Tag arkiv for Miljø

Som jeg gryntede om på Twitter og Facebook i sidste uge, så var der grundigt forurenet her i Beijing i sidste uge. Så meget, at det først var fredag, at jeg for første gang i fem dage vovede at åbne vinduerne.

Så hvordan ser der egentlig ud, når der er smog her i Beijing. Se på de to fotos her ovenover, som jeg tog torsdag, hvor forureningen nu ikke var på den legendariske “crazy bad uden for skala,” som den var andre dage, men dog meget tæt på. Og så i dag mandag, hvor der var noget så sjældent som blå himmel over Beijings højeste bygning.

Flyet var næsten en time forsinket, da vi gik ombord. Og efter endnu en halv time i flysædet fortalte en stewardesse, at vi ikke kunne lette endnu på grund af »tåge.«

Det var nu ikke helt rigtigt. Det var ikke tåge. Det var luftforurening. Den var så tyk, at sigtbarheden var tæt på nul. Hvis man kiggede ud ad vinduet var selv vingespidsen ved at forsvinde i den brune og giftige luft.

Det var sidste søndag. Hundreder af afgange blev aflyst fra Beijing International Airport. Jeg selv sad og ventede tre timer i flyet, før vi kørte tilbage til terminalen. Det lykkedes dog at lette nogle timer senere, og jeg landede klokken to om natten, hvor jeg skulle have været fremme cirka seks timer tidligere.

• Læs også - Forurening i Kina: Find Beijings højeste bygning

Beijing var i forvejen en af de mest forurenede byer i verden, men i år er luftforureningen blevet værre. Jeg kan sidde med min telefon og checke vejrudsigten, der lyder på for eksempel blå himmel og solskin, men hvor bygninger og himmel forsvinder i en grålig grød.

Der er konsekvenserne ved at bo her. Især for beijingerne, der er født og opvokset her i hovedstaden. En af dem er, at antallet af lungekræft er steget i Beijing over de seneste ti år med omkring 60 procent, og det er nu den mest almindelige dødsårsag for de cirka 20 millioner indbyggere. Det viser nye tal, som blev offentliggjort af sundhedsmyndighederne i Beijing tidligere på ugen.

Der er to måder, som luftforureningen bliver målt på i Beijing. Myndighederne måler kun de store partikler, som for eksempel sand og støv fra byens mange byggepladser. De kaldes for PM10. Den amerikanske ambassade har derimod sin egen målestation, der også måler de små partikler, der kommer fra biler og fabrikker. De kaldes for PM 2,5. Og det er dem, som er farlige, og som skaber smog.

• Læs også – Luftforurening i Kina: Kan man løbe i Beijing?

Amerikanerne offentliggør tallene hver time på Twitter på @beijingair. Og forskellen mellem deres målinger og kinesernes officielle tal er enorme. Luftkvaliteten kan ifølge ambassaden være »hazardous« på samme tid som den ifølge Beijings Miljøministerium er »lettere forurenet.«

Ifølge ministeriet var der ingen forurening eller god luft i 80 procent af dagene de seneste to år. Ifølge amerikanerne var luften derimod »skadelig for helbredet« eller værre i 80 procent af dagene i den samme periode. I alt har der kun været 13 dage med blå himmel i det seneste års tid.

Kineserne kommer frem til det gode resultat ved, som nævnt, ikke at måle de mest skadelige partikler. Og ved at have flyttet målestationerne væk fra centrum og de mest forurenede områder i byen, så de dermed kan offentliggøre et bedre gennemsnit.

Beijings Metereologiske Institut fortsætter med at insistere på, at der blot er tale om tåge. Det er ikke smog. Men der bliver stadigt flere beijingere, som bliver opmærksomme på den farlige luft, og at myndighederne ikke vil give informere om den reelle luftforurening.

Som SCMP også skriver i dag mandag, hvor de omtaler Du Shaozhong, der er talsmand for Beijings miljøministerium:

Du has tried to assure the public they shouldn’t panic, just as he has done every time smog has hit. Rather than addressing the discrepancies directly, Du has dug in to defend the much- criticised track record of the government- led pollution control efforts, insisting that the authorities have done a good job in cleaning the capital’s filthy air. But people aren’t buying it.

