many years and how hard they have worked in the city. This group now numbers about 160 million and continues to rise. The fact that they are purposely held down as a massive permanent underclass is precisely what supplies China with a huge, almost inexhaustible pool of super-exploitable labour. Little wonder that China is the world’s largest — and the most ‘competitive’ — manufacturing powerhouse!

For nogle uger siden eksploderede en fyrværkerifabrik i Guangxi. 13 børn i alderen 7-14 år blev forbrændt og en enkelt døde.

Børnenes arbejde begyndte hver dag klokken tre om natten, og de fik en yuan per dag. Det svarer til 72 øre.

Det kan man læse i denne artikel på Qingdaonews. Læs også artiklen fra Cnwest. Der er også engelske artikler på CRI og på Shanghai Daily.

Hvert år er der utallige eksplosioner i de små og ofte illegale fabrikker, der især laver fyrværkeri til det kinesiske nytår, der falder et par måneder senere end i Vesten. Eksempler fra 2009, 2008 og 2007.

China Labour Bulletin har en rapport fra 2007, der handler om børnearbejde (åbner i .pdf.).

I november kom de også med en ny rapport (åbner i .pdf). Den viser, at det er børn til migrantarbejdere, der i høj grad betaler prisen for økonomisk fremskridt.

:: Foto fra denne artikel på Sina

En mand som tante?

Finanskrisen har gjort cirka 20 millioner migrantarbejdere arbejdsløse. Og der er ikke meget hjælp at hente fra det offentlige. Hverken i form af understøttelse eller arbejdsformidling. Som jeg har skrevet om tidligere i Berlingske.

Derfor er mange af de arbejdsløse mænd blevet tvunget til at være kreative.

Så flere har nu taget arbejde som ayi’s (阿姨), skriver Takungpao.com.

Det betyder egentlig “tante”. Men det bruges også om babysittere, og det der i Danmark hedder hjemmeservice. Altså folk der kommer hjem til dig og gør rent og rydder op og laver huslige gerninger.

Det er normalt et arbejde for kvinder. Og gerne de lidt ældre og pensionerede af slagsen.

Derfor er man da heller ikke specielt begejstrede for mændene i branchen.

Og samtidig er mange af dem også flove over deres arbejde.

:: Billedet viser et privat bureau i Dongguan, der formidler kontakt mellem arbejdere og fabrikker, På grund af finanskrisen er der meget lidt arbejde at få

Kineserne kalder finanskrisen for »den finansielle tsunami« (金融海啸). Det er der god grund til. Især i Guangdong provinsen, der er ved at miste titlen som hele verdens fabrik.

Her går det nemlig ikke specielt godt, som du kan læse i min reportage i Berlingske fra i mandags.

Jeg var på besøg i Guangdong i sommer, hvor jeg lavede denne reportage fra provinsen. Det var slemt allerede den gang.

Nu er det langt værre. På grund af finanskrisen. Og fordi amerikanerne, europæerne og dermed danskerne sparer på pengene og køber færre julegaver. For der er en direkte linje mellem dit Dankort og arbejdsløsheden her i Guangdong.

Her er et kort rids over de problemer, som Guangdong er stødt ind i de seneste måneder:

• Fald i eksporten. Flere udenlandske firmaer har allerede tidligere på året lukket deres virksomheder og flyttet dem til billigere lande. Devalueringen af den kinesiske valuta, yuan, og den finansielle krise vil få eksporten til at falde yderligere i de kommende måneder.

• Stigende energi- og råvarepriser. Det er især gået ud over mindre og mellemstore virksomheder, der har mindre profitmargener.

• Skatter. Siden midten af 2007 er der blevet ændret i de tidligere fordelagtige skatteregler for især legetøj, sko og tøj, som har været kerneprodukter for Guangdong.

• Omkostninger til arbejdere. Mangel på arbejdere har skruet lønningerne i vejret. En ny arbejderlov giver bedre beskyttelse af arbejderne, men koster flere penge for virksomhederne.

Når fabrikkerne lukker, så går det først og fremmest ud over migrantarbejderne. Blandt andet har der været utallige sager, hvor de ikke har fået udbetalt deres resterende løn.

De lukkede fabrikker trækker også andre virksomheder med i faldet. Butikker, taxier, restauranter, hoteller, vikarbureauer og alle andre erhverv.

Se på billedet herover af den mennesketomme Ming Xin Skobutik (名鑫鞋业城), der ligger i Dongguan, som er et af de hårdest ramte steder.

Her står der »金融危机，本店倒闭，银行逼债，亏本清仓.«

Det betyder »Finanskrise, butikken er gået konkurs, banken rykker os, ophørsudsalg«.

Eller hvordan man nu lige oversætter 亏本清仓. Ophørsudsalg som vi taber penge på, står der vel egentlig.

Fabrikkerne lukker. Arbejderne forsvinder. Gaderne er tomme. Billedet er taget omkring middagstid, hvor arbejderne normalt ville være strømmet ud på gaden for at spise.

Det var en god forretning. Dengang. I dag er telefonboksene stort set tomme, for der er ingen arbejdere som skal ringe longdistance hjem til familien.

En af de utallige virksomheder, som kan mærke krisen, er her på Jinshi Arbejdsbureau i Chang’an. De lever af at skaffe arbejdere til fabrikkerne. Uden for bureauet reklamerer de med, at de rekrutterer arbejdere til Foxconn, som er den virksomhed, der samler Apple’s iPhone og iPod. Så den næste iPod du køber, er måske samlet af drengen af på billedet, der sidder til jobinterview.

I årtier var Guangdong hele verdens fabrikshal. Hvis du har sko eller tøj fra for eksempel Reebok eller Adidas, legetøj fra Mattel eller en iPod fra Apple, så kommer det højst sandsynligt fra Guangdong fra fabrikker som her på billedet.

Men nu er der stille i de enorme fabriksområder. Ingen lastbiler. Ingen arbejdere på gaden. Her er stille. Fabrikkerne er lukkede.

Migrantarbejderne bor for det meste i sovesale inde på fabrikkerne. Hvor de bor i køjesenge. Hvor det eneste privatliv måske er et gardin, som de kan trække for deres køje. Væggen ved deres senge er tit klistret til med billeder hjemmefra, plakater af popstjerner fra Hong Kong, Taiwan og Sydkorea. Kalendere. You name it. De få kvadratmeter væg er det eneste sted, som de kan sætte deres eget personlige præg på.

De røde plakater hænger over hele Dongguan og området omkring Shenzhen. Der står et antal kvadratmeter, en pris og et mobiltelefonnummer. Og overskriften: Fabrik til leje. Alt fra få hundrede kvadratmeter til op mod 100.000.

Sådan så her ud før. Jeg har taget billedet fra en brochure, der lå på gulvet i den lukkede fabrik.

Og sådan ser her ud i dag.

Guangdong forsøger at omlægge provinsens erhvervsliv. Fra lavteknologiske fabrikker med samlebånd og masser af billig arbejdskraft. Og til højteknologiske og kreative industrier. Men det tager tid. Årtier. Spørgsmålet er, om det lykkes.

Billedet viser en skofabrik i Dongguan. Siden 1990erne har fabrikken lavet sko for blandt andre Reebok. Den er nu revet ned. Den skal ud af byen. Væk. For at gøre plads til en subway og pænere bygninger. Jeg skrev om den i artiklen fra i sommers, som jeg linker til ovenover.

:: Billederne er taget i sommers og på min seneste tur til Guangdong.

Beijing har fået et nyt museum, skriver China Youth Daily (via 163.com). Og det er ikke malerier, antikke vaser eller udstoppede dyr, der skal udstilles.

Det er migrantarbejdere.

Det er de personer, som rejser måske hundreder eller tusinder af kilometer væk fra familien for at finde midlertidig og ofte dårligt betalt arbejde.

Millioner af mennesker, der rejser over hele Kina. Og som derfor også kaldes for Kinas flydende befolkning.

På kinesisk hedder de 打工者 (dagongzhe). 打工 betyder at have et midlertidig arbejde, at lave fysisk arbejde eller blot forefaldende arbejde.

De kaldes også for 打工妹 eller 仔. Som vel kan oversættes til arbejdssøster eller -bror.

De kommer ofte fra fattige landområder, og de er bunden af det kinesiske samfund, som ejeren af museet siger:

“农民工就像是自来水，需要的时候打开，不用的时候关上”。

Den slags arbejdere er som vand. Man kan skrue op for strømmen af dem, når man har brug for dem. Og slukke for dem, når man ikke kan bruge dem.

Derfor ville ejeren, Yang Weizhong (杨卫东), give dem et museuem. Der er nu ikke mange udstillingsgenstande derinde. Det er for eksempel fotografier eller midlertidige opholdstilladelser.

Og så er der Sun Zhigang, som jeg har skrevet om tidligere her på kinablog.dk. Han har ærespladsen på museet.

Forældrene arbejder hele dagen på teglværket, hvor de skovler jord op på en trækærre og kører det ind til ovnene. Fra morgen til aften. Hver dag. Til en dagsløn på 20 yuan (13 kroner).