“The city is like a huge canister of toxic gases today and our children, our ageing parents and every taxpayer have to breathe bad air. But the environment bureau still tells us it’s only slightly polluted,” renowned children’s author Zheng Yuanjie

I går søndag forsvarede vicesportsminister Yang Shu’an også arven efter OL i 2008. Blandt andet mener han, at legene har forbedret miljøet i Beijing. Men lederne er udmærket klar over problemerne. I begyndelsen af november var der flere historier i både den kinesiske og udenlandske presse om, hvordan man i Zhongnanhai – det svarer så nogenlunde til Det Hvide Hus i USA, og er det kompleks i Beijing, hvor toppen af Kinas Kommunistparti bor – har installeret luftrensere i deres huse.

Jeg selv checker altid tallene fra den amerikanske ambassade. Skal jeg have ansigtsmasken på – det er denne fine Respro Techno Anti Pollution Cycling Mask – når jeg går udenfor, eller kan jeg blot tage den med i tasken? Og jeg glæder mig inderligt over de få dage, hvor man kan se noget så sjældent som en blå himmel. I Beijing er ren luft blevet en luksus, som også Louisa Lim skriver og taler om her på NPR.

Læs også:

Guardian - Blogging battle over Beijing smog

The Diplomat - Beijing Air Pollution Brouhaha

GlobalPost - Beijing smog moves citizens and media to vent online

GlobalPost - Beijingers battle pollution

NYT - Outrage Grows Over Air Pollution and China’s Response

Bloomberg - China’s Flight-Canceling Smog Lifts as Pollution Levels Drop

:: Privatfoto fra søndag i forrige uge. Taget på vej tilbage til terminalen efter at have siddet tre timer på runway’en i lufthavnen i Beijing. For så at vente i terminalen. For så at komme tilbage til flyet. For så… at lette.

Demonstrationen i Dalian var en af de største protester her på det seneste. Titusinder af vrede borgere gik på gaden for at demonstrere mod en kemisk fabrik. Den skulle lukkes. Nu.

Som det så ofte sker ved den slags lejligheder stillede byens partisekretær og andre ledere sig op og talte direkte til folket De forsøgte at få folk til at gå hjem og lovede, at man nok skulle undersøge, hvordan man kunne lukke fabrikken. En anden velkendt taktik. Men den troede folk ikke på. Det skulle ske med det samme.

Og det lykkedes, som jeg også skrev her på Kinablog. De hårdt pressede myndigheder opgav deres modstand og lovede, at man ville lukke og flytte fabrikken. Altså en klar sejr til folket. Eller var det?

Der er hvert år op mod 180.000 “massehændelser”, protester og demonstrationer Kina. Mange af dem sker på grund af utilfredshed med forurening og miljø, som kineserne bliver stadigt mere bevidste om.

Men protesten viser også, at der ikke er noget civilsamfund i Kina. Det var private borgere, der organiserede protesten gennem de sociale medier og ved at sende tekstbeskeder på telefonen. Men der er ingen vedholdende organisationer, der kan bruge etablerede kanaler til at gå i dialog med de politiske magthavere. Borgernes eneste indflydelse er at protestere.

Lige som ved togulykken i Wenzhou var Dalian et eksempel på, hvordan partiet er villige til at slukke politiske og sociale brande, når de opstår. Men der er ingen større diskussion om, hvordan håndterer en opposition, kritik og andre holdninger. Især ikke med konferencen næste år lige om hjørnet, hvor der skal vælges nye ledere. Partiet vil have ro og orden og er ikke parate til at komme med ideer, der kan vippe båden unødigt. Derfor er der ingen af lederne, der for alvor vil forholde sig til den vrede, som befolkningen udtrykte gennem de sociale medier under krisen i Wenzhou og Dalian.

Der er også en anden teori lige nu. Krisen i Dalian kan også være forbundet til konferencen næste år. Mange af søndagens demonstranter havde endog pænt professionelt lavede t-shirts, masker og bannere. Det så organiseret ud.

Sagen er, at det kemsiske anlæg i sin tid blev godkendt af Xia Deren, der er en protege af Bo Xilai, der i dag er partisekretær i Chongqing. Han har i de seneste mange måneder ført en usædvanlig kampagne for at blive valgt til Politburoets Stående Komite.

Bo er – usædvanligt for en kinesisk politiker – god til at begå sig i medierne, og er det tætteste Kina kommer på en politisk charmetrold som Silvio Berlusconi. Bo Xilais metoder er også en kende italienske. Den tidligere handelsminister, der også er en partiets prinser, blev sendt til Chongqing i 2007 for at rydde op i den dybt kriminelle mafiaby. Det gjorde han med tvivlsomme men populære og hårde metoder. Men vil den 62-årige Bos populære image få ham ind i magtens centrum i Politburoets Stående Komite? Kampagnen har gjort ham upopulær flere steder.

Kinesisk politik foregår i en sort boks på samme måde som god, gammeldags kremlinologi. Så – man ved aldrig. Frem med spåkugle, kaffegrums og the-blade.

Men siden protesten er det kommet frem, at myndighederne allerede havde planlagt at lukke fabrikken. Og at for eksempel studenter var blevet advaret mod at deltage i søndagens demonstration. Politi og ledere blev nok overraskede over størrelsen på demonstrationen, men det var ikke et eksempel på, hvordan folket vandt. Men derimod på, hvor svage de er over for det fastlåste, politiske system.

Kan en pensioneret embedsmand, der ikke engang har råd til en bil, redde tigeren fra at uddø i Kina?

I sidste uge skrev jeg i Berlingske om topmødet i Skt. Petersborg. 500 forskere, organisationer og ministre samt statsledere som Ruslands premierminister Vladimir Putin og hans kinesiske kollega Wen Jiabao mødtes med et eneste formål – for at finde ud af, hvordan man kan redde tigeren fra at uddø. For det er sidste chance, lyder det fra topmødet.

Målet er, at bestanden af tigre skal fordobles inden det næste møde i 2022, hvor det ifølge den traditionelle, kinesiske kalender igen er Tigerens År. Som her i 2010.

Men det er måske allerede for sent. Lande som Cambodja, Vietnam, Nordkorea og Kina har ikke længere en bæredygtig bestand, viser en ny undersøgelse fra Verdensbanken og Cambridge University.

Samtidig har krybskytter hvert år siden 2000 dræbt over 100 tigre, viser tal fra organisationen Traffic, der overvåger handel med truede dyr og planter. Det er meget, når bestanden af vilde tigre i dag er helt nede på omkring 3.200 dyr.

Men langt væk fra Skt. Petersborg sidder Li Zhixing oppe i den kolde og forrevne Jilin provins, der er hjemsted for de få tigre, der stadig lever i naturen.

Jeg har skrevet om ham, hans lille NGO og om bonden, der mistede en ko, fordi den blev spist af en tiger. Du kan læse reportagen her i Berlingske – Kan en landsby redde verdens største kat?

Li Zhixing forsøger blandt andet at undervise de lokale beboere i, hvordan man kan leve side om side med tigeren. Men Li Zhixings lille NGO har stort set ingen penge. Han har ikke noget kontor. Han kan ikke betale for rejser og hotel. Hvis han skal ud i landsbyerne, så skal han låne en bil af for eksempel sin gamle arbejdsplads for at kunne køre derud. Men han forsøger hvert år at lave et stort projekt.

Da jeg mødte ham i vinter, var han ved at indsamle cirka 6.000 kroner til at trykke en undervisningsbog, der skulle fortælle skolebørn om de vilde tigre og om arbejdet med at redde dem. Det lykkedes, fortalte han her i november. Han har også rejst rundt til skoler for at undervise de lokale børn om tigeren.

Det bliver han nødt til at stoppe med nu, for det vil koste omkring 4.000 kroner om året, hvis han skal fortsætte. Og de penge har han ikke. Men han tror på sit projekt med at redde tigeren. Det er ikke for sent.

»Jo, jeg har håb. Hvis vi virkelig arbejder hårdt, så kan vi stadig nå at redde dem,« siger Li Zhixing.

:: Billedet er fra det område omkring landsbyen Caomao, hvor tigeren spiste bonden Zhou Huijins ko

De faste læsere her på bloggen og i Berlingske ved, at jeg konstant bitcher, hyler og råber op om tidligere har omtalt forureningen her i Beijing.

Det gjorde jeg igen lørdag. Det blev skrevet efter en ualmindelig møgbeskidt dag, hvor luftforureningen lande på 569 API. Skalaen er så delt ind i forskellige katetorier, som du kan læse på Wikipedia i artiklen Air Pollution Index.

På en slem dag i København er API måske på 50-80 point. Skalaen går kun til 500, så det siger noget om, hvor vanvittigt det er. Det er dog svært at sammenligne de danske og kinesiske tal præcist, for de måles på en anden måde her i Beijing.

Der er officielle kinesiske tal for luftforureningen. Men kineserne måler kun for eksempel de store partikler i luften. Ikke de små, som er de farligste. Det gør den amerikanske ambassade, derimod, og de offentliggør det på Twitter. Det er dem, som målte forureningen forleden, hvor de lidt for kækt kom til at kalde luftforureningen for “crazy bad.” Det blev hurtigt ændret til deres normale og sobre sprogbrug og defineret som “beyond index.”

Det kan du læse mere udførligt om her, hvor Jonathan Watts har skrevet “Twitter gaffe: US embassy announces ‘crazy bad’ Beijing air pollution” i sin blog. En anden god artikel er her på bloggen på New York Times. Og på Live from Beijing, der også har opdateret den officielle grafik med kategorien over 500, som du kan se øverst i artiklen.

Der er mange grunde til, at være træt af luftforureningen. En af dem er, at jeg træner til marathon. Og det er besværligt at gøre i Beijing, som du læse om i min klumme i Berlingske.

Normalt løber jeg aldrig udenfor, når API er over 150. Ellers får jeg det virkeligt dårligt efter et par timers løb. I stedet går jeg ind på et løbebånd i mit fitnesscenter, hvor de har filtre på deres aircondition.

Så hvordan træner man til et maraton, når man bor i Beijing? Der er to muligheder. Forurening eller kedsomhed. For 30 kilometer på et løbebånd er eddermame ikke en spændende oplevelse. Og det er den største udfordring. Kedsomheden. Men bare tanken om snart at kunne løbe i ren og frisk luft i Europa er nok til at fortsætte. Forhåbentlig.

Tid til en quiz. Sådan en blanding af “Find Holger” og Find Fem Fejl.

Ifølge vejrudsigten skulle der lige nu være solskin, skyfrit og 20 grader. Men det er en smule vanskeligt at se Beijing højeste bygning, der er på 74 etager. Så her er en quiz.

Nedenunder er der to billeder. Det ene er taget på en dag uden forurening. Det andet er taget for få minutter siden på en af de hidtil mest forurenede dage i år, hvor målinger viser, at luften er “hazardous.” Gæt hvilket billede, der er det ene eller det andet.

Præmien er, hvis du sidder i for eksempel Danmark, at du forhåbentlig snuser ind og værdsætter den rene luft lidt mere end for et minut siden.

Klimatopmødet i København var blot et af de mange emner, som premierminister Wen Jiabao talte om i går.

Det er også et af blot mange kurrer på tråden, der de seneste måneder er vokset mellem USA og Kina. Beijing er især utilfredse med det amerikanske salg af våben til Taiwan og præsident Barack Obamas møde med Tibets åndelige og politiske leder Dalai Lama.

På søndagens pressemøde afviste Wen Jiabao, at det forværrede forhold er Kinas skyld. Ansvaret findes derimod »ikke på den kinesiske side men på den amerikanske,« siger Wen Jiabao.

På pressemødet forsvarede Wen også den kinesiske valutapolitik. USA og flere andre lande har forsøgt at presse Kina til at ændre den, da de mener den kinesiske valuta er undervurderet. Men Wen fastholder, at politikken vil fortsætte og Kina vil holde kursen »stabil.«

Premierministeren luftede også regeringens bekymring over den enorme amerikanske gæld. Kina har investeret for 900 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer, og i Beijing er man bekymret for, at den dårlige amerikanske økonomi kan føre til inflation, der vil udhule de kinesiske investeringer. Han opfordrede derfor USA til at »berolige« dets investorer.

Wen Jiabao afviste også, at Kina har ambitioner om at blive verdens eneste supermagt. Kina er i dag et »udviklingsland« der først bliver en udviklet og moderne nation om et århundrede. Men ikke en gang der, vil Kina have ambitioner om hegemoni. Ligesom i dag vil Kina være »ansvarlig« nation, der er aktiv i global samarbejde og politik.

Hvad skriver andre om mødet?

• Guardian vinkler på Wens forsvar af Kinas rolle under forhandlingerne i København.

• Washington Post og Wall Street Journal skriver om hans forsvar af valutakursen.

• Nyhedsbureauet APs vinkel er, at Wen også forsvarede handelspolitik og Kinas udenrigspolitik.

• Financiel Times skriver, at det ifølge Wen nu er kampen mod inflationen, der har fået topprioritet i kinesisk økonomi.

• New York Times vinkler også på den økonomiske politik, og hvordan Kina manøvrerer rundt i og udnytter reglerne for international handel.

Du kan læse hele udskriften af pressemødet her. Det er på kinesisk.

Og her er et engelsk sammendrag af pressekonferencen.

:: Officielt billede fra China.org

Premierminister Wen Jiabao kom søndag med et skarpt forsvar af Kinas rolle under COP15 i København, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Wen er »forbløffet« over den kritik, der har været af Kinas rolle under klimaforhandlingerne i København.

Kina blev efter mødet i København beskyldt for at stå i vejen for et mere omfattende resultat. Og Wen Jiabao selv blev voldsomt kritiseret for at skippe et møde med Barack Obama og andre statsoverheder.

Men det var der en grund til, forklarede premierministeren i går i Beijing. Det lille uofficielle møde fandt sted sent om aftenen den 17. december efter Dronning Margrethes officielle gallamiddag.

»Det første, jeg hørte om mødet, var fra en en europæisk statsleder, der fortalte, at der samme aften ville være et møde mellem en lille gruppe lande,« sagde Wen Jiabao.

»Jeg var dybt chokeret, for jeg var på ingen måde blevet informeret om det,« sagde Wen Jiabao. Han skyndte sig med det samme at høre sit bagland, om der var kommet en invitation. Men den kinesiske delegation var ikke blevet informeret.

Derfor besluttede han at sende den laverestående diplomat, viceudenrigsminister He Yafei, til mødet. He skulle afgive en formel klage over det, som Wen i går kaldte for et alvorligt brud på protokollen.

»Hvorfor var der ingen, som havde givet besked? Der er stadig ingen, som har givet os en forklaring og det er et mysterium,« sagde Wen Jiabao i går.

Du kan også læse et engelsk sammendrag af Wens kommentarer om København her.

:: Foto fra Xinhua

Hen over weekenden er det især Kina, der har fået skylden for det magre resultat i København. Især fordi Beijing stejlede over det amerikanske forslag om, at landenes mål skulle kunne måles og verificeres.

Hvorfor ville kineserne ikke gå med til det? Og hvorfor endte det med så tynd en aftale? Fordi, som skriver jeg i en analyse i dagens avis, Beijing er notorisk mistænksomme over for åbenhed og for at afgive selv den mindste flig af magt og kontrol. Og især fordi Beijing ikke vil risikere at forpligte sig til noget, der på nogen måde kunne tænkes at bringe den økonomiske udvikling i fare.

Men hvad synes kineserne om klima-aftalen? Hvis du ikke har læst aftalen, så kan du få et kort overblik her. Og nedenunder er der en hurtig opsamling af links om Kina og Cop15.

• Det er en udmærket aftale, lyder den første bedømmelse fra kinesisk professor i klimapolitik.

• De kinesiske medier har ikke skrevet meget om forhandlingerne i de seneste par uger, og det gjorde de heller ikke i weekenden, da aftalen blev offentliggjort.

• Selvom den kinesiske regering var tilfreds med resultatet, så var det ikke alle kinesere, der var enige med dem.

• De kinesiske forhandlere var glade for den tandløse aftale. Jonathan Watts kigger nærmere på kinesernes taktik under topmødet.

• Det har nærmest været en farce, som Kina har opført sig under mødet, siger den britiske miljøminister.

Kina gør ikke nok for miljøet. Målet om at skære 40-45 procent af landets “carbon intensity” inden 2020 vil alligevel bare få landets samlede forurening til at stige. Og det er ikke nok. Kina skal gøre mere, mener USA. Og for den sags skyld også EU.

Vrøvl, skriver William Chandler, der er leder af Energy and Climate Program hos Carnegie Endowment for International Peace. (Via WSJ)

De seneste år har Kina for alvor arbejdet hårdt på at sænke sin “carbon intensity”.

The policy imposes hundreds of detailed industrial efficiency standards to a degree unparalleled in any other country in the world. The policy has forced closure of tens of thousands of factories, power plants, and production lines that failed to meet the standards. It is unimaginable that such a policy could ever be enacted in the United States, much less be continued for another decade. It’s a non-trivial error to call it a “reference case,” as the IEA has done.

:: Grafik fra Carnegie