De er godt tilfredse, siger de. De tjener flere penge her, end de ville kunne tjene hjemme i deres landsby i Guizhou.

Flere af de ansatte er ægtepar. De har børn, to eller tre styk, som de alle har taget med til teglværket.

Mange gange efterlader migrantarbejderne deres børn hjemme i landsbyerne, hvor et familiemedlem tager sig af dem og opdragelsen, mens forældrene forsøger at tjene penge. For eksempel til at kunne betale for børnenes uddannelse.

En af børnene på teglværket burde egentlig gå i skole, men forældrene har ikke råd til at betale for det.

Det er en rigtig god fotoserie, som man kan se her, og som fotografen har brugt et par år på at gøre færdig.

:: Via China Digital Times

Sådan ser der ud på en kinesisk legetøjsfabrik. Læg mærke til at jeg skriver “en”. For der ser bestemt ikke sådan ud på alle fabrikker i Kina. Det er umuligt at generalisere om, og der findes fabrikker, hvor forholdene er både værre og bedre.

Billedserien kommer fra denne side. Fabrikken ser ikke ud til at være et af de værste eksempler på, hvor elendige arbejdsforholdene kan være. (Jeg har forsøgt at finde ud af, hvem fotografen er, og hvor billederne kommer fra, men uden held. Hvis du ved det, må du gerne skrive til mig.)

• Læs om mindsteløn i Kina – Hvor meget tjener en kinesisk arbejder?

Når man ser på billederne, er der umiddelbart ikke grund til at blive hverken stakåndet eller forarget. Var billederne kommet fra en fabrik i Danmark, ville Arbejdstilsynet have lukket fabrikken med det samme. Ingen tvivl om det. Men det er i Kina, og i Danmark har vi brugt nogle få hundrede år på at finjustere vores arbejdssikkerhed, arbejdsmiljø og så videre.

Går vi bare 10, 20 eller 40 år tilbage i historien, var der dårligere arbejdsforhold på de danske arbejdspladser. Der har nok heller ikke været mange medarbejdervalgte sikkerhedsrepræsentanter på de første danske fabrikker i 1600-tallet. Kina forsøger at gennemgå den samme udvikling – på 30 år.

• Læs om eksplosion i kinesisk fyrværkerifabrik – børnearbejdere fik 70 øre om dagen.

Der er masser af eksempler på livsfarlige, uhumske og dårlige arbejdsforhold i Kina (se billedet nedenunder). Men før tonen bliver alt for skinger, så lad os lige huske på det der med nuancerne. Som for eksempel med sagen om iPod fabrikkerne i Kina.

Billedet er fra EastSouthNorthWest. Det viser en kulminearbejder, der på hænder og fødder trækker en spand kul ud af minen mens chefen ser på.

“China Blue” er en amerikansk dokumentarfilm om livet på en kinesisk fabrik, der laver cowboybukser.

Filmen følger en 16-årig teenagepige, en typisk kinesisk migrantarbejder, der kommer fra en bondefamilie i Sichuan. Som så mange andre arbejdsløse landarbejdere, bliver hun nødt til at søge mod byerne, for at finde arbejde. Det finder hun på Lifeng-fabrikken.

Her arbejder hun op til 17 timer i døgnet til cirka tre kroner i timen. Hun bliver trukket i løn, hvis hun har snakket, grinet eller for eksempel gået for meget på toilet. Hun sover cirka fire timer i døgnet i et overfyldt værelse med andre fabriksarbejdere.

Fabrikkens direktør er en tidligere højtstående politimand, der er stolt af at køre en fabrik med stram ledelsesstil. En fabrik der, til direktørens forsvar, ikke skulle være en af de værste af slagsen.

Alt det er der ikke noget nyt i. Der er skrevet tusinder af spaltekilometer om emnet, der også er mere end velbeskrevet inden for sinologien. Men det gør nu ikke filmen, der er fra 2005, mindre interessant.

“China Blue” er lavet af Micha X. Peled, som du kan læse et interview med her. Han står bag produktionsselskabet Teddy Bear Films. “China Blue” har været på rundtur blandt flere filmfestivaler, blandt andre CPH:DOX, og den er blevet vist på amerikanske PBS, hvor den vandt prisen som den bedste uafhængige dokumentarfilm i 2007.

Filmen kan ses her på Google Video eller her på Youtube. Traileren kan ses her.

Er du en håbløst gammeldags romantiker, der sværger til fordums teknologier som DVD-skiver, så kan du købe den på Teddy Bear Films hjemmeside, eller prøve at gå på biblioteket og tale med din lokale lånekortspusher. Filmen er til at bestille i hvert fald i både Odense og Århus